ARBEJDSMILJØ
Et læserbrev gav taletid om arbejdspres Med læserbrevet ”Undskyld til alle!” i Politiken fik sygeplejerske Heidi Hass Madsen taletid om sygehusenes pressede arbejdsmiljø i flere medier. Hun var træt af at undskylde alle de fejl, der sker hele tiden pga. tidspres. Tekst Christina Sommer • Foto Nils Lund Pedersen
Sidst i august fik sygeplejerske Heidi Hass Madsen offentliggjort et læserbrev i dagbladet Politiken med overskriften ”Undskyld til alle!” Læserbrevet, der førte til interviews i bl.a. BT, TV2 og P4, var et sammenskriv af nogle tanker, hun havde gjort sig gennem nogle måneder, efter hun i foråret havde sagt sit job op gennem fem år på en af landets store fælles akutmodtagelser. Arbejdspresset var simpelthen for stort.
og kolleger for det, hun kalder sin ”utilstrækkelighed” som sygeplejerske. For ”undskyld” var det ord, der blev ved med at dukke op, når hun tænkte tilbage på sit gamle job. ”Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg måtte sige undskyld hver dag. Undskyld til patienten, der lå og havde smerter på fjerde time og stadig ventede på smertestillende medicin. Undskyld til den pårørende, som ventede på svar, og undskyld til
Vi kunne godt se, at det hele væltede, men når man står midt i det, har man tendens til at gå i forsvarsposition og sige, at man gør det så godt, som man kan, også selvom man laver små fejl hele tiden. Men det er jo ikke bare små fejl, det er fejl, der kan betyde rigtig meget for patienterne. ”Jeg havde ikke overblikket længere, og jeg syntes ikke, det var sjovt at gå på arbejde. Vi havde overarbejde stort set hver dag, og der skete konstant små fejl. Ikke fordi jeg og mine kolleger var dårlige rent fagligt, men simpelthen fordi vi var for få til at passe de mange ofte meget syge og svage patienter,” siger Heidi Hass Madsen, der heller ikke kunne slippe patienterne, når hun endelig havde fri. ”Jeg havde konstant dårlig samvittighed over for patienterne og mine kolleger, men også familien, som jeg heller ikke kunne være der ordentligt for,” siger hun.
Træt af at undskylde I læserbrevet undskylder Heidi Hass Madsen over for både patienter, pårørende 22
SYGEPLEJERSKEN 11.2015
mine kolleger, fordi jeg ikke nåede det, jeg skulle. Jeg tog til sidst mig selv i at snerre ad patienterne. Efterfølgende har flere spurgt mig, hvorfor jeg ikke vil tilbage til sygehusvæsenet, og det korte svar er, at jeg simpelthen er så træt af at sige undskyld,” siger Heidi Hass Madsen. Ifølge sygeplejersken dækker undskyld desuden over en form for ubevidst bagatellisering af alle de fejl, store som små, sygeplejersker og andet personale uundværligt kommer til at begå i en hverdag, der er så presset, som tilfældet er på mange danske sygehuse. ”Vi kunne godt se, at det hele væltede, men når man står midt i det, har man tendens til at gå i forsvarsposition og sige, at
man gør det så godt, som man kan, også selvom man laver små fejl hele tiden. Men det er jo ikke bare små fejl, det er fejl, der kan betyde rigtig meget for patienterne. Men det skubber man lidt fra sig, også ledelsen, for det er bare sådan, det er, når vi ikke har tid og personale til at udføre vores arbejde ordentligt,” siger Heidi Hass Madsen. Som eksempel giver hun dokumentation i forbindelse med det at give en pille, som krævede tre gange dokumentation: 1) når den blev hældt op, 2) når den blev givet, 3) når den var indtaget. ”Sikkerhedsmæssigt er det måske det, der skal til for at sikre både sig selv og patienten, men bare det, at vi nåede at give medicinen, var top dollar. Og ofte blev alle tre ting dokumenteret ved dosering i medicinrummet. Det skaber jo en kæmpe risikofaktor, for hvad hvis patienten ikke fik pillen eller kastede den op?” siger hun.
AMiR langt væk Heidi Hass Madsen sagde sit job op kort tid efter, hun var vendt tilbage fra barsel med tvillinger samt endnu en familieforøgelse i form af, at hendes mands to børn fra et tidligere forhold på seks og otte år også var flyttet ind hos familien. ”Under barslen fik jeg pludselig tid til en hobby, at holde avis og blive aktiv i lokalpolitik, men overskuddet forsvandt med det samme, jeg var tilbage. Forholdene var ikke blevet værre, men bestemt heller ikke bedre,” siger Heidi Hass Madsen F.eks. var normeringerne altid sat efter, hvordan patientflowet så ud på en dag, hvor flertallet af patienterne var ”grønne”, og det skete sjældent.