3 minute read

Nu ved vi, hvad der virker

Helle Hellemann arbejder med projekt PattegriseLIV.

Nye, gode rutiner får flere pattegrise til at overleve. Flot resultat på bare 3 måneder.

TEKST OG FOTO:

Lilli Snekmose, redaktør Tlf. 2557 9810 · lsn@sagro.dk

KIBÆK - Det er lykkedes at sænke dødeligheden blandt pattegrisene hos Ida og Jacob Jensen med 3-4 %. Den gode udvikling er en konsekvens af, at bedriften i 3 måneder har været med i Projekt PattegriseLIV. I hele forløbet er svinerådgiver Helle Hellemann knyttet til bedriften, som igennem et halvt år får hyppige besøg af hende. Ved første besøg mødte svinerådgiveren ind sammen med de ansatte om morgenen for at få indtryk af deres rutiner. Det handler om at skabe en god forståelse og få en god kommunikation med hinanden, hvis der skal rykkes med noget. Ida Jensen, der står for soholdet på bedriften, kan se det virker: - Hver gang Helle Hellemanns har været på besøg, så ved farestaldsmedarbejderne præcis, hvad de praktisk skal arbejde med, og hvordan vi følger op. Det er det, der har gjort forskellen for os, vurderer hun. Landsgennemsnittet for dødelighed indtil fravænning blandt de 25 % bedste besætninger var i 2019 på 12,6 %. I kvartalsopgørelsen i januar er Ida og Jakob Jensen nede på 10 %. Det betyder noget for bundlinjen, for en reduceret dødelighed på 3-4 % svarer til en merindtjening på 442.000 kr. om året.

Det gode samarbejde

For svinerådgiveren er det vigtigt, at medarbejderne er på hjemmebane, hvis der skal blive et godt samarbejde. Helle Hellemann arbejder ud fra, at respekt og anerkendelse er det bedste udgangspunkt for at motivere til ændringer. Og nogle gange skal der ikke så meget til. - Vi ser mange gange, at nok er der aftalt nogle rutiner, men de bliver ikke fulgt af alle. Det kan også være, at nye arbejdsgange er gledet ind og er blevet hverdag – i stedet for det, der er aftalt, forklarer hun. Tit kan der være en god effekt blot ved at ændre rækkefølgen i rutinerne. Ida Jensen oplever, at Helle Hellemann og medarbejderne i farestalden har fået fintunet rutinerne.

FAKTA

PattegrisLIV:

Projekt PattegriseLIV starter i 2021 en ny runde rådgivningsforløb og staldskoler. Hos SvineRådgivningen er det rådgiverne Allan Mikkelsen og Helle Hellemann, der er på projektet. De har begge praktisk erfaring med pasning af grise. Målet er at få flere pattegrise til at overleve. Det sker gennem en indsats for at reducere antallet af dødfødte pr. kuld og samtidig at hæve overlevelsen af de levendefødte grise. Forløbet består af hyppige, individuelle rådgivningsbesøg i de deltagende besætninger i løbet af et halvt år. Den tætte kontakt sikrer hurtig opfølgning og kontinuerlig fremdrift. Derudover deltager den farestaldsansvarlige i erfa-staldskole med ansatte fra besætninger med andre farestaldsmedarbejdere. Disse møder foregår på skift hos de enkelte deltagere.

Sådan gjorde vi

Nærmiljøet:

Ved faring og to dage efter er der 37°C i pattegrisehulen, 21,5°C i stalden.

Foder:

Der er sat fokus på recepter, foderkurve og indstilling af tørfoderkasser. Raskmelding: Efter faring gennemgår soen et sundhedstjek og får f.eks. målt temperatur.

Råmælk:

Når de først-fødte har fået råmælk, flyttes de til en ammeso, for at sikre at resten af kuldet kan komme til og få de antistoffer, der findes i råmælken.

Ro i kuldene:

Efter 72 timer bliver der ikke byttet grise rundt mellem kuldene.

Det er ejeren, Ida Jensen (tv), der står for soholdet. (Privatfoto)

- Vores fokus har været på temperatur i farestald og pattegrisehuler. Vi har været omkring rutiner ved kuldudjævning, opsamling af grise og foderindstilling. Vi har flere forskellige farestalde med forskelligt udstyr, men selvom der også er gamle stalde, kan vi opnå en høj effektivitet, konstaterer hun.

Keep it simple

Helle Hellemanns motto er: Hold det simpelt. - Vi ved af erfaring, at der er bestemte tiltag i soens og grisenes nærmiljø, der giver et løft. Kan man sørge for, at der er en temperatur ved grisene, så de kan holde sig varme, og det samtidig er koldt nok til at soen kan fastholde sin effektivitet, så giver det resultater, lover hun. Foderet skal også være i orden, ellers mangler man et helt produktionsben at stå på. Derudover skal søerne raskmeldes efter faring, grisene skal sikres råmælk, og der skal være ro i kuldene.

This article is from: