
2 minute read
Ny hjemmeside giver vejledning i lægemiddelinteraktioner mellem kræftlægemidler og anden medicin, herunder NOAK
by DSTH
Af: Marianne Ingerslev Holt , Afdelingslæge, Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital & Jakob Henriksen , Afdelingslæge, Klinisk Farmakologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
Inden for onkologi og hæmatologi ses en stigende kompleksitet hos patienterne i form af stigende alder, ko-morbiditet og mange behandlingslinjer, der tilsammen medfører, at patienternes samlede medicinering stiger i omfang og kompleksitet. Det kan gøre det overordentligt vanskeligt for den enkelte onkolog/hæmatolog at få et hurtigt overblik over eventuel uhensigtsmæssig påvirkning af patientens øvrige medicinering ved tillæg af kræftbehandling. Omvendt kan det for tilstødende specialer, såsom kardiologien, være svært at gennemskue om tillæg af f.eks.
NOAK til en i forvejen kompleks onkologisk medicinering, er forsvarligt.
På Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital har vi set flere utilsigtede hændelser med alvorlige bivirkninger til kræftlægemidler, hvor der ikke har været tilstrækkelig opmærksomhed/overblik over interaktioner mellem kræftlægemidler og patientens øvrige medicin. Nogle interaktioner har været indlæggelseskrævende og dødelige, blandt andet svære bivirkninger til kemoterapi på grund af en interaktion mellem itrakonazol og vinorelbin. Et andet eksempel var ukendt interaktion mellem svampemidlet ketokonazol og everolimus, som hos en patient medførte svær hypertension og hyperkolesterolæmi, udtalt stomatitis og svært forhøjede triglycerider.
Der ses desuden en stadig tilstrømning af nye lægemidler, som tages i brug efter stadig kortere godkendelsesprocedurer, og som ikke automatisk bliver inkluderet i andre kilder til interaktionsopslag som Interaktionsdatabasen.dk.
På den baggrund har Kræftafdelingen i samarbejde med Klinisk Farmakologisk Afdeling AUH udviklet en hjemmeside der giver vejledning i lægemiddelinteraktioner mellem kræftlægemidler og anden medicin; www.OncoMed.dk


Uddrag af oversigt over interaktioner mellem rivaroxaban og lægemidler, der anvendes hos kræftpatienter, samt eksempel på uddybende forklaring og forslag til håndtering af en mulig interaktion.

OncoMed er en web-applikation, der på enkel og overskuelig vis kan give klinikkerne overblik over de kendte, klinisk betydende interaktioner, som et givent kræftlægemiddel har.
Data kommer dels fra Lægemiddelstyrelsens Interaktionsdatabase, dels fra lægemidlernes produktresuméer, publicerede studier og andre lægemiddeldatabaser.
De lægemidler som aktuelt indgår, er alle godkendte kræftlægemidler (både onkologiske og hæmatologiske lægemidler) samt de hyppigste lægemidler til understøttende behandling (f.eks. kvalmestillende medicin). Nye lægemidler inkluderes efterhånden som de kommer på markedet.
Endelig indgår også lægemidler til AK-behandling, da vi ser, at patienterne i stigende grad sættes i AK-behandling med NOAK for atrieflimren og cancerassocieret venøs tromboemboli, og vi ved at betydende påvirkning af AKlægemidler kan have alvorlige konsekvenser.
Vi håber, at OncoMed kan hjælpe læger og sygeplejersker på tværs af specialer, når de overvejer, hvilken lægemiddelbehandling er mest hensigtsmæssig til en kræftpatient.
Vi håber også, at web-app'en kan være med til at sætte fokus på vigtigheden af at indberette og publicere interaktioner og bivirkninger, for en app som OncoMed er kun så god som de data, der er tilgængelige.
