STINE GODSK
Min plejemor spørger tit, hvad jeg vil gøre, når jeg bliver gammel, og jeg svarer bare, at hvis min eneste bekymring er, om mine tatoveringer er grimme, så har jeg det godt.
Er du blevet inspireret af, at så mange andre har fået lavet tatoveringer i forbindelse med deres soldatertid? Jeg har mange ideer, og jeg lader mig inspirere af mange ting. Det kan være en film eller en cykeltur. Så det er ikke kun det, jeg ser og oplever inden for soldaterverdenen. Svalerne for eksempel fik jeg inspiration til fra Morten Breum, som har svaler på armen, og Nik eller Jay, som også har dem.
Hvorfor tror du, det er så populært blandt soldater? Jeg tror, det er soldaters måde at komme ud med det, de ikke har lyst til at sige til psykologen. Hvis jeg møder Krølle (en af Mikkels kollegaer, red.), så kan jeg se på hans tatoveringer, at han har været udsendt, uden at han behøver at fortælle mig det. Det er en måde at komme af med noget på. For eksempel er der mange, der får lavet tatoveringer til ære for nogle af deres faldne venner.
Hvis de betyder noget personligt, hvorfor så vise dem frem for hele verden? Det kan være, det kan inspirere andre til at få det lavet også.
Det bryder lidt et tabu at få lavet noget, man ikke kan tage af igen. Smykker kan du jo købe og tage af igen. Det er kunsten i at få dem lavet, og så er de er jo ikke mere personlige, end at jeg tør fortælle om dem. Lige som andre soldater har fået dem lavet til at bearbejde deres oplevelser på, så er det her min måde at bearbejde mine forældre på. Og tatoveringerne kom jo før rockerne.
Er det ikke bare en form for blær, som siger ”se mig, jeg er soldat”? Det tror jeg, det er for nogen. Det er for anerkendelsen. Men det er for eksempel kun dem, jeg var udsendt med, der ved, at jeg fik lavet Dannebrog, fordi jeg har været udsendt. Et dogtag ved alle jo er et soldatertegn. Jeg vil gerne anerkendes af andre soldater. Ikke nødvendigvis af civile. Jeg har et eksempel på en eks-soldat, som har fået lavet nogle tatoveringer, efter han var stoppet i forsvaret, og det synes jeg ikke er i orden. Det giver ikke respekt og anerkendelse.
Er det en form for CV, som bliver udvidet, jo flere erfaringer eller udsendelser man har? Det kan man jo godt sige, men så er det mere et CV over mit liv. Jeg ved, det bliver udvidet, men jeg har lovet min plejemor, at det ikke bliver op ad halsen og ud over håndleddet. Det
skal være harmonisk at se på, ellers kan jeg ikke selv holde det ud.
Er det først i orden at få dem lavet, når man har været udsendt? Alle udsendelser har et navn, min hed Fenriscoy, og jeg ved, at rigtig mange får lavet en tatovering af Fenrisulven, når de kommer hjem. Det er en uskreven regel, at du ikke skal gøre dig smartere, end du er, og en tatovering kan ikke trækkes tilbage, så man skal lige have gennemført for eksempel en udsendelse, før man får lavet en tatovering på det. Du får jo heller ikke lavet delfinen, med mindre du er blevet uddannet frømand.
Skal du have lavet flere? Ja, det skal jeg jo nok. Lige nu går jeg med tanker om at få lavet en nutidssoldat ned ad ribbenene – altså en soldat med hele udstyret på, men det vil min kammerat også, så det tror jeg ikke, jeg får lavet. I Band of Brothers bliver der til sidst sagt af en tysk general til hans folk, at det har været en ære at tjene sammen med dem, og at han håber, de må få et langt liv. Han siger det så på tysk, men jeg tror, jeg vil have skrevet det på engelsk. Men jeg skal ud og opleve noget mere, inden jeg får det lavet, og finde ud af, hvordan det kan flettes ind.
SOLDATEN NR. 1 • 2014 27