DA METOO KOM TIL DANMARK

I September stod Sofie Linde, en kendt dansk journalist, frem og fortalte om de oplevelser hun har haft med sexisme i den danske mediebranche. Herefter bakkede hundredvis af kvinder i forskellige brancher op. Efter det overvældende antal af vidnesbyrd ruller snebolden. Flere chefer og politiske ledere bukkede under for det massive medie- og samfundspres og gik af. Endnu en gang debatterede vi sexisme i Danmark. Men hvorfor er ikke det danske folk enige i at kønsdiskrimination hører fortiden til? Hvorfor kan nogen være imod denne kamp for ligestilling? Og hvordan kommer vi sexisme til livs?

Flere af mine norske kammerater har spurgt mig, hvorfor Danmark først nu, er ramt af MeToo. Det virker som om de tænker at Danmark er bagefter. Hvorfor tager danskerne ikke sexisme og ligestilling seriøst? Jeg har spurgt danske venner, og stort set alle svarer med humor «Der er ingen, der skal fortælle danskere, hvordan eller hvornår de skal gøre noget». Vi tager MeToo-bølgen, når det passer os! Mest af alt tror jeg dog at vi var med på MeToo-bølgen, da USA satte den i gang. Men det blev personsager med syndebukke. Vi børstede vores hænder og tænkte «Det var det!» Vi glemte alt det underliggende der stadigvæk ulmede.

Jeg sidder på bagsædet i mine forældres bil. Vi skal på sommerhusferie i Jylland. Vi hyggesnakker. Lige indtil samtalen lander på den nye «Sofie Linde-sag». Som den unge kvinde jeg er, bakker jeg selvfølgelig op om den bølge, Sofie Linde har sat i gang. Det virker jo absurd, at en stor mediechef kan true en 18-årig med at ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun vil «sutte hans pik på toilettet».

Lige denne sag er vi enige om, er for meget. Men de mange hundrede kvinder, der beretter om deres forskellige oplevelser med krænkelser og sexisme, ser vi ikke øje til øje på. Fra mit perspektiv kan vi ikke acceptere sexisme eller anden form for krænkende handlinger! Jeg synes det er fint, at vi lader «hoveder rulle». Vi må vise at vi ikke tolererer krænkende adfærd og forhåbentligt skabe en mere ligeværdig kultur. Min mor ser det anderledes. Hun mener det bliver for ekstremt: «Det er jo bare en hånd på låret eller en dum kommentar». Ifølge hende skal vi passe på at det ikke bliver heksejagt.

Til at starte med forstår jeg ikke hvorfor hun som kvinde ikke bakker op om sagen. Men når jeg spørger ind, så er hun jo egentligt ikke imod MeToo. Hun er imod, det unuancerede billede, hun synes der bliver vist i medierne. På mange måder er jeg enig med hende. For medierne mangler de nuancer, jeg selv har så svært ved at skrive frem. Mænd bliver gjort til skurke og kvinder til ofre. Og som mor siger: «Det kan jo ikke være rigtigt, at kun kvinder krænkes».

Kvindelige krænkere

Til slut på bølgetoppen, kom det frem, at flere unge mænd i hospitalsverdenen er blevet krænket af magthavende kvinder. Historien fik forsvindende lidt omtale. Der er som om ingen rigtig ved hvad de skal stille op med den. Findes der andre krænkede mænd? Eller er det medierne der har shamet mændene så meget, at de ikke ved hvordan de skal behandle sagen? Min mor fik ret. MeToo er ikke sort/hvid, som vi ellers gør den til. Uanset hvem der er krænkeren og hvem der krænkes så er det vigtige for mig, at vi ikke accepterer sexisme eller krænkende handlinger. Vi er nødt til, at skabe et ligeværdigt forhold mellem køn - begge veje.

Nyhedsværdien

I løbet af de sidste måneder har danskere fået øjnene op for den sexisme, der er i vores samfund. Vi har vidst det eksisterede, men omfanget er kommet som en overraskelse. Mange glemmer at sexisme er meget mere end en hånd på låret. Det er den kønsdiskrimination der er indlejret i alt fra vores sprog og handlinger til samfundsstrukturer. Ofte bliver ulovlige overgreb blandet sammen med upassende kommentarer og sexisme. Den offentlige debat bliver hidsig og mudret. Derfor bliver flere bange for, at udtale sig, i frygt for at fejle. Men vi er nødt til, at turde blive ved med at tage debatten. Det er os der har ansvaret! Det er os, der er med til at skabe en forandring, ved i hverdagen at være opmærksomme på diskrimi-

nationen mellem køn. I oktober var det MeToo der var altopslugende og allestedsnærværende. I november handler det om mink på sociale medier, i nyhederne og i vores samtaler. Vi kan ikke rumme mere end én sag ad gangen. Det gør mig bekymret. Måske ender denne gang lige som første MeToo-bølge. Der rullede også et par hoveder, og så gik det i sig selv igen. Kun fremtiden vil vise, om denne bølge har gjort en forskel, eller blot bliver endnu en i rækken.