DEBAT
Har sygeplejersker glemt at prioritere? Af MARIA PINDSTRUP SØNDERGAARD, sygeplejerske
Sygeplejersker udviser voksende interesse for behandleropgaver. Min bekymring går på, om vi i de bestræbelser glemmer et af sygeplejens kerneområder: den grundlæggende sygepleje. I min praksis på intensivt afsnit har tekniske og behandlende opgaver stort fokus, idet patienten skal overleve. De senere år har vi bl.a. fået kompetence til respiratoraftrapning, dialysebehandling og smertebehandling. Vi søger viden indenfor naturvidenskaben, ikke i omsorgsteorien, som mange opfatter som gammeldags. Den Danske Kvalitetsmodel og Patientsikkert Sygehus satte fokus på vigtigheden af grundlæggende sygepleje i det danske sundhedsvæsen. Frekvensen af tryksår, kateterrelaterede infektioner, underernæring og intensivt delir er for høj. Desuden viser undersøgelser, at patienterne efterspørger omsorg og relation. Men burde dette fokus ikke netop komme fra os selv som faggruppe? Evidens viser, at grundlæggende sygeplejeinterventioner mindsker hyppigheden og graden af mange af ovenstående komplikationer. Florence Nightingale pointerede
vigtigheden af ro, renlighed, regelmæssighed, rigtig kost og adspredelse. Nutidigt har Alison Kitson forsket i grundlæggende sygepleje fra netop Florence Nightingale, over Virginia Henderson og frem til i dag, med henblik på, at finde en fælles definition.
være skoldingsskader med varm kaffe/te/ kogende vand/mælk/andet, kontaktskader på hænderne fra bål eller varme pejse m.m. Forældrene er ofte chokerede og har ofte skyldfølelse. Op imod hver anden forælder til brandskadede børn viser symptomer på posttraumatisk stress-syndrom, 1-4 uger efter skaden er sket. Men ingen studier har undersøgt, hvad de har brug for, og om en målrettet intervention vil hjælpe dem positivt.
Men nu har jeg modtaget et stipendiat til finansiering af min ph.d.afhandling om forældres oplevelser af forbrændinger, som rammer deres børn, og hvordan man støtter dem, når deres barn er indlagt på brandsårsafdelingen.
Har vi overladt grundlæggende sygepleje til andre faggrupper? I de senere år oplever vi, at andre faggrupper udfylder det tomrum, vi efterlader. Fysio- og ergoterapeuter taler om det hele menneske. Læger uddannes i kommunikation og relationer. Social- og sundhedsassistenter arbejder med grundlæggende sygepleje. Skal vi lade andre faggrupper overtage det, vi altid har defineret som vores domæne? Skal vi ændre vores paradigme og finde en ny måde at være sygeplejersker på? Eller skal vi genopdage omsorgsteoretikerne og definere dem ind i vores nutidige verden, til patientens bedste? Maria Pindstrup Søndergaard er intensiv sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.
Lina S.D. Lernevall er ph.d.-studerende, bosat i Bergen, Norge.
Sygeplejerskestuderende mangler kompetencer i palliation Af WINNIE BERGGREN og MONIQUE NATASCHIA OWENS, sygeplejestuderende
Vi er tre sygeplejerskestuderende på modul 14, der mener, at mere undervisning i palliation og i afholdelse af svære samtaler er vigtigt for vores uddannelse. Det mener vi, fordi vi ude i praksis uundgåeligt vil beskæftige os med palliation og med døden. Derfor er det vigtigt, at vi ved noget om, hvilke redskaber der gør det muligt for os at håndtere svære situationer samt at afholde samtaler med døende og deres pårørende. Nu er vi næsten færdiguddannede, og vi føler os ikke klædt godt nok på i forhold til, hvordan vi skal møde palliative patienter og deres pårørende i skabelsen af de bedste rammer for patientens sidste tid. Hvis andre sygeplejersker som os også føler berøringsangst ved udøvelse af palliativ sygepleje, så tror vi, at vi pr. automatik vil trække os fra disse patienter og derved gå på kompromis med vores faglighed. Det er vores påstand, at ikke alle nyuddannede sygeplejersker har medfødte medmenneskelige kompetencer, der gør dem i stand til med det samme ude i praksis at kunne rumme svære situationer og ømtålelige emner som en patients nærtstående død. Vores forslag til bedre inkorporering af palliation i undervisningen på sygeplejerskeuddannelsen generelt er, at der skal undervises langt mere heri. Hvis vi som sygeplejersker skal være de palliative patienters coaches, er det vigtigt for os at vide, hvad vi skal coache dem i, og vi kan som næsten nyuddannede sygeplejersker fortælle, at vi på mange områder føler os klar til snart at kalde os sygeplejersker, bare ikke når vi skal møde palliative patienter.
Sygeplejersken 03.2017
19