Page 1

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Nr. 1 / 2014

TEMA

Konkurrencestaten,

den moderne velfĂŚrdsstat?


Indholdsfortegnelse

Tidsskrift for Socialpolitisk Forening

Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer og abonnenter Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) Se øvrige bagest i bladet. Dette nummer er redigeret af: Peter Bundesen og Preben Etwil Redaktionssekretær: Anna Diana Møller ISSN 0905-8176 ISSN 2245-8905 (online) Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st. 1401 København K Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15) www.socialpolitisk-forening.dk post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: 8401 1107640

Konkurrencestaten, den moderne velfærdsstat? TEMA

Peter Bundesen og Preben Etwil: Konkurrencestaten, den moderne velfærdsstat?.. . . . . . . 3 Ove K. Pedersen: Velfærdsstaten, og dens udvikling til Konkurrencestat.. . 7 Jørgen Goul Andersen: Ikke økonomisk pres på velfærdsstaten i Danmark. . . . 12 Per H. Jensen: Konkurrencestaten: Hvad er effekterne for medborgerskabet og beskæftigelsen?.. . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Søren Juul: Er konkurrencestaten en velfærdsstat?.. . . . . . . . . . . . . . . . 25 Klumme Pil Berner Strandgaard: Det delte Danmarkskort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Lokalforeninger Aktuelle lokale aktiviteter.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Landsforeningen Indkaldelse til generalforsamling i Socialpolitisk Forening.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Internationalt Konference om Menneskerettigheder, Medborgerskab, Radikalisering og Working poor. . . . . 34

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS


3

Konkurrencestaten, den moderne velfærdsstat? Af Peter Bundesen og Preben Etwil

Når vi i Social Politik bruger et helt temanummer på Ove K. Pedersens konkurrencestatsforståelse, er det ikke mindst, fordi han med denne har opnået noget i den politiske offentlighed, som andre samfundsforskere kun kan drømme om. Man kan i dag næsten ikke åbne en avis uden at støde på begrebet. Det er trængt ind i hverdagssproget som forståelse af, hvad der sker på den politiske scene. Begrebet bruges på den side i den politiske offentlighed som et skræmmebillede, som skal forklare, hvorfor man indfører tests i børnehaver, hvorfor gymnasieelever er psykisk pressede, og hvorfor alle folkeslag befinder sig i et fælles ræs mod bunden. På den anden side fremhæver finansministeren konkurrencestaten som vejen til et bedre samfund. Ud over at begrebet i den politiske offentlighed fungerer som et tag selv-bord, som man tilsyneladende kan forklare hvad som helst ud fra, så er der også tale om tilbagevenden til en af de »store fortællinger«, som ellers blev erklæret døde for et par årtier siden. I Social Politiks redaktion mener vi imidlertid, at OKP’s konkurrencestatsforståelse fagligt set fortjener en bedre skæbne end at blive brugt som standardforklaring på alskens fænomener i det sociale liv. Den fortjener også en faglig diskussion af sit bidrag til forståelsen af velfærdsstatens udvikling og af, hvor socialpolitikken er på vej hen. Det er det, som vi vil forsøge med dette temanummer, hvor vi stiller spørgsmålet: Konkurrencestaten, den moderne velfærdsstat? Og prøver at belyse det gennem de bragte artikler. Imidlertid bør man skelne mellem, hvordan begrebet optræder i den politiske offentlighed, og hvordan OKP selv bruger det. I offentlighedens overtagelse af begrebet ligger en udtalt brudforestilling i forhold til den hidtidige velfærdsstat, som faktisk ikke findes i hans fremstilling i bogen »Konkurrencestaten« fra 2011, også selvom han her kan have en vis forkærlighed for journalistiske stramninger. Ifølge bogen udgør konkurrencestaten ikke et brud i forhold til velfærdsstaten. OKP pointerer her gang på gang, at der meget mere er tale om »forskydninger« fra velfærdsstat til konkurrencestat, hvorfor mange af velfærdsstatens institutionelle logikker fortsat gør sig gældende. Man kan måske sige, at OKP bruger de to begreber som rendyrkede weberske idealtyper, og derfor er hans opfattelse af den aktuelle udvikling, at der er sket forskydninger fra


4 velfærdsstatsidealtypen mod konkurrencestatsidealtypen. I denne optik bliver hans fremstilling meget mindre kontroversiel og banebrydende, end den fremstår i store dele af den politiske offentlighed. Hans opfattelse bliver bredt formuleret, at den traditionelle velfærdsstat er kommet ind i en krise, hvorfor nogle bestemte forandringsideer har vundet større genklang. Det har betydet en ændring i de fremherskende forestillinger, hvilket igen har ændret forventningerne til, hvordan vi bør opføre os i bestemte sociale sammenhænge. Det har til sidst betydet en ændring i en række samfundsmæssige organisationer. En sådan bred forandringsforståelse er der nok ikke mange, der vil protestere voldsomt imod. OKP mener endog, at det slet ikke er sikkert, at konkurrencestaten kan indløse sine løfter om at være en effektiv løsning på den velfærdsstatslige krise. Dog er han meget fast på, at krisen skyldes, at velfærdsstaten har nået sin økonomiske grænse. Således skriver han på s. 13 i bogen, at efterkrigstidens velfærdsstat har vist sig umulig at finansiere. Denne opfattelse gentages på s. 22. Forskydningerne mod konkurrencestaten ses som et resultat af ide- og interessekampe, som sker på baggrund af denne krise, og hvor dens fortalere giver løfter om en større effektivitet, er det ifølge OKP på ingen måde givet, at den også kan indløse dette løfte. Således anfører han på s. 276, at »ingen på nuværende tidspunkt kan overskue« konkurrencestatens kapacitet og konsekvenser. Han kan kun acceptere, at den »er kommet for at blive«. De konkret indtrufne forskydninger bliver således ikke begrundet med en funktionel nødvendighed. Den er kun en begrundelse for, at der måtte ske ændringer, idet velfærdsstaten ikke længere kunne finansiere sig selv. Efter den foregående omtale af velfærdsstat og konkurrencestat er det efterhånden påkrævet at få redegjort for, hvad OKP mere præcist forstår ved de to begreber. Egentlig opererer han med en historisk og begrebsmæssig tretrinsraket: retsstat – velfærdsstat – konkurrencestat. Imidlertid vil vi her undlade at omtale det første trin, retsstaten. Velfærdstaten opstod i perioden efter Anden Verdenskrig, mens konkurrencestaten er udviklet fra begyndelsen af 1990’erne. OKP opstiller på s. 170 følgende skema, som kan bruges til at vise forskellen i den politiske kultur mellem de to statstyper.

Velfærdsstat Subjekt

Konkurrencestat

Person (uerstattelig)

Person (egennyttig)

Dannelse til tilværelsesoplysning

Uddannelse til tilskyndelser

Fællesskab

Demokrati (ved deltagelse)

Sammenhængskraft (ved arbejde)

Ret

Lige mulighed (til oplysning)

Lige mulighed (til arbejde)

Styremiddel


5 Et centralt greb hos OKP i redegørelsen for forskellen mellem de to statstyper er hans pointering af, at der ligger forskellige menneskesyn til grund for de to statsforståelser, og at man gennem uddannelsessystemet har forsøgt og forsøger at danne borgerne herefter. I velfærdsstaten ville man skabe »harmoniske, lykkelige og gode« (s. 78) eksistentielle mennesker, mens man i konkurrencestaten vil skabe den opportunistiske og rationelle personlighed (som i høj grad svarer til en homo økonomicus). OKP betragter derfor velfærdsstaten som grundlæggende et politisk kulturelt projekt, hvor kulturen var baseret på en eksistentiel opfattelse af fremtidens menneske (s. 15). Det var derfor også en del af velfærdstatens krise, at de politiske bestræbelser på at danne det eksistentielle menneske slog fejl, idet pædagogikken ikke kunne vække denne personlighed (s. 186). Dette fokus på personlighedens dannelse betyder, at OKP ser ændringer i skolevæsnets almendannelse som helt centrale for udviklingen af konkurrencestaten. Det er dog et spørgsmål, hvor godt det lykkes for OKP at få lagt en demarkationslinje mellem velfærdsstaten og konkurrencestaten, når vi ser på det socialpolitiske område. På s. 280 skriver han fx: »mens velfærdsstaten havde til opgave at skabe lighed mellem landets borgere, har konkurrencestaten (…) at udnytte den enkeltes arbejdsressource.« Men hvis vi ser på en af kronjuvelerne i velfærdsstatens socialpolitik, Revalideringsloven fra 1960, så havde den også til formål, at staten skulle sikre en udnyttelse af den enkeltes arbejdsressource. I Socialministeriets cirkulære vedrørende loven hed det således: »Loven må ses som udtryk for det socialpolitiske synspunkt, hvorefter det må være samfundets (læs: statens) opgave at sigte på, at personer, der ikke ved egen hjælp kan løse deres erhvervsmæssige problemer, så vidt muligt tilbageføres til en normaltilværelse, herunder i erhvervsmæssig henseende.« Her er det ganske klart, at formålet med velfærdsstaten ikke blot er passivt at sikre den, der har problemer med sin arbejdsmarkedstilknytning, men at arbejde aktivt for en udnyttelse af den enkeltes arbejdsressourcer. Et tilsvarende synspunkt genfandt man efterfølgende i halvfjerdsernes socialreforms to første målsætninger om forebyggelse og revalidering. Der, hvor der er sket en afgørende forskydning, er i forhold til socialreformens tredje målsætning om, at staten skal sikre tryghed gennem overførselsindkomster for borgerne, der har problemer med deres arbejdsmarkedstilknytning. Her er tryghedsprincippet forladt til fordel for et incitamentssystem, der skal presse de arbejdsløse til selvforsørgelse. De nuværende rehabiliteringsbestræbelser inden for fleksjob- og førtidspensionslovgivningen kan, hvad angår ydelsesniveau, ses


6 som en discountudgave af revalideringslovgivningen, der mere og mere fravælges i kommunerne. Dette fortsatte fokus på, at den enkelte ikke må få for meget i overførselsindkomst, når han er uden beskæftigelse stemmer helt overens med OKP’s tese om, at der i den politiske kultur er sket en ændring i menneskesynet. Derimod har princippet om, at man bør forsørge sig selv, været en grundnorm både i det OKP kalder velfærdsstat og konkurrencestat og ligeledes, at det er statens opgave at medvirke til at dette sker. Velfærdsstaten havde ikke blot til »formål at sikre den enkelte borger eller families livsindkomst i situationer, hvor indkomstgrundlaget forsvandt eller blev usikkert (arbejdsløshed)« (s. 71). Derimod kan man kun tilslutte sig OKP’s påpegning af, at staten i dag viser en større vilje til at sortere i og bortsortere blandt de mennesker/personer, som er uden beskæftigelse, og i højere grad indrette ydelserne efter de formodede muligheder for fremtidig arbejdsmarkedstilknytning (s. 284). Imidlertid kan man også her sætte spørgsmålstegn ved om konkurrencestaten kan indløse sine løfter om, at det vil øge beskæftigelsens omfang. Ove K. Pedersen indleder med en kort karakteristik af velfærdsstaten og baggrunden for dens opkomst. Begyndende med sammenbruddet i de internationale økonomiske aftaler i 1970’erne, kom velfærdsstaten i krise, hvorfor der efterfølgende påbegyndtes en overgang fra velfærdsstat til konkurrencestat. Velfærdstatens efterspørgselspolitik blev afløst af en strukturpolitik, hvis formål er at mobilisere de potentielle produktionsfaktorer. Jørgen Goul Andersen undersøger den danske velfærdsstats økonomiske grundlag. Hans hovedpointe er, at der ikke har været og er afgørende finansieringsvanskeligheder. Ganske vist er der demografiske udfordringer; men de er mindre i Danmark end i de lande vi sammenligner os med. Samtidig er det danske pensionssystem indrettet på en sådan måde, at de nærmest er en pengemaskine for staten. Per H. Jensen behandler hvordan konkurrencestaten påvirker velfærdsstatens brugere og stiller spørgsmålstegn ved om konkurrencestatens fortalere også kan indløse deres løfter om, konkurrencestaten kan øge beskæftigelsen. Spørgsmålet belyses ud fra et eksempel, hvori det undersøges om mere aktivering og uddannelse til arbejdstagerne vil stimulere beskæftigelsen. Søren Juul behandler konkurrencestatens ideologiske grundlag og det menneskesyn, som gennemsyrer den. Herudfra argumenterer han for at konkurrencestaten skal ses som et neoliberalt angreb på velfærdsstaten, og som truer de værdier, som denne er forankret i.


7

Velfærdsstaten, og dens udvikling til Konkurrencestat Af Ove K. Pedersen

Indledning Begrebet velfærdstat er omtvistet. Inden for den samfundsvidenskabelige forskning er der flere definitioner, ligesom der skelnes mellem forskellige typer. Alle typer er dog karakteriseret ved at blive udbygget efter 2. verdenskrig og med udgangspunkt i det såkaldte Bretton Woods system. Systemet blev aftalt mellem 44 allierede stater i 1944 og gav de nationale stater suverænitet til at beskytte deres hjemmemarkeder ved hjælp af devalueringer, told, afgifter og andet. Det grundlagde også betingelserne for, at virksomheder kunne konkurrere over de nationale grænser og skabte som sådan forudsætningerne for en international økonomi, der ved Den Kolde Krigs udbrud i 1948 blev delt op i to regionale økonomier – COMECON (Council for Mutual Economic Assistance) under Sovjetunionens ledelse, og det vestlige samarbejde inden for OECD (Organization for Economic Co-operation and Development). Den fysiske og økonomiske genopbygning af Europa efter 2. verdenskrig var på mange måder til forudsætning for de nationale velfærdsstater. Det samme var frygten for en gentagelse af den internationale krise fra 1929 og den efterfølgende polarisering mellem de politiske yderfløje, der var blandt årsagerne til krigen. Også den kolde krigs konkurrence mellem de to verdensmagter havde indflydelse. Politisk set var velfærdsstaterne begrundet i erfaringerne fra 1930-40’erne, men udviklet inden for rammerne af de nationalstater, der blev resultatet af 2. verdenskrig. De var tænkt som forsøg på at undgå en gentagelse af de to verdenskrige, men også som led i at øge sammenhængskraften i de vestlige lande under den kolde krig. Genopbygningen skete ved hjælp af økonomisk bistand fra USA, (Marshall Planen), og på grundlag af ny amerikansk teknologi, og førte fra 1950’erne til over gennemsnitlige høje vækstrater i de fleste vestlige lande. De tredive år fra 1945 til 1975 er blevet karakteriseret som »de gloriøse år«, fordi den økonomiske vækst blev kombineret med en tilbagevenden til fuld beskæftigelse, en kraftig forøgelse i de nationale fertilitetsrater (baby-boom) og en omlægning af de nationale økonomier til efterspørgsel af forbrugervarer. Økonomisk set blev velfærds-

Velfærdsstats­ begrebet opstår i kølvandet af Den Kolde Krig

Velfærdsstaterne er begrundet i ­erfaringen fra 1930’ – 40’erne

De gloriøse ­velfærdsår


8 staterne skabt på grundlag af den økonomiske vækst. Nye progressive skattesystemer gav mulighed for at overføre økonomisk vækst til vækst i det offentlige forbrug, ligesom USA’s sikkerhedspolitiske garantier (via NATO), gav de vestlige lande mulighed for at omlægge det offentlige forbrug fra militæroprustning til samfundsudvikling. I Danmark varede den økonomiske højkonjunktur fra 1958 til 1973.

Bred konsensus bag den danske velfærdsstat, der bygger på lige­ værd, lige mulig­ heder og økono­ misk lighed

Bred demokrati­ organisering

Den danske velfærdsstat En af de fire typer af velfærdsstater er den nordiske, herunder Danmark. Oprindelsen til den danske velfærdsstat kan findes tilbage til 1860’erne; men det er først efter 1948, at den egentlige opbygning begyndte. Bag den stod en politisk koalition mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Partiet Venstre og Det Konservative Folkeparti stemte for flere velfærdsordninger, herunder skolepolitikken. Også fra fagbevægelse og arbejdsgivere blev der givet støtte. LO (Landsorganisationen Danmark) og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) blev således inddraget i offentlige kommissioner, der planlagde velfærdsstatens opbygning, og i råd og nævn, hvor de efterfølgende forhandlede velfærdsstatens organisering. Den politiske opbakning bag velfærdsstaten var derfor ganske bred og førte til, at den blev karakteriseret ved hele tre forestillinger om lighed. Den første var alles , dvs. at alle uanset formue, køn, religion, evner og bosted regnes som »menneske først«. Forestillingen blev lagt til grund for velfærdsstatens kultur- og uddannelsespolitik og for projektet om samfundets demokratisering, blandt andet udmøntet i etablering af det kommunale selvstyre. Den anden forestilling var alles , dvs. at alle uanset objektive forskelle, skulle have samme adgang til velfærdsstatens institutioner. Forestillingen blev lagt til grund for skattefinansiering af undervisning, sundhed og anden velfærdsservice, som dernæst blev stillet »gratis« til rådighed for den enkelte. Den tredje var økonomisk lighed, dvs. at forskelle i formue og indkomst skulle minimeres gennem et progressivt skattesystem, ligesom ved hjælp af et dagpengesystem, der kompenserede den enkelte i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom og ved alderdom. De tre forestillinger lagde grunden til hvordan den danske velfærdsstat blev styret, organiseret og hvilke opgaver den blev pålagt indebar en demokratisering af lokalpolitik gennem direkte valg til kommunalbestyrelser; inddragelse af de kollektive organisationer i den politiske beslutningsproces; og åbningen af forvaltningen for indsigt og deltagelse for den enkelte borger førte til at velfærdsopgaver blev decentraliseret til de nydannede kommuner og amter, og at de faglige medarbejdere (herunder lærere) fik indflydelse på definitionen af kvalitet i udførelsen af velfærdsopgaver blev karakteriseret ved et projekt for dannelse af den enkelte borger til deltagende i et levende demokrati; et projekt for


9 bedre uddannelse og forøgelse af middellevetiden; og et projekt for udligning af klasseskel. Ved at sammenligne tiden lige efter 2. verdenskrig med 1980’erne er konklusionen entydig. Den danske velfærdsstat voksede hurtigt og udgjorde i 1971 omkring 40 % af BNP og var således allerede på det tidspunkt – relativt set – blandt de største i verden. Den var også blandt de mest succesrige. Uligheden faldt betydeligt, middellevetiden voksede og uddannelsesniveauet steg.

Velfærdsstatens krise Det var især sammenbruddet i Bretton Woods systemet i 1970’erne, der indvarslede overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat. I 1971 sprang USA fra aftalen fra 1944 og åbnede for en valutakonkurrence mellem de vestlige lande. Det betød, at den internationale økonomi kom i krise, som strakte sig fra midten af 1970’erne til begyndelsen af 1990’erne. Som en af de mest åbne økonomier i verden, blev også Danmark ramt. Vækstraterne faldt, den økonomiske samhandel også. Arbejdsløsheden tog til, skattegrundlaget for velfærdsstaten blev mindre og udgifterne større, bytteforholdet og betalingsbalancen til udlandet blev forværret og i stigende grad måtte velfærdsstaten finansieres ved gældssætning. Udlandsgælden steg fra 5 % af BNP i 1965 til næsten 40 % i 1993. Samtidig begyndte det politiske Danmark at ændres. Ved »jordskredsvalget« 1973 kom der i alt 10 partier ind i Folketinget, 44 % af vælgerne skiftede parti og en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet. Det var det største stemmeskred nogensinde i dansk politisk historie, og især partierne Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne vandt opbakning på en kritik af skattetrykket og den offentlige sektors udbygning. Socialdemokratiet sad i flere omgange på regeringsmagten i 1970’erne og gjorde talrige forsøg på at styre omkostningsudviklingen ved at opfordre fagbevægelsen til at kontrollere lønudviklingen gennem indkomstpolitik, ligesom at etablere et stabilt regeringsflertal for ændringer i finans- og pengepolitikken, herunder for reformer af den offentlige sektor. I 1982 måtte den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen i 1982 overgive regeringsmagten til Det Konservative Folkeparti og i løbet af 1980’erne brød koalitionen med Det Radikale Venstre sammen. Efter regeringsovertagelsen startede regeringen under Poul Schlüter et centralistisk økonomistyringssystem, som senere blev videreført og udviklet under Socialdemokratiske regeringer i 1990’erne og efterfølgende. I 1987 underskrev fagbevægelsen en Fælleserklæring med den konservativt ledede regering og påtog sig dermed et ansvar for at styre den samlede lønudvikling. Alligevel voksede den offentlige sektor gennem krisen og udgjorde i 1994 lidt over 60 % af BNP. Samtidig steg antallet af offentligt ansatte fra omkring 600.000 i 1976 til lidt over

Velfærdsstatens tilbageslag

Det politiske land­ skab blev ændret


10 800.000 i 1994. Ved udgangen af krisen var den danske velfærdsstat den største eller næstestørste i verden. Det samme var beskatningsgraden. Alligevel var Danmark nu blandt de rigeste lande i verden.

Indvarsling af ­konkurrencestaten betinget af glo­ balisering og finansierings­ vanskeligheder

Succesfuld ­reformering af vel­ færdsstaten efter årtusindeskiftet

Overgang til konkurrencestat Overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat blev indvarslet af to grunde. Dannelsen af en verdensøkonomi fra 1990 til dags dato og velfærdsstaternes finansieringskrise i 1970’erne. Især krisen ændrede grundlaget for velfærdsstaten. Økonomisk var der allerede i 1990’erne en udbredt viden om, at velfærdsstaten ikke kunne finansieres med de lavere vækstrater, der indtrådte efter krisen i 1970’erne, ligesom mulighederne for gældsfinansiering forsvandt i tråd med deregulering af finansmarkederne. Politisk var der også skabt usikkerhed om befolkningens opbakning bag det øgede skattetryk, ligesom de politiske partier måtte kalkulere med, at vælgerne ikke mere stemte efter klassetilhør. ­I den forbindelse blev velfærdsstatens opgaver, styring og organisation ændret. Hvor velfærdsstaterne kunne føre efterspørgselspolitik og ved hjælp af et progressivt skattesystem omfordele fra højere til lavere indkomster, begyndte konkurrencestaten at føre strukturpolitik, og at mobilisere de potentielle produktionsfaktorer med det formål at mindske de fremtidige offentlige udgifter og øge den private sektors konkurrenceevne. Der skete en forskydning fra, at staten påvirkede den kortsigtede efterspørgsel, til at den begyndte at mobilisere det langsigtede udbud af arbejdskraft og kapital. I stedet for at påvirke omkostningerne gennem løn- og indkomstpolitik, begyndte de nationale økonomier at konkurrere på deres evner til at udnytte de potentielle produktionsfaktorer (herunder den eksisterende arbejdskraft), dvs. at beskæftige og uddanne flest mulige, og i øvrigt at fremme investeringer i teknologi og infrastruktur. Finansieringen blev også lagt om fra et progressivt skattesystem til oprettelse af stadig flere systemer for afgifter og gebyrer. Ligeså blev adgangen til service differentieret efter social indkomst og i nogle tilfælde baseret på brugerbetaling. Oveni blev styringen af den offentlige sektor centraliseret. Regeringen fik ansvar for at indtægter og udgifter fandt balance; Finansministeriet blev pålagt at kontrollere den offentlige økonomi; langsomt mistede kommunerne en del af deres selvstyre amterne blev nedlagt; de faglige medarbejdere tabte indflydelse, ligesom borgernes ret til sociale ydelser blev omlagt. De offentlige organisationer (skoler, sygehuse, m.v.) blev alle underlagt økonomiske rammer og resultatkrav; og der blev udpeget offentlige ledere med ledelsesrum til at gennemføre løbende omorganiseringer. Ved at sammenligne tiden under krisen i 1970-80’erne med tiden efter årtusindeskiftet er konklusionen også entydig. Reformeringen af den danske velfærdsstat er en af de mest


11 succesrige. Den offentlige sektor er blevet effektiviseret, produktiviteten er forøget, den økonomiske lighed er opretholdt, kvaliteten af velfærdsydelser er forbedret, middellevetiden er forøget, og der er igen skabt en bred politisk opbakning i befolkningen bag en høj beskatningsrate. Danmark er stadig blandt de rigeste lande i verden; sammen med Sverige er Danmark også det indkomstmæssigt mest lige land i verden. Ove K. Pedersen er professor ved CBS, København, Department of business og Politics.


12

Ikke økonomisk pres på velfærdsstaten i Danmark Af Jørgen Goul Andersen

Tilskyndelse til ­tidlig tilbage­ trækning var en dårlig idé

Aldring af befolkningen i Europa

Pisk og gulerod i reformprocessen

Aldring er ikke et problem i Norden

»Growth to limits« hed et storværk fra 1980’erne om europæiske velfærdsstaters udvikling (Flora, 1986). Titlen henviste til velfærdens stadige vækst. På samme tid var væksten dog ved at møde grænser, og i 1990’erne blev det mere almindeligt at skrive om nedskæringer og permanent sparepolitik (Pierson, 1998). Det sidste var dog en overdrivelse. Men på ét punkt blev der slået bak. Mange EU-lande havde bekæmpet ledigheden – især ungdomsarbejdsløsheden – ved at tilskynde til tidlig tilbagetrækning eller ved ligefrem at sænke pensionsalderen. Det viste sig at være en dårlig ide. Der kom færre unge ind, end der røg ældre ud – og det var svært at hæve tilbagetrækningsalderen igen, når folk først havde vænnet sig til det. Så resultatet var et fald i arbejdsstyrken. Samtidig blev det klart (World Bank, 1994), at man stod over for større demografiske ændringer end ventet. Fødselstallet havde lagt sig fast på et lavt niveau, og samtidig begyndte restlevetiden for 60-årige at stige hurtigt. Kontrasten mellem Europa og USA blev markant: I Europa var andelen af beskæftigede faldende – i USA var den stigende. Ydermere kunne Europa se frem til en voldsom aldring af befolkningen, mens dette var behersket i USA. Derfor har Europa været igennem 20 års reformer for at øge arbejdsstyrken: Få flere kvinder ind, begrænse sygdomsfravær og førtidspensionering, og få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Der er brugt både pisk og gulerod, og pensionssystemer, som engang blev betragtet som umulige at ændre, er blevet brutalt reformeret.1 De færreste lande er i mål. Men det er man i Norden, så befolkningens aldring ikke længere tegner sig som det store økonomiske problem. I det hele taget er økonomien sundest i de nordiske velfærdsstater. Vi skal her koncentrere os om Danmark, men situationen er ikke stort anderledes i Norge, Sverige og Finland (Dølvik et al, 2014).

1 Også tendensen til stadig længere ferie og kortere arbejdsuge – som også skiller Europa og USA – synes bremset.


13 Den anden »gyldne alder« Allerførst skal det dog påpeges, at den danske velfærdsstat ikke røg ind i permanente besparelser i 1990’erne. Godt nok har der været stramninger for at øge arbejdsudbuddet. Men når det gælder offentlig service, har vi set en ny »gylden æra«, der næsten kan minde om 1960’erne. Figur 1 viser udviklingen i offentligt konsum i faste priser 1992-2012. Det er – lige bortset fra krisen efter 2010 – vokset hastigt, i alt med knap 45 pct. Til sammenligning er det private forbrug vokset med 1/3.

Voksende offent­ ligt forbrug frem til 2010

Figur 1 Off. forbrug og privat forbrug i faste priser. (1992=100)

Kilde: www.statistikbanken.dk (NATN01).

Under krisen har opbremsningen i offentligt forbrug været stærkere i Danmark end i andre EU-lande, bortset fra »problemlandene« (Goul Andersen, 2013). Men det er oven på 18 års vækst, der bl.a. afspejler fuld dækning med daginstitutioner, forbedring af sygehusene, og større investeringer i uddannelse. Spørgsmålet er så, om dette – højere – serviceniveau kommer under pres som følge af befolkningens aldring. Det er der faktisk ikke meget, der tyder på. Udgifter til at finansiere det stigende antal ældre afhænger dels af demografien, dels af den måde, pensions- og tilbagetrækningssystemet er indrettet på. I begge henseender er Danmark i en økonomisk lykkelig situation.

De demografiske ændringer er mindre i de nordiske lande Længere levealder og faldende fødselstal betyder overalt, at der bliver relativt flere ældre. Men der er store forskelle fra land til land. I ét yderpunkt finder man Island, hvor den såkaldte ældrebrøk (befolkningen over 65 år i pct. af de 15-64-årige) i 2050 forventes at ligge omkring 1/3.

Efter 2010 opbremsning i det offentlige forbrug

Stor forskel i ældrebrøkerne


14

Japan som ­ ejlemærke? p

Fertiliteten spiller også en rolle

Det modsatte yderpunkt er Japan, hvor ældrebrøken ventes at stige til godt 75 pct. For EU som helhed ventes ældrebrøken fordoblet fra 26 pct. i dag til godt 50 pct. i 2050. Her ligger Norden imidlertid i den »unge« ende. Ældrebrøken i Danmark ventes at stige til godt 40 pct. Det er en stor ændring i forhold til 2010, hvor tallet var 25 pct. Men Danmark i 2050 svarer næsten på decimal til Japan i 2014. Vil man have et kig ind i fremtiden, kan man blot tage til Japan. Og den gode nyhed er, at Japans sundhedsudgifter ikke er eksploderet, selvom de japanske hospitaler regnes blandt verdens bedste. Til gengæld ser Japans folketal ud til at falde med 2/3 over de næste 90 år, med ekstremt skæv aldersfordeling blandt dem, der er tilbage. Det er et af de største »naturlige eksperimenter« siden den sorte død omkring 1350. Mange europæiske lande følger i Japans spor, dog i slow motion. Men i Norden holdes fertiliteten oppe af gode vilkår for børnefamilierne – orlov, børnepasning og kontante ydelser. Også i Norden får folk færre børn, end de ønsker, men afstanden er ikke så stor. Det lønner sig på sigt og er et eksempel på den »social investment welfare state«, som Norden er kendt for (Morel et al., 2012).

Figur 2 Forventet ældrebrøk 2050. Antal 65+ årige i pct. af antal 15-64 årige.

Kilde: Eurostat (tsdde510); Statistical Yearbook Japan (2013); UN, Probabilistic Population Projections: Old-age Dependency Ratio.


15 Pensionssystemer – bundløse huller eller pengemaskiner I de fleste europæiske lande hænger staten på store pensionsudgifter fremover. Folk har betalt pensionsbidrag og forventer at få pension derefter. Men der er ikke penge i pensionskasserne – det kan bedre beskrives som et rørsystem, der opkræver bidrag hos de nuværende erhvervsaktive til at finansiere pensioner til de nuværende pensionister. Det ender som et bundløst hul, når der bliver flere og flere pensionister og færre og færre erhvervsaktive. Det har ført til mange reformer: Lavere pensioner, højere pensionsalder og/eller krav om flere års bidrag for at få den fulde pension, osv. Men det er ikke nok til at lukke hullet. Her står det bedre til i de nordiske lande, specielt Sverige, Norge og Danmark. Sverige og Norge har indført faste bidrag og justerer pensionen med levealderen. Det betyder, at hver ny generation skal arbejde lidt længere for at opnå samme pension som den forrige (Goul Andersen & Hatland, 2014). I Danmark er arbejdsmarkedspensionerne blevet rygraden i systemet. Samtidig er folkepensionen gjort mere indkomstafhængig. Pensionstillægget, der udgør halvdelen af den samlede folkepension for en enlig pensionist, reduceres i takt med andre indtægter – der bliver stadig større i takt med, at arbejdsmarkedspensionerne bliver fuldt indfaset. Kort sagt falder pensionsudgifterne per pensionist. Oven i stiger skatteindtægterne, for der betales skat af pensionsudbetalingerne. Mange pensionister når break-even punktet, hvor de betaler mere i indkomstskat, end de får i pension. Hertil kommer ejendomsskatter, moms, og alskens afgifter. Derfor er det i Danmark en misforståelse at omtale pensionister som forsørgede. Mange bliver endda forsørgere hele livet – så længe de er raske, betaler de mere i skat, end de trækker ud. Oven i det hævede velfærdsreformen i 2006 de fremtidige aldersgrænser for pension, så de vil følge restlevetiden for 60-årige i 19791995. Da restlevetiden er steget ca. 2 1⁄2 år siden 1995, betyder det, at antallet af leveår som pensionist bliver ca. 2 1⁄2 år mindre end i dag, uanset hvor meget levealderen stiger. Pensionsalderen bliver 70 år for personer født efter 1970 – og vil fortsætte med at stige. Velfærdsreformen 2006 blev i medierne udlagt som udtryk for, at »politikerne ikke turde«. Det siger mere om medierne end om reformen, der nok er den mest vidtgående i Europa. Reformen blev gennemført som alternativ til at afskaffe efterlønnen. Ved tilbagetrækningsforliget i 2011 blev efterlønnen imidlertid reelt afskaffet oven i, og indekseringen med levetiden blev fremskyndet. Det indebærer, at den traditionelle beregning af ældrebrøken er forældet. Hvis vi sætter grænsen for »de ældre« ved 65 år, vil vi om få år se, at mange af »de ældre« er på arbejdsmarkedet. Hvis »de ældre«

Skattefinansierede pensioner kan skabe problemer

Problemer mind­ skes med juste­ ringer

Arbejdsmarkeds­ pensioner indfases

Arbejdsmarkeds­ pensioner skaber faldende udgif­ ter og stigende indtægter for det offentlige

Tilbagetræknings­ alderen hæves gradvist

Tilbagetræknings­ forliget af 2011


16

Sundhed for­ bedres mere end restlevealderen

Er det danske pensionssystem en pengemaskine?

henviser til dem, der har trukket sig tilbage fra arbejde, bliver det en meget ældre gruppe, end vi har været vant til. Groft sagt forsvinder de 60-69 årige – og senere endnu flere. Det er fsv. en naturlig tilpasning til den »sunde aldring«. Den længere levealder betyder ikke »flere år på plejehjem«. Det ser endda ud til, at sundheden forbedres endnu mere, end levealderen stiger. Socialpolitisk er det dog skrap kost, for den bedre sundhed er socialt ulige fordelt. En ufaglært arbejder født før 1954 kunne trække sig tilbage på efterløn som 60-årig. En tilsvarende person født efter 1970 må vente til de 70. Nogle kommer i klemme, og man kan spørge, om det var nødvendigt. Fra 2007 til 2013 – altså inden 2011-indgrebet indfases fra 2014 – faldt antallet af efterlønsmodtagere »af sig selv« med 31 pct. (Nyt fra Danmarks Statistik, 2013:690). Desuden er det en faldende andel af de over 50-årige, der opnår førtidspension. På sigt bliver der brug for noget »damage repair«. Set fra finansministerens stol er det danske pensionssystem nærmest en pengemaskine. Danmark har den højeste pensionsopsparing i verden, jf. Figur 3. Beløbet nærmer sig 4.000 mia. kroner. Heraf er ca. 40 pct. udskudt skat – ca. 1.500 mia., som ud fra normale principper skulle bogføres som formue for det offentlige. Sådan bogfører man ikke, men når pensionerne udbetales, giver det stigende skatteindtægter – og besparelser i folkepensionen oven i. Det er næsten for godt Figur 3 Pensionsopsparing i pct. af BNP.

Anm. Tallene henviser til 2012, hvis ikke andet angivet. * 2011; ** 2010; *** 2009. Kilde: Stats.oecd.org.


17 til at være sandt. Hertil kommer så 15 pct. af det løbende afkast – den såkaldte PAL-skat. Betydningen af denne pengemaskine er endnu ikke helt erkendt: 1 pct. ekstra afkast på pensionsopsparingen giver 6 mia. kr. ekstra indtægt til staten her og nu og knap 20 mia. i alt. Forsikring og Pension (2012) har ud fra den såkaldte DREAM-model regnet igennem, hvor meget aldringen af befolkningen vil koste på hhv. indtægts- og udgiftssiden, inklusive pension, pleje og ekstra sundhedsudgifter. Konklusionen er, at det går lige op – altså at aldringen ikke vil give ekstra belastning af de offentlige finanser. Det svarer nogenlunde til beregningerne hos EU, hvor Danmark er et af de to lande, der har finanspolitisk holdbarhed på langt sigt, skarpt forfulgt af Sverige (Andersen, 2013: 227). Andre regner sig frem til en lille manko, ikke pga. de ældre, men pga. stigende krav til sundhedsvæsenet – og en antagelse om, at regningen ikke betales, men giver stigende gæld. Alt i alt er der dog konsensus om, at Danmark godt kan finansiere velfærdsudgifterne på sigt med det nuværende serviceniveau. Det samme gælder Norge og Sverige, mens Finland halter en smule bagud. At medierne kan efterlade et andet indtryk, må tilskrives krisehysteri. Man kan også sige, at den danske velfærdsstat ikke er under økonomisk pres. Det bør dog siges med den kvalifikation, at velfærdsstaten altid er under pres, for der er altid pres for at bruge flere penge, og politisk er det svært at stå imod, når konjunkturerne er gode. Men det er nærmest et eksistentielt pres, og det er mere politisk end økonomisk. Tilsvarende kan der under en krise opstå pres for at drive velfærdsstaten tilbage. Men det er også et politisk pres: Kriser åbner vinduer for reformer. Når det gælder de nordiske velfærdsstater, er det dog svært at bevare den økonomiske pessimisme. Det gælder både aldring og globalisering. Danmark, Norge, Sverige og Finland ligger i den globale top-ti, når det gælder kreditværdighed. Danmark har stort set ingen offentlig nettogæld, og de øvrige har netto plus. Sammen med Luxembourg og Estland er Danmark, Sverige og Finland de eneste EU-lande, der gennem hele krisen har opfyldt ØMU-kriterierne om gæld og underskud. Danmark har lige nu en konsolideringskrise oven på en selvpåført bolig- og kreditboble i 00’erne: Når forbrugerne, virksomhederne og bankerne skal konsolidere sig på én gang, kommer det til at knibe med indenlandsk efterspørgsel – og det blev værre af, at S-R-SF-regeringen i 2011 kom til at stille en krisediagnose, der udpegede konkurrenceevnen som hovedproblemet, så man forholdt sig for passiv. Men kreditliberalisering, der kom ud af kontrol, og rådvildhed, når boblen brister, hører hjemme i afdelingen for politik-fejl. Finland, Sverige og Norge begik lignende fejl i årene omkring 1990. Sådanne fejl har ikke noget med velfærdsstaten at gøre – men de kan give langvarige kriser, der går ud over velfærdsstaten.

Aldring giver ingen ekstra belastning af de offentlige finanser

Den danske vel­ færdsstat er ikke under pres

Svært at bevare den økonomiske pessimisme


18 Danmark er godt rustet til ­globaliseringen

Uddannelse og flexibilitet for­bliver nøgleordene i fremtiden

Over for globaliseringen står Sverige, Danmark og Norge stærkere end nogen sinde. Alle tre lande har permanente overskud på betalingsbalancen. Trods høj mindsteløn har de nordiske lande relativt både den mindste ledighed og den højeste beskæftigelse blandt kortuddannede. Sådan kunne man blive ved: Statistikkerne er nydelige. Det betyder ikke, at fremtiden er sikker. Efter at Danmark fra 2010 pillede ved børnefamilieydelsen, er fertiliteten styrtdykket ned mod tysk niveau. Hvis det fortsætter, gælder de lyse nordiske fremtidsudsigter ikke i Danmark. Kravene til uddannelse og kvalifikationer bliver også ved med at stige. At ufaglærte jobs forsvinder, gør ikke noget, når antallet af ufaglærte arbejdere falder endnu mere (Andersen, 2006: 70) – men det kræver uddannelse. Kraven om fleksibilitet bliver ikke mindre, men fleksibilitet er netop opnåelig, når det forbindes med social tryghed (Andersen et al., 2007). Globaliseringens udfordringer har den nordiske velfærdsmodel været bevidst indrettet på lige siden fødslen – landene er små, åbne økonomier – men her kan der ikke slækkes på kravene. Jørgen Goul Andersen er professor ved CCWS, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Referencer Andersen, Torben M. (2013). »Velfærdssamfund og finanskrisen«, Tidsskrift for velferdsforskning, vol.16 (4), pp. 215-231. Andersen, Torben M., Bengt Holmström, Seppo Honkkapohja, Sixten Korkman, Tson Söderström & Juhana Vartiainen (2012). The Nordic Model. Embracing Globalization and Sharing Risks. Helsinki: ETLA. Andersen, Lars (2006). »Veje til flere i arbejde«, pp.65-76 i Jørn Henrik Petersen & Klaus Petersen (red.), 13 løsninger for den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag. Dølvik, Jon Erik, Jørgen Goul Andersen & Juhana Vartiainen (2014). »The Nordic social models in turbulent times: Consolidation and renewal«, ch.7 i Jon Erik Dølvik & Andrew Martin (eds.), European Social Models in the Face of Global Economic Crisis. Oxford: Oxford University Press. Flora, Peter (ed.) (1986). Growth to Limits: The Western European Welfare States Since World War II. Vol. 1. Sweden, Norway, Finland, Denmark. Berlin & New York: Walter de Gruyter. Forsikring og Pension (2012). »Pensionisterne betaler for sig selv«. Notat. Goul Andersen, Jørgen (2013). Krisens navn. Bekæmper regeringen den forkerte økonomiske krise? København: Frydenlund Academic. Goul Andersen, Jørgen & Aksel Hatland (2014). »Meeting the demographic challenges. Nordic pension systems in a European perspective«, i Pauli Kettunen, Stein Kuhnle & Ren Yuan (eds.), Reshaping Welfare Institutions in China and the Nordic Countries. Helsinki: NordWel Studies in Historical Welfare State Research/ Shanghai: Fudan University Press. Morel, Natalie, Bruno Palier & Joakim Palme (eds.) (2012). Towards a Social Investment Welfare State? Bristol: Policy Press. Pierson, Paul (1998). »Irresistible forces, immovable objects: post-industrial welfare states confront permanent austerity«, Journal of European Public Policy, vol. 5(4), pp. 539-560. World Bank (1994). Averting the Old Age Crisis. Oxford: Oxford University Press.


19

Konkurrencestaten: Hvad er effekterne for medborgerskabet og beskæftigelsen? Af Per H. Jensen

Indledning Velfærdsstaten er inde i en grundlæggende forandringsproces. Velfærdsstatens idegrundlag, opgaver og programmer ændres. Hvor velfærdsstaten tidligere kompenserede sociale begivenheder så som arbejdsløshed, alderdom, sygdom mv. og søgte at stimulere beskæftigelsen ved hjælp af en skattefinansieret efterspørgselspolitik, så er velfærdsstaten nu mere indrettet på at stimulere det langsigtede udbud af arbejdskraft, hvilket gøres gennem en nedtoning af »passive« velfærdsydelser. I stedet satser staten på proaktive investeringer i form af uddannelse mv., der skal sikre, at så stor en andel af befolkningen som muligt stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette neo-liberalt inspirerede paradigmeskifte er af Ove Kaj Pedersen begrebsliggjort som en overgang fra velfærdsstaten til konkurrencestaten, og hans bog om »Konkurrencestaten« er på mange måder en glimrende bog, der tilbyder et godt analytisk værktøj til at forstå igangværende forandringer i velfærdssamfundet. En enkelt bog kan selvsagt ikke komme rundt i alle hjørner af en given problematik. Da bogens optik er organiseret omkring et reguleringsøkonomisk perspektiv, behandler bogen ikke i særlig høj grad, hvorledes konkurrencestaten påvirker velfærdsstatens brugere, medborgerskabet og marginaliseringsprocesserne i samfundet. Den diskuterer heller ikke, om de løfter, som konkurrencestaten faldbyder, er realistiske; f.eks. løftet om at mere aktivering og uddannelse til arbejdstagerne vil fastholde og stimulere beskæftigelsen. Disse problemstillinger vil blive drøftet i denne artikel. Medborgerskabet Ifølge medborgerskabsteoretikeren T. H. Marshall (1893-1981) er indkomsterstattende politikker (f.eks. arbejdsløshedsdagpenge) af god kvalitet en vigtig forudsætning for, at et civiliseret, inkluderende og de-

Fra udligning af ­sociale begiven­ heder til stimule­ ring af beskæfti­ gelsen

Stimulerer ­aktivering og ­uddannelsen ­beskæftigelsen?

Indkomstbortfald isolerer borgeren


20

Adgang til ­almen accepteret ­levestandard

Holdningen til sociale problemer har ændret sig med fremkomsten af konkurrence­ staten

Aktivering frem for indkomst­ overførsler

mokratisk samfund kan fungere, idet indkomstbortfaldsproblemer har en lang række negative effekter på samfundets sammenhængskraft. Tab af indkomst leder ikke kun til afsavn og fattigdom, men avler tillige en følelse af underlegenhed, magtesløshed og et ringe selvværd blandt de fattigdomsudsatte. Hvis fattigdomsudsatte føler, at andre ser ned på dem, at de er uønskede og mindreværdige, så vil de heller ikke opleve, at de er en del af samfundets økonomiske, politiske og sociale fælleskaber. Indkomstbortfaldsproblemer betyder, at de fattigdomsudsatte isoleres og marginaliseres økonomisk, socialt og politisk. Ud fra nogle grundlæggende demokratiske idealer argumenterer T. H. Marshall derfor for, at det er velfærdsstatens opgave at tage ansvar for borgernes tryghed og velfærd. Den enkelte borger skal sikres et rimeligt økonomisk indkomstgrundlag, der indebærer, at borgeren skal have adgang til en levestandard, der er normal eller alment accepteret i det samfund, hvori han/hun indgår. Målet er ikke absolut indkomstlighed. Pointen er, at en acceptabel minimumstandard vil mindske de materielle og mentale forskelle mellem borgerne. Indkomsterstattende politikker af høj kvalitet har til formål at fremelske lighed i status, og fremhjælpe, at der mellem borgerne eksisterer en følelse af ligeværdighed, hvilket er forudsætningen for, at man kan mødes som »ligemænd« i de økonomiske, sociale og politiske fællesskaber. Gennem fordelingsretfærdighed bliver det dermed velfærdstatens opgave at sikre, at det enkelte individ oplever, at han/hun er lige så god, dvs. har samme værdi (»equal social worth«), som andre borgere i samfundet, og disse normative idealer har fungeret som et pejlemærke for velfærdsstaten og de partier, der bidrog til dens opbygning. Som eksempel kan nævnes, at Socialdemokratiets principprogram (Solidaritet, Lighed og Trivsel) fra 1977 indeholder følgende programerklæring: »Arbejdsløshed er en uforskyldt situation for den arbejdsløse. Derfor bør der ydes arbejdsløshedsunderstøttelse – uden tidsbegrænsning – så længe arbejdsløsheden varer.« Denne forståelse af sociale problemers karakter, årsager og løsningsmuligheder ændres markant med fremkomsten af konkurrencestaten. I konkurrencestaten sættes de velfærdsstatslige ydelser under pres. Konkret kan iagttages, at dagpengene, kontanthjælpen, førtidspensionen, efterlønnen mv. i løbet af de sidste 10-15 år er reformeret, og at reformerne sigter mod at flytte ydelsesmodtagerne fra »passiv« forsørgelse til egenforsørgelse. Dermed indeholder konkurrencestaten nye krav og forventninger til borgerne. Med konkurrencestaten udkrystalliseres det »aktive« medborgerskab. Frem for overførselsindkomster tilbyder konkurrencestaten borgeren en række aktivitetsmuligheder, f.eks. i form af aktivering: uddannelse, flexjob, straks aktivering, akutjobs mv., og det forventes af medborgeren, at han/hun forstår og griber de tilbud, som konkurrence-


21 staten tilbyder. Det som konkurrencestaten tilbyder den enkelte borger er, at han/hun får mulighed for at konstruere sig selv som en attråværdig arbejdskraft. Som sådan forventer konkurrencestaten, at den aktive medborger er autonom, selvansvarlig, fleksibel og mobil; at han/hun er i stand til at skabe sin egen biografi, tilpasse sig forandringer i omgivelserne, og besidder evnen og viljen til at engagere sig og organisere sig selv i forhold til egne interesser. Og dem, som ikke kan eller ikke vil dette, kan konkurrencestaten tillade sig at negligere og betragte som irrelevante. Ideen er, at det enkelte individ står i en »fri« valgsituation, og hvis han/hun træffer de forkerte valg, har han/hun hverken gjort sig fortjent eller berettiget til indkomsterstattende ydelser. De udsatte grupper får et aktiveringstilbud, og hvis de ikke ønsker at benytte sig af tilbuddet, er det deres eget valg, hvorved deres marginaliserede position og sociale ulykke også bliver selvvalgt. Og når det er deres egen skyld, har de heller ikke krav på et anstændigt forsørgelsesgrundlag; f.eks. skal kontanthjælpen for unge svare til SU. Konkurrencestaten er med andre ord ikke garant for borgernes tryghed og velfærd. Man kan ikke ubetinget forvente, at man får tildelt ressourcer til livsopretholdensen. Tilførslen af ressourcer er derimod forudsat i evnen og viljen til at lade sig aktivere. Den enkelte bliver ansvarlig for sit eget liv, og inklusion/ marginalisering individualiseres. Hvis man står i en mangelsituation betragtes den som selvvalgt, og hvis man ønsker et bedre liv kan man bare vælge anderledes.

Beskæftigelsen Konkurrencestaten rummer en masse løfter. For eksempel løftet om, at hvis borgerne efterlever konkurrencestatens adfærdsanvisninger, og bl.a. lader sig indrullere i de tilbudte aktiverings- og uddannelsesaktiviteter, så vil der opstå samfundsøkonomisk succes, der bl.a. indebærer en fremgang i beskæftigelsen. Konkurrencestaten betragtes med andre ord som en beskæftigelsesmaskine. Men der er ikke noget bevis for, at konkurrencestaten rent faktisk fremmer beskæftigelsen. Det kan med andre ord diskuteres, om konkurrencestaten virkelig kan fungere som en beskæftigelsesmæssig ledestjerne. Vi bliver hele tiden præsenteret for nye ideer, der formodes at fungere som universalløsninger på samfundets udfordringer. For nogle år siden diskuterede alle i Europa den danske flexicurity-model, der på samme måde som konkurrencestaten er forankret i ideen om institutionel konkurrence. Flexicurity-modellen blev betragtet som et fænomen, der kunne fremme beskæftigelsen, og flexicurity-modellen blev skrevet ind i EU’s beskæftigelsesstrategier. Men det er aldrig nogensinde videnskabeligt bevist, at den danske flexicurity-model har fremmet beskæf-

Social ulykke betragtes som selvvalgt i kon­ kurrencestaten

Intet bevis på at konkurrencestaten er en beskæftigel­ sesmaskine


22

Var flexicurity virkelig hele årsa­ gen til, at det gik så godt for dansk økonomi?

tigelsen, eller at den reelt bidrog til det danske beskæftigelsesboom, der fandt sted fra slutningen af 1990’erne og frem til den internationale finanskrise i slutningen af 00’erne. Omkring årtusindeskiftet kiggede en række udenlandske økonomer mod Danmark. De var blevet interesseret i Danmark, fordi det gik så godt med dansk økonomi. Samtidig så de på, hvordan arbejdsmarkedet var indrettet, og fandt, at der i Danmark er en lav afskedigelsesbeskyttelse, høje arbejdsløshedsdagpenge og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Denne institutionelle cocktail kaldte de flexicurity. De påstod derpå, at flexicurity var årsagen til, at det gik så godt for dansk økonomi. Men der var ikke tale om, at man i egentlig forstand beviste denne sammenhæng. Der var snarere tale om en antagelse – eller måske ligefrem ønsketænkning. Derfor kan man med god ret spørge: var flexicurity virkelig hele årsagen til, at det gik så godt for dansk økonomi? Var det så simpelt? Spillede andre faktorer slet ikke ind? Hvad med de mange penge som begyndte at tilflyde statskassen fra Nordsøolien? Havde de slet ingen betydning for den samfundsøkonomiske succes i Danmark? Og på præcis samme måde er det ingenlunde fremadrettet bevist, at konkurrencestaten vil stille Danmark bedre i den internationale konkurrence og fremme beskæftigelsen. Også dette kan være ren og skær ønsketænkning. Jeg skal derfor i det følgende præsentere to eksempler, der ret så grundlæggende kradser i antagelserne om, at konkurrencestaten er beskæftigelsesfremmende. Første eksempel

Ingen sammen­ hæng mellem beskæftigelse og efteruddannelse

I konkurrencestaten betragtes samfundets medlemmer som produktionsfaktorer, hvis bidrag til produktionen kan optimeres gennem uddannelsesinvesteringer, hvilket yderligere forventes at øge efterspørgslen og den andel af befolkningen, der har tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis denne logik følges til dørs, kan vi forvente, at jo mere, der investeres i efteruddannelse, desto højere vil beskæftigelsesraten være i en given lokalitet. Om en sådan investeringsstrategi virker, er undersøgt i FLOWS projektet, der er finansieret af EU (www.flows-eu.eu). I FLOWS projektet, der har fokus på kvinders erhvervsdeltagelse, har man i 2012 gennem telefoninterviews spurgt erhvervsaktive kvinder i alderen 1864 år i 11 Europæiske byer, om de inden for de sidste to år har været involveret i efteruddannelsesaktiviteter. Denne selvrapporterede involvering i efteruddannelse er korreleret med beskæftigelsesraterne i de 11 byer. Og som det ses af Figur 1, tyder foreløbige resultater på, at der absolut ingen sammenhæng er mellem beskæftigelsesraterne og efteruddannelsen af arbejdstagerne. Når der ikke er nogen umiddelbar sammenhæng mellem uddannelsesaktiviteterne og beskæftigelsesraterne, tilbagestår at bevise, at der


23 Figur 1

er en de facto sammenhæng mellem konkurrencestatens proaktive investeringer og beskæftigelsesniveauet (kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet). Hermed ikke sagt, at uddannelsesinvesteringer ikke har betydning for beskæftigelsesmønstrene. Formentlig har investeringer i uddannelse betydning for kvaliteten af de job, som lønmodtagerne tilbydes. Men spørgsmålet er, hvor meget investeringer i uddannelse har på det samlede beskæftigelsesvolumen. Andet eksempel

I et beskæftigelsesperspektiv kan konkurrencestatens udbudspolitiske paradigme fremstilles som en overbevisende ide, der dog i praksis kan vise sig at være en blindgyde. På ideens alter ofrer man den traditionelle velfærdsstat, herunder den skattefinansierede efterspørgselspolitik, hvilket dog i et beskæftigelsesfremmende perspektiv kan vise sig at være et fejlskud. På basis af FLOWS data kan man korrelere forholdet mellem den samlede beskæftigelse (blandt kvinder) og antallet af ansatte i den offentlige sektor. Og her viser det sig, at der er en klar sammenhæng (R2 = 0,3689) mellem kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet og velfærdsstatens efterspørgsel efter arbejdskraft.

Sammenhæng mellem kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet og statens efter­ spørgsel


24 Heraf kan man omvendt slutte, at hvis man omlægger/afvikler velfærdsstaten, så må man formode, at slige tiltag vil underminere (og ikke fremme) befolkningens mulighed for at få tilknytning til arbejdsmarkedet. Og en omlægning/afvikling af velfærdsstaten er i konkurrencestatens univers en objektiv nødvendig, idet velfærdsstaten først og fremmest betragtes som en omkostningsbyrde for den private sektor.

Det er tvivlsomt om konkurrence­ sten stimulerer beskæftigelsen

Socialdemo­ kratisme i et ­vadested?

Konklusion Konkurrencestaten er en neo-liberal idé, der aktuelt bruges som forlæg til at omkalfatre velfærdsstaten. Det er svært at måle effekterne af konkurrencestaten på medborgerskabet og beskæftigelsen. I mangel på bedre er der i denne artikel gjort et foreløbigt forsøg på dette, der dog ikke gør krav på at være en udtømmende analyse. Disse præliminære analyser tyder dog på, at en medløbende effekt af konkurrencestaten er, at medborgerskabet undermineres og sociale problemer individualiseres, samtidig med at de beskæftigelsesmæssige gevinster herved er tvivlsomme. Det er meget usikkert – og formentlig ren ønsketænkning – om konkurrencestaten reelt vil skabe samfundsøkonomisk succes og stimulere beskæftigelsen. At Socialdemokratiet er bannerfører for omlægningen af velfærdsstaten kan i nogen grad undre. Men det, der undrer endnu mere, er den retorik, der lægges til grund for forandringerne. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen argumenterer for, at det nye paradigme er en del af det socialdemokratiske arvesølv, der ifølge hende handler om, at man skal kende sin ret og gøre sin pligt. Men dette er vel kun en lille flig af sandheden? Tilsyneladende er principprogrammet fra 1977, der entydigt kommunikerer, at det er velfærdsstaten, der er ansvarlig for borgernes tryghed og velfærd, skrevet ud af Mette Frederiksens historieskrivning. Per H. Jensen er professor ved Center for komparative velfærdsstudier, Aalborg Universitet


25

Er konkurrencestaten en velfærdsstat? Af Søren Juul

I sin bog om konkurrencestaten (Pedersen 2010) skriver Ove Kaj Pedersen, at bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat ikke bare henviser til forandringer i samfundets økonomiske og politiske funktionsmåde men også i vore personlige værdisystemer. Han taler om fremkomsten af en »opportunistisk« personlighedstype, udstyret med de egenskaber, som størstedelen af det politiske og administrative establishment anser for at være forudsætningen for, at Danmark kan klare sig i den globale konkurrence. Det er dette tema, jeg tager op i denne artikel uden at påstå, at jeg leverer et empirisk bevis for, hvor udbredte konkurrencestatens værdier er i befolkningen. Ove Kaj Pedersens bog rummer masser af fortjenester, som jeg ikke kan nå at komme ind på. Desværre er det svært at gennemskue, hvordan forfatteren selv forholder sig til den udvikling, han beskriver. Spørgsmålet er, om det menneskesyn, som gennemsyrer konkurrencestaten, er foreneligt med idéen om et solidarisk velfærdssamfund. Jeg vil til forskel fra Ove Kaj Pedersen argumentere for, at konkurrencestaten er resultat af et neoliberalt angreb på velfærdsstaten, som truer de værdier, denne er forankret i. For god ordens skyld må jeg hellere slå fast, at jeg er enig med Ove Kaj Pedersen i, at det ikke betyder, at alle dele af velfærdsstaten er demonteret.

Økonomisk og politisk neoliberalisme I mange af velfærdsstatens institutioner eksisterer der i dag en ubalance mellem forskellige normsystemer. Hermed mener jeg, at de normer, der sigter på at beskytte det enkelte menneske (de etiske og retlige) står svagt i konkurrence med stærke økonomi- og planlægningsnormer, der handler om effektivitet og optimering af ressourcer. Denne ubalance hænger sammen med en neoliberal udvikling i Danmark og en række andre lande siden 1970’erne. Neoliberalismen var et radikalt brud med den socialdemokratiske velfærdsstats forsøg på at skabe social lighed gennem staten. Skolens ideologiske inspirator var østrigeren Friedrich von Hayek, hvis arbejde strækker sig tilbage til tiden før anden verdenskrig. Hans livslange projekt var at udvikle en frihedsfilosofi i opposition til socialdemokratismen og keynesianismen (Hayek 1960, 1982). I Hayeks filosofi er det et uetisk

Konkurrence­ statens værdi­ grundlag

Et neoliberalt ­angreb på vel­ færdsstaten

Normskred

I opposition til so­ cialdemokratisme og keynesianisme


26

Opgør med vel­ færdstatstænkning

Påstand om at of­ fentlig velfærd ska­ ber af­hængighed

Det nyttemaksime­ rende menneske

Herre i eget hus

Den neoliberale ideologi har taget overhånd

indgreb i individets frihed, når velfærdsstaten foretager en tvangsmæssig omfordeling af goderne. Neoliberalismens fremmarch i kølvandet på den økonomiske krise i 1970’erne var et opgør med den hidtidige makroøkonomiske tænkning, som fik teoretisk legitimitet med opkomsten af den såkaldte Chicago School of Economics med Milton Friedmann ved roret. Krisen var ifølge Friedmann et resultat af »government failures« snarere end »market failures« (Friedman og Friedman 1980). Midlet mod den stigende inflation og arbejdsløshed var en dobbelt strategi: at begrænse pengemængden gennem offentlige besparelser og at stimulere økonomisk vækst gennem skattelettelser. Problemet ved ekspansive velfærdssystemer er ifølge Friedmann, at de skaber afhængighed og underminerer borgernes personlige ansvarlighed. Midlet til at genoprette denne er en minimalstat med lave sociale ydelser, som fremmer den enkeltes initiativ og virkelyst. Vi øjner allerede her konturerne af det menneskesyn, som konkurrencestaten søger at fremme: Det entreprenante og ansvarlige individ, der klarer sine problemer på egen hånd og bidrager til fællesskabet gennem samfundsnyttigt arbejde. Chicagoskolens økonomer ynder at fremstille deres teorier som objektive og værdifri. I realiteten er det dog vanskeligt at forstå dem som frigjort fra normative overbevisninger. Tværtimod bygger de på idéen om det nyttemaksimerende menneske – economic man – og på forestillingen om det selv-regulerende marked som den naturlige og retfærdige form for ressourceallokering. Den politiske neoliberalisme (jf. Francis Fukuyama 2006, Robert Nozick 1974) foregiver i modsætning til den økonomiske ikke at være værdifri. Den understreger, at den økonomiske neoliberalisme overser noget essentielt ved menneskelivet: den enkeltes bestræbelser på at blive anerkendt som herre i eget hus. Det er min opfattelse, at den politiske neoliberalisme har påvirket velfærdspolitikken lige så meget som den økonomiske, og at de to har indgået en uhellig alliance, som strider mod velfærdsstatens værdigrundlag. Den neoliberale ideologi har i dag spredt sig til hele samfundet. Tankegangen er, at ekstensive offentlige sikringssystemer frembringer en egoistisk krævementalitet, som underminerer menneskers vilje til at bidrage til fællesskabet. Hvor arbejdsløsheden tidligere blev forstået som et resultat af dårlige konjunkturer, knytter neoliberalismen dens årsager til egenskaber ved de ledige selv. Det er grunden til, at man i beskæftigelsespolitikken gennem de sidste 20 år har ført en klapjagt på de arbejdsløse med henblik på at opspore en resterhvervsevne hos selv det mest læderede menneske. Midlet har været økonomiske incitamenter og en offentlig politisk retorik om »noget for noget« (Juul 2010).


27 Kulturkamp og dømmekraft i Danmark Anders Fogh Rasmussens berømte bog om »minimalstaten« (FoghRasmussen 1993) kan anskues som neoliberalismens manifest i dansk politik. Han er især inspireret af den politiske neoliberalisme, som den formuleres hos den amerikanske filosof Francis Fukuyama. Ifølge Fogh er kampen om velfærdsstaten ikke først og fremmest en kamp, der skal føres på økonomiske argumenter men en kulturkamp om menneskers tankeverden. I hans perspektiv er omlægningerne af den offentlige sektor et moralsk projekt, der handler om at genindsætte mennesket i dets tabte værdighed. Det er åbenlyst, at det i Fogh Rasmussens regeringsperiode ikke lykkedes at gennemføre minimalstaten. Derimod lykkedes det at igangsætte og vinde en kulturkamp. Da den tidligere statsminister den 17. januar 2003 blæste til kulturkamp med en stor artikel i Weekendavisen, var det erklærede formål at ændre danskernes tankeverden, og når tiden var moden, at gennemføre de nødvendige reformer. Året efter kom VK-regeringen med principprogrammet »noget for noget«, udgivet og forhandlet i alle ministerierne. Det er et program, der på fornemste vis kombinerer økonomisk kontrakttænkning og moralske argumenter. I forordet hedder det bl.a:

Minimalstatstanken er i realiteten en kulturkamp

Noget for noget

»Noget for noget« handler om at gøre op med konsekvensløsheden uden at dræbe ildsjælene og uden at sætte egoisme i system. (…) Men vi lever i dag i et samfund, hvor det i mange situationer er ligegyldigt, om man bare lige skraber sig igennem, eller om man virkelig sætter sig op og skaber noget stort og banebrydende. Derfor skal vi påskønne og belønne dem, der gør en forskel. (…) »Noget for noget« kan også være en sanktion overfor dem, der blæser på de fælles regler (…) Derfor handler dette oplæg i høj grad om, hvordan man kan belønne dem, der kan og vil. Samtidig kan vi med gode eksempler vise vejen for dem, der vil, men ikke kan«.(Beskæftigelsesministeriet 2004:3) Der er tydeligvis tale om en belønnings- og straftankegang, som ikke udelukkende bygger på økonomiske effektivitetsprincipper. »Noget for noget« klinger måske nok af gensidig anerkendelse og solidaritet, men i realiteten drejer det sig om disciplinering og ansvarliggørelse. Der er næppe tvivl om, at taberne bliver dem, der har svært ved at præstere noget »ypperligt« eller bare leve op til normalsamfundets krav.

Den nuværende regering viderefører linjen Den nuværende regering repræsenterer ikke noget alternativ til den tidligere, og det første Karen Hækkerup gjorde som socialminister var

Belønning og straf

Den nuværende regering repræ­ senterer ikke et alternativ


28

Konkurrence­staten underminerer vel­ færdsstaten

Det selvforsør­ gende menneske

at indlede et felttog mod »krævementaliteten«. Det illustrerer, hvor sejrrigt Anders Fogh Rasmussen er gået ud af kulturkampen. Den politiske retorik handler også under den socialdemokratisk ledede regering om, at det skal kunne betale sig at arbejde, at de mennesker, der står op hver morgen og passer deres arbejde, skal belønnes og helst arbejde endnu mere, end de allerede gør. Det italesættes af Helle Thorning Schmidt som grundbetingelsen for, at vi kan bevare solidariteten og komme helskindede gennem krisen. Man fristes til at spørge, hvor meget af solidariteten man skal afskaffe for at bevare den, og hvad det er for en solidaritet, der skal bevares. Det er på den baggrund, jeg forholder mig langt mere kritisk til konkurrencestaten end Ove Kaj Pedersen, om end også han peger på problemer og udfordringer. De værdier, som konkurrencestaten fremelsker, har meget lidt til fælles med dem, velfærdsstaten historisk er forankret i. Den politiske signalgivning videreføres stort set kritikløst af medierne og sætter sig spor i almindelige menneskers tankeverden. Det fører til mistænkeliggørelse, ja nærmest latterliggørelse af det svage liv. Omtalen af »Dovne Robert« er et godt eksempel. Selv om »gør din pligt og kræv din ret« er gode socialdemokratiske dyder, som bl.a. Mette Frederiksen gør gældende, underminerer konkurrencestaten velfærdsstatens principper om alle menneskers lige ret og værd. Hermed er den godt i gang med at fortrænge den humanisme, som velfærdsstaten byggede på.

Neoliberale værdier i mødet mellem system og borger Den politiske signalgivning er blevet ledsaget af nye reguleringsformer for den offentlige sektor baseret på kontrakter og incitamenter, herunder refusionsordninger, der understøtter konkurrencestatens mål. Det har ført til nye arbejdsgange og nye tænkemåder i mødet mellem system og borger (Høilund og Juul 2005, Juul 2010). Mange socialarbejdere synes mere eller mindre at have taget den neoliberale retorik til deres hjerter, herunder idéen om, at det sociale arbejdes overordnede mål er at gøre mennesker selvforsørgende. Hvis det er tilfældet, er det klart, at socialarbejderens opgave bliver at skyde borgernes »urealistiske« visioner ned, når de går i en retning, som ikke fører til selvforsørgelse. En socialrådgiver udtrykker det således i min egen og Peter Høilunds bog: I massevis af situationer drejer det sig om at skyde borgernes urealistiske visioner ned, for vi hjælper dem jo ikke ved altid at give efter, når de kommer og vil have det ene eller det andet. Jeg synes under ingen omstændigheder, vi skal give ydelser til folk, som de ikke er berettigede til. Det er en misforstået omsorgsrolle i


29 min faggruppe, som jeg synes tager ansvaret fra borgeren. Vi har lært borgeren, at man har ret til meget, og ikke pligt til så meget, og det er noget, vi i dag slås med, i hvert fald når man som jeg har den holdning, at vi deler ansvaret. Jeg har ansvaret for at kende lovgivningen og gøre opmærksom på, hvad de har ret og pligt til, og de har ansvaret for at gøre det, de skal.« (Høilund og Juul 2005: 98) Den socialrådgiver, der formulerer sig her, er ikke nødvendigvis repræsentativ for sin faggruppe. Ikke desto mindre er det, hun siger, dækkende for, hvordan mange socialarbejdere opfatter deres opgave. Den dømmekraft, som kommer frem i citatet matcher fint den hegemoniske diskurs om »noget for noget«. Det er en dømmekraft, der opfatter relationen til borgeren som en kontrakt, der er kommet i ubalance og må genoprettes, så borgeren kan lære at rettigheder modsvares af pligter. Når socialarbejderen ved, at alle der har den mindste erhvervsevne, har bedst af at komme hurtigst muligt ud af systemet og i arbejde, er det klart, at oplysningen af sagerne alene drejer sig om kortlægning af arbejdsevnen. Når det gøres til en sandhed, at det gode liv er betinget af arbejde, bliver samtalen styret af et instrumentelt formål, og betingelserne for ægte dialog slås i stykker. Det fører til udbredte krænkelser i mødet mellem system og borger. Navnlig mange dårligt stillede borgere oplever mødet med konkurrencestaten nedværdigende, føler sig usynliggjort, stigmatiseret og uden rettigheder (Høilund og Juul 2005). Det er en god grund til at forholde sig kritisk til konkurrencestaten, dens logos og det menneskesyn, den bygger på.

For en humanisering af velfærdsstaten Disse kritiske refleksioner indebærer ikke, at jeg forestiller mig, at det er muligt eller ønskeligt at vende tilbage til velfærdsstaten i 1970’erne. Den globale økonomiske orden er kommet for at blive og udfordrer det nationalt forankrede medborgerskab. Der er uden tvivl behov for reformer. I bestræbelserne på at strømline og tilpasse velfærdsstaten til den globale økonomi er det imidlertid vigtigt at holde fast i den humanisme, som kendetegner et ægte velfærdssamfund. I min egen forskning har jeg interesseret mig for, hvad der kan forstås ved solidaritet i den nuværende situation (Juul 2010). Mit svar er, at solidaritet grundlæggende handler om anerkendelse, retfærdige institutioner og god dømmekraft. En solidarisk velfærdspolitik, der sigter på at gøre det muligt for alle mennesker at forstå sig selv som værdifulde medborgere, må i dette perspektiv gøre op med neoliberal

Manglende dømme­kraft hos klienterne?

Kun fokus på ­arbejdsevne

Mødet med ­konkurrencestaten kan være nedvær­ digende

Solidaritet handler om anerkendelse, retfærdige insti­ tutioner og god dømmekraft.


30 disciplinering og kæmpe for et samfund, som ikke udgrænser de svageste. Den må kæmpe for en anden balance mellem konkurrerende normsystemer, så økonomi- og planlægningsnormer ikke »overruler« de normer, der drejer sig om pligten og ansvaret overfor det enkelte menneske. Søren Juul er dr.scient.soc. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet

Referencer Beskæftigelsesministeriet (2004): Noget for noget. København. Fogh Rasmussen, A. (1993): Fra socialstat til minimalstat. En liberal strategi. København. Samleren. Friedman, M. & Friedman, R. (1980): Free to Choose. London. Secker & Warburg. Fukuyama, F. ((2006): The End of History and the Last Man. New York. Free Press. Hayek, F. A. (1960): The Constitution of Liberty. London. Routledge and Paul Kegan. Hayek, F. A. (1982): »Law, Legislation and Liberty: A new Statement of Liberal Principles of Justice and Political Economy«. Volume 1: Rules and Social Order. London. Routledge. Høilund, P & Juul, S. (2005): Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. København. Hans Reitzels Forlag. Juul, S. (2010): Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft. København. Hans Reitzels Forlag. Nozick, R. (1974): Anarchy, State and Utopia. Boston, MA. Basil Blackwell. Pedersen, O. K. (2010): Konkurrencestaten. København. Hans Reitzels Forlag.


31

Af Pil Berner Strandgaard, projektleder i Tænketanken Cevea

Borgere i Hørsholm lever fem år længere end borgere på Lolland. Én ud af tre voksne i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet i Odense, mens det kun gælder for én ud af seks i Allerød. På Frederiksberg har 16 pct. af befolkningen ikke mere end en folkeskoleuddannelse, mens det på Mors er tilfældet for 40 pct. af befolkningen. Og børn i Svendborg trives langt bedre end børn i Brøndby. Sådan kunne man blive ved. Der er store forskelle mellem hvordan den gennemsnitlige borger lever rundt omkring i de danske kommuner. Og selvom nogle ting – eksempelvis børns trivsel og hvor aktivt borgerne deltager i det lokale demokrati – skiller sig ud, så tegner der sig et Danmarkskort, hvor en gruppe kommuner har meget store udfordringer på alt fra uddannelse til gæld og sundhed, mens andre kommuner er stort set forskånet for at skulle bekymre sig om den slags problemer. At det er et problem anerkendes allerede. Vi har en minister, hvis ressortområde er byer, boliger og landdistrikter, og vi har en omfattende udligningsordning, der forsøger at udglatte de økonomiske forskelle kommunerne har. Men den tilgang er hverken tilstrækkelig eller rigtig. At forsøge at omfordele

os ud af, at arbejdspladser i udkantskommuner lukker, at uddannelsesinstitutioner i de større byer trækker de unge mennesker ud af landsbyerne og at offentlige institutioner, der ellers kunne skabe liv og arbejde, centraliseres mere og mere, er et lille plaster på et stort, åbent sår. Udligningsordningen er der i sig selv ikke noget galt med som et middel til at give kommunerne et mere lige udfald. Men når kommunernes udgangspunkter er så ulige, er der behov for også at fokusere på at mindske borgernes ulighed i muligheder. I stedet for at omfordele skattekronerne skal vi »førfordele« – det vil sige at sikre, at de helt grundlæggende strukturer i samfundet er lighedsskabende, i stedet for at opdele landet i områder med velstand, fremgang og muligheder og områder, hvor mulighederne er meget begrænsede. Det skal helt konkret gøres ved at skabe arbejde, uddannelse og velfærd alle steder i landet – ikke kun omkring de store byer. Førfordelingen bør slå omfordelingen af pinden som den primære politik for at sikre, at uligheden mellem de mest ressourcestærke kommuner og udkantskommuner med mange udfordringer mindskes i fremtiden. Det er en væsentlig del af fundamentet for et mere lige Danmark.

Klumme

Det delte Danmarkskort


32

Lokalforeninger

Nordjylland tirsdag. d. 18. marts kl. 19.30-21.30

tirsdag d. 8. april kl. 19.30-21.30

Socialpolitikkens udvikling, konkurrencestat og metermålssamfundet

Kontanthjælpsreformen

Ved Hans Wadskjær. Hvordan kan udviklingen forklares (med udgangspunkt i Konkurrencestaten af Ove Kaj Pedersen), og hvordan ser vi udfordringerne for socialpolitikken på denne baggrund og hvordan hænger denne effektivisering sammen med udviklingen af Metermåls-mentalitetens sejrsgang, evaluering og evidens, hvor alt skal kunne måles og vejes (med udgangspunkt i antologien om Metermålssamfundet, redigeret af Hans Wadskjær). Kan vi gøre noget for at ændre det spil der i gang, som også rammer befolkningen gennem de socialpolitiske tiltag og styring af socialforskningen.

Ved Mette Tams. Den 1. januar 2014 trådte kontanthjælpsreformen i kraft. Uddannelsespålægget, som er en central del af reformen, stiller krav til unge under 30 om at komme i uddannelse (eller beskæftigelse). Myndighedsopgaven og rollen ift. borgeren ændrer sig på beskæftigelsesområdet – men i dette oplæg ser vi nærmere på en afledt effekt af kontanthjælpsreformen: Hvad betyder den nye sats »Uddannelseshjælp« for de unges muligheder for at dække de daglige udgifter – herunder specielt boligudgiften? Og, er boligmarkedet gearet til denne gruppe af unge? Sted: Huset Hasserisgade

Sted: Huset Hasserisgade

Aarhus fredag d. 12. marts

tirsdag d. 14. maj KL. 17-18

Offentligt møde om kontanthjælpsreformen

Generalforsamling samt møde om Socialrådgiver­ uddannelserne

Kontanthjælpsreformen og dens virkninger for klienterne; fattigdom, familieopløsning og hjemløshed. Debatoplæg fra 3 mennesker, som er ramt af Mette Frederiksens reform, Nina V. Hielmcrone, Cand.jur., universitetslektor og leder af Gellerupparkens rådgivning, Finn Sørensen, Folketingsmedlem for Enhedslisten samt unavngivne socialrådgivere m.fl. Sted: Hovedbiblioteket, Salen, Mølleparken Århus C. Arrangører: Dansk Socialrådgiver­ forening Region Nord og Socialpolitisk Forening Aarhus

Mødet omhandler socialrådgiveruddannel­ serne og klienternes behov. Hvad med helhedsprincip og praksisrelation? Mødet er ikke færdigplanlagt endnu – mere information følger i brev. Arrangører: Dansk Socialrådgiver­ forening Region Nord og Socialpolitisk Forening Aarhus. Efter generalforsamlingen er der møde kl. 19-21.30 om socialrådgiveruddannelserne, ­Socialpolitisk Forening Århus, DS region Nord


33 Fyn

Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv Ved Jørn Henrik Pedersen.

Medlemsmøde og generalforsamling i Fyns afdeling. Oplæg ved professor Jørn Henrik Pedersen, SDU: »Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv«. Derefter ordinær generalforsamling i henhold til vedtægter. Sted: Ungdomshuset, Nørregade 60, Odense

husk generalforsamlingen i socialpolitisk forening

Indkaldelse til generalforsamling i Socialpolitisk Forening Fredag d. 21. marts 2014 kl. 17.30 – 19.30 (med forudgående debatarrangement). Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 (mødelokaler) Generalforsamlingsdagsorden vil som minimum indeholde 1. Fremlæggelse af landsstyrelsens beretning til godkendelse 2. Fremlæggelse af udvalgsberetninger 3. Fremlæggelse af revideret årsregnskab 4. Behandling af indkomne forslag 5. Behandling af budget for det kommende år 6. Valghandlinger 7. Eventuelt Alle individuelle og kollektive medlemmer kan stille forslag til behandling til generalforsamlingen. Forslaget skal stilles skriftligt og være sekretariatet i hænde senest 14 dage før generelforsamlingen. Hvis du går og overvejer, om du vil være medlem af Landsstyrelsen eller af Socialpolitisk Råd, så ring til landssekretariatet og hør hvad det indebærer. Debatmøde med Knud Aarup, direktør i Socialstyrelsen:

»Er vi på vej mod et paradigmeskifte i socialpolitikken?« Fredag d. 21. marts kl. 15.00 –17.00. Mere information følger på hjemmeside og nyhedsbrev. Tilmeldning til ­ debatmøde og generalforsamling udbedes af hensyn til forplejning mm. på: post@socialpolitisk-forening.dk eller på 23 32 03 94.

Lokalforeninger & Landsforeningen

Onsdag d. 19. marts kl. 19


34

Internationalt

Internationalt udvalg

Konference om Menneskerettigheder, ­Medborgerskab, Radikalisering og Working poor Hvordan får vi sat den internationale socialpolitik på den nationale dagsorden i Danmark? I en globaliseret verden og i specielt i EU er Menneskerettigheder, Medborgerskab, Radikalisering og Working poor i stigende grad presse-

rende udfordringer, der skal findes løsninger på. Derfor samler vi praktikere og berørte og diskuterer de fire problematikker. Dette skal munde ud i forslag til handling og ideer til, hvordan problemerne kan imødekommes.

Beskrivelse af de fire oplæg/diskussioner Menneskerettigheder v. Morten Kjærum, direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og tideligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Menneskerettigheder, romaproblematik, globalisering; omhandler fremmedhad/diskriminations kortlægninger af henholdsvis den jødiske- og romapopulationen i Europa i et menneskerettighedsperspektiv.

Radikalisering v. Marco Goli, Lektor/ Ph.D. , Professionshøjskolen Metropol Radikalisering, forstået som totalitære fortolkninger af religiøse tekster, er blevet fremstillet som produktet af parallelle samfund. Der ses på ideen om parallelle samfund, og den udfordring/dilemmaer det skaber for medborgerskab og sammenhængs­kraft.

Medborgerskab v. Annelise Murakami, lektor ved Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol og formand for IU (ICSW Danmark). Vilkårene for medborgerskab og deltagelse udfordres i denne tid. Der sondres i hvem der er inde – og hvem der er udenfor. Hvorledes kan fællesskabet styrkes med fokus på rettigheder, muligheder og forpligtelser. Er der nye veje at gå? Oplægget inddrager anerkendelsesteoretikere og søger at tydeliggøre forskellige konkrete, praktiske konsekvenser af forskellige opfattelser af anerkendelse – og anerkendelsesformer.

Working poor v. Ole Meldgaard, chefkonsulent, Kofoeds Skole og hovedarkitekt bag ICSW’s paper vedrørende Working poor. Working poor betyder, at man er fattig, selv om man har et arbejde. Den danske model er et forsøg på at organisere arbejdsmarkedet for at undgå lønninger så lave, at man ikke kan leve af dem. Working poor drejer sig om fordeling og om en arbejdsmarkedsmodel: udbud/efterspørgsel bestemmer lønnen i en global/liberaliseret økonomi, med fattigdom som reel trussel. Der står altså meget på spil for lønmodtagerne og for samfundets sociale balance.

Sted: Professionshøjskolen Metropol, Kronprinsesse Sofiesgade 35, 2000 Frederiksberg Dato: 7. marts 2014 kl. 10 – 16 Tilmelding: Skriv til post@socialpolitisk-forening.dk eller ring på tlf. 23 32 02 94 Information: Følger på hjemmesiden og via vores nyhedsmails


35 SOCIALPOLITISK FORENINGS organer

Landsstyrelsen Birthe Povlsen, Dansk Socialrådgiverforening Lise Jordahn, Professionshøjskolen Metropol Louise Dülch Kristiansen, Dansk Socialrådgiverforening Mads Engholm, cand.scient.anth. Mai Birk Andersen, stud. Ninna Hoegh, Projekt UDENFOR Ove Lund, formand for Socialpolitisk Forening Hovedstaden Preben Etwil, redaktionen for Social Politik Internationalt udvalg Annelise Murakami, formand Bjørn Christensen Joan Münch Rasmus Christensen Marianne Skytte

Ole Hammer Ole Meldgaard Helle Strauss, obs. (IASSW) Rene Meyrowitsch, obs. (OMEP) Lars Steinov, obs. (AIEJE) Socialpolitisk Råd Lisbeth Zornig Andersen, Huset Zornig Christian Sølyst, LO Hanne Thomsen, Missionen blandt Hjemløse Heiner Lützen Ank, Kirkens Korshær Jette Høy, FTF Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening Mikkel Warming, Socialborgmester, Københavns Kommune, Enhedslisten Lasse Bjerg Jørgensen, BUPL + Landsstyrelsen og formændene fra lokalforeningerne dog fra Hovedstaden, Kirsten Windekilde

LOKALForeninger Socialpolitisk Forening Hovedstaden Formand Ove Lund, ovelund@raastof.dk

Socialpolitisk Forening Viborg Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Socialpolitisk Forening Lolland og Falster Formand Anja Sigvard Nielsen, anja@forkanter.dk

Socialpolitisk Forening Aarhus Formand Viggo Jonasen, viggojonasen@gmail.com

Socialpolitisk Forening Nordjylland Formand Carl Christensen, carllundby7@gmail.com

Socialpolitisk Forening Fyn Fungerende formand Bjarne Hansen, bolbrobjarne@yahoo.dk

Socialpolitisk Forening Sydvestjylland Kontakt post@socialpolitisk-forening.dk

Social politiks redaktion Matilde Høybye-Mortensen (ansv.) maho@kora.dk Peter Bundesen peter.bundesen@cdnet.dk Tine Gomard dalbrogomard@mail.dk Margit Lotz margit.lotz@gmail.com Preben Etwil meyland@adslhome.dk

Morten Frederiksen Nina Særkjær Olsen Line Askgaard Anna Diana Møller Tanja Dall

mfr@dps.aau.dk n_olsen@hotmail.com lineaskgaard@gmail.com nordisk.anna@gmail.com tada@phmetropol.dk

Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. F.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer.

LandsForeningen

Formand Robert Olsen, Kofoeds Skole


7. mar 7. mar

Medlemsmøde i Socialpolitisk Forening Aarhus

Medlemsmøde i Socialpolitisk Forening Nordjylland

Konference om Menneskerettigheder, Medborgerskab, Radikalisering, og Working poor Se side 34, mere information følger på foreningens hjemmeside.

TEMA: Kontanthjælpsreformen Yderligere information udsendes direkte til lokalforeningens medlemmer.

TEMA: Socialpolitikkens udvikling, konkurrencestat og metermålssamfundet (se side 32) Oplægsholder: Hans Wadskjær. Sted: Huset Hasserisgade. Tid: 19.30-21.30.

Medlemsmøde og generalforsamling i Socialpolitisk Forening Fyn TEMA: Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv Oplægsholder: Professor Jørn Henrik Pedersen, SDU. Sted: Ungdomshuset, Nørregade 60, Odense. Tid: Starter kl. 19.

Generalforsamling og debatmøde i Socialpolitisk Forening Er vi på vej mod et paradigmeskifte i socialpolitikken? (se mere side 33) Oplægsholder: Knud Aarup, direktør i Socialstyrelsen.

Medlemsmøde i Socialpolitisk Forening Nordjylland TEMA: Kontanthjælpsreformen (se side 32)

24. apr

Kritisk Socialt Forum – Mere end »Dovne Robert« og »Fattig Carina«?

Joint World Conference on Social Work, Education and Social Development

13.-14. jun

Generalforsamling i Socialpolitisk Forening Nordjylland

Apr/maj

Oplægsholder: Mette Tams. Sted: Huset Hasserisgade. Tid: 19.30-21.30.

9.-12. jun

8. apr

21. mar

19. mar

Internationalt Socialt Forum (Kritisk Socialt Forum)

18. mar

Kalender

Sted: Huset Hasserisgade. Tid: Starter kl. 19.30.

De strukturelle og samfundsmæssige rammer for den socialpolitiske debat Nærmere information om oplægsholdere, sted og tid udsendes på mail.

IU deltager i ICSW-arrangement i Melbourne, hvor socialt engagerede praktikere, forskere og undervisere fra hele verden samles for at diskutere sociale emner.

Folkemødet Bornholm Fredag d. 13. – Kritisk Socialt Forum: De strukturelle samfundsmæssige rammer for den socialpolitiske debat. Lørdag d. 14. – STOP FATTIGDOM NU-netværket: Pisk eller gulerod »incitamentstankegangen, der ligger til grund for de fleste politikker og reformer på det socialpolitiske område.«

Social Politik Nr. 1, 2014 - Konkurrencestaten, den moderne velfærdsstat?  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you