Tysklands førende designmuseum har længe samlet på Ikea-møbler. Nu præsenterer man det svenske fænomen i en udstilling, der viser, at Ikea ikke har opfundet den dybe tallerken, selv om den er billigere her end andetsteds.
Af Michael Kuttner
MÜNCHEN: Der er ikke mange i den industrialiserede verden, som ikke på et tidspunkt har ønsket Ikea hen, hvor peberet gror. Det er som regel sket, når man skulle samle et skab, montere et bord eller prøve at returnere en stol, hvor delene ikke passer sammen. I sidstnævnte tilfælde får man hverken pengene tilbage eller en anden stol, hvis man ikke har kvitteringen – selvom Ikea er den eneste i hele verden, der fører produktet. Men Ikea er ikke kun irritationer, ellers kunne man dårligt være i 24 lande og omsætte for 150 milliarder kroner fordelt på 253 bolighuse. Oftest er delene, som de skal være, og man er selv et klumrehoved, eller man kan nøjes med at købe stearinlys og Abba-fiskepålæg, der har den fordel, at de kan bruges uden søm og skruer. IKEA SELV YNDER at tale om demokratisk design, hvilket umiddelbart lyder som en selvmodsigelse, for man kan ikke formgive et møbel eller et hus på et fællesmøde. Man mener noget andet – at almindelige mennesker skal kunne købe smuk-
1958 »Grill«
ke og praktiske ting. »Skønhed for alle,« som den svenske reformkvinde Ellen Key, der er koncernens ideologiske forbillede, sagde i 1899. Det var der også andre, som mente: Bauhaus i Tyskland, den hollandske De Stijl-bevægelse og danske arkitekter, som lod deres møbler fremstille hos Brugsen. Men det endte altid med, at det blev hundedyrt, Børge Mogensens tremmesofa koster en bondegård, Bauhaus-produkter er heller ikke billige (her menes boligretningen fra mellemkrigstiden og ikke nutidens byggemarkeder, red.), og svenskerne udløste virkelig en revolution. Nu er Ikea kommet på museum. Det har man for så vidt været længe, Ikea har et eget af slagsen i Älmhult i Sverige, men det er interessant at sætte produkterne i et internationalt perspektiv og gå mere videnskabeligt end merkantilt frem. Det sker i München, hvor lederen af designmuseet i Pinakothek der Moderne, Florian Hufnagel, har beskæftiget sig med fænomenet i mange år. Hufnagel er formentlig den førende museumsmand inden for industriel formgivning i Tyskland, han begyndte at samle Ikeamøbler i 1980erne, og München er på designområdet langt foran f.eks. Berlin, hvor det lokale kunstindustrimuseum er anbragt i noget, der ligner en lufthavnsterminal og tilsvarende ucharmerende. Udstillingen er ikke overvældende kritisk, men dokumenterer, hvad der alligevel er svært at skjule: Ikea har vendt op og ned på prissætningen, men mange af varerne minder om tyske, østrigske, hollandske og skandinaviske klassikere. Hufnagel har anbragt Ikea-møbler side om side med de åbenlyse forbilleder,
1960
1999
»Manhattan«
»Ögla«
den enkle Billy-reol står sammen med Bruno Pauls bogkasse fra Vereinigte Werkstätten i Berlin 1908. En finsk Aalto-stol fra trediverne føres videre i Ikea-produktet Pöang fra 1977. EN AF DE HELT TYDELIGE kopier er Ögla, bygget over tysk-østrigeren Michael Thonets kaffehusstol fra 1800tallet. Ikea fik oprindelig den polske fabrik Fameg, grundlagt af Thonet, til at fremstille en billigere udgave, men da den som originalen var af bøjet træ og vanskelig at transportere, begyndte man at producere den af kunststof. Siden blev plastrørene hule og fra 1994 har man udelukkende brugt genbrugsmaterialer, f.eks. gamle yoghurtbægre. Det har gjort den billigere, lettere og mere økologisk. Dermed er den også blevet mere demokratisk, men sammenlignet med modellen af træ er den næppe kønnere. I München vises også, hvordan Ikea har forandret de sociale omgivelser. Tyskland er det land, hvor koncernen har sin største omsætning – 16 procent mod ti procent i Amerika og syv procent i Sverige, og fra 2004 er man begyndt at tiltale kunderne med ’du’ i kataloger, annoncer og TV-reklamer. Det er dristigt, for i Tyskland er selv lærere De’s med større skolebørn. Det tager ikke overhånd, for ingen Ikea-ansat kunne drømme om personligt at tiltale voksne kunder med du, men det er et stort skridt. Fødevareafdelingerne har lært tyskerne at spise svenske produkter – bl.a. fiskepålæg – og den tyske stemme, der med svensk accent priser Ikea i TV er en lingvistisk særhed. SKØNT FILIALERNE rundt om i verden er tilpasset regionale egenarter, har man skabt en globaliseret stil. Danske
A 1994
»Mammut«
indehavere af ferielejligheder i Berlin kan uden problemer finde, hvad de har brug for i den lokale afdeling, det samme kan polakker i Israel eller kinesere i Frankrig. Produkternes navne er et kapitel for sig. Sofaer, fletmøbler og håndtag er opkaldt efter svenske byer (Lervik og Karlstad), senge efter norske byer (Hemnes og Gutvik), tæpper efter danske byer (Roskilde og Valby), og sengetøj efter blomster, planter og ædelstene (Bomull og Mistel). Sådan er det hele vejen igennem. Hufnagel mener, at Ikeas filosofi er nært knyttet til den svenske velfærdsmodel, Folkhemmet, hvilket nok er rigtigt, men ikke gennemføres helt konsekvent. Moderkoncernen er indregistreret i Holland, en anden funktion er anbragt i Luxembourg, og grundlæggeren Ingvar Kamprad, der med sine demokratiske møbler er blevet styrtende rig, har siden 1970erne boet i Schweiz. Måske er det på grund af de smukke omgivelser og den glimrende infrastruktur, men det kan også skyldes overvejelser om person- og selskabsskatten. PRÆSENTATIONEN I MÜNCHEN er interessant, også fordi Ikeatingene bugter sig mellem klassikerne i den permanente samling. Danske arkitekter er pænt med. Her er den ukendte Hans Th. Ludvigsens sidebord, fremstillet af Fritz Hansen omkring 1952, en Grete Jalk-stol produceret af Poul Jeppesen i Store-Heddinge 1963, og Verner Pantons kulørte Vilbert-stol fra Ikeas sortiment 1993. Man kan ikke sige, at det ene er pænere end det andet, Ikeas plastvandkande Vållö, der stadig fås til 17 kroner stykket, er indbegrebet af Scandinavian Modern og står på designmuseer verden over, men de klassiske møbler er ofte mere holdbare. Og en Ögla er ikke en Thonet nr. 18, som en af de originale kaffehusstole hedder. Udstillingen er værd at se, men hvis ikke man kommer til München foreløbig kan man såmænd også tage en tur i nærmeste Ikea-filial, efterfulgt af et besøg på Kunstindustrimuseet. Budskabet er det samme, om end knap så udtalt uden for Pinakothek der Moderne: Ikea er godt, fordi det er billigt, og formgivningsmæssigt står man på andres skuldre. Men det er kun hos Ikea, man kan købe en sofa og svensk fiskepålæg under samme tag. Alligevel plejer maden at smage bedre i cafeen på Kunstindustrimuseet end hos Ikea, men den er også dyrere.
2001
»PS Sävö«
DESIGN: ANDERS TAPOLA
Pakkeforsendelse
DESIGN: GRETHE NIELSEN OG MICHAEL BJERRE, BERLINGSKE TIDENDE
1956
påmuseum
»Democratic Design – IKEA«: Pinakothek der Moderne, München, til 12. juli. Internet: www. pinakothek.de/pinakothekder-moderne.
TÆNDSTIKKER OG URE: Ikea blev grundlagt af Ingvar Kamprad i Sverige 1943, da han var 17 år. I begyndelsen handlede man med bl.a. tændstikker, tegnebøger, ure og smykker, fra 1951 udelukkende med møbler. Fra 1956 blev møblerne pakket i enkeltdele i flade papkasser, som gjorde forsendelsen billigere. / Det første Ikea-møbelhus blev åbnet 1958, fem år senere fulgte den første udlandsfilial nær Oslo. Det første møbelhus i Danmark blev indviet 1969. / 21 pct. af varerne kommer fra Kina, 17 pct. fra Polen, 8 pct. fra Italien og 6 pct. fra henholdsvis Sverige og Tyskland. / Ikea-varehuse blev verden over besøgt af 565 millioner mennesker sidste år.
12 MAGASINSØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 14. JUNI 2009
BERLINGSKE TIDENDE 14. JUNI 2009 MAGASIN SØNDAG 13
IKEA vinder guld i Danmark – Smålandsposten er bedst i Europa ■ Danske Dagblades Forening (DDF) har kåret årets vindere i Årets Danske Avissider og – for første gang – Årets Webavis. I alt blev det til 20 hæders-, 8 sølv- og 3 gulddiplomer. Guld fik Information.dk for netavisens ”åbne, lyse og overskuelige design”; Fyns Amts Avis for en sektionsforside med gamle træbøjler fra skræddermestre og ekviperingshandlere – ”en usædvanlig stilfuld side i perfekt balance”, skrev juryen. Endelig vandt Berlingske Tidende guld for opslaget herover om det svenske paradis for umbraco-ekvilibrister, IKEA.
har blivit utsedd till European Newspaper of The Year i ■ Smålandsposten
kategorin lokaltidningar. Det är elfte gången denna utmärkelse utdelas av Norbert Küpper tillsammans med Medium Magazin, Der Osterreichische Journalist och Schweizer Journalist. I motiveringen sägs: ”Smålandsposten stands out through the clear reader guidance: Page titles and column headings form a guidance system, leading the reader through the newspaper. The picture language works flawlessly, for Smålandsposten very much relies on its own local pictures. Service for the reader is written here with a capital S: Fact boxes, lists, information graphics are a matter of course in most of this newspaper’s reports.
Part of this concept is that notated at the end of the reports are the author’s name, e-mail and telephone extension. What is particularly handy and readerfriendly: All sections are stitched.” Övriga aviser som prisades som European Newspaper of The Year var: Stuttgarter Zeitung i kategorin regionala aviser I informação, Oeiras, Portugal i kategorin rikstäckande aviser. Juryns speciella pris gick till 24sata, Zagreb, Kroatien. –tapola, –pryds danskedagblade.dk editorial-design.com/09/award09e
Living and working together in the heart of Stockholm Lars Andersson lars.andersson@unt.se
SNDSMagazine 2009|4
■ Svenska
18
Dagbladet and Aftonbladet move together in the center of Stockholm when Shibsted Sweden rationalize their media activities. Gunnar Strömblad, chairman of Schibsted Sweden, says to Dagens Nyheter that it does not mean that the different news organizatons should be integrated, on the other hand he does not exclude editorial collaboration in the future. In addition to Svd and AB Shibsted Sweden concentrates much of their media activities to the new building, like the websights Blocket, Hitta, Byta bil and E24.
Shibsted Sweden needs to cut costs by almost one billion Nkr and Gunnar Strömblad cannot exclude further cut of staff in the future. ”It is impossible, but we need to discuss this with the unions on the different companies first,” says Gunnar Strömblad to Dagens Nyheter. To make the organisation more efficient Shibsted Swedens main concern is administration and IT. The new mediahouse, built by Jernhusen is said to be one of the most modern office buildings in the world when it comes to enviromental solutions. Schibsted Sweden plans to move into their four stories of the building around the turn of 2010-2011. ■