KRISTIAN WOLSKI
Mellem toner
Et stille perspektivpåmusikerlivet
Copyright ©2026 by Kristian Wolski
All rights reserved. Nopart of thispublication may be reproduced, stored,ortransmittedinany form or by any means, electronic, mechanical, photocopying, recording, scanning,or otherwise without written permission from the publisher. It is illegal to copy this book,post it to awebsite, or distribute it by any other means without permission.
Automatiserad teknikvilken används för att analysera text och data idigital form isyfte att generera information, enligt 15a, 15b och 15c §§ upphovsrättslagen (text- och datautvinning), är förbjuden.
©2026 Kristian Wolski
Illustration: Kristian Wolski
Förlag: BoD ·Books on Demand, Östermalmstorg 1, 114 42 Stockholm,Sverige, bod@bod.se
Tryck: Libri Plureos GmbH, Friedensallee 273, 22763 Hamburg, Tyskland
ISBN: 978-91-8134-159-1
First edition
This bookwas professionally typeset on Reedsy. Find out more at reedsy.com
Første ansats
Hvis man tageretinstrument ihånden længe nok, begynder det at stille spørgsmål tilbage. Nogle af dem handler om teknik. Defleste handleromdig.
Mineforældre kom til Danmarkfra Poleni1985 med kufferter, håb og en fremtid, de endnuikke kendte formen på. Jeg kom til verden nogle år senere, og på en eller anden måde begyndte min historie med lyd, før jeg selv vidste det.
Jeg kan ikke huske en tid uden musik.Klaveretstod der. Guitaren stod der. Jeg rørte ved tangenterne, strengene, klangen, ja alt som skabte stemning. Noget imig reagerede med det samme.Jeg var fascineretaflyd.
Ikke bare melodier, menvibrationer. Rum. Resonans. Den måde en tone kan fyldeet værelse på,eller enskrop. Musikskolen iRanders blevmit andethjem.
Senere trommer ijazz bigbandi teenageårene. Jeg lærteattælle, at lytte, at ligge ietgroove sammen med andre. Jeg lærte også noget andet: at musik ikke kunerindividuel kunnen, men kollektiv bevægelse.
Senere studerede jeg musikvidenskab.Jeg spillede kontrabas, klaver og trommer. Jeg analyserede, skrev, lyttede og forsøgte at forstå, hvad detegentlig er,der sker når lyd bliver til mening.
Folkemusikken kom ikke som etbrag, menmere snigende.
En lånt CD på Randers Bibliotek. Ulrika Boden.
Hendes stemmeogmusikerne omkring hende ramte noget imig jeg ikke havde sprog for endnu.
Det var jordnært og himmelvendtpåsamme tid.En klangafnoget ældre end mig selv.Noget levende. Noget, der ikke forsøgteatimponere,men bare var.
Jeg blev betaget.
Pludselig vidste jeg, at jeg villeværeendel af det miljø. Jeg tog på ROD, et folkemusikstævne, hvor musikere, dansere og undervisere samles om det fælles arbejde med tradition, udtryk og fordybelse.
Et sted hvor musikken ikke kun bliver spillet, men levet ifællesskab. Hvor man kan mærke,attradition ikke er museum, men bevægelse.
Jeg drømte om en dag at stå dér som instruktør.
Det virkede næsten urealistisk dengang. Men det blev en realitet senere hen.
Jeg uddannede mig på Musikhögskolan iMalmö
med cittern som hovedinstrument. Seneretog jeg en læreruddannelse på KarlstadUniversitet. Icoronatiden blev jeg finsnedker. Jeg har taget flere uddannelser, end jeg nok selv helt kan forklare logikken i.
Hvorfor?
Jeg ved det ikke fuldstændigt. Måske fordi jeg altid har været drevet af nysgerrighed. Måske fordi jeg har søgt noget, der både kunneforankre mig og udfordre mig. Måske fordi livetnogle gange bevæger én hurtigere, end manselvplanlægger.
Jeghar spillet på scener rundt om iverden. Undervist, øvet, turneret, tvunget migselvvidere.Stoppet op,været stolt, været usikker, været for meget, været for stille.
Jeg har oplevet perioder med flow og perioder med sammenbrud.
Perioder hvor musikken bar mig og perioder hvor jeg måtte bære den.
Denne bog er skrevet, fordi jeg er nået et sted,hvor jeg kan udtrykke mig om det hele uden at skulle bevise noget.Jeg har levet længe nok imusiklivet til at se mønstre imig selv og iandre.I miljøer.I undervisning. Irelationer. Ikroppen.
Jegskriver ikke, fordi jeg har fundet svarene.Jeg skriver,fordi jeg har fundet spørgsmålene.Ogfordi jeg tror, at mange musikere, uanset genre, vil kunne genkende sig selv inoget af det. Selvom min vej
tydeligt går gennemfolkemusikken,handlerdenne bogikke kun om folkemusik. Denhandler om at være menneske med et instrument. Omambition.Om nervøsitet. Om relationer. Om kriser.Omkarriere. Om søvn. Om ego. Om glæde.Ombæredygtighed.
Jeg når ikke at berøre alt. Det kan ingenbog.Men hvis du finder noget, dervækkernoget idig, så håber jeg vi en dag kan tale om det. Jeg elsker samtaler. At vende og dreje tingene. Atblive klogeregennem uenighed lige så meget som gennemgenkendelse. Måskefinder du bogen interessant.Måske synesdu, den er kedelig. Begge dele er lige spændende at tale om.
Jeg ønsker dig god læselyst. Og jeg håber,dufinder mindst én tanke, der giver genklang. Resten må vi opdage undervejs.
Musiker sygdomme
AV!, BIB!, SPRAK! og et overaktivt nervesystem. Det er de musikersygdomme, der nu er påmin “til videre”-liste. Jeg kalder dem musikersygdomme, fordidealle stammer fra én ting:enubalance mellem præstation og restitutionog en overbelastning forklædt som passion.
AV! Jeg var 24 år,dajeg besluttede migfor at blive musiker. Jeg kastede mig hovedkulds ind iøvningen ca. 4-6 timer nonstop hverdag.Før da havde jeg ikke øvet så intensivt. Min krop varsimpelthen ikke vant tilden belastning, og det gik hurtigt galt.Efter bare tre måneder brød kroppen sammen. Seneskedehin debetændelse ivenstre håndled. Jeg følte migsom et tragikomisk eksempel fra enundervisningsbog i ergonomi. Drømmen om at blive musiker begyndte at ligneetcase study ioverbelastning. Mennår livet
giver dig seneskedehindebetændelse,måduvel… tage et dybt åndedrag og åbne hørelærebogen. Jeg tænkte: “Hvisjeg ikke kan bruge hænderne,såmåjeg i detmindste lære at høre forskel på enkvart og en kvint uden at blinke.” Det blev starten på en intens,ogtil tider absurd, romancemed hørelære.
Jeg måtte stoppe med at spille, menjeg trænede mine ører, og idag er jeg evigt taknemmelig for, at jeg gjorde det. Jeg forsøgte forskellige behandlinger: akupunktur, holistisk behandling,massage og medicin. Jeg holdt mig dog fra operation. Efter seks måneder med konstante smerter begyndte jeg med yoga og meditation. Det gav mig en følelseaf lettelse, og jegkunne spille lidt igen. Men smerten forsvandt ikke helt.
En dag stod jeg isupermarkedet med min morog skulle bare løfte en indkøbspose. Enhelt almindelig pose.Ikke engang tung. Også: AV! En brændende smerte skød gennem hånden, og jeg udbrød noget, der fik hele køen til at vende sig. En dame ipelslagde hånden på hjertet. Jeg stod og pustede og bandede lavmælt, indtil jeg pludselig indså… det var jo ikke den sædvanlige hånd. Jeg kiggede ned, nærmest fornærmet: “Undskyld, hvemhar givetdig lov tilat gøre ondt?” Først blev jeg overbevist om, at jeg var færdig. Nu begge hænder? En karriere somenhåndsmusikermed skiftevis hånd virkede ikke realistisk.
Men så kom det snigende: Det her var ikke fysisk.
