TEMPERATURMÅLING
Fo to S ø re n
Sv e n
peraturen måles på kroppen, vil temperaturen være afhængig af lokalt blodomløb, lokal metabolisme og mængden af fedtvæv. En temperatur må aldrig stå alene, men skal kombineres med et helhedsbillede af den målbare og observerbare kliniske situation, patientens diagnose og egen oplevelse af tilstanden (2). Det anbefales derfor, at kropstemperatur bedømmes individuelt ud fra den enkelte persons normale kropstemperatur målt med det samme termometer det samme sted på kroppen (5).
Temperaturmåling i øret er genstand for diskussion, idet den sammenlignet med rektalmåling har en relativt lavere reproducerbarhed og gennemsnitligt måler lavere basaltemperatur end ved rektalmålingen.
Termometre
uhygiejnisk og kan medføre risiko for skader i tarmen, især hos små børn, urolige patienter og ifm. rektalkirurgi. Temperaturen i endetarmen indikerer den indre temperatur modereret af temperaturen på huden på nates, arteria illiaca og vena illiaca (5). Temperaturen kan påvirkes af afføring i ampullen, inflammation i rectum samt mikroorganismers varmeproducerende aktivitet. Det er ikke ligegyldigt, hvor langt termometeret indsættes i rectum, da temperaturen stiger med 0,8° C for hver 2,54 cm, det indføres (2). Derfor anbefales en standarddybde på 4 cm hos voksne og 2-3 cm hos børn (5). Den rektale basaltemperatur er højere end målt andre steder på kroppen på grund af lav blodgennemstrømning og høj isolation, hvilket giver et lavt varmetab i området (4). Der er ligeledes minimum 20 minutters forsinkelse, fra kernetemperaturen stiger eller falder, til den viser sig i rektalmålingen (5), fordi endetarmen ligger langt fra centralnervesystemet og hypothalamus. Især når temperaturen hurtigt ændrer sig som ved opvarmning og afkøling under operation, fysisk træning og feber, udviser rektalmålingen stor træghed (5).
Det ideelle noninvasive termometer skal være hurtigt og præcist, sikkert og bekvemt og etisk forsvarligt for patienten, let at rengøre og desinficere. Nøjagtigheden skal være den samme, uanset hvem der udfører målingen, og præcisionen skal være høj også ved gentagne målinger (12).
Øretermometer Øretermometeret er hurtigt, miljøvenligt, hygiejnisk og medfører meget lidt ubehag for patienterne. Det er brugervenligt for personalet og anses for at være et anvendeligt alternativ til rektal temperatur ift. den hjerneskadede patient og andre patientgrupper. Den tympaniske membran og hypothalamus modtager blodforsyning fra interne og eksterne arteria carotis. Aflæsningen stammer fra varme fra både membran og øregang, hvilket øretermometeret tager højde for (5). Øretemperaturen kan påvirkes af store mængder ørevoks, måling i det andet øre, beskidt linse (13,14), forkert måleteknik, som f.eks. manglende lukning af øregangen (14) samt gentagne målinger i samme øre for hurtigt efter hinanden (13).
Rektal temperatur Hos patienter med svære kognitive problemstillinger, hæmorider og anorektale sygdomme synes rektal måling ikke hensigtsmæssig pga. unødig magtanvendelse og smertepåvirkning. Metoden kan opleves som ubehagelig og generende for patienten (5). Den er
Oral temperatur Et mundtermometer er ikke anvendeligt if. den hjerneskadede patient, da mange patienter kan have biderefleks eller ikke formår at holde munden lukket omkring termometeret under målingen. Ifølge Sund-Levander må oral måling ikke bruges på små børn, bevidstløse, urolige og konfuse patienter og patienter med risiko for krampe eller sår i mundhule og svælg. Ej heller når patienten SYGEPLEJERSKEN 6.2014
55
dsen