Page 1

NOVEMBER NR. 9 • 2013

Hør om søværnets MP’er Værnepligt på bølgen blå Jægersoldat – en del af eliten 1 SOLDATEN Nr. 9 • 2013


KOLOFON

> LEDER

Hej, alle menige!

Udgiver: Forsvarets Kommunikationsafdeling Danneskiold-Samsøes Allé 1 1434 København K e-mail: vpl-soldat02@mil.dk telefon: 3266 5558 Ansvarshavende redaktør: Vickie Lind Redaktion: Mikael Langkilde Fangel Michelle Berg Nielsen Korrektur: Klavs Vedel Layout og tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk a/s Oplag: 4.750 Copyright: Indholdet i Soldaten kan frit citeres med angivelse af kilde. Artikler udtrykker ikke nødvendigvis Kommunikationsafdelingens eller Værnepligtsrådets holdninger.

Nu nærmer enden på jeres værnepligt sig, og her på redaktionen håber vi, at I alle sammen har haft en masse fede oplevelser. Ikke mindst håber vi, at den sidste måned af jeres værnepligt kommer til at være rigtig fed og for jer, der skal fortsætte i systemet, at I kommer godt videre. Det er heller ikke kun ved at lakke mod enden for jer, men også for os, da vi kun har et blad tilbage, inden stafetten gives videre til to nye. Det betyder også for jer, at det er ved at være jeres sidste mulighed for at søge stillingen. Hvis du brænder for at skrive, tage billeder og samtidig ønsker en masse fede oplevelser, så skynd dig at sende en ansøgning. Se mere information inde i bladet. Som I vil se i bladet, har vi i september måned haft en praktikant, Ida Berg. Hun fulgte os på SOLDATEN i en uge. Hun har været med ude og opleve en masse ting og har samtidig gjort et stort stykke arbejde i form af hjælp med notatskrivningen. Udover det har hun også fået lavet et rigtig fint interview med en kvindelig sergentelev efter eget ønske. Vi har i dette blad forsøgt at efterkomme nogle af de ønsker, der blev frem­lagt på det forrige landstalsmandsmøde. I den anledning har vi været på besøg hos Jægerkorpset, så I kan komme til at høre lidt mere om en af de danske elitestyrker. Det sidste blad vil af praktiske årsager ikke blive udgivet omkring den første, men i

Striber

2 SOLDATEN Nr. 9 • 2013

ugen op mod jeres aftrædelse. Det gør vi, så I kan få et lækkert blad med hjem, og i anledning af, at det er vores sidste blad, har vi forberedt noget helt særligt. Vi ser frem til at dele det med jer. Nyd jeres sidste måned! Med venlig hilsen Mikael og Michelle Redaktionen I vores forrige blad stod der, at Mikael Fangel havde lavet artiklen om en såret soldat, men dette er en fejl og den er skrevet af Michelle Berg.


4-6

TGR – Felt II

4-6 TGR – Felt II

7 Job på SOLDATEN

8-9 Hørt på messen 16-18 Værnepligtig i Søværnet

10-12 MP 13 Sergentcitater 14-15 PTSD – En psykisk skadet kriger

16-18 Værnepligt på bølgen blå 19 Hørt i vagten 20-21 Update 22-23 Simulatoren Kongsberg 26-28 Jægersoldat

– en hverdag med ild i røven

24-25 Sjove bynavne – Åh nej

det hedder jeg bare ikke!

26-28 Jægersoldat – en hverdag med ild i røven

29 Fun facts om firmagear 30-31 Kvinde i det danske forsvar

SOLDATEN Nr. 9 • 2013 3


Med telegrafsoldaterne på Felt II Onsdag d. 18 september kørte vi tidligt fra København mod Finde­rup øvelsesterræn. Til de af jer, der ikke ved, hvor det ­ligger, er det ca. fire timers kørsel fra KBH, tæt ved Viborg i Jylland. Der var blevet varslet dårligt vejr, så vi havde pakket vores rygsække vandtæt og husket regntøjet. Bilen havde vi pakket med varme trøjer og tørre sokker til hjemturen. Da vi ringede til vores kollegaer i Værnepligtsrådet den morgen, var der da også skybrud over København, og de grinte af, at det var os, der skulle ud og sove i det vejr. Men turen over Fyn forløb under blå himmel. Det holdt hele vejen op gennem Jylland, og vi blev mere og mere optimistiske omkring turen.

4 SOLDATEN NR. 9 • 2013


MICHELLE BERG

de ud, men humøret var højt, og der blev snakket muntert rundt omkring i grupperne. Der blev forplejet lidt, og ellers samlede de bare kræfter til nattens program.

Vi snakkede lidt om forventningerne til telegrafsoldaternes øvelse. Som nogle af jer andre derude havde vi lidt en fordom om, at telegraferne sidder i bløde kontorstole og morser på flere forskellige sprog til hinanden hele dagen. Vi kunne ikke rigtig lige greje, hvordan de ville gøre det midt i terrænet ved Finderup. Spændte var vi. Ved Viborg fór vi vild, og det satte os så langt bagud i tidsplanen, at vi kunne se, at vi ville blive forsinket. Michelle Berg, prøvede at ringe til premierløjtnant Patrick Holmegaard, som var øvelsesleder, men han var travlt optaget. Så måtte vi finde vej selv, og det gjorde vi. Efter et besøg i den anden ende af terrænet hos Trænregimentet, der også var på øvelse, blev vi guidet den rigtige vej, og endelig fandt vi ­Gulegård. Gulegård var KSN og gården, hvorfra de ordner alt det, der skal foregå tørt, inklusiv øvelsesledelsens søvn. En hyggelig lille gård med brændeovn, tekøkken og alt muligt andet lækkert.

patruljeøvelse, og den skulle virke så realistisk som muligt, ville KC og øvelseslederen gerne have, at vi havde sløring på derud, hvilket vi havde det helt fint med. Det bliver sjovere at lege med sløring, jo sjældnere der er anledning til det, så vi fik hurtigt fedtet ansigterne ind i den grønne og sorte creme. Nu skulle vi bare ud til de værnepligtige, som lå i ODO lidt længere inde i terrænet. Vi kørte det første stykke med Patrick og blev så mødt af sergent Krøyer og oversergent Stenfeldt. I deres GD var der dog ikke plads, så vi gik efter køretøjet det sidste korte stykke hen til ODO. De værnepligtige var i fuld gang med at lade deres magasiner op, da vi ankom. Senere samme aften skulle de lave et ildoverfald på x antal køretøjer af ukendt model, men formodentlig to MAN 18-lastbiler. Lidt trætte så

Så blev det tid til undervisning. De skulle lære at rulle en ’karamel’, en vandtæt indpakning til udrustningen lavet af teltflagen og et par barduner. Det var der ikke så mange ben i, og snart stod alle med en færdigpakket ’karamel’ på ryggen. Da alle havde lavet den tilfredsstillende, skulle de i gang med briefingen til aftenens angreb. Det gjorde de ved hjælp af terrænbord, det første, de havde stiftet bekendtskab med, men det lod til at give mening for alle. Der skulle laves et samlet ildoverfald på fjendens køretøjer, som de kendte ruten på. I forvejen havde de valgt to spærrehold og et angrebshold, så de kunne hurtigt komme i gang med at indøve. Indøvelsen gik godt, og de var klar til at udføre angrebet senere på natten. Så havde de et par timer til at forpleje varmt og tage en time i posen. Der havde indtil da ikke været meget tid til søvn, så det var godt tiltrængt. Kl. 1900 var det planlagt, at de skulle stå klar med deres udrustning pakket uden regntøj og kun iført t-shirt under jakken. Gruppeførerne, NK og DF skulle gennemgå planen, og da de var blevet enige om aftenens fremgangsmåde, fik de yderligere lidt tid til at gå i posen. Så var det blevet tid. Alle stod de, fuldt oppakket med udrustningen, klar til at rykke over til KFO. Efter

Vi mødte to OKS-1’ere, der sendte os inden for, hvor en korporal så ringede og fik fat i Patrick for os. Kort tid efter kørte Patrick ind på pladsen sammen med kaptajn Mette Matthiesen. Vi fik en hurtig briefing om, hvad der var sket for de værnepligtige dagen forinden, og hvor de var nu. Vi havde fået en øvelsesliste hjemmefra, så vi vidste godt lidt i forvejen, men en status over moralen hos de nye soldater var god at have med. Da det var en

SOLDATEN NR. 9 • 2013 5


virkelig mærke, at folk var trætte og udmattede. De faldt sammen med trætte øjne, side om side, da vi nåede frem til stedet, hvor pickuppet skulle møde os. De kom hurtigt, og alle kom op på lastvognen. Her kunne de, der havde pakket lidt praktisk, forpleje på vej til næste stop.

en rask gåtur og et par gange ud i grøften for at gemme sig fra køretøjer, der kom forbi, nåede vi frem til KFO’et, og rygsækkene blev til stor lettelse for nogle af dem, der slæbte på mest, aflagt, imens gruppeførerne tog ud for at RECCE området. De kom hurtigt tilbage, og så var de klar. Vi gik af sted mod stillingen, og der gik ikke længe, før de tre hold havde delt sig ud på deres pladser. Så ventede vi. Det var ikke ligefrem varmt på den tid af natten, så nogle forsøgte på opfordring fra GF at varme kroppen med strækkere, andre bed det i sig. Vi ventede længe. Ca. 40 minutter gik der, før der kom to MAN 18-lastbiler kørende, præcis som det var blevet spået. Spærreholdene fik bragt dem til standsning med PVV’er og LSV’er, og så gik angrebsholdet på. Fjenden havde en reserve fem minutter derfra, så det hele skulle foregå meget hurtigt. Få minutter efter kunne vi høre, at de havde anbragt sprængstoffet, og 90 sekunder senere kom det andet spærrehold og angrebsholdet løbende. Man kunne høre hunde i bagrunden, hvilket betød, at de var opdaget, og at reserven jagtede dem. Nu skulle det gå tjept. De skulle ned til let opklaring og hjælpes videre væk derfra. Et par hundrede meter blev der løbet, inden vi nåede frem. Her skulle de værnepligtige prøve kræfter med deres første kommandokravl. Til dem, der ikke ved, hvad kommandokravl er, vil det sige, at du kravler på et reb over vand. Første mand på var en af gruppeførerne. Tre-fire meter nåede han, før rebet begyndte at ryste, og vandet plaskede op. Han var i, og så var der ikke så meget andet at gøre end at fortsætte over gennem det kolde vand. De fleste faldt i, kun få

6 SOLDATEN NR. 9 • 2013

nåede over med tørre uniformer. Da alle var ovre, gik turen videre. Bedst som de troede, at vandpassagen var overstået, og de tørre følte sig heldige, stod de i vand til brystet i en mose. Der skulle fart på, og folk kæmpede for at komme gennem. Mange sad fast i mudderet og måtte hives fri af kammeraterne. Men det stoppede ikke her, der var lidt vej endnu, så de trætte og våde menige fra TGR måtte fortsætte i løb mod KFO. Da de nåede frem, var det hurtigt på med rygsækkene, og så gik vi videre mod ODO. Til trods for at man kunne høre folk hive efter vejret og se, hvor trætte de var, var der ikke én, der brokkede sig. De gik bare i rask tempo derudad. Gruppeførerne gjorde, hvad de kunne for at holde humøret oppe hos deres grupper. Fremme i ODO samlede DF hele delingen og instruerede dem i at gøre sig ordentligt tørre og komme i noget varmt tøj. Det var noget, der lettede stemningen en hel del. Da alle havde pakket deres våde uniformer ned, og de havde debriefet angrebet, rykkede de ud i grupperne og skyndte sig at komme i poserne. Et vellykket angreb og en velfortjent søvn. Der gik ikke længe, før hele delingen, med undtagelse af vagterne selvfølgelig, var helt stille, godt pakket ind i soveposerne. Ca. fire timer senere stod vi op igen, og så havde vi travlt. Vi var blevet tilbudt et pickup til det sted, de skulle afslutte øvelsen, så morgenmaden måtte vente. For soldater er det jo en smal sag at ryste søvnen af sig og stå pakket og klar på ingen tid, og det havde TGR’s nye soldater allerede taget til sig. Der gik ikke lang tid, før alle var klar til afgang. Igen foregik det i rask tempo, og nu kunne man

Selve patruljeøvelsen var nu færdig, og nu manglede de bare at gennemføre nogle gruppeopgaver, en konkurrence, som hele kompagniet var med til. Da vi var nået frem til Finderups feltforhindringsbane, mødte vi den anden deling, og her var både KC og bataljonschefen også mødt op. Der skulle de værnepligtige gennem nogle forskellige opgaver, inden de kunne vende snuden hjem mod Fredericia, men de her opgaver gjaldt både gruppens og delingens stolthed. Til fredagens appel ville vinderen blive offentliggjort, og som alle værnepligtige ved, er det ikke sjovt at være dem, der ligger sidst, men til gengæld rigtig sjovt at ligge nummer ét. Bl.a. skulle de gennem feltforhindringsbanen som den ene opgave, vende et liggeunderlag med hele gruppen ovenpå uden at røre jorden, svare på spørgsmål og flytte et tårn kasser i forskellige størrelser, én kasse ad gangen, med kun fire felter at placere dem på til rådighed, og man måtte ikke stille store kasser oven på mindre. Nogle af de opgaver er sværere at løse, end man lige tror. Da alle grupperne var færdige, kunne man fornemme lettelsen over, at næste trin var turen hjem. De gik og spurgte til hinandens tider for at finde ud af, hvem der lå bedst på pointtavlen, og ellers sad de og glædede sig over tanken om det bad, der ventede dem derhjemme. Efter en seriøst omgang vedligeholdelse, selvfølgelig.


Journalist på SOLDATEN fra december? Har du modet og evnerne til at skifte geværet ud med en kuglepen? Har du lyst til at opleve en anden side af forsvaret? Så har vi jobbet til dig! SOLDATEN søger to nye journalister blandt jer værnepligtige, der skal aftrædes til civil. Vi tilbyder, at du kan blive i forsvaret i syv måneder mere i en stilling som redaktør, hvor du kan prøve kræfter med en kort journalistisk karriere.

SOLDATEN kan tilbyde: • En ny indgangsvinkel til forsvaret, der er unik i forhold til andre steder i systemet • Samme aftaleforhold som i værnepligten • Et enkeltværelse på den smukke Marinestation Holmen i København • Arbejde, som foregår både i civil og militær beklædning • Eget kontor • Balkan-uniform, flere støvler og endnu flere T-shirts

Vi forventer, at du… • Har gode skrivekundskaber • Forstår at opsnuse ”den gode historie” • Har en åben personlighed og gåpåmod • Er ansvarsfuld, også uden opsyn • Kan finde ud af at tage billeder Lyder det fristende? Så smid en ansøgning af sted til os, hvor du fortæller lidt om dig selv og om, hvad du har lavet ud over værnepligten. Vi ser meget gerne, at du medsender en side, hvor du beskriver en dag i felten, en adventuredag, eller hvad du nu finder interessant – skriv frit fra leveren. Du må meget gerne supplere med et billede af dig selv samt nogle andre fotos, der viser dine fotografiske evner. Send en mail med din ansøgning til soldatenmail@gmail.com ASAP. Hvis du har spørgsmål, kan du ringe på tlf. 32 66 55 54 / 32 66 55 58 – vi svarer på alle henvendelser!

SOLDATEN NR. 9 • 2013 7


> HØRT PÅ MESSEN

En menig var en aften godt træt og hoppede i posen. I bunden af posen ­mærker han en underlig blød klump med hale og går lettere i panik. Han ­spræller vildt og febrilsk med benene, for at dræbe det ukendte dyr. Da det ikke var nok for den menige, som ikke mente at rotten var nok død af det, tænkte han på den jernstang der stod ude i gården. Han griber fat om toppen af ­soveposen, slæber den efter sig som en sæk og går ud mod gården, men han tænker, at nu skal den fandeme have. Mens han tæver løs på soveposen med grusvej som underlag, begynder hans kammerater at skraldgrine. Der går det op for ham, at det var en modbydelig ’prank’ og det viser sig at være en latex rotte. Blandingen af grus og jernrør havde dog allerede på det tidspunkt, flænset hans pose. Det blev en kold nat.

En menig havde efter tredje omgang stueeftersyn, stadig ikke formået at gøre gulvet tilfredsstillende rent. Sergenten bad hende, med et kækt smil på læben, om igen at gøre et forsøg, til stor irritation for den tømmermands ramte menige. Det blev til en lur på gulvet for den meget opgivende menige, men stadig lettere fornøjede menige. Sergenten gav op og morede sig over situationen.

Der var en værnepligtig, som altid frøs på deres feltture. Det var der en sergent som var blevet godt træt af at høre på, så han havde en dag taget klapstol, tæppe og kaffe med. Det blev så tid til de værnepligtiges tilbagemelding og da de alle står fint på ­geled kalder han den altid frysende værnepligtige frem. Den ­værnepligtige fik nu lov til at sætte sig i stolen, tage tæppe på og fik skænket en god kop kaffe. Efter tilbagemeldingen skulle sergenten lige hente nogle ting og lod den menige sidde og nyde varmen. Da han kommer tilbage står den værnepligtige tilbage i geleddet, med et blåt øje.

8 SOLDATEN Nr. 5• 2013

k


En menig skulle sådan skide, da han var i felten. En ting var dog sikkert og det var, at det ville han ikke. Da han ikke kunne holde sig mere, var han nødt til at finde på en mere kreativ løsning. Han endte med at komme en pose (og ja, han dobbelt baggede, red.) i hjelmen og gøre det der, for at det føltes mere hjemmeligt.

En menig, havde under et stueeftersyn glemt en lille grannål på gulvet. Sergenten bad hende pænt, gå ud og aflevere den lille stakkels grannål tilbage til sine venner og familie. Det blev til en lang gåtur ud til granskoven og en yderst ­akavet samtale og undskyldning, med nåle­ bunden under træerne.

En menig have været et dræn under Felt II patrulje og rex-tur og havde glemt sin baret under gudstjeneste i skoven. Hans oversergent havde fundet den og gemt den et trygt sted og fortalte den menige, at koordinater til stedet ville tilgå. Tre uger senere, efter den menige havde stået til flere appeller og lignet et dræn med hue bølle, ­ modtog han koordinater, sammen med beskeden om, at han skulle være iført, basis, hjelm, ­kamphandsker og fragbriller, på sin færden ud for, at finde baretten. Hvis han blev beskudt, skulle han smide sig ned på buffen indtil ildoverfaldet s ­ toppede og blev der kastet k-slag og røggranater efter ham, skulle han løbe, så hurtigt han ­kunne i modsatte retning. Med skælvende ben og sved på panden, begav han sig af sted ud i terrænet. Efter lettere forvirring o ­ mkring placeringen, og uden overfald af ­nogen art, fandt han en ammunitionskasse på koordinatet. Han slog låsen op og idet han havde gjort det, sagde kassen en høj; ’Pssttjyyyyyyy’ lyd. Der gik ikke mange s ­ ekunder før kassen sprang i luften. Oversergenten havde luremineret kassen. Da røgen havde lagt sig, fandt den menige en lille klump gaffatape, der tæt havde omsluttet og f­ ungeret som beskyttelse for baretten og i kassen lå også ­forsiden af SOLDATEN, med en livgarder som portræt. Efter baretten var blevet klippet ud af tapen, kunne den menige igen ligne en ordentlig soldat, til appellerne.

SOLDATEN Nr. 5 • 2013 9


En dag med MP’erne Klokken 0730 stod vi sammen med nogle af de unge konstabler et sted på Marinestationen i København og gemte os med en lasermåler. Fartgrænsen på det militære område er 30 km/t, så der skal ikke meget til, før du overskrider hastighedsbegrænsningen med mange procent. De gider dog ikke bruge tid på mindre forseelser, og i de fleste tilfælde klarer de sig med at give førerne af køretøjerne en reprimande. Kører du til gengæld over 43 km/t i en 30-zone, har du overskredet hastighedsbegrænsningen med mere end 30 procent, hvilket er nok til, at det udløser både bøde og klip i kortet, og det slår de ned på.

Torsdag d. 3. oktober mødte vi op til vagt med MP’erne. Dagen startede klokken 0715 i hovedvagten på Marinestation Holmen, hvor det så ud, som om hele vagtholdet var mødt op. I hvert fald var der mange. Nattens vagthold var på vej hjem og var netop blevet færdige med at overlevere det hele til det nye hold. Vi havde aftalt med vagtholdslederen, Hans ’Håndjern’ Hartmann Frederiksen, at vi skulle følge dem på en 12-timers-vagt, så han havde sat et program sammen, der kunne vise nogle af de forskellige opgaver, de normalt har, som militærpoliti her i København. I løbet af de tre timers razzia, der blev holdt på Marinestationen, havde de nedskrevet fire sager – tre civile og én militært ansat. To for hastighed, en for manglende sele og en for manglende sele, kørekort og ID-kort. To andre slap med skrækken, da der var problemer med radiokommunikationen mellem de forskellige bemandede hjørner, og MP’erne nåede derfor ikke, at få hevet dem ind til siden. Det var ikke en overvældende ’fangst’, men som Hans også udtalte: ”Det jo kun rart at se, at folk overholder loven.” Efter de tre timer skulle der debriefes, og der skulle skrives rapporter på alle sagerne. Det gør de i tilfælde af, at de, der er blevet taget, pludselig ikke længere mener, at de har overtrådt loven. I

10 SOLDATEN NR. 9 • 2013


MICHELLE BERG OG MIKAEL FANGEL

sådanne tilfælde kan MP’erne gå tilbage i rapporterne og se alt, hvad de skal bruge i en eventuel retssag. Efter en kort patrulje rundt i indre by, forbi bl.a. Amalienborg, Nyboder, Hjemmeværnskommandoen og andre militære anlæg, spiste vi frokost. Derefter kørte vi i tre biler til Jonstrup, hvor vi ankom klokken 12, og der satte MP’erne igen alt måleudstyret op, godt camoufleret bag vores bil, og så ventede vi. Den første time skete der ikke noget videre. Der kom nogle bilister igennem,

der fik kontrolleret lys og kontrolbøger, men alt var i orden. Efter en time kom de to første fartforseelser: En, der kørte 45 km/t i en 30-zone, og en, der kørte 51 km/t - en 60 procents overskridelse af hastighedsbegrænsningen, der giver en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde, som virkelig kan mærkes i budgettet. Av for den. Omkring klokken 14 kom der rigtig knald på. 14:03, 14:20, 14:30, 14:40, 14:45 og 14:47 blev der klippet i kørekortene. Militærpolitiet var overrasket over de mange fartsyndere. Noget kunne tyde på, at de ikke viser sig nok derude, med alle de sager. De fleste af dem, der fik klip i Jonstrup, er nok enige om, at det betaler sig at læse skiltene og overholde fartgrænsen. Der skal ikke meget til at overskride 30 km/t med mange procent. I Jonstrup lejren er der ikke fortov, så fodgængerne er tvunget til at gå på kørebanen. Der skal ikke meget fantasi til, at forestille sig hvad der så hurtigt kan ske, når hastighederne bliver for høje. Da der var pakket sammen, kørte vi tilbage til Holmen, og samme proces som sidst gentog sig. Der skulle skrives en masse rapporter, og derefter kunne MP’erne blive afløst og holde fri. I løbet af en vagt kører MP’erne mange patruljer. Det gør de for at holde øje med alle de militære anlæg, der er i byen. Hvis militærpersonel eller folk på militære installationer kører og snakker i håndholdt mobiltelefon, kan de finde på at stoppe dem, og hvis der eksempelvis er graffiti på militære bygninger, skal der laves rapporter. At militærpolitiet kører rundt er med til

at holde kriminalitetsniveauet på et minimum og skabe tryghed for forsvarets ansatte. På en patrulje kan de risikere at få en alarm, og så skal det gå stærkt. Det kan f.eks. være ved brand eller tyverialarmer, og en sådan udrykning foregår med blå blink og sirener, det helt store show. Tilbage på stationen var det begyndt at blive aften, og som nogle af jer måske ved, affyres der en kanonsalut hver morgen klokken 0800 og igen ved solnedgang. Det er desuden også inden for det tidsrum, at Marinestationen er åben for offentligheden. Den 3. oktober 2013 gik solen ned klokken 18:40. Redaktionen var heldig at få lov til at trække i håndtaget, og det er altså ikke et lille knald, kanonen siger. Kastellet og garderkasernen i Gothersgade hejser og sænker deres flag efter Holmens kanon. Det siger lidt om det brag, den giver. Nu var vagten ved at være slut, men lige inden vi skulle til at sige farvel, begyndte der at gå alarmer i de forskellige bygninger. Vi var rundt for at kigge, og vagten konstaterede, at der ikke var tale om indbrud, men at ansatte på marinestationen skal lære at lukke yderdørene, når de går hjem fra arbejde. En rigtigt spændende dag var gået. Her på redaktionen synes vi, at det var rart endelig at få set, hvad det militærpoliti, som vi har frygtet under hele vores HBU, egentlig laver, når de render rundt med deres meget karakteristiske røde baretter. De er jo slet ikke så farlige som først antaget, faktisk er de ganske rare mennesker, når bare man opfører sig ordentligt.

FAKTA: Pas på – MP’erne kan blive ringet op, hvis en værnepligtig opfører sig uhensigtsmæssigt og på den ene eller anden måde skilter med sin tilknytning til forsvaret. Dette er en alvorlig sag, som forsvaret ikke tolererer, og i et sådant tilfælde er det ikke sjovt at få en tur i militærpolitiets patruljevogne.

SOLDATEN NR. 9 • 2013 11


Hans, en erfaren MP’er Hans startede i søværnet i april 1983 som marineelev og gik direkte til MP-elev. Han ville på det tidspunkt gerne være politibetjent, men ’blev klogere under uddannelsen’, som han selv formulerer det. Hele uddannelsen forløb over ni måneder, og derefter fik man ’on the job training’. Da Hans startede som MP’er, startede han med at arbejde på Marinestation København. ”MP-skolen er en hård uddannelse, og man presser dem for at få de bedste af de bedste. Det er en god måde at finde dem, de skal bruge på”, fortæller Hans. Senere hen blev han uddannet sergent og fik lov til at varetage opgaven som vagtholdsleder. En vagtholdsleder sammensætter vagterne for de andre MP’ere. Hans fortæller, at på vagt kan man f.eks. eskortere tung transport, lave fartmåling og beskytte vigtigt materiel: ”Der er ikke to opgaver som MP, der er helt ens.” Søværnets MP’ere deltager i mange forskellige opgaver og har også mulighed for at blive udsendt sammen med skibene. Da redaktionen spørger om, hvornår MP’erne er med på udsendelser,

siger Hans: ”Vi er med, hvis der er opgaver til søs, som kræver vores tilstedeværelse”. Ud af forsvarets mange udseendelser har Hans været med på hele syv af dem, hvoraf de to har været til søs. Hans udseendelser har været fire gange til Irak som livvagt, en gang til Afghanistan som leder af MP, to gange til Adenbugten, henholdsvis en gang som leder af fængslet og en gang som leder af MP’erne om bord. Hans synes, det er fedt at være udsendt, og at det er en oplagt mulighed for at prøve kræfter med den mere politimæssige del af MP. – Det er nemmere at arbejde med under udseendelsen, fordi man får lov til at afprøve det hele. ”Det bedste er jo de oplevelser, man får, når man er ude og langt væk hjemmefra. Det får man ikke andre steder”, fortæller Hans. Der kan også forekomme oplevelser, som ikke er så rare. Hans har en gang været med til et ligsyn af en død dansk soldat. Han mener, at det nok har været den værste oplevelse, han har haft under udsendelse. ”Det værste er jo, når det går ud over en af vore egne”, siger han.

En af de opgaver MP’erne også kan blive kaldt til, er assistance til parader. Her ses de til søværnets ’Fanen i land’ parade.

12 SOLDATEN NR. 9 • 2013

Der er en del værnepligtige, der har hørt rygter om, at MP’erne er onde, hårde, strenge og til tider uretfærdige, men som Hans siger, er alle underlagt straffeloven, og det gælder også værnepligtige. ”Jeg tror også, at meget af det er manglende kendskab. Der går jo rigtig mange rygter og myter og alt mulig andet. I bund og grund er vi flinke nok. Så længe folk holder sig på måtten og ikke laver noget forkert, gør vi jo ikke noget. Vi skal jo først ud og påtale, når folk overtræder regler og bestemmelser, drikker sig fulde eller skaber sig tosset. Man kan jo sige, at der jo nok er mange værnepligtige, der skal skabe sig et image”, fortæller Hans som svar på, om frygten for MP er begrundet. Hans tror også, at når man er nyudklækket MP’er, er det nemmere at påtale forseelser over for værnepligtige, netop på grund af den lavere rang.


> SERGENTCITATER

har travlt i dag. Okay, I pikhoveder, jeg og en græsJeg har en kone, to børn ulle gerne nå at plæne derhjemme og sk den det bliver slå dem alle sammen, in mørkt.

! DU ER REKRUT, GODT ARBEJDE! S REKRUT’ INDSTILLET TIL ’MÅNEDEN ........ I NARNIA....

angreb, s for aftenens vø er n r va ig En men lle blive e hørt, at de vi vd a h n u h r ke det vo h spurgte, om ik g o e, d n u h f l. a jagtet umt spørgsmå D : n te en g er S løber var farligt. de jer ikke – vi er g n fa ig el lg er, Selvfø mindre I vælt ed M e. er ig rt sgu da hu er I fucked. selvfølgelig, så

ruddannelsen: Menig snakker om jæge jäger, når man Man er jo stadig unter ntkurset, så skal har færdiggjort aspira ddannelse. man have et års jægeru an er færdig Seniorsergent: Så når m germeister!? med den, bliver man jä

LSKE SENIORSERGENT: DE ENGE ME. DE FELTRATIONER ER KLAM SUKKER. BESTÅR KUN AF FEDT OG LLERE JEG VILLE FANDEME HE ÆDE. FANGE EN LOKAL KAT OG

Hellere være en god stikker end at være en god ven.

SOLDATEN NR. 9 • 2013 13


PTSD

– En psykisk skadet kriger

Lige for tiden er der en gruppe veteraner, som demonstrerer for bedre behandling. De synes ikke, at det kan være rimeligt, at soldater, som har ofret sig i krig, også selvom det ikke kostede et ben eller en arm, ikke kan hjælpes tilbage til et normalt liv hjemme i Danmark. Der bliver hørt på dem, og der er da også hjælp at hente til de soldater, der kommer hjem fra krig i dag. Mange soldater, der vender hjem fra en krigszone, kan risikere at få diagnosen PTSD eller posttraumatisk stresssyndrom, som det også hedder. Dette kan man risikere at udvikle, hvis man har været udsat for nogle voldsomme hændelser, eksempelvis ulykker, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning. Det er meget individuelt, hvad der udløser det.

Diagnosen Symptomerne på PTSD er lige så individuelle som ’trickeren’. Det kan være flashbacks og mareridt, hvor man igen og igen genoplever det, man har været udsat for, og man kan føle et stærkt ubehag, hvis man kommer i lignende situationer. En ølkasse, der falder ned fra hylderne i supermarkedet og lyder som skud, kan udløse angsten hos nogle PTSD-ramte og få dem til at fare sammen. Man kan blive irritabel, få koncentrationsbesvær, problemer med

14 SOLDATEN NR. 9 • 2013

at spise og sove. Rastløshed og depressioner er heller ikke unormalt. Hvis man oplever nogle af de ovenstående symptomer efter ens udsendelse, skal man søge læge eller psykolog.

Forløb Nogle af de ramte får det bedre igen efter nogle måneder eller år, men lige under en tredjedel af alle med diagnosen får alvorligere symptomer, der kan ende med at blive kroniske, hvis ikke de bliver behandlet hurtigt og af professionelle. Traumet kan ændre ens personlighedstræk. Man kan blive mistroisk og trække sig tilbage fra andre mennesker. Man kan få en følelse af, at det hele er håbløst, føle sig fremmedgjort, eller at man lever under en konstant trussel. Dette er en følgevirkning af PTSD og har sin egen diagnose – personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.

Behandling Behandlingen afhænger af personen og omfanget af traumet. En almindelig kendt behandling er psykoterapi, hvor man bearbejder oplevelserne og følelserne, man har omkring det, ved at tale dem grundigt igennem mange gange. Man gennemgår hændelsen sammen med professionelle psykologer og psy-

kiatere, og på den måde kan man nå frem til en erkendelse af, at man bliver nødt til at leve videre trods det, der er hændt. Af psykoterapi, er traumefokuseret kognitiv terapi, EMDR (Eye Movement Desensitation Reprocessing) og Narrativ Eksponeringsterapi anerkendte behandlingsmetoder. Også gruppesamtaler med andre i samme situation kan benyttes. Der ingen medicin, der direkte behandler PTSD, men man kan behandle nogle af symptomerne. Hvis man udvikler en depression, kan man have gavn af at få antidepressiv medicin, samtidig med at man får psykoterapi. Der findes også stemningsstabiliserende præparater, der kan hjælpe en til at holde de værste af humørsvingningerne borte.

Det kan man selv gøre Det kan være svært at se i øjnene, at man har brug for hjælp og tilmed en hjælp, der går ud på at tale om det, man allerhelst vil glemme. Måske føler man sig ’svag’ – man er jo en stor stærk soldat – ved at erkende, at man har brug for andre til at tackle situationen. Det er imidlertid den eneste måde at få det bedre på. Det er derfor vigtigt, at man bruger den hjælp, forsvaret stiller til rådighed, så man kan blive sat i behandling hurtigst muligt. Der er set få eksempler på, at soldater,


MICHELLE BERG

PTSD og relaterede diagnoser jf. rapporterne fra SFI (et forskningscenter under Socialministeriet) Cirka 4 % af alle veteraner i perioden 1992-2009 er registeret med en psykiatrisk diagnose efter udsendelse. Cirka en tredjedel fik stillet diagnosen seks eller flere år efter hjemkomst. 2,4 % af alle veteraner er registreret med en PTSD diagnose. Det er uvist, om diagnoserne er forårsaget af udsendelse, men der ses en markant udvikling i forekomsten af psykiske problemer hos veteraner efter hjemkomst sammenlignet med kontrolgruppen. Inden udsendelse er soldaternes psykiske helbred bedre end kontrolgruppens (færre diagnoser og mindre køb af psykofarmaka). Inden for de første tre år efter hjemkomst udlignes denne forskel mellem gruppen af veteraner og kontrolgruppen.

PTSD/ISAF

der er kommet hjem fra krig med PTSD og ikke fået, eller taget imod den hjælp, de har brug for, har begået selvmord.

Syv måneder efter hjemkomsten oplevede cirka 5 % af veteranerne fra ISAF 7 alvorlige PTSD– og/eller depressionssymptomer. 2 1/2 år efter hjemkomsten oplevede cirka 10 % af de samme veteraner fra det oprindelige ISAF 7 alvorlige PTSD– og/eller depressionssymptomer. 6,5 % af veteranerne fra ISAF 7 oplevede, at disse PTSD- og/eller depressionssymptomer indtrådte senere end syv måneder efter hjemkomst. Hvis ikke man tæller de veteraner, der har været genudsendt med, er dette tal 4 %. Ca. 90 % af de veteraner, der oplevede alvorlige PTSD- og/eller depressionssymptomer, har været eller er fortsat i kontakt med Veterancentrets Militær­ psykologiske Afdeling. Kilde: Forsvaret.dk (bilag fra forsvarsministeriet), ­netpsykiateren.dk, og tidligere, anonym PTSD-ramt. Rettet af Elías Kristjánsson - Chefkonsulent og ­psykolog hos Militærpsykologisk Afdeling.

SOLDATEN NR. 9 • 2013 15


Værnepligt på bølgen blå Redaktionen har besøgt søværnets basisuddannelse. Den fungerer lidt anderledes end den, vi kender fra hæren. I søværnet indkalder man værnepligtige seks gange om året. Kasernen ligger i Frederikshavn. Det er den samme kaserne, hvor bl.a. frømændene og søværnets MP’ere starter deres uddannelse. På værnepligtsholdene kan der derfor også sommetider findes marineelever. Det er dem, der har søgt en kontrakt fra civil, f.eks. MP, og som derfor mangler al den maritime grunduddannelse.

Grundmodul Uddannelse på håndvåben (M/96) Redningsmidler (til sejlads) Militær optræden Grundlæggende sømandsskab Fysisk træning Førstehjælp Administration Forsvarets opbygning / Tjenestekendskab

Totalforsvarsmodul Bevogtning – Grøn/blå uge Kulturforståelse Taktisk sanitet Brandbekæmpelse og røgdykning CBRN-træning Forureningsbekæmpelse Redningsøvelse – og så er der tre tillægsuddannelser, der ikke er obligatoriske, og kun bliver givet, hvis ­ressourcerne er til det: Speedbådscertifikat, ­pistol (M/49) og så en større kombineret øvelse.

Sejladsmodul Administration Vagttjeneste til søs Vagttjeneste i havn NK briefing Fysisk træning Praktisk træning (on the job) Udvidet sømandskab Frederikshavn har ikke selv pladsen og faciliteterne til at give al den uddannelse, så man arbejder sammen med diverse flådestationer, låner terræn til ’grøn tjeneste’, skydeterræner, og de øver brand og redning i Hvims.

16 SOLDATEN NR. 9 • 2013


MICHELLE BERG

FAKTA! Alt menigt personel i søværnet kaldes gaster. En normal deling i SBU’en består af ca. 16 gaster. Normalt har de to delinger ad gangen. 30-40 % af dem søger kontrakter – 1-2 mand per hold bliver ansat.

I Frederikshavn har de et træningsbassin. Det bliver brugt af mange i forsvaret, bl.a. træner frømændene i det, MP’erne i søværnet bruger det, og hæren bruger det til at akklimatisere de soldater, der kommer hjem fra krig. I SBU’en bruger de bassinet til at vænne sig til at opholde sig i vand, men også til at træne nogle af de kaotiske scenarier, de kunne komme ud for, enten under deres egen sejlads eller når andre skibe i problemer skal undsættes. Her på redaktionen fik vi lov til at se og være med til gasternes træning i bassinet.

Soldater til vands Gasterne var allerede i gang med omklædningen, da vi kom. Inderst badetøj og uden på det en kedeldragt, præcis som vi kender den fra HBU. Så skulle de pakke deres redningsveste og hente en redningsdragt. Da de var færdige med det, skulle de i udstyret. De har et minut til at få dragten på, et minut til vesten og tre minutter i alt. Når man skal i dragten, foregår det liggende. Det er nemmere, i tilfælde af at man står på et skib med høje bølger, og alt er mørkt og kaotisk, så det kan de lige så godt lære fra starten.

Når de er i dragterne, bliver de delt op i to flådehold og bliver, ligesom vi kender det i hæren, stillet op på to geledder. Her sætter de sig ned i den kæde, de også senere skal svømme i, og øver nogle kommandoer. Ham, der sidder bagerst, er så egentlig ham, der er forrest, da de svømmer på ryggen. Han er fører. Da det er på plads, skal de i vandet. Det foregår fra tre meters højde. De går op på platformen, og føreren giver kommandoerne; Blæs vesten (så trækker alle i snoren, og vesten pustes op), frem til kanten (alle går om på den anden side af gelænderet og stiller sig tæt, klar

SOLDATEN NR. 9 • 2013 17


til at springe i), fat vesten (alle tager fat i vesten oppe ved halsen og trækker lidt ned, så undgår de at få den i ansigtet, når de lander i vandet), klar (det er her, der skal gøres opmærksom på det, hvis ikke de er det) og til sidst, spring! (alle tager et stift skridt udover kanten, helt ret i kroppen, og falder i). I det øjeblik de rammer vandet og kan mærke, at opdriften begynder, er det hurtigt ud med armene og få fat i sidemakkerne. Det kan få fatale konsekvenser i en skarp situation ikke at få fat i sidemanden. Når alle har hovedet oven vande igen, råber føreren ’dan kæde’. Så formerer flådeholdet en lang kæde, hvor alle svømmer baglæns, ført af bagerste (forreste) mand frem til målet. Under den her øvelse var målet en flåde, der lå i bassinet, og alle skulle de vise, at de kunne komme op i den med bølger i vandet uden makkerhjælp. Inden de kravler op i flåden, lukker de lidt af luften ud af deres veste, da det gør det hele noget nemmere. En efter en kom alle op i flåden. Efter den første indøvelse i lys skulle de testes igen. Denne gang blev der udvalgt en flådefører og en ’næstkommanderende’ til hvert af de to hold. Vi fik lov til at være en aktiv del af denne øvelse og lagde dragter og veste op på geledder sammen med holdene. Flådeførerne blev oppe ved bassinet, hvor de skulle briefes af instruktørerne, og vi gik med resten

18 SOLDATEN NR. 9 • 2013

af holdene nedenunder, hvor vi ventede. Kort efter kom førerne ned og briefede os kort, og så ventede vi. Pludselig slukkede alt lyset i rummet, og en kraftig rød lampe begyndte at lyse i loftet. Så gik alarmen, og nu skulle alt gå stærkt. Vi gik hurtigt op til udstyret og gik i gang med at komme i dragterne. Tre minutter var stadig den tid, man havde til det. De, der var hurtigst i udstyret, gik i gang med at hjælpe kammeraterne. Det tog ikke lang tid, før vi stod klar, og vi blev som det første hold sendt op ad ’lejderen’, det hedder en trappe i søværnet, og føreren kaldte hurtigt kommandoerne som tidligere. Blæs vesten, frem til kanten, fat vesten, klar, spring, og så var vi i vandet. Der var kulsort i lokalet, høje bølger, regn og en høj alarm, der skulle simulere en skarp situation, eksempelvis krig. Alarmen var høj, der var skud, folk, der kaldte ud på radioer – et stressende miljø at arbejde i. Så skulle vi over i flåden og have alle mand op. Det gik lidt hurtigere, nu hvor der måtte hjælpes, og alle var hurtigt om bord. Så ventede vi på det andet flådehold, der var fulgt efter os. De var også hurtigt om bord, og så kunne de fjerne drivankeret. Nu skulle der padles, og nogen var også blevet i vandet for at skubbe bagpå. Vi skulle over til skibsvæggen og kravle op ad en rebstige. To og to blev de sendt afsted. Når de nåede toppen meldte

de det ned, og de næste kunne kravle op. Det tog sin tid at få alle ud af flåden, og sad man tilbage som en af de sidste, kunne man godt fornemme, at de søsygepiller, der normalt hører til i bunden af flåden, er en gave i en sådan situation. Da alle nåede toppen, slukkede afspilningen, lyset blev tændt, bølgerne blev roligere i vandet, og øvelsen var slut. Der blev debriefet, og tilbagemeldingen var god. Instruktørerne havde større tillid til, at de værnepligtige ville klare den øvelse, de skulle holde i havnen senere den uge, tilfredsstillende.


Hørt i hovedvagten

MP modtog et opkald fra en dame, som var meget bekymret over, at der er pyramider i verden, hvilket hun mente var djævlens templer. Hun var i den grad ulykkelig over, at man kunne tillade disse templer at blive stående, og hun ønskede, at man skulle rive dem ned. Hun informerede om, at der var ca. 3.000 af disse templer i verden, og ville gerne have forsvaret til at rive dem ned, hvis de skulle støde på nogle af disse pyramider. MP informerede den bekymrede dame om, at de nok skulle give informationen videre til nærmeste leder. Det beroligede damen, og hun var taknemmelig for det og afsluttede samtalen.

Sent en aften ringer telefonen hos militærpolitiet i FKO… En kvinde vil gerne anmelde, at der er en atombombe i hendes lampe… MP spørger til, hvor denne lampe er fra, og kvinden oplyser, at den skam er købt i Bilka. Hertil kan MP berolige kvinden med, at forsvaret ikke råder over plutonium og under ingen omstændigheder sælger ud til kæder som dagligvarebutikker som Bilka… Kvinden er stadig mistænksom og vil høre, om MP nu er helt sikker i sin sag. Hertil kan MP kækt fortælle, at der er strenge regler for at omgås plutonium, og det ikke på nogen måde kan komme i hænderne på helt almindelige civile mennesker. Kvinden føler sig beroliget og takker af hjertet MP for deres professionalisme…

Der var en mand, der ringede tit i en periode. Han lød utrolig intelligent, så man kunne godt tage fejl af, om han var oprigtig. Han ringede en dag og ville snakke med forsvarschefen, og allerede da vidste man, at der var noget, der ikke helt passede. Det drejede sig om transport af mange millioner kroner. Hvis MP ville hjælpe ham, ville de få 30 millioner. De skulle hente en pakke hos ham og transportere den til Washington sammen med ham. Man kunne altid høre, at han var på virket af et eller andet stof, hans vejrtrækning var hurtig, og så kørte der altid en eller anden film i baggrunden, når han ringede.

En sindsforvirret dame ringer til FKO… Hun er særdeles utilfreds med, at hun og hendes venner generes groft af forsvarets fly. Hun forfølges simpelthen af disse fly. MP spørger, om hun ikke kan beskrive disse fly nærmere, og damen fortæller, at der er tale om sølvgrå fly med sorte vinger. Hertil kan MP kun sige, at forsvaret efter vores bedste overbevisning ikke har midler til eller interesse i at overvåge danskere her i landet med en operation i det omfang, som hun mener, at der er tale om. Kvinden påstår dog hårdnakket, at hendes personlige frihed krænkes, og MP kan kun spørge til, om hun ikke mener, at dette er en sag for Flyvertaktisk Kommando, når der nu er tale om disse her sølvgrå spionfly… Kvinden synes, at det er en god ide, og afbryder samtalen…

SOLDATEN NR. 9 • 2013 19


E T A D P U

Soldaternyt

N: NEM SUEZKANALE

EN ESBERN SNARE rIGnu i

OVERDRAGET AFGHANERNE FÅR GERESHK et GeresMP har overdrag

har på i og Det Røde Hav og ge lig e Det danske polit ar Sn det afghanUnder rn be n. Es le na ka ez Su ovedkvarter til ih m lit ne po en ts ig rik t st jle di hk års underrhøturen dertil se l har man haft fo modtaget mange r na ha ka e De nn i. de lit po em ske nge P, og det er sejladsen genn at det ikke er læ nske politi og M s, da t de yl de sk fra tte g in De visn jet beredskab. mod et handelsegne ben. ret et RPG-angreb væ r nu tid til at stå på ha r de , en sid skib i området. k Kilde: forsvaret.d ed Esbern m t ge no ke ik skete der Under passagen Snare. k Kilde: forsvaret.d

20 SOLDATEN NR. 9 • 2013

R TRÆNET NORDISKE LANDE HA AB CBRN-BEREDSKer ige og Danmark

har haft Sv Norge, Finland, ud til Viborg de skulle rykke en øvelse, hvor ret udløst en net havde der væ stadion. På stadio vde ikke ramt ber, men den ha af fjendens bom gået af ved et da bomben var nogle tilskuere, fodboldspilet udover enkelte uheld. Det var gå forbipasserende. ler og tilfældige


LÆS OM

besøgt lgen blå – vi har Værnepligt på bø -18 16 e dannelse sid søværnets basisud

DRØMMEJOBBETat

? Læs prøve grænser af om du er m øm Dr -28 gersoldat side 26 om jobbet som jæ

fremme ved dskabet hurtigt re be r va n se el folk. Under Under øv liti og rednings po ed m en m m bsstyrelsen stedet sa er ville Beredska ed gh di æn st om normale nødvendigt at ret. Det var ikke te en æs pr re re t handlede også væ e situation, da de nn de i m de re te repræsen er til at støtte CBRN-kompetenc es nd la e isk rd om de no civilsamfundet.

e, hvor and rescue’-opgav – altså en ’search samle og de nødstedte man skulle finde dem op. en på at gende brugt tid Man har efterføl ger, man rin viden og de erfa samle op på den r forløbet. har gjort sig unde k

Kilde: forsvaret.d

k

Kilde: forsvaret.d

SAREX SLUT:

gst en stor rednin do afholder årlig lve vo in d an Arktisk Komman 1.000 m r der været godt er De . er ør at øvelse, og i år ha observ øvelsesledere og ret – rollespillere, Grønland, Island, k, ar nm oldsvis Da kommet fra henh Canada og USA. ommet i store pr kr ydstogtskib ko dre i le al r På øvelsen var et va , og så forsvandt skibet på te ød st ib blemer. Derefter dte sk den det nødsste e ningsflåderne, in e ske selv i de ød nn ku lle ulykke vi ve ga op RSA grund. En sådan ret en ande. Det har væ grønlandske farv

SOLDATEN NR. 9 • 2013 21


Placering: Holmen, Kbh K. Oprettet: 2012 Antal simulatorer: 12 elevstationer, 2 part task og én full mission. Antal instruktører: 2 faste Antal elever årligt: Ca. 40 fra officersskolen. Skibstyper: Alle søværnets og et bredt udvalg af civile. Farvande: Alle danske, færøske, grønlandske og 15 internationale områder.

22 SOLDATEN NR. 9 • 2013

Simulatoren Kongsberg I søværnet har de en simulator på Marinestation Holmen, der helt ­sikkert kan få det til at kilde i alle søfartsglade folks maver!


MICHELLE BERG

Den hedder Kongsberg, og til trods for sin korte levealder (den er bare et år gammel) er den allerede en godt integreret del af undervisningen på Søværnets Officersskole. Til daglig ledes kompetencecenteret for navigation af orlogskaptajn Carsten Hirtsgaard. Her uddanner han sammen med et hold officerer og instruktører eleverne fra SOS (Søværnets Officersskole) til operative skibsførere. Simulatoren fordeler sig på fem rum: Et operationsrum, hvorfra instruktørerne kan kommunikere med skibsførerne, hvis de skulle have spørgsmål, og det er også derfra, de kan ændre vejret eller starte alarmer på skibene; 12 mindre simulatorer, der oftest bliver brugt til proceduretræning på instrumenterne; to mellemstore simulatorer (part task) og en stor (full mission). Den store simulator giver med sit 240-graders-overblik en mere realistisk fornemmelse, nemlig følel-

sen af at være om bord på et rigtigt skib. På den store simulator og på de to part task-simulatorer øver de navigation, manøvrering, ledelse og samarbejde i diverse scenarier – forskelligt vejr og forskellige farvande. Carsten fortæller, at når bølgerne går rigtig højt, er det ikke unormalt, at folk bliver søsyge. Den har ikke været billig at anskaffe, men som Carsten også fortæller, er det billigere at sejle ind i docken i en simulator end i et rigtig skib, og de sparer penge på kørsel til de simulatorer, der ligger andre steder i Danmark. Udover det vil de få nogle mere erfarne skibsførere, så på sigt kan man sige, at den vil tjene sig selv ind igen. Da simulatoren er så ny, som den er, har det ikke før været muligt at øve i den under uddannelse, men fremover skal den indgå i den daglige undervisning på Søværnets Officersskole.

SOLDATEN NR. 9 • 2013 23


Sjove bynavne – Åh nej, det hedder jeg bare ikke! Som mange nok ved, bruger kampregimenterne stadig bynavne til at navngive deres værnepligtige. Det er der ingenting i vejen med. Dog kan man virkelig være uheldig og få et mere eller mindre komisk navn ud af det. Vi har på redaktionen indsamlet en masse bud på, hvad man kunne komme til at hedde, hvis man var en af de mere ­uheldige under navngivningsprocessen. Og ja det er rent faktisk danske ­bynavne.

Hov

Flovt Knoldeflod Mørke Skibet

Sæd

Flade

Vind

Vrist

Trans Lem Tarm

24 SOLDATEN NR. 9 • 2013

Helved


MIKAEL FANGEL

Hørmested

Døllefjelde-Musse

Sengeløse Røved

Bøsserup Bøvl

Humlum

Tullebølle Jordløse Kollekolle

Øm

Uggeløse Høm Sorthat-Muleby

SOLDATEN NR. 9 • 2013 25


Jægersoldat – En hverdag med ild i røven Går du med en lille drøm om at prøve grænser af, at springe faldskærm, presse dig selv hårdt fysisk og samtidig være en del af et enestående hold? Så er jobbet som jægersoldat måske noget for dig. Dette er blot et lille udsnit af, hvordan en helt almindelig dag kan se ud...

Seniorsergent Christian Ring, Jægerkorpsets rekrutteringsbefalingsmand, fortæller, at selvom det er en uddannelse til en specialstyrke, og det hele virker uopnåeligt, så kan alle altså blive jæger. Det eneste, det kræver, er, at man har færdiggjort sin uddannelse som konstabel (værnepligt og reaktionsstyrkeuddannelsen) eller sergent eller officer og kan opfylde de fysiske krav. Disse krav er på ingen måde svære at nå, hvis man brænder for det.

har set den mulighed an, skal du også nok gribe den en dag, hvor skidtet ikke går, som du vil.

”Man skal gøre op med sig selv, om man gerne vil jæger, eller om man VIL være jæger”, siger Christian Ring.

Der er tidspunkter, hvor en patrulje kan være helt alene og uden mulighed for at kunne rekvirere støtte. Så må man kunne lappe sine kammerat sammen, eller hvis man f.eks. falder igennem isen kunne hjælpe ham med at holde varmen. En patrulje skal kunne varetage alle funktionerne på egen hånd, når de arbejder i så barske miljøer, og det er en af disse ting, som gør, at soldaternes uddannelse skiller sig ud af mængden.

Ud af de ansøgende viser statistikken, at det kun er ca. 5 - 7%, der VIL være jægere – altså gennemfører hele uddannelsen som jægersoldat. Det handler om hele tiden at forestille sig selv i en lang tunnel med kun en vej ud, nemlig fremad, for at det bliver hårdt, og det bliver surt på nogle tidspunkter. Det vigtige i den forbindelse er, at man aldrig ser sig den mulighed at kunne give op – vende om og løbe bagud af tunnellen. Hvis du først

26 SOLDATEN NR. 9 • 2013

Det, man skal bevise over for ens instruktører under uddannelsen, er, at man kan og vil gå hele vejen, også selvom uddannelsen ikke bare er en ”walk in the park”. Du skal heller ikke lade dig fremstå som en egotripper, for en jæger skal altid være klar til at hjælpe sine kollegaer, når lokummet brænder.

Under deres specielle uddannelse lærer jægerne hinanden rigtig godt at kende og ved lige præcis, hvor både

egne og hinandens grænser går. Det er en kæmpe fordel, at de kender hinanden så godt, for så kan man lige lægge en støttende hånd på skulderen af sin kammerat, når man ved, at han måske ikke lige er i sit rette miljø.

Vejen til at blive jæger Uddannelsesforløbet er bygget op i moduler, og inden man kan påbegynde det hele, skal man have sendt brevet med ansøgningen af sted, også selvom det kan være svært. Derefter kommer man til en forundersøgelse i Jonstruplejren, hvor man bliver prøvet af i fysik, psyke, dansk, matematik, o-lære osv. Går man efterfølgende videre, kommer man til et forkursus, hvor man evt. kommer hjem med en række ting, man skal forbedre til næste gang. Der bliver alt i alt holdt tre af disse forkurser, og det er en måde at se, om ansøgeren kan matche drømmen med virkeligheden. ”Man skal stille til tiden, selvom det bløder ud af støvlerne”, fortæller Christian R.


MIKAEL FANGEL

Føler man efter kurserne, at drømmen matcher virkeligheden, overgår man til patruljekurset, som er otte ugers basistræning i patruljefærdigheder. Når man afslutter – og således har bestået patruljekurset – får man en karakter, som hedder tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. Selvom man ”kun” får karakteren tilfredsstillende, kan man sagtens vurderes egnet til

at blive være jæger alligevel. Herefter vil der kun være selve aspirantkurset tilbage, inden man får sin bordeaux baret. Selvom man har gennemført aspirantkurset, faldskærmsgrundkursus og kampsvømmeruddannelsen, har man ikke sit jægermærke eller jægernummer endnu. Det kommer først

efter et års yderligere jægeruddannelse, som er et år fyldt med action og spænding. I løbet af det år får soldaterne deres specielle færdigheder, får sprunget en masse i faldskærm og mange mange andre ting, og slutteligt og forhåbentligt bliver de udnævnt til jægere.

Har jægeruddannelsen fanget din interesse, kan du læse meget mere på: http://www.forsvaret.dk/JGK

SOLDATEN NR. 9 • 2013 27


200km/t mod Jorden En jægersoldat er toptrænet i at springe i faldskærm. Han kan hoppe ud af enden på en Hercules, en helikopter eller stort set hvilket som helst andet fly. Det kan også være, at han hopper fra stor højde og behøver iltudstyr eller hopper static-line fra en lav højde. Han kan også hoppe med iltudstyr fra stor højde midt op natten.

snorene til en faldskærm, og så kører man ned af en wire som i en svævebane. Her fra tårnet kan man øve nogle af alle de teknikker, som skal bruges for at komme korrekt ud af et fly. At skulle tage et skridt ud fra tårnet er for mange svært, første gang de er deroppe, så man kan også vælge at løbe ud og hoppe.

Uanset hvad er han i sit rette element, når han springer faldskærm. Han har mulighed for at have tønder med forsyninger med ned, når han hopper ud, men han kan eksempelvis også have en hundefører og hans hund med ud af flyet eller helikopteren.

Redaktionens oplevelse

Inden man får lov til at springe faldskærm, skal man op og træne i et 16 meter højt tårn. Iklædt et faldskærmsseletøj, der – i stedet for snorene op til faldskærmen – er fastgjort med remme til en taljeblok, skal man springe ud. Selerne er spændt til det, som skal forstille

28 SOLDATEN NR. 9 • 2013

Når man kigger ud over kanten af tårnet, ser det ud til, at der er langt ned, og man har nemt ved at forholde sig til afstanden, fordi man er så jordnær. I det man får et ”go” til at springe, løber man ud af tårnet, og så i det øjeblik, hvor man ikke længere har kontakt med tårnet, overvejer man lidt, hvordan det kommer til at gå. Man får dog ikke lov til at overveje situationen længe, inden remmene strammer til, og det giver et ryk. Efter at man er blevet ”grebet”, kan man mærke adrenalinen pumpe og

glæder sig allerede til, at man skal op og have en tur til. Nu er det ikke kun tårnspring, som hele redaktionens oplevelse handlede om, men også det at skulle hoppe ud af en Hercules i tandemseler. Vi fik hver især en tandemmaster fra JGK og skulle derefter hoppe om bord på flyet. Spændingen steg allerede en smule nede på jorden, da seletøjet var kommet på, og man kunne mærke, at det var ved at være tid. Da flyet så var nået op i en højde af fire kilometer, blev der gjort tegn til, at der var seks minutter til udspring (exit), og til at vi skulle hoppe ud. Spændingen steg lige en tand mere, og den var på sit allerhøjeste, da rampen åbnede, og vi stille og roligt gik hen mod enden. Så kom der et ordentligt sus i maven, da det frie fald startede. 50 sekunder faldt vi, inden skærmen blev trukket. Det hele virkede heldigvis, og turen sluttede med to meget glade og taknemmelige journalister tilbage på jorden.


MIKAEL FANGEL

Fun facts om firmagear Lockheed Martin C-130J-30 Hercules Hercules er et transportfly, som er meget manøvredygtigt på trods af sin størrelse og kan lande på selv korte og improviserede landingsbaner (strande, landeveje osv.). C-130J-30 Hercules er en forlænget udgave, der er forlænget med ca. 5 meter i forhold til standardmodellen. En C-130J-30 er desuden velegnet til at flyve i trusselsområder, da det har sikkerhedsudstyr mod varmesøgende og radarstyrede våbensystemer. Flyet har desuden mulighed for at flyve helt mørklagt og lande på mørklagte landingspladser. Her kræves der brug af natkikkert. Antal i DK: 4 stk. Type: Taktisk mellemtungt transportfly Besætning: 3-4 mand Marchhastighed: 592 km/t Tophastighed: 660 km/t Aktionsradius: 5.900km med 14 ton gods Nyttelast: 18 ton eller 128 soldater eller 92 faldskærmssoldater

SOLDATEN NR. 9 • 2013 29


Kvinde i det danske forsvar Alle kvinder får i dag et brev fra forsvaret, når de fylder 18 år. I brevet får man informationer om mulighederne inden for forsvaret og om Forsvarets Dag. Der har ikke altid været kvinder i forsvaret. For ikke mange år tilbage kunne kvinder slet ikke søge ind, for det var udelukkende et mandeerhverv. De danske kvinder måtte først søge ind i forsvaret i 1962, altså for kun 41 år siden. De første kvinder i forsvaret var konstabel- og befalingsmandselever. Først i 1974 begyndte de første kvinder på officersskolerne. Først fra midten af 1988 blev det muligt for kvinder at blive kampsoldater. Dog kunne kvinderne først blive jagerpiloter i flyvevåbnet i 1992. Hej, mit navn er Ida. Jeg går i niende klasse på Karise Skole. I uge 39 var jeg i praktik på magasinet SOLDATEN. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvordan det er at være kvinde i en mandeverden – i forsvaret. Torsdag den 26. september kørte vi til Sønderborg for at mødes med Pernille Vagner Dietz. Pernille er under uddannelse som sergentelev på GSU. Hun ville gerne fortælle lidt om sin egen uddannelse og om, hvordan hun mener, det er at være kvinde i det danske forsvar. Pernille er 21 år gammel og bor i Århus. Hun var værnepligtig på Aalborg kaserne fra februar til juni i år.

Hvad fik dig til at starte som værnepligtig? Jeg synes, at det lød spændende, og jeg syntes, det var fedt med alt det fysiske ind over, og for at prøve noget helt andet af – lidt af en anden verden.

Hvor lang tid har du vidst, at du ville i forsvaret? Nok et par år inden jeg startede derinde, tror jeg.

Hvor hurtigt vidste du, at du ville videre søge videre derinde? Allerede inden for den første uge, da de spurgte om, hvem der overvejede at søge videre som sergenter, og så rakte jeg hånden op. Efter det begyndte jeg at overveje det mere og mere, og til sidst besluttede jeg mig for at prøve det af.

Hvorfor valgte du at blive sergentelev i stedet for f. eks at blive konstabel? Jeg havde faktisk søgt ind på både HRU og GSU, men hvis så man kom ind på GSU, så ville HRU blive valgt fra, men hvis ikke jeg var kommet herind, så ville jeg formentlig også have været konstabel i stedet. Men jeg

I januar 2013 blev der lavet en statistik, som viste, at kun 6,5 % af de 21.346 ansatte under FKO’s myndigheds område er kvinder (i alt 1.066 kvinder), hvorimod værnepligtige kvinder fylder en del mere. De udgør nemlig 17,9 % (879 kvinder ud af 4.901 værnepligtige). Antal kvinder i forsvaret, fordelt i de forskellige værn:

FLV 518 FLV 8,8 %

SVN 223 SVN 7,1 %

30 SOLDATEN NR. 9 • 2013

HRN 325 HRN 5,5 %

FSV 1066 FSV 6,5 %

tror faktisk også, at det her er mere mig, altså det med at skulle føre og lede og træffe beslutninger og undervise andre.

Hvad laver man som sergentelev? Vi har både en masse før-dage, hvor vi lærer at føre en gruppe i krig, hvor der så bliver sat nogle skiver op ude i terrænet, og så lærer vi sådan alt det, vi også lærte i værnepligten, trække i stilling, nedkæmpe og stillingskifte. Så skiftes vi også til at være gruppefører og give kommandoer og så videre, og så har vi også nogle 5-punkts-befalinger, og så har vi også rigtig meget med sådan noget elev som instruktør ESI, hvor vi lærer at undervise hinanden i alle sådan nogle fag, som vi også underviser i i værnepligten. Og så er der jo alt sådan noget med krigens love og sådan noget, alt det basis.

Føler du, at det er lettere eller hårdere som kvinde i forsvaret, end det er at være mænd, både fysisk og psykisk? Jeg tror ikke, det er lettere fysisk. Det er sværere fysisk, også fordi at herinde på GSU har de samme krav fysisk for både kvinder og mænd. Så ja, det er da sværere, når vi for eksempel skal lave storm ude i terrænet og skal sprinte. Så kan man godt mærke, at man bliver lidt mere presset end drengene, men psykisk tror jeg ikke,


IDA BERG

at det er sværere. I forhold til værnepligten er folk sådan mere modne hernede, folk opfører sig pænere her og er gode til at få alle med, selvom vi piger jo bor på en anden stue.

Hvordan har du det med at være kvinde i forsvaret? Det er udmærket, jeg synes ikke rigtigt, at jeg tænker over det, altså sådan at være pigen i gruppen. Det er der, det er fedest, når man også kan mærke på drengene, at de ikke taler anderledes til en selv, end de gør til hinanden. De lægger ikke låg på, bare fordi der er en pige omkring dem.

Får du nogen stikkende kommentarer af dine mandelige kollegaer? Nej, overhovedet ikke, jeg tror nærmere, at de tager mere hensyn til, at de ikke kommer til at sige et eller andet, som sådan støder os piger.

Hvordan er det at have et ’’mandearbejde’’ i hverdagene og være kvinde i weekenderne? Det synes jeg var rigtig svært i starten. Det var rigtig svært at gå fra at være en af drengene og soldat i hverdagene, og så komme hjem og være pige igen, altså være kærester med min kæreste og veninder med mine veninder igen. Men det har jeg vænnet mig til nu. Det er blevet mere naturligt at skulle være sig selv på både skolen og derhjemme – i starten prø-

vede man nok at være lidt mere hård, end man egentlig er.

Hvordan har du det med tanken om udsendelse? Det har jeg det sådan set lidt blandet med. Det kommer nok meget an på, hvilken mission det er. Det er noget, jeg tager stilling til, hvis det sker – de kommer jo ikke til at bruge så mange sergenter videre til HRU, både nationalt og internationalt, så hvis de kommer til at mangle nogen, så spørger de jo kun de bedste, men hvis de spørger mig, så vil jeg tage stilling til det. Det afhænger af missionen. Jeg har for eksempel ikke lyst til at komme ned som et af de første hold i Syrien, men jeg er da begyndt at kunne lide tanken om udsendelse mere og mere.

Hvordan har du det med tanken om at skulle føre en gruppe i en krigszone? Det er lidt svært. Egentlig havde jeg søgt til Aalborg, fordi de har sanitet og logistik, men da jeg kom her til sergentskolen, fik jeg at vide, at jeg skulle til Holstebro. Det havde jeg lidt blandede følelser omkring. Det er altid et stort ansvar at føre og lede en gruppe, men især som gruppefører for infanterister. I virkeligheden er det jo også et stort ansvar i sanitet, men som infanteri er der lidt mere ’gang i den’, altså at man skal ud, hvor der er større risiko for at løbe

ind i fjenden. Jeg endte alligevel med at skulle til Aalborg, hvilket jeg er glad for – men generelt synes jeg da, at vi får givet nogle gode redskaber til det hernede, og jeg føler, at vi bliver dygtige til det. Så for at svare på spørgsmålet har jeg det egentlig fint nok med det.

Hvordan tror du, at du bliver som sergent? Bliver du streng? Jeg tror, det er rigtigt, at man skal køre den lidt stramt i starten, og så kan man altid løsne op. De skal lige lære den der ’kæft, trit og retning’. De skal have det der kulturchok i starten, så de lærer, at der er disciplin her, og at de skal høre efter og gøre, som der bliver sagt. Men jeg kommer ikke til at være en anden end mig selv eller påtage mig et ansigt som nogle gør.

Har du tænkt dig at gøre karriere inden for forsvaret, eller har du andre fremtidsplaner? Jeg ved ikke, om jeg kommer til at blive herinde. Det må tiden vise. Jeg ville ikke bryde mig om det der liv med at være væk fra mandag-fredag og blive udsendt, når jeg engang skal have børn. Lige nu synes jeg, at det her er fedt, men jeg tror måske, at jeg skal på politiskolen, hvis jeg engang stopper i forsvaret.

SOLDATEN NR. 9 • 2013 31


SOLDATEN | 9. Udgave | 2013  

Følg Telegrafregimentet på deres patruljeøvelse og hør om hvordan det er, at være MP'er.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you