Om Frederiksborg-Bibelen og en række af Frederik 2. udgivne eller understøttede værker

ROLF H. CHRISTENSEN

OM FREDERIKSBORG-BIBELEN OG EN RÆKKE AF FREDERIK 2.

UDGIVNE ELLER UNDERSTØTTEDE VÆRKER

HERLEV 2021

Om Frederiksborg-Bibelen og en række af Frederik 2. udgivne eller understøttede værker

© 2021 by Rolf H. Christensen

Om Frederiksborg-Bibelen og en række af Frederik 2. udgivne eller understøttede værker af Rolf H. Christensen

Herlev 2021

Frederik 2. afbildet i “Konning Frederich den Andens Handfæstning“ udgivet i København 1567.

IV

Nærværende skrift indeholder en præsentation af Frederik 2.’s skriverier i diverse bøger i form af tilskrevne kommentarer og dedikationer, af 2 af ham i København udgivne værker med uddrag af bibelske tekster fra henholdsvis Ordsprogenes Bog og Siraks Bog, nemlig Etzliche Sprüche 1583, og Salmernes Bog, nemlig Etzliche Psalmen 1585, samt af 2 af ham understøttede religiøse værker ligeledes udgivne i København, nemlig Dietrich 1565 (forfattet af Veit Dietrich) og Der CI. Psalm 1565 (forfattet af Martin Luther).

Illustrationerne på siderne 2, 4-5, 10, 15, 18-24, 36, 40, 45-48, 50, 52, 54-55, 58-60, 63-66, 68-70, 72, 78-79, 82, 84, 86-87, 90, 97-98, 101, 121, 123, 125, 127, 134, 136-137, 140, 181-184, 186, 188-198, 203207, 210, 215, 217, 219, 221, 223, 225-226, 239, 242-243, 245, 252253, 279, 338, 340-341, 346-347, 352 (nederst)-354, 359-360, 363, 365-366, 369, 374, 376-377 og 379 er affotograferinger af materiale tilhørende Det Kongelige Bibliotek (DKBK) i København. Illustrationerne på siderne 74, 77, 100, 102, 105-106, 108, 112, 114-115, 117, 139, 180, 261, 277, 289, 323 og 356 er affotograferinger af materiale tilhørende Rigsarkivet (RA) i København. Illustrationerne på siderne IV, 230, 254 og 350 er affotograferinger af materiale tilhørende Bibliotheca Academiæ Soranæ (BAS) i Sorø. Fotografierne på siderne 337, 339, 342, 345, 352 (øverst) og 355 er taget af Markus Wied Dethlefsen, øvrige fotografier af værkets forfatter.

V

INDHOLDSFORTEGNELSE Frederiksborg-Bibelen

1-80

Tidlige omtaler af Frederiksborg-Bibelen

13

Nicolai Jonges omtale af Frederiksborg-Bibelen

13

Francisco de Mirandas omtale af Frederiksborg-Bibelen

14

Om fremvisningen af Frederiksborg-Bibelen

17

Kronologisk gennemgang af F2’s tilskrifter i FrederiksborgBibelen

19

Afvigelser mellem min transskription af F2’s notater og Jonges og Ilsøes transskriptioner af samme

25

Skrivemåderne ”bybel” / “bilbel” / “bibel” / “boch”

26

Om antallet af gennemlæsninger og tidspunkterne herfor

28

Afsluttende om gennemlæsningernes antal

34

De pegende venstrehænder

35-53

Markeringer af skriftsteder i bibelbøger, der ikke efterfølgende har ligget til grund for F2’s bogudgivelser

37

Markeringer af skriftsteder i bibelbøger, der efterfølgende i en eller anden udstrækning har ligget til grund for F2’s bogudgivelser

39

Hånd 2 – Hånd 3 – andre hænder

54-65

Hånd 2

54

Hånd 3

57

Andre hænder

63

Skarpe parenteser

64

VI

Røde understregninger

65

Frederiksborg-Bibelens indbinding

66

Værker af F2: Etzliche Sprüche 1583

82-162

F2’s morgen- og aftenbøn

92

Etzliche Sprüche 1583: Optagne tekster

93

Etzliche Sprüche 1583: Eksemplarhistorie

96-162

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 1 – Reedtz-eksemplaret

98

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 2 – Rosenkrantz-eksemplaret 133 Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 3 – Worm-eksemplaret

138

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 4 – Mikkelsen-eksemplaret

143

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 5 – von Dohna-eksemplaret

153

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 6 – Karen Brahe-eksemplaret 158 Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 7 – Glambek-eksemplaret

159

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 8 – Edinburgh-eksemplaret

162

Værker af F2: Etzliche Psalmen 1585 Indholdsmæssige afvigelser i Etzliche Psalmen 1585

164-212 177

Om et missing link mellem Frederiksborg-Bibelen og Etzliche Psalmen 1585

179

Tilskrifter o.l. i Elisabeth-Psalteret

187

Afsluttende om Elisabeth-Psalteret

211

Værker udgivne på F2’s foranledning 1: Dietrich 1565

214

Værker udgivne på F2’s foranledning 2: Der CI. Psalm 1565

229

Om F2’s sprog

258

F2’s og dronning Sofies monogrammer, våben og valgsprog 336-380 Monogrammer

337

Våben

349 VII

Valgsprog Litteraturhenvisninger og forkortelser

VIII

371 381-392

FREDERIKSBORG-BIBELEN I 1983 udgav forskningsbibliotekar ved DKBK Harald Ilsøe en kortfattet, men indholdsrig artikel – i det følgende refereret til som Ilsøe 1983 – under titlen “Frederik 2.s tyske bibel – eller: Bibelen udlæst.

Gud være lovet!”

Nogle ville måske, når de så sætningen “Frederik 2.s tyske bibel” og samtidigt havde en erindring om F2’s1 interesse for udgivelse af bibeltekster, komme på den tanke, at der her kunne være tale om en tysksproget parallel til den monumentale på hans befaling udførte fuldstændige danske bibeloversættelse kaldet ”Frederik 2.s bibel”, der blev trykt i København hos Matz Vingaardt 1588-1589 i 3 dele under fællestitelen: ”Biblia Det er / Den[n] gantske Hellige Scrifft / paa Danske / igen offuerseet oc Prentet effter Salige oc Høylofflige ihukommelse / Kong FREDERICHS den II. Befalning. Met Register / Alle D. Lutheri Fortaler / hans Vdlegning i Brædden / oc Viti Theodori Summarier. Kiøbenhaffn: Anno D[omi]ni 1589”.

Men medens der med genitiven i forbindelsen “Frederik 2.s bibel” gives udtryk for, at en nærmere bestemt bibeludgave (og dermed alle eksemplarer af denne udgave), nemlig (underforstået) den danske bibeloversættelse fra 1588-1589 – Biblia 1588-1589 – er trykt på F2’s befaling / foranledning, menes der med genitiven “Frederik 2.s” i forbindelsen “Frederik 2.s tyske bibel” i titlen på Ilsøes artikel noget ganske andet, nemlig at et nærmere bestemt sæt af en på tysk i 2 dele udgivet bibel har tilhørt F2.

Den af Harald Ilsøe undersøgte “Frederik 2.s tyske bibel” tilhører DKBK. Værket er en på F3’s foranledning indbunden udgave af de bibelske skrifter – forsynet med rygtitlen ”BIBLIA GERMAN. WITTEBERG 1551” – som det er hævet over enhver tvivl at F3’s farfar F2 oprindeligt har ejet og benyttet på en af sine sjællandske residenser, nemlig 1 Frederik 2., hans far Christian 3., hans søn Christian 4., hans sønnesønner prins Christian 5. og Frederik 3., samt relevante efterfølgende konger, vil i det følgende blot blive omtalt på monogramfacon som F2, C3, C4, PC5, F3, C5 osv.

1

Frederiksborg-Bibelen.

2

Frederiksborg Slot, idet den indeholder en række notater, der entydigt binder den til ham og slottet (hvorfor den pågældende bibel da også i det følgende vil blive omtalt som Frederiksborg-Bibelen).

Frederiksborg-Bibelens bindhøjde er 36,5 cm, dens bindbredde 25 cm, bogblokkens højde er 35,3 cm, dens bredde 24,6 cm. Bindets tykkelse er 9,2 cm. Værkets vægt er ca. 8 kg. Ingen af de ganske mange illustrationer i værket er koloreret som tilfældet eksempelvis er det med det 2-binds pragteksemplar af den pågældende bibel Landes­ bibliothek Coburg i Tyskland ejer (en indscannet udgave af Coburg-Bibelen ses i databasen VD 16 under materialenummer B 2730).

Frederiksborg-Bibelen er et samlebind bestående af to separate, selvstændige udgivelser med hver deres separate arknummerering, og trykt i henholdsvis 1551 og 1550, nemlig: 1) Biblia 1551, d.e. “Biblia: Das ist: Die gantze heilige Schrifft: Deudsch.

Auffs new zugericht. Doct. Mart. Luth. Wittemberg. Gedruckt Durch Hans Lufft. M. D. LI.” Dette delbind rummer Det Gamle Testamente fra Første Mosebog og frem t.o.m. Højsangen (d.e. Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Josvabogen, Dommerbogen, Ruths Bog, Første Samuelsbog, Anden Samuelsbog, Første Kongebog, Anden Kongebog, Første Krønikebog, Anden Krønikebog, Ezras Bog, Nehemias’ Bog, Esters Bog, Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen).

2) Die Propheten 1550, d.e. “Die Propheten alle Deudsch. Doct. Mart.

Luth. Gedruckt zu Wittemberg / Durch Hans Lufft. 1550”. Dette delbind rummer fra Det Gamle Testamente Esajas Bog og frem + De Apokryfe Skrifter, samt hele Det Nye Testamente (d.e. fra Det Gamle Testamente: Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog, Klagesangene, Ezekiels Bog, Daniels Bog, Hoseas’ Bog, Joels Bog, Amos’ Bog, Obadias’ Bog, Jonas’ Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habbakuks Bog, Zefanias’ Bog, Haggajs Bog, Zakarias’ Bog og Malakias’ Bog; fra Det Gamle Testamentes Apokryfe Skrifter: Judits Bog, Visdommens Bog, Tobits Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Første Makkabæerbog, Anden Makkabæerbog, Tilføjelser til Esters Bog og Tilføjelser til Daniels Bog; fra Det Nye Testamente: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, Johannesevangeliet, Apostlenes Gerninger, Romerbrevet, Første Korinterbrev, Andet Korinterbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Første Thessalonikerbrev, Andet Thessalonikerbrev, Første Timotheusbrev, Andet Timotheusbrev, Titusbrevet, Filemon3

Titelbladet til Biblia 1551.

brevet, Første Petersbrev, Andet Petersbrev, Første Johannesbrev, Andet Johannesbrev, Tredje Johannesbrev, Hebræerbrevet, Jakobsbrevet, Judasbrevet og Johannes’ Åbenbaring).

4

Titelbladet til Die Propheten 1550.

Med mindre andet er angivet sigtes der med betegnelserne Biblia 1551 og Die Propheten 1550 i det følgende udelukkende til de unikke værker Frederiksborg-Bibelen rent fysisk består af, og ikke til andre 5

eksemplarer af de samme værker, trykt på samme tid og sted, som man kunne tro var helt identiske med de i Frederiksborg-Bibelen indeholdte, men – forvirrende nok – en sjælden gang opviser en typografisk afvigelse, der indicerer at satsen er brudt om, hvorved der er opstået en uforudsigelig variant af det oprindeligt planlagte værk – et forhold, der nærmest gør det umuligt ud fra vilkårligt valgte enkelteksemplarer med sikkerhed at sige noget generelt om den pågældende bibeludgave.

Frederiksborg-Bibelens status som samlebind understreges af den omstændighed, at de to delbind er forsynet med hvert deres forskellige titelblad, i modsætning til hvad der normalt er tilfældet med andre tilsvarende udgivelser. Biblia 1551 har som titelbladsillustration Mester M.S.’s træsnit, den lidt provokerende og propagandistiske efterligning af de gængse korsfæstelsesgruppeafbildninger, forestillende Jesus på korset og den knælende og bedende kurfyrst Frederik 3. af Sachsen (1463-1525) – Martin Luthers beskytter – foran til venstre (på Jomfru Marias vante plads) og den ligeledes knælende og bedende Martin Luther (1483-1546) foran til højre (på apostelen Johannes’ – den discipel som Jesus elskede – vante plads), medens Die Propheten 1550 som titelbladsillustration har Lukas Cranach den Yngres motivrige træsnit med diverse bibelske scener (i venstre side fra oven og ned: Gud på sin trone i himmelen, giftslangerne og kobberslangen på stangen, syndefaldet, helvedes gab med den bukkebenede djævel og døden, Moses med tavlerne; højre side fra oven og ned: Mariæ bebudelse, hyrderne og fårene på marken, Kristus’ nedfart til helvede, hvor han tramper på dragen og døden, Kristus på korset med Guds lam holdende korsfanen ved korsets fod, blodstrålen fra Kristus, der rammer det bedende menneske, der står ved siden af Johannes Døber i kamelhårsdragt pegende på Kristus).

Andre eksisterende sæt af de pågældende bibeludgaver er forsynet med titelblade, der illustrationsmæssigt er ens, jf. f.eks. Bayerische Staatsbibliothek, Münchens eksemplarer (ukolorerede og indbundne i 1 bind ligesom Frederiksborgbibelen) og Landesbibliothek Coburgs eksemplarer (kolorerede og indbundne i 2 bind), hvis titelblade er identiske med det i Frederiksborg-Bibelen i Die Propheten 1550 benyttede. Der findes også Lutherbibler fra Wittenberg trykt hos Hans Lufft i de samme 2 år, udstyret med titelblade, som er identiske med det i Frederiksborg-Bibelen i Biblia 1551 benyttede, men de afviger så til gengæld tekstmæssigt fra F2’s håndbibel ved at være spredt ud 6

over et større antal sider (henholdsvis 44 og 52 sider flere). Noget kunne derfor tyde på at man har været i gang med to forskellige udgaver af bibelen hos Hans Lufft i 1550 og 1551 (lad os kalde den korte udgave Hans Lufft Biblia / Die Propheten 1551-1550 (I) og den lange Hans Lufft Biblia / Die Propheten 1551-1550 (II) , hvor de to identiske titelblade i den korte udgave (Hans Lufft Biblia / Die Propheten 15511550 (I)) var påtænkt at være forskellige fra de to identiske titelblade i den lange udgave (Hans Lufft Biblia / Die Propheten 1551-1550 (II)), men man i en del af oplaget af Hans Lufft Biblia / Die Propheten 1551-1550 (I) (som er den udgave F2 har ejet) er kommet til at vælge titelbladet til værkets første del fra Hans Lufft Biblia / Die Propheten 1551-1550 (II). Frederiksborg-Bibelen må i givet fald skulle betragtes som en hybrid.

Biblia 1551 er et værk på 700 sider, der består af 57 ark / læg in sexto + 1 ark / læg in octavo2, der er forsynet med hver deres specifikke arksignatur bestående af enten et enkelt tegn eller en kombination af tegn, der er påført rec­tosiden som arksignatur nederst på de henholdsvis 4 første blade i hvert ark / læg (dette med gyldighed for de 57 6-bladede ark / læg i værket på nær det første blad i første ark indeholdende det arksignaturløse titelblad) – eller 5 første blade i arket / lægget (dette med gyldighed for det 8-bladede ark / læg nummer 58 i værket), og derudover – efter arksignaturen – f.s.v.a. blad 2-4 i hvert af de 6-bladede ark er udstyret med et romertal fra 2 til 4 (skrevet ”ij”, ”iij” og ”iiij”) og f.s.v.a. blad 2-5 i det enlige otte-bladede ark er udstyret med et romertal fra 2-5 (skrevet ”ij”, ”iij”, ”iiij” og ”v”) angivende bladnummer i arket / lægget. Følgende arksignaturer – her opregnet i den orden de er benyttet, nemlig alfabetisk orden3 – ses anvendt i Biblia 1551: *, A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, V, X, Y, Z, a, b, c, d, e, f, g, h, i, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, v, x, y, z, A a, B b, C c, D d, E e, F f, G g, H h, J i, K k, L l. I alt indeholder værket således (57 ark / læg á 6 blade á 2 sider) + (1 ark / læg á 8 blade á 2 sider) = 700 sider. De enkelte blade i Biblia 1551 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form som en kombination af 1. forkortelsen ”fol.” (d.e. ”blad”), 2. arksignatur (dvs. ”*” til ”L l”) og 3. bladnummer ”1” til ”6” henholdsvis 2 Ved hvilke udtryk – in sexto og in octavo – der menes, at værket består af ark / læg, der er falset / skudt ind i hinanden på en sådan måde at hvert ark / læg indeholder 6 blade = 12 sider (dette med gyldighed for de første 57 ark / læg (in sexto) i værket) eller 8 blade = 16 sider (dette med gyldighed for ark / læg nummer 58 (in octavo) i værket).

3 Om arksignaturen ”*” se dog nedenfor.

7

”1” til ”8” i arket / lægget (eksempelvis ”fol. Hh4” – svarende til det blad i Biblia 1551, der nederst på rectosiden har påtrykt arksignaturen + bladnummeret ”H h iiij”). De enkelte sider i Biblia 1551 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form som en kombination af 1. forkortelsen ”fol.” (d.e. ”blad”), 2. arksignatur (dvs. ”*” til ”L l”), 3. bladnummer ”1” til ”6” henholdsvis ”1” til ”8” i arket / lægget og 4. angivelse af recto- eller versoside af blad ved et ”r” for ”rectoside” og et ”v” for ”versoside” (eksempelvis ”fol. Kk3r). Som det vil fremgå af ovenstående er der I) rectosider i hvert ark / læg, der ikke er forsynet med arksignatur og bladnummer, idet såvel arksignatur som bladnummer mangler på ­rectosider af blade efter blad 4 i de 6-bladede ark / læg og efter blad 5 i det 8-bladede ark / læg i Biblia 1551, II) 1 rectoside i hvert ark / læg, der (når bortses fra det første blad i første ark, der indeholder det arksignaturløse titelblad) er forsynet med arksignatur men mangler bladnummer, nemlig den første rec­ toside i hvert ark / læg, der er ”nulmarkeret” f.s.v.a. bladnummer, og III) ingen versosider overhovedet, der er forsynet med arksignatur og / eller bladnummer. I den ovenfor beskrevne komprimerede notation får alle blade og sider naturligvis hver deres egen unikke benævnelse uafhængigt af om der er påtrykt oplysninger herom i Biblia 1551 eller ej, jf. eksempelvis bladnotationen ”fol. V6”, der er benævnelsen på det umarkerede blad 6 i ark / læg ”V” eller sidenotationen ”fol. K5v”, der er benævnelsen på den umarkerede versoside til den ligeledes umarkerede rectoside ”fol. K5r”.

Die Propheten 1550 er et værk på 766 sider, der består af 63 ark / læg in sexto4 + 1 ark / læg in quinto5 , der er forsynet med hver deres specifikke arksignatur bestående af enten et enkelt tegn eller en kombination af tegn, der (når bortses fra det arksignaturløse første blad i første ark, nemlig titelbladet) er påført rectosiden som arksignatur nederst på de 4 første blade i hvert ark / læg, og derudover – efter arksignaturen – f.s.v.a. blad 2-4 er udstyret med et romertal fra 2 til 4 Ved hvilket udtryk – in sexto – der menes, at værket (for de første 63 arks / lægs vedkommende) består af ark / læg, der er falset / skudt ind i hinanden på en sådan måde at hvert ark / læg indeholder 6 blade = 12 sider.

5 Egentlig er der ikke noget ark / læg om hvilket man kan bruge udtrykket ”in quinto”, da et ark / læg i kraft af at være falset kun kan indeholde et antal blade, der er et multiplum af 2 , men det sidste blad i Die Propheten 1550 er på et eller andet tidspunkt – måske grundet slitage eller ødelæggelse ved bogorme – skåret ud og erstattet af et frisk og nyt blad, der i modsætning til de resterende 5 blade i ”fol. Ss” er helt uden ormehuller, men egentlig ikke hører rigtig med i det sidste ark / læg, og – her sidst i værket – mere har karakter af friblad.

8

4 (skrevet ”ij”, ”iij” og ”iiij”) angivende bladnummer i arket / lægget.

Følgende arksignaturer – her opregnet i den orden de er benyttet, nemlig alfabetisk orden – ses anvendt i Die Propheten 1550: A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, V, X, Y, Z, a, b, c, d, e, f, g, h, i, k, l, m, n, o, p, q, r, s, t, v, x, y, z, A a, B b, C c, D d, E e, F f, G g, H h, J i, K k, L l, M m, N n, O o, P p, Q q, R r og S s. I alt indeholder værket således (63 ark / læg á 6 blade á 2 sider) + (1 ark / læg á 5 blade á 2 sider) = 766 sider. De enkelte blade og de enkelte sider i Die Pro­pheten 1550 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form efter det samme system som det for Biblia 1551 ovenfor beskrevne.

Indledningsvis i et værk anvendte man undertiden andre tegn end bogstavtegn (jf. arksignaturen ”*” i Biblia 1551), formentlig fordi man ikke var færdig med at skrive indledningen på det tidspunkt, hvor man påbegyndte trykningen af værkets hovedindhold, og man derfor ikke vidste hvor mange bogstavtegn man skulle reservere til indledningen.

Arksignaturerne og bladnumrene har primært haft en produktionsmæssig funktion, idet man ved hjælp af dem – i denne relativt tidlige fase af bogtrykkerkunstens historie – problemfrit har kunne holde orden på de mange bunker af forskellige helsidesark, der har skullet falses, (evt. stikkes ind i hinanden), snorehæftes og bindes sammen, for til sidst at danne et helt eksemplar af det værk man har været i færd med at producere.

På nær bladene i det første ark i Biblia 1551, der indeholder titelbladet, ”Warnung D. Mart. Luth.”, ”Vorrede auff das alte Testament”, en liste over Det Gamle Testamentes bøger og Apokryferne samt Hans Brosamers helsides træsnit forestillende bl.a. Paradisets Have og Evas skabelse, er samtlige blade i denne del af Frederiksborg-Bibelen folieret med angivelse af folieringsnummer øverst til højre på hver involveret rectoside. For Die Propheten 1550 gælder det, at samtlige blade på nær det første (titelbladet) og det sidste er folieret, med angivelse af folieringsnummer øverst til højre på hver involveret rectoside.

Folieringsnumrenes rækkefølge i begge bøger er ofte kaotisk og springende både frem og tilbage i talrækken, og man kunne få den tanke, at det er yngste mand på trykkeriet, der har været betroet implementeringen af disse. I Biblia 1551 er de første 31 nummererede og det 36. nummererede blad som et ekstra raffinement angivet med romertal i modsætning til alle de øvrige nummererede blade – såvel i Biblia 1551 som i Die Propheten 1550 – der er angivet med 9

Hans Brosamers skabelsesbillede.

10

arabertal. Årsagen til at folieringen i Biblia 1551 først starter på samme side som første kapitel af Første Mosebog må være den samme som den for anvendelsen af andre tegn end bogstaver som arksignatur ovenfor givne, nemlig at man sikkert ikke har været færdig med at skrive indledningen på det tidspunkt, hvor man påbegyndte trykningen af værkets hovedindhold, og man derfor ikke har vidst, hvor mange folieringsnumre man har skullet reservere til indledningen.

I andre eksemplarer af de samme bibeludgaver kan man komme ud for at visse af de antydede inkonsekvenser f.s.v.a. folieringsnumrenes rækkefølge er blevet udbedret, jf. således at det forkerte folieringsnummer ”374” (mellem bladene med folieringsnummer ”346” og ”348”) på fol.

Mm5r i Die Propheten 1550 (altså i Frederiksborg-Bibelen) er blevet rettet til det korrekte folieringsnummer ”347” i Coburg-Bibelen. I Frederiksborg-Bibelen kan der også være foretaget håndskrevne rettelser af forkerte folieringsnumre, og de kan være så dygtigt lavet, at man knap nok kan se hvad der oprindeligt har stået i den fejltrykte tekst, jf.

Biblia 1551 fol. S6r, hvis forkerte folieringsnummer ”103” er ændret til det korrekte ”108” (mellem folieringsnummer ”107” og ”109”) og Biblia 1551 fol. m2r, hvis forkerte folieringsnummer ”205” er ændret til det korrekte ”206” (mellem folieringsnummer ”205” og ”207”).

Folieringsnumrene vil ikke blive benyttet i dette arbejde, da de er alt for upræcise og usikre til at kunne anvendes i henvisningsøjemed.

Indimellem kan der være kludder med arksignaturerne og bladnumrene, og et og andet blad kan enten 1) mangle arksignatur (dette gælder så også i almindelighed for titelblade og må tilskrives æstetiske hensyn), jf. fol. v3r i Biblia 1551, der fejlagtigt blot er kaldt ”iij” i stedet for ”v iij”, eller 2) mangle både arksignatur og bladnummer, jf. fol. P4r og fol Ji4r i Biblia 1551 eller 3) være forsynet med forkert arksignatur eller bladnummer, jf. fol. Aa3r i Biblia 1551, der er blevet forsynet med den forkerte arksignatur ”Bb”, altså ”B b iij” i stedet for ”A a iij”, og fol. Ll3r i Biblia 1551, der er blevet udstyret med det forkerte bladnummer ”ij”, altså ”L l ij” i stedet for ”L l iij” eller 4) fremstå med ombytning af arksignatur og bladnummer, jf. fol. Y3r i Die Propheten 1550, der fremstår med arksignatur/bladnummer-angivelsen ”iij Y” i stedet for ”Y iij”. I andre eksemplarer af de selvsamme bibeludgaver, kan man komme ud for at en fejl er blevet rettet, jf. således at fol.

Aa3r i Coburg-Bibelens variant af Biblia 1551 er forsynet med korrekt 11

arksignatur og bladnummer, nemlig ”A a iij”.

De gamle Luther-bibler er – nærmest som nu – omend ikke altid på helt samme måde – opdelt i bøger og kapitler, men til gengæld er kapitlerne ikke opdelt i nummererede vers, men i (for det meste) unummererede afsnit , der snart modsvarer et enkeltvers, snart modsvarer to til flere enkeltvers i senere bibeludgivelser. Kapitlerne kan også være forskudt på forskellig vis, jf. eksempelvis i Jeremias’ Bog kapitel 8, hvor de gamle Lutherbibler starter med det vers, der i moderne bibler har adressen 8,4 og den passage, der i moderne bibler har adressen 8,1-3 i de gamle Lutherbibler er placeret som afslutning på kapitel 7.

Som efterfølgende trin i udviklingen af bibeludgivelserne bliver kapitelafsnittene eksempelvis forsynet med versangivelser i marginerne (nogenlunde) ud for de steder i teksten de enkelte vers begynder (jf. f.eks. denne fremgangsmåde i Luther-bibelen Biblia 1586) eller versangivelserne bliver ført ind i kapitelafsnittene og anbragt først i de enkelte vers (jf. f.eks. denne fremgangsmåde i den danske oversættelse Biblia 1607) eller kapitelafsnittene splittes op i enkeltvers, der følger som små separate afsnit efter hinanden i hvert kapitel, og man så på anden vis (eventuelt) markerer kapitelafsnittene typografisk ved f.eks. at skrive versnummeret i hvert nye afsnit med fed skrift (jf. f.eks. denne fremgangsmåde i den danske bibeloversættelse Bibelen 1936), o.s.v.

For ikke at gøre genfindingen af de nedenfor omtalte bibelsteder i Biblia 1551 og Die Propheten 1550 i nyere bibeloversættelser mere kompliceret end højest nødvendigt vil bibelcitater fra Biblia 1551 og Die Propheten 1550 i det følgende ikke bare blive forsynet med en angivelse af deres sidemæssige placering i disse to værker men også med en angivelse af hvor de bog-, kapitel- og versnummermæssigt normalt kan genfindes i senere versnummererede bibeludgivelser.

12

Tidlige omtaler af Frederiksborg-Bibelen Fra ældre tid foreligger der et par omtaler af Frederiksborg-Bibelen, som kort skal refereres her, ved henholdsvis den danske præst Nicolai Jonge og den venezuelanske eventyrer Francisco de Miranda.

Nicolai Jonges omtale af Frederiksborg-Bibelen Nicolai Jonge (1727-1789), der tog teologisk eksamen i 1747, og kom i embede som kateket ved Holmens Kirke (fra 1754), og som præst i Allerslev (fra 1762 til sin død), var i samtiden navnlig kendt for sin righoldige produktion af hånd- og skolebøger omhandlende så forskellige emner som geografi, historie, filologi, bibelhistorie og homiletik. Han huskes nu mest for sit udmærkede, grundige og stadig læseværdige værk om Københavns historie og topografi, kort kaldet “Kiøbenhavns Beskrivelse”, hvis første bind udkom i 1783 (i det følgende henvist til som Jonge 1783), medens andet bind først blev udgivet over 150 år efter, nemlig i 1945. I sin ganske fyldige beskrivelse af Det Kongelige Bibliotek, der ved udgivelsen af Jonge 1783 havde til huse på første sal i den lange i 1665-1673 opførte Biblioteks- og Kunstkammerbygning (ud til den nuværende Rigsdagsgård – lige overfor hovedindgangen til Folketinget) mellem Gehejmearkivbygningen (opført 1715-

F3’s bibliotek for enden af Bibliotekshaven.

13

1720 og beliggende op til Proviantgården) og det der skulle blive Den Harsdorffske Bygning (under opførelse 1781-1785 og beliggende op til Tøjhuset), omtaler Jonge blandt mange andre værker også “Den Wittenbergske Bibel af Aar 1551” (d.v.s. Frederiksborg-Bibelen), om hvilken han skriver: “Af de allerrareste Bøger paa dette Kongelige Bibliothek vil man anføre nogle faa, som regnes blant de merkværdigste, nemlig ... Den Wittenbergske Bibel af Aar 1551, hvilket Exemplar har været Kong Friderik den Andens daglige Haand=Bibel, hvori Kongen med sin egen Haand har foran i Bogen tegnet, hver Gang han har begyndt at læse Bibelen igennem, saasom ... ” (Jonge 1783: 438-439) – og her følger så Jonges translitteration af F2’s optegnelser bag på titelbladet, som af praktiske grunde først vil blive omtalt nedenfor under den fuldstændige gennemgang af kongens særprægede skriverier i Frederiksborg-Bibelen.

Francisco de Mirandas omtale af Frederiksborg-Bibelen Som optakt til sin artikel om “Frederik 2.s tyske bibel” nævner Ilsøe den venezuelanske revolutionær, frihedshelt og eventyrer Francisco de Mirandas (1750-1816) beretning om, hvorledes han under sit besøg på Det Kongelige Bibliotek den 3. februar 1788 fik forevist “en ‘’Bibel’’, som Frederik 3. havde læst fire gange fra ende til anden”.

Beskrivelsen af biblioteksbesøget, der er medtaget i oversættelsen fra 1985 til dansk af Mirandas danske rejsedagbog, lyder i sin helhed som følger: “Derfra [nemlig fra Den Reformerte Kirke i Gothersgade i København, RHC] satte vi kursen mod det Kongelige bibliothek, hvor en af bibliothekarerne ventede os. Vi saa først en del udmærkede illustrerede bøger om naturhistorie i et lille kabinet, som var det eneste, der var opvarmet. Saa traadte vi ind i den store sal, som er 200 fod lang, og med et højt galleri, der løber hele vejen rundt om salen, baaret af træsøjler. Grundplanen er storslaaet, vel proportioneret og gør en meget smuk virkning. Medens jeg vandrede rundt paa galleriet, lagde jeg mærke til et skab, hvori der var nogle spanske og portugisiske bøger. Hvilken beskeden figur gør vor litteratur ikke ude i verden! Nede i salen var der 14.000 endnu ikke katalogiserede bøger, købt for nylig fra den afdøde grev Thott’s berømte bogsamling. Derpaa kom vi ind i et andet kabinet, der laa i den modsatte ende, og som indeholder manuscripter, bl.a. 2 meget gamle islandske. Vi gik tilbage gennem den store sal, der har nogen lighed med den i Minerva i Rom. Gennem det andet kabinet steg vi op til Kongens Haandbibliothek, 14

omfattende Nordens historie, kobberstik &c. anbragt i to middelstore, men velordnede rum. Her saa vi en kopi af Lex Regia eller Danmarks Riges Grundlov givet af Frederik 3., pragtfuldt indbundet og trykt.

Sluttelig gik vi ned til det opvarmede kabinet, i de andre lokaler var der nemlig en djævelsk kulde, og her viste bibliothekaren mig en Bibel, som Frederik 3. havde læst fire gange fra ende til anden, at dømme efter de notater, som han med egen haand havde nedskrevet i den, og hvor han beder Gud om hjælp mod svenskerne, der førte krig mod ham. Det er den samme monark, som grundlagde dette bibliothek, der nu bestaar af henved 120.000 bind, og Kongen giver 3.000 rigsdaler dansk om aaret til køb af nye bøger – saaledes var det da ogsaa særdeles godt passet og vedligeholdt.”

(Rostrup 1985: 157-158).

Med ”en af bibliothekarerne” har de Miranda nok ment en af de ansatte, for der var nemlig kun en bibliotekar tilknyttet biblioteket på det pågældende tidspunkt, nemlig underbibliotekar Jonas Broager (1753-1790), der var ansat (først som sekretær og amanuensis, dernæst som underbibliotekar) fra 1780 til sin død. Overbibliotekar­ embedet var vakant (se Francisco de Miranda efter kobberstik af Johann Heinrich Lips (1758-1817). nedenfor). Derudover var der to amanuenser, nemlig Friedrich Ekkard (1744-1819), der var ansat fra 1784 til 1814 (først som amanuensis, dernæst som 1. bibliotekssekretær), og Rasmus Nyerup (1759-1829), der var ansat fra 1778-1803 (først som famulus, så som amanuensis og dernæst som 2. bibliotekssekretær). Flere var der ikke. (Fabritius 1943: 52, 53, 55). Hvad beholdningen af spanske og portugisiske bøger angår, skal det bemærkes, at den slet ikke var 15

så ussel, som de Miranda har fået indtryk af, idet man bl.a. allerede i 1650’erne og 1660’erne havde erhvervet mange hundrede fine spanske og portugisiske værker, der havde tilhørt bl.a. Joachim Gersdorffs, Corfitz Rosenkrantz’s og Laurids Ulfeldts biblioteker, jf. Ilsøe 1999: 190 ff., 214 ff. Dem har de Miranda så bare ikke fået at se alle sammen.

I Det Kongelige Biblioteks katalog E 6 fra 1663 udgør de spanske og portugisiske værker nær ved 7% af den samlede bogbestand. hertil nu Den af de Miranda omtalte ”grev Thott” er Otto Thott (1703-1785) – gehejmestatsminister, oversekretær samt bog- og kunstsamler. Det Kongelige Biblioteks samling af bøger med Otto Thott-proveniens er dels erhvervet som testamentarisk donation fra Thott, dels erhvervet ved køb på en række efter hans død afholdte auktioner. Den testamentariske samling var på intet mindre end 4154 manuskripter og 6159 før år 1530 trykte bøger (Werlauff 1844: 229, 231). Manuskripterne modtoges i 1786, palæotyperne kort efter overbibliotekar Jón Eiriksons død i 1787 (som det vil erindres sprang han den 29. marts 1787 – nedbrudt og overarbejdet af det overvældende arbejde i forbindelse med overtagelsen af Otto Thotts samlinger og efter et sammenstød i Rentekammeret med sin chef den magtfulde Christian Ditlev Reventlow – i Københavns havn og druknede). Den indkøbte del af samlingen på ca. 50.000 bind erhvervedes i perioden 17861792. Det må være en del af denne sidste samling de Miranda har set i den store bogsal, da han vel ellers ikke havde benyttet ordet “købt” om den.

Francisco de Mirandas misforståede opfattelse af Frederiksborg-Bibelens proveniens må vel som foreslået af Ilsøe (Ilsøe 1983: 11) bl.a. tilskrives den omstændighed at F3’s monogram dengang som nu prydede bindets ryg og han derfor har troet at notaterne var foretaget af F3. Friedrich / Frederik var et ganske almindeligt europæisk fyrstenavn dengang, og for en tilrejsende fra Sydamerika har det været nemt at løbe sur i nummereringerne. Det må også bero på en misforståelse (eller fejloversættelse fra bibliotekarens side) når de Miranda har kunnet få den opfattelse, at “han” – altså F2 – “beder ‘’Gud’’ om hjælp mod svenskerne” i sine notater. Det kunne F2 ganske vist sagtens have fundet på, men der står ikke noget om det i notaterne.

Oplysningerne om bibliotekets grundlægger (nemlig F3) er for så vidt korrekte, men det er selvfølgelig ikke den samme monark som den der har foretaget notaterne i Frederiksborg-Bibelen (nemlig F2). Med 16

udtrykket ”Kongen giver 3.000 rigsdaler dansk om aaret til køb af nye bøger” kunne man udfra den umiddelbart forudgående kontekst som læser også få det indtryk, at ”Kongen” var identisk med ”den samme monark, som grundlagde dette bibliothek” – nemlig den i 1670 afdøde F3 – og det har de Miranda formentlig også troet, da han vel ellers ville have skrevet ”den nuværende konge” / ”de danske konger” / ”den til enhver tid siddende konge” eller lignende. En medvirkende årsag til alle disse misforståelser kan have været, at den dameglade Miranda ikke har været helt på toppen den pågældende dag grundet manglende nattesøvn, og derfor ikke har hørt ordentlig efter, jvf. dagbogen for den 2. februar (dagen før besøget på Det Kongelige Bibliotek): “Kl. 10 [d.v.s. klokken 22, RHC] var jeg henne hos mit pigebarn, der havde besøg af en slægtning, som just var ved at gaa, da jeg kom. Hun lod som om hun ikke kendte mig ... jeg forstod hende og gik min vej, som om der forelaa en misforstaaelse. Jeg ventede lidt i min vogn paa Christian 5’s plads [det nuværende Kongens Nytorv, RHC] og vendte saa tilbage efter et kvarters forløb, og hun modtog mig med aabne arme. Hvor den slags hændelser dog forøger det søde pikanteri ved slige materier! Jeg tilbragte natten paa udmærket vis lige til næste morgen, da hun gav mig min kop the paa sengen og jeg gik videre til mine gøremaal.” (Rostrup 1985: 155-156).

Om fremvisningen af Frederiksborg-Bibelen Ilsøe spørger i lyset af fremvisningen af den kuriøse bibel for Francisco de Miranda fra Sydamerika øverst på side 11 “var denne bibel et fast forevisningsstykke?” Henset til hvor slidt titelbladet til Biblia 1551 forekommer i forhold til de øvrige sider i Frederiksborg-Bibelen, tror jeg man må give ham ret heri.

Som bibel betragtet er Frederiksborg-Bibelen en Luther-bibel som alle andre. Dem har man kunnet se allevegne. Men et værk med F3’s monogram på bindryggen og dennes gode og fromme farfars særprægede tilskrifter indført må have kunnet give anledning til et par gode historier som skiftende bibliotekarer gennem årene har kunnet videreformidle til Det Kongelige Biblioteks gæster (hvilket nok også er grunden til at netop Frederiksborg-Bibelen er det mest udførligt beskrevne værk ikke bare hos de Miranda, men også i Jonge 1783).

17

Versosiden af titelbladet til Biblia 1551 med F2’s tilskrifter vedrørende gennemlæsningerne af dette bind af Bibelen.

18

Kronologisk gennemgang af F2’s tilskrifter i Frederiksborg-Bibelen På bagsiden af titelbladet af Biblia 1551 og nederst på fol. p4r i Die Propheten 1550 (for enden af Det Gamle Testamentes skrifter) har F2 skrevet diverse – undertiden delvist overstregne – private notater vedr. (specielt tidspunkterne for) sin flittige bibellæsning, som jeg i det følgende vil præsentere, delt op efter datoorden: 1) Notat af 20. januar 1566, som er F2’s tilskrift nr. 1 på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551: F2’s tekst: Anno · 1·5 · 6·6· begunte ieg adt lesse y denne bybel den 20 iannuarius // po fredersbor den tye der war kry ymellum danmarch och schwerrich // Friderich

Oversættelse til nudansk: I 1566 begyndte jeg den 20. januar at læse i denne bibel på Frederiksborg – på den tid, da der var krig mellem Danmark og Sverige. Frederik F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno · 1·5 · 6·6· begunte (6; 27a; 59a) ieg (1) adt (21) lesse (7; 22) y (3) denne bybel (3) den 20 iannuarius (1; 22; 32) // po (9) fredersbor (18; 37) den tye (3; 23 V; 29a) der war (11) kry (3; 28) ymellum (3; 31) danmarch (2b) och (2a) schwerrich (2a; 11; 13) // Friderich 2) Notat af 6. april 1567, som er F2’s tilskrift nr. 2 på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551: F2’s tekst: Anno 1567 hawert ieg lest denne bybel gut werre lowet vt // po frederssbor den tyedt der war krye ymellum danmarch och schwerrich // gut vnde meg den samme saa at hawe lest gut tyl erre och meyn sel // salychheyt tyl det besste · amen . den 6 aprilis // Friderich Det er ganske svært at se om der står ”hawerr” eller ”hawert”, men 19

da forbindelsen ”rr” ellers aldrig forekommer i absolut udlyd hos F2, men forbindelsen ”rt” (= ”r” + stumt ”t”, jf. ”ert” (d.e. ”er”)) og ”rt” (= ”rt”, jf. ”gort” (d.e. ”gjort”)) til gengæld gør det (i Almanakkerne), har jeg valgt at transskribere den pågældende ordform ”hawert”.

Oversættelse til nudansk: I 1567 har jeg – lovpriset være Gud herfor – læst denne bibel til ende på Frederiksborg på den tid, da der var krig mellem Danmark og Sverige. Måtte Gud unde mig at få den samme [bibel] læst sådan [d.v.s. til ende på ny] – Gud til ære og min sjæls salighed til det bedste. Amen. Den 6. april. Frederik “Bibelen udlæst. Gud være lovet!” skriver Ilsøe i titlen på sin artikel.

Og det er så dette notat eller notat 5 han refererer til. Denne ganske friske oversættelse til nudansk er måske en smule vildledende, for det første fordi ordet “udlæse” ikke har betydet “færdiglæse” som det gør i F2’s notat, siden engang i 1800-tallet, og nu om dage – iflg.

DDO – udelukkende har betydningerne: 1. “udlede”, 2. “indlæse” og 3. “udtale et ukendt, nedskrevet ord som man umiddelbart opfatter det”, som ikke giver nogen mening, hvis man anvender dem på ordet “udlæst” i titlen på Ilsøes artikel, og for det andet fordi udtrykket “Gud være lovet” nu nærmest er synonymt med “heldigvis” (underforstået her: “og så er det overstået”), medens det i F2’s tekst tværtimod skal opfattes helt bogstaveligt som en oprigtig tak til Gud fordi Han har gjort det muligt for F2 at færdiggøre sit store læseprojekt.

F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 1567 hawert (8; 11) ieg (1) lest (7) denne bybel (3) gut (14) werre (7; 11; 22) lowet (11; 24) vt (14; 15) // po (9); frederssbor (18; 22; 37) den tyedt (3; 8; 23 V) der war (11) krye (3, 23 V; 28) ymellum (3; 31) danmarch (2b) och (2a) schwerrich (2a; 11; 13) // gut (14) vnde 20

(15) meg (17) den samme saa at hawe (11) lest (7) gut (14) tyl (3) erre (7; 22) och (2a) meyn (3; 4c; 23 V) sel (7; 16; 19) // salychheyt (2a; 3; 20) tyl (3) det besste (22; 27 c) · amen . den 6 aprilis (32) // Friderich Forbindelsen ”at hawe lest” har jeg oversat med ”at få læst”, for at understrege at F2’s ”vnde”-vendinger er udtryk for ønsker om fremtidige opfyldelser af diverse forhåbninger, jvf. gennemgangen af en række af hans øvrige ”vnde”-forbindelser nedenfor side 228.

3) Notat 1 af 15. maj 1572, som er F2’s tilskrift forneden på fol. p4r i Die Propheten 1550 på den sidste side i Det Gamle Testamente: F2’s tekst: Anno 1572 hawer ieg lest denne boch vt den 15 maius pa war herre hÿmmel farssdach och er det den anden gan gut vnde meg at begun[ne] // ygen gut tyl erre och mynt sel tyl besste amen

Ovenover “lest denne vt” er der på skrivelinjen tilskrevet “boch”; med en fransk cirkumfleks mellem “lest denne” og “vt” er det markeret hvor “boch” skal placeres for at etablere ordfølgen “lest denne boch vt”. I forlængelse af “boch” er der over linien blevet tilføjet “den 15 maius”. Ved hjælp af et piletegn foran “den 15 maius”, der matcher et tilsvarende piletegn på skrivelinien mellem “vt” og “pa war herre”, er det blevet markeret, hvor “den 15 maius” skal placeres for at eta­ blere ordfølgen “lest denne boch vt den 15 maius pa war herre”. Efter “ygen” er der blevet skrevet et nyt “ygen”, der efterfølgende er blevet overstreget. Ordet “begunne” er blevet skåret af til sidst i forbindelse med indbindingen af Biblia 1551 og Die Propheten 1550 i 1 bind på F3’s tid.

Oversættelse til nudansk: Den 15. maj 1572 har jeg læst denne bog til ende på Vor Herre Himmelfartsdag, og det er anden gang [jeg gør det]. Måtte Gud unde mig at begynde [nemlig: at læse den fra ende til anden] igen [d.e. komme i gang igen med at læse den fra ende til anden] – Gud til ære og min sjæl til [det] bedste. Amen.

21

F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 1572 hawer (11) ieg (1) lest (7) denne boch (2a) vt (14; 15) den 15 maius (32) pa (5) war (5; 11) herre hÿmmel farssdach (2a; 3; 22; 27d; 36; 40) och (2a) er det den anden gan (25) gut (14) vnde (15) meg (17) at begun[ne] (6; 27b) // ygen (3) gut (14) tyl (3) erre (7; 22) och (2a) mynt (3; 8) sel (7; 16) tyl (3) besste (22; 27c) amen 4) Notat 2 af 15. maj 1572, som er F2’s tilskrift nr. 3 på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551: F2’s tekst: Anno 1572 beguntte ieg po tet den anden gan at wylle lesse denne bybel vt och war det wor herriss himmelfarss // dach och war den 15 maius gut vnne meg den saa lesse gut tÿl ere och mint sel tyl det besste amen

Den sidste del af ordet ”himmelfarss” er svær at gengive fotografisk uden at øve vold på bindet, men hvis man kigger grundigt ned i indermarginen vil man ikke være i tvivl om at ordet rent faktisk skal læses ”himmelfarss”.

Efter “beguntte ieg po tet” er der på skrivelinjen overstreget en forbindelse af tegn, hvoraf følgende synes genkendelige: “tr.... gan”, der vel står for “tredie gan”, d.e. “tredje gang”. Ovenover dette “tredie gan” er der overstreget en ny forbindelse af tegn, hvoraf følgende synes genkendelige: “and.. gan dr.tte”, der vel står for “anden gan” og “drette”, d.e. “anden gang” og “tredje”. I forlængelse heraf er tilføjet en ikke overstreget forbindelse “den gan” med et ligeledes ikke overstreget “anden” føjet til ovenover, hvilket vel så tilsammen skal læses “den anden gan”, d.e. “den anden gang”. For at vise hvor “den anden gan” hører hjemme er der sat en fransk cirkumfleks under “den gan”, der matcher en anden fransk cirkumfleks lidt oppe til venstre for “at wylle” i skrivelinjen for at vise, hvor “den anden gan” skal puttes ind.

Denne kaossekvens vil jeg tro er opstået på følgende måde: først har F2 skrevet “po tet tredie gan” – og så streget i det; herefter skrevet “anden gan” over linjen – og så streget det ud også; herefter skrevet “drette” – og så også streget det ud; for så efterfølgende at skrive “den gan” og derefter rette det til “den anden gan” (se videre herom 22

nedenfor i afsnittet “Om antallet af gennemlæsninger og tidspunkterne herfor” under punkt D)). Ovenover “war herriss” er der over linien tilføjet “det wor”; med en fransk cirkumfleks mellem “war” og “herriss” markeres det, hvor “det wor” skal placeres for at etablere ordfølgen “war det wor herriss”. Vokalen “a” i “war” ser efterbehandlet ud – der har muligvis først stået “wor”, der efterfølgende er blevet rettet til “war”, hvorefter endelig “wor” er blevet skrevet til på ny over linjen i forbindelsen ”det wor”.

Oversættelse til nudansk: I 1572 begyndte jeg for anden gang at ville læse [eller: begyndte jeg på det – for anden gang – nemlig på projektet med at ville læse] denne bibel fra ende til anden og det var på Vor Herres Himmelfartsdag og det var den 15. maj. Måtte Gud unde mig at få den læst sådan [d.v.s. fra ende til anden på ny] – Gud til ære og min sjæl til det bedste. Amen F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 1572 beguntte (6; 22; 27a; 59a) ieg (1) po (9) tet (30) den anden gan (25) at wylle (3; 11) lesse (7; 22) denne bybel (3) vt (14; 15) och (2a) war (11) det wor (11) herriss (22; 33) himmelfarss // dach (2a; 22; 27d; 36; 40) och (2a) war (11) den 15 maius (32) gut (14) vnne (15; 27b) meg (17) den saa lesse (7; 22) gut (14) tÿl (3) ere (7) och (2a) mint (8) sel (7; 16) tyl (3) det besste (22; 27c) amen 5) Notat af 16. december 1576, som er F2’s tilskrift nr. 4 på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551: F2’s tekst: Anno 1576 hawer ieg lest denne bilbel vt den 16 december her pa frederssbor gut werre // lowett, gut vnde meg den at begunne ygen gut tyl erre och mint sel tyl tet besste ament

Sidste del af ordet ”werre” er svær at gengive fotografisk, men hvis man kigger grundigt ned i indermarginen vil man ikke være i tvivl om at ordet rent faktisk skal læses ”werre”.

Mellem “bilbel vt” og “16 december” på skrivelinjen er der over linjen skrevet “den”. Ved hjælp af en fransk cirkumfleks mellem “vt” og 23

“16” er det markeret hvor “den” skal placeres i ordfølgen. Mellem “erre och” og “sel tyl” på skrivelinjen er der over linjen skrevet “mint”.

Ved hjælp af en fransk cirkumfleks mellem “och” og “sel” er det markeret hvor “mint” skal placeres i ordfølgen.

Oversættelse til nudansk: Den 16. december 1576 har jeg læst denne bibel til ende her på Frederiksborg – lovpriset være Gud herfor.

Måtte Gud unde mig at begynde [at læse] den igen – Gud til ære og min sjæl til det bedste. Amen F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 1576 hawer (11) ieg (1) lest (7) denne bilbel (4a) vt (14; 15) den 16 december (32) her pa (5) frederssbor (18; 22; 37) gut (14) werre (7; 11; 22) // lowett (11; 22; 24), gut (14) vnde (15) meg (17) den at (21) begunne (6; 27b) ygen (3) gut (14) tyl (3) erre (7; 22) och (2a) mint (8) sel (7; 16) tyl (3) tet (30) besste (22; 27c) ament (8) 6) Notat af 6. januar 1577, som er F2’s tilskrift nr. 5 på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551: F2’s tekst: Anno 1577 hawer ieg pa det dredygan begunt at wylle lesse denne bibel vtt och beguntte pa hylly= // ge tre kongger dach sum war den 6 iannuarius gut vnde meg den at lesse gut tyl erre // och mint sel tyl besste

Den sidste del af orddelen ”hylly=” i ordet ”hyllyge” er svær at gengive fotografisk, men hvis man kigger grundigt ned i indermarginen vil man ikke være i tvivl om at den del af ordet, der står på tilskriftens første linje, rent faktisk skal læses ”hylly=” med bindestregen ”=” anbragt lodret nederst til højre for ”ly”.

Mellem “1577” og “pa det” på skrivelinjen er der over linjen skrevet “hawer ieg”. Ved hjælp af en fransk cirkumfleks mellem “1577” og “pa” er det markeret hvor “hawer ieg” skal placeres i ordfølgen. I stedet for ”pa det dredygan” skulle der vel have stået ”pa den dredygan”.

24

Oversættelse til nudansk: I 1577 er jeg for tredje gang begyndt at ville læse denne bibel fra ende til anden og jeg begyndte herpå på Helligtrekongersdag, som var den 6. januar. Måtte Gud unde mig at læse den – Gud til ære og min sjæl til [det] bedste F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 1577 hawer (11) ieg (1) pa (5) det dredygan (3; 4a; 25) begunt (6; 27a) at (21) wylle (3; 11) lesse (7; 22) denne bibel vtt (14; 15; 22) och (2a) beguntte (6; 22; 27a; 59a) pa (5) hylly= // ge (3; 4a) tre kongger (19; 22) dach (2a) sum (10) war (11) den 6 iannuarius (1; 22; 32) gut (14) vnde (15) meg (17) den at lesse (7; 22) gut (14) tyl (3) erre (7; 22) // och (2a) mint (8) sel (7; 16) tyl (3) besste (22; 27c)

Afvigelser mellem min transskription af F2’s notater og Jonges og Ilsøes transskriptioner af samme Da F2 i det store og hele udelukkende anvender små initialer i de her behandlede notater (stort initial benytter han kun i den latinske tidsangivelse ”Anno” og i sit eget navn ”Friderich”) og han kun meget sporadisk betjener sig af punktuationstegn, giver det selvsagt et forkert indtryk af F2’s skrivevaner at diverse ord i de af Nicolay Jonge (Jonge 1783: 439) og Harald Ilsøe (Ilsøe 1983: 14) foretagne transskriptioner fejlagtigt er udstyret med store initialer (hvorved man jo uvægerligt får det indtryk at F2 f.eks. har udskilt proprier eller proprier + substantiver som særlige, markeringsværdige kategorier i sproget, hvilket altså ingenlunde er tilfældet) eller der af dem er indsat punktuationstegn i de transskriberede tekster, der ikke modsvares af punktuationstegn i F2’s notater eller modsvares af andre punktuationstegn i F2’s notater end de af F2 angivne, jvf. Jonges henholdsvis både Jonges og Ilsøes fejlagtige a) anvendelse af store initialer ved gengivelse af proprier, jvf. Jonge: Fredersbor, Danmarch, Schwerrich; Ilsøe: Fredersbor, Danmarch, Schwerrich b) anvendelse af store initialer ved gengivelse af substantiver, substantivisk anvendte adjektiver samt interjektionen ”amen”, jvf. Jonge: Bybel, Ianuarius, Tye, Krye, Gut, Tyedt, Erre, Sel, Salychheyt, Besste, Aprilis, Herriss, Himmelfarss, Dach, Majus, Ere, December, Bibel, Kongger, Amen, Bibbel c) anvendelse af stort initial ved gengivelse af 1. person singularis af 25

det personlige pronomen, jvf. Jonge: Ieg d) anvendelse af stort initial ved gengivelse af ord efter punktum, henholdsvis hævet punktum, jvf. Jonge: Den; Ilsøe: Amen, Den. e) indsættelse af punktuationstegn, der ikke er belæg for i F2’s notater, jvf. Jonge: Schwerrich. [F2: schwerrich], Bybel, [F2: bybel], Besste, [F2: besste], lest, [F2: lest], Aprilis. [F2: aprilis], Majus. [F2: maius], Amen. [F2: amen / ament], Besste. [F2: besste], December, [F2: december]. f) indsættelse af andre punktuationstegn end de af F2 benyttede, jvf.

Jonge: Besste, [F2 besste .], lovet. [F2: lowett ,].

Udover disse vildledende korrigeringer af F2’s notater forekommer der en række fejllæsninger i såvel Jonges som Ilsøes transskriptioner, jvf.

Jonge: begunte [F2: beguntte], Ianuarius [F2: iannuarius], Krye [F2: kry], hawer [F2: hawert], verre [F2: werre], Fredersbor [F2: frederssbor], myn [F2: meyn], lessze [F2: lesse], Majus [F2: maius], det [F2: tet], Amen [F2: ament], paa [F2: pa], po [F2: pa], min [F2: mint], lovet [F2: lowett], haver [F2: hawer], Bibbel [F2: bilbel], jeg [F2: ieg], hyllyye [F2: hyllyge], til [F2: tyl]; Ilsøe: ianuarius [F2: iannuarius], hawerr [F2: hawert].

Skrivemåderne ”bybel” / “bilbel” / “bibel” / “boch” Ud fra notaternes oplysninger om hvad det er der har skullet læses eller er blevet læst, kan følgende fastslås: a) det der har skullet læses eller er blevet læst kaldes i notaterne forskelligt, nemlig henholdsvis a1) “bibel”, jvf. “denne bybel” (Notat af 20. januar 1566), “denne bybel” (Notat af 6. april 1567), “denne bybel” (Notat 2 af 15. maj 1572), “denne bilbel” (Notat af 16. december 1576), “denne bibel” (Notat af 6. januar 1577) og a2) “bog”, jvf. “denne boch” (Notat 1 af 15. maj 1572).

Da F2 på en og samme dato, nemlig den 15. maj 1572 anvender ud26

trykket “denne boch” i og om et bogværk, der har titlen ”Die Propheten alle Deudsch.” og udtrykket “denne bybel” i og om et bogværk, der har titlen ”Biblia: Das ist: Die gantze heilige Schrifft: Deudsch.” må det være mest naturligt at antage, at F2 med udtrykket “denne boch” udelukkende har sigtet til det værk dette udtryk er anvendt i og om, nemlig Die Propheten 1550, og med udtrykkene “denne bybel” / “denne bilbel” / “denne bibel” udlukkende har sigtet til det værk disse udtryk er anvendt i og om, nemlig Biblia 1551, uagtet begge værker emnemæssigt er dele af et samlet hele, der under et i daglig tale kaldes “Bibelen”. Havde F2 med udtrykkene “denne bybel” / “denne bilbel” / “denne bibel” / “denne boch” ment et og det samme, nemlig hele “Bibelen”, havde han nok anvendt ordet “bibel” i alle 6 notater, og ikke ved at anvende ordet “bog” en enkelt gang i et andet værk markeret, at det her var noget andet han havde lagt bag sig (nemlig læsningen af Die Propheten 1550) end det han havde lagt bag sig eller planlagt at ville lægge bag sig, når han kaldte det “bybel” / ”bilbel” / ”bibel” (nemlig læsningen af Biblia 1551). Opfattelsen af Biblia 1551 og Die Propheten 1550 som to af hinanden uafhængige værker, der heller ikke fysisk har udgjort et hele, forstærkes – som allerede nævnt ovenfor – af at de to bøgers titelblade er helt forskellige. I Die Propheten 1550 er Det Nye Testamente ikke forsynet med separat titelblad – og Det Nye Testamente starter uden større postyr på fol. p4v umiddelbart efter afslutningen på Det Gamle Testamente på fol. p4r, hvor F2 jo forneden har anført sit Notat 1 af 15. maj 1572 og derved markeret, at det var hertil hans læseprojekt vedr. Die Propheten 1550 gik.

Havde F2 anbragt notatet bag på titelbladet til Die Propheten 1550 (altså forrest i bogen) som han har gjort det i Biblia 1551, ville man formentlig i eftertiden – hvis ellers man havde fået øje på tilskriften – kunne have fået den tanke, at gennemlæsningerne havde omfattet hele Die Propheten 1550 (som man jo godt kunne kalde en “boch”), men ved at anbringe sit notat så viseligt inde i bogen har F2 klart markeret, hvor langt han var kommet i sin læsning, og derved berøvet os enhver tvivl om omfanget af hans Die Propheten 1550-projekt.

En yderligere indikation af at Det Nye Testamente ikke er indgået i F2’s læsepensum i noget større omfang kunne være, at der blandt de overordentlig mange maniculamarkeringer i Die Propheten 1550 (se nedenfor) kun er ganske få, der er placeret i Det Nye Testamente.

27

Om antallet af gennemlæsninger og tidspunkterne herfor I medfør af sondringen mellem “bibel” og “bog” kommer vi til at opstille 2 rækker af gennemlæsninger – for den enes vedkommende bestående af 2 hele gennemlæsninger (nedenstående punkt A og punkt D) + 1 påbegyndt gennemlæsning (nedenstående punkt E) af Biblia 1551 og for den andens vedkommende bestående af 2 hele gennemlæsninger (nedenstående punkt B og punkt C) af Die Propheten 1550, nemlig: A. Første gennemlæsning af Biblia 1551, der i henhold til ovenstående Notat 1 og Notat 2 har strakt sig fra den 20. januar 1566 til den 6. april 1567 over en periode på 1 år og 2 måneder og 17 dage.

Denne gennemlæsning er både blevet påbegyndt og afsluttet på Frederiksborg Slot, hvilket ikke bare fremgår med al ønskelig tydelighed af oplysningerne herom i Notat 1 og Notat 2, men tillige indiceres af dateringsstederne for en række kongebreve udstedt under samme datoer, jvf. KB 1566-1570: 5 (dateringer af 20. januar 1566) og KB 1566-1570: 174-175 (dateringer af 6. april 1567). Af dateringsstederne for de mange kongebreve og skøder udstedt i hele perioden fra den 20. januar 1566 til den 6. april 1567, som er opgivet i KB 15661570, KS 1535-1648, NRR 1523-1571, Ausl. Reg. 1567-1568 og Inl. Reg. 1566-1567 (se videre om disse kilder i de næste 2 afsnit) fremgår det, at F2 har opholdt sig på Frederiksborg Slot på over 100 forskellige datoer og dermed i princippet haft rigelig tid til at gennemlæse Biblia 1551 på slottet (omend det naturligvis ikke kan udelukkes at han kan have haft værket med sig og læst i det andre steder i landet i løbet af perioden).

Til belysning af hvor vigtige de i kongebrevene anførte dateringssteder er for bestemmelsen af F2’s opholdssteder skal jeg citere følgende uddrag af afsnittet “Frederik II og hans kancelli” i Frede P. Jensens værk ”Bidrag til Frederik II’s og Erik XIV’s historie” fra 1978 (også kaldet Jensen 1978): “Den vigtigste kilde til oplysning om kongens opholdssted er kopibøgerne fra Danske eller Tyske Kancelli, af hvilke kopibøgerne fra Danske Kancelli for denne periodes vedkommende er udgivet under titlen “Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold”.

Kopibøgerne rummer kopier af det store flertal af de fra kancellierne udgåede kongebreve og disse kopier er normalt påført det originale brevs dato og dateringssted. Dateringsstedet vil i de fleste tilfælde være kongens øjeblikkelige opholdssted. Gennem kancelliernes kopi28

bøger er det således muligt temmeligt nøje at følge kongens færden år ud og år ind. I visse tilfælde er det muligt at registrere bevægelser inden for samme dag, idet de kongelige breve fra en bestemt dato kan rumme to forskellige stedsangivelser.” (Jensen 1978: 14). I de optællinger jeg har foretaget f.s.v.a. dateringsstedet og opholdsstedet Frederiksborg Slot indgår kun egentlige belagte dateringer – altså ikke en eventuel mere eller mindre implicerbar mellemdag mellem f.eks. en 23. og en 25. i en måned med samme dateringssted. F2 var meget “flyvsk” og kan sagtens tænkes at have været et andet sted (f.eks. på Kronborg, der ikke lå så langt væk) eller andre steder (og eventuelt også på Frederiksborg Slot) den 24. i samme måned. Jeg har også medtaget oplysninger om dateringssted fra de Norges-relaterede kongebreve og fra de af Tyske Kancellis Indenrigske Afdeling (TKIA) og Tyske Kancellis Udenrigske Afdeling (TKUA) førte protokolrækker, der sagtens kan rumme supplerende oplysninger. Eventuelle oplysninger om opholdsstedet Frederiksborg Slot i F2’s almanakker fra 1583, 1584 og 1587 er ligeledes medinddragne i optællingerne her.

Det bindstærke serieværk ”Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold” (kaldet kort KB) gengiver dag for dag i forkortet / komprimeret form det Kongeriget Danmark-relaterede indhold samt i et relativt beskedent omfang det Kongeriget Norge-relaterede indhold af Danske Kancellis originale kopibøger (omfattende følgende årsopdelte serier: Tegnelser over alle Lande, Registre over alle Lande, Jyske Tegnelser, Fynske og smålandske Tegnelser, Sjællandske Tegnelser, Skånske Tegnelser, Norske Tegnelser, Jyske Registre, Fynske og smålandske Registre, Sjællandske Registre, Skånske Registre og Norske Registre) samt af visse ikke kopibogførte koncepter og originalskrivelser. Hvis man vil kende den fulde ordlyd af brevkopierne (eller de ikke kopibogførte koncepter og originalskrivelser) må man enten i gang med de af Rigsarkivet i København på internettet udlagte – mere eller mindre læselige – ind­scanninger / affotograferinger af originalprotokollerne (og de ikke kopibogførte koncepter og originalskrivelser), eller for den ældste del af protokolrækken Tegnelser over alle Landes vedkommende (1535-1550) oplede translitterationerne heraf i de tidlige bind af tidsskriftet ”Danske Magazin”. Det Kongeriget Norge-relaterede stof, der er indeholdt i Danske Kancellis originale kopibøger Norske Tegnelser og Norske Registre (der nu beror i Norge), er taget under behandling i det af norske historikere udgivne værk ”Norske Rigs-Registranter” (kaldet kort NRR), der – med mindre brevkopierne er udgivet andetsteds – i princippet gengiver disse i deres 29

fulde ordlyd om end i et moderniseret sprog. Da KB også medtager ekstrakter / omtaler af kopibreve fra Norske Tegnelser og Norske Registre vedr. Island, Vestmannaøerne, Færøerne og Grønland, vil sådanne kopibreve (ligesom de Kongeriget Norge-relaterede kopibreve, der er behandlet i KB) være omtalt to steder, idet de også er behandlet i NRR. Indholdet af kopibøgerne fra Tyske Kancelli (indeholdt i de årsopdelte serier Ausländisch Registrant (kaldet kort Ausl. Reg.)) fra Tyske Kancellis Udenlandske Afdeling og Inländische Registratur (kaldet kort Inl. Reg.) fra Tyske Kancellis Indenlandske Afdeling) kan kun tilgås via originalprotokollerne, der foreligger i affotograferet eller indscannet form på internettet på Rigsarkivet i Københavns hjemmeside.

B. Første gennemlæsning af Die Propheten 1550, om hvilken vi intet ved udover at den må have fundet sted, idet den indirekte fremgår af Notat 1 af 15. maj 1572, hvor det om den pågældende gennemlæsning af den gammeltestamentlige del af Die Propheten 1550 hedder, at det er “den anden gan” den er blevet foretaget – og der derfor så også må have været en første gang.

Da jeg finder det mest rimeligt at antage at F2 ikke har været i gang med to gennemlæsningsprojekter på en gang må den første gennemlæsning af Die Propheten 1550 have fundet sted enten B 1) før påbegyndelsen af første gennemlæsning af Biblia 1551 den 20. januar 1566 eller B 2) efter afslutningen af første gennemlæsning af Biblia 1551 den 6. april 1567, men inden påbegyndelsen af anden gennemlæsning af Die Propheten 1550 (som vi ikke kender tidspunktet på). ad B 1) Selvom det kunne forekomme aparte at starte en total bibelgennemlæsning så at sige bagfra er der rent tidsforbrugsmæssigt intet til hinder for at den første gennemlæsning af Die Propheten 1550 kan være blevet foretaget inden den 20. januar 1566. Bare som konge ville F2 have haft lidt over 7 år til rådighed til projektet.

Af dateringsstederne for de mange kongebreve og skøder udstedt i perioden fra april 1561 (hvor F2 synes at være begyndt at benytte Frederiksborg Slot som arbejdsplads efter erhvervelsen i 1560) til den 20. januar 1566 (oplysningerne herom er hentet i KB 1556-1560, KB 30

1561-1565, KB 1566-1570, NRR 1523-1571, KS 1535-1648, Ausl. Reg. 1559-1562, Ausl. Reg. 1563-1564, Inl. Reg. 1562-1564 og Inl. Reg. 1566-1567) fremgår det, at F2 har opholdt sig på Frederiksborg Slot på over 400 forskellige datoer og dermed haft rigelig tid til at gennemlæse Die Propheten 1550 på slottet (omend det naturligvis igen ikke kan udelukkes at han kan have haft værket med sig og læst i det andre steder i landet i løbet af perioden). ad B 2) Man kan efter min mening udemærket forestille sig, at F2 har kunnet klare 2 gennemlæsninger efter hinanden af samme værk over en mere end 5 år lang periode (fra den 6. april 1567 til den 15. maj 1572), hvilket denne placering af første gennemlæsning af Die ­Propheten 1550 jo implicerer. Tredje gennemlæsning af Biblia 1551 må, som det vil fremgå, nødvendigvis have været påbegyndt ret kort tid efter den anden gennemlæsning af samme værk (se under punkterne D og E), så der er ingen grund til at tro, at 2 gennemlæsninger af Die Propheten 1550 efter hinanden over en så lang periode som over mere end 5 år, skulle have været F2 imod.

Hvis vi antager at de to gennemlæsninger af Die Propheten 1550 efter den postulerede B 2-model har taget nogenlunde lige lang tid vil der kunne have stået lidt over 2½ år til rådighed til hver gennemlæsning, hvilket vil have været mere end rigeligt.

Af dateringsstederne for de mange kongebreve og skøder udstedt i perioden fra den 6. april 1567 til den 15. maj 1572 (oplysningerne herom er hentet i KB 1566-1570, KB 1571-1575, NRR 1523-1571, NRR 1572-1588, KS 1535-1648, Ausl. Reg. 1567-1568, Ausl. Reg. 15691571, Ausl. Reg. 1572-1573 og Inl. Reg. 1566-1567) fremgår det, at F2 i den pågældende periode har opholdt sig på Frederiksborg Slot på mere end 650 forskellige datoer. Hvis vi deler perioden op i 2 nogenlunde lige store dele (til 2 lige store gennemlæsninger) og lægger et skæringspunkt ved månedsskiftet oktober/november 1569, vil det af min optælling fremgå, at F2 har opholdt sig på Frederiksborg Slot på lidt over 280 datoer i den første periode og på lidt under 370 datoer i den anden periode, og dermed i princippet haft mere end rigelig tid til at gennemlæse Die Propheten 1550 2 gange efter hinanden på slottet (omend det naturligvis igen ikke kan udelukkes at han kan have haft værket med sig og læst i det andre steder i landet i løbet af perioden).

C. Anden gennemlæsning af Die Propheten 1550, der afsluttedes 15. maj 1572 31

Det fremgår ikke af Notat 3, at gennemlæsningen er blevet afsluttet på Frederiksborg Slot, men det indiceres til gengæld af dateringsstedet for et kongebrev udstedt under samme dato, jvf. NRR 1572-1588: 34-35.

Se videre om denne gennemlæsning under punkt B – ad B2).

D. Anden gennemlæsning af Biblia 1551, der i henhold til ovenstående Notat 4 og Notat 5 har varet fra den 15. maj 1572 til den 16. december 1576.

Denne gennemlæsning af Biblia 1551 har strakt sig over en periode på 4 år og 7 måneder og 1 dag. Det fremgår ikke af Notat 4, at gennemlæsningen er blevet påbegyndt på Frederiksborg Slot, men det indiceres til gengæld af dateringsstedet for et kongebrev under samme dato, jvf. NRR 1572-1588: 34-35. At gennemlæsningen er blevet afsluttet på Frederiksborg Slot den 16. december 1576 fremgår ikke bare af oplysningen herom i Notat 5, men indiceres tillige af dateringsstederne for en række kongebreve udstedt under samme dato, jvf. KB 1576-1579: 119-120 (dateringer af 16. december 1576).

Af dateringsstederne for de mange kongebreve og skøder i hele perioden fra den 15. maj 1572 til den 16. december 1576 (oplysningerne herom er hentet i KB 1571-1575, KB 1576-1579, NRR 1572-1588, KS 1535-1648, Ausl. Reg. 1572-1573, Ausl. Reg. 1573-1575 og Ausl. Reg. 1576-1577) fremgår det, at F2 har opholdt sig på Frederiksborg Slot på lidt over 600 forskellige datoer og dermed haft overordentligt rigelig tid til at gennemlæse Biblia 1551 på slottet (omend det naturligvis igen ikke kan udelukkes at han kan have haft værket med sig og læst i det andre steder i landet i løbet af perioden).

Udstregningerne i Notat 4 viser at F2 er løbet sur i nummereringen af gennemlæsningerne og troet at han nu var nået til tredje omgang, vel fordi han netop – samme dag – på fol. p4r i Die Propheten 1550 havde skrevet at han havde afsluttet en gennemlæsning for “anden gan”.

Han er vel så kommet i tanker om, at det jo var Die Propheten 1550 han skrev om der, og nu gjaldt det Biblia 1551, så “tredie gan” måtte streges ud og “anden gan” tilføjes over linjen. Men det var jo også forkert, for det hedder jo ikke “po tet anden gan” (men “po den anden gan”) og så blev “anden gan” streget ud (selvom det var “tet” der skulle have været rettet til “ten”), og “drette” føjet til af ren og skær forvirring, for når det ikke hed “tet anden gan” så måtte “tet drette 32

gan” alligevel være det rigtige, hvad det så heller ikke var. Til sidst er misforståelsen blevet opklaret og “drette” streget ud og erstattet af et “den gan” med den rigtige form af demonstrativpronomenet i dets funktion af bestemthedsmarkør / artikel men uden ordenstallet “anden”, der har måttet puttes på til aller sidst i toppen af tilskriftspyramiden. Glemt er det lille “tet” i forbindelsen “beguntte ieg po tet”, der vel egentlig også skulle have været streget ud, men måske i al virvarret har fået en ny funktion i sætningen som egentligt demonstrativpronomen, dvs. “År 1572 begyndte jeg på det – for anden gang – nemlig på projektet med at ville læse osv.”

Der er ingen grund til at undre sig over at F2 påbegyndte en ny gennemlæsning af Biblia 1551 samme dag han afsluttede en gennemlæsning af Die Propheten 1550. F2 læste ikke af pligt, men af lyst og interesse, og det virker derfor kun helt naturligt at han efter afslutningen af et stort projekt, som han tydeligvis er gået fuldt og helt ind for, grebet af ny energi straks har kastet sig over et andet.

E. Den tredje gennemlæsning af Biblia 1551, der er blevet påbegyndt den 6. januar 1577.

Om denne gennemlæsning er blevet fuldført eller hvornår den er blevet fuldført ved vi ikke noget om. F2 havde på det tidspunkt mere end 11 år tilbage af sit liv, så det har sagtens kunnet nås.

Der er ingen stedsangivelse anført i Notat af 6. januar 1577, men F2 har opholdt sig på Frederiksborg Slot den pågældende dag, hvilket fremgår af dateringsstedet for et kongebrev udstedt den 6. januar 1577, jvf. KB 1576-1579: 126.

Af dateringsstederne for de mange kongebreve og skøder i hele perioden fra den 6. januar 1577 til det sidste kongebrev i F2’s regeringstid blev udstedt, nemlig den 31. marts 1588 (oplysningerne herom er hentet i KB 1576-1579, KB 1580-1583, KB 1584-1588, NRR 1572-1588, KS 1535-1648, Ausl. Reg. 1576-1577, Ausl. Reg. 1578-1579, Ausl. Reg. 1580-1581, Ausl. Reg. 1582-1583, Ausl. Reg. 1584-1585, Ausl. Reg. 1586-1588 (marts), Inl. Reg. 1581-1582 og F2’s almanakoptegnelser fra 1583, 1584 og 1587), fremgår det, at F2 har opholdt sig på Frederiksborg Slot på lidt over 750 forskellige datoer og dermed i princippet haft overordentligt rigelig tid til at gennemlæse Biblia 1551 på slottet (omend det naturligvis igen ikke kan udelukkes at han kan have haft værket med sig og læst i det andre steder i landet i løbet af perioden).

33

Det skal bemærkes at F2 i den over 10 år lange periode opholdt sig mere på Frederiksborg Slot i den første halvdel af perioden (dvs. indtil og med september 1582) end i den anden halvdel af perioden (dvs. fra oktober 1582 og frem), hvor det i langt højere grad var de jyske residenser og Kronborg, der trak.

Afsluttende om gennemlæsningernes antal Nicolai Jonge nævner 1783 – som det vil fremgå ovenfor – intet om hvor mange gennemlæsninger F2 har foretaget og har heller ikke bemærket F2’s notat i Die Propheten 1550, da han ikke citerer det.

Det er en ganske stor mængde yderst forskelligartede bøger og håndskrifter han knytter bemærkninger til i sit afsnit om Det Kongelige Bibliotek, så han har næppe haft tid til at gå i dybden med hver enkelt værk, og har derfor ladet sig nøje med at give den ingenlunde forkerte oplysning om at ”Kongen med sin egen Haand har foran i Bogen tegnet, hver Gang han har begyndt at læse Bibelen igennem” samt opremset hvad der står på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551 – uden at have haft nogen anelse om at det F2 forstod ved ”Bibelen” blot var det afsnit af Det Gamle Testmente, der sluttede med Højsangen.

Af Francisco de Mirandas ovenfor citerede dagbogsoptegnelser af 3. februar 1788 fremgår det, at han i forbindelse med forevisningen af den kuriøse bibel har fået det indtryk, at F3 [skal som før omtalt være ”F2”, RHC] havde læst bibelen igennem “fire gange fra ende til anden, at dømme efter de notater, som han med egen haand havde nedskrevet i den” (Rostrup 1985: 157). Da Miranda ikke selv har kunnet læse dansk eller haft tid til at sætte sig grundigt ind i, hvilke tilskrifter den tykke bibel måtte indeholde, må vi gå ud fra, at han har fået oplysningerne af den medarbejder, der viste bibelen frem, og at denne medarbejder må have haft kendskab til det nederst på fol. p4r i Die Propheten 1550 af F2 skrevne, da vedkommende ellers ikke ville have kunnet videreformidle oplysningen om de 4 gennemlæsninger. At den pågældende medarbejder så måske ikke har fået videreformidlet helt klart, at det drejede sig om 2 gennemlæsninger af første del af Det Gamle Testamente og 2 gennemlæsninger af anden del af Det Gamle Testamente + 1 påbegyndt gennemlæsning af første del af Det Gamle Testamente, spiller ikke den store rolle – 4 hele gennemlæsninger er i sig selv en præstation for en travl konge, hvilket de Miranda sikkert har bidt mærke i for efterfølgende at kunne indføre oplysningen herom i sin underholdende dagbog.

34

Vi må derfor gå ud fra at man på Det Kongelige Bibliotek – i det mindste indtil 1788 – har været klar over sagens rette sammenhæng, og brugt den gode historie om de 4 gennemlæsninger når biblioteket skulle vises frem for gæster, og så måske nedtonet oplysningen om den ekstra gennemlæsning, om hvilken vi jo dybest set ikke andet ved end at den blev påbegyndt. Historien må så være gået i glemmebogen, jf. at tilskriften på fol. p4r i Die Propheten 1550 ikke er omtalt i Det Kongelige Biblioteks Udenlandske Afdelings katalog E 89 (hvis mere officielle navn er ”Catalogus Bibliothecæ Regiæ Hafniensis sub Auspiciis et Jussu Munificentissimi ejus Evergetæ Augustissimi Regis Frederici VIti adornatus”), der kun hentyder til de notater F2 har foretaget ”in fronte”, hvilket må betyde bag på titelbladet til Biblia 15516.

I Ilsøe 1983: 12 er antallet af gennemlæsninger reduceret fra de Mirandas 4 til kun 2 + 1 påbegyndt tredje gennemlæsning, jvf. følgende citat: “To gange har han [d.e. F2, RHC] ifølge disse [nemlig tilskrifterne bag på titelbladet til Biblia 1551, RHC] været bibelen igennem. Første gang tog det noget over et år, fra januar 1566 til april 1567; det var i de vanskelige tider under syvårskrigen med Sverige (1563-1570).

I fredstider gik det åbenbart i mere sindigt tempo, fra maj 1572 til december 1576, og synes altså at have varet fire og et halvt år. Men bemærk lige, at kongen, også da han 1577 påbegyndte en tredje og uafsluttet runde ...” Men da Ilsøe øjensynligt ikke har kendt tilskriften på fol. p4r i Die Propheten 1550, der egentlig også er ganske godt gemt af vejen i det tykke bind, kan resultatet ikke være blevet anderledes end det han er kommet frem til alene ud fra oplysningerne bag på titelbladet til Biblia 1551.

De pegende venstrehænder Til markering af vigtige skriftsteder eller afsnit indeholdende flere skriftsteder er der i de to bibelbind i en lang række tilfælde tegnet en afbildning af en venstrehånd med pegende pegefinger, en såkaldt ‘’manicula’’, som i hine tider var en meget anvendt tekstmarkør. At det er kongen selv, der har udført de mange håndafbildninger må tages for givet, dels fordi de er så tilpas ubehjælpsomme, at vel ingen anden end bogens ejermand ville kunne finde på at behandle den fine 6 Notatet i E 89 (der er påbegyndt i det tidlige 1800-tal) i protokol nr. 1 side 74 lyder i sin helhed: ”Exemplar olim Regis Frederici Secundi, qui et ipse in fronte quædam manu proprio annotavit.”

35

Nærbillede af 7 F2-maniculaer i kapitel 3 i Klagesangene i Die Propheten 1550.

bog på en sådan måde, dels fordi de – som det vil fremgå nedenfor – i den ene af de 3 bibelske bøger, der har ligget til grund for Frederik 2.’s personlige bogudgivelser, nemlig Ordsprogenes Bog, i et meget stort antal tilfælde, og i den anden af de 3 bibelske bøger, der har ligget til grund for Frederik 2.’s personlige bogudgivelser, nemlig Siraks Bog, i et betragteligt antal tilfælde, udpeger skriftsteder i Bibelen, der er kommet til at indgå i den ene af kongens små personlige skriftstedsudgivelser, nemlig Etzliche Sprüche 1583, og de to bibelhalvbind derfor – i det mindste hvad de to netop nævnte bibelske bøger angår – mest naturligt må betragtes som forlæg, henholdsvis delvist forlæg til det netop nævnte værk Etzliche Sprüche 1583.

De pegende venstrehænder vil blive gennemgået nedenfor startende 36

med (I) markeringer af skriftsteder i bibelbøger, der ikke efterfølgende har ligget til grund for kongens bogudgivelser (selvom det naturligvis er meget tænkeligt at han med udgangspunkt i disse markeringer har gjort sig tanker om andre fremtidige bogudgivelser end dem der blev realiseret i henholdsvis 1583 og 1585), efterfulgt (II) af markeringer af skriftsteder i de bibelbøger, der har ligget til grund for de i 1583 og 1585 udgivne Etzliche Sprüche 1583 og Etzliche Psalmen 1585, der vil blive nærmere behandlet nedenfor.

Som nævnt er versene eller versgrupperingerne ikke nummererede i hverken Biblia 1551 eller Die Propheten 1550, så for overhovedet at kunne finde rundt i teksterne har jeg forsynet de fleste af de forskellige involverede skriftsteder med de versangivelser de har i nyere danske bibeludgivelser f.eks. Bibelen 1936. Herfra kan man så lede sig frem til det rette sted i en af de gamle Lutherbibler, hvoraf f.eks.

1534-udgaven foreligger som moderne facsimile-udgave (Biblia 1534) eller benytte sig af internettet og koble sig direkte på Biblia 1551 eller Die Propheten 1550 via hjemmesiden / databasen VD 16 under materialenummeret B 2730. Hvad angivelserne af skriftstederne i Siraks Bog, der kapitelmæssigt er blevet ganske kraftigt omkalfatret i tidens løb, angår – er det en god ide først at slå op i en af de ældre versnummererede Lutherbibler (f.eks. Biblia 1593), der både har den gamle kapitelopdeling og den nyere kapitelopdeling samt versangivelser og så gå videre herfra til Biblia 1551 eller Die Propheten 1550 som ovenfor beskrevet. Biblia 1593 kobler man sig på via den nys nævnte hjemmeside / database VD 16, hvor den har materialeløbenummeret ZV 1524.

Markeringer af skriftsteder i bibelbøger, der ikke efterfølgende har ligget til grund for F2’s bogudgivelser a) Markeringer i Biblia 1551 i: Anden Mosebog 22,18-20 (Biblia 1551 fol. H4v); Femte Mosebog 13,1-5 (Biblia 1551 fol. S3r); 18,9-14 (Biblia 1551 fol. S5v); 21,15-17 (Biblia 1551 fol. T1r); 21,18-21 (Biblia 1551 fol. T1r); 21,22-23 (Biblia 1551 fol. T1r); 22,6-7 (Biblia 1551 fol. T1r); 30,17-18 (Biblia 1551 fol.

T6r); Første Krønikebog 10,13-14 (Biblia 1551 fol. p2v – her placeret sidst i kapitel 11); Anden Krønikebog 25,4 (inde i afsnittet og verset fra “Denn also stehets geschrieben”)(Biblia 1551 fol. s5v); 25,8-9 (inde i afsnittet og verset fra “Denn bey Gott stehet”)(Biblia 1551 fol.

37

s5v); 26,16-18 (Biblia 1551 fol. s6v); 32,6-8 (Biblia 1551 fol. t3v; afsnittet starter inde i vers 6 med ”VNd samlet sie zu sich … ”): inde i afsnittet er det med en streg fra venstre pegefinger markeret at det der ønskes fremhævet først starter med vers 8 “Mit jm ist ein fleischlicher Arm / Mit vns aber ist der HERR vnser Gott …”; Prædikerens Bog 3,18-22 (Biblia 1551 fol. Ll2v); 5,17-19 (Biblia 1551 fol. Ll3v); 9,2-3 (Biblia 1551 fol. Ll4v); 9,7-10 (Biblia 1551 fol. Ll4v); 11,9 (Biblia 1551 fol. Ll5v – her placeret som første afsnit i kapitel 12).

b) Markeringer i Die Propheten 1550 i: Esajas’ Bog 5,11-17 (Die Propheten 1550 fol. A6v-B1r); 5,22-23 (Die Propheten 1550 fol. B1r); 43,10-13 (Die Propheten 1550 fol. D4rD4v); 44,24-28 (Die Propheten 1550 fol. D5r); 45,22-25 (Die Prophe­ ten 1550 fol. D5v); 46,8-11 (Die Propheten 1550 fol. D6r); 47,12-15 (Die Propheten 1550 fol. D6r-D6v); 48,12-15 (Die Propheten 1550 fol.

D6v); 51,12-16 (Die Propheten 1550 fol. E2r); 57,1-2 (Die Propheten 1550 fol. E4r); 58,6-9 (t.o.m. “... Hie bin ich.”) (Die Propheten 1550 fol. E4v); 58,9 (f.o.m. “SO du niemand ...”) til 58,12 (Die Propheten 1550 fol. E4v); 59,1-4 (Die Propheten 1550 fol. E4v); 60,19-22 (Die Propheten 1550 fol. E5v); 61,1-4 (Die Propheten 1550 fol. E5v); 61,10 (t.o.m. “... gekleidet.”)(Die Propheten 1550 fol. E6r); 63,7-19 + 64,111 (Die Propheten 1550 fol. E6v-F1r, hvor hele den lange passage står i kapitel 64 – der her i Frederiksborg-Bibelen er indrammet af 2 sæt hænder forbundet med en streg og med 1 sæt på hver af siderne.); 66,1-2 (Die Propheten 1550 fol. F1v); 66,5-6 (Die Propheten 1550 fol.

F1v); 66,10-14 (Die Propheten 1550 fol. F2r); Jeremias’ Bog 3,11-13 (Die Propheten 1550 fol. F4v); 3,14-17 (Die Propheten 1550 fol. F4v); 3,22 (f.o.m. “... Sihe / wir komen ...”) til 25 (Die Propheten 1550 fol.

F4v); 5,3 (Die Propheten 1550 fol. F5v); 5,4-5 (Die Propheten 1550 fol.

F5v); 7,3-7 (Die Propheten 1550 fol. F6v); 8,4-7 (Die Propheten 1550 fol. G1v); 9,23-24 (Die Propheten 1550 fol. G2v); 10,6-9 (Die Prophe­ ten 1550 fol. G2v); 10,10-13 (Die Propheten 1550 fol. G2v); 14,19-22 (Die Propheten 1550 fol. G5r); 16,19-21 (Die Propheten 1550 fol. G6r); 17,5-8 (Die Propheten 1550 fol. G6r); 17,9-11 (Die Propheten 1550 fol.

G6r); 17,12-14 (Die Propheten 1550 fol. G6r); Klagesangene 3,19-21 (Die Propheten 1550 fol. L5v); 3,22-24 (Die Propheten 1550 fol. L5v); 3,25-27 (Die Propheten 1550 fol. L5v); 3,28-30 (Die Propheten 1550 fol. L5v); 3,31-33 (Die Propheten 1550 fol. L5v); 3,40-42 (Die Prophe­ ten 1550 fol. L5v); 3,43-45 (Die Propheten 1550 fol. L5v); Ezekiels Bog 18,14-18 (Die Propheten 1550 fol. N5v); 18,19-20 (Die Propheten 38

1550 fol. N5v); 18,21-23 (Die Propheten 1550 fol. N5v); 33,12-13 (Die Propheten 1550 fol. P2v); 33,14-16 (Die Propheten 1550 fol. P2v); 33,17-20 (Die Propheten 1550 fol. P2v); Jonas’ Bog 4,9-11 (Die Pro­ pheten 1550 fol. Y1v); Zakarias’ Bog 7,8-10 (Die Propheten 1550 fol. a1r); 8,16-17 (Die Propheten 1550 fol. a1v); Visdommens Bog 9,1318 (Die Propheten 1550 fol. c5r); Paulus’ første Brev til Korintherne 7,25-28 (Die Propheten 1550 fol. Hh6r); 7,32-35 (Die Propheten 1550 fol. Hh6r); 7,36-38 (Die Propheten 1550 fol. Hh6r); Paulus’ første Brev til Timotheus 5,3-8 (Die Propheten 1550 fol. Mm6r); 5,9-13 (Die Pro­ pheten 1550 fol. Mm6r).

Markeringer af skriftsteder i bibelbøger, der efterfølgende i en eller anden udstrækning har ligget til grund for F2’s bogudgivelser Disse skriftsteder vil være citeret i deres helhed, for at give et indtryk af, hvilke typer tekster F2 har medtaget, henh. planlagt at medtage, i sine to små i 1583 og 1585 udgivne bøger.

c) Markeringer i Biblia 1551 i: Ordsprogenes Bog: 3,5-8 (Biblia 1551 fol. Ii1v): “VErlas d ch [skal være ”dich”, RHC] auff den HERRN von gantzem hertzen / Vnd verlas dich nicht auff deinen verstand / Sondern gedencke an Jn in allen deinen wegen / So wird er dich recht füren. Düncke dich nicht Weise sein / sondern fürchte den HERRN / vnd weiche vom bösen. Das wird deinem nabel gesund sein / vnd deine gebeine erquicken.”; 10,1 (Biblia 1551 fol. Ii4r): “EJN weiser Son ist seines Vaters freude / Aber ein törichter Son ist seiner Mutter gremen.”; 10,16 (Biblia 1551 fol. Ii4r): “Der gerechte braucht seines guts zum Leben / Aber der gottlose braucht seines einkomens zur sünde.”; 10,22 (Biblia 1551 fol. Ii4r): “Der segen des HERRN macht reich / on mühe.“; 11,13 (Biblia 1551 fol. Ii4v): “Ein Verleumbder verrhet was er heimlich weis / Aber wer eins getrewen hertzen ist / verbirget das selbe.”; 11,22 (Biblia 1551 fol. Ii4v): “EJn schön Weib on zucht / ist wie ein saw mit einem gülden Harband.”; 12,16 (Biblia 1551 fol. Ii5r): “Ein Narr zeigt seinen zorn balde / Aber wer die schmach birget / ist witzig.”; 12,17 (Biblia 1551 fol. Ii5r): “Wer warhafftig ist / der saget frey was recht ist / Aber ein falscher Zeuge betreuget.”; 12,19 (Biblia 1551 fol. Ii5r): “Warhafftiger mund bestehet ewiglich / Aber die falsche zunge bestehet nicht lange.”; 12,22 (Biblia 1551 fol. Ii5r): “Falsche Meuler sind dem HERRN 39

Nærbillede af 4 F2-maniculaer i kapitel 12 i Ordsprogenes Bog i Biblia 1551.

ein grewel / Die aber trewlich handeln / gefallen jm wol.”; 13,7 (Biblia 1551 fol. Ii5v): “Mancher ist arm bey grossem gut / Vnd mancher ist reich bey seim armut.”; 13,24 (Biblia 1551 fol. Ii5v): “Wer seiner Ruten schonet / der hasset seinen Son / Wer jn aber lieb hat / der züchtiget jn bald.”; 14,26 (Biblia 1551 fol. Ii6r): “WEr den HERRN fürchtet / der hat ein sichere Festung / Vnd seine Kinder werden auch beschirmet.”; 14,27 (Biblia 1551 fol. Ii6r): “Die furcht des HERRN ist eine quel­le des lebens / Das man meide die stricke des todes.“; 15,4 (Biblia 1551 fol. Ii6r): “Ein heilsame zunge ist ein bawm des lebens / Aber ein lügenhafftige machet hertzeleid.”; 15,13 (Biblia 1551 fol. Ii6r): “Ein 40

frölich hertz macht ein frölich angesicht / Aber wens hertz bekümert ist / so felt auch der mut.”; 15,15 (Biblia 1551 fol. Ii6v): “Ein Betrübter hat nimer keinen guten tag / Aber ein guter Mut ist ein teglich wol­ leben.”; 15,17 (Biblia 1551 fol. Ii6v): “Es ist besser ein Gericht kraut mit liebe / Denn ein gemester Ochse mit hass.“; 16,1 (Biblia 1551 fol.

Ii6v): “DEr Mensch setzt jm wol fur im hertzen / Aber vom HERRN kompt was die zunge reden sol.“; 16,3 (Biblia 1551 fol. Ii6v): “Befilh dem HERRN deine werck / So werden deine anschlege fort gehen.”; 16,8 (Biblia 1551 fol. Ii6v): “Es ist besser wenig mit gerechtigkeit / Denn viel einkomens mit vnrecht.”; 16,9 (Biblia 1551 fol. Ii6v): “Des Menschen hertz schlehet seinen weg an / Aber der HERR allein gibt / das er fort gehe.”; 16,31 (Biblia 1551 fol. Kk1r): “Grawe har sind ein Krone der ehren / Die auff dem weg der gerechtigkeit funden werden.”; 17,7 (Biblia 1551 fol. Kk1r): “Es stehet einem Narren nicht wol an / von hohen dingen reden / Viel weniger einem Fürsten das er gern leugt.“; 17,17 (Biblia 1551 fol. Kk1v): “Ein Freund liebet allezeit / Vnd ein Bruder wird in der not erfunden.”; 17,22 (Biblia 1551 fol. Kk1v): “Ein frölich hertz macht das Leben lüstig / Aber ein betrübter Mut vertrocket das gebeine.”; 17,28 (Biblia 1551 fol. Kk1v): “Ein Narr wenn er schwiege / würde auch Weise gerechnet / Vnd versten dig [uden skilletegn ved linjeskift – skal være ”verstendig”, RHC] / wenn er das maul hielte.”; 18,12 (Biblia 1551 fol. Kk1v): “Wenn einer zu grund gehen sol / wird sein hertz zuuor stoltz / Vnd ehe man zu ehren kompt / mus man zuuor leiden.”;18,14 (Biblia 1551 fol. Kk1v): “Wer ein frölich hertz hat / der weis sich in seinem leiden zu halten / Wenn aber der mut ligt / wer kans tragen:”; 18,24 (Biblia 1551 fol. Kk2r): “Ein trewer Freund liebet mehr / vnd stehet fester bey / denn ein Bruder.”; 19,14 (Biblia 1551 fol. Kk2r): “Haus vnd güter erben die Eltern / Aber ein vernünfftig Weib kompt vom HERRN.”; 19,21 (Biblia 1551 fol. Kk2r): “Es sind viel anschlege in eines Mannes hertzen / Aber der rat des HERRN bleibet stehen.”; 19,23 (Biblia 1551 fol. Kk2r): “Die furcht des HERRn fordert zum Leben / vnd wird satt bleiben / das kein vbel sie heimsuchen wird.”; 19,26 (Biblia 1551 fol. Kk2r): “Wer Vater verstöret / vnd Mutter veriaget / der ist ein schendlich vnd verflucht Kind.”; 20,3 (Biblia 1551 fol. Kk2r): “Es ist dem Man eine ehre vom hadder blei­ben / Aber die gerne haddern / sind allzumal Narren.”; 20,11 (Bi­ blia 1551 fol. Kk2v): “Auch kennet man einen Knaben an seinem wesen / Ob er from vnd redlich werden wil.”; 20,22 (Biblia 1551 fol.

Kk2v): “Sprich nicht / ich wil böses vergelten / Harre des HERRN / der wird dir helffen.”; 20,29 (Biblia 1551 fol. Kk2v): “Der Jüngling stercke [her mangler ”ist”, RHC] jre preis / Vnd graw har ist der Alten 41

­schmuck.”; 21,1 (Biblia 1551 fol. Kk2v): “DEs Königs hertz ist in der hand des HERRN / wie wasserbeche / Vnd er neigets wohin er wil.”; 21,2 (Biblia 1551 fol. Kk2v): “Einen jglichen düncket seinen weg recht sein / Aber allein der HERR machet die hertzen gewis.”; 21,9 (Biblia 1551 fol. Kk2v): “Es ist besser wonen im winckel auff dem dach / denn bey eim zenkischen Weibe in einem hause beysamen.“; 21,13 (Biblia 1551 fol. Kk3r): “Wer seine ohren verstopfft fur dem schreien des Armen / Der wird auch ruffen / vnd nicht erhöret werden.“; 21,19 (Bi­blia 1551 fol. Kk3r): “Es ist besser wonen im wüsten Lande / Denn bey eim zenkischen vnd zornigem Weibe.”; 21,30 (Biblia 1551 fol. Kk3r): “Es hilfft keine weisheit / kein verstand / kein rat / wider den HERrn.“; 22,1 (Biblia 1551 fol. Kk3r): “DAs gerücht ist köstlicher denn gros Reichthum / Vnd gonst besser denn silber vnd gold.”; 22,2 (Biblia 1551 fol. Kk3r): “Reiche vnd arme müssen vnternander sein / der HERR hat siegemacht [skal være ”sie alle gemacht”, RHC].‘’; 22,13 (Biblia 1551 fol. Kk3r): “Der faule spricht / Es ist ein Lewe draussen / Jch möcht erwürget werden auff der gassen.”; 23,29 (Biblia 1551 fol.

Kk4r): “Wo ist weh: wo ist leid: wo ist zanck: Wo ist klagen: wo sind wunden on vrsach: wo sind rote augen:”; 23,30 (Biblia 1551 fol. KK4r): “Nemlich wo man beim Wein ligt / Vnd kompt aus zu sauffen was eingeschenckt ist.”; 24,5 (Biblia 1551 fol. Kk4r): “Ein weiser Man ist starck / Vnd ein vernünfftiger man / ist mechtig von krefften.”; 24,10 (Biblia 1551 fol. Kk4r): “Der ist nicht starck / der in der not nicht fest ist.”; 24,17 (Biblia 1551 fol. Kk4r): “FRewe dich des falles deines Feindes nicht / Vnd dein hertz sey nicht fro vber seinem vnglück.“; 25,14 (Bi­ blia 1551 fol. Kk4v): “Wer viel geredt vnd helt nicht / der ist wie wol­ cken vnd wind on regen.”; 25,24 (Biblia 1551 fol. Kk5r): “Es ist besser im winckel auff dem dache sitzen / Denn bey eim zenckischen Weibe in einem hause beysamen.”; 26,18-19 (Biblia 1551 fol. Kk5r) “Wie einer heimlich mit geschos vnd pfeilen scheust vnd tödtet / Also thut ein falscher Mensch mit seinem nehesten / vnd spricht darnach / Jch hab geschertzt.”; 27,1 (Biblia 1551 fol. Kk5v): “RHüme dich nicht des morgendes tages / Denn du weissest nicht was heute sich begeben mag.”; 28,1 (Biblia 1551 fol. Kk5v): “DEr Gottlose fleucht / vnd niemand jaget jn / Der Gerecht aber ist getrost wie ein junger Lew.”; 28,6 (Biblia 1551 fol. Kk6r): “Es ist besser ein armer der in seiner frömkeit gehet / Denn ein reicher der in verkereten wegen gehet.”; 28,11 (Bi­ blia 1551 fol. Kk6r): “Ein reicher dünckt sich weise sein / Aber ein armer verstendiger mercket jn.”; 28,12 (Biblia 1551 fol. Kk6r): “Wenn die Gerechten vberhand haben / so gehets seer fein zu / Wenn aber Gottlosen auffkomen / wendet sichs vnter den Leuten.”; 28,23 (Biblia 42

1551 fol. Kk6r): “Wer einen Menschen strafft / wird hernach gunst finden / mehr denn der da heuchelt.”; 28,25 (Biblia 1551 fol. Kk6r): “Ein stoltzer erweckt zanck / Wer aber auff den HErrn sich verlest / wird fett.”; 28,27 (Biblia 1551 fol. Kk6r): “Wer dem armen gibt / dem wird nicht mangeln / Wer aber seine augen abwendet / der wird seer verderben.”; 29,1 (Biblia 1551 fol. Kk6r): “WEr wider die straffe halsstarrig ist / der wird plötzlich verderben on alle hülffe.”; 29,3 (Biblia 1551 fol. Kk6r): “Wer Weisheit liebet / erfrewet seinen Vater / Wer aber mit Hurn sich neeret / kompt vmb sein gut.”; 29,12 (Biblia 1551 fol. Kk6v – indholdet er understreget med rødt): “Ein Herr der zu lügen lust hat / des Diener sind alle gottlos.”; 29,21 (Biblia 1551 fol.

Kk6v): “Wenn ein Knecht von jugent auff zertlich gehalten wird / so wil er darnach ein Jungherr sein.”; 29,25 (Biblia 1551 fol. Kk6v): “Fur Menschen sich schewen bringet zu fall / Wer sich aber auff den HERRN verlesset / wird beschützt.”; 30,5-6 (Biblia 1551 fol. Kk6v): “Alle wort Gottes sind durchleutert / vnd sind ein Schild deren / die auff Jn trawen. Thu nichts zu seinen worten / das er dich nicht straffe / vnd werdest lügenhafftig erfunden.”; 30,7-9 (Biblia 1551 fol. Kk6v): “ZWeyerley bitte ich von Dir / die woltestu mir nicht wegern / ehe denn ich sterbe. Abgötterey vnd lügen las ferne von mir sein / Armut vnd Reichthum gib mir nicht / Las mich aber mein bescheiden teil speise da hin nemen / Jch möcht sonst / wo ich sat würde / verleug­ nen vnd sagen / Wer ist der HERR: Oder wo ich zu arm würde / möcht ich stelen vnd mich an dem namen meines Gottes vergreiffen.”; 30,1516 (fra og med “... Drey Ding ...”)(Biblia 1551 fol. Ll1r): “DRey ding sind nicht zu settigen / vnd das vierde spricht nicht / Es ist gnug. Die Hell / der Frawen verschlossen mutter / Die erde wird nicht wassers satt / Vnd das Fewr spricht nicht / es ist gnug.”; 30,18-20 (Biblia 1551 fol.

Ll1r): “DRey ding sind mir zu wünderlich / vnd das vierde weis ich nicht / Des Adelers weg im Himel / Der schlangen weg auff eim felsen / Des schiffes weg mitten im Meer / Vnd eins Mans weg an einer Magd. Also ist auch der weg der Ehebrecherin / die verschlinget vnd wisschet jr maul / vnd spricht / Jch hab kein vbels gethan.” ; 30,21-23 (Biblia 1551 fol. Ll1r) : “EJn Land wird durch dreierley vnrügig / vnd das vierde mag es nicht ertragen. Ein Knecht wenn er König wird. Ein Narr wenn er zu sat ist. Eine Feindselige / wenn sie geehelicht wird.

Vnd eine Magd / wenn sie jrer Frawen erbe wird.”; 31,3-5 (Biblia 1551 fol. Ll1r): “Las nicht den Weibern dein vermügen / vnd gehe die wege nicht / darin sich die Könige verderben. O nicht den Königen / Lamuel gib den Königen nicht wein zu trincken / noch den Fürsten starck getrencke. Sie möchten trincken vnd der Recht vergessen / vnd veren43

dern die sachen jrgend der elenden Leute.“; 31,10 (Biblia 1551 fol.

Ll1r): “WEm ein tugentsam Weib bescheret ist / Die ist viel edler denn die köstlichen Perlen.”

Som det fremgår af parentesen ovenfor under vers 29,12 er dette vers ikke bare manicula-markeret men tillige understreget med rødt.

Jeg formoder, at det er F2 der har foretaget disse understregninger.

Forholdet vil blive nærmere omtalt nedenfor i kapitlet om Etzliche Psalmen 1585 i forbindelse med beskrivelsen af nogle identiske røde understregninger i det såkaldte Elisabeth-Psalter.

Ud af de skriftsteder / vers fra Ordsprogenes Bog, der er optaget i Etzliche Sprüche 1583, er 12 ikke maniculamarkeret af F2 i Biblia 1551.

De bringes nedenfor i den ordlyd de har fået i Etzliche Sprüche 1583: Ordsprogenes Bog 16,2 (Etzliche Sprüche 1583 fol. A5v): “Einem jglichen düncken seine Wege rein sein / Aber allein der HERR macht das Hertz gewis.”; 20,12 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B1v): “Ein hörend Ohre vnd sehend Auge / die macht beides der HERR.” ; 21,31 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B2v): “Roß werden zum Streittage bereittet / Aber der Sieg komet vom HERRN.”; 23,31 (Etzliche Sprüche 1583 fol.

B3r-B3v): “Sihe den Wein nicht an / das er so rot ist / Vnd im Glase so schön stehet / er gehet glat ein.” ; 23,32 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B3v): “Aber darnach beisst er wie eine Schlange / Vnd sticht wie eine Ottern.”; 23,33 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B3v): “So werden deine Augen nach andern Weibern sehen / Vnd dein Hertz wird verkerte ding reden.”; 23,34 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B3v): “Du wirst sein wie einer der mitten im Meer schlefft / Vnd wie einer schlefft oben auff dem Mastbaum.”; 23,35 (første del af verset) (Etzliche Sprüche 1583 fol. B3v): “Sie schlagen mich / aber es thut mir nicht wehe / Sie kloppen mich / aber ich füle es nicht.”; 23,35 (anden del af verset – dette vers er i de gamle Luther-bibler udskilt som selvstændigt vers, men i nyere tid slået sammen med 23,35) (Etzliche Sprüche 1583 fol.

B4r): “Wenn wil ich auffwachen? das ichs mehr treibe.”; 24,11 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B4r): “Errette die / so man tödten wil / Vnd entzeuch dich nicht von denen / die man würgen wil.” ; 24,18 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B4v): “Es möchts der HERR sehen / vnd jm vbel gefallen / Vnd seinen Zorn von jm wenden.”; 27,2 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B5r): “Las dich einen andern loben vnd nicht deinen Mund / Ei­ nen Frembden / vnd nicht deine eigen lippen.”; 28,2 (Etzliche Sprüche 1583 fol. B5v): “Vmb des Landes Sünde willen / werden viel enderun44

ge der Fürstenthüme / Aber vmb der Leute willen / die verstendig vnd vernünfftig sind / bleiben sie lange.”

Ud af de vers / passager fra Ordsprogenes Bog, der er maniculamarkeret af F2 i Biblia 1551, er følgende ikke optaget i Etzliche Sprüche 1583, nemlig 30,21-23, men går man den pågældende maniculamarkering nærmere efter i sømmene, vil man opdage at den med ikke den helt store succes er forsøgt visket / tværet ud, hvilket vel må betyde at F2 ikke har villet have den pågældende passage med alligevel i Etzliche Sprüche 1583, hvor den følgelig så heller ikke ses optaget. Indholdet af de pågældende vers i Biblia 1551 ses ovenfor.

Alt i alt må det således konstateres, at samtlige de af F2 i Biblia 1551 maniculamarkerede vers / passager fra Ordsprogenes Bog er optaget i hans Etzliche Sprüche 1583, men at der samtidig er blevet udvalgt 12 yderligere vers (hvoraf de 6 fra kapitel 23 i virkeligheden udgør en uadskillelig helhed) til optagelse i Etzliche Sprüche 1583.

Man kunne her spørge: udvalgt af hvem – for specielt versene fra kapitel 23 om den røde vins ulyksalige påvirkning af menneskets sind kan næppe siges at være talt ud af den vinglade konges hjerte og han har måske fundet det rigeligt med versene 23,29 og 23,30 (se ordlyden af dem ovenfor). Kan det måske være den skrappe hofprædikant Knoff, der har været på spil?

F2-tilskrifter og -tegninger af hjerter med pil igennem i Melanchton 1541.

Det ligeledes i Biblia 1551 ikke maniculamarkerede vers 24,18 må være bragt i Etzli45

che Sprüche 1583 fordi det indholdsmæssigt hører sammen med det foregående 24,17 (se ordlyden af dem begge ovenfor).

De øvrige i Biblia 1551 ikke manicula-markerede, men i Etzliche Sprüche 1583 optagne vers, nemlig følgende 6 vers: 16,2; 20,12; 21,31; 24,11; 27,2 og 28,2 er hver for sig uden egentlig sammenhæng med umiddelbart forudgående og / eller efterfølgende i Biblia 1551 maniculamarkerede og i Etzliche Sprüche 1583 optagne vers, og må derfor være udvalgt til udgivelse i Etzliche Sprüche 1583 ud fra andre kriterier.

F2-tegning af soldaterhoved iført hovedbrynje i Melanchton 1541.

F2’s kendskab til Ordsprogenes Bog går helt tilbage til hans teenageår, hvor han som 15-17-årig benyttede sig af en af Philip Melanchton besørget udgivelse af Ordsprogenes Bog på latin (oversat fra hebraisk) som latinsk læsebog (Melanchton 1541). F2’s latinske læsebog er bevaret den dag i dag på Det Kongelige Bibliotek i København. Bogen er fuld af understregninger og overstregninger, der meget vel kan være udført af F2 efter instruks af hans tugtemester. Derudover indeholder den a) 6 meget ens tegninger af hjerter med pil igennem, som helt ubestrideligt er udført af F2, idet de i 2 af tilfældene også er signeret af ham; b) 2 valgsprogssekvenser, hvor den unge ”F : P : Z : Dennemarck” (vel forkortelse for ”Friedrich Prinz Zu Dänemarck”) har prentet sit daværende valgsprog ”alleine was billich ist” og c) en lille tegning af et soldaterhoved iført hovedbrynje.

46

Det Kongelige Bibliotek i København ejer også en af Justus Jonas besørget udgivelse (Syrach 1542) af Siraks Bog – også en af F2’s yndlingsbøger – på latin (oversat fra tysk), der også må have fungeret som latinsk læsebog for et ungt menneske, og indeholder flere tegninger af hjerter med pil igennem samt tre små tegninger af soldaterhoveder iført hovedbrynje – altsammen meget lig tegnerierne i Melanchton 1541. Man kunne godt få den tanke at disse tegninger også skyldes F2 og at Syrach 1542 derfor også har været en af F2’s latinske læ- Tegninger i F2-stil af soldaterhoveder og hjer­ter sebøger, der så af en elmed pil igennem i Syrach 1542. ler anden grund er gået under Det Kongelige Bibliotek i Københavns radar, og derfor ikke ses omtalt nogetsteds. hertil nu

d) Markeringer i Die Propheten 1550 i: Siraks Bog 11,10 (Die Propheten 1550 fol. f2v): “MEin Kind / Stecke dich nicht in mancherley Hendel / Denn wo du dir mancherley fürnimpst / wirstu nicht viel dran gewinnen. Wenn du gleich fast darnach ringest / so erlangestu es doch nicht / Vnd wenn du gleich hie vnd da flickest / so kompstu doch nicht eraus.”; 11,14 (Die Propheten 1550 fol. f2v): “ES kompt alles von Gott / glück vnd vnglück / leben vnd tod / armut vnd reich­thum” (dronning Sofies ene valgsprog); 14,3 (Die Pro­ 47

Nærbillede af 2 F2-maniculaer i kapitel 11 i Siraks Bog i Die Propheten 1550. Vers 14, der lyder “ES kompt alles von Gott / glück vnd vnglück / leben vnd tod / armut vnd reichthum”, var dronning Sofies ene valgsprog, omend hun som oftest byttede om på skriftstedets 2 sidste dobbeltled.

pheten 1550 fol. f3v): “EJm Lauser stehets nicht wol an / das er Reich ist / Vnd was sol geld vnd gut einem kargen Hunde:”; 18,6-8 (Die Pro­ pheten 1550 fol. f5r): “ABer ein Mensch / wenn er gleich sein bestes gethan hat / so ists noch kaum angefangen / Vnd wenn er meinet / er habs vol­endet / so feilet es noch weit. Denn was ist der Mensch: wo zu taug er: was kan er fromen oder schaden thun: Wenn er lange lebet / so lebet er hundert jar. Gleich wie ein tröpflin wassers gegen das Meer / vnd wie ein körnlin / gegen dem sand am meer / so geringe sind seine jare gegen die Ewigkeit.”; 19,19-20 (Die Propheten 1550 fol. f5v): “ARglistigkeit ist nicht Weisheit / vnd der Gottlosen tücke sind keine klugheit / Sondern ist eine bosheit vnd Abgötterey / vnd eitel torheit vnd vnweisheit.“; 20,26-27 (Die Propheten 1550 fol. f6r): “DJe Lügen ist ein hesslicher schandfleck an einem Menschen / vnd ist gemein bey vngezogen Leuten. Ein Dieb ist nicht so böse / als ein Mensch der sich zu lügen gewehnet / Aber zu letzt komen sie beide an den galgen.”; 20,32-33 (Die Propheten 1550 fol. f6r): “EJn weiser Man / der sich nicht brauchen lesst / vnd ein vergrabener schatz / Wo zu sind sie beide nütze: Es ist besser / das sich der vnweise verkrieche / denn der Weise.”; 22,28 (Die Propheten 1550 fol. g1r): “BLeib trew deinem Freund / in seiner Armut / Das du dich mit jm frewen mügest / wens jm wolgehet.”; 22,29 (Die Propheten 1550 fol. g1r): “Halt feste bey jm / wens jm vbel gehet / Auff das du seines glücks auch genies48

sen mügest.”; 30,14-16 (Die Propheten 1550 fol. g4v): “ES ist besser / einer sey arm / vnd da bey frisch vnd gesund / denn Reich vnd vngesund. Gesund vnd frisch sein / ist besser denn gold / Vnd ein gesunder Leib ist besser / denn gros gut. Es ist kein Reichthum zu vergleichen einem gesunden Leibe / Vnd keine freude / des hertzen freude gleich.”; 30,22-25 (Die Propheten 1550 fol. g4v): “MAch dich selbs nicht traw­ rig / vnd plage dich nicht selbs / mit deinen eigen gedancken / Denn ein frölich hertz / ist des Menschen leben / Vnd seine freude ist sein langes leben. Thu dir guts / vnd tröste dein hertz / vnd treibe trawrigkeit fern von dir / Denn trawrigkeit tödtet viel Leute / vnd dienet doch nirgent zu.”; 32,27 (Die Propheten 1550 fol. g5v): “WAs du furnimpst / so vertrawe Gott von gantzem hertzen / Denn das ist Gottes gebot gehalten.”; 33,1 (Die Propheten 1550 fol. g5v): “Wer Gott fürchtet / dem widerferet kein leid / Sondern wenn er angefoch ten [uden skilletegn ved linjeskift. Skal være ”angefochten”, RHC] ist / wird er wider erlöset werden.”; 34,16 (Die Propheten 1550 fol. g6r): “WEr den ­HERRN fürchtet / der darff fur nichts erschrecken / noch sich entsetzen / Denn er ist seine Zuuersicht.”; 34,17-20 (Die Pro­pheten 1550 fol. g6r): “Wol dem / der den HERRN fürchtet / Worauff verlesset er sich: wer ist sein trotz: Die augen des HERRN sehen auff die / so jn lieb haben.

Er ist ein gewaltiger Schutz / eine grosse Stercke / ein Schirm wider die hitze / eine Hütte wider den heissen mittag / eine Hut wider das straucheln / eine Hülffe wider den fall / Der das hertz erfrewet / vnd das angesicht frölich macht / vnd gibt gesundheit leben vnd segen.”; 37,1 (Die Propheten 1550 fol. h1r): “EJn jglicher Freund spricht wol / Jch bin auch freund / Aber etliche sind alleine mit dem namen Freunde.”; 40,1-4 (Die Propheten 1550 fol. h3r): “ES ist ein elend / jemerlich ding / vmb aller Menschen leben von Mutter leib an / bis sie in die erden begraben werden / die vnser aller Mutter ist. Da ist jmer sorge / furcht / hoffnung / vnd zu letzt der tod / so wol bey dem / der in hohen ehren sitzt / als bey den geringsten auff erden. So wol bey dem / der seiden vnd Kron tregt / als bey dem / der einen groben Kittel an hat. Da ist jmer zorn / eiuer / widerwertigkeit / vnfriede vnd todes fahr / neid vnd zanck.”; 40,25 (Die Propheten 1550 fol. h3r): “Gold vnd silber erhalten einen Man / Aber viel mehr ein guter Rat.”; 40,26 (Die Propheten 1550 fol. h3r): “Geld vnd gut / machet mut / Aber viel mehr die furcht des HERRN.“ ; 41,5-7 (Die Propheten 1550 fol. h3v): “Furchte den tod nicht / Gedencke / das also vom HERRN geordent ist / vber alles Fleisch / beide dere / die vor dir gewesen sind / vnd nach dir komen werden. Vnd was wegerstu dich wider Gottes willen / du lebest zehen / hundert oder tausent jar: Denn im Tod fraget man nicht 49

/ wie lange einer gelebt habe.”; 41,15 (Die Propheten 1550 fol. h3v): “Sihe zu / das du einen guten Namen behaltest / Der bleibet gewisser / denn tausent grosse Schetze goldes.”; 42,12-14 (Die Propheten 1550 fol. h4r): “SJhe dich nicht vmb nacht [skal være ”nach”, RHC] schönen Menschen / vnd sey nicht so gern vmb die Weiber. Denn gleich wie aus den Kleidern motten komen / Also kompt von Weibern viel böses.

Es ist sicherer bey einem bösen Man zu sein / denn bey eim freundlichen Weib die jn zu hohn vnd spott macht. ” Derudover har flere af versene i Siraks Bog kapitel 14 og 15 et foranstillet kryds, nemlig: 14,4 (Die Propheten 1550 fol. f3v): “Wer viel samlet / vnd jm selber nicht guts thut / der samlets andern / vnd andere werdens verbrassen.”; 14,5 (Die Propheten 1550 fol. f3v): “Wer

Afkrydsede vers i i Siraks Bog i Die Propheten 1550 fol. f3v, nemlig Siraks Bog 14,8; 14,9; 14,11; 14,13 og 14,16-17.

jm selber nichts guts thut / Was solt der andern guts thun: Er wird seins guts nimer fro.“; 14,8 (Die Propheten 1550 fol. f3v): “DAs ist ein böser Mensch / der nicht sehen mag / das man den Leuten guts thut / Sondern wendet sein angesicht weg / vnd erbarmet sich niemands.“; 50

14,9 (Die Propheten 1550 fol. f3v): “Ein vorteilischer Mensch lesst jm nimer gnügen an seinem teil / vnd kan fur geitz nicht gedeien.”; 14,11 (Die Propheten 1550 fol. f3v): “MEin Kind / Thu dir selbs guts von dem deinen / Vnd gib dem HERRN opffer / die jm gebüren.”; 14,13 (Die ­Propheten 1550 fol. f3v): “Thu gutes dem Freund fur deinem ende / Vnd reiche dem Armen nach dei nem [uden skilletegn ved linjeskift – skal være ”deinem”, RHC] vermügen.”; 14,16-17 (Die Propheten 1550 fol. f3v): “Gib gern / so wirstu wider empfahen / vnd heilige deine Seele / Denn wenn du tod bist / so hastu ausgezeret.”; 14,18 (Die Pro­ pheten 1550 fol. f4r): “ALles fleisch verschleist wie ein kleid / Denn es ist der alte Bundt / du must sterben.”; 14,19-20 (Die Propheten 1550 fol. f4r): “Gleich wie die grünen Bletter / auff einem schönen Bawm / etliche abfallen / etliche wider wachsen / Also gehets mit den Leuten auch / etliche sterben / etliche werden geborn.”; 14,21 (Die Propheten 1550 fol. f4r): “Alle vergenglich ding mus ein ende nemen / Vnd die damit vmbgehen / faren auch mit dahin.”; 14,22-27 (Die Propheten 1550 fol. f4r): “WOl dem / der stets mit Gottes wort vmbgehet / vnd dasselb auslegt vnd leret / Ders von hertzen betracht / vnd gründlich verstehen lernet / vnd der Weisheit jmer weiter nach forschet / vnd ­schleicht jr nach / wo sie hingehet / vnd kucket zu jrem Fenster hinein / vnd horcht an der Thür / sucht Herberge nahe bey jrem Hause / vnd richtet an jrer wand seine Hütten auff / vnd ist jm eine gute Herberge. Er bringet seine Kinder auch vnter jr Dechlin / vnd bleibt vnter jre Lauben / darunter wird er fur die Hi tze [uden skilletegn ved linjeskift – skal være ”Hitze”, RHC] beschirmet / vnd ist jm eine herrliche Wonung.”; 15,1-6 (Die Propheten 1550 fol. f4r): “SOlchs thut niemand / denn der den HERRN fürchtet / Vnd wer sich an Gottes wort helt / der findet sie. Vnd sie wird jm begegen / wie eine Mutter / vnd wird jn empfahen / wie eine junge Braut. Sie wird jn speisen mit brot des Verstands / vnd wird jn trencken mit wasser der Weisheit. Dadurch wird er starck werden / das er fest stehen kan / vnd wird sich an sie halten / das er nicht zuschanden wird. Sie wird jn erhöhen vber seine Nehesten / vnd wird jm seinen mund auffthun / in der Gemeine.

Sie wird jn krönen mit freuden vnd wonne / vnd mit ewigem namen begaben.”; 15,7-10 (Die Propheten 1550 fol. f4r): “ABer die Narren finden sich nicht / vnd Gottlosen können sie nicht ersehen / Denn sie ist fern von den Hoffertigen / vnd die Heuchler wissen nichts von jr.

Ein Gottloser kan nichts rechts leren / denn es kompt nicht von Gott.

Denn zu rechter Lere gehöret die Weisheit / so gibt Gott gnade dazu.”; 15,11-13 (Die Propheten 1550 fol. f4r): “DV darffest nicht sagen / Hab ich vnrecht geleret / so hats Gott gethan / Denn was er hasset / das 51

De 2 maniculamarkerede vers i Biblia 1551 fol. Hh5v fra Salmernes Bog nemlig 146,3 og 146,5.

52

soltu nicht thun. Du darffest nicht sagen / Hab ich vnrecht geleret / so hat er mich betrogen. Denn er darff keines Gottlosen / Denn der HERR hasset alle Abgötterey / Vnd wer jn fürchtet / der schewet sich dafur.”

Af de 42 maniculamarkerede vers (indeholdt i 22 manicula-markerede passager) fra Siraks Bog er det kun følgende 2, der ikke er medtaget i Etzliche Sprüche 1583, nemlig 22,29 og 40,25.

Af de 31 afkrydsede vers (indeholdt i 14 afkrydsede passager) fra Siraks Bog er følgende 9 vers (indeholdt i 4½ passage) ikke medtaget i Etzliche Sprüche 1583, nemlig 14,13; 14,16-17; 14,18; 15,9-10 (i passagen 15,7-10); 15,11-13.

Da det samlede antal vers fra Siraks Bog, der er optaget i Etzliche Sprüche 1583, når op på lidt over 850 [nemlig 853] (ud af lige ved 1600 [nemlig 1585] i alt i Biblia 1593) og det følgelig kun er ca. 1/14del [nemlig 73 ud af 853] af de i Die Propheten 1550 maniculamarkerede eller afkrydsede vers, der genfindes i Etzliche Sprüche 1583, må det være tilladt at hævde, at Frederiksborg-Bibelen kun i beskeden grad eller blot præliminært har tjent som forlæg til Etzliche Sprüche 1583 f.s.v.a udvalget af vers / passager til afdelingen med materiale fra Siraks Bog. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde frem til nogen udgivelse af Siraks Bog F2 kan have benyttet som kilde eller delvis kilde til udvælgelse / markering af de mange vers i den pågældende apokryfe bog, der ikke er maniculamarkeret i Frederiksborg-Bibelen.

e) Markeringer i Biblia 1551 i: Salmernes Bog 146,3 (Biblia 1551 fol. Hh5v): “VErlasset euch nicht auff Fürsten / Sie sind Menschen / die können ja nicht helffen.”; 146,5 (Biblia 1551 fol. Hh5v): “WOl dem / des hülffe der Gott Jacob ist / Des hoffnung auff dem HERRN seinem Gott stehet.”

Begge de i Biblia 1551 maniculamarkerede vers fra Salmernes Bog er optaget i Etzliche Psalmen 1585. Men da antallet af optagne vers / passager fra Salmernes Bog i Etzliche Psalmen 1585 udgør 1374 (udaf det totale antal på ca. 2500) må det være tilladt at konkludere at Frederiksborg-Bibelen har tjent som forlæg for Etzliche Psalmen 1585 i et nærmest minimalt omfang.

53

Hånd 2 – Hånd 3 – andre hænder Udover F2 – hånd 1 – har en række andre – teologisk kyndige – personer gjort notater i Frederiksborg-bibelen, dels for at give kongen anvisninger på hvilke dele af de hellige skrifter han kunne springe over, dels for i kort form at uddybe eller forklare diverse skriftsteder (her kaldet “Hånd 2”, “Hånd 3” og “Andre hænder”).

En del af de i ydermarginerne af især Hånd 2 og Hånd 3 foretagne håndskrevne tilføjelser er blevet reduceret og gjort delvist ulæselige ved en sekundær beskæring af værket, som mest sandsynligt må være den på F3’s tid foretagne, hvor værket fik sin nuværende indbinding.

Hånd 2 Hånd 2’s noter, der udelukkende indgår i udeladelsesforslag, er skrevet på dansk.

Måske er det F2’s danske hofprædikant Niels Nielsen Kolding, der har skrevet disse noter. Niels Nielsen Kolding levede ca. 1525 til 1578.

Efter C3’s død i 1559 udnævntes han til (dansk) hofprædikant hos F2 og var som sådan med på felttoget til Ditmarsken samme år. Ligesom kollegaen Christoffer Knoff var han højt i kurs hos F2, så det virker overordentligt sandsynligt, at han, som en af de 2 højest placerede gejstlige ved hoffet, har rådgivet F2 om valg af passager i bibelen, der kunne udelades under læsningen. Jeg har ikke kunnet opspore ubestridelige prøver på Niels Nielsen Koldings håndskrift så det får stå hen om han rent faktisk er ophavsmand til Hånd 2’s tilskrifter.

Noterne indskrænker sig til følgende 4 sætningstyper, der giver instrukser om eventuelle overspringelser i teksten: 1) “her / [h]er maa ma[n]d opholde / ophold[e]” er noteret på følgende sider i Biblia 1551 fol. D3v, fol. E4v, fol. F5r, fol. N2v, fol.

Q1r, fol. Q1v, fol. X4v, fol. X6r, fol. Y1v, fol. p3r, fol. p3v, fol. q2v (2x), fol. q3r (3x), fol.

54

Hånd 2’s tilskrift ”her maa ma[n]d ophold[e]” i Biblia 1551 fol. X6r (pkt. 1)).

q3v, fol. q4r, fol. t1v, fol. v1r, fol. v4r, fol. v6r, fol. x3v, fol. x5v, fol. x6r;

Hånd 2’s tilskrift ”[de]tte maa ma[n]d ocsaa spri[n]ge [o]ffuer” i Biblia 1551 fol. N2v (pkt. 2)).

2) “[de]tte maa ­ma[n]d ocsaa spri[n]­ ge ­[o]ffuer” er noteret i Biblia 1551 fol.

N2v;

3) ”her skal man[d] begy[n]de”, “her / [h] er / [he]r skal ma[n]d igen / ige[n] / ig[en] begynde / begy[n] de / begy[nde]” og ”her skal ma[n]d begy[nde] igen”: i Biblia 1551 fol. D4r, fol. E5r, Hånd 2’s tilskrift ”her skal ma[n]d igen begynde” i fol. F5r, fol. N2v, fol.

Biblia 1551 fol. E5r (pkt. 3)).

N3r, fol. Q1v (2x), fol.

X5r, fol. Y1r, fol. Y2r, fol. p2v, fol. p3v (2x), fol. q2v (2x), fol. q3r (2x), fol. q3v, fol. q4r (2x), fol. t2r, fol. v1v, fol. v4v, fol. v6r, fol. x4r, fol. x5v, fol. y1r; 4) “Diße .x. nest effter følgendis cap: maa ma[n]d springe offuer Oc saa begynde paa den xi cap:” i Biblia 1551 fol. o3v.

På den måde udelades følgende afsnit Hånd 2’s tilskrift ”Diße .x. nest effter følgendis (efter hver kapitel-/ cap: maa ma[n]d springe offuer Oc saa begynde vers-angivelse følger paa den xj cap:” i Biblia 1551 fol. o3v. (pkt. 4)). i parentes en kort oplysning (hentet fra danske bibeloversættelser) om indholdet af det, der anbefales udeladt): 55

Første Mosebog 36,9-43 (Esaus slægt)(Biblia 1551 fol. D3v-D4r); Første Mosebog 46,8-25 (Jacobs slægt)(Bi­blia 1551 fol. E4v-E5r); Anden Mosebog 6,14 (f.o.m. “... Hanoch / Palu ...”) til 6,25 (t.o.m. “... die gebar jm den Pinehas ...”)(Rubens, Simeons og Levis slægt)(Biblia 1551 fol. F5r); Fjerde Mosebog 1,5-15 (folketællingen i Sinaj Ørken) (Biblia 1551 fol. N2v); Fjerde Mosebog 1,20-43 (folketællingen i Sinaj Ørken)(Biblia 1551 fol. N2v-N3r); Fjerde Mosebog 26,12-51 (den anden folketælling)(Biblia 1551 fol. Q1r-Q1v); 26,57-60 (den anden folketælling)(Biblia 1551 fol. Q1v); Josvabogen 12,2-24 (de overvundne konger østen og vesten for Jordan)(t.o.m. “... der König zu Thirza ...”)(Biblia 1551 fol. X4v-X5r); Josvabogen 15,21 (judæernes stammes arvelod, de to Josefstammers område, Efraims område og Manasses område)(f.o.m. “... Kapzeel / Eder / Jagur ...”) til 17,13 (Biblia1551 fol.

X6r-Y1r); Josvabogen 18,21 (f.o.m. “... Jeriho / BethHagla / EmekKeziz ...”) til 19,48 (Benjamins område samt Simeons, Zebulons, Issakars, Asers, Naftalis og Dans områder) (Biblia 1551 fol. Y1v-Y2r); Første Krønikebog 1,1-9,447 (den lange slægts- og efterkommertavle fra Adams efterkommere t.o.m. Sauls Hus (samt visse stammers kampe i kap. 5, sangerne i Herrens Hus i kap. 6, præsternes og leviternes byer i kap. 6 og fortegnelsen over Jerusalems indbyggere i kap. 9)) (Biblia 1551 fol. o3v-p2r); Første Krønikebog 11,26 (f.o.m. “...Elhanan der son ...) til 11,47 (navnene på Davids helte)(Bi­blia 1551 fol. p3rp3v); Første Krønikebog 12,3 (f.o.m. “... Jesiel vnd Pelet ...”) til 12,7 (navne på nogle af Davids første tilhængere)(Biblia 1551 fol. p3v); Første Krønikebog 23,6 (f.o.m. “... Kahath vnd Merari ...”) til 23,12 (opregning af navnene på gersoniterne)(Biblia 1551 fol. q2v); Første Krønikebog 23,16-23 (opregning af navne på kehatiter og merariter) (Biblia 1551 fol. q2v); Første Krønikebog 24,7 (f.o.m. “... das ander auff Jedaia ...”) til 24,18 (præsternes skifter)(Biblia 1551 fol. q3r); Første Krønikebog 24,20 (f.o.m. “... Vnter den kindern Subael ...) til 24,30 (t.o.m. “... Eder vnd Jeremoth ...” (leviternes skifter)(Biblia 1551 fol. q3r); Første Krønikebog 25,2 (f.o.m. “... Sacur / Joseph ...”) til 25,4 (sangernes skifter)(Biblia 1551 fol. q3r-q3v); Første Krønikebog 25,9 (f.o.m. “... Das ander auff Gedalja ...”) til 26,11 (sangernes og dørvogternes skifter)(Biblia 1551 fol. q3v-q4r); Første Krønikebog 26,20-25 7 Eftersom kapitlerne 4 og 5 i Første Krønikebog i nyere oversættelser er lagt sammen i et kapitel, nemlig kapitel 4, skal man lægge 1 til kapitelangivelserne fra kapitel 5 i denne bibelbog for at genfinde den tilsvarende tekst i de gamle Luther-bibler.

56

(de levitiske opsynsmænd ved skatkamrene)(Biblia 1551 fol. q4r); Anden Krønikebog 29,12-14 (f.o.m. ”… der son Amasai … ”)(leviter kaldet til at være Herrens tjenere;)(Biblia 1551 fol. t1v-t2r); Ezras Bog 2,2 (f.o.m. “... Jesua / Nehemja ...” til 2,60 (israeliter, der af Kyros fik lov til at vende hjem)(Biblia 1551 fol. v1r-v1v); Ezras Bog 8,2 (f.o.m. “...

Von den kindern Jthamar ...”) til 8,14 (de, der vendte hjem med Ezra) (Biblia 1551 fol. v4r-v4v); Ezras Bog 10,20 (f.o.m. “... Hanani vnd Sebadja ...”) til 10,43 (mænd, der havde indgået blandede ægteskaber) (Biblia 1551 fol. v6r); Nehemias’ Bog 7,7 (f.o.m. “... Jesua / Nehemja ...”) til 7,63 (t.o.m. “... die kinder Hakoz ...”)(navnefortegnelse over de tilbagevendte til Jerusalem og Juda, herunder navnene på dem, der ikke kunne opgive hvorvidt deres fædrenehuse og slægt hørte til israeliterne)(Biblia 1551 fol. x3v-x4r); Nehemias’ Bog 10,1-27 (fortegnelse over øverster, leviter og præster, der underskrev forpligtelsen til at holde loven)(Biblia 1551 fol. x5v); Nehemias’ Bog 11,4 (f.o.m. “...

Athaja der son Vsia ...”) til 12,26 (fortegnelse over Jerusalems indbyggere, de byer jøderne boede i og visse præster og leviter)(Biblia 1551 fol. x6r-x6v).

Hånd 3 Hånd 3’s noter, der både er udeladelsesforslag og kommentarer, er skrevet på tysk med en meget nydelig håndskrift.

Måske er det F2’s tyske hofprædikant Christoffer Knoff, der har skrevet disse noter. Christoffer Knoff er vel født omkring 1540 (i Friedland i Preussen) og døde i 1611. I 1560 blev han tysk hofprædikant hos F2’s moder Dorothea og i 1566 hos F2. Under Den Nordiske Syvårskrig udnævntes han i 1567 til feltpræst hos den danske feltherre Daniel Rantzau – et embede han bestred indtil dennes død ved Varberg i november 1569. I 1572 viede han F2 og dennes udkårne Sofie. Ligesom sin kollega den danske hofprædikant Niels Nielsen Kolding var han højt anskrevet hos F2, og det er derfor overordentligt sandsynligt at (også) han har rådgivet F2 i valget af passager i bibelen, der kunne udelades ved læsningen. Jeg har heller ikke kunnet opspore ubestridelige prøver på Christoffer Knoffs håndskrift, så det får stå hen om han rent faktisk er ophavsmand til Hånd 3’s tilskrifter.

Noterne er ganske udførlige i deres udformning og indeholder ofte oplysninger om arten af de tekster, der kan udelades.

Følgende noter skal nedenfor opregnes (efter hver kapitel-/vers-angi57

velse følger f.s.v.a. de afsnit, der anbefales udeladt, i parentes en kort oplysning (hentet fra danske bibeloversættelser) om indholdet af de pågældende passager): 1) “Diese fünf capitel, von dem 25 bis zu dem 32, kan ma[n] im lesen vberschreiten, den s[ie] vom heilig­ thumb &c handeln” og “alhier mag man widder anfangen” (fra og med Anden Mosebog 25,1 til og med Tilskriften omhandlet i pkt. 1) i underafsnittet “Hånd 3” fra Biblia 1551 fol. H6r (pkt.1)).

31,11)(Biblia 1551 fol.

H6r-I5r)(gennemgang af forskrifter om frivillige bidrag til Helligdommen, om indretningen af Pagtens Ark, om indretningen af skuebrødsbordet, om indretningen af lysestagen, om Helligdommens indretning, om brændofferalteret, om forgården, om olien til lysestagens lamper, om præstedragten, om præstevielsen, om det daglige brændoffer, om røgelsesalteret, om personskatten, om vaskekummen, om den hellige salveolie, om den hellige røgelse og om kunsthåndværkernes kaldelse; det er værd at hæfte sig ved at de helt centrale afsnit af 2. Mosebog vedr. sabbatsbudet, stentavlerne og guldkalven ikke er foreslået udeladt); 2) Som kommentar til Anden Mosebog 35,4-9 (nærmere bestemt ordet “williglich” i vers 5, der er understreget) har Hånd 3 knyttet kommentaren “Zu vnterhaltung des Gotts diensts sol man williglich geben” (Biblia 1551 fol.

K1v);

Tilskriften omhandlet i pkt. 3) i underafsnittet “Hånd 3” fra Biblia 1551 fol. K2r (pkt. 3)).

58

3) “Diese vier nachfolgende capitel, bis zum 40, darb man nicht lesen. Sie handlen vom gebew der kirchen sampt aller zubehorung &.” og “Alhier mag man vortlesen wie Moses die

wo­nung aufgerichtet.” (fra og med Anden Mosebog 36,1 til og med 39,43)(Biblia 1551 fol. K2r-K4r)(gennemgang af indretningen af Helligdommens forskellige dele, af arken, af skuebrødsbordet, af lysestagen, af røgelsesalteret, af brændofferalteret, af vandkummen og af forgården på den foreskrevne måde, fortegnelse over de brugte metaller samt gennemgang af tilvirkningen af præstedragten på den foreskrevne måde); 4) “Die ersten 9 capitel, mag man vberschreiten, sie handlen von opfern.” (fra og med Tredje Mosebog 1,1 til og med 9,24)(Biblia 1551 fol. K4v-L2v)(gennemgang af lov om brændofre, lov om afgrødeofre, lov om takofre, lov om syndofre, lov om skyldofre, redegørelse for præsternes del af takofrene, for Aron og hans sønners indvielse til præster på den foreskrevne måde og for Arons første offer); 5) “Alhie lese man vort bis zur helfte dieser capitels.” + ”lille cirkel” fulgt af en anden ”lille cirkel” længere nede på siden (hvilket betyder at følgende udelades, nemlig Tredje Mosebog 10,12-20)(Biblia 1551 fol. L3r)(redegørelse for præsternes andel i ofrene) 6) “Dis gantz capitel mag man vberschreite[n] es handelt von reiner vnd vnreiner speise.” og “Alhie mag man vort lesen”(fra og med Tredje Mosebog 11,1 til og med 11,47) Den første tilskrift omhandlet i pkt. 6) i under(Biblia 1551 fol. L3rafsnittet “Hånd 3” fra Biblia 1551 fol. L3r.

L4r)(gennemgang af hvilke dyr, der er rene og hvilke, der er urene); 7) “Diese vier folgende Capitel, ist nicht von Noten das man sie lese.” og “Alhie sol man wider anfangen vort zu lesen.” (fra og med Fjerde Mosebog 1,1 til og med 4,49)(Biblia 1551 fol. N2r-N5r)(om folketællingen i Sinaj Ørken, om Levis stamme, om de enkelte stammers plads i lejren og under vandringen, om Levis stammes særstilling, om optællingen af levitterne og af de førstefødte, om leviternes gerning); 8) “diese namen kan man wol auslassen vnd” og “alhie stracks vort faren.” (Fjerde Mosebog 13,5 fra og med “... SAmmua der son ...” til og med 13,17)(Biblia 1551 fol. O4r)(navnene på de 12 spejdere, der 59

blev udsendt fra de 12 fædrenestammerne for at undersøge Kana’ans land); 9) “Dis capitel darb man nicht lesen es meldet nur wo sie sich gelagert habe[n].” (Fjerde Mosebog 33)(Biblia 1551 fol. Q5r-Q6r)(om de forskellige lejrpladser under vandringen fra Ægypten til Kana’ans land og om påbuddet om at udrydde kana’anæerne og deres gudsdyrkelse); 10) “Dis capitel ist nicht ser notig zu lesen es meldet die grentze[n] &c” (Fjerde Mosebog 34)(Biblia 1551 fol. Q6r)(om fastsættelsen af landets grænse og om de mænd, der udpegedes til at dele landet mellem stammerne); 11) “Todtschleger sol des tods sterben” og “kein versonung sol man vber in nemen.” hedder det som kommentar til Fjerde Mosebog 35,30-32 (Biblia 1551 fol. R1r); 12) Sætningen “durch das blut des / der es vergossen hat.” i Fjerde Mosebog 35,33 er understreget og i højre margen er to gange skrevet “cc” (Biblia 1551 fol. R1r); 13) “Diese ­fuenff folgende capitel von dem 15 bis zum 20 handlen von der theilung des landes, darumb mag man sie im lesen vber­schlagen.” ­(Josvabogen 15-19) (Biblia 1551 fol. X5vY2r)(gennemgang af de 12 stammers og deres slægters arvelodder); 14) “diese namen mag Tilskriften omhandlet i pkt. 13) i underafsnittet man auslassen, vnd” “Hånd 3” fra Biblia 1551 fol. X5v. og “alhie wider anfangen.” Første Kongebog 4,8 (f.o.m. “... Der son Hur”) til 4,19 kan udelades iflg. denne anbefaling (Biblia 1551 fol. i1r)(gennemgang af navnene på Salomos 12 fogeder);

60

15) “Dies sechste vnd 7 capitel, mag man vberschreiten sie beschreiben das gebew.” (Første Kongebog 6-7)(fol. i2r-i4r), hvilket så også markeres i starten af bogens kapitel 8, hvor der står “alhie lese man vort.” (Biblia 1551 fol. i4r)(beskrivelse af det af Salomo opførte tempel, af hans palads og af templets udstyrelse); 16) Som indledning til Første Krønikebog 27 står der “Ordnung der kriegsleut.” (Biblia 1551 fol. q4r)(opregning af Davids hærførere og andre embedsmænd); 17) I Anden Krønikebog 3 står der ud for vers 5 “allhie mag man auffhoren.” (fol. r1r) efterfulgt ved starten af kapitel 5 “allhie wider anfangen” (f.o.m. “... Vnd Salomo brachte hin ...”)(Biblia 1551 fol. r1v) (beskrivelse af templets udstyrelse); 18) I Anden Krønikebog 8 står der ud for vers 1 “allhie mag man auffhoren.” (Biblia 1551 fol. r3v) efterfulgt af sætningen “vnd hie wider anfangen.” ud for kapitel 9 vers 1 (Biblia 1551 fol. r4r)(kapitlet omtaler Salomos fæstningsbyggeri, hans arbejdsfolk, Faraos datters bolig udenfor Davidsbyen, Salomos ordning af tempeltjenesten og hans skibsfart); 19) I Nehemias’ Bog 3 ud for vers 1 står der “alhie mag man aufhoren.”

(Biblia 1551 fol. x1r) modsvaret af “alhie wider anfangen.” udfor kapitel 4 vers 1 (Biblia 1551 fol. x1v)(kapitlet behandler igangsættelsen af arbejdet med at genopføre og istandsætte Jerusalems mur og dens porte); 20) I Nehemias’ Bog 7 står der ud for vers 1 “dis siebend capitel ist vnnott das mans lese” (Biblia 1551 fol. x3r-x4r). Udeladelsen er ydermere (muligvis af F2) markeret af en skarp venstreparentes af brun farve ved starten af kapitlet modsvaret af en skarp højreparentes i samme farve ved slutningen af kapitlet (kapitlet behandler igangsættelsen af arbejdet med at genopføre og istandsætte Jerusalems mur og dens porte). Se videre nedenfor i afsnittet ”Skarpe parenteser”.

21) I Nehemias’ Bog 11 står der ud for vers 1 “dis gantze capitel ist vnnotig zu lesen.” (Biblia 1551 fol. x6r-x6v)(i kapitlet redegøres der kort for folkets fordeling mellem by og land; hovedparten af kapitlet rummer dels en fortegnelse over Jerusalems indbyggere, dels en fortegnelse over de byer jøderne boede i);

61

22) I Nehemias’ bog 12 står der ud for vers 1 “Dis ist nicht notig zu lesen” – versene 1-26 er markeret udeladte med skarpe parenteser i brunt blæk (fol. x6v). I samme kapitel står der udfor vers 31 “allhie mag man aufhoren” – versene 31-43 er markeret udeladte ligeledes med skarpe parenteser i brunt blæk, og ud for vers 44 står der så “alhie wider anfangen” (Biblia 1551 fol. y1r). (Vers 1-26 rummer en fortegnelse over præster og leviter; vers 31-43 beskriver to store lovprisningstogs vandring op i Guds hus med opregning af navnene på deltagerne). Se videre nedenfor i afsnittet ”Skarpe parenteser”; 23) Udfor Salmernes Bog 145,18 er der af Hånd 3 skrevet “Anfang” og efter Salmernes Bog 145,21 skrevet “Ende.” (Biblia 1551 fol. Hh5v); 24) Foran Jeremias Bog 8,4 er der af Hånd 3 skrevet “Anfang” og efter 8,7 skrevet ”Ende”. (Die Propheten 1550 fol. G1v).

Hånd 3’s anbefalede udeladelser overskrider undertiden grænserne for Hånd 2’s mindre radikale udeladelser, jf. Hånd 2’s anbefalede udeladelser af dele af Fjerde Mosebog kapitel 1 (opregninger af visse navne og oplysninger vedr. folketællingen i Sinaj Ørken)(Biblia 1551 fol. N2v og fol. N2v-N3r), der kun udgør en beskeden del af Hånd 3’s mere omfattende anbefaling af udeladelse af Fjerde Mosebog 1,1 til og med 4,49 (hvilket vil sige alle oplysninger vedr. folketællingen i Sinaj Ørken, Levis stamme, de enkelte stammers plads i lejren og under vandringen, Levis stammes særstilling, optællingen af leviterne og af de førstefødte og leviternes gerning)(Biblia 1551 fol. N2r-N5r); eller Hånd 2’s anbefalede udeladelser af Josvabogen 15,21 (f.o.m. “... Kapzeel / Eder / Jagur ...”) til 17,13 (opregninger af judæernes stammes arvelod, oplysninger vedr. de to Josefstammers område, Efraims område og Manasses område)(Biblia 1551 fol. X6r-Y1r) og 18,21 (f.o.m. “... Jeriho / BethHagla / EmekKeziz ...”) til 19,48 (delvise oplysninger vedr. Benjamins område samt oplysninger vedr. Simeons, Zebulons, Issakars, Asers, Naftalis og Dans områder)(Biblia 1551 fol. Y1v-Y2r), der kun udgør en beskeden del af Hånd 3’s mere omfattende anbefaling af udeladelse af Josvabogen 15-19, der udover Hånd 2’s udeladelser tillige indeholder oplysninger vedr. Judas område, vedr. Kaleb og Otniel, vedr. Josefstammernes anvisning på at udvide deres område, vedr. helligdommen i Silo, vedr. optagelse af fortegnelse over de endnu ikke udskiftede landsdele, vedr. Benjamins, Simeons, Zebulons, Issakars, Asers, Naftalis og Dans områder samt om Josuas særskilte arvelod)(Biblia 1551 fol. X5v-Y2r); eller Hånd 2’s anbefalede udela62

delser af dele af Nehemias’ Bog 7,7 (f.o.m. “... Jesua / Nehemja ...”) til 7,63 (t.o.m. “... die kinder Hakoz ...”)(navnefortegnelse over de tilbagevendte til Jerusalem og Juda, herunder navnene på dem, der ikke kunne opgive hvorvidt deres fædrenehuse og slægt hørte til israeliterne)(Biblia 1551 fol. x3v-x4r), der kun udgør en del af Hånd 3’s mere omfattende anbefaling af udeladelse af hele kapitel 7, der udover navnefortegnelsen tillige indeholder omtale af hvorledes Nehemias sørger for Jerusalems sikkerhed, af byens daværende ringe folketal, af hvad der skete med dem, der ikke kunne opgive hvorvidt deres fædrenehuse og slægt hørte til israeliterne, af menighedens størrelse, af antallet af trælle, trælkvinder, sangere, sangerinder, heste, muldyr, kameler og æsler, af tilskud til byggearbejdet samt af bosætningen i Jerusalem og det øvrige Israel (Biblia 1551 fol. x3r-x4r).

Undertiden har Hånd 3 også tilføjet små kommentarer til teksten, eller på anden måde markeret vigti- Den anden omtalte tilskrift i nærværende punkt ge passager, jf. nota- refererende til Fjerde Mosebog 5, 20-22 i Biblia terne: “Mose gebet” 1551 fol. N5v.

(Fjerde Mosebog 10,35: “deine” i “Las deine Feinde zerstrewet” sammesteds er understreget)(Biblia 1551 fol. O3r); “Greulicher fluch Gottes wider den Ehebruch” udfor vers 20-22 i Fjerde Mosebog 5 (Biblia 1551 fol. N5v, jvf. ovenstående illustration) eller i samme versrække den i højre indermargin 5 gange med tegnfølgen “cc” foretagne markering af linjerne f.o.m. “... Weib [der er understreget] ...” t.o.m. “... schwinde / Vnd das ...” – en markeringsmåde vi allerede har set omtalt under ovenstående punkt 12).

Andre hænder Udover Hånd 1 (F2), Hånd 2 og Hånd 3 har i en række ganske få tilfælde også andre skrevet i Frederiksborgbibelen, jf. eksempelvis de mere eller mindre ulæselige tilskrifter i Die Propheten 1550 ud for Esajas’ Bog 29,1-6 (fol. C3v, jvf. nedenstående illustration), 38,5-8 (fol. D2r) og udfor Jeremias’ Bog 33,14-18 (fol. J3v).

I Første Krønikebog 15 vers 16-24 (Biblia 1551 fol. p5r) er der i højre margin anbragt 3 krydser med 1 lodret midterstreg og 1 vandret midterstreg og 3 krydser med 1 lodret midterstreg og 2 vandrette mid63

terstreger; marginalkrydserne modsvares af tilsvarende krydser inde i teksten. Formentlig er meningen den at teksten mellem kryds med 1 midterstreg og kryds med Tilskrifter ud for Esajas’ Bog 29,1-6 (Die Pro­ 2 midterstreger skal pheten 1550 fol. C3v). overspringes, hvorved følgende tekstdele kan udelades: 15,20 (f.o.m. “... Asiel ...” t.o.m. “... Maeseia vnd ...”); 15,21 (f.o.m. “... Elipheleia ...” t.o.m. “... Jeiel vnd Asasia...”); 15,24 (f.o.m. “... Sachanja ...” t.o.m. “... Benaia ...”).

I Jeremias’ Bog 37,14 (Die Propheten 1550 fol. J6r) er der i venstre margin indsat et “a” med et lille hak under refererende til trykfejlen “Chldeern” (det fjerde ord på linjen), der skal være “Chaldeern” (“a”-et er skrevet til mellem “h” og “l” foroven, medens der mellem samme bogstaver er skrevet et lille hak forneden refererende til det lille hak i marginen).

Skarpe parenteser I en del tilfælde er passager i teksten markeret med skarpe parenteser – venstre parentes “[“ for start og højre parentes “]” for slut.

De er altid skrevet med (nu) brunt blæk. Jf. Nehemias Bog 8,4 (f.o.m. “vnd stund neben jm Mathithja” og verset ud (Biblia 1551 fol. x4r), 8,7 (f.o.m. “... Vnd Jesua / Bani ...” t.o.m. “... Plaja ...”)(Biblia 1551 fol. x4r) og 10,1-29 (t.o.m. ”… an für jre Bruder.” (Biblia 1551 fol. x5v) I Nehemias’ Bog 7 står der, som allerede nævnt ovenfor, ud for vers 1 “dis siebend capitel ist vnnott das mans lese” (Biblia 1551 fol. x3rx4r). Udeladelsen er ydermere markeret af en skarp venstreparentes af brun farve ved starten af kapitlet modsvaret af en skarp højreparentes i samme farve ved slutningen af kapitlet. Her er der altså identitet mellem ”[ … ]” og Hånd 3’s ord.

I Nehemias’ bog 12 står der, som allerede nævnt ovenfor, ud for vers 1 “Dis ist nicht notig zu lesen” – versene 1-26 er markeret udeladte med skarpe parenteser i brunt blæk (Biblia 1551 fol. x6v). I samme kapitel står der udfor vers 31 “allhie mag man aufhören” – versene 31-43 er 64

markeret udeladte ligeledes med skarpe parenteser i brunt blæk, og ud for vers 44 står der så “alhie wider anfangen” (Biblia 1551 fol. y1r).

Her er der således igen identitet mellem ”[ … ]” og Hånd 3’s ord.

I Ezras Bog 10 er der ud for vers 18 (Biblia 1551 fol. v5v) skrevet en skarp venstreparentes, der modsvares af en skarp højreparentes efter vers 44 (Biblia 1551 fol. v6r). Denne udeladelse indeholder en lille smule mere tekst – ca. 5 linjer – end den af Hånd 2 sammesteds foreslåede udeladte tekstmængde.

Det giver næppe megen mening at antage at Hånd 2 og Hånd 3 både har skrevet nogle ord (på henholdsvis dansk eller tysk) om indskrænkninger i læsningen og samtidigt markeret de ganske præcise verbale indskrænkninger med start- og slutparenteser. Det er formentlig en anden end Hånd 2 og Hånd 3, der har prentet parenteserne for enten at præcisere de af Hånd 2 og Hånd 3 anbefalede udeladelser eller for at udvide mængden af udeladt stof, og her ville et godt bud være bogens ejer – altså F2. Her henviser jeg til brugen af skarpe parenteser i Elisabeth-Psalteret, hvoraf i det mindste den ene (af 2) med sikkerhed er prentet af F2.

Røde understregninger I Frederiksborg-Bibelen møder man en enkelt gang en pas­sage, der er understreget med rødt blæk (og tillige er manicula-markeret af F2), nemlig i Ordsprogenes Bog 29,12 (Biblia 1551 fol. Kk6v). I afsnittet om F2’s ændringer i det såkaldte Elisabeth-Psalter, der indeholder ganske mange understregede passager, forsøger jeg at godtgøre at F2 er mester for såvel understregningerne i Elisabeth-Psalteret som den enlige understregne passage i Frederiksborg-Bibelen, og henviser derfor herfra til dette senere afsnit i nærværende skrift.

65

Frederiksborg-Bibelens indbinding Frederiksborg-Bibelen er indbundet i et solidt stramt hellæderbind i stort format, der på ryggen er forsynet med F3’s monogram og titlen ”BI­B­LIA GERMAN. WITTEBERG. 1551.” (se også ill. side 2).

F3’s logo øverst på ryggen af Frederiksborg-Bibelen.

Bindet er udført af en af eller begge de to fra Frankrig indkaldte bogbindere Jean Michel og Gaspard Michelot alias Micholat alias Micholet8, der arbejdede ved Slotsbiblioteket fra december 1664 til henholdsvis 1670 (for sidstnævntes vedkommende) og 1674 (for førstnævntes vedkommende). Aflønningen af de to bogbindere har formodentlig fra starten ikke været overvældende, for i 1668 klagede de over, at de ikke længere kunne udføre deres arbejde til den pris man oprindeligt var kommet overens om. Deres klage blev hørt på højeste sted, og de fik efterfølgende bevilget et årligt løntillæg – i naturalier – i form af ti favne stakket brænde (Werlauff 1825: 368).

Når jeg har forsynet den ene af bogtrykkerne ­– Gaspard M. – med hele tre fra hinanden ikke så forskellige efternavne skyldes det den omstændighed, at han snart kaldes det ene, snart det andet og snart 8 Om deres baggrund ved man ikke meget mere end at de begge stammede fra Lyon og havde arbejdet 5-6 år i Paris.

66

det tredje i den hjemlige bibliotekslitteratur, jf. at Chr. Bruun og Ingrid Ilsøe kalder ham ”Michelot” (jf. Bruun 1873: 63 og Ilsøe 1995: 101), medens E.C. Werlauff kalder ham for ”Micholet” (jf. Werlauff 1844: 48) og Harald Ilsøe snart kalder ham for ”Michelot” eller ”Micholat” (jf. Ilsøe 1993: 49, Ilsøe 1993 (2): 49), snart for ”Micholet” (Ilsøe 1999: 42, 60). Indtil nærmere oplysninger fremkommer har jeg valgt at kalde den pågældende bogbinder med alle tre navne, altså ”Michelot / Micholat / Micholet” og for kortheds skyld at kalde de to bogbindere for M & M når deres navne optræder sammen.

Inden M & M returnerede til Frankrig fik de udført skønsmæssigt 2-3000 indbindinger og omindbindinger. Det var i hovedsagen folianter de arbejdede med, så det er en statelig samling de har efterladt sig – om end den nu ikke fremstår som en fysisk helhed – hvorfor det præcise antal bind heller ikke så nemt lader sig fastslå.

Antallet af bind indbundne af M & M har jeg fra Ilsøe 1999: 42. Få år før havde samme Harald Ilsøe dog lidt mere forsigtigt om bogbindernes virksomhed skrevet, at det næppe lykkedes dem ” … at få mere end et par tusinde bind fra hånden … ” (Ilsøe 1993: 47). Ingrid Ilsøe har anslået antallet af indbundne og omindbundne bøger til ”op mod 2.000” (Ilsøe 1995: 102).

At M & M ikke bare indbandt uindbundne bøger men også foretog omindbindinger af allerede indbundne bøger fremgår som påpeget af Ingrid Ilsøe af en brevkopi i SjR 1668-1670: fol. 190v, dateret ”Hafniæ dend 13. May A[nn]o 1668.” (Rigsarkivet Pakkenr. C6C), der lyder som følger: ”Wii hafuer Naadigst bevilget at Woris franske boegbindere maa niude oc hafue alle de bind, som de tager af huis bøger de paa nye for os enten allerede indbundet hafuer, eller herefter indbinder.”

Disse udrangerede indbindinger er vel efterfølgende blevet benyttet af M & M som ”indmad” i nye indbindinger9.

Udover disse indbindinger af i forvejen ikke indbundne bøger og fuldstændige nyindbindinger af allerede indbundne bøger, viser det sig at M & M også har udført delvise omindbindinger og omdekoreringer i F3-stil af allerede andetsteds indbundne og dekorerede bind, således at forstå, at de har udstyret indbindinger, der var færdiggjorte – vel almindeligvis i udlandet – efter andre normer og i anden stil, med rygdekorationer og F3-monogrammer i deres egen helt personlige stil 9 Se videre om de to bogbindere i Ilsøe 1999: 42, Ilsøe 1995: 101-102 og Werlauff 1844: 48.

67

Bind 1 af “Conciliorum omnium generalium et provincialium collectio regia” 1-37 udgivet i Paris i 1644. Forpermens dekoration er udført i Paris, ryggens – af M & M – i København.

68

under anvendelse af de instrumenter og stempler, de plejede at anvende når de skulle komponere F3-bind fra bunden af. Et smukt eksempel på denne sidstnævnte praksis giver de 38 stadig eksisterende bind af det fra Lauritz Ulfeldts bogsamling stammende sæt af det i Slotsbiblioteket i 1665 eller kort derefter indlemmede storværk ”Conciliorum omnium generalium et provincialium collectio regia 1-3710.

Parisiis 1644”, der oprindeligt har foreligget i en af Typographia Regia (Imprimerie Royale) i Paris besørget indbinding dekoreret med fransk kongevåben (krone og 3 franske liljer) på bag- og forperm (og sandsynligvis også i de rygfelter, der ikke var titelfelter). M & M må have valgt (eller må have fået besked på) at bevare de kostbare og smukke binds for- og bagpermer intakte, selvom den franske konges våben selvfølgelig ikke havde noget at gøre på permerne af et F3-bind, og i stedet nøjedes med at tage bindryggene under behandling. Stående på deres hylder i Slotsbiblioteket har de 38 store bind lignet alle de andre bind M & M producerede fra grunden af uden dekorationer på permerne.

Bind 1-20 af “Conciliorum omnium generalium et provincialium collectio regia” linet op på nødlæsesalen på Det Kongelige Bibliotek i efter­ året 2019. De pågældende bind har på Slotsbiblioteket – efter 1665 – hvor de trådte i ste­det for et der placeret helt tilsvarende sæt fra Joachim Gersdorffs samling, udfyldt en hel hylde, nemlig Asser [d.e. hylde] I i Qvadrans [d.e. reolfag] I på forsiden af Contignatio [d.e. dobbeltreol] I – midt i bibliotekets store sal.

10 Det 38. bind af Ulfeldt-eksemplaret er en ukomplet dublet af bind 37, men det er også blevet taget under behandling af M & M på samme måde som de øvrige 37 bind, og hører på den måde med til sættet.

69

Hvornår Frederiksborg-Bibelens bind er udført indenfor det åremål de to franske bogbindere var ansat vides ikke, men det er vel ikke urimeligt at antage at indbindingen af Frederiksborg-Bibelen er sket nogenlunde samtidigt med indbindingen af de to andre ”germanske” bibler den stod sammen med på Slotsbiblioteket på nederste hylde i qvadrans 1 på bagsiden af den vestligste af de tre dobbeltreoler i Slots-

De 3 “germanske” bibler i M & M-bind opstillet i den orden – trip, trap, træ­sko – de stod i på Slotsbiblioteket i dettes sidste år.

70

biblioteket ikke så langt fra bibliotekssalens eneste opvarmningskilde – kaminen i vestvæggen.

Som det fremgår af billedet af de tre germanske bibeler er der tale om 3 indbindinger, der er meget lig hinanden kompositionsmæssigt. M & M har tydeligvis tilstræbt, at deres bibelbind skulle ligne hinanden så meget som overhovedet muligt, og derfor formentlig foretaget deres indbindinger af uindbundne bibler ud fra allerede færdiggjorte bibelbind, der har tjent som mønstre for senere indbindinger.

Et morsomt eksempel på denne ikke altid uproblematiske arbejdsmetode ser vi i det ikke helt vellykkede slutresultat af indbindingen af den islandske Hólar-Bibel eller Gudbrands-Bibel fra 1584, som Frederiksborg-Bibelen er afbildet sammen med på illustrationen side 72.

Bogbinderen / bogbinderne har i forbindelse med indbindingen af denne bibeludgave (der til daglig lå – og på grund af sin højde ikke stod op – lidt gemt af vejen på hylde 10 i qvadrans 4 på bagsiden af den vestligste af de tre dobbeltreoler i Slotsbiblioteket) formentlig haft en eller flere af de færdigindbundne ”germanske” bibler (som Frederiksborg-Bibelen var en af), der stod skulder ved skulder i F3’s bibliotek, stående foran sig som mønster for indbindingen af den islandske bibel, men er under udførelsen af rygtitelen ved en fejl kommet til at gentage første stavelse i forkortelsen ”GERMAN.” (anden linje i de ”germanske” biblers” rygtitler) i formen ”GERBRAND.” (tredje linje i Hólar-bibelens rygtitel), og derudover også kommet til at forsyne det fejlstavede fornavn med ”German.”-forkortelsens udlydende punktum. Der skulle selvfølgelig blot have stået ”GUDBRAND”.

Den pågældende islandske bibeloversættelse kaldes ”i daglig tale” snart ”Hólar-Bibelen” (efter trykkestedet, nemlig lokaliteten Hólar í Hjaltadal, der var bispesæde i Hólar Stift), snart ”Gudbrands-Bibelen” (islandsk ”Guðbrandsbiblía”, efter oversætteren og udgiveren Guðbrandur Þorláksson (1541-1627), der var biskop / superintendent i Hólar Stift fra 1571 til sin død ). Den islandske bibeludgaves fulde titel er Biblia Þad Er / Øll Heilóg Ritning / vtlógd a Norrænu. Med Formalum Doct. Martini. Lutheri. Prentad a Holum / Af Jone Jons Syne M D LXXXIIII. Formen ”Holum” (moderne islandsk ”Hólum”), der også genfindes på F3-bindets ryg, er en dativ pluralis af stednavnet ”Holar” (moderne islandsk ”Hólar”), der er flertal – her styret af præpositionen ”a” (moderne islandsk ”á”) d.e. ”på” på dansk. Grundformen af det pågældende stednavn er således ikke ”Holum”(henholdsvis 71

Frederiksborg-Bibelen og Det Kongelige Bibliotek i Københavns ene eksemplar (af 2) af Holar-Bibelen fra 1584 – begge i M & M-bind.

”Hólum”) som f.eks. den ellers så sprogkyndige Ludvig Holberg sy72

nes at tro det er, siden han i bind 2 af sin Danmarks-historie (Holberg 1732-1735 II: 515) taler om ”Biskopen af Holum”.

Det må være mest naturligt at antage, at den nuværende indbinding af familieklenodiet Frederiksborg-Bibelen er blevet udført inden F3 døde 60 år gammel i 167011. Og da indbindingen af samlebindet ikke kan være blevet påbegyndt før bogbinderne blev ansat, må indbindingstidspunktet sættes til mellem december 1664, hvor M & M blev ansat, og februar 1670, hvor F3 døde.

De tilføjelser, der er foretaget i indermarginerne i Frederiksborg-Bibelen må have været udført på et tidspunkt, hvor den pågældende bibel endnu ikke var et samlebind, men bestod af de to originale separate bind, der må have været uindbundne eller have foreligget i meget løse bind, da det rent fysisk ville have været så godt som umuligt at foretage tilføjelserne i indermarginerne på en så læselig måde som det er gjort, dersom de to separate bind havde været indbundet i hvert deres stive bind, eller – endnu mere umuligt – i et stift helbind i stil med det nuværende bind fra F3’s tid. Denne antagelse understøttes af den omstændighed, at F2 – som ovenfor omtalt i det indledende kapitel – har betragtet de to bind som to forskellige værker, som han har kaldt henholdsvis for en ”bibel” og en ”bog”. Frederiksborg-Bibelens et-bindsstatus er derfor mest sandsynligt af sekundær art.

Den eneste nogenlunde sikre sidste indikation af at Frederiksborg-Bibelen stadig har haft to-bindsstatus er fra 1647 (se nedenfor) og den eneste nogenlunde sikre første indikation af at den efterfølgende har fået et-bindsstatus er fra 1660 (se nedenfor).

Det betyder så også, at Frederiksborg-Bibelen mest sandsynligt er forblevet intakt i 2 bind fra Biblia 1551 og Die Propheten 1550 blev erhvervet af F2 og han skrev sin første tilskrift i den (1566), og sidenhen også hans tid ud (altså til april 1588).

Efter F2’s død modtog dronning Sofie det Lolland-Falsterske krongods samt Nykøbing Slot som enkepension (også kaldet livgeding), og blev på grund af sine stædige forsøg på at skaffe sine yngste sønner Ulrik og Hans territoriale rettigheder i den kongelige del af hertugdømmerne, af Det Tilforordnede Regeringsråd tilmed tvunget til at tage op11 Helt undtagelsesvist ses F 3-monogrammet anvendt på ryggen af bøger udgivet efter F3’s død, jvf. DKBK’s eksemplar af Georg Wolffgang Wedels ”Specimen experimenti chimici novi” udkommet i Frankfurt i 1672, der er udtstyret med F3-monogram. Se videre Ilsøe 1999: 60

73

Side 3 i boopgørelsen fra 1647 over PC5’ bibliotek.

74

hold der i 1594.

Kongefamiliens private bogsamling, der for en stor dels vedkommende bestod af arvestykker fra den danske kongefamilie (C3, dronning Dorothea og F2), må som hendes personlige arvegods være fulgt med til Nykøbing, hvor den blev stående i de næste mange år og også på et tidspunkt blev suppleret med bogarven fra den Mecklenburgske fyrstefamilie (dronning Sofies forældre Ulrik og Elisabeth af Mecklenburg). Samlingen har muligvis allerede på dette tidspunkt været opstillet i det lokale, der sidenhen i C4’s søns, den udvalgte prins PC5’s boopgørelse omtales som ”Kirchenstüblein” – et mindre lokale hørende til slotskirken i Nykøbing på Falster – og fungeret som håndbibliotek for dronning Sofie, der især gerne læste i eller fik læst op af værker med teologisk indhold, herunder værker af Luther og hans samtidige.

Heller ikke f.s.v.a. denne periode er der det ringeste der tyder på at Frederiksborg-Bibelen skulle være blevet underkastet nogen indbindingsmæssig behandling. Dronning Sofie, der må have været fortrolig med værkets mange tilskrifter, har givetvis indset at selv de mest beskedne beskæringer af Frederiksborg-Bibelen ville fratage værket en stor del af dets værdi som mindesmærke over F2’s læseiver og hans teologiske rådgiveres bestræbelser på at gøre F2’s læsning af de hellige skrifter så overskuelig som mulig.

I 1632 – året efter dronning Sofies død – blev C4’s søn PC5, der var født i 1603 på Københavns Slot, forlenet med Lolland og Falster og overtog dermed også såvel Nykøbing Slot som den på slottet beroende bogsamling.

Den sygdomsplagede og svagelige PC5 døde den 2. juni 1647 på slottet Körbitz i Sachsen på vej til et kurophold ved de bøhmiske bade. I opgørelsen over boet efter ham indgår et hæfte (kaldet ”Nykiøbing Slodtz och Vnderliggende Gaarders Jnventarium … No 55”), udfærdiget i december måned 1647, hvoraf bl.a indholdet af hans bogsamling fremgår.

Boopgørelsen over biblioteket på Nykøbing Slot omfatter 404 titler (Jf. Ilsøe 1999: 141 samt rettelsesbladet til Ilsøe 1999) fordelt på ca.

450 bind. En halv snes af de optegnede værker er dubleteksemplarer.

I den systematisk opstillede optegnelse over bibliotekets indhold, der er grovsorteret i følgende grupperinger: ”Libri Theologici”, ”Libri Ju75

ris”, ”Libri Medici”, ”Historici”, ”Philosophici”, ”Philologici”, ”Oeconomici” og ”Kupferstücke”, udgør mængden af værker i gruppen ”Libri Theologici” lidt over 42%, mængden af værker i gruppen ”Historici” omkring 26,5% og mængden af værker i gruppen ”Philosophici” næsten 12% af det samlede antal værker, medens de øvrige ”faggrupper” ligger og svæver omkring 5% hver eller derunder af det samlede antal værker. Ingen af opskrifterne indeholder hverken udgivelsesår eller udgivelsessted og titlerne udgør ofte også kun dele eller omskrivninger af værkernes originale titler. Værker af samme forfatter er normalt – synes det – opregnet i sammenhængende grupper, jf. eksempelvis 23 værker af Martin Luther, 4 værker af Philip Melanchton, 5 værker af Veit Dietrich, 4 værker af Caspar Huberinus, 8 værker af Johannes Mathesius, 3 værker af Nikolaus Selnecker, 4 værker af Albert Krantz osv., der optræder samlet i hver deres delgruppering.

Jeg går ikke ud fra at de personer, der har udarbejdet boopgørelsen, har haft den ringeste interesse i at sortere bøgerne i biblioteket efter fag og forfattere, så mon ikke rækkefølgen af værkerne i boopgørelsen i et eller andet omfang afspejler værkernes opstilling i biblioteksstuen på Nykøbing Slot?

Værkerne synes kun i ringe grad at være fordelt på grundlag af de i boopgørelsen meddelte størrelsesangivelser ”fol.”, ”4to”, ”8vo” og ”12mo”, hvilket jeg udleder af at de enkelte værker i vidt omfang er placeret hulter til bulter mellem hinanden med f.eks. en stor bog efterfulgt af en lille bog efterfulgt af en meget stor bog efterfulgt af en halvstor bog osv. – med et så beskedent bibliotek, nærmest et privat håndbibliotek, har der heller ikke været nogen grund til at efterligne de større bogsamlingers praksis med at undergruppere værkerne i en bestemt hovedgruppe efter størrelse.

Som allerede nævnt omtaler PC5’s boopgørelse, at hans efterladte bogsamling har befundet sig ” … auf dem Schloß zu Nyköping im ­Kirchenstüblein … ”, hvilket giver Harald Ilsøe anledning til at bemærke, ” … at der kan have være[t] placeret bøger i andre lokaliteter på slottet … ” (Ilsøe 1999: 139). Men det tror jeg nu ikke har været tilfældet – i det mindste ikke på tidspunktet for boopgørelsen, for der nævnes ikke noget om bøger andetsteds i den meget minutiøse boopgørelse, der lokale for lokale opregner alt løsøre på slottet. Alle bøger på slottet – uafhængigt af hvor de måtte have befundet sig – er formentlig blevet bragt ned til / tilbage til biblioteket i ”Kirchenstüblein” inden man gik i gang med at registrere slottets indbo – ellers ville det 76

Nærbillede af det afsnit i PC5’s boopgørelse, hvor Frederiksborg-Bibelen er opnoteret.

hele være endt i en ubrugelig boopgørelse med alt muligt skrammel blandet sammen. hertil nu I samme boopgørelse over PC5’s bibliotek er der på den unummererede side 3 under punktet ”Libri Theologici.” som den unummererede indførsel nummer 4 anført: ”Die Wittebergische Bibel. tom. 2. in fol.”, hvilket er: ”Den Wittenbergiske bibel i 2 bind i folio”. Der er også nævnt en et-binds-udgave af en Wittenbergisk bibel (post nummer 3 på samme side og under samme punkt), men da den er illumineret kan der ikke være tale om Frederiksborg-Bibelen, der er ukoloreret.

Jeg vil derfor tillade mig at antage at den 2-bindsudgave, der omtales i post nummer 4, er Frederiksborg-Bibelen, for hvor skulle den ellers være blevet af? Siden den er i 2 bind har den endnu på dette tidspunkt foreligget i samme stand, som jeg formoder den var i på F2’s tid, og som den følgelig blev arvet i efter F2 af dronning Sofie, og efter hendes død i 1631 overgik i til PC5.

I DKBK-registranten ”Catalogus Bibliothecæ Regiæ (Frideric[i] III) alphabeticus anno 1660” (kaldet E 1) er der på side 31 under hovedopslaget ”Biblia”, underopslaget ”Biblia Germanica Lutheri” indskrevet følgende post: ”Witteb. 1551 in fol.” (forudgået af tegnfølgen ”+ C” og efterfulgt af cifrene ”1” og ”4”, hvilke oplysninger tilsammen er en angivelse af at det katalogiserede værk – en Luther-bibel udgivet i Wittenberg i 1551 – er en foliant i 1 bind (ellers ville der have stået angivelse af bindantal), at det tæller som selvstændigt bind (tegnet ”+” angiver at et katalogiseret værk enten er det eneste værk i et bind eller at et katalogiseret værk er medindbundet i et samlebind med et efterfølgende bind, som der så henvises fra i en ”+”-løs post andetsteds i kataloget – hvilket ikke er tilfældet her), og at det har 77

Nærbillede af det afsnit på side 31 i DKBK-kataloget E 1 fra 1660, hvor Frederiksborg-Bibelen er opnoteret.

stået i reolfag C på hylde 1 som nummer 4 i rækken). Der er intet der taler imod at det drejer sig om Frederiksborg-Bibelen, der på dette tidspunkt følgelig må have fået 1-bindsstatus.

Som det vil ses er der 2 pladser under Frederiksborg-Bibelen anført en anden Wittenberg-bibel, nemlig en fra 1622 – i to bind. Den er hverken markeret med reolfag, hyldenummer eller pladsnummer på hylde – så den har nok været bortkommet (de resterende 4 værker i 5 bind er stadig alle i god behold). Og den er ikke dukket op igen og mangler både i DKBK-registranten E 6 og i DKBK’s database. Det kunne selvfølgelig være den illuminerede Wittenberg-bibel fra PC5’s boopgørelse der var tale om, men den skulle i så fald være blevet splittet op i 2 bind, for så derefter at forsvinde. Når alt kommer til alt må vi nok lade os nøje med at konstatere at hverken den i PC5’s boopgørelse omtalte Wittenberg-bibel i 1 illumineret bind eller den i E 1 omtalte – men ikke materialiserede – Wittenberg-bibel fra 1622 i 2 bind i vore dage indgår i DKBK’s samlinger.

Indbindingen af Frederiksborg-Bibelen har muligvis på dette tids78

punkt været temmelig nødtørftig – ellers var værket vel ikke blevet omindbundet efter 1664 af M & M. Man brugte i de tider ofte frisk pergament eller ”slagtede” latinske (katolske) pergamenthåndskrifter som omslag, der blev lagt om løse bind for at give dem en vis beskyttelse indtil de kunne blive rigtigt indbundet i stive læderbind, lidt i stil med nyere tiders hæftede udgivelser (af f.eks. samleværker), der blot er limet ind i midlertidige papir- eller papomslag, der let kan fjernes, når hæfterne på et tidspunkt kan blive rigtigt indbundet.

Nu kan det tidspunkt Frederiksborg-Bibelen for første gang er blevet indbundet til et et-bindsværk så indskrænkes til at befinde sig mellem december 1647 og engang i 1660. Der er ingen grund til at tro at indbindingen skulle have fundet sted inden PC5’s bibliotek overførtes til biblioteket på Københavns Slot. Biblioteket er, som Ilsøe skriver, blevet transporteret til København ” … senest, da prinsens [d.e. PC5’s] enke Magdalena Sibylla 1652 forlod Nykøbing for at gifte sig på ny.”

(Ilsøe 1999: 140). Men præcist hvornår vides ikke, men temmelig sikkert først da F3 var blevet konge, hvilket jo allerede skete relativt kort efter at PC5’s boopgørelse var blevet udarbejdet i 1647, idet C4 allerede døde i slutningen af februar måned 1648.

I det katalog i 2 bind bestående af a) et alfabetisk katalog over Slotsbi­blotekets på latin affattede værker, og b) et pladskatalog

Nærbillede af det afsnit på side 368 i DKBK-kataloget E 6 fra 1663, hvor Frederiksborg-Bibelen er opnoteret.

79

underopdelt – langt hen ad vejen – hierarkisk efter 1) sprog, 2) fag og 3) bogformat fra 1663 over F3’s bibliotek som det den 18. juli 1663 afleveredes af Marcus Meibom til Peder Schumacher og 7½ år efter den 4. januar 1671 afleveredes af Peder Schumacher til Willum Worm12, står der i pladskataloget under post nummer 5 i afsnittet ”Aversa Parte Qvadrante I Assere I Libri Germanici Vol: Jn f[oli]o: 17” på side 368: ”Idem Vitteb: 1551”, ved hvilket ”Idem” (ligesom det ”Idem”, der står ud for post nummer 4), menes titelangivelsen ”Biblia Germ: Lutheri”, der er nævnt og skrevet fuldt ud under post 3. Der er tale om et et-bindsværk, da posten kun har et nummer, nemlig nummer ”5” – poster der indeholder navnet på et værk i flere bind har nemlig lige så mange numre som det har bind). Der er heller ikke f.s.v.a. denne indførsel noget der taler imod at det drejer sig om Frederiksborg-Bibelen i dens første indbinding i et bind.

Frederiksborg-Bibelens nuværende indbinding må, hvis ovennævnte formodninger om værkets overgang fra oprindelig to-bindsstatus til midlertidig et-bindsstatus holder stik, være resultatet af en omindbinding, der selvsagt må have fundet sted efter kataloget E 6 blev udfærdiget og modtaget af Peder Schumacher den 18. juli 1663, idet M & M først blev ansat næsten 1½ år senere. Værket har altså i så fald været i sin første formentlig primitive et-bindsudgave, da Schumacher kvitterede for modtagelsen af det (og de 10.193 andre bind i samlingen). Til gengæld må det have nået at være blevet omindbundet af M & M inden Vilhelm Worm kvitterede for overtagelsen af samme bibliotek efter at Peder Schumachers overbibliotekarperiode var slut, nemlig den 4. januar 1671, idet Frederiksborg-Bibelen jo senest kan have været blevet udstyret med F3’s monogram inden den 9. februar 1670 (F3’s dødsdag).

Herefter er der for så vidt ikke mere at sige om Frederiksborg-Bibelens indbindingshistorik i denne omgang. Udover at bindet efterfølgende synes at være blevet plejet på bedste vis og nu om dage fremstår velholdt og friskt af sin alder.

12

80

Om dette katalog (også kaldet ”E 6”) se videre Ilsøe 1994: 33.

81

Titelbladet til Etzliche Sprüche 1583 (fol. A1r).

82

Værker af F2: Etzliche Sprüche 1583 Værkets fulde titel lyder: ”Etzliche auserlesene vnd vorneme Sprüche vnd Sententzen / aus den Sprüchen Salomonis vnd Jhesus Syrach: Zusammen gebracht Durch den Dürchleuchtigsten / Groszmechtigsten vnd Hochgebornen Fürsten vnd Herrn / Herrn Friderich / der ander / König zu Dennemarcken / Norwegen / der Wenden vnd Gothen &c.

Nach dem seine Königliche Maiestet / sölche Bücher mit fleis selbst hat durch gelesen.”

Trykkested, bogtrykker samt trykkeår står angivet nederst på titelbladet under titlen og adskilt fra denne af F2’s FS-monogram13, og lyder: ”Gedruckt zu Koppenhagen / durch Laurentz Benedicht. 1583. ” Værket er optaget i Lauritz Nielsens bibliografi over ældre danske bøger under nr. 1526 (Nielsen 1919-1933).

Værkets bindhøjde er ca. 13,2 cm, dets bindbredde ca. 8 cm, bogblokkens højde er ca. 12,3 cm, dens bredde ca. 7,2 cm. Kolumnestørrelse er af Lauritz Nielsen angivet til 85 x 50 mm.

Etzliche Sprüche 1583 er et værk på 204 sider, der består af 17 ark / læg in sexto14, som hvert er forsynet med en specifik arksignatur bestående af et enkelt bogstavtegn – en majuskel – der på visse få undtagelser nær er påført rectosiden nederst på de 4 første blade i arket / lægget, og derudover – efter arksignaturen ­­– f.s.v.a. blad 2-4 i hvert af arkene / læggene er udstyret med et romertal fra 2 til 4 (skrevet ”ij”, ”iij” og ”iiij”) angivende bladnummer i arket / lægget. Følgende arksignaturer ses anvendt i Etzliche Sprüche 1583 – her opregnet i den orden de er benyttet, nemlig alfabetisk orden, regnet fra bogens start til dens afslutning: A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q og R. I alt indeholder værket således (17 ark / læg á 6 blade á 2 sider) = 204 13 Se videre herom i kapitlet ”Frederik den Andens og dronning Sofies monogrammer, våben og valgsprog”.

14 Ved hvilket udtryk der menes, at værket rent fysisk består af ark / læg, der er falset / skudt ind i hinanden på en sådan måde at hvert samlet ark / læg indeholder 6 blade (= 12 sider). Denne ark- / læg-type finder man ellers normalt kun benyttet ved store formater.

83

Deltitelblad 1 i Etzliche Sprüche 1583, der er titelblad til Ordsprogenes Bog (fol. A2r).

84

sider. De enkelte blade og sider i Etzliche Sprüche 1583 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form helt efter det samme system, der er blevet udførligt beskrevet i underafsnittet vedr. det første delbind af Frederiksborg-Bibelen, nemlig Biblia 1551.

Foruden de sider, der iflg. værkets arknotationspraksis er uden arksignatur / bladnummer, er følgende sider i Etzliche Sprüche 1583 uden arksignatur / bladnummer, nemlig: fol. A1r – titelbladet, fol. A2r – deltitelblad 1, der er titelblad til Ordsprogenes Bog (se nedenfor), samt endelig fol. C3r – deltitelblad 2, der er titelblad til Siraks Bog (se nedenfor) – alle tre sidetyper, der som traditionen byder det – af æstetiske grunde – er (kan være) fritaget herfor. Fol. M4r skulle have haft arksignaturen ”M” og bladnummeret ”iiij” (samlet ”M iiij”), men fremstår i modsætning til de øvrige blad nr. 4-rectosider i værket – vel i kraft af en forglemmelse – helt uden arksignatur og bladnummer.

Samtlige blade i Etzliche Sprüche 1583 på nær det første – fol. A1 (titelbladet), fol. A2 (deltitelblad 1) og de 2 sidste (fol. R5 og fol. R6) er folieret (d.e forsynet med folieringsnummer) med angivelse af folieringsnummer (efterfulgt af et punktum) øverst til højre på hver involveret rectoside. Titelbladets manglende folieringsnummer må tilskrives æstetiske hensyn. Det samme gør sig vel gældende for deltitelblad 1 om end man på den anden side ikke har kunnet føle sig bundet af de æstetiske hensyn inde i bogen i samme grad som ved bogens start al den stund deltitelblad 2 (fol. C3r) trods alt er udstyret med folieringsnummer (nemlig ”15.”). Fol. R5r og fol. R6r er blanke og behøver derfor ikke nødvendigvis folieringsnumre. Folieringsnummereringen starter med ”3.” på fol. A3r og slutter med ”100.” på fol. R4r.

Værket er komponeret som følger gående fra start til slut: titelblad rectoside med F2’s ”FS”-monogram med krone (med ”S” slynget om ”F”) anbragt mellem værkets titel og impressum (fol. A1r), titelblad versoside med F2’s ”FS”-monogram med krone (med ”S” slynget om ”F”) og teksten ”Symbolum FRIDERICI 2. REX Daniæ.”15 og her nedenunder kongens 2 valgsprog ”Mein Hoffnung Zu Gott Allein.”16 og ”Ein Anders.

Trew Ist WildBrat.”17 efterfulgt af stregslyngning (fol. A1v), deltitelblad 1 rectoside (se side 84) med underliggende vignet (fol. A2r), versoside heraf med illustration i træsnit forestillende den ældre knælende kong David, der påkalder Herren omgivet af engle i himmelen (som 15 16 17

D.e. “Valgsprog for Frederik 2. Danmarks konge.”

D.e. ”Mit Håb står til Gud alene”.

D.e.: ”Et andet: Troskab er (lige så sjælden kost) som en vildtsteg.”

85

Deltitelblad 2 i Etzliche Sprüche 1583, der er titelblad til Siraks Bog (fol.

C3r).

86

Illustration i Etzliche Sprüche 1583 (fol. A2v) forestillende den ældre knælende kong David der påkalder Herren omgivet af engle i himmelen.

på fol. A5v i Etzliche Psalmen 1585) med underliggende vignet (fol.

A2v), udvalgte kapitelinddelte skriftsteder fra Ordsprogenes Bog indledt med ordene: ”Etzliche schöne Auserlesene Sprüche / aus den Sprüchen Salomonis.” (fol. A3r-C2r med selvstændig bladfolierering 3-14 (23 sider)) og stregslyngning nederst fol. C2r, afslutning 1 (se nedenfor)(fol. C2v) med underliggende vignet, deltitelblad 2 rectoside (se side 86)(fol. C3r med selvstændigt foliereringsnummer 15), versoside heraf blank (fol. C3v), udvalgte skriftsteder fra Siraks Bog (fol.

C4r-Q5r med selvstændige folieringsnumre 16-95 (159 sider)) med stregslyngninger nederst fol. D6v, fol. H5r og fol. O3r og vignetter ne87

derst fol. F5v, fol. N1v, fol. N5v, fol. O6r, fol. P3v og fol. Q5r, afslutning 2 (se nedenfor) med overliggende stregslyngning og underliggende vignet (fol. Q5v), F2’s morgen- og aftenbøn (fol. Q6r-R3v – folieringsnumrene 96-99 (8 sider)) med kongens ”FS”-monogram med krone over på sidste side, kolofon med angivelse af trykkested, bogtrykker og trykkeår: ”Gedruckt zu Koppenhagen / durch Laurentz Benedicht.

1583.” med overliggende stregslyngning og underliggende vignet (fol.

R4r – folieringsnummer 100), versoside heraf med illustration (bogtrykkerens logo, se nedenfor) og bogtrykkerens valgsprog ”Auxilium meum à Domino. L.B.” (fol. R4v, se nedenfor) samt underliggende vignet, samt endelig 4 blanke sider (fol. R5r-R6v).

Som sideoverskrifter anvendes følgende todelte indholdsoversigter: for Ordsprogenes Bog-delen ”Schöne auserlesene” på verso-siderne af fol. A3-C1 fulgt af ”Sprüche.” på rectosiderne af fol. A4-C2; for Siraks Bog-delen ”Sprüche / aus dem” på versosiderne af fol. C4-Q4 fulgt af ”Jhesus Syrach.” på rectosiderne af fol. C5-Q5; for afsnittet indeholdende F2’s bøn ”Ein Gebet / König” på versosiderne af fol.

Q6-R2 fulgt af ”Friderichs des Andern.” på rectosiderne af fol. R1-R3.

Der er en lille forskel på titelbladsversosiderne i Etzliche Sprüche 1583 og Etzliche Psalmen 1585, idet ordet ”Wildbrat” har et ”t” mere i Etzliche Psalmen 1585 (hvor det er skrevet ”WildtBrat”) end i Etzliche Sprüche 1583 (hvor det er skrevet ”WildBrat”).

Dekorationen på fol. R4v er trykkeren Lorentz Benedichts logo, der forestiller to skyarme, der i fællesskab holder en opret, liljelignende urt med 3 udsprungne blomster. De kropløse arme symboliserer vel ”arbejderne i vingården”, her trykkeriet, der i fællesskab – og anonymt – frembringer den smukke blomst – det trykte værk18.

Bogtrykkerens valgsprog ”Auxilium meum à Domino. L.B.” må betyde så meget som: ”Den hjælp jeg Lorentz Benedicht kan bistå med kommer fra Herren”.

Deltitelblad 1 (fol. A2r) til teksterne fra Ordsprogenes Bog lyder: ”Diese Sprüche / hat Königliche Maiestet / König FRIDERICH der Ander zu Dennemarcken &c. selbst aus den Prouerbijs Salomonis auffgezeichnet”; herunder følger kongens ”FS”-monogram med krone over indsat mellem ”15” og ”83.” samt kongens af to sæt krydslagte ulvekroge (se nærmere om ulvekroge side 185) af ulige længde flankerede to valgsprog med kun initialerne anført: ”M.H.Z.G.A.” og ”T.I.W.B.” Ordet 18

88

Se illustration side 97.

”Salomonis” er delt over 2 linjer, markeret ved skilletegnet ”-” efter ”Sa”, altså ”Sa-”, medens linjedeling er markeret med ”=” i de andre 2 delte ord på siden (”Kö=nig” og ”auff=gezeichnet”).

Afslutning 1 (fol. C2v) til teksterne fra Ordsprogenes Bog lyder: ”Ende der besondere Sprüche vnd Sententzen / aus den Prouerbijs Salomonis.”

Deltitelblad 2 (fol. C3r) til teksterne fra Siraks Bog lyder: ”Diese Sprüche / hat Königliche Maiestet König FRIDERICH der Ander zu Dennemarcken &c. selbst aus dem Syrach auffgezeichnet.” Herunder kongens ”FS”-monogram med krone indsat mellem ”15” og ”83.” samt endvidere kongens af to sæt krydslagte ulvekroge af ulige længde flankerede to valgsprog med kun initialerne anført: ”M.H.Z.G.A.” og ”T.I.W.B.” samt efterfølgende teksten: ”Friderich der ander / König zu Dennemarcken / Norwegen / der Wenden vnd Gothen etc.” efterfulgt af en højrestillet stregslyngning, samt afslutningsvis oplysninger om trykkested, trykker og trykkeår: ”Gedruckt zu Koppenhagen / durch Laurentz Benedicht. 1583.”

Afslutning 2 (fol. Q5v) til teksterne fra Siraks Bog lyder: ”Ende der besondere Sprüche vnd SententZen / aus dem Jhesus Syrach.”

Skriftsnittet i Etzliche Sprüche 1583 er gennemgående fraktur. Herudover er anvendt antikva ved F2’s monogram og valgsprog, i tekst affattet på latin på nær formen ”Salomonis” i forbindelsen ”aus den Sprüchen Salomonis” (fol. A3r), i initialer, i ordet ’’SententZen’’ (fol.

Q5v), i formen ’’FRIDERICH’’ samt i bogtrykkerforkortelsen ”L.B.” Kapiteloverskrifterne i Ordsprogenes Bog indeholder latinsk tekst og kapitelnummer angivet med arabertal efter skabelonen: ”Ex Cap: 3.”

Kapiteloverskriften til kapitel 1 i Siraks Bog har kun tysk tekst og lyder: ”Sprüche / aus dem Ersten Capittel / des Jhesus Syrachs.” (fol. C4r).

De resterende Kapiteloverskrifter i Siraks Bog indeholder tysk tekst og kapitelnummer angivet med romertal efter skabelonen: ”Aus dem II. Capittel.”, med undtagelse af kapitel 51, der har sin egen titel (se nedenfor). Kapitel 36 har foruden kapiteloverskriften ”Aus dem XXXVI. Capittel.” undertitlen ”Ein schön Gebet.”

Første afsnit / vers af kapitlerne i Ordsprogenes Bog og Siraks Bog indledes enten af en 4 linjer høj initial (antikva) uden indrykning (de 2 først citerede kapitler af Ordsprogenes Bog samt det først citerede kapitel af Siraks Bog) eller af en 3 linjer høj initial (antikva) uden ind89

Vers 3,5-8 i Ordsprogenes Bog i Etzliche Sprüche 1583 (fol. A4r).

90

rykning (de resterende kapitler på nær et, der straks skal omtales) eller af en 2 linjer høj majuskel (fraktur) uden indrykning (nemlig Siraks Bog 3,31, der er kapitelindledende i Etzliche Sprüche 1583 (fol.

D4r), og hvor man lige så godt kunne have anvendt en initial, således som man har gjort det under helt tilsvarende betingelser nederst på en side, nemlig Siraks Bog 3,4, der ligeledes er kapitelindledende i Etzliche Sprüche 1583 (fol. D2r)).

Det første tegn efter de 4 linier høje initialer vil enten være en høj majuskel af samme højde (1 linje) som de i teksterne som store bogstaver i øvrigt anvendte majuskler (dette med gyldighed for det andet citerede kapitel fra Ordsprogenes Bog, nemlig kapitel 10) eller af en majuskel, der er ca. en halv gang højere end de i bogen ellers anvendte majuskler (dette med gyldighed for det først citerede kapitel af Ordsprogenes Bog, nemlig kapitel 3, samt det først citerede kapitel af Siraks Bog, nemlig kapitel 1). Denne sidstnævnte størrelsesmæssige afvigelse gør sig så også gældende for de øvrige tegn i samme førstelinjer af henholdsvis Ordsprogenes Bog kapitel 3 (jvf. illustrationen på foregående side) og Siraks Bog kapitel 1.

Det første tegn efter de 3 linier høje initialer samt den 2 linier høje majuskel i Siraks Bog 3,31 vil være en majuskel af samme højde (1 linje) som de i teksterne i øvrigt anvendte majuskler, jf. ”E” i ”WEr” i Ordsprogenes Bog 25,14; ”J” i ”EJn” i Siraks Bog 3,31, ”E” i ”HErberge” i Siraks Bog 11,30, og ”W” i ”O Wie” i Siraks Bog 17,28. At der – tilsyneladende undtagelsesvist – er anvendt ”ü” i stedet for ”Ü” i ”Rühme” i Ordsprogenes Bog 27,1 skyldes at ”Ü” ikke finder anvendelse som majuskel i Etzliche Sprüche 1583, og derfor heller ikke kan anvendes i denne specielle position. I et enkelt tilfælde er en 3 linjer høj initial efterfulgt af ikke en men to en linie høje majuskler, jf. ”JN” i ”EJN” i Ordsprogenes Bog 12,16.

Afsnit / vers, der ikke er første afsnit / vers i et kapitel, indledes af en tydelig indrykning, undtagen i følgende 9 tilfælde fra Siraks Bog, nemlig afsnittene 25,9-16; 33,19-24; 39,38-41; 43,1; 44,16; 44,17-19; 44,20-23; 51,18-23 og 51,31-34, der hvert indledes uden indrykning af en 1½ linie høj majuskel (fraktur), der på tilsvarende måde som tilfældet er med de i det foregående afsnit omtalte initialer og den høje majuskel i Siraks Bog 3,31 efterfølges af en majuskel af samme højde (1 linje) som de i teksterne i øvrigt anvendte majuskler, jf. ”E” i ”NEun” i Siraks Bog 25,9, på en undtagelse nær, nemlig ”Vnd” i Siraks Bog 43,1, der opviser lille ”n” i stedet for ”N”.

91

De enkelte afsnit i Etzliche Sprüche 1583 af teksterne fra Ordsprogenes Bog og Siraks Bog fremtræder med anvendelsen af disse forskellige virkemidler på en helt utvetydig måde som tydeligt afgrænsede enheder i teksten. Et afsnit afsluttes altid med et sætningsafsluttende tegn: ”.” eller ”?”.

F2’s morgen- og aftenbøn19 Frederik 2.’s morgen- og aftenbøn er – for brødtekstens vedkommende – sat med en ekstra stor type og indledes af en 4 linjer høj initial; afsnittene i bønnen er hverken markeret ved hjælp af linjeskift eller indrykning, men ved hjælp af ekstraordinært store mellemrum – pauser – mellem 2 afsnit, der henholdsvis slutter og begynder i en og samme linje, nærmere bestemt foran følgende forbindelser: ”Zum Andern bitt Jch dich” (fol. R1r), “Zum Dritten bitte Jch dich” (fol. R1r), “Zum Vierdten bitt Jch dich” (fol. R1v), “Zum Fünfften / So dancke Jch dir” (fol. R2r), “Zum Sechsten / so bitte Jch dich” (fol. R2v) og ”Zum Letsten / so beuehle Jch dir” (fol. R2v) (ialt 6 afsnit).

Teksten lyder: ”Ein schön Gebett / König Friderichs / des andern / König zu Dennemarcken vnd Norwegen &c. Welchs seine Königliche Gnade alle Morgen vnd Abend / Gott an zu ruffen vnnd zu Beten / für sich gebraucht.

O Allmechtiger Gott / Himlischer Vater / mein Keyser vnd König / Jch dein armer Knecht vnnd Creatur / dancke dir von grund meines armen Hertzen / das du mich so gnediglich vnd Veterlich / so mannig Jar her / hast behütet vnd bewaret / für allem vnglück vnd gefahr / beide an Leib vnnd Seele / ohne alle Menschliche hülffe / verstand vnd Weißheit: Jch bitte dich / als dein armer Knecht vnd Diener / Du wöllest mir hinfort / deine Gnad vnd heiligen Geist in mein Hertz geben / das Jch hin ferner dir mag dienen / als meinem trewen HERRN vnd Gott / Vmb deines allerliebsten Sons Jhesu Christi willen. Zum Andern bitt Jch dich / du wöllest mir deine Gnade vnnd heiligen Geist in mein Hertz geben / das Jch mein vertrawen alle stunde vnd augenblick / auff dich / als den trewen vnnd Barmhertzigen Gott im Himel mag setzen. Zum Dritten bitte Jch dich / du wöllest mein Hertz regieren / zu allem was Jch thun vnd lassen sol / Vnd wöllest mir auch dazu geben Weißheit vnnd verstand / das ich keinen Menschen auff dieser Welt müge ansehen / allein deine hohe Maiestet. Zum Vierdten bitt Jch dich auch / du wöllest mich bey deiner waren Religion vnd Lehre / 19

92

Etzliche Sprüche 1583 fol. Q6r-R3v.

bleiben lassen / die du vns ein zeitlang her / hie in diesen Landen vnd Reichen hast gegeben / vmb deines lieben Sons Jhesu Christi willen.

Zum Fünfften / So dancke Jch dir auch / fur mein Ehelich Weib / sambt meinen lieben Kindern / die du mir gegeben hast / Vnd bitte nichts mehr / denn das du vns deine Gnad vnd heiligen Geist / in vnsere Hertzen geben wöllest / auff das wir in dieser Elenden Welt also leben mügen / das wir hernach bey dir in Ewiger Seligkeit vnd frewde leben mügen / vnd halten vns daneben stets in deiner furcht. Zum Sechsten / so bitte Jch dich / du wöllest meinen Glauben in mir mehren vnd stercken / das Jch mehr lust vnd liebe haben müge / Demütigklig dir Gott zu dienen / vnd dein Wort zu hören vnd lesen. Zum Letsten / so beuehle Jch dir heut diesen tag / mich / mein armes demütigs Hertz vnd Sin / in deinen Veterlichen schutz vnd schirm: Vnd bitte dich / du wöllest mich auch beschützen vnd bewaren / vor alles / des Teuffels eingeben vnnd vberfall / vnd vor allem vnglück vnd bösem / beide zu Leib vnnd Seele. Vnd wenn du mich auch aus diesem Jamertall wöllest wegnemen / so verleihe mir ein selige stunde / Vnd nim meine arme Seele in deine Göttliche vnd gnedige Hende / Vmb deines lieben Sons Jhesu Christi willen / Amen.”

Etzliche Sprüche 1583: Optagne tekster Ordsprogenes Bog-delen af Etzliche Sprüche 1583 indeholder et relativt begrænset antal udvalgte vers (hvilket her vil sige det samme som ordsprog) fra kapitlerne 3 samt 10-31 i denne 31 kapitler store gammeltestamentlige bog. Versene er ikke nummererede, men inddelt i afsnit, der normalt kun omfatter et forholdsvis kort stykke tekst (der i senere udgaver modsvarer et enkelt vers), men i relativt få tilfælde består af længere tekststykker / afsnit (der i senere udgaver er opsplittet i flere vers), som udgiveren – støttende sig til den praksis de Lutherske bibler langt op i 1500-tallet har fulgt – har ment skulle bevares som en tekstuel helhed, nemlig (her så vidt muligt følgende de ikke altid identiske nummereringer i de versnummererede Lutherbibler): 3,5-8; 10,1; 10,16; 10,22; 11,13; 11,22; 12,16; 12,17; 12,19; 12,22; 13,7; 13,24; 14,26; 14,27; 15,4; 15,13; 15,15; 15,17; 16,1; 16,2; 16,3; 16,8; 16,9; 16,31; 17,7; 17,17; 17,22; 17,28; 18,12; 18,14; 18,24; 19,14; 19,21; 19,23; 19,26; 20,3; 20,11; 20,12; 20,22; 20,29; 21,1; 21,2; 21,9; 21,13; 21,19; 21,30; 21,31; 22,1; 22,2; 22,13; 23,29; 23,30; 23,31; 23,32; 23,33; 23,34; 23,35 (delt i 2 efter ”aber ich füle es nicht.” så den efterfølgende vershalvdel begynder med ”Wenn wil ich auffwachen?”; 24,5; 24,10; 24,11; 24,17; 24,18; 25,14; 25,24; 26,1893

19; 27,1; 27,2; 28,1; 28,2; 28,6; 28,11; 28,12; 28,23; 28,25; 28,27; 29,1; 29,3; 29,12; 29,21; 29,25; 30,5-6; 30,7-9; 30,15-16 (f.o.m. ”...

Drey Ding seind nicht zu sättigen ...” i 30,15); 30,18-20; 31,3-5; 31,10.

Antallet af de af F2 optagne vers i Etzliche Sprüche 1583 fra Ordsprogenes Bog (i alt 98) udgør 10-11 % af det samlede antal vers i Ordsprogenes Bog, der svinger fra 911 til 915 alt afhængigt af om man tæller de noteagtige anmærkninger i starten af et par af kapitlerne med eller ej som vers eller dele af vers og om et af versene skal regnes som et eller to vers. Der er mao. tale om et relativt beskedent udvalg.

Siraks Bog-delen af Etzliche Sprüche 1583 gengiver en i sammenligning hermed forholdsvis langt større del af indholdet af den pågældende – gammeltestamentlige apokryfe – 51 kapitler store bog (under inddragelse af kapitel 1-44 samt det afsluttende kapitel 51 – enten i uddrag eller in extenso). Versene er ikke nummererede, men inddelt i større og mindre afsnit, som udgiveren – i det store og hele støttende sig til den praksis de Lutherske bibler i 1500-tallet mere eller mindre konsekvent har fulgt – har skønnet hver for sig udgør en helhed, nemlig (her følgende den ganske afvigende kapitelopdeling samt nummereringen i de senere versnummererede bibler): 1,1-4; 1,510; 1,11-15; 1,16; 1,17-18; 1,19; 1,20-21; 1,22-23; 1,24; 1,25; 1,3233; 2,1-6; 2,7-10; 2,11-13; 2,14-17; 2,18-21; 3,4-8; 3,9-13; 3,14-18; 3,22-30; 3,31-34 (placeret i kap. 4); 4,1-6; 4,7-11; 4,12-22; 4,23-29; 5,1-3; 5,4-7; 5,8-9; 6,6-12; 6,13-17; 6,33-35 (t.o.m. ”... zu dem halte dich. ...” i 6,35); 6,35-37 (f.o.m. ”... Höre gern Gottes wort ...” i 6,35); 7,1-3; 7,4-6; 7,10-11; 7,13-14; 7,20; 7,25; 7,26; 7,27; 7,29-30; 7,31; 7,40; 8,1-5; 8,7; 8,11-12; 8,16; 9,1-2; 9,3-6; 9,7-8; 9,14-15; 9,21-22; 9,24-25 (placeret i kap. 10); 10,1-3; 10,4-5; 10,6-7; 10,14-15; 10,1620; 10,24; 10,25; 10,27; 10,31-32; 11,10; 11,14; 11,15-16; 11,21-23; 11,24; 11,27-30 (t.o.m. ”... das dirs wider übel gehen kan ...” i 11,27 og derfra direkte videre til 11,28); 11,31-36 (placeret i kap. 12); 12,13; 12,4-7; 12,10-12; 13,1; 13,19-25; 13,26-29; 14,1 (anbragt sidst i kap. 13); 14,3; 14,4; 14,5; 14,8; 14,9; 14,11; 14,14; 14,19-20; 14,21; 14,22-27 (placeret i kap. 15); 15,1-6; 15,7-8; 16,13; 16,14; 16,15-16; 16,17-22; 16,23-24 (placeret i kap. 17); 17,21-27; 17,28-31 (placeret i kap. 18); 18,1-5; 18,6-8; 18,9-14; 18,22; 18,23-26; 18,30-31 (placeret i kap. 19); 19,1; 19,2-3; 19,6-9; 19,10; 19,15-16; 19,17-18; 19,1920; 19,21; 19,22-27; 20,1; 20,2-3; 20,4-5; 20,6-7; 20,10; 20,21; 20,22; 20,26-27; 20,28; 20,29; 20,30; 20,32; 20,33; 21,1-3; 21,5-7; 21,8; 21,9; 21,11; 21,12-13; 21,14-15; 21,16; 21,18; 21,27; 21,28; 21,29; 94

22,1-2; 22,3-5; 22,10-13; 22,26-27; 22,28; 22,31-32; 22,33 (placeret i kap. 23); 23,1-3; 23,4-6; 23,7-8; 23,9-11; 23,12; 23,13-14; 23,17; 23,18-19; 23,25-31; 23,32-37; 24,1-11; 24,26-31; 24,40-47; 25,1-2; 25,3-4; 25,6-7; 25,8; 25,9-17 (se nedenfor om særopdelingen af disse vers); 25,18-20; 25,21-26; 25,27-29; 25,30-31; 25,32; 25,33-35; 26,1; 26,2; 26,3-4; 26,5-9; 26,11; 26,12; 26,13; 26,14-15; 26,16; 26,17-18; 26,19-20; 26,21; 26,22; 26,23-24; 26,25-27 (placeret i kap. 27); 26,28 (placeret i kap. 27 ud i en køre med 27,1-4); 27,1-4 (samkørt med 26,28, se ovenfor); 27,8; 27,9; 27,10; 27,12; 27,17; 27,18-19; 27,2024; 27,28-30 (placeret i kap. 28); 28,1; 28,3-5; 28,12; 28,14; 28,16-20; 28,21; 28,23-25; 28,26-27; 29,1; 29,2-3; 29,4-9; 29,11; 29,12; 29,14; 29,19; 29,20-21; 29,24-25; 30,1; 30,2; 30,3-6; 30,7; 30,8; 30,9; 30,10; 30,11-12; 30,13; 30,14-16; 30,17-21; 30,22-25; 31,1-2; 31,3-4; 31,2224; 31,28-29 (placeret i kap. 32); 31,30 (placeret i kap. 32); 31,32-33 (placeret i kap. 32); 31,34-38 (placeret i kap. 32); 31,39-40 (placeret i kap. 32); 32,18 (placeret i kap. 33); 32,19 (placeret i kap. 33); 32,20 (placeret i kap. 33); 32,21 (placeret i kap. 33); 32,22-23 (placeret i kap.

33); 32,24 (placeret i kap. 33); 32,25 (placeret i kap. 33); 32,26 (placeret i kap. 33); 32,27 (placeret i kap. 33); 32,28 (placeret i kap. 33); 33,1; 33,2-3; 33,19-24; 33,25-26 (i 33,26 er den indledende sætning ”Halt den Knecht zur erbeit”, uden hvilken den efterfølgende sætning ”So hastu ruge für jm” er uden mening, af en eller anden grund udeladt); 34,1; 34,2; 34,3; 34,4; 34,16; 34,17-20; 34,25 (placeret i kap.

35); 34,26 (placeret i kap. 35); 34,27 (placeret i kap. 35); 35,1-2; 35,3; 35,5; 35,10; 35,12-13; 35,18-19; 35,20; 35,21-25; 36,1-19; 36,20 (placeret i kap. 37); 36,21 (placeret i kap. 37); 36,23 (placeret i kap.

37); 36,26 (placeret i kap. 37); 37,1; 37,3; 37,4-5; 37,11; 37,12-19; 37,20-21; 37,28; 37,30-31 (placeret i kap. 38); 38,1-3; 38,4-8; 38,9-12; 38,13-14; 38,20; 38,25 (placeret i kap. 39); 38,26-27 (placeret i kap.

39); 39,1-7; 39,8-15; 39,21-23 (placeret i kap. 40); 39,24-26 (placeret i kap. 40); 39,27-28 (placeret i kap. 40); 39,29-30 (placeret i kap. 40); 39,31-32 (placeret i kap. 40); 39,35-37 (placeret i kap. 40); 39,38-41 (placeret i kap. 40); 40,1-4; 40,5-8; 40,9-10; 40,11 (placeret i kap. 41); 40,12 (placeret i kap. 41); 40,13 (placeret i kap. 41); 40,14 (placeret i kap. 41); 40,15-16 (placeret i kap. 41); 40,18 (placeret i kap. 41); 40,19 (placeret i kap. 41); 40,26 (placeret i kap. 41); 40,27 (placeret i kap.

41); 40,28 (placeret i kap. 41); 41,5-7; 41,8 (placeret i kap. 42); 41,9 (placeret i kap. 42); 41,11-12 (placeret i kap. 42); 41,15 (placeret i kap.

42); 41,17 (placeret i kap. 42); 41,18 (placeret i kap. 42); 41,19 (placeret i kap. 42); 41,20-29 (placeret i kap. 42); 42,12-14; 42,15 (placeret i kap. 43); 42,16 (placeret i kap. 43); 42,17 (placeret i kap. 43); 42,18-22 95

(placeret i kap. 43); 42,23-24 (placeret i kap. 43); 42,25-26 (placeret i kap. 43); 43,1; 43,2-5; 43,28-35 (t.o.m. ”... das er von jm sagen kündte? ...” i 43,35); 43,35-37 (f.o.m. ”... Wer kan jn so hoch preisen ...” i 43,35); 44,1; 44,2-9; 44,16; 44,17-19; 44,20-23; Ein Gebet Jhesu des Sons Syrach (kapitel 51): 51,1-7; 51,8-17; 51,18-23; 51,24-30; 51,3134 (t.o.m. ”... vnd lasst euch zihen ...” i 51,34); 51,34-36 (f.o.m. ”...

Man findet sie jtzt in der nehe. ...” i 51,34); 51,37-38.

Det samlede antal vers fra Siraks Bog, der er optaget i Etzliche Sprüche 1583, når op på lidt over 850 [nemlig 853] (ud af de lige ved 1600 [nemlig 1585] jeg har regnet mig frem til i f.eks. Biblia 1590), hvilket i procent vil sige at mellem 53% og 54% af versene i de fuldstændige biblers udgaver af Siraks Bog er optaget i F2’s tekstudvalg, hvilket må siges at være en ganske betragtelig del.

Om sammenhængen mellem skriftstedsmarkeringerne i Frederiksborg-Bibelen og optaget af skriftsteder fra henholdsvis Ordsprogenes Bog og Siraks Bog i Etzliche Sprüche 1583 henvises til underkapitlet ”Markeringer af skriftsteder i bibelbøger, der efterfølgende i en eller anden udstrækning har ligget til grund for F2’s bogudgivelser”, s. 39 ff. i nærværende skrift.

Etzliche Sprüche 1583: Eksemplarhistorie Det Kongelige Bibliotek i København ejer 2 gaveeksemplarer af værket udstyret med F2’s egenhændige dedikationer til gavemodtagerne: et i en lidt slidt olivengrøn fløjlsindbinding (med skygger af kongelige monogrammer på for- og bagperm) – her kaldet Eksemplar 1 eller Reedtz-eksemplaret (efter navnet på modtageren af dedikationseksemplaret – Peder Reedtz); og et i en med forgyldte metalbeslag, monogrammer m.m. forsynet velbevaret hindbærrød fløjlsindbinding – her kaldet Eksemplar 2 eller Rosenkrantz-eksemplaret (efter navnet på modtageren af dedikationseksemplaret – Jørgen Rosenkrantz).

Kungliga Biblioteket i Stockholm ejer 1 gaveeksemplar af værket udstyret med F2’s egenhændige dedikation til gavemodtageren indbundet i grønt fløjel – her kaldet Eksemplar 5 eller von Dohna-eksemplaret (efter navnet på modtageren af dedikationseksemplaret – Christoffer von Dohna). Karen Brahes bibliotek i Roskilde ejer et defekt eksemplar af værket – her kaldet Eksemplar 6 eller Karen Brahe-eksemplaret (om dette eksemplar har været dedikationseksemplar eller ej har vi ingen viden, da de relevante sider, der kunne dokumentere dette forhold, mangler). Gunnerus-biblioteket i Trondhjem ejer også et ek96

semplar med F2’s egenhændige dedikation – her kaldet Eksemplar 7 eller Glambek-eksemplaret (efter navnet på modtageren af dedikationseksemplaret – Claus Glambek). Og endelig befinder der sig et eksemplar på The National Library of Scotland i Edinburgh – uden dedikation – her kaldet Eksemplar 8 eller Edinburgh-eksemplaret (efter ejerbibliotekets domicil).

Derudover har der eksisteret to yderligere eksemplarer af værket udstyret med F2’s egenhændige dedikationer. Disse 2 eksemplarer lader sig ikke længere spore, men der foreligger fyldestgørende omtaler af dem, forfattet af pålidelige folk, der ved selvsyn har beset dem, nemlig det i grønt fløjl indbundne Eksemplar 3 eller Worm-eksemplaret (efter navnet på modtageren af dedikationseksemplaret – Jørgen Ernst Worm), samt Eksemplar 4 eller Mikkelsen-eksemplaret (efter navnet på modtageren af dedikationseksemplaret – Hans Mikkelsen), om hvis indbinding ingen oplysninger haves.

Bogtrykkeren Lorentz Benedichts logo og valgsprog i Etzliche Sprüche 1583 (fol.

R4v).

97

Forpermen i slidt olivengrøn fløjel af Eksemplar 1 af Etzliche Sprüche 1583.

98

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 1 – Reedtz-eksemplaret Det pågældende eksemplar af Etzliche Sprüche 1583, der er indbun­ det i olivengrønt fløjel, er på bagsiden af det løse forsatsblad udstyret med en af F2 skrevet dedikation.

F2’s dedikation: ”Anno 15 84 gaff ieg denne boch petter rest tyl nue ar20 och schykit hannum herfra schandelbor och tyl andersscho” (4 linier).

Oversættelse til nudansk af F2’s dedikation: ”År 1584 gav jeg denne bog til Petter Reedtz til nytår og skikkede [d.e. sendte] ham her fra Skanderborg til Antvorskov”.

Under den egentlige dedikation har F2 prentet tallene 15 og 84 på hver side af sit ”FS”-monogram (1 linie), samt sine to valgsprog: ”meyn hoffnunch zu got alleynne” (2 linier flankeret af to sæt krydslagte ul­ vekroge af nogenlunde samme længde) og ”true ist wylt brat” (1 linie) og endelig nederst sin underskrift ”f 2 k zudennemarch” (1 linie), d.e. ”Friderich der ander König zu Dänemark” afsluttet af et underliggen­ de sæt krydslagte ulvekroge, hvis længste ulvekrog næsten når fra højre til venstre margin i det vandrette plan.

F2’s tekst i Eksemplar 1 af Etzliche Sprüche 1583 med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 15 84 gaff (34) ieg (1) denne boch (2a) petter (22; 35) rest (36) tyl (3) nue ar (5; 6; 23 IV; 40) och (2a) schykit (2b; 3; 22; 24) hannum herfra schandelbor (2b; 37; 39) och (2a) tyl (3) andersscho (2b; 22; 38) meyn (3) hoffnunch zu got alleynne (3; 22) true (4c) ist wylt brat (40) f 2 k zudennemarch (2b; 22; 41)

Om tidspunktet for indførelsen af dedikationen i Eksemplar 1 af Etzliche Sprüche 1583 F2 tilbragte Julen 1583 og Nytår 1584 i Skanderborg sammen med dronning Sofie og børnene. Han var allerede kommet til Skanderborg 20

Kan vel også læses ”nuear” sammenskrevet.

99

den 17. december 1583 og blev der nytåret over. Almanak 1584 har som tekst for den 1. januar 1584 følgende: ”ydach war ieg met mint soffye och burn her pae schandelbor ydach21 molte ieg crisstyant och wlrich” (d.e. ”I dag var jeg sammen med min Sofie og børnene her på

Udsnit af F2’s almanakoptegnelser for januar måned 1584 med notatet fra den 1. januar, i hvilket F2 beretter at han har været sammen med Sofie og børnene på Skanderborg Slot og målt hvor høje de to ældste drenge Chris­ tian og Ulrik var blevet.

Skanderborg; i dag målte jeg hvor lange Christian og Ulrik er blevet”).

Det har været en rigtig familiedag22, hvor så også tre af F2’s trofa­ ste medarbejdere, nemlig lensmand Peder Reedtz, hertug Christians tugtemester Hans Mikkelsen (se nedenfor under Eksemplar 3 af Etzli­ che Sprüche 1583), samt F2’s regnskabsfører kæmmerer Jørgen Ernst Worm (se nedenfor under Eksemplar 4 af Etzliche Sprüche 1583) har været tilstede og som nytårsgave fået et smukt indbundet eksemplar af F2’s lille værk med udtog fra Ordsprogenes Bog og Siraks Bog. Det er værd at hæfte sig ved at Peder Reedtz’ og Jørgen Ernst Worms tilstedeværelse på Skanderborg til nytår ikke er nævnt med et ord i al­ manakken, og af F2 må være blevet betragtet som en biting i forhold 21 ”ydach molte ieg ... ” osv. er skrevet i venstre margin af almanakkens skri­ veside på tværs af skrivesidens normale skriveretning, altså vertikalt oppefra og ned (over tre korte linjer) i stedet for horisontalt fra venstre mod højre. Tegnet ”e” i det lodrette ”ieg” er noget udtværet. Allerede den 26. januar 1584 gentages målin­ gen, jf. Almanak 1584: ”ydach molte ieg mynt sønt crisstyan och wlrich wor la[n]gge dye war”. Drengene har sikkert været ivrige efter at se om der var sket fremskridt i løbet af januar måned, og F2 har naturligvis været med på spøgen.

22 Kancelliet synes også at have holdt fri til Nytår 1584, idet der ikke ses at være foretaget en eneste brevdatering den 1. og 2. januar 1584.

100

F2’s dedikation til Peder Reedtz på bagsiden af det løse forsatsblad i Eksemplar 1 af Etzliche Sprüche 1583.

til samværet med dronningen og børnene, og derfor er blevet forbi­ gået i almanakken. At Hans Mikkelsen ikke er nævnt i almanakken 101

betyder ikke noget, da han som Christians tugtemester så at sige var en del af det faste personale.

Om Peder Reedtz og om Peder Reedtz’ og Karen Rostrups bryllup Peder Reedtz, som bogen er dediceret, levede fra 1531 til 1607. Han stammede fra Mark Brandenburg og lærte ”i sin Ungdom Krigerhaand­ værket i Tyskland, Frankrig og Lifland”23. Han deltog på dansk side i Den Nordiske Syvårskrig, men forlod Danmark efter freden i Stettin i

Sammenklipning af det over to sider spredte kopibrev af invitationen til bunkebrylluppet på Københavns Slot den 25. februar 1584 (SjT 15: 17b-18a).

1570. Et par år efter vendte han dog tilbage og blev i 1572 hofjunker og i 1573 staldmester hos F2, hos hvem han kom til at stå i høj yndest.

I 1580 blev han udnævnt til lensmand på såvel Antvorskov som Sorø.

I 1586 fik Peder Reedtz tilskødet Hørbygård ved Holbæk som arvefor­ lening af F2, og i 1587 erhvervede han ved mageskifte med Kronen landsbyen Tygestrup på Holbækegnen, nedlagde den og opførte i ste­ 23

102

DBL I

det herregården Tygestrup, der sidenhen blev omdøbt til Kongsdal.

Den 25. februar 1582 blev Peder Reedtz viet til en af dronning Sofies unge piger – Karen Rostrup24 – ved et bunkebryllup på Københavns Slot, hvor 2 andre af dronningens unge piger, nemlig Olive Pedersdat­ ter Skram (†1602) og Kirsten Lauridsdatter Kruse (†1619) også fik hver deres lensmand, idet Olive Skram blev viet til Johan Due (ca. 1535 til ca.

1610) og Kirsten Lauridsdatter Kruse blev viet til Kristen Vind (†1589).

Johan Due var blevet udnævnt til lensmand på Kronborg i 1576 (og på Frederiksborg og Hørsholm i 1577, og på Dalby Kloster i 1579) og Kristen Vind til lensmand på Københavns Slot i 1575. Vi kender rigtig­ nok kun Johan Dues omtrentlige fødselsår og slet ikke Kristen Vinds fødselsår, men da den mest almindelige lensmandsudnævnelses­alder lå omkring slutningen af trediverne og starten af fyrrerne vil det nok være meget passende at sætte såvel Johan Dues som Kristen Vinds alder i februar 1582 til engang i midten af fyrrerne. Og Peder Reedtz har været lidt over halvtreds. Der har således været tale om nogle lidt ”ældre” pebersvende, om hvilke kongen og dronningen må have ment, at det var på tide de kom videre i livet – også med henblik på slægternes videreførelse. Brudene, der vel er kommet i dronningens tjeneste som unge piger og har tjent der en 4-5 år har vel så været omkring 20 år.

Gæsterne til brylluppet blev inviteret pr. brev af 21. januar 1582, der er indført i SjT 15: 17b-18a som brevkopi med følgende overskrift og ordlyd: ”Thill nogle Aff Addelen som bleffue bødne thill // the brøllupper som skulle stande wdj Kiøpnehaffn. // Vt sequitur &c // Frederich thend Anden &c // Wor gunst tilforn, Wiid Att wij Achte Att giøre noggen wore thienneris // Och nogle hogborne Førstindis wor kiere Høstruis Jomfruers Brøl­ lupp25 // paa wor Slott Kiøpnehaffn thill Fastelaffuens Søndag som er // thend 25 Februarij først kommendis, Thj bede Wij thig och // Naa– digst begiere, Att thu om Løffuerdagen thilforn wiltt komme // thill for[skrev]ne Kiøpnehaffn, thagendis med thig thin høstrue och hindis // Jomfruer, Och siiden saa lenge samme Brøllupper paastaar, // were 24 Karen Rostrup var datter af Jørgen Rostrup (†1563) til Sjelle Skovgård i Sjelle Sogn i Framlev Herred i Århus Amt og Margrethe Andersdatter Skeel (levede endnu 1568). Det vides ikke hvornår Karen Rostrup er født, men det har vel været i starten af 1560’erne. Hun døde i 1636.

25 Et udlydende ”e” synes forsøgt udvisket.

103

ther thilstede, Giørendis Ether glad med Oß, Och Andre // wore thro Vndersotte aff Addelen, som wij paa samme thid, // thill Oß haffuer forskreffuitt, Ther med giør thu Oß Synder= // ligen thill wilge, Och wij forlade Oß wißelig[e]n ther thill &c // Actum Frederichsborg thend 21 Januarij Aar &c 82”26 En liste over de indbudte gæster27 følger umiddelbart efter brevkopien af invitationen (SjT 15: 18a-19a), og indeholder følgende navne28: Niels Kaaß Kong: [d.e. Kongelig] Mattz [d.e. Majestæts] Cantzler [kansler Niels Kaas til Tårupgård (1535-1594)], // Peder Munck och Hans høstrw [admiral og lensmand på Stegehus Peder Munk (15341623) og hans hustru Karen Skeel (†1601)] // Eyler Grubbe och hans høstru [Rigskansler Eiler Grubbe (1532-1585) og hans hustru Kirstine Lykke (1558-1630)], // Steen Brahe och hans høstru [rigsråd og lens­ mand på Ravnsborg Steen Brahe (1547-1620) og hans hustru Birgitte Rosenkrantz (1555-1588)] // Christoffer Burggreffue och Frijher von Dohna [rigsråd og lensmand på Øvids Kloster borggreve Christoffer von Dohna (1540-1584)], // Hack Wlfstand och hans høstru [rigsråd og lensmand på Ålholm Hack Holgersen Ulfstand (1535-1594) og hans hustru Pernille Albrechtsdatter Gjøe (†1590)], // Anders Bing och hans høstru [rigsråd og lensmand på Varberg Anders Bing (15251589) og hans hustru Anne Pedersdatter Galt (levede endnu 1605)], // Hendrick Below [lensmand på Koldinghus Henrik Belov (1540-1606)] // Axell Gyldenstiern och hans høstru [rigsråd Axel Gyldenstjerne (ca.

26 I oversættelse til nudansk lyder invitationen: ”Til nogle adelige, som blev indbudte til de bryllupper, der skulle finde sted i København. Ut sequitur osv. Frede­ rik den Anden osv. Vor gunst tilforn. Vid at vi agter at holde bryllup for nogle af vore tjenestemænd og nogle af den højbårne fyrstinde vor kære hustrus kammerjom­ fruer, på vort slot København Fastelavns Søndag førstkommende 25. februar. I den anledning beder vi dig og begærer nådigst, at du allerede om lørdagen vil komme til forannævnte København sammen med din hustru og hendes kammerjomfruer, og efterfølgende – så længe samme bryllupper står på – være tilstede der, og more jer sammen med os og andre af vore tro undersåtter af adelen, som vi har inviteret til os på samme tidspunkt. Dermed vil du være os i særlig grad til behag og vi sætter ubetinget vor lid dertil osv. Actum Frederiksborg den 21. januar år osv. 82”.

27 Listen indledes med ordene: ”Thiße Epther[skrev]ne Herremend och Frwer bleffue // forschreffne [d.e. skriftligt inviterede] Att skulle møde thil samme // Brøllupper Vt Sequuntur &c”.

28 De titler og / eller stillingsbetegnelser, der er anført af mig i skarpe paren­ teser, er de på tidspunktet for invitationen gældende. Evt. vedføjede ejerforhold til gårde og godser har ikke nødvendigvis gyldighed på tidspunktet for invitationens udsendelse, og er kun medtaget for at lette en videre identifikation af de omtalte personer.

104

Første side af gæsteinvitationslisten til bunkebrylluppet på Københavns Slot den 25. februar 1584 (SjT 15: 18a).

1542-1603) og hans hustru Karine Gyldenstjerne (1542-1596)] // Cor­ uitz Wiffertt och hans høstru [lensmand på Malmøhus og Lundegård Corfits Tønnesen Viffert (†1592) og hans hustru Anne Gyldenstierne (1544-1595)] // Absolon Giøe och hans hustru [lensmand på Dalum Absalon Gjøe (1539-1602) og hans hustru Else Hansdatter Lindenov (levede endnu 1604)] // Hendrick Brahe och hans høstru [rigsråd og lensmand på Hammershus Henrik Brahe (†1587) og hans hustru Lene Thott (†1597)] // Herluff Skauffue och hans høstrw [landsdommer Herluf Skave (†1583) og hans hustru Anne Brahe (†1590)] // Pou­ ell Huidtfeld och hans høstrw [lensmand i i Tromsø og på Laholm Poul Huitfeldt (ca. 1520-1592) og hans hustru Margrethe Hansdat­ ter Breide († ca. 1623)] // Christoffer Giøe och hans høstrw [gods­ ejer Christoffer Gjøe til bl.a. Gunderslevholm (†1584) og hans hustru Birgitte Bølle (ca. 1530-1595)] // Arild Wggerup och hans høstru [lensmand på Helsingborg Arild Ugerup / Urup (1528-1587) og hans hustru Thale Tagesdatter Thott (ca. 1550-1611)] // Jørgen Bilde och hans høstrw [lensmand på Sølvitsborg Jørgen Bille (ca. 1520-1601) og hans hustru Margrethe Nielsdatter Brock (levede endnu 1603)] // 105

Anden side af gæsteinvitationslisten til bunkebrylluppet på Københavns Slot den 25. februar 1584 (SjT 15: 18b).

Michell Seested [lensmand til Svendstrup og Gaunø kloster Mikkel Se­ sted (†1583), enkemand efter Regitze Gyldenstierne (†1576)] // Erick Valckendorff [lensmand på Højstrup (pantelen) Erik Valkendorf (ca.

1523-1605)] // Hans Spegell och hans høstrw [lensmand på Gladsaxe (Skåne) Hans Spiegel (Speil) (†1599) og hans hustru Catharine Grego­ 106

riusdatter von Ahlefeldt (†1582)] // Laug Beck och hans høstrw [lens­ mand på Roskildegård Lave Beck (1530-1607) og hans hustru Agate Sivertsdatter Grubbe (1533-1623)] // Borckhortt Von Pappennheim och hans høstrw [lensmand på Abrahamstrup Borkard von Papen­ heim (†1590) og hans hustru Birgitte Pedersdatter Falster (†1586)] // Christoffer Pax och hans høstrw [lensmand på Holbæk Christoffer Pachs / Christoffer von Festenberg (ca. 1511-1608) og hans hustru So­ phie Galt (1543-1603)] // Mogens Giøe thil Bremmerswold [lensmand på Korsør Mogens Gjøe (1547- ca. 1608) og hans hustru Helvig Gjøe (†1597)] // Herman Juell med hans høstrw [lensmand på Kalundborg Herman Juel (1548-1607) og hans hustru Maren Jensdatter Juel († ef­ ter 1617)] // Henning Giøe och hans høstrw [lensmand på Nykøbing Henning Gjøe (1538-1617) og hans hustru Anne Skram (†1593)] // Lauritz Brockenhuß och hans høstrw [lensmand på Nyborg Laurids Brockenhuus (1552-1604) og hans hustru Karen Skram (1544-1625)] // Nielß Friiß och hans høstrw [måske Niels Friis til Ørbæklunde og Hesselager (1544-1610) og hans hustru Vibeke Christoffersdatter Gyl­ denstjerne (1549-1613)] // Peder Brahe och hans høstrw [Peder Bra­ he til Krogholm (†1610 ) og hans hustru Margrethe Gøye Albretsdat­ ter (†1594)] // Knud Wlffeld och hans høstrw [vel lensmand til Esphult og Borrestad Knud Ulfeldt til Svenstorp (†1586) og hans hustru Beate Huitfeldt (1554-1626)] // Niels Krabbe Och hans høstrw [lensmand til Øland og Vig Niels Krabbe (ca. 1545-1626) og hans hustru Inge­ borg Pallesdatter Juel (†1587)] // Axell Brahe och hans Høstrw [lens­ mand på Rugård Axel Brahe (1550-1616) og hans hustru Mette Gjøe (†1584)] // Olluff Daa och hans høstrw [vel Oluf Daa til Raunstrup, Holmegård og Fravdegård (1547-1600), hofjunker 1574, og hans hu­ stru Dorte Friis (1543-1618)] // Otte Tott och hans høstrw [måske Otte Tagesen Thott til Næs og Eriksholm (1543-1588) og hans hustru So­ phia Ottesdatter Brahe (ca. 1556-1643)] // Christoffer Lindenow och hans høstrw [måske Christoffer Johansen Lindenov til Fovslet, Dren­ derup, Østrupgård, Valbygård og Ørtofte, lensmand på Koldinghus 1542-1547 (†1585) og hans hustru Anne Johansdatter Bjørn] // Lau­ ritz Krusse och hans høstrw [befalingsmand på Holmen Laurits Peder­ sen Kruse (1533-1597) og hans hustru Inger Eriksdatter Høeg († før 1595)] // Niels Parsberg och hans høstrw [lensmand på Bækkeskov Kloster Niels Parsberg (1545-1592) og hans hustru Lisbet Mikkelsdat­ ter Sested (født 1555; levede endnu 1614)] // Gabriell Sparre och hans høstrw [Gabriel Sparre (1549-1611) og hans hustru Lisbet Turesdatter Trolle (†1611); han blev den sidste mand af slægten Sparre] // Arrild Huidfeld [tidligere øverste sekretær i Danske Kancelli Arild Huitfeldt 107

Tredje side af gæsteinvitationslisten til bunkebrylluppet på Københavns Slot den 25. februar 1584 (SjT 15: 19a).

(1546-1609) til Lillø og Odersbjerg] // Thygge Brahe [astronomen og lensmand på Hven Tyge Ottesen Brahe (1546-1601)] // Morthen 108

Wenstermand [lensmand på Øen Morten Venstermand (†1610)] // Hendrich Wind [lensmand på Dragsholm Henrik Vind (†1607)] &c // Frw Giøruell Her Laug Brahes [fru Gørvel Faddersdatter Sparre (15171605) enke efter rigsråd Lave Brahe (ca. 1500-1567)], // Frw Anne Albrett Giøes [fru Anne Rosenkrantz (1522-1589) enke efter lensmand på Skanderborg Albert Gjøe (†1558)], // Frw Helleuig Hardenberg [fru Helvig Jakobsdatter Hardenberg (1540-1599) enke efter rigsråd Erik Ottesen Rosenkrantz (1519-1575)] // Frw Kirstinne Byllis [fru Kirstine NN enke efter NN Bille – den pågældende kvinde er noteret forkert af Kancelliet uden efternavn (og patronym) og uden enkemands fornavn (og patronym)29] // Frw Birgitte Peder Bildis [fru Birgitte Rosenkrantz (1530-1592) enke efter rigsråd Peder Bille (1518-1580)] // Frw Thale Pouell Laxmand [fru Tale Ulfstand (†1604) enke efter Poul Laxmand (†1557) til Stenholt], // Frw Christientze Hendrick Bildes [fru Christen­ ce Holgersdatter Ulfstand († 10. marts 1582) enke efter Henrik Esge­ sen Bille til Mogenstrup (1530-1559)] // Frw Anne Olluff Moritzßens [fru Anne Hardenberg (†1589) enke efter rigsråd Oluf Mouritsen Krognos (1535-1573)], // Frw Karen Gied Mogens Krabbis [fru Karen Ged (†1587) enke efter Mogens Krabbe (1513-1564) til Vegholm og Skillinge], // Frw Citzell Erick Podebuskis [fru Sidsel Johansdatter Oxe (†1593) enke efter rigsråd Erik Podebusk (1533-1573)], // Frw Citzell Erick Christofferßens [fru Sidsel Mouridsdatter Skave (†1592) enke ef­ ter Erik Kristoffersen Dyre (†1554)].

Derudover blev der tillige indforskrevet følgende ”herremend”30 til tjeneste under bryllupperne (SjT 15: 19a)31: Axell Rosenkrantz [Aksel Nielsen Rosenkrantz (1552-1623) til Halkær, Buderupholm og Kyø (jf.

DAA 1985-1987: 753)] // Brostrup Giedde [Brostrup Gjedde (†1614) til Tommerup og Hellerup], // Hendrick Bilde [Henrik Henriksen Bilde (1559-1592) til Mogenstrup], // Peder Bilde Jørgenßen [Peder Jør­ gensen Bilde (†1585) til Vallen], // Jahan Bernekow [Johan Barnekov (1555-1603)] // Christen Bernekow [Christian Barnekov (1556-1612)] 29 Det har desværre ikke været mig muligt at finde noget match mellem en Kirstine og en ægtemand til hende af familien Bille, der var afgået ved døden i pas­ sende tid inden brylluppet på Københavns Slot. Det ellers meget grundige navnere­ gister i KB forbigår helt den pågældende Kirstine.

30 I det store og hele yngre adelsmænd tilknyttet hoffet som f.eks. hofsinder eller hofjunkere, og karrieremæssigt derfor endnu temmelig ”grønne”.

31 Overskriften til dette afsnit lyder: ”Thisse Epther[skrev]ne herremend fin­ ge breffue // Att schulle were paa thiennisten &c”. Listen eller rettere de to lister, nemlig gæstelisten og tjenestegørendelisten, afsluttes med et ”Actum Vt Supra” og skal derfor også betragtes som ”givet” på Frederiksborg den 21. januar 1582.

109

// Olluff Rosensparre [Oluf Rosensparre (1559-1624)], // Mogens Bil­ de [hofjunker Mogens Eriksen Bilde (†1597) til Rynkebygård og Mølle­ gård], // Peder Bilde Erickßen [Peder Eriksen Bilde. I DAA 1985-1987: 517 nævnes Peder Bille til Håstrup om hvem det hedder, at han en kort tid var hofjunker. Ingen fødsels- eller dødsoplysninger. Broder til ovennævnte Mogens Eriksen Bille], // Ebbe Munck [Ebbe Munk (15511622)], // Jørgen Quidtzow [Jørgen Qvitzov (1555-1599] // Steen Madtzen [skibshøvedsmand Sten Madsen Laxmand († ved 1615)], // Christen Gyldenstiern [måske Christen Mogensen Gyldenstjerne (†1617)] // Byrge Trolle [Børge Trolle (†1610) til Bråde].

Ikke uventet får man gennem disse invitationslister et glimrende ind­ blik i samtidens sociale hierarkier ud fra de rækkefølger gæsterne er opført på listerne, jvf. at: a) ægtemænd nævnes før deres hustruer; b) at kun ægtemænd nævnes ved navn, medens ægtefællen udelukken­ de omtales som ”hustru”; c) at enlige kvinder nævnes efter ægtepar og ugifte mænd og enkemænd; d) at der f.s.v.a. mænd ikke bliver gjort nogen forskel på om de er gifte, ugifte eller enkemænd, medens kvin­ der overhovedet ikke ses inviteret alene med mindre de er enker; e) at mænd i høje positioner nævnes før mænd i lavere positioner (kansler > rigsråd > lensmand), f) at de inviterede enker som oftest ikke er ud­ styret med deres eget efternavn, kun med deres ”titel”, nemlig ”Frw”, efterfulgt af deres fornavn samt enten (og hyppigst) genitivformen af den afdøde agtefælles for- og efternavn styrende et underforstået ”hustru” eller (sjældent) nominativformen af den afdøde agtefælles for- og efternavn, hvor man så må underforstå et foranstillet ”hustru til”.

Blandt de af de inviterede gæster, hvis navne stadig huskes, skal blot nævnes den trofaste kansler Niels Kaas, F2’s gamle flamme Anna Har­ denberg og astronomen Tycho Brahe.

Der har så også været fremtrædende personer i tiden, hvis navne savnes på listen som f.eks. den indflydelsesrige rigsråd Jørgen Rosen­ krantz – der måske har meldt forfald på forhånd, eller rentemester Kristoffer Valkendorf, der boede lige overfor Københavns Slot, men måske allerede da var plaget af den ”Suaghed” i sine ben, der i en pe­ riode hindrede ham i kunne gå så ofte som før mellem sin gård på ”Ved Stranden” og Slottet, jvf. SjT 15: 180a-181b [brevkopi af 15830208].

Ovenstående lister indeholder kun navnene på de officielle gæster til bryllupperne. Brudeparrenes private gæster (slægt og venner) er 110

formentlig blevet inviteret af hoffet særskilt på basis af forslag herom fremsendt på sedler fra brudgommene og / eller brudenes familier, sml. til den ende kopi af skrivelse af 30. november 1582 i JT 2: 347a vedr. lensmand på Koldinghus Henrik Belovs af F2 til den 10. februar 1583 planlagte bryllup med Lisbeth Skram på Koldinghus, af hvilken det fremgår at brudgommen – Henrik Belov – og brudens far – ”os elskelige Lauritz Skram” har indsendt ”Zeddelir” med navne på de in­ denlandske og Mecklenburgske private gæster de ønskede inviteret til brylluppet (og som ikke er optaget på de officielle lister).

Normalt er brevkopierne i Kancelliets kopibøger de eneste kilder til denne eller hin skrivelse, idet originalerne som oftest vil være gået tabt. Undertiden er man dog alligevel så heldig at en originalskrivelse har overlevet i et privat arkiv (f.eks. et godsarkiv) for så siden at være blevet overdraget et af Statens arkiver til opbevaring. Eksistensen af sådanne originaldokumenter vil normalt, men ikke nødvendigvis al­ tid, være omtalt i KB (med forkortelsen ”Orig.”) enten som afslutning på og efter et givent brevkopiekstrakt, eller som afslutning på og efter et givent originalbrevsekstrakt (dersom det pågældende brev ikke er blevet ført ind i den relevante kopiprotokol og originalbrevet følgelig er den eneste eksisterende kilde).

Hvor et brev f.eks. er blevet mangfoldiggjort og udsendt til en lang række personer kan man endog en meget sjælden gang komme ud for at flere originalbreve med (nogenlunde) samme indhold er ble­ vet bevaret, hvilket kan være et nyttigt redskab til at få et indtryk af, hvorledes sådanne masseforsendelser er blevet udfærdiget og hvor sprogligt forskelligt de kan være faldet ud i forhold til hinanden.

Netop af invitationen til Peder Reedtz’ og Karen Rostrups bryllup er der hele to originaler bevaret (foruden brevkopien), nemlig af invita­ tionerne til henholdsvis Christoffer Giøe og Sidsel Oxe. Originalbrevene og brevkopien er skrevet af 3 forskellige hænder, så det er altså ikke bare en mand, der har stået for hele opgaven med at mangfoldiggøre invitationen til de mange indbudte og efterfølgende ”lagre” den i kopibogen SjT 15.

Invitationen til Christoffer Giøe lyder: ”Frederich thend Anden Med Gudtz Naade // Danmarckis Norgis Wendis och Gottis Konning &c //

111

Orininalbrev fra F2 til Christoffer Gjøe med invitation til bunkebryllup på Københavns Slot den 25. februar 1582.

Wor gunst tilforn Wiid Att Wij Acthe att giøre Nog= // gen Wore thien­ neris, och nogle Hogborne Førstinthis // Wor kiere Høstrues Jomfru­ 112

es Brøllup paa Wort Slott // Kiøpnehaffn thill Fastelaffuens Søndag som er thend // 25 Februarij først kommenthis. Thi bede Wii thig och // naadigst begere. Att thu om Løffuerdagen tilforn // Wilt komme till for[skrev]ne Kiøpnehaffn thagenthis med // thig thin Høstru och Hinthis Jomfruer. Och sidenn // saa Lenge same Brøllupper paa ­staar Were ther // tilstede. Giørenthis ether glad med oß och Andre // Wore thro Vndersotte aff Addellen som Wij paa Same // thid thill oß forschreffuit haffue. Ther med giørr thu // oß Sønderligen thill Wilge Och Wij forlade oß Wiße // ligen ther till. Befalenthis thig Gud Schref­ fuit paa // Wortt Slott Frederichsborg thend 21 Januarij Aar &c 1582 // Wnder Wort Sign[et] // Friderich [egenhændig signatur]”32 Christoffer Gjøe († 1584), hvis fødselsår er os ubekendt (men vel kan ansættes til 1520 +/- 5 år) nævnes som hofsinde 1546-1550. Den Nor­ diske Syvårskrig deltog han i 1564-1566 ”uden Lyst og uden Bravur”33 og synes – ud fra hans breve til hustruen Birgitte Bølle at dømme – at være gået mere op i hvordan det stod til derhjemme med driften og med pasningen af hans hunde og heste, end i den igangværende krig.

Landbrug havde han tydeligvis god forstand på og det blev også gan­ ske mange hovedgårde han efterhånden kom til at råde over: Avns­ bjerg (arv efter faderen), Gunderslevholm (arv efter broderen Eskil), Orebygård (sammen med hustruen Birgitte Bølle), samt Clausholm, Bregentved og Bollerup (arv efter sin nevø Oluf Mouritsen Krognos).

Christoffer Gjøe huskes – desværre – nok bedst for sin trættekærhed, idet han var involveret i utallige retsstridigheder mod bl.a. sin egen familie (heriblandt nysnævnte Oluf Krognos i dennes egenskab af forstander for Herlufsholm, hvis stiftelse den velhavende Christoffer Gjøe, der ellers nok havde sit på det tørre – ivrigt – men forgæves 32 I oversættelse til nudansk lyder invitationen til Christoffer Gjøe på Gun­ derslevholm samt hans hustru Birgitte Bølle og dennes kammerjomfruer: ”Frederik den Anden, med Guds nåde Danmarks, Norges, vendernes og goternes konge osv.

Vor gunst tilforn. Vid at vi agter at holde bryllup for nogle af vore tjenestemænd og nogle af den højbårne fyrstinde vor kære hustrus kammerjomfruer, på vort slot i København Fastelavns Søndag førstkommende 25. februar. I den anledning beder vi dig og begærer nådigst, at du allerede om lørdagen vil komme til forannævnte København sammen med din hustru og hendes kammerjomfruer, og efterfølgende – så længe samme bryllupper står på – være tilstede der, og more jer sammen med os og andre af vore tro undersåtter af adelen, som vi har inviteret til os på samme tidspunkt. Dermed vil du være os i særlig grad til behag og vi sætter ubetinget vor lid dertil. Dig Gud befalet [d.e. Gud har hermed befalet / overdraget dig at sørge herfor]. Skrevet på vort Slot Frederiksborg den 21. januar år osv. 1582. Under vort signet. Frederik”.

33 DBL II

113

– forsøgte at få omstødt, formentlig i håbet om selv på et tidspunkt at få andel i sin halvsøster Birgitte Gøjes34 anselige formue). Christof­ fer Gjøe blev senest 1549 gift med den ligeledes velhavende Birgitte Bølle (ca. 1530-1595). Efter sin far arvede hun i 1562 Orebygård på Lolland, som hun lod bygge en ny hovedbygning til 1578-1587 med

Bagsiden af originalbrev fra F2 til Christoffer Gjøe med invitation til bunke­ bryllup på Københavns Slot den 25. februar 1582. Adressaten er anført i det særlige adressefelt og lyder “Oss Elsk[elig]e Erliig och Welbyrdig Chri­ stoffer Giøe // Thill Gundersløff Wor Mand och thienner”. Efter færdiggø­ relsen af brevet er brevarket blevet foldet i forskellige omgange så brevets indhold er blevet utilgængeligt og usynligt udefra og herefter er det nu meget lille brev blevet forseglet og afsendt.

Hans von Steenwinkel den Ældre som arkitekt. I 1581 grundlagde hun et hospital i Sakskøbing med 5 pladser.

F2’s andet brev – invitationen til Sidsel Oxe har følgende ordlyd: ”Frederich thend Anden med gudtz Naade // Danmarckis Norgis Wendis och gottis Konning &c. // 34 Henset til halvbroderens adfærd i Herlufsholm-sagen må Birgitte Gøjes bekendte valgsprog ”Frycte Gud / giør huad ræt er / oc forlad dig icke paa menni­ sken” (her citeret efter Niels Hemmingsens ligprædiken over Herluf Trolle fra 1565) siges at ramme hovedet på sømmet.

114

Adressatsiden af F2’s invitation af “Oss Elsk[elig]e Erlig [och welbyrdig] fru Sitzell Oxe // Erich Pod[ebuskes] Eptherleffuersche.” til bunkebryllup på Københavns Slot den 25. februar 1583.

Wor gunst tilforn. Wiider att wij Achte att giøre nogen wore // thie­ neris, och nogle Hogborne Førstindis wor kiere Høstrues // Jomfruers Bryllup, paa wortt slott Kiøpnehaffn till Faste // laffuens Søndag som er thend 25 Februarij først kom[m]endis. // Thj bede wij Ether och Naadigst begiere, Attj om Løffuerdagen // tilforn, wille kom[m]e till for[skrev]ne Kiøpnehaffn med Ethers Jom // fruer och att siiden saa lenge sam[m]e Bryllupper paastaar // wille were ther tilstede. Giø­ renthis Ether glad med oß och // Andre wore thro Wndersotte aff Adelen, som wij paa sam[m]e // thid haffue till Oß forschreffuit. Ther med giøre J Oß // Synderlig[e]n till wilge och wij forlade oß wist ther till. Befallen // this ether gud. Schreffuit paa wortt slott Frederichs­ borg thend // xxj Januarij Aar &c Mdlxxxij // Wnder wortt Signett // Friderich [egenhændig signatur]”35 35 I oversættelse til nudansk lyder invitationen til Sidsel Oxe, enke efter Erik Podebusk, samt hendes kammerjomfruer: ”Frederik den Anden, med Guds nåde Danmarks, Norges, vendernes og goternes konge osv. Vor gunst tilforn. De skal vide at vi agter at holde bryllup for nogle af vore tjenestemænd og nogle af den højbårne fyrstinde vor kære hustrus kammerjomfruer, på vort slot i København Fastelavns Søndag førstkommende 25. februar. I den anledning beder vi Dem og begærer nå­ digst, at De allerede om lørdagen vil komme til forannævnte København sammen med Deres kammerjomfruer, og efterfølgende – så længe samme bryllupper står på, være tilstede der, og more Dem sammen med os og andre af vore tro undersåt­

115

Under adressen har Sidsel Oxe efter modtagelsen af invitationen selv skrevet: ”Thennd 2 Februarij Kiønndelmes[se] // Komb thette Breff mjg thill // hende paa Hiellemsøe A[nn]o 1582”36.

Eksempler på efterstillet (epentetisk) ”b” i absolut udlyd efter ”m” (som i Sidsel Oxes ”Komb”) er slet ikke så sjældne i ældre dansk, jf. ”femb Thusinde gamble daler” (d.e. ”fem”) i åbent brev (originalen) fra F2 til lensmand Claus Glambek af 30. januar 1583, ”eygendomb” (d.e ”ejendom”, se opslag ”Adkom” i Kalkar 1976), ”limb” (d.e. ”lim”, se opslag ”Lim” i Kalkar 1976), ”Herredagsdomb” (d.e. ”herredags­ dom”, se opslag ”Afskyldende” i Kalkar 1976), ”den tjd, dj bekomb kortet” (d.e. ”bekom”, se opslag ”Labet” i Kalkar 1976), ”oc der de her mett denn framkomb” (d.e ”fremkom”, se opslag ”Framkomme” i Kalkar 1976), ”Brøndumb” (d.e. ”Brøndum”, se opslag ”Delsbrev” i Kalkar 1976), ”sømb” (d.e. ”søm”, se opslag ”Sø[e]m(e)” i Kalkar 1976). Fænomenet kendes også fra ældre tysk (og er måske ligefrem hentet derfra), jf. fra F2’s egen Etzliche Sprüche 1583: ”Vmb” /”vmb” (fol. B5v), ”Reichthumb” (fol. C1r), ”Darumb” (fol. D1v), ”nimb” (fol.

D3v), ”Eigenthumb” (fol. F4v), ”jrthumb” (fol. G4v), ”Heiligthumb” (fol. N3r), ”Widerumb” (fol. O4r). Epentese anses almindeligvis som en udtalelettende foranstaltning, der sikrer en ”blid” overgang mel­ lem to artikulatorisk meget forskellige lyd, men kan vel også have fo­ nemsikrende formål som i ovenstående eksempler med efterstillet udlydende [b], der medfører en tydeligere udtale af [m] end hvis [m] havde stået i absolut udlyd.

Erik Podebusk (1533-1573) var lensmand på bl.a. Ålborghus og fra slutningen af 1560’erne tillige rigsråd. Han ejede foruden fædrenegår­ den Bidstrup den nu ikke længere eksisterende Hjelmsøgård i Sneslev Sogn i Ringsted Herred i Sorø Amt, som han mageskiftede sig til i 1568 af sin svoger Peder Oxe. Sidsel Oxe – Erik Podebuskes hustru – ejede efter sin mands død Hjelmsøgård indtil hun selv døde i 1593. Invita­ tionen var – som det vil fremgå – ganske længe undervejs, nemlig fra den 21. januar til den 2. februar 1582, men nåede heldigvis frem i god tid inden brylluppet. ter af adelen, som vi har inviteret til os på samme tidspunkt. Dermed vil De være os i særlig grad til behag og vi sætter ubetinget vor lid dertil. Dem Gud befalet ’’[d.e.

Gud har hermed befalet / overdraget Dem at sørge herfor]’’. Skrevet på vort Slot Frederiksborg den 21. januar år osv. 1582. Under vort signet. Frederik.”

36 I oversættelse til nudansk lyder denne tilskrift: ”Den 2. februar til Kyndel­ misse kom dette brev mig i hænde på Hjelmsø i år 1582”.

116

Orininalbrev fra F2 til Sidsel Oxe med invitation til bunkebryllup på Køben­ havns Slot den 25. februar 1582.

117

Indholdsmæssigt er der nogle små forskelle på brevkopien og origi­ nalbrevene og på originalbrevene indbyrdes.

I såvel brevkopien som originalbrevene er der fælles forkortede pas­ sager i forbindelse med almindelige udtryk som ”år osv. 1582”, hvor man springer ”efter Christi fødsel” over, på tilsvarende måde som F2’s hertugdømmer, nemlig Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, og grevskaber, nemlig Oldenborg og Delmenhorst, er udeladt i begge ty­ per skrivelser. Ydermere kan det konstateres at originalbrevsvendin­ gerne Gjøe ”Befalenthis thig Gud” Oxe ”Befallen // this ether gud” ikke er med i brevkopien, og at brevkopien er ”Actum Frederichsborg”, medens originalbrevene er ”Schreffuitt paa wortt Slott Frederichs­ borg”, hvilken forskel bunder i at brevene formentlig alle er blevet skrevet / kopieret på Frederiksborg Slot og efterfølgende underskre­ vet der af F2, medens det rejsende kancelli opholdt sig på slottet, hvorimod brevkopien først er blevet skrevet ind i København på et senere tidspunkt på basis af det koncept, der har ligget til grund for originalbrevet / originalbrevene, og på hvilket det har været anført, hvor og hvornår brevet var bestemt at skulle have retskraft og under­ skrives af kongen, hvilke oplysninger normalt vil være indført sidst i konceptet af oversekretæren ved Danske Kancelli (eller en af dennes stedfortrædere) efter en skabelon, der typisk vil indeholde følgende faste elementer: ”Actum [stednavn] [dag og måned] Anno [årstal]”.

I originalbrevene veksler man mellem 2. person singularis og 2. per­ son pluralis som tiltaleform, således at forstå at F2 tiltaler en mand med ”du” (hans eventuelle hustru er grammatisk set blot et vedhæng, og en tiltale til både mand og hustru må derfor oversættes til nudansk ”I”), men en kvinde med ”De”. Derved kommer skrivelsen til Christof­ fer Gjøe i denne henseende mest til at ligne brevkopien, der er stan­ dardbrevet til kongens mænd (og eventuelle medfølgende hustruer), som enkebrevet sekundært er blevet udformet efter. Følgende ek­ sempler fra de 3 ovenstående skriftprøver skal her anføres til illustra­ tion af disse forhold: SjT 15 Wiid, Gjøe Wiid, Oxe Wiider; SjT 15 thig, Gjøe thig, Oxe Ether; SjT 15 Att thu, Gjøe Att thu, Oxe Attj (d.e. Att I); SjT 15 wiltt, Gjøe Wilt Oxe wille; SjT 15 giør thu, Gjøe giørr thu Oxe giøre J; Gjøe thig, Oxe ether; SjT 15 thagendis med thig thin høstrue och hindis // Jomfruer, Gjøe thagenthis med // thig thin Høstru och Hinthis Jomfruer, Oxe med Ethers Jom // fruer.

De 3 i princippet ens tekster afviger en smule sprogligt / ortografisk fra hinanden i medfør af f.eks.: 118

(A) uforudsigelig veksling mellem stort og lille begyndelsesbogstav, jf. Gjøe Gudtz, Oxe gudtz; Gjøe Gottis, Oxe gottis; SjT 15 Att wij Achte Att, Gjøe Att Wij Acthe att, Oxe att wij Achte att; SjT 15 noggen, Gjøe Noggen, Oxe nogen osv. (talrige eksempler); (B) veksling mellem enkeltkonsonant og dobbeltkonsonant, jf. SjT 15 noggen, Gjøe Noggen, Oxe nogen; SjT 15 thienneris, Gjøe thienne­ ris, Oxe thieneris; SjT 15 wiltt, Gjøe Wilt; SjT 15 siiden, Gjøe sidenn, Oxe siiden; SjT 15 Addelen, Gjøe Addellen, Oxe Adelen; SjT 15 forskre­ ffuitt, Gjøe forschreffuit, Oxe forschreffuit; SjT 15 giør, Gjøe giørr; Gjøe Wort, Oxe wortt; (C) veksling mellem enkeltvokal og dobbeltvokal, jf. SjT 15 siiden, Gjøe sidenn, Oxe siiden; (D) veksling mellem ’’th’’ og ’’d’’, jf. SjT 15 Førstindis, Gjøe Førstinthis, Oxe Førstindis; SjT 15 kommendis, Gjøe kommenthis, Oxe kom[m]en­ dis; SjT 15 hindis, Gjøe Hinthis; (E) veksling mellem ’’ø’’ og ’’y’’, jf. SjT 15 Brøllupp, Gjøe Brøllup, Oxe Bryllup; SjT 15 Brøllupper, Gjøe Brøllupper, Oxe Bryllupper; SjT 15 Syn­ derligen, Gjøe Sønderligen, Oxe Synderlig[e]n; (F) veksling mellem forskellige endelser, jf. SjT 15 Høstruis, Gjøe Høstrues, Oxe Høstrues; SjT 15 Jomfruers, Gjøe Jomfrues, Oxe Jom­ fruers; (G) veksling mellem ’’th’’ og ’’t’’, jf. SjT 15 thill, Gjøe till / thill37, Oxe till; SjT 15 tilforn / thilforn, Gjøe tilforn, Oxe tilforn; SjT 15 thilstede, Gjøe tilstede, Oxe tilstede; (H) veksling mellem ’’i’’ og ’’j’’, jf. SjT 15 Thj, Gjøe Thi, Oxe Thj; SjT 15 Wij, Gjøe Wii / Wij, Oxe wij; (I) veksling mellem ’’w’’ og ’’v’’, jf. SjT 15 Vndersotte, Gjøe Vndersotte, Oxe Wndersotte; (J) veksling mellem ’’gie’’ og ’’ge’’, jf. SjT 15 begiere, Gjøe begere, Oxe begiere; (K) veksling mellem ’’sk’’ og ’’sch’’, jf. SjT 15 forskreffuitt, Gjøe for­ schreffuit, Oxe forschreffuit.

37 Her er der tilmed veksling mellem ”th” og ”t” i en og samme tekst. Jvf. på tilsvarende måde dobbeltformer som SjT 15 tilforn / thilforn (punkt G) og Gjøe Wii / Wij (punkt H).

119

Ydermere skal det nævnes, at (L) SjT 15 og Gjøe opviser: wißelig[e]n / Wiße ligen, medens Oxe opvi­ ser et andet omend beslægtet ord: wist; (M) SjT 15 og Gjøe opviser: Och siiden / Och sidenn, medens Oxe op­ viser: och att siiden; (N) SjT 15 og Gjøe opviser: were / Were, medens Oxe opviser: wille were.

Alt i alt må man konstatere at ortografien er ganske fri og individuel, men at selve ordvalget er lagt i ganske faste rammer, og der derfor kun er få divergenser skrivelserne imellem på dette plan.

Karen Rostrups tilskrifter i Eksemplar 1 af Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 1 er sidst i bogen forsynet med 4 sider tilskrifter fordelt på fol. R5r-R6r samt på forsiden af den løse bagsats. Disse tilskrifter er ikke skrevet af Peder Reedtz, men af hans hustru – ovennævnte Ka­ ren Rostrup (født vel i starten af 1560’erne, † 1636). Tilskrifterne, der såvel skriftmæssigt som ortografisk er ganske særprægede, er af helt privat, familiemæssig karakter. At det er Karen Rostrup, der har ført pennen, fremgår af forsiden af den løse bagsats, hvor hun underskri­ ver sig ”karenne rastrŭp // egenn hannd”.

I sin omtale af Karen Rostrups retsskrivning går Sofus Larsen så vidt som til at tale om ”Fru Karen Rostrups mærkelige Orthografi” (Larsen 1921: 37 fodnote 1), men egentlig er den ikke så meget mere mærke­ lig end mange andre samtidiges. Karen Rostrup (herefter også kaldet KR) har i vid udstrækning hyldet det fonetiske princip – ligesom f.eks.

F2 – og stavet ordene som hun har hørt dem udtale i det jyske miljø hun var vokset op i.

En række af de mest særprægede træk ved KR’s ortografi vil være opregnet til sidst i dette kapitel, i et vist omfang med henvisninger fra teksterne til det pågældende afsnit.

På fol. R5r i Etzliche Sprüche 1583 har Karen Rostrup skrevet følgen­ de38: ”anno 1583 denn (z) 14 maÿ (a, x) // ttÿssdagenn (a, b, x, z) mel­ lom ttŭ (c, y, z) // och ttrÿ (a, d, z) blleff (e, z) mÿnn (a, z) sønn (z) // 38 De små bogstaver i parentes referer til underpunkter i underkapitlet ”Be­ mærkninger til Karen Rostrups sprog”.

120

Karen Rostrups tilskrift på fol. R5r i Etzliche Sprüche 1583.

121

freriick (f) reds fød och pa (x) // hiilliig (f, g) treiiffalliigh[e]z (f, h, x, z) // sønndag (x, z) kressenned (i) // och war (x) hanns (x, z) // fader (j, x) // kŭng Frederiick (f) // salliig (f, x, z) hos gŭd (y)” Oversættelsen heraf til nudansk lyder: ”tirsdag den 14. maj 1583 mel­ lem klokken 2 og 3 blev min søn Frederik Reedtz født og [han blev, RHC] døbt på Hellig Trefoldighedssøndag, og hans fadder var kong Frederik [der nu er, RHC] salig hos gud”.

Den 14. maj 1583 faldt helt korrekt husket af Karen Rostrup på en tirsdag. Hellig Trefoldighedssøndag er søndagen efter Pinse og den faldt den 26. maj i 1583.

Uagtet det ikke kan afgøres, hvornår disse data (vedr. begivenheder indtrådt ikke så længe før bogen blev doneret til Peder Reedtz) er ind­ ført i bogen, omend dette nødvendigvis må være sket efter Frederik 2.’s død i 1588 – så er der alligevel tale om interessante oplysninger, da den senere rigsråd Frederik Reedtz’ fødselsår ellers i f.eks. DBL III og DAA 1947: 38 (i del II) er angivet til 1586 og hans fødselsdag i øv­ rigt er uoplyst. Det vides at han blev optaget39 på Sorø i 159040, men ingen har øjensynligt studset over at han blev optaget som 3-4-årig41, hvis 1586 ellers havde været det korrekte fødselsår. Nu bliver han – enebarnet om hvem en moder vel må have de allermest præcise erindringer – i medfør af sammes meget præcise fødselsnotater først optaget som 7-8-årig, hvilket svarer nogenlunde til den alder F2’s søn Christian i august 1584 havde da han begyndte på Sorø på DLF (”Den Lille Fyrsteskole”) – lige ved 4 måneder efter sin 7-års fødselsdag.

De næste 2 sider (fol. R5v – fol. R6r) efter siden med Frederik Reedtz’ fødsels- og dåbsdata indeholder – må det være mest naturligt at for­ mode – Karen Rostrups liste over deltagerne (eller i det mindste nogle af deltagerne) ved dåbsgildet42. De mandlige gæster er – undertiden 39 Med ”optaget” menes der her i Skolens startfase rent faktisk at man er flyt­ tet ind på Sorø og har påbegyndt sin skolegang på et nærmere bestemt tidspunkt.

Sidenhen opstår der en ny praksis, hvor kommende elever får ”tilsagn” om på et senere tidspunkt at kunne blive optaget (vel når der blev plads og de var skolepara­ te).

40 AD1590 er hans Soranerbiografititel, dvs. Adelig Discipel optaget i 1590.

41 Skolen i Sorø var for drenge i skolealderen, så der har ikke også været plads til at have småbørn løbende rundt i hverdagen.

42 Oplysningerne nedenfor om disse er dels hentet fra DAA, dels fra Sofus Larsens anmærkning 1 i Larsen 1921: 37.

122

Karen Rostrups tilskrift på fol. R5v i Etzliche Sprüche 1583.

123

med titel – noteret på fol. R5v, medens de kvindelige gæster er note­ ret overfor på fol. R6r.

De mandlige opnoterede gæster på fol. R5v er følgende: M1) Johann von Thümen, der tilhørte kurfyrst Johann Georgs (15251598) hof i Brandenburg (hvorfra Peder Reedtz stammede) og på tids­ punktet for dåben må have været avanceret til skænk (han blev sene­ re hofmarskalk). Karen Rostrup kalder ham ligeud ”Hans” og definerer ham nærmere som ”kurfyrsten af Brandenburgs skænk”. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Johann von Thymen er: ”hanns (x, z) funn (l, y, z) ttym (a, z) kar // førstenn (x, z, æ) aff (x, z) branndenbo­ res (l, n, x, z) // skennck (z)”.

M2) Jørgen Ernst Worm. Han vil blive nærmere omtalt under Eksem­ plar 4 af Etzliche Sprüche 1583 nedenfor, da han også har fået et af F2 dediceret eksemplar af bogen til nytår 1584. Her i maj 1583 har han haft titel af ”kammerjunker” (Karen Rostrup: ”kamer jŭnker”). Karen Rostrup skriver hans efternavn ”warum”, hvilket blot er et eksempel på hendes anvendelse af ”a” til gengivelse af [å], idet ”Worm” jo udta­ les [vårm]. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Jørgen Ernst Worm er ”jørgenn (a, z) ernst warŭm (x) // kamer (x) jŭnker (a, y)”.

M3) Hofmarskal Jørgen Urne (†1593). Fra 1574 var han tilknyttet hof­ fet som hofsinde. I 1578 blev han lensmand på Gimsø Kloster (og var det frem til 1586). Han beklædte hofmarskalembedet fra 1582-1584.

Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Jørgen Urne er ”jørgenn (a, z) wrnne (y, z) // marskalk (x)”. Iflg. Larsen 1921: 37 fodnote 1 døde han ugift.

M4) Christoffer Pachs, eller rettelig Christoffer von Festenberg (ca.

1511 til 1608). I 1559 blev han F2’s staldmester og erhvervede efter­ hånden flere len, herunder Holbæk Len fra 1563. Han opnåede den betragtelige alder af 97 år. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Christoffer Pachs er ”krestaffer (x) pags (x)”. Gift med Sophie Galt (1543-1603).

M5) Herman Juel (1548-1607). Lensmand på Kalundborg Slot (ud­ nævnt 1581). Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Herman Juel er ”hermand (x) jŭell (a, y, z)”. Gift med Maren Juel af Restrup (født omkring 1560).

M6) Hans Rostrup til Spelleskovgård og Risager (levede endnu 1611).

124

Karen Rostrups tilskrift på fol. R6r i Etzliche Sprüche 1583.

125

Gift med Anne Gundesdatter Lange. Broder til Karen Rostrup og de på næste side anførte søstre Helene, Sofie og Anne. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Hans Rostrup er ”hanns (x, z) rastrŭp (x, y)”.

M7) Magnus (Mogens) Gjøe ”den lystige” til Gunderslevholm og Bol­ lerup (†1615). Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Magnus Gjøe er ”manus (o, x) gÿø (a)”. Mogens Gøye Studerede 1566-1573 i Strasbourg. Gift med Hilleborg Krafse Eilersdatter til Ydermose og Oxholt (levede endnu 1627).

M8) Knud Jørgensen Rud til Vedby (1554, levede 1612 men var død 1615). Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Knud Rud er ”knŭd (y) rŭd (y) jørgenn (a, z) sønn (z)”. Gift med Hilleborg Mogens­ datter Gyldenstierne (født omkring 1555, død mellem 1612 og 1615).

De kvindelige opnoterede gæster på fol. R6r er følgende: K1) fru Kirsten Eriksdatter Bølle (1530-1604), enke efter Jesper Krau­ se (Krafse) til Basnæs (1522-1566)(broder til K2’s mand Eiler Krause).

Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Kirsten Bølle er ”Fruu (f, y) kiirstenn (f, z) jesper (a) kraŭsses (x, y, z)”.

K2) fru Hilleborg Esgesdatter Bille (†1602), gift med Eiler Krause (Kraf­ se) til Egholm og Assendrup (1524-1599) (broder til K1’s mand Jesper Krause). Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Hilleborg Bille er ” frŭ (y) hiillebare (f, n) eller (p) kraŭsses (x, y, z)”. Eiler Krause havde i 1581 måttet rømme landet da han samme år i København af våde havde dræbt sin hustrus søstersøn Tyge, og et forlig med familien ikke havde kunnet komme i stand.

K3) fru Sidsel (Cecilie) Skave (†1592), enke efter Erik Christoffersen til Vindinge (var † 1554). Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Sidsel Skave er ”frŭ (y) sedssell (z) skaŭe (x, y)”.

K4) fru Ellene / Ellen Jørgensdatter Rostrup (levede endnu 1618), gift med Tyge Sandbjerg (†1587)(der var broder til K5’s mand Mads Sand­ bjerg); søster til Karen Rostrup. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Ellene Rostrup er ”frŭ (y) ellene (q) ttÿge (a, z) sannd // bÿeres (a, n, z) ”.

K5) fru Sofie Jørgensdatter Rostrup (†1632), gift med Mads Sandbjerg (†1597)(der var broder til K4’s mand Tyge Sandbjerg); søster til Karen Jørgensdatter Rostrup. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Sofie Rostrup er ”frŭ (y) saffÿ (r) mads sannb // bÿeres (a, n, z) ”.

126

Karen Rostrups tilskrift bagest i Etzliche Sprüche 1583.

127

K6) frøken Anne Rostrup (levede endnu 1590); søster til Karen Ro­ strup. Den fulde ordlyd af Karen Rostrups notat om Anne Rostrup er ”jŭmffrŭ (a, y, z) anne rastrŭp (x, y)”. Anne Rostrup døde ugift.

På den sidste side med tilskrifter – på forsiden af den faste bagsats – videregiver Karen Rostrup, der må have fået bogen af sin mand på et tidspunkt – eller i det mindste må have arvet den efter ham (senest i 1607) – bogen til sin søn Frederik, der nu var en 25-26 år gammel, med følgende ord: ”anno 1609. găff (s, x, z) jeg (a) // mÿnn (a, z) kiiere (f) sønn (z) freriik (f) // reds denne bog ttyll (a, z) // enn (z) wen[n]lliig (z) hŭff // kŭmellsse (t, z) ” og slutter af med de manende ord: ”be­ ttennck (z) att (z) dŭ (y) // skalltt (z) død (u) och sønnd (v, z) // jcke (a) ” – underskrevet ”karenne (w, x, z) rastrŭp (x, y) // egenn (z) hannd (k, x, z)”.

Det er morsomt at se at Karen Rostrup på skrift kalder sønnen med den afsnuppede talesprogsform ”freriick” / ”freriik”, medens kongens ellers identiske, men øjensynligt fornemmere fornavn skrives ”Frede­ riick” med bevarelse af alle propriets oprindelige 3 stavelser.

Om Frederik Reedtz skal det nævnes at han efter Sorø blev immatri­ kuleret i Wittenberg (1600) og siden i Geneve (1602), Basel (1603) og Orleans (1603). Han var hofjunker fra 1605 til 1608. Under Kalmar­ krigen deltog han som fænrik ved erobringen af Øland i august 1611.

Han blev forlenet med Svenstrup 1619-1622, med Tryggevælde 16221632, med Barritskov-Menstrup 1632 og med Vordingborg fra 1632 til sin død. 1623 var han ritmester ved den sjællandske rostjeneste.

Frederik Reedtz blev landkommissær 1637 og rigsråd 1644. Han var ejer af bl.a. godserne Tygestrup og Hørbygård. Han døde i 1659.

Det er værd at hæfte sig ved, at F2 ikke er optaget på listen over gæ­ sterne til dåbsgildet. Selvom nogle af gæsterne måske ikke er kom­ met med på listen – ved en forglemmelse eller lignende – virker det umiddelbart mærkeligt at æresgæsten F2 er forblevet unævnt. Men at F2 har været fadder til Frederik Reedtz (som det også står anført i DAA 1894: 31743) har ikke nødvendigvis betydet at han også har været til stede ved dåben. Kongen var en uhyre travl mand og den anden halvdel af maj måned 1583 var han så stærkt optaget af arbejde, rej­ ser m.m. i det sydlige Jylland, at der ikke også ville kunne have været plads i kalenderen til en tur til Antvorskov på Vest-Sjælland søndag 43 ”Kongen var hans Fadder” står der. Oplysningen er ikke optaget i DAA 1947: 38 (i del 2) ligesom den mangler i såvel DBL I, DBL II som DBL III.

128

den 26. maj44. Der må også have været inviteret til barnedåben med så kort varsel at det har været urealistisk at forvente den meget op­ tagne F2’s tilstedeværelse på dagen. F2 har med andre ord ”kun” fun­ geret som fadder in absentia ved Frederik Reedtz’ dåb – men også det pynter trods alt i et CV.

Sproglige bemærkninger til Karen Rostrups tekster a) KR betjener sig af flere forskellige ”y”-lignende tegn: 1) et ”y”-agtigt tegn, der er et ”j” (og her translittereres som ”j”), hvis nedstreg under skrivelinjen i et venstresving føres helt op i skrivelinjen og som repræ­ senterer enten 1a) ”j” foran vokal jf. ”jørgenn”, ” jŭnker”, ”jŭell”, ”jes­ per”, ”jeg” og ”jŭmffrŭ” eller 1b) ”j” = ”i” foran konsonant, jf. ”jcke”; eller 2) et ”y” (eventuelt et ”y” forsynet med trema – altså ”ÿ”), hvis nedstreg under skrivelinjen i et venstresving ikke føres helt op i skrive­ linjen og som foran konsonant repræsenterer enten 2a) ”i”, jf. ”ttyll”, ”ttÿssdagenn”, ”ttrÿ”, ”mÿnn”, 2b) ”y”, jf. ”ttÿge”, ”ttym” (med ”y” = tysk ”ü”) eller 2c) ”j”, jf. ”maÿ”, d.e. [maj], ”gÿø” d.e. [gjø],”sannd bÿe­ res” / ”sannb bÿeres [sanbjeres]”. b) Jf. eksempler på andre ”r”-løse udtaler af ordet, eksempelvis som [tisda] eller [tisdə] i Feilberg 1886-1914. Jf. også følgende eksempler fra ældre dansk i Kalkar 1976 (opslag ”Tisdag”): ”tiisdagh”, ”thissdag”, ”tjsdag”, ”tjssdag”, ”tiissdag”, ”tissdag”, ”tisdag” samt T 6: 4a (i date­ ringen på brevkopiens sidste side): ”Schreffuit Kollinghus Tisdagenn post epiphaniæ Anno &c 1559.” c) Jf. eksempler på ”u”-holdig udtale af talordet 2, eksempelvis som [tuə] i Feilberg 1886-1914 (i hoveddelen) og som [tu] i Feilberg 18861914 (i tillægget). d) Jf. et andet eksempel på ”i”-holdig udtale af talordet 3, eksempel­ vis som [tri ] i Feilberg 1886-1914 (i tillægget). e) Udlydende ”ff” i ”blleff” kan hos KR (ligesom hos F2) modsvare 44 Sofus Larsen må have været af den formodning, at F2 rent faktisk deltog i dåbsgildet, idet han under sin omtale af nedennævnte Eksemplar 3 af Etzliche Sprüche 1583 om dettes første ejer – Jørgen Ernst Worm – skriver, at han ”aaben­ bart [er, RHC] identisk med den ”kamer yuncker yørgenn ernst warum” der deltog i Daabsgildet hos Reedtz formodentlig i Kongens Følge” (Larsen 1921: 38). Sofus Larsens henvisning sammesteds (i anmærkning 2) til side 6 i sin artikel (”Se ovenfor S. 6 Anmk. 1.”) må bero på en fejl, idet Sofus Larsens artikel starter side 34 i det pågældende nummer af ”Bogvennen” – der menes sikkert side 37, idet Jørgen Ernst Worm er omtalt nøjere der netop i Anmærkning 1.

129

nudansk ”v” udtalt enten labiodentalt som [v] (i rigsmålet) eller bila­ bialt som [w] (i jysk). Jf. også det om KR-formen ”hŭff // kŭmellsse” nedenfor sagte. f) Også dobbeltvokaler er hyppigt belagt hos KR, især ”ii” for ”i”, jf. ”freriick”, ” Frederiick”, ”hiilliig”, ”salliig”, kiirsten og ”ttreiiffalliigh[e] z”; jf. videre: ”Fruu”. g) Ordet ”hellig” har næppe været udtalt med ”i” i st.f. ”e” i den første stavelse. Stavemåden med ”i” i første stavelse hos KR kan muligvis være opstået i analogi med ”i” i ord af typen ”hilse”, som i jysk kan ud­ tales med samme ”æ”-vokalisme som ”e” i ordet ”hellig”, jf. Feilberg 1886-1914 (opslagene ”hellig” og ”hilse”). Jf. dog også ”hyllyge” hos F2 i Frederiksborg-Bibelen i Notat af 6. januar 1577. h) Overgangen ”ld” > ”ll” i leddet ”-foldig-” ses også belagt andetsteds i jysk i f.eks. [jænfålə] (d.e. ”enfoldig”) i Feilberg 1886-1914. i) Den helt korrekte måde at stave formen på ville være ”kristnet”, men KR har vel i stedet valgt at skrive formen som hun har hørt og sagt den med [e] til gengivelse af ”i” i første stavelse (ligesom det udtales i nu­ dansk) og med udstødelse af ”t” (vel udtalt [d]) mellem ”s” og ”n”), jf. som en nudansk parallel hertil den almindeligt forekommende [d]-lø­ se udtalevariant [kånsnə] af ordet ”kunstner” (v.s.a. [kånsdnə]), eller som en parallel fra et helt andet sprog russiske former som честна og поздно, hvis ”стн” og ”здн” udtales [сн] og [зн] (dette blot anført for at demonstrere dette fonetiske fænomens almengyldighed). Det mediale ”e” i KR’s ”kressenned” virker umiddelbart gådefuldt, men kan med lidt god vilje opfattes som et postkonsonantisk indskudt re­ duceret støtte-[ə] mellem [d] og [n] i formen ”kristnet”: [kresdənəð]. j) KR ”fader” står her for ”fadder”. Skrivemåden med et ”d” er blot et udtryk for KR’s uregulerede brug af enkelt- og dobbeltkonsonanter, jf. omvendt ”salliig” for ”salig”. k) Ordet ”hånd” hed både ”hand” og ”haand” i ældre dansk. l) Karen Rostrups dobbelt-”n” (d.e. ”nn”) kan undertiden mangle en bue, eller have en bue for meget, hvorved der opstår muligheden for fejlagtigt at opfatte den fejlskrevne dobbeltkonsonant som enten et ”m” (jf. det efterfølgende ”branndenbores”, der synes skrevet ”bram­ denbores”) eller et ”mn” / ”nm” (jf. dette punkts ”funn”, der synes skrevet ”funm” eller ”fumn”). Sofus Larsen har fortolket formen som 130

”feme” (Larsen 1921: 37). m) Karen Rostrup anvender som omtalt under punkt x tegnet ”a” for ”å”, og det er vel ikke urimeligt at antage at ”a”’et i ”kar”, der egentlig repræsenterer et oprindeligt ”u” i ”kur”, har været udtalt [å], altså [kårførsten], al den stund ”u” ikke ualmindeligt udtales [å] i jysk i pa­ rallelle omgivelser (”ur” + labial), jf. visse af udtaleangivelserne for ord som ”kurv”, ”kurvehat”, ”kurvekaste”, ”kurvekone”, ”kurvevogn” i Feilberg 1886-1914. n) Man bemærker fraværet af ”g” i ”borg”, der må reflektere en ”g”løs udtale af sådanne forbindelser, helt som i moderne dansk i f.eks. ”Skanderborg” udtalt [sganəbår], jf. tilsvarende nedenfor f.s.v.a. efter­ navnet ”Sandbjerg”under K4 og K5, og f.s.v.a. fornavnet ”Hilleborg” under K2. o) ”g”-løse former af fornavnet ”Magnus” identiske med den af KR anførte ses der flere eksempler på i ældre dansk, jf. fra DgPF: ”Manus / Manvss / Manwss” (spalte 885, linierne 12, 14 og 15). p) Opslaget ”Eilardus” (nudansk ”Eiler” / ”Ejler”) i DgPF spalte 220222 indeholder talrige ”i”-løse belæg af navnet i ældre dansk, såvel ”Eler” som ”Eller”, der fint matcher KR’s ”eller”. q) Ordet kunne – måske bedre – læses ”elleme” med ”m” = ”nn”. r) Beslægtede former med ”a” i første stavelse er belagt i ældre dansk i DgPF, jf. ”Safi Krumdige”(spalte 1269 linje 6-7), ”Saffia Ericks:” (spal­ te 1270 linje 45) og ”Saffie Daas d:” (spalte 1270 linje 50). s) Buen over ”a” i ”găff” forekommer kun denne ene gang i KR’s tek­ ster. t) Ordet kan i jysk udtales med bilabial udlyd i første stavelse, jf. Feil­ berg 1886-1914: [håwkoməls] / [howkoməls], jf. tilsvarende i ældre dansk hos Kalkar 1979: ”ihowkommelse” (opslag ”Ihu(g)kommelse”). ”w”’et i disse former er reflekser af det ”g”, som ”hu” i ”(i)hukommel­ se” etymologisk går tilbage til (jf. svensk ”håg”). u) Umiddelbart skulle man tro der var tale om en stavefejl, men i vir­ keligheden er der formodentlig tale om en ”jysk” infinitiv af ”at dø”, nærmere bestemt formen [døj], der ses belagt med flere eksempler i Feilberg 1886-1914. Karen Rostrup har vel valgt at gengive det udly­ dende [j] med ”d” i analogi med adjektivet ”død”, der kan udtales på 131

samme måde – altså [døj] (Feilberg 1886-1914). v) KR’s skrivemåde med ”ø” i st.f. ”y” er en indikation af at verbets rodvokal har været udtalt [ø] – ligesom i moderne dansk. w) Former som ”Karene” og ”Karrene” (afledninger af ”Katharina”) ses belagt i DgPF spalte 736. x) Hos Karen Rostrup synes ”a” at stå for både 1) ”a”, 2) ”å” og 3) ”o” (når det udtales [å]) i nudansk, jvf, 1) ”a” = nudansk ”a” i ”Karenne”, ”sønndag”, ”war”, ”hanns”, ”fader”, ”salliig” osv., 2) ”a” = nudansk ”å” i ”pa” og 3) ”a” = nudansk ”o” (når det udtales [å]) i ”rastrup”, ”warŭm”, ”krestaffer”, ”ttreiiffalliigh[e]z”, ”hiillebare”. y) Ind- og udlydende ”u” skrevet som enkelttegn er af KR normalt forsynet med en bue over ”u”, jf. ”ttŭ”, ”jŭnker”, ”jŭell”, ”rastrŭp”, ”knŭd”, men kan også forekomme uden bue over, jf. ”manus”, ”funn”.

Indlydende ”u” skrevet som dobbelttegn er af KR ikke forsynet med buer over nogen af tegnene, jf. ”Fruu”. Forlydende ”u” skrives af KR ”w”, jf. ”wrnne”. z) KR anvender hyppigt dobbeltkonsonanter, hvor man i nudansk blot har enkeltkonsonant, jf. ”egenn”, ”hannd”, ”denn”, ” ttÿssdagenn”, ” ttŭ”, ”ttrÿ”, ”blleff”, ”mÿnn”, ”sønn”, ”ttreiiffalliigh[e]z”, ”sønndag”, ”kressenned”, ”hanns”, ”salliig”. æ) Skrivemåden med ”ø” i ”første” (d.e. nudansk ”fyrste”) er helt nor­ mal i ældre dansk.

132

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 2 – Rosenkrantz-eksemplaret F2’s dedikation i Eksemplar 2 er – ligesom tilfældet er det med Eksemplar 1 – skrevet på bagsiden af det løse forsatsblad F2’s dedikation: ”anno 15 83 den 9 november gaff ieg k f 2 denne boch iorren rossentkrans her pae harwer bert gar” Oversættelse til nudansk af F2’s dedikation: ”År 1583 den 9. november gav jeg kong Frederik 2. denne bog til Jørgen Rosenkrantz her på Havrebjerggård45” Nedenunder dedikationen har kongen skrevet sine to valgsprog: ”mein hoffnunch zu got alleynne” – med et sæt krydslagte ulvekroge placeret i venstre margin, samt ”tru ist wyltbrath”46, og derefter sin underskrift ”f 2 k zu dennemarch vndt norwegen”, d.e. ”Friederich der ander König zu Dänemark und Norwegen”, og sluttet af med et underliggende sæt krydslagte ulvekroge, hvis længste ulvekrog næsten når fra højre til venstre margin i det vandrette plan.

F2’s tekst i Eksemplar 2 af Etzliche Sprüche 1583 med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: anno 15 83 den 9 november (32) gaff (34) ieg (1) k f 2 denne boch (2a) iorren (1; 22; 44; 45) rossentkrans (8; 22; 43) her pae (5; 23; 23 I) harwer bert gar (4a; 5; 8; 11; 37; 40; 42; 46; 47) mein hoffnunch zu got alleynne (3; 22) tru ist wyltbrath f 2 k zu dennemarch (2b; 22) vndt (8) norwegen Jørgen Ottesen Rosenkrantz, som dedikationsmodtagerens fulde navn er, levede fra 1523 til 1596. Efter skolegang i Malmø, Ystad og København blev han i 1539 med anbefalingsskrivelse fra C3 sendt 45 F2 skriver en form, der ikke kan være ment andet med end ”Havrebjerggård”. Men gården hedder rigtigt ”Havreballegård”. Se videre herom i indledningen til kapitlet ”Om F2’s sprog” samt i punkt 46 sammesteds.

46 De to sidste tegn ligner egentlig forbindelsen ”ch”, jf. ”dennemarch” i linjen nedenunder, men da der ikke kan være tale om andet end forbindelsen ”th”, må det første tegn i forbindelsen opfattes som et lidt ubehjælpsomt udformet ”t”.

133

Forpermen i let bleget hindbærrød fløjel af Eksemplar 2 af Etzliche Sprüche 1583.

134

til Wittenberg, hvor han oplevede såvel Martin Luther som Philipp Melanchton. I 1552 tog han tjeneste ved hoffet og blev lensmand på Koldinghus 3 år efter. Efter F2’s tronbestigelse blev han lensmand på Dronningborg og i 1563 på Kalø. Fra 1563 var han medlem af Rigsrådet. Ved F2’s død i 1588 indtrådte han i Det Tilforordnede Regeringsråd, hvor han blev siddende livet ud – indtil ganske få måneder før hans gudbarn – C4 – overtog tøjlerne.

Jørgen Ottesen Rosenkrantz’ eksemplar af Etzliche Sprüche 1583 overgik sidenhen til hans sønnesøn Jørgen Holgersen Rosenkrantz (1607-1675)(søn af Holger Rosenkrantz (1574-1642)), der forærede det videre til den senere C5 som gave på dennes hyldningsdag som tronfølger den 18. juni 165047 (Lauerentzen 1693: 119-120; Larsen 1921: 35). Tidspunktet for overdragelsen af familieklenodiet til tronfølgeren fremgår af en 3 sider lang hyldesttilskrift på fol. R5r-R6r ved Jørgen Holgersen Rosenkrantz selv, hvori han bl.a. ønsker prinsen alt godt i følgende højtidelige vendinger, der lyder: ”O Gud giffve Kongen dine domme, och Kongens Søn din Rettferdighed, att Kongen och hanß Søn, maa domme48 oß ditt folk Rettelig och Regiere diße lande, effter ditt Raad. Giff dem effter deriß hiertis ønske, och opfyld deriß anslag49, til ditt nauffns ære, och diße Rigers beste. Ver deriß faste slott fra50 alle deriß fiender, Reck aff ditt høye din Veldige hand och fri ham fra deriß hand hviß munde tale løgne, och fra dem hvis hand er en falsk hand. Lad kongens Søn opvoxe och tage til51 vdj alder, yndist och naade hoß Gud och Menniskene. Saalediß ønsker Jeg, J dag, min naadige Konge [og, RHC] Prindz Naade løk oc Velsignelse, Vdj sitt høÿe Kald hand J dag kaldis till Aff oß sine Vndersaatter. Jeg hans Vnderdanigst tiener Jørgen Rosenkrand[z]. Haf[niæ] Anno. 1650. 18 Jun. O Gud. / du aldseende Øye / See / J dag med Jtt naadigt Øye / Paa / Prindß Christian. / Att hand nar52 din tid er / Maa aff dig / Seeiß. / Dett ønsker Jeg vnderdanigst / Min Prindz Nar Jeg ham / Seer. / Jørgen Rosenkrandtz.”53 47 Prins Christian var født den 15. april 1646 og altså kun lidt over 4 år gammel da han fik bogen foræret.

48 D.e. ”dømme” 49 D.e. ”planer”.

50 D.e. ”værn mod”.

51 D.e. ”vokse”.

52 D.e. ”når”.

53 Jf. også omtalen af dette eksemplar af Etzliche Sprüche 1583 i Ilsøe 1999: 587-588 i underkapitlet om C5’s bøger.

135

F2’s tilskrift i Rosenkrantz-eksemplaret af Etzliche Sprüche 1583.

136

Jørgen Holgersen Rosenkrantz kom på Sorø i 1624 sammen med sine brødre Otte og Erik54.

Han studerede i Oxford i 1628 og i Orleans i 1632. Fra 1633 til 1637 var han sekretær i Kancelliet og fra 1648 til 1653 rentemester.

Han var forlenet med de norske len Halsnø Kloster og Hardanger fra 1651 til 1655 og med Utstein Kloster fra 1651 til 1652. Jørgen Rosenkrantz blev hofmester på Sorø Akademi i 1653 og forblev i denne stilling til Akademiets ophævelse i 1665. I 1653 udnævntes han tillige til forstander på Herlufsholm. Efter Akademiets ophævelse fortsatte han som forstander for Sorø Skole. Jørgen Rosenkrantz, der var forfatter til en række teologiske skrifter, nærede et ønske om at blive ærkebiskop efter at Hans Svane var død i 1668, men da regeringen ikke ønskede adelige biskopper, blev det ikke til noget. I 1669 mistede han indtægterne fra det til hofmesterembedet annekterede Børglum Kloster, og blev i stedet tildelt en pension på 1000 rigsdaler årligt samt fribolig på Sorø Rosenkrantz-eksemplaret af Etzliche Kloster og ret til frit fiskeri i SkoSprüche 1583 set mod forsnittet. lens søer.

54 ADA1624 er deres Soranerbiografititel, dvs. Adelig Discipel / Akademist optaget i 1624. Jørgen R. blev optaget på Akademiet 1624 og udgik i 1626. Otte R. (1610-1639) blev optaget på Skolen i 1624, men overgik i 1629 til Akademiet, som han dog på grund af sygdom måtte forlade samme år; han blev genoptaget på Akademiet i 1630 og gik der de næste 4 år. Erik R. (1612-1681) gik på Skolen fra 1624 til 1626.

137

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 3 – Worm-eksemplaret Af en tilskrift ved Jacob Langebek55 (1710-1775) i et af Det Kongelige Bibliotek i Københavns eksemplarer af Etzliche Sprüche 1690 (Hielmstiernes ekspl.)56 er der på for- og bagsiden af det løse forsatsblad en længere håndskrevet tilskrift om Etzliche Sprüche 1583 og Etzliche Sprüche 1690, hvor der bl.a. står: ”Af denne første Edition [d.e.

1583-udgaven, RHC] havde Capitain Teilman fra Endrupholm 1767. et exemplar med sig til Kiøbenhavn som han vild[e] give til Geheime-Raad Tottes Bibliotek. Foran paa et rent Blad, havde Kong Frideric III. [efterfølgende rettet med blyant af en anden hånd til ”II”] med egen Haand skrevet følgende: Anno 1584. gaff ieg denne Boch Jorren Ernst Worrum tÿl nue Aar her pa Schandebor.” Herunder følger så F2’s ”FS”-monogram og på næste side valgsprogene ”meyn Hoffnunch zu Got alleynne. Tru ist Wyltbrat.”, videre F2’s signatur ”F.2.K. zu Dennemarch.” samt følgende yderligere kommentarer: ”NB. Denne Konge har brugt dette Merke hos sin Skrift” – her følger et sæt krydslagte ulvekroge, hvis længste vandrette ulvekrog strækker sig over lidt mere end halvdelen af siden, og derunder forudgået af den lille sætning ”eller og” et mindre sæt krydslagte ulvekroge – det ene vandret orienteret, det andet lodret, samt følgende afsluttende bemærkninger nederst: ”Bemeldte Exemplar har været forgyldt paa Snittet, indbundet i grønt Fløiel, og beslaget i Hiørnerne med Sølv og midt på begge Sider [tegning af F2’s ”FS”-monogram, RHC] med Krone paa af Sølv.”

Gengivelsen af F2’s tilskrift i dette eksemplar vil ikke blive behandlet sprogligt nærmere her. Den ser ganske vist temmelig F2-agtig ud – 55 Jf. oplysningen herom i Petersen 1855-1856: 19 og samstemmende i Larsen 1921: 38.

56 Langebek var ansat ved Det kongelige Bibliotek som medhjælper fra 1735 til 1748. Henrik Hielmstiernes (1715-1780) fornemme bogsamling tilgik først Det Kongelige Bibliotek i 1807, så Langebeks kommentar må være blevet skrevet i det pågældende eksemplar længe før eksemplaret kom til at tilhøre Det kongelige Bibliotek. Da Langebek og Hielmstierne kendte hinanden kan man eventuelt forestille sig at Langebek er blevet bedt af Hielmstierne om at skrive den interessante kommentar ind i bogen i forbindelse med et besøg hos Hielmstierne i dennes bibliotek.

138

Langebek var en omhyggelig mand – men der kan jo godt alligevel være opstået misforståelser undervejs i forløbet – enten i forbindelse med Langebeks kopiering af F2’s dedikation fra kaptajn Teilmans eksemplar til et notat eller i forbindelse med Langebeks overførelse af indholdet af sit notat til Hielmstiernes eksemplar af Etzliche Sprüche 1690, jvf. f.eks. den F2-fremmede anvendelse af store begyndelsesbogstaver i substantiverne, der vel beror på en tilpasning af F2’s skriftvaner til den på Teilmans og Langebeks tid gældende ortografi. En anden ting, der springer i øjnene er stavemåden ”Schandebor”, der ellers ikke kendes i F2-regi.

Jeg kunne forestille mig, at der er tale om en fejltolkUdsnit af JR 3: 648, hvor den øverste ning af den almindeligt brevkopi er Actum “Skand[er]borg” (“der” brugte forkortelse for Skanskrevet “d + krølle”), medens den nederste derborg, hvor ”d”’et er forer Actum “Skanderborg”. synet med en venstre­drejet krølle i forlængelse af ”d”-ets opstreg, og ”d med venstredrejet krølle” fungerer som en art stenografisk tegn for ”d + er”. En sådan måske ikke helt tydeligt skrevet forbindelse af ”d med venstredrejet krølle” har af eftertiden eventuelt kunnet fortolkes som en forbindelse ”de”.

Hvis F2 har brugt noget der lignede et sådant vedhæng har han formodentlig ”lånt” det, eller rettere lært det hos personalet i Kancelliet, der hyppigt benyttede den forkortede form som en art stenografisk tegn – et plads- og tidsbesparende kneb, der også ses anvendt ved ”h”, hvor ”h” med venstre­drejet krølle” så står for ”h + er”, eksempelvis i ordene ”ther” (d.e. ”der”) og ”ether” (d.e. ”Eder”).

Worm-eksemplarets videre skæbne kendes ikke, så sporet ender her med Langebeks tilskrift.

Om Jørgen Ernst Worm Jørgen Ernst Worm (JEW) skal vi selvfølgelig ikke glemme. Han var tilknyttet hoffet senest fra juni 1573, hvor han nævnes som hofsinde 139

Jørgen Ernst Worms våben og signatur (“vnderthenigst gschreiben” den 23. juli 1585 – i dronning Sofies stambog (DKBK-signatur GKS 3646 8vo)). Dyrene i våbnet er afbildninger af en lindorm / grif (tysk “Worm” = dansk orm), som vi kender som vender-motiv i det gamle danske kongevåben

140

hos F2, jf. kopi af skrivelse af 16. juni 1573 i SjT 12: 152a, hvori F2 underretter hofmester Peder Oxe om at han vil sende ham sin hofmarskal – den under det nedenfor behandlede Eksemplar 5 af Etzliche Sprüche 1583 omtalte Christoffer von Dohna – med en række unavngivne hofsinder, der som tidligere tilskrevet [af F2 til Peder Oxe, RHC] skulle blive liggende i venteposition i Helsingør, og havde fået tilladelse til og lovning på hver at holde ”fÿre heste, thou wehrhafftige [d.e. våbenføre, RHC] karle och en dreng”, medens 6 navngivne hofsinder – herunder – Jørgen Ernst Worm – ”som bliffuer her hoß oß” hver skulle ”forskicke med the andre wore hoffsinder en karl och hest”.

Hofsinderne i Helsingør skal – nævnes det sidst i brevet – Peder Oxe selv mønstre en gang om måneden; han skal holde flittigt tilsyn med mønstringen ”att alting ganger rett till” og straks tilskrive F2 efter mønstringen om hvorledes hofsinderne er stafferede, medens ”thiße her bliffuer hoß oß, wille wij sielff haffue tilsiun mett saa thett skall gaa rett till”.

Hofsinder var yngre personer af adelen, der gjorde tjeneste ved hoffet, men ofte var uden noget bestemt hofembede, og i stedet anvendtes til diverse opvartende og parademæssige opgaver. Sammen med deres svende udgjorde de et særligt militært korps kaldet hoffanen, der måske i nogen grad kan sammenlignes med senere tiders livgarde.

Denne hoftitel udskiftede Worm senere med titelen ”kammerjunker”, jf. Karen Rostrups omtale af ham som ”kamer jŭnker” bag i det ovenfor beskrevne Eksemplar 1 af Etzliche Sprüche 1583 på gæstelisten over deltagerne ved dåbsgildet for dedikationsmodtageren Peder Reedtz’ søn Frederik den 24. maj 158357. 1580 benævnes JEW i forbindelse med hans forlening på Verne (Vernø / Wernøe) Kloster i Norge58 med en egentlig stillingsbetegnelse, nemlig ”wor [d.e. F2’s] Camerer” / ”Kong[elig] Ma[jestæ]tts Kamerer”, dvs. kongelig regnskabsfører, og samme stillingsbetegnelse, nemlig ”wor [d.e. F2’s] Kamerer”, genfinder vi flere gange senere, bl.a. i juli 1585 i et brev udstedt i Veggerløse59, i hvilket de øvrige 2 i det pågældende brev ved navn nævnte personer er to af de i indeværende redegørelse omtal57 Af kopi af skrivelse fra hertug Christian af 10. januar 1592 i SjT 18: 132a fremgår det, at ”oß elskelige Jørgen Ernst Worm” har været ”hogborne wor kiere Frw Moders kamerjuncker” – altså dronning Sofies kammerjunker, og det kan vel også allerede have været tilfældet ved Frederik Reedtz’ barnedåb i 1583.

58 Jf. kopi af skrivelse af 25. maj 1580 i NR 1: 301b (sml. NRR 1572-1588: 384) og af 11. oktober 1580 i NT 1: 205b (sml. NRR 1572-1588: 394).

59 Jf. kopi af skrivelse herom af 26. juli 1585 i SjT 15: 530b.

141

te andre dedikationseksemplarmodtagere af Etzliche Sprüche 1583, nemlig Peder Reedtz og Hans Mikkelsen (i en sag vedr. levering af ”Vin och Vrter” til kongens sønners og andre børns underhold, medens de opholdt sig på Antvorskov). I april 1587 får han sin næste forlening, nemlig på Helgeland i Norge60, og efter Frederik 2.’s død i 1588 tillægges han ydermere forleningen af Tureby Gård61. JEW dør allerede i marts 1592, hvilket fremgår af kopi af skrivelse af 29. marts 1592 i SjT 18: 143b, hvori kongens jægermester Adam Norman pålægges at lade skyde eller slagte 3 stykker vildt og 6 stykker rådyr, som er bevilget fru Margrette Biørn [skal være ”Bjørnsdatter”, RHC, se næste afsnit] ­”Affgangnne Jørgen Ernst Worms epterleuersche, till forskrevne hindis Affgangne hoßbundis begraffuelße”.

I kopi af skrivelse af 25. maj 1592 i SjT 18: 162a vedr. eftergivelse af tilgodehavende afgift for 1591 af Turebygård og len omtales JEW’s enke korrekt med navnet ”Bjørn” som del af et patronym, nemlig som ”Fru Margrete Bjørns datter”. Hun var datter af lensmand Bjørn Andersen og Karen Friis til Hesselager og blev født på Københavns Slot i 1571 (hendes far var da lensmand på slottet) og levede endnu i 1628. Hun blev gift med JEW i 1591. Sofus Larsen skriver, at Jørgen Ernst Worm var gift med Anne Due (Larsen 1921: 37 fodnote 1). Det er nu ikke ”vores” JEW, der var gift med Anne Due, men JEW’s søn (født 1591, levede endnu 1625), der forvirrende nok hed det samme som sin far, hvilket så også har foranlediget Sofus Larsen til at anføre ”Den her nævnte Jørgen Ernst Worm” [altså den på Karen Rostrups liste noterede] som ”Søn af Jørgen Worm og Margrethe Bjørn” [igen ”Bjørn”i stedet for ”Bjørnsdatter”, RHC], hvilket indlysende nok må være forkert al den stund Jørgen Worms og Margrethe Bjørnsdatters søn, der var født i 1591, ikke kan have deltaget i et dåbsgilde 8 år før han blev født.

60 Jf. kopi af skrivelse herom af 27. april 1587 i NR 1: 597b (sml. NRR 15721588: 704). Indehavelsen af denne forlening nævnes tillige i kopi af skrivelse af 29. juli 1589 i SjT 17: 180b så JEW har altså ikke skullet afstå forleningen på Helgeland i forbindelse med den efterfølgende tildeling af forleningen på Tureby Gård og Len i 1588.

61 Jf. kopier af skrivelser omtalende dette forhold af 2. juli 1588 i SjT 17: 63a, af 3. juli 1588 i SjR 13: 8a (hvor JEW sågar er omtalt som ”Cammerrerer” med et ekstra led ”er” til sidst), og af 10. december 1591 i SjR 13: 216a.

142

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 4 – Mikkelsen-eksemplaret I sin opregning af træk, der skulle tjene til dokumentation af F2’s gudfrygtighed, omtaler Peder Hansen Resen i sin ”Kong Frederichs Den Andens KRØNICKE” fra 1680 (her kaldet Resen 1680) på fol. c1r (i værkets fortale) under punkt 5 om F2’s Etzliche Sprüche 1583: ”Af Guds Ords Sententzer / angaaendes en Gudelig Kongis Regiering oc Lefnet / hvilcke hand har samlet af Kong Salomons Ordsprog oc JEsus Syrack / oc ere tryckte i Kiøbenhafn in 12mo. paa Tydsk Aar 1583. hvor af findis et Exemplar paa Kongens Bibliotheck med Sølf beslag / oc K. Friderici Nafn / hvor udi den Sl: Konge har for an skreffvet med sin egen Haand dette : Anno 1584. gaf jeg denne Bog Mester Hans min Søns Christians Tuctemester til Ny Aar her paa Skanderborg: Mein Hoffnung zu GOtt allein; Jtem Trew ist Wildbrat. F. 2. K: zu Dennemarck62. Paa det andet nestfølgende blad staar skrefvet med K. Christians den 4. egen Haand : Regna Firmat Pietas, Christianus D. Gratia in∙auguratus Princeps Daniæ etc. suo charissimo præceptori Johanni Michaelidi scripsit manu propria sub ejus disciplinæ Anno secundo humanæ Salutis 1584. Ætatis suæ. 8. 12. Aug:” (Resen 1680: fol. c1r i fortalen).

Dedikationens danske og tyske del ved F2 behøver vel ikke oversættelse. Den latinske del af dedikationen ved C4 betyder så meget som: ”Fromhed styrker rigerne [C4’s valgsprog]. Christian – den af Guds nåde udvalgte prins af Danmark osv. – skrev [dette] med egen hånd for sin elskelige præceptor Hans Mikkelsen i det andet år han var under hans tugt i den menneskelige frelses 1584. år, da han gik i sit 8. år, [nærmere bestemt] den 12. august”. C4 var født den 12. april 1577 og var altså 7 år gammel (og gik følgelig i sit 8. år) da han skrev ovenstående. Hans Mikkelsen blev bestallet som tugtemester den 29. marts 158363, hvorfor den 12. august 1584 helt rigtigt har ligget i andet ”skoleår”. Det ”Anno” C4 har skrevet i forbindelsen ”sub ejus disciplinæ 62 Gengivelsen af F2’s tilskrift i dette eksemplar vil ikke blive behandlet sprogligt nærmere her.

63 DBL III skriver 2.9.1583, hvilket er forkert og må bero på en mistolkning af cifferfølgen ”29”.

143

Anno secundo” er underforstået såvel i forbindelsen ”humanæ Salutis 1584.” som i forbindelsen ”Ætatis suæ. 8.” Der er ikke nævnt nogen stedsangivelse for Christians tilskrift af 12. august 1584, men der må være tale om Sorø, hvortil han var ankommet den 31. juli for nogle dage efter at skulle påbegynde sin skolegang på Den Lille Fyrsteskole.

F2’s dedikation og Christians tilskrift har intet med hinanden at gøre.

F2 har skrevet sin dedikation den 1. januar 1584 i forbindelse med overrækkelsen af gaveeksemplaret af Etzliche Sprüche 1583 til Hans Mikkelsen på Skanderborg Slot. Herefter har bogen fulgt Hans Mikkelsen, der i forbindelse med prins Christians skolestart på Sorø har udnyttet en ledig stund til at få sin både skrive- og latinkyndige elev til at skrive i den bog han lidt over et halvt år før havde fået foræret af dennes far. Det pågældende eksemplar af Etzliche Sprüche 1583 har i den forbindelse skiftet status fra udelukkende at være et dedikationseksemplar til både at være dedikationseksemplar og stambog.

Det Kongelige Bibliotek i København ejer som vi allerede har hørt om nu om dage 2 eksemplarer af Etzliche Sprüche 1583, nemlig Reedtz-eksemplaret (ovennævnte Eksemplar 1) og Rosenkrantz-eksemplaret (ovennævnte Eksemplar 2).

Reedtz-eksemplarets historie kan skrives med stor sikkerhed fra donationsdagen 1. januar 1584 til året for videregivelsen til den oprindelige dedikationseksemplarsmodtagers søn, nemlig 1609. Hvornår dette eksemplar efterfølgende er blevet indlemmet i Det Kongelige Bibliotek har jeg ingen oplysninger om, men det er efter al sandsynlighed først sket efter udgivelsen af Resen 1680, da Peder Hansen Resen vel ellers havde omtalt værket, der jo har samme dedikationsdato som det af ham nævnte værk dediceret Hans Mikkelsen, og derfor samme krav på omtale som Mikkelsen-eksemplaret.

Rosenkrantz-eksemplarets historie kan skrives med stor sikkerhed fra donationsdagen 9. november 1583 til dagen for videregivelsen til den senere C5 den 18. juni 1650, da denne var 4 år gammel. Hvornår dette eksemplar efterfølgende er blevet indlemmet i Det Kongelige Bibliotek har jeg ingen oplysninger om, men da C5 givetvis har været glad for bogen, der dels havde tilhørt hans oldefar, dels var blevet ham foræret som helt lille som en personlig gave, dels rummede den af hans oldefader udarbejdede morgen- og aftenbøn, som han var så begejstret for at han bagest i den bønnebog, som han benyttede ved sin daglige andagt (og som nu opbevares på Rosenborg) egenhændigt havde afskrevet F2’s bøn fra Etzliche Sprüche 1583 ”utvivlsomt til Brug 144

for sig selv”64, vil jeg tro at han har beholdt bogen livet ud, hvorfor den formentlig først er tilgået Det Kongelige Bibliotek efter hans død i 1699. Det kunne så forklare at Resen ikke har haft noget kendskab til det pågældende eksemplar, for hvis ikke han har vidst hvad kongens privatbibliotek rummede, har han jo også kun kunnet forholde sig til det ene eksemplar, der befandt sig på Det Kongelige Bibliotek (som han kalder ”Kongens Bibliotheck”) omkring 1680 (udgivelsesåret for Resen 1680), nemlig Eksemplar 465.

At Peder Hansen Resen personligt har set Eksemplar 4 og skrevet tilskrifterne af herfra må være hævet over enhver tvivl, da stilen næsten er helt som i F2’s øvrige dedikationer, men retskrivningen måske nok er gjort lidt for pæn – F2 ville næppe have skrevet ”Bog” men ”boch” og heller ikke have anvendt store bogstaver som begyndelsesbogstaver i substantiverne ”Bog”, ”Mester”, ”Hans”, ”Søns”, ”Christians”, ”Tuctemester, ”Ny Aar” og ”Skanderborg”. Resen har formentlig rettet F2’s sprog i Mikkelsen-eksemplaret til efter sin egen tid – og så var han i øvrigt heller ikke særlig god til at skrive andres tekster af bogstavret, hvilket eksempelvis hans i Resen 1680: fol. c1r – fol. c1v bragte afskrift af F2’s morgen- og aftenbøn fra Etzliche Sprüche 1583 og hans i Resen 1680: fol. c2r bragte afskrift af salme 101 i Salmernes Bog fra Biblia 1607 demonstrerer ganske tydeligt66.

Resens oplysninger om Mikkelsen-eksemplaret viderebringes af Holberg, der i Holberg 1732-1735 II: 514 om F2 skriver: ”Af de Sententzer, som han samlede af Salomons Ordsproge og Jesus Syrach, findes et Exemplar paa Kongens Bibliotheck, hvorudi den Højsalige Konge med egen Haand har skrevet disse Ord: Anno 1584 gav jeg denne Bog Mester Hans, min Søns Christians Tugtemester til Ny=Aar her paa Skanderborg. Mein Hoffnung zu GOtt allein. item, Treu ist Wildbrat. F. 2. K. zu Dannemark” Holberg har muligvis aldrig set bogen, men blot skrevet af efter Resen, forkortet Resens ledsagende tekst en smule og moderniseret Resens version af F2’s retskrivning en kende yderligere. Den ledsagende tekst til dedikationen er nærmest ord til andet hentet af Holberg fra Resens tekst, jf. følgende udsnit af Resens tekst, hvor de ord Holberg har plukket er understreget af mig: ”findis et Exemplar paa Kongens 64 Jf. Larsen 1921: 45.

65 Eksemplar 1 har så heller ikke endnu været kommet i Det Kongelige Biblioteks eje.

66 Se videre herom s. 229 ff.

145

Bibliotheck med Sølf beslag / oc K. Friderici Nafn / hvor udi den Sl: Konge har for an skreffvet med sin egen Haand dette”. Og ortografien i dedikationscitatet som Holberg gengiver den er heller ikke særlig F2-agtig – F2 ville næppe have skrevet ”gav”, ”Bog” og ”Tugtemester”, men ”gaff”, ”boch” og ”tuctemester” og heller ikke have anvendt store bogstaver som begyndelsesbogstaver i substantiverne ”Bog”, ”Mester”, ”Hans”, ”Søns”, ”Christians”, ”Tugtemester, ”Ny=Aar” og ”Skanderborg”. Ortografien i Holbergs citat er med andre ord udtryk for en modernisering og mest sandsynligt en modernisering af Resens gengivelse af F2’s tekst.

I en senere tilskrift i et andet af Det Kongelige Bibliotek i Københavns eksemplarer (nærmere bestemt Eksemplar 3) af Etzliche Sprüche 1690 står der forrest i bogen på versosiden af fribladet nærmest titelbladet, under henvisning til Frederik Sneedorffs samlede Skrifters Fjerde Dels Andet Bind side 91, anført, at ”Man kjender kun 2 Exemplarer af dette Skrift som Kongen forærede i Nyttaarsgave 1584”.

Oplysningerne i tilskriften, der formentlig – efter skriften at dømme – er foretaget en gang i midten af 1800-tallet, vel af en bibliotekar på Universitetsbiblioteket i København (værket er stemplet B.U.H. (d.e. Bibliotheca Universitatis Hafniensis) på titelbladet), kan selvsagt ikke referere til 1690-udgaven, da den jo ikke kan have været brugt som nytårsgave i 1584, så det er selvfølgelig i virkeligheden Etzliche Sprüche 1583, biblio­tekaren har tænkt på. Sneedorff-citatet (i det fra 1794-1798 udgivne værk) lyder i sin helhed: ”Man kjender kun 2 Exemplarer af dette Skrift som Kongen forærede i Nytaarsgave 1584, og hvori han selv har skrevet sit Navn og sine Valgsprog. Paa den ene som er paa Kongens Bibliothek67, staaer: Anno 1584 gav jeg denne Bog Mester Hans, min Søns Christians Tugtemester, til Nye=Aar her paa Skanderborg” (Sneedorff 1794-1798 Deel 4, Bind 2: 91). Det er igen værd at hæfte sig ved at ortografien i dedikationscitatet ikke er særlig F2-agtig – på samme måde som for Holberg-citatets vedkommende gælder det, at F2 næppe ville have skrevet ”gav”, ”Bog” og ”Tugtemester”, men ”gaff”, ”boch” og ”tuctemester” og heller ikke have anvendt store bogstaver som begyndelsesbogstaver i substantiverne ”Bog”, ”Mester”, ”Hans”, ”Søns”, ”Christians”, ”Tugtemester, ”Nye=Aar” og ”Skanderborg”. Ortografien i Sneedorffs citat er stort 67 Denne sætningsstump må vel opfattes således: ”Der eksisterer 2 eksemplarer af værket, om hvilke det vides at F2 har benyttet dem som nytårsgave 1584; et af dem befinder sig på Kongens Bibliotek, og deri står der osv.; det andet eksemplar befinder sig andetsteds ”.

146

set den samme som den i Holberg-citatet anvendte. Eneste forskel er at Sneedorff skriver ”Nye=Aar”, hvor Resen og Holberg har ”Ny Aar” henholdsvis ”Ny=Aar”. Vokalen ”e” i formen ”Nyeaar” minder naturligvis om ”e”-et i F2’s ”nue” i Eksemplar 1 og Eksemplar 3 af Etzliche Sprüche 1583, men da formen ”Nyeaar” også ses belagt andetsteds end hos Sneedorff – og det på Sneedorffs tid – nærmere bestemt i 1762, jf. opslaget ”Disposition” i ODS, vil jeg være mest tilbøjelig til at opfatte den ”e”-holdige form som en ”moderne” variant af den normale form ”Nyaar” og ikke som en delvis gengivelse af den form man måtte forvente at F2 havde anvendt, nemlig ”nue” med ”ue” tilsvarende nudansk ”y” med indirekte angivelse af stødt ”y” ved hjælp af efterslagsmarkøren ”e” (se videre i afsnittet ”Om F2’s sprog” stykke 23).

Sneedorff har således muligvis heller aldrig set bogen, men f.s.v.a.

Hans Mikkelsen-oplysningerne blot udarbejdet sine notitser herom med udgangspunkt i det af Holberg (efter Resen) anførte. Det egentlig interessante ved Sneedorff-afsnittet er så til gengæld at han på et eller andet tidspunkt må have hørt, at der eksisterede flere, nemlig 2, eksemplarer af værket med Nytår 1584-dedikation ved F2, hvoraf det ene – nemlig Eksemplar 4 – befandt sig på Det Kongelige Bibliotek. Hvilken proveniens det andet af Sneedorff omtalte eksemplar har haft nævnes der desværre ikke noget om hos Sneedorff. Han har næppe undersøgt sagen nærmere og kun medtaget oplysningen om F2-tilskriften i Mikkelsen-eksemplaret i sine forelæsninger over Danmarks og Norges Historie (om hvilke det ikke særligt venligt i DBL III hedder, at ”Selvstændige studier ligger ikke til grund for dem”) som en lille anekdote af den slags han yndede at krydre sine forelæsninger med for at glæde sine mange tilhørere.

Da vi har kendskab til 3 eksemplarer af værket med Nytår 1584-dedikation, nemlig Eksemplarerne 1, 3 og 4, kunne det anonyme eksemplar af Etzliche Sprüche 1583 Sneedorff hentyder til i princippet være enten Eksemplar 1 (der i så fald i det sene 1700-tal endnu ikke var tilgået Det Kongelige Bibliotek – og hvor befandt det sig mon så i mellemtiden?) eller Eksemplar 3 (der måske i 1767 var blevet en del af Otto Thotts bibliotek og sidenhen er forsvundet).

Det af Resen, Holberg og Sneedorff omtalte Mikkelsen-eksemplar af Frederik 2.’s bog (her kaldet Eksemplar 4), der skal have befundet sig på ”Kongens Bibliothek”, findes beklageligvis ikke længere og det er mig ikke muligt at finde ud af hvor det eventuelt er blevet af.

147

En nærliggende mulighed er, at det i sin tid – omkring 1690 – er blevet lånt ud til det trykkeri, der forestod genudgivelsen af Etzliche Sprüche 1583 i form af Etzliche Sprüche 1690. Fremfor møjsommeligt at skrive Etzliche Sprüche 1583 af på Det Kongelige Bibliotek og videregive dette materiale til trykkeren har man (måske) lånt bogen til trykkeren, der så muligvis har glemt at få den leveret tilbage til ejeren efter at sætningen af nyudgivelsen Etzliche Sprüche 1690 var tilendebragt, hvorefter originaleksemplaret er forsvundet.

Om Hans Mikkelsen Mester Hans er magister Hans Mikkelsen (ca. 1538-1601)68, der i 1583 overdroges hvervet som hertug Christians tugtemester og den efterfølgende sommer fulgte med ham til Sorø.

Hans Mikkelsen var født i Randers. Hans gerning som pædagog var startet tidligt, da han allerede omkring 1560 var tiltrådt som lærer for 2 af Herluf Trolles søster Øllegårds sønner, nemlig Jacob Huitfeldt (1547-1583) og Arild Huitfeldt (1546-1609), og i 1562 havde fulgt dem til Strasbourg, hvor de skulle læse ved det af den anerkendte pædagog Johann Sturm ledede gymnasium. I 1565 blev Hans Mikkelsen antaget af Birgitte Gøye som rektor ved Herlufsholm Skole. Og året efter tog han magistergraden i København.

I 1568 blev han med et såkaldt ventebrev / expectancebrev69 af F2 givet lovning på at måtte bekomme det første kannikedømme som ville blive ledigt i Roskilde Domkirke70. Løftet om det pågældende kannikedømme indfriedes mindre end 2 år efter, nemlig i april 1570, hvor han overtog det kannikedømme i Roskilde Domkirke, der var blevet ledigt efter kannik Claus Rosengaards død71. I 1571 udnævntes han ydermere til sognepræst ved Herlufsholm Kirke – et embede han bestred sideløbende med rektorgerningen ved skolen.

I december 1579 blev Hans Mikkelsen af F2 orienteret om at han (F2) 68 Hans Mikkelsens Soranerbiografititel er Ansat, f. 1538.

69 Ventebreve / expectancebreve til arbejdsomme folk, der virkede til landets / statens bedste, med lovning på diverse fremtidige ”ben”, blev i vid udstrækning anvendt i de tider for at tilkendegive, at man var tilfreds med vedkommendes præstationer, men at en ”lønforhøjelse” ikke ville følge straks, men først efterfølgende når ”benet” blev vakant (enten ved den hidtidige indehavers død eller oprykning til et givtigere ”ben”).

70 Jf. kopi af skrivelse herom af 24. maj 1568 i R 10: 199b.

71 Jf. kopi af skrivelse herom af 27. april 1570 i R 10: 288b.

148

var ”tillsindtz her effter att hollde en dansk hoffpredicanther72 som stedtze schall føllge oß effther huor wij erre, och were oß elskelige Mester Christoffer Knoff wor hoffpredickers medhielper” og havde fundet det for godt at ville bruge Hans Mikkelsen til at forestå dette kald, hvorfor han anmodedes om ”wden alld wndskyllding” at antage dette kald og ”till paaske73 først kommendis kunde werre hoß oß tillstede”74. Hans Mikkelsen takkede naturligvis ja til det fine tilbud og allerede i januar 1580 modtog han sin bestalling, i hvilken kaldsbrevspassagen ”som stedtze schall føllge oß effther huor wij erre” var præciseret til ”att hand bode skall were forplict, Enthen att følge Oß personligen naar behouff giøres, eller bliffue hoß wort Slot Frededrichsborg”.75 Der blev givet befaling om indretning af et hus til ham ved Frederiksborg Slot (”som Alexander Badsker tillforn wdi boede”), som han dog ikke blev ganske tilfreds med, hvorfor han i foråret 1581 fik udvirket bevilling af et andet og bedre, som den hidtidige beboer så måtte rykke ud af (og hen i Hans Mikkelsens første og – åbenbart – ringere bolig)76.

Han blev ca. 1581 gift med Elisabeth Munthe (ca. 1560 til senest 1611).

I november 1582 bestemte F2 sig ”Epther hogborne Første wor kiere Søn Hertug Christian nu med thiden er widt thend Alder, Att hand schulle stillis wnder Disciplin och Lehre” – efter rådslagning med nogle af rigsråderne – for at benytte Hans Mikkelsen ”som tilforn med børn omgangen er” til hertug Christians optugtelse, og anmodede ham derfor og begærede nådigt ”Attj ther thill wille Ether lade findis willig, Och wille Rette Ethers leylighedt ther epther, Saa j Emodt Fastelaffuens thid77 kunde begiffue Ether hiid offuer78 thill Oß” og ”wor kiere Søn hans Optuc[t]helße och Lehre Ether att lade were befallitt”79. Hans Mikkelsen indvilligede heri og modtog med skrivelse af 29. marts 1583 bestalling som prinsens tugtemester80. I starten 72 Efter Niels Nielsen Kolding, der var død i 1578.

73 Påskedag faldt den 3. april i 1580.

74 Jf. kopi af skrivelse herom af 18. december 1579 i SjT 14: 287a.

75 Jf. kopi af skrivelse herom af 29. januar 1580 i SjR 12: 72a.

76 Jf. kopier af skrivelser herom af 29. januar 1580 og 21. april 1581 i henholdsvis SjT 14: 310b og SjT 14: 456a.

77 Fastelavnssøndag faldt den 10. februar i 1583.

78 Med ”hiid offuer” menes ”til Koldinghus”, hvorfra F2 har tilskrevet Hans Mikkelsen.

79 Jf. kopi af skrivelse herom af 15. november 1582 i SjT 15: 135b.

80 Jf. kopier af skrivelser herom af 29. marts 1583 i SjR 12: 279b og SjR 12:

149

af sin funktionsperiode fungerede Hans Mikkelsen som tugtemester i Kolding og Skanderborg, men i 1584 blev det besluttet at sende Christian permanent på Sorø til den i den anledning oprettede lille fyrsteskole (DLF), for at han kunne optugtes under ordnede og beskyttede forhold.

Christian startede på skolegangen i august 1584 og han var ikke det eneste barn på fyrsteskolen idet 4 andre adelige børn også blev indskrevet på stedet som medelever81. Lillebror Ulrik kom til i januar 158582, men allerede i marts 1585 var eventyret forbi, da flere af børnene – herunder Christian og Ulrik – blev ramt af nogen sygdom og skrøbelighed og F2 i skrivelse af 9. april 1585 til en række af elevernes forsørgere måtte meddele at han havde måttet lade Christian, Ulrik og en del af de adelige børn (samt såvel Christians tugtemester Hans Mikkelsen som Ulriks tugtemester Poul Pedersen) kalde til Frederiksborg og nu også måtte sende resten af fyrsteskolens elever, som ellers kun var under tilsyn af undertugtemester Johannes Munthe – Poul Pedersens medhjælper83 – tilbage til deres hjem, da han befrygtede at børnene ikke skulle have tilbørligt tilsyn, men blive forsømte i (over) tugtemestrenes fravær84. I Frederiksborg skulle så en anden kabale 280a.

81 På Sorø blev der fra gammel tid – og altså også her i 1584 – drevet en klosterskole / peblingeskole med et varierende antal almindelige men velbegavede drenge. I 1584 havde denne skole 24 elever. I 1585 blev tallet opreguleret til 28 elever i F2’s Fundats for ”Sorøe Closters Skolle” af 17. april 1585. Eleverne på Fyrsteskolen og eleverne på Klosterskolen levede hver deres liv med adskilte husholdninger og adskilt undervisning. De 2 grupper har næppe haft meget at gøre med hinanden i det daglige. De 4 drenge, der blev indskrevet som Christians medelever på det første hold på den lille fyrsteskole (DLF) var Christopher Below (1579-1641 – DLF 1584), Christopher (?) Huitfeldt (1579-1604 – DLF 1584), Henrik Friis (15761612 – DLF 1584) og Otte Lindenov (1575-1618 – DLF 1584).

82 Han skulle egentlig have gået i skole på Kalundborg Slot sammen med nogle andre drenge, hvis familier medio december 1584 var blevet bedt om at sende deres drenge til Kalundborg senest til nytårsdag 1585. Skolen på Kalundborg kan næppe være kommet rigtigt i gang da Ulrik allerede ses indkvarteret på Sorø medio januar 1585, jf. kopier af skrivelser herom af 13. december 1584 i SjT 15: 444b og 15. januar 1585 i SjR 12: 381b.

83 Vedrørende dennes ansættelsesforhold se kopi af skrivelse af 22. januar 1585 i SjR 12: 383b.

84 Jf. kopi af skrivelse herom af 9. april 1585 i SjT 15: 493b til forsørgerne for de elever, der var optaget på hertug Ulriks ”hold”, nærmere bestemt til Karen Rønnov (vedr. eleven Henning Bilde (1575-1615 – DLF 1585)), Steen Bilde (vedr. eleven Claus Bilde (ca. 1574 til efter 1646 – DLF 1585)), Herman Jull (vedr. eleverne Niels Juel (1578-1596 – DLF 1585) og Hans Lindenov (død ca. 1621 – DLF 1585)), Hilleborg

150

gå op, da man var nødt til at sende nogle af Frederiksborg Skoles elever til Roskilde Skole, eftersom der ikke længere var plads til dem på Frederiksborg efter rykindet af prinserne og deres klassekammerater fra Sorø85. Christian og Ulrik synes herefter meget snart for en sikkerheds skyld at være blevet sendt videre til Kronborg, men på grund af sygdom opstået i Helsingør, allerede inden den 1. maj 1585 at være blevet kaldt tilbage til Frederiksborg af den tydeligvis meget forsigtige F286.

Hans Mikkelsens tugtemestergerning fortsatte planmæssigt og helt udramatisk en årrække endnu på diverse adresser, hvilket vil sige kongelige residenser, rundt om i landet, men ophørte det år hertug Christian fyldte 16 år – nemlig 1593 – hvorefter Hans Mikkelsen flyttede til Skåne og livnærede sig ved indtægterne af de embeder han allerede i 1583 var blevet forlenet med i Lund (kantordømme, kannikedømme og vikarie)87 efter magister Weßel Palleßens død.

Herefter er der temmelig stille omkring ham i en kort årrække. Men i marts måned 1597 kom der en tilsigelse til ham i Skåne fra C4, hvis ordlyd var følgende: ”Wor Gunst thilfornn. Wider Att wij haffue Att thalle metz Ether, som Macht Paaligger, Thi bede wij ether och wille, Attj Retter eders leiglighedt Effter saa i medt thett Allerførste KunHansdatter (vedr. eleven Jørgen Kaas (1576-1608 – DLF 1585)), og Elsebe M. Iffuers (vedr. eleven Hans Iversen (ca. 1574 til 1641 – DLF 1585)). I kopibrevet nævnes det på en ikke alt for klar måde i brevets overskrift at Herman Jull skal ”an[n]amme sin og Hans Lindenows søn thil sig”, hvilket vel må bero på en specialaftale forældrene imellem i tilfælde af at begge drengene skulle hjemkaldes fra Sorø på en gang. Iflg. registeret i KB 1584-1588: 963 er den Hans Lindenov, der henvises til i skrivelsen af 9. april 1585 lensmanden på Hindsgavl Hans Johansen Lindenov (død 1596). Hans søn Otte (DLF 1584) blev dog opdraget sammen med prins Christian fra 1583 til 1587 og er vel mest sandsynligt fulgt med ham til Frederiksborg, så den Hans Lindenov-søn, der refereres til i skrivelsen, må snarere være den anden Lindenov, der gik i den lille fyrsteskole, nemlig Hans Lindenov, der var søn af en anden Hans Lindenov, nemlig Hans Lindenov til Drenderup, Ørslevkloster mm., der døde 1610.

85 Jf. kopier af skrivelser af 9. april 1585 i SjT 15: 493a og SjT 15: 493b, i hvilke F2 dels orienterer lensmanden på Roskildegård – Lauge Beck – om overflytningen af elever fra Frederiksborg til Roskilde og giver ham pålæg om hvorledes de skal bo, underholdes og undervises, dels befaler skolemesteren i Roskilde at optage de pågældende drenge og sørge for at de bliver undervist og at der er tilsyn med dem.

86 Jf. kopi af skrivelse herom (bl.a.) af 1. maj 1585 til Kristoffer Valkendorf i SjT 15: 506b.

87 Jf. kopier af skrivelser herom af 25. oktober 1583 i SkR 1: 430b, af 27. oktober 1583, i SkT 1: 346b og af 29. december 1583 i SkT 1: 351a (hvor den er juleårsdateret: 1584).

151

de werre her huoes Oß thilstede, och Sidenn Wor Naadigste wilge wnderdanigst Att forfaare, Der metz &c Actum Haffniæ 17 Martij Anno 1597 &c.”88 Hans Mikkelsen har formentlig godt vidst, hvorfor C4 gerne ville have en samtale med ham, selvom tilsigelsen i sig selv intet sagde herom. Han må hurtigt være sejlet til København og have begivet sig op til sin gamle elev fra tugtemestertiden, og må så være blevet tilbudt forstanderskabet for Sorø Skole efter Christian Machabæus (1541-1598), der blev opsagt få dage efter til den førstkommende Philippi Jacobi-dag (d.e. den 1. maj 1597)89 – et tilbud Hans Mikkelsen som gammel skolemand klart nok takkede ja til. Han beskikkedes snart herefter som forstander for Skolen fra den 1. maj 1597 at regne og fungerede som sådan til sin død i december 1601.

Han ligger begravet i Sorø Kirke. Hans ligsten, der er forsynet med en lang latinsk indskrift, er placeret i kirkens midtskib (se videre Wendelboe 1836: 32-33, Løffler 1888: 11-12 og DK Sorø Amt 1936-1938: 94 (punkt 21))..

88 Jf. kopi af skrivelse herom af 17. marts 1597 i SkT 3: 19a.

89 Jf. kopi af skrivelse herom af 26. marts 1597 i SjT 19: 68b. Som fratrædelsesgrund anføres i skrivelsen kun at majestæten er til sinds af ”forandre Soër Closter”.

152

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 5 – von Dohna-eksemplaret Kungliga Biblioteket i Stockholm ejer også et eksemplar af bogen – i grønt fløjl90, med F2’s dedikation, der lyder som følger (oplysningerne i det følgende er hentet fra Collijn 1920: 188): ”Anno 1584 gaff ich K F der ander dyss buch H. Graff crisstoffer // zu Dohna hyr auff hader­ schleff den .3. aprilis. // 15 FS 84 // mein hoffnunch zu got alleyn // true ist wylt brat // F 2 K zu dennemark undt norwegen”91.

Dermed er der så også dokumentation for et femte eksemplar i ræk­ ken af eksemplarer, der er blevet foræret væk af F2 temmelig kort efter bogens udgivelse i 1583 – i en periode på omkring 4 måneder – nemlig fra november 1583 til april 1584.

Daværende riksbibliotekarie Isak Collijn (1875-1949), der er forfat­ ter til ovennævnte artikel, skriver om det pågældende eksemplars svenske proveniens følgende: ”Boken er således dedicerad till grefve Christoff af Dohna, bl. a. guvernör öfver provinsen Oranien i Holland (†1637). Dennes son Christoffer Delphicus kom i svensk tjänst och ef­ ter honom har boken gått i arf til flera svenska medlemmar af släkten Dohna, ss. Fredric Christoffer (†1727), Carl August (†1744), Fredrica Ulrica Sture (†1772) g. m. Fredric Carl samt slutligen Hedvig Ulrica Dohna, f. De Geer (†1813), hvilkens boksamling köptes af grefve C. E. Gyldenstolpe och år 1859 såldes i Stockholm.” (Collijn 1920: 187-188 (fodnote 1)).

Den von Dohna Isak Collijn tror er modtager af det pågældende dedi­ kationseksemplar, nemlig Christoff II von Dohna, er født den 27. juni 1583. Da F2 næppe har dediceret sin bog til et spædbarn, må det selvsagt være en anden Christoff von Dohna det drejer sig om, og her 90 Signatur: RAR: 173 B e i Kungliga Bibliotekets Regina-base.

91 Af omtalen af det pågældende dedikationseksemplar af Etzliche Sprüche 1583 i Nielsen 1926: 77 (værkets titel her fejlagtigt indledt med ”Etliche auserlesene … ” i stedet for med ”Etzliche auserlesene … ”) fremgår det, at ikke bare F2, men også ”andre Medlemmer af Kongehuset” har foretaget tilskrifter i bogen. Gengivel­ sen af F2’s tilskrift i dette eksemplar vil ikke blive behandlet sprogligt nærmere her.

153

kan der ikke være tale om andre end den fra Den Nordiske Syvårskrig så velbekendte Christoffer von Dohna, der var en af F2’s yndlinge, og var tjenstgørende i Danmark størstedelen af sit voksenliv.

Om Christoff von Dohna ”Vor” Christoffer / Christoff von Dohna, der havde titel af borggreve – en tysk titel – levede fra 1539 til den 4. juli 1584. Han var født ind i den preussiske gren af den højadelige von Dohna-slægt på slottet Mohrungen ved Elbing i Østpreussen og studerede i 1557 i Witten­ berg, hvor han to år efter udnævntes til rektor honoris causa. F2 synes at have gjort von Dohnaernes bekendtskab på sin rejse til Tyskland 1557-155892. Tre af Dohna-slægtens medlemmer kom efterfølgende i dansk tjeneste, nemlig udover Christoffer von Dohna dennes to brød­ re Achatius von Dohna (1533-1601), hvis ophold i Danmark dog blev kortvarigt, nemlig fra 1560 til 1561 og Friedrich von Dohna (15361564), der som officer deltog såvel i toget til Ditmarken i 1559 som i Den Nordiske Syvårskrig, men omkom tidligt ved et skibsforlis ud for Malmø. Christoffer von Dohna gjorde tjeneste under sin broder Friedrich og deltog i kampene i Sverige i 1563 og 1564, men blev al­ lerede september 1565 taget tilfange i forbindelse med svenskernes erobring af Varberg Slot, hvor han var ”indlagt” efter at være blevet såret i en kamp ved Lødese den 1. august samme år, og efterfølgende – som en af de få, der overlevede slottets erobring – bragt til Sverige, hvor han ”i Forening med de andre danske fangne Adelsmænd blev ført ind i Stockholm i et forhaanende og smædefuldt Optog”93. Han sad tilfangetaget helt frem til maj 1567, hvor han og Malte Jensen Sehested (1529-1592) blev udvekslet med Gabriel Cristersson Oxen­ stierna († 1585) og Jöran Fincke (født i 1510-tallet, død formentlig 1569), der havde været tilbageholdt i Danmark siden februar 156394.

Sidst på året 1567 udarbejdede han et ”Anslag” [d.e. ”forslag”] om at lade folk falde ind i Smålandene, som af F2 anbefaledes til nær­ mere overvejelse ”Efftertj Oss synis thett icke att werre wraadeligtt 92 Jf. Frede P. Jensens opslag i DBL III. 93 DBL I. 94 De to svenskere var en del af et svensk gesandtskab, der via Danmark hav­ de været på vej til Hessen for at afslutte en ægteskabskontrakt mellem F2’s fætter Erik XIV og landgreve Philipp af Hessens datter Christine, men var blevet tilbage­ holdt i København på grund af deres chefs – Sten Erikson Lejonhufvuds – utilbørlige optræden i forbindelse med et forsøg på uden tilladelse at slippe ud af byen via Vesterport. Om tilbageholdelsen og deres senere løsladelse kan man læse en spæn­ dende beretning hos W. Mollerup (Mollerup 1881).

154

[d.e. ”utilrådeligt”]”95, og herefter kom til at spille en rolle for plan­ lægningen af feltøverste Daniel Rantzaus vinterfelttog 1567-1568 (som Christoffer von Dohna også selv kom til at deltage aktivt i som feltøversteløjtnant). Efter at Daniel Rantzau var blevet dræbt den 11. november 1569 under generobringen af Varberg Slot af en kugle, der bortrev den øverste del af hans hoved, og dennes næstkommande­ rende Frands Brockenhuus (1518-1569) tillige var død 3 dage efter i Halmstad som følge af de kvæstelser en kugle i benet havde påført ham den 31. oktober samme år – ligeledes under generobringen af Varberg – udnævntes Christoffer von Dohna til feltøverste. To år efter krigens afslutning udpegedes han i 1572 til hofmarskal. F2 skattede ham højt alle årene og benyttede ham ofte i diplomatiske missioner og som sin repræsentant. Han var medlem af Rigsrådet fra 1581.

I 1572 blev von Dohna al den stund han havde indvilliget i dels at forblive i Danmark, dels at ville ”thage enn dannsk indfødde af ad­ delenn”, dersom han blev til sinds at gifte sig, af F2 – ”for throeskaff och willig thienniste … synderlig wdj thenne forgangnne feygde”96 – tilskødet ”wortt och Kronenns Closter, Helnekircke Closter wdj wortt Land Skaanne liggennth[i]s med thette effthersk[rev]ne wortt och Kronenns godtz”97. I 1576 fik han Øvidskloster i len og i 1582 Sølvits­ borg Len. Christoffer von Dohna døde i Nyborg98 af pest i 1584 og blev begravet på F2’s bekostning99 i Skt. Knuds Kirke i Odense i korets sydside ved pille c1, på hvilken det tilhørende på det af brødrene Achatius von Dohna og Fabian von Dohna (1550-1622) satte og af Wilhelm van den Blocke udførte fornemme epitafium over ham er opsat100. Da Chri­ 95 Jf. kopi af skrivelse herom af 4. november 1567 i T 9: 421a.

96 Herved sigtes til hans indsats under Syvårskrigen.

97 Jf. kopi af skrivelse herom af 17. juni 1572 i SkR 1: 13b, hvoraf det videre fremgår, at tilskødningen tillige indbefattede ”hanns echte liffs arffuinge”.

98 F2 noterede dødsfaldet i sin almanak under den 4. juli 1584 (han var da­ gen før kommet til Antvorskov fra Korsør) med følgende ord: ”y dach hørtte ieg ­sagger samme dach døde her crisstower fan dunnuss y nuebor” [d.e. ”I dag påhørte jeg sager; samme dag døde Hr. Christoffer van Dohna i Nyborg”].

99 Jf. følgende passus herom i kopi af skrivelse af 6. juli 1584 i FT 1: 372a: ”effth[er]thj hans Slecht och forwant icke saa snartt kunde komme thilstede att lade hans liig begraffue, Tha haffue wij Naadigst betenckt for hans wnderdanige thro thie­niste hand oß och Riigit beuist haffuer, att giøre hanum thend sidste ehre och lade hans liig begraffue wdj Sctj Knudtz Kircke wdj wor Kiøpstadt Ottenße”. Begra­ velsen fandt sted den 22. juli 1584 – uden deltagelse af F2 – han var nemlig i Lund.

100 Se videre om Christoffer von Dohna, begravelsen og epitafiet i Skt. Knuds

155

stoffer von Dohna døde ugift og barnløs hjemfaldt arveforleningen Helnekirke Kloster frit til F2 og Kronen og blev lagt under Lundegård og efterfølgende videreforlenet i starten af august måned 1584 på normale vilkår til lensmanden på Malmøhus og Lundegård Korfitz Vif­ fert (født uvist hvornår – død 1592)101. For at spare von Dohnas ar­ vinger for overflødige omkostninger drog F2 omsorg for at den del af von Dohnas personale, der ikke længere var behov for til at tage vare på hans heste og gods blev aftakket, og at hestene og det resterende personale blev underholdt af det han havde efterladt – og når det ikke rakte længere – at der blev lagt til af F2’s eget forråd102.

Det blev Christoffer von Dohnas lillebror Fabian, der kom til Skåne fra Tyskland for at overtage boet efter sin broder103. Efter at arvesagen var afsluttet rejste han ud på efteråret hjem med arvegodset efter broderen blandt hvilket dedikationsudgaven af Etzliche Sprüche 1583 må have befundet sig. Om bogens videre skæbne vides egentlig ikke andet end at den må være forblevet i familien von Dohnas eje indtil ovennævnte Hedvig Ulrica Dohnas død i 1813, hvor den sammen med hendes øvrige bogsamling solgtes til grev C.E. Gyldenstolpe for siden hen – i 1859 – at blive solgt i Stockholm til Kungliga Biblioteket i Stockholm, hvor den nu befinder sig. Det er naturligt at forestille sig at bogen efter enten Achatius von Dohna eller Fabian von Dohna er Kirke i Odense i Wad 1924, Bøggild Johannsen og Johannsen 1990 (rigt illustreret) samt i DK Odense Amt 1990-: 751-755, 877-878 + tilhørende fodnoter samt værkets ill. 610-616 og 791.

101 Jf. kopier af skrivelser herom af 17. juli 1584 i SkT 1: 365a og af 1. august 1584 i SkR 1: 460b.

102 Jf. kopi af skrivelse af 17. juli 1584 i SkT 1: 365a.

103 Først i midten af august 1584 modtog familien i Tyskland budskabet om det pludselige dødsfald. Fabian von Dohna skriver i sin dagbog: ”12. Aug. Bekam ich leider die betrübte Zeitung von meines lieben Brudern, Herrn Christoffen seh­ ligen, Tode, zu Frankenthal. Ich war sehr betrübet. Mein g. Herr tröstet mich und saget, ”Mein Baroni, seid zufrieden, der Keyser und sein Koch musst auch sterben, unangesehen er gute Suppen kunnt kochen.”” (Krollmann: 1905: 48). I starten af september påbegyndte Fabian von Dohna rejsen til Skåne, der gik via Lübeck, Tra­ vemünde og København. Han var flere gange i audiens hos F2, der ved en af lejlig­ hederne bl.a. udtalte: ”Herr Fabian, ich wollte, dass dein Bruder Christoffer noch lebete. Jetzt habe ich erst wollen anfangen ihme guts zu thun.” (Krollmann 1905: 49). Om Skandinaviensbesøget skriver Fabian von Dohna afslutningsvis: ”Ich habe etlichmal naher Heiligenkirchen [d.e. Helne Kirke, RHC] und von dannen wieder na­ her Koppenhagen, auch nach Friedrichsburg und Hölschenör [Fabian von Dohnas ganske vellykkede forsøg på med tysk lydskrift at skrive ”Helsingør”, RHC] ziehen müssen, bis ich endlich alle Sachen richtig gemacht, da es auch ohne Mühe nicht abgegangen.” (Krollmann 1905: 49).

156

gået videre til en i familien med samme navn som den oprindelige de­ dikationsmodtager, og i den forbindelse vil det være oplagt at foreslå den af Isak Collijn omtalte Christoff von Dohna (1583-1637)104 som næste led i arvefølgen. Hvorvidt bogen efterfølgende i øvrigt til punkt og prikke har fulgt den af Collijn foreslåede sti, eller nogle af leddene er blevet sprunget over, eller der har været foretaget nogle sidespring undervejs, får indtil videre stå hen i det uvisse.

104

Søn af Achatius von Dohna og nevø til Fabian von Dohna.

157

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 6 – Karen Brahe-eksemplaret Karen Brahes bibliotek i Roskilde ejer et eksemplar af Etzliche Sprüche 1583. Det pågældende eksemplar er desværre defekt, idet følgende mangler: Titelblad og bl. 67, 73-74, 78, 98-100105. Om det pågældende eksemplar skriver Sofus Larsen, at man med temmelig stor sikkerhed kan gå ud fra, at det ”ligesom alle de andre, der endnu er bevarede, eller hvorom Efterretning haves, engang bar en egenhændig Tilskrift fra Kongen til Modtageren af Gaven. Den har naturligvis staaet paa et af de nu manglende Forsatsblade106. Det er højst rimeligt, at baade disse og Hovedtitelbladet i sin Tid er fjærnede, fordi de vidnede om, hvem Bogens rette Ejer var.” (Larsen 1922: 38).

Det står mig slet ikke klart hvad Sofus Larsen mener med den sidste del af sit her anførte citat. Mener han mon at bogen på et eller andet tidspunkt er blevet stjålet og man så har villet sløre tyveriet ved at fjerne oplysningerne om eksemplarets proveniens? Det er selvfølge­ lig en mulighed – men ville et sådant eksemplar have kunnet få en plads i Karen Brahes udsøgte bibliotek?

105 Således anført i Syddansk Universitetsbiblioteks database.

106 Det fremgår ikke af de bibliografiske oplysninger i Syddansk Universitets­ biblioteks database at også forsatsbladene mangler, men mon ikke Sofus Larsen har konstateret dette ved selvsyn?

158

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 7 – Glambek-eksemplaret Gunnerusbiblioteket i Trondhjem i Norge107 besidder et defekt eksem­ plar af Etzliche Sprüche 1583 med dedikation fra F2 og tilskrifter ved dronning Sofie, prinsesse Elisabeth, prinsesse Anna, hertug Christian og hertug Ulrik.

Bogen har i Gunnerusbiblioteket placeringssignaturen ”GUNNERUS LibR Oct. 71”, stregkoden ”01a011885” og er tekstkatalogiseret efter det ene af værkets deltitelblade (det første) ”Diese Sprüche hat Kö­ nigliche Maiestet, König Friderich der Ander zu Dennemarcken etc. selbst aus den Proverbijs Salomonis auffgezeichnet”. Anvendelsen af det første undertitelblads tekst ved hovedkatalogiseringen skyldes at hovedtitelbladet mangler i Gunnerusbibliotekets eksemplar, hvoraf følger at en eventuel søgning på værket under orddele, der kun fore­ kommer i hovedtitelbladet (f.eks. ordet ”Etzliche”), slet ikke vil give nogle træffere og man derfor umiddelbart vil kunne få det indtryk at bogen – eller dele af den – slet ikke forefindes i Gunnerus-biblioteket.

F2’s dedikation i Eksemplar 7 er skrevet (formentlig på bagsiden) af det første af de to løse forsatsblade og lyder: ”Anno 15 84 gaff k f den108 denne boch klass glambe[k] dent 19 iannuarius her pae schan­ delbor”. Under den egentlige dedikation har F2 prentet tallene 15 og 84 på hver side af sit ”FS”-monogram (1 linie), samt sine to valgsprog: ”meyn hoffnunch zu got alleynne” (2 linier) og ”true ist wylt brat” (1 linie) og endelig nederst sin underskrift ”[f] 2 k zu dennemarch vndt norwegen” (1 linie), d.e. ”Friderich der ander König zu Dänemark und 107 Gunnerusbiblioteket – også kaldet Det Kongelige Norske Videnskapers Selskabs bibliotek (DKNVS-biblioteket) – udgør den ældste del af Universitetsbi­ blioteket i Trondheim. Det er opkaldt efter biskop over Trondhjems Stift Johan Ernst Gunnerus (1718-1773), som blev den første fungerende bibliotekar ved bibliote­ ket fra nytår 1768. Gunnerusbiblioteket indgår nu i NTNU Universitetsbiblioteket (NTNU UB), der er en del Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU) i Trondheim.

108 Her kunne man måske tale om en slags stavelsesmæssig antecipation af den efterfølgende stavelse ”den” i ”denne”, eller blot betragte det første ”den” som en ”forskrivelse”.

159

Norwegen” afsluttet af et underliggende sæt krydslagte ulvekroge, hvis længste vandrette ulvekrog strækker sig over lidt mere end halv­ delen af siden.

F2’s tekst i Eksemplar 7 af Etzliche Sprüche 1583 med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno 15 84 gaff (34) k f den denne boch (2a) klass (22; 23 V) glambe[k] (7) dent (8) 19 iannuarius (1; 22; 32) her pae (5; 23; 23 I) schandelbor (2b; 37; 39) meyn (3) hoffnunch zu got alleynne (3; 22) true (4c) ist wylt brat (40) [f] 2 k zu de­nnemarch (2b; 22) vndt (8) norwegen Herunder følger tilskrifter ved 1) dronning Sofie og prinsesserne 2) Elisabeth og 3) Anna, der lyder: 1) dronning Sofies tilskrift: ”15” og ”84” placeret på hver sin side af F2’s ”FS”-monogram for at angive at hun var gift med F2, dernæst sætningen ”[g]ott [ve]r lest die seinen nicht” – dronningens ene valg­ sprog – afsluttet af et sæt krydslagte ulvekroge til højre, og afslut­ ningsvis dronning Sofies underskrift: ”sovye kunigin [eller künigin] zu denemarck”. Det hele afsluttet med en stregslyngning; 2) prinsesse Elisabeths tilskrift: ”[El]isabeth frewlein zu denemar[ck]”; 3) prinsesse Annas tilskrift: ”[A]nna frewlein zu denmarcken”.

Prinserne 4) Christian og 5) Ulrik har skrevet på det andet af de to løse forsatsblade og disse tilskrifter lyder: 4) Christians tilskrifter: ”Regna firmat pietas” (Christians valgsprog – ”Fromhed styrker rigerne”); ”Christian Erwelter Printze zu Denne­ mark” (d.e. ”Christian – udvalgt prins til Danmark”); ”Anno 1584”; 2) Ulriks tilskrifter: ”15 87”; ”Dextera Dei sors mea.” (Ulriks valgsprog – ”Guds højre hånd er / bestemmer min skæbne”); ”Herzogh Vlrich” – underskrift.

Da der er tale om et dedikationseksemplar har kongens tilskrift – de­ dikation – formentlig oprindeligt været den eneste i bogen. Efterføl­ gende vil jeg så formode at Claus Glambek på forskellige tidspunkter – når det ellers passede ind i kongefamiliens besøg på Skanderborg – har bedt de øvrige medlemmer af kongens familie om at skrive de­ res navne i den fornemme gave – på bedste stambogsmaner, hvilket de så efterhånden har gjort – dronning Sofie medens hun stadig var dronning, prinsesserne Elisabeth og Anna formentlig samtidigt med 160

dronningen – alle tre navne giver et samlet gnidret indtryk, Christian engang i 1584 og endelig Ulrik engang i 1587.

Glambek-eksemplarets videre rejse fra Claus Glambek til dennes dat­ ter Sofie og videre til dennes mand Mogens Pax – og så fremdeles – er grundigt beskrevet i Landmark 1922, som let lader sig fremfinde på internettet til videre fordybelse.

Om Claus Glambek Claus Glambek, der vel bedst huskes i eftertiden som lensmand på Skanderborg, levede fra 1537 til 1591. Han var født på Svendsholm i Ulvborg Herred i Vestjylland, hvor faderen Niels Glambek var lens­ mand. Han kom tidligt i tjeneste hos Christen Munk til Tåbdrup og var i 1548 som 10-11-årig med ham på det der kaldes ”Det Store Brude­ tog” til Meissen, hvor C3’s og dronning Dorotheas datter Anna – F2’s storesøster – blev viet til den senere August 1. af Sachsen. Fra 1550 til 1573 var han i tjeneste hos Holger Holgersen Rosenkrantz til Boller, i hvis følge han med stort mod deltog i felttoget mod Ditmarsken i 1559 og dermed også kom i den næsten jævnaldrende F2’s gunst. Efter Hol­ ger Ottesen Rosenkrantz’s fratræden som lensmand på Skanderborg i 1573 overtog Claus Glambek, der allerede i en årrække havde været foged på slottet, embedet, som han i 1576 supplerede med Bygholm Len, hvilket sidstnævnte han i 1580 ombyttede med Åkær Len. I 1588 afstod han Åkær Len og året efter Skanderborg Len for i stedet at hel­ lige sig driften af sin gård Rask.

161

Etzliche Sprüche 1583 Eksemplar 8 – Edinburgh-eksemplaret Oplysningerne om det pågældende eksemplar, som seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek i København Anders Toftgaard venligt har henledt min opmærksomhed på, hidrører fra en lille artikel af D. Wyn Evans med titelen ”Inscriptions and Bookplates from The Thorkelin Collection in The National Library of Scotland” (Evans 1963-1966) og lyder: ”Three other items which are not part of the Thorkelin Collec­ tion may perhaps be mentioned here: These are … [2 værker omtales] … and a copy of King Frederik II of Denmark’s Diese Sprüche hat Fri­ derich der Ander … auffgezeichnet (1583), signed by the King himself.”

(Evans 1963-1966: 248).

Evans titel på værket indeholder dele af et af de 2 deltitelblade, så det er jo ikke meget vi har at gå efter ud fra Evans’ oplysninger.

Lidt mere oplysende er National Library of Scotland’s katalog, hvor bogen er indført med følgende oplysninger: ”Diese Sprüche hat Kö­ nigliche Maiestet König Friderich der Ander zu Dennemarcken &c. selbst aus den Prouerbijs Salomonis (aus dem Syrach) auffgezeichnet.

(Ein schön Gebett König Friderichs des Andern.). Koppenhagen : L. Be­ nedicht.1583. 12mo.”, som synes at være et sammenkog af de to del­ titelblade samt den side F2’s morgen- og aftenbøn begynder på, hvil­ ket så f.s.v.a. titelbladene må indicere at hovedtitelbladet mangler, men de to deltitelblade er bevaret.

162

163

Værker af F2: Etzliche Psalmen 1585 Værkets fulde titel (fol. A1r) lyder: ”Etzliche auserlesene Psalmen vnd Sprüche / welche Friderich der Ander / von Gottes gnaden / Künig zu Dennemarcken vnd Norwegen etc. Aus dem Psalter Dauids selbs hat ausgezeichnet / Vnd für jre Künigliche Maiestet hat Drucken lassen.”

Impressumangivelsen (fol. A1r og fol. Ee5v) har følgende ordlyd: ”Gedruckt zu Koppenhagen / durch Laurentz Benedicht. 1585.”

Værket er optaget hos Lauritz Nielsen under nr. 1359 (Nielsen 19191933) og der angivet med kolumnestørrelsen 81 x 50 mm.

Målene for værkets bindhøjde og bindbredde og for bogblokkens højde og bogblokkens bredde er vel ligesom de for Etzliche Sprüche 1583 gældende (ingen af disse oplysninger fremgår af den mikrofilm af værket jeg har haft til rådighed – se videre nedenfor).

Etzliche Psalmen 1585 er et værk på 336 sider, der består af 28 ark / læg in sexto109, som hvert er forsynet med en specifik arksignatur bestående af et enkelt bogstavtegn – en majuskel – eller en kombination af to valørmæssigt identiske bogstavtegn – 1 majuskel + 1 minuskel – der på visse få undtagelser nær er påført rectosiden nederst på de 4 første blade i arket / lægget og derudover – efter arksignaturen – f.s.v.a. blad 2-4 i hvert af arkene er udstyret med et romertal fra 2 til 4 (skrevet ”ij”, ”iij” og ”iiij”) angivende bladnummer i arket / lægget. Følgende arksignaturer ses anvendt i Etzliche Psalmen 1585 – her opregnet i den orden de er benyttet, nemlig alfabetisk orden regnet fra bogens start til dens afslutning, med enkelttegnsrækken A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q, R, S, T, V, X, Y og Z først, fulgt af dobbelttegnsrækken A a, B b, C c, D d og E e. I alt indeholder værket således (28 ark / læg á 6 blade á 2 sider) = 336 sider. De enkelte blade 109 Ved hvilket udtryk der menes, at værket rent fysisk består af ark / læg, der er falset / skudt ind i hinanden på en sådan måde at hvert samlet ark / læg indeholder 6 blade (= 12 sider). Denne ark- / læg-type, som vi også har mødt ved F2’s anden lille bog Etzliche Sprüche 1583, finder man som allerede omtalt ellers normalt kun benyttet ved store formater.

164

og sider i Etzliche Sprüche 1583 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form helt efter det samme system, der er blevet udførligt beskrevet i underafsnittene vedr. det første af de to delbind af Frederiksborg-Bibelen, nemlig Biblia 1551.

Den eneste side i bogen, der savner arksignatur (ud af 112 sider med mulighed for arksignatur) er ”fol. A1r” – titelbladet – en sidetype, der som traditionen byder det – af æstetiske grunde – er (kan være) fritaget herfor.

Fol. Dd1r skulle have haft arksignaturen ”D d”, men fremstår i modsætning til de øvrige med arksignatur forsynede blade i arket / lægget (hvis arksignatur jo er ”D d”) ved en fejl med den allerede benyttede arksignatur ”D”.

Værket er selvstændigt folieret fra starten af hovedteksten (udtogene af salmerne) (fol. A6r) t.o.m. slutningen af samme del af bogen (fol. Ee5r) med de punktumefterstillede tal 1 til 162 trykt på de involverede rectosider til højre for sideoverskriften ”Psalter Dauids.” (se dog nedenfor), der er en fortsættelse af versosidernes sideoverskrift ”Sprüche / aus dem”, henholdsvis (nemlig på fol. F5v, fol. M4v, fol.

Q3v, fol. X1v og fol. Z6v) ”Sprüche aus dem”. Sideoverskriften ”Psalter Dauids.” mangler 2 steder, nemlig på fol. A6r og fol. Ee5r, således at bladnumrene ”1” og ”162” står alene på de pågældende sider uden sideoverskrift. For fol. A6r’s vedkommende fordi den side, der står til venstre for den (fol. A5v) ikke hører til hovedteksten og derfor heller ikke kan indeholde første del af den todelte sideoverskrift, hvorved et alenestående ”Psalter Dauids.” på det sted ville have virket uheldigt.

For fol. Ee5r’s vedkommende vel fordi siden ikke rummer egentlig salmetekst (men blot en angivelse af at nu er enden nået på skriftstederne fra Salmernes Bog), hvilket dog ikke har forhindret trykkeren i at medtage første del af sideoverskriften på den side, der står til venstre for fol. Ee5r, som herefter sprogligt svæver i luften uden det af præpositionen ”aus” og artiklen ”dem” krævede substantiviske efterled. I den selvstændige foliering er der to mindre afvigelser idet blad 155 er forsynet med bladnummer ”125”, uden at dette dog har betydning for den videre nummerering, og ”1”-tallet i bladnummer ”159” ved en typografisk fejl er blevet erstattet af et omvendt ”3”-tal.

Værket er komponeret som følger: titelblad forside indeholdende ovenstående titel, F2’s ”FS”-monogram med krone (med ”S” slynget om ”F”) anbragt under titelen, følgende tekst indeholdende 165

salmeangivelse samt første halvdel af Salmernes Bog 25,21: ”Psalm 25. Schlecht vnd Recht das behüte mich” samt endelig ovenstående impressumangivelse (fol. A1r), titelblad bagside med F2’s ”FS”-monogram med krone (med ”S” slynget om ”F”) og teksten ’’Symbolum FRIDERICI 2. REX Daniæ.”110 og her nedenunder kongens 2 valgsprog ”Mein Hoffnung Zu Gott Allein.”111 og ”Ein Anders. Trew Ist WildtBrat”112 efterfulgt af stregslyngning (siden næsten identisk (se nedenfor) med den tilsvarende side i Etzliche Sprüche 1583)(fol. A1v), F2’s fortale (fol. A2r-A5r), side med illustration forestillende knælende ældre kriger (d.e. David), der påkalder Herren omgivet af engle i himmelen (som i Etzliche Sprüche 1583)(fol. A5v), hovedteksten med udtogene af salmerne (fol. A6r-Ee4v med egne folieringsnumre 1-161) indledt med følgende tekst: ”Etzliche Psalmen vnnd Sprüche aus dem Psalter Dauids.” (fol. A6r) og med F2’s ”FS”-monogram med krone (med ”S” slynget om ”F”) anbragt under det afsluttende ”Haleluia” (fol. Ee4v), afslutning på værket indeholdende følgende tekst med overliggende stregslyngning og underliggende vignet: ”Ende / der besondern Sprüche aus dem Psalter Dauids.” med folieringsnummer ”162” (fol. Ee5r), ovenstående impressumangivelse med overliggende stregslyngning og underliggende vignet (fol. Ee5v), side med illustration (bogtrykkerens logo, se nedenfor), bogtrykkerens valgsprog (se nedenfor) og underliggende vignet (fol. Ee6r), blank side (fol. Ee6v).

Som salmeafslutning nederst på en side kan anvendes snart streg­ slyngning (A6v, B4v, C1r, C5r, E6r, F1r, F3r, H2r, J1r, J3r, K6v, O6r, P3v, Q2r, Q3v, S1v, S5v, V6r, Y1v, Aa5v, Bb1v, Bb5v, Bb6r), snart vignet (fol.

D3r, D5r, E3v, F6r, H3r, Q5v, T2r, V1r, V4r, X2v, X5v, Dd1r, Dd3r).

Der er en lille forskel på titelbladsbagsiderne i Etzliche Sprüche 1583 og Etzliche Psalmen 1585, idet ordet ”Wildbrat” har et ”t” mere i Etzliche Psalmen 1585 (hvor det er skrevet ”WildtBrat”) end i Etzliche Sprüche 1583 (hvor det er skrevet ”WildBrat”).

Dekorationen på næstsidste side (fol. Ee6r) er trykkeren Lorentz Benedichts logo, der forestiller to skyarme, der i fællesskab holder en opret, liljelignende urt med 3 udsprungne blomster. De kropløse arme symboliserer vel ”arbejderne i vingården”, her trykkeriet, der i fællesskab – og anonymt – frembringer den smukke blomst – det 110 Det er i oversættelse: ”Valgsprog tilhørende Frederik 2. Danmarks konge.”

111 Det er i oversættelse: ”Mit håb står til Gud alene.”

112 Det er i oversættelse: ” Et andet [valgsprog lyder, RHC] Troskab er (lige så sjælden kost) som en vildtsteg..”

166

trykte værk.

Bogtrykkerens valgsprog ”Auxilium meum à Domino. L.B.” må betyde så meget som: ”Den hjælp jeg Lorentz Benedicht kan bistå med kommer fra Herren”.

Skriftsnittet i ’’Etzliche Psalmen 1585’’ er gennemgående fraktur. Herudover er anvendt antikva ved F2’s monogram og valgsprog, i tekst affattet på latin samt i bogtrykkerforkortelsen ”L.B.” Første afsnit / vers af forordet og de enkelte salmer i værket indledes af en 3 linjer høj initial (fraktur i F2’s fortale, antikva i de øvrige salmer, på nær salme 8, der indledes af en 3 linjer høj majuskel i fraktur) uden indrykning, der enten efterfølges af a) 1, b) 2 eller c) 3 høje majuskler af samme højde (1 linje) som de i teksterne som store bogstaver i øvrigt anvendte majuskler, jvf. a) ”R” i ”FRewet” (fol. F4v), ”C” i ”ICh” (fol. F6v), ”J” i ”HJlff” (fol. L2r), ”O” i ”GOtt” (fol. L2v), ”S” i ”ES” (fol.

N2v), ”O” i ”LObet” (fol. Ee3r); b) ”ER” i ”DER” (fol. D3v), ”ER” i ”WER” (fol. D6r), ”OL” i ”WOL” (fol. F3v), ”EJ” i ”MEJne” (fol. G2v), ”CH” i ICH” (fol. H3v), ”OT” i ”GOTt” (fol. J5r), ”JE” i ”WJE” (fol. Q1r), ”OB” i ”LOBet” (fol. Ee4r); c) ”ERR” i ”HERR” (fol. H2v), ”OTT” i ”GOTT” (fol. J3v).

F2 har i Etzliche Psalmen 1585 medtaget tekster fra følgende salmer i Salmernes Bog: 1-11, 13-21, 23-28, 30-57, 59-75, 77, 79-82, 84-86, 89-92, 94-104, 106, 108-109, 111-113, 115-125, 127-131, 134-136, 138-148. Der er følgelig ikke medtaget tekster fra følgende salmer: 12, 22, 29, 58, 76, 78, 83, 87-88, 93, 105, 107, 110, 114, 126, 132-133, 137, 149-150.

De mange udvalgte salmevers er anbragt i afsnit øverst forsynet med kursiverede romertal (afsluttet med ”.”), der tilsvarer deres salmenummer i Salmernes Bog. Under salmenummeret er det med tekst angivet fra hvilken salme udtoget er foretaget, efter følgende faste mønster ”Aus dem NN Psalm.”, f.eks. ”Aus dem Neun vnd Achtzigsten Psalm.”

Versene i Etzliche Psalmen 1585 er unummererede lige som de er det i biblerne på Luthers tid. Af lokaliseringsgrunde er de nedenfor blevet forsynet med de adresser, der i senere bibeludgaver er blevet knyttet til dem, f.eks. 10,14 – hvilket vil sige vers 14 i Salme 10.

Versene er i Etzliche Psalmen 1585 normalt opført som selvstændige enheder – et ad gangen med afsluttende linjeskift – og en notation 167

som 27,1-4 vil derfor ikke angive et afsnit omfattende de 4 første vers i den pågældende salme ud i en køre, men derimod de efter hinanden følgende 4 første vers i den pågældende salme hver udgørende et afsnit, nemlig 27,1 efterfulgt af 27,2 efterfulgt af 27,3 efterfulgt af 27,4.

Undertiden er 2 vers i Salmernes Bog samlet til et vers i Etzliche Psalmen 1585, hvilket vil blive angivet på følgende måde: 66,1 + 66,2 (samlet i 1 vers med et punktum / en skråstreg mellem de 2 vers).

Undertiden er 1 vers i Salmernes Bog opsplittet i 2 vers i Etzliche Psalmen 1585, hvilket vil blive angivet efter følgende paradigme: 19,15 (opdelt i 2 vers, der skiller efter ”das gesprech meines hertzen fur dir.”).

Undertiden kan et vers i Salmernes Bog være blevet forkortet i Etzliche Psalmen 1585, hvilket vil blive angivet efter følgende paradigme: 51,6 (t.o.m. ”vnd vbel fur dir gethan.”).

De i Etzliche Psalmen 1585 optagne vers fra Salmernes Bog er følgende: 1,1-6; 2,1-2; 2,4; 2,6-12; 3,2-9; 4,2; 4,4; 4,6; 4,8-9; 5,2-9; 5,12-13; 6,26; 6,10-11; 7,2-3; 7,10-14; 7,18; 8,2-3; 8,5; 8,10; 9,2-5; 9,10-11; 9,14; 9,19-20; 10,14; 10,16-18; 11,1; 11,7; 13,2-6 (vers 6 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”das du so gerne hilffest.”); 14,2-3; 15,1-5; 16,1; 16,5; 16,8-9; 16,11; 17,1-8; 17,15; 18,2 + 18,3 (samlet i 1 vers, der slutter med ”Auff den ich trawe.” i 18,3); 18,3 (resten af 18,3 f.o.m. ”Mein Schild”); 18,4; 18,7; 18,31-33; 18,36; 18,47; 18,51; 19,8-12 (vers 8 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”erquicket die Seele.”); 19,15 (opdelt i 2 vers, der skiller efter ”das gesprech meines hertzen fur dir.”); 20,210; 21,2-6; 21,8; 21,14; 23,1-6; 24,3-8; 25,1-22; 26,1 (opdelt i 2 vers, der skiller efter ”Denn ich bin vnschüldig.”); 26,3-4; 26,8-9; 26,11-12; 27,1-4; 27,7-11; 27,13-14; 28,1-2; 28,6-9; 30,2-3; 30,6; 30,8-11; 31,210; 31,15-18; 31,20; 31,24-25; 32,1-7; 32,10-11; 33,1; 33,4-5; 33,813; 33,15-22; 34,2-23; 35,9-10; 35,17-23; 35,26-28; 36,6-13; 37,3-9; 37,11-13; 37,16-20; 37,23-37; 37,39-40; 38,2-5; 38,10; 38,16; 38,2223; 39,2 (opdelt i 2 vers, der skiller efter ”mit meiner Zungen.”); 39,512; 40,2-6; 40,9; 40,11-12; 40,14-18; 41,2-5; 41,12; 41,14; 42,2-3; 42,6-7; 42,9-10; 42,12; 43,1-5; 44,2 ; 44,5-9; 44,24-25; 44,27; 45,7-8; 45,18; 46,2-3; 46,5-6; 46,8-12; 47,2-9; 48,2 (med tilføjelsen “auff seinem heiligen Berge.” til sidst i verset); 48,9-12; 48,15; 49,2; 49,6-11; 49,16-21; 50,1; 50,7; 50,14-23; 51,3-5; 51,6 (t.o.m. ”vnd vbel fur dir gethan.”); 51,7; 51,11-13; 51,16-17; 51,19; 52,3-11; 53,2-7; 54,3-9; 168

55,2-3; 55,17-20; 55,23-24; 56,2-5; 56,10-14; 57,2-12; 59,2-4; 59,6; 59,9-11; 59,17-18; 60,3; 60,13-14; 61,2-9; 62,2-3; 62,6-13; 63,2-12; 64,2; 64,8; 64,10-11; 65,2-10; 66,1 + 66,2 (samlet i 1 vers med en skråstreg mellem de 2 vers); 66,3-5; 66,9-10; 66,12; 66,16-20; 67,2-8; 68,2-7; 68,20-22; 68,29-30; 68,33-36; 69,2-3; 69,6-7; 69,14; 69,17-20; 69,31-37; 70,2-6 (vers 3 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”Die nach meiner Seelen stehen.”); 71,1-18 (vers 9 delt i 2 vers, der skiller efter ”Verwirff mich nicht in meinem Alter.”); 72,1-5; 72,7; 72,11-13; 72,15; 72,17-19; 73,1-3; 73,23-28; 74,1-2; 74,10-12; 75,2; 75,5-11; 77,2-4; 77,11-16; 79,5-13; 80,4-8; 80,15-20; 81,2; 81,9-17; 82,1-8; 84,2-6; 84,9-13; 85,2-14; 86,1-17; 89,2-10; 89,12; 89,14-37; 89,47-50; 89,53; 90,1-17; 91,1-16; 92,2-3; 92,5-16; 94,1-4; 94,11-19; 94,22-23 (vers 23 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”vmb jre Boßheit vertilgen.”); 95,1-7; 96,1-13 (vers 13 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”Denn er komet zu richten das Erdreich.”); 97,1; 97,8-12; 98,1-9 (vers 1 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”denn er thut Wunder.”); 99,1-5; 99,8-9; 100,15; 101,1-8; 102,2-3; 102,12-16; 102,18; 102,22-23; 102,25; 102,2829; 103,1-8; 103,10-22; 104,1; 104,31-35; 106,1-6; 106,8; 106,47-48; 108,2; 108,4-7; 108,13-14; 109,1-2; 109,21-24; 109,26-28; 109,30-31; 111,1-10; 112,1-10; 113,1-9; 115,1-3; 115,9-11; 116,1-13; 116,15-17; 116,19; 117,1-2; 118,1-5; 118,7-10; 118,13-26; 118,28-29; 119,1-12 (vers 9 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”unstrefflich gehen?”); 119,1720; 119,22; 119,24-27; 119,29-60; 119,63-67; 119,71-77; 119,79-82; 119,84; 119,86-94; 119,96-98; 119,101-107; 119,111-116; 119,120138; 119,140-147; 119,149; 119,151-154; 119,156-160; 119,162176; 120,1-2; 121,1-8; 122,1-2; 122,4; 123,1-4 (vers 2 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”Auff die Hende jrer Herrn sehen.”); 124,1-3; 124,68; 125,1-5; 127,1-5 (vers 1 opdelt i 2 vers, der skiller efter ”die dran bawen.”); 128,1-6; 129,1-2; 129,4; 130,1-8; 131,1; 131,3; 134,1-3; 135,1-6; 135,13-21; 136,1-4; 136,24-26; 138,3-8; 139,1-8, 139,9 + 139,10 (samlet i 1 vers med en skråstreg mellem de 2 vers); 139,1124; 140,2-5; 140,7-10; 140,12-14; 141,1-5; 141,8-10; 142,2-4; 142,67; 143,1-2; 143,6-12; 144,1-4; 144,7; 144,10-11; 145,1-21; 146,1 + 146,2 (samlet i 1 vers med en skråstreg mellem de 2 vers); 146,3-10; 147,1; 147,3; 147,5-11; 148,1-2; 148,11-14.

Antallet af de af F2 optagne vers i Etzliche Psalmen 1585 fra Salmernes Bog udgør ca. 55 % af det samlede antal vers i Salmernes Bog, der svinger omkring 2500 alt afhængigt af om man tæller de noteagtige anmærkninger i starten af mange af de 150 salmer113 med eller ej som 113

Etzliche Psalmen 1585 medtager kun rene salmeudtog, og indeholder der-

169

vers eller dele af vers. Så noget helt lille udvalg er der langt fra tale om.

I modsætning til Etzliche Sprüche 1583 er paralleludgivelsen Etzliche Psalmen 1585 forsynet med et egentligt forord, i hvilket F2 redegør for sine bevæggrunde for – inspireret af Kong David – at lade det lille værk, som han beskedent kalder ”diß Handbüchlein”, trykke.

Forordet (fol. A2r-A5r) har følgende ordlyd: ”Vorred. // Friderich der Ander / von Gottes gnaden König zu Dennemarcken vnd Norwegen &c.

DIeweil der Königliche Prophet Dauid / durch den Geist Gottes / in seinen Psalmen / vom Könige aller Könige / dem Sohn GOTtes vnsern HERrn JHEsu Christo Weissaget / Vnd alle Weltliche Könige im andern // Psalm ernstlich vermanet / das sie diesen himlischen Köning (den der Vater selbs auff Zion / zu vnserm ewigem König vnd hohen Priester eingesetzet) erkennen / jm Hüldigen vnd dienen / vnd sich von jm weisen vnd züchtigen lassen. So haben Wir diese Vermanung des Heiligen Geistes zu hertzen geno[m]men / vnd bitten den Almechtigen Got / das er durch seinen Geist / Vnser // Hertz erleuchte / damit Wir sampt allen Vnsern Vnterthanen / dar vber er Vns aus gnaden zu seinem diener eingesetzt / Vnsern einigen Heyland JHesum CHristum aus diesen schonen Psalmen erkennen / jm Hüldigen / von Hertzen dienen / Vns seiner frewen / jn Loben / Ehren vnd preisen / vnd ­durch jn Gerecht vnd Selig werden mügen. Solchs von Gott zu erlangen haben Wir // den Psalter / (weil GOtt allein durch sein Wort vnd Geist krefftig ist) gelesen / Vnd damit Wir denselbigen hinfürder mit mehr frucht lesen / vnd Vns darin vben könten / haben Wir etliche Psalmen gantz ausgezeichnet / aus den andern aber etliche schone Sprüche Vns sebs auserwelet / vnd dieselbigen nach der Ordnung wie die Psalmen gehen / zusamen gefasset / vnd in // diß Handbüchlein dru­c­ ken lassen. Nicht der meinung / das Wir aus dem Psalter etwas sonderliches machen / den Text zertrennen / das jenige so nicht hirein mit eingezogen / verachten / oder jemand durch Vnser Exempel den gantzen Psalter zu lesen abhalten wolten: Sondern / weil Dauid aus hohem Geist redet / vnd Wir bey Vns selbst befunden / das diese Psalmen vnd Sprüche / // deutlich / klar / vnd derentwegen Vnser Seelen am bequemsten vnd dienstlichsten sein / Haben Wir hirein allein Vns for ikke de ekstraoplysninger af typen ”Ein danck Psalm.”, ”Ein Psalm Dauids.”, ”Ein gebet Mose des mans Gottes.” man bl.a. træffer i de rene bibeludgaver.

170

selbst dienen / vnd zu verhüten allerley nachdenckens (ob vielleicht vber zuuersicht / diß Büchlein jemands zu handen keme) solchs alhie anzeigen wöllen. Vnser getrewer Heyland Christus / erhalte durch seinen Heiligen Geist / Vnser Hertz im Glauben // (recht vn[d] schlecht wie Dauid bittet) bey reinem einfeltigem verstandt solcher herrlichen Psalmen vnd Sprüche / biß an Vnser seliges ende. Beware Vns vnd Vnsere Reiche vnd Lender / vnd alle vnsere nachkomen / für falscher lere / vnd allem Irthumb / vnd mache Vns sampt allen Heiligen / zu Erben in seinem ewigen Reich / in ewiger Frewd vnd Seligkeit / Amen.”

Etzliche Psalmen 1585 var i flere hundrede år regnet for bortkommet rent fysisk. Allerede Peder Hansen Resen skriver således i fortalen til sin ”Kong Frederiks Den Andens KRØNICKE” (Resen 1680: fol. b2v) følgende underpunkt blandt flere til bevis for F2’s gudfrygtighed, der manifesterede sig: ”... 4. i Guds Ords / i sær Kong Davidtz Psalters / idelig Læsning. Thi som hand Læste gierne i Bibelen / saa iblant detz Bøger / i sær i Kong Davidtz Psalmer / har hand samme Psalter Bog / som en liden Bibel / for sig oc sine Børn i Trycken ladet udgaa / med en kort oc Gudelig Argument ofver hver Psalme / saa oc en fortale / som hand hafde giort til sine Børn / oc der udi Raadet dem til disse Psalmers idelig Læsning / Gudsfryct oc alle Dyders øfvelse / hvicken [d.e.: ”hvilken”, RHC] Psalteris Tryck jeg icke hafver kunde fundet ...”.

Resens angivelse af at kongens salmeudgave skulle indeholde ”en kort oc Gudelig Argument ofver hver Psalme” og at kongen havde tænkt sig den udgivet som ”en liden Bibel / for ... sine Børn” holder – som det fremgår dels af forordet til Etzliche Psalmen 1585, der ikke nævner noget om kongens børn, dels af gennemgangen af bogen, der udover forordet udelukkende indeholder ukommenterede vers fra Salmernes Bog – ikke stik, men passer glimrende på det efterfølgende udgivne storværk Etliche Psalme 1586, hvor såvel kongebørnene som verskommentarerne er omtalt i det fyldige forord. Resen har så at sige sluttet baglæns fra Etliche Psalme 1586, og ved at ikke at læse forordet i Etliche Psalme 1586 grundigt nok rekonstrueret en Etzliche Psalmen 1585, der mere minder om en miniudgave af Etliche Psalme 1586 end om den ægte ukommenterede vare.

Johannes Lauerentzen nævner i sin F2-historie fra 1693 ikke med et ord at bogen [d.e. Etzliche Psalmen 1585] skulle være utilgængelig eller bortkommet, men røber det indirekte ved at henvise til dens udgivelsesår med et forkert årstal: ”Die heilige Bibel / welche ihr Christseligster Hr. Vater seiner Zeit gar fleißig gebraucht / war dahero ihr 171

tägliches Handbuch / welche Sie ordentlich vielmahl nach einander ausgelesen114. Aus diesem Buch Sie im Lesen nicht bloß die anmuthigsten Geschichte / sondern auch den rechten Saft und Kraft der Sprüche und Verheisungen GOttes inniglich beherziget : Ja / Sie auch zu desto vesterm Gedächtnüß / die von ihr Mäjest. selbsten auserlesenen Sprüche / als aus dem Psalter wie auch aus den Sprichwörtern Salomons und dem Jesus Sirach / in zwey subtile Handbüchlein Anno 1583. drukken lassen ...” (Lauerentzen 1693: 119).

Ligesom Resen må også Lauerentzen have foretaget en fejlslutning, idet han sandsynligvis har tænkt, at når de to sekundære optryk af Etzliche Sprüche 1583 og Etzliche Psalmen 1585, nemlig de to af ham selv besørgede nydelige småbøger Etzliche Sprüche 1690 og Etzliche Psalme 1690, var udkommet det samme år115, så har det nok også haft gyldighed for de 2 ”urudgaver”. Og når man (Lauerentzen) så vidste at den ene var udkommet i 1583, så måtte det i så fald også gælde for den anden.

Boghistorikeren Sofus Larsen, der følte sig overbevist om at der ikke længere eksisterede noget eksemplar af Etzliche Psalmen 1585, har også givet sit besyv med om det pågældende værk i tidsskriftet ”Bogvennen” (Larsen 1921: 38-39): ”Sandsynligvis i det følgende eller næstfølgende Aar (1584 el. 1585) lod Kongen trykke et nyt Udvalg af Bibelsprog, denne Gang hentet fra Davids Psalmer. I Fortalen til de kongelige Børn foran i Christoffer Knoffs Udg. fra 1586 Bl. III r. [egtl. fol. )( 3r, RHC] udtaler han sig desangaaende saaledes: ”In diese vnsers Gottseligen Herrn Vaters fuszstapffen / sein Wir / nicht vnbillich / auch getretten. Vnd haben nach Gottes befehl / den er durch Mosen allen Königen gegeben / die gantze heilige Schrifft / Insonderheit den Psalter Dauids / fleissig gelesen: Daraus auch etliche vorneme Psalmen vnd schöne Sprüche / In welchen wir [skal være: Wir, RHC] für andern / sonderlichen Trost vnd Göttliche krafft empfunden / zusammen gezogen / vnd in ein Handbüchlein [skal være: Handtbüchlein, RHC] für Vns selbst/ vnd Ewre Liebden drucken lassen”. At der med denne Handbüchlein ikke sigtes til den tykke Kvart, hvortil denne Fortale hører, men til et tidligere mindre Arbejde, der alene indeholdt et Udvalg af Psalmerne uden Kommentar, ses af det, som følger umiddelbart efter: ”Haben auch danebst vnserm Hoffprediger gnedigst befohlen / eine kurtze Auslegung vber dieselbige von vns zusammen 114 Har vi mon ikke her en hentydning til historien om F2’s flittige læsning i Frederiksborg-bibelen?

115 Jf. vedr. udgivelsesåret Lauerentzen 1693: 120 og Larsen 1921: 44.

172

gezogene Psalmen / vnd Sprüche / nach der weise / wie er sie in offentlicher Predigt für vns zu Hofe gemeiniglich ausgelegt / in Schrift zu fassen [skal være: zufassen, RHC]”. Dette oprindelige Udvalg af Psalmerne uden Hofpræstens Kommentar, som vi kan gaa ud fra var indbundet i Stil med Ordsprogssamlingen fra 1583, blev altsaa, som det fremgaar af Kongens ovenfor citerede Ord, trykt udelukkende til Brug for ham selv og hans allernærmeste, sikkert hos Lorentz Benedicht og rimeligvis i yderst faa Eksemplarer. Nu eksisterer denne Samling ikke længer; heller ikke foreligger der udover det ovenfor citerede Sted nogetsomhelst sikkert Vidnesbyrd om, at den har været til, eller, som ved Udvalget af Salomons og Jesu Sirachs Ordsprog nogen Efterretning om nu forsvundne Eksemplarer skænkede bort til Personer udenfor Kongefamilien.”

Foranlediget af Sofus Larsens oplysninger anstillede boghistorikeren Lauritz Nielsen efterfølgende eftersøgninger af bogen i en række tyske biblioteker han nyligt havde besøgt i sin eftersporing af dansk litteratur fra det 16. århundredes sidste halvdel. Lauritz Nielsen skriver: ”Det lykkedes ogsaa virkelig at opspore et Eksemplar. I Biblioteket i Wolfenbüttel116, hvis enestaaende Samling af det 16. og 17. Aarhundredes Litteratur ogsaa er rig paa sjældne Danica, findes et velholdt, fuldstændigt Eksemplar, i et og alt overensstemmende med, hvad Sofus Larsen har skitseret i sin Afhandling ... indbundet i et af de sædvanlige røde Fløjlsbind; paa Bindet ses tydelige Spor af Beslag. Format og Udstyr er ganske som Ordsprogssamlingens117 ... ” (Nielsen 1922: 45).

På trods af Lauritz Nielsen strålende opdagelse i 1922 betragtedes Etzliche Psalmen 1585 langt op i vor tid stadig som et forsvundet værk, jf. følgende udtog fra Harald Ilsøes artikel om Frederiksborg-Bibelen: ” … Et andet udvalg [af skriftsteder, RHC], hvoraf originaludgaven er tabt, blev hentet fra Davids salmer, som han åbenbart holdt meget af … ” (Ilsøe 1983: 12).

Værkets fysiske mål er ikke opgivet og fremgår ikke af den mikrofilm af værket Det Kongelige Bibliotek i København er i besiddelse af. Men efter Sofus Larsens gisninger og Lauritz Nielsens konstateringer at dømme må det tages for givet at Etzliche Psalmen 1585 er dimen­ sioneret på samme måde som Etzliche Sprüche 1583 og at værkets 116 Det såkaldte Herzog August Bibliothek, hvor bogen befinder sig den dag i dag under katalogsignatur A: 1292.2 Theol.

117 Med ”ordsprogssamlingen” mener Lauritz Nielsen Etzliche Sprüche 1583.

173

bindhøjde følgelig er ca. 13,2 cm, dets bindbredde ca. 8 cm, bogblokkens højde er ca. 12,3 cm, dens bredde ca. 7,2 cm.

Eksemplaret fra biblioteket i Wolfenbüttel er forsynet med tilskrifter ved F2 og hans familie.

På versosiden af forsatsbladet overfor titelbladet har først F2 skrevet følgende: ”15 FS 87 // [brudstykke af 2 krydslagte ulvekroge] meyn hoffnunch zu [udvisket tekst] // allyenne // true ist wylt brat // f 2 K zu denmarch vndt no[r] // wegent”. Denne tilskrift afsluttes af to krydslagte ulvekroge af ulige længde, hvoraf den korte er anbragt på skrå over den vandret placerede liggende lange (skriften er F2’s).

F2’s tekst i Eksemplar 1 af Etzliche Psalmen 1585 med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: 15 FS 87 meyn (3) hoffnunch zu allyenne (3; 22) true (4 c) ist wylt brat (40) f 2 K zu denmarch vndt (8) no[r]wegent (8).

Efter F2’s tilskrift følger dronning Sofies tilskrift bestående af et par krydslagte stående ulvekroge i venstre margin, indeholdende først årstal samt det ene af hendes valgsprog: ”15 F 87118” og ”godt für lest die seinen nicht” og ”Sophia königin zu denemarck”119; dette sæt tilskrifter afsluttes med en stregslyngning efterfulgt af dronning Sofies andet valgsprog ”es kumett alles von godt g[l]ück vnd vnglücke armutt vnd re[i]chth [udvisket tekst120] das leben vnd der dott”121; også denne tilskrift afsluttes med en stregslyngning.

På forsiden af det første bagsatsblad har 4 af F2’s børn – Christian, Elisabeth, Anna og Ulrik – tilskrevet navne, årstal og valgsprog. Øverst Christian: ”Regna firmat pietas // Christianus D.G.122 inaugura= // tus princeps Daniæ &c scripsit Schanderburgi in // Cimbria Danorum 118 ”F” for ”gift med Fredericus / Friedrich / Frederik.

119 Denne første del af dronning Sofies tilskrift betyder: ”15 Frederik [ægtefællens navn] 87 – Gud lader ikke sine [folk] i stikken – Sofie dronning af Danmark”.

F.s.v.a. valgsproget jf. Salmernes Bog 37,28 og Judiths Bog 13,17.

120 Her mangler udover ”i” i ”reichth” tillige den sidste del af ordet, nemlig ”umb”, hvilket tilsammen giver ”reichthumb”.

121 Denne anden del af dronning Sofies tilskrift betyder: ”Alt kommer fra Gud, lykke og ulykke, armod og rigdom, livet og døden”. Jf. Siraks Bog 11,14. Brugen af dette skriftsted kendes også tidligere i Danmarks-historien, jf. Herluf Trolles ”sed­ uaanlige Spraack”: ”Alting kommer aff Gud / liffuit / døden / armod oc rigdom.”

(Hemmingsen 1565: fol. A4v).

122 D.e. ”Dei gratia”.

174

1587 Anno.”123; dernæst Elisabeth: ”15.87 // Gott wirds wol schickenn // Elisabeth frewlein zu denemarcken”124; dernæst Anna: ”15.87 // Es stehet alles in Gottes handt // Anna frewlein zu denemarck”125; og til sidst Ulrik: ”15.87 // Dextera Dei Sors mea. // Uldaricus. F.R.D.”126.

Om det pågældende eksemplars proveniens skriver Lauritz Nielsen: ”Eksemplarets Proveniens er let at fastslaa. Det har aabenbart været en Gave fra Frederik II til hans ældste Datter Elisabeth, som 1590 blev gift med Hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel. I Lighed med andre Bøger fra hendes Bibliotek, som opbevares i Wolfenbüttel, er denne altsaa ved hendes Giftermaal ført med fra Danmark. Den hører til det gamle ”Bibliotheca Augusta”; Signaturen paa Titelbladet er skrevet egenhændigt af Hertug August.” (Nielsen 1922: 45). Med ”Signaturen paa Titelbladet” må Lauritz Nielsen mene den kryptiske tilskrift ”izgz.z.th. H.” nederst på titelbladet.

Wolfenbüttel-eksemplaret findes også omtalt af Erik Dal i hans artikel om Herzog August-biblioteket (Dal 1987: 106), hvor han om bibliotekets samling af danica fra før 1600 bl.a. skriver følgende: ”Man bemærker ... Frederik IIs udvalg af Davids Salmer ... 1585. Lauritz Nielsen præsenterede dette i NTBB 1922. Den ganske lille bog, Etzliche auserlesene Psalmen und Sprüche, Kbh.: Lorentz Benedicht 1585, er nemlig ikke blot unik, men indeholder også seks kongelige autografer med tilhørende valgsprog: Frederik II, dronning Sofia, prinserne Christian (IV) og Ulrik, Anna (senere dronning af England) samt Elisabeth (senere hertuginde af Braunschweig), og uden tvivl fulgt med sidstnævnte til hendes fremtidige hjem.”

Hvis det pågældende eksemplar har været en personlig gave til prinsesse Elisabeth fra hendes far er det måske lidt påfaldende hun selv har skrevet i den sammen med sin mor og 3 af sine søskende og at hendes far ikke nævner med en lyd at bogen er en gave til hende fra ham. Det giver ikke rigtig nogen mening.

123 D.e. i oversættelse: ”Fromhed styrker rigerne – Christian af Guds nåde udvalgt prins skrev [dette, RHC] i Skanderborg i danskernes Jylland år 1587.”

124 D.e. i oversættelse: ”Gud vil sørge for at det skikker sig vel – Elisabeth – prinsesse af Danmark” 125 D.e. i oversættelse: ”1587 Alt står / er i Guds hånd – Anna prinsesse af Danmark” 126 D.e. i oversættelse: ”1587 Guds højre hånd er / bestemmer min skæbne Ulrik søn af danskernes konge (hvis ellers forbindelsen skal læses ”Uldaricus Filius Regis Danorum”).

175

Gaveeksemplarer overrakt af F2 som personlig gave til en eller anden synes ud fra de rigtig nok ikke særligt mange vidnesbyrd vi har om sådanne eksemplarer at dømme altid at være forsynet med F2’s oplys­ ning om hvem, hvor og hvornår han har doneret bogen. Gaven har primært været et anliggende mellem F2 og gavemodtageren og der er således i princippet tale om rene dedikationseksemplarer. Dette udelukker så ikke at andre samtidigt som sidenhen – evt. efter anmod­ ning af modtageren af dedikationseksemplaret – kan have foretaget tilskrifter i de pågældende gaveeksemplarer (ligesom man gjorde det i samtidens stambøger), det ser man f.eks. i et ­gaveeksemplar af E­ tliche Psalme 1586 fra F2 til Henrik Rantzows søn Gert, doneret Hader­slev den 1. februar 1588, der 2 år efter F2’s død – 1590 – er blevet udstyret med årsdaterede autografer og mottoer tilhørende hertug Ulrik af Mecklenburg og dennes daværende hustru Anna, F2’s datter Anna (nu dronning af Skotland) og hendes mand kong Jacob af Skotland.

Derudover findes der en anden type gaveeksemplarer, som man kunne kalde for souvenireksemplarer – uden dedikation og uden navn på modtager, men med daterede (henh. kun årsdaterede) autografer og mottoer tilhørende kongefamilien. Det Kongelige Bibliotek i København ejer et eksemplar af F2’s Etliche Psalme 1586, der engang i 1588 – efter F2’s død – på siden overfor titelbladet er blevet udstyret med årsdaterede autografer og mottoer tilhørende enkedronning Sofie, Christian (nu kaldende sig ”electus Rex”), Ulrik, Elisabeth og Anna, og formentlig er blevet bortforæret af kongefamilien (nu uden F2) som en slags opmærksomhed eller som et minde i en eller anden anledning (besøg eller lignende), uden dedikation og uden navn på modtager.

Wolffenbüttel-eksemplaret af Etzliche Psalmen 1585 kunne minde meget om denne sidstnævnte type gaveeksemplar, bortset fra at nogle af tilskrifterne har måttet placeres bagest i bogen, da der ikke har været plads til dem alle forrest. Men hvor og hvornår er det man har skrevet i bogen? Stedet har været Skanderborg – i det mindste for Christians vedkommende. Og året har været 1587 – det fremgår af samtlige tilskrifter. F2, Sofie og de 4 ældste børn var samlet på Skanderborg på følgende datoer i 1587: 1. januar, 6. januar, 2. februar, 26. februar, 29. marts, 9. april og 16. april – det fremgår af almanakken for 1587. Det står således fast at i det mindste Christian har indskrevet sit bidrag på en af disse datoer og mon ikke også det gælder for hans forældre og søskende. Navnlig februar-datoerne er interessan176

te, idet der i perioden 15. februar til 1. marts 1587 var besøg af den tysk-romerske kejser Rudolfs broder ærkehertug Mathias (som F2 på sin særprægede måde kalder for ”Matty Matschy” under den 15. februar 1587), der var kommet til Danmark for at fri til kongeparrets ældste datter Elisabeth. Hele familien samt hertug Mathias var samlet den 26. februar på Skanderborg og to dage efter drøftede ærkehertug Mathias og F2 ærkehertugens planer med Elisabeth. Ærkehertugen har øjensynligt ikke fået det som han ville. F2 er helt tavs de næste to dage i almanakken og først den 1. marts indfører han i almanakken, at han selv er draget til Salten og at hertug Mathias også samme dag er rejst sin vej. Afvises kan det ikke at Wolfenbüttel-eksemplaret forlods er blevet forsynet med tilskrifter fra samtlige kongefamiliens skriveduelige medlemmer med henblik på foræring af det nu meget personlige eksemplar af F2’s bog til ærkehertug Mathias, hvis frieriet var gået i orden, så han i det mindste havde et minde at tage med hjem om sin kommende familie og tilkommende indtil brylluppet kunne stå. Det blev så ikke til noget og så har man måske gemt bogen til en anden god gang, da der næppe har været trykt flere end ganske få af den. Og næste gang var i november 1587, hvor en stedfortræder for Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel friede til Elisabeth på Haderslev Slot og 2 dage efter – 6. november 1587 – fik F2’s ”iaor pae hans herris wenne y iesu chrissti nan”. Henrik Julius’ stedfortræder kan ved sin afrejse fra Haderslev den 10. november – nu hvor den kommende forbindelse var en realitet – have fået det allerede tidligere på året klargjorte eksemplar af Etzliche Psalmen 1585 som en slags håndgribelig forjættelse med tilbage til Henrik Julius, der trods alt skulle komme til at vente helt til 1590 før brylluppet kunne stå i København.

Et yderligere eksemplar – Eksemplar 2 – af Etzliche Psalmen 1585 befinder sig i Landesbibliothek Coburg, hvis katalogoplysninger om eksemplaret er følgende: Signatur/Buchnr.: Einband-Slg. / Cas A 1220 Lokale Bemerkg.: Einband: roter Samt, mit aufgeprägtem Wappen; Goldschnitt mit ziselierten Ornamenten sowie ineinander ver­ schlungenen Initialen F und S. – Exlibris: Marie Elisabeth, Herzogin von ­Sachsen-Coburg. – Hs. Besitzervermerk: Dorothea, Markgräfin zu Brandenburg, 1624.

Indholdsmæssige afvigelser i Etzliche Psalmen 1585 Sproget i de i Etzliche Psalmen 1585 optagne tekster er generelt identisk med det sprog, der kendetegner samtidens Lutherske bibler.

177

Men i 13 isolerede tilfælde har F2 fået den ganske særprægede ide at inkorporere Danmark, Himlen og sig selv i de gamle tekster ved at sidestille Israel, Israels Hus, Jordan, Hermonim, Jerusalem og Arons Hus med Danmark, Zion med Himlen, og David med sig selv.

Det drejer sig om følgende tilfælde: 25,22 (fol. E3r) ”Gott erlöse Jsrael (auch Dennemarck) aus aller seiner not.”, jf. til sammenligning ”Gott erlöse Jsrael / aus aller seiner not.” i Biblia 1534 I: fol. Ee2v; 42,7 (fol. I2r): ”Mein Gott / betrübt ist meine Seele in mir / Darumb gedencke ich an dich im Lande (vnnd im Reich Dennemarcken.)”, jvf. til sammenligning “Mein Gott / betrübt ist meine seele jnn mir / Darumb gedencke ich an dich im lande am Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge.” i Biblia 1534 I: fol. Ff2r; 98,3 (fol. T2v-T3r) ”Er gedenckt an seine Gnade vnd Warheit dem Hause Jsrael / Aller Welt ende (auch das Reich Dennemarcken) sehen das Heil vnsers Gottes.”, jvf. til sammenligning “Er gedencket an seine gnade vnd warheit / dem Hause Jsrael / Aller welt ende sehen das Heil vnsers Gottes.” i Biblia 1534 I: fol. Ji1v; 115,10 (fol. X5v) ”Das Hauß Aaron (vnnd auch das Reich Dennemar­ cken) hoffe auff den HERRN / der ist dein Hülffe vnd Schild.”, jvf. til sammenligning “Das Haus Aaron hoffe auff den HERRN / Der ist jr hülffe vnd schild.” i Biblia 1534 I: fol. Kk1r; 118,2 (fol. Y2r) ”Es sage nu Jsrael (vnd auch Dennemarcken) Seine güte weret ewiglich.” , jvf. til sammenligning “Es sage nu Jsrael / Seine güte weret ewiglich.” i Biblia 1534 I: fol. Kk1v; 124,1 (fol. Bb1r): ”WO der HERR nicht bey vns were / So sage Jsrael (vnd auch Dennemarcken.)”, jvf. til sammenligning “WO der HERR nicht bey vns were / So sage Jsrael.” i Biblia 1534 I: fol. Kk5v; 125,5 (fol. Bb2v) ”Die aber abweichen auff jre krumme wege / wird der HERr weg treiben mit den Vbelthetern / Aber friede sey vber Jsrael (vnd auch Dennemarcken.)”, jvf. til sammenligning “Die aber abweichen auff jre krume wege / wird der HERR weg treiben mit den vbelthettern / Aber fride sey vber Jsrael.” i Biblia 1534 I: fol. Kk5v; 128,5-6 (fol. Bb4r) ”Der HERR wird dich segenen aus Zion / (vom Himel) Das du sehest das glück Jerusalem (vnd des Reichs Dennemar­ 178

cken) dein lebenlang. Vnd sehest deiner Kinder kinder / Friede vber Jsrael (vnd das Reich Dennemarcken.)”, jvf. til sammenligning “Der HERR wird dich segenen aus Zion / Das du sehest das glück Jerusalem / Dein leben lang. Vnd sehest deiner kinder kinder / Fride vber Jsrael.” i Biblia 1534 I: fol. Kk6r; 129,1 (fol. Bb4r-Bb4v) ”SJE haben mich offt gedrenget von meiner Jugent auff / So sage Jsrael (vnd auch das Reich Dennemarcken.)”, jvf. til sammenligning “SJe haben mich offt gedrenget von meiner ju gent auff / So sage Jsrael.” i Biblia 1534 I: fol. Kk6r; 135,19 (fol. Cc1v) ”Das Hauß Jsrael (vnnd das Reich Dennemar­ cken) lobe den HERRN / Lobet den HERRN jr vom Hause Aaron.” , jvf. til sammenligning “Das Haus Jsrael lobe den HER REN / Lobet den HER­RN­ jr vom Hause Aaron.” i Biblia 1534 I: fol. Ll1r; 144,10 (fol. Dd5r-Dd5v) ”Der du den Königen Sieg gibst / Vnnd erlösest deinen Knecht Dauid (vnd Friderich) vom mörderischen Schwert des Bösen.”, jvf. til sammenligning “Der du den Königen sieg gibst / Vnd erlösest deinen knecht Dauid / vom mördischen schwerd des bösen.” i Biblia 1534 I: fol. Ll3v.

Om et missing link mellem Frederiksborg-bibelen og Etzliche Psalmen 1585 I 1583-almanakken har F2 under den 8. oktober medens han opholdt sig på Skanderborg Slot skrevet følgende: ”ydach beguntte ieg at lesse y dawit salter”. F2 var ankommet til Skanderborg den 20. september 1583 “met mynt soffye och burn”, for i de følgende dage at (1) få besøg af ”mint sønt crisstyan” (21. september og frem), (2) få besøg af en gesandt fra Pfalzgreve Johann Kasimir (26.-28. september), (3) holde fri med “mint soffye och burn” om søndagen (29. september), (4) få renset tarmen (vel v.hj.a. et afføringsmiddel) (4. oktober), (5) tabe ordenstegnet fra den hosebåndsorden han i 1582 havde modtaget fra dronning Elisabeth 1. af England (“doch ieg hengde det strach ygent [tilbage på plads]”) (6. oktober), (6) modtage besked (7. oktober) om at hans nevø (d.e. hans søster Annas søn) Christians hustru127 var nedkommet med en ”vnch sønt” (den senere Christian 2. af Sachsen), for så den 8. oktober at kunne kaste sig over læsningen af Davids salmer.

Selve F2’s måde at udtrykke sig på – ”ydach beguntte ieg at lesse y 127 Christian, d.e. Christian 1. af Sachsen (1560-1591), der var blevet gift året før med Sophie af Brandenburg (1568-1622).

179

dawit salter” – er interessant, idet vi for det første ved med sikkerhed at han har læst Salmernes Bog tidligere mindst to gange i Frederiksborg-Bibelen, og han derfor ikke kan have ment ”i dag startede jeg på Salmernes Bog for første gang i mit liv”, og idet vi for det andet ved at han når han begyndte / udtrykte ønske / forhåbning om at læse

Udsnit af F2’s almanaknotater for oktober måned 1583.

noget på ny angav dette ved hjælp af adverbielle forbindelser såsom ”igen”128 eller ”den anden / tredje gang”129. Det må være noget andet han har ment, og det eneste der så vidt jeg kan se giver mening er, at F2 den 8. oktober 1583 er begyndt at læse en bestemt udgave af Salmernes Bog, som han af en eller anden grund har følt noget særligt for, men på grund af sine mange gøremål ikke har haft tid eller lejlighed til at give sig i kast med før.

At et ganske særligt eksemplar af en udgave af Salmernes Bog, nemlig det af Luther i 1531 i Wittemberg udgivne tyske psalter, har været i kongefamiliens eje, fremgår på flere hold af Ilsøe 1999. Dels side 502, hvor det i underafsnittet i kapitel 21 om værker, der har tilhørt C3’s dronning Dorothea, hedder, at det pågældende eksemplar af Luthers tyske psalter indeholder en tilskrift ”der viser, at dronningens yngre svigerinde Elisabeth, senere hertuginde af Mecklenburg, ved samme lejlighed [nemlig i 1539, RHC] har modtaget bogen som gave”, hvor128 Jf. Notat 1 af 15. maj 1572 ”gut vnde meg at begun[ne] // ygen” og Notat af 16. december 1576 ” gut vnde meg den at begunne ygen”.

129 Jf. Notat 2 af 15. maj 1572 ” beguntte ieg po tet den anden gan” og Notat af 6. januar 1577 ” hawer ieg pa det dredygan begunt”.

180

Elisabeth-Psalterets forperm med forgyldte beslag, skjold og spænder.

ved menes som gave fra dronning Dorothea, hvis navn tillige med årstallet ”1539” også er tilskrevet sammesteds – ovenover Elisabeth-tilskriften. Dels side 175 i Ilsøe 1999, hvor selvsamme eksemplar, som jeg herefter vil kalde Elisabeth-Psalteret, med lidt flere bibliografiske oplysninger er omtalt i kapitel 8 i underafsnittet omhandlende ”Den mecklenburgske arv” efter hertuginde Elisabeth og hendes mand her181

tug Ulrik.

Elisabeth-psalterets fulde titel er: ”Der Deudsch Psalter D. Luthers zu Wittemberg. 1531.” Værkets kolofon, der er placeret fol. S6r lyder ”Gedrückt zu Wittemberg durch Hans Lufft. M. D. XXXj.” Bindet er et nu temmelig slidt sort fløjelsbind med 2 forgyldte sølvbeslag midt på henholdsvis forpermens og bagpermens yderside, hver af dem formet som et miniskjold med en ædelstensbesat krone øverst og tre kronede løver som skjoldmærke, 8 forgyldte hjørnesølvbeslag alle bærende teksten ”ELISEBET H. Z. MECK” (d.e. Elisebet Herzogin zu Mecklenburg) samt 2 sæt forgyldte sølvspænder, hvoraf det øverste er defekt idet den hængslede bøjledel mangler. Halvdelen af den fløjlsindbundne ryg er faldet af så flere af rygbindene er blotlagte130. Værket kan først være blevet udstyret med de 8 forgyldte hjørnebeslag tidligst efter Elisabeths giftermål med hertug Magnus i 1543, hvor hun er gået fra at være ”Fräulein” til at være ”Herzogin”.

Fløjelsindbindingen og resten af beslagene samt sølvspænderne er vel samtidige med hjørnebeslagene.

Dronning Dorotheas egenhændigt skrevne valgsprog ”was gott weyll mach neymantt weyndenn” på bagsiden af forpermen i “Martin Luther: Das XV. Capitel der Ersten Epistel S. Pauli. Wittemberg 1534.” Man bemærker de mange ulvekroge, dels den enlige ulvekrog gennem “C”’et mellem “15” og “39”, dels den 8-leddede kæde af ulvekroge under og på siderne af valgsproget og det underliggende ejernavn. “D K Z Denmarck” i linje 2 står for “Dorotea Königin zu Denmarck”.

130

182

Se også om værket i Ilsøe 1999: 175 og 502.

Titelbladet til Elisabeth-Psalteret fra 1531.

På versosiden af flyvebladet inden titelbladet er følgende to mottoer med tilskrifter påført i hånden med samme skrift: 183

Frøken Elisabeths tilskrifter forrest i Eliusabeth-Psalteret.

1) W G W M N W, der er dronning Doroteas – C3’s hustrus – motto, der hedder ”was gott weyll mach neymantt weyndenn” (sådan har 184

hun selv skrevet det andetsteds på nedretysk, se ill. side 182), dvs. ”Was Gott will mach niemand wenden”. Dorotea levede 1511 til 1571.

Over mottoet står årstallet ”1539” med et ”C” placeret mellem ”15” og ”39”, der står for ”Christian”, nærmere bestemt Doroteas mand C3 (1503-1559). Gennem ”C”-et går en ulvekrog (tysk ”Wolfsangel”) med modhager (uden kæde og kædevedhæng men også uden det kædefæste midt på stangen mellem modhagerne man ofte ser ulvekrogen, der så ligner forstadierne til et hagekors, afbildet med), eller rettere sagt den del af en ulvekrog man ”i gamle dage” stak kødlunser på, som det så var planen at en ulv skulle sluge (med samt den ene modhageforsynede halvdel af den pågældende ulvekrog) for at man derefter når ulven prøvede at undslippe kunne fange den og slå den ihjel, når det tunge kædevedhæng, der kunne minde om en bue af jern, satte sig fast mellem nogle grene, træstammer eller lignende.

Ulvekrogen blev også anvendt til indramning / signalering af mottoer, gerne som 2 på skrå over hinanden lagte ulvekroge, men også som en stor ulvekrog med en række små ulvekroge lagt på skrå henover.

Det er meget germansk alt sammen og det kan ingenlunde undre at ulvekrogen sidenhen blev benyttet som politisk symbol, f.eks. på de påsyede brystmærker medlemmerne af Deutsche Kinderschar i den nationalsocialistiske epoke i Tyskland bar på deres bluser. En lang række tyske byer fører også den drabelige ulvekrog i deres våben den dag i dag (Mannheim f.eks.). Under mottoet står ”Dorotea K. Z. Dennemarcken”, d.e. ”Dorotea Königin zu Dennemarcken”. b) M E H T, der må være Elisabeth af Holstens (C3’s halvsøsters) daværende – mig i øvrigt ubekendte – motto131. Senere i livet anvendte Elisabeth mottoet ”A I G G”, d.e. ”Alles in Gottes Gewalt” (se ill. næste side). Over mottoet står årstallet 1539. Elisabeth har ikke noget bogstav mellem ”15” og ”39”, hvilket skyldes at hun i 1539 var ugift, derfor står der under mottoet også ”Elisabet F. Z. Holstein”, hvor ”F.” står for ”Fräulein” og ”Z.” for ”zu”. Elisabeth levede fra 1524 til 1586. Hun var datter af F1 (1471-1533) og Sophie af Pommern (1498-1568) og halvbroder til C3, der var søn af F1, men havde en anden moder end halvsøsteren Elisabeth, nemlig Anna af Brandenburg (1487-1514). Elisabeth blev gift første gang i 1543 – med Magnus III af Mecklenburg 131 ”Meine Ehre heisst Treue” kommer man helt uvilkårligt til at tænke på, men det er måske lige ”germansk” nok set med en nyere tids øjne. På den anden side: et kort vue over artiklen ”Treue” i DW demonstrerer tydeligt de to begreber ”Ehre” og ”Treue”’s betydning i det tyske sprogområde, jvf. blot det der citerede Præsident Hindenburg-valgsprog ”Die Treue ist der Ehre Mark”.

185

Hertuginde Elisabeths egenhændigt skrevne forkortelse af valgsproget “Alles in Gottes Gewalt” på bagsiden af forpermen i bind 2 af “Die Bücher D. Mart. Luth: 1-12. Wittenberg 1539-1559.” Man bemærker at ulvekrogene er af typen: stor ulvekrog med små ulvekroge lagt på skrå henover. I 1549 var Elisabeth stadig gift med Magnus af Mecklenburg og derfor står der et “M” mellem “15” og “49”,

(1509-1550) – og derefter i 1556 med Ulrik af Mecklenburg (15271603). Elisabeths eneste barn (nemlig med Ulrik af Mecklenburg) var Sophie, der blev F2’s – hendes fætters – ”kunne”132.

Såvel dronning Doroteas som hendes svigerinde Elisabeths motto er på højre og venstre side omgivet af et mottosignalerende tegn, der mest af alt ligner det håndskrevne snabel-a-lignende &c-tegn man så ofte møder i 1500-tallets dokumenter.

De to mottoer med tilhørende tilskrifter er efter håndskriften at dømme skrevet af samme person, nemlig den på det tidspunkt 14-15-årige frøken Elisabeth, der på den måde har villet fastholde mindet om sin 13 år ældre svigerindes foræring til hende af den fine bog.

På det pålimede forsatsblad på forpermens inderside er der forneden nogle delvist ulæselige (grundet ormhuller) tilskrifter, herunder tegnfølgen ”J M H ?”, der vel repræsenterer et fyrstemotto. I det mindste tegnet ”H” minder i sin udformning meget om det tilsvarende tegn 132

186

F2’sk for ”kone”.

i ovennævnte ”M E H T”, så det er ingenlunde utænkeligt at frøken Elisabeth også er mester for denne lille række initialer, der måske repræsenterer et parallelmotto til ”M E H T” og ”A I G W”.

Tilskrifter o.l. i Elisabeth-Psalteret Inde i Elisabeth-Psalteret er der i hånden sekundært foretaget en række 1) tilføjelser til og forandringer af teksterne, skrevet med sortbrunt blæk, der må være ment som ændringsforslag / tilføjelser til bogens trykte indhold. De er alle skrevet af F2, hvis håndskrift og ortografi det ikke er muligt at tage fejl af, når man i øvrigt har pløjet sig igennem hvad han ellers har nedfældet med ”egen handt”; 2) overstregninger af ord foretaget med sortbrunt blæk; 3) afkrydsninger af vers foretaget med sortbrunt blæk eller blyant; 4) understregninger af udvalgte vers med rødt blæk i salme 2-10. Ændringsforslagene / tilføjelserne, overstregningerne, afkrydsningerne og understregningerne følger nedenfor oplistet i punkterne 1) til 4)133, hvor de vil blive sammenholdt med indholdet af Etzliche Psalmen 1585, for 1) at undersøge, hvilke overensstemmelser der eventuelt måtte være mellem de på den ene eller den anden måde supplerede, ændrede og markerede tekstdele i Elisabeth-Psalteret og indholdet af Etzliche Psalmen 1585 og for 2) at undersøge om der eventuelt er ændringer / tilføjelser foretaget i Etzliche Psalmen 1585, der ikke modsvares af håndskrevne markeringer i Elisabeth-Psalteret.

1) Ændringsforslag / tilføjelser a) Salme 25,22 i Elisabeth-Psalteret (fol. C5r) lyder i sin trykte form: ”Gott erlöse Jsrael aus aller seiner not.” Mellem ”Jsrael” og ”aus” er der af F2 anbragt et tegn (lodret streg på ”pil op”), der markerer at der skal foretages en ændring i teksten, og over linjen har han skrevet ”dennemarch” med sortbrunt blæk (se foto øverst på næste side). Hvilket 133 Tilskrifterne stedsangives ved hjælp af samme system som det for Frederiksborg-Bibelens vedkommende anvendte indeholdende arksignatur, bladnummer og recto- eller versoside.

187

formentlig må betyde at han har ønsket at det pågældende vers nu har skullet lyde: ”Gott erlöse dennemarch aus aller seiner not.”, idet jeg vil tillade mig at antage at F2, dersom han havde villet sideordne Israel med Danmark ikke ville have valgt at skrive ”dennemarch” alene, men ville have placeret ”dennemarch” i parenteser eller have ladet det forudgå af et sideordnende ”und” eller ”und auch”134. I Etzliche Psalmen 1585 (fol. E3r), er det blevet til et kompromis (herom senere) mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”Gott erlöse Jsrael (auch Dennemarck) aus aller seiner not.” b) Salme 42,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. E6v) lyder i sin trykte form:

”Mein Gott / betrübt ist meine seel jnn mir / darumb gedencke ich an dich jm lande am Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge.”

Efter ”jm” er der af F2 lidt over linjen (se foto ovenfor) skrevet et ”+” og efter ”lande” på linjen et ”]” – begge tegn med sortbrunt blæk – hvilket vel må tolkes således, at 1) ordet ”lande” har skullet erstattes 134 F2 har generelt været temmelig diskret med markeringen af sine ændringsforslag i Elisabeth-Psalteret, vel for at undgå at den oprindelige tekst skulle drukne i overstregninger..

188

med det ”reyche135 de[nne]mar[ch]”136, han med sortbrunt blæk har skrevet i ydermarginen ud for den fodboldlignende marginalnotemarkør, og at 2) resten af verset har skullet udelades (efter ”]”), da det ikke ville give nogen mening at koble ”reyche dennemarch” sammen med ”am Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge.”, hvorfor det må formodes, at det nu omredigerede vers har skullet læses på følgende måde: ”Mein Gott / betrübt ist meine seel jnn mir / darumb gedencke ich an dich jm reyche de[nne]mar[ch].” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. I2r) er det blevet til et (ikke helt vellykket) kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”Mein Gott / betrübt ist meine Seele in mir / Darumb gedencke ich an dich im Lande137 (vnnd im Reich Dennemarcken.)” c) Salme 53,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. F8v) lyder i sin trykte form: ”Ah

das die hülffe aus Zion vber Jsrael keme / vnd Gott sein gefangen volck erlösete / So würde sich Jacob frewen vnd Jsrael frölich sein.” Mellem ”hülffe” og ”aus” er der af F2 lidt over linjen med sortbrunt blæk (se 135 Digrafen ”ch” er ikke ganske tydeligt skrevet. Den ligner mest et ”k”.

136 Det ikke skrevne ”nne” må udledes af bjælken over ”e” i ”dēmar”.

137 Der skulle nok have stået en navnemæssig præcisering efter ”im Lande” i stil med ”am Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge” (så ville der igen være ligevægt mellem F2’s forslag og Bibelens tekst), men det er så ikke blevet til noget.

189

foto på forrige side) skrevet et ”+”, der (formentlig) refererer til det første (af de tre) ”+”-tegn nederst på siden, under hvilket han med sortbrunt blæk har skrevet følgende tekst: ”fon himmel keme vber de[n]nemarch”. Over ”Jacob” er der af F2 med sortbrunt blæk skrevet et ”+”, der (formentlig) refererer til det andet (af de tre) ”+”-tegn nederst på siden, under hvilket han med sortbrunt blæk har skrevet: ”der konninch”. Over ”Jsrael” er der af F2 med sortbrunt blæk skrevet et ”+”, der (formentlig) refererer til det tredje (af de tre) ”+”-tegn nederst på siden, under hvilket han med sortbrunt blæk har skrevet: ”dennemarch”. Hvilket vel samlet set må betyde at F2 har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”Ah das die hülffe fon himmel keme vber de[n]nemarch / vnd Gott sein gefangen volck erlösete / So würde sich der konninch frewen vnd dennemarch frölich sein.”

Disse ændringsforslag er ikke kommet med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. L1v), der uforandret lyder: ”Ah das die hülffe aus Zion vber Jsrael keme / vnd Gott sein gefangen Volck erlösete / So würde sich Jacob frewen / vnd Jsrael frölich sein.” d) Salme 89,4 i Elisabeth-Psalteret (fol. L4r) lyder i sin trykte form: ”Jch habe einen bund gemacht mit meinem auserweleten / Jch habe Dauid meinem knechte geschworen.” Under ”Dauid” er der af F2 med sortbrunt blæk (se foto nedenfor) skrevet ”frederich”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”Jch habe einen bund gemacht mit meinem auserweleten / Jch habe frederich meinem knechte geschworen.” Dette ændringsforslag er ikke kommet med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. Q6r), der uforandret lyder: ”Jch habe einen Bund gemacht mit meinem Ausserwelten / Jch habe Dauid meinem Knechte geschworen.”

e) Salme 89, 21 i Elisabeth-Psalteret (fol. L5r) lyder i sin trykte form: ”Jch habe funden meinen knecht Dauid / Jch habe jn gesalbet mit 190

meinem heiligen öle.” Over ”Dauid” er der af F2 med sortbrunt blæk (se foto ovenfor) skrevet ”friderich”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”Jch habe funden meinen knecht friderich / Jch habe jn gesalbet mit meinem heiligen öle.” Dette ændringsforslag er ikke kommet med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. R1v-R2r), der uforandret lyder: ”Jch habe funden meinen Knecht Dauid / Jch habe jn gesalbet mit meinem heiligen öle.” f) Salme 89,36 i Elisabeth-Psalteret (fol. L5v) lyder i sin trykte form: ”Jch habe einst geschworen bey meiner heiligkeit / Jch wil Dauid nicht liegen.” Over ”Dauid” er der af F2 med sortbrunt blæk (se foto nedenfor) skrevet ”friderich”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”Jch habe einst geschworen

bey meiner heiligkeit / Jch wil friderich nicht liegen.” Dette ændringsforslag er ikke kommet med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. R3r), der uforandret lyder: ”Jch habe einst geschworen bey meiner Heiligkeit / Jch wil Dauid nicht liegen.” g) Salme 89,50 i Elisabeth-Psalteret (fol. L6r-L6v) lyder i sin trykte 191

Det nederste af fol. L6r + det øverste af fol. L6v i Elisabeth-Psalteret med F2’s tilskrift “friderich” - klippet sammen og “let” retoucheret.

form: ”HErr wo ist deine vorige gnade? Die du Dauid geschworen hast jnn deiner warheit.” Over ”Dauid” på fol. L6v er der af F2 med sortbrunt blæk (se foto øverst på denne side) skrevet ”friderich”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”HErr wo ist deine vorige gnade? Die du friderich geschworen hast jnn deiner warheit.” Dette ændringsforslag er ikke kommet med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. R3v), der uforandret lyder: ”HERR / wo ist deine vorige Gnade / Die du Dauid geschworen hast / in deiner Warheit?” h) Salme 98,3 i Elisabeth-Psalteret (fol. M5r) lyder i sin trykte form

”Er gedenckt an seine gnade vnd warheit / dem hause Jsrael / Aller welt ende sehen das heil vnsers Gottes.” Efter ”Jsrael” er der af F2 (se foto ovenfor) tilføjet et ”pil op”-tegn, der må referere til et i ydermarginen med sortbrunt blæk af ham tilskrevet ”denmarch” (på en linje) og ”ken” på en linje nedenunder, altså tilsammen ”denmarchken”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende 192

vers har skullet lyde: ”Er gedenckt an seine gnade vnd warheit / [”dem Reiche” eller lignende underforstået] denmarchken / Aller welt ende sehen das heil vnsers Gottes.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. T2v-T3r) er det blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig : ”Er gedenckt an seine Gnade vnd Warheit dem Hause Jsrael / Aller Welt ende (auch das Reich Dennemarcken) sehen das Heil vnsers Gottes.”, hvor ”Danmark” så at sige er blevet flyttet fra den første del af verset, hvor F2’s oprindeligt indskudte ”denmarchken” grammatisk er hensynsled, til den anden del af verset, hvor ”das Reich Dennemar­cken” nu optræder som grammatisk grundled parallelt med ”Aller Welt ende”. i) Salme 115,10 i Elisabeth-Psalteret (fol. O7r) lyder i sin trykte form:

”Das haus Aaron hoffe auff den HERREN / Der ist jr hülffe vnd schilt.”

Over ”Aaron” er der af F2 (se foto ovenfor) sat en streg med sortbrunt blæk, der modsvarer en streg han har skrevet med sortbrunt blæk i ydermarginen under hvilken han med sortbrunt blæk har skrevet ”dennemarch”. Hvilket vel må betyde at F2 har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde således: ”[”Das Reich” eller lignende underforstået] Dennemarch hoffe auff den HERREN / Der ist jr hülffe vnd schilt.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. X5v) er det blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”Das Hauß Aaron (vnnd auch das Reich Dennemarcken) hoffe auff den HERRN / der ist dein Hülffe vnd Schild.” Man bemærker at ”jr” – lidt uforståeligt – er blevet skiftet ud med ”dein”. j) Salme 118,1-3 Elisabeth-Psalteret (fol. P1r) lyder i sin trykte form: ”DAncket dem HERRN denn er ist freundlich / Vnd seine güte weret 193

ewiglich. Es sage nu Jsrael / Seine güte weret ewiglich. Es sage nu das haus Aaron / Seine güte weret ewiglich.” Ovenover såvel ”Jsrael” som ”Aaron” er der af F2 (se foto ovenfor) tegnet en streg med sortbrunt blæk, der refererer til hvert deres ”dennemarch” skrevet i ydermarginen. Hvilket vel må betyde at F2 har ønsket at de pågældende vers har skullet lyde: ”DAncket dem HERRN denn er ist freundlich / Vnd seine güte weret ewiglich. Es sage nu [”das Reich” eller lignende underforstået] dennemarch / Seine güte weret ewiglich. Es sage nu [”das Reich” eller lignende underforstået] dennemarch / Seine güte weret ewiglich.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. Y2r) er det blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”DAncket dem HERRN / denn er ist freundlich / Vnd seine Güte weret ewiglich. Es sage nu Jsrael (vnd auch Dennemarcken) Seine güte weret ewiglich. Es sage nu das Hauß Aaron / Seine Güte weret ewiglich.” Det er altså kun tilføjelsen i vers 2, der er overført fra Elisabeth-Psalteret til Etzliche Psalmen 1585. k) Salme 124,1 I Elisabeth-Psalteret (fol. Q4r) lyder i sin trykte form:

194

”WO der HERR nicht bey vns were / So sage Jsrael.” I fortsættelse af ordet “Jsrael” er der af F2 (se foto nederst på forrige side) skrevet “dennemarch” med sortbrunt blæk. Hvilket vel må betyde, at han har ønsket at de pågældende vers har skullet lyde: ”WO der HERR nicht bey vns were / So sage [”das Reich” eller lignende underforstået] dennemarch.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. Bb1r) er det blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs, nemlig : ”WO der HERR nicht bey vns were / So sage Jsrael (vnd auch Dennemar­cken.)” l) Salme 125,5 i Elisabeth-Psalteret (fol. Q4v) lyder i sin trykte form: ”Die aber abweichen auff jre krume wege / wird der HERR weg treiben mit den vbelthetern / Aber friede sey vber Jsrael.” Under ordet

“Jsrael” har F2 (se foto ovenfor) skrevet “dennemar[ch]” med sortbrunt blæk. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”Die aber abweichen auff jre krume wege / wird der HERR weg treiben mit den vbelthetern / Aber friede sey vber [”das Reich” eller lignende underforstået] dennemar[ch].” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. Bb2v) er det blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”Die aber abweichen auff jre krumme wege / wird der HERr weg treiben mit den Vbelthetern / Aber friede sey vber Jsrael (vnd auch Dennemarcken.)” m) Salme 128,5-6 i Elisabeth-Psalteret (fol. Q5v-Q6r) lyder i sin trykte form: ”Der HERR wird dich segenen aus Zion / Das du sehest das glück Jerusalem / Dein leben lang. Vnd sehest deiner kinder kinder / Friede vber Jsrael.” Over ”Zion” (se dobbeltopslagsfoto på side 196-197) er der af F2 med sortbrunt blæk skrevet ”hymmel”; under ”Jerusalem” har han med sortbrunt blæk skrevet ”dennemarch”; og i fortsættel195

se af ”Jsrael” har han med sortbrunt blæk ligeledes skrevet ”dennemarch”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”Der HERR wird dich segenen aus [dem] hymmel / Das du sehest das glück [”des Reiches” eller lignende un­derforstået] denne­march / Dein leben lang. Vnd sehest deiner kinder kinder / ­Friede vber [”das Reich” eller lignende un­­­der­­forstået] den­nemarch.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol.

Bb4r) er det blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”Der HERR wird dich segenen aus Zion / (vom Himel) Das du sehest das glück Jerusalem (vnd des Reichs Dennemarcken) dein lebenlang. Vnd sehest deiner Kinder kinder / Friede vber Jsrael (vnd das Reich Dennemarcken.)”. n) Salme 129,1 i Elisabeth-Psalteret (fol. Q6r) lyder i sin trykte form: ”SJe haben mich offt ge­drenget von meiner iugent auff / So sage Jsrael.” I fortsættelse af ”Jsrael” er der af F2 med sortbrunt blæk skrevet ”dynnemarch”. Hvilket vel må betyde at han har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”SJe haben mich offt gedrenget von meiner iugent auff / So sage [”das Reich” eller lignende un­­­der­­forstået] dynnemarch.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. Bb4r-Bb4v) er det blevet til 196

et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig: ”SJE haben mich offt gedrenget von meiner Jugent auff / So sage Jsrael (vnd auch das Reich Dennemarcken.)” – se foto på dobbeltopslaget på denne og den næste side. o) Salme 135,19-20 i Elisabeth-Psalteret (fol. R1v) lyder i sin trykte form: ”Das haus Jsrael lobe den HERRN / Lobet den HERRN jr vom hause Aaron. Jr vom hause Leui lobet den HERREN / Die jr den HERRN furchtet / lobet den HERRN.” Mellem ”haus” og ”Jsrael” er der af F2 (se fotoet på næste side) anbragt en pil skrevet med sortbrunt blæk med retning skråt mod højre, der refererer til et i ydermarginen med sortbrunt blæk af ham skrevet ”de[n]nemarch” og en pil med retning skråt mod højre placeret over det andet ”e” i ”de[n]nemarch”. I fortsættelse af ”Aaron” er der af F2 med sortbrunt blæk skrevet ”dennemarch”.

Mellem ”hause” og ”Leui” er lidt over skrivelinjen af F2 anbragt en pil skrevet med sortbrunt blæk med retning skråt mod højre, der refererer til et ”dennemar[ch]” skrevet af ham med sortbrunt blæk i ydermarginen. Hvilket vel må bety197

de at F2 har ønsket at det pågældende vers har skullet lyde: ”[”Das Reich” eller lignende må her være un­­­der­­forstået] de[n]nemarch lobe den HERRN / Lobet den HERRN jr vom [”Reiche” eller lignende un­­­der­­ forstået] dennemarch. Jr vom [”Reiche” eller lignende un­­­der­­forstået] dennemar[ch] lobet den HERREN / Die jr den HERRN furchtet / lobet den HERRN.” I Etzliche Psalmen 1585 (fol. Cc1v) er dette blevet til et kompromis mellem F2’s forslag i Elisabeth-Psalteret og Salmernes Bogs tekst, nemlig følgende skrabede udgave: ”Das Hauß Jsrael (vnnd das Reich Dennemarcken) lobe den HERRN / Lobet den HERRN jr vom Hause Aaron. Jr vom Hause Leui lobet den HERRN / Die jr den HERRN fürchtet / lobet den HERRN.” Det er altså kun den af F2 foreslåede tilføjelse i starten af vers 19, der er overført fra Elisabeth-Psalteret til Etzliche Psalmen 1585. p) Salme 144,10 i Elisabeth-Psalteret (fol. R8v) lyder: ”Der du den königen sieg gibst / Vnd erlösest deinen knecht Dauid / vom mördischen schwerd des bösen.” Der er ingen tilskrifter til dette vers i Elisabeth-Psalteret (hvorfor denne ændring af den oprindelige tekst dybest set ikke hører til i et afsnit om ændringer i Elisabeth-Psalteret, men kunne have fået sit eget afsnit). Men i Etzliche Psalmen 1585 (fol.

Dd5r-Dd5v) lyder det: ”Der du den Königen Sieg gibst / Vnnd erlösest deinen Knecht Dauid (vnd Friderich) vom mörderischen Schwert des Bösen.” Dette er det eneste sted, hvor en tilføjelse / ændring i Etzliche Psalmen 1585 ikke modsvares af en tilskrift i Elisabeth-Psalteret.

Afsluttende bemærkninger til nærværende underafsnit 1

198

I 10 vers / versgrupperinger er F2’s ændringer i Elisabeth-Psalteret indarbejdet i den ene eller den anden udstrækning i Etzliche Psalmen 1585, jf. ovenstående underpunkter a, b, h, i, j, k, l, m, n og o. I 5 vers er F2’s ændringer i Elisabeth-Psalteret ikke indarbejdet i Etzliche Psalmen, jf. ovenstående underpunkter c, d, e, f og g. I 1 vers er der af F2 indarbejdet en ændring i Etzliche Psalmen 1585, der ikke modsvares af en tilsvarende ændring i Elisabeth-psalteret, jf. ovenstående underpunkt p.

De egennavne – stednavne og personnavne – F2 ved sine tilskrifter i Elisabeth-Psalteret har foreslået udskiftet med andre stednavne (henholdsvis stednavnelignende fællesnavne / unica) og personnavne (henholdsvis personnavnelignende fællesnavne / unica) er følgende: I) Aron, jf. ovenstående punkter i og j, hvor ”Aaron” i forbindelserne ”Das haus Aaron” / ”das haus Aaron” er foreslået udskiftet med ”dennemarch”, samt ovenstående punkt o, hvor ”Aaron” i forbindelsen ”vom hause Aaron” ligeledes er blevet foreslået udskiftet med ”dennemarch”.

Det første ændringsforslag (i punkt i) er blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585 på en sådan måde, at såvel det oprindelige ”Aaron” som det nytilkomne ”dennemarch” er medtaget side om side – men med det andet led i parentes og det nytilkomne stednavn sammenkædet med det oprindelige stednavn ved hjælp af konjunktionerne ”vnnd auch” og det nytilkomne stednavn forudgået af attributtet ”das Reich” – hvilket har resulteret i de knap så omkalfatrende modererede paralleludtryk ”Das Hauß Aaron (vnnd auch das Reich Dennemarcken)” Ingen af de 2 ændringsforslag omtalt i punkterne j og o er blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585. Formentlig fordi de ville gøre de involverede vers stilistisk uklare ved at eliminere todeltheden ”Israel – Aron” (f.s.v.a. punkt j), hvor det forudgående ”Jsrael” tillige er forslået udskiftet med ”dennemarch”, hvilket ville resultere i 2 parallelle ”dennemarch”-udtryk, henholdsvis tredeltheden ”Israel – Aron – Levi” (f.s.v.a. punkt o), hvor såvel det forudgående ”Jsrael” som det efterfølgende ”Leui” er foreslået udskiftet med ”de[n]nemarch” / ”dennemar[ch]”, hvilket ville resultere i 3 parallelle ”de[n]nemarch”- / ”dennemarch”- / ”dennemar[ch]”-udtryk.

II) Dauid, jf. ovenstående punkter d, e, f og g, hvor ”Dauid” er blevet foreslået udskiftet med ”frederich” (punkt d) og ”friderich” (punkt e, 199

f og g).

Ingen af disse 4 ændringsforslag er blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585.

I et eneste tilfælde har F2 fået sit navn med i tekstdelen af Etzliche Psalmen 1585 – endda uden at have foreslået det i Elisabeth-Psalteret, jf. ovenstående punkt p – salme 144,10 – hvor den oprindelige forbindelse ”Vnd erlösest deinen knecht Dauid / vom mördischen schwerd des bösen.” i Elisabeth-Psalteret er blevet erstattet af ”Vnnd erlösest deinen Knecht Dauid (vnd Friderich) vom mörderischen Schwert des Bösen.” i Etzliche Psalmen 1585, men ændringen er blevet foretaget på en sådan måde at ”Friderich” er blevet placeret som parentesomgivet (underordnet) andetled i forbindelsen ”Dauid vnd Friderich” – der følgelig lyder ”Dauid (vnd Friderich)”.

III) Israel, jf. ovenstående punkter a, c (2x), h, j, k, l, m, n og o, hvor ”Jsrael” er blevet foreslået udskiftet med ”dennemarch” (punkterne a, c, j, k, og m) / ”dynnemarch” (punkt n) / ”de[n]nemarch” (punkterne c og o) / ”denmarchken” (punkt h) og ”dennemar[ch]” (punkt l). Ændringsforslagene i punkt c er lige så lidt som udskiftningen af ”Zion” med ”himmel” og udskiftningen af ”Jacob” med ”der konninch” i samme vers blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585. Muligvis fordi det tilbageblevne og uændrede udtryk ”gefangen volck” (opr. om Israels folk) i forbindelse med de øvrige ændringer i verset ville blive associeret med Danmark og Danmarks befolkning og hele verset blive lige lovlig gådefuldt.

Til gengæld er det pågældende ændringsforslag blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585 i de øvrige anførte tilfælde, dog på en sådan måde, at såvel det oprindelige ”Jsrael” som de nytilkomne former ”dennemarch” / ”de[n]nemarch” / ”dynnemarch” / ”denmarchken” / ”dennemar[ch]” er medtaget side om side – om end med det andet led i parentes og det nytilkomne stednavn sammenkædet med det oprindelige stednavn ved hjælp af forbindelserne ”auch” / ”vnd auch” / ”vnnd auch” og det nytilkomne stednavn eventuelt forudgået af attributtet ”das Reich” (der, hvis det ikke er udtrykt, i stedet kan være underforstået) – hvilket har resulteret i de knap så omkalfatrende modererede paralleludtryk ”Jsrael (auch Dennemarck)” (punkt a), ”Jsrael … (auch das Reich Dennemarcken)” (punkt h), ”Jsrael (vnd auch Dennemarcken)” (punkt j, k, l), ”Jsrael (vnd das Reich Dennemarcken.)” (punkt m), ”Jsrael (vnd auch das Reich Dennemarcken.)” (punkt n) og 200

”Jsrael (vnnd das Reich Dennemarcken)” (punkt o).

IV) Jacob, jf. ovenstående punkt c, hvor ”Jacob” er blevet foreslået udskifter med det personnavnlignende fællesnavn / unicum ”der konninch”.

Dette ændringsforslag er lige så lidt som de 2 udskiftninger af ”Jsrael” med ”de[n]nemarch” / ”dennemarch” og udskiftningen af ”Zion” med ”himmel” i samme vers blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585. Muligvis fordi det tilbageblevne og uændrede udtryk ”gefangen volck” (opr. om Israels folk) i forbindelse med de øvrige ændringer i verset ville blive associeret med Danmark og Danmarks befolkning og verset som allerede nævnt blive lige lovlig gådefuldt.

V) Jerusalem, jf. ovenstående punkt m, hvor ”Jerusalem” (i forbindelsen ”das glück Jerusalem”) er blevet forslået udskifter med ”dennemarch”.

Dette ændringsforslag er blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585, dog på en sådan måde, at såvel ”Jerusalem” som ”dennemarch” er medtaget side om side – med det andet led i parentes og det nytilkomne stednavn sammenkædet med det oprindelige stednavn ved hjælp af konjunktionen ”vnd” og det nytilkomne stednavn forudgået af attributtet ”des Reichs” – hvilket har resulteret i det knap så omkalfatrende modererede paralleludtryk ”das glück Jerusalem (vnd des Reichs Dennemarcken)”, hvor i det mindste det første led er identisk med det oprindeligt i Salmernes Bog anvendte.

VI) Jordan og Hermonim, jf. ovenstående punkt b, hvor ”jm lande am Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge.” er blevet foreslået udskiftet med ”jm reyche de[nne]mar[ch].”

Dette ændringsforslag er blevet effektueret i en vis grad i Etzliche Psalmen 1585, og på en sådan måde, at der er gået lidt kludder i teksten. Man har formentlig i Etzliche Psalmen 1585 villet lave en sideordning mellem ”jm lande am Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge.” og det nytilkomne ”jm reyche de[nne]mar[ch].” – på samme måde som man har gjort det i forbindelse med de øvrige her omtalte effektuerede ændringer, hvilket så har resulteret i det ufuldstændige ”im Lande (vnnd im Reich Dennemarcken.)”, hvor ”Jordan vnd Hermonim / auff dem kleinen berge.” er faldet ud, men hvor andetleddet ”Dennemarcken” nu med attributtet ”Reich” både er blevet anbragt i parentes og sammenflettet med førsteleddet ved hjælp af 201

den ligeledes i parentes placerede konjunktion ”vnnd”.

VII) Levi, jf. ovenstående punkt o), hvor ”Leui” i forbindelsen ”vom hause Leui” er blevet foreslået udskiftet med ”dennemar[ch]”.

Dette ændringsforslag er ikke blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585. Formentlig fordi det ville gøre de pågældende vers stilistisk uklare ved at eliminere tredeltheden ”Israel – Aron – Levi”, hvor det forudgående ”Jsrael” og det forudgående ”Aaron” er foreslået udskiftet med ”de[n]nemarch” / ”dennemarch”, hvilket ville resultere i 3 parallelle ”de[n]nemarch”- / ”dennemarch”- / ”dennemar[ch]”-udtryk.

VIII) Zion, jf. ovenstående punkt c hvor ”Zion” (i forbindelsen ”die hül­ ffe aus Zion … keme”) er foreslået udskiftet med det stednavnelignende unicum ”himmel” (i forbindelsen ”die hülffe fon himmel keme”) samt ovenstående punkt m, hvor ”Zion” (i forbindelsen ”aus Zion”) er blevet foreslået udskiftet med det stednavnelignende unicum ”hymmel”.

Det første ændringsforslag (i punkt c) er lige så lidt som de 2 udskiftninger af ”Jsrael” med ”de[n]nemarch” / ”dennemarch” og udskiftningen af ”Jacob” med ”der konninch” i samme vers blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585. Muligvis fordi det tilbageblevne og uændrede udtryk ”gefangen volck” (opr. om Israels folk) i forbindelse med de øvrige ændringer i verset ville blive associeret med Danmark og Danmarks befolkning og verset som før nævnt blive lige lovlig gådefuldt.

Det andet ændringsforslag (i punkt m) er blevet effektueret i Etzliche Psalmen 1585, dog på en sådan måde, at såvel ”Zion” som ”hymmel” er medtaget side om side – om end med det andet led i parentes – hvilket har resulteret i det knap så omkalfatrende modererede paralleludtryk ”aus Zion / (vom Himel)”, hvor i det mindste det første led er identisk med det oprindeligt i Salmernes Bog anvendte.

2) Overstregninger a) Salme 55,17 i Elisabeth-Psalteret (folk. G2r) lyder i sin trykte form: ”Jch aber wil zu Gott ruffen / vnd der HERR wird mir helffen.” Ordet ”aber” er overstreget med sortbrunt blæk. Rettelsen er ikke medtaget i Etzliche Psalmen 1585 (fol. L3r), der uforandret lyder: ”Jch aber wil zu Gott ruffen / Vnd der HERR wird mir helffen.” – se foto øverst side 203. b) Salme 59,17 i Elisabeth-Psalteret (fol. G6r) lyder i sin trykte form: 202

”Jch aber wil von deiner macht singen / vnd des morgens rhümen deine güte / Denn du bist mein schutz vnd zuflucht jnn meiner not.”

Ordet ”aber” er overstreget med sortbrunt blæk – se foto nedenfor.

Rettelsen er ikke medtaget i Etzliche Psalmen 1585 (fol. L6v-M1r), der uforandret lyder: ”Jch aber wil von deiner Macht singen / vnd des Morgens rhümen deine güte / Denn du bist mein Schutz vnd Zuflucht in meiner not.” c) Salme 115,9 i Elisabeth-Psalteret (fol. O7r) lyder i sin trykte form: ”Aber Jsrael hoffe auff den HERRN / Der ist jr hülffe vnd schilt.” Versets første ord ”Aber” er overstreget med sortbrunt blæk - se illustrationen til ovenstående punkt i side 193). Rettelsen er medtaget i Etzliche Psalmen 1585 (fol. X5v), hvor det pågældende vers lyder: ”Jsrael hoffe auff den HERRN / der ist jr Hülffe vnnd Schild.” Ordet ”Aber” er med i såvel Biblia 1534, Biblia 1548 som Biblia 1551 så der er nok ikke blot 203

tale om en tekstvariant.

Afsluttende bemærkninger til nærværende underafsnit 2 I 1 vers er en ændring i Elisabeth-Psalteret indarbejdet i Etzliche Psalmen 1585, jf. ovenstående underpunkt c. I 2 vers er ændringer i Elisabeth-Psalteret ikke indarbejdet i Etzliche Psalmen, jf. ovenstående underpunkter a og b.

Det lader sig ikke afgøre om det er F2, der har foretaget overstregningerne. Da mængden af eksempler er så forsvindende lille og der blandt disse kun er et tilfælde af overstregning i Elisabeth-Psalteret der er blevet videreført i Etzliche Psalmen 1585, må punktet siges at være uden interesse.

3) Afkrydsninger a) Salme 106,48 i Elisabeth-Psalteret (fol. N8r) lyder: ”Gelobet sey der HERR der Gott Jsrael / von ewigkeit jnn ewigkeit / Vnd alles volck spreche Amen : Haleluia.” Ovenover ”G” i ”Gelobet” er der skrevet et ”+”

med sortbrunt blæk - se foto ovenfor. Jeg ved ikke om der måske med dette ”+” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er med i Etzliche Psalmen 1585 (fol.

V5v) og lyder: ”Gelobet sey der HERR der Gott Jsrael / von ewigkeit in ewigkeit / Vnd alles Volck spreche / Amen / Haleluia.” b) Salme 132,10 i Elisabeth-Psalteret (fol. Q7v) lyder: ”Nim nicht weg das regiment deines Gesalbeten / Vmb deines knechtes Dauids wil-

204

len.” Udfor ”N” i ”Nim” er der i ydermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er ikke med i Etzliche Psalmen 1585, der overhovedet ikke medtager vers fra salme 132. c) Salme 135,10 i Elisabeth-Psalteret (fol. R1r) lyder: ”Der viel völcker schlug vnd tödtet mechtige könige.” Udfor ”D” i ”Der” er der i indermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er ikke med i Etzliche Psalmen 1585. d) Salme 139,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. R4r) lyder: ”Wo sol ich hin gehen fur deinem geist? Vnd wo sol ich hin fliehen fur deinem angesicht?” Udfor ”W” i ”Wo” er der i indermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant – se foto nederst på foregående side. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. Cc4r) og lyder: ”Wo sol ich hin gehen fur deinem Geist? Vnd wo sol ich hin flihen für deinem Angesichte?” e) Salme 139,13 i Elisabeth-Psalteret (fol. R4v) lyder: ”Denn du hast meine nieren jnn deiner gewalt / Du warest vber mir jnn mutter lei-

be.” Udfor ”D” i ”Denn” er der i ydermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. Cc4v) og lyder: ”Denn du hast meine Nieren in deiner gewalt / Du warest vber mir in Mutterleibe.”

205

f) Salme 143,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. R7v) lyder: ”HERR erhöre mich balde / mein geist vergehet / Verbirge dein andlitz nicht von mir / das ich nicht gleich werde denen die jnn die grüben faren.” Udfor ”H” i ”HERR” er der i ydermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant – se foto side 205. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585.

Hvorom alting er – verset er med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. Dd4r) og lyder: ”HERR / erhöre mich balde / mein Geist vergehet / Verbirge dein Andlitz nicht von mir / das ich nicht gleich werde / denen / die in die Gruben faren.” g) Salme 144,9 i Elisabeth-Psalteret (fol. R8v) lyder:”Gott ich wil dir ein newes lied singen / Jch wil dir spielen auff dem Psalter von zehen seiten.” Udfor ”G” i ”Gott” er der i ydermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er ikke med i Etzliche Psalmen 1585.

h) Salme 145,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. S1r) lyder: ”Das man preise deine grosse güte / Vnd deine gerechtigkeit rhüme.” Udfor ”D” i ”Das” er der i indermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585. Hvorom alting er – verset er med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. Dd6r-Dd6v) og lyder: ”Das man preise deine grosse Güte / Vnd deine Gerechtigkeit rhüme.” i) Salme 147,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. S3r) lyder: ”Singet vmbeinander dem HERRN mit dancke / Vnd lobet vnsern Gott mit harffen.”

Udfor ”S” i ”Singet” er der i indermarginen placeret et ”X” skrevet med blyant – se foto ovenfor. Jeg ved ikke om der måske med dette ”X” har været ment at verset har skullet med i Etzliche Psalmen 1585.

Hvorom alting er – verset er med i Etzliche Psalmen 1585 (fol. Ee3v) 206

De med rødt markerede vers i Salmernes Bog 2,1-10 på fol. A1v (t.v.) i Elisabeth-Psalteret lyder: 2,6 ”Aber ich habe meinen König eingesetzt / auff meinen heiligen berg Zion.” 2,7 ”Jch wil von einer solchen weise predigen / Das der HERR zu mir gesagt hat / Du bist mein son / heute hab ich dich gezeuget.” 2,8 ”Heissche von mir / so wil ich dir die Heiden zum erbe geben / vnd der welt ende zum eigenthum.” 2,9 ”Du solt sie mit einem eisern scepter zeschlahen / wie töpffen soltu sie zeschmeissen. 2,10 ”So lasst euch nu weisen jr Könige / vnd … “ .

207

og lyder: ”Singet vmb einander dem HERRN mit dancke / Vnd lobet vnsern Gott mit Harffen.”

Afsluttende bemærkninger til nærværende underafsnit 3 6 af de i Elisabeth-Psalteret afkrydsede vers er optaget i Etzliche Psalmen 1585, jf. ovenstående underpunkter a, d, e, f, h og i, medens 3 af de i Elisabeth-Psalteret afkrydsede vers ikke er optaget i Etzliche Psalmen 1585, jf. ovenstående underpunkter b, c og g.

Det lader sig ikke afgøre om det er F2, der har foretaget afkrydsningerne. Men det skal da nævnes, at der også i Frederiksborg-bibelen forekommer tilfælde hvor vers i Siraks Bog er afmarkeret med kryds og nogle af disse afkrydsede vers er optaget i Etzliche Sprüche 1583, jf. s. 50 ff. At der er dobbelt så mange i Elisabeth-Psalteret afkrydsede vers, der er optaget i Etzliche Psalmen 1585, som der er afkrydsede vers i Elisabeth-Psalteret, der ikke er optaget i Etzliche Psalmen 1585, siger ikke meget, når den samlede mængde af afkrydsninger er så lille, og det i øvrigt er uvist, hvem der har foretaget afkrydsningerne.

4) Understregninger Om understregningerne skal det nævnes at der langt fra altid er tale om fuldstændige understregninger af et helt vers. Markeringen af de udvalgte vers vil ofte blot være antydet ved at et eller flere ord i de pågældende vers er blevet forsynet med en let rød understregning (primært ved linjestart), hvorved man har undgået at den nydelige Psalter-udgave er blevet tilplastret med alt for mange understregninger, der ellers ville have kunnet virke distraherende eller hæmmende på læsningen af værket.

I det følgende afsnit vil de vers, der i en eller anden udstrækning er blevet markeret med rød(e) understregning(er) blive omtalt med salme og vers i Salmernes Bog, placering i Elisabeth-Psalteret, samt oplysning om hvorvidt samme vers er optaget i Etzliche Psalmen 1585. a) Følgende enkeltvers eller grupper af sammenhængende vers i Salmernes Bog – tilsammen udgørende 35 enkeltvers – i salme 2-10 i Elisabeth-Psalteret er i større eller mindre udstrækning understreget med rødt blæk i en tynd streg: 2,6-12 (fol. A1v-A2r) – se foto foregående side; 3,4-7 (fol. A2r-A2v); 3,9 (fol. A2v); 4,4 (fol. A2v); 4,6 (fol. A3r); 4,8-9 (fol. A3r); 5,5-7 (fol. A3r-A3v); 5,9 (fol. A3v); 5,12-13 (fol. A3v); 6,10-11 (fol. A4v); 7,10-11 (fol. A5r)); 8,5 (fol. A5v); 9,10-11 208

(fol. A6v); 9,19-20 (fol. A7r); 10,14 (fol. A8r) og 10,16-18 (fol. A8r)).

Samtlige de med rødt markerede 35 vers er optaget i F2’s Etzliche Psalmen 1585, jf. følgende opregning af salme og vers / salme og versgruppe med efterfølgende angivelse af placering i Etzliche Psalmen 1585: 2,6-12 (fol. B1r-B2r); 3,4-7 (fol. B2r-B2v); 3,9 (fol. B2v-B3r); 4,4 (fol. B3r); 4,6 (fol. B3r); 4,8-9 (fol. B3v); 5,5-7 (fol. B4r); 5,9 (fol. B4v); 5,12-13 (fol. B4v); 6,10-11 (fol. B5v); 7,10-11 (fol. B6r); 8,5 (fol. C1r); 9,10-11 (fol. C2r); 9,19-20 (fol. C2r); 10,14 (fol. C2v) og 10,16-18 (fol.

C2v-C3r). b) Derudover er der i Etzliche Psalmen 1585 optaget 30 vers fra salme 2-10 i Salmernes Bog, der ikke er markeret med rødt i Elisabeth-Psalteret, jf. følgende opregning af salme og vers / salme og versgruppe med efterfølgende angivelse af placering i Etzliche Psalmen 1585: 2,12 (fol. B1r); 2,4 (fol. B1r); 3,2-3 (fol. B2r); 3,8 (fol. B2v); 4,2 (fol. B3r); 5,2-4 (fol. B3v-B4r); 5,8 (fol. B4r); 6,2-6 (fol. B5r-B5v); 7,2-3 (fol. B5vB6r); 7,12-14 (fol. B6r-B6v); 7,18 (fol. B6v); 8,2-3 (fol. B6v-C1r); 8,10 (fol. C1r); 9,2-5 (fol. C1v); 9,14 (fol. C2r). c) Og endelig er der 49 vers fra salme 2-10 i Salmernes Bog, der hverken er optaget i Etzliche Psalmen 1585 eller markeret i Elisabeth-Psalteret, jf. følgende opregning af salme og vers / salme og versgruppe i Salmernes Bog: 2,3; 2,5; 4,3; 4,5; 4,7; 5,10-11; 6,7-9; 7,4-9; 7,15-17; 8,4; 8,6-9; 9,6-9; 9,12-13; 9,15-18; 9,21; 10,1-13 og 10,15.

Afsluttende bemærkninger til nærværende underafsnit 4 Egentlig ved vi ikke hvem af de ”implicerede” det er, der har foretaget understregningerne i salme 2-10 i Elisabeth-Psalteret.

Det er næppe dronning Dorothea, da hun nok ikke ville have foræret sin svigerinde et allerede af hende selv godt brugt eksemplar af Luthers Psalter, med mindre det havde en meget god historie, hvad det jo ikke havde på det tidspunkt gaveoverdragelsen fandt sted.

Så er der hertuginde Elisabeth. Da hun overdrager Elisabeth-Psalteret til F2 (eller til F2 og dronning Sofie) har bogen en god historie, da den oprindelig har været en gave fra F2’s mor (og dronning Sofies svigermor) til F2’s svigermoder (og dronning Sofies mor). Det kan udmærket tænkes at hun har foretaget understregninger i bogen, og det ville såmænd ikke have gjort eksemplaret ringere eller gaven mindre betydningsfuld. Og hertuginde Elisabeth benyttede tilmed underti209

den rødt blæk, jf. hendes tilskrift i bind 2 af “Die Bücher D. Mart. Luth: 1-12. Wittenberg 1539-1550.” afbildet ovenfor side 186. Til gengæld har jeg ikke kunnet finde eksempler på understregninger i nogle af de bøger vi ved hun har ejet og som nu beror på Det Kongelige Bibliotek i København. Så hende tror jeg også jeg vil afskrive.

Videre er der så dronning Sofie. Hendes boglige sysler har jeg kun kunnet finde dokumentation for fra perioden efter F2’s død i form af maniculamarkeringer, diverse understregninger samt hendes omtaler af egen læsning eller påhøring af oplæste værker. Men da alle tre typer notationer både er sene og foretaget med brunt blæk, tror jeg også hun kan udelukkes for ansvaret for de røde understregninger.

Så mon ikke det er mest sandsynligt, at det er den eneste tilbageværende i selskabet – nemlig F2 – der har stået for understregningerne.

I Frederiksborg-Bibelen findes tilmed et eksempel på en type understregninger med rødt blæk, som det er mest sandsynligt F2 er mester for, da det pågældende bibelvers også er manicula-markeret af ham – rimeligvis er der tale om et vers, der har ligget ham særligt på sinde, så det er blevet dobbeltmarkeret, nemlig vers 29,12 i Ordsprogenes Bog (Biblia 1551, fol. Kk6v) (se illustration side 65), som ganske rigtigt også er medtaget i hans Etzliche Sprüche 1583.

Man kan selvfølgelig undre sig over, at han ikke har fortsat sin understregningspraksis i Elisabeth-Psalteret, nu hvor han var kommet i gang, og udstrakt den til også at omfatte både de vers i salme 2-10,

der ikke allerede var understreget, men skulle med i Etzliche Psalmen 1585, og de vers i de af understregninger helt uberørte salmer 1 og 11-150, der ligeledes skulle med i Etzliche Psalmen 1585. Forklaringen må være, at han har fundet en anden arbejdsmetode til udvælgelse af 210

markering af vers i Salmernes Bog, der skulle med i Etzliche Psalmen 1585, og så ladet det blive ved udvælgelsen af visse vers fra salme 2-10 i Elisabeth-Psalteret.

5) Andre markeringer Salme 72,15 i Elisabeth-Psalteret (fol. J2r) lyder: ”Er wird leben vnd man wird jm vom gold aus reich Arabien geben / Vnd man wird jmer dar fur jm beten / teglich wird man jn loben.” Mellem ”leben” og ”vnd” er indsat en skrå, skarp højreparentes, der ikke har nogen modsvarighed i marginen, og derfor måske skal opfattes som en tekstkorrektur – markering af manglende sætningsadskiller, nærmere bestemt tegnet ”/”, der fungerede som komma i de tider – se foto på foregående side. Hvorom alting er opviser Etzliche Psalmen 1585 (fol. O4r) på dette sted tegnet ”/”, jf. det fulde citat: ” Er wird leben / vnd man wird jm vom Gold aus Reich Arabien geben / Vnnd man wird jmerdar fur jm beten / teglich wird man jn loben.” Anbringelsen af tegnet ”]” i Elisabeth-Psalteret har dog ikke nødvendigvis haft nogen betydning for forekomsten af samme tegn i Etzliche Psalmen 1585, da fraværet af tegnet i Elisabeth-Psalteret snarere synes at være en undtagelse fra en generel anvendelse af tegnet på denne plads i flere andre mere eller mindre samtidige udgaver af Salmernes Bog, jf. eksempelvis Biblia 1534, Biblia 1548 og Biblia 1551.

Den skrå skarpe højreparentes i dette vers minder meget om den skarpe højreparentes vi allerede har mødt i Salme 42,7 i Elisabeth-Psalteret (fol. E6v)138 og som med sikkerhed kan tilskrives F2. Det er derfor ingenlunde usandsynligt at den skrå, skarpe højreparentes her i vers 72,15 er prentet af F2. Da den pågældende parentes er uden større betydning for vores historie vil jeg ikke gøre mere ud af den ved denne lejlighed.

Afsluttende om Elisabeth-Psalteret Af Ilsøes oplysninger om Elisabeth-Psalteret fremgår det – som allerede nævnt – at det pågældende eksemplar efter hans formening er kommet til Danmark i medfør af arv efter hertuginde Elisabeth eller hertug Ulrik af Mecklenburg, og da hun først døde i 1586 og han i 1603, kan eksemplaret, hvis Ilsøes antagelse er rigtig, af gode grunde ikke have været i F2’s tanker den 8. oktober 1583.

138

Se illustrationen under punkt b) side 188.

211

Men da eksemplaret på den anden side indeholder tilskrifter foretaget af F2, der med al ønskelig tydelighed peger frem mod hans private udgivelse af Salmernes Bog fra 1585, kan vi roligt se bort fra Ilsøes antagelser, og i stedet betragte det som sandsynliggjort, at F2 har modtaget det pågældende værk, der er et ægte familieeksemplar, da det såvel har tilhørt F2’s moder som hans svigermoder, fra hertuginde Elisabeth – medens hun endnu levede – og på et tidspunkt, hvor han stadig kunne have glæde af værket som arbejdsinstrument til sin meget dristige udgivelse af Salmernes Bog i 1585 – et tidspunkt der udmærket kunne være sensommeren / efteråret 1583, hvor F2 havde lagt arbejdet med Etzliche Sprüche 1583 bag sig, og formentlig allerede kan have været i gang med planlægningen af Etzliche Psalmen 1585.

F2 synes at have anvendt Elisabeth-Psalteret, dels til markering af skriftsteder han ønskede optaget i Etzliche Psalmen 1585, dels som forlæg / kladde til skriftsteder han ønskede at ændre teksten til ved at udskifte diverse bibelske egennavne med hjemlige egennavne og egennavnelignende fællesnavne / unica.

De markerede skriftsteder er i ganske stor udstrækning blevet optaget i Etzliche Psalmen 1585.

De ændrede skriftsteder er ikke i noget tilfælde blevet optaget i Etzliche Psalmen 1585 i den radikalt ændrede form F2 synes at have forestillet sig de skulle optræde i i hans meget specielle udgave af Salmernes Bog, hvor udvalgt gammeltestamentligt stof formentlig skulle have været helt erstattet af tilsvarende dansk.

I det omfang ændringsforslagene er medtaget i Etzliche Psalmen 1585 vil det altid være som parentesanbragte sideordnede (og derved underordnede) forbindelser, hvor det oprindelige gammeltestamentlige stof så er bevaret på førstepladsen, jvf. eksempler som: ”Israel (og Danmark)”; ”Arons hus (og Danmark)”.

I de 4 tilfælde i Elisabeth-Psalteret, hvor F2 har foreslået at hans eget navn skulle erstatte Davids, er de pågældende ændringsforslag blevet forkastet og derfor heller ikke blevet indarbejdet i Etzliche Psalmen 1585.

Så mange udskiftninger af det helt centrale navn ”David” har formentlig været for stor en mundfuld for den teologiske ”overdommer”, der rimeligvis har været på spil for at rådgive F2 i hans udgivervirksom212

hed, men som en slags plaster på såret – trods alt – er gået med til at navnet ”Frederik” en enkelt gang og et helt andet sted end foreslået af F2­– nemlig i Salme 144,10 – er blevet indsat efter navnet ”David” i en underordnet parentes.

Formentlig er det også samme overdommer, der har fået gennemført at F2’s ikke så få øvrige ændringsforslag enten helt er blevet sløjfet eller er blevet effektueret på den ovenfor beskrevne ikke så dramatiske og provokerende sideordnende facon.

213

Værker udgivne på F2’s foranledning 1: Dietrich 1565 Martin Luther-disciplen Veit Dietrichs sidste – af Johannes-evangeliet inspirerede – opus ”Christliche: ware: vnd tröstliche auslegung etlicher der schönesten / lieblichsten / vnd tröstlichsten Sprüche S. Johannis. Welche der Ehrwirdig Herr Veit Dietrich kürtzlich vor seinem / aus diesem zeitlichen Leben / abschied / allen fromen Christen zu nutz / trost / vnd seligem Valete zu schreiben / dictirt hat.” blev kort efter forfatterens død139 udgivet i Wittenberg – formentlig allerede i 1549 – hos bogtrykkeren Veit Creutzer140.

15-16 år efter – i 1565 – blev dette værk genudgivet i København i eftertryk hos Lorentz Benedicht med stort set samme titel som den i Wittenberg anvendte, på de tre undtagelser nær at originaltrykkets ”ware”, ”Dietrich” og ”abschied” er skrevet ”Ware”, ”Dieterich” (med et lille ”e” indskudt mellem ”t” og ”r”) og ”abscheid”.

Værket er optaget hos Lauritz Nielsen under nr. 521 (Nielsen 19191933).

Dietrich 1565 er på 260 sider in octavo / decimo141. Kolumnestørrelse: 75 x 48 mm. Hvert ark / læg i bogen består af 8 blade = 16 sider, på nær det sidste, der er udvidet med 2 ekstra blade og består af 10 blade = 20 sider, og da der er i alt 15 ark à 8 blade og 1 ark à 10 blade giver dette (15 x 8 blade) + (1 x 10 blade) = 130 blade = 260 sider. Som arksignaturer benyttes de store bogstaver: A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O, P, Q. Rectosiderne af de 5 første blade i hvert ark / læg er forsynet med arksignatur (se dog næste afsnit), og blad nummer 2, 3, 4 og 5 blandt 139 Veit Dietrich levede fra 1506 til 1549.

140 Originalen findes indscannet på bibliotekshjemmesiden VD 16 under værkregistreringsnummer D 1549.

141 Ved hvilket udtryk der menes, at værket rent fysisk består af ark / læg, der er falset / skudt ind i hinanden på en sådan måde at hvert samlet ark / læg indeholder 8 henholdsvis 10 blade (= 16 henholdsvis 20 sider).

214

Titelbladet til Dietrich 1565

disse forsynet med et romertal som bladnummer, nemlig henholdsvis ”ij” for 2, ”iij” for 3, ”iiij” for 4 og ”v” for 5. De enkelte blade og sider i Dietrich 1565 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form helt efter det samme system, der er blevet udførligt beskrevet i underafsnittet vedr. det første delbind af Frederiksborg-Bibelen, nemlig Biblia 1551.

De eneste bladrectosider i bogen, der savner arksignatur er fol. A1r 215

– titelbladet (indeholdende den ovenfor skrevne titel) – en sidetype, der som traditionen byder det – af æstetiske grunde – er (kan være) fritaget herfor, samt fol. O4r, hvor sidens lidt for lange tekst er kommet til at rage så langt ind på linjen, at man har ment at der ikke også var plads til arksignatur og bladnummer. På fol. P2r, hvor det samme problem kunne være opstået, har man klaret sig ved at rykke arksignatur og bladnummer ”P ij” lidt ud til højre på linjen, så der både er blevet plads til en for lang tekst og arksignatur / bladnummer.

Værket er ikke folieret, så den eneste måde at navigere i værket er via ovenstående arknummereringssystem.

Værket er komponeret som følger: titelblad rectoside (fol. A1r), titelblad versoside med ramme, der indeslutter cirkelformet illustration (se nedenfor), samt teksten ”Symbolum: F: S: R: D:”142 og her nedenunder kongens ene valgsprog ”Mein Hoffnung Zu Gott Allein.”143 (fol.

A1v), den døende ”Vitus Dieterich”s dedikation til “Dem Ehrenuesten vnd achtbarn Herren N. Meinem günstigen Herren vnd Freunde.” med afsluttende stregslyngning (fol. A2r-A5r), Veit Dietrichs religiøse betragtninger over diverse bibelske spørgsmål i hovedsagen med udgangspunkt i skriftsteder fra Johannes-Evangeliet (fol. A5v-Q9v) med afsluttende vignet nederst fol Q9v, kolofon med angivelse af trykkested, bogtrykker og trykkeår ”Gedruckt zu Kopenhagen / durch Lorentz Benedicht / 1565.” placeret mellem 2 stregslyngninger (fol.

Q10r), afsluttende side med Lorentz Benedichts logo (fol. Q10v)(se videre nedenfor).

F2’s involvering i udgivelsen af ’’Dietrich 1565’’ Bagsiden af titelbladet i Dietrich 1565 indeholder som omtalt F2’s titel og valgsprog, hvilket må være en indikation af at kongen på en eller anden måde – på sidelinjen vil jeg tro – har været involveret i udgivelsen, eventuelt har foranlediget, støttet, betalt for eller opmuntret den, jf. R. Paullis ord om en sådan foranledigelse (Paulli 1920: 16) under illustrationen forestillende den f.s.v.a. den cirkelformede illustration og sidens tekst helt identiske titelbladsbagside i den samme år også af Lorentz Benedicht udgivne Der CI. Psalm 1565.

142 D.e. “Symbolum Frederici Secundi Regis Daniæ (eller Danorum)”, dvs. “Frederik den Andens Danmarks (eller Danskernes) Konges Valgsprog”.

143 D.e. ”Mit Håb står til Gud alene”.

216

Versosiden af titelbladet til Dietrich 1565

217

Illustrationerne i ’’Dietrich 1565 Den cirkelformede illustration på titelbladets versoside er et billede af Gud Fader i skyerne i midten med scepter i sin venstre hånd og løftet højre hånd med opret pege- og langfinger og følgende tekst i en krans rundt om skaberbilledet: ”EGO SVM DOMINVS OMNI POTENS”.

Illustrationen genfindes flere steder i bogtrykker Lorentz Benedichts produktion, jf. det om Der CI. Psalm 1565 nedenfor sagte.

Dekorationen på sidste side (fol. P8v) er bogtrykkeren Laurentz Benedichts logo, der forestiller to skyarme, der i fællesskab holder en opret, liljelignende urt med 3 udsprungne blomster. De kropløse arme symboliserer vel ”arbejderne i vingården”, her trykkeriet, der i fællesskab – og anonymt – frembringer den smukke blomst – det trykte værk (se foto af logoet side 96).

DKBK ejer det eneste eksisterende eksemplar af Lorentz Benedicht-trykket Dietrich 1565. På bagsiden af det forreste friblad i dette unike eksemplar står følgende to-delte F2-tilskrift: “∙1∙5 ∙ 6∙6∙ // tru ist wylbrat // f 2 k zu dennemarch”144 (første del af tilskriften – 3 linjer – der er flankeret af to lodrette stregslyngninger) ”Anno .1.5.6.6. fych ieg denne // boch ÿ køben haffn den ∙3∙ apri= // lys den tyd der war krÿgh y // mellum danmarch och swerrich // gud vndde meg der y ad lesse // gud tyl erre och meyn sel tyl // det besste amen” (anden del af tilskriften – 7 – linjer, der afsluttes af en vinklet streg forneden).

Oversættelse til nudansk af den danske del af tilskriften: ”I 1566 fik jeg denne bog i København – den 3. april – da der var krig mellem Danmark og Sverige. Måtte Gud unde mig at læse deri – Gud til ære og min sjæl til det bedste. Amen”.

F2’s danske tekst i Dietrich 1565 med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog”: Anno .1.5.6.6. fych (2b; 3) ieg (1) denne boch (2a) ÿ (3) køben haffn (34; 40) den ·3· aprilys (3; 32) den tyd (3) der war (11) krÿgh (3; 48) y mellum (3; 31; 40) danmarch (2b) och (2a) swerrich (2a; 11) gud vndde (15; 22) meg (17) der y (3) ad (21) lesse (7; 22) // gud tyl (3) erre (7; 22) och (2a) meyn (3; 4c; 23 V) sel (7; 16) tyl (3) det besste (22; 27c) amen 144 D.e. “1566 // Troskab er (lige så sjælden kost) som en vildtsteg [F2’s andet valgsprog] // Friederich 2 König zu Dänemark [d.e. Frederik 2 Konge af Danmark]”

218

F2’s tilskrift i Dietrich 1565

I 1983 skriver Harald Ilsøe i sin omtale af værket, at F2 i det pågældende eksemplar har ”noteret at han har erhvervet bogen den 3. april 1566” (Ilsøe 1983: 11). 16 år efter lyder Ilsøes omtale af samme tilskrift som følger: “På bagsiden af fribladet kongens tilskrift med …

219

oplysning om, at bogen er købt i København april 1566” (Ilsøe 1999: 506).

Da jeg går ud fra at Ilsøe har ønsket at udtrykke det samme budskab med de to lidt forskelligt udformede udsagn, må dette indebære at han i sin artikel fra 1983 har anvendt formen “erhvervet” i samme betydning som formen ”købt” i sin bog fra 1999.

Som bekendt kan verbet “erhverve” udover betydningen “erhverve / komme i besiddelse af ved køb”, jf. et ODS-eksempel som ”direktøren har ved heldige køb erhvervet flere sjældenheder til museet”, også have betydningen “erhverve / komme i besiddelse af som gave”, jf følgende uddrag af § 3 i LBK nr 132 af 25/01/2019: ”Er en afstået fast ejendom erhvervet ved gave eller arveforskud, benyttes den værdi, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift eller indkomstskat af erhvervelsen, som udgangspunkt for beregningen af fortjeneste ved afståelsen.”

Den samme betydningsmæssige dobbelthed kendes ved det verbum F2 har betjent sig af nemlig “få” (i formen “fych”), jvf. moderne dansk “Hun fik bogen henne i antikvariatet i Fiolstræde” (d.e. “Hun købte bogen henne i antikvariatet i Fiolstræde”) og “Han fik bogen til Jul” (d.e.: “Han fik bogen forærende / som gave til Jul”).

At F2 skulle have været nødt til at købe bogen selv vil jeg betragte som usandsynligt, da han som nævnt ovenfor må have været involveret i udgivelsen i en sådan grad at hans valgsprog har kunnet placeres på bagsiden af titelbladet, og han derfor også må formodes at have modtaget / kunnet have modtaget en række eksemplarer “kvit og fri” (som det hed dengang) fra bogtrykker Lorentz Benedicht.

Jeg vil derfor tage det for givet at F2 med ”fych” har ment ”fik foræret” og ikke ”købte”.

Af en tilskrift bag i bogen fremgår det, at F2 ikke har været den første ejer af værket. Denne 9-liniede tilskrift, der afsluttes med en streg– slyngning, har følgende ordlyd: “Anno &c Mdlxv∙ thend xxij. // Septembris wed helsing= // borg, fangitt Koning // Frederich thend Anden, // selff vdj egen person, // tuende flock aggerhøns // vdj thend første war xj. // oc vdj thend anden xl. // Er tilsammen – lj.”, hvilket på nudansk betyder: “År etc. 1565 nærmere bestemt den 22. september fangede Kong Frederik den Anden selv i egen person to flokke agerhøns nær Helsingborg – i den første var der 11 og i den anden 40. Det 220

NN’s tilskrift bagest i Dietrich 1565

giver tilsammen – 51.”

Hvem der har foretaget tilskriften ved jeg desværre ikke. Men det må jo have været en i kongens følge, der har været inviteret med på agerhønsejagt udenfor Helsingborg, hvor F2 efter dateringsstederne for en række kongebreve at dømme har opholdt sig (i det mindste) fra

221

den 20. til den 24. september 1565145. F2’s følgesvend har tydeligvis været dybt imponeret over kongens jagtlykke og fundet det værd at opnotere hans fangstresultater bag i en bog med F2-relation.

Hvordan bogen er kommet i F2’s besiddelse i København146 et lille halvt år efter den 3. April 1566 (onsdag før Palmesøndag) nævner kongens egen Notat forrest i bogen intet om. Hvis F2 har fået den foræret af ham, der har skrevet bagest i bogen, virker det vel egentligt lidt småligt at han ikke også har tilføjet navnet på den glade giver – bogens tidligere ejermand.

Når der i tilskriften bagest i Dietrich 1565 står “fangitt” skal det formentlig tages helt bogstaveligt – agerhønsene er blevet taget til fange – ikke skudt (hvilket også ville have været umuligt at gøre i det omfang – selv for en dygtig jæger som F2). Jeg vil i den forbindelse citere et afsnit fra en ældre dansk fuglebog Kjærbølling 1877, hvori det om jagten på agerhøns hedder: “Man jager dem, som bekjendt, med Hønsehunde eller fanger dem i Garn, Kurve og Løbedoner. Fra sidst i August til sidst i Septbr. lykkes Jagten bedst; senere blive ”Hønsene” mere sky og trykke sig ei saa gjerne for Hunden. I smukt, stille Veir pleie de at holde bedre end i Blæst og Uveir. I Drivegarnet fanges Agerhønsene bedst i Morgengryet eller i Aftenskumringen; man bruger dertil Hønsehund og Skydehest. Saasnart Hunden har viist, hvor Flokken ligger, udsætter man Garnet, helst saaledes, at Aabningen staaer i en Fure; Hunden aflokkes, og Jægeren, som gaaer noget ludende ved den modsatte Side af Hesten, avancerer saaledes i Zigzag nærmere og nærmere Flokken, indtil han faaer den til at løbe ind i Garnet (Nilsson). I Tydskland fanger man Agerhøns med de saakaldte Høgegarn, der ere 30-40 Alen lange og 15 Alen høie, med 3 Tommer vide Masker; af saadanne Garn har man flere. Agerhønen flyver altid lavt Morgen og Aften og altid over samme Strøg; her opstiller man sine Garn imellem tvende c. 10 Alen høie Stænger. Den nederste Garnline binder man 2 Alen og den øverste 9 Alen fra Jorden, hvorved Garnet kommer til at hænge slapt og sækformigt ned imod denne.

Et Par Karle ligger ved Garnet, og et Par eller flere Personer gaae ud over Marken for at opsøge Agerhønsene. Disse flyve op, tage deres 145 Jf. KB 1561-1565: 662-666 (11 Helsingborg-dateringer fra henholdsvis den 20., 21. , 22., 23. og 24. september 1565).

146 Stedsangivelsen bekræftes af dateringsstedet København ved en række kongebreve udstedt den 3. april 1566, jvf. KB 1566-1570: 33 (3 breve) og Inl. Reg. 1566-1567: fol. 59r (1 brev).

222

Side 23 i bd. 1 af Terkel Klevenfeldts rejsedagbøger.

sædvanlige Kaas147, støde mod Garnet og falde ned i den deraf dannede Sæk, hvorpaa de tvende Paapassere oprykke Stængerne og kaste hele Garnet over Agerhønsene ... “ (Kjærbølling 1877: 406-407). Det er formentlig den første fangstmetode, der har været taget i brug i 147

D.e. ”retning / kurs / vej”.

223

Helsingborg, da den passer bedst med at F2 ene mand har fanget hønsene – “selff vdj egen person”. Fuglene er vel efterfølgende endt på det kongelige middagsbord, jvf. den afsluttende kulinariske afslutning på agerhøneopslaget i ovennævnte fuglebog: “Kjødet er, som bekjendt, især fra August til Vinterens Begyndelse, en stor Delikatesse ... ” (Kjærbølling 1877: 407).

En tilskrift, der minder meget om tilskriften i Dietrich 1565 er afskrevet den 24. juni 1741 af Terkel Klevenfeldt148 fra et eksemplar (der ikke længere lader sig spore) af Caspar Huberinus’ Spiegel der Hauszucht Jesus Sirach genandt udgivet i Nürnberg i 1552 (nedenfor kaldet Huberinus 1552), der har været i F2’s og dronning Sofies eje inden det gik videre til deres datter Hedvig, der herefter – 16/17 år gammel – i 1598 forærede det til sin mors kammertjener Joachim Barnewitz (1563-1626, nærmere omtalt i næste afsnit), efter hvem det (bl.a.?) tilhørte biskop Matthias Foss og stiftsamtmand C. Gabel på Bramminggård i Sydvestjylland (i hvis bibliotek det beroede da Klevenfeldt afskrev tilskriften)149. F2’s tilskrift i dette værk lyder iflg. Klevenfeldt: ”Anno 1570 . begönthe jeg at lesse ÿ denne boch den 15de februarius pa frederssbor den tÿe der var krÿ ÿmellom danmarch och schverich. gut vnne meÿ den sa at lesse gut tÿl erre och mint seel tyll beste – amen.”150 (Klevenfeldt 1741: 23). Terkel Klevenfeldts F2-gengivelse virker umiddelbart meget kompetent, f.eks. er han helt med på at F2 normalt ikke anvender store begyndelsesbogstaver, ligesom han også har fået godt fat i F2-specialiteter som det stumme ”t” i ”mint” og den lydskriftlige gengivelse ”frederssbor” af ”Frederiksborg”. På den anden side virker en form som ”begönthe” med et hos F2 ellers ubekendt ”ö” til gengivelse af rodvokalen i dette verbum, og en ligeledes ubekendt stavemåde som ”meÿ” for ”meg” ikke ganske tilfor148 Terkel Klevenfeldt, der levede 1710-1777, var en dansk genealog og samler. I årene 1741-1745 foretog han – med egen hestevogn og tjener – en udlandsrejse (han kaldte det selv ”en Sundhedsz Reyse”) – for sit skrøbelige helbreds skyld (”Brøstet var slett forderfvet og Svindsugten for Dørren” lød hans egen formentlig forkerte diagnose (Clausen & Rist 1919: 11)) – til Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og England – og nedfældede undervejs sine indtryk i fire bind rejsedagbøger. Det er på udvejen til den lange rejse Klevenfeldt besøgte Bramminggård i juni måned 1741.

149 Se videre Ilsøe 1999: 512.

150 Hos Ilsøe en smule afvigende translittereret som følger: ”Anno 1570 be­ gynthe jeg at lesse ij denne boch den 15 februarius paa fredrichsbor den tye der var kry ymellom Danmarch och Swerich. Gut unne mig den sa at lesse, gut tyl erre och mint seel tyll besste. Amen.” (Ilsøe 1999: 512).

224

ladelig, ligesom jeg også har Klevenfeldt mistænkt for ikke at skelne mellem F2’s ”w” og ”v”, som synes gengivet på en og samme måde

Dronning Sofies tilskrift i Concordia 1580. Hun skriver: “dis boch hatt mich mein kamer dener Johim van barnetze von anfanck bis zum ende // vorgelesen, der liebe gott gebe das ich es nutzlich muge zu= // gehoret haben // Sophia Konigin zu denemarcken / wittwe”

med ”v” (”var”, ”schverich” og ”vnne”). F2 ville heller ikke skrive ”jeg” med ”j” men derimod med ”i”. Jeg vil derfor ikke medtage Klevenfeldts gengivelse af F2’s tilskrift i eksempelstoffet i kapitlet Om F2’s sprog. Men indholdet kan til gengæld sagtens bruges på anden vis.

Ovennævnte Joachim Barnewitz var en betroet mand hos dronning Sofie, der”arvede” ham fra F2, hos hvem han havde tjent som hofjun­ ker. Hos dronning Sofie fungerede han bl.a. som kammertjener og tjente sig efterhånden op til hofmester og blev sågar forlenet med Nykøbing Slot. En af hans opgaver har øjensynligt på et tidspunkt

Dronning Sofies tilskrift i Deutsche Thesaurus 1568. Hun skriver: “dis boch hatt mich mein kamer dener Johim von barnewitze // von anfanck bis zum ende vorgelesen der liebe gott gebe mir seine gnade // das ich es mit fleise muge gehoret haben // Sophia Konigin zu denemarcken / wittwe”

225

været at læse visse af Reformationstidens voluminøse værker højt for dronning Sofie, jf. tilskrifter herom foretaget af dronning Sofie i f.eks. ”CONCORDIA ... Christliche / Widerholete/ einmütige Bekentnüs nachbenanter Churfürsten / Fürsten vnd Stende Augspurgischer Confession / vnd derselben Theologen Lere vnd glaubens: Mit angeheffter / in Gottes wort / als der einigen Richtschnur / wolgegründter erklerung etlicher Artickel / bey welchen nach D. Martin Luthers seligen absterben / disputation vnd streit vorgefallen. Dreßden 1580” (en bog på lidt over 800 foliantsider), i hvilket værk hun har noteret, at ”dis boch hatt mich mein kamer dener Johim van barnetze von anfanck bis zum ende vorgelesen … ” og i ”Deutsche THESAVRVS, Des Hochgelerten weitberümbten vnd theuren Mañs D. Mart. Luthers / Darinnen

Dronning Sofies tilskrift forrest i bd. 1 af Die Bücher ... D. Mart. Lutheri. Wittemberg 1557-1572. Hun skriver: “treue ist wilttbret / aber gott fur lest die seinen nicht // Sophia Konigin zu denemarcken / wittwe ” [hendes sammensatte valgsprog indrammet af to ulvekroge] og nedenunder ”dis buch habe ich gott lob angefangen vnd durch // gelesen, der almechtige gottige gott gebe mich seine // gnade das ich es muge zu nutz vnd gutte gelesen // habe vnd bis in meine sterbends grob behaltten muge”

226

alle Heubtartickel / Christlicher / Catholischer vnd Apostolischer Lehre vnd Glaubens erklert ... mit sampt bestendiger Widerlegung allerhand Jrrthumben ... zusammen getragen ... durch M. Timotheum Kirchner / Jhenischen Prediger vnd Superintendenten. Franckfurt am Mayn. 1568.” (en bog på lige ved 1100 foliantsider), i hvilket værk hun nogenlunde enslydende skriver: ”dis boch hatt mich mein kamer dener Johim von barnewitze von anfanck bis zum ende vorgelesen … ”.

At dronning Sofie også gerne læste selv fremgår til overflod af hendes tilskrevne oplysninger herom i bøger hun har læst, jf. eksempelvis de mange tilskrifter med læseoplysninger i hendes private – nu på DKBK beroende – eksemplar af ”Die Bücher ... D. Mart. Lutheri. Wittemberg 1557-1572”.

Som det kan ses, er der ikke så få tekstuelle paralleller og ligheder mellem tilskrifterne i henholdsvis Huberinus 1552, Dietrich 1565 og Frederiksborg-Bibelen, og man får nærmest det indtryk, at F2 har haft en ganske fast skabelon for hvordan sådanne tilskrifter skulle udformes, og ligefrem rådet over en lille samling faste formler, der kunne anvendes igen og igen, når visse stadigt tilbagevendende situationer, der fortjente at blive noteret for eftertiden, opstod. Man kommer uvilkårligt – som en parallel hertil – til at tænke på Danske Kancellis skrivelser, der også er kendetegnet ved mængder af genbrug af faste standardformuleringer tilpasset gældende praksis indenfor de forskellige administrative delområder.

Om F2’s skriftligt nedfældede oplysninger om læsninger af tekster / erhvervelse af bøger gælder, at de som oftest indeholder såvel en 1) dateringsdel som en 2) forhåbningsdel 1) Dateringsdelen indeholder (kan indeholde) følgende elementer: 1a) tidsangivelse for begyndelse / afslutning af læsning af tekst / erhvervelse af bog, jf. ”Anno ∙ 1∙5 ∙ 6∙6∙ … den 20 iannuarius” (Notat af 20. januar 1566 i Frederiksborg-Bibelen); ”Anno 1567 … den 6 aprilis” (Notat af 6. april 1567 i Frederiksborg-Bibelen); ”Anno 1572 … den 15 maius pa war herre hÿmmel farssdach” (Notat 1 af 15. januar 1572 i Frederiksborg-Bibelen); ”Anno 1572 … wor herriss himmelfarss // dach … den 15 maius” (Notat 2 af 15. januar 1572 i Frederiksborg-Bibelen); ”Anno 1576 … den 16 december” (Notat af 16. december 1576 i Frederiksborg-Bibelen); ”Anno 1577 … pa hylly= // ge tre kongger dach … den 6 iannuarius” (Notat af 6. januar 1577 i Frederiksborg-Bi227

belen); ”Anno 1570 … den 15de februarius” (Huberinus 1552); ”Anno .1.5.6.6. … den ∙3∙ apri= // lys” (Dietrich 1565).

1b) stedsangivelse for begyndelse / afslutning af læsning af tekst / erhvervelse af bog, jf. ”po fredersbor” (Notat af 20. januar 1566 i Frederiksborg-Bibelen); ”po frederssbor” (Notat af 6. april 1567 i Frederiksborg-Bibelen); ”pa frederssbor” (Notat af 16. december 1576 i Frederiksborg-Bibelen); ”pa frederssbor” (Huberinus 1552); ”ÿ køben haffn” (Dietrich 1565).

1c) relatering af tidspunkt for begyndelse / afslutning af læsning af tekst / erhvervelse af bog til tidspunktet for andre begivenheder, jf. “den tye der war kry ymellum danmarch och schwerrich” (Notat af 20. januar 1566 i Frederiksborg-Bibelen); ”den tyedt der war krye ymellum danmarch och schwerrich” (Notat af 6. april 1567 i Frederiksborg-Bibelen); ”den tÿe der var krÿ ÿmellom danmarch och schverich” (Huberinus 1552); “den tyd der war krÿgh y // mellum danmarch och swerrich” (Dietrich 1565).

2) Forhåbningsdelen indeholder (kan indeholde) ønsker om at 2a) Gud må forunde ham – F2 – (endnu) en fremtidig læsning af værket, jf. “gut vnde meg den samme saa at hawe lest” (Notat af 6. april 1567 i Frederiksborg-Bibelen); “gut vnde meg at begun[ne] // ygen” (Notat 1 af 15. maj 1572 i Frederiksborg-Bibelen), ”gut vnne meg den saa lesse” (Notat 2 af 15. januar 1572 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut vnde meg den at begunne ygen” (Notat af 16. december 1576 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut vnde meg den at lesse” (Notat af 6. januar 1577 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut vnne meÿ den sa at lesse” (Huberinus 1552); ”gud vndde meg der y ad lesse” (Dietrich 1565) 2b) denne fremtidige læsning må føre til et bestemt resultat, nemlig at den vil være Gud til ære og hans – F2’s – egen sjæls salighed til det bedste, jf. “gut tyl erre och meyn sel // salychheyt tyl det besste” (Notat af 6. april 1567 i Frederiksborg-Bibelen); “gut tyl erre och mynt sel tyl besste” (Notat 1 af 15. maj 1572 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut tÿl ere och mint sel tyl det besste” (Notat 2 af 15. januar 1572 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut tyl erre och mint sel tyl tet besste” (Notat af 16. december 1576 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut tyl erre // och mint sel tyl besste” (Notat af 6. januar 1577 i Frederiksborg-Bibelen); ”gut tÿl erre och mint seel tyll beste” (Huberinus 1552); ”gud tyl erre och meyn sel tyl // det besste” (Dietrich 1565).

228

Værker udgivne på F2’s foranledning 2: Der CI. Psalm 1565 I litteraturen om F2 omtales et værk – omhandlende salme 101 i Salmernes Bog og udgivet på hans foranledning – hos hele 3 ældre danske historikere.

Første gang hos Peder Hansen Resen (1625-1688) i hans Kong Frederichs Den Andens KRØNICKE fra 1680 (i det følgende kaldet Resen 1680), hvor han i fortalen til værket skriver: ”Dog til dis stærckere igiendrifvelse maa jeg endeligen bevise den Høystbemelte afgangne Kongis Gudfryctighed ... Af en Gudelige Konges Embede / oc en Kongis Betienters rette Qvaliteter, hvilcket den Sal: Kong Frederick hafde sig for Øyen still.t [må være: stillt = stillet, RHC] / strax i hans Regierings begyndelse / i det hand lod da udgaa paa Tryck Kong Davidtz den 101. Psalme med sin Hof Predickanters forklaring. Denne Psalme er vel liden oc af faa Ord / men dog stor oc af større eftertenckning / oc liuder saaledis. [1]151 Jeg vil siunge Miskundhed oc ret / jeg vil ­Leege for dig Herre. [2] Jeg vil handle viselige paa en fuldkommen Vey / naar du kommer til mig / jeg vil Vandre i mit Hiertis Fromhed inden i mit Huus. [3] Jeg vil icke tage en ond Sag for min Øyen / jeg hader det ofver­trædere giøre / det skal icke henge ved mig. [4] Jt forvendt Hierte skal vige fra mig / jeg vil icke kiende den onde. [5] Den som bagvasker sin Næste lønlige (for mig) / den vil jeg udslette / den som seer høyt med Øyne oc hafver et stolt Hierte / den kand jeg intet met.

[6] Mine Øyen (see) efter de trofaste i Landet / at de skulle boe hos mig. Den som vandrer paa den fuldkommen Vey / hand skal tiene mig. [7] Den skal icke blifve inde i mit Huus / som giør svig / som taler Løgn. [8]152 Hand skal icke bekreftis for mine Øyen / aarlige vil jeg 151 Versenumrene i skarp parentes er ikke med i Resens tekst men sekundært tilføjet i nærværende gennemgang – af praktiske grunde..

152 Bemærk at første afsnit hos Resen af vers [8] (”Hand skal icke bekreftis for mine Øyen”) egentlig hører til slutningen af vers 7, men her har måttet kobles sammen med det efterfølgende versudsnit, der egentlig er starten på det ”rigtige” vers

229

Titelbladet til Resen 1680.

øddelegge alle Vgudelige i Landet / at udrydde af HErrens Stad alle Mißdedere ... Hvor udofver Høystbemelte Konge / som mig er beret8 (”aarlige vil jeg øddelegge alle Vgudelige”), eftersom dette versudsnit starter med lille begyndelsesbogstav, og følgelig ikke kan være starten på et nyt vers (herom videre nedenfor).

230

tet efter Salig her Cantzeles Christian Thomesens Sehesteds Relation, ladet atskillige Exemplaria aff ofverbemelte Psalmes Tryck indbinde i sort Fløyel oc uddeelt til sine Riges Raad oc Betienter.” (Resen 1680: fol. b2v, fol. c2r-c2v).

F2 skal m.a.o. ifølge Peder Hansen Resen straks efter sin regerings begyndelse (som var i 1559) have ladet et værk udgive indeholdende salme 101 i Salmernes Bog ledsaget af sin hofprædikants forklaring af samme salme – et værk, der må have været af en sådan kaliber, at det har kunnet give anledning til fløjelsindbinding og anvendelse som kongelig gave til bl.a. landets ypperste mænd – rigsråderne.

Det fremgår dog beklageligvis intetsteds af de overordentligt grundige bibliografier, der foreligger over tidlige danske tryk, at et sådant værk – med F2 som udgiver og hans hofprædikant som salmeekseget – skulle have eksisteret – så umiddelbart virker Resens omtale af F2’s salmeværk ikke synderlig troværdig – omend de eksemplarer af bogen, der oprindeligt måtte have eksisteret, selvfølgelig efterfølgende kunne være gået tabt inden det i nyere tid blev muligt at underkaste værket en bibliografisk beskrivelse.

Som læser af Resens tekst får man uvilkårligt det indtryk, at den salmetekst, der citeres, er den samme, der har stået i den postulerede F2-publikation, og at samme publikation derfor har været dansksproget, siden salmen gengives på dansk.

For at få klarlagt om Resens tekst er en original nyoversættelse af salme 101 til dansk, foretaget i anledning af udgivelsen af F2’s postulerede salmeværk, eller oversættelsen blot er hentet ind i F2’s salmeværk fra en anden salmeudgivelse, eller Resens tekst er en gengivelse af en oversættelse af nyere dato end F2’s postulerede salmeværk, ja måske ligefrem er foretaget af Resen selv vil det nok være mest hensigtsmæssigt at sammenligne Resens salmetekst med de salme 101-oversættelser, der foreligger udgivet på dansk lige fra Frans Vormordsen fik udgivet Dauids psaltere i 1528 op til 1680, hvor Resen 1680 sætter punktum for en sådan undersøgelse.

Det er ganske mange udgivelser det drejer sig om (også selvom mange af udgivelserne blot er genudgivelser af forudgående ældre oversættelser), for Salmernes Bog var populært læsestof – både før og efter F2’s postulerede salmeudgivelse måtte være udkommet.

Det rigtige match dukker dog hurtigt op, idet der kun er to danske 231

salmeoversættelser, der opviser en direkte parallel til sætningsdelen ”jeg vil Leege for dig Herre.”153, jf. de herfra afvigende oversættelser i eksempelvis Vormordsen 1528 ” IEg will … loff siwnge teg herre.”, Psaltere 1531 ”HErre ieg vill … loffue dig … ”, Biblia 1550 ”IEg vil … sige dig loff HERRE.”, Biblia 1588-1589 ” IEG vil … sige dig Loff HERRE.” og Biblia 1633 ”IEG vil … sige dig Lof HERRE.”, og kun er to danske salmeoversættelser (de samme to), der har inkorporeret parentetiske tilføjelser i salmeteksten på samme måde som i Resens salmetekst, jf. det parentetiske ”(for mig)” i vers 5 i Resens tekst ”Den som bagvasker sin Næste lønlige (for mig)”, og det parentetiske ”(see)” i vers 6 i Resens tekst ”Mine Øyen (see) efter de trofaste i Landet”.

De to salmeoversættelser (egtl. bibeloversættelser) er: 1) Biblia 1607, hvis fulde titel er ”BIBLIA, Paa Danske / Det er / Den gantske hellige scriftis Bøgger igen[n]em seete med flijd effter den Ebræiske oc Grækiske text etc. det negste mueligt vaar / Oc effter som de paa andre atskillige Tungemaal vaare best vdsatte. Effter vor allernaadigste Herris K. Christian den IIII. Christelig Befalning. Prentede i Kiøbinghaffn / Aar 1607.” – også kendt som ’’Resens bibeloversættelse’’. Oversætteren er den lærde biskop Hans Poulsen Resen (15611638), hos hvem de bibelske tekster er undergået så omfattende revideringer, rettelser og omkalfatringer i forhold til Biblia 1550 (C3’s bibel) og Biblia 1588-1589 (F2’s bibel), at der i realiteten er tale om en ny version af bibelen (der dog ikke er nyere end at de sproglige forbindelseslinjer til de ældre danske oversættelser ingenlunde er afbrudte).

Oversættelsen af salme 101 i Biblia 1607 lyder i sin helhed: ”1. JEG vil siunge Miskundhed oc Ræt / Jeg vil leege for dig HErre. 2. Jeg vil handle viselige paa en fuldkommen Vey / naar du kommer til mig / Jeg vil Vandre i mit hiertis Fromhed inden i mit huß. 3. Jeg vil icke tage en ond Sag for min Øyen / Jeg hader det Offuertrædere giøre / Det skal icke henge ved mig. 4. Jt foruendt hierte skal vige fra mig / Jeg vil icke kiende den Onde. 5. Den som baguasker sin Næste lønlige (for mig /) den vil ieg vdslette / den som seer høyt med Øyne og haffuer et stolt hierte / den kand ieg intet met. 6. Mine Øyen (see) effter de trofaste i Landet / at de skulle boe hoss mig. Den som vandrer paa den fuldkommen Vey / hand skal tiene mig. 7. Den skal icke bliffue inde i mit huß / som giør Suig / som taler Løgn. 8. (første del af verset – t.o.m.

153 Ordet ”leege”, dvs. ”lege” i ODS-betydningen ”spille, især paa instrument, som kræver særlige fingerbevægelser, navnlig strengeinstrument (harpe olgn.). ”

232

”mine Øyen” – hører rettelig til det forudgående syvende vers) Hand skal icke bekrefftes for mine Øyen / aarlige vil ieg ødelegge alle Wgudelige i Landet / at vdrydde aff HERREns Stad / alle Mißdedere.”

2) Biblia 1647, hvis fulde titel er ”BIBLIA, Paa Danske / Det er: DEn gandske hellige Skriftis Bøgger / Paa ny igiennemseete / med fljd / efter den Ebræiske oc Grækiske Text / det næste mueligt var / Oc forbedrede med ny Summarier / fuldkommeligere Concordantzer / oc korte antegnelser udi Bredden / anlangendis de mørcke Ord oc maa­ der at tale med. Efter vor Allernaadigste Herris / Kong CHRISTIANS den IV. Christelige Befaling. Prentede i Kiøbinghafn / Anno 1647.” – også kendt som ’’Den Resen-Svaningske Bibeloversættelse’’, er en af biskop Hans Svane (1606-1668) – i et eller andet omfang på grundlag af Hans Poulsen Resens egne korrektioner af Biblia 1607 – besørget revideret udgave af Biblia 1607, som den oversættelsesmæssigt ligger meget tæt op ad.

Oversættelsen af salme 101 i Biblia 1647 lyder i sin helhed: ”1. JEg vil siunge Miskundhed oc Ræt: Jeg vil leege for dig HErre. 2. Jeg vil handle vjselig paa en fuldkommen Vey / naar du kommer til mig / Jeg vil vandre i mit Hiertis Fromhed inden i mit Huus. 3. Jeg vil icke tage en ond Sag for min Øyne: Jeg hader det Ofvertrædere giøre: Det skal icke hænge ved mig. 4. Et forvendt Hierte skal vjge fra mig: Jeg vil icke kiende den Onde. 5. Den som bagvasker sin Næste lønligen (for mig /) den vil jeg udslette: den som seer høyt med Øyne og hafver et stolt Hierte / den kand jeg intet met. 6. Mine Øyne (see) efter de Trofaste i Landet / ad de skulle booe hos mig: Den som vandrer paa den fuldkom[m]en Vey / hand skal tiene mig. 7. Den skal icke blifve inde i mit Huus / som giør Svig: den som taler Løgn / skal icke bekræftis for mine Øyne. 8. Aarligen vil jeg ødelegge alle Ugudelige i Landet / ad udrydde aff HErrens Stad / alle Mißdædere.”

At versene ikke er nummererede i Resen 1680 skyldes formentlig et bevidst fravalg, idet såvel Biblia 1607 som Biblia 1647 har nummererede vers. Det afsnit i Resen 1680 salme 101-omtalen indgår i er selv nummereret som underafsnit 8 i en række af andre nummererede underafsnit, og en yderligere nummerering inde i dette afsnit kunne let have virket forvirrende på læseren.

Biblia 1607 eller Biblia 1647?

Da Peder Hansen Resen ikke så meget som antyder hvor han har sin tekst fra, og da teksten i Resen 1680 indeholder elementer af både 233

Biblia 1607 og Biblia 1647, og det derfor umiddelbart ikke er så ligetil at afgøre om Biblia 1607 eller Biblia 1647 ligger til grund for salme 101-gengivelsen i Resen 1680, kunne det – for at få et indtryk af hvor tilforladelig Peder Hansen Resen egentlig har været som afskriver – være nyttigt at kaste et blik på en anden gengivelse af en F2-relateret tekst i Resen 1680, hvor Resen selv angiver helt præcist, hvor han har den pågældende tekst fra, jf. følgende Resen-citat: ”Thi bag i nu nyligen bemelte K. Frederick den 2. Sententz Bog findis hans Bøn Tryckt / som hand dagligen Morgen oc Afften brugte / oc liuder saaledis.”

(Resen 1680: fol. c1r), med hvilken ”Sententz Bog” han mener den på samme side nogle få linjer før nævnte samling ”Af Guds Ords Sententzer / angaaendes en Gudelig Kongis Regiering oc Lefnet / hvilcke hand har samlet af Kong Salomons Ordsprog oc JEsus Syrach oc ere Tryckte i Kiøbenhafn in 12mo. paa Tydsk Aar 1583”, som er den andetsteds i dette skrift behandlede F2-udgivelse Etzliche Sprüche 1583, i hvilken kongens morgen- og aftenbøn findes trykt for første gang154.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Peder Hansen Resen ikke har været nogen gudbenådet afskriver – man må snarere sige at han har forholdt sig temmelig frit til sin kilde, idet han i en række tilfælde har lavet om på F2’s tekst ved snart at modernisere / ændre F2’s retskrivning (f.eks. Etzliche Sprüche 1583 Jar > Resen 1680 Jahr, Etzliche Sprüche 1583 Jch > Resen 1680 ich, Etzliche Sprüche 1583 Veterlich > Resen 1680 Väterlich, Etzliche Sprüche 1583 vnd, vnnd > Resen 1680 und, Etzliche Sprüche 1583 sambt > Resen 1680 sampt, Etzliche Sprüche 1583 bewaren > Resen 1680 bewahren, Etzliche Sprüche 1583 das > Resen 1680 daß; Etzliche Sprüche 1583 müge > Resen 1680 möge; Etzliche Sprüche 1583 Allmechtiger > Resen 1680 Almechtiger), snart at lade hånt om den tyske grammatik (f.eks. Etzliche Sprüche 1583 dir mag die­nen / als meinem trewen HERRN vnd Gott > Resen 1680 dir mag dienen / als meinen trewen Herren und GOtt), snart at fejlstave visse ord og former (Etzliche Sprüche 1583 in mein Hertz geben > Resen 1680 id mein Hertz geben) og snart at forvanske den oprindelige tekst (Etzliche Sprüche 1583 auff dich / als den trewen vnnd Barmhertzigen Gott im Himel mag setzen > Resen 1680 auf dich / dem trewen und barmhertzigen GOtt im Himmel mag setzen).

Med disse anarkistiske afskrivningsprincipper in mente må det forventes at, det vil være ganske svært at pejle sig frem til hvilken af 154 F2’s morgen- og aftenbøn er gengivet i sin helhed i kapitlet om ”Etzliche Sprüche 1583”.

234

de to bibeloversættelser Biblia 1607 eller Biblia 1647, der har været Resens kilde, og det viser sig da også at Resens meget varierede stavemåder ikke peger entydigt på hverken Biblia 1607 eller Biblia 1647 som kilde til den lille tekst i Resen 1680.

Der er en klar overvægt af tilfælde, hvor (A) alle tre tekster opviser ens stavemåde, jf. f.eks. at ”vil”, ”for”, ”oc” og ”dig” er stavet ens i vers 1 i alle tre tekster. Sådanne eksempler kan selvsagt ikke bruges til noget.

Og da der er ikke så få tilfælde, hvor (B) Resen 1680 afviger fra Biblia 1607 og stemmer overens med Biblia 1647, jf. (fra vers 1) Resen 1680 ”Huus”, Biblia 1607 ”huß”, Biblia 1647 ”Huus”, (fra vers 6) Resen 1680 ”hos”, Biblia 1607 hoss, Biblia 1647 ”hos”, og (fra vers 6) Resen 1680 ”blifve”, Biblia 1607 bliffue, Biblia 1647 ”blifve”, og hvor (C) Resen 1680 afviger fra Biblia 1607, der stemmer overens med Biblia 1647, jf. (fra vers 1) Resen 1680 ”ret”, Biblia 1607 ”Ræt”, ­Biblia 1647 ”Ræt” og (fra vers 8) Resen 1680 ”øddelegge”, Biblia 1607 ”ødelegge”, Biblia 1647 ”ødelegge”, og hvor (D) Resen 1680 stemmer overens med Biblia 1607, men afviger fra Biblia 1647, jf. (fra vers 2) Resen 1680 ”viselige”, Biblia 1607 ”viselige”, Biblia 1647 ”vjselig”, (fra vers 8) Resen 1680 ”aarlige”, Biblia 1607 ”aarlige”, Biblia 1647 ”Aarligen”, og (fra vers 8) Resen 1680 ”Mißdedere”, Biblia 1607 ”Mißdedere”, Biblia 1647 ”Mißdædere” og hvor (E) såvel Resen 1680, Biblia 1607 som Biblia 1647 afviger fra hinanden, jf. (fra vers 8) Resen 1680 ”Vgudelige”, Biblia 1607 ”Wgudelige”, Biblia 1647 ”Ugudelige” og (fra vers 7, henh. 8) Resen 1680 ”bekreftis”, Biblia 1607 ”bekrefftes”, Biblia 1647 ”bekræftis” er det heller ikke ud fra disse få hinanden selvmodsigende overensstemmelser og uoverensstemmelser muligt at komme videre med kildebestemmelsen.

Til gengæld peger en oversættelsesmæssig overensstemmelse i vers 7 mellem Biblia 1607 og Resen 1680, der er blevet gengivet mere korrekt i forhold til grundteksterne i Biblia 1647, i retning af Biblia 1607 som Resens kilde, jf. Biblia 1607 (som i Resen 1680 og afvigende fra Biblia 1647): ”7. Den skal icke bliffue inde i mit huß / som giør Suig 235

/ som taler Løgn. 8. Hand skal icke bekrefftes for mine Øyen / ... ” overfor Biblia 1647 (afvigende fra Biblia 1607 og Resen 1680) ”7. Den skal icke blifve inde i mit Huus / som giør Svig: den som taler Løgn / skal icke bekræftis for mine Øyne.” overfor Resen 1680 ”[7] Den skal icke blifve inde i mit Huus / som giør svig / som taler Løgn. [8] Hand skal icke bekreftis for mine Øyen / ... ”, hvilket yderligere bestyrkes af den omstændighed, at vers 7 er blevet opsplittet på samme fejlagtige måde i Biblia 1607 som i Resen 1680, medens Biblia 1647 opviser det uopdelte vers 7.

Af de 2 matchende tekster må oversættelsen i Biblia 1607 når alt kommer til alt af de sidstnævnte grunde formodes mest sandsynligt at være den, der har ligget til grund for teksten i Resen 1680 – og det er der heller ikke noget forunderligt i taget i betragtning at Peder Hansen Resen formentlig nærmest må have været opflasket med Biblia 1607, der er oversat af hans farfar – ovennævnte biskop H. P. Resen.

Baggrunden for Peder Hansen Resens historie om salme 101 Resens gengivelse af salme 101-oversættelsen i den i Biblia 1607 udgivne version bidrager desværre ikke på nogen måde til at sandsynliggøre påstanden om at F2 skulle have ladet salme 101 udgive sammen med sin hofprædikants forklaring ca. 50 år før.

Heller ikke historien om de i sort fløjl indbundne eksemplarer kan løsrevet bruges til noget, idet den er gået igennem for mange led. Peder Hansen Resens viderebringelse af historien er ikke bare andenhånds, men også (mindst) tredjehånds, idet han har fået den ”berettet efter Salig her Cantzeles Christian Thomesens Sehesteds Relation”, dvs. han har fået den fortalt som historie – en ”Relation” er en redegørelse, fortælling eller beretning – af kansler Christian Thomesen Sehested (1590-1657), der også må have fået berettet historien af nogen (eventuelt i flere led), idet han først blev født lige ved to år efter F2’s død.

Hovedtrækkene af Resens historie bliver 13 år efter frit – og uden ringeste kildeangivelse – genfortalt af F2-historikeren Johannes Laverentzen, hos hvem det hedder: ”Dermaßen liesen auch Ihre Majest: Anfangs ihrer Regierung sich den 101 herzlichen Psalm Davids zu einem unbetrieglichen Richtscheid und Muster eines Ehren vollen Regenten treulich anbefohlen seyn; Maßen Sie sträklich nach Dero Krönung durch ihren Hofprediger Sich diesen Psalm aus dem Grunde 236

erklären und zur Beybehaltung der darin begriffenen schönen Lehre in öffentlichen Druk kommen lassen. Davon Sie verschiedene statlich eingebundene Exemplaren an ihre Räthe und hohe Bedienter mit eigener milder Hand ausgetheilet” (Lauerentzen 1693: 95).

Uagtet der egentlig ikke står noget hos Resen om at F2 skulle have ladet sig anbefale salme 101 som regentmæssig rettesnor og uagtet der heller ikke står noget hos Resen om at F2 skulle have ladet sig forklare salme 101 fra grunden af sin hofprædikant er der alligevel så mange fælles træk i de 2 beretninger, at det må være rimeligt at antage at Resen er den – noget fantasifulde – Lauerentzens kilde.

Ludvig Holberg viderebringer også Resens beretning – med kildeangivelsen ”Resen. in Præf. ad Histor.” i en fodnote [dvs. med en henvisning til forordet til Resen 1680] – og på en langt mere saglig måde end Lauerentzen. Det sker i hans Danmarks-historie, hvori det hedder: ”Hvad Religionen angaaer, da læsede han selv [d.e. F2, RHC] ideligen den Hellige Skrift ... sær elskede han den 101ste Davids Psalme: Jeg vil siunge Miskundhed og Rætt, som han i sin Regierings Begyndelse lod trykke med sin Hoffprædikants Forklaring.” (Holberg 1732-1735 II: 514).

Hverken Resens, Lauerentzens eller Holbergs beretninger leder os desværre umiddelbart frem til nogen løsning på gåden om den af F2 angiveligt besørgede – men ikke eksisterende – udgave af den 101. psalme med hans hofprædikants kommentar.

Men blev der da overhovedet ikke udgivet noget værk med relation til salme 101 i Salmernes Bog på dansk grund i hine tider, der måske – direkte eller indirekte – kunne have medvirket til at skrønen om F2’s salme 101-udgivelse overhovedet opstod?

Og det gjorde der faktisk.

Der CI. Psalm 1565 Dette værks fulde titel er: ”Der CI. Psalm: Durch D. Mart. Luth. ausgelegt. 1534. Gedruckt zu Kopenhagen / durch Lorentz Benedicht.

1565.”

Værket er optaget hos Lauritz Nielsen under nr. 1100 (Nielsen 19191933).

Det eneste kendte eksemplar af Der CI. Psalm 1565 befinder sig på 237

Det Kongelige Bibliotek i København.

Værket er en genudgivelse af ’’Der CI. Psalm / Durch D. Mar. Luth.

Ausgelegt.’’ (herefter kaldet Luther 1534), udgivet af Luther i Wittemberg (og trykt hos den flittige bogtrykker Hans Lufft sammesteds) med angivelse af 1534 som udgivelsesår og 1535 som trykkeår.

Der CI. Psalm 1565 er på 240 sider in octavo155. Kolumnestørrelse: 106 x 58 mm. Hvert ark / læg i bogen består af 16 sider, og da der er i alt 15 ark / læg giver dette 15 x 8 blade = 120 blade = 240 sider. Som arksignaturer benyttes de store bogstaver: A, B, C, D, E, F, G, H, J, K, L, M, N, O og P. I Der CI. Psalm 1565 er rectosiderne af de 5 første blade i hvert ark / læg forsynet med arksignatur (se dog næste afsnit), og blad nummer 2, 3, 4 og 5 blandt disse forsynet med et romertal som bladnummer, nemlig henholdsvis ”ij” for 2, ”iij” for 3, ”iiij” for 4 og ”v” for 5 (jf. eksempelvis fol. L3r, der er forsynet med den samlede arksignaturog bladnummermarkering ”L iij”). De enkelte blade og sider i Der CI. Psalm 1565 vil i det følgende blive angivet i komprimeret form helt efter det samme system, der er blevet udførligt beskrevet i underafsnittet vedr. det første delbind af Frederiksborg-Bibelen, nemlig Biblia 1551.

Den eneste bladrectoside i bogen, der savner arksignatur er fol. A1r – titelbladet (indeholdende den ovenfor skrevne titel) – en sidetype, der som traditionen byder det – af æstetiske grunde – er (kan være) fritaget herfor.

Værket er komponeret som følger: titelblad rectoside (fol. A1r) med ovenstående tekst og en vignet lidt over midten af siden oven over impressumangivelsen, titelblad versoside med ramme, der indeslutter cirkelformet illustration (se nedenfor), samt teksten ”Symbolum: F: S: R: D:”156 og her nedenunder kongens ene valgsprog ”Mein Hoffnung Zu Gott Allein.”157 afsluttet med en underliggende vignet (fol.

A1v), Luthers fortale (fol. A2r-A3r), første del af Luthers udlægning, der indledes med et kort afsnit, hvor salmen kort defineres som ”Le155 Ved hvilket udtryk der menes at værket rent fysisk består af ark / læg, der er falset / skudt ind i hinanden på en sådan måde at hvert samlet ark / læg indeholder 8 blade (= 16 sider).

156 D.e. “Symbolum Frederici Secundi Regis Daniæ (eller Danorum)”, dvs.

“Frederik den Andens Danmarks (eller Danskernes) Konges Valgsprog”.

157 D.e. ”Mit Håb står til Gud alene”.

238

Titelbladet til Der CI. Psalm 1565.

repsalm” (fol. A3v-A4r), og versene 1-4 efterfølgende (fol. A4r-J5v) – med de enkelte salmevers som indledning – tages under behand239

ling i lige så mange underkapitler, nemlig: kapitel 1 ”I. Von Gnade vnd Recht / wil ich singen / Vnd dir HErr lobsingen.” (fol. B3r-D6v), kapitel 2 “II. Jch handle fürsichtig vnd redlich bey denen / die mir zugehören / Vnd wandel trewlich in meinem Hause.” (fol. D6v-F5v), kapitel 3 “III. Jch neme mir keine böse Sache fur / Jch hasse den Vbertretter / vndlasse jn nicht bey mir bleiben.” (fol. F6r-H1r), kapitel 4 ”IIII. Ein verkeret Hertz mus von mir weichen / Den Bösen leide ich nicht.” (fol.

H1r-J5v), anden del af Luthers udlægning (fol. J6r-P6r) behandlende versene 5-8 – igen med de enkelte salmevers som indledning – i følgende 4 kapitler, nemlig: kapitel 5 ”V. Der seinen Nehesten heimlich verleumbdet / den vertilge ich / Jch mag des nicht der stoltz geberde vnd hohen mut hat etc.” (fol. J6r-N4v), kapitel 6 ”VI. Meine augen sehen nach den Trewen im Lande / das sie bey mir wonen / Vnd habe gerne frome Diener.” (fol. N5r-O3r), kapitel 7 “VII. Falsche Leute halte ich nicht in meinem Hause / Die Lügener gedeien nicht bey mir.” (fol.

O3r-O7r), kapitel 8 ”VIII. Früe vertilge ich alle Gottlosen im Lande / Das ich alle Vbeltheter ausrotte / aus der Stad des HERRN.” (fol. O7rP6r), kort bøn (”CHRJstus vnser HERR sey vns allen gnedig / vnd bleibe (im starcken glauben) vnser lieber Heiland / AMEN.”) afsluttet af vignet (fol. P6r), salme 101 alle 8 vers samlet (dog uden nummerering) og med afsluttende vignet (fol. P6v-P7r)(se foto side 243), hvor de eneste sproglige afvigelser fra de ovenfor citerede vers ses i vers 1 hvor ”Von” ikke er skrevet ”Von” (fol. A4r), men ”VOn” (fol. P6v) og ”Herr” ikke er skrevet ”HErr” (fol. A4r), men ”HERR” (fol. P6v) og hvor der ikke er noget ”etc.” sidst i vers 5 (fol. P7r), salme 101 gendigtet i 3 lange vers (”VOn deiner gnad / gericht / vnd güt” o.s.v.) efterfulgt af et ”Gott Lob.” med fed skrift og en stregslyngning nederst (fol. P7v-P8r), afsluttende side med Lorentz Benedichts logo (fol. P8v)(se videre nedenfor).

Værket er selvstændigt folieret fra starten på første del (fol. A4v) t.o.m. slutningen på anden del (fol. P6r) med cifrene 1 til 115 (efterfulgt af et punktum) trykt på de involverede højresider (fol. A4r – fol. P6r) til højre for sideoverskriften ”Durch D. Mart. Luth.” (der er en fortsættelse af venstresidernes titeloverskrift ”Auslegung des 101. Psalms” (de fleste involverede venstresider) / ”Auslegung des 101. Psalms.” (fol.

F4v, G1v, H5v, J7v, K7v, L6v, L8v, M3v, M4v, N4v, N7v, O3v, O7v).

F2’s involvering i udgivelsen af ’’Der CI. Psalm 1565’’ Bagsiden af titelbladet i Der CI. Psalm 1565 indeholder som omtalt F2’s titel og valgsprog, hvilket må være en indikation af at kongen på 240

en eller anden måde – på sidelinjen vil jeg tro – har været involveret i udgivelsen, eventuelt har foranlediget, støttet eller opmuntret den, jf. R. Paullis ord om en sådan foranledigelse (Paulli 1920: 16) under illustrationen forestillende den f.s.v.a. den cirkelformede illustration og sidens tekst helt identiske titelbladsbagside i den samme år også af Lorentz Benedicht udgivne Dietrich 1565.

Illustrationerne i ’’Der CI. Psalm 1565 Den cirkelformede illustration på titelbladets versoside er et billede af Gud Fader i skyerne i midten med scepter i sin venstre hånd og løftet højre hånd med opret pege- og langfinger og følgende tekst i en krans rundt om skaberbilledet: ”EGO SVM DOMINVS OMNI POTENS”.

Illustrationen genfindes andre steder i bogtrykker Lorentz Benedichts produktion, jf. det om Dietrich 1565 ovenfor sagte.

Dekorationen på sidste side (fol. P8v) – er bogtrykkeren Laurentz Benedichts logo, der forestiller to skyarme, der i fællesskab holder en opret, liljelignende urt med 3 udsprungne blomster. De kropløse arme symboliserer vel ”arbejderne i vingården”, her trykkeriet, der i fællesskab – og anonymt – frembringer den smukke blomst – det trykte værk (se foto af Lorentz Benedichts logo side 97).

Diverse små ortografiske forskelle den tyske og den danske udgave imellem skal der ikke kommes nærmere ind på her, da de er helt uden betydning for vores historie, hvorimod visse strukturelle og indholdsmæssige afvigelser fortjener at nævnes: 1. Den danske udgave er opdelt i flere underafsnit end den tyske originaludgave og fremstår på den måde som mere overskuelig og læsevenlig end den noget mere kompakte tyske udgave. ”Nogen” har med andre ord redigeret i Luthers oprindelige arbejde; 2. Afsnittet med definitionen af salmen som ”Lerepsalm” – i det såkaldte summarium til salmen – mangler i den tyske udgave.

3. Gendigtningen af salme 101 er ikke med i den tyske udgave; 4. Den danske udgave rummer et væld af marginalnoter i form af markeringer, resumerende stikord, komprimeringer af mere udførlige passager i hovedteksten samt skriftstedshenvisninger – et materiale, der fuldstændigt mangler i den tyske originaludgave.

Som eksempler på nogle af de lidt fyldigere marginalnoter, der ikke 241

Fol. A1v – versosiden af titelbladet – i Der CI. Psalm 1565 med F2’s valgsprog “Mein Hoffnung Zu Gott Allein.”

242

blot er kortfattede henvisninger, stikord eller NB’er (i stil med ”Psal.

127 128 /” (fol. A2r); “Balaa[m]s Eselin / Numeri 22.” (fol. A2v); “Dauid.” (fol. A3r); “2.Reg.15” (fol. A4v); ”Jurgist” (fol. A7r); ”Frage.” (fol. A8r)) kan nævnes følgende passager, hvoraf ikke så få – kortfattede som de oftest er – nærmest har karakter af ordsprog eller fyndord: ”Gott sol man da[n]cken fur frome Gesinde.” (fol. A4r); “Wer dem Spiel zu sihet / der kans am besten.” (fol. A5r); “Sieben vnd drey

Samtlige vers af salme 101 - her uden versnumre - som de er opregnet i Der CI. Psalm 1565 på fol.

P6v og P7r. macht zehen.” (fol. A6r); “Eitel gnade / ist die höchste vngnade” (fol.

B3v); “Strenge Recht / ist das gröste vnrecht.” (fol. B4r); “Masse ist in allen dingen gut.” (fol. B4v); “Heimliche Vbeltheter / komen zu letzt dem Hencker in die he[n]de.” (fol. B5r); “Qui nescit dißimulare, nescit imperare.” (fol. B6v); “Wer nicht Kalck hat / der mus mit Kot mauren.” (fol. D1v); “Welt ist ein alter Peltz / da haut vnd har nicht gut an ist” (fol. D4r); ”Jüde[n] haben fest an der Abgötterey gehalten.” (fol. E2v); ”Artzt hilff dir selber. Luce 4.” (fol. E4r); “Was du nicht hebe[n] kanst / das las ligen. Jerem. 51” (fol. F1v); ”Ein Lerer sol seins Ampts warten.” (fol. F5v); ”Wer nicht kan wehren / der kan nicht lang neere[n] (fol.

243

F6v); ”Warheit ist vnangeneme.” (fol. G8v); ”Falsche Lerer sind Lügener vn[d] Mörder.” (fol. H3r); ”Mehrer teil der Königen sind Gottes vnd Christi Feinde. Psal. 2.” (fol. H7r); ”Dauid ist allen fromen Königen zum Exempel gesetzt etc.” (fol. J1r); “Keiserliche Rechte sind durch Heidnische weisheit geordnet.” (fol. K6v); “Falsche zungen stifften gros vnglück in Regime[n]ten &c.” (fol. L6v-L7r); “Bös wort ist ein Pfeil / vn[d] stich / der nicht blutet &c.” (fol. L7v); ” Stoltz vn[d] hohmütig sein / ist ein seer gemein laster zu Hofe.” (fol. M6r); ”Gott teilet seine gaben aus / nicht nach ansehen der Person.” (fol.N6r); ”Gott helt vns Me[n]schen alle gleich.” (fol. N6v); “Ein jglich Land hat seine[n] eigen Teufel.” (fol. N8v); “Wein ist geschaffe[n] / das er des Me[n]sche[n] hertz erfrewe. Psal,104.” (fol. O1r); “Deudsche sind vor zeite[n] / fur trewe warhafftige Leute gerhümet.” (fol. O4r).

Uagtet det store noteapparat i Der CI. Psalm 1565 ingenlunde er originale overbygninger på Luther 1534, men bygger på og ligger meget tæt op ad dette værks tekst, fremgår det med al ønskelig tydelighed af marginalnoten fol. P5v, at Luther ikke også – på et eller andet tidspunkt mellem udgivelsen af originaludgaven i midten af 1530’erne og sin død i 1546 – kan have udarbejdet noteapparatet til den sidenhen i Danmark udgivne 1565-udgave, al den stund følgende passage i hovedteksten – affattet i 1. person singularis = Martin Luther – ”HJe wil ichs beschliessen / Hoffe / ich habs gut gemacht … ” – aldrig ville have kunnet udløse marginalnoten ”D. Luth hats gut gemacht.”, dersom Luther selv havde været forfatter til den. Der har med andre ord været en teologikyndig ekstra person involveret i udgivelsen af Luthers salme 101-kommentar.

Det i nys nævnte punkt 2 omtalte summarium, hvori salmen defineres som ”Lerepsalm”, er derimod skrevet af forfatteren til resten af værket, nemlig Martin Luther, jf. følgende delpassage fra summariet, der i ”wir”-form (”wir” = Luther) refererer til resten af det af Luther forfattede salmeværk: ” … welchs wir jn die lenge in vnserm folgenden Comment vber diesen Psalm verkleret haben.” (fol. A3v), og hentet ind i den danske udgave fra enten Luthers oprindelige rene summarieudgave Luther 1531-1533 (fol. F7v) eller en af de Lutherske Psalter-udgivelser ”Mit den Summarien”, f.eks. Psalter 1541 (fol. Aa2v), Psalter 1543 (fol. y2r-y2v), eller Psalter 1557 (fol. V7v), hvor summariet vedr. salme 101, som vi møder efter fortalen i den danske udgave, genfindes – næsten ord til andet – som indledning til salme 101.

Når jeg skriver ”næsten ord til andet” skyldes det et par små diver244

Fol. P5v i Der CI. Psalm 1565, hvor marginalnote-forfatteren besvarer Luthers håbefulde “Hoffe / ich habs gut gemacht” med et “D. Luth hats gut gemacht.”

245

genser teksterne imellem: 1) I Psalter 1543 står der (fol. y2v) ”Denn wo es Gott nicht gibt / wird solch Lied vngesungen bleiben … ”, medens Der CI. Psalm 1565 (fol.

A3v-A4r) har ”Denn wo es Gott nicht gibt / wird solch Lied wol vngesungen bleiben … ”. Den danske udgave rummer altså et lille forbehold, som der ikke er givet udtryk for i Psalter 1543. Det lille ”wol” – viser det sig – er så på den anden side til gengæld med i såvel Luthers oprindelige summarieudgave Luther 1531-1533 (fol. F7v) som i (i det mindste) to andre udgivelser af Psalteret med summarier, nemlig Psalter 1541 (fol. Aa2v) og Psalter 1557 (fol. V7v), så formentlig er forklaringen på forekomsten af ordet ”wol” i Der CI. Psalm 1565 den enkle, at denne del af den lærepsalme-definerende tekst er hentet fra enten Luther 1531-1533, Psalter 1541 eller Psalter 1557 (eller en anden for så vidt angår det citerede afsnit hermed identisk udgave) og ikke fra Psalter 1543 (eller en anden for så vidt angår det citerede afsnit hermed identisk udgave).

2) Den ovenfor citerede passage ”… welchs wir jn die lenge in vnserm folgenden Comment vber diesen Psalm verkleret haben.” (Der CI. Psalm 1565, fol. A3v) lyder i Psalter 1541 (fol. Aa2v), Psalter 1543 (fol. y2r) og Psalter 1557 (fol. V7v) ” … welchs [Psalter 1541] / Welchs [Psalter 1543] / … welches [Psalter 1557] wir in die lenge in vnserm Comment vber diesen Psalm verkleret haben.” – altså uden det ”folgenden” der står i Der CI. Psalm 1565. Når man har måttet ændre på Luthers tekst i den danske udgave skyldes det vel at man har villet præcisere, at det er bogens efterfølgende tekst, der udgør kommentaren til den pågældende salme 101, og ikke noget andet – i øvrigt unavngivet – værk af forfatteren. I Psalter 1541, Psalter 1543 og Psalter 1557 er der ingen kommentar til salme 101 udover de omkring 20 linjer summarie, der går forud for selve salmeteksten, hvorfor der med ”in vnserm Comment” nødvendigvis sigtes til et andet værk (end et af de pågældende psaltere), der ikke kan være andet end Luthers egen ’’Auslegung des 101. Psalms’’ fra 1534, der så at sige allerede indvarsles i Luther 1531-1533 (fol. F7v), hvor ovennævnte passage lyder ” … welchs gehöret jnn ein lenger Comment zuuerkleren” og der er formuleret i mere generelle og luftige vendinger, da der på udgivelsestidspunktet for Luther 1531-1533 endnu ikke var nogen konkret ’’Auslegung des 101. Psalms’’ fra 1534 at henvise til.

246

Videre om Peder Hansen Resens Salme 101-beretning Vender vi nu tilbage til Peder Hansen Resens beretning fra Resen 1680 og sammenholder den med de oplysninger, der har kunnet udledes af og om værket Der CI. Psalm 1565, må det konstateres, at der nok alligevel har været noget om snakken i den gamle skrøne, jf. følgende forhold: a) Der CI. Psalm 1565 har F2-relation i kraft af at F2 øjensynligt i et eller andet omfang har foranlediget, støttet eller opmuntret dette værks udgivelse fuldstændigt på samme måde som han har foranlediget, støttet eller opmuntret udgivelsen af søster-publikationen Dietrich 1565. Det kan derfor udmærket være Der CI. Psalm 1565 der er ment i Resen 1680. b) Resens tidsbestemmelse af udgivelsestidspunktet ” … strax i hans Regierings begyndelse … ” kan ikke siges at være helt i skoven, hvis det er Der CI. Psalm 1565 der er ment i Resen 1680 – F2 tiltrådte i 1559 og Der CI. Psalm 1565 udkom 1565 – og 5-6 år fra eller til spiller ikke den store rolle når man er på så stor afstand af udgivelsen som Resen var i 1680. c) Udsagnet ” … hand lod da udgaa paa Tryck Kong Davidtz den 101.

Psalme … ” vil, hvis det er Der CI. Psalm 1565, der er ment i Resen 1680, fremstå som værende helt korrekt, eftersom Der CI. Psalm 1565 indeholder teksten til salme 101, og det endda i hele to versioner – en samlet og en opdelt efter vers og afsnit i bogen. d) Udsagnet ” … med sin Hof Predickanters forklaring.” vil, hvis det er Der CI. Psalm 1565 der er ment i Resen 1680, være udtryk for en af F2 tidligt effektueret praksis med at involvere sine hofprædikanter i sin udgivelsesvirksomhed, jf. som en parallel hertil at han ganske mange år efter lod den i 1566 tiltrådte tyske hofprædikant Knoff udarbejde kommentarer til et af ”sine” andre værker, nemlig Etliche Psalmen 1586 – et værk, der er på over 1200 sider, og består af grundige teologiske kommentarer til en lang række af F2 udvalgte salmer i Salmernes Bog, nærmere bestemt salmerne 1-11, 13-21, 23-28, 30-57, 59-75, 77, 79-82, 84-86, 89-92, 94-104, 106, 108-109, 111-113, 115125, 127-131, 134-136, 138-148. Det er naturligvis lidt mere problematisk med ”forklaringen” til Der CI. Psalm 1565, da vi jo dybest ikke får navnet at vide på, hvem der har forfattet de mange kommenterende marginalnoter til hovedteksten. Vi ved at det ikke er Luther og da det jo ikke kan have været en hr. Hvemsomhelst, der har fået hvervet 247

overdraget, er der ikke noget til hinder for at antage, at man har fået en så velanskrevet og højt placeret teolog som hofprædikant Niels Nielsen Kolding til at skrive kommentarerne / forklaringerne. e) Udsagnet ” … ladet atskillige Exemplaria aff ofverbemelte Psalmes Tryck indbinde i sort Fløyel … ” vil, hvis det er Der CI. Psalm 1565 der er ment i Resen 1680, harmonere perfekt med at det eneste eksisterende eksemplar af søster-publikationen Dietrich 1565 var – som der står i Det Kongelige Bibliotek i Københavns elektroniske katalog – ”Oprindeligt indbundet i sort silkefløjl på træplader”. Da Dietrich 1565 og Der CI. Psalm 1565 er fra samme år og begge er børn af den lutheranske emnekreds, er det meget sandsynligt, at Der CI.Psalm 1565, hvis den har skullet have en kongelig indbinding, også har fået en indbinding i sort fløjel. Sort fløjel var ganske populært som indbindingsmateriale og der er flere af de gamle bøger i Slotsbibliotekskataloget E 6 fra 1663, der som note har indbindingsbeskrivelsen ”holoserico nigro”, d.e. ”i sort silkefløjel”. At Det Kongelige Biblioteks unikke eksemplar af Der CI. Psalm 1565 ikke er indbundet i sort fløjel er der ikke noget at gøre ved. Den nuværende indbinding er fra C7’s tid, og kan selvfølgelig godt være en erstatning for et ældre bind i sort fløjel. Desværre holder silkefløjel ikke særligt længe – hvilket man nok ikke har været klar over dengang man foretog indbindingerne – så de fleste bevarede gamle fløjelsbind ser nu om dage mere eller mindre luvslidte og kedelige ud og er sikkert ellers blevet omindbundet. Det skal endelig bemærkes, at de fleste fløjelsbind vi har kendskab til der er indbundne på F2’s foranledning er i olivengrønt og hindbærfarvet fløjel, men de er så også 18-20 år yngre, og smagen kan jo sagtens have ændret sig over en så lang årrække fra sorte bind til de mere farvestrålende olivengrønne og hindbærrøde bind. f) Udsagnet ” … oc uddeelt til sine Riges Raad oc Betienter.” er helt i tråd med hvad vi ved om F2’s senere velkendte praksis med at forære de af ham selv forfattede værker til rigsråder (eksempelvis Jørgen Ottesen Rosenkrantz og Christoffer von Dohna) og embedsmænd (eksempelvis Claus Glambek og Hans Mikkelsen). Den samme praksis kan udmærket tænkes også at have gjort sig gældende tidligere i F2’s liv med værker, der blot var kommet til verden på hans foranledning.

Hverken det eneste eksisterende eksemplar af Dietrich 1565 eller det eneste eksisterende eksemplar af Der CI. Psalm 1565 indeholder de ringeste spor af dedikationer. Men derfor kan de godt have været anvendt som gaver. Det ville i givet fald indebære at F2 først er begyndt 248

at skrive dedikationer og lignende tilskrifter i gaveeksemplarer på et sent tidspunkt i sit liv, da det udelukkende er værkerne Etzliche Sprüche 1583, Etzliche Psalmen 1585 og Etliche Psalme 1586 der indeholder sådanne.

Samlet set sandsynliggør de i punkterne a-f anførte ræsonnementer og facts rigtigheden af kernen i den af Peder Hansen Resen bragte historie fra 1680, og der er i mine øjne ingen tvivl om at det er i Der CI. Psalm 1565, historien har sit udspring. Da Peder Hansen Resen ikke har haft mulighed for at se værket, er han – som det jo tit vil ske – utvivlsomt kommet til at gøre sig nogle tanker om det, der ikke har været belæg for. Resen har f.eks. formentlig fået den tanke, at der var tale om en dansksproget bog, siden han uden videre har givet sine læsere det indtryk ved at citere salmens indhold på dansk, og han har formentlig også forestillet sig at hofprædikantens bidrag til bogen var af en noget mere eksklusiv karakter end marginalnoterne til Luthers tekst.

Resens historie må have virket overbevisende på sam- og eftertiden siden den har kunnet viderebefordres så ubekymret af såvel den kritikløse Lauerentzen som den mere nøgterne Holberg.

Hvordan det altsammen nu end forholder sig står vi i sidste ende med et værk – Der CI. Psalm 1565 – der med fuld ret kan betragtes som værende en del af F2’s udgivervirksomhed, der har omfattet såvel udgivelse af egne værker som støtte og medvirken til udgivelse af andres. Der CI. Psalm 1565 må betragtes som et ganske specielt værk, der ikke blot er en genudgivelse af et vigtigt Lutherværk, men tillige i kraft af en indflydelsesrig teolog og præsts originale bidrag tjener som supplement til den Lutherske grundtekst, ved at indlemme dels Luthers eget summarie til salme 101, dels en gendigtning af salmen, dels sit eget private marginalnoteapparat, der i kombination med en mere læsevenlig opdeling af den lange tekst har gjort Luthers bog nemmere at finde rundt i og forstå.

Gendigtningen af salme 101 Salmen ”Von deiner gnad / gericht / vnd güt” fremstår forfattermæssigt helt anonym i Der CI. Psalm 1565, hvilket måske kunne foranledige læseren til at tro at Luther, der selv digtede fremragende salmer, også var mester for gendigtningen.

Det er dog ikke Luther, der er forfatter til gendigtningen af salme 101, 249

men derimod den tyske reformerte præst og salmedigter Joachim Aberlin fra Garmenschwiler (fødselsår ukendt; død efter 1554). Den produktive Aberlin står som forfatter til 70 salmer, herunder altså ”Von dei­ner gnad / gericht / vnd güt”, udgivet første gang i 1537.

Digtets 3 strofer er i Der CI. Psalm 1565 skrevet som løbende tekst – det brugte man og sparede så lidt plads – men er i det følgende delt op versevis med linjeskift efter hvert vers.

1. VOn deiner gnad / gericht / vnd güt / sing ich O Herr die mich behüt / mit freud wil ich lobsingen ./.

Des wegs der vnschuld fleis ich mich / bis meine augen sehen dich / wenn wiltu zu mir springen?

Jch gang auffrichtig ein vnd aus / mein hertz ist recht in meinem Haus / nach dir thut mir verlangen / ich hüt mich fur der falscheit sterck / vnd has des Vbeltheters werck / das sie an mir nicht hangen.

2. Ein schalckhafft gemüt mich nicht bewegt / der seim nechsten heimlich vertregt / den wil ich selbs zerreissen ./.

Denn stoltz vnd hochmut meid ich hie / mein augen sehen nun auff die / so sich der warheit fleissen / Der from sol nun mein Diener sein / kein trieger kompt zu mir herein / der Lügner mus sich ferren / die schelck vertreib ich aus dem Landt / die Vbelthetter auch alsandt / bald aus der Stad des HERREN. 3. Lob / ehr / vnd preis in süssem thon / Gott Vater hoh im Himels thron / von hertzen sey gesungen ./.

Dem Heiland Christo seinem Son / der lehr vns seinen willen thun / 250

so ists vns schon gelungen / Dem heilgen Geist desselben gleich / der sterck in vns das Himelreich / vnd treib vns recht zusamen / das wir Christum der gnaden schatz / zum heil finden in Gottes gesatz / wer das begert / sprech Amen.

Kommentar: strofe 2 vers 1 – ”gemüt” kan læses ”gmüt” og strofe 3 vers 11 – ”gesatz” kan læses ”gsatz” – så passer versefødderne.

Gendigtningen af salme 101: ”Von deiner gnad / gericht / vnd güt” (fol. P7v-P8r) angives fol. P7v i Der CI. Psalm 1565 at skulle synges ”Jm thon”, dvs. på melodien til salmen ”Es seind doch selig alle die”.

Såvel teksten til ”Es seind doch selig alle die” som dens melodi er skrevet af den tyske præst, kantor og komponist Matthias (Matthäus) Greiter, der levede fra ca. 1495 (han var født i Aichach) til 1550 eller senest starten af 1551 (han døde i Strassburg) og havde sit hovedvirke som musikunderviser, kantor, komponist (og økonomisk nødstedt familiefar) i Strassburg. Greiter startede sin karriere som medlem af en ubekendt orden og blev præsteviet som katolsk præst. I begyndelsen af 1520’erne kom han til Strassburg og giftede sig i oktober 1524 med Elisabeth Hans, og må allerede da have tilsluttet sig den evangeliske bevægelse, da han jo ellers ikke – som katolsk præst – ville kunne have indgået ægteskab. Gennem hele sin ægteskabelige tilværelse var Greiter, der i løbet af få år kom til at stå med et forsørgermæssigt ansvar for 10 umyndige børn, tynget af økonomiske spekulationer og gæld, og måtte i den anledning påtage sig diverse spredte ansættelser i Strassburg bl.a. som kantor ved domkirken (Lieb­frauenmünster zu Straßburg) og musikunderviser ved det nyoprettede Johannes Sturm-Gymnasium, for at holde problemerne stangen. I 1546 var han på grund af en udenomsægteskabelig affære, der blev afsløret og vakte megen forargelse, meget nær ved at miste hele sit forsørgermæssige grundlag, da der blev indledt en sag imod ham, og han bl.a. blev afskediget fra sin kantorstilling ved domkirken og suspenderedes fra musikundervisningen på Johannes Sturm-Gymnasiet. I 1548 lykkedes det ham dog at få musikundervisningen tilbage og i 1550, hvor det igen delvist blev muligt at holde katolske gudstjenester i Strassburg, tilbød Greiter det evangeliske råd at påtage sig musikundervisningen i forbindelse med den af katolikkerne planlagte reorganisering af katedralskolen i Strassburg – hvilket blev ham bevil251

Første strofe af Joachim Abelins “Von deiner gnad / gericht / vnd güt” fol.

P7v i Der CI. Psalm 1565.

get. Allerede i pinsen 1550 tog Greiter iført messesærk del i vesperen ved den første katolske gudstjeneste i domkirken i Strassburg og var dermed vendt officielt tilbage til sin gamle katolske tro. Han døde kort efter – formentlig af pest. Malling skriver i den forbindelse 252

Melodien til Mathias Greiters “Es sind doch selig alle die” fra 1525 her anvendt af Calvin som melodi til hans gendigtning af Salme 36 “En moy le secret pensement” fra 1539..

253

Melodien til Goudimels variant fra 1564 af Greiters melodi her anvendt af Clément Marot som melodi til hans gendigtning af Salme 36 “DV malin le meschant vouloir” fra 1562.

254

(uden i øvrigt at angive hvor han har oplysningerne fra): ”Paa dødslejet blev han pint af tvivlen om, at Gud ville tilgive ham, fordi han ved sin dobbeltstilling havde svigtet sin evangeliske overbevisning” (Malling 1962-1978: bd. 6: 221).

Om Matthias Greiter som komponist skriver Beat A. Föllmi følgende i MGG: ”Greiter war ein begabter Musiker und Textdichter, der sein Können in den Dienst der jungen ev. Kirche Straßburgs gestellt hat.

Rund zehn deutsche, einstimmige Kirchenlieder stammen mit Sicherheit von ihm, 13 weitere werden ihm nach stilistischen Kriterien zugeschrieben. Seine Melodie zu ”Es sind doch selig alle, die” wurde zur erfolgreichsten Melodie in Straßburg überhaupt und diente dort als Ton für zahlreiche Psalmtexte” (se MGG: Personenteil 7: sp. 15761577).

Greiters melodi fra 1525 blev ikke bare flittigt benyttet i samtiden, men også underkastet diverse variationer i både Frankrig og Tyskland.

I Pidoux 1962: 44-45 og Glahn 1954: I 262-263, II 56 er en stor del af de mange variationer behandlet på meget overskuelig vis.

Den franske reformator Jean Calvin (1509-1564) lærte Greiters komposition at kende under sit ophold i Straßburg fra 1538 til 1541 og optog den i uændret skikkelse som melodi til sin gendigtning af salme 36 i Salmernes Bog i førsteudgaven af sit i Strassbourg i 1539 under titlen ’’Aulcuns Pseaumes et cantiques mys en chant’’ udgivne psalter, som siden skulle vokse sig stort og komme til at indeholde gendigtninger af samtlige 150 salmer i Salmernes Bog og blive kendt under navnet Genève-psalteret, men som til en start kun indeholdt gendigtninger af 18 af salmerne fra Salmernes Bog (hvoraf Calvin selv stod for gendigtningen af teksterne til 6 – herunder salme 36).

Den oprindeligt enstemmige melodi blev af den franske komponist Claude Goudimel (født ca. 1514 til 1520, død 1572) opgraderet til flerstemmig opsætning / harmonisering, og udgivet sammen med de øvrige salmemelodier under et – første gang i 1564 i en udgave, der ikke længere eksisterer noget komplet eksemplar af, men til alt held foreligger som genoptryk – det såkaldte ”Jaqui-Psalter’’ – udgivet i Genève i 1565.

Goudimels flerstemmige opsætninger af de gamle salmemelodier var så fremragende, at han i senere omtaler af Huguenot-psalteret også er blevet udråbt til at være komponist til de mange salmemelodier, jf. f.eks. i forbindelse med omtalen af Thomas Villumsens ’’Paraphra255

sis Danica Psalmorum Davidis’’ fra 1641 i Rørdam 1857-1859: 540: ”Psalmerne ere skrevne til Franskmanden Goudimels Melodier ... ” og Malling 1962-1978: 8,88: ”Det blev en smuk bog med fint nodetryk af Goudimels melodier ...”, eller i Vagn Lundgaard Simonsens omtale af Lobwassers værk i Arrrebo 1983: 18, hvor det hedder: ”Men i begyndelsen af sekstenhundredtallet kom man til at kende en gendigtning ... som gengav Clement Marots og Theodore Bèzes reformerte parafrase til Goudimels melodier”. Men Goudimel har ikke komponeret en eneste af de melodier, der f.eks. er medtaget i ovennævnte ’’Les Pseaumes mis en rime francoise’’ fra 1562, men alene stået for de sekundære videreudviklinger af de opr. enstemmige melodier til de – nu måske rigtignok mere kendte – flerstemmige harmoniseringer.

Hvilke komponister, der har skrevet melodierne til de mange salmer, er der langt fra altid fuld enighed om, og det er snarere undtagelsen end regelen at man – som tilfældet er det med melodien til salmerne 36 og 68 (der går på samme melodi som salme 36) – med sikkerhed kan udpege en bestemt komponist til denne eller hin salmemelodi – her altså Matthias Greiter.

Udover at lave Greiters enkle og uangribelige melodi om til flerstemmig opsætning foretog Goudimel også en lille, men ikke særlig vellykket, ændring i grundmelodien, der kom til at bevirke at salmens linje 7 melodimæssigt blev gjort identisk med linje 8, ved at udskifte sidste tones lange a med et langt c.

Det blev i hovedsagen Goudimels version af den oprindelige salme, der levede videre og stadig lever.

Melodien er gennem alle årene blevet ændret på forskellig vis (en ¼-node er f.eks. blevet til 2 ⅛-noder) for at tilpasse melodien efter de tidligere ikke altid særligt formfuldendt strukturerede salmetekster (dette ikke mindst med gyldighed for tidlige danske salmetekster), hvorved man i teorien har kunnet komme til at stå med lige så mange melodivarianter som der var vers i en salme.

Melodien benyttes vel nu om dage som salmemelodi i hovedsagen kun i reformerte menigheder rundt om i verden.

Men den er dog også bevaret i en anden fremtrædende sammenhæng, nemlig i førstedelen af Johan Sebastian Bachs i 1729 fuldendte Matthæus-passion, hvis slutkor er formet som ”en storslaaet Fanta-

256

si”158 over første strofe af den alenlange passions-salme ”O Mensch, bewein dein Sünde gross” forfattet af Sebald Heyden (1499-1561) i 1530, til melodi af Bachs variationer over Goudimel-udgaven af Matthias Greiters gamle ørehænger.

158 Det meget rammende udtryk “storslaaet Fantasi” har jeg fra den danske musikhistoriker Povl Hamburgers “Musikens Historie. I Del til 1750. København 1936: 176”.

257

OM F2’S SPROG Язык – это брод через реку времени, Он ведет нас к жилищу ушедших; Но туда не сможет прийти тот, Кто боится глубокой воды. В.М. Иллич-Свитыч (1934-1966)159 F2’s danske sprog fik især tidligere mange knubbede ord med på vejen, jvf. eksempelvis følgende svada udtalt i nyere tid om F2 af den velanskrevne jyske sprogforsker Peter Skautrup i hans store værk om det danske sprogs historie: ”Han talte vel også både tysk og dansk, men i det skriftlige blev resultatet mindre end mådeligt. Hans ortografi er grufuld, og han har vanskelighed ved at holde de to sprog, nedertysk og dansk ude fra hinanden.” (Skautrup 1944-1970: II, 169).

I artiklen “En ordblind Konge” fra 1956 argumenterer historikeren Victor Hermansen for, at F2 har lidt af ordblindhed og at dette handicap (der af Hermansen omtales så forskelligt som: ”Sygdommen” / ”denne sygelige Tilstand” / ”en sygelig Tilstand” / ”Lidelsen” / ”et Sygdomsfænomen” / ”sjælelige Forstyrrelser” / ”sjælelig Sygdom” / ”De159 Det citerede digt er en oversættelse til russisk af følgende af den tidligt afdøde russiske sprogforsker V.M. Illič-Svityč tankevækkende på nostratisk forfattede digt: ”ḲelHä weṭei ʕaḲun kähla // ḳaλai palhʌ-ḳʌ na wetä // śa da ʔa-ḳʌ ʔeja ʔälä // ja-ḳo pele ṭuba wete”.

258

fekt” / ”en sygelig Disposition” / ”den sygelige Disposition” / ”Fejl”) må være en del af forklaringen på hans særprægede retskrivning og måde at skrive på (Hermansen 1956: 33).

Hermansen gennemgår en række træk i F2’s skriftlige produktion, som han anser for karakteristiske for en ubehandlet ordblindhed160, og ubehandlet må den jo have været på F2’s tid (og fortsat med at være det langt op i det 20. århundrede), hvor fænomenet slet ikke var erkendt som en særlig – ingenlunde uovervindelig – mental bremseklods, der ubehandlet permanent kunne hæmme eller helt forhindre ellers helt almindelige mennesker i at lære at læse og / eller skrive.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at F2’s handicap udelukkende ser ud til at have været af skrivemæssig / stavemæssig art. Der er intet, der tyder på, at hans læseevner har været underkastet nogen som helst form for begrænsninger, idet han uden problemer synes at have kunnet sætte sig ind i tekster – håndskrevne som trykte – på såvel højtysk, nedertysk som dansk af vidt forskelligt indhold og af vidt forskellig sværhedsgrad og sproglig alder – f.eks. bibelske tekster, religiøse tekster, salmer, juridiske tekster og traktater, tekster vedr. økonomiske spørgsmål, klager og besværinger osv. Som konge arbejdede han nærmest i døgndrift omgivet af en strøm af tekster til og fra kancelliet, som han i det ene eller det andet omfang i samarbejde med sine medarbejdere skulle vurdere eller træffe beslutninger om og ud fra på en fornuftig og rimelig måde, hvilket nærmest ville have været en umulighed for en læsehandicappet. Og uden gode læsefærdigheder ville det heller aldrig have været muligt for ham at stå som udgiver af værker som Etzliche Sprüche 1583 og Etzliche Psalmen 1585.

At F2 har haft svært ved at skrive som folk plejede flest er til gengæld hævet over enhver tvivl, men dette forhold kan efter min me160 Indimellem diagnosticerer Hermansen F2’s ordblindhed ved hjælp af misvisende eksempler, jf. hans anførelse (Hermansen 1956: 45) af F2’s favoritskrivemåde ”Skandelbor” om Skanderborg Slot som eksempel på ordblindhedsbetinget ”Bogstavsforveksling” (anvendelse af ”l” i stavelsen ”del” i stedet for ”der”), jf. samstemmende Grinder-Hansen 2013: 39 – hvilket der næppe er meget der taler for skulle være årsagen til F2’s skrivemåde, jf. det om navnet Skanderborg skrevne i § 39 nedenfor. I Ikke så få tilfælde fejlciterer Hermansen også F2, jf. eksempelvis ”fruentssymer” (for F2 ”fruentssymmer”), ”scybt” (for F2 ”schybt”), ”bysspent” (for F2 ”byssbent”), ”brullupt” (for F2 ”brullubt”), ”Mussent” (for F2 ”munssent”) og ”scolltyt” (for F2 ”scholttyt”) (Hermansen 1956: 45, 48).

259

ning næppe udelukkende så firkantet som Victor Hermansen gør det tilskrives hans ordblindhed / dyslexi, eller som det rettelig burde hedde i hans tilfælde – hans dysgrafi / staveforstyrrelse161, men kan vel i lige så høj grad tilskrives senvirkningerne – som voksen – af en ikke overdrevent hurtigt udviklet drengs manglende motivation til at lære og ikke mindst lære at skrive flere forskellige sprog (latin, tysk, dansk, fransk) medens tid var, samt manglende didaktiske evner hos de sikkert højtbegavede lærere / tugtemestre (nærmere bestemt magister Christoffer Michelsen162 og magister og professor Hans Svaning163) han var blevet udstyret med af sine velmenende forældre164. Man har villet det så godt som muligt, men en forskertype som Hans Svaning har næppe været i besiddelse af større pædagogiske indsigter og tilsyneladende også anvendt “undervisnings”-materialer på et alt for højt niveau og forsømt indlæringen af helt basale sprogkundskaber, herunder indlæringen af regler for retskrivning.

Hvorom alting er – F2 lærte aldrig at skrive hverken dansk, tysk eller latin tilfredsstillende. Han måtte så at sige sejle i sin egen sø og på det retskrivningsmæssige område lidt for sent i livet dels opsnappe og memorere hvad han stødte på på skrift – hvilket er forklaringen på at store dele af hans skriftlige produktion må karakteriseres som værende i overensstemmelse med samtidens meget liberale og flydende normer – dels i en ikke ringe udstrækning selv opfinde et ortografisk system, der rummede sin egen logik og langt hen ad vejen blev fonetisk funderet / lydskriftagtigt og kun i en vis grad kom til at reflektere datidens ortografiske systemer i dansk og tysk.

Selvom F2’s valg af skrivemåder undertiden kan virke usædvanlige 161 For at undgå misopfattelser af F2’s handicap vil jeg i det følgende udelukkende anvende ordene dysgrafi og dysgrafisk i min omtale og beskrivelse af F2’s skriveproblemer.

162 Om ham har jeg indtil videre kun kunnet opspore den lidt nødtørftige oplysning i Hermansen 1956: 40, at han ”siden fik et Canonicat ved Roeskilde Domkirke”.

163 Historieskriveren Hans Svaning, der levede fra ca. 1500 til 1584, udnævntes i 1541 til lærer for hertug Frederik (og omtales af C3 som ”vor kjære Søn Hertug Fredericks tugtemester”) og fungerede som sådan indtil 1552. Sin løn modtog han hen ad vejen ”for tro Tjeneste, som [han, RHC] har gjort og skal gjøre os og vor kjære Søn Hertug Frederich” i form af præbender i Roskilde (et kannikedømme for livstid i 1546), Lund og Ribe (degnedømmet i Ribe for livstid i 1547).

164 F2’s indlærings- og åndsdannelsesmæssige problemer er ofte nævnt og diskuteret af ældre forskere (f.eks. af E.C. Werlauff, C. Molbech og Holger F. Rørdam), jf. den glimrende oversigt herover i Hermansen 1956: 39 ff.

260

F2’s personlige tilskrift ”sliper du dennum da schalt du sel // henchge sygger nyelss kaass // friderich” til lensmand Peder Bille på Kalundborg Slot i brev af 18. november 1574 vedr. en forestående hængning af to krybskytter. De 2 bønder skulle hænges i en dobbeltgalge ude ved den skov de havde begået forbrydelsen i, og for at synliggøre deres krybskyttestatus skulle dobbeltgalgen udstyres med 2 påsømmede hjortetakker.

har de ofte det til fælles at de hver for sig er usædvanlige på en meget konsekvent måde, således at forstå, at usædvanlige former eller misforståede ord anvendes gang på gang i samme skikkelse. Et godt eksempel herpå er stednavnet Havreballegård, hvis mellemste led ”balle” F2 helt konsekvent skriver ”ber” eller ”bert” (med stumt ”t”, se nedenfor i § 8), hvilket giver ”hawerbergar” eller ”harwer bert gar” som om gården hed ”Havrebjerggård”. Man får indtrykket af at han ganske enkelt har lært en skriftlig udformning af diverse ord, som han måske har blandet sammen med andre, der lignede, udenad en gang for alle og siden benyttet dem i denne indlærte form uden smålig skelen til hvordan andre måske skrev dem. F2 har næppe sagt Havrebjerggård – så havde man vel fortalt ham at det var forkert – men sikkert ligesom alle andre sagt Havreballegård, men på skrift benyttet stavemåden ”hawerbergar” som sit eget private symbol for Havreballegård. Se videre nedenfor i § 46.

261

Man må i den forbindelse huske på at der kun var ganske få personer i samtiden, der fik lejlighed til at læse F2’s skriftlige frembringelser på dansk, så mulighederne for at blive ”rettet” har været så godt som ikke eksisterende. Der er udgået skrivelser i titusindvis fra Kancelliet i F2’s navn, men det eneste han normalt har bidraget med skriftligt til disse har været sin altid korrekt stavede underskrift ”Friderich” – resten af brevenes / dokumenternes indhold har været nedfældet af den lille hær af flittige skrivere kancelliet disponerede over. En meget sjælden gang har F2 tilføjet en personlig kommentar i en skrivelse til en betroet medarbejder, jf. svarbrevet til lensmand Peder Bille på Kalundborg Slot af 18. november 1574 vedr. en forestående hængning af to pågrebne krybskytter (se foregående side), hvor F2 tilskyndet af kansler Niels Kaas galgenhumoristisk giver lensmanden følgende ord med på vejen: ”sliper du dennum da schalt du sel // henchge sygger nyelss kaass // friderich”.

Ellers er der kun de ganske få overleverede kortfattede skriftlige dedikationer på dansk i kongens egne værker til højtstående embedsmænd og venner, hans personlige kommentarer i nogle få værker han selv har ejet, samt endelig hovedværket – de tre almanakker fra 1583, 1584 og 1587, som i kraft af deres helt personlige og undertiden meget intime indhold ikke har været tilgængelige for andre end ham selv og dronning Sofie, der karakteristisk nok også er den eneste anden person, der har fået lov til at skrive i Almanakkerne, jf. hendes korte tilføjelse ”hilf gott hir vndt dortt”165 nederst på højre side af almanak-opslaget for januar måned 1583166.

Nedenfor følger en §-markeret gennemgang af visse træk ved F2’s retskrivning, der kan forekomme en nutidig læser særprægede. Punkterne er nummererede og der er ovenfor henvist til dem fra de underafsnit i de forudgående kapitler, der indledes med ordene ”F2’s tekst med henvisninger til punkter i kapitlet ”Om F2’s sprog””.

Det jævnførende eksempelmateriale fra andre kilder end F2 er i vid udstrækning hentet fra Kalkar 1976 (navnlig internetudgaven heraf) og er her udelukkende inddraget for at godtgøre at mange af F2’s ”særprægede” stavemåder typologisk set harmonerer med lignende eller identiske stavemåder eller formvalg anvendt og foretaget af an165 Et i samtiden ikke ukendt ”valgsprog” eller ”motto”, bl.a. Tage Krabbes (1553-1612), men ikke dronning Sofies.

166 Se videre redegørelsen for dronning Sofies tilskrift i Christensen 2023 side 35-36.

262

dre andetsteds på et eller andet tidspunkt i det danske sprogs historie – eller sagt på en anden måde: de anføres for at godtgøre at F2 ikke nødvendigvis har været alene om at skrive et ”særpræget” dansk og at hans skriftlige dansk måske derfor slet ikke er så særpræget og enestående endda.

Lydskriftsymbolerne i nærværende fremstilling skal betragtes med stor overbærenhed, da det jeg har placeret i skarpe parenteser i ikke kursiveret skrift ikke altid repræsenterer noget konsekvent anvendt lydskriftsystem. Der eksisterer flere konkurrerende lydskriftsystemer i dansk og de fleste af dem er mulige at håndtere til læsebrug. Når man skal gengive lydskriftnotationer fra værker, der indeholder sådanne notationer, i sin egen maskinlæsbare tekst kan der til gengæld være problemer med at finde mange af specialtegnene i de tegnfonde, der normalt står til disposition i almindelige tekstbehandlingsprogrammer, så jeg har i stedet mikset lidt sammen fra diverse disponible indscannede og maskinkopierbare ordbogsværker (som f.eks. ODS og DDO, men ikke SDU).

Opmærksomheden henledes nedenfor på følgende sproglige træk167: § 1) F2’s anvendelse af tegnet ”i” foran vokal svarende til nudansk ”j”: ”høriach” (d.e. ”harejagt”), ”iach” / ”iacht” (d.e. ”jagt”), ”iachkob” (d.e. ”Jakob”), ”iachte” (d.e. ”jagter” (om skibe)), ”iannuarius” (d.e.

Januarius”), “iaor” (d.e. “jaord”), ”ieg” (d.e. ”jeg”), ”iellynch” (d.e. ”Jelling”), ”ielscho” (d.e. ”Jelskov”), ”ienssent” (d.e. ”Jensen”); ”ies­ su” / ”iesu” (d.e. ”Jesu”), ”iochkum” (d.e. ”Jokum”), ”iohan” (d.e. ”Johan”), ”iorren” (d.e. ”Jørgen”), ”iubillerer” (d.e. ”juveler”), iun” (d.e. ”Jung”), ”iungfru” (d.e. ”jomfru”), ”iunchfruer” (d.e. ”jomfruer”), ”yiach” (d.e. ”på jagt”), ”yiesu” (= ”y iesu”, d.e. ”i Jesu”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar ”iammer” (d.e. ”jammer” – opslag ”Nødstand”), ”ieffnchristhen” (d.e. ”medkristen” – opsl. ”Jævnkristen”), ”ieg” (d.e. ”jeg” – opslag ”Afgærning”), ”iemmer” (d.e. ”jammer” – opsl. ”Jæmmer”), ”iern” (d.e. ”jern” – opsl. ”Jærn”), ”io” (d.e. ”jo” – opsl. ”Jo” og opslag ”Torneskud”), ”iomfru” (d.e. ”jomfru” – opslag ”Bestige”), ”iordher” (d.e. ”jorder” – opsl. ”Jord), ”iulebuck” (d.e. ”julebuk” – opslag ”Dåretønde”), ”iægere” (d.e. ”jægere” – opslag ”Jægere”).

167 De anførte eksempler er hentet fra hele F2’s produktion, altså også fra de 3 almanakker fra 1583, 1584 og 1587.

263

§ 2) F2’s anvendelse af tegnfølgen ”ch” svarende til enten 2a) nudansk ”g”; foran ”g” må forbindelsen ”chg” opfattes som enten et ”gg”, der er lig nudansk ”g” (”gg” er i så fald dobbeltskrivning af en enkeltkonsonant: F2 ”drachge” –> ”dragge” = nudansk ”drage”) eller er lig nudansk ”gg” (”gg” er i så fald dobbeltskrivning af en dobbeltkonsonant: F2 ”lychger” –> ”lygger” = nudansk ”ligger”): ”bedach” (d.e. ”bededag”), ”bedachge” (d.e. ”bededage”), ”boch” (d.e. ”bog”), ”bochøe” (d.e. ”Bogø”), ”buchmesster” (d.e. ”bygmester”), ”dach” (d.e. ”dag”), ”doch” (d.e. ”dog”), ”drachge” (d.e. ”drage”), ”dronnich” (d.e. ”dronning”), ”duchger” (d.e. ”duge”), ”farlych” / ”farlych” (d.e. ”forligt”), ”farssdach” (d.e. ”-fartsdag”), ”fochget” (d.e. ”foged”), ”handelss dach” (d.e. ”forhandlingsdag”), ”harden­ berch” (d.e. ”Hardenberg”), ”hartzuch” (d.e. ”hertug”), ”herress fochget” (d.e. ”herredsfoged”), ”hertzuch” (d.e. ”hertug”), ”hør­ iach” (d.e. ”harejagt”), ”iach” / “iacht“ (d.e. ”jagt”), ”iachte” (d.e. ”jagter” (om skibe)), ”idach” (d.e. ”i dag”), ”iyach” (d.e. ”på jagt”), “koeberch“ (d.e. Coburg“ af F2 gengivet som var der ment „Koberg“), ”lychger” (d.e. ”ligger”), ”løchagger” / “løcharger“ / “løch ager“ (d.e. ”Løgager”), “machstrub“ / ”machstrubt” (d.e. ”Magstrup”), ”macht” (d.e. ”magt”), ”mech” (d.e. ”mig”), ”nessduch” (d.e. ”næsedug”), ”nochget” (d.e. ”noget”), ”nochgre” (d.e. ”nogle”), ”norrich” (d.e. ”Norrig” = ”Norge”), ”och” (d.e. ”og” / ”også”), ”och sae” / ”ochsae” (d.e. ”også”), ”sachger” (d.e. ”sager”); ”salychheyt” (d.e. ”salighed”), ”schwerrich” (d.e. Sverige”), ”schriflych” (d.e. ”skriftligt”), ”solwych” (d.e. ”Solvig”), ”such” (d.e. ”syg”), “strassbruch“ (d.e. “Strassburg“), ”swerrich” (d.e. Sverige”), ”sychgemunt“ (d.e. „Sigismund“), ”toch” (d.e. ”tog”), ”yach” / ”yacht” (d.e. ”jagt”), ”yadach” (d.e. ”i dag” – altså ”ydach” på F2’sk), ”yiach” / ”yacht” (d.e. ”på jagt”), ”ydach” / ”ydych” (d.e. ”i dag”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”dach” (d.e. ”dag” – opsl. ”Løgerdag”), ”doch” (d.e. ”dog” – opsl. ”Formuelig”), ”och” (d.e. ”og” – opsl. ”Sømmere”), ”ruchfoder” (d.e. ”rugfoder” – opslag ”Ru(g)foder”), ”røch” (d.e. ”røg” – opslag ­ ”O(v)n”), ”sarduch” (d.e. ”et halvt linnet, halvt uldent tøj” – opsl. ”Sardug”), ”tach” (d.e. ”tag” – opslag ”Linklud”) eller 2b) nudansk ”k”; foran ”k” må forbindelsen ”chk” opfattes som enten et ”kk”, der er lig nudansk ”k” (”kk” er i så fald dobbeltskrivning af en enkeltkonsonant: F2 ”iochkum” –> ”iokkum” = nudansk ”Jokum”) 264

eller er lig nudansk ”kk” (”kk” er i så fald dobbeltskrivning af en dobbeltkonsonant: F2 ”ichke” –> ”ikke” = nudansk ”ikke”): ”affschet” / ”aff schet“ (d.e. ”afsked”), ”anderscho” / ”andersscho” / “antdersscho” (d.e. “Antvorskov”), ”benedych” (d.e. ”Benedikt”), ”beschet” (d.e. ”besked”), ”betenchken” (d.e. tysk ”Bedenken”), ”brochscho” (d.e. ”Boskov”), ”danmarch” (d.e. ”Danmark”), ”dan­ ssche” (d.e. ”dansk”), ”denmarch” / ”dennemarch” (d.e. tysk ”Dänemark”), ”dochtor” / ”dochter” (d.e. ”doktor”), ”drichker” (d.e. ”drikker”), ”enggelsche” / ”enggelssche” / ”engssche“ (d.e. ”engelsk(e)”), ”errich” (d.e. ”Erik”), ”essent bech” (d.e. ”Essenbæk”), ”far schrewyt” (d.e. ”indbudt skriftligt” / ”inviteret”), ”farschre” (d.e. ”indbød skriftligt” / ”inviterede”), ”fych” (d.e. ”fik”), ”gich” / ”gych” (d.e. ”gik”), ”hach” (d.e. ”Hak”), ”halch” (d.e. ”Halk”), ”hessche” (d.e. ”hessisk”), ”hynchrich” (d.e. ”Henrik”), ”iachkob” (d.e. ”Jakob”), ”ichke” (d.e. ”ikke”), ”ielscho” (d.e. ”Jelskov”), ”iochkum” (d.e. ”Jokum”), ”kannych” (d.e. ”kannik”), ”kolschab” / ”kolschabt” (d.e. ”Kolsnap”), ”krummedych” (d.e. ”Krummendik”), ”lattynnissche” (d.e. ”latinske”), ”lerscho” / ”lersscho” (d.e. ”Lejrskov”), ”løchke” (d.e. ”lykke”), ”mechkelbor” / ”mechker” (d.e. ”Mecklenburg”), ”munch” (d.e. ”Munk”), ”nenscho” (d.e. ”Nedenskov”), ”noch” (d.e. ”nok”), ”pollesche” (d.e. ”polske”), ”prinssche” (d.e. ”prinselige”), ”rosschil” / ”rosschy” / ”rosschyl” (d.e. ”Roskilde”), ”rosstochker” / ”rostochker” (d.e. ”folk fra Rostock” / ”Rostock-”, jf. ”Rostock” undertiden stavet ”Rostok” i ældre dansk), ”sachsent” / ”schachsent” (d.e. ”Saksen” / ”Sachsen”), ”schal” (d.e. ”skal”), ”schalt”, (d.e. ”skal”), ”schanddelbor” / ”schandelbor” / ”schandelbro” / ”schanderbo” / ”schannelbor” (d.e. ”Skanderborg”), ”schede” (d.e. ”skete”), ”scher­ ne” (d.e. ”Skjern”), ”scherrubt” (d.e. ”Skærup”), ”scho” (d.e. ”skov”), ”schobo” (d.e. ”Skovsbo”), ”schoede” (d.e. “Skødegård”), ”scholle” (d.e. ”skole”), ”scholm?st??” (d.e. “skolemester”), ”schonniger” (d.e. ”skåninger”), ”schossgar” (d.e. ”Skovsgård”), ”schotter” (d.e. ”skotter” / ”skotlændere”), ”schre” (d.e. ”skrev”), ”schriflych” (d.e. ”skriftligt”), ”schude” (d.e. ”skyde”), ”schulle” (d.e. ”skulle”), ”schwogarre” (d.e. ”Skovsgård”), ”schybt” (d.e. ”skibe”), ”schykit” (d.e. ”skikket” = ”sendte”), ”schyllis” (d.e. ”skilles”), ”tachket” (d.e. ”takkede”), ”tach­ serrit” (d.e. takserede”), ”toscho” (d.e. ”Tovskov”), ”turkent schat” (d.e. ”tyrkerskat”), ”tussche” (d.e. ”tyske”), ”vlrich” / ”wlrych” (d.e. ”Ulrik”), ”vrkoch” (d.e. ”urkok” / ”urhane”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”atlasch” (d.e. ”atlask” – opslag ”Be265

tage”), ”bech” (d.e. ”bæk” – opsl. ”Strømgang”), ”Danmarch” (opsl. ”Klostermand”), ”forschreff” (d.e. ”forskrev” i betydningen ”indbød skriftligt” – opslag ”Forskrive”), ”gandsche” (d.e. ”ganske” – opslag ”Afklædning”), ”gich” (d.e. ”gik” – opsl. ”Navn(e)løs”), ”schade” (d.e. ”skade” – opsl. ”Afbræk”), ”schall” (d.e. ”skal” af ”skulle” – opsl. ”Anbefale”), ”sche” (d.e. ”ske” – opsl. ”Gække”), ”scho” (d.e. ”sko” – opslag ”Skobo(d)”), ”schulle” (d.e. ”skulle” – opslag ”Adeldrik”), ”schure” (d.e. ”skure” pl. af ”skur” – opsl. ”Befredige”). § 3) F2’s anvendelse af tegnet ”y” modsvarende enten nudansk (eller undertiden latinsk eller tysk) ”i” eller nudansk ”j”: ”alleynne” (d.e. ”alleine” – tysk form), ”aprilys” (d.e. ”april” – latinsk form), ”beguntyst” (d.e. ”begyndte”), ”benedych” (d.e. ”Benedikt”), ”besstyllyt” (d.e. ”bestilte” – præteritum), ”bewyllit” (d.e. ”bevilgede” – præteritum); ”blywer” (d.e. ”bliver”), ”bybel” (d.e. ”bibel”), ”byssbent“ (d.e. ”bispen”), crissty” (d.e. “Christi” / “Kristi”), ”cris­ styan” / “crisstyant” (d.e. ”Kristian” / ”Christian”), ”dest lygesste” (d.e. ”deslige” / ”desuden”), “dey” (d.e. “de” – af ”dye” = ”die”), ”domkyrke” (d.e. ”domkirke”), ”dredygan” (d.e. ”tredje gang”), “dye” (d.e. “de”), ”dyet” (d.e. ”did”), ”farlych” (d.e. ”forligt”), ”far­ tynchget” (d.e. ”lejede”), ”fodyss” (d.e. ”fogeds”), ”fruentssymmer” / ”fruenttymmer” / ”fruent symtmer” / ”fruentsymtmer” (d.e. ”fruentimmere” / ”damer”), ”fych” (d.e. ”fik”), ”fyede breff” (<– ”feyde breff”, d.e. ”fejdebrev”), “goyrde” (<– ”gyorde”, d.e. “gjorde”), ”gul­ lynch” (d.e. ”Gylling”), ”gych” (d.e. ”gik”), ”gyeftemal” (d.e. ”giftermål”), ”gywe” (d.e. ”give”), “gøyrde” (<– ”gyørde”, d.e. “gjorde”), ”hallynch” (d.e. ”Halling”), ”helsynchbor” (d.e. ”Helsingborg”), ”helsynch ør” (d.e. ”Helsingør”), ”heyl” (<– ”hyel(p)”, d.e. ”hjælp”), ”heyt” (<– ”hyet”, d.e. ”hid”), ”hofsynner” / ”hoffsynner” (d.e. ”hofsinder”), ”hullynch” (d.e. ”hyldning”), ”hyemt” (d.e. ”hjem”), “hyet” (d.e. “hid”), ”hyllyge” (i stavelsen ”ly”) (d.e. ”hellige”), ”hymmel” (d.e. ”himmel”), ”hyn anden” (d.e. ”hinanden”), “hynchrich” (d.e.

“Henrik”), ”hynssegal” (d.e. Hindsgavl”), ”iyach” (d.e. ”på jagt”), ”iel­ lynch” (d.e. ”Jelling”), ”kallyss” (d.e. ”kaldes” / ”hedder”), ”kannych” (d.e. ”kannik”), ”kansselly“ (d.e. kancelli“), ”kassymirus” (d.e. ”Kasimir”), ”keyde” (<– ”kyede” <– ”kiede”, d.e. ”kæde”), ”keyre” (<– ”kyere” <– ”kiere”, d.e. ”kære”), ”keysser” / ”keyserrent” / ”keysserren” (d.e. ”kejsers” / ”kejserens”), ”kollynch” (d.e. ”Kolding”), ”kollynch” (d.e. ”kylling”), ”krummedych” (d.e. ”Krummendik”), ”kry” / ”krye” / ”krygh” (d.e. ”krig”), ”kyrke” (d.e. ”kirke”), ”kyrken” (d.e. ”kirken”), 266

”lattynnissche” (d.e. ”latinske”), ”lyger” / “lygger” / “lychger” (d.e. “ligger”), ”lyssebet” / ”lyssbet” (d.e. ”Elisabeth”), ”matschy” / ”mat­ ty” / ”mattyas” / ”mattyass” (d.e. ”Matis” / ”Matthias”), ”meyn” (<– ”myen”, d.e. ”mien” (altså ”min”)), ”meyn” (d.e. ”mein” – tysk form), “meynne” (<– ”myenne”, d.e. ”mine”), ”myen” / ”myenne” / ”myn” / ”myne” / ”mynne” (d.e. ”min(e)”), ”mynt” (d.e. ”min”), ”myssent” (d.e. ”Meissen”), ”nye” (d.e. ”ni”), ”nyelss” (d.e. ”Niels”), ”nymt” / ”nynt” (d.e. ”Nim”), ”nyss” (d.e. ”næs”), ”pygyss” (d.e. ”piges”), ”rae­ hussyt” (d.e. ”rådhuset” med ”yt” = ældre dansk ”it”), ”retter tynch” (d.e. ”retterting”), ”rosschy” / ”rosschyl” (d.e. ”Roskilde”), ”rygyt” (d.e. ”Riget”), ”rynchstet”, d.e. ”Ringsted”), ”salychheyt” (d.e. ”salighed” – dansk-tysk hybridform), ”salychheyt” (d.e. ”salighed” – dansktysk hybridform), ”schabtynch” (d.e. ”Snapsting”), ”scholttyt” (d.e. ”slottet” med ”yt” = ”it”), ”schriflych” (d.e. ”skriftligt”), ”schyb” / ”schybt” (d.e. ”skibe”), ”schykit” (d.e. ”skikket” = ”sendte”), ”schyl­ lis” (d.e. ”skilles”), ”soffey” / ”soffye” (d.e. ”Sofie”), ”solwych” (d.e. ”Solvig”), ”sychgemunt” / ”syggemunt” (d.e. ”Sigismund”), ”sygger” (d.e. ”siger”), ”sylkebor” (d.e. ”Silkeborg”), ”symment” (d.e. ”Simon”), ”syn” / ”synt” (d.e. ”sin”), ”syrløeff” (d.e. ”Sigerslev”), ”thwy­ llum” (d.e. ”Tvilum”), ”tyd” / ”tye” / ”tyedt” (d.e. ”tid”), ”tyl” (d.e. ”til”), ”tynner” (d.e. ”tidender”), ”wey” (d.e. ”vi”), ”wlrych” (d.e. ”Ulrik”), ”wybor” (d.e. ”Viborg”), ”wye” (d.e. ”vi”), ”wyebor” (d.e. ”Viborg”), ”wyetyl” (d.e. ”vi til”), ”wyl” (d.e. ”vil”) ”wylle” (d.e. ”ville”), ”wyltrubt” (d.e. “Vilstrup”), ”wyn” (d.e. ”vin”), ”wynbue holt” (d.e. ”Vindbyholt”), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”wynner­ sløff” / ”wynnersschøl” / ”wynnerssløff” (d.e. ”Vinderslev”), ”wyn­ nynch” (d.e. ”Vinding”), ”wynsemt” (d.e. ”Vincent”), ”wyrre” (d.e. ”fire”), ”wyrss” / ”wyrst” (d.e. ”Verst”), ”wyssynch” (d.e. “Vissing”), ”wyt” (d.e. ”ved” – ældre dansk ”widh”), ”y” (d.e. ”i”), ”y” (d.e. ”I”), ”yach” / ”yacht” (d.e. ”jagt”), ”yadach” (d.e. ”i dag” – altså ”ydach” på F2’sk), ”ybtrubt” (d.e. ”Ibstrup”), ”ydach” / ”ydack” / ”ydych” (d.e. ”i dag”), ”ydro” (d.e. ”i [dag] drog”), ”ygen” / ”ygent” (d.e. ”igen”), ”yiach” (d.e. ”på jagt”), ”ynat” (d.e. ”i nat”), ”yiesu” (= ”y iesu”, d.e. ”i Jesu”), ”ymellum” (d.e. ”mellem”), ”ynttit” (d.e. ”intet”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”fornymmer” (d.e. ”fornemmer” <– ”fornimmer” – opslag ”Fornemme”), ”kryg” (d.e. ”krig” – opsl. ”Re(j) se”), ”myg” (d.e. ”mig” – opslag ”Formene”), ”myn” (d.e. ”min” – opslag ”Finde”), ”sylckehuynde”168 (d.e. ”silketråd” – opslag ”Silketvinde”), ”tyd” (d.e. ”tid” – opsl. ”Medaften”), ”tyl” (d.e. ”til” – opsl. ”Kål168

Fejl for ”sylcketuynde”.

267

strunk” og ”Nederfare”), ”wy” (d.e. ”vi” – opslag ”Tilhåbes”), ”wylle” (d.e. ”ville” – opslag ”Betage”), ”y” (d.e. ”i” – opsl. ”Undfare” og ”Forlån”), ”ygen” (d.e. ”igen” – opsl. ”Over”). § 4) F2’s anvendelse af skrivemåder som ”bilbel” (i stedet for ”bibel”), ”ranssner” (i stedet for ”Randers”), ”entschelff” (i stedet for ”Enslev”), ”blurlubt” (i stedet for ”bryllup”), ”krargelunt” (i stedet for ”Kragelund”) og ”haddersscheffl” (i stedet for ”Haderslev”), som jeg vil betragte som manifestationer af følgende mere eller mindre med hinanden beslægtede dysgrafityper forekommende hos F2: 4a) dysgrafisk antecipation I, d.e. dysgrafibetinget foregribelse af et i et ord senere forekommende tegn, der efterfølgende stadig vil være placeret på sin rigtige plads i tegnrækkefølgen169; det anticiperede tegn kan eventuelt helt fortrænge et tegn, der er nabo til det nys tilkomne tegn, hvorved en anteciperet konsonant fortrænger en konsonant (eksemplet ”walkenbrob”), og en anteciperet vokal fortrænger en vokal (eksemplerne ”hyllyge”, ”sigus mundus” og ”arrannygent”).

Alt efter om det anticiperede tegn fortrænger et nabotegn eller ej kan eksemplerne i denne paragraf opdeles i en undergruppe 4aI (eksempler på antecipering uden fortrængning af nabotegn) og en undergruppe 4aII (eksempler på antecipering med fortrængning af nabotegn). Samtlige eksempler hørende ind under nærværende paragraf 4a vil være anført nedenfor i alfabetisk rækkefølge, og blive efterfulgt af en opsplitning af samme eksempler i de respektive undergrupper 4aI og 4aII: ”aldelent” / ”aldellen” (d.e. ”adelen”), dvs. ”del” / ”dell” –> ”ldel” / ”ldell”, ”apae” (d.e. ”på”), d.v.s. ”pae” -> ”apae”; ”arrannygent” (d.e. ”Oranien”), dvs. ”orra” –> ”oarra” eller ”aorra” -> ”arra” (hvor ”a” i ”ra” anteciperes i den forlydende stavelse, hvis ”o” fortrænges af det pågældende ”a”), ”bilbel” (d.e. ”bibel”), dvs. ”bel” –> ”lbel”, ”bolo” (d.e. ”Below”), dvs. ”elo” -> ”oelo” eller ”eolo” -> ”olo”, ”bo­ rer” (d.e. ”bor”), dvs. ”oer” (F2-notation) –> ”orer”, ”brochscho” (d.e. ”Boskov”), dvs. ”osch” –> ”ochsch”, ”dredygan” (d.e. ”tredje gang”), dvs. ”tred” -> ”tdred” eller ”dtred” -> ”dred”, ”grenne” (d.e. ”grønne”), dvs. ”ønne” –> ”øenne” eller ”eønne” –> ”enne”, ”gyeftemal” (d.e. ”giftermål”), dvs. ”yfte” –> ”yefte”, ”harwer-” (i forleddet af stednavnet ”Havreberg” formentlig af ældre ”Hauer-”, jf. følgende 169 Fænomenet kunne også kaldes regressiv duplikering. På det mundtlige plan kendes det i nudansk fra fejludtaler som [blibliotek] for [bibliotek].

268

ældre former af stednavnet: ”Hauerbalugh”, ”Hauerballigh”, ”haffuerballo”, se videre nedenfor i § 46), dvs. ”wer” –> ”rwer”, ”hyllyge” (d.e. ”hellige”), dvs. ”helly” –> ”hyelly” eller ”heylly” -> ”hylly” (hvor ”y” i ”ly” anteciperes i stavelsen ”hel”, hvis ”e” fortrænges af ”y”170), “hynchrich” (d.e. “Henrik”), dvs. “rich” –> “chrich”, ”ibprubt”, (d.e. ”Ibstrup”), dvs. ”rupt” (skrevet ”rubt”) -> ”prupt” (skrevet ”prubt”), ”lasstrubt” (d.e. ”Loverstrup”, dvs. ”losstrubt samme” -> ”loasstrubt samme” eller ”laosstrubt samme” -> ”lasstrubt samme”), “løcharger“, d.e. „Løgager“, dvs. „ager“ –> „arger“, ”meynne” (af ”myenne”, jf. § 4c) / “myenne“ (d.e. “mine“), dvs. ”ynne“ –> ”yenne“, ”ranssners’” (d.e. ”Randers”), dvs. ”ranners” –> ”ransners” (skrevet ”ranssners”), dvs. ”ners” –> ”sners”, ”rantholt” (d.e. ”Ravnholt”), dvs. ”ranholt” –> ”rantholt”, dvs. ”holt” –> ”tholt”, ”schoede” (d.e. “Skødegård”), dvs. “ode” –> “oede”, ”sigus munduss” (d.e. ”Sigismund”), dvs. ”gismund” -> ”giusmund” eller ”guismund” -> ”gusmund” (hvor ”u” i ”mund” anteciperes i stavelsen ”gis”, hvis ”i” fortrænges af ”u”), ”truegewel” (d.e. ”Tryggevælde”), dvs. ”uge” –> ”uege”, ”walkenbrob” (d.e. Valkendorf”), dvs. enten a) ”dorb” (af ”dorp”, se § 53) –> ”bdorb” eller ”dborb” –> ”borb” -> ”brob” (se § 4c) eller b) ”dorp” -> ”drob” (af ”drop”, se § 53 og § 4c) –> ”bdrob” eller ”dbrob” –> ”brob”, ”woebe­ schelt” (d.e. Fovslet), dvs. ”obe” –> ”oebe”, ”yadach” (d.e. ”i dag”), dvs. ”yda” –> ”yada”, ”ydack kam” (d.e. ”i dag kom”), dvs. ”ydach kam” –> ”ydachk kam” eller ”ydackh kam” –> ”ydack kam”.

Eksemplerne hørende til i undergruppe 4aI er følgende: ”aldelent” / ”aldellen”, ”apae”, ”bilbel”, ”borer”, ”brochscho”, ”gyeftemal”, ”harwer-”, “hynchrich”, ”ibprubt”, “løcharger“, ”meynne” / “myen­ ne“, ”ranssners’”, ”rantholt”, ”schoede”, ”truegewel”, ”woebeschelt” og ”yadach”.

Eksemplerne hørende til i undergrupe 4aII er følgende: ”arranny­ gent”, ”bolo”, ”dredygan”, ”grenne”, ”hyllyge”, ”lasstrubt”, ”sigus munduss”, ”walkenbrob” og ”ydack kam”.

4b) dysgrafisk antecipation II, d.e. dysgrafibetinget foregribelse af et i et ord senere forekommende tegn, der efterfølgende ikke vil være placeret på sin rigtige plads i tegnrækkefølgen, men forsvinder; det anticiperede tegn kan eventuelt helt fortrænge et tegn, der er nabo til det nys tilkomne tegn.

170 Jf. varianten ”hiilliig” i Karen Rostrups tilskrift i Eksemplar 1 af F2’s Etzliche Sprüche 1583 (Christensen 2021: 122).

269

Alt efter om det anticiperede tegn fortrænger et nabotegn eller ej kan eksemplerne i denne paragraf opdeles i en undergruppe 4bI (eksempler på antecipering uden fortrængning af nabotegn) og en undergruppe 4bII (eksempel på antecipering med fortrængning af nabotegn). Samtlige eksempler hørende ind under nærværende paragraf 4b vil være anført nedenfor i alfabetisk rækkefølge, og blive efterfulgt af en opsplitning af samme eksempler i de respektive undergrupper 4bI og 4bII: ”bnur” (d.e. ”børn”), dvs. ”urn” –> ”nur”, ”klar” (d.e. ”Karl”), dvs. ”arl” –> ”lar”, ”ranssner” (d.e. ”Randers”), dvs. ”ranners” –> ”ransner” (skrevet ”ranssner”), dvs. ”ners” –> ”sner”, ”schabtynch” (d.e. ”snaps­ting”), dvs. ”saps” (af ”snaps” se § 4f) –> ”ssap” –> ”sap” (skrevet ”schab”), ”wambrut” (d.e. ”Vamdrup”), dvs. ”drub” –> ”bdru” eller ”dbru” –> ”bru”.

Eksemplerne hørende til i undergruppe 4bI er følgende: ”bnur”, ”klar”, ”ranssner” og ”schabtynch”.

Eksemplet hørende til i undergruppe 4bII er følgende: ”wambrut”.

4c) dysgrafisk metatese I, hvor to nabotegn bytter plads: ”allyenne” (d.e. tysk ”alleine”), dvs. ”ey” (= ”ei”) –> ”ye”, ”ander” (d.e. ”andre”), dvs. ”re” –> ”er”, “antdersscho” d.e. “Antvorskov”), dvs. “dt” –> “td”, ”bore” (d.e. ”bor”), dvs. ”er” i ”boer” med efterslagsmarkøren ”e” –> ”re”, ”brochscho” (d.e. ”Boskov”), dvs. ”or” –> ”ro”, ”bunr” (d.e. ”børn”), dvs. ”rn” –> ”nr”, ”dey” (d.e. ”de”), dvs. ”ye” = ”ie” –> ”ey”, ”entschelff” (d.e. ”Enslev”), dvs. ”le” –> ”el”, ”far” (d.e. ”fra”), dvs. ”ra” –> ”ar”, ”fyede breff” (d.e. ”fejdebrev”), dvs. ”ey” = ”ej” –> ”ye”, ”gammel”171 (d.e. ”gamle”), dvs. ”le” –> ”el”, “goyrde” (d.e. “gjorde”), dvs. “yo” –> “oy”, ”gust” (d.e. ”guds”), dvs. ”ts” –> ”st”, “gøyr­ de” (d.e. “gjorde”), dvs. “yø” –> “øy”, ”hadderchel” / ”haderschel” / ”haderschelff” / ”hadersschel” / ”hadersschelff” / “hadderschelff” / ”haddersschel” / ”haddersschelff” / ”hadderss schelf” / ”harschelff” (d.e. ”Haderslev”) dvs. ”le” –> ”el”, ”heyl” (<– ”hyel(p)” = ”hiel(p), d.e. ”hjælp”), dvs. ”ye” = ”ie” –> ”ey”, ”heyt” (d.e. ”hid”), dvs. ”ye” –> ”ey”, ”kalr” (d.e. ”Karl), dvs. ”rl” –> ”lr”, ”keyde” (<– ”kyede” <– ”kiede”, d.e. ”kæde”), dvs. ”ye” –> ”ey”, ”keyre”172 (<– ”kyere” <– ”kiere173” d.e. ”kære”), dvs. ”ye” –> ”ey”, ”matschy” (d.e. ”Matthias” (egtl. ”Ma171 172 173

270

Jensen 1984: 42. (men også i almanakkerne) Jensen 1984: 42, 47.

Jf. Kalkar ”kiere” – opsl. ”Skæmtebroder”.

tis”), dvs. ”tis” –> ”tsi” (skrevet ”tschy”), ”mattiatsch” (d.e. “Matthias”), dvs. “ast” (nemlig “as”) + stumt “t” –> “ats”, ”meyn” (af ”myen”, d.e. ”mien” (altså ”min”)), dvs. ”ie” –> ”ei” (skrevet ”ey”), ”meynne” (d.e. ”mine”), dvs. ”ye” –> ”ey”, ”myen” (d.e. ”mine”, dvs. ”ne” –> ”en”, ”schal” (d.e. ”slå”), dvs. ”la” = ”lå” –> ”al”, „schandelbro“ (d.e. „Skanderborg“), dvs. ”bor“ –> ”bro“, ”schol” (d.e. ”slog”), dvs. ”lo” –> ”ol”, ”scholt” (d.e. ”slot”), dvs. ”lo” –> ”ol”, ”scholstet” (d.e. ”slottet” – se § 4e), ”scholttyt” (d.e. ”slottet”), dvs. ”lo” –> ”ol”, ”schwo­ garre” (d.e. ”Skovsgård”), dvs. ”ow” –> ”wo”, ”soffey” (d.e. ”Sofie”), dvs. ”ye” –> ”ey”, “strassbruch“ (d.e. “Strassburg“), dvs. „ur“ –> „ru“, ”true” (d.e. tysk ”treu”), dvs. ”eu” –> ”ue”, ”walkenbrob” (d.e. Walkendorf”), dvs. ”or” –> ”ro”, ”wey” (d.e. ”vi”), dvs. ”ye” = ”ie” –> ”ey”, ”woebeschelt” (d.e. Fovslet), dvs. ”le” –> ”el”, ”wriss” (d.e. ”Verst”), dvs. ”ir” –> ”ri”, ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), dvs. “lø” –> “øl”, ”wynnersschøl” (d.e. “Vinderslev”), dvs. “lø” –> “øl”.

4d) dysgrafisk metatese II, hvor to tegn, der ikke er nabotegn bytter plads: ”blurlubt” (d.e. ”bryllup”), dvs. ”rul” –> ”lur”, ”hadderffles“ (d.e. „Haderslev“), dvs. “slev“ –> “vles“ (skrevet „ffles“), ”nurdropt” (d.e. ”Nordrup”), dvs. ”ordrup” –> ”urdrop”, ”tesspret” (d.e. ”Testrup”), dvs. ”trep” –> ”pret” (se også § 4e).

4e) dysgrafisk postcipation I, d.e. dysgrafibetinget eftergribelse af et eller flere forudgående tegn, der efterfølgende også vil være placeret på dets / deres rigtige plads i tegnrækkefølgen174; det eftergrebne tegn vil undertiden fortrænge et andet tegn, det ellers ville være kommet til at stå ved siden af (jf. ”bissbent” / ”byssbent”, ”wamderurt” nedenfor) eller – i tilfælde af identitet mellem det eftergrebne tegn og det tegn det skulle stå ved siden af – ”gå i et med” dette tegn (jf. ”ybtrubt” nedenfor).

Alt efter om det postciperede tegn fortrænger et nabotegn eller ej kan eksemplerne i denne paragraf opdeles i en undergruppe 4eI (eksempler på postcipation uden fortrængning af nabotegn) og en undergruppe 4eII (eksempler på postcipation med fortrængning af nabotegn). Samtlige eksempler hørende ind under nærværende paragraf 4e vil være anført nedenfor i alfabetisk rækkefølge, og blive efterfulgt af en opsplitning af samme eksempler i de respektive undergrupper 174 Fænomenet kunne også kaldes progressiv duplikering. På det mundtlige plan kendes det i nudansk fra fejludtaler som [flueblen] for [flueben].

271

4eI og 4eII: ”bissbent” / ”byssbent” (d.e. ”bispen”), dvs. ”bisp” –> ”bispb” eller ”bisbp” –> ”bisb” (skrevet ”bissb” / ”byssb” af F2), ”dunnuss” (d.e. ”Dohna”), dvs. ”ona” –> ”onoa” eller ”onao” –> ”ono” (skrevet ”unnu”), ”fruent symtmer” / ”fruentsymtmer” (d.e. ”fruentimmere” / ”damer”), dvs. ”tymm” –> ”tymtm” (vedr. det noget gådefulde ”s” se videre pkt. 4 under almanakoptegnelse af 13. februar 1583), ”grønnø”, (d.e. ”grønne”), dvs. ”ønne” –> ”ønneø” eller ”ønnøe” –> ”ønnø”, ”ieg meg” (d.e. ”jeg med”, dvs. ”ieg met” –> ”ieg metg” eller ”ieg megt” –> ”ieg meg”, ”kolschab” / ”kolschabt” (d.e. ”Kolsnap”), dvs. ”kolsn” –> ”kolskn” / ”kolsnk” –> ”kolsk” skrevet ”kolsch” (man skal i den forbindelse erindre sig at stavelsesinitialt ”sk” ikke skrives ”sk” af F2, men ”sch”), ”krargelunt” (d.e. ”Kragelund”), dvs. ”ra” –> ”rar”, “rossenhullum“ (d.e. „Rosenholm“), dvs. “ul” –> “ulu”, ”schol­ stet” (d.e. ”slottet”, der vel skal opfattes som ”solstet”, med dysgrafisk metatese I (”lo” –> ”ol”, dvs. *slottet –> *solttet) og postcipation I af ”s” i ”sol”, der bliver til ”sols”, dvs. *slottet –> *solttett –> *solsttet = solstet (skrevet scholstet af F2); ”sigus munduss” (d.e. ”Sigismund”), dvs. ”gus mund” –> ”gus mundus” (skrevet ”gus munduss”).

Man kunne selvfølgelig også antage afsmitning fra latinsk ”Sigmundus”, men mon F2 har kendt denne form?, ”tesspret” (d.e. ”Testrup”), dvs. ”estrup” –> ”estruep” eller ”estreup” –> ”estrep” (se også § 4d), ”wamderurt” (d.e. Vamdrup), dvs. ”rupt” –> ”ruprt” / ”rurpt” –> ”rurt”, ”ybtrubt” (d.e. ”Ibstrup”), dvs. ”trub” –> ”trubt” eller ”trubt” (efter § 8) -> ”trubtt” –> ”trubt”, ”ydych” (d.e. ”i dag” – altså ”ydach”), dvs. ”yda” –> ”ydya” eller ”yday” –> ”ydy”.

Eksemplerne hørende til i undergruppe 4eI er følgende: ”fruent symt­ mer” / ”fruentsymtmer”, ”krargelunt”, “rossenhullum“, ”scholstet” og ”sigus munduss”.

Eksemplerne hørende til i undergruppe 4eII er følgende: ”biss­ bent” / ”byssbent”, ”dunnuss”, ”grønnø”, ”ieg meg”, ”kolschab” / ”kolschabt”, ”tesspret”, ”wamderurt”, ”ybtrubt” og ”ydych”.

Det udlydende ”t” i en række former anført i § 8 som eksempler på F2’sk stumt ”t”, nærmere bestemt ”beguntyst”, ”bisstrubt”, ”crisstyant”, ”ibtrubt”, ”landerubt torbt”, ”lasstrubt”, ”lisstrubt”, ”lostrupt”, ”machstrubt”, ”mattiatsch”, ”osstrubt” / ”ostrubt”, ”schwensstrubt”, ”tuesstrubt”, ”warmtrubt”, ”wranstrubt”, ”wyltrubt” og ”ybtrubt”, lader sig også forklare som resultat af en postcipation I, hvor et ”t” inde 272

i et ord er blevet eftergrebet i ordets udlyd. Et ”crisstyan” kunne på den måde være blevet til ”crisstyant” på skrift (d.e. ”tyan” –> ”tyant”) og et ”ybtrub” (d.e. ”Ibstrup”) til ”ybtrubt” (d.e. ”trub” –> ”trubt”).

4f) dysgrafisk postcipation II, d.e. dysgrafibetinget eftergribelse af et forudgående tegn, der efterfølgende ikke også vil være placeret på sin oprindelige plads i tegnrækkefølgen.

Det eftergrebne tegn vil undertiden fortrænge et andet tegn, det ellers ville være kommet til at stå ved siden af (jf. ”nynt” nedenfor) eller – i tilfælde af identitet mellem det eftergrebne tegn og det tegn det skulle stå ved siden af – ”gå i et med” det (jf. ”schabtynch” nedenfor).

Alt efter om det postciperede tegn fortrænger et nabotegn / går i et med det eller ej kan eksemplerne i denne paragraf opdeles i en undergruppe 4fI (eksempler på postcipering uden fortrængning af nabotegn) og en undergruppe 4fII (eksempler på postcipering med fortrængning af eller ”gåen i et med” nabotegn). Samtlige eksempler hørende ind under nærværende paragraf 4f vil være anført nedenfor i alfabetisk rækkefølge, og blive efterfulgt af en opsplitning af samme eksempler i de respektive undergrupper 4fI og 4fII: ”battussent” (d.e. ”badstuen”), dvs. ”stuen” –> ”tusen” (skrevet ”tussen” + stumt ”t”), ”haderscheffl” / ”haddersscheffl” / ”hadderschef­ fl” (d.e. ”Haderslev”), dvs. ”lev” –> ”evl” (skrevet ”effl”), ”ibprubt”, (d.e. ”Ibstrup”), dvs. ”trub” -> ”rubt”, ”nynt” (d.e. ”Nim”), dvs. ”Nimt” (d.e. ”Nim” + stumt ”t”) -> ”Nimnt” eller ”Ninmt” -> ”Nint” (skrevet ”Nynt”), ”schabtynch” (d.e. ”snapsting”), dvs. ”schnabtynch” –> ”schabtynch” (der kunne have stået ”tynnch” til sidst, men det er så bare blevet til et ”n”175).

Eksemplerne hørende til i undergruppe 4fI er følgende: ”battussent”, ”haderscheffl” / ”haddersscheffl” / ”hadderscheffl” og ”ibprubt”.

Eksemplerne hørende til i undergruppe 4fII er følgende: ”nynt” og ”schabtynch”.

Det udlydende ”t” i formen ”ibprubt” lader sig også forklare som et F2’sk stumt ”t” og formen er derfor også anført i § 8 som eksempel på et ord forsynet med F2’sk stumt ”t”.

175 Der kunne også være tale om en dissimalation, hvor et af to ”n”’er falder bort, som antydet i pkt. 1 til almanakoptegnelse af 13. januar 1587 (se Christensen 2023 under denne dato).

273

§ 5) F2’s anvendelse af tegnet ”a” svarende til nudansk ”å” (evt. skrevet ”o” men udtalt som ”å”): ”abenrae” (d.e. ”Åbenrå”), ”aed” (d.e. ”spiste”), ”aker” (d.e. Åkær”), ”apae” (d.e. ”på”), ”arre” (d.e. ”åre”), ”at” (d.e. ”spiste”), ”besae” (d.e. ”besigtigede”), ”classhønbar” (d.e. ”Claus Hønborg”), ”far” (d.e. ”for”), ”farlich” (d.e. ”forligt”), ”farlige” (d.e. ”forlige”), ”far schre­ wyt” (d.e. ”forskrevet” = ”indbudt skriftligt”), ”farlych” (d.e. ”forligt”), ”farløsst” (d.e. ”forløst), ”farschre” (d.e. ”indbød skriftligt” / ”inviterede”), ”fartynchget” (d.e. ”lejede”), ”far wden” (d.e. ”undtagen”), ”gae” (d.e. ”gå”), ”gar” (d.e. ”gård”), ”gar … ant” (d.e. ”begynder” / ”starter”), ”gyeftemal” (d.e. ”giftermål”), ”hawerbergar” (d.e. ”Havreballegård”), ”hogar” (d.e. “Hovgård”), “hønbar” (d.e.

“Hønborg”), ”kalbue gar” (d.e. ”Kalbygård”),”lae” (d.e. ”lå”), ”nue ar” (d.e. ”Nyår”), ”nuebar” (d.e. ”Nyborg”), ”nue gar” / ”nuegar” (d.e. ”Nygård”), ”och sae” / ”ochsae” (d.e. ”også”), ”pa” / ”pae” / ”pao” (d.e. ”på”), ”radet” (d.e. ”rådet”), ”rae hussit” / ”raehussyt” (d.e. ”rådhuset”), ”raet” (d.e. ”rådet”), ”raet” (d.e. ”råder”), ”raet­ hust” / ”rahuss” (d.e. ”rådhuset”), ”ruegar” (d.e. ”Rygård”), ”rugar” (d.e. ”Rugård”), ”sae” (d.e. ”så”), ”schal” (d.e. ”slå”), ”schossgar” (d.e. ”Skovsgård”), ”schwogarre” (d.e. ”Skovsgård”), ”stachgar” / ”stass­ gar” (d.e. ”Stadsgård”), ”torrubt gar” (d.e. Tårupgård”), ”warmtrubt” (d.e. ”Ormstrup”), ”war” (d.e. ”vor”), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”øsster gar” (d.e. ”Østergård”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”gard” (d.e. ”gård” – opsl. ”Bolskyld”), ”huar” (d.e. ”hvor” – opslag ”Ås”), ”huar for” (d.e. ”hvorfor” – opslag ”Tænke”), ”nar” (d.e. ”når” – opslag ”Arveøl”), ”pa” (d.e. ”på” – opsl. ”På”), ”sar” (d.e. ”sår” – opslag ”Rød(d)e”).

Se videre under § 23. § 6) F2’s anvendelse af tegnet ”u” svarende til nudansk ”y”: ”barbue” (d.e. ”Barby”), ”begunne” (d.e. ”begynde”), ”begunt” (d.e. ”begyndt”), ”begunte” / ”beguntte” (d.e. ”begyndte”), ”beguntyst” (d.e. ”begyndte”), ”blurlubt” / ”brullubt” (d.e. ”bryllup”), ’’bue’’ (d.e. ”by”), ”butte” (d.e. ”byttede”), ”durre hawen” (d.e. ”dyrehaven”), ”furbøder” (d.e. ”fyrbøder”), ”gullenster” (d.e. Gyldenstierne”), ”gullynch” (d.e. Gylling”), ”hullynch” (d.e. ”hyldning”), ”hullit” (d.e. ”hyldet”), ”kalbue gar” (d.e. Kalbygård”), ”knudts bue” (d.e. ”Knudsby”), ”kollesue” (d.e. ”koldesyge”), “nue“ (d.e. “nye“), ”nue ar” (d.e.

274

”Nyår”), ”rue” (d.e ”Rye”), ”nuebar” / ”nuebor” (d.e. ”Nyborg”), ”nue gar” / ”nuegar” (d.e. ”Nygård”), ”ruegar” (d.e. ”Rygård”), ”schude” (d.e. ”skyde”), ”turkenstur” – begge ”u”-er (d.e. ”tyrkenstyr” = ”tyrkerskat”), ”such” (d.e. ”syg”), ”sue” (d.e. ”syge” = ”sygdom”), ”true­ gewel” (d.e. ”Tryggevælde”)176, ”tuesstrubt” (d.e. “Sønder Tyrstrup”), ”tussche” (d.e. ”tyske”), ”walbue” (d.e. ”Valby”), ”wynbue holt” (d.e. ”Vindbyholt”).

Jf. tilsvarende hos Kalkar ”begunte” (d.e. ”begyndte” – opslag ”Begynde”), ”hulleth” / ”hullet” (d.e. ”hyldet” – opsl. ”Hylde”), ”niude” (d.e. ”nyde” – opslag ”Njude”). § 7) F2’s anvendelse af tegnet ”e” svarende til nudansk ”æ”: ”aker” (d.e. Åkær”), ”begger” (d.e. ”bæger”), ”brende” (d.e. ”brændte”), ”elsste” / ”elste” (d.e. ”ældste”), ”erre” / ”ere” (d.e. ”ære”), ”essent bech” (d.e. ”Essenbæk”), ”gesst” / ”gest” (d.e. ”gæst”), ”glambe[k]” (d.e. ”Glambæk”), ”help” (d.e. ”hjælp”), ”hengde” (d.e. ”hængte”), ”henchge” (d.e. ”hænge”), ”herremen” / ”herrement” (d.e. ”herremænd”), ”heyl” (d.e. ”hjælp”), ”høssment” (d.e. ”høvedsmænd / befalingsmænd”), ”keyde” (<– ”kyede” <– ”kiede”, d.e. ”kæde”), ”keyre” (<– ”kyere” <– ”kiere”, d.e. ”kære”), ”købment” (d.e. ”købmænd” – det sidste ”t” er F2’s stumme ”t”), ”lesse” (d.e. ”læse”), ”lest” (d.e. ”læst”), ”nessduch” (d.e. ”næsedug”), ”preset­ tor” (d.e. ”præceptor”), ”scherrubt” (d.e. ”Skærup”), ”schwerre” (d.e. ”sværge”), ”sel” (d.e. ”sjæl”), ”sonneprest” (d.e. ”sognepræst”), ”truegewel” (d.e. ”Tryggevælde”), ”vnder presebtor” (d.e. ”underpræceptor”), ”werre” (d.e. ”være”).

Jf. Kalkar ”herremendenes” (d.e. ”herremændenes” – opsl. ”Herremand”), ”kiere” (d.e. ”kære” – opslagsord ”Skemtebroder”), ”lese” (d.e. ”læse” – opsl. ”Langfridag”), ”lesse” (d.e. ”læse” – opsl. ”Testamente”), ”lest” (d.e. ”læst” – opsl. ”Kopi”), ”nere” (d.e. ”nære” – opsl. ”Klædebolag”), ”sjel” (d.e. ”sjæl” – opsl. ”Øverste”), ”vere” (d.e. ”være” – opsl. ”Brudtymmerske”), ”werre” (d.e. ”være” – opsl. ”Uforhuggen”), ”werre” (d.e. ”værre” – opsl. ”Undskyldig”). § 8) F2’s anvendelse af udlydende eller (i sammensætninger – men sjældent) forledsudlydende ”t”, som repræsenterer det i hans ortografi meget hyppigt brugte stumme ”t” der undertiden ses placeret efter konsonanter, nærmere bestemt ”b”, ”d”, ”g” (i formen ”ch”), 176 Se også § 49 og pkt. 1 til almanakoptegnelse af 1. september 1584 i Christensen 2023.

275

”m”, ”n”, ”p”, ”r”, ”s”177: Udlydende: ”adellent” / ”aldelent” (d.e. ”adelen”), ”ament” (d.e. ”amen”), “annerubt“ (d.e. „Anderup“), ”ant” (d.e. ”an-”), ”arranny­ gent” (d.e. ”Oraniens”), ”assent” (d.e. ”Assens”), ”ballerubt” (d.e. ”Ballerup”), ”battussent” (d.e. ”badstuen”), ”beguntyst” (d.e. ”begyndte”), ”bissbent” (d.e. ”bispen” / ”biskoppen”), ”bisstrubt” (d.e.

Bistrup”), ”blurlubt” / ”brullubt” (d.e. ”bryllup”), ”byssbent“ (d.e. ”bispen”), ”crisstyant” (d.e. ”Christian” / ”Kristian”), ”dent” (d.e. ”den”), ”derrist” (d.e. ”deres”), ”drent” (d.e. ”dreng”), ”eert” (d.e. ”Ejer”), ”ent” (d.e. ”en”), ”ert” (d.e. ”er”), ”førrist” (d.e. ”føres”), ”gar … ant” (d.e. ”begynder” / ”starter”), ”gost” (d.e. ”gods”), ”hant” (d.e. ”han”), ”hanssent” (d.e. ”Hansen”), hawent” (d.e. ”haven”), ”hawert” (d.e. ”haver”), ”helhobt” (d.e. ”hel hoben”), ”hent” (d.e. ”hen”), ”herre­ ment” (d.e. ”herremænd”), ”hobist” (d.e. ”håbes”), ”holgerssent” (d.e. ”Holgersen”), ”hust” (d.e. ”hos”), ”hust” (d.e. ”hus”), ”hyemt” (d.e. ”hjem”), ”hønburt” (d.e. ”Hønborg”), ”høssment” (d.e. ”høvedsmænd / befalingsmænd”), ”iacht” (d.e. ”jagt”178), ”ibprubt” / ”ibtrubt” (d.e. ”Ibstrup”), ”igent” (d.e. ”igen”), ”ienssent” (d.e. ”Jensen”); ”kar­ rubt” (d.e. ”Karup”), ”keyserrent” (d.e. ”kejserens”), ”kollent” (d.e. ”Køln”), ”kolschabt” (d.e. ”Kolsnap”), ”krogerubt” (d.e. ”Krogerup”), ”kurlant” (d.e. ”Kurland”), ”købment” (d.e. ”købmænd”), ”landerubt torbt” (d.e. ”Landbytorp”), ”lasstrubt” (d.e. ”Loverstrup”), ”last” (d.e. personnavnet ”Las”), ”lenssmant” (d.e. ”lensmand”), ”lent” (d.e. ”len”), ”lisstrubt” (d.e. ”Lystrup”),”lostrupt” (d.e. ”Loverstrup”), ”løbt” (d.e. ”løb”), ”machstrubt” (d.e. ”Magstrup”), ”mattiatsch” (d.e. “Matthias”), dvs. “ast” (nemlig “as”) + stumt “t” –> “ats” (§ 4c), ”menst” (d.e. ”men”), ”mint” (d.e. ”min”), ”munssent” (d.e. ”Mogensen”), ”mynt” (d.e. ”min”), ”myssent” (d.e. Meissen”), ”nimt” (d.e. ”Nim”), ”nordrubt” / ”nurdrobt” (d.e. ”Nordrup”), ”nymt” / ”nynt” (d.e. ”Nim”), ”osstrubt” / ”ostrubt” (d.e. ”Oustrup”), ”prinssent” (d.e. ”prinsen”), ”rast” (d.e. ”Rask”), ”sachsent” / ”schachsent” (d.e. ”Saksen” / ”Sachsen”), ”scherrubt” (d.e. ”Skærup”), ”schwensstrubt” (d.e. ”Svenstrup”), ”schybt” (d.e. ”skibe”), ”sellerubt” (d.e. ”Sellerup”), ”sent” (d.e. seng), ”sont” (d.e. ”søn), ”strassburt” (d.e. “Strassburg”), ”sumt” (d.e. ”som” / ”hvor”), ”swerubt” (d.e. “Sverdrup”), ”sy­ chgemunt” (d.e. ”Sigismund”), ”symment” (d.e. Simon”), ”synt” (d.e.

177 Da det stumme ”t” hos F2 udelukkende forekommer efter konsonanter kan denne omstændighed med rimelighed tages som bevis for at F2 har været bevidst om forskellen på vokaler og konsonanter.

178 Hvis formen er substantivet ”iach” + stumt ”t”.

276

”sin”), ”sønt” (d.e. ”søn”), ”terrobt” (d.e. ”Viby Terp”), ”tollent” (d.e. ”tolden”), ”torubt” (d.e. ”Tårup”), ”torrubt gar” (d.e. ”Tårupgård”), ”tubberubt” (d.e. ”Tubberup”), ”tuesstrubt” (d.e. “Sønder Tyrstrup”), ”tument” (d.e. ”Tumen” eller lignende – ukendt tilnavn), ”tyedt” (d.e. ”tid”), ”vdent” (d.e. ”med undtagelse af”), ”vndt” (d.e. tysk ”und”), ”vrrubt” (d.e. ”Urup”), ”wambrut” / ”wamderobt” / ”wamderubt” / ”wamderurt” / ”wamdrubt” (d.e. ”Vamdrup”), ”warmtrubt” (d.e. ”Ormstrup”), ”weent” (d.e. ”vejen”), “wmd” / ”wmdt” (d.e. ”om”), ”wranstrubt” (d.e. “Vrangstrup” ?), ”wyltrubt” (d.e. ”Vilstrup”), ”ybtrubt” (d.e. ”Ibstrup”), ”ygent” (d.e. ”igen”); Forledsudlydende: ”dest lygesste” (d.e. ”deslige” / ”desuden”), ”ent nu” (d.e. ”endnu”), ”essent bech” (d.e. ”Essenbæk”), ”harwer bert

Tilskrift ved F2 i udateret postscriptumkoncept fra 1586 eller 1587, placeret i Kristoffer Valkendorfs privatarkiv på Rigsarkivet. Dokumentet er et fint eksempel på, hvor grundigt F2 kunne gå til værks i kancelliarbejdet ved – som her – selv på skrift at kommentere en sag på konceptniveau.

Teksten lyder “hant ert goet ent nu wmd hant wyl bliwe so sum ieg hobist tyl och noch ert sorrit apae” (“han er stadig god dersom han vil blive som jeg håber på og han fremdeles er svoret til”).

Bemærk den velkendte “pil op”-markør, mellem “wmd” og “wyl”, der angiver at det opr. glemte, nu ovenover linjen placerede “hant”, skal indsættes her.

De enkelte ord i tilskriften vil blive omtalt i paragrafferne 1, 2a, 2b, 3, 8, 9, 10, 11, 14, 22, 23 III, 27b, 33 og 40 i nærværende afsnit.

277

gar” (d.e. ”Havrebjerggård”, som er en sammensætnning af ”Havrebjerg + gård”), ”rossentkrans” (d.e. ”Rosenkranz”, som er en sammensætning af ”Rosen + krans”), ”rossentspar” (d.e. ”Rosensparre”), ”turkent schat” (d.e. ”tyrkerskat”).

Jf. også tyske F2-eksempler som ”dyst”179 (d.e. ”dies”), ”no[r]we­ gent”180 (d.e. ”Norwegen”) og ”vndt”181 (d.e. ”und”).

Anvendelsen af det stumme ”t” er ikke på nogen måde gennemført konsekvent, jf. følgende modeksempler fra Almanakkerne uden stumt ”t”: ”aed” (d.e. ”åd”), ”help” (d.e. ”hjælp”), ”helsynch ør” (d.e. ”Helsingør”), ”iachkob” (d.e. ”Jakob”), ”iellynch” (d.e. ”Jelling”), ”kam” (d.e. ”kom”), ”kongen” (d.e. ”kongen”), ”yeronimus” (d.e. ”Jeronimus”).

En sjælden gang anvender F2 stumt ”d” i stedet for ”t”, evt. ”d” suppleret med et ”t”, jf. ”wmd” (d.e. ”om”) og ”wmdt” i Almanakkerne.

Det stumme ”t” er et af de mest karakteristiske træk ved F2’s retskrivning.

Han kan muligvis være blevet inspireret til denne ”grille” af skrivemåder med ”t” / ”tt” efter ”d” i ældre dansk, jf. fra Kalkar 1976 ”grundtt” (d.e. ”grund” – opsl. ”Egen”), ”Gudt” (d.e. ”Gud” – opsl. ”Sejerstegn”), ”handt” (d.e.”han” – opsl. ”Løfte”), ”heffdt” (d.e. ”hævd” – opsl. ”Hævd”), ”landt” (d.e. ”land” – opsl. ”Eme(de)n”, jf. tilsvarende i stednavnene ”Siellandt” – opsl. ”Land”, ”Nørrejudtlandt” – opsl. ”Landfæst”), ”stodtt” (d.e. ”stod” – opsl. ”Egen”) og ”werdt” (d.e. ”værd” – opsl. ”Købmandsvåre”).

Indlydelse fra tilsvarende og lignende skrivemåder i datidens tysk i f.eks. ”todt” (d.e. ”Tod”) eller ”lebent” (d.e. ”Leben”) kan vel også have gjort sig gældende. Dronning Sofie benyttede også efterhængte ”t”’er, jvf. hendes egenhændige tilskrift af sit valgsprog 2 i et af DKBK’s eksemplarer af Etliche Psalme 1586 på bagsiden af det løse forsatsblad lydende ”Es komtt alles von godt glück vnd vnglücke armutt vnd reichthum das lebentt vnd der dott” med ekstra ”t” i ”lebentt” (d.e. ”Leben”) (se ill. side 279).

F2 har næppe på noget tidspunkt udtalt sine ”t”-er, udover hvor det måske spøgefuldt har været tilrådeligt, jf. følgende eksempler med 179 180 181

278

I dedikation til Gert Rantzau i eksemplar af Etliche Psalme 1586.

I tilskrift i eksemplar af Etzliche Psalmen 1585.

I dedikation til Gert Rantzau i eksemplar af Etliche Psalme 1586.

Dronning Sofies egenhændige tilskrift af sine valgsprog 1 og 2 i et af DKBK’s eksemplarer af Etliche Psalme 1586 på bagsiden af det løse forsatsblad lydende ”godt vor lest die seinen nicht // Sophia konigin zu denemarcken wittwe” (valgsprog 1 omgivet af dobbelte ulvekroge) og ”Es komtt alles von godt glück vnd vnglücke armutt vnd reichthum das lebentt vnd der dott” med ekstra ”tt”’ i ordet ”lebentt” (< *Leben). Dronning Sofies enkestand markeres af korset mellem ”15” og ”88”.

udtalt såkaldt parasitisk182 ”t” fra senere dansk: ”Hillement” af ”Hillemænd” hos Holberg eller den nudanske spøgefulde udtale af adverbiet ”såmænd” som [såmænt] (undertiden sågar stavet ”såmændt”).

F2’s anvendelse af det stumme ”t” bringer mindelser om anvendelsen af det udlydende ’’ъ’’ – hårdt tegn – i ældre russisk efter udlydende hårde konsonanter i ord, der er indlånt i russisk som konsonantisk udlydende mange hundrede år efter at det oprindelige udlydende russiske vokaliske ”ъ” var forstummet og blot pr. tradition århundrede efter århundrede blev indterpet og skrevet til ingen verdens nytte 182 Udtrykket ”parasitisk” (undertiden også kaldet ”uorganisk”) om et efterstillet udtalt udlydende [t] har jeg fra tysk fonetik. I tysk har sådanne ”t”-er udviklet sig langt frodigere end i dansk, jf. følgende eksempler med udtalt [t] (evt. skrevet ”d”) efter ”n”: nyhøjtysk ”niemand” af middelhøjtysk ”nieman”, nyhøjtysk ”vollends” (med adverbielt ”s” efter [t]) af ældre nyhøjtysk ”vollend” af middelhøjtysk ”vollen”) og nyhøjtysk ”meinetwegen” af ældre nyhøjtysk ”meinentwegen” af middelhøjtysk ”(von) mînen wegen”; parasitisk ”t” ses i tysk også efter ”s”, jf. nyhøjtysk ”Obst” af middelhøjtysk ”obez”, nyhøjtysk ”Papst” af middelhøjtysk ”bâbes” og nyhøjtysk ”selbst” af middelhøjtysk ”selbes” (Hammerich 1934: 144145 ).

279

helt op til 1918, jf. blot låneord fra engelsk og fransk fra 1700- og 1800-tallet som: вокзалъ (d.e. ”banegård” af engelsk ”Vauxhall”), балконъ (d.e. ”balkon” af fransk ”balcon”), мармеладъ (d.e. ”marmelade ”af fransk ”marmelade”), мотивъ (d.e. ”motiv” af fransk ”motif”), паспортъ (d.e. ”pas” af fransk ”passeport”) og керосинъ (”petroleum” af amerikansk-engelsk ”kerosene”), der aldrig nogen sinde i oprindelsessprogene har udlydt på noget vokalisk element, der kunne give anledning til opkomsten af noget hverken udtalt eller stumt ”ъ” i russisk.

Det udlydende ”t” i en del af ovenstående eksempler, nærmere bestemt ”beguntyst”, ”bisstrubt”, ”crisstyant”, ”ibprupt” / ”ibtrubt”, ”landerubt torbt”, ”lasstrubt”, ”lisstrubt”, ”lostrupt”, ”machstrubt”, ”mattiatsch”, ”osstrubt” / ”ostrubt”, ”schwensstrubt”, ”tuesstrubt”, ”warmtrubt”, ”wranstrubt”, ”wyltrubt” og ”ybtrubt”, lader sig også forklare på helt anden vis, nemlig som resultat af en postcipation I eller II, hvor et ”t” inde i et ord er blevet eftergrebet i ordets udlyd. Et ”crisstyan” kunne på den måde være blevet til ”crisstyant” på skrift. Det kan vel ikke afvises at opkomsten af sådanne eventuelle eftergrebne ”t”’er kan have ført med sig eller have medvirket til at også former, hvor sådanne postcipationer ikke var en mulighed (dvs. ”t”-løse former) pr. analogi er blevet forsynet med et udlydende ”t”. § 9) F2’s anvendelse af tegnet ”o” svarende til nudansk ”å”: ”bode” / ”boe” (d.e. ”begge” / ”både”), ”foet” (d.e. ”fået”), ”ho­ bist” (d.e. ”håbes”), ”loe” (d.e. ”lå”), ”molte” (d.e. ”målte”), ”pao” / ”po” (d.e. ”på”), ”schonniger” (d.e. ”skåninger”), ”so” (d.e. ”så” / ”således”), ”torubt” (d.e. ”Tårup”), ”torrubt gar” (d.e. ”Tårupgård”), ”woet” (d.e. ”våd”), ”wroe” (d.e. ”Vrå”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”po” (d.e. ”på” – opsl. ”Fodgryde”), ”sso” (d.e. ”så” – opsl. ”Så”), ”tofil” (d.e. ”korsurt” – opsl. ”Tåfil”). Jf. endvidere SkT 1: 419b ”paa wor Gord Bistrup” (d.e. ”gård”). Omvendt kan man så også i ældre dansk møde ”å” anvendt i stedet for ”o”, hvor ”o” udtales som ”å”, jf. dateringen ”Schreffuidt paa waar gaard wdj Lund thend xix. Dag Jullij. Aar Mdlxxxiiij” (SjT 15: 353b). § 10) F2’s anvendelse af tegnet ”u” svarende til nudansk ”o”: ”bruder” (d.e. ”broder”), ”buer” / ”bur” (d.e. ”bor”), ”bur” (d.e. ”bord”), ”bur” / ”burt” (d.e. ”bort”), ”dunnuss” (d.e. ”Dohna”), ”fur­ stendum” (d.e. ”fyrstendømme”), ”guss” (d.e. ”gods”), ”gustbur” 280

(d.e. ”Gudsbord” / ”Alters”), ”huss” / ”hust” (d.e. ”hos”), ”hønburt” (d.e. ”Hønborg”), ”kumme” (d.e. ”komme”), ”kunne” (d.e. ”kone”), ”muder” (d.e. ”svigermoder”), ”munssen” / ”munssent” (d.e. ”Mogensen”), “rossenhullum“ (d.e. „Rosenholm“), ”suer” (d.e. ”Sorø), ”sum” / ”sumt” (d.e. ”som”), ”sum” / ”sumt” (d.e. ”hvor”), ”sur” (d.e. ”Sorø), ”tu” / ”tue” (d.e. ”to”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”burghere” (d.e. ”borgere” – opsl. ”Købsvend”), ”kum” (d.e. ”kom” – opsl. ”Rosen(s)gård”), ”thær sum” (d.e. ”dersom” – opsl. ”Som, bio.”). § 11) F2’s anvendelse af tegnet ”w” som konsonant svarende til nudansk ”v”: ”bewillit” / ”bewyllit” (d.e. ”bevilgede”), ”bliwe” (d.e. ”blive”), ”blywer” (d.e. ”bliver”), ”brewe” (d.e. ”breve”), ”dawit” / ”dawitt” (d.e. ”David”), ”durre hawen” (d.e. ”dyrehaven”), ”far schrewyt” (d.e. indbudt skriftligt”), ”grewe” (d.e. ”greve”), ”grewer” (d.e. ”grever”), ”gywe” (d.e. ”give”), ”hawe” (d.e. ”have”), ”hawen” / ”hawent” (d.e. ”haven”), ”hawer” / ”hawert” (d.e. ”har”), ”harwer bert gar” / ”ha­ werbergar” / ”hawerber gar” (d.e. ”Havreballegård”), ”hellewat” (d.e. ”Hellevad”), ”lant grewen” (d.e. ”landgrevens”), ”lewer” (d.e. ”lever”), ”lowet” / ”lowett” (d.e. ”lovet”), ”margrewen” (d.e. ”markgreven”), ”nawer” (d.e. ”Navarra”), ”ower” (d.e. ”over”), ”ower ant wort“ (d.e. “overdraget“), ”palgrewen” / ”palssgrewen” / ”palss grewen” / ”palssgrewyss” (d.e. ”pfalzgreven” / ”pfalzgreve(n)s”), ”rewentlo” (d.e. ”Reventlow”), “rewsøe” (d.e. “Revsø”), ”schrewyt” (d.e. ”skrevet”), ”schwensstrubt” (d.e. ”Svenstrup”), ”schwerich” / ”schwerrich” (d.e. ”Sverige”), ”solwych” (d.e. ”Solvig”), ”schwar” (d.e. ”svar”), ”schwerre” (d.e. ”sværge”), ”swerrich” (d.e. ”Sverige”), ”schwogarre” (d.e. ”Skovsgård”), ”schwogger” (d.e. ”svoger”), ”selwer”, d.e. ”selv”, ”swerubt” (d.e. “Sverdrup”), ”thwyllum” (d.e. ”Tvilum”), ”truegewel” (d.e. ”Tryggevælde”), ”walkenbrob” (d.e.

Valkendorf”), ”walbue” (d.e. ”Valby”), ”wambrut” / ”wamderobt” / ”wamderurt” / ”wamdrubt” (d.e. ”Vamdrup”), ”wan” (d.e. ”vand”), ”war” (d.e. ”vores”), ”war” (d.e. ”var”), ”warmtrubt” (d.e. ”Ormstrup”), ”wartto” (d.e. ”Vartov”), ”weent” (d.e. ”vejen”), “welle” (d.e.

“Vejle”), ”wenne” (d.e. ”vegne”), ”werløe” / ”werløeff” (d.e. ”Vejerslev”), ”werre” (d.e. ”være”), ”wet” (d.e. ”ved” – verbum), ”wet” (d.e. ”væddet” – verbum), ”wey” (d.e. ”vi”), ”wille” (d.e. ”ville”), ”woet” (d.e. ”våd”), ”wor” (d.e. ”hvor”), ”wor” (d.e. ”vor”), ”wordan” (d.e. ”hvordan”), ”worrenbor” (d.e. ”Vordingborg”), “wranstrubt” (d.e.

281

“Vrangstrup” ?), ”wriss” (d.e. ”Verst”), ”wroe” (d.e. ”Vrå”), ”wybor” (d.e. ”Viborg”), “wye” (d.e. “vi”), ”wyebor” (d.e. ”Viborg”), ”wye­ tyl” (d.e. ”vi til”), ”wyl” (d.e. ”vil”), ”wylle” (d.e. ”ville”), ”wyltrubt (d.e. “Vilstrup”), ”wyn” (d.e. ”vin”), ”wynbue holt” (d.e. ”Vindbyholt”), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”wynnersløff” / ”wynnersschøl” / ”wynnerssløff” (d.e. ”Vinderslev”), ”wynnynch” (d.e. ”Vinding”), ”wynsemt” (d.e. ”Vincent”), ”wyrss” / ”wyrst” (d.e. ”Verst”), ”wyssynch” (d.e. “Vissing”), “wyt” (d.e. “ved”); Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”hawe” (d.e. ”have” – opsl. ”Drøvelighed”), ”lowe” (d.e ”love” – opsl. ”Stadug”), ”war” (d.e. ”var” – opsl. ”Krantevorn”), ”wille” (d.e. ”ville” – opsl. ”Knage”), ”wor” (d.e. ”vores” – opsl. ”Uslighed”). § 12) F2’s anvendelse af ”den” / ”det” / ”de” som bestemt artikel foran – ikke nødvendigvis umiddelbart foran – substantiv, jf. ”ydach bewillit dye holsster den turkent schat”, ”ydach hadde ieg dye mechkelbor tyl gest”, ”och mint soffye dye mechkelbor fruent symtmer”, ”och dye mechkelbor och sae”, ”den byssbent aff kollens sennebut”, ”samme dach dro den pol bur igen”, ”ydach dro den missner burt igent”, ”och ieg hadde den kollesue”, ”samme dach gych den handelss dach y mellum mint broder och mech wmdt det gost pae alss och arre”, ”ydach hadde ieg dye holsster raet tyl gest”, ”dye holsste raet bleff der ygent”, ”samme fych den gesantter hans affschet”, ”wmdt den sel­ lass y norrich”, ”samme dach schre ieg dye rosstochker it fyede breff tyl”, ”ieg hadde den kollesue” (hvis ikke der står ”ieg hadde den kolle sue”), ”ydach hørtte ieg den gesantter”, ”ydach hadde ieg dye hols­ ster tyl gest”, ”wmdt den hertzuch aff koeberch”, ”samme dach hadde ieg den margrewen gesant tyl gest”, ”ydach kam dye rostochker gesantter heyt”, ”samme dach dro den fan anbach gesanter burt”, ”ydach fych dye mechkelbor derriss beschet”, ”ydach schol ieg den fanne pae stanchgen”, ”ydach gorde ieg toch orden met dye schon­ niger”, ”samme dach dro dey grewer fra mech ygen”, ”ydach hørtte ieg den palssgrewyss gesantter”, ”ydach hørtte ieg den gesantte”, ”y dach fych dye schotter derrist affschet” Jf. som parallel hertil ODS-belæggene ODS ”Leer ej her om Dagen den Sol paa Himlen blaa?” (Blicher); ”Man saae ham længe grunde; | Den Herre tænkte paa, | Hvorledes … )” (Oehlenschläger) (opsl. I ODS under ”den” 10.1), samt fra Christian Winthers ”Hjortens Flugt”: ”Den Møller og hans Datter // Bar gjennem Døren trang // De brusende Stængler // Med deres Rigdom paa”, ”Den Møller da heel venligt // 282

Imøde ham gik” og ”Da rakte man den Sanger // Baade Mad og Drikke nok”.

F2’s eksempler ligner mest af alt germanismer.

En sjælden gang ses en ubestemt form også anvendt som bestemt form, jf. ”samme kam ent gesant fra hertzuch aff parma”, hvor ”hertzuch”må oversættes ”hertugen” og ”ydach ert alle adel far schrewyt y lantto holssten och furstendum”, hvor ”furstendum” må oversættes ”fyrstendømmet”. § 13) F2’s anvendelse af tegnfølgen ”sch” svarende til nudansk ”s” ’’entschelff’’ (d.e. ”Enslev”), ”haderscheffl” / ”hadersscheff” / ”ha­ derschel” / ”haderschelff” / ”hadersschel” / ”hadersschelff” / ”ha­ dersschlff huss” / “hadderschelff” / ”haddersscheff” / ”hadders­ scheffl” / ”haddersschel” / ”haddersschelff” / ”hadderss schelf” / ”hadderscheffl” / ”harschelff” (d.e. ”Haderslev” / ”Haderslevhus”), ”matschy” (d.e. ”Matthias”, egtl. ”Matis”), ”mattiatsch” (d.e. “Matthias”), ”schabtynch” (d.e. ”snapsting”), ”schachsent” (d.e. ”Saksen” / ”Sachsen”), ”schal” (d.e. ”slå”), ”schol” (d.e. ”slog”), ”scholt” (d.e. ”slot”), ”scholstet” (d.e. ”slottet”), ”scholttyt” (d.e. ”slottet” med dysgrafisk metatese I (”ol” –> ”lo”)), ”schwar” (d.e. ”svar”), ”schwens­ strubt” (d.e. ”Svenstrup”), ”schwerich” (d.e. ”Sverige”), ”schwerre” (d.e. ”sværge”), ”schwerrich” (d.e. ”Sverige”), ”schwogger” (d.e. ”svoger”), ”woebeschelt” (d.e. Fovslet), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”wynnersschøl” (d.e. “Vinderslev”).

Tegnforbindelsen ”sch” for ”s” har F2 måske ladet sig inspirere af fra tysk, der opviser tegnfølgen ”sch” i flere af de etymologisk beslægtede ord, der på dansk har ”s”: ”Schweden”, ”Schwager”, ”Schloss”. § 14) F2’s anvendelse af tegnet ”t” eller digrafen ”tt” svarende til nudansk ”d”: ”affschet” / ”aff schet“ (d.e. ”afsked”), ”at” (d.e. ”ad” = ”mod”), ”at” (d.e. ”spiste”), ”bat” (d.e. ”bad” – præteritum af ”bede”), ”batte” (d.e. ”badede”), ”battussent” (d.e. ”badstuen”), ”beschet” (d.e. ”besked”), ”but” (d.e. ”bud”), ”dawit” / ”dawitt” (d.e. ”David”), ”dyet” (d.e. ”did”), ”døet”, d.e. ”død” – præteritum participium passiv), “elherrit” (d.e. “Elbo Herred”), ”fat” (d.e. ”fad”), ”fochget” (df.e. ”foged”), ”goet” (d.e. ”god”), ”got” (d.e. ”god”), ”gut” (d.e. ”Gud”), ”gust” (d.e. ”guds”), ”hellewat” (d.e. ”Hellevad”), ”herress foch­ 283

get” (d.e. ”herredsfoged”), ”herrit” (d.e. ”herred”), ”heyt” / ”hiet” / ”hyet” (d.e. ”hid”), ”holboherrit” (d.e. ”Holbo Herred”), ”ianguet”” (d.e. ”Engetved”), ”intden” (d.e. ”inden” – ”td” = ”dd”), ”kut” (d.e. ”Knud”), ”konstet” (d.e. “Kongsted”), ”krargelunt” (d.e. ”Kragelund”), ”lant grewen” (d.e. ”landgrevens”), ”lantbue tor” (d.e. “Landbytorp”), ”loet” / “lot” (d.e. “lod” af “lade”), ”lunt” (d.e. ”Lund”), ”maet” (d.e. ”mad”), ”mangfelt” (d.e. ”Mansfeld”), ”met” (d.e. ”med”), ”pesstet” / ”pestet” (d.e. ”Pjedsted”), ”raet” (d.e. ”råd” / ”råder”), ”raethust” (d.e. ”rådhuset”), ”rosstet” (d.e. ”Roost”), ”rynchstet”, d.e. ”Ringsted”), ”sennebut” (d.e. ”sendebud”), ”vt” / ”vtt” (d.e. ”ud”), ”wet” (d.e. ”ved” – verbum), ”woet” (d.e. ”våd”), ”wyt” (d.e. ”ved”), ”østet” (d.e. ”Østed” – fejlskrivning for ”Øsby”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”køt” (d.e. ”kød” – opsl. ”Vo[a]rte”), ”køtt” (d.e. ”kød” – opsl. ”Målsmad”), ”met” (d.e. ”med” – opsl. ”Indmåde”), ”mett” (d.e. ”med” – opsl. ”Klem”), ”søte” (d.e.”søde” – opsl. ”Sød”), ”utt” (d.e. ”ud”– opsl. ”Både”), ”vt” (d.e. ”ud” – opsl. ”Nødfalden”). § 15) F2’s anvendelse af tegnene ”v” og ”w” som vokal svarende til nudansk ”u”: ”far wden” (d.e. ”på nær” / ”undtagen”), ”vde” (d.e. ”ude”), ”vdent” (d.e. ”med undtagelse af”), ”vlrich” (d.e. ”Ulrik”), ”vnch” (d.e. ”ung”), ”vnde” / ”vnne” / ”vndde” (d.e. ”unde”), ”vnder presebtor” (d.e. ”underpræceptor”), ”vrkoch” (d.e. ”urhane”), ”vrrubt” (d.e. ”Urup”), ”vt” / ”vtt” (d.e. ”ud”), “wlfelt” (d.e. “Ulfeldt”), “wlrich” / ”wlrych” (d.e. “Ulrik”), ”wmd” / ”wmdt” (d.e. ”om”).

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”vd” (d.e. ”ud” – opsl. ”Sengesvend”), ”wm” (d.e. ”om” – opsl. ”Ot(t)esang”, ”Drage”), ”vnde” (d.e. ”unde” – opsl. ”Forlindrelse”), ”vrt” (d.e. ”urt” – opsl. ”Kleverurt”), ”vvilige” (d.e. ”uvillige” – opsl. ”Ildhærdug”), ”vndersaate” (d.e. ”undersåtter” – opsl. ”Afskyende”). § 16) F2’s anvendelse af skrivemåden ”sel” uden ”j”, der kan jævnføres med den af ODS angivne dialektale eller vulgære skrive- og udtaleform ”sæl” udtalt [sæ?l], der også kendes i ældre dansk og har overlevet i udtrykket ”min sæl”.

Jvf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”sele” (d.e. ”sjæle” – opsl. ”Sjæl”). § 17) F2’s anvendelse af pronominalformerne ”meg” og ”deg” svaren284

de til nudansk ”mig” og ”dig”.

Disse former ses fint belagt i ældre dansk, jf. f.s.v.a. ”meg” Mikkelsen 1524: fol. Qq1r (formen ”meg” er i denne oversættelse af Det Nye Testamente den eneste forekommende ”mig”-form); jf. videre hos Kalkar ”wor meg Gwdh saa blijd” (opsl. ”Ek”), ” lad meg ij teg wercke” (opsl. ”Ek”), ”saa lenge meg wijndes liffuet” (opsl. ”Ek”), ”ieg holt meg alligæ thøst” (opsl. ”Allige”), ”vynne uack meg arme piighe” (opsl. ”Vindevak”), ”han kallede meg konning brogeløss” (opsl. ”Brogeløs”) og ”deg” hos Kalkar ”Herren skal tilsende deg forsuindelse, wlaad oc forwerrelse wdi alt det, dw tager deg for hende att giøre” (opsl. ”Forsvindelse”), ”dit asen skal bliffue deg fraaveldet for dit ansigt” (opsl. ”Fravælde”), ”du haffuer altid Guds ord til rede oc waregier, der du kant beskytte oc bewerne deg med for din fiende” (opsl. ”Varegærd”), ”de (ɔ: Guds ord) skulle wære deg til huxebreff emellom dine øgne” (opsl. ”Hugsebrev”). § 18) F2’s afsnuppede skrivemåde ”fredersbor” / ”frederssbor” (d.e. ”Frederiksborg”).

Den pågældende skrivemåde repræsenterer formentlig et 3 stavelser indeholdende mellemtrin mellem en hyperkorrekt udtale af alle 4 stavelser [fre-de-riks-borg] og den moderne to stavelser indeholdende lokale udtale af stednavnet, nemlig [fræsˈbɔˀr] (DS), hvor ikke bare ”ik” og ”g” er faldet ud som i F2’s skrivemåde, men også forbindelsen ”der”. hertil nu § 19) F2’s manglende brug af genitivform, jf. ” … gut tyl erre och meyn sel salychheyt tyl det besste …”, ”pa hyllyge tre kongger dach”, ” … samme dach gøyrde ieg her hans sum war sonneprest tyl frederssbor tyl mynt sønt crisstyant presettor”, ”… samme dach war ieg her pae raethust och wylle hørre sachger menst hertzuch adolff raet war ichke tyl stede … ”, ”ydach hadde ieg dye holsster raet tyl gest bode minne och hartzuch adelff”, ”ydach fych ieg tønnis ranso guss her y haderschel lent”, ”ydach kam ent aff kurffte aff sachsent tenner”, ”mynt sosster sønt crisstyant gemal” (forbindelsen ”sosster sønt” kan dog også forklares som et ikke sammenskrevet ”sosstersønt”, d.e. ”søstersøn”), ”ydach beguntte ieg at lesse y dawit salter”, ”ydach war ieg ramel gest”, ”samme dach war ieg hynchrich ramel gest”, “samme dach bewyllit dye mint sønt crisstyant hul285

lynch“, ”ydach war ieg iachkob sefel gest”, ”ydach kam mint schwogger kurffur gesantter heyt”, ”ydach war ieg hynchrich bolo fadder”, ”ydach kam kongen af nawer gesantter hyet”, “ydach loet ieg gywe kongen aff nawer hans gesantte synt affschet”, “wmdt lant grewen sønt och wmdt palgrewen sønt”, “den margrewen gesant“, ”samme dach gorde ieg gulbar iun hans brullubt her pae nue gar”, “ydach kam prinssent aff arrannygent sennebut hyet”, “ydach war ieg per munch gesst”, “ydach gorde ieg mint sont hullynch”, ”ydach war ieg met mint soffye tyl oluff rossentspar blurlubt”, “samme dach war ieg crisstoffer walkenbrob gest“, “samme kam ent keysser gesant och hyet”, ”ydach kam keysserren broder hyet tyl schandelbor”, ”och war hertzuch mattyas keyserrent broder och her”, “ydach kam palss grewen sennebut heyt”, ”mint broder datter” (denne forbindelse kan dog også forklares som et ikke sammenskrevet ”broderdatter”), ”ydach war ieg och mint soffye hans bomme fadder”.

Om formen ”ranssners’”, d.e. ”Randers’”, se Pkt. 2 under bemærkninger til almanakoptegnelse af 15. januar 1583.

En ”rigtig” genitivendelse ses i belæggene ”byssbent aff kollens sennebut”, ”k[ongen] aff pollenss raet”, ”ydach gorde ieg mynt fodyss och mint pygyss brullubt her y sur”, ”ydach hørtte ieg den palssgre­ wyss gesantter” og ”gust bur” (af ”guts bur”).

I eksemplerne ”ydach loet ieg gywe kongen af nawer hans gesantte synt affschet” (almanakoptegnelse af 17. marts 1584) og ”samme dach gorde ieg gulbar iun hans brullubt her pae nue gar” (almanakoptegnelse af 30. april 1584) kommer genitiven til udtryk ved indskydelse af possessivpronominet ”hans” mellem (i det første eksempel) det ubøjede ”nawer” og ”gesantte”, og det ubøjede ”iun” og ”brullubt” (i det andet eksempel). Jf. som en fuldstændig parallel hertil følgende passus fra SjT 15: 168: ”Wiider Att Eptherthj wij ere Betenckt Att giøre Oß Elskelige Hendrick Below thill Spøttrup wor mand Raad och Embitzmand paa wort Slott Koldinghuß hans Brøllup …”. Dette fænomen kaldes genitiv-omskrivning. Eksempler herpå fra folkesprog og dialekt er citeret i ODS under a) ”Han” pkt. 5.1, jf. ”Dog elsker den ene den anden af Hierte . . | Den ene fornemmer den anden hans Smerte”, ”den regierende Statholder til Neapolis hans Frue, og ”den daværende Nabopræst i Aalsøe hans skrivtlige Optegnelse.”; b) ”Hun” pkt. 4.1, jf. ”Om den ellers lidet bekiendte Gudinde Hertha hendes Dyrkelse”; c) ”II De” pkt. 1.3, jf. ”Kandst du ey blive klog af andre deres Skade?”, 286

”Hr. Tygge Krabbe til Bustrup og Frue Anna Rosencranz deres Daatter”,”fire Køer blev (slagtede). Det var til de vilde Dyr deres Mellemmad, naturligvis.” og ”Sin” pkt. 1.2, jf. ”(han maatte) følge artig med | til Fader Zeus sin Throne paa Olympen”, ”Folk her i Sognene de har jo hidtil holdt sig i Skindet for denher Jernban’ sin Skyld”, ”de kjøbte alle mine (dvs.: stude), | Og fik sex af Jespers sine [underforstået: stude]”. Fænomenet kendes også (bl.a. dialektalt) i norsk, jf. følgende NAOB-citater under ”Sin” pkt. 4: ”det var dog altid professor Løvdahl sin søn” og ”jeg vet, at det ennu lever folk som husker maler Koht sin store hankatt” samt følgende citater fra Menighetsbladet for Bjugn Menighed Nr. 1 Mars 2022 side 2: ”I morgen skal jeg døpe onkelbarnet mitt, min bror sitt første barn” og ”Jeg har tenkt mye på Svein Ellingsen sin dåpssalme ”Fylt av glede” disse siste dagene”. § 20) F2’s anvendelse af tegnfølgen ”ey” i ”heyt” i ”salychheyt”, der udmærket kan forklares med indflydelse fra tysk ”-heit”, hvorved sammensætningen må opfattes som en dansk-tysk hybridform. § 21) F2’s anvendelse af skrivemåderne ”ad” (1x) og ”adt” (1x) vsa. ”at” (17x) (d.e. ”at”).

Alle 3 varianter af nudansk ”at” ses også belagt i gammeldansk, jf. f.s.v.a. a) formen ”ad” Kalkar ”valmuesaft, som har kraft til ad komme i søfn oc ad tynges (dofves)” (opslag ”Doves”)183, ”er det nødigt det slafvende med støtter ad støttes, det nedbrudne ad oprettes” (opsl. ”Slage”), ”alle steder ad søge forbemerckelser, det er forvidenhed” (opsl. ”Forbemærkelse”), b) formen ”adt” Kalkar ”paa det, adt handt kunde komme thill wenlighedt medt migh” (opsl. ”Uenlighed”), ”bekommer nogenn mester møget arbiede, adt hanndt det iche kanndt fortbrinnge” (opsl. ”Fortbringe”), ”er thet saa, adt nogenn werckmester suendt will winde wort lauff” (opsl. ”Værkmestersvend”) og c) formen ”at” Kalkar ”tha hende, at Paulus apostel tog til at løses” (opsl. ”Læse”), ”vor fetalie ganger fast ad, besynderligt øl, saa at vi 183 Det pågældende Kalkar-eksempel er hentet fra Hans Sørensen Bachkegers fordanskning af Comenius’ ”Janua linguarum reserata” fra 1631 (på dansk 1657). Værket indeholder et stort antal ”ad”-belæg, men opviser også formen ”at”, jf. følgende citat fra kapitel XCI ”Om taalmodighed”: ”889. Hvad gafner det / at begræde den elendige / jammerlige oc usle tilstand / saa fremt det gifvis icke / ad forvandle den til en bedre.” Comenius 1657: fol. L2v.

287

meste parten have drukket vand” (opsl. ”Gå”), ”hopes thøm, at the thet ey giordæ meth wrætte” (opsl. ”Håbes”).

Det udlydende ”t” i F2-formen ”adt” kunne også forklares som en ren F2-specialitet, nemlig det ovenfor under punkt 8 omtalte stumme ”t”, føjet til formen ”ad”. § 22) F2’s anvendelse af dobbeltskrivning af enkeltkonsonanter og enkeltskrivning af dobbeltkonsonanter: ”adellen” / ”adellent” (d.e. ”adelen”), ”adelff” / ”adolff” (d.e. ”Adolf”), ”aff” (d.e. ”af”), ”affschet” / ”aff schet“ (d.e. ”afsked”), ”afften” (d.e. ”aften”), ”aldellen” (d.e. ”adelen”), ”allyenne” (d.e. tysk ”allein”), ”alss” (d.e. ”Als”), ”ammeral” (d.e. ”admiral”), ”alleynne” (d.e. tysk ”alleine”), ”andersscho” (d.e. ”Antvorskov), ”annefelt” (d.e. ”Anefeldt” / ”Ahlefeldt”), “antdersscho” d.e. “Antvorskov”), ”arrannygent” (d.e. ”Oraniens”), ”arre” (d.e. ”åre”), ”arre” (d.e. ”Ærø”), ”arrel” (d.e. ”Arild”), ”badde” / ”batte” (d.e. ”badede”), ”battussent” (d.e. ”badstuen”), ”begger” (d.e. ”bæger” – brev af 15. januar 1581), ”bedach­ ge” (d.e. ”bededage” – ”chg” = ”gg”),”beguntte” (d.e. ”begyndte”), ”bededagge” (d.e. ”bededage”), ”beloff” (d.e. ”Belov”), ”besste” (d.e. ”bedste”), ”besstyllyt” (d.e. ”bestilte” – præteritum), ”beten­ chken” (d.e. tysk ”Bedenken”; ”chk” = ”kk”), ”bissbent” / ”bisspen” (d.e. ”bispen” / ”biskoppen”), ”bisstrubt” (d.e. Bistrup”), ”bleff” (d.e. ”blev”), ”bomme” (d.e. ”Blome”), ”borrum” (d.e. ”Borum”), ”buch­ messter” (d.e. ”bygmester), ”byssbent“ (d.e. ”bispen”), ”cansseller” (d.e. ”kansler”), ”chrissti” (d.e. ”Christi” / ”Kristi”), ”classhønbar” (d.e. ”Claus Hønborg”), ”crisstian” (d.e. ”Christian”), ”crissty” (d.e. ”Christi” / ”Kristi”), “crisstoffer” / ”crisstower” (d.e. “Kristoffer”), ”crisstyan” / ”crisstyant” (d.e. ”Christian”), ”daller” (d.e. ”daler” – pl. af ”daler”), ”danssche” (d.e. ”dansk”), ”dawitt” (d.e. ”David”), ”der­ riss” / ”derrist” (d.e. ”deres”), ”derssbor” (d.e. ”(Fre)deriksborg”), ”dest lygesste” (d.e. ”deslige” / ”desuden”), ”hans fan dunnen” (d.e. ”Hans van Tunen”), ”dennemarch” (d.e. tysk ”Dänemark”), ”derriss” (d.e. ”deres”), ”drachge” (d.e. ”drage”), ”duchger” (d.e. ”duge”), ”dunnuss” (d.e. ”Dohna”), ”durre hawen” (d.e. ”dyrehaven”), ”eff­ ter” (d.e. ”efter”), ”elsste” (d.e. ”ældste”), ”enggelan” (d.e. ”England”), ”enggelsche” / ”enggelssche” / ”engssche“ (d.e. ”engelsk(e)”), ”entschelff” (d.e. ”Enslev”), ”erre” (d.e. ”ære”), ”errich” (d.e. ”Erik”), ”etto” (d.e. ”Egtved”), ”fadder” (d.e. ”svigerfader), ”fanne” (d.e. ”fane”), ”farløsst” (d.e. ”forløst), ”farrenssbech” (d.e. ”Farensbach”), ”farssdach” (d.e. ”-fartsdag”), ”fartynchget” (d.e. ”lejede”), 288

F2-tilskrift i kreditiv for Frants Brockenhuus udstedt 7. maj 1566 på Helsingborg Slot til kansler Johan Friis, rigsmarsk Otte Krumpen og statholder på Københavns Slot Mogens Gyldenstjerne. Teksten lyder: “gørrer sum y wet meg och rygyt lyger macht po Friderich”, dvs. “I skal gøre som i ved at det er mig og riget magtpåliggende Frederik”. Man bemærker brugen af dobbelt-”r” i “gørrer” i st. for “gører” og af enkelt “g” i “lyger” i st. f. “lygger”.

”fenicianner” (d.e. ”venezianske”), ”flenssbor” (d.e. ”Flensborg”), ”fochget” (d.e. ”foged”), ”fodyss” (d.e. ”fogeds”), ”frederssbor” (d.e. ”Frederiksborg”), ”freløff” / ”fressløe” (d.e. ”Fregerslev”), ”fruents­ symmer” / ”fruenttymmer” (d.e. ”fruentimmere” / ”damer”), ”furs­ ste” (d.e. ”første”), ”førrist” (d.e. ”føres”), ”gammel” (d.e. ”gamle”), ”gamss” (d.e. ”Gamst”), ”ganløsse” (d.e. ”Ganløse”), ”geronnimus” / ”geronnimuss” (d.e. ”Jeronimus”), ”gesantte” / ”gesantter” (d.e. ”gesandt” / ”gesandter”), ”gesst” (d.e. ”gæst”), ”gussbor” (d.e. ”Gudsbord”), ”gussta” (d.e. ”Augusta”), ”gørrer” (d.e. ”I skal gøre” – brev af 7. maj 1566), ”hadde” (d.e. ”havde”), ”hadderchel” / ”haderscheffl” / ”haderschelff” / ”hadersschel” / ”hadersschelff” / ”hadderffles“ ”hadderscheffl” / “hadderschelff” / ”haddersscheff” / ”hadderss­ cheffl” / ”hadderss schelf” / ”haddersschel” / ”haddersschelff” / ”hadderssleff” / ”hadersscheff” / ”hadersschlff huss” / ”harschelff” (d.e. ”Haderslev” / ”Haderslevhus”), ”handelss dach” (d.e. ”forhandling”), ”hans fan tunnen” (d.e. ”Hans van Tunen”), ”harsshe” (d.e. ”Harrishøj”), ”hatssherrit” / ”hatzherrit” (d.e. ”Hadsherred” – hvor ”z” = ”ts”), ”heder” (d.e. ”hedder”), ”henchge” (d.e. ”hænge”), ”her­ ress fochget” (d.e. ”herredsfoged”), ”herriss” (d.e. ”herres”), ”hes­ ste” (d.e. ”heste”), ”hobbe” (d.e. ”hoben”), ”hobiss” (d.e. ”håbes”), ”himmelfarss” (d.e. ”Himmelfarts-”), ”hoffsynner” (d.e. ”hofsinder”), ”holgerssent” (d.e. ”Holgersen”), ”holsste” (d.e. ”holstenske”), ”hols­ 289

sten” (d.e. ”Holsten”), ”holsster” (d.e. ”holstenere”), ”hulliss” (d.e. hyldes”), ”huss” (d.e. ”hos”), ”huss” (d.e. ”hus”), ”husstru” (d.e. ”hustru”), ”hynssegal” (d.e. Hindsgavl”), ”hørre” (d.e. ”høre”), ”hørss­ hollum” (d.e. ”Hørsholm”), ”hørtte” (d.e. ”lyttede til”), ”høssment” (d.e. ”høvedsmænd / befalingsmænd”), ”iachkob” (d.e. ”Jakob”), ”iannuarius” (d.e. ”januar”), ”ienssent” (d.e. ”Jensen”); ”iessu” (d.e.

“Jesu”), ”intden” (d.e. ”inden” – ”td” = ”dd” = ”d”), ”iochkum” (d.e. ”Jokum” – ”chk” = ”kk” = ”k”), ”iorren” (d.e. ”Jørgen”), ”iubillerer” (d.e. ”juveler”), ”kaass” (d.e. ”Kaas”), ”kallyss” (d.e. ”kaldes” / ”hedder”), ”kanseller” / ”kansseller” / ”kansseler” (d.e. ”kansler”), ”kans­ selly“ (d.e. kancelli“), ”karrubt” (d.e. ”Karup”), ”kassymirus” (d.e. ”Kasimir”), ”keyserrent” / ”keysser” / ”keysserren” (d.e. ”kejsers” / ”kejserens”), ”klass” (d.e. ”Claus”), ”kongger” (d.e. ”konger”), ”kors­ sør” (d.e. ”Korsør”), ”krisstoffer” (d.e. ”Kristoffer”), ”kronnebo” / ”kronnebor” (d.e. ”Kronborg”), ”kunne” (d.e. ”kone”), ”kurffte” / ”kurffur” / ”kurfurssten“ / ”kursst” / ”kursster” (d.e. ”kurfyrsten(s)” / ”kurfyrster”), ”langge” (d.e. ”lange”), ”lansskron” / ”lansskronne” (d.e. ”Landskrone”), ”lasstrubt” (d.e. Loverstrup”), ”lattynnissche” (d.e. ”latinske”), ”lenssmant” (d.e. ”lensmand”), “lersscho” (d.e. ”Lejrskov”), lesse” (d.e. ”læse”), ”lisstrubt” (d.e. ”Lystrup), ”losse­ men” (d.e. ”logi”), ”lowett” (d.e. ”lovet”), ”lyger” (d.e. ”ligger” – brev af 7. maj 1566), ”lyssbet” (d.e. ”Elisabeth”), ”løchagger” (d.e. ”Løgager”), ”mattyass” (d.e. ”Matthias”), ”messhans” (d.e. ”mester Hans”), ”messter” (d.e. ”største”), ”meynne” / ”minne” / ”mynne” (d.e. ”mine”), ”missner” (d.e. ”meisner”, dvs. en fra Meissen), ”musstrit” (d.e. ”mønstrede”), “myenne“ (d.e. “mine“), ”nessduch” (d.e. ”næsedug”), ”niss” / ”nyss” (d.e. ”næs”), ”nochget” (d.e. ”noget”), ”nochg­ re” (d.e. ”nogle”), ”nyelss” (d.e. ”Niels”), ”oluff” (d.e.”Oluf”), ”os­ strubt” (d.e. ”Outrup”), ”onsse” (d.e. ”Odense”), ”palssgrewen” / ”palss grewen” / “palssgrewyss” (d.e. ”pfalzgreven” / ”pfalzgreve(n) s”), ”pesstet” (d.e. ”Pjedsted”), ”petter” (d.e. ”Peter”), ”podewelss” (d.e. ”Podewils”), ”pollenss” (d.e. ”Polens”), ”pollesche” (d.e. ”polske”), ”polliss” (d.e. ”polsk”), ”prinssent” (d.e. ”prinsen”), ”pygyss” (d.e. ”piges”), ”rae hussit” / ”raehussyt” / ”rahuss” (d.e. ”rådhuset”), ”rammel” (d.e. ”Ramel”), ”rannerss” / ”ranssner” (d.e. ”Randers”), ”ranssners” (d.e. ”Randers’”), ”ransso” (d.e. ”Rantzau”), ”rass” (d.e. ”Rask”), ”rech daggen” (d.e. ”retterdagen”), ”rennerssbor” / ”renss­ bor” (d.e. ”Rendsborg”), ”ressendal” (d.e. ”Resendal”), ”rosschil” / ”rosschy” / ”rosschyl” (d.e. ”Roskilde”), “rossenhullum“ (d.e. „Rosenholm“), ”rossentkrans” (d.e. ”Rosenkrantz”), ”rossentspar” (d.e. ”Ro290

sensparre”), ”rosstet” (d.e. ”Roost”), ”rosstochker” / ”rostochker” (d.e. ”folk fra Rostock”), ”sachger” / ”sagger” (d.e. ”sager”), ”schand­ delbor” (d.e. ”Skanderborg”), ”scherrubt” (d.e. ”Skærup”), ”scholle” (d.e. ”skole”), ”schonniger” (d.e. ”skåninger”), ”schossgar” (d.e. ”Skovsgård”), ”schwensstrubt” (d.e. ”Svenstrup”), ”schwerich” (d.e. ”Sverrig”), ”schwerre” (d.e. ”sværge”), ”schwogarre” (d.e. ”Skovsgård”), ”schwogger” (d.e. ”svoger”), ”schykit” (d.e. ”skikket” = ”sendte”), ”seggeber” (d.e. tysk ”Segeberg”), ”sellass” (d.e. ”sejlads”), ”si­ gus munduss” (d.e. ”Sigismund”), ”sliper” (d.e. ”slipper (fri) – brev af 18. november 1574)”, ”soffey” / ”soffye” (d.e. ”Sofie”), ”sorren” (d.e. ”Søren”), ”sorrit” (d.e. ”svoret”);”sosster sønt” (d.e. ”søstersøn”), ”sparbengge” (d.e. ”Sparepenge”), ”stanchgen” (d.e. ”stangen”), ”stassgar” (d.e. ”Stadsgård”), ”sychgemunt” / ”syggemunt” (d.e. ”Sigismund”), ”sygger” (d.e. ”siger” – brev af 18. november 1574), ”sym­ ment” (d.e. Simon”), ”syrløeff” (d.e. ”Sigerslev”), ”tachserrit” (d.e. takserede”), ”tallet” (d.e. ”talte”, egtl. ”talet”), ”tell” / ”telle” (d.e. ”Tjele”), ”tenner” (d.e. ”embedsmand”), ”terrobt” (d.e. ”Viby Terp”), ”tesspret” (d.e. ”Testrup”), ”thwyllum” (d.e. ”Tvilum”), ”torrubt gar” (d.e. ”Tårupgård”), ”tosscho” (d.e. ”Tovskov”), ”tuesstrubt” (d.e.

“Sønder Tyrstrup”), ”tussen” (d.e. ”tusinde”), ”tussche” (d.e. ”tyske”), ”tynner” (d.e. ”tidender”), ”tønniss” (d.e. ”Tønnes”), ”vndde” (d.e. ”unde”), ”vrrubt” (d.e. ”Urup”), ”vtt” (d.e. ”ud”), ”wartto” (d.e. ”Vartov”), ”werre” (d.e. ”være”), ”worrenbor” (d.e. ”Vordingborg”), ”wriss” (d.e. ”Verst”), “wynnersløff” / ”wynnersschøl” / ”wynners­ sløff” (d.e. “Vinderslev”), ”wyrre” (d.e. ”fire”), ”wyrss” (d.e. ”Verst”), ”ynttit” (d.e. ”intet”), ”zudennemarch” (d.e. ”zu Dänemark”), ”øssel” (d.e. ”Øsel”), ”øsster gar” (d.e. ”Østergård”).

Dobbeltskrivning af ellers forventelig enkeltkonsonant er et temmelig almindeligt forekommende træk i ældre dansk og dermed ikke noget specielt for F2. Jf. hos Kalkar 1976 ”bleff” (d.e. ”blev” – opsl. ”Skærmytsele”), ”borre” (d.e. ”bar” (præteritum pl. af ”bære” – opsl. ”Sakrament”), ”dagge” (d.e. ”dage” – opsl. ”Rejsetønde”), ”eggesødd” (d.e. ”vand, der er kogt æg i, og derfor har en sødlig smag” – opsl. ”Æggesød”), ”huss” (d.e. ”huse” – opslag ”Ølkru”), ”læsse” (d.e. ”læse” – opsl. ”Læsepræst”), ”madden” (d.e. ”maden” – opsl. ”Madebod”), ”minne” (d.e. ”mine” – opsl. ”Bruderede”), ”tagg” (d.e. ”tag” – opsl. ”Treven”),.

Simon Skovgaard Boeck fremsætter i DSH 2: 185 ff. den interessante tanke, at F2’s (og visse andres) dobbeltskrivninger af konsonanter 291

(mellem vokaler) muligvis afspejler kortvokalisk udtale i åben stavelse, hvor lang var forventet (den udtale vi kender i moderne dansk), og anfører i den forbindelse bl.a. F2-eksemplerne Borrum (stednavnet ”Borum”), fanne (substantivet ”fane”), scholle (substantivet ”skole”), kunne (substantivet ”kone”) samt lesse. Det må i givet fald have lydt ret specielt og staccatoagtigt – lidt ligesom når polakker nu om dage taler gebrokkent dansk184 – og er fænomenet så bare forsvundet sporløst i dansk uden at have efterladt sig det mindste lille relikt? Og hvordan kunne man efterfølgende reetablere længderne, som jo er der nu, uden at ord med opr. kortvokalisk udtale i åben stavelse blev involveret i processen, eller var det bare et eller flere lokale fænomener, der siden forsvandt ud af sproget? Jeg føler mig ikke overbevist om rigtigheden af den fremsatte formodning og vil indtil videre foretrække at tro, at der ikke er noget som helst kvantitetsindicerende system i F2’s benyttelse af dobbeltkonsonanter, henholdsvis manglende benyttelse af dobbeltkonsonanter, men at han har været mere eller mindre ligeglad med om han anvendte 1) en dobbeltkonsonant hvor en enkeltkonsonant var forventelig, eksempelvis ”sygger” (d.e. ”siger”), ”gørrer” (d.e. ”I skal gøre”), ”begger” (d.e. ”bæger”) 2) en dobbeltkonsonant hvor en dobbeltkonsonant var forventelig, eksempelvis ”ballerubt” (d.e. ”Ballerup”), ”iellynch” (d.e. ”Jelling”), ”fad­ der” (d.e. ”fadder”), 3) en enkeltkonsonant hvor en enkeltkonsonant var forventelig, eksempelvis ”broder” (d.e. ”broder”), ”rygyt” (d.e. ”riget”), ”ramel” (d.e. ”Ramel”) eller 4) en enkeltkonsonant hvor en dobbeltkonsonant var forventelig, eksempelvis ”sliper” (d.e. ”slipper (fri))”, ”lyger” (d.e. ”ligger”), ”schykit” (d.e. ”skikket” = ”sendte”). De ikke så helt få dobbeltformer af et og samme ord med snart enkeltkonsonant snart dobbeltkonsonant tyder også på manglende konsekvens hos F2 f.s.v.a. valg af stavemåde, jf. ”torubt” v.s.a. ”torrubt”, ”myne” v.s.a. ”mynne”, ”ramel” v.s.a. ”rammel” og ”løchager” v.s.a. ”løchagger”185.

184 Man kommer her uvilkårligt også til at tænke på Simon Skovgaard Boecks andetsteds lancerede formodning om at F2’s særpræget stavede former ”Snarest afspejler … en udtale ved hoffet, efter alt at dømme iblandet en del tysk … ” (DSH’s hjemmeside på denne underadresse: https://www.dansksproghistorie.dk/51). Igen må man dog ikke glemme, at F2’s problem efter alt at dømme udelukkende var af stavemæssig art. Der er ingen grund til at tro at han også havde (ud)talemæssige problemer, ligesom der heller ikke er nogen grund til at tro at de folk han omgikkes i det daglige skulle have tillagt sig en særlig dansk-tysk hofdialekt for at kunne kommunikere med F2.

185 Formerne ”gørrer”, ”rygyt”, ”lyger”, ”begger”, ”sliper”, ”sygger” er citeret fra Jensen 1984: 37, 46-47, de resterende fra Almanakkerne.

292

F2 kan snildt være blevet inspireret til fakultativt konsonantvalg af den regelløshed man meget ofte støder på i ældre dansk, jf. følgende eksempler fra Kalkar 1976 f.s.v.a. den nysnævnte type 1) ”dugge” (d.e. ”duge” – opsl. ”Skive”)186, ”dagge” (d.e. ”dage” – opsl. ”Rejsetønde”)187, ”skoller” (d.e. ”skoler” – opsl. ”Trivialskole”)188, type 2) ”ligge” (d.e. ”ligge” opsl. ”Ligge”), ”maatterne” (d.e. ”måtterne” – opsl. ”Matteskrab”), type 3) ”moder” (d.e. ”moder” – opsl. ”Ubekrænket”) ”rede” (d.e. ”rede” – opsl. adjektivet ”Rede”), og type 4) ”mate” (d.e. ”måtte” – opsl. ”Eftersige”), ”skule” (d.e. ”skulle” – opsl. ”Vintersudredsel”), ”ote” (d.e. ”otte”, opsl. ”Klokke”). § 23) F2’s anvendelse af postvokalisk ”e” i stavelser, der ikke opviser et sådant ”e” i nudansk, eksempelvis i ordformerne: ”besae” (d.e. ”besigtigede”), ”bue” (d.e. ”by”), ”gae” (d.e. ”gå”), ”krye” (d.e. ”krig”), ”goet” (d.e. ”god”), ”meyn” (<– ”myen”, d.e. ”mien” (altså ”min”)), ”nue” (d.e. ”ny”), ”pae” (d.e. ”på”), ”rae hus­ sit” (d.e. ”rådhuset”), ”tue” (d.e. ”to”), ”tye” / ”tyedt” (d.e. ”tid”).

Om anvendelsen af ”e” i forbindelsen ”ae” skriver Simon Skovgaard Boeck under løbenummer 51 på hjemmesiden dansksproghistorie. dk følgende: ”En sådan konsekvens [nemlig ”i enkeltords stavemåde”, RHC ] kan måske ses i fordelingen af a og ae for /å/. Frederik 2. anvender ae for /å/ undtagen foran r: pae, och sae, gae, raet, raehussit (men rahuss én gang), besae, lae og aed over for proprier på ‘-gård’: Nuegar ‘Nygaard’, Hawerbergar ‘Havreballegaard’. Det er snarest denne undtagelse der ligger bag hans former farschrewyt pct. ‘forskrevet’, farlige vb. ‘forlige’, farlych pct. ‘forliget’ (og den enkeltstående form Nyebar propr. ‘Nyborg’ mod Kronnebor mfl.). Skellet mellem ae og a kan afspejle et skel mellem den mere lukkede å-lyd over for den mere åbne og tilbagetrukne å-lyd svarende til forskellen mellem på, også, gå osv. over for -gård i moderne dansk.” og ”Men Frederik 2. anvender også a for en a-lyd, det er i hvert fald tilfældet i de i denne sammenhæng upåfaldende fra, samme, dach, Assen, Dawitt, batte ‘badede’.”

Helt så simpelt er det nu ikke, for F2’sk ”a”, der ikke står foran ”r”, kan også modsvare ”å” i nudansk189, jf. ”pa” (d.e. ”på”), ”abenrae” 186 187 188 189

Men også ”duge” (opsl. ”Burstue”).

Men også ”dage” (opsl. ”Dagemod”).

Men også ”skoler” (opsl. ”Synderlighed”).

Dette fremgår også af Simon Skovgaard Boecks eksempel ”ra-

293

(d.e. ”Åbenrå”)190; ligesom nudansk ”å” også kan modsvares hos F2 af dels ”oe”, jf. ”wroe” (d.e. ”Vrå), ”woet” (d.e. ”våd”) og ”loe (d.e. ”lå”), dels ”aa”, jf. ”saa” (d.e. ”så = således”); ydermere kan ”oe” hos F2 modsvares af ”o” i nudansk, jf. ”loet” (d.e. ”lod”) og ”ae” hos F2 også modsvares af ”a” i nudansk, jf. ”maet” (d.e. ”mad”). Og endelig skal det nævnes at F2 ”ar” også kan modsvares af ”ar” i nudansk, jf. ”barnit” (d.e. ”barnet”), ”war” (d.e. ”var”), ”hardenberch” (d.e. ”Hardenberg”), ”sparbengge” (d.e. ”Sparepenge”), ”part” (d.e. ”part”), ”schwar” (d.e. ”svar”), ”melfar” (d.e. ”Middelfart”).

Da F2’s ”a”, ”ae” og ”ar” kan modsvares af såvel 1) ”a”- som 2) ”å”-holdige forbindelser i nudansk (jf. f.s.v.a. punkt 1) F2 ”dach” : nudansk ”dag”, F2 ”maet” : nudansk ”mad”, F2 ”barnit” : nudansk ”barnet”, og f.s.v.a punkt 2) F2 ”pa” : nudansk ”på”, F2 ”aed” : nudansk ”åd”, F2 ”nuegar” : nudansk ”Nygård”), og F2’s ”oe” kan modsvares af såvel ”å”- som ”o”-holdige forbindelser i nudansk (jf. F2 ”wroe” : nudansk ”Vrå” og F2 ”loet” : nudansk ”lod”) vil det rimeligvis være nemmere at frakoble elementerne ”e” og ”r” og i stedet lade sig nøje med at konstatere 1) at F2’s ”a” kan modsvare enten ”a” eller ”å” i nudansk, 2) at F2’s ”o” kan modsvare enten ”å” eller ”o” i nudansk, 3) at tilstedeværelsen af ”r” efter ”a” hos F2 ingen betydning har for om dette ”a” modsvares af ”å” eller ”a” i nudansk, 4) at tilstedeværelsen af ”e” efter ”o” hos F2 ikke synes at have nogen betydning for om ”o” i denne position modsvares af ”å” eller ”o” i nudansk, og 5) at tilstedeværelsen af ”e” efter ”a” hos F2 ikke synes at have nogen betydning for om ”a” i denne position modsvares af ”å” eller ”a” i nudansk – der er rigtignok mange eksempler på at ”ae” hos F2 modsvares af ”å” i nudansk, men størstedelen af eksemplerne udgøres af det hyperfrekvente ord nudansk ”på” (der hos F2 er belagt 86 gange som ”pae” og kun 6 gange som ”pa”) og det frekvente ord ”råd” – både i betydnin­ gen ”råd” og ”råder” – (der hos F2 er belagt 16 gange som ”raet” og aldrig som ”rat”) i hvilken forbindelse man skal have in mente, at højog hyperfrekvente ord hos F2 næsten altid staves på kun en måde og der i sådanne tilfælde ikke kan være nogen naturlig ligevægt mellem ord stavet på en måde og ord stavet på en anden måde.

Da ”e” også anvendes af F2 efter andre vokaler end ”a” (i samme stavelse som de pågældende vokaler) og de pågældende ”e”-er – ligesom efter ”a” – ikke genfindes på denne plads i nudansk, må det huss”.

190

294

Her tænkes på det initiale ”Å”.

være på sin plads at kaste et blik på disse ”e”-holdige vokaldigrafer under et (fremfor at bruge kræfterne udelukkende på at udrede de meget uklare omstændigheder omkring F2’s tegnvalg til gengivelse af tilsvarighederne til nudansk ”å”), hvorved man hurtigt vil komme på det rene med at overordentlig mange af disse ”e”-holdige vokalforbindelser modsvares / har været modsvaret af langvokaler udstyret med stød og dermed også med det ofte upåagtede efterslag, der er det fonetiske fænomen at en vokal efter selve stødfasen fortsætter i en – efter hvad man umiddelbart fornemmer – såvel kvalitativt som kvantitativt svækket variant af startvokalen, som det kunne give god mening for en ikke fonetisk skolet person (som F2) at gengive med et så tilpas ”tåget” vokaltegn som ”e”, der ubetonet ofte har en noget uklar værdi.

F2 kan muligvis også være blevet inspireret til anvendelse af vokaldigrafer med ”e” på andenpladsen – til markering af efterslag i langvokaliske stødholdige stavelser – af i hans samtid forekommende ordpar såsom ”Fuel”191 (d.e. ”fugl”) med ”e” efter ”u” og ”ful”192 uden ”e” efter ”u” (d.e. ligeledes ”fugl”), der vel på F2’s tid begge har haft den samme udtale som vi kender i nudansk, nemlig [fu?l].

Til nærmere belysning af de ikke så få eksempler anføres i den følgende oversigt i parentes nyere udtaleangivelser, hvor disse er nedfældet skriftligt, samt hvor det er muligt eksempler fra svensk, hvis (langvokaliske) akcent 1 i princippet (men ikke altid i virkeligheden) modsvares af langvokalisk stød i dansk.

Eksemplerne er placeret i 6 typer alt efter om ”e” i den ”e”-holdige stavelse er forudgået af ”a”, ”i”, ”o”, ”u”, ”y” eller ”ø”, hvilket så f.eks. indbærer at ”oe” i F2 ”loet”, der modsvares af tegnet ”o” i nudansk, 191 Denne form kan F2 have set i C3’s bibel Biblia 1550, jf. citatet ”Thi Bien er en liden Fuel / oc giffuer dog alsom sødest fruct.” fra Siraks Bog 11,3.

Biblia 1550 er selvsagt indgået i de kongelige bogsamlinger.

192 Denne form kan F2 have set i Herman Weigeres oversættelse af Rævebogen fra 1555, jf. følgende citat: ”Da haffuer ieg lycke foruden tuil / // Oc der hand kom frem vid en halff Mil. // Sancte Mortens ful saa han der flie / // O kære / sagde Hindze / vilt du lit bie. // Sla vd dine Vinger oc flu hid fram / // Oc set dig her hoss min høyre arm. // Fulen fløy paa en quist oc lod sig lide / // Oc satte sig alt til hans venstre side.” og ligeledes i marginalnoten hertil sammesteds: ”Sanc­te Mortens Ful mercker her / som somme mene vildgaasen … ” (Weigere 1555: fol. F6r). Værket er i fortalen dedikeret C3 af Herman Weigere og er vel – ikke mindst i kraft af sit fornøjelige indhold – indgået i kongefamiliens repertoire fra første færd som morskabslæsning.

295

”oe” i F2 ”loe”, der modsvares af tegnet ”å” i nudansk og ”oe” i F2 ”schoede”, der modsvares af tegnet ”ø” i nudansk, er anbragt under et193. § 23 I) ”ae” i f.eks. ”abenrae” (d.e. ”Åbenrå”), jf. udtaleangivelsen [åbenˈrå?] i Hansen 1943: 100194; ”aed” (d.e. ”åd”), jf. ODS-udtalen [å?ð]; jf. tillige svensk: ”åt”, der hos Munch-Petersen 1966 er noteret [å’t], hvilket tilsvarer SAOB-udtalen [å4t]195; ”apae” (d.e. ”på”), se ”pae” nedenfor; ”besae” (d.e. ”beså”), jf. udtalen [beˈså?] rekonstrueret efter SDU-udtalen [så?] af simplexformen, jf. tillige svensk ”så” med SAOB-udtalen [så4]; ”gae” (d.e. ”gå”), jf. ODS-udtalen [gå?]; jf. tillige svensk ”gå” med SAOB-udtalen [gå4]; ”lae” (d.e. ”lå”), jf ODS-udtalen [lå?]; jf. tillige svensk: ”låg” med SAOB-udtalen [lå4 g]; ”ochsae” / ”ochsae” (d.e. ”også”), se ”sae” nedenfor; ”pae” (d.e. ”på”), jf. DDO-udtalen [ˈpɔˀ] i adverbiel brug, men vel også sådan i præpositionel brug oprindeligt, jf. ODS-udtalen [ˈpå?ən] i daglig sprog v.s.a. [ˈpåd(ə)n] (d.e. på den); jf. tillige svensk ”på” med SAOB-udtalen [på4]; ”raet” (d.e. ”råd” / ”råder”), jf. ODS-udtalen [rå?ð]; jf. tillige svensk ”råd” med SAOB-udtalen [rå4d]; ”sae” (i forbindelsen ”och sae” – d.e. ”så / således”), jf. ODS-udtalen [så?]; jf. tillige svensk ”så” med SAOB-udtalen [så4].

F2 ”maet” (d.e. ”mad”) forekommer umiddelbart afvigende, jf.

ODS-udtalen [mað], men da der i vid udstrækning er fravær af langvokal og dermed også af (lang)vokalisk stød foran udlydende [ð] i nudansk, siger eksemplet ikke noget i sig selv; formentlig er der i nudansk tale om forkortelse af et langt a med stød, jf. udtalen af den bestemte form (der jo er en sammensætning – mad+den) [ˈma?ð(ə) n] og svensk ”mat” med SAOB-udtalen [ma4t].

F2 ”ochsae” (d.e. ”også”) forekommer også umiddelbart særpræget i nutidigt lys, jf. ODS-udtalen [ˈωsə]. Her skal man erindre sig, at der jo er tale om en gammel sammensætning af ”og” og ”så”, og at der er næppe noget til hinder for at denne tidligere måske mere løst sam193 Eksempler som F2 ”foet” (d.e. ”fået”) falder udenfor da ”o” og ”e” her hører til i hver deres stavelse.

194 Som ovenfor anført er mine udtaleangivelserne ikke altid præcise gengivelser af hvad der står i de forskellige benyttede kilder. Hos Hansen 1943: 100 er by- og gadenavnet ”Åbenrå” således noteret Aabenˈraa’, dvs. med kursiv, gammel retskrivning og et andet stødtegn.

195 I SAOB anvender man løftede tal til at angive akcenttype: 4 for 3 akcent 1 og for akcent 2.

296

mensatte forbindelse (jf. F2’s ”och sae”) langt op i tiden kan have bevaret den oprindelige udtale af begge led, og mest sandsynligt haft hovedtrykket på ”så”, jf. også på svensk den arkaiserende SAOB-udtale [okså4].

I sammensætningen ”rae hussit” / ”raehussyt” / ”raethust” (d.e. ”rådhuset”) har forleddet ikke stød i nudansk. Jeg formoder at sammensætningen har haft en løsere karakter på F2’s tid – hvilket den omstændighed at for- og efterleddet ikke er skrevet sammen i det først nævnte belæg også indicerer – og at forleddet følgelig oprindeligt har rummet et langvokalisk ”å” med stød og efterslag, jf. videre det om sammensætninger skrevne nedenfor i § 23 IV. F2-forbindelsen ” … hawer … gort raest et” under den 8. april 1583 i Almanakkerne er umiddelbart betydningsmæssig uklar pga. det afsluttende ”et”, der dog næppe kan stå for meget andet end ”her”.

Hvis ”raest” modsvarer nudansk ”rast”, der jo ikke kan opvise stød, kunne ”e”-et efter ”a” i F2’s ”raest” være et udtrtyk for dysgrafisk antecipation I af det efterfølgende ”e” i ”et”. ”t” i ”et” kunne på sin side så være resultatet af en dysgrafisk postcipation I, hvor det eftergrebne ”t” i ”raest” har fortrængt ”r” i ”her” (dvs. raest her –> raest hert / raest hetr –> raest het). Så er det kun det manglende ”h”, der savner en forklaring, men her kan der blot være tale om en F2’sk forglemmelse. § 23 II) ”ie” i f.eks. ”hiet” (d.e. ”hid”), jf. ODS-udtalen [hi?ð]; jf. tillige svensk ”hit” med SAOB-udtalen [hi4t]. § 23 III) ”oe” i f.eks. ”bore” (ved metatese I opstået af ”boer”, d.e. ”bor”) / ”borer” (ved antecipation I opstået af ”boer”, d.e. ”bor”, jf. ODS-udtalen [bo?] af infinitiven ”bo”, hvoraf kan udledes præsensformen [bo?r]; jf. tillige svensk ”bor” med SAOB-udtalen [bω4r]; ”fransoes” (d.e. ”fransos”), jf ODS-udtalen [fr̥ɐnˈso?s]; jf. tillige svensk ”fransos” med SAOB-udtalen [fransω4s]; ”goet” (d.e. ”god”), jf. ODS-udtalen [go?ð]; jf. tillige svensk ”god” med SAOB-udtalen [gω4d]; ”loe” (d.e. ”lå”), jf. ODS-udtalen [lå?]; jf. tillige svensk ”låg” med SAOB-udtalen [lå4g]; ”loet” (d.e. ”lod” – præteritum af ”lade”), jf. ODS-udtalen [lo?ð]; jf. tillige den nyere svenske form ”lät” udtalt [lä4t] der erstatter de ældre former 297

”lodtt” / ” lo(o)t(h)” / ”lott”, men vel med akcent 1 bevaret fra disse sidstnævnte i den moderne form; ”woet” (d.e. ”våd”), jf. ODS-udtalen [vå?ð]); jf. tillige svensk: ”våt”, der hos Munch-Petersen 1966 er noteret [vå’t], hvilket tilsvarer SAOB-notationen [vå4t]; ”wroe” (d.e. ”Vrå”), jf. SDU-udtalen [vrå?].

Med stavemåden ”koeberch” giver F2 sit bud på hvordan det tyske stednavn ”Coburg” skal gengives på dansk. Forleddet på tysk har vel noget med ”Kuh” (d.e. ”ko”) at gøre, og den tanke har F2 måske også haft og så gengivet forleddet med det danske ord for ”ko”, der jo som simplexform har stød, jf. ODS-udtalen [ko?], men også bibeholder stødet og langvokalismen i sammensætninger, jf. SDU-udtalen af ”kovending” [ˈko?ˌvæneɳ]. Efternavnet ”Kohberg” udtales den dag i dag med stødholdigt ”o” i forleddet [ˈko?]. ”Poel” (d.e. ”Poul”) må vel opfattes som et tostavelsesord, jf. parallelle former som ”Pouel”, ”Powell”, ”Powel”, ”Povel” samt de identiske ”Poel” og ”Poell” i DGP I: 1078-1086.

F2 ”e” i ”schoede” (d.e. ”Skøde”, der ses belagt 1 gang i Almanakkerne) og ”woebeschelt”, (d.e. ”Fovslet”, der ses belagt 1 gang i Almanakkerne), er formentlig udtryk for dysgrafisk anticipation I (foregribelse af ”e” i stavelserne ”de” og ”be). § 23 IV) ”ue” i f.eks. ”barbue” (d.e. ”Barby”), jvf. nedenstående ”bue” som efterleddet i det tyske stednavn vel meget naturligt er blevet associeret med; ”bue” (d.e. ”by”) i den hos F2 (men ikke hos Carøe) ikke sammenskrevne forbindelse ”entschelff bue”, jf. ODS-udtalen [by?] og svensk ”by” med SAOB-udtalen [by4]; jf. videre ”kalbue gar” (d.e. ”Kalbygård”); ”knudts bue” (d.e. ”Knudsby”), ”kollynch bue” (d.e. ”Kolding by”), ”lantbue tor” (d.e. “Landbytorp”), ”walbue” (d.e. ”Valby” – jf. SDU-udtalen [ˈvalˌby?]), ”wynbue holt” (d.e. ”Vindbyholt”); ”buer” (d.e. ”bor”), jf. ODS-udtalen [bo?] af infinitiven, hvoraf kan udledes præsensformen [bo?r]); jf. tillige svensk ”bor” med SAOB-udtalen [bω4r]; ”rue” (d.e. ”Ry”) / ”ruegar” (d.e. “Rygård”), jf. SDU-udtalen [ry?]; ”suer” (d.e. ”Sorø”), se nedenfor; ”tue” (d.e. ”to”), jf. ODS-udtalen [to?]; jf. tillige svensk ”två” med SAOB-udtalen [två4]; ”tuesstrubt” (d.e. ”Sønder Tyrstrup”), der i DS 4: 271 er noteret med ældre stavemåder som ”Töstorp” / ”Tystrop” / ”Tustropp” – altså uden ”r” i forleddet, helt på samme måde som ”Tystrup” på Sjælland, som i SDU er noteret med 298

udtalen [ˈty?ˌsdråb] (lokalt v.s.a. [ˈtyˌsdråb]).

F2 ”nue gar” / ”nuegar” (d.e. ”Nygård”), ”nuebor” / ”nuebar” (d.e. ”Nyborg”) forekommer afvigende i sammenligning med de nudanske udtaler uden stød i forleddet, jf. SDU-udtalerne [ˈnyˌgå?] og [ˈnyˌbå?].

Formentlig er der i nudansk tale om stødtab i forleddet ved sammensætningerne med ”gård” og ”borg”, jf bevarelsen af stød i den SDU-belagte lavjyske udtale af ”Nygård” med stød i forleddet [ˈny?]196. Som selvstændigt ord opviser ”ny” stød i nudansk, jf. ODS-udtalen [ny?] af opslagsordet ”ny”, jf tillige svensk ”ny” med SAOB-udtalen [ny4]. Man kunne forestille sig at sammensætningerne – eller sammensætninger i det hele taget – på F2’s tid endnu var så løs(e), at de to led stadig føltes som mere eller mindre selvstændige elementer, hvilket også indiceres af at sammensætninger langt fra altid skrives i et ord, jf. F2’s egne ovenfor anførte eksempler ”himmelfarss dach” og ”hyllyge tre kongger dach”. Også i nudansk er forholdene omkring sammensætninger ganske komplicerede såvel udtalemæssigt som ortografisk, jf. blot ”påskedag” (i betydningen 1. påskedag) skrevet i 1 ord men udtalt med 2 hovedtryk197, jf. SDU [ˈpåsgəˈda?] overfor ”1. påskedag”, hvor ”påskedag” er skrevet i 1 ord og udtalt med 1 hovedtryk, jf. SDU-udtalen [ˌpåsgəˈda?] (akcentuationsmæssigt kan man her se konturerne af en udvikling fra en oprindelig forbindelse ”påske dag” (2 ord med 2 hovedtryk) –> påskedag (1 ord med 2 hovedtryk) –> påskedag (1 ord med 1 hovedtryk)198. Akcentuationsmæssigt og sideløbende hermed også stødmæssigt kan stednavnene ”Nygård” og ”Nyborg” have gennemgået en tilsvarende udvikling fra et oprindeligt *[ˈny? ˈbå?] (2 ord med 2 hovedtryk begge forsynet med stødholdig vokal), –> [ˈny?ˈbå?] (1 ord med 2 hovedtryk begge forsynet med stødholdig vokal) –> [ˈnyˌbå?] (1 ord med 1 hovedtryk i første stavelse og 1 196 SDU anfører kun forledsudtalen, der indicerer en fuld udtale af stednavnet som [ˈny?ˌgå?].

197 Jf. på samme måde i stednavne som ”Vesterbro”, ”Østerport”.

198 Jf. tillige det illustrative eksempel ”Nørrebrogade”, der må have udviklet sig fra *[ˈnørə ˈbroga·ðə] (2 ord med 2 hovedtryk) –> *[ˈnørəˈbroga·ðə] (1 ord med 2 hovedtryk) –> enten [ˈnørəbroga·ðə] (1 ord med 1 hovedtryk på første stavelse i forleddet – den århusianske udtale) eller [nørəˈbroga·ðə] (1 ord med 1 hovedtryk på første stavelse i efterleddet – den esbjergensiske eller københavnske udtale). Eller det lige så illustrative eksempel ”Rødekro”, der må have udviklet sig fra *[ˈrø·ðə ˈkro?] (2 ord med to hovedtryk) –> [ˈrø·ðˈkro?] eller [ˈrøððˈkro?] (1 ord med to hovedtryk – begge belagt i SDU) –> [ˈrøððkro?] (1 ord med hovedtryk på forleddet – belagt i SDU) eller [røðˈkro?] (1 ord med hovedtryk på efterleddet – belagt i SDU).

299

stødholdig vokal i anden stavelse – den nudanske udtale)199.

Stednavnet ”ruegar” (d.e. ”Rygård”) med DS-udtalerne [rØHgÅ;RZ] og [ryHgU+R] fra 1958 kan måske være gået en lignende vej som ”Nyborg” og ”Nygård”, dog med den forskel at hovedtrykket er havnet på anden stavelse. Endebetoningen virker umiddelbart fremmed på mig, der egentlig kun er bekendt med det initialt betonede stednavn ”Rygård” i gadenavnene ”Rygårds Alle” og ”Rygårdsvej” i Gentofte Kommune. ”Rygård” i Tandslet Sogn i Als Sønderherred i Sønderborg Amt opviser iflg. DS ligeledes betonet initialstavelse (indeholdende accent 2): [¬9ygc] og det samme gælder for Rygård i Gram Sogn i Frøs og Kalvslund Herred i Haderslev Amt der i DS er angivet med udtalen [9y;gO8]200.

Forbindelsen ”nue ar” (d.e. ”nyår”) i Reedtz-dedikationen forekommer mig at være skrevet i to ord (selvom det er svært at være helt sikker derpå), og vil således opfattet kunne have udviklet sig på tilsvarende måde som postuleret for stednavnet ”Nyborg”, mao. fra et oprindeligt [ˈny? ˈå?] (2 ord med 2 hovedtryk begge forsynet med stødholdig vokal – F2’s ”nue ar” med udelukkende markering af efterslag i ”nue”) –> *[ˈny?ˈå?] (1 ord med 2 hovedtryk begge forsynet med stødholdig vokal) –> [ˈnyˌå?] (1 ord med 1 hovedtryk i første stavelse og 1 stødholdig vokal i anden stavelse – som ordet ”nyår” må lyde nu).

F2 ”suer” (d.e. ”Sorø”) afspejler formentlig den ældre udtale af byens navn (opr. søens navn – det er byen, der har navn efter søen) som omkring 1. Verdenskrigs udbrud er noteret som [sou’r]201 af informanten HU202, jf. DS 23: 30, hvilken udtale i SDU er noteret [ˈsow?r].

Formen ”Soer” forsynet med udtalerne [ˈso?ɔ] og [ˈso? ɹ] karakteriseres af SDU’s forfattere som ”arkaiserende og spøgende efter203 den nu 199 Som forløber til denne sidstnævnte variant kunne man også forestille sig et [ˈny?ˌbå?] med hovedtryk på forleddet og stød i både forled og efterled, jf. parallelt hermed et ord som ”Blågård”, der er anført med SDU-udtalen [ˈblå?ˌgå?] (der karakteriseres som københavnsk, især lokalt).

200 Det manglende tryktegn i stednavnet betyder iflg. DS Haderslev Amt: XV at forleddet har hovedtryk.

201 Jeg vil formode at der med notationen [ou’] menes en stødholdig (lang) diftong eller diftongagtig forbindelse [ou].

202 HU er dr.phil. Henrik Ussing (1877-1946), der var lærer på Sorø Skole og Opdragelsesanstalt og tillige medlem af Stednavneudvalget.

203 Her kunne man måske i stedet for ”efter” indsætte et ”fortsættende”, da det næppe er sandsynligt at man har genoptaget en allerede uddød dialektudtale. Gunnar Knudsen skriver i 1931 om formen ”Sor”: ”morsomt nok le-

300

uddøde dialektudtale ˈsow’r204”. Såvel de spøgefulde former som den ældre dialektform som F2’s ”suer” (der meget vel kan stå for ”soer”) indicerer et tidligere etstavelsesord med stødholdig ”o”-vokal. Etymoligisk bliver ordet i bl.a. DS kædet sammen med adjektivet ”sur” – enten i den nuværende betydning (hvilket bestemt ikke harmonerer med den ejendommelige sødme vandet i Sorø Sø såvel duft- som smagsmæssigt er karakteriseret ved), eller i betydningen ”fugtig” (hvor er der ikke fugtigt ved en sø?) eller i betydningen ”mudret”, hvilket lyder som det mest sandsynlige forslag, da vandet i søen ved efterårstide ofte får et plumret uigennemsigtigt udseende i forbindelse med nedbrydningen af de mange blågrønalger (her vil der så tillige være et sprogligt slægtskab med det svenske ord ”sörja” (d.e. ”pløre”, ”mudder”, ”pladder”)). Adjektivet ”sur” bliver på den måde en slags øgenavn til søen, som man kan sammenligne med øgenavnet til nabosøen ”Tuelsø”, hvis forled kædes sammen med gammeldansk ”twal” (d.e. ”sæbe”, jf. svensk ”tvål”), sigtende til de sæbeboblelignende skumdannelser, der opstår ved pålandsvind i vandkanten af den pågældende sø om efteråret – ligeledes i forbindelse med den årlige nedbrydning af denne søs alger. § 23 V) ”ye” i f.eks. ”dey” / ”dye” (d.e. ”de”), jf. ODS-udtalen [di?]; jf. tillige svensk ”de” med SAOB-udtalen [di4]; ”dyet” (d.e. ”did”), jf. ODS-udtalen [di?ð], jf. tillige svensk ”dit” med SAOB-udtalen [di4t]; ”fyen” (d.e. ”Fyn”), jf. udtaleangivelsen Hansen 1943: 100 [fy?n] og SDU [ˈfy?n]; ”hyet” / ”heyt” <– ”hyet” (d.e. ”hid”), jf. ODS-udtalen [hi?ð]; jf. tillige svensk ”hit” med SAOB-udtalen [hi4t]; ”krye” (d.e. ”krig”), jf. ODS-udtalen [kr̥i?]; jf. tillige svensk ”krig” med SAOB-udtalen [kri4g]; ”meyn” (ved metatese I opstået af ”myen”, d.e. ”mien” (altså ”min”)), jf. ODS-udtalen [ˈmi?n]; jf. tillige svensk ”min” med SAOB-udtalen [mi4n]205; ”nye” (d.e. ”ni”), jf. ODS-udtalen [ni?]; ”tye” / ”tyedt” (d.e. ”tid”), jf. ODS-udtalen [ti?ð]; jf. tillige svensk ”tid” med SAOB-udtalen [ti4d]; ”wey” / ”wye” (d.e. ”vi”), jf. udtaleangivelsen f.s.v.a. sjællandsk Hansen 1943: 28 [vi?]; jf. tillige svensk ”vi” med SAOB-udtalen [vi4]; ”wyetyl” (d.e. ”vi til”), se under ”wye”.

F2’s ”soffye” (belagt 182 gange i denne form) / ”soffey” (3 belæg) ver den gamle danske Form Sor endnu i Egnens Folkemaal.” (Knudsen 1931: 119).

204 D.e. [ˈsow?r].

205 Den i Sydsverige fremherskende udtale.

301

kan opfattes på 2 måder: enten som trestavelsesordet So-fi-e som i nudansk (med SDU-udtalen [soˈfi?ə]) eller som en F2-gengivelse med stødholdigt udlydende ”i” af de i ældre dansk ikke så sjældne korte former af navnet, nemlig ”Soffy”, ”Soffi”, ”Soffj”, ”Safi” (DGP I: 1268-1270). Carøe citerer under den 17. september 1584 F2-formen ”Soffy”, men det er en citationsfejl, for F2 har ”soffye” det pågældende sted. Hvilket dog ikke ændrer ved at F2 udmærket kan tænkes at have anvendt to-stavelsesformen da han synes at have haft en vis forkærlighed for at ændre sit personales og sin families fornavne fra mere officielle former til mere talesprogsprægede og mundrette former, jf. ”polle” (udstreget form under almanakoptegnelse af 28. januar 1583206, der sekundært er blevet erstattet af den mere neutrale form ”poel” (d.e. ”Poul”), ”gussta” (d.e. ”Augusta”), ”lyssebet” / ”lyssbet” (d.e. ”Elisabeth”), ”per” / ”petter” (d.e. ”Peder”), ”klass” (d.e. ”Claus”) ligeledes i Almanakkerne samt ”klass” i dedikationen i Eksemplar 7 af Etzliche Sprüche 1583 (jf. ”Clas” og ”Klas” i DGP I: 758), ”muns” (d.e. ”Mogens”) i tilnavnet ”munssent” i Almanakkerne F2 ”wyebor” (d.e. ”Viborg”) forekommer afvigende i sammenligning med den nudanske udtale uden stød, jf SDU-udtalen [ˈviˌbå?]. Formentlig er der tale om sekundært stødtab i forleddet, der jo som selvstændigt ord opviser stød, jf. ODS-udtalen [vi?] af opslagsordet ”vi” (d.e. offersted). § 23 VI) ”øe” i f.eks. ”bochøe” (d.e. ”Bogø”); ”halløe” (d.e. ”Halle”) – se Pkt. 2 til Almanakoptegnelse af 21. januar 1583); ”rewsøe” (d.e. ”Revsø”).

Jeg har ikke fundet nogle skriftlige belæg for den nudanske udtale af de to stednavne ”Bogø” og ”Revsø”, som jeg dog mener må være [ˈbogˌø?] og [ˈrevˌsø?] under henvisning til parallelle orddannelser som f.eks. ”Sprogø” med SDU-udtalen [ˈsbråwˌø?], hvor efterleddet ”ø” udtales ligesom simplexformen ”ø”, jf. ODS-udtalen [ø?] og ”Glumsø”, hvor efterleddet ”sø” udtales ligesom simplexformen ”sø”, jf.

SDU-udtalen [ˈglåmˌsø?] og ODS-udtalen af simplexformen, nemlig [sø?]. At ”Revsø” etymologisk ikke har noget med nogen sø at gøre, men formentlig er en sammensætning, hvis efterled går tilbage til ordet ”høj”, har F2 næppe været vidende om, men helt intuitivt, ligesom mange af os andre, forbundet efterleddet med det umiddelbart 206

302

Se illustrationen Christensen 2023: 5.

genkendelige ”sø”.

F2’s ”werløe” (d.e. ”Vejerslev”) eksisterer ikke i virkelighedens verden, så man kan strengt taget ikke sige noget om udtalen, men hvis det skulle have været udtalt ville det nok have været med stød som i ”bochøe”.

F2 ”e” i forbindelsen ”øe” i ”køege” (d.e. ”Køge”, der ses belagt 2 gange hos F2 overfor ”køge” 1 gang) og ”køebenhan” (d.e. ”København”, der ses belagt 1 gang hos F2 overfor ”københan” / ”køben haffn ”7 gange), er formentlig udtryk for dysgrafisk anticipation I (foregribelse af ”e” i stavelserne ”ge” og ”ben”).

Carøe citerer F2 for en form ”Freløeff” (d.e. ”Frejerslev”) under den 3. januar 1587, men her er der desværre tale om nok en citationsfejl hos Carøe 1873, idet der hos F2 står ”freløff”. Til gengæld er der belagt andre ”øe”-holdige former med ”-løe” / ”-løeff” som efterled såsom ”intløeff” (d.e. ”Enslev”), ”werløeff” (d.e. ”Vejerslev”), ”werløe” (d.e. ”Vejerslev”), ”syrløeff” (d.e. ”Sigerslev”) og ”fressløe” (d.e. ”Frejerslev”). Stednavneefterleddet ”-lev” er i nudansk kortvokalisk. F2’s ”e” i ”-løe” / ”-løeff” kunne måske være en indikation af at efterleddet på et tidspunkt, hvor sammensætningen af forleddet og efterleddet var af en mere løs natur, havde langvokalisk stød.

I en række tilfælde, hvor nudansk har lang stødholdig vokal, markerer F2 ikke dette med tilføjelse af ”e” efter den pågældende vokal, jf. ”adel” (d.e. ”adel”), ”dro” (d.e. ”drog”), ”toch” (d.e. ”tog”), ”lot” (d.e. ”lod”), ”such” (d.e. ”syg”), ”wyn” (d.e. ”vin”), ”bat” (d.e. ”bad”), ”Aker” (d.e. Åkær), ”radet” (d.e. ”rådet”) osv., hvilket er helt i overensstemmelse med såvel datidens som nutidens praksis, og derfor ikke kan fremkalde nogen undren.

Der er værd at hæfte sig ved at langvokaler, der i nudansk ikke opviser stød, men blot er lange, hos F2 ikke er udstyret med noget efterhægtet ”e”, jf. ”adam” (d.e. ”Adam”), ”fader” (d.e. ”svigerfader” – 7 belæg), ”moder” / ”muder” (d.e. ”svigermoder” – 5 belæg), ”bro­ der” / ”bruder” / ”brode” (d.e. ”broder” – 17 belæg), ”sachger” (d.e. ”sager”), ”vde” (d.e. ”ude”), ”hawent” (d.e. ”haven”), ”brewe” (d.e. ”breve”), ”rude” (d.e. Rude”), ”schude” (d.e. ”skude”).

Det moderne danske stød er karakteriseret ved ufuldstændigt lukke

303

i stemmelæberne207. Denne tilstand er af nyere dato og formentlig opstået som en gradvis afvikling af den tilstand af stødet, der efter alt at dømme herskede for ca. 150 år siden og før, hvor stødet var karakteriseret ved fuldstændigt lukke i stemmelæberne. Disse tilstandsoplysninger kan udledes af diverse samtidige stødbeskrivelser fremlagt af en række professionelle danske såvel som udenlandske fonetikere som Henry Sweet, Eduard Sievers, Karl Verner, Otto Jespersen, Henrik Abrahams, Eli Fischer-Jørgensen og Pia Riber Petersen fra 1873/1874 og frem til nutiden. Allerede i 1743 gav daværende universitetspedel Jens Pedersen Høysgaard (1698-1773) som den første en yderst kompetent beskrivelse af det danske stød herunder tilstedeværelsen af det såkaldte stødefterslag i langvokaliske stødholdige stavelser, som F2 øjensynligt også ca. 175 år tidligere har været opmærksom på.

Stødets opkomst i dansk som en videreudvikling af det fænomen / den ordtone, der i norsk og svensk kaldes akcent 1, ansættes nu om dage normalt tidligst til efter år 1200 og mere præcist til ca. 1350, om end der både har været fortalere for en urnordisk opkomst af stødet før år 800 og en senmiddelalderlig opkomst af stødet i perioden 14501550. Ingen af disse meget forskellige tidsgrænser kan rokke ved at der må været stød på F2’s tid og at det har været så iørefaldende, at amatørfonetikeren F2 har fundet anledning til at notere det indirekte i dets mest markante form i de stødholdige langvokaler ved at forsyne (mange af) disse med sit selvopfundne efterslags-”e”. § 24) F2’s anvendelse snart af endelsen ”-it” (evt. skrevet ”-yt”, jf. § 3), snart af endelsen ”-et” i præteritum (modsvarende nudansk ”-ede” / ”-te”), i præteritum participium passiv, i bestemt form sg af neutrumsubstantiver samt i den pronominelle neutrum singularis-form ”intet”: ”-it” ”barnit” (d.e. ”barnet” – bestemt form sg neutrum), ”besstyllyt” (d.e. ”bestilte” – præteritum), ”bewillit” / ”bewyllit” (d.e. ”bevilgede” – præteritum), ”far schrewyt” (d.e. indbudt skriftligt” – præteritum participium passiv), ”hullit” (d.e. ”hyldet” – præteritum participium passiv), ”musstrit” (d.e. ”mønstrede” – præteritum), ”rae hussit” / ”raehussyt” (d.e. ”rådhuset” – bestemt form sg neutrum), ”rygyt” (d.e. ”riget” – bestemt form sg neutrum), ”scholttyt” (d.e. ”slottet” – bestemt form sg neutrum), ”schykit” (d.e. ”skikket” = ”sendte” – 207 De nedenfor gengivne oplysninger om stødet og dets udforskning og historie har jeg hentet fra Lars Brinks fornemme gennemgang af stød, tryk og tonegang i dansk i DSH 2: 229-254.

304

præteritum), ”sorrit” (d.e. ”svoret” – præteritum participium passiv); ”tachserrit” (d.e. ”takserede” = ”ansatte til skat” – præteritum); ”yn­ ttit” (d.e. ”intet” – den pronominelle neutrum singularis-form ”intet”) ”-et” ”boet” (d.e. ”boet” – præteritum participium passiv), ”døet”, d.e. ”død” – præteritum participium passiv), ”fartynchget” (d.e. ”lejede” – præteritum), ”foet” (d.e. ”fået” – præteritum participium passiv), ”lowet” (d.e. ”lovet” – præteritum participium passiv), ”radet” (d.e. ”rådet” – bestemt form sg neutrum), ”tachket … aff … fra” (d.e. ”tog sin afsked fra” – præteritum), ”tallet” (d.e. ”talte” – præteritum).

Jf. en tilsvarende dobbelthed i ældre dansk andetsteds: ”-it” ”fangitt” (d.e. ”fangede” i NN’s tilskrift bagi DKBK’s eksemplar af Dietrich 1565 – præteritum), ”nogenn øxne, penninge och andenn dell, som handt skulle hanum haffve affbeskattit met urette” (Kalkar – opsl. ”Afbeskatte” – præteritum participium passiv), ”affløste dem, som haffde loffuit at gaa slig lange reyser” (Kalkar – opsl. ”Afløse” – præteritum participium passiv), ”bygge husit oc gøre hans mure” (Kalkar – opsl. ”Hus” – bestemt form sg neutrum), ”ieg haffuer intit gaffn aff ham vden harm, hand er aldrj wful” (Kalkar – opsl. ”Ufuld” – den pronominelle neutrum singularis-form ”intet”) ”-et” ”hand stillit sig hofflig oc fanget sig an” (Kalkar – opsl. ”Hoflig” – præteritum), ”fordi mangen en har talet alt for meget af ubesindighed, er hand bleven nød til at tie af vankelmodighed” (Kalkar – opsl. ”Vankelmodighed” – præteritum participium passiv), ”godt at have snibbe rummet fri, naar de ikke vide tyss med oss (hvorfor vi skulle tige)” (Kalkar – opsl. ”Snibberum” – bestemt form sg neutrum), ”hvad G og B i øret blæser dig, i vinden slae det hen” (Kalkar – opsl. ”Øre” – bestemt form sg neutrum), ”dersom ald saadant reffsel oc paamindelse intet vil fruchte” (Kalkar – opsl. ”Revsel” – den pronominelle neutrum singularis-form ”intet”).

En enkelt gang opviser F2 en præteritumform på ”ede”, nemlig det lidt dunkle ”iede”, der uden tvivl er en præteritumform, og hvis betydning er ”jagede” (det drejer som om nogle nyanskaffede engelske hunde, som F2 ”ier” med i dyrehaven).

Jf. også at neutrum singularis-formen af det ubestemte pronomen hos F2 er noteret ”it”, jf. i ældre dansk Kalkar-belæggene ”beuisis synden at være it fald oc en arffuelig fordærffuelse, det er it arffuefald.” (opsl. ”Arvefald”), ”aldrig hugger mand saa lidet it saar, der bliffuer 305

jo effter it ar eller kiendemaal” (opsl. ”Kendemål”), ”dw skalt gøre it kaaber splinder der faare lige som it garn” (opsl. ”Kobbersplinder).

Jf. også vekslingen mellem endelserne ”es” og ”is” i ældre dansk, der er omtalt i § 33. § 25) F2’s anvendelse af simpelt ”n” svarende til nudansk velært ”n” (d.e. den velære nasal [ŋ]) – i nudansk skrevet ”ng”, jf. følgende eksempler hvor ”n” står i absolut udlyd eller i stavelsesudlyd: ”dredygan” (d.e. ”tredje gang”), ”dren” / ”drent” (d.e. ”dreng” – andet ekspl. med efterhængt stumt ”t”), ”gan” (d.e. ”gang”), ”iun” (d.e. ”Jung”), “konstet” (d.e. “Kongsted”), ”sent” (d.e. ”seng” med efterhængt stumt ”t”), ”wranstrubt” (d.e. “Vrangstrup” ?).

Jf. modsætningsvis følgende eksempler, hvor det velære ”n” skrives ”ng” og enten står antevokalisk eller i stavelsesudlyd: ”enggelsche” / ”enggelssche” (d.e. ”engelske”), ”hengde” (d.e. ”hængte”), ”iungfru” (d.e. ”kammerjomfru”), ”kongen” (d.e. ”kongen”), ”spar pengen” (d.e. ”Sparepenge”). § 26) F2’s anvendelse af ”d” i stedet for ”t” initialt, jf. den svært læselige forbindelse ”drette” (d.e. ”tredje”) i Notat 2 af 15. maj 1572, som er F2’s tilskrift nr. 3 på bagsiden af titelbladet til Biblia 1551. Tallet ”3” er to gange belagt hos F2 som ”tre” – og altså ikke ramt af samme overgang til ”d” som ”drette”. Formen ”drette” kan vel være opstået under indflydelse af tysk ”dritte” og dermed være en germanisme. § 27) F2’s notation af assimilatorisk betingede ændringer af a) ”dt” til ”tt” / ”t” (eventuelt skrevet ”d” i reflekser af præteritumsformer på ”te”, jf. § 59): ”annefelt” (d.e. ”Anefeldt” / ”Ahlefeldt”), ”begunt” / ”begunte” / ”be­ guntte” (d.e. ”begyndt” / ”begyndte”), ”beguntyst” (d.e. ”begyndte”), ”falt” (d.e. ”faldt”), ”gesant” / ”gesanter” / ”gesantte” / ”gesantter” (d.e. ”gesandt” / ”gesandter”), ”holt” (d.e. ”holdt”), ”sychgemunt” (d.e. ”Sigismund), ”wlfelt” (d.e. Ulfeldt”).

Jf. tilsvarende i gammeldansk fra Kalkar ”got” (d.e. ”godt” – opsl. ”Sjælesødhed”), ”hantere” (d.e. ”håndtere” – opsl. ”Købmandskab”), ”røt” (d.e. ”rødt” – opsl. ”Hængeltøj”), ”søt” (d.e. ”sødt” – opsl. ”Søvnesød”).

306

b) ”nd” til ”nn” / ”n”: “annerubt“ (d.e. „Anderup“), ”begunne” (d.e. ”begynde”), ”engge­ lan” / ”englan” (d.e. ”England”), ”ent nu” (d.e. ”endnu”, dvs. ”nd” –> ”n” –> ”n” + stumt ”t”), ”her in” (d.e. ”herind”), ”herremen” / ”her­ rement” (d.e. ”herremænd”), ”hofsynner” / ”hoffsynner” (d.e. ”hofsinder”), ”hunne” (d.e. ”hunde”), ”høssment” (d.e. ”høvedsmænd / befalingsmænd”), ”kurlant” (d.e. ”Kurland”), ”købment” (d.e. ”købmænd” – det sidste ”t” er F2’s stumme ”t”); ”lenssmant” (d.e. ”lensmand” det sidste ”t” er F2’s stumme ”t”), ”rannerss” / ”ranssner” (d.e. ”Randers”), ”rennerssbor” / ”renssbor” (d.e. ”Rendsborg”), ”schannelbor” (d.e. ”Skanderborg”), ”sennebut” (d.e. ”sendebud”), ”sunnerbor” (d.e. ”Sønderborg”), ”tan” (d.e. ”tand”), ”tynner” (d.e. ”tidender”), ”vnne” (d.e. ”unde”), ”wan” (d.e. ”vand”), ”wynbue holt” (d.e. ”Vindbyholt”), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”wynnersløff” / ”wynnersschøl” / ”wynnerssløff” (d.e. ”Vinderslev”), ”wynnynch” (d.e. ”Vinding”).

Jf. tilsvarende i gammeldansk ”begynne” Kalkar 1976 (d.e. ”begynde” – opsl. ”Formaledide”) og ”unne” Kalkar 1976 (d.e. ”unde” – opsl. ”Bjærkeret”).

Ordformer indeholdende forbindelsen ”nds” kan rubriceres under såvel § 27b som § 27c. c) af ”ds” til ”ss” / ”s”: ”besste” (d.e. ”bedste”), ”elsste” / ”elste” (d.e. ”ældste”), ”gost” / ”guss” (d.e. ”gods”), ”gussbor” (d.e. ”Gudsbord”), ”herress fochget” (d.e. ”herredsfoged”), ”lansskron” / ”lansskronne” (d.e. ”Landskrone”), ”renssbor” (d.e. ”Rendsborg”), ”stassgar” (d.e. ”Stadsgård”).

Jf. tilsvarende i ældre dansk ”beste” Kalkar 1976 (d.e. ”bedste” – opsl. ”Dydeprøve”), og i nudansk ”ridse”, ”bedst”, ”ældst”, ”gods”, ”tudse” udtalt [ˈʁisə], [ˈbεsd] [ˈεlˀsd], [ˈgɔs], [ˈtusə] med DDO-notation.

Ordformer indeholdende forbindelsen ”nds” kan rubriceres under såvel § 27b som § 27c. d) ”ts” til ”s”208: ”farssdach” og ”himmelfarss” svarende til nudansk ” (Kristi Himmel) 208 36.

Se tillige vedr. udviklingen af udtalen af efternavnet ”Reedtz” i §

307

fartsdag” og ”(Kristi) Himmelfarts(dag)”. Nu om dage udtales ”t”-et – vel influeret af skriftbilledet – men i lidt ældre dialektbeskrivelser er helligdagsbetegnelsen belagt udtalt uden det pågældende ”t”, jf.

Feilberg 1886-1914 II: 301 spalte 2 linje 48-59 [Kresti hèməlfarsdaw?] (ekspl. fra Elsted i Jylland), ”ranso” (d.e. ”Rantzau”). e) ”ld” til ”ll” / ”l”: ”arrel” (d.e. ”Arild”), ”falt” (d.e. ”faldt”), ”gullenster” (d.e. Gyldenstierne”), ”hal” (d.e. ”Hald”), ”holle” (d.e. ”holde”), ”hulliss” (d.e. hyldes”), ”hullynch” (d.e. ”hyldning”), ”hullit” (d.e. ”hyldet”), ”kallyss” (d.e. ”kaldes” / ”hedder”), ”kollesue” (d.e. ”koldesyge”), ”kollerub” (d.e. ”Kollerup”), ”kollynch” (d.e. ”Kolding”), ”kullekul” (d.e. ”Kollekolle”), ”rosschil” / ”rosschyl” (d.e. ”Roskilde”), ”stalbroder” (d.e. ”staldbroder”), ”sefel” (d.e. ”Seefeldt”), ”tollent” (d.e. ”tolden”), ”toller” (d.e. ”toldere”), ”torril” (d.e. ”Torrild”), ”truegewel” (d.e. ”Tryggevælde”).

Fænomenet findes også belagt andetsteds i ældre dansk, jf. Kalkar ”vor tollere paa same fiskeleye” (d.e. ”tolder” – opsl. ”Toldere”), ”vdi Danmarck vaar saa stor hunger, at kongen, der hand skulle holle iule afften vdi stor madtrang” (d.e. ”holde” – opsl. ”Madtrang”), ”koenn och pinckenn icke endt tha wor komenn for Kolling” (d.e. ”Kolding” – opsl. ”Pinke”), ”tag hylle vand en halff pot” (d.e. ”Hyldevand” – opsl. ”Hyldevand”). § 28) F2’s udskydelse af udlydende ”g” i ”kry” / ”krye” svarende til nudansk ”krig”, hvis udlydende ”g” enten kan udtales eller udelades, jf. udtaleangivelsen [kr̥i?ɋ ell. (alm.) kr̥i?] i ODS. Jf. tillige i ældre dansk ”kri” hos Kalkar i belæggene ”viste mand inted aff kri eller feigde” (opsl. ”Krig”) og ”der med angick den languarige troianske kri” (opsl. ”Angå”), ”bleff hand aff anden addel actet for den, som vaar wduelig baade i kri oc politi” (opsl. ”Politi”). § 29) F2’s udskydelse af blødt ”d” a) i udlyd / stavelsesudlyd efter vokal: ”bastue” (d.e. ”badstue”), jf. også Kalkar-belægget ”2 ß til bastue penning” (opsl. ”Ba(d)stuepenning”), ”tye” (d.e. ”tid”) svarende til nudansk ”tid”, hvis ”d” også ses udskudt i lidt ældre dialektbeskrivelser over jysk, jf. [de æ po dæn høw ti?] (d.e. ”det er på høje tid”) (Feilberg 1886-1914: III 787 spalte 2 linje 52-53 (lydskrift tillempet 308

eksemplet, der er fra Søvind ved Horsens), ”rae hussit” / ”raehussyt” / ”rahuss” (d.e. ”rådhuset” / ”rådhus”), der vel står for en udtale i stil med [råhuset] / [råhus], der lader sig jævnføre med sammenlignelige forbindelser indeholdende forleddet ”råd” i jyske dialekter, jf. Feilberg [råmąj] – d.e. ”rådmand”, [råwil] – d.e. ”rådvild”. b) mellem vokaler: ”bedach” (d.e. ”bededag”), ”bedachge” (d.e. ”bededage“). Overgangen ”bededach” –> ”bedach” hos F2 lader sig sammenligne med gengivelserne af ordet ”bededag” i Feilberg som [bedaw], [bedå] og [beda] (opslag ”Bededag”), og med gengivelserne af ”Store Bededag” som [stu beda] (opsl. ”Bededag”), og ”hellig bededag” som [hælə beda]] (opsl. ”hellig bededag”) i Tillægget til Feilberg, ”boe” (d.e. ”begge”), ”harsshe” (d.e. ”Harrishøj” – ”he” kommer af ”hede”), ”nenscho” (d.e. ”Nedenskov”), ”onsse” (d.e. ”Odense”), ”raet” (d.e. ”rådet”), ”tynner” (d.e. ”tidender”); c) mellem vokal og ”l”: ”welle” (d.e. ”Vejle”) – en form, der har paralleller i ældre belæg som ’’Welleis’’ (1326) og ’’wele’’ (1544-45) (DS 8: 1), og vel repræsenterer en (østjysk) overgang ’’ð” –> ”0”, altså [veðle], jf. den i 1326 belagte form ”Vedle” (DS 8: 1) –> [velle], jf. de netop nævnte former ”Welleis”, ”welle” og ”wele”.

Overfor denne ”0”-udvikling af [ð] står så den velkendte udvikling ”ð” –> ”j”, som kendes i det moderne bynavn ”Vejle”, der lokalt udtales / udtaltes [væjəl] / [væjl] (DS Vejle Amt: 1) med det udlydende ”e” underkastet jysk apokope.

Moderne århusiansk kender f.s.v.a. udviklingen af blødt [ð] både overgangen 1) ”ð” –> ”j” og den af F2 praktiserede endnu mere radikale overgang 2) ”ð” –> ”0” (eventuelt med overgangen ”ð” –> ”j” som mellemtrin209), jf. 1) [ga·j] for ”gade”, [ga·jer] for ”gader”, [ujmærket] for ”udmærket”, [betø’j] for ”betød”, [gra’j] for ”grad”, [råjhu’set] for ”rådhuset”’, [grø’j] for ”grød”, [maj] for ”mad”, [må·j] for ”måde”, [moj’n] for ”moden”, [åptræ·j] for ”optræde”, [stæj’e] for ”stedet”, [vijer] for ”videre”, [slajerhangk] for ”sladderhank”, [sjokola·j] for 209 F2’s ”weent” (d.e. ”vejen” + stumt ”t”), og F2’s ”eert” (d.e. ”Ejer”). hvor ”j” mellem to vokaler er faldet bort, demonstrerer – muligvis – at overgangen ”ð” –> ”j” –> ”0” kan have inddraget forbindelser indeholdende et ”j”, der ikke går tilbage til ”ð”, i udviklingen.

309

”chokolade”, [skuj] for ”skud”, [mij’ler] for ”midler”, samt 2) [ga·e] for ”gade”, [ga·er] for ”gader”, [sme’en] for ”smeden”, [bla’et] for ”bladet”, [ti·lier] for ”tidligere”, [fre·li] for ”fredelig”, [ke’] for ”ked”, [dø·] for ”døde”, [fåne·n] for ”forneden”, [he’] for ”hed”, [ty·li] for ”tydelig”, [u· på fe’et] for ”ude på Fedet”, [sokola·] for ”chokolade”, [nø’en] for ”nødden”, [ski·ke·li] for ”skidekedelig”, [væ·] for ”vædde”.

Overgangen ”ð –> j” kendtes også for indtil for ikke så mange år siden i københavnsk, jvf. det i Bom og Krener 1959: 17 sagte: ”Denne udvikling er særlig påagtet i københavnsk (””uje” på ”gajen””), som en af denne sprogforms mest berygtede og foragtede træk ...”. Fænomenet ses skriftligt belagt i københavnske ”fonetiske” undertekster til en række vittighedstegninger i tidsskriftet ”Punch”, jvf. ”æjer” ( –> æder)(”Punch 19. november 1885”), ”Kærlihej” (<– kærlighed) og «Urkeje» (<– urkæde)(”Punch 28. april 1881”) samt ”Guj” (<– Gud) (”Punch 3. august 1882)(alle Punch-eksemplerne hentet fra Bom og Krener 1959: 13, 17, 30).

Skuespilleren Osvald Helmuth benyttede også dette dialektale træk, når han spillede arbejderroller (her var det ikke så væsentligt om den ”spillede” arbejder var københavner), jvf. udtalen [nej] (<– ned) og [tuj] (<– tud) i rollen som skraldemanden Alfred Doolittle i musicalen ”My Fair Lady” (dansk opførelse 1960). Det er værd at hæfte sig ved at udtalen af ”ð” som ” j” kommer til udtryk i den officielle stavemåde af Vejle bys navn – et fænomen der også genfindes andetsteds i landet ved stednavne i egne, hvor en identisk lydovergang har gjort sig gældende: ”Lejre” (belagt som ”Lethre” i Lejrekrøniken), ”Hejninge” (belagt som ”Hithning” i Århusbogen) og ”Vojens” (i det 15. århundrede belagt som ”Wodens”).

Eksemplerne i § 29 er bl.a. hentet fra DS Vejle Amt 1944: 1; Arboe & Schoonderbeek Hansen 2009: 75; Nielsen 1953: 226-227; Bom & Krener 1959: 17-18; Jørgensen 1994 samt DS-databasen. § 30) F2’s anvendelse af ”t” i forlyd i ”tet” (d.e. ”det”); denne form og den tilsvarende ”thet” er talrigt belagt i ældre dansk, jf. Kalkar f.s.v.a. ”tet”: ”mand mo oc ey bridhæ barken met iern, skedæ tet, ta behullæ han ey sin døyg” – opslag ”Bark”, ”tet sker oc skelden210, at hetningæ selliæ cristnæ purt ok wblandet balsamum, the pleyæ io tel foren ath blandeth oc forskalketh” – opsl. ”Forskalke” og ”viij myn fattiigh børn konde tet ygien løse for en skelligh peninghe” – opsl. ”Igenløse” og 210

310

Der menes vel ”sjelden”.

f.s.v.a. ”thet”: ”kalles thet at væræ bagmalseed” – opslag ”Bagmåls­ ed”, ”thet schule konning ok righens men strax, første thet forkerdh ok forkyndughet worther, forstyre” – opsl. ”Forkynduge” og ”thet hielper for lichwerchmes soot” – opsl. ”Likværkme”. Se videre GDG V: 146-147. § 31) F2’s stavemåde ”ymellum” / ”y mellum” med udlydende ”um” i stedet for nudansk ”em”. Beslægtede stavemåder hermed er velkendte fra ældre dansk, jf. Kalkar ”det vi hafve imellum hænderne” (opsl. ”Imellum (emellem)”), ”haue kerlicheth samfelde j mellum ­jdher” (opsl. ”Samfæld”), ”trette oc delle, thennom emellom var” (opsl. ”Imellum (emellem)”), ”døem e mellom thesse quinner alle” (opsl. ”Imellum (emellem)”), ”dømmer imellom” (opsl. ”Imellum (emellem)”), ”kenness ath haffue giorth reth marskel oc skowffskel i mellom Gwnnetuet oc Orebodhe” (opsl. ”Imellum (emellem)”). § 32) F2’s anvendelse af nominativformen af månedsnavnene i deres latinske form ved datoangivelser fremfor den mere ”kancellikorrekte” genitivform, jf. ”iannuarius” (2x), ”maius” (2x), ”aprilis” / ”aprilys” (2x), ”november” og ”december”. Det skal dog medgives at formerne ”aprilis” / ”aprilys” lige så godt kunne være genitivformer. § 33) F2’s anvendelse af genitiv-former på ”-is” (hvor nudansk har ”-es”) og af passive verbalformer på ”-is” (hvor nudansk ligeledes har ”-es”), jf. b) possessivpronominer på nudansk ”es” (”jeres”, ”deres”, ”vores” og ”hendes”) – hos F2 belagt med endelsen ”is”, jf. ”derriss” / ”derrist”; b) genitiv singularis af substantiverne på nudansk ”es” (”herres”, ”fogdes”, ”pfalzgreves” og ”piges”) – hos F2 belagt med endelsen ”is”, jf. ”herris” / ”herriss”, ”fodyss”, ”palssgrewyss”og ”pygyss”; c) passive former af verber på nudansk ”es” (”håbes”, ”hyldes”, ”kaldes”, ”skilles”, ”føres” og ”begyndtes”) – hos F2 belagt med endelsen ”is”, jf. ”hobist”, ”hulliss”, ”kallyss”, ”schyllis”, ”førrist” og ”begun­ tyst”.

I ældre dansk ser man en veksling mellem former på ”is” og former på ”es”, jf. følgende Kalkar-belæg refererende til ovennævnte punkter a, b og c: a) ”hun mett hindis wenners indbewilling war giffuen udi ecteskaff” (opsl. ”Indbevilling”), ”hans majt. fulde selff deris ljg til deris neder311

sættelsis sted” (opsl. ”Nedersættelssted”) og ”Guds naadis tilvendelse staar paa voris omvendelse” (d.e. ”nådes” – opsl. ”Tilvendelse”) – former på ”is” – overfor ”fands wtj hindes ponng enn barnnenagell” (opsl. ”Barnenagl”), ”som deres ære tro oc deres anborne segel hafve for hannem udsat” (opsl. ”Anbåren”) og ”ved vores naadigste herres gode raad og velbetænkning” (opsl. ”Velbetænkning”) – former på ”es”; b) ”naar du vil gaa ind i huset igennem gadis døren, da staa stille i forstuen oc see paa fremgaflen” (d.e. ”gades” – opsl. ”Framgavl”), ”som her met denne salige fruis ligs process er skeet” (d.e. ”frues” – opsl. ”Lig(s)proces”), ”samme gaardtt och goudtz skiøde till samme skolis stifft” (d.e. ”skoles” – opsl. ”Stigt”) og ”Guds naadis tilvendelse staar paa voris omvendelse” (d.e. ”nådes” – opsl. ”Tilvendelse”) – former på ”is” – overfor ”myn herres smasind till eeth skioldlæder” (opsl. ”Skjoldlæder”), ”engelst til min frues sperwogen” (opsl. ”Spærvogn”), ”prise Guds uudsigelige naades velgærning” (opsl. ”Uudsigelig”) og ”haffuer hun Herluffsholms skoles fundatz stadfest och vill festeligen och uigienkallidt holdit haffue” (opsl. ”Fæstelig”) – former på ”es”; c) ”oerhøns og federhøns, hvilke vi ville at skall affblesis aff Niels Kock” (d.e. ”afblæses” = ”skydes” – opsl. ”Afblæse”), ”maa ey en bogstav fra begyndelsen eller fra enden paa ordet afftagis” (d.e. ”borttages” – opsl. ”Aftage”) og ”køb oc sal skulle vden al argelist (sine dolo malo) begyndis” (d.e. ”begyndes” – opsl. ”Argelist”) – former på ”is”- overfor ”saa adt thenisten begyndes saa bethimen dags” (opsl. ”Betimen”), ”huat ther han skuldhe athaues, thet vistæ han ey” (opsl. Adhaves”) og ”ieg kendes meg at haffue magladt oc nu maglegger fra meg tiil Dyderic Hemmingssen Quitzou alld myn andell” (opsl. ”Mag(e)lægge”) – former på ”es”.

Jf. også vekslingen mellem endelserne ”et” og ”it” i ældre dansk, der er omtalt i § 24. § 34) F2’s anvendelse af digrafen ”ff” i opr. postvokalisk position svarende til nudansk ”v”: ”beloff” (d.e. tilnavnet ”Belov”), ”bleff” (d.e. ”blev”), ”breff” (d.e. ”brev”), ”entschelff” (d.e. ”Enslev”), ”fyede breff” (d.e. ”fejdebrev”), ”gaff” (d.e. ”gav”), ”haderscheffl” / ”haderschelff” / ”hadersscheff” / “hadersschelff“ / ”hadderffles“ / ”hadderscheffl” / “hadderschelff” / ”haddersscheff” / ”haddersscheffl” / ”haddersschelff” / ”hadder­ 312

ssleff” (d.e. „Haderslev“), ”intløeff” (d.e. ”Enslev”), ”køben haffn” (d.e. ”København”), ”wynnersløff” / ”wynnerssløff” (d.e. ”Vinderslev”).

Sml. tilsvarende eksempler fra ældre dansk hos Kalkar: ”gaff” (d.e. ”gav” – opsl. ”Ængstighed”), ”sleff” (d.e. ”slev” – opsl. ”Kobberslev”), ”dreff” (d.e. ”drev” – opsl. ”Sø[u]skendebarn”), ”haff” (d.e. ”hav” – opsl. ”Ugæstsom”), ”ræff” (d.e. ”rev” – opsl. ”Gruselig”), ”tiuff” (d.e. ”tyv” – opsl. ”Tjuv”), ”røff” (d.e. ”røv” – opsl. ”Røv”), ”kiercketyuff” (d.e. ”kirketyv” – opsl. ”Kirketjuv”), ”liff” (d.e. ”liv” – opsl. ”Egen”), ”behoff” (d.e. ”behov” – opsl. ”Behov”).

Forbindelsen ”ff” kan også stå for et dobbeltskrevet ”f”, jf. i almanakkerne ”aff” (55 belæg). § 35) F2’s skrivemåde ”petter” svarende til nudansk ”Peder” / ”Peter”.

Uagtet dedikationsmodtageren Peder Reedtz i eftertiden normalt er kendt under fornavnet ”Peder”, blev han i sin samtid som regel omtalt på skrift med ”t”-holdige – ofte mere tyskklingende – varianter af det pågældende fornavn, jf. ”Petter” (SjT 13: 256b under den 21. marts 1577), ”Petther” (SjT 14: 154a under den 31. december 1578), ”Pei­ tter” (SjT 14: 351a under den 29. juli 1580), ”Peither” (SjR 12: 140b under den 18. december 1580), ”Peiter” (SjT 14: 429b under den 27. januar 1581), ”Pether” (SjT 15: 451b under den 27. december 1584) og ”Peter” (FT 1: 407b under den 13. januar 1586). Men også formen med ”d” ses undertiden belagt, jf. ”Peder” (SjR 12: 109a under den 10. august 1580).

F2’s ”Petter” kan evt. også opfattes som en parallel til det i nudansk ikke så sjældent anvendte hypokoristikon ”Petter” af Peter / Peder; F2 anvendte gerne hypokoristika i Almanakkerne, jf. § 23 IV i nærværende kapitel.

Endelig er der også den mulighed at der fra F2’s side er ment ”Peter”, som så blot er skrevet med 2 ”t”’er i stedet for med 1, jf. den ganske almindeligt forekommende skrivemåde ”att” i ældre dansk for ”at”, jf. Kalkar ”att wære eentijd giifftt thet siwnis att wære een foosterlig kierlighed” (opsl. ”Fosterlig”), ”wj thillade neruerindis salttsiuder en saltt hytte till att brende saltt att mue opsette” (opsl. ”Salthytte”) og ”att gøø oc bide som glubende, galne, stoldhunde” (opsl. ”Ståldhund”). Se videre § 22 ovenfor. § 36) F2’s skrivemåde ”rest” mod normalt ”Reedtz”. Sofus Larsen har 313

læst F2’s gengivelse af Peder Reedtz’ efternavn som ”ress” (Larsen 1921: 36), men det sidste tegn i ordet ligner nu efter min mening mest et F2-”t”, der vil være et fint eksempel på F2’s hyppige anvendelse i udlyd af det postkonsonantiske stumme ”t”, jf. videre ovenstående § 8. Skærer vi det udlydende stumme ”t” fra bliver ”res” tilbage, som jeg vil betragte som et vellykket forsøg på fra F2’s side rent fonetisk at gengive den naturlige danske dagligudtale af efternavnet Reedtz som [re:s], der afviger fra den hyperkorrekte skriftbetingede udtale [re:ts]; udtalen [re:s] med ”s” <– ”dtz” kan jævnføres med udtalen i ældre nudansk (ODS-dansk) af ”eksercits” som [ægsərˈsis] (v.s.a. [ægsərˈsids]), af ”notits” som [noˈtis] (v.s.a. [noˈtids]), og af ”visitats” som [visiˈta?s] (v.s.a. [visiˈta?ds])211. I tidlige belæg af navnet ”Reedtz” i Kancelliets protokoller ses efternavnet også skrevet uden ”dt”, jf. ”Reyß” (SjT 12: 265b under den 27. april 1574) og ”Reiß” (SjT 14: 429b under den 28. januar 1581). Omdannelsen af ”dtz” udtalt [ts] til [s] kan vel lettest forklares som en eliminering af et ”ubekvemt” [t] foran [s], som kan jævnføres med elimineringen af blødt ”d” [ð] foran [s] i ord som ”fødsel” og ”tidsnok” på nudansk. Jf. også de i § 27d ovenfor nævnte F2-eksempler ”farssdach” og ”himmelfarss”, hvis ”ss” (= ”s”) er opstået af ”ts”.

For god ordens skyld og for at få alle muligheder med skal man endelig være opmærksom på at skrivemåden ”rest” lige så vel kan udspringe af F2’s staveforstyrrelse, der ikke så sjældent manifesterede sig i dysgrafiske metateser (ordblindhedsbetingede tegnombytninger på skrift, her metatese I), således at forstå at han egentlig har villet skrive ”rets”, men i kraft af sit dysgrafiske problem har byttet om på ”t” og ”s”, hvilket så har givet ”rest”, jf. videre § 4c i nærværende kapitel. § 37) F2’s manglende notering af udlydende ”g” efter ”er”, ”or” og ”ur”, der indicerer at han ikke har udtalt noget ”g” i disse forbindelser ligesom man heller ikke gør i nudansk talesprog. Hans skrivemåde 211 Jf. også den i nudansk stadig eksisterende unormerede udtale af ordet ”sideværts” som [ˈsideværs] (v.s.a. [ˈsideværts]). Influeret af den [t]-løse unormerede udtale ses ordet undertiden også – lige så unormeret – skrevet ”sideværs” henholdsvis ”sidevers”. I nudansk udtales ”eksercits”, ”notits” og ”visitats” – vel under indflydelse af de skrevne former – udlukkende [ægsərˈsids], [noˈtids] og [visiˈta?ds]). I ordet ”assistens”, der kommer af tysk ”Assistentz”, og oprindeligt er indlånt i denne form – altså ”Assistents”, er [ts] også blevet reduceret til [s], men her har man taget skridtet fuldt ud og også fjernet ”t” i den skrevne form, hvorfor udtalen af ordet stadig er [asiˈsdæn’s], i f.eks. ”Assistens Kirkegård”, som det nærmest anses for helligbrøde at udtale med [t], altså [asiˈsdænts].

314

er altså fonetisk. Samme skrivemåde uden udlydende ”g” genfindes i brevkopi af 2. november 1580 i JT 2: 179b, hvor stednavnet ”Skanderborg” er stavet ”Schanderbor” af en af Danske Kancellis medarbejdere.

F2-belæggene er følgende: ”classhønbar” (d.e. ”Claus Hønborg”), ”derssbor” (d.e. ”Frederiksborg”), ”dronninchbor” (d.e. ”Dronningborg”), ”flenssbor” (d.e. ”Flensborg”), ”fredersbor” / ”frederssbor” (d.e. ”Frederiksborg”), ”harwer bert gar” (d.e. ”Havrebjerggård” som er F2’sk for ”Havreballegård”), ”helsynchbor” (d.e. ”Helsingborg”), ”hønbar” / ”hønbor” / ”hønburt” (d.e. ”Hønborg”), ”kronbor” / ”kro­ nebor” / ”kronnebor” (d.e. ”Kron(e)borg”), ”mechkebor” / ”mechkel­ bor” / ”megkelbor” (d.e. ”Mecklenburg”), ”nuebor” / ”nuebar” (d.e. ”Nyborg”), ”pass ber” (d.e. ”Parsberg”), ”rennerssbor” / ”renssbor” (d.e. ”Rendsborg”), ”schanddelbor” / ”schandelbor” / ”schandelbro” / ”schannelbor” (d.e. ”Skanderborg”), ”seggeber” (d.e. ”Segeberg”), ”strassburt” (d.e. ”Strasburg”), ”sunnerbor” (d.e. ”Sønderborg”), ”sylkebor” (d.e. ”Silkeborg”), ”worrenbor” (d.e. ”Vordingborg”), ”wy­ bor” / ”wyebor” (d.e. ”Viborg”).

F2’s tyske stednavne ”strassburt” (d.e. ”Strassburg”) og ”seggeber” (d.e. tysk ”Segeberg”) er blevet behandlet på samme måde som de danske forbindelser på ”org” / ”erg”.

Jf. tillige at ”g” i nudansk (normalt) udtales i ”bjerg” / ”borg” som isolerede ord (jf. ODS-udtalerne [bjɐ̤r ’ɋ] og [bωr’ɋ], men ikke i sammensætninger (typerne ”Fuglebjerg”, ”Frederiksberg” og ”Skanderborg”).

I 4 tilfælde udelader F2 udlydende ”r(g)” i efterleddet ”borg”, jf. ”schanderbo” (almanakoptegnelse af 19. oktober 1583), ”kronebo” (almanakoptegnelse af 15. marts 1584), ”schandelbo” (almanakoptegnelse af 16. april 1584) og ”kronnebo” (almanakoptegnelse af 4. juni 1587). Jeg vil betragte disse stavemåder som lidt tilfældige afvigelser, der ikke er udtryk for nogen generel tendens. Der er nemlig belagt mere end 150 eksempler på sted- og personnavne af denne type, der udlyder på ”r” og altså kun har mistet ”g”. § 38) F2’s anvendelse af tegnene ”e”, ”o” og ”ø” alene i forbindelser, der modsvarer nudansk ”ow” / ”ov” / ”au” / ”ev” (”ø”) ”andersscho” / ”anderscho” / ”antdersscho” (d.e. ”Antvorskov”), ”bolo” (d.e. ”Below”), ”brochscho” (d.e. ”Boskov”), ”farschre” (d.e. ”indbød skriftligt” / ”inviterede”), ”fressløe” (d.e. ”Fregerslev”), ”ho­ 315

gar” (d.e. “Hovgård”), ”ielscho” (d.e. ”Jelskov”), ”lerscho” / “lersscho” (d.e. ”Lejrskov”), ”lostrupt” (d.e. ”Loverstrup”), ”nenscho” (d.e. ”Nedenskov”), ”ostrubt” / ”osstrubt” (d.e. Ovstrup”), ”ransso” / ”ranso” / ”rantzo” (d.e. ”Rantzau”), ”rewentlo” (d.e. ”Reventlow”), ”scho” (d.e. ”skov”), ”schobo” (d.e. ”Skovsbo”), ”schossgar” (d.e. ”Skovsgård”), ”schre” (d.e. ”skrev”), ”sokammer” (d.e. ”sovekammer”), ”toscho” / ”tosscho” (d.e. ”Tovskov” – med 2 gange ”ov” gengivet af F2 med ”o”), ”wartto” (d.e. ”Vartov”), ”wynnersschøl” / ”wynnerschølgar” (d.e. ”Vinderslev” / ”Vinderslevgård”, dvs. ”øl” <– “lø” <– “løv”).

Muligt er det, at F2 med ”o” og ”e” (uden efterfølgende ”v” / ”w”) har villet gengive tilsvarigheden til diftongerne [ωu] og [eu], der optræder i de pågældende ord på nudansk på nær i tilnavnet ”Rantzau”, der nu om dage udtales med [au] til sidst – [ˈransau], men har haft en udtale med [ωu] til sidst, altså [ˈrαnsωu] (ligesom ”Reventlow” og ”Bülow” stadig har det).

En enkelt gang ses ”Antvorskov” også overleveret med udlydende ”o” alene i DS: ”Andwarsco”, jf. parallelt hermed det under pkt. 2 til almanakoptegnelse af 11. marts 1583 (F2’s form ”lerscho”) citerede belæg ”Lerskoo” fra DS (opsl. ”Lejrskov”).

Også Ausl. Reg. kan opvise et enkelt eksempel, nemlig ”Anderscho” (Ausl. Reg 1559-1562: 410b). Men det afspejler muligvis tysk udtale af udlyden ”ow”, nemlig som [o:], jf. personpropriet ”Bülow”, der på tysk udtales [by:lo:] eller stednavnet ”Pankow” (Berlinsk bydel), der udtales [panko:]. At denne udtaleregel har haft gyldighed på F2’s tid indiceres af stavemåden ”Anderscho” om ”Antvorskov” i Fabian zu Dohnas (1550-1621) tysksprogede selvbiografi (Krollmann1905: 59 i tilknytning til fodnote 5)212.

Ellers er efterleddet ”skov” i stednavnet ”Antvorskov” i såvel de danske som de tyske kilder altid udlydende på mere end ”o” alene: ”ow” / ”ou” / ”ogh” / ”ouff” / ”oogh” / ”og” / ”off” / ”ough” / ”oug” / ”ogh” / ”ow” / ”ov” / ”aw” / ”au” eller ”auw”.

Den sidste del af forleddet ”*andwarth” i ”Antvorskov” er belagt i mange varianter på dansk gennem tiderne. Fælles for de fleste af disse varianter er at de indeholder en ”wor” / ”uor” / ”vor” / ”wur” eller ”war”-holdig tegnfølge, jf. eksempelvis følgende eksempler fra DS: 212 Om Fabian von Dohna og hans rejse til Danmark i anledning af broderen Christoffers død, se ovenfor side 155 f..

316

”Andwortheschogh”, ”Andtuorschouff”, ”Antvordskow”, ”Andwurtzhoogh” og ”Andwarthescogh” og fra Danske Kancellis brevbøger ”Andt­ uorskouff” og ”Andtworschouff”.

Men der findes også eksempler – men færre – på at denne tegnfølge fremtræder som ”er”, jf. eksempelvis fra Danske Kancellis protokoller ”Anderskoff” og ”Anderschouff” og fra DS ”Anderschouff” / ”Ander­ schow” / ”Anderschowe” og ”Anderskov”.

Tegnfølgen ”er” er til gengæld den eneste vi møder hos F2, og den er også den eneste vi finder i de på tysk affattede dateringer i Tyske Kancellis protokoller, jf. eksempelvis ”Anderschow” i Ausl.Reg 15791581: 159a – skrivelse af 23. oktober 1580 (der er belagt mere end 125 eksempler med tegnfølgen ”er” i Ausl. Reg. fra den periode F2 var konge).

Stavemåden ”wynnerschølgar” for “Vinderslevgård”, med et “øl”, der uden dysgrafisk metatese I ville have heddet “lø”, og stavemåden “fressløe” (d.e. “Fregerslev”), hører også med i denne paragraf, således at forstå at “lø” / “løe” rimeligvis står for et [løu›], som F2 så på tilsvarende måde som ved forbindelserne svarende til nudansk “ov” og “ev” har valgt at skrive uden efterfølgende “v” (F2’sk “ff”). § 39) F2’s forskellige skrivemåder for ”Skanderborg” - på den ene side typen med ”l” i medialstavelsen belagt med eksemplerne ”schand­ delbor” / ”schandelbo” / ”schandelbor” / ”schandelbro” / ”schan­ nelbor”, på den anden side typen med ”r” i medialstavelsen belagt med eksemplet ”schanderbro”.

Stednavnet ”Skanderborg” er opstået som en sammensætning af forleddet (det rekonstruerede landsbynavn) *”Skandæthorp”213, og efterleddet (appellativet) ”borg”, d.e. *”Skandæthorp” + ”borg” –> *”Skandæthorpborg”, der efterfølgende via forskellige postulerba213 Det rekonstruerede landsbynavn *”Skandæthorp” (jf. den i 1176 belagte form ”Sklandethorp” – der vel er en fejlskrivning for ”Skandethorp”, idet ingen belæg af stednavnet ellers indeholder den initiale forbindelse ”skl”) har via mellemled såsom ”Skandthorp” / ”Skandtorp” (jf. de omkring 1300 belagte former ”Scandthorp” og ”Skandthorp”) og ”Skanderop” (jf. den endnu i 1605 belagt form ”Skanderop”) udviklet sig til formen ”Skanderup” (der allerede ses belagt i 1573).

Navnet ”Skanderup” genfindes i vor tid i Skanderborg by i sognenavnet ”Skanderup Sogn”, i kirkenavnet ”Skanderup Kirke” og i gadenavnet ”Skanderupgade” (jf.

DS 12: 12, 97-98), jf. videre bygningsnavnet ”Skanderuphus” (på Banegårdsvej i Skanderborg) og vandløbsnavnet ”Skanderupbækken” – ligeledes i Skanderborg.

317

re mellemled såsom *”Skandthorpborg”214 og *”Skandorpborg”215 har udviklet sig til det nu eksisterende ”Skanderborg” (noteret som [sganəˈbωrə]216 med tryk på efterleddet ”borg” af dr.phil. Kr. Møller omkring midten af 1900-tallet – ligesom i ”Vordingborg”, ”Dronningborg”, ”Helsingborg” og ”Kalundborg” – afvigende fra den nu om dage gængse udtale (”DSB-udtalen”) af byens navn med tryk på første stavelse)217.

Sonanten ”l” i forleddet i f.eks. den af F2 anvendte form ”schandelbor” (d.e. ”Skandelborg”), som fremgår af dedikationen til Peter Reedtz afbilledet på side 101 ovenfor, kan sprogligt problemfrit forklares som værende opstået ved en regressiv dissimilation (r – r –> l – r) – et lyddifferentierende fænomen, der er kendt fra alverdens sprog218 – i de to ens strukturerede nabostavelser ”der” og ”borg”219, jf. som fuldstændige paralleller hertil den af bl.a. Holberg anvendte (vel fra tysk indlånte) ordform ”balber”220 (d.e. ”barber”) og den i 1975 registrerede dialektale udtale af bynavnet ”Vordingborg” som [vÅlEnbÅ;r], der 214 Jf. de i DS 12: 12 belagte former ”Skanthorpburg” (13. årh.), ”scandthorpburgh” (1330) og ”Skantorpburgh” (1348).

215 Jf. de i DS 12: 12 belagte former ”Scandorpburg” (1311) og ”Scandorpborgh” (ca. 1400).

216 Her gengivet med tillempet ODS-notation efter DS 12: 12.

217 Jf. de i DS 12: 12 belagte former af ”Skanderborg”-typen fra midten af det 14. årh. og fremefter, eksempelvis: ”Skanderborrig” (1331), ”Schanderborg” (1478 – ca. 1500), ”Skanderburgh” (1479), ”Schanderborch” (1488) og ”Skanderborigh” (1582). I Kancelliets kopibøger og øvrige korrespondence i perioden fra 1551 t.o.m. udløbet af F2’s embedsperiode er former af ”Skanderborg”-typen belagt i et nærmest uoverskueligt antal tilfælde, som jeg vil nøjes med at give et enkelt eksempel på, nemlig det sidste belæg af navnet fra F2’s tid – i forbindelsen ” … Och Attu th[er] epther strax lader th[et]z [d.e.”nogne Støcker Lerritt som wij [d.e. F2] wdenn landtzs haffue bestillett och forschreffuitt Att schulle till Skibs Jndkomme for wor kiøbsted Aarhuß”] hente och føre hid til Skanderborg Och lader th[et]z Schicke wdj god foruaring till widere beskeed … ” i kopi af skrivelse til Claus Glambek i JT 3: 244a, der er dateret Antvorskov den 14. marts 1588 – omkring 3 uger før F2’s død.

218 Om dissimilationer skriver Eli Fischer-Jørgensen i sin Almen fonetik fra 1962 følgende: ” … Det drejer sig oftest om nasaler og likvider … ” og videre om årsagen til dissimilation ” … der er også noget, der tyder på, at man kan have en vis uvilje mod at foretage samme artikulation med kort mellemrum … ” (Fischer-Jørgensen 1962: 90).

219 Om ”g” i ”borg” se ovenfor i stk. 37.

220 Eksempelvis i første Bog, 5. sang, vers 3-5 i Peder Pårs: ”Man Doctor kaldte ham, skiønt han kun var Balbeer // Han dræbte tolvte deel af Øens Folck, ja meer // Med Piller hver et Aar.”

318

har udviklet sig af et ligeledes i 1975 registreret [BvÅr;EnHbÅrE] / [vÅrEnHbÅrE], og som en knap så fuldstændig parallel hertil dansk ”pilgrim”, der via tyske mellemformer kan føres tilbage til et tilgrundliggende italiensk (dissimileret) ”pellegrino” (pilgrim) af latin (udissimileret) ”peregrinus” (fremmed, udlænding), hvis to nabostavelser ”re” og ”gri” er lidt forskelligt struktureret, idet den første stavelse indledes af sonanten ”r” alene, medens den anden stavelses sonant ”r” forudgås af en konsonant.

At det er stavelsen ”der” i den oprindelige form ”Skanderborg”, der har udviklet sig til ”del”, medens stavelsen ”borg” er upåvirket af dissimilationen er en indikation af at stednavnet på det tidspunkt dissimilationen fandt sted har været betonet på stavelsen ”borg” (jf. Kr. Møllers i DS netop citerede udtaleregistrering [sganəˈbωrə], samt udtaleangivelsen [sganərˈbår’q] i Hald 1975), idet dissimilationer af denne type i al almindelighed synes at være underlagt en fonetisk mekanisme, der medfører, at det er sonanten i en akcentueret stavelse, der dissimilerer sonanten i en ikke-akcentueret stavelse, jf. ovenstående ”peleˈgrino” <– ”pereˈgrinus” og ”balˈber” <– ”barˈber” (se videre talrige eksempler på fænomenet i Grammont 1939: 272 ff.). ”Skandelborg”-typen, som man undertiden har troet var en særlig F2-form opstået som et udslag af hans dysgrafi221, ses allerede belagt fra første fjerdedel af 1300-tallet og i det mindste ca. 250 år frem, jf. de i DS 12: 12-13 anførte former ”Scandelburgh” (1320), ”Scandelborch” (1332) / ”Scandelborgh” (1343) / ”Skandelborgh” (1417) / ”Skandelburgh” (1459) og ”Skandelborgh Slot” (1461), ”Skandelburg Len” (1468), og ”Skandelborg” / ”Skandellborig” (1544-1545).

Til disse hovedsagelig meget gamle belæg kan føjes de af Danske Kancellis (næppe alle dysgrafisk disponerede) skrivere i de originale kopibøger i perioden fra 1551 helt frem til 1580 i forskelligt omfang222 anvendte former af denne type, hvoraf følgende (ud af 134 umiddelbart fremfundne) skal nævnes: ” … wdj lige maade till Jorgen lycke 221 Se fodnote 160.

222 Lokaliteten ”Skanderborg” er til overflod omtalt i Kancelliets protokoller i den periode der omfatter 10-året før F2’s tronbestigelse i starten af 1559 og de efterfølgende 29 år frem til hans død i foråret 1588. Antallet af belæg (der skønsmæssigt ligger et sted mellem 2300 og 2500) vokser med årene i takt med at det middelalderlige Skanderborg Slot bliver omdannet og ombygget til et moderne renæssanceslot og en af F2’s foretrukne og mest permanente residenser, hvilket på det belægsmæssige plan bl.a. giver sig udslag i at belægsantallet i perioden 1571-1588 er 9 gange større end i perioden 1551-1570.

319

paa skandelborg … ” (i kopi af skrivelse af 22. marts 1551 i T 3: 303a), ” … hanndt schall were oss … och wor lennsmanndt paa for[skrev] ne schanndelborgh thend som nu er ell[e]r heer effter kommendis word[er] høriig lydiigh och følgagtig … ” (i kopi af skrivelse af 9. august 1554 i R 6: 334a), ” … Albritt gøie att forskicke hiid frann skandelborgh … ” (i kopi af skrivelse af 28. marts 1557 i T 5: 161b), ” … Erich Rosennkranndtzs paa Silckeborg oc Eskell Gøde paa Skanndelborg finge Kong[elig] m[ajeste]ttzs bræff saa Liudendis … ” (i kopi af skrivelse af 6. marts 1560 i T 6: 225b), ” … Dat[um] Skandelborg then xvij decemb[ris] Aar &c mdlxv. ” (i kopi af skrivelse af 17. december 1565 i R 8: 116b), ”Matz Jensens Bestilling paa Kroen for Skandelborg, Saa Liudendis … ” og ”Da[tum] Skandelborg thenn 14. December, Aar &c 1567.” (i overskrift henholdsvis dateringsdel til kopi af skrivelse af 14. december 1567 i R 9: 43a), ” … Claus Glambeck aff Skandelborg … ” og ” … Stigtens Jndkompst aff Nyeborg leenn och aff Skandelborg, … ” (i kopi af skrivelse af 27. april 1577 i SjT 13: 274a), ” … [Actum] Skandelborg thend v. dag nouembris &c Aar &c mdlxxix. ” (i kopi af skrivelse af 5. november 1579 i FR 1: 579a) og ” … [Actum] Skandellborg thend iij dag Januarij Aar &c mdlxxx. ” (i dateringsdelen af kopi af skrivelse af 3. januar 1580 i JR 2: 6b).

Skandelborg-typen er tydeligvis under afvikling i løbet af den her udstukne lige ved 40 år lange periode for at blive erstattet af ”Skanderborg”-typen: andelen af belæg af ”Skandelborg”-typen falder således støt fra 54% i perioden 1551-1560, via 14% i perioden 1561-1570 og 4% i perioden 1571-1579 til 3% i perioden 1580-1588, og i 2 delperioder, nemlig 1571-1575 og 1584-1588, har jeg ikke umiddelbart overhovedet kunnet finde belæg for den.

I 1580-1581 dukker en ny variant af stednavnet ”Skanderborg” op – nemlig ”Skandenborg” / ”Schandenborg” i en række dateringsafsnit i JT 2, nemlig i brevkopierne af følgende skrivelser: af 19. november 1580 (”Actum Schandenborg then 19 Noue[m]b[ris] A[nn]o 80.” i JT 2: 181b); af 20. november 1580 (”Actum Schandenborg th[en] 20 Nouembris Aar &c Mdlxxxj [skal være: Mdlxxx]” i JT 2: 182a); af 22. november 1580 (”Actum Schandenborg then xxij Nouembris Aar Mdlxxx” i JT 2: 183a); af 9. december 1580 (”Actum Schandenborg thend ix Decembris Anno Domini 1580” i JT 2: 193a); af 12. december 1580 (”Actum Schandenborg then 12 Decemb[ris] Aar &c Mdlxxx” i JT 2: 196b); af 15. december 1580 (”Actum Schandenborg th[en] 15 Decembris Aar &c Mdlxxx” i JT 2: 196a); af 17. december 1580 (”Actum 320

Schandenborg thend 17 Decembris Aar 1580” i JT 2: 199a); af 31. december 1580 (”Actum Skandenborg thend 31 Decembris Aar epther Christj fødtzell Mdlxxxj”223 i JT 2: 206a); af 18. januar 1581 (”Actum Skandenborg thend xviij Januarij Aar &c [15]81” i JT 2: 216a); af 26. januar 1581 (”Actum Schandenborg thend 26 Januarij A[nn]o 1581” i JT 2: 220a); af 26. januar 1581 (”Actu[m] Skandenborg thend 26 Januarij A[nn]o 1581” i JT 2: 220b) og af 13. februar 1581 (”Actum Skandenborg thend xiij Dag Februarij Aar &c Mdlxxxj” i JT 2: 229b). ”Skandenborg”-belæggene minder påfaldende om den i DS 12: 12, 97 citerede isolerede form ”Scandeneborch” fra 1340. Og det er tillige fælles for begge opkomster af ”Skandenborg”-typen, at de er forsvundet næsten lige så hurtigt som de er opstået, hvorfor 1340-belægget da også kun er noteret ved en dato i 1340 (nemlig den 11. februar) og 1580/81-belæggene kun er i omløb fra den 19. november 1580 til den 13. februar 1581.

Da såvel ”Skanderborg”-typen som ”Skandelborg”-typen lader sig dokumentere samtidigt med ”Skandenborg”-typen (såvel omkring 1340 som omkring 1580) vil der i realiteten være 3 forskellige måder at forklare de to – formentlig fuldstændigt uafhængigt af hinanden opståede – lidet stabile opkomster af ”Skandenborg”-typen på, nemlig enten 1) som resultat af en progressiv fjernassimilation (n – r –> n – n)224 i nabostavelserne ”Skan” og ”der” med overgangen ”Skanderborg” –> ”Skandenborg” til følge, eller 2) som resultat af en progressiv fjern­assimilation (n – l –> n – n) i nabostavelserne ”Skan” og ”del” med overgangen ”Skandelborg” –> ”Skandenborg” til følge, eller 3) som resultat af en regressiv dissimilation (r – r –> n – r)225 i nabostavelserne ”der” og ”borg” med overgangen ”Skanderborg” –> ”Skan223 Angivet som det så ofte er tilfældet for skrivelser dateret fra den 25. december t.o.m. den 31. december som ”Juleår” set i forhold til Julens indledning 1. Juledag, og med andre ord med samme årsangivelse som i det kommende kalenderår. I dette tilfælde er der altså stadig tale om kalenderåret 1580.

224 Konsonantiske fjernassimilationer er ikke ligefrem hyppigt forekommende fænomener. Fra dansk kan dog nævnes den lavsproglige udtale af ordet ”socialist” som [ʃoʃaˈlisd] i stedet for [soʃaˈlisd], dvs. (s – ʃ –> ʃ – ʃ), og de lavsproglige udtaler af ordet ”sergent” (der i rigsdansk udtales [sɐ̤rˈʃand]) snart som [sɐ̤rˈsand], dvs. (s – ʃ –> s – s) snart som [ʃɐ̤rˈʃand], dvs. (s – ʃ –> ʃ – ʃ). Jf. ydermere den lavsproglige udtale af dansk ”immun”, der i rigsdansk lyder [iˈmu?n], som [iˈmu?m], dvs. (m – n –> m – m).

225 Jf. tilsvarende i russisk ”некрут” (dialektal form) < ”рекрут” (det betyder ”rekrut”); ordet, der opr. er fransk, er indlånt i russisk snart via polsk (så er trykket på første stavelse) snart via tysk (så er trykket på sidste stavelse).

321

denborg” til følge.

For at gøre billedet af ”Skanderborg”-formernes ganske forskelligartede udviklinger fuldkomment skal det nævnes at man sågar har belagt en form ”skaldelborrg” i maj 1552, jf. adressaten ”Albrett gøye wtj skaldelborrg lenn” i T 4: 100b (rekvisition dateret den 1. maj 1552 i Viborg), hvor der så er tale om en yderligere assimilationstype, nemlig af ”n” i ”Skan” til ”l” efter ”l” i ”del” (n – l –> l – l).

At de forskellige dissimilatoriske og assimilatoriske ændringer er gået i sig selv i det jyske stednavn betyder intet, og vi må gå ud fra at associationen med det oprindelige og stadigt eksisterende ”n”- og ”r”-holdige stednavn ”Skanderup” har overtrumfet de på ingen måde obligatoriske ændringer af navnet til henholdsvis ”Skandelborg”, ”Skandenborg” og ”Skaldelborg”.

F2 benytter sig næsten udelukkende af ”Skandelborg”-former (med ”l”-holdig medialstavelse), der er overordentligt hyppigt forekommende i Almanakkerne (60 belæg), medens jeg indtil videre kun har fundet en ”Skanderborg”-form (med ”r”-holdig medialstavelse) i dem, nemlig under den 19. oktober 1583 (noteret ”schanderbo”). § 40) F2’s manglende sammenskrivning af de enkelte led i sammensætninger ”aff schet“ (d.e. „afsked“), ”dest lygesste” (d.e. ”deslige” / ”desuden”), ”durre hawen” (d.e. ”dyrehaven”), ”ent nu” (d.e. ”endnu”), ”essent bech” (d.e. ”Essenbæk”), ”far schrewyt” (d.e. indbudt skriftligt”), ”far wden” (d.e. ”på nær” / ”undtagen”), ”fruent symtmer” (d.e. ”fruentimmere” / ”damer”, ”fyede breff” (d.e. ”fejdebrev”), ”haders­ schlff huss” (d.e. ”Haderslevhus”), ”handelss dach” (d.e. ”forhandlingsdag”), ”hadderss schelf” (d.e. “Haderslev), ”harwer bert gar” / ”hawerber gar” (d.e. ”Havrebjerggård” som er F2’sk for ”Havreballegård”), ”her in” (d.e. ”herind”), ”handelss dach” (d.e. ”forhandling”), ”helsynch ør” (d.e. ”Helsingør”), ”herress fochget” (d.e. ”herredsfoged”), ”himmelfarss dach” / ”hymmel farssdach” (d.e. ”Himmelfartsdag”), hyn anden” (d.e. ”hinanden”), ”kalbue gar” (d.e. ”Kalbygård”), ”knudts bue” (d.e. ”Knudsby”), ”køben haffn” (d.e. ”København”), ”lant grewen” (d.e. ”landgrevens”), ”lantbue tor” (d.e. “Landbytorp”), “løch ager“ (d.e. „Løgager“), ”nue gar” (d.e. ”Nygård”), ”och sae” (d.e. ”også”), ”ower ant wort“ (d.e. „overdraget“), ”palss grewen” (d.e. ”pfalzgrevens”), ”pass ber” (d.e. ”Parsberg”), ”rae hussit” (d.e.

322

4 varianter af stednavnet Skanderborg: øverst “Skanderborg” (SjR 11: 38a, dateret 4/1-1573), næstøverst “skandelborg” (JR 3: 5a, dateret 31/12 1579 – juleårsdateret 1580), næstnederst “Skandenborg” (JT 2: 206a, dateret 31/12-1580 – juleårsdateret 1581) og nederst “skaldelborrg” (T 4: 100b, dateret 1/5-1552).

323

”rådhuset”), ”rech daggen” (d.e. ”retterdagen”), ”ret dach” (d.e. ”retterdag”), ”retter tynch” (d.e. ”retterting”), ”sigus munduss” (d.e. ”Sigismund”), ”sosster sønt” (d.e. ”søstersøn”), ”spar pengen” (d.e. “sparepengene”), ”torrubt gar” (d.e. ”Tårupgård”), ”turkent schat” (d.e. ”tyrkerskat”), ”vnder presebtor” (d.e. ”underpræceptor”), ”wylt brat” (d.e. ”Wildbret”), ”wynbue holt” (d.e. ”Vindbyholt”), ”y mel­ lum” (d.e. ”imellem”), ”øsster gar” (d.e. ”Østergård”), Fænomenet er et ganske hyppigt forekommende træk i F2’s ortografi. § 41) F2’s sammenskrivning af de enkelte led i diverse forbindelser og sammensætninger (f.eks. præpositionsforbindelser og undertiden også forbindelser af for- og tilnavne eller toleddede i nudansk ikke fuldt sammensatte stednavne), der ikke (eller ikke nødvendigvis) sammenskrives i nudansk, jf. eksempelvis de utallige eksempler på skrivemåden ”ydach” i Almanakkerne (der ganske vist er gengivet som ”y dach” i Carøe 1873 for at tilpasse F2’s lydmæssigt logiske stavemåde – ”y” og ”dach” udgør en akcentuel helhed og skal derfor fonetisk opfattes som en tostavelses-forbindelse med tryk på sidste stavelse – efter de ortografiske regler, der var gældende på Otto Carøes tid).

F2-belæggene er følgende: ”alsammen” (d.e. ”alle sammen”), ”classhønbar” (d.e. ”Claus Hønborg”), ”hatssherrit” / ”hatzherrit” (d.e. Hads Herred”), ”helhobt” (d.e. ”hel masse”), ”idach” (d.e. ”i dag”), ”iegmet” (d.e. ”jeg med”), ”iyach” (d.e. ”på jagt”), ”kollesue”226 (d.e. ”den kolde syge” / ”koldesyge”), ”wyetyl” (d.e. ”vi til”), ”ydach” (d.e. ”i dag”), ”yiach” (d.e. ”på jagt”), ”yiesu” (d.e. ”i Jesu”), ”ynat” (d.e. ”i nat”), ”zudennemarch” (d.e. ”zu Dänemark”).

Den sammenskrevne form af tidsadverbiet ”i dag” ses ikke så sjældent belagt i ældre dansk, jf. Kalkar ”havde vi ikke haft den mand i de fifskafts bukser idag” (opsl. ”Fifskaft”), ”er nu idag strengelig tilvaret, at hver holder sine svin, faar, lam og andet kvæg af kirkegaarden” (opsl. ”Tilsvare”), ”bleffue idag alle universitetets supposita opkaldne” (opsl. ”Opkalde”), ”høitideligholdt jeg idag mit ægteskab” (opsl. ”Højtideligholde”). I ODS må belægsantallet siges at være stort, jf. følgende lille udpluk af belæg: ”i Geologien . . forklarer (man) det, 226 Da ”kollesue” (i forb. ”den kollesue”) tillige kan læses ”kolle sue” (dvs. ”den kolle sue”) hos F2 og ”ordet ”koldesyge” også findes sammenskrevet i nudansk, skal eksemplet tages med et vist forbehold.

324

der er gaaet for sig i tidligere Jordperioder, gennem det, der stadig kan paavises i Naturen den Dag idag” (opsl. ”Jordperiode”), ”en sådan kampagne (: mod atomvåben) idag må siges at være uaktuel” (opsl. ”Uaktuel”), ”Idag er udkommet: Blandt Bønder. Landsbyhistorier af C.A. Thyregod” (opsl. ”Landsbyhistorie”) og ”Først idag har det begyndt at see efteraarsligt ud.”formen (opsl. ”Efteraarslig”). Der er således intet bemærkelsesværdigt ved F2’s manglende opsplitning af forbindelsen i to ord. Det er jo også i sammenskrevet form vi kender ordet fra mange andre sprog (hvor det også er en sammensætning af to ord): today, aujourd’hui, heute, сьогодні, hodie, dnes, dzisiaj, šodien, danas, šiandien osv. § 42) F2’s manglende ”j” i ordet ”bjerg” i visse sammensatte navne, jf. ”harwer bert gar” / ”hawerbergar” / ”hawerber gar” (d.e. ”Havrebjerggård” som er F2’sk for ”Havreballegård”). Det manglende ”j” i dette fiktive stednavn kan skyldes analogi med andre (ældre) stednavne med efterleddet ”bjerg” skrevet ”berg” (eventuelt under påvirkning af tysk ”-berg”), jf. følgende ekspl. fra DS: ”Frosbergh”, ”Guldberg”, ”Klingelberg”, ”Lusberg”, ”Rooberg skouff” og ”Aaberg”; som tilnavn er ”Berg” (uden ”j”) velkendt i såvel ældre dansk227 som nudansk; ”pass ber” (d.e. tilnavnet ”Parsberg”). § 43) F2’s skrivemåde ”rossentkrans” med efterleddet ”krans” i stedet for ”krantz”, der må skyldes influering af dansk udtale på det opr. tyske navn. § 44) F2’s skrivemåde ”iorren” med dobbelt ”rr” i stedet for ”rg”, der formentlig er udtryk for et forsøg på lydskriftmæssigt at gengive pro­ priet ”Jørgen” udtalt (som det udtales i daglig tale også i nudansk) uden spor af nogen som helst refleks af ”g”. Jf. tillige ældre skrivemåder af navnet såsom ”Jøren”, ”Jurren”, ”Joren” og ”Jørren” (i patronymet ”Jørrens:”) i DGP I: 340-345 (opslag: ”Georgius”), samt det nudanske fornavn ”Jørn”. § 45) F2’s anvendelse af ”o” svarende til nudansk ”ø” ”born” (d.e. ”børn”), ”dotter” (d.e. ”døtre”), ”dromte” (d.e. ”drømte”), ”iorren” (d.e. ”Jørgen”), ”kobenhan” (d.e. ”København”), ”kol­ lens” (d.e. ”Kölns”), ”kollent” (d.e. ”Köln”), ”kollynch” (d.e. ”kylling” – ældre form ”kølling”), ”schoede” (d.e. “Skødegård”), ”son” (d.e. ”søn”), ”sonner” (d.e. ”sønner”), ”sont” (d.e. ”søn”), ”sorren” (d.e.

227

Jf. belæg som ”Bergh”, ”Berg” og ”Berch” i DGP II: 67.

325

”Søren”), ”sosster sønt” (d.e. ”søstersøn”).

Jf. tilsvarende i ældre dansk ”son” i Kalkar-belæggene: ”haffuer hindes son Ninias fridsommeligen regeret” (d.e. ”søn” – opsl. ”Fredsommelig”), og ”tha talæthæ hans son, ther længæ hauthæ thæyd” (d.e. ”søn” – opsl. ”Ti(g)e (tide)”). § 46) F2’s anvendelse af stednavnet ”Havrebjerggård” i stedet for ”Havreballegård”.

Stednavnet Havrebjerggård er nævnt adskillige gange af F2, jf. Almanak 1583 ”hawerbergar” (under den 7. november 1583), Etzliche Sprüche 1583 (Eksemplar 2) ”harwer bert gar” (under den 9. november 1583), Almanak 1583 ”hawerbergar” (under den 11. november 1583), Almanak 1583 ”hawerbergar” (under den 13. november 1583), Almanak 1584 ”hawerber gar” (under den 6. januar 1584), Almanak 1584 ”hawerber gar” (under den 3. juni 1584) og Almanak 1587 ”hawerbergar” (under den 17. marts 1587 – rettet fra hawergar til hawerbergar) .

Sofus Larsen har i sin artikel om F2’s forfatterskab foreslået at ”harwer bert gar” i dedikationen i Etzliche Sprüche 1583 (Eksemplar 2) muligvis kunne referere til ”Hauerbjærggård” (nu Havrebjerggård) i Hornstrup Sogn i Jylland (Larsen 1921: 35, jf. Trap VIII: 1029). Hvorfor det netop skulle være dette ”Havrebjerg” nævnes ikke, for der er nemlig flere andre stednavne i Jylland med forleddet ”Havre-” og efterleddet ”-bjerg” end det af Sofus Larsen foreslåede Havrebjerggård i Hornstrup Sogn i Nørvang Herred i Vejle Amt, jf. f.eks. Havrebjerg i Nebsager Sogn i Bjerre Herred i Vejle Amt (en samling gårde og huse)(Trap Vejle Amt: 953) samt Havrebjerggård og Havrebjerg i Oksenvad Sogn i Gram Herred i Haderslev Amt (henholdsvis gård og samling af gårde og huse)(Trap Haderslev Amt: 255-256). Og der er også nogle stykker på Sjælland, jf. Havrebjerg i Rislev Sogn i Tybjerg Herred i Præstø Amt (en 29 m høj bakke)(Trap Præstø Amt: 245), Havrebjerg i Havrebjerg Sogn i Løve Herred i Holbæk Amt (sogn og sogneby)(Trap Holbæk Amt: 477-478) og Havrebjerg i Sigersted Sogn i Ringsted Herred i Sorø Amt (samling af gårde og huse)(Trap Holbæk Amt: 755).

Men ingen af dem kan det være, for de gange F2 bruger stednavnet, kan vi af Kancelliets kopiprotokoller og et enkelt originalbrev (de er alle udfyldt af trænede skrivere, der kunne deres stednavne på fingrene), når der er sammenfald mellem almanakdateringsdag / dedika-

326

tionsdateringsdag og brevdateringsdag228, med fuld sikkerhed udlede det stednavn, der i virkeligheden er tale om, og som overraskende nok ikke har ”bjerg” som efterled, men ”balle”, jf. f.s.v.a. den 9. november 1583 F2 ”harwer bert gar” (Etzliche Sprüche 1583 i dedikationen i Eksemplar 2) overfor ”Haffuerballegardt” (FR 1: 354a), ”Haffuer ballegaard” (FR 1: 355b), ”Haffreballegaard” (JR 3: 561b, JR 3: 562b og JR3: 563b), ”Haffuerbalde” (JT 2: 427a) og ”Hauffuerballe g[aar]dt” (SjR 12: 297a), f.s.v.a. den 11. november 1583 F2 ”hawerbergar” (Almanak 1583) overfor ”Haffreballe gaard” (SjT 15: 270b), ”wor Gaard Haffreballe” (Originalbrev til Kristoffer Valkendorf), ”Haffreballegaard” (JR 3: 564a og JR 3: 565a) og ”Haffuerballe” (JT 2: 428a), f.s.v.a. den 3. juni 1584 F2 ”hawerber gar” (Almanak 1584) overfor ”Haferball” / ”Haferball” / ”Haffreball” / ”haffreball” i 4 registrerede koncepter til Inl. Reg. under denne dato229, og f.s.v.a. den 13. november 1583 F2 ”hawerbergar” (Almanak 1583) overfor ”Haffreballe g[aar]dt” (SjT 15: 271b) og ”Haffuerballe” (JT 2: 431a).

Der er 3 gårdnavne med prædikatet ”Havreballe-” i midtjylland: 1) Havreballegård i Viuf Sogn i Brusk Herred i Vejle Amt (13-14 km syd for Vejle); gården står blot nævnt ved navn i Trap Vejle Amt: 1203 uden yderligere kommentarer blandt en række andre gårde i Viuf Sogn; 2) Havreballegård ved Århus, der senere kom til at hedde Marselisborg og lå hvor nu Marselisborg Gymnasium er placeret; denne gård er omtalt som følger i Trap Århus Amt: 171: ”Marselisborg hed tidl. Havreballegård (I. halvdel af 1300t. Haverbalugh) og tilhørte i katolsk tid Å.230 bispestol. Ved reformationen kom den til kronen og lagdes som ladegd. under Århusgd. (den katolske bispegård i Å. By … ), indtil den … 1661 afhændedes … til den holl. Kbmd. Gabriel Marselis … ” og endelig 3) hovedgården Havreballegård i Tåning Sogn i Voer Herred i Skanderborg Amt (ca. 6 km SV for Skanderborg), om hvilken det i Trap Skanderborg Amt: 688 hedder: ”Uldan Nielsen skødede 1268 sine ejd. i Horndrup og Havreballe til Øm kloster. Havreballegård tilhørte siden klosteret indtil reformationen; den var da forlenet til væbneren Ove Pedersen, der fortsatte som kongens lensmand i hvert fald til 1543.

Snart efter kom H. under Århusgd., derpå under Skanderborg len og 228 Det er ikke alle almanakdateringsdage, der er brevdateringsdage, ligesom det heller ikke er alle brevdateringsdage, der er almanakdateringsdage.

229 De er ikke ganske læselige i Rigsarkivets indscanning, men der er ingen tvivl om at efterleddet er ”ball”.

230 Forkortelsen ”Å.” står for ”Århus”.

327

det skanderborgske rytterdistr.”

Det er Havreballegård nr. 2 historikerne er nået frem til det drejer sig om, jf. J.H. Begtrup, der under sin gennemgang af F2’s aktiviteter under november 1583 skriver: ”… paa Havreballegaard (i.e. Marcelisborg) tilbragte han 7 til 11te Novb. i Selskab med Dronningen og Sønnen Ulrich … ”) (Begtrup 1871); jf. videre Otto Carøe, der i fodnote 8 i Carøe 1873: 553 forklarer ”Hawerbergar” som ”Havreballegaard i Ning Herred, Aarhus Amt”, samt registrene til en række bind af KB, der omtaler gården som ”Havreballegaard ved Aarhus”, jf. KB 15611565: 722, KB 1576-1579: 831, KB 1580-1583: 785 og KB 1584-1588: 944.

Forklaringen på diskrepansen mellem F2’s ”Havrebjerggård” og Kancelliets ”Havreballegård” må være den, at F2 på et eller andet tidspunkt i andre sammenhænge har hørt / læst stednavnet ”Havrebjerggård” og blandet de to stednavne sammen og så bestemt sig for helt konsekvent at anvende skriftsymbolet ”Havrebjerggård” om ”Havreballegård”. Se også indledningen til nærværende kapitel.

Med ovenstående ”bevismateriale” til rådighed falder det ikke svært også at ”omdøbe” de eksempler på skrivemåden ”Havrebjerggård” i F2’s almanakker til ”Havreballegård”, hvor der ikke foreligger en helt parallel brevdateringsdag til den belagte almanakdateringsdag, al den stund det i alle disse tilfælde på anden vis lader sig dokumentere, at F2 har været på Havreballegård eller lige i nærheden deraf næsten samtidigt med almanakdateringsdagen, jf. 1) almanakdateringsdagen den 7. november 1583, hvor Havreballegård er brevdateringsdag den 8.-13. november 1583, 2) almanakdateringsdagen den 6. januar 1584, hvor Havreballegård er brevdateringsdag den 7.-13. januar 1584, 3) almanakdateringsdagen den 3. juni 1584, hvor Skanderborg er brevdateringsdag den 2. juni 1584, og Dronningborg / Randers er brevdateringsdag den 7. juni 1584 og Havreballegård ved Århus må forekomme at være en naturlig mellemstation på vejen fra Skanderborg til Randers, og endelig 4) almanakdateringsdagen den 17. marts 1587, hvor Stadsgård er brevdateringsdag den 16.-17. marts 1587 og den nærliggende Havreballegård er brevdateringsdag fra den 18. til den 22. marts 1587, og – følgelig – den Havrebjerggård F2 ankommer til den 17. ikke kan være andet end Havreballegård ved Århus.

At første led i elementet ”Havrebjerg” ender konsekvent på ”-er” hos F2 skal ikke undre, da det også synes at være almindeligt brugt 328

i Kancelliets kopibøger i det stednavn F2’s ”Havrebjerggård” står for – nemlig ”Havreballe(gård)” (se eksempler ovenfor). Den gamle skrivemåde med ”er” kan jævnføres med at ”havre” i sammensætninger i moderne nudansk (stadig) kan udtales [ˈhauər-], jf. udtalen af ”havregrød”, medens ”havre” usammensat udtales [ˈhaurə]. Samtlige ældre belæg af stednavnet i DS 12: 3 indeholder som nævnt skrivemåden med ”er”, jf. Hauerbalugh (14. årh.), Hauerballigh (15. årh.), haffuerballo (16. årh.). § 47) F2’s anvendelse af ”d”-løs form i ord udlydende på ”rd”, jf. ”gar” (d.e. ”gård”), ”gussbor” (d.e. ”Gudsbord”), ”gust bur” / ”gust­ bur” (d.e. ”Guds bord”), ”hawerbergar” / ”harwer bert gar” / ”ha­ werber gar”(d.e. ”Havreballegård” gengivet af F2 som ”Havrebjerggård”), ”hogar” (d.e. “Hovgård”), “iaor” (d.e. “jaord”), ”kalbue gar” (d.e. ”Kalbygård”), ”nue gar” / ”nuegar” (d.e. ”Nygård”), ”ruegar” (d.e. ”Rygård”), ”rugar” (d.e. ”Rugård”), ”schossgar” (d.e. ”Skovsgård”), ”stachgar” / ”stassgar” (d.e. ”Stadsgård”), ”schwogarre” (d.e. ”Skovsgård”), ”torrubt gar” (d.e. ”Tårupgård”), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”øsster gar” (d.e. ”Østergård”), Det fraværende ”d” i udlyd indicerer at F2 ikke har udtalt noget ”d” i disse forbindelser ligesom man heller ikke gør det i nudansk, jf ODS-udtalerne [gå?r] og [bo?r]. F2’s skrivemåde er altså fonetisk. Den ”d”-løse udtale af sådanne forbindelser – ikke bare i F2’s sprog – synes at fremgå indirekte af den fejlstavede form ”Skanderbord” i SjR 12: 588 (i actumdelen af en brevkopi af et genbrev på et mageskifte mellem Peder Reedtz og Kronen), der i kraft af de enslydende udtaler af [vokal + r” + udlydende ”d” / ”g”] som [vokal + r] i f.eks. stednavne som [Ryom]gård og [Kalund]borg pr. analogi har fået substitueret sit ikke udtalte udlydende skrevne ”g” med et ligeledes ikke udtalt udlydende skrevet ”d” (eller også er der bare tale om en forskrivelse). § 48) F2’s anvendelse af digrafen ”gh” i postvokalisk position svarende til nudansk ”g”, jf. ”krygh” (d.e. ”krig”).

Jf. tilsvarende hos Kalkar 1976 ”aldrygh” (d.e. ”aldrig” – opslag ”Fødefæ”), ”bisprogh” (d.e. ”ordsprog” – opslag ”Bisprog”), ”rætteligh” (d.e. ”rettelig” – opslag ”Bagmaalsed”), ”søndagh” (d.e. ”søndag” – opslag ”Adeldrik”), ”wmagh” (d.e. ”skade” – opslag ”En(k)tig(en)”, ”ydmygh” (d.e. ”ydmyg” – opslag ”Ødmjug”). § 49) F2’s anvendelse af tegnet ”u” svarende til nudansk ”ø”, jf. ”bnur” 329

(d.e. ”børn”), ”bunder” (d.e. ”bønder”), ”bunr” / ”burn” (d.e. ”børn”), ”furstendum” (d.e. ”førstendom” = ”fyrstendømme”), ”fursste” (d.e. ”første”), ”kurffur” (d.e. kurførstens”), ”kurfurssten“ (d.e. „kurførsten“), ”mulle” (d.e. ”mølle”), ”sunnerbor” (d.e. ”Sønderborg”), ”truegewel” (d.e. ”Tryggevælde”)231. § 50) F2’s anvendelse af tegnet ”s” for latinsk ”c” foran fortungevokal, jf. ”kansselly” (d.e. ”kancelli”), ”presettor” (d.e. ”præceptor”), ”vnder presebtor” (d.e. ”underpræceptor”), ”wynsemt” (d.e. ”Vincent”). § 51) F2’s manglende notering af ”g” efter ”o” i udlyd, jf. ”dro” (d.e. ”drog”) / ”ydro” (d.e. ”i [dag] drog”), ”schol” (d.e. ”slog”) og ”to” (d.e. ”tog”), der indicerer at F2 her ikke har udtalt noget ”g”. I nudansk talesprog er denne udtale uden frikativt ”g” også den normale, jf DDO [ˈdʁoˀ], [ˈsloˀ] og [ˈtoˀ] – præteritum af ”drage”, ”slå” og ”tage”. § 52) stednavne på nudansk ”-lev” opviser hos F2 både ”e”- og ”ø”vokalisme, jf. ”-lev” ’’entschelff’’ (d.e. ”Enslev”), ”hadderchel” / ”hadderffles“ / ”hadderscheffl” / “hadderschelff” / ”hadderss schelf” / ”hadders­ scheff” / ”haddersscheffl” / ”haddersschel” / ”haddersschelff” / ”hadderssleff” / ”haderscheffl” / ”haderschel” / ”haderschelff” / ”hadersscheff” / ”hadersschel” / “hadersschelff“ / ”harschelff” (d.e. ”Haderslev“); ”-løv” ”freløff” / ”fressløe” (d.e. ”Fregerslev”), ”intløeff” (d.e. ”Enslev”), ”syrløeff” (d.e. ”Sigerslev”), ”werløe” / ”werløeff” (d.e. ”Vejerslev”), ”wynnerschølgar” (d.e. “Vinderslevgård”), ”wynners­ løff” / ”wynnersschøl” / ”wynnerssløff” (d.e. ”Vinderslev”). Man bemærker at forleddene i 4 af eksemplerne på ”løff” / ”løeff” mangler det genitiviske ”s” de pågældende stednavne ellers ser ud til at være udstyret med normalt.

F2’s ”hadersschel” / ”haddersschel” / ”haderschel” (belagt 10x) må vel betyde så meget som ”Hadersle”232 – altså uden det udlydende ”v”. Der er ikke så få stednavne på ”lev”, der på et eller andet tidspunkt i deres udviklingshistorie har optrådt belagt uden udlydende ”v”, jf. følgende eksempler fra DS: ”Boldersle Marck” (d.e. ”Bolderslev 231 Se også § 6 og pkt. 1 til almanakoptegnelse af 1. september 1584 i Christensen 2023.

232 ”Hadersle” –> ”Hadersel” (dysgrafisk metatese I) (skrevet ”hadersschel” / ”haddersschel” / ”haderschel”

330

Mark” – belægget er fra 1251-1300), ”Alsle” (d.e. ”Alslev” – belægget er fra 1267), ”Fallersle” (d.e. ”Fjallerslev” – belægget er fra 1417), ”Grindesle” (d.e. ”Grinderslev” – belægget er fra 1176), ”Hasle” (d.e. ”Haslev” – belægget er fra 1469), ”Stiersle” (d.e. Stjerslev” – belægget er fra 1627), ”Wrsle” (d.e. ”Uslev” – belægget er fra 1662), ”Nør Ørsle” (d.e. ”Nørre Ørslev” – belægget er fra 1662), ”Örsle” (d.e. ”Ørslev” – belægget er fra 1609). Jf. også med anden konsonant end ”s” foran ”lev”: ”Vgle” (d.e. ”Uglev” – belægget er fra 1600), ”Nordenle” (d.e. Nørre Ønlev” – belægget er fra 1609), ”Klyple” (d.e. ”Kliplev” – belægget er fra 1490-1555). Og med vokal foran ”lev”: ”y Kasthele” (d.e. ”i Kastelev” – belægget er fra 1567), ”Castele” (d.e. ”Kastelev” – belægget er fra 1610), ”Sebele” (d.e. ”Sebbelev” – belægget er fra 1464).

Det er vel ikke utænkeligt at det manglende ”v” i F2’s ”Hadersle” er udtryk for samme udlydsreduktion. § 53) stednavne / tilnavne på ”-trup” / ”drup” / ”rup” (opr. ”-torp”) samt ordet for ”bryllup” ender hos F2 i overvejende grad på ”ubt” / ”obt”, jf. “annerubt“ (d.e. „Anderup“), ”ballerubt” (d.e. ”Ballerup”), ”bisstrubt” (d.e. Bistrup”), ”blurlubt” / ”brullubt” (d.e. ”bryllup”), ”ibprubt” / ”ibtrubt” (d.e. ”Ibstrup”), ”karrubt” (d.e. ”Karup”), ”krogerubt” (d.e. ”Krogerup”), ”landerubt torbt” (d.e. ”Landbytorp”), ”lasstrubt” (d.e. Loverstrup”), ”lisstrubt” (d.e. ”Lystrup”), ”machstrubt” (d.e. ”Magstrup”), ”nordrubt” / ”nurdrobt” (d.e. ”Nordrup”), ”osstrubt” / ”ostrubt” (d.e. ”Oustrup”), ”scherrubt” (d.e. ”Skærup”), ”schwens­ strubt” (d.e. ”Svenstrup”), ”sellerubt” (d.e. “Sellerup”), ”swerubt” (d.e. “Sverdrup”), ”terrobt” (d.e. ”Viby Terp”), ”torubt” (d.e. “Tårup”), ”torrubt gar” (d.e. “Tårupgård”), ”tubberubt” (d.e. ”Tubberup”), ”tuesstrubt” (d.e. “Sønder Tyrstrup”), ”vrrubt” (d.e. ”Urup”), ”wamderobt” / ”wamderubt” / ”wamdrubt” (d.e. ”Vamdrup”), ”warmtrubt” (d.e. ”Ormstrup”), ”wranstrubt” (d.e. “Vrangstrup” ?), ”wyltrubt” (d.e. “Vilstrup”), ”ybtrubt” (d.e. ”Ibstrup”).

Ved siden af disse former står et belæg på ”upt”: ”lostrupt” (d.e. ”Loverstrup”).

Endelig er der så også et par former uden ”t”, nemlig ”kollerub” (d.e. ”Kollerup”) og “machstrub“ (d.e. ”Magstrup”). Jf. også det om formen ”ibprubt” sagte i almanakoptegnelse af 17. august 1584.

331

I moderne dansk er det ikke muligt at skelne mellem ”b” og ”p” efter vokal i absolut udlyd, hvor de begge udtales ens, jf. f.eks. de ens udtalte ”lap” og ”lab”, jf. ODS [lab] om ”lab” og [lab] om ”lap”. Hvis dette også har gjort sig gældende på F2’s tid har det i princippet været hip som hap om man har valgt at skrive ”b” eller ”p”, og F2 synes så afgjort at have foretrukket stavemåder med udlydende ”b”. Størstedelen af de af ham nævnte stednavne på moderne dansk ”-up” – og dem er der mange af – er hos ham skrevet med udlydende ”ub” / ”ob” + stumt ”t”, altså ”ubt”.

I en række andre tilfælde ser man også ”p” udskiftet med ”b” hos F2 i såvel forlyd som indlyd som udlyd, jf. ”bissbent” (d.e. ”bispen” – se også § 4e), ”buggedal” (d.e. ”Pugdal”)233, ”byssbent” (d.e. ”bispen” – se også § 4e), ”schabtynch” (d.e. ”snapsting”), ”sparbengge” (d.e. ”Sparepenge”), ”torbt” i ”landerubt torbt” (d.e. ”Landbytorp”), ”walkenbrob” (d.e. ”Valkendorf”) – en omdannelse af et tilgrundliggende ”Walckendorp” (eller lignende), hvis ”p” er blevet erstattet af ”b”, der er blevet foregrebet i forbindelse med en antecipation I med forskydning af nabokonsonanten ”d” (”dorp” -> ”dorb” -> ”bdorp” eller ”dborp” -> ”borb”), og hvis ”or” er overgået til ”ro” i medfør af en metatese I (”borb” -> ”brob”).

Det andet ”b” i ”bissbent” / ”byssbent” lader sig sandsynligvis lettest forklare som udslag af dysgrafisk postcipation II, jf. § 4e.

I moderne dansk er det ikke muligt efter ”s” at skelne mellem ”b” og ”p”, jf. SDU-eksempler som ”[ˈlisˌbæd]” (d.e. ”Lisbeth” indeholdende forbindelsen ”sb”) overfor ”[ˈbisbə-]” (d.e. forleddet ”bispe-” indeholdende forbindelsen ”sp”). Og tilsvarende er det ikke muligt at skelne mellem ”b” og ”p” foran ”t”, jf. DDO-belæggene ”[fʌˈlibd]” (d.e. ”forlibt”) overfor ”[ɑbˈʁubd]” (d.e. ”abrupt”). ”b” for ”p” i sammensætningen ”vnder presebtor” (d.e. ”underpræceptor”) lader sig sammenligne med anvendelsen af konsonanten ”b” for ”p” i ovennævnte stednavne på ”ubt” og ordet ”brullubt”. § 54) F2’s anvendelse af tegnfølgerne ”ck” og ”gk”, der i nudansk modsvares af enten a) ”g”, jf. ”syck” (d.e. ”syg”), eller b) ”k” / ”kk”, jf. ”icke” (d.e. ”ikke”), ”halck” (d.e. ”Halk”), ”megkel­ 233 Se nærmere herom i pkt. 1 til almanakoptegnelse af 20. februar 1583 i Christensen 2023.

332

bor” (d.e. ”Meklenborg”). § 55) F2’s anvendelse af “c” modsvarende nudansk ”k” og ”ch” (i indlånte ord, der i oprindelsessproget har været skrevet med ”c” / ”ch”), jf. ”cansseller” (d.e. ”kansler”), ”crisstian” (d.e. ”Christian” / ”Kristian”), “crisstoffer” / ”crisstower” (d.e. “Kristoffer”), “crissty” (d.e. “Christi” / “Kristi”), ”crisstyan” / “crisstyant” (d.e. ”Kristian” / ”Christian”). § 56) F2’s anvendelse af vokal + ”n” / ”nn” eller ”l” modsvarende vokal + ”vn” / ”gn” / ”jn” eller ”vl” i nudansk, jf. ”hynssegal” (d.e. Hindsgavl”), ”kobenhan” / ”københan” / ”køebenhan” (d.e. ”København”), ”nan” (d.e. ”navn”), ”ranholt” / ”rantholt” (d.e. ”Ravnholt”), ”son­ neprest” (d.e. ”sognepræst”), ”wenne” (d.e. ”vegne”) og ”breninch” (d.e. ”Brejning”).

Samtlige de markerede stavelser er udtalemæssigt i nudansk karakteriseret ved at bestå af en diftong indeholdende [ɑ] / [a] eller [ɒ] som første element og [w] eller [j] som andet element, efterfulgt af en af likviderne [n] eller [l], jf. DDO-udtalerne [ˈgɑwˀl] (d.e.”gavl”), [ˈhɑwˀn] (d.e. ”havn”), [ˈnɑwˀn] (d.e. ”navn”), [ˈʁɑwˀn] (d.e. ”ravn”), [ˈsɒwˀn] (d.e. ”sogn”), [ˈvɑjnə] (d.e. ”vegne”) og Hald 1975 [ˈbrajneŋ] (d.e. ”Brejning”).

F2 har muligvis ikke fundet et middel til at gengive diftongerne [aw], [ɒw] og [ɑj] / [aj] foran [n] og [l] og i stedet valgt at lade diftongernes andet element være uudtrykt. § 57) F2’s anvendelse af ”v”-løs form efter tautosyllabisk ”l”, jf. ”sel” (d.e. ”selv”) og ”tol” (d.e. ”tolv”).

F2’s stavemåder ”sel” og ”tol” modsvarer nøje udtalen i nudansk, jf.

ODS [sæl’]234 og [tωl’] ved siden af [tωl’v].

Jf. tilsvarende den ”v”-løse form i numeraliet ”halanden”, der ligeledes modsvarer udtalen i nudansk: ODS [haˈlan(ə)n] og DDO [halˈanən]. § 58) F2’s anvendelse af forbindelsen ”nch” / ”nchg” modsvarende nudansk ”ng”, jf. ”breninch” (d.e. ”Brejning”), ”dronninchbor” (d.e. ”Dronningborg”), ”fartynchget” (d.e. ”sluttede kontrakt”), ”gullynch” 234 Ordet ”selv” kan sågar undertiden skrives ”sæl” ”især i efterligning af folkelig tale”, jf. Thummelumsen i Gustav Wieds ”Livsens Ondskab”, der benævner sig ”en sæl”, dvs. ”jeg / mig selv”.

333

(d.e. ”Gylling”), ”hallynch” (d.e. ”Halling”), ”helsynchbor” (d.e. ”Helsingborg”), ”helsynch ør” (d.e. ”Helsingør”), ”henchge” (d.e. ”hænge”), ”hullynch” (d.e. ”hyldning”), ”iellynch” (d.e. ”Jelling”), ”iunch­ fruer” (d.e. ”jomfruer”), ”kollynch” (d.e. ”Kolding”), ”kollynch” (d.e. ”kylling”), ”retter tynch” (d.e. ”retterting”), ”rynchstet”, d.e. ”Ringsted”), ”schabtynch” (d.e. ”Snapsting”), ”stanchgen” (d.e. ”stangen”), ”tørninch” (d.e. ”Tørning”), ”vnch” (d.e. ”ung”), ”wynnynch” (d.e. ”Vinding”), ”wyssynch” (d.e. “Vissing”). § 59) F2’s notation af ”t” i præteritumsendelsen ”te”, der vakler mellem a) ”t” / ”tt” på den ene side, jf. ”begunte” / ”beguntte” (d.e. ”begyndte”), ”dromte” (d.e. ”drømte”) og ”molte” (d.e. ”målte”) og b) ”d” på den anden side, jf. ”brende” (d.e. ”brændte”), ”hengde” (d.e. ”hængte”), ”hørde … tyl” (d.e. ”tilhørte”), ”schede” (d.e. ”skete”), ”sende” (d.e. ”sendte”). Jf. også § 27 f.s.v.a. former af verber med stamme på udlydende ”d”.

En tilsvarende dobbelthed kan belægges andetsteds i ældre dansk – her eksemplificeret med belæg fra Kalkar f.s.v.a. a) ”yndens veegebrand ey brente paa vor bord” (d.e. ”brændte” – opsl. ”Vægebrand”), ”de nu begynte at faa missunde til kong Knud” (d.e. ”begyndte” – opsl. ”Misunde”), ”han soff til i gien oc drømte end een sinde” (d.e. ”drømte” – opsl. ”Sind(e)”), ”dw molte mine dage och giorde dem stackede” (d.e. ”målte” – opsl. ”Måle”), ”effterdi hun hengte til guldet, saa skiøtted hun inted herom” (d.e. ”hængte til” = ”var afhængig af” – opsl. ”Hænge”), ”skete dette ikke, vilde hand sig hermed forvilkorid hafve, at A. Hansdotter skulde lade bryde rigens lovdagsbreve over ham” (d.e. ”skete” – opsl. ”Ske”) og b) ”hand greff til en bøsse oc brende ind paa konning Erich oc skød hannem udi den venstre arm.” (d.e. ”skød på / mod” – opsl. ”Brænde”), ”der afbrænde 9 aff de beste allgader.” (d.e. ”nedbrændte” – opsl. ”Adelgade”), ”herr Franciscus sende kongen tre mul eseler, dertil en egen muledriffuere” (d.e. ”sendte” – opsl. ”Muledrivere”), ”tha hørde han so stoor jorddwne” (d.e. ”hørte” – opsl. ”Jorddun”), ”hørde iegh tuende skiure quinder siunge” (d.e. ”hørte” – opsl. ”Skurekvinde”), ”meg drømde i nath, ath Gudz engel kam till meg” (d.e. ”drømte” – opsl. ”Drømme”), ”jegh saa aldrigh saa enn ønck, som der skiedde” (d.e. ”skete” – opsl. ”Sk(j)e”), ”ther utoffuer hengde hans sagh 334

inde for vor oc rigens retth” (d.e. ”hængte” – opsl. ”Hænge”).

Otto Jespersen omtaler, at udtalen af ”t” i ord som ”vente” og ”vælte” (dvs. efter [n] og [l], men også efter [m], [ɳ] og [r], og foran [ə]) – på hans tid – vaklede mellem [væntə … væltə] og [vændə … vældə] (Jespersen 1906: 83). Det har vel så ikke bare haft gyldighed for infinitivformer, men også for præteritumsformer på ”te”, således at den samme dobbelthed har gjort sig gældende for præteritumsformer som ”drømte”, ”målte”, ”hængte”, ”begyndte” og ”hørte”, jf. ovenstående eksempler.

I moderne dansk er ”d”-udtalen den fremherskende. § 60) F2 (stavelses)forlydende ”w” foran vokal svarende til nudansk ”f”, jf. ”crisstower”, d.e. Kristoffer, ”woebeschelt”, d.e. ”Fovslet”, ”wyrre” (d.e. ”fire”). § 61) F2 forlydende ”w” for ”hv”, jf. ”wor” (d.e. ”hvor”) og ”wordan” (d.e. ”hvordan”). Som en parallel i ældre dansk med opr. ”hv” i forled kan nævnes Kalkar-belægget ”paa told-seddelen at teigne, hvad vare er angiven, og vad deraf betalt” (opsl. ”Toldseddel”).

335

F2’s og dronning Sofies monogrammer, våben og valgsprog Nedenstående lille afsnit er oprettet i et forsøg på at give et samlet overblik over de ikke så få i nærværende skrift bragte henvisninger til F2’s monogrammer samt hans og dronning Sofies valgsprog. Da brugen af våbner / våbenskjolde er så tæt vævet sammen med monogrammernes og valgsprogenes symbolladede verden i det F2-univers vi ovenfor har færdedes i, vil deres brug også blive kort omtalt nedenfor – om ikke andet, så for fuldstændighedens og nogle sjældent viste illustrationers skyld.

“F2”-monogrammet på bagstykket af prædikestolen i Helsingør Domkirke.

336

”F”-monogrammet på tavlen i Skanderborg Slotskirkes våbenhus’ sydøstgavl.

Monogrammer Afsnit I) F2

Som monogramsymbol for F2 ses anvendt tre monogramtyper, nemlig 1) et kronet rent ”F”-monogram, 2) et kronet sammensat ”FS”-monogram, hvis ”S” enten slynger sig dekorativt om opstregen i ”F”, eller forneden, midt på og foroven passerer gennem 3 snit i den lodrette streg af ”F”, eller skærer den lodrette streg af ”F” i to dele og passerer uskadt gennem det udskårne skrå snit (se illustration side 340), og 3) to kronede enkeltmonogrammer, nemlig henholdsvis et ”F” og et ”S” placeret adskilt fra hinanden på hver side af det danske kongevåben.

337

”F”’et i alle tre monogramtyper er der ingen tvivl om står for ”Friderich” / ”Frederik” / ”Fridericus”, og ”S”’et i monogramtype 3) er der næppe nogen tvivl om står for ”Secundus” – altså ”den anden” – medens ”S”’et i monogramtype 2) er blevet tolket snart som ”S” = ”Secundus”, snart som ”S” = ”Sofie” – F2’s dronning.

“F”-monogram på fol. a1r (titelbladet) i Caspar Huberinus’ “Der Christliche Ritter” trykt hos Lorentz Benedicht i København i 1569.

338

Monogramtype 1 ses anvendt 1α) før F2’s giftermål med Sofie i 1572, jf. a) det kronede ”F”-monogram på bagstykket af prædikestolen i Helsingør Domkirke fra 1567 (se foto side 336);

”F”-monogrammet støttet af skyarme på stolestadegavl nr. 3 fra nord i den østlige stolestaderække i Skanderborg Slotskirke.

339

De ovenfor side 335 anførte 3 varianter af “FS”-monogrammet – alle 3 hentet fra Etzliche Sprüche 1583 – nemlig fra deltitelbladet til Ordsprogenes Bog (fol. A2r), fra deltitelbladet til Siraks Bog (fol. C3r) og fra versosiden af titelbladet (fol. A1v).

b) bogstavet ”F” på bagsiden af diverse mønter fra 1560-erne235; c) ”F”-monogrammet på tavlen (fra 1571) i Skanderborg Slotskirkes våbenhus’ sydøstgavl (se foto side 337); d) det kronede indrammede ”F” i nederste del af den ramme teksten til bogtrykker Lorenz Benedichts udgave af Caspar Huberinus’ ”Der Christliche Ritter” fra 1569 (Christliche Ritter 1569) er indeholdt i på siderne a1r, a3r, b1r, b2r, c1r, c2r, A1r, A3v, B3r, B3v, C2r, C3r, D2r, D3r, E1r, E1v, F1r, F4r, G3r, G4r, H2r, H3r, J3r, J4r, K1r, K2r, L3r, L4r, M2r, M3r, N1r, N4r, O1v, O3r og P3r (foto side 338). Tekstrammen indeholdende det kronede indrammede ”F” er en af flere af Lorentz Benedicht benyttede i den pågældende Huberinus-udgave, mens de øvrige rammer er rent dekorative og hverken indeholder tekst eller bogstaver. ”F”-tekstrammen er mestendels benyttet på rectosider (31 ud af 35 tilfælde) og er udelukkende forekommende i sideintervallet a1r-P3r medens sideintervallet P3v-Hh4v er helt uden ”F”-tekstrammer. Den pågældende Huberinus-udgave er en rigtig F2-udgave, hvilket – udover af ”F”-monogrammet – fremgår både af teksten på titelbladet, hvor det hedder at værket er trykt til ære for F2, og af illustrationerne på side A1v (F2-portræt dateret 1567) og A2r (F2’s våben).

1β) efter F2’s giftermål med Sofie, jf. stolestadegavl nr. 3 fra nord i den østlige stolestaderække i Skanderborg Slotskirke med ”F”-monogram (med ædelstensbesat krone) for ”Frederik”, der har sin modsvarighed i den vestlige stolestaderække, hvor stolestadegavl nr. 3 fra nord 235

340

Se Svane 2015: 70-71.

bærer ”S”-monogram (med krone uden ædelsten) for ”Sofie” (se foto side 339 og 345). Stolestadegavlenes udsmykning må være fra efter Frederiks giftermål med Sofie 20. juli 1572, da der ellers ikke ville have været behov for nogen stolestadegavl med dronningemonogram. En af stolestadegavlene – ”Holsten”gavlen”, der er nr. 2 fra syd i den østlige stolestaderække – har årstallet ”1572” udskåret i stolestadegavlens topfelt, hvilket så vil sige ”efter 20. juli 1572”.

Monogramtype 2 ses anvendt 2α) før F2 blev konge, jf. et skjold med kronet ”FS”-monogram på en forgyldt sølvpokal foræret Malmøs Skt. Knuds-gilde af prins Frederik i 1556236. F2 må på det- Deltitelbladet til Ordsprogenes Bog te tidspunkt som udvalgt prins (fol. A2r) i Etzliche Sprüche 1594 – allerede være blevet udstyret Hamborg-eftertrykket. med sit kommende kong Frederik-nummer, helt ligesom sidenhen hans sønnesøn Christian (PC5) – C4’s søn – som udvalgt prins blev udstyret med sit kommende kong Christian-nummer ”5” / ”den femte”, uagtet han aldrig nåede at blive konge; 2β) efter F2 blev konge men før han blev viet til Sofie, jf. a) ”FS”- monogrammet indlagt i sølv i skaftet tilligemed årstallet ”1570” i en på Rosenborg opbevaret kniv237, samt b) ”FS”- monogrammet udhugget tillige med årstallet ”1569” i sten over indgang til Esrom Kloster238; 2γ) efter F2 blev konge og efter han blev viet til Sofie i 1572, jf.

236 237 238

Se Svane 2015: 73-74.

Se Svane 2015: 73, 76.

Se Svane 2015: 72.

341

“FS”-monogrammer i vinduerne og på ydermurene af Restaurant Frederik II i Skanderborg (i juli 2019) på hjørnet af Adelgade og Vestergade.

a) ”FS”-monogrammet ved foden af trappen op til prædikestolen i Tikøb Kirke fra omkring 1580239; b) ”FS”-monogrammet anvendt som vandmærke i papir fra papirmøllen ved Hvidøre, der blev indrettet i 1576240; c) de ganske mange ”FS”-monogrammer i de af F2 udgivne eller understøttede bogværker fra hans senere år, f.eks. Etzliche Sprüche 1583 (se ill. side 340), Etzliche Psalmen 1585 og Etliche Psalme 1586; d) ”FS”-monogrammet forneden på Kronborgtapet nr. 40 på Nationalmuseet i København (se ill. Reindel 2009: 95); e) ”FS”-monogrammet i øverste felt på Kronborgtapet nr. 43 på Nationalmuseet i København (se ill. Reindel 2009: 101); 2δ) Efter F2’s død, men sjældent, eksempelvis a) i den meget originaltro genudgivelse af Etzliche Sprüche 1583 nemlig Etzliche Sprüche 1594: fol. A2r og fol. C3r; jf. videre b) i vinduerne og på ydermurene af ”Restaurant Frederik II” i Adelga239 240

342

Se Svane 2015: 72-73.

Se Svane 2015: 76-77.

Sandstensrosetten til venstre for indgangen til Helsingør Rådhus i Stengade 59 med F2’s våben flankeret af ”F”- og ”S”-monogrammet (F2’s monogramtype 3).

Under våbenet står der: ”FRIDERICH DER ANDER DORCH GOTTES GNADE ZV DENEMARCKN VND NORWEGEN &C KOENNICK ANNO 1574”.

de i Skanderborg, hvor de har tjent som en slags minde over byens storhedstid (se foto ovenfor).

Da ”S”’et har været anvendt af F2 i monogramsammenhæng før giftermålet med Sofie kan det fra starten udelukkende have betydet ”Secundus”. Således har det formentlig normalt også været tolket statsretligt efter F2’s giftermål med Sofie og så længe F2 levede, da kongemonogrammerne har stået som kortfattede symboler for den til enhver tid siddende eller kommende enerepræsentant for rigets kongemagt – i perioden 1534-1588 altså F2 – og dronningens forbindelse til denne statsretlige institution i princippet har været sekundær og af 343

familiemæssig art, og hun derfor set i dette lys ikke har kunnet blive opfattet som andet end kongens ægtefælle og moder til dennes børn, herunder den efterfølgende konge, og når alt kom til alt i påkommende tilfælde har kunnet udskiftes eller undværes uden at dette ville kunne have haft den ringeste indflydelse på kongehvervsbærerens nedarvede status.

At dette strenge statsretlige syn på dobbeltmonogrammets betydning har kunnet blødes op, når man har villet lægge vægt på den familiemæssige relation mellem Frederik og Sofie, vil fremgå af nedenstående Afsnit II Sofie og Afsnit III F2 + Sofie, der redegør for ”FS”-monogrammets anvendelse dels som ”Sofie”-markør (altså monogram for ”Sofie (gift med F2)”), dels som ”F2 + Sofie”-markør (altså monogram for ”kongeparret Frederik og Sofie”).

Monogramtype 3 ses anvendt 3α) på sandstensrosetten fra 1574 (se foto side 343), der er placeret oppe til venstre for indgangen til Helsingør Rådhus i Stengade 59.

Rosetten stammer fra byens gamle rådhus, hvorfra den blev overflyttet til det nuværende rådhus, der er fra 1853-1855, sammen med en tilsvarende Sofie-rosette (nu til højre for indgangen til rådhuset - se foto side 368). Den pågældende rosette må set i sammenhæng med naborosetten til højre opfattes entydigt Frederik-relateret, da det på den afbildede danske kongevåben optræder som modstykke til det på den højre rosette afbildede våben, der udelukkende kan tolkes som Sofies dronningevåben (og signalerer tilhørigheden til såvel den danske kongeslægt som den mecklenburgske hertugslægt). ”F”- og ”S”-monogrammet på Frederik-rosetten må derfor også mest logisk tolkes som monogrammer, der står for ”Fredericus” og ”Secundus”, ligesom modsvarende de to ”FS”-monogrammer på Sofie-rosetten mest logisk må tolkes som monogrammer, der står for ”Sofie (gift med F2)”.

Afsnit II) Sofie Som monogramsymbol for dronning Sofie benyttes to monogrammer, nemlig 1) et rent ”S”-monogram og 2) det sammensatte ”FS”-monogram, der er identisk med det i det foregående afsnit beskrevne.

Monogramtype 1 ses anvendt:­ 1α) efter Sofie var blevet gift med F2, jf. stolestadegavl nr. 3 fra nord i den vestlige stolestaderække i Skanderborg Slotskirke med ”S”-mo344

”S”-monogrammet støttet af skyarme på stolestadegavl nr. 3 fra nord i den vestlige stolestaderække i Skanderborg Slotskirke (dronning Sofies monogram type 1 punkt 1α).

345

”FS”-monogrammet på forpermen af dronning Sofies private eksemplar af Glaser 1575 (dronning Sofies monogramtype 2 punkt 2α 2).

nogram (med krone uden ædelsten) for ”Sofie” (illustration side 345), der har sin modsvarighed i den østlige stolestaderække, hvor stolestadegavl nr. 3 fra nord bærer F2’s ”F”-monogram (med ædelstensbesat krone) for ”Frederik” (illustration side 339). Se også punkt 1β i Afsnit I F2 i nærværende underkapitel om monogrammer.

Monogram-type 2 ses anvendt: 2α) medens F2 levede i sammenhænge, hvor det er mest logisk at antage, at det har symboliseret dronning Sofie og altså haft betydningen ”Sofie (gift med F2)”, jvf.

“FS”-monogrammet på endestykket i fodenden af Dronning Sofies yderkiste.

346

a) de to ”FS”-monogrammer på sandstensrosetten fra 1574, der er placeret oppe til højre for indgangen til Helsingør Rådhus i Stengade 59 og spejler sig i ”F”- og ”S”-monogrammet

Fol. L3v i Reravius 1574 med dobbeltmonogrammet i venstre margin.

347

i F2’s rosette til venstre for indgangen (se fotos side 343 og 368 samt punkt 3α ovenfor i Afsnit I F2.); b) ”FS”- monogrammet på forpermen af dronning Sofies private eksemplar af Glaser 1575, der angiver at bogen tilhører Sofie (gift med F2) – se foto side 346.

2β) efter F2’s død, men medens Sofie levede, jvf. midtfyldningen i topstykket på altertavlen i Nykøbing Kirke på Falster, der er bekostet af midler doneret af dronning Sofie; altertavlen er fra omkring 1616 – altså fra omkring 30 år efter F2’s død – hvor det ikke længere kan have været rimeligt at opfatte monogrammet som rent F2-monogram (DK Maribo Amt: 218-221 med illustration) ; 2γ) efter Sofies død, jf. ”FS”-monogrammet på endestykket i fodenden af dronning Sofies yderkiste i krypten under Helligtrekongers kapel i Roskilde Domkirke. Sofie døde 43 år efter F2, og det giver derfor i dette tilfælde heller ikke nogen mening at opfatte ”FS”-monogrammet som et rent F2-monogram, men som en indikation af at her hviler ”Sofie, der var gift med F2” (foto side 344).

Nærbillede af det højt placerede kongevåben i den søndre side af østvæggen i Helsingør Domkirke (F2’s våben type nr. 1).

348

Afsnit III) F2 + Sofie Som monogramsymbol for F2 og dronning Sofie til angivelse af deres samhørighed som (kommende) kongepar, benyttes det velkendte ”FS”-monogram, der altså her indicerer en alliance mellem F2 og Sofie.

Som eksempler på denne monogramtype skal nævnes: a) dobbeltmonogrammet i Reravius 1574: fol. L3v i marginen på den side, hvor vognen, der bringer Sofie frem til sit bryllup beskrives (dette må være den tidligste anvendelse af dobbeltmonogrammet i betydningen F2 + Sofie). Vognen, der blev trukket af 8 snehvide heste, var udsmykket med to par (alliance)våben – et par i hver ende, nemlig F2’s våben 2 + Sofies våben 1. På siderne af vognen var så dobbeltmonogrammet placeret: ”Paa siderne it Gyldene F monne staa / // Met S igennem / oc Krone der paa. // Saa som du kant i bredden [d.e marginen] see her / // At det aff risset [d.e. afridset = aftegnet] oc Malet ret er (se foto side 347).” b) de 4 opretstående dobbeltmonogrammer i hvert deres hjørne af rygstykket til den til Kronborg Slot i 1586 vævede bordhimmel; c) de 4 skråtstillede dobbeltmonogrammer i hvert deres hjørne af samme kunstværks himling, foran og under hvilken F2 og Sofie har poseret sammen ved festlige lejligheder i dansesalen på Kronborg (se illustrationer til dette og det foregående punkt Reindel 2009: 50, 53 og Reindel 2006: 10, 11, 22, 28).

Våben A) F2’s våben F2’s våben – det danske kongevåben – optræder som 3 typer på F2’s tid.

Type nr. 1 indeholder følgende skjoldmotiver: Hovedskjoldet: Felt 1) 3 kronede løver mellem 9 hjerter = Danmark; Felt 2) kronet løve holdende og stående på hellebard = Norge; Felt 3) tre kroner = Kalmarunionskronerne; Felt 4) løve over 9 hjerter = goter; Skjoldfoden: Felt 5) lindorm = vender; Hjerteskjoldet: Felt 1) to kronede løver = Slesvig; Felt 2) nældeblad = Holsten; Felt 3) svane med halskrone = Stormarn; Felt 4) 5 bjælker = Oldenborg.

349

Titelbladet til ”Konning Frederich den Andens Handfæstning. Kiøbenhaffn 1567” (F2’s våben type nr. 1).

350

Dette våben mangler symbolerne for såvel Ditmarsken (rytter) som Delmenhorst (kors) og er helt identisk med C3’s våben, som det eksempelvis ses i Biblia 1550 fol. AAA2r.

Som eksempler på forekomster af type nr. 1 skal anføres: 1a) titelbladet til ”Konning Frederich den Andens Handfæstning / vdgiffuen / Aar effter Guds Byrd / M.D.Lix. der hans Kong: Mtt: bleff Kronet. Prentet i Kiøbenhaffn / aff Laurentz Benedicht. 1567.”241 1b) de to kongevåben malet på østvæggen af Helsingør Domkirke; C3’s navn står under det nordre våben og F2’s under det søndre; de er vel fra tiden omkring kirkens fuldendelse – 1559242; 1c) udskåret relief i Helsingør Domkirke fra ca. 1560 i et af midtskibets stolegavle (DK Frederiksborg Amt: 179 (billede a))243; 1d) skåret kongevåben i det nordøstlige storfelt på prædikestolen (”et særpræget ungrenæssancearbejde fra tiden mellem 1572 og 1588” med DK’s ord) i Søften Kirke i Århus Amt; i det nordvestlige storfelt ses som pendant hertil Sofies våben (type 1); og under de to våben er henholdsvis F2’s valgsprog 2 og Sofies valgsprog 1 skrevet med dansk ordlyd (se nedenfor) (DK Århus Amt: 1700-1701).

Type nr. 2 indeholder følgende skjoldmotiver: Hovedskjoldet: Felt 1) 3 kronede løver mellem 9 hjerter = Danmark; Felt 2) kronet løve holdende og stående på hellebard = Norge; Felt 3) tre kroner = Kalmarunionskronerne; Felt 4) løve over 9 hjerter = goter; Skjoldfoden: Felt 5) lindorm = vender; Midterskjoldet: Felt 1) to kronede løver = Slesvig; Felt 2) nældeblad = Holsten; Felt 3) svane med halskrone = Stormarn; Felt 4) rytter = Ditmarsken; Hjerteskjoldet: Felt 1) 5 bjælker = Oldenborg; Felt 2) kors = Delmenhorst.

Skjoldmotivernes indplacering i våbnet rækkefølgemæssigt følger, hvis man ser bort fra Kalmarunionskronerne, der jo dybest set intet havde at gøre i kongevåbnet på F2’s tid, ganske den rækkefølge man kender fra den kongelige titel : ”Frederich den Anden / Danmarckis / Norgis / Vendis / oc Gottis Konge : Hertug vdi Slesuig / Holsten / Stormarn / oc Dythmerschen : Greffue vdi Oldenborg oc Delmenhorst” (her citeret fra Reravius 1574: fol. )(2r), om hvilken samme Reravius tilmed har forfattet en lille rimet remse (citeret fra Reravius 1574: fol.

A1r) lydende: 241 242 243

Se foto side 350.

Se foto af F2’s våben side 348.

Se illustration Svane 1994: 103.

351

De to stolestadegavle nr. 1 fra nord i henholdsvis vest- og østrækken i Skanderborg Slotskirke (F2’s våben type nr. 2).

F2’s våben type nr. 2 og Sofies våben type nr. 1, som de er afbilledet i Reravius 1574, fol. )(1v og fol. J2v.

352

Bagsiden af det første blad i DKBK-håndskrift GKS 1553 4to. M.H.Z.G.A. = ”Mein Hoffnung zu Gott allein”, F. 2. K. Z. D. = ”Friedrich der Ander König zu Dänemark” (F2’s våben type nr. 2). ”Kong Fredrich i Danmarck oc Norrigis rige De venders oc Gotters Konge deslige.

En Hertug i Slesuig og Holster land / J Stormarn oc Dytmersken. Oc forsand Vdi Oldenborg en Greffue saa from / Saa oc i Delmenhorst greffuedom.”

353

F2’s våben type nr. 2 på fol. a2r i Christliche Ritter 1569.

354

Stolestadegavle i Skanderborg Slotskirke, nemlig nr. 6 fra nord i vestrækken (kronet stokfisk = Island) til venstre og nr. 5 fra nord ligeledes i vestrækken (agnus Dei = Gotland) til højre. Det er de 2 landskabsvåben, der ikke er medtaget i de to kongevåbengavle mod nord, der åbner ballet i de to stolestaderækker.

Som eksempler på forekomster af type nr. 2 skal anføres: 2a) bagsiden af det første blad i en håndskrevet udateret samling tyske salmer uden titelblad tilhørende DKBK (se foto side 353), på hvilken F2’s kongelige våben fremstår i en malet udgave, der udførelsesmæssigt er en nøje parallel til et nedenfor under Sofie omtalt skjold (type 2b); 2b) Sandstensrosetten fra 1574, der er placeret oppe til venstre for indgangen til Helsingør Rådhus i Stengade 59 (se foto side 343); 2c) rygstykket af den til Kronborg Slot i 1586 vævede bordhimmel, hvor det er placeret lidt under midten til venstre for dronning Sofies mecklenburgske hertugelige våben (se illustration Grinder-Hansen 2013: 246); 2d) Skanderborg Slotskirke, hvor våbnet med det danske kongelige våben som motiv er udhugget på tavlen i våbenhusets sydøstgavl (se foto side 337); 355

2e) Skanderborg Slotskirke, hvor våbnet er malet på to af stolestadegavlene inde i kirken, nemlig nr. 1 fra nord i såvel øst- som vestrækken (se fotos side 352). De pågældende to stolestadegavle afviger fra de øvrige stolestadegavle ved bl.a. ikke at være forsynet med topfelter og oprindeligt have været bredere; de har måske været placeret andetsteds i kirken end nu og – som antydet i DK Århus Amt: 6214 prydet noget andet inventar, hvor de har kunnet komme til deres ret i kraft af at der var to af dem (og de kunne placeres på hver side af ”noget”). Det er også værd at hæfte sig ved at landskabsvåbnerne for Gotland og Island (se fotos side 355), der ellers er repræsenteret som selvstændige stolestademotiver, ikke er medtaget i kongevåbnene på

F2’s segl fæstnet til Kommunitetsfundatsen af 25. juli 1569.

de to stolestadegavle nr. 1 fra nord, hvilket kunne være en yderligere indikation af at de to stolestadegavle ikke oprindeligt har været påtænkt at indgå som dekorationer i de to stolestaderækker; 2f) Hans Kniepers eller Melchior Lorcks hyppigt gengivne portræt 356

af F2 fra 1581 på Frederiksborgmuseet, hvor det kronede kongevåben er placeret i øverste højre hjørne (se illustration Grinder-Hansen 2013: 11); 2g) Martinus Rørbyes og Albert Küchlers portræt af F2 efter skitse af Eckersberg på Sorø Akademis Skole med det kronede kongevåben placeret i øverste højre hjørne; 2h) Kronborg Slotskirke på stolegavldøren til Marskalkstolen (dateret 1570)244; 2i) helsidesillustration i Etliche Psalme 1586 : fol. )(4v; 2j) F2’s segl fæstet til Kommunitetsfundatsen af 25. juli 1569245; 2k) helsidesillustration i Reravius 1574: fol. )(1v (foto side 352); 2l) helsidesillustration i Christliche Ritter 1569: fol. A2r (foto side 354); 2m) på den nordlige del af topstykket af altertavlen fra 1586 i Lejrskov Kirke i Lejrskov Sogn i Anst Herred i Ribe Amt malet på rødbrun bund og omgivet af de gyldne versaler ”F”, ”II”, ”R” og ”D”, d.e. ”Frederik / Friederich II Rex Danorum / Daniæ”, ved siden af dronning Sofies våben 1 (se nedenfor) i den sydlige del af topstykket (DK Ribe Amt: 2430-2431).

Yderligere eksempler på denne variant er omtalt i Sofie-afsnittet under omtalen af anvendelsen af kongevåbenet efter F2’s død – ikke som symbol for F2 som fungerende konge men som symbol for enkedronning Sofies afdøde mand.

Type nr. 3 består af et korsdelt hovedskjold, hvis 4 felter hver er delt op i 2 underfelter; skjoldfoden er 4-delt; hjerteskjoldet er udelt.

Hovedskjoldet: Felt 1) dobbeltfelt, der indeholder Del 1a) 3 kronede løver mellem 9 hjerter = Danmark og Del 1b) kronet løve holdende og stående på hellebard = Norge; Felt 2) dobbeltfelt, der indeholder Del 2a) løve over 9 hjerter = goter og Del 2b) lindorm = vender; Felt 3) dobbeltfelt, der indeholder Del 3a) tre kroner = Kalmarunionskronerne og Del 3b) agnus Dei = Gotland; Felt 4) dobbeltfelt, der indeholder Del 4a) 2 løver = Slesvig og Del 4b) kronet stokfisk = Island; Skjoldfoden (4-delt): Felt 5) indeholdende Del 5a) nældeblad = Holsten, Del 5b) svane med halskrone = Stormarn, Del 5c) 5 bjælker = Oldenborg og Del 5d) kors = Delmenhorst; Hjerteskjoldet (et felt): Del 1) rytter = Ditmarsken.

244 245

Se illustration Svane 1994: 106.

Se foto side 354.

357

Det udskårne og malede rundbuefelt, der vender stik syd på prædikestolen (fra 1567) i Helsingør Domkirke (F2’s våben nr. 3).

358

F2’s våben 3 afbildet fol. A2v i Lauterbach 1592.

Våbnet er især specielt i kraft af placeringen af Ditmarsken-symbolet helt alene i hjerteskjoldet Som et eksempel på Type nr. 3 skal anføres: 3a) det udskårne og malede rundbuefelt, der vender stik syd på prædikestolen (fra 1567) i Helsingør Domkirke (se foto side 358); 3b) kobberstik fol. A2v i Lauterbach 1592246; Senere variationer over denne særprægede våbenkomposition kendes der et par eksempler på, jvf.

246

Se foto ovenfor.

359

3c) F2’s våben på C4’s anetavle på Rosenborg Slot; på dette våben vil man bemærke at Stormarns svane og Oldenburgs bjælker har byttet plads, at Delmenhorsts mærke har hvidt kors på gult felt i st. f. gult kors på blåt felt og at Oldenburgs mærke indeholder 3 røde bjælker i stedet for 2247;

Dronning Sofies anevåben – det mecklenburgske hertugvåben som det er tegnet og koloreret i hendes stambog (dronning Sofies våben 1).

247

360

Se illustration Svane 1994: 107.

3d) tilmalingen af våbenskjoldet i øverste venstre hjørne på kopien af Jacob Brincks maleri af Frederik 1. på Frederiksborg Slot, hvor Ditmarsken-motivet helt mangler i våbnet og Oldenburg-motivet i stedet er sat ind på dets plads som alenemotiv i hjerteskjoldet og skjoldfoden ikke er firedelt men tredelt og består af motiverne for Holsten, Stormarn og Delmenhorst248.

Af disse fire eksempler på type 3 er det kun Helsingør-våbnet (type 3a), der er samtidigt med F2.

B) Sofies våben 3 typer våben kan forbindes med dronning Sofie, nemlig Våben 1) det hertugelige mecklenburgske våben – anevåbenet, fungerende som dronningevåben med manglende markering af tilhørsforholdet til det danske kongehus; Våben 2) dronningevåbnet i form af det mecklenburgske anevåben iblandet et til flere elementer fra det danske kongevåben; Våben 3) kongevåbnet uden elementer indgående i det mecklenburgske anevåben.

Sofies våben 1 Skjoldmotiverne er: Hovedskjoldet: Felt 1) tyrehoved med halsskind og krone og ring i næsen = hertugdømmet Mecklenburg; Felt 2 grif = Rostock; Felt 3 kvindearm med ring i hånden = Stargard; Felt 4 tyrehoved med krone uden halsskind = Werle; Hjerteskjoldet (et felt): Felt 1 2 bjælker = Schwerin.

Det pågældende våben ses afbilledet i dronning Sofie-kontekst: 1a) i dronning Sofies stambog, som ejes af DKBK i København (se foto foregående side); 1b) på rygstykket af den til Kronborg Slot i 1586 vævede bordhimmel, hvor det er placeret lidt under midten til højre for det danske kongevåben (se illustration Grinder-Hansen 2013: 246 eller besøg kunstværket på Nationalmuseet i Stockholm);

248

Se illustration Svane 1994: 97.

361

1c) på dronning Sofies anetavle i Nykøbing Kirke på Falster, hvor det mecklenburgske anevåben (blandt mange andre steder på anetavlen) ses placeret nederst i midten under portrættet af dronning Sofie.

Anetavlen er blevet til mellem 1622 og 1627 (DK Maribo Amt: 230232 med illustration s. 231); 1d) på altertavlen i Nykøbing Kirke på Falster udskåret på den ene af de to søjlepostamenters (det højres) forside med F2’s våben på det andet (det venstre) søjlepostaments forside; 1e) på låget af dronning Sofies yderkiste i krypten under Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke (DK Københavns Amt: 1859); 1f) i det nordvestlige storfelt på prædikestolen (”særpræget ungrenæssancearbejde fra tiden mellem 1572 og 1588” med DK’s ord) i Søften Kirke i Århus Amt; i det nordøstlige storfelt på prædikestolen ses F2’s våben 1; og under de to våben er henholdsvis F2’s valgsprog 2 og Sofies valgsprog 1 skrevet med dansk ordlyd249; 1g) på fol. J2v i Reravius 1574; i dette værk, der ”handler” om F2’s kroning i 1559, og hans og Sofies giftermål og hendes umiddelbart efterfølgende kroning i 1572, omtales våbnet meget tydeligt som dronning Sofies våben – ”Insignia ... SOPHIÆ ... Daniæ, Noruegiæ et c. Reginæ.”250 1h) på den sydlige del af topstykket af altertavlen fra 1586 i Lejrskov Kirke i Lejrskov Sogn i Anst Herred i Ribe Amt malet på rødbrun bund og omgivet af de gyldne versaler ”S”, ”K”, ”Z” og ”D”, d.e. ”Sophia Königin zu Dänemark”, ved siden af F2’s våben 2 (se ovenfor) i den nordlige del af topstykket (DK Ribe Amt: 2430-2431).

Sofies Våben 2 Sofies Våben 2 er et blandet våben sammensat af motiver fra det mecklenburgske hertugvåben (anevåbnet) og det danske kongevåben.

Af dette våben 2 er der 3 typer, nemlig 2a) bestående af det mecklenburgske anevåben (på nær 1 af motiverne) + 1 af motiverne fra det danske kongevåben 2b) bestående af det mecklenburgske anevåben + 5 af motiverne fra det danske kongevåben 249 1701.

250

362

Se illustration og tekst om prædikestolen i DK Århus Amt: 1700Se foto side 352.

2c) bestående af det mecklenburgske anevåben + de 11 motiver fra F2’s type nr. 2-våben Sofies våben 2a Skjoldmotiverne er: Hovedskjoldet: Felt 1) 3 kronede løver mellem 9 hjerter = Danmark; Felt 2) grif = Rostock; Felt 3) kvindearm med ring i hånden = Stargard; Felt 4) tyrehoved med krone uden halsskind = Werle; Hjerteskjoldet: tyrehoved med halsskind og krone og ring i næsen = hertugdømmet Mecklenburg.

Et våben af denne beskaffenhed blev i 1582 fremstillet sammen med et F2-våben til ophængning på Koldings nye rådhus (Svane 2002: 78). Det befinder sig ifølge nysnævnte litteraturhenvisning nu på Koldinghus. Våbnet kan betragtes som en udvidelse af det hertugelige mecklenburgske våben med et element – det vigtigste, nemlig Danmarkssymbolet – fra det danske kongevåben. Våbnet og dets placering signalerer at et medlem af hertugfamilien i Mecklenburg – Sofie – er gift med den danske konge, og dermed er dronning af Danmark.

Da F2 ikke benytter dette våben – hans våben, dvs. kongevåbnet, indeholder aldrig dele af fremmede våbner – kan våbnet ikke betragtes som et alliancevåben fælles for F2 og Sofie (uagtet eksistensen af en alliance meddeles ved hjælp af det danske delelement), men som et rent dronningevåben forbeholdt Sofie. Muligvis af praktiske / pladsmæssige grunde er Schwerin-mærket i det mecklenburgske anevåben ikke optaget i dronningevåbnet fra Kolding.

Som en parallel til Sofies dronningevåben i Kolding kan nævnes hendes mor Elisabeths hertugindevåben, der i to tilfælde ses at indgå i et alliancevåbenfællesskab med hendes mands hertug Ulrich af Mecklenburgs hertugvåben. Der er i begge tilfælde tale om våbenfriser indeholdende det hertugelige mecklenburgske våben (svarende til Sofies ovenfor beskrevne anevåben) for hertug Ulrik af Mecklenburg og det danske kongevåben (i en lettere modificeret udgave af den udgave af kongevåbnet vi kender fra F2’s våben type 1 = C3’s våben) for hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, der var dansk kongedatter og halvbroder til C3 og derfor kunne føre det danske kongevåben som anevåben. De to våbenfriser kendes fra henholdsvis Burg Stargard (på muren i et tidligere hospital) og i Dargun (på en mur i klosteret). For at signalere ægteskabspagten mellem Ulrik og Elisabeth har hjerteskjoldet i det danske anevåben med dets indhold af motiverne for Slesvig, Holsten, Stormarn og Oldenburg skiftet status til midterskjold og der er kommet et hjerteskjold til, hvis motiv er det mecklenburgske tyre363

hoved en face. Vel fordi konge trumfer hertug har det vigtigste motiv i det mecklenburgske skjold, nemlig felt 1 i hovedskjoldet – det nys nævnte mecklenburgske tyrehoved en face – ikke kunnet placeres i det tilsvarende felt i hertuginde Elisabeths kongelige anevåben og er derfor i stedet indsat som hjerteskjold251.

Sofies våben 2b Skjoldmotiverne er: Hovedskjoldet: Felt 1) 3 kronede løver mellem 9 hjerter = Danmark; Felt 2) kronet løve holdende og stående på hellebard = Norge; Felt 3) tre kroner = Kalmarunionskronerne; Felt 4) løve over 9 hjerter = goter; Skjoldfoden (udelt): Felt 5) lindorm = vender; Midterskjoldet: Felt 1) tyrehoved med halsskind og krone og ring i næsen = hertugdømmet Mecklenburg; Felt 2) grif = Rostock; Felt 3) kvindearm med ring i hånden = Stargard; Felt 4) tyrehoved med krone uden halsskind = Werle; Hjerteskjoldet (udelt): 2 bjælker (guld over rød men skal vel egentlig være rød over guld) = Schwerin.

Våbnet kendes fra et håndskrift på DKBK (se illustration side 365), der er en håndskreven ligprædiken fra 1587 af Christopher Magerius over dronning Sofies mor hertuginde Elisabeth (der var død i oktober 1586 i Gedser) med titlen ”Herrlicher Ehrenspiegell und wahrhafftige Beschreibung … der … Furstin … Elisabeth … hertzogin zu Mekelburg”.

Våbnet kan betragtes som en udvidelse af det hertugelige mecklenburgske våben med de fem hovedskjoldselementer (kongedømmerne + det diffuse unionssymbol) fra det danske kongevåben, og signalerer at et medlem af hertugfamilien i Mecklenburg – Sofie – er gift med den danske konge, og dermed er dronning af Danmark. Da F2 ikke benytter dette våben – hans våben, dvs. kongevåbnet, indeholder som sagt aldrig dele af fremmede våbner – kan våbnet ikke betragtes som et alliancevåben fælles for F2 og Sofie (uagtet eksistensen af en alliance meddeles ved hjælp af de danske delelementer), men som et rent dronningevåben forbeholdt Sofie.

Håndskriftet på DKBK er dediceret Sofie. Det malede dronningevåben er placeret inde i dedikationen og peger dermed også entydigt på Sofie.

Det pågældende håndskrift blev overtaget af PC5 efter dronning Sofie og er optaget i PC5’s boopgørelse under titlen ”Magerij Herrlicher Ehrenspiegel. MS. 4to” som tredjenederste post på boopgørelsens 251 Se herom videre Svane 2002: 57-59, hvor der tillige er et foto af våbenfrisen i Dargun.

364

Dronning Sofies våben 2b i DKBK-håndskrift GKS 2559 4to. Om tilskrifterne ovenover og nedenunder våbnet se nedenfor under Sofies valgsprog.

side 5252, og er vel efter overførelsen af PC5’s bogsamling fra Nykøbing på Falster til København blevet en del af F3’s bibliotek. DKBK’s nuværende materialedatabase oplyser at håndskriftet er ”Indlemmet i 252

Se foto side 366.

365

DKBK-håndskrift GKS 2559 4to anført i PC5’s boopgørelse fra Nykøbing Slot under titlen ”Magerij Herrlicher Ehrenspiegel. MS. 4to” som tredjenederste post på boopgørelsens side 5.

KB senest 1787”, hvilket muligvis kan tolkes således at det har været ”uden for huset” i en årrække, som tilfældet er det med mange an366

dre af bibliotekets værker, der på et tidspunkt har været solgt eller udskilt, for så på et senere tidspunkt at være blevet indlemmet i samlingerne igen ved eksempelvis testamentarisk arv, køb af dødsboer eller bibliotekssammenlægninger.

Harald Ilsøe skriver om illustrationen i Magerius-håndskriftet (Ilsøe 1999: 522): ”På bagsiden af titelbladet det danske våben i farver”, hvilket så ikke er ganske korrekt, da man vel med udtrykket ”det danske våben” vil forstå kongevåbnet. Fejlen stod endnu 2020 gentaget i DKBK’s materialedatabase.

Sofies våben 2c Skjoldmotiverne er: Hovedskjoldet: Felt 1) dobbeltfelt, der indeholder Del 1a) 3 kronede løver mellem 9 hjerter = Danmark og Del 1b) kronet løve holdende og stående på hellebard = Norge; Felt 2) dobbeltfelt, der indeholder Del 2a) løve over 9 hjerter = goter og Del 2b) lindorm = vender; Felt 3) dobbeltfelt, der indeholder Del 3a) tre kroner = Kalmarunionskronerne og Del 3b) 2 løver = Slesvig; Felt 4) dobbeltfelt, der indeholder Del 4a) rytter = Ditmarsken og Del 4b) 5 bjælker (1, 3 og 5 umarkeret, 2 og 4 udhævet) = Oldenborg; Den 3-delte skjoldfod: Felt 5, der indeholder Del 5a) svane med halskrone = Stormarn, Del 5b) nældeblad = Holsten og Del 5c) kors = Delmenhorst; Midterskjoldet: Felt 1 tyrehoved med krone og halsskind = hertugdømmet Mecklenburg; Felt 2 grif = Rostock; Felt 3 kvindearm med ring i hånden = Stargard; Felt 4 tyrehoved med krone uden halsskind = Werle; Hjerteskjoldet: Felt 1 2 bjælker = Schwerin.

Våbnet kan betragtes som en udvidelse af det hertugelige mecklenburgske våben med de 11 motiver fra F2’s type nr. 2-våben, og det signalerer at et medlem af hertugfamilien i Mecklenburg – Sofie – er gift med den danske konge, og dermed er dronning af Danmark. Våbnet benyttes kun i sammenhænge, der entydigt peger på dronning Sofie og ikke på både F2 og Sofie. F2 benytter ikke dette våben – hans våben, dvs. kongevåbnet, indeholder son omtalt aldrig dele af fremmede våbner – og våbnet kan derfor ikke betragtes som et alliancevåben fælles for F2 og Sofie (uagtet eksistensen af en alliance meddeles ved hjælp af de danske delelementer), men udelukkende som et rent dronningevåben forbeholdt Sofie.

To udgaver af dette våben skal omtales her, nemlig 2c I Helsingør-udgaven på sandstensrosetten fra 1574, der er placeret oppe til højre for indgangen til Helsingørs nuværende rådhus i Stengade 59. Rosetten stammer fra byens gamle rådhus, men blev 367

Sandstensrosetten til højre for indgangen til Helsingør Rådhus i Stengade 59 med dronning Sofies våben (våben 2c I) flankeret af to ”FS”-monogrammer (dronning Sofies monogram type 2).

Under våbenet står følgende: ”SOPHIA DEN ANDER DORCH GOTTES GNADE ZV DENMARCKN VND NORWEGEN &C KØENINGINNE ANNO 1574”. Det har øjensynligt knebet lidt med afstandsbedømmelsen, jvf. det sidste ”N” i ”Norwegen”. Årstallet sidder også lidt skævt. Epitetet ”DEN ANDER” til ”SOPHIA” ligner misforstået genbrug af teksten på F2-rosetten, men når først mejslen har talt fanger bordet.

herfra overflyttet til dettes efterfølger – det nuværende rådhus – der er fra 1853-1855, sammen med en tilsvarende F2-rosette (nu til venstre for indgangen til rådhuset). Våbnet er måske ikke særlig elegant stykket sammen, idet de mange delelementer fra det danske kongevåben, der normalt er fordelt mellem hovedskjold, midterskjold og hjerteskjold, er blevet mast sammen på hovedskjoldet og på skjoldfoden på en sådan måde at der, for ikke at ændre på proportio368

Dronning Sofies våben 2c II på forpermen af Glaser 1575.

369

nerne i de tilgrundliggende delelementer, er opstået en del uudnyttet spildplads i en del af felterne (se foto side 368).

Våbnet indgår som delmængde i det ubestridelige alliancevåben de 2 Helsingør-rosetter tilsammen danner (våben for kongen af Danmark = F2) + (våben for dronningen af Danmark = Sofie), og kan derfor ikke betragtes som et selvstændigt alliancevåben, al den stund det vil stride mod logikken i det symbolladede våbensprog at lade det samme forhold, nemlig alliancen mellem F2 og Sofie, komme til udtryk samtidigt i samme kontekst i 2 forskellige planer.

2c II Schrodt-udgaven på for- og bagpermernes forsider af den af bogbinder Christoffer Schrodt smukt indbundne udgave af Glaser 1575, der har tilhørt Sofie, og nu er i DKBK’s eje.

De 2 ens dronningevåben af type 2c ses her i en meget speciel udførelse, hvor flere af delelementerne fremstår som fantasifulde og frie videreudviklinger af de vante normalt meget traditionsbundne og fastdefinerede forlæg, jf. eksempelvis tacklingen af lindormen i ”Vender”-våbnet, der normalt står lidt passiv nede i den vandret orienterede skjoldfod og blafrer med vingerne, men her rejser sig lodret op i det høje smalle felt på en anderledes dramatisk måde.

Karsten Christensen skriver i 1984 om våbnene: ­”Heraldisk set er våbenet i flere henseender enestående: Dels ved placeringen af landskabsvåbner i hovedskjoldet (Oldenborg i hovedskjoldet, Delmenhorst i skjoldfoden, Stormarn foran Holsten), dels ved vistnok at være det eneste kendte eksempel på et „alliance”-våben for Frederik II og Sophie. Dateringsmæssigt må denne plade være fremstillet efter det kongelige ægteskab i 1572.” (Christensen 1984: 44).

Som det allerede vil være fremgået er der også et andet eksempel på anvendelsen af dette våben – nemlig nysnævnte 2c I – der tydeligvis er et dronningevåben og ikke et alliancevåben, idet det indgår i et alliancevåbenfællesskab med F2’s kongevåben, og derfor ikke med rimelighed selv kan opfattes som et alliancevåben, når alliancevåbenfællesskabet allerede er markeret på anden vis.

Den af Christoffer Schrodt indbundne udgave af Glaser 1575 har været dronning Sofies helt private eksemplar – en del af hendes bogsamling, idet hun som det vil fremgå af valgsprogsafsnittet selv har skrevet sit valgsprog nr. 1 og sat sit navn heri i 1582. Bogen er således et ubestrideligt dronning Sofie-eksemplar og et dronning Sofie-eksemplar alene. Våbnene vil jeg derfor opfatte som rene dronningevåben (af samme karakter som våbnet omtalt under 2c I) og ikke som 370

alliancevåben fælles for F2 og Sofie (uagtet eksistensen af en alliance meddeles ved hjælp af de danske delelementer og den underliggende tekst, der nævner både F2 og Sofie).

Schrodts våben ses også anvendt på bindene af en række andre kostbare værker fra samtiden (se videre Christensen 1984: 40 ff.), hvis dronning Sofie-tilknytning er knap så indlysende, så det er da en mulighed, at man har fundet Schrodts fremstilling af Sofies våben så vellykket at man har valgt eller fået lov at anvende den ud fra rent dekorative hensyn på visse andre kostbare bind.

Våben 3) Det danske kongevåben Det danske kongevåben ses anvendt som Sofie-relateret våben efter F2’s død, jvf.

3a) Altertavlen i Nykøbing Kirke på Falster, der er bekostet af midler doneret af dronning Sofie; altertavlen er fra omkring 1616 – altså fra omkring 30 år efter F2’s død, hvor det ikke længere kan have været rimeligt at opfatte det danske kongevåben som rent F2-våben men som symbol på altertavlens donator Sofies tilknytning til det danske kongehus via sit ægteskab med den afdøde F2 (vedr. ill. Se DK Maribo Amt: 218-221). Det danske kongevåben er placeret på altertavlen på det venstre søjlepostaments forside, medens Sofies våben – det mecklenburgske anevåben – er placeret på det højre søjlepostaments forside.

Valgsprog Om F2’s og dronning Sofies valgsprog skal det for god ordens skyld forlods bemærkes, at de ganske ofte er markeret og tydeliggjorte på tryk og i skrift ved hjælp af omgivende valgsprogsmarkører i form af lodretstående ”ulvekroge” (se nærmere herom side 185) og streg­ slyngninger.

De forskellige valgsprogsmarkører vil ikke blive gjort til genstand for nogen nøjere beskrivelse i denne omgang.

A) F2 F2 er kendt for 3 valgsprog, nemlig 1) ”alleine was billich ist” [d.e. ”kun hvad der er rimeligt”], noteret af ”F P Z Dennemarck” (d.e. ”Friederich Prinz Zu Dänemarck”) i 1551 i en alder af 16-17 år på det løse forsatsblad i en af hans umulige sko371

lebøger Melanchton 1541 (se illustration i nærværende skrift s. 45).

Jeg har ikke set dette valgsprog anvendt af F2 andetsteds senere. At der er tale om et valgsprog fremgår ikke blot af tekstens karakter af motto – omend af den ret intetsigende slags – men også af at den af F2 er blevet omgivet af valgsprogsmarkører (i dette tilfælde streg­ slyngninger).

2a) det tysksprogede ”Mein Hoffnung zu Gott allein” [d.e. “Mit håb står til Gud alene”] samt 2b) dets dansksprogede tilsvarighed ”Mit håb er til gud alene”.

Begge udgaver er pendanter til C3’s latinsksprogede valgsprog ”Spes mea solus Deus” (som optræder indpræget i visse mønter), henholdsvis ”Unica spes mea Christus” (som kan ses på tryk i Biblia 1550: fol.

AAA2r).

Valgsprog 2a ses anvendt 2a α) alene (dvs. uden nedennævnte valgsprog 3 på tryk i de af F2 på en eller anden måde støttede værker Dietrich 1565 (fol. A1v) og Der CI Psalm 1565 (fol. A1v)253; 2a β) alene malet på bagstykket af prædikestolen i Helsingør Domkirke254; 2a γ) udhugget over ”F”-monogrammet på tavlen i Skanderborg Slotskirkes våbenhus’ sydøstgavl255; 2a δ) prentet i forkortet form (”M. H. Z. G. A.”) på bagsiden af det første blad i en håndskrevet udateret samling tyske salmer uden titelblad tilhørende DKBK i København256; 2a ε) malet i forkortet form (”M. H. Z. G. A.”) ovenover F2’s våben 2 på gesimsfrisen på topstykket på altertavlen (fra 1586) i Lejrskov Kirke i Lejrskov Sogn i Anst Herred i Ribe Amt til venstre for en på tilsvarende måde forkortet udgave af dronning Sofies valgsprog 1 (DK Ribe Amt: 2430-2431).

Valgsprog 2b med ordlyden ”MIT HAAB ER / TIL GVD ALENE” ses anvendt 253 254 255 256

372

Se fotos side 217 og side 242.

Se foto side 336.

Se foto side 337.

Se foto side 353.

2b α) under F2s våben 1 nederst på det nordøstvendte storfelt på prædikestolen i Søften Kirke, placeret i samme kontekst som Sofies valgsprog 2 og våben 1 i prædikestolens nordvestvendte storfelt257.

Se videre om anvendelsen af dette valgsprog i næste afsnit.

3) “Treu ist Wildtbrat” [d.e. “Troskab er (lige så sjælden kost) som en vildtsteg”]. Om betydningen af tysk ”Wildbret” i denne kontekst se internet­udgaven af ”Deutsches Wörterbuch von Jacob Grimm und Wilhelm Grimm”, hvor det under opslaget ”Wildbret” 4 d) hedder: ”auf der seltenheit und daher kostbarkeit dieser speise für den gemeinen mann beruht die redensart wildpret sein, ’selten, fremd, unbekannt sein’” og hvor der under dette punkts underpunkt β) nævnes det mundheldlignende udtryk ”treu ist ein wildpret, könnte doch aus der treu auch eine untreu werden.”

Om dette valgsprog skriver Poul Grinder-Hansen: ”Denne hyldest til troskab var et kendt mundheld i samtidens tysksprogede område, og valgsproget udtrykte både Frederiks vilje til at være tro mod sin pligt og på den anden side hans værdsættelse af folkets troskab mod ham.”

(Grinder-Hansen 2013: 83). Om der ligefrem er tale om en hyldest til troskab ved jeg nu ikke – snarere lyder valgsproget for mig som en pessimistisk konstatering af at troskab ikke er noget man skal forvente at løbe ind i undtagen i ganske sjældne tilfælde. At F2 og andre samtidige fyrstelige og adelige personer har kunnet få alt det Wildtbrat de ville have, kunne vel i nogen grad synes at begrunde en opblødning af mundheldets pessimistiske indhold og i stedet give det betydningen ”troskab er en lige så god ting som en lækker steg (som vi jo får så tit)”, men da der ikke synes at være leksikografisk belæg for en sådan betydningsændring på tysk jord, vil jeg ikke formode at mundheldet, der er udsprunget af ”folkedybet”, skulle have skiftet betydning, selvom det blev benyttet i ”finere” kredse.

Valgsprog 2 efterfulgt af valgsprog 3 (men uden at være skrevet sammen med dette) bruges ganske ofte af F2 som to hinanden supplerende parallelle valgsprog.

Eksempler herpå er: 3a) hans egenhændige tilskrifter i værkerne Etzliche Sprüche 1583 (ekspl. 1 – tilskrevet 1584258, ekspl. 2 – tilskrevet 1583259, ekspl. 3 – 257 258 259

Se illustration i DK Århus Amt: 1700-1701.

Se foto side 101.

Se foto side 136.

373

F2’s valgsprog 2 og 3 brugt sammen i Ulrik af Mecklenburgs stambog, der tilhører DKBK.

tilskrevet 1584, ekspl. 4 – tilskrevet 1584, ekspl. 5 – tilskrevet 1584, ekspl. 7 – tilskrevet 1584), Etzliche Psalmen 1585 (ekspl. 1 – tilskrevet 1587) og Etliche Psalme 1586 (ekspl. 2 – tilskrevet 1588).

Ydermere ses valgsprog 2 og 3 brugt af F2 på samme måde i Ulrik af Mecklenburgs stambog (der tilhører DKBK)260.

Her skal man være opmærksom på, at der ikke er tale om nogen egentlig stambogsindførsel, da indskriften øjensynligt er klippet ud af en bog og efterfølgende klistret ind i hertug Ulriks stambog. Indskriften er af F2 dateret 1588 og må altså være skrevet mellem 1. januar 1588 og hans dødsdag 4. april 1588 (evt. hvis han har regnet i juleår imellem 25. december 1587 og 4. april 1588).

Indskriften har en eller anden relation til Antvorskov Slot, jf. det på skrå skrevne ordrelikt ­”… derscho” i øverste venstre hjørne, der næppe kan være andet end anden del af stednavnet ”Anderscho” (F2’s favoritstavemåde af slottet), hvis første stavelse så må have være placeret sidst på den nu bortklippede linje ovenover.

Stednavnet ”Antvorskov” er formentlig det nominelle led i en præpositionsforbindelse, indeholdende en af følgende 3 præpositioner: 1) ”fra”, 2) ”til” eller 3) ”(her) på”. Men hvilken? Jeg har ikke noget bud herpå.

Og heller ikke noget bud på hvem dedikationen har været rettet til eller på hvilket værk dedikationen har været skrevet i. Mest oplagt var det at tænke på hertug Ulrik som dedikations­eksemplarmodtager.

260

374

Se foto ovenfor.

Men jeg kan ikke finde noget tidspunkt i den ovenfor afgrænsede periode, hvor han kunne have været sammen med F2. Så det må være en anden, der har fået et af F2’s værker og en, der har følt en så høj grad af hengivenhed overfor såvel hertug Ulrik som dronning Sofie og hendes børn, at vedkommende har indvilliget i at få klippet i sit dedikationseksemplar af en af F2’s bøger og få sat udklippet ind i Ulriks stambog.

Videre ses valgsprog 2 og 3 anvendt sammen 3b) på tryk i F2’s Etliche Psalme 1586 (fol )(1v – i uforkortet form: ”Mein Hoffnung Zu Gott Allein” og ”Trew ist WildBret”) og i Etzliche Sprüche (fol. A2r og C3r – i forkortet form: ”M. H. Z. G. A.” og ”T. I. W. B.”)261; 3c) udskåret i topfelterne på 7 af stolestadegavlene i Skanderborg Slotskirke, nærmere bestemt nr. 3, 4, 5 og 6 i østrækken regnet fra nord (”MEIN” / ”HOFFNVNG” / ”ZV GOT” / ”ALLEIN” – skrevet med antikva) samt nr. 5, 4 og 3 i vestrækken regnet fra syd mod nord (”traw” / ”ist” / ”wiltbret” – skrevet med fraktur).

F2’s valgsprog 2 og 3 ses også anvendt sammen med dronning Sofies valgsprog 1 3d) indvævet på rygstykket af den til Kronborg i 1586 vævede bordhimmel. F2’s valgsprog 2 (skrevet med antikvaskrift) fremtræder her som hovedvalgsprog ved at være placeret centralt – mellem de to andre – nederst på den krone, der svæver over midterpartiet indeholdende F2’s og dronning Sofies våben, medens F2’s valgsprog 3 og Sofies valgsprog 2 (begge skrevet med samme frakturskrift) er placeret på hver side af kronen på forsiderne af 2 balkoner, hver indeholdende 3 musicerende engle (se illustration i Grinder-Hansen 2013: 246, Reindel 2006: 10, 12, 13, 19, 20 og Reindel 50, 52); 3e) indvævet i Kronborgtapet nr. 43; i øverste felt på Kronborgtapet nr. 43 ses F2’s valgsprog 2 indvævet for neden i feltet under et ”FS”-monogram (i den forkortede form: ”T. I. W.”) og hans valgsprog nr. 3 indvævet i samme øverste felt til venstre for ”FS”-monogrammet (i den forkortede form ”M. H. Z. G. A.”) sammen med dronning Sofies valgsprog 1, der er indvævet i det pågældende felt til højre for ”FS”-monogrammet (i den forkortede form ”G. V. D. S. N.”) (se illustration i Reindel 2009: 101).

Om forekomsten af valgsprog 2 og 3 og ”Symbola” på F2’s gravmonu261

Se illustrationer side 84 og 86 ovenfor.

375

ment og yderkiste, se DK Københavns Amt: 1848, 1856.

B) Dronning Sofie Dronning Sofie er kendt for 2 valgsprog, nemlig Valgsprog 1, der er belagt på både tysk og dansk, nemlig henholdsvis som 1a) den tyske variant ”Gott verlässt die seinen nicht”, d.e. ”Gud lader

Dronning Sofies tilskrift på bagsiden af forpermen af Glaser 1575.

Tilskriften er fra 1582. “F” mellem “15” og “82” står for “gift med Frede­ rik”. Sætningen “gott fur lest die seinen nich[t]” er flankeret af lodrette valgsprogsmarkerende stregslyngninger. Under valgsproget står “Sophia kunigin zu dennemarcken”.

ikke sine [folk] i stikken” og 1b) den danske variant heraf ”Gud forlader aldrig sine”.

Dette valgsprog stammer formentlig trods sin noget omredigerede form fra den apokryfe gammeltestamentlige Judits Bog, jf. Biblia 1534 Judits Bog 13,17: ”Dancket dem HERRN vnserm Gotte / der nicht verlesst die jenigen, so auff jn trawen /”, jf. den danske oversættelse i Biblia 1550 ”Tacker HERREN vor Gud / som icke forlader dem / der forlade sig paa hannnem … ”262 (bemærk de 3 ”n”’er i ”hannnem” og det fine ordspil ”forlader dem” : ”forlade sig”).

Selvom man finder udtryk med nogenlunde samme indhold andetsteds i Bibelen, tror jeg at dronning Sofies valgsprog tager udgangspunkt i dette citatsted, da det næppe kan være nogen tilfældighed at det er anført (rigtignok i en i forhold til de samtidige Luther-bibeler 262 Jf. tilsvarende i den latinske Vulgata-oversættelse: ”laudate Dominum Deum nostrum qui non deseruit sperantes in se”

376

Sofies valgsprog 1 og 2 skrevet i F2’s Etliche Psalme 1586 Expl. 1 (med ulvekrogsmarkering af valgsprog 1) i 1588 efter F2’s død. Hun har markeret sin enkestand med et kors mellem ”15” og ”88”. De 4 ”store” børn – Elisabeth, Anna, Christian og Ulrik har også prentet deres navne og valgsprog på siden. Ulrik har i modsætning til sine 3 ældre søskende efterlignet sin mor og tegnet et kors mellem ”15” og ”88”, uagtet han ikke var enkemand, men en faderløs dreng på 9-10 år.

377

lettere modificeret udgave) under Sofies smukt malede dronningevåben i DKBK’s håndskrift GKS 2559 4to (se foto side 365), hvor der står skrevet: ”Judith. 13. Gott verlesset die seinen nicht die Auff Jhn trawen.” – en sætning, der snildt har kunnet koges ned af den bibelstærke Sofie til det korte og fyndige ”Gott verlesst die seinen nicht”263.

Dronning Sofie bruger den tyske form (1a) af sit valgsprog 1 i sine tilskrifter alene eller i kombination med andre valgsprog som følger 1a I) alene, jf. således i Glaser 1575 med stregslyngningsmarkering (tilskrevet 1582) – se foto side 376 – samt i F2’s Etzliche Sprüche Expl.

7 med ulvekrogsmarkering (tilskrevet 1584); 1a II) sammen med men adskilt fra valgsprog nr. 2264, jf. således i F2’s Etzliche Psalmen 1585 Expl. 1 (tilskrevet 1587) med ulvekrogsmarkering af valgsprog 1, i F2’s Etliche Psalme 1586 Expl. 1 med ulvekrogsmarkering af valgsprog 1 (tilskrevet 1588) – se foto side 377, samt i Hertug Ulrik af Mecklenburgs stambog (tilskrevet 1588 efter F2’s død) med ulvekrogsmarkering af valgsprog 1265; 1a III) skrevet sammen med F2’s valgsprog nr. 3266 og forbundet med det v.hj.a. et ”aber”, jf. således tilskrifterne i Luther 1568-1572 Bd. 1267, 2, 3, 4, 5, 8 og 11 (dateringer (ikke i alle bindene) fra 1610, 1612 og 1614; tilskrifterne er snart med snart uden ulvekrogsmarkeringer; dateringerne er enkestandsmarkerede med et kors mellem ”16” og ”10”, ”12” og ”14”) samt tilskriften ”[Trew ist] Wiltpræt, aber Gott verlest die seinen nicht” i rammen af den store kartouche på låget af Dronning Sofies yderkiste i Roskilde Domkirke (DK Københavns Amt: 1858); 1a IV) skrevet sammen med F2’s valgsprog nr. 3 og forbundet med det v.hj.a. et ”aber”, og sammen med men adskilt fra sit eget valgsprog nr.

2268, jf. således i Psalter deudsch 1577 (se illustration på næste side).

263 For god ordens skyld skal bibelcitatet ovenover dronningevåbenet også gengives her uagtet det ikke har noget med valgsprogene at gøre. Det lyder: ”Prouerb. 4. Achte die weisheit hoch, sie wird dein Heubt schon schmücken, vnd wirdt dich zieren mit einer herrlichen Krone.”, jf. Biblia 1534 Ordsprogenes Bog 4,8-9 ” … Achte sie [d.e. die Weisheit, RHC] hoch … Sie wird dein heubt schon schmücken / vnd wird dich zieren mit einer hübschen krone.”

264 Rækkefølgen er: Sofies valgsprog nr. 1 + Sofies valgsprog nr. 2.

265 Se foto side 374.

266 Rækkefølgen er her: F2’s valgsprog nr. 2 + Sofies valgsprog nr. 1.

267 Se foto side 226.

268 Rækkefølgen er her: F2’s valgsprog nr. 3 + Sofies valgsprog nr. 1 + Sofies valgsprog nr. 2.

378

Dronning Sofies tilskrifter i Psalter Deudsch 1577 fra 1595 – med enkestandsmarkering ved hjælp af korset mellem ”15” og ”95”. Tilskrifterne lyder: ”trew ist wiltt brett aber // gott uerlest die seinen nicht, // Sophia konigin zu denem= // arcken / wittwe” og ”Es komett alles von gott // gluck vnd vngeluck armutt vnd // reichthum das lebent vnd der thott”

1a V) malet i forkortet form (”G. F. D. S. N.”)269 ovenover dronning Sofies våben 1 på gesimsfrisen på topstykket på altertavlen (fra 1586) i Lejrskov Kirke i Lejrskov Sogn i Anst Herred i Ribe Amt til højre for en på tilsvarende måde forkortet udgave af F2’s valgsprog 2a (DK Ribe Amt: 2430-2431). ”På tryk” ses valgsprog 1a anvendt i samme kontekst som F2’s valg­ sprog 2 og 3 indvævet på rygstykket af den til Kronborg i 1586 vævede bordhimmel (se ovenfor i nærværende underafsnit under F2 side 375), samt i forkortet form (”G. V. D. S. N.”) øverst til højre på Kronborgtapet nr. 43 (se ovenfor i nærværende underafsnit under F2 side 269 ”F” står her for ”ferlässt”. ”S” står for ”Seinen” og ikke som DK foreslår ”S(einem)”.

379

375).

Den danske variant af Sofies valgsprog 1b ses anvendt 1b I) med ordlyden ”GVD FORLADER / ALDRIG SINE” nederst på det nordvestvendte storfelt på prædikestolen i Søften Kirke under Sofies våben 1, placeret i samme kontekst som F2’s valgsprog 2 og våben 1 i prædikestolens nordøstvendte storfelt270.

Valgsprog 2) ”Es kommt alles von Gott, Glück und Unglück, Armut und Reichtum, das Leben und der Tod”, d.e. ”Alting kommer fra Gud, lykke og ulykke, armod og rigdom, livet og døden”.

Valgsproget stammer fra Siraks Bog 11,14, hvor der i Biblia 1534 står: ”Es kompt alles von Gott / glück vnd vnglück / leben vnd tod / armut vnd reichtum.”, jf. den danske oversættelse i Biblia 1550 ”Alting kommer aff Gud / Lycke og Wlycke / Liff oc Død / Armod oc Rigdom.”271 Sofie har – som det ses – redigeret lidt i Siraks Bog ved at flytte ”liv og død”-leddet hen til sidst i den treleddede forbindelse, og ved at tilføje den bestemte artikel til både ”Leben” og ”Tod” i dette sidste led. Begge disse enkle og effektfulde stilistiske tiltag bidrager til at give den oprindelige lidt klodsede bibelske konstruktion luft under vingerne.

Sofies valgsprog nr. 2 anvendes aldrig alene men altid sammen med Sofies valgsprog nr. 1, og der henvises derfor herfra til Dronning Sofie Valgsprog punkt 1a II og 1a IV.

270 Se illustration i DK Århus Amt: 1700-1701.

271 Jf. tilsvarende i den latinske Vulgata-oversættelse: ”bona et mala vita et mors et paupertas et honestas a Deo sunt”.

380

LITTERATURHENVISNINGER OG FORKORTELSER Almanakkerne, d.e. F2’s personlige almanakoptegnelser fra 1583, 1584 og 1587. Også henvist til som Almanak 1583, Almanak 1584 og Almanak 1587.

Ausl. Reg., d.e. Tyske Kancelli Udenrigske Afdeling – Ausländisch Registrant. Følgende årgange er udnyttet: 1559-1562, 1563-1564, 15671568, 1569-1571, 1572-1573, 1573-1575, 1576-1577, 1578-1579, 1580-1581, 1582-1583, 1584-1585, 1585-1588 (marts).

Begtrup 1871, d.e. J.H. Begtrups Samlinger til Frederik II’s Historie (manuskript), der har pladssignaturen ”NKS 959 4to.” på DKBK. J.H. Begtrup levede fra 1800 til 1871. Hvornår manuskriptet er udfærdiget vides ikke, men det er altså inden 1871, Begtrups dødsår og tillige det år manuskriptet erhvervedes af DKBK. Bibelen 1936, d.e. BIBELEN DEN HELLIGE SKRIFTS KANONISKE BØGER. København 1936.

Biblia 1534, d.e. Biblia / das ist / die gantze Heilige Schrifft Deudsch.

Mart. Luth. 1-2. Wittemberg 1534. Die Luther-Bibel von 1534 Vollständiger Nachdruck. VerlagTaschen. (uden år og sted) Biblia 1550, d.e. Biblia / Det er den gantske Hellige Scrifft / vdsæt paa Danske. Prentit i Københaffn aff Ludowich Dietz. M. D. L. Biblia 1551, d.e. Biblia: Das ist: Die gantze heilige Schrifft: Deudsch.

Auffs new zugericht. Doct. Mart. Luth. Wittemberg. Gedruckt Durch Hans Lufft. M. D. LI. Biblia 1586, d.e. Biblia das ist: Die gantze heilige Schrifft Deudsch. D. Mart. Luth. Wittemberg / Gedruckt durch Zacharias Lehman. 1586.

Biblia 1588-1589, d.e. Biblia Det er / Den[n] gantske Hellige Scrifft / paa Danske / igen offuerseet oc Prentet effter Salige oc Høylofflige ihukommelse / Kong FREDERICHS den II. Befalning. Met Register / Alle D. Lutheri Fortaler / hans Vdlegning i Brædden / oc Viti Theodori 381

Summarier. Kiøbenhaffn: Anno D[omi]ni 1589.

Biblia 1593, d.e. Biblia / Das ist: Die gantz heilig Schrifft / Teutsch:|D. Martin Luther. Jetzund in gewisse Verß abgetheilet / vnd dem Exemplar / so zu Wittemberg Anno 1545. außgangen ... nachgetruckt.

Nürnberg 1593.

Biblia 1607, d.e. BIBLIA, Paa Danske / Det er / Den gantske hellige scriftis Bøgger igen[n]em seete med flijd effter den Ebræiske oc Græ­ kiske text etc. det negste mueligt vaar / Oc effter som de paa andre atskillige Tungemaal vaare best vdsatte. Effter vor allernaadigste Herris K. Christian den IIII. Christelig Befalning. Prentede i Kiøbinghaffn / Aar 1607. (Resens bibeloversættelse).

Bruun 1873, d.e. Chr. Bruun: Det store Kongelige Bibliotheks Stiftelse under Kong Frederik den Tredie og Kong Christian den Femte. Kjøbenhavn 1873.

Bøggild Johannsen og Johannsen 1990, d.e. Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Den ydmyge soldat og Udødeligheden. Wilhelm van den Blockes gravmæle over Christoph von Dohna i Odense domkirke. Trykt i: Synligt og usynligt: Studier tilegnede Otto Norn på hans 75 års fødselsdag den 13. december 1990. Side 95-113.

Calvin 1539, d.e. Johannes Calvin: AVLCVNS pseaulmes et cantiques mys en chant. A Strasburg. 1539. Fotografisk optryk fra 1919 besørget af D. Delétra i Genève 1919.

Carøe 1873, d.e. Otto Carøe: Kong Frederik II’s Kalenderoptegnelser for Aarene 1583, 1584 og 1587. Udg. i Historisk Tidsskrift 4. Rk., Bd. 3, 1872-1873: 538-577.

Christensen 1980, d.e. Karsten Christensen: Christoffer Schrodt - en dansk bogbinder fra Frederik IIs tid. Et tilskrivningsforsøg. Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks samlinger. 1980. Bd. 24. Side 3762.

Christliche Ritter 1569, d.e. Der Christliche Ritter. Ein wunderbarlicher kampff der Hellischen Bestien, wider einen Euangelischen Christen.

Vnd wie dagegen der heilige Geist / mit seinen Gaben vnd Tugenden / solchen Christen tröstet / stercket / vnd endtlich im streit erhelt.

Durch Casparum Huberinum. Dem Durchleuchtigsten / Großmechtigsten Fürsten vnnd Herren / Herrn Friderich der ander zu Dennemarck / Norweden [således trykt] / der Wenden vnd Gotten König 382

&c. Hertzogen zu Schleßwig / Holstein / Stormarn / vnd der Dietmer­ schen. Grauen zu Oldenburg vnd Delmenhorst &c. Meinem gnedigen Herren / Nun newlich zu Ehren gedruckt : Zu Kopenhagen / durch Lorentz Benedicht. 1569.

Clausen & Rist 1919, d.e. Af Terkel Klevenfeldts Reise-Journaler 174145. Udgivne af Jul. Clausen og P.Fr. Rist. København 1919.

Collijn 1920, d.e. Isak Collijn: [anmeldelse af Paulli 1920]. Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen 7, 1920, s. 186-188.

Comenius 1657, d.e. Johannis Amosi Comenii Opladne Dør til Tungemaalen Udsat paa vor Danske Sprock … Kiøbenhafn 1657. Fordansket af Hans Sørensen Bachkeger.

DAA, d.e. Danmarks Adels Aarbog. København (årgangsopdelt).

Dal 1987, d.e. Erik Dal: Herzog August Bibliothek Wolfenbüttel. Lidt om dets fortid, mere om dets nutid og noget om dets danica 15121666. Trykt i Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen 74, 1987: 97-108.

DBL, d.e. Dansk Biografisk Leksikon I, II og III. DDO, d.e. Den danske ordbog – internetbaseret ordbog over moderne dansk, der fungerer som fortsættelse af ODS. Der CI. Psalm 1565, d.e. Der CI. Psalm: Durch D. Mart. Luth. ausgelegt.

1534. Gedruckt zu Kopenhagen / durch Lorentz Benedicht. 1565.

Der Deudsch Psalter D. Luthers zu Wittemberg. 1531, se Elisabeth-Psalteret.

DGPF, d.e. Danmarks gamle Personnavne I. Fornavne (i 2 halvbind).

København 1936-1948.

DGPT, d.e. Danmarks gamle Personnavne. II. Tilnavne (i 2 halvbind).

København 1949-1964.

Die Propheten 1550, d.e. Die Propheten alle Deudsch. Doct. Mart.

Luth. Gedruckt zu Wittemberg / Durch Hans Lufft. 1550.

DK, d.e. Danmarks Kirker udgivet af Nationalmuseet. Henvisninger angives med amt og side.

DKBK, d.e. Det Kongelige Bibliotek i København.

383

DLF, d.e. Den Lille Fyrsteskole på Sorø, der var i funktion fra august 1584 til april 1585. Den lille skare elever er taget under behandling i Soraner-biografier 1584-1737. København 1978: XIV-XVI. Der henvises til disse to sider i dette værk med forkortelsen DLF efterfulgt af årstallene 1584 eller 1585.

DS, d.e. Danmarks Stednavne udgivet af Stednavneudvalget 1- . København 1922- .

DSH, d.e. Dansk Sproghistorie 1- . København 2016- (under udgivelse).

Elisabeth-Psalteret, d.e. det i afsnittet om Etzliche Psalmen 1585 behandlede eksemplar af ”Der Deudsch Psalter D. Luthers zu Wittemberg. 1531.”

Etliche Psalme 1586, d.e. Etliche Psalme Vnd Sprüche. Welche der ­Durchleuchtigste / Großmechtige Fürst vnd Herr / Herr FRIDERICH der Ander / zu Dennemarcken / Norwegen / der Wenden vnd Gotten König: Hertzog zu Schleswig / Holstein / Stormarn vnd der Ditmar­schen / Graff zu Oldenburgk vnd Delmenhorst &c. selbst aus dem Psalter zusamen gezogen. Kürtzlich vnd einfaltig erkleret / durch S. Kön: Mayt: Hoffprediger M. Christoferum Knoff. Gedruckt zu Koppenhagen / durch Lorentz Benedicht / Kön: Mayt: Buchdrucker. 1586.

Etzliche Psalme 1690, d.e. Etzliche Psalme Und Sprüche / Welche Der Durchläuchtigste / Großmächtigste Fürst und HERR / Herr Friderich der Ander / zu Dännemarcken / Norwegen / der Wenden und Gothen König: Hertzog zu Schleßwig / Holstein / Stormarn und der Ditmar­ schen: Graff zu Oldenburg und Delmenhorst / etc. Selbst aus dem Psalter zusammengezogen. [København 1690].

Etzliche Psalmen 1585, d.e. Etzliche auserlesene Psalmen vnd Sprüche / welche Friderich der Ander / von Gottes gnaden / Künig zu Dennemarcken vnd Norwegen etc. Aus dem Psalter Dauids selbs hat ausgezeichnet / Vnd für jre Künigliche Maiestet hat Drucken lassen.

[Impressum:] Gedruckt zu Koppenhagen / durch Laurentz Benedicht.

1585.

Etzliche Sprüche 1583, d.e. Etzliche auserlesene vnd vorneme Sprüche vnd Sententzen / aus den Sprüchen Salomonis vnd Jhesus Syrach: Zusammen gebracht Durch den Dürchleuchtigsten / Groszmechtigsten vnd Hochgebornen Fürsten vnd Herrn / Herrn Friderich / der ander / 384

König zu Dennemarcken / Norwegen / der Wenden vnd Gothen &c.

Nach dem seine Königliche Maiestet / sölche Bücher mit fleis selbst hat durch gelesen. [Impressum:] Gedruckt zu Koppenhagen / durch Laurentz Benedicht. 1583.

Etzliche Sprüche 1594, d.e. [Etzliche außerlesene vnd vorneme Sprüche vnd Sententzen / aus den Sprüchen Salomonis vnd Jhesus Syrach: Zusammen gebracht Durch den Dürchleuchtigsten / Groszmechtigsten vnd Hochgebornen Fürsten vnd Herrn / Herrn Friderich / der ander / König zu Dennemarcken / Norwegen / der Wenden vnd Gothen etc. Nach dem seine Königliche Maiestet / sölche Bücher mit fleis selbst hat durch gelesen.] [Gedrückt zu Hamburg / durch Ernestum Jandeck. 1594.] – titelblad mangler.

Etzliche Sprüche 1690, d.e. Etzliche Außerlesene und vornehme Sprüche und Sententzen / Aus den Sprüchen Salomonis und JEsus Sirach / Zusammen gebracht Durch den Durchläuchtigsten / Großmächtigsten und Hochgebohrnen Fürsten und Herrn / Herrn Friderich / der Ander / König zu Dännemarcken / Norwegen / der Wenden und Gothen / &c. Nach dem Seine Königliche Majestät solche Bücher mit Fleiß selbst hat durchgelesen. [København. 1690].

Evans 1963-1966, d.e. D. Wyn Evans: Inscriptions and Bookplates from The Thorkelin Collection in The National Library of Scotland.

Trykt i :The Bibliotheck, 4 (1963-1966), 247-248.

Fabritius 1943, d.e. Albert Fabritius: Det kongelige Biblioteks Embedsmænd og Funktionærer 1653-1943. København 1943.

Feilberg 1886-1914, d.e. H.F. Feilberg: Bidrag til en Ordbog over jyske Almuesmål 1-4. Kjøbenhavn 1886-1914.

FR, d.e. Fynske Registre. RA. FT, d.e. Fynske Tegnelser. RA. GDG, d.e. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik i sproghistorisk Fremstilling I-VIII. København 1950-1973.

Glahn 1954, d.e. Henrik Glahn: Melodistudier til den lutherske salmesangs historie fra 1524 til ca. 1600. I-II. København 1954.

Glaser 1575, d.e. Petrus Glaser: Ein new Lehr / trost / Beicht / vnd Gebetbüchlein / Allen betrübten vnd angefochtenen / Krancken und sterbenden Menschen sehr nützlich / vnd tröstlich. Von M. Petro Gla385

ser / Prediger zu Dresden / Gestellet vnd zusammen gezogen. [Leipzig] M. D. LXXV. Grammont 1939: d.e. Maurice Grammont: Traité de phonétique.

Deuxième edition, revue. Paris 1939.

Grinder-Hansen 2013, d.e. Poul Grinder-Hansen: Frederik 2. Danmarks renæssancekonge. København 2013.

Hammerich 1934, d.e. L.L. Hammerich: Tysk fonetik. København 1934.

Hansen 1943, d.e. Aage Hansen: Stødet i dansk. Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab Historisk-Filologiske Meddelelser, Bind XXIX, Nr. 5. København 1943.

Hemmingsen 1565, d.e. Niels Hemmningsen: En Predicken, som bleff Predicket aff Niels Hemmingsøn udi salige Herluff Trolle Ridders Begraffuelse udi Herluffsholm den 15. Jul. 1565. København 1565.

Hermansen 1956, d.e. Victor Hermansen: En Ordblind Konge. I ”Medicinsk Forum, 9. årgang, Nr. 2, 1956, s. 33-48”.

Holberg 1732-1735, d.e. Ludvig Holberg: Dannemarks Riges Historie I-III. Kjøbenhavn 1732-1735.

Ilsøe 1983, d.e. Harald Ilsøe: Frederik 2.s tyske bibel - eller: Bibelen udlæst. Gud være lovet! Trykt i: Meddelelser fra Rigsbibliotekaren.

Kbh.: Rigsbibliotekarembedet. 34. årgang (1983): 10-15.

Ilsøe 1993, d.e. Harald Ilsøe: På papir, pergament og palmeblade ...

København 1993.

Ilsøe 1993 (2), d.e. Harald Ilsøe: On parchment, paper and palm leaves ... Copenhagen 1993.

Ilsøe 1994, d.e. Det Kongelige Bibliotek. Indsigt. Håndskriftafdelingens Arkivregistraturer, Nr. 6. Det Kongelige Biblioteks Arkiv indtil 1943. Registratur. København 1994. Udarbejdet af Harald Ilsøe.

Ilsøe 1995, d.e. Ingrid Ilsøe: Bogbindsundersøgelser ca. 1650-1710.

Trykt i: Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks Samlinger, bd. 34, København 1995, s. 99-138.

Ilsøe 1999, d.e. Harald Ilsøe: Det kongelige Bibliotek i støbeskeen.

Bind 1 og 2. København 1999.

386

Inl. Reg., d.e. Tyske Kancelli, Slesvig-Holsten-Lauenburgske Kancelli / Tyske Kancelli Indenrigske Afdeling - Inländisch Registratur. Følgende årgange er udnyttet: 1562-1564, 1566-1567, 1581-1582.

Jensen 1978, d.e. Frede P. Jensen: Bidrag til Frederik II’s og Erik XIV’s historie. Skrifter udgivet af Det Historiske Institut ved Københavns Universitet – Bind VII. København 1978.

Jensen 1984, d.e. Frede P. Jensen: Frederik IIs egenhændige breve.

Samlet og udgivet af Frede P. Jensen. København 1984.

Jonge 1783, d.e. N. Jonge: Den Kongelige Hoved= og Residentz=Stad Kiøbenhavns Beskrivelse, forestillende Stadens Tilstand, Beskaffenhed og Merkværdigheder i en sammenhængende Orden i de ældste, mellemste og nyeste Tider. Ved N. Jonge, Hafniensis. Kiøbenhavn, 1783.

JR, d.e. Jyske Registre. RA JT, d.e. Jyske Tegnelser. RA Kalkar 1976, d.e. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog 1-6.

København 1976 (i bogform og på nettet).

KB, d.e. Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold. I Uddrag. Følgende årgange er udnyttet: 1556-1560 (Kjøbenhavn 18871888), 1561-1565 (København 1893-1895), 1566-1570 (København 1896),1571-1575 (København 1898), 1576-1579 (København 1900), 1580-1583 (København 1903), 1584-1588 (København 1906).

Kjærbølling 1877, d.e. N. Kjærbølling: Skandinaviens Fugle, med særligt Hensyn til Danmark og de nordlige Bilande. Anden, fuldstændig omarbejdede Udgave. Kjøbenhavn 1877.

Klevenfeldt 1741, d.e. Terkel Klevenfeldts rejsejournaloptegnelse fra Bramminggård i Sydvestjylland i 1741. Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsamling Add. 24 8vo s. 23. (Terkel Klevenfeldts Reise-Journal i Tyskland, Nederlandene, Frankrig, England og Holland, 1741-1745).

Knudsen 1931, d.e. Gunnar Knudsen: Lidt om Stednavne i Vestsjælland. Trykt i: Turistforeningen for Danmark. Vest-Sjælland Åarbog 1931. København 1931.

Krollmann 1905, d.e. Die Selbstbiographie des Burggrafen Fabian zu Dohna (*1550–†1621) nebst Aktenstücken zur Geschichte der Suk387

zession der Kurfürsten von Brandenburg in Preussen aus dem fürstlich dohnaischen Hausarchive zu Schlobitten. Herausgegeben von C. Krollmann. Leipzig 1905.

KS 1535-1648, d.e. Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark, fra Reformationen til Nutiden. Første Bind. 15351648. Ved. L. Laursen. København 1892.

Landmark 1922, .e. Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark, fra Reformationen til Nutiden. J.D. Landmark: Om et exemplar av Kong Frederik den Andens ”Sprüche” i Videnskabsselskabets Bibliotek i Trondhjem”. Trykt i: Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen 9, 1922, s. 226-234.

Larsen 1921, d.e. Sofus Larsen: Kong Frederik II’s Forfatterskab. Udg. I Bogvennen, København 1921, s. 34-52.

Lauerentzen 1693, d.e. Das Preißwürdigste Gedächtnüß Des Durchläuchtigsten / Großmächtigsten / und in Gott Christ=Seligsten Königes / HERRN Friderich des Andern / Königs Zu Dänemarken und Norwegen der Wenden und Gotthen / Hertzogs Zu Schleßwig / Holstein / Stormarn und der Dithmarschen / Grafens Zu Oldenburg und Delmenhorst / In seinem Leben / Regierung und Absterben / Aus verschiedenen alten Geschriften / Uhrkunden und Kroniken / Kürtzest geschehen möchte / Allerunterthänigst zusammen getragen. Von JOHANN: LAUERENTZEN. Lauterbach 1592, d.e. EPIGRAMMATA DE REBVS GESTIS SERENISSIMI PRINCIPIS AC D. D. FRIDERICI II. REGIS DANIÆ, &C PIÆ AC FELICIS memoriæ: scripta ad CHRISTIANVM IV. DANIÆ ET Noruuegiæ REGEM, Ducem Slesuicensem & Holsatiæ, &c. A IOANNE LAVTERBACHIO Poêta nobili & coronato. FRANCOFVRTI Apud Joannem Wechelum. M D XCII. Luther 1531-1533, d.e. Martin Luther: Summarien vber die Psalmen / Vnd vrsachen des dolmetschens. Wittemberg 1531-1533.

Luther 1534, d.e. Der CI. Psalm / Durch D. Mar. Luth. Ausgelegt. Wittemberg. M.D.XXXIIII. [VD 16 L 4950 og L 4951] Luther 1568-1572, d.e. Martin Luther: Bücher 1-12. Wittenberg 15681572.

Løffler 1888, d.e. J.B. Løffler: Gravmonumenterne i Sorø Kirke. Kjø388

benhavn 1888.

Malling 1962-1978, d.e. Anders Malling: Dansk Salme Historie 1-8.

1962-1978.

Melanchton 1541, d.e. Philip Melanchton: SENTENTIAE SALOMONIS. IVXTA Hebraicam veritatem, summa cura reddite, autore Philipo Me­ lanchtone. LIPSIAE. EXCUDEBAT NICOLAVS FABER. ANNO M. D. XLI. MGG, d.e. Die Musik in Geschichte und Gegenwart. Allgemeine Enzyklopädie der Musik begründet von Friedrich Blume. Zweite, neubearbeitete Ausgabe herausgegeben von Ludwig Finscher. Kassel 19942008.

Mikkelsen 1524, d.e. Hans Mikkelsen (oversætter): Thette ere thz Nøye testamenth paa danske ret effter latinen vdsatthe. M.D.XXIIII. Trøckt oc saat vti Lybs i land til Myssen af Melchiar Lotther aar effter guds biurd tusinde oc fembhundrede på thet fierde oc tiwffue mondagen nest fore Bartholomei dag”.

Mollerup 1881, d.e. W. Mollerup: Det svenske Gesandtskabs Anholdelse i Kjøbenhavn Februar 1563. Historisk Tidsskrift, 5. rk. II, 1881, side 568-585.

Munch-Petersen 1966, d.e. Svensk-dansk ordbog ved Valfrid Palmgren Munch-Petersen og Ellen Hartmann. Anden udgave. København 1966.

Nielsen 1919-1933, d.e. Lauritz Nielsen: I Dansk Bibliografi 14821550 (1919); II (1) Dansk Bibliografi 1551-1600 (A-J)(1931-1933); II (2) Dansk Bibliografi 1551-1600 (K-Ø)(1931-1933);III Dansk Bibliografi 1482-1600 (Supplement ved Erik Dal)(1996); IV Dansk Bibliografi 1482-1600 (Registre ved Erik Dal)(1996). De i bibliografien behandlede værker er forsynet med numre, hvortil der henvises i nærværende arbejde, f.eks. Nielsen 1919-1933 nr. 1100.

Nielsen 1926, d.e. Lauritz Nielsen: Ældre dansk Litteratur i Sverige.

Trykt i: Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen 13, 1926, s. 7286.

NR, d.e. Norske Registre. Rigsarkivet i Norge.

NRR, d.e. Norske Rigsregistranter tildeels i Uddrag. Følgende årgange er udnyttet: 1523-1571 (Christiania 1861), 1572-1588 (Christiania 1863).

389

NT, d.e. Norske Tegnelser. Rigsarkivet i Norge.

ODS, d.e. Ordbog over det danske Sprog 1-28. København 1918-1956.

Petersen 1855-1856, d.e. N.M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Historie. III. Det lærde Tidsrum 1560-1710. Udgivet af den danske historiske Forening. Kjøbenhavn 1855-56.

Pidoux 1962, d.e. Pierre Pidoux: Le Psautier Huguenot du XVIe siècle.

Mélodies et documents recueillis par Pierre Pidoux 1-2 (Premier vo­ lume: Les mélodies, Deuxième volume: Documents et bibliographie.

Bâle 1962.

Psalter 1541, d.e. Der Deudsch Psalter / mit den Summarien, D. M. Luther. Wittemberg M.D.XLI. [VD 16 ZV 1594] Psalter 1543, d.e. Psalter Deudsch. Mit den Summarien. D. Mar. Luth.

Leipzig 1542 [VD 16 B 3308] Psalter 1557, d.e. Der Psalter mit den Summarien. Doct. Mart. Luth.

Ein Register von vnterscheid der Psalmen. Wittemberg. Gedruckt ­durch Hans Lufft. 1557. [VD 16 ZV 1598] Psaltere 1531, d.e. Dauidz psaltere Hwilken den Helligand selff giorde gennem Dauidz mwnd Han er alle Christne menniskis rette bog / thi man finder i hannem hworledis man skall tro / tiene och elske Gud aff alt sit hierte / oc bliffue salig / Ha[n] maa vell kallis en liden Bibell thi det staar i hannem meth faa ord som staar i Biblie[n] ... Denne Psaltere er vdset paa Danske aff Christiern Pe[dersen] som vaar Cannick i Lund och prentet i Andorp Aar effter Gudz byrd M D xxxi.

R, d.e. Registre over alle Lande. RA. RA, d.e. Rigsarkivet.

Reindel 2006, d.e. Ulrik Reindel: Frederik II’s bordhimmel. Udgivet af Slots- og Ejendomsstyrelsen [København] Maj 2006.

Reindel 2009, d.e. Ulrik Reindel: Kronborgtapeterne. Pragt & propaganda på Frederik II’s Kronborg. Udgivet af Slots- og Ejendomsstyrelsen [København] 2009.

Resen 1680, d.e. Peder Hansøn Resen: Kong Frederichs Den Andens Krønicke Som var Dannemarckis / Norgis / Vendis oc Gottis konge / Hertug i Sleßvig / Holstein / Stormarn oc Ditmarsken / Grefve i Oldenborg oc Delmenhorst Oc Regierede lofligen i 29. Aar fra Aar 390

1559. til Aar 1588. da hand paa Antvorskouf Slot Saligen i HERREN hensof. Samlet og sammenskrefvet af adskillige Codicibus M. S. S. hvilcket i Fortalen skal forklaris / ved PEDER HANSØN RESEN Som den nu først til trycken hafver befordret / efter 100. Aars forløb på 8te Aar ner / oc med figurer i kobberstick beprydet. Prentet i Kiøbenhaffn aff Sl. Mathis Jørgensøns Bogtryckers Effterleffverske paa Daniel Paulli oc Christian Geertzöns Boghandlers Bekostning / oc findis hos dennem til kiøbs. Aar 1680.

Rostrup 1985, d.e. Haavard Rostrup: MIRANDA I DANMARK. Francisco de Mirandas danske rejsedagbog 1787-1788. København 1985.

Rørdam 1857-1859, d.e. Holger Fr. Rørdam: Danske Bearbejdelser af Davids Psalmer i 17de Aarhundrede. Kirkehistoriske Samlinger, Tredie Bind (1857-1859): 538-583.

SAOB, d.e. Svenska Akademiens ordbok. Den elektroniske udgave af den siden 1893 som bog udgivne historiske ordbog over det svenske skriftsprog fra Gustav Wasas tid til vore dage.

SDU, d.e. Den Store Danske Udtaleordbog. Lars Brink m.fl. København 1991.

SjR, d.e. Sjællandske Registre. RA. SjT, d.e. Sjællandske Tegnelser. RA. SkR, d.e. Skånske Registre. RA. SkT, d.e. Skånske Tegnelser. RA. Skautrup 1944-1970, d.e. Peter Skautrup: Det danske Sprogs Historie I-V. København 1944-1970.

Sneedorff 1794-1798, d.e. Frederik Sneedorffs samlede Skrifter Deel 1, Deel 2, Deel 3, 1-2, Deel 4, 1-2. Kjøbenhavn 1794-1798.

Svane 2002, d.e. Erling Svane: I Skjoldet springe Løver. Afledninger af kongevåbenet. Odense 2002.

Svane 2015, d.e. Erling Svane: Kongelige Monogrammer. Helsingør 2015.

Syrach 1542, d.e. Liber Jesu Syrach, ex Germanica translatione D. Martini Lutheri, Latine redditus, per Iustum Ionam. Wittenberg 1542.

391

T, d.e. Tegnelser over alle Lande. RA. Trap, d.e. J.P. Trap: Danmark. Femte udgave. 1-15 (1959-1972).

Vormordsen 1528, d.e. Dauids psaltere paa danske wdsat aff B. Francisco Wormordo Carmelita mett nogre føÿe vnderscheede till the steder som mest giordis behoff oc mett eett sckønt Register bag ij bo­ ghen om huer psalmis brygilse dygdt och krafft. Tryct ÿ Rostock hooss the brødere ij Sancti Michaelis closter Anno &c. M.D.xxviij. then femte dagh wdi Septe[m]bri.

Wad 1924, d.e. G.L. Wad: Borggreven af Dohnas Epitafium. Udg. i Fra Fyens Fortid IV 1924: 182-188.

Weigere 1555, d.e. En Ræffue Bog som kaldes paa Tyske Reinicke Foss / Oc er en deylig oc lystig Bog met mange skønne Historier / lystige Rim / Eksempel / och herlige Figurer / som aldri føre haffuer værid paa Danske / nu Nylige fordanskit aff Herman Weigere / Borgere vdi Cøbnehaffn. [Lübeck] M. D. LV. Wendelboe 1836, d.e. Beskrivelse af Mindesmærker i Soröe Acade­ mies Kirke ved Fredrik Ferdinand Wendelboe; udgiven med en historisk Indledning om den gamle Klosterkirke af Dr. H.F.J. Estrup, Director for Soröe Academie, Ridder af Dannebrog. Kjøbenhavn 1836.

Werlauff 1825, d.e. E.C. Werlauff: Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Kjøbenhavn 1825.

Werlauff 1844, d.e. E.C. Werlauff: Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliothek i Kiøbenhavn. Anden forøgede og fortsatte Udgave, med tvende stylographerede Tegninger. Kiøbenhavn 1844.

392

396