til at springe i), fat vesten (alle tager fat i vesten oppe ved halsen og trækker lidt ned, så undgår de at få den i ansigtet, når de lander i vandet), klar (det er her, der skal gøres opmærksom på det, hvis ikke de er det) og til sidst, spring! (alle tager et stift skridt udover kanten, helt ret i kroppen, og falder i). I det øjeblik de rammer vandet og kan mærke, at opdriften begynder, er det hurtigt ud med armene og få fat i sidemakkerne. Det kan få fatale konsekvenser i en skarp situation ikke at få fat i sidemanden. Når alle har hovedet oven vande igen, råber føreren ’dan kæde’. Så formerer flådeholdet en lang kæde, hvor alle svømmer baglæns, ført af bagerste (forreste) mand frem til målet. Under den her øvelse var målet en flåde, der lå i bassinet, og alle skulle de vise, at de kunne komme op i den med bølger i vandet uden makkerhjælp. Inden de kravler op i flåden, lukker de lidt af luften ud af deres veste, da det gør det hele noget nemmere. En efter en kom alle op i flåden. Efter den første indøvelse i lys skulle de testes igen. Denne gang blev der udvalgt en flådefører og en ’næstkommanderende’ til hvert af de to hold. Vi fik lov til at være en aktiv del af denne øvelse og lagde dragter og veste op på geledder sammen med holdene. Flådeførerne blev oppe ved bassinet, hvor de skulle briefes af instruktørerne, og vi gik med resten
18 SOLDATEN NR. 9 • 2013
af holdene nedenunder, hvor vi ventede. Kort efter kom førerne ned og briefede os kort, og så ventede vi. Pludselig slukkede alt lyset i rummet, og en kraftig rød lampe begyndte at lyse i loftet. Så gik alarmen, og nu skulle alt gå stærkt. Vi gik hurtigt op til udstyret og gik i gang med at komme i dragterne. Tre minutter var stadig den tid, man havde til det. De, der var hurtigst i udstyret, gik i gang med at hjælpe kammeraterne. Det tog ikke lang tid, før vi stod klar, og vi blev som det første hold sendt op ad ’lejderen’, det hedder en trappe i søværnet, og føreren kaldte hurtigt kommandoerne som tidligere. Blæs vesten, frem til kanten, fat vesten, klar, spring, og så var vi i vandet. Der var kulsort i lokalet, høje bølger, regn og en høj alarm, der skulle simulere en skarp situation, eksempelvis krig. Alarmen var høj, der var skud, folk, der kaldte ud på radioer – et stressende miljø at arbejde i. Så skulle vi over i flåden og have alle mand op. Det gik lidt hurtigere, nu hvor der måtte hjælpes, og alle var hurtigt om bord. Så ventede vi på det andet flådehold, der var fulgt efter os. De var også hurtigt om bord, og så kunne de fjerne drivankeret. Nu skulle der padles, og nogen var også blevet i vandet for at skubbe bagpå. Vi skulle over til skibsvæggen og kravle op ad en rebstige. To og to blev de sendt afsted. Når de nåede toppen meldte
de det ned, og de næste kunne kravle op. Det tog sin tid at få alle ud af flåden, og sad man tilbage som en af de sidste, kunne man godt fornemme, at de søsygepiller, der normalt hører til i bunden af flåden, er en gave i en sådan situation. Da alle nåede toppen, slukkede afspilningen, lyset blev tændt, bølgerne blev roligere i vandet, og øvelsen var slut. Der blev debriefet, og tilbagemeldingen var god. Instruktørerne havde større tillid til, at de værnepligtige ville klare den øvelse, de skulle holde i havnen senere den uge, tilfredsstillende.