Studiemateriale lederkursus 2023

Året for ungdom og glædesfyldt triumf

Studiemateriale til SGI Danmark - Lederkursus 2023

Fire

tekstuddrag:

• Ny menneskelig revolution, bind 8, kapitel 2: Juvelbesat sværd. Udgivet af SGI-Danmark, 2021

• ‘Folkets fæstning’: Oversat fra ’Citadel of the People’, New Human Revolution vol. 17. World Tribune Press, CA, USA, 2009.

• Solens buddhisme oplyser verden, 82. Oversat fra Newsletter NL11111XS // Daibyakurenge, Soka Gakkais månedlige studiemagasin, februar 2022.

• ’Åndelig uafhængighed’: Oversat fra ’Spiritual Independence’, forelæsnings-oplæg lavet af SGI-Headquarters i Japan i anledning af 30-årsdagen for Soka Gakkais åndelige uafhængighed i 2021.

Engelsk-dansk oversættelse: SGI-Danmark

Layout: SGI-Danmark

Forside: Malene Bjelke

Udgivet af: SGI-Danmark

A.F. Kriegersvej 3 2100 København Ø sekretariat@sgi-dk.org

NY MENNESKELIG REVOLUTION BIND 8 KAPITEL 2: JUVELBESAT SVÆRD

Ny menneskelig revolution bind 8

Kapitel 2: Juvelbesat sværd

Skabelsen af en ny tid ligger i ungdommens hænder. I sommeren 1963 lagde Shin’ichi hele sin sjæl i at udvikle Soka Gakkais ungdom. Han så beslutsomt frem mod de titusinder eller hundredtusinder af unge mennesker, der ville dukke op som hans ligemænd, hvad angår ånd og dedikation.

Den 1. juli 1963 deltog han i et afdelingsledermøde for unge mænd i Taito bydistrikts sportshal i Tokyo. Han meddelte, at den syvende mindedag (sjette årsdag) for Josei Todas død den 2. april 1964 ville blive begyndelsen på en essentiel fase i Soka Gakkais udvikling. Hans erklæring lød som en løves brøl. "Essentiel" er her en reference til de sidste 14 kapitler i Lotus Sutraen. I modsætning bliver de første 14 kapitler kaldt for den teoretiske lære. Teoretisk betyder i dette tilfælde en skygge af sandheden1 , mens essentiel betyder sandhedens faktiske substans. Lotus Sutraens kerne bliver ikke afsløret i Sutraens første halvdel, men i kapitlet 'Den Således Ankomnes livslængde' i den essentielle lære. Med “essentiel fase,” mente Shin’ichi tiden, hvor det faktiske arbejde med kosen-rufu ville begynde. Dette forbløffede deltagerne Det var som gik en elektrisk strøm igennem dem. Alle var overraskede over den nye udvikling i bevægelsen for udbredelse af Nichiren Daishonins lærer og for Soka Gakkais enorme vækst, siden Shin’ichi blev præsident. Så at høre Shin’ichi erklære, at en ny, essentiel fase ville begynde med Todas syvende mindedag, betød, at de indtil nu kun havde været i den teoretiske fase. De kunne ikke forestille sig, hvilken slags tid den essentielle fase ville blive.

Men da det gik op for dem, at det ville overgå alt, hvad de nogensinde kunne forestille sig, blev de begejstrede og beslutsomme. Deres øjne var klare og lysende og reflekterede det strålende

fremtidige billede af kosen-rufu. Som ledere af den generation, der ville genopbygge samfundet, følte alle en stor stolthed og glæde ved at leve med Soka Gakkai, mens de polerede og udviklede sig selv.

Ungdommen udmærker sig, hvor der er håb. Hvor der er fremgang i Soka-bevægelsen, findes der også en smuk atmosfære af håb.

Tre dage senere, den 5. juli, deltog Shin’ichi i et afdelingsledermøde for unge kvinder samme sted. En ny sang til unge kvinders afdeling med titlen 'Hyldest til glæden' blev sunget for første gang.

Ungdom!

Lad os synge!

Venner overalt i verden!

Vi vil ændre historien og lade kulturen blomstre.

De syv klokker skal lyde igen og fortælle om frihedens og fredens sejr.

Det var en lystig og glad sang, der udtrykte de unge kvinders friske beslutning og opmærksomhed på en ny begyndelse.

På de unge kvinders ledermøde foreslog Shin’ichi, at de unge kvinders og unge mænds afdelinger hver skulle sigte mod et medlemstal på en million. De unge kvinders afdeling havde på det tidspunkt 430.000 medlemmer og de unge mænd 640.000. Skulle de nå deres mål på en million, ville de hver blive en ungdomsorganisation af en skala uden fortilfælde i Japan.

Det er nødvendigt at have et mål for at kunne gøre fremskridt. Når først målet er sat og det står klart, hvilken indsats, der skal ydes over dage og måneder for at opnå det, øges fremdriften i den retning. Shin’ichi foreslog målet på en million medlemmer i hver afdeling, fordi han ønskede at give ungdommen et nyt håb.

Han talte også om den måde, medierne fremprovokerede kritik af Soka Gakkai på, ved at rapportere om visse medlemmers handlinger, som om at det var problemer forårsaget af Soka Gakkai selv. “Der er tilfælde, hvor mennesker, der lider af psykiske sygdomme, bliver medlem i Soka Gakkai og så skaber en eller anden uheldig episode,” sagde han. “I andre tilfælde bliver mennesker med en straffeattest, der er afvist af samfundet, medlemmer, men bliver herefter involveret i ny kriminalitet.

Hver gang noget sådant sker, trykker aviserne og sensationspressen historier, der antyder, at Soka Gakkai på en eller anden måde er ansvarlige, og de intensiverer derved angrebene imod os.

Det er politikernes og regeringens ansvar at tage sig af den slags mennesker, og sikre, at de kan leve med værdighed uden at udsætte andre for fare. Men det sker ikke. I stedet har samfundet vendt disse mennesker ryggen, og ingen gør noget for at hjælpe. Faktisk ser mange politikere og højt rangerede embedsmænd bare væk, når det handler om de uheldigt stillede. Japans ledere er egoistiske og uansvarlige.

Vi Soka Gakkai-medlemmer arbejder derimod for at befri denne verden for ulykkelighed. Når vi møder folk, der lider, forklarer vi dem, at alle mennesker har ret til at blive lykkelige, og vi lærer dem om Nichiren Buddhisme.

Soka Gakkai diskriminerer ikke. Da vi ønsker at se alle mennesker oprigtigt lykkelige, helliger vi os helhjertet til at tjene andre. Mennesker, der kun bekymrer sig om deres sociale status og deres egne behov, kan ikke gøre dette.

Vi favner mange mennesker med forskellige baggrunde og problemer, og der er en risiko for, at nogle kommer i problemer. Men hvad er det rigtige? Det, vi gør nu, eller at vende mennesker ryggen, bare fordi vi er bange for, hvad der ville kunne ske!”

Shin’ichi Yamamoto fortsatte sin tale med overbevisning: “Soka Gakkai er den mest ædle organisation i vores samfund, for den

omfavner oprigtigt selv dem, som samfundet har afvist, og viser dem vejen til lykke. Enhver samvittighedsfuld leder burde kunne se dette og rose Soka Gakkai for det.

Hvis vi pålægger vores medlemskab begrænsninger, og f.eks. kun optager dem med høj social status, økonomiske midler, godt helbred og andre kvalifikationer, ville vi aldrig været blevet kaldt de fattiges og de syges organisation, og mange problemer kunne have været undgået.

Men det ville betyde, at vi skulle opgive religionens sande ånd, og buddhismens i særdeleshed som er at hjælpe dem, der lider.”

Hver gang medlemmer så eller hørte et medie rapportere, at et Soka Gakkai-medlem var involveret i en eller anden hændelse, vidste de ikke, hvad de skulle sige til deres venner og naboer, og det frustrerede dem. Ved at italesætte dette, belyste Shin’ichi sagens kerne. Han forsøgte altid at holde sig opdateret om de problemer, der bekymrede medlemmerne. Da han først opdagede disse problemer, konfronterede han dem straks direkte og tilbageviste dem klart. I en ordkrig er en sådan hurtig handling yderst vigtig.

Shin’ichi fortsatte: “Jeg håber, at I alle sammen, ledere i unge kvinders afdeling, vil gøre jeres bedste for personligt at mødes med og opmuntre hvert medlem.”

Han var bekymret for, om de unge mænds og unge kvinders afdelingsaktiviteter var ved at fokusere for meget på at arrangere møder og events, og at en til en-opmuntringer blev underprioriteret.

Fundamentet for Soka Gakkai-aktiviteter er at praktisere for sig selv og for andre. Det betyder i praksis at dele Nichiren Buddhisme, og opmuntre og vejlede medpraktiserende i tro. På en måde stopper introduktionen af en anden person til buddhismen ikke ved, at personen tilslutter sig Soka Gakkai. Oprigtigt at gøre det muligt for andre at praktisere, betyder vedholdende at vejlede og opmuntre dem, indtil de overgår en selv.

Møder er selvfølgelig vigtige, men i realiteten kan alle ikke deltage i dem. Der er normalt mindst dobbelt så mange medlemmer i en lokal organisation, som antallet af medlemmer, der regelmæssigt deltager i gruppemøder. Kun ved personligt at besøge og opmuntre hvert medlem i vores område, kan vi styrke vores organisation. Dette vil føre til Soka Gakkais vækst og udvikling, og endvidere til kosen-rufus fremgang. Soka Gakkai-aktiviteter uden personlig vejledning er som et mesterværk, der mangler den sidste afgørende finish.

At tilbyde personlig vejledning er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Soka Gakkai består af alle slags mennesker. Nogle vil nægte at mødes og tale med andre medlemmer, mens andre måske blev medlem som barn sammen med sine forældre uden at opfatte sig selv som troende. Vi kan endog møde medlemmer, der er yderst kritiske overfor Soka Gakkai. Andre lider måske så dybt af økonomiske vanskeligheder eller sygdom, at de er blottet for ethvert håb for fremtiden.

Det er ikke en nem opgave at besøge sådanne medlemmer hjemme, prøve at føre en samtale, smede venskabsbånd, tale om vigtigheden af tro og lære dem om gongyo og buddhistiske principper.

At gøre det er langt mere udfordrende, end at tale med medlemmer, vi ser til møder eller som planlægger forskellige aktiviteter.

Men det er disse selvsamme anstrengelser, der gør os i stand til at polere os selv. I bestræbelserne for at hjælpe andre med at vokse, vokser vi også. At kæmpe på denne måde udgør desuden den sande buddhistiske praktisering. At sætte aktiviteter i gang sammen med dem, der regelmæssigt deltager i møder, er let, men dette vil i sig selv ikke gøre det muligt for Nichiren Buddhismen at spredes. Kun at tage os af sådanne medlemmer, kan sammenlignes med kaptajnen på et skib, hvis mål er en fjern kyst, der er tilfreds med kun at sejle rundt i havnen. Ledere må være klar over, at hovedscenen for Soka Gakkaiaktiviteter ikke er møderne selv, men det hårde arbejde, der finder sted udover møderne.

Netværket af liv-til-liv bånd, som er selve Soka Gakkai, blev skabt ved enkeltpersoners anstrengelser med at besøge og personligt at opmuntre deres medpraktiserende. Ligesom et stort sammenvævet netværk af rødder, der stikker dybt ned i jorden, støtter et mægtigt træ, er det medlemmers vedholdende og omhyggelige handlinger med at yde personlig vejledning på græsrodsniveau, der holder Soka Gakkai oppe.

En person, der ikke gør andet end at spille for galleriet, som er fej og doven, kan ikke udføre dette svære arbejde, der kræver enormt mod og udholdenhed. De, der på den anden side personligt taler med og opmuntrer deres venner og de mennesker, de møder, er sande udsendinge og børn af Buddhaen. De er troens sande mestre.

Shin’ichi var overbevist om, at hvis ungdomsafdelingens lederne aktivt tager del i at give personlige opmuntringer, vil Soka Gakkais fremtid blive fast og evigt grundfæstet. Han vidste, at lige som en flod vokser sig fyldigere og bredere, som den flyder mod havet, vil Soka Gakkai vokse og producere et evigt voksende antal af talentfulde individer, som årene går. Hvis ungdomslederne forsømmer dette ene afgørende område, vil de imidlertid ved egen hånd skære rødderne over på det mægtige træ, som er Soka Gakkai.

Det var derfor, Shin’ichi understregede vigtigheden af at tilbyde personlig vejledning, da han talte ved de unge kvinders afdelingsledermøde.

Shin’ichi Yamamoto opmuntrede herefter deltagerne til at vende hjem fra aktiviteter inden det blev for sent. “Rejsen med at udbrede Nichiren Daishonins filosofi over hele verden er lang,” sagde han. “Det vil ikke gøre nogen nytte, hvis I kommer ind i en ond cirkel med at komme sent hjem hver aften og presse jer selv, til I bliver udmattede.

Det er vigtigt at udøve sund fornuft og opføre sig på en måde, der er socialt acceptabelt. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige til jeres forældre, hvis I kom ud for en ulykke, fordi I var ude til sent om

aftenen for at lave Soka Gakkai-aktiviteter. Jeg foreslår derfor, at medlemmer af unge kvinders afdeling kommer hjem fra aktiviteter senest kl. 22. Og jeg vil gerne have, at lederne sørger for, at medlemmer gør det, og strengt råder dem, hvis de ikke gør.

Tiden flyver afsted, når vi er ivrigt engageret i Soka Gakkaiaktiviteter. Men med en tidsgrænse finder vi på flere innovative måder at være mere effektive på, og undgår at gøre noget af vane. Vi kan også forebygge ulykker. Det er sådan, vi skaber værdi."

På de unge kvinders ledermøde gav Shin’ichi medlemmerne et mål for fremtiden, tilbageviste ubegrundet kritik af Soka Gakkai, understregede vigtigheden af personlige opmuntringer, og gik endda så vidt som til at give konkret vejledning om, hvornår medlemmerne skulle gå hjem.

Ungdommen er et juvelbesat sværd i bestræbelsen på at opbygge en fredelig verden baseret på Daishonins lærer, og Shin’ichi anstrengte sig fuldt ud for at polere dette juvelbesatte sværd.

Dagen efter mødet, den 6. juli 1963, begyndte træningskurser for Suiko-kai og Kayo-kai i Amagi på Izu-halvøen. Suiko-kai og Kayokai er de respektive træningsgrupper for unge mænds og unge kvinders afdeling. Shin’ichi deltog energisk i disse aktiviteter. Nogle af deltagerne var allerede rykket til mænd- og kvinders afdeling, men de fleste var aktive medlemmer, der tog centralt ansvar i begge afdelinger. Shin’ichi satte al sin kraft ind på at uddanne ungdommen, så for ham var disse samlinger yderst vigtige.

Suiko-kai-medlemmerne tog fra Tokyo kl. 6 og ankom til Amagi efter at have lavet holdsport på stranden ved Kisami i Shimoda, Izu. Shin’ichi tog fra Tokyo med toget til Shimoda lige over middag, og rejste bl.a. sammen med hovedbestyrelsesformand Koichi Harayama. Da han ankom til sit logi i Amagi den aften, kom ungdomsafdelingsleder Eisuke Akizuki sammen med andre unge mænd for at hilse på ham. Shin’ichi talte til dem med stor overbevisning: “Er alle

ivrige efter at komme afsted? Lad os gøre dette til et træningskursus for at fremkalde fremragende ledere til den essentielle fase!”

Ordene flød fra Shin’ichis mund. Træningen var allerede begyndt. “Det vigtige for en Suiko-kai er, at I holder fast i Soka Gakkais ånd gennem hele livet. Lige nu går vores bevægelse for at udbrede Nichiren Buddhisme fremad i et jævnt tempo. Men det vil ikke altid være tilfældet. Daishonin skriver, at man ikke skal "forvente gode tider, men tage de dårlige tider for givet" (jf. ND I, 284).

Soka Gakkai-ånden betyder resolut at tage kampen op, når organisationen står overfor store vanskeligheder og kommer under kraftig beskydning. Daishonin siger også: "Selv om jeg og mine disciple møder forskellig modstand, vil vi med sikkerhed opnå buddhatilstand, hvis vi ikke nærer tvivl i vores hjerte. Tvivl ikke, blot fordi himlen ikke yder dig beskyttelse! Mist ikke modet, blot fordi du ikke har en let og tryg tilværelse i dette liv." (ND II, 237).

Dette er den ædle ånd, hvor vi fremmer udbredelsen af Den mystiske lov, præcis som Nichiren Buddhismen siger, uanset hvor kraftigt modgangens storme måtte blæse. Uanset hvor voldsomme forhindringer, vi står over for, eller hvor lang tid, de varer, må vi ikke tvivle på beskyttelsen fra de himmelske guder. Ægte buddhistisk praktisering er at udføre tro uforfærdet til det allersidste.

De, der beklager sig over, kritiserer og begræder, at vejen til at opnå vore store mål er hård og svær, praktiserer ikke Daishonins filosofi. De er ikke sande troende.

Daishonin erklærer endvidere: "Dette har jeg lært mine disciple dag ud og dag ind, men alligevel begynder de at tvivle og opgive deres tro. Tåbelige mennesker glemmer deres løfte, når det afgørende øjeblik indtræffer." (ND II, 237). Selv hvis troende konsekvent bliver fortalt, at forfølgelse helt sikkert vil komme, vil mange stadig ende med at forlade buddhismens uovertrufne lov. Det er tåbelige menneskers natur at glemme deres løfter i det afgørende øjeblik. Det

er yderst vigtigt, hvad vi gør - hvordan vi beslutter os for at leve - i det øjeblik, på det tidspunkt, hvor Soka Gakkai bliver forfulgt. Disse situationer afslører en persons sande karakter.”

Akizuki og de andre kunne mærke en ekstraordinær beslutsomhed i Shin’ichis vejledning, der strømmede fra ham som en evigt flydende kilde. De kunne også mærke, at Shin’ichis ord udtrykte hans enorme håb og forventninger til Suiko-kai og ungdomsafdelingen.

Shin’ichi fortsatte: “Toda fortalte mig, at han efter sin løsladelse fra fængslet efter krigen indgående spurgte sin kone om medlemmernes holdning og opførsel under hans fængsling. Senere, da hans forretning nåede et dødvande, iagttog han nøje sine disciples reaktioner og holdt øje med, hvad de gjorde. Han observerede deres sande natur. Hvad vi gør, hvordan vi opfører os i det afgørende øjeblik, er det, der afgør den endelige sejr eller nederlag."

"Da Todas forretning kom i krise, led jeg af tuberkulose. Jeg havde en vedvarende feber og nogle gange hostede jeg blod op. Vores lønninger udeblev stadig, og mine kolleger rejste en efter en. Selv om at de på mange måder stod i gæld til ham, kritiserede nogle af dem skarpt Toda bag hans ryg.

Men jeg fortsatte med at arbejde. Jeg havde i mit indre besluttet mig for at give mit liv til Toda, at kæmpe ved hans side så længe han levede, og at dø mens jeg udbredte Nichiren Daishonins lærer. Jeg troede på, at dette var den eneste måde at være et godt eksempel og vise, hvad det vil sige at være en ægte discipel af Toda og Daishonin i vore dage.

Toda forstod alt. Han kendte mig fuldstændig. Han sagde til mig: "Du prøver at tage livet af dig selv, gør du ikke? Du har besluttet at give mig dit liv. Men jeg vil ikke have det! Du skal leve - leve dit liv fuldt ud. Jeg vil give dig mit liv, så du kan gøre dette." Det var en mentors lidenskabelige bekymring for sin discipel og for bevægelsens

fremtid. Med disse ord tog jeg en stærk beslutning om at leve mit liv fuldt ud helliget til kosen-rufus fremskridt.

At give sit liv til kosen-rufu og at leve sit liv for kosen-rufu er to sider af samme sag. Den ene er ikke forskellig fra den anden. Begge indbefatter ånden at hellige sit liv til at udbrede Den mystiske lov.

Hvorfor fortæller jeg jer, Suiko-kai-medlemmer, disse ting? Det er fordi, I repræsenterer ungdommen, der er blevet betroet missionen at opnå verdensomspændende udbredelse af buddhismen.”

Denne vejledning fik dyb betydning for ungdomslederne. Eisuke Akizuki og de andre fornemmede tydeligt, at Shin’ichi ofrede al sin energi på Suiko-kai.

Samme aften samledes ungdommen til et spørgsmål-og-svar møde i et mødelokale på den kro, hvor de overnattede. Dette gav Shin’ichi en mulighed for at høre deres meninger, rapporter og spørgsmål. Han vidste, at dialog, der fremmer liv-til-liv udveksling, var yderst vigtigt, for det udtrykte princippet om enhed mellem mentor og discipel.

Kenshiro Ishikawa, leder af unge mænds afdelingen, var ordstyrer. I samme øjeblik han indbød dem med spørgsmål til at række hånden op, røg alle hænder på de tilstedeværende op i luften. Alle var ivrige efter muligheden for at stille spørgsmål eller dele deres tanker med præsident Yamamoto.

Shin’ichi følte, at den vejledning og opmuntring, han havde givet til ungdommen, stille og roligt bar frugt.

Shin’ichi havde konsekvent appelleret til sine skattede arvtagere i ungdomsafdelingen: “Frem for alt ønsker jeg, at I beslutter jer for, at ansvaret for vores bevægelses fremskridt ligger hos jer. Jeg håber, I altid grundigt vil tage de sociale problemer i betragtning, der helt sikkert vil dukke op, mens vi fortsætter med vores store gerning, og tænker på den visest mulige løsning.”

Han sagde også til dem: “Hvad enten I er politikere, direktører eller har ansvaret for en organisation, kan I ikke opfylde det tunge

ansvar, der følger med jobbet, hvis I er passive uden at tage initiativer. Daishonin skriver: "I en stormfuld tid lægger generalerne strategier bag lukkede døre, og sejr bliver afgjort tusinder af kilometer væk fra slagmarken" (GZ, 183). Når generaler samles, deler de de informationer, de er i besiddelse af, og diskuterer de forskellige opgaver, der skal handles på. De undersøger minutiøst enhver tænkelig fremgangsmåde og gransker enhver løsning, og udarbejder kreativt en plan, der vil føre til sejr.

Jeg tænker konstant på, hvordan man kan udbrede Nichiren Buddhisme, og jeg udtænker forskellige måder at nå vores mål. Baseret på jeres ideer og rapporter laver jeg handlingsplaner. Men uden noget input har jeg intet at arbejde med. Nul ganget med et hvilket som helst tal vil stadig give nul.

Derfor beder jeg om, at I nu fremkommer med de spørgsmål, tanker, meninger eller rapporter, I måtte have.”

Disse unge, der var i deres udviklings begyndelse, havde omsat Shin’ichis vejledning til praksis. Deres spørgsmål og ideer spændte bredt, fra emner om doktriner til sammenhængen mellem sociale reformer og menneskelig revolution. Mange gav udtryk for holdningen, at hvis Komei-partiet virkelig gik efter at ændre den japanske regering til det bedre, ville den være nødt til ikke kun at have repræsentanter i Overhuset, men også i Underhuset.

Meninger blev delt åbent, og forskellige emner blev taget op. Shin’ichi tog fat på dem alle, nogle gange gik han i detaljer, andre gange sagde han blot: “Det vil jeg lade være op til jer!”

Når mennesker får reelt ansvar, bliver de klar over deres mission og udviser overraskende evner. Det kan være svært for dem med erfaring at delegere ansvar til den yngre generation. Der er helt sikkert risiko for fejl. Ikke desto mindre er det kun ved at lære af vores fejl og få erfaring med tiden, at vi tilegner os betydelig styrke.

Ungdommen skal tildeles en scene, hvor de frit kan agere, mens de bliver holdt øje med på afstand. Det er op til dem, der er ældre og

har mere erfaring, at have storsindethedens mod til at tage det fulde ansvar, hvis de fejler.

En ung mand, Genji Samejima, spurgte Shin’ichi Yamamoto: ”Hvad vil det sige at have absolut tro?”

Før han blev medlem af Soka Gakkai, tilhørte Samejima Hokkeko, der var en anden Nichiren Shoshu lægorganisation. Han blev medlem af Soka Gakkai, efter at Shin’ichi blev præsident. Da han fik sin eksamen fra Tokyo Universitet, arbejdede han først for et privat firma, men blev senere ansat i Soka Gakkais hovedkvarter og fik en stilling på Soka Gakkais dagblad, 'Seikyo Shimbun'.

Der var delte meninger om Samejima blandt de andre ansatte. Nogle beskrev ham som en seriøs og talentfuld ung mand med en god personlighed, mens andre var overbeviste om, at han var overambitiøs og havde forladt Hokkeko til fordel for det hurtigt voksende Soka Gakkai, fordi han så større personlige muligheder der.

Shin’ichi var klar over dobbeltheden i Samejimas personlighed. Han vidste også, at Samejima ofte kritiserede ældre ledere bag deres ryg og opførte sig, som om han var den eneste, der virkeligt kerede sig om organisationens fremtid. Alle mennesker har til en vis grad to sider. Buddhismens lærer os, at godt og ondt findes uadskilleligt i det menneskelige hjerte. Vore sind indeholder både Shakyamuni Buddhas livstilstand og Devadattas livstilstand, han der forsøgte at ødelægge Buddhaen. Shin’ichi ønskede at hjælpe denne unge mand, som var blevet medlem af Soka Gakkai, med at ændre sit liv og udleve sit fulde potentiale for enhver pris.

Som svar på Samejimas spørgsmål sagde han: ”Mennesker med absolut tro er dem, der holder fast i Soka Gakkai gennem hele deres liv og som støtter deres ældre ledere, der har hengivet sig til at udbrede Nichiren Buddhisme. De, der bliver i organisationen gennem tykt og tyndt, uanset hvordan andre kritiserer, angriber eller forsøger at få dem

til at melde sig ud, er mennesker med absolut tro. Andet er der ikke i det.”

Shin’ichi så Samejima direkte i øjnene, mens han sagde det. Han var besluttet på at holde øje med den unge mand de næste 30 år. Shin’ichi vidste, at tiden vil vise, hvem der er oprigtig. Hvis Samejima kunne fortsætte med at praktisere i Soka Gakkai de næste 30 år, så kunne han opnå selvbeherskelse og blive et fantastisk bevis på menneskelig revolution. Men hvis han derimod blev overmandet af sine ambitioner og forsøgte at bruge Soka Gakkai til egen vinding, ville han med tiden forlade organisationen.

Shin’ichi lagde meget energi i at oplære og træne Samejima, og gav ham endda vigtige ansvarsområder indenfor organisationen. Men som tiden gik, blev Samejima mere opslugt af ønsket om selv at kontrollere Soka Gakkai. Selv om han blev vicepræsident, vendte han sig senere mod Soka Gakkai og valgte til sidst den tragiske vej, som den, der har mistet tro, tager.

Medlemmerne fortsatte med at stille spørgsmål, udveksle synspunkter og dele rapporter. En ung mand spurgte Shin’ichi: ”Der er kun en håndfuld unge mænds-medlemmer i det område, hvor jeg er ansvarlig, og situationen er meget udfordrende. Hvad kan jeg gøre for at vende denne situation?”

Shin’ichi svarede med det samme: ”Du bliver nødt til at rejse dig og handle!” Stemningen i rummet blev trykket, og alle blev stille. ”Som ung er du nødt til at kunne stå alene! Når du gør det, vil alt forandre sig. Det er det, jeg gjorde. Da præsident Toda døde, prædikede medierne og andre, at Soka Gakkai ville gå i opløsning. Nogle ældre ledere ændrede holdning efter Todas død og udnyttede situationen ved at blive beregnende og egoistiske. Andre startede intriger for at udnytte organisationen. Jeg indså, at hvis vi ikke gjorde noget, ville Soka Gakkai kunne gå i opløsning. Derfor meldte jeg klart

ud. Som hovedadministrator arbejdede jeg bag scenen og tog fuldt ansvar for alt. Jeg var dengang 30 år gammel.

Min holdning var hele tiden at rejse mig alene selv under de barskeste omstændigheder. Det var tilfældet, da jeg som stabsmedlem i Kamata-området gik i spidsen for at introducere folk til Nichiren Buddhisme. På det tidspunkt lå antallet af nye familier, der i løbet af en måned sluttede sig til de største områder, omkring 100. Jeg vidste, at med den fart ville vi aldrig nå Todas mål om 750.000 familier. Hvem skulle gøre det? Det var op til hans disciple. Så jeg kæmpede, og på en måned opnåede Kamata-området en ny rekord på 201 nye familier.

Jeg var 24 år gammel. Der var selvfølgelig mænds- og kvindeafdelingsmedlemmer i området. Faktisk var næsten alle ledere ældre end mig. Men i sidste ende kæmpede de alle sammen med mig. Hvorfor? Fordi jeg var så besluttet. Jeg var mere besluttet end nogen anden. De tænkte alle sammen: ”Vi kan ikke gøre det alene, men hvis vi gør, som denne unge mand siger, kan vi bryde ud af vores nuværende dødvande.” Og jeg skabte resultater.

Uanset hvor jeg tog hen, var omstændighederne så dårlige, som de overhovedet kunne være, men jeg vandt over alle forhindringer og levede op til Todas forventninger. Det er disciplens vej. Soka Gakkai har ikke brug for unge mennesker, der foregiver at arbejde hårdt, men som i virkeligheden er ligeglade og selvoptagede.

Jeg ønsker, at netop I skal rejse jer! I bliver nødt til at handle! Jeg holder øje med jer!"

Dialogen mellem Shin’ichi Yamamoto og medlemmerne af Suiko-kai var en sand liv-til-liv udveksling. Da de var ved at være færdige, tilføjede Shin’ichi: ”De af jer, der ikke har modtaget en kalligrafihilsen fra mig, giv venligst jeres navne til lederen af unge mænds afdeling. Jeg ønsker at give dette til hver af jer som opmuntring for at huske den nye friske start, vi her tager sammen. Jeg regner med jer.

Lad os arbejde forenet sammen for at udbrede Nichiren Buddhisme over hele verden!”

Natten faldt på i Amagi, mens Shin’ichi fortsatte med at opmuntre Suiko-kai-medlemmerne.

Unge kvinders Kayo-kai træningskursus blev afholdt den følgende dag den 7. juli 1963. Igen svarede Shin’ichi på medlemmernes spørgsmål og lagde al sin energi i at opmuntre. Han fornemmede, at en tid nærmede sig, hvor kvinder ville spille en central rolle, og at selve kosen-rufus fremtid afhang af, hvor mange modige og vise kvindeledere, Soka Gakkai kunne opfostre. Kayo-kai og Suiko-kai træningskurserne var perfekte muligheder for at styrke troen hos hans unge arvtagere.

Shin’ichi sind var hele tiden optaget af tanken om, hvordan han skulle uddanne og kultivere unge mennesker. Mange ledere i samfundet begynder først at uddanne arvtagere, når de selv har opnået succes og anerkendelse. I kampen for at skabe varig fred ved vidt og bredt at udbrede Daishonins lære, ville det dog være for sent. Fordi det er en opgave, som kræver utallige stærke, vise og modige enkeltpersoner med stor medmenneskelighed, med hver deres forskellige scener og aktivitetsområder. Med bevidstheden om at han måske ville dø ung, følte Shin’ichi et påtrængende behov for at opfostre mange arvtagere, som kunne arbejde videre med hans vision og beslutning og modigt påtage sig lederskabet i hans sted. Som forberedelse til begyndelsen af denne essentielle fase i Soka Gakkais udvikling, udarbejdede han nye retningslinjer i anledning af det 12. jubilæum for unge mænds afdelingens oprettelse, den 11. juli. Disse retningslinjer fik titlen: 'Ungdom, bliv verdensledere!'

Shin’ichis pen skrev med lynets hast: "Soka Gakkais ungdomsmedlemmer vil blive det ny århundredes ledere". Todas essay, ’Ungdom, vær patriotisk!’ var et opråb til ungdommen om at blive ledere ikke kun i Japan, men i hele verden. Toda udstak i sine to essays ’Forskrifter for ungdommen’ og ’Ungdom, vær patriotisk!’

klare retningslinjer for ungdomsafdelingen. De blev derfor til de grundlæggende principper, som ungdomsafdelingen praktiserede efter.

”Den ny tids ungdomsafdeling bør have et endnu større internationalt udsyn og være aktive på alle fronter. Medlemmerne bør udvikle sig til at være talentfulde, førsteklasses ledere, hvor end de vælger at operere.”

Shin’ichi etablerede også i sine retningslinjer til ungdommen mål om at bidrage til hele menneskehedens velfærd og opnå verdensfred. Shin’ichi identificerede kilden til det dødvande, der mødte menneskeheden, som en mangel på visioner fra verdensledernes side. Han insisterede på, at der var behov for nye ledere med nye vejledninger for fremtiden. ”Nu er tiden inde”, skrev han, ”til at vi som unge reformatorer bør vise de højeste idealer for lederskab og angive vejen, der kan realisere verdensfred.”

Derefter fremlagde han tre praktiske retningslinjer til ungdommen: 1) ”Etablér et stærkt fundament af tro, praktisering og studie af Nichiren Buddhisme, som er den oprindelige buddhas lære!" 2) "Hav høje idealer, mens I er forankret i virkeligheden. Fortsæt altid støt fremad, et skridt ad gangen!" 3) ”Smed en stærk enhed mellem medlemmerne!”

Ved at give udtryk for sine store forhåbninger til de unge efterfølgere uddybede Shin’ichi den anden retningslinje: ”De, der stræber efter at blive verdensledere, skal først og fremmest vinde på deres arbejdspladser og andre steder i hverdagen. Vi opbygger alle vores livsfundament gennem vores ungdom. Dette fundament må være dybt og solidt. Jeg håber, at I alle bliver værdige, generøse og høflige unge mennesker."

Angående den tredje retningslinje understregede han, at de aldrig må glemme, at enheden mellem Soka Gakkais ungdomsmedlemmer skaber et evigt bånd og en livline i bevægelsen, der skal føre mennesker til lykken.

Shin’ichis pen fortsatte med at bevæge sig livligt hen over siden: ”Ungdomsafdelingens vækst er i fortsat fremgang i Soka Gakkai. Fremgang i Soka Gakkai er også fremgang for Japan. Vi bør være overbeviste om, at vores udvikling er direkte relateret til etableringen af varig fred. ”

I konklusionen skrev han: ”Daishonin fastslår i 'Lotus Sutraens tilhængers handlinger': "Nu, i begyndelsen af Lovens sene periode, er jeg Nichiren den første i hele Jambudvipa til at påbegynde udbredelsen af Myoho-renge-kyos fem tegn, som er Lotus Sutraens hjerte og alle buddhaers øje. (...) Mine disciple, indtag jeres rækker og følg mig, og I skal overgå selv Mahakashyapa, Ananda, T’ien-t’ai og Dengyo! (ND I, 207)." Jambudvipa er et andet ord for hele verden. Lad os rykke modigt fremad under det globale medborgerskabs banner, som ikke tillader, at vi ofrer nogen og eller ødelægger noget. Vi må være besluttet på at opnå verdensomspændende udbredelse af buddhismen med lykke og fred for hele menneskeheden som mål."

Fyldt af passion for ungdommens frembrusende vækst færdiggjorde Shin’ichi sin artikel på én gang. Den ville blive udgivet som leder i augustudgaven af Daibyakurenge, Soka Gakkais studiemagasin, og skulle være en spirituel appel til ungdommen om at åbne deres øjne bredt til verden og til at inspirere dem til at være opmærksomme og ansvarlige som fremtidige ledere.

I 1963 var Japan i gang med forberedelserne sig til værtskabet for De Olympiske Lege, der skulle afholdes det følgende år. Dette betød, at interessen for det internationale og verden som helhed øgedes i den japanske befolkning. Det var også i samme år, 1963, at den japanske popsang 'Jeg passer på, hvor jeg går.' blev et hit i USA under titlen 'Sukiyaki'. Den lå nr. 1 i juni samme år på de amerikanske hitlister. Disse begivenheder gav japanerne en fornemmelse af selvtillid og bragte den omkringliggende verden tættere på. Men selv om folk blev mere opmærksomme på verdensperspektivet, var der ingen, der udstak

en kurs i retning af fredsskabelse, og ingen tænkte på, hvad der kunne være vigtigt for ungdommen at gøre for at bidrage på verdensscenen.

På den baggrund offentliggjorde Shin’ichi Yamamoto sine konkrete vejledninger til Soka Gakkais ungdom i artikelserien 'Unge, bliv verdensledere!' i Daibyakurenge. Hans ærinde var ikke kun at henvende sig til en udvalgt gruppe. Han opfordrede alle medlemmer i ungdomsafdelingen til at blive verdensledere og viste dem klart, hvordan de skulle blive det. Disse vejledninger afslørede Shin’ichis filosofi og overbevisning som buddhist.

På samme tid var det japanske samfund blevet mere fokuseret på akademiske præstationer og karakterer, og folk var begyndt at tænke, at man ikke kunne blive leder i samfundet uden en god eksamen fra et prestigefyldt universitet. Shin’ichi var dog ikke fanget af den illusion. Selvfølgelig er viden og intellektuelle færdigheder vigtige, men det er ikke ensbetydende med en akademisk baggrund. En akademisk baggrund er heller ikke ensbetydende med, at man har menneskelige kompetencer.

Ledere har brug for viden og intellekt, men de må også have visdom til at få det bedste ud af disse evner. De har også brug for mod, overbevisning, passion og initiativ. En sand leder må mere end nogen anden besidde karakter og menneskelighed. Han eller hun bør kunne udvise selvdisciplin og oprigtigt være interesseret i andre. Disse kvaliteter kan ikke adskilles fra de værdier og den filosofi, disse ledere står for. Som Nichiren Daishonin skriver: ”Hvis Loven, som man praktiserer, er den højeste lære, må personen, der praktiserer den, på samme måde være fremtrædende blandt andre.” (WND 1, 61).

Shin’ichi var overbevist om, at Soka Gakkais ungdomsmedlemmer havde potentialet til at blive store verdensledere. Denne overbevisning gik lige i hjertet på de unge, der læste hans artikel. Den galvaniserede deres styrke og beslutning om at udvikle sig til verdensledere og til at imødekomme Shin’ichis forventninger. Frøet

til en dyb beslutning og kilden til utrolig vækst blev nu sået i de unges frugtbare jord.

Mørket splintres, når den kraftfulde ringen med revolutionens klokke bebuder et nyt daggry. Hvor end dens stemme når ud, skal vi bygge et samfund, menneskeheden har længtes efter.

De studerendes stemmer genlød i hele Taito bydistrikts sportshal i Tokyo, mens de sang 'Revolutionens sang'. Det 6. Studenterafdelings Årsmøde blev afholdt den 14. juli 1963. De deltagendes ansigter lyste af begejstring, og deres kæmpende ånd fyldte stedet med energi. Det var kun, hvad man kunne forvente. De havde lige nået deres mål, sat på det foregående årsmøde, om at blive 20.000 medlemmer. De var samlet fra hele Japan for at fejre deres store sejr. De, der arbejder mod et klart mål i bestræbelserne på at skabe fred baseret på Nichiren Buddhisme, som anstrenger sig for at nå det, og som holder ud indtil de vinder, skinner med vitalitet og livskraft.

De tilstedeværende studenterafdelingsmedlemmer tog føringen i kampen for kosen-rufu i den essentielle fase af Soka Gakkais udvikling. På mødet blev faste sekretærer til regionerne Kansai, Tohoku, Chuba, Chugoku og Kyushu udnævnt for at sikre organisationens fundament i hele landet.

Medlemmerne var livlige, parate og spændte. Studenterafdelingens leder, Goro Watari, henvendte sig entusiastisk til dem: “Vi har overgået vores mål på 20.000 medlemmer, som vi satte sidste år, og pr. dags dato er der 20.316 medlemmer i studenterafdelingen. Lad os glæde os sammen på denne sejrsforsamling!

Jeg foreslår, at vi henimod næste års møde stiler efter et mål på 40.000 medlemmer! Hvad siger I til det?” Tordnende bifald rystede gymnastiksalen. Målet betød en fordobling af medlemmer, og det ville være tæt på umuligt at opnå på et år uden enorm dedikation og anstrengelse. Alligevel støttede medlemmerne dette forslag med en samstemmende hyldest.

Watari smilede muntert over denne energiske reaktion, og fortsatte: “Okay så. Lad os arbejde sammen mod vores nye mål på 40.000 medlemmer.

Og angående vores aktiviteter på universiteterne. Som studerende er jeres fællesskab universitetet. Jeg mener derfor, at det er vigtigt, at vi udfører vores aktiviteter med vores respektive universiteter som hjemmebase. Derfor vil jeg foreslå, at vi opretter organisationer ledet af frivillige på hvert universitetsområde, hvorfra vi aktivt kan arbejde for vores ideer. Er I enige?” Goro Wataris forslag om at oprette grupper under studenterafdelingen på hvert universitet blev mødt med energisk bifald. Før dette møde havde Watari søgt vejledning fra Shin’ichi Yamamoto angående retningen af studenterafdelingens aktiviteter. Shin’ichi var fast besluttet på at gøre, hvad han kunne, for at støtte alt hvad studenterafdelingen følte var nødvendigt for kosen-rufus udvikling. Han ønskede at respektere gruppens autonomi og uafhængighed. Efter taler fra nogle hovedbestyrelsesmedlemmer og hovedbestyrelsesformanden indtog Shin’ichi podiet. Han ønskede varmt til lykke med det 6. Studenterafdelings Årsmøde, og sagde: “En uendelig himmel af grænseløst håb venter jer. Jeg beder inderligt for, at I alle vil leve meningsfulde liv uden fortrydelse, skinne af integritet og vibrerende livskraft og altid have tro som jeres fundament.

I det forgangne år har jeg givet forelæsninger til repræsentanter fra studenterafdelingen om ‘Optegnelser over de mundtligt overleverede lærer’. For nylig begyndte jeg at studere Nichiren

Daishonins afhandling ‘Hengivelsesobjektet til observation af sindet’ med medlemmer fra Tokyo Universitets Lotus Sutra-studiegruppe. Og en gruppe centreret omkring medlemmer på Kyoto Universitet i Kansai vil studere buddhismens store livsfilosofi gennem Daishonins værk ‘Et hundrede og seks sammenligninger’”.

Shin’ichi anså disse forelæsningsrækker med studerende fra Tokyo og Kyoto universiteter som en model til at danne de universitetsorganisationer, Watari talte om. Det blev hans konkrete støtte til de nye grupper. Han forestillede sig, at studenterafdelingsgrupperne på hvert område en dag ville studere Daishonins skrifter.

“Jeg er fast besluttet på,” sagde han, “at jeg, blandt de medlemmer jeg arbejder tæt sammen med, vil finde og fostre arvtagere, som vil være ansvarlige for Soka Gakkai i fremtiden og blive ledere af Japan og af verden. Jeg håber, I vil anstrenge jer omhyggeligt mod dette mål og arbejde hårdt for at smede og udvikle jer selv!”

Da de hørte præsident Yamamotos høje forventninger til dem, blev medlemmerne dybt rørt. Shin’ichi satsede fuldstændig Soka Gakkais fremtid på studenter- og ungdomsafdelingernes vækst. Der er et gammelt ordsprog, som siger: “Når en tiger dør, efterlader den sit skind. Når en mand dør, efterlader han sit omdømme.” Imidlertid var Shin’ichi ikke det mindste interesseret i at efterlade sig en arv af personlig berømmelse eller ære. Hans eneste ønske var at efterlade sig talentfulde arvtagere.

Shin’ichi fortsatte: ”Japanske intellektuelle har i dag en tendens til at mene, at religion ikke kan forenes med videnskab. Ja, de synes måske endda at religion er unødvendig. Men det er en misforståelse. Den store videnskabsmand Albert Einstein lagde selv stor vægt på nødvendigheden af religion, og den russiske forfatter Leo Tolstoj skrev: ”En af de værste fordomme, vi kender til, stammer fra størstedelen af de såkaldt intellektuelle i dag, som hævder, at en person kan leve uden tro"2 . (2) Den amerikanske forfatter William Adams kaldte i 1800-tallet religion for fornuftens forlængelse.

Når vi roligt og objektivt betragter livet og de sociale fænomener og virkeligt dybt overvejer, hvordan vi kan formindske menneskets lidelser, hvad livet er, og hvad der er universets primære kraft, så havner vi naturligt ved religion. Hvis filosoffer og videnskabsfolk, der søger svarene på disse ting, kendte til den sublime livsfilosofi i Nichiren Buddhisme, er jeg sikker på, at de ville blive dybt imponerede, bøje hovederne i respekt og fælde tårer af taknemmelighed.

Lad os, der bekender os til denne storslåede religion, anstrenge os for at skabe en kæmpe forandring indenfor hvert område af det menneskelige liv herunder kultur, samfund, regeringsførelse og forretningsliv gennem vores aktiviteter for at gøre religiøs og menneskelig revolution. Jeg ønsker, at vi fortsætter med at gøre fremskridt med blikket fast rettet tyve år ud i fremtiden."

Shin’ichi delte åbent sine tanker: ”Men uanset hvad jeg foreslår, så vil vi ikke opnå noget som helst, hvis det slutter med mig. Hvis I alle bliver storslåede ledere både af navn og gavn og manifesterer jer som denne tids pionerer og som sande praktiserende af Nichiren Buddhisme, så kan jeg dø lykkeligt hvert øjeblik, det skal være.

Når vi kigger på vore dages regeringer, ser vi, at vores ledere alle er ubeskriveligt egocentrerede og selviske. De er arrogante og fastgroede i deres mønstre. De lytter ikke til ungdommens ideer. Hvis vi skal opbygge et nyt Japan og en ny fredfyldt verden, så må ungdommen stå aktivt frem. Jeg erklærer hermed, at det er jer studerende, ungdommens ledere, som bliver nødt til at tage teten.

Det er min bøn og mit håb. Jeg baner vejen af al kraft og stoler på, at I er mine sande efterfølgere. Kan jeg regne med jer?"

Uden den mindste tøven råbte alle medlemmerne: ”Ja!” Shin’ichi så ud i rummet på hver enkelt deltagers ansigt. Deres øjne strålede med en brændende ed, mens de gengældte hans blik.

Shin’ichi Yamamoto fortsatte med rolig stemme: ”Det er svært at fastholde sin tro hele livet igennem. Set fra nu og frem er det sandsynligt, at der er nogen, der vil forråde deres medpraktiserende og opgive troen. Men buddhisme handler om at vinde. Jeg ønsker, at hver og en af jer nøje iagttager livet hos de personer, der praktiserer Nichiren Buddhisme og de, der har forladt Soka Gakkai, i ti eller tyve år frem. Jeg ønsker, at I på første hånd oplever denne kontrast.” Han afsluttede ved at tilskynde deltagerne til at styrke deres fundament og gå ind i fremtiden med håb.

Tre dage senere den 17. juli 1963 deltog Shin’ichi i et møde for distriktsansvarlige i Chubus 1. Region i Nagoya. Den næste dag, den 18. juli, deltog han i en første spadestiks-ceremoni for den ny områdebygning i Område Minami i Nagoya. Derefter tog han til Kansai, hvor han den 19. juli holdt en forelæsning for studenterafdelingsmedlemmer, der blev afholdt i Kyoto Universitets anneks. Dette møde indledte en række af forelæsninger over ’Et hundrede og seks sammenligninger’, som Shin’ichi gav for de studerende på Kyoto Universitet.

Der var mere end 20 studerende forsamlet i lokalet på Kyoto Universitet. Der var også tre eller fire studenterafdelingsledere fra andre læreanstalter i Kansai-området såsom Osaka Universitet og Doshisha Universitet. Shin’ichi trådte ind i rummet og sagde med et smil: ”God aften!”

”God aften,” svarede de studerende, men der var en anelse ængstelse i deres hilsen. Det skyldtes ikke så meget en nervøsitet, som det hang sammen med, at de følte sig overvældet over udsigten til den nys påbegyndte forelæsningsserie over ’Et hundrede og seks sammenligninger.’ Da Shin’ichi besøgte universitetet i juni to år forinden, talte han for første gang med flere af de studerende på Kyoto Universitet. ”Før noget andet er det nødvendigt, at I oprigtigt studerer Nichiren Daishonins tekster,” sagde han til dem. ”Men det blot at kunne forstå buddhistiske principper vil ikke gøre jer lykkelige. Det er

afgørende at have tro. Det er vigtigt, at I fordyber jeres tro og vokser til at være personer, der om ti eller tyve år virkeligt vil være i stand til at bidrage til fred og menneskelighed baseret på buddhismens idealer. Det tager tid, så der er ingen grund til at have travlt.

Jeg håber, I vil slutte jer til mig for at arbejde for folks lykke gennem hele jeres liv.” Mens han talte med de studerende, mindedes han, hvordan Toda engang havde givet forelæsning over Lotus Sutraen til Lotus Sutra-studiegruppen på Tokyo Universitet. Forelæsningen medførte, at der kom mange talentfulde unge til Soka Gakkai. Shin’ichi besluttede, at han i fremtiden ville give forelæsninger over Daishonins lærer for de studerende på Kyoto Universitet og på den måde skabe en stærk kerne for Kansais studenterafdeling.

Forelæsningsrækken over ’Et hundrede og seks sammenligninger’ blev aftalt to måneder tidligere i maj, da Shin’ichi besøgte Kansai. Da han hørte fra Yoshihiko Ohya, som var ansvarlig for Kansai studenterafdeling, at antallet af medlemmer, der læste ved Kyoto Universitet, var steget, mødtes Shin’ichi med studenterafdelingens leder Goro Watari, og de besluttede at afholde forelæsninger for de studerende over denne afhandling.

Shin’ichi valgte ’Et hundrede og seks sammenligninger,’ fordi den var en af Daishonins vigtigste skrifter. Den forklarer det vigtigste og dybeste i hans lære, som handler om, hvorfor såningens buddhisme er uovertruffen i forhold til høstens buddhisme3 . ’Et hundrede og seks sammenligninger’ er et af de to dokumenter, som Nichiren Daishonin direkte betroede Nikko Shonin i januar 1280, da Daishonin var 59 år gammel. Det andet var ’Om den sande årsag.’ Sammen er de kendt som dokumenter, der videregiver arven af den oprindelige lov, også kaldet troens livsblod.

’Et hundrede og seks sammenligninger’ består af 106 artikler, hvori Daishonin meget detaljeret belyser sin egen såningens buddhismes uovertruffenhed, som kaster lys over Lotus Sutraens

dybere, underliggende betydning, i forhold til høstens buddhisme, som den blev videregivet af Shakyamuni og T’ien-t’ai, der er baseret på Sutraens ordrette betydning. Alene af den årsag er det en udfordrende tekst.

Uanset hvor vanskelig teksten end var, så tænkte Shin’ichi, at den var passende for medlemmer af studenterafdelingen, fordi den ville give dem mulighed for at stifte bekendtskab med kernelæren i Nichiren Buddhisme. Og selv om de studerende måske var fortrolige med de vestlige rationelle metoder, de blev undervist efter i efterkrigstidens japanske uddannelsessystem, var de ikke fortrolige med de traditionelle orientalske ræsonnementsmetoder, og Daishonins skrifter kan ikke udelukkende forstås med vestlige metoder. ’Et hundrede og seks sammenligninger’ blev videregivet direkte fra mentor til discipel og transcenderer formel vestlig logik, hvorfor den er blandt de bedste af Daishonins skrifter, når man vil forstå buddhistisk tankegang.

De deltagere, der var forsamlet denne dag, havde alle forsøgt at studere dokumentet på egen hånd for at forberede sig på forelæsningsserien. Sandheden var dog, at de havde fundet det umuligt at forstå.

”Før vi starter med at studere ’Et hundrede og seks sammenligninger’, kunne jeg godt tænke mig at lære jer lidt at kende,” sagde Shin’ichi til de studerende. ”Vil I ikke præsentere jer selv?” Han ønskede at begynde med at få et dybere kendskab til hver enkelt. Præsentationsrunden gik i gang. Brødrene Itaru og Isamu Nomura var begge studenterledere fra Kyoto Universitet. Itaru var den ældste og studerede på 2. år på landbrugsfakultetet. Hans yngre broder, Isamu, studerede på 3. år ved økonomifakultetet. Selv om der var tre år mellem dem, havde Itaru brugt et par år udenfor skolen for at tage et forberedelseskursus for at komme ind på universitetet og var gået et par år om, så hans yngre broder var et år foran ham i studiet.

Shin’ichi Yamamoto fandt senere ud af, at Itaru-brødrene havde mistet deres far i en trafikulykke otte år tidligere. Faren havde haft et apotek i nærheden af Dotombori centralt i Osaka, og selv om de ikke var velhavende, havde familien en stabil økonomi indtil hans død. Nomura var ateist. Han var påpasselig med sit helbred og var forsigtig med alt, han foretog sig. Alligevel døde han i en ulykke. Efter hans død gik det ned ad bakke for familien. De blev efterladt med en gæld på flere millioner yen. For første gang følte Nomura-brødrene, at skæbnen var imod dem.

Deres mor havde det heller ikke godt. I sin søgen efter lindring for sine lidelser og spirituel trøst, begyndte hun en religiøs rejse. Hun hørte om Nichiren Buddhisme fra et Soka Gakkai-medlem, som besøgte deres apotek i forretningsøjemed, og selv om hun var i tvivl, blev hun medlem i 1955. I begyndelsen praktiserede hun ikke sin nye tro specielt energisk. Men pludselig gik der betændelse i en byld, hun havde på ryggen, og hun begyndte at chante oprigtige daimoku, for at den skulle hele. Da den gjorde det, fik hun stærk overbevisning om buddhismens effektivitet, og hun opfordrede sine sønner til at melde sig ind i Soka Gakkai.

Nomura-brødrene var vidner til deres mors helbredelse, og i 1957 besluttede de sig for at melde sig ind; dog delvist af pligtfølelse overfor deres mor. Deres interesse i Soka Gakkai aktiviteter var faktisk blevet stimuleret det forrige år, da organisationens deltagelse i valgkampen til Overhuset havde fået en del opmærksomhed. For de to unge mænd beviste organisationens anstrengelser for at skabe sociale reformer, at dens fokus var funderet i almindelige menneskers liv.

I 1961 begyndte begge brødre at studere på Kyoto Universitet. Ved at tale med dem fik Shin’ichi indtryk af, at Itaru, den ældste, var en venlig og ubekymret person. Han virkede ikke specielt optaget af detaljer. Det er meget gode kvaliteter, men uden evnen til klart at skelne mellem godt og ondt og en stærk vilje til at bekæmpe uretfærdighed, kan en sådan person til sidst risikere at blive udnyttet

af andre med dårlige hensigter. Det er derfor af allerstørste vigtighed at bortkaste sine begrænsningers skal og grundigt udvikle modet til at tilbagevise falskhed og afsløre det sande, som er hjertet i Nichiren Buddhisme.

Den yngre bror, Isamu, var fysisk mere klein. Men han var en passioneret idealist, som gjorde sig umage, uanset hvad han lavede. Passionerede idealister kan dog nogle gange have tendens til ikke at være vedholdende.

Mens Shin’ichi lyttede til, at de studerende ved Kyoto Universitet præsenterede sig selv, overvejede han, hvordan han kunne hjælpe hver enkelt til at manifestere sit potentiale. Desuden tænkte han på, hvordan han kunne opfostre hver enkelt af dem til at blive kapable ledere for bevægelsen for at sprede Daishonins storslåede livsfilosofi over hele verden.

En slank ung mand med briller, Koichi Tagawa, sad på første række. Han havde taget eksamen fra Kyoto Universitets medicinske fakultet, og nu var han i praktik i afdelingen for mikrobiologi for at forske i immunologi. Han var blevet medlem af Soka Gakkai lidt over to år tidligere. Før han blev medlem, led han af kronisk nyrebetændelse og blev på et tidspunkt nødt til at tage tilbage til sin fødeby Kagawa i Shikoku4 for at lade sig indlægge på hospitalet. Mens han kæmpede med sin sygdom, begyndte han at overveje spørgsmålet om livet og det menneskelige sind. Han slugte bøger om psykologi, forsøgte sig med zen-meditation og læste ’Afsnit der beklager trosafvigelser’5 og Lotus Sutraen. Uanset hvor meget han læste, kunne han dog ikke finde de svar, han søgte.

På grund af sin sygdom var Tagawa nødt til ofte at lægge sig ned og hvile. Det ældre par, i hvis pensionat han boede, blev bekymrede, og de fortalte ham om Nichiren Buddhisme. Tagawa tog til et gruppemøde, hvor han hørte en, der sagde, at Soka Gakkai var baseret på den sande Lotus Sutra. Han besluttede sig for at melde sig ind mere

end noget andet ud fra et ønske om at studere Sutraen. Men han blev mere og mere involveret i Soka Gakkai aktiviteter, og da hans nyrebetændelse blev bedre, gav dette faktiske bevis på troens kraft ham fordybet tro.

Naomi Taoke studerede ligesom Tagawa medicin. Hendes ansigt var glansløst og hendes blik var fjernt. Hun blev medlem året før på sin mors opfordring, men havde tvivl omkring organisationen og følte sig helt forkert. Hun var også bange for at tale foran andre. Hun deltog kun modvilligt i dette møde.

Ved siden af hende sad Eriko Nakano, der studerede farmakologi. Hun deltog i en forelæsningsserie over ’De mundtligt overleverede lærer’ i Tokyo og var nu leder for de unge kvinders afdeling i Kansai.

På bageste række sad en ung mand, der så ud, som om han var omkring de tredive. Hans navn var Yasuo Takigawa, og han arbejdede for de japanske jernbaner. Han fik fri fra arbejde for at gå på universitetet, mens han arbejdede.

Et af medlemmerne sad og gemte sig bag de andre, som om han ikke ønskede at blive set. Yoshiro Takagi var blevet medlem kun en måned forinden og købte sin første udgave af gosho-bogen umiddelbart før mødet. Foran Takagi sad Takya Okutani, som havde introduceret ham til praktiseringen.

De fleste deltagere var blevet medlem af Soka Gakkai et år eller to forinden, og havde ikke meget erfaring med at lave aktiviteter i organisationen. Det var meget forskelligt fra de forelæsninger over ’De mundtligt overleverede lærer’ som udvalgte ledere fra studieafdelingen, heriblandt sekretærer og afdelingsledere, havde overværet.

Shin’ichi henvendte sig til en mandlig studerende, som var tynd og bleg: ”Har du det godt? Er du sikker på, at du får nok at spise?”

”Altså faktisk så springer jeg tit et måltid eller to over. Jeg har ikke så mange penge.”

Shin’ichi svarede: ”Vil det sige, at du ikke har nok penge til at spise for? Det må være virkeligt hårdt. Lad mig hjælpe dig lidt.”

Den studerende svarede ilde til mode: ”Nej, mange tak, men det er helt OK. Jeg kan ikke tage imod den slags hjælp fra dig.”

Shin’ichi smilede og sagde: ”Vær nu ikke fjollet. Jeg håber, du vil tænke på mig som en ældre bror. Det er med den holdning, at jeg ønsker at nære hver og en af jer til at blive en person med stor kapacitet, der hengiver sig til at skabe fred og menneskelig lykke baseret på buddhistiske idealer.” Det var Shin’ichis glødende ønske og formål.

Tomomasa Yamawaki, der havde fået sin eksamen fra Kyoto Universitet og som nu var i praktik som jurist, deltog også i denne første forelæsning over ’Et hundrede og seks sammenligninger.’ Han var blevet medlem af Soka Gakkai fire år tidligere. På det tidspunkt havde han haft en langvarig orlov fra sine studier for at pleje sin nyrebetændelse og blev introduceret til Nichiren Buddhisme, mens han var ved at komme sig efter sin sygdom. Efterhånden som han praktiserede, voksede hans tro, han genvandt gradvist sit helbred og vendte endelig tilbage til universitetet. Han studerede for at blive advokat og afsluttede studiet i efteråret 1961.

Da han præsenterede sig selv, omtalte Yamawaki stolt sin nuværende status som praktikant indenfor jura. Man kunne dog ane en snert af arrogance i hans stolthed, der dækkede over mangel på selvtillid. Men Shin’ichi var glad for, at det var lykkedes for et medlem af studenterafdelingen at bestå den vanskelige juraeksamen. Han mindedes, hvordan der ikke var en eneste advokat, han kunne stole på, da han blev arresteret på baggrund af falske anklager under Osakahændelsen6 . Ingen havde mod til at kæmpe for retfærdighed. Selv om de var fuldstændigt klar over, at Shin’ichi var uskyldig, rådede de ham alle til at erklære sig skyldig.

Shin’ichi måtte kæmpe alene for at rense sit navn. Med baggrund i den erfaring havde han længe set frem til, at advokater ville dukke

op, som ville basere sig på det buddhistiske princip om alt livs værdighed og kæmpe for retfærdighed og humanisme. Nu sad Tomomasa Yamawaki her, som havde bestået eksamen som jurist, og som ville deltage i forelæsningerne over ’Et hundrede og seks sammenligninger.’

Shin’ichi sagde til Yamawaki: ”Så du er i praktik som advokat?

Det er godt nok en bedrift. Vær venlig at gøre dit bedste som pioner!” Henvendt til alle medlemmerne sagde han så: ”Jeg vil beskytte hver af jer, så længe jeg lever.” Faktisk vedblev han i årevis at vejlede og opmuntre de studerende. Han gav dem urokkelig støtte på mange forskellige måder. Da Yamawaki for eksempel blev advokat med fulde rettigheder, blev han konsulteret som juridisk rådgiver for Soka Gakkai.

Yamawaki begyndte dog med tiden at anse Soka Gakkai, der er en sammenslutning baseret på tillidsbånd, som en platform for at opnå sine egne personlige ambitioner. Tro er en kamp mellem buddhapotentialet og potentialet for djævelske og destruktive tendenser; mellem det onde og det gode, der findes i vore egne liv. Vores buddhistiske praktisering, som gør det muligt for os at træne og udvikle os, er uundværlig for at vinde over denne indre destruktive natur. Men Yamawaki, som undlod at gøre oprigtige, ægte anstrengelser for at styrke sin tro, blev et let bytte for Djævlekongen fra den sjette himmel.

Senere, da han officielt blev Soka Gakkais juridiske rådgiver, indyndede han sig hos Nichiren Shoshus højestepræst i et komplot for at give præsteskabet fuld magt over Soka Gakkai og selv få kontrol over organisationen. Da det ikke gik, som han havde planlagt, udnyttede han sin position som juridisk rådgiver og begik den utilladelige forbrydelse at afpresse Soka Gakkai. Han afslørede derved sin sande kulør som en person med en overordentlig ondsindet natur.

Besluttet på at ødelægge Soka Gakkai, selv efter at han havde udstået fængselsstraf for sine forbrydelser, fortsatte han med at konspirere sammen med præsteskabet og involverede udspekuleret bestemte politikere og dele af pressen.

Shin’ichi kunne i Yamawakis fremtræden se en høj grad af uærlighed, arrogance og falskhed og ville fra tid til anden give ham striks vejledning omkring disse fejl. Men for det meste ville han varmt opmuntre og forsøge at vejlede Yamawaki. Alle har fejl. Det er let at vende ryggen til folk, men hvis vi skal vende ryggen til alle personer, som vi bedømmer som fejlagtige, ville vi ikke være i stand til at hjælpe nogen til at vokse og udvikle sig. Hemmeligheden ved at opfostre mennesker er at tro på den iboende godhed i alle mennesker. Det er også en buddhistisk holdning.

Jo flere svagheder eller negative tendenser en person havde, des større anstrengelse lagde Shin’ichi i at opmuntre den person. Han forsøgte at udtænke måder, hvorpå den person kunne udleve sit fulde potentiale og gav personen muligheder for at få ansvar i organisationen.

Shin’ichi var parat til at tilgive og favne ikke kun Yamawaki, men enhver, der erkendte betydningen af at leve med integritet, og som helhjertet begyndte at arbejde for at bidrage til kosen-rufu, uanset at de i fortiden havde været svigefulde. Men folk udnyttede ofte at blive vist sådan en tillid. Shin’ichi var dog ikke bange for at blive såret, og fordi han fortsatte med at lægge så meget energi i at opfostre mennesker, opfostrede han mange modige individer med visdom og menneskelighed, der blev aktive indenfor de forskellige områder, der er nødvendige for at opnå kosen-rufu.

Da deltagerne var færdige med at præsentere sig selv, sagde Shin’ichi til dem: ”Der vil være mange fristelser på vejen mod kosenrufu. Der vil opstå forhindringer. Medmindre I anstrenger jer oprigtigt for at fordybe jeres tro, vil I blive overvundet af jeres indre svagheder. Måske vil nogen af jer her i dag opgive jeres tro eller falde Soka

Gakkai i ryggen. Men om der så kun er en af jer tilbage, så vil jeg fortsætte med at opmuntre den ene person og arbejde sammen med ham eller hende for at opnå vores mål.

Når det så er sagt, så håber jeg dog, at I alle vil være her hele vejen. Jeg håber, at vi lige så længe vi lever, vil fortsætte med at arbejde sammen for at udbrede Daishonins lære over hele verden.”

Shin’ichi opfordrede dem derefter til at stille spørgsmål. Den første, der rakte hånden op, var Eikichi Uehata, som læste filosofi på 2. år. Han havde kraftige mørke øjenbryn og stærke træk, og der var en atmosfære af eftertænksomhed over ham. ”Jeg overvejer at studere moderne filosofi,” sagde han, ”og jeg tænker på, om der set ud fra Nichiren Buddhismens perspektiv er nogen værdi i det.” Uehata havde i et stykke tid sat spørgsmålstegn ved meningen med at studere filosofi på universitetsniveau.

Shin’ichis svar var klart: ”Når der i dag bliver undervist i filosofi på universitetet, er formålet at udvide ens horisont. Det er intellektuel træning. For at sige det meget simpelt, så er formålet med at studere sådan et emne i dag at gøre det muligt for dig at få en akademisk grad eller titel. Det er generelt problemet med nutidens universitetsuddannelser.

Hvad er det sande formål med at studere filosofi? Det er at lære, hvordan man skal leve livet, og hvordan man kan etablere en tilstand af uovertruffen glæde og tilfredsstillelse. Det er kun Nichiren Buddhisme, der tilbyder en sådan storslået filosofi. Buddhismen er en uovertruffen livsfilosofi. Det er en lære, der er solidt rodfæstet i hverdagen, som kan gøre alle mennesker lykkelige. Så buddhismen er grundlaget. Hvis du grundigt studerer Nichiren Buddhisme, vil du opnå evnen til at gennemskue alle ting.

I vil dog stadig have behov for at skaffe jer viden og udvikle jer intellektuelt for at blive aktive ledere i samfundet. Tro er nøglen til at forbinde jer med den visdom, der vil hjælpe jer til at omsætte den

viden på allerbedste måde. Hvis I baserer jer på tro, vil intet, I kaster jer ud i, være spildt.” Derefter så Shin’ichi direkte på Uehata og sagde: ”I dit tilfælde så bør du lige nu lægge al din energi i dine universitetsstudier. Den tid, man har på universitetet, er kort. Hvis livet er som et maraton, så er studietiden som en hurtig spurt, synes I ikke også?”

Lige så snart Shin’ichi havde besvaret Uehatas spørgsmål, røg en arm mere i luften. Denne gang var det Isamu Nomura, der spurgte: ”Ved studenterafdelingsmødet forleden opmuntrede du os til at blive personer med rygrad og livskraft, som altid baserer os på tro. Hvad mener du i virkeligheden med personer med rygrad?”

Shin’ichi smilede, nikkede og sagde: ”Det er at leve et storsindet liv med stærk overbevisning og sindsligevægt. Mennesker bliver nemt påvirket af deres omstændigheder. Hvis du for eksempel bruger dine dage på at arbejde deltids og ikke spiser andet end junkfood og kun lige akkurat afsætter tid til dine studier, er det sandsynligt, at du også selv bliver en snæversynet person med lille kapacitet.”

De unge lyttede opmærksomt til Shin’ichi.

”Studerende i dag har en tendens til mest at være optaget af deres personlige velbefindende. Den tendens blandt unge mennesker bekymrer mig. Vi må ikke leve uden tro, uden filosofi. Vi må ikke lade hånt om spørgsmål om, hvordan vi kan forbedre samfundet og verden, og hvad det vil sige at leve et meningsfuldt liv. Hvis unge mennesker lever på den måde, vil de til sidst komme til at lide, og det vil samfundet som helhed også.

Så hvordan kan vi blive mennesker med rygrad, med stor kapacitet? Vi bliver nødt til at revolutionere vores livstilstand. Vi må gøre menneskelige revolution. Hvis I oprigtigt chanter daimoku og arbejder for kosen-rufu sammen med Soka Gakkai, vil jeres liv naturligt udvikle sig, og I vil blive personer med ægte substans.

Soka Gakkai er den eneste organisation, der nærer folk på denne måde, og som tager ansvar for menneskehedens fremtid. Det er derfor, jeg indtrængende opfordrer jer til at blive i Soka Gakkai!

I er unge, og det kan være I tænker, at I stadig har en lang, lang vej foran jer, men livet forsvinder på et øjeblik. Tiden flyver virkeligt afsted. Nogen har sagt, at livet er som en enkeltbillet, og det passer meget godt. Det kan godt være, vi ønsker at vende tilbage til vores ungdom, men det kan vi ikke.

Men I har mødt denne tro og anstrenger jer for at skabe det bedst mulige liv. Det er mit oprigtige ønske, at I alle kommer til at leve vidunderlige og værdige liv helt til det sidste.”

Efter at have svaret på et par spørgsmål mere, fortsatte Shin’ichi med at tale om sine visioner: ”Jeg håber, at strålende lærde, videnskabsfolk og politiske ledere vil udspringe fra denne gruppe. Jeg vil give jer min helhjertede støtte, så tro på jer selv og følg mig. Det kan godt være, at jeg nogle gange er striks, når det handler om tro, men det er udelukkende fordi, jeg fokuserer på jeres bedste. Jeg beder virkeligt oprigtigt for ungdommens vækst og fremskridt, for jer alle sammen. Jeg har i sinde at gøre alt, jeg kan for at sikre, at I om ti, tyve eller tredive år spiller aktive roller der, hvor det virkeligt tæller overalt i verden.

I er min skat. I skal bygge et nyt århundrede med jeres egne hænder. Lad os gøre det sammen. Lad os altid holde sammen. Bevar venligst den holdning, også når I engang har fået jeres eksamen.”

Derefter gav Shin’ichi hånd til medlemmerne. Han bad i sit hjerte for disse unge ’ørnes’ vækst, greb fast deres hænder og opmuntrede varmt hver og en af dem.

Shin’ichi Yamamotos forelæsningsrække for studerende på Kyoto Universitet over Nichiren Daishonins ’Et hundrede og seks sammenligninger’ blev afsluttet det efterfølgende år i august 1964. De mødtes i alt syv gange inklusiv det indledende møde. Derefter

påbegyndte Shin’ichi en ny forelæsningsrække over ’Optegnelser over de mundtligt overleverede lærer’ for ledere fra studenterafdelingen i forskellige regioner i Japan vest for Kansai, herunder studerende fra Kyoto Universitet.

Shin’ichi mindedes med glæde at studere ’Et hundrede og seks sammenligninger.’ Det var fordi, Toda havde videregivet det til ham som studiemateriale, da Shin’ichi var lærer i studieafdelingen (omkring 1955). Han mødtes med Toda hver aften efter arbejde for at studere afhandlingen. Toda brugte tre dage alene på den første sammenligning: ”De teoretiske 3000 verdener i et enkelt livsøjeblik og den trefoldige opfattelse i et enkelt sind – teoretisk og essentiel.” Derefter delte han afsnittet op i nøgleord: ’Buddhaerne i de tre eksistenser’, ’Opdukkende i verden for at finde vejen’, ’Betydningen af høstens buddhismes livslængde-kapitel’, ’De 3000 teoretiske verdener.’ Han gik i sine forelæsninger meget detaljeret til hver eneste af dem og anskuede dem fra forskellige vinkler.

Forelæsningerne var for Shin’ichi en vejledning i den uendelige buddhisme. Samtidig var de en videregivelse, en direkte videregivelse af læren fra mentor til discipel. Da han afsluttede forelæsningen over den første sammenligning, sagde Toda til Shin’ichi: ”Sørg for at huske alt, jeg har lært dig indtil nu, og indgravér det dybt i dit liv. Hvis du studerer den første sammenligning grundigt og forstår den dybt, så vil du forstå de næste et hundrede og fem.

Og hvis du forstår denne afhandling, så vil du også forstå resten af Daishonins skrifter. Det er meget vigtigt at forstå hvert enkelt ord på den rette og fulde måde. Det er uacceptabelt, hvis en lærer eller assisterende lærer i studieafdelingen laver fejl, når det drejer sig om studie.”

Forelæsningerne fortsatte og dækkede to eller tre sammenligninger ad gangen. Når Shin’ichis koncentration blev det mindste ufokuseret, ville Toda smække goshobogen i og sige: ”Det var det for i dag! Jeg er ikke nogen maskine!” Hver gang det skete, følte Shin’ichi

sig nedslået og skamfuld, men han fortsatte med at studere, fuldt besluttet på at indgravere hvert eneste ord i sit hjerte. Siderne i Shin’ichis udgave af goshobogen var sorte af notater fra Todas forelæsninger.

Shin’ichi gjorde under forelæsningerne sit bedste for at forklare Daishonins lære overfor de studerende på Kyoto Universitet, så de blev så tilgængelige som muligt, eftersom mange af deltagerne endnu ikke havde styr på buddhismens grundprincipper. ’Et hundrede og seks sammenligninger’ adskiller klart Nichiren Buddhisme fra Shakyamunis buddhisme og gør det klart, hvad der er teoretisk og essentielt, og hvilken betydning der er uovertruffen i forhold til, hvilken der er den underlegne. Shin’ichi lagde derfor ud med at diskutere forskellen mellem den essentielle lære og den teoretiske lære fra alle vinkler og forklarede, hvordan det hænger sammen med hverdagen.

Hvad er vores livs fundament? Det spørgsmål blev omdrejningspunktet for hans forelæsning. Den Store Lærer, kineseren T’ien-t’ai, sammenlignede den essentielle lære med månen på himlen og den teoretiske lære med månens spejlbillede i vandet. På den måde påpegede han, at den essentielle lære er uovertruffen og den teoretiske er underlegen. Essentiel betyder den faktiske substans af sandheden eller virkeligheden, mens teoretisk antyder, at det er en skygge af sandheden. Ligesom teorien udspringer af virkeligheden, så udspringer den teoretiske lære fra den essentielle lære.

I en af sine forelæsninger introducerede Shin’ichi detaljeret disse begreber, men på en måde var det nemt at forstå: ”Teori er et eksempel på en målestok. Det er en model til at forklare virkeligheden, men ikke selve virkeligheden. En persons liv er for eksempel hele tiden i forandring. Den evigt foranderlige virkelighed er livets faktiske substans. Teori er på den anden side et udsnit af denne virkelighed og er en generalisering. Det er meget vigtigt at være i stand til at klart at

skelne mellem virkelighed og teori og at forblive fast forankret i virkeligheden.

Grundlaget for al virkelighed er selve livet. Det er mennesker, der lever midt i virkeligheden. Historisk er der talrige eksempler på, at man fuldt ud har haft tillid til en teori og ideologi, som er degenereret til dogmatik og i sidste instans til undertrykkelse. Jeg håber, at I intelligente unge mennesker vil gøre en ende på den tragiske historiske arv.”

Den sidste af de ’Et hundrede og seks sammenligninger’ lyder: ”Man må i alle sammenhænge skelne mellem det teoretiske og det essentielle, det uovertrufne og det underlegne, selv når det gælder bølgernes bevægelser og den blæsende vind.” (GZ 869) Shin’ichi sagde i den sammenhæng: ”Dette afsnit fortæller os, at vi kan finde det essentielle og det teoretiske i vores egne liv, og at vi må trække en klar linje mellem dem.

Når vi for eksempel sover, er vi i den teoretiske fase af vores eksistens, men når vi er vågne, er vi i den essentielle fase. For studerende, hvis opgave det er at studere, så er det teoretiske at hengive sig til sjov og underholdning, mens det essentielle er at studere seriøst. Desuden lever de, der kun studerer med det formål at tjene penge og opnå status, udelukkende for sig selv. På den måde vælger de en ’teoretisk’ måde at leve på, hvor de er fanget af en stræben efter materielle goder. Som medlemmer af studenterafdelingen er det essentielle at studere med en dyb følelse af formål og udvikle jer selv, så I kan bidrage til kosen-rufu.

Vores sande identitet er, at vi er bodhisattvaer fra jorden, som er dukket op for at udføre en vidt spredt udbredelse af buddhismens humanistiske lære. For os er den essentielle måde at leve på at hengive os til det formål. Uanset hvilken social status eller position, du måske senere opnår, så er det derimod alt sammen kun baseret på det teoretiske. Jeg håber, I aldrig vil gå fejl af det her.”

Shin’ichi Yamamotos stemme blev kraftigere, mens han talte til de studerende: ”I vil alle med tiden blive aktive samfundsborgere og opleve de udfordringer og forhindringer, som følger med. Der vil blive perioder, hvor I ikke kan deltage i Soka Gakkai aktiviteter så meget, som I gerne ville. Her kan I også finde et essentielt og et teoretiske aspekt af livet. Hvis I fuldstændigt uafhængigt af jeres omstændigheder er besluttet på at udleve jeres unikke mission for kosen-rufu, så lever I jeres essentielle liv. Men hvis I lader jer overvinde af situationen, mister tro og glemmer jeres mission, så vil jeres måde at leve på kun være teoretisk.

På en måde kan man sige, at forskellen mellem det essentielle og det teoretiske er hårfin, for de afhænger begge af ens sindstilstand, ens beslutning og de er usynlige set udefra. Men når vi anskuer det fra et buddhistisk perspektiv, bliver alt klart, og forskellen mellem de to bliver fuldstændigt åbenlys.

Med hensyn til vores indre beslutning er det essentielle vores primære motivation, vores hengivelse til at udbrede Nichiren Daishonins lære. Det er holdningen at gøre fremskridt og have en udfordrende ånd. Det teoretiske er på den anden side stilstand, kompromis eller tilbagegang.

Vi kan skelne mellem det essentielle og det teoretiske i vores liv ved at stille os selv spørgsmålet: ”Lever jeg for kosen-rufu, og anstrenger jeg mig for at gøre min menneskelige revolution? Er jeg fuldt klar over mine mål?” Den, der kan sige ja til det, vil sejre i livet.

At leve det essentielle liv er en kamp fra det ene øjeblik til det næste. Det sted, vi er lige nu, er derfor lærepladsen for vores buddhistiske praktisering.”

Shin’ichis forelæsning over det essentielle og det teoretiske gjorde dybt indtryk på deltagerne og blev senere en vigtig vejledning for dem. Shin’ichi ønskede ikke, at disse forelæsninger blot skulle være et studie i buddhistiske doktriner. Han gjorde en kæmpe indsats for at hjælpe hver eneste af de studerende til at udvide hans eller

hendes liv. Med det for øje afsatte han altid tid i slutningen af hver forelæsning til spørgsmål og åben diskussion, hvorunder han gav vejledning og opmuntring til alle, der kæmpede med noget.

Efter en forelæsning, der blev afholdt i Kansai Regionscenter i januar det følgende år, 1964, sagde Eriko Nakano, der studerede til farmaceut: ”Jeg gik for nylig til lægen, fordi jeg var udmattet og ikke kunne holde op med at hoste. Så fik jeg diagnosen tuberkulose. Lægen sagde, at jeg skulle indlægges.”

”Tuberkulose?” spurgte Shin’ichi med stor omsorg. ”Har du ingen appetit?”

”Ikke ret meget,” svarede Nakano.

”Kan du sove om natten?”

”Ja, men jeg har svært ved at falde i søvn.”

Shin’ichi spurgte detaljeret til Nakano og hendes symptomer. Eftersom han selv havde lidt af tuberkulose, vidste han noget om, hvordan sygdommen manifesterer sig.

Shin’ichi henvendte sig varmt til Eriko: ”Jeg blev helbredt uden at blive indlagt, men nogle gange er det bedre at blive indlagt. Jeg tror, begge dele kan fungere.

Du har en mission. Hvis du helhjertet hengiver dig til tro, vil du helt sikkert ændre din karma. I ’Hengivelsesobjektet til observation af sindet’ citerer Daishonin Chang-an med disse ord: ”'Stor koncentration og indsigt' afslører den lære, som T’ien-t’ai Chih-che selv praktiserede dybt sit væsen.” (WND 1, 355). I ’Stor koncentration og indsigt’ åbenbarer T’ien-t’ai princippet, at hvert enkelt livsøjeblik indeholder 3000 verdener. Det er ideen om, at alle livets aspekter er til stede i hver enkelt persons sind. Chang-an siger, at T’ien-t’ai selv oplevede dette princip i sit eget liv.

Med andre ord så findes hele universet i det enkelte menneskes liv. Alle fænomeners årsager og virkninger findes i dit eget sind, og

de er alle en afspejling af dit liv. Det er buddhismens lære. Derfor vil du helbrede dig selv gennem tro."

Nakano nikkede, men så stadig usikker ud.

Shin’ichi fortsatte: ”Det er vanskeligt og smertefuldt, når man bliver syg. Men alt afhængigt af hvordan I ser på det, så kan det også åbne op for en mulighed for at opdage troens og livets sande betydning. Daishonin siger: ”Sygdom gør, at man kan beslutte sig for at opnå vejen” (WND 1, 937). Det er din mulighed for at frembringe troens kraft.

På den måde er sygdommen et gode, er den ikke? Vær venlig at tage dig tid og sørg for god hvile. Vi skal nok vente på dig.”

Nakano kunne mærke varmen og oprigtigheden i Shin’ichis ord. Hun fik orlov fra skolen og blev indlagt på hospitalet. Først tænkte hun, at det eneste, der skulle til, for at hun ville få det bedre, var lidt hvile, og hun var endda lidt lettet over at få muligheden for at få en pause, selv om det var på hospitalet. Hun havde så travlt som leder af studenterafdelingen ved siden af studierne. Udmattet af sin hektiske hverdag ønskede hun i det stille bare at kunne slappe af et stykke tid og læse nogle gode bøger.

Uventet fik hun sit ønske opfyldt. Men hun var kun i stand til at hvile sig og nyde læsningen i nogle få dage, før hun begyndte at blive bekymret. Skyggen på hendes lunger forsvandt ikke. Hun undrede sig over, hvorfor hun ikke fik det bedre, selv om hun var ung og stærk og nu fik medicinsk behandling. Hvad ville der ske med hendes liv, hvis hun skulle være indlagt i flere år? Hun blev mere og mere ængstelig for hver dag, der gik.

Hun begyndt at drømme om, hvor glad hun var for at have travle dage på studierne og i Soka Gakkai aktiviteter.

Eriko Nakano installerede Gohonzon ved siden af sengen og begyndte at chante oprigtige daimoku. Da hun gjorde det, huskede hun en vejledning, præsident Shin’ichi Yamamoto havde givet hende, da han

forklarede gosho-afsnittet: ”'Stor koncentration og indsigt' afslører den lære, som T’ien-t’ai selv praktiserede dybt i sit væsen.” (WND 1, 355)

”Sensei sagde til mig, at al karma, også sygdom, er en refleksion af ens indre beslutning, af ens eget liv,” tænkte hun. ”Så gad vide, hvad min indre beslutning er?” Hun begyndte for første gang for alvor at tænke over sit liv.

Da hun omhyggeligt betragtede sig selv og sine handlinger, slog det hende pludselig: ”Selv om jeg troede, jeg hengav mig til kosenrufu og hjalp andre til at gøre det samme, så ønskede jeg samtidig også at få en pause fra mine Soka Gakkai-aktiviteter og bare at kunne hvile mig lidt.”

”Nu har jeg fået mit ønske opfyldt. Lige så længe jeg bliver ved med at tænke på den måde, vil jeg aldrig blive rask. Det kan godt være, at det er min karma at få denne sygdom, men den fundamentale årsag til den, ligger i mit eget sind. Jeg bliver nødt til at ændre min holdning!”

Fra da chantede Nakano med forøget intensitet. Endelig efter otte måneder på hospitalet besluttede hun sig for at blive udskrevet. Hendes tuberkulose var ikke fuldstændig helbredt, men hun ønskede den frihed, som det at være hjemme kunne give hende i form af at kunne chante til sit hjertes tilfredsstillelse og komme i gang med at gøre Soka Gakkai aktiviteter igen. Da hun nu forstod, at hun havde været ubevidst om sin egen ædle mission, undskyldte hun dybt og bad til Gohonzon om at blive rask nok til at arbejde for kosen-rufu igen.

Hendes daimoku var så kraftfulde og fokuserede, at det så ud som om det rystede hendes alter. Tre måneder efter hun kom ud fra hospitalet, forsvandt tuberkulosen fuldstændig. Hun begyndte igen på universitetet og fandt sit eget stærke og sunde selv igen. Hun overvandt det teoretiske i sit liv og etablerede det essentielle.

Samtidig var en kandidatstuderende på 33, Yasuo Takigawa, meget bekymret for sin kone, Suzuyo. Hun havde fået livmoderkræft, og lægen sagde til dem, at selv med en operation ville hendes chancer

for at blive helbredt kun være omkring 50 %. Eftersom Suzuyo var blevet medlem af Soka Gakkai kun lidt over et år forinden, besluttede hun at anskue sin sygdom som en test af sin tro og gav sig til at chante glødende daimoku. Mens hun chantede, voksede hendes ønske om at få vejledning direkte fra præsident Shin’ichi Yamamoto. Det fortalte hun sin mand.

Yasuo besluttede sig efter en forelæsning over ’Et hundrede og seks sammenligninger’ for at bede Shin’ichi om vejledning på sin kones vegne. Den dag forelæsningen fandt sted, fulgte Suzuyo sin mand til Kansai Regionscenter og ventede på ham i et andet rum. Det var dog svært for Yasuo at tale om sin kones tilstand, fordi han selv var så genert.

Shin’ichi så rundt på de fremmødte deltageres ansigter og spurgte: ”Mange af jer her i dag er konfronteret med personlige problemer, er det ikke rigtigt? Jeg er her for at lytte til, hvad I end gerne vil tale om, så vær venlige at tale frit.”

Efter den opfordring spurgte Yasuo til sidst omkring sin kones situation. ”Min kone har fået livmoderkræft,” begyndte han. ”Hun chanter daimoku og er besluttet på at vinde over sygdommen med tro.”

Shin’ichi svarede omgående: ”At hengive sig til Gohonzon er at hengive sig til Buddhaens krop. Din kone har en mission at fuldføre som bodhisattva fra jorden, så alt kommer til at falde på plads.

Men selv om en person, der praktiserer buddhisme, måske kommer til at dø ung, så vil hans eller hendes liv ikke have været forgæves. Den persons liv og død vil have en dyb betydning og vil tjene til at videregive noget meget vigtigt til de efterladte. Uanset hvad der sker, så lad jer ikke overmande af frygt og panik, men bliv i stedet ved med at fremkalde stærkere tro. Lad os alle chante daimoku. Jeg vil også bede for hende. Jeg vil også gerne overrække hende en chantekæde.”

Da hendes mand fortalte Suzuyo om denne vejledning, tænkte hun: ”Jeg har en mission. Jeg ved, at jeg kan vinde over denne sygdom, og det kommer jeg til!”

Den dag hvor hun skulle opereres nærmede sig, og hun chantede masser af daimoku. Hun vandt til sidst over sin sygdom. Hendes erfaring gav også hendes mand kæmpe tillid til troens kraft og blev en drivkraft for hans videre udvikling.

Shin’ichi var specielt bekymret for en af forelæsningsdeltagerne, Naomi Takaoka, der studerede medicin. Hun havde altid en dyster fremtoning, og Shin’ichi forestillede sig, at hun kæmpede hver dag. Fortabt i en labyrint af abstrakt teori og ude af stand til at finde sin egen vej i livet, blev hun reserveret. Det så også ud til, at hun blev mere og mere skeptisk overfor selve livet, og afskyede at gøre Soka Gakkai aktiviteter.

Shin’ichi ønskede at lære hende om betydningen af ens livstilstand. En dag sagde han til hende: ”Når vi bryder igennem vores ydre skal og udvikler vores liv, begynder vi at se og føle alt anderledes, også selv om vore omstændigheder ikke forandrer sig. For Einstein skinnede stjernerne på himlen uden tvivl med relativitetsteoriens lys, mens de for Beethoven spillede en smuk symfoni. For Goethe glimtede de med universets smukkeste poesi. Hver af dem opfattede alt i samklang med deres dybe livstilstand.

Buddhatilstanden er dog den dybeste og mest vidtrækkende livstilstand. Du må ikke opgive din tro, før du når den tilstand.”

”Du bør ikke isolere dig fra andre. Hvis du gør det, vil du gå i stå. Soka Gakkai er en organisation, der giver os inspiration og opmuntring. Som gør det muligt for os at åbne vores hjerte. Du bliver nødt til at finde modet til at engagere dig fuldt ud i Soka Gakkai aktiviteter og til at arbejde for andres lykke.

En skønne dag vil du blive læge. Det er en profession, hvor bodhisattvaånden, holdningen at ville arbejde for andres lykke, er det

vigtigste. Uden den vil selvcentrerethed og egoisme forhindre dig i reelt at bidrage med noget til samfundet, uanset hvor dygtig du er blevet.”

På et andet tidspunkt sagde en studerende, der deltog i en af Shin’ichis forelæsninger på Kyoto Universitet: ”For at være ærlig så bryder jeg mig ikke om Soka Gakkai som organisation. Ved at deltage i dine forelæsninger har jeg dog fået lyst til at udvikle mig til at blive en person, som kan beskytte dig og arbejde sammen med dig for andres lykke.”

Shin’ichi svarede med det samme: ”Du siger, at du ønsker at beskytte mig, men det gør du ved at beskytte organisationen. Hvis du beskytter et, ti, hundrede eller tusinde Soka Gakkai-medlemmer, så beskytter du mig. Det er fordi, jeg har gjort Soka Gakkai til det eneste formål med mit liv.

Vores kosen-rufu målsætning kan siges at være en ublodig revolution, men jeg er villig til at give mit liv for medlemmernes skyld, for buddhismen og for samfundet. Uden et sådant mod og en sådan beslutning ville jeg ikke være leder for vores bevægelse. Jeg eksisterer ikke adskilt fra Soka Gakkai eller dens medlemmer. Hvis du bare har det mindste ønske om at beskytte mig, så håber jeg, du vil finde din plads i denne organisations frontlinje og arbejde der for at beskytte alle vores medlemmer.”

Under alle disse forelæsninger over Nichiren Daishonins ”Et hundrede og seks sammenligninger” holdt Shin’ichi nøje øje med hver enkelt studerendes livstilstand og gav vejledning, der passede til det. Han overvejede nøje, hvad han skulle sige, og hvad han ønskede at inspirere dem til. Han gjorde det for deres liv, for deres fremtid. Han lærte dem på den måde om den essentielle vej, som mennesker bør følge. Det er via den slags vedholdende, omhyggelig og helhjertet anstrengelse, at man kan bidrage til, at andre vokser.

Faktisk gennemgik alle deltagerne i denne forelæsningsrække stor udvikling og begyndte at stråle som juvelbesatte sværd i kampen

for at opnå verdensfred baseret på vidtstrakt udbredelse af Daishonins lære. De udførte senere store bedrifter og støttede samfundet med deres forskellige kapaciteter som Soka Gakkai-ledere, læger, lærde, parlamentsmedlemmer eller bidragsydere på mange andre fronter.

Shin’ichi viede sit liv til at uddanne ungdommen. Livet er kort. Der er grænser for, hvor meget vi kan opnå i et liv. Derfor er det altafgørende for kosen-rufu at opfostre efterfølgere fra den næste generation, som kan videreføre arbejdet.

Mange Soka Gakkai-medlemmer, der den 25. juli 1963 så forsiden på Seikyo Shimbun, blev noget overraskede. Der stod med store bogstaver: ”Højestepræsten formaner alle præster og Hokkekomedlemmer.”7 Hvorfor kom der pludselig en formaning fra højestepræsten, spurgte de sig selv. To underrubrikker til artiklen lød: ”Præster og lægpraktiserende bør stå sammen i kampen for kosenrufu,” og ”Med enheden 'Forskellig i krop, ét i sind.’”

Avisens introduktion til formaningen indledtes: ”Højestepræst Nittatsu har udstedt et direktiv til alle Nichiren Shoshu lærere8 , almindelige præster og Hokkeko-medlemmer.” Højestepræsten udtrykte sin forhåbning om, at præster og lægpraktiserende ville stå endnu tættere sammen omkring det formål at udbrede denne skoles lære over hele Japan og resten af verden i denne tid med rivende udvikling indenfor Nichiren Shoshu, og hvor Soka Gakkai havde igangsat en frisk og strålende ny udvikling.

Introduktionen gav ikke noget hint om, hvorfor højestepræsten kom med en formaning på dette tidspunkt. Kun ved at læse hele artiklen kunne man få en vag ide om, hvad der kunne ligge bag.

Der kom faktisk to formaninger, en til alle lærere og almindelige præster, og en anden til Hokkeko-medlemmer. Den faktiske ordlyd var i begge tilfælde ret dunkel, men den der var rettet til præsterne, lød: ” Den storslåede og rene lov fra vores grundlægger, visdommens sol i Lovens sene periode, flyder uendeligt ud i verden som en

tidevandsbølge, og vores skole bliver ved med at blomstre. Dette er virkelig vidunderligt for Loven og Nichiren Shoshu.

Kilden til denne kæmpe udvikling er Dai-Gohonzons umådelige kraft, som alle mennesker i Lovens sene periode bør hengive sig til og basere deres liv på. Samtidig er det også på grund af Soka Gakkaimedlemmernes indsats, som under ledelse af deres præsident har forenet sig for at udbrede Daishonins lære og udføre hans ønske om at skabe verdensomspændende kosen-rufu så hurtigt som muligt.

Deres helhjertede indsats fortjener vores anerkendelse. Der er allerede omtrent en tiendedel af alle familier i Japan, som har frasagt sig deres tro på fejlagtige lærer og taget Den sande lov til sig. De soler sig nu i lyset fra Daishonins storslåede ønske om at gøre alle mennesker lykkelige. Desuden har vi med oprigtige donationer fra Soka Gakkai-medlemmer bygget Den Sande Buddhismes storslåede forelæsningssal såvel som den fantastiske store modtagelseshal, der nu næsten står færdig. Ydermere er antallet af templer, der er bygget over hele landet og doneret af Soka Gakkai, allerede nået 80.”

Formaningen priste i høje toner Soka Gakkai-medlemmernes hårde arbejde for at udføre vidt spredt udbredelse af Daishonins lære. Højestepræst Nittatsu formaning fortsatte med at opregne Soka Gakkais bedrifter: ”Soka Gakkai har arbejdet ud fra de mest ædle idealer. De har gjort op med fortidens onder og handler i præcis overensstemmelse med Nichiren Daishonins hellige læres buddhistiske principper for at skabe et bedre samfund. På grundlag af stor medfølelse har organisationen iværksat en bred variation af aktiviteter for at skabe velfærd for alle mennesker.

Soka Gakkai, der baserer sine bedrifter på den rette buddhistiske lære, kæmper åbent for sandheden og har stor påvirkning på ikke kun praktiserende og ikke-praktiserende, men bevæger sig også i vide kredse indenfor den akademiske og kulturelle verden, mens de gør stabile fremskridt i retning af kosen-rufu. Uanset hvad de går i gang

med, gør de uophørligt fremskridt et skridt ad gangen og udviser imponerende styrke.

Soka Gakkai har hele vejen bibeholdt et solidt søgende sind, og har aldrig vaklet eller gået på kompromis med sine idealer. Det fortjener vor dybeste respekt.

Tiden er inde til at Nichiren Shoshus præster bør koncentrere sig om deres buddhistiske praktisering og varetage deres pligter. Og selvfølgelig betyder det at være præst at have en fast og urokkelig tro, at man anstrenger sig indenfor praktisering og studie og udviser oprigtig taknemmelighed overfor Buddhaen. Det betyder også at tjene som forbillede for andre gennem vore handlinger, opførsel, studie og forståelse af Buddhismen.

Der løber dog rygter om, at nogle mangler anerkendelse af betydningen af de utrolige omstændigheder, vi nu befinder os i. Nogle der med deres ord og handlinger forråder præsteskabets natur og rolle. Dette er virkeligt beklageligt. Hvis der på nogen måde er den mindste sandhed i disse rygter, står vi i en meget alvorlig situation.

Hvis Buddhaens disciple, der bærer de tre slags udstyr (kappen, kjortlen og bedekæden), og hvis opgave det er uselvisk at hengive sig til buddhistisk praktisering og udbrede læren, er skyldige i sådanne fejltrin, er de som krigere, der ødelægger deres eget slot indefra (ND I, 68). Sådanne præster bør som en selvfølge bortvises og straffes.

Lad os ikke blive irettesat som præster, der "tilbringer tiden med at plapre løs og drive den af" (ND II, 329), er "dovne og forsømmelige" (ND I, 134), "ikke er andet end et dyr, der er iklædt præsteklæder" og "er disciple af ikke buddhistiske lærer" (ND II, 329). Lad os hellere være diskrete i vor opførsel og leve efter princippet 'at ønske lidt, men kende tilfredsstillelse', og med en farlig løves vildskab hengive os helhjertet til vores buddhistiske praktisering.

Jeg håber, at alle Nichiren Shoshu præster vil forstå min hensigt og efterleve vores forgængers instruktioner om at forene sig med de

lægpraktiserende og virkeliggøre princippet 'Forskellig i krop, ét i sind' og anstrenge sig fuldt ud for at opnå vort store ønske."

Til sidst i teksten stod der: ”Den ovenstående formaning blev givet af Hosoi Nittatsu, chefadministrator for Nichiren Shoshu, den 15. juli 1963.” En sådan offentlig reprimande for præsternes opførsel var virkelig en usædvanlig begivenhed.

Højestepræstens formaning til Hokkeko-medlemmerne var også meget streng. Hokkeko er en sammenslutning af praktiserende sognebørn, der hører hjemme ved forskellige lokale Nichiren Shoshu templer. Denne formaning startede med at tilskrive den daværende fremgang for verdensomspændende kosen-rufu til Soka Gakkais opståen. Den lovpriste, at organisationen handlede i overensstemmelse med Daishonins storslåede vision om vidt spredt udbredelse og hyldede medlemmernes anstrengelser for at forene sig som bodhisattvaer fra jorden og introducere mange nye medlemmer til praktiseringen.

Teksten lød videre: "Soka Gakkai-medlemmernes uselviske hengivelse til at udbrede Loven er absolut en begivenhed uden fortilfælde i vores skoles historie.

Soka Gakkais mere end 3,4 millioner familier har under Soka Gakkai præsidentens lederskab arbejdet i perfekt enhed og har sat gang i en variation af uundværlige aktiviteter med det sigte at udbrede Daishonins lære over hele verden. Disse indsatser har resulteret i bemærkelsesværdige resultater.

Daishonin bifalder med sikkerhed deres handlinger, som også burde være genstand for den største respekt fra både præster og lægfolk. Lad det blive almindeligt kendt, at enhver der med eller uden grund bagtaler den fine og harmoniske sammenslutning af praktiserende, som bidrog til og beskyttede vores skole med en sådan usammenlignelig ædel oprigtighed, gør sig skyldig i at have en

fejlagtig holdning, som ødelægger den rene praktisering for kosenrufu og stiler direkte mod de uophørlige lidelsers helvede."

Formaningen konkluderede: ”Påskøn Soka Gakkai-medlemmernes holdning med ægte søgende sind. Se på den og vis den ærbødighed som en model for den buddhistiske praktisering. Jeg håber, at alle Hokkeko-medlemmer vil arbejde sammen med deres medpraktiserende i Soka Gakkai i vores fælles anstrengelser for at skabe et buddhaland, og fortsætte med at gøre fremskridt sammen med dem hånd i hånd.”

Da medlemmerne af Soka Gakkai, som mestendels ikke havde specielt meget kontakt med hverken præster eller Hokkekomedlemmer, læste denne formaning, indså de for første gang, at nogle i netop disse grupper havde bagtalt og kritiseret Soka Gakkai, og de kunne ikke skjule deres forbavselse. På den anden side var de, der havde været i kontakt med præsterne og Hokkeko, ikke det mindste overraskede. De overhørte ofte personer i begge grupper tale negativt om Soka Gakkai og præsident Shin’ichi Yamamoto, og de oplevede med egne øjne præsternes korrupte og umoralske opførsel. Det var de meget bekymrede over. Det trøstede dem dog at læse formaningen, fordi de havde følelsen af, at Nichiren Shoshu administrationen nu forstod, hvordan det i virkeligheden hang sammen med præsterne, og at den endelig gjorde, hvad der burde gøres ved det. De håbede, at det ville vække præsterne og Hokkeko-medlemmerne til troens sande værdi.

Højestepræst Nittatsus formaning forsikrede Soka Gakkaimedlemmerne om, at han havde fuld forståelse for organisationen, og det inspirerede dem til at arbejde endnu hårdere.

Soka Gakkais-medlemmer havde lidt ubeskriveligt meget, inden situationen nåede et niveau, hvor det var nødvendigt med en formaning fra højestepræsten.

Shin’ichi Yamamoto havde modtaget adskillige klager fra medlemmerne over præsternes opførsel. I et tilfælde havde et Soka Gakkai-medlem taget en ven, som han havde introduceret til praktiseringen med til det lokale tempel for at modtage Gohonzon. På vej derhen løb de på grund af en trafikulykke ind i en trafikprop, og det betød, at de kom et par minutter for sent. Da de ankom, blev de nægtet overrækkelse af Gohonzon, selv om præsten bare sad indenfor og så på tv.

Nogle præster beklagede sig over, at de altid var travlt optaget med at udføre Gohonzon-modtagelsesceremonier og ingen tid havde til at slappe af, fordi Soka Gakkai-medlemmer introducerede mange nye medlemmer. Andre brød sig ikke om, at Soka Gakkai-medlemmer brugte templerne til at holde møder i, og nogle enkelte ville ikke åbne dørene til det skab, hvor Gohonzon var ophængt, når Soka Gakkaimedlemmer brugte templets hovedlokale.

Hvor frustrerende må det ikke have været for disse Soka Gakkaimedlemmer, der arbejdede flittigt for andres lykke, at blive taget i skole af præsterne for at introducere nye medlemmer og for at holde møder! Nogle præster kom endda med tåbelige udtalelser som for eksempel: ”Gakkai taler altid om politiske valg og kultur, men de ting har intet med tro at gøre. Gakkai-medlemmerne burde hellere holde sig til deres templer og lytte til præsternes vejledning i stedet for at beskæftige sig med alle disse ligegyldige aktiviteter. Når det kommer til stykket, er de jo kun en hob af lægpraktiserende.”

Disse præster lod ikke til overhovedet at ville gøre noget forsøg på at forstå Daishonins vision, hvor man søger at hjælpe dem, der lider. De lod heller ikke til at have noget ønske om vidt og bredt at udbrede Nichiren Buddhisme. Derfor kunne de ikke fatte betydningen af nogen af Soka Gakkais aktiviteter.

Præsternes egen opførsel var også et alvorligt problem. Der var utallige beretninger om præster, som ikke gjorde gongyo eller som tilbragte hver aften med druk og svir.

Der var også medlemmer af Hokkeko, der talte dårligt om Soka Gakkai. Hokkeko begyndte som en gruppe lægpraktiserende under de respektive lokale Nichiren Shoshu templer. Men de var året forinden, i juli 1962, blevet organiseret i en landsdækkende organisation, der blev kaldt den Nationale Hokkeko Sammenslutning. Indtil da havde Hokkeko-medlemmer praktisk taget ikke modtaget nogen vejledning i tro og var knap opmærksomme på vigtigheden af at arbejde for kosen-rufu. Mange af Nichiren Shoshus tilhængere fra gammel tid var ikke engang i stand til at udføre gongyo og slet ikke at introducere andre til praktiseringen. Ydermere udførte hver enkelt lokal organisation aktiviteter uafhængigt af de andre. Det gav spillerum for, at folk begyndte at udnytte medlemmerne. De gjorde det ved at flytte fra tempel til tempel og oprette lokale Hokkeko organisationer og placere sig selv som leder af dem.

Indenfor Nichiren Shoshu var der i stigende grad en bevægelse, der inspireret af Soka Gakkais utrættelige anstrengelser for at opnå kosenrufu i overensstemmelse med Daishonins ønske, gik i gang med at reorganisere og styrke Hokkeko. Det førte til, at den Nationale Hokkeko Sammenslutning blev grundlagt. Men mange af sammenslutningens medlemmer anså Soka Gakkai-medlemmer som nytilkomne, og de havde en stærk følelse af, at de som praktiserende af skolens lære gennem lang tid fortjente en særposition. De var også utilfredse med det faktum, at samfundet helt generelt nu identificerede Nichiren Shoshu med Soka Gakkai.

Nogle var åbenlyst misundelige på Soka Gakkai og bagtalte organisationen igen og igen. ”Man hører kun Gakkai dit og Gakkai dat,” kunne de sige. ”Men Gakkai-medlemmerne er alle nye i vores praktisering. Vi er på et andet niveau, fordi vores familier har tilhørt Nichiren Shoshu i generationer.”

En anden form for kritik gik på, at Soka Gakkais anstrengelser for at introducere andre til praktiseringen førte andenrangs mennesker ind

i Nichiren Shoshu. Soka Gakkais medlemmer lukkede ørerne for sådanne bemærkninger og fortsatte kompromisløst at udleve deres mission for at bringe lykke til andre og arbejde for kosen-rufu.

Det gjorde virkeligt ondt på Shin’ichi, når han hørte om præsternes skamfulde opførsel eller Hokkeko-medlemmers nedsættende bemærkninger. Han viderekommunikerede disse hændelser til Nichiren Shoshus administration og opfordrede på det kraftigste til, at der blev gjort noget for at irettesætte disse præster, men der var ingen tegn på forandring. Det overraskede ham dog ikke, eftersom en del af de uheldige beretninger, han hørte fra Soka Gakkaimedlemmer, også handlede om højtstående præsters eskapader.

Den 8. juli deltog Shin’ichi i åbningsceremonien for Soka Gakkais Fujinomiya Kulturcenter i Shizuoka præfekturet. Dette center skulle blive en vigtig base for pilgrimsfærden til Nichiren Shoshus hovedtempel for Soka Gakkais 3 millioner medlemmer, der skulle starte fra april det følgende år for at fejre færdiggørelsen af den store modtagelseshal. Da de ankom til centret, mødtes Shin’ichi og de ledere, der rejste sammen med ham, med den nyudnævnte Shizuoka regionsleder Ritzu Ohyama og andre af de lokale ledere.

Ohyama var også viceansvarlig for pilgrimsafdelingen, som betød, at han ofte havde kontakt med præsterne og meget vel vidste, hvad der foregik i hovedtemplet. Han så frustreret ud og sagde: ”Dette er hovedtemplets base, og der er mange Hokkeko-medlemmer, hvis familier i generationer har været medlemmer af Nichiren Shoshu. De kritiserer Soka Gakkai-medlemmer og siger, at de har for meget selvtillid for sådan nogle nye praktiserende.

Alligevel gør de ikke engang gongyo, og det går så vidt, at de siger, at de vil opnå buddhatilstand blot ved at bo indenfor ”lydradius af hovedtemplets klokke.”

Shin’ichi Yamamoto lyttede og svarede Ritsu Ohyama: ”Jeg er helt klar over, at der er nogen indenfor Hokkeko, som ikke ser venligt på

Soka Gakkai, men jeg ønsker, at vi er tolerante og forsøger at række ud til dem. Lige nu er det vigtigt for vores organisation at opmuntre dem til at rejse sig og begynde at arbejde sammen med os for at opnå kosen-rufu.

For det meste stammer Hokkeko’s kritik af Soka Gakkai fra ikke helt at have forstået Nichiren Daishonins holdning, og de værdsætter heller ikke det, Soka Gakkai handler om. Jeg har talt med præsidenten for den Nationale Hokkeko Sammenslutning. Jeg er sikker på, at de med tiden vil indse, hvilken vidunderlig organisation Soka Gakkai er, og at de vil komme til at respektere os.

Jeg ved godt, at I af og til vil føle vrede, men vær venligst tålmodige lidt længere endnu. Der er faktisk nogle fraktioner indenfor Hokkeko, som modarbejder sammenslutningens forsøg på at forene sig, og hele sammenslutningen går igennem en ret vanskelig tid lige nu."

Ohyama nikkede og sagde så alvorligt: ”Sensei, jeg er mere bekymret for præsterne end for Hokkeko-medlemmerne. Heromkring har præsterne ved hovedtemplet et dårligt ry. Folk kalder dem de korrupte præster. Medlemmerne af Soka Gakkai er virkeligt skuffede over dem. De oplever præster gå på bar og betale for geishaunderholdning. Der er også rygter om seksuelle udskejelser. Der har været tilfælde, hvor præster, der har været ude og drikke sammen, er blevet hørt kritisere Soka Gakkai-medlemmer, som dog trods alt alle flittigt praktiserer deres tro.

Selv om både du og præsident Toda har gjort jeres yderste for oprigtigt at tjene skolen, så virker det ikke, som om præsterne føler nogen form for taknemmelighed. De opfører sig, som om de tager det for givet. I Osaka var der et tempel, der nægtede at udlevere Gohonzon til Soka Gakkai-medlemmer. Her i Shizuoka nægter de det ikke, men i nogle templer viser præsterne helt tydeligt, at de ikke bryder sig om det.

Når de udfører Gohonzon-modtagelsesceremonier, opfører de sig utroligt arrogant og beordrer strengt det nye medlem til at komme hver måned og ofre en toba tavle9 for afdøde familiemedlemmers velbefindende, som templet sælger til medlemmerne. Sensei, vi vil gøre hvad som helst for at beskytte Nichiren Shoshu af hensyn til kosen-rufu. Uanset hvor økonomisk vanskeligt det er, vil vi stadig give donationer. Faktisk er det lige præcis, hvad vi har gjort.

Men vi vil ikke give en eneste øre til korrupte præster, som bagtaler Soka Gakkai og bagefter bare bruger donationerne på fornøjelser. Soka Gakkai er en organisationen, der hengiver sig til vidtstrakt udbredelse. Det er ikke bare min mening, alle medlemmer har det på den måde.”

Mens Ohyama talte, fik vreden frit løb og hans ord sydede af forurettelse: ”Jeg hørte fra et Soka Gakkai-medlem, som er på god fod med præsterne, at de mener, at Soka Gakkai er blevet et irritationsmoment. De er bekymrede for, at hvis det hele fortsætter som nu, så vil Soka Gakkai overtage alt, og de vil blive sendt ud i kulden. De taler derfor om at nedlægge Soka Gakkai, når vi har bygget nok templer for dem.

Hvis vi protesterer, siger de, at de vil tage vores Gohonzon og udelukke os fra at besøge hovedtemplet. Det er derfor, de har besluttet at forøge antallet af Hokkeko-medlemmer og omorganisere og styrke sammenslutningen. Der er præster, som ganske enkelt ønsker at malke Soka Gakkai for det de kan, og så opløse vores organisation. De har ingen skrupler i forhold til at bruge Gohonzon, selve fundamentet for vores tro, som pressionsmiddel til at kontrollere de praktiserende og få dem til at makke ret. Det er virkeligt skræmmende.

Årsagen til, at der er så mange indenfor Hokkeko, der ser Soka Gakkai som en trussel, er at de får den holdning indprentet af præsterne. Præsterne siger, at de rangerer højere end de lægpraktiserende. De betragter ikke Soka Gakkai som meget mere end slaver eller maskiner,

der skal give dem gaver. Jeg tror aldrig, at de har taget kosen-rufu alvorligt. De tænker kun på sig selv. De har ingen tro og ingen medfølelse. De er korrupte.” Ohyamas øjne fyldtes med tårer.

”Det er virkeligt beklageligt,” svarede Shin’ichi. ”Jeg forstår, hvordan du har det. Det er kun naturligt, at du er vred. Faktisk appellerede Soka Gakkais hovedbestyrelsesformand for bare få dage siden til skolens administration om at gøre noget ved sagen.”

Shin’ichi vendte sig så mod Koichi Harayama ved siden af og spurgte: ”Harayama, hvad svarede de?”

”Altså, de sagde, at de ville tage sig af det, men de har stadig ikke givet os noget konkret svar. De siger det samme hver gang. Det er virkeligt et problem.”

Da Ohyama hørte det, rødmede han af vrede og sagde: ”Sensei, jeg kan ikke finde mig i det længere. Det er ikke bare mig, men det er hele unge mænds afdelingen i Shizuoka, der ikke kan leve med det. Mange medlemmer er irriterede og spørger, hvorfor vi skal blive ved med at vise respekt overfor præsterne, som ikke gør noget for at arbejde for kosen-rufu, men som alligevel plager medlemmerne af Soka Gakkai. Hvis du siger god for det, vil vi gerne tage op til hovedtemplet og aflevere en alvorlig protest.”

Shin’ichi henvendte sig til Harayama: ”Harayama, medlemmerne har nået grænsen for deres tålmodighed. Vi når ingen vegne på denne måde. Jeg vil henvende mig til Nichiren Shoshu administrationen. Alle har fået nok. Til næste forår er den store modtagelseshal færdig, og tre millioner vil foretage en pilgrimsfærd til hovedtemplet. Vi skal til at påbegynde en ny fase i udviklingen af kosen-rufu. Nu er tiden kommet til, at præster og lægpraktiserende må forenes og gøre et frisk fremskridt i ånden 'forskellig i krop, ét i sind'.”

Det vigtige er ikke bare at konstruere et bygningsværk som den store modtagelseshal. Vi bliver nødt til at etablere et skattetårn af enhed og ren tro med det formål vidt at udbrede Daishonins lære. Er

det derfor ikke medfølelse at korrigere det, der bør korrigeres og derved afskære den uret, der er ved at slå rod indenfor præsteskabet?

Jeg er sikker på, at der er folk, som vil modarbejde det og hade mig for det, men jeg er parat til at tage konsekvensen af hvad som helst.”

Da Shin’ichi gik mod kontoret, fulgte Harayama ham og sagde: ”Vil du ikke lade mig tale med dem først.” Derefter ringede Harayama sig til en højtstående præst ved hovedtemplet. Da han lyttede til Harayamas del af samtalen, var det tydeligt for Shin’ichi, at der ikke skete noget fremskridt. Shin’ichi tog røret og spurgte ligeud, hvilke praktiske foranstaltninger Nichiren Shoshu administrationen havde tænkt sig at tage for at tage hånd om alle de problemer, de stod overfor. Præsten svarede forfjamsket: ”Vi er klar over, at der er store problemer, som vi bliver nødt til at forholde os til. Jeg har talt med højestepræsten om, hvor beklagelige disse angreb på Soka Gakkai er, og vi har talt om de præsters opførsel, du henviser til.”

Det var et halvhjertet svar, som gik udenom sagen. Shin’ichi svarede irriteret: ”Jeg har hørt det igen og igen. Vi har rigtigt længe ventet på et svar fra jer, men I afviser at gribe til konkret handling. Og i mellemtiden lider Soka Gakkai-medlemmer under disse angreb. Det er fuldstændigt uansvarligt!” Shin’ichis skarpe stemme gav ekko i rummet.

”Nu, hvor vi nærmer os fuldførelsen af den store modtagelseshal, er det af allerstørste vigtighed, at vi skaber harmoni mellem præsteskabet og de lægpraktiserende, og at Hokkeko slutter sig til os for at skabe en stærk strøm mod kosen-rufu. Hvorfor tager I ikke dette alvorligt? Hvorfor tillader I ondskab at finde sted uden at gøre noget ved det?

Jeg vil bede dig om at drøfte det her med højestepræsten og omgående tage en klar beslutning. Vi vil ikke længere stille os tilfredse med undskyldninger eller bortforklaringer,” sagde Shin’ichi, inden han lagde røret på.

Derefter gjorde han gongyo med lokale medlemmer i centret og deltog i centrets åbningsceremoni. Bagefter kørte han i bil til Fuji Kulturcenter i den nærliggende Fuji by for at deltage i et indvielsesmøde i Shizuoka Region. I bilen kunne Shin’ichi ikke lade være med at tænke på, hvorfor præsteskabet så nemt faldt for korruption og tøjlesløshed.

Det var almindeligt kendt, at Nichiren Shoshu accepterede shintotalismanen på grund af frygt for undertrykkelse fra militærregeringen under Anden Verdenskrig. Men sandheden var, at skolens præster længe forinden havde forbrudt sig mod den grundlæggende lære ’strengt at gå i rette med bagtalelse af den buddhistiske lov.’ Der var talrige eksempler på korruption, selv hvis man bare talte de groveste tilfælde fra starten af det 20. århundrede og frem. Repræsentanter for Nichiren skolerne mødtes for eksempel i november 1914 i Nichiren Shus (Minobu Skolen) Hommon Tempel i Ikegami i Tokyo og blev enige om hovedtrækkene i en plan om at arbejde sammen.

Nissho Abe, den 57. Nichiren Shoshu højestepræst og Houn Abe (senere Nichikai, den 60. højestepræst) deltog i mødet. Nichikai Abe var far til den 67. højestepræst Nikken. Ved den lejlighed underskrev Nissho Abe et dokument, der bekræftede hans accept af, at alle Nichiren skolerne skulle slås sammen, herunder også Minobu Skolen. Sammenlægningsplanen brød senere sammen, men Nissho Abe samarbejdede igen med repræsentanter for andre Nichiren trosretninger, da de anmodede om, at kejseren tildelte ærestitlen Den Store Lærer Rissho til Daishonin. Tildelingen af titlen skete i oktober 1922.

Det var Nissho Honda, chefadministrator for Minobus Kempon Hokke Skole, som tog initiativ til, at kejseren skulle tildele titlen Store Lærer til Daishonin, ligesom titlen mange århundreder tidligere var blevet tildelt Dengyo og Kobo.10 Nissho Abe fra Nichiren Shoshu underskrev anmodningen, og den dag, hvor den blev godkendt, samledes han med præster fra andre Nichiren skoler for at recitere Lotus Sutraens ’Livslængde’-kapitel og chantede daimoku ledt af den

ansvarlige for Minobu Skolen. Disse præsters handlinger for at indynde sig hos myndighederne var i absolut modsætning til Daishonins ånd. De andre Nichiren skoler gik ydermere direkte imod hans ånd, selv om de brugte hans navn, og afslørede sig selv som parasitter, der opæder Nichiren Buddhismens mægtige løve indefra.

Det, at Nissho Abes reciterede gongyo sammen med lederen af Minobu Skolen, var en klar krænkelse af Nikko Shonins formaning: ”I bør ikke sidde sammen med bagtalere af Loven [til religiøse ceremonier], da I så vil opleve samme straf som de.” (GZ 1618) Præsterne fra Nichiren Shoshu fortsatte på denne måde med at bagtale Loven.

I oktober 1931, lige før den 106. mindeceremoni for Daishonins død, gik Minobu Skolen videre med sin plan om at få kejseren til at indskrive Daishonins nye titel, Rissho, på en tavle, der skulle opbevares i Kuon-ji, Minobu Skolens hovedtempel.

Ved at stå som modtager af kejserens håndskrevne inskription af Daishonins nye titel, håbede Minobu Skolen at fremstå som den vigtigste af alle Nichiren skoler. Det japanske undervisningsministerium krævede dog samtykke fra alle de andre Nichiren skoler, inden de ville godkende Minobu Skolens ansøgning. Højtstående præster fra Minobu Skolen gik derfor til de ansvarlige for hver af de øvrige skoler for at bede dem om at underskrive et memorandum, der bekræftede deres samtykke. Dette inkluderede Nichiren Shoshu, hvis højestepræst på det tidspunkt var Nichikai Abe.

Notatet bekendtgjorde, at eftersom Daishonins grav faktisk befandt sig i Kuon Templet11 på Minobu-bjerget, støttede de undertegnede den anmodning, som højestepræsten ved det tempel havde indgivet, som bad om, at tavlen med kejserens inskription skulle opbevares der. Med andre ord samtykkede man ved at underskrive aftalen om den påstand, at kisten med Daishonins jordiske rester befandt sig på Minobu-bjerget. Og alligevel underskrev Nichikai Abe

og forseglede officielt dokumentet som øverste administrerende for Nichiren Shoshu.

Den anden højestepræst, Nikko Shonin (1246-1333), forlod Minobu, fordi Mimbu Niko, den øverste lærer for præsterne ved Kuon Templet, tillod den lokale forpagter på Minobu, Hakiri Sanenaga, at bygge en statue af Shakyamuni Buddha og udføre pilgrimsrejser til Shinto helligdomme. Det var en krænkelse af Daishonins lære, og Minobu blev på den måde et sted for bagtalelse af Loven og en rede for djævelske påvirkninger. Nikko Shonin kunne ikke tillade et sådant sted at være hvilestedet for Daishonins jordiske rester, så han tog dem derfor med sig med tungt hjerte og forlod bjerget.

Han skrev dengang: ”Min smerte og sorg over at forlade Minobudalen er uden beskrivelse.” (Hennentai Gosho 1733). Vi kan umuligt forestille os dybden af hans sorg. Da højestepræst Nichikai Abe underskrev, forseglede og samtykkede til notatet, der bekræftede at Daishonins grav fandtes på Minobu, trodsede han i den grad Nikko Shonin. Og hvad mere er, så trampede han på Daishonins ånd og den rette lære.

Det var Soka Gakkai, der endelig fjernede denne plet fra Nichiren Shoshus historie. Den 11. marts 1955 fandt en debat sted mellem Soka Gakkai og Minobu Skolen i Otaru på Hokkaido12 . Soka Gakkai vandt en enorm sejr ved at bevise, at hverken Dai-Gohonzon eller Daishonins rester befandt sig på Minobu og tilbageviste fuldstændigt Minobu Skolens fejltagelser.

Shin’ichi Yamamoto, stabsleder for ungdomsafdelingen var Soka Gakkais ordstyrer. Shin’ichi påpegede fra begyndelsen det faktum, at utallige af Minobu Skolens tilhængere havde meldt sig ind i Soka Gakkai, og med et skarpt blik kastede han lys over modstanderens fejlagtige doktriner. Det åbnede vejen for Soka Gakkais sejr, og for at Nikko Shonins rette lære blev beskyttet.

Da militærregeringen under Anden Verdenskrig kom med en plan om at forene alle Nichiren skolerne under sin tankekontrols politik, var der nogle af Nichiren Shoshu præsterne, som godkendte det. Men Soka Gakkais første præsident, Tsunesaburo Makiguchi, understregede, at Nichiren Shoshu burde anmode regeringen om at få status som uafhængig for at beskytte Daishonins og Nikko Shonins rette lære. Nichiren Shoshu blev endelig i marts 1941 bevilget status som en uafhængig religiøs bevægelse på baggrund af præsident Makiguchis utrættelige anstrengelser.

To år før Makiguchi og hans discipel Josei Toda blev fængslet, fjernede Nichiren Shoshu i september 1941 fjorten vigtige afsnit fra gosho, herunder ”Jeg Nichiren er den fremmeste vismand i hele Jambudvipa. ” (WND 1, 642). De var bange for at blive anklaget for majestætsfornærmelse af militærregeringen, som havde gjort statsshinto til sit spirituelle grundlag.

Denne handling, hvor de fjernede afsnit, som i virkeligheden var Daishonins erklæring om sin sande identitet, var sammenligneligt med det, de fem seniorpræster gjorde efter Nichirens død. Eftersom de tænkte, at Daishonins skrifter i den nemt læselige kana skrift var en hån mod hans navn, ødelagde de dem, genbrugte det papir de var skrevet på eller brændte dem. Men Daishonin havde skrevet sine breve for de lægpraktiserendes skyld, som han sendte dem til.

Endelig installerede hovedtemplet shinto-talismanen og beordrede Soka Gakkai-medlemmer til at gøre det samme. Men Soka Gakkai nægtede tappert at gøre det, og derfor blev præsident Makiguchi og Josei Toda arresteret og sendt i fængsel. Frygten for at blive sat i forbindelse med de to Soka Gakkai-ledere fik præsteskabet til at bortvise dem og forbyde medlemmer af Soka Gakkai at besøge hovedtemplet.

Selv om præsterne hævdede, at Nichiren Shoshu opretholdt Lovens direkte arv fra den ene højestepræst til den næste, og at det var lige så perfekt, som hvis man hældte Den rene mystiske lovs vand fra

den ene beholder til den anden uden at spilde en dråbe, lod de fuldstændigt hånt om Soka Gakkai, som kæmpede med Daishonins ægte ånd. Denne overraskende handling afslørede skolens sande natur.

Der er en dyb betydning i præsteskabets bagtalende handlinger og kolde opførsel overfor Soka Gakkai. Ifølge Daishonins tekster, er de, der hengiver sig til at udbrede den sande lære i denne onde tid, Lovens sene periode, sikre på at blive mødt med forfølgelse. Derfor er kosenrufu en hellig bedrift, som manifesteres af dem, der er besluttet på at arbejde uselvisk. Nikko Shonin siger derfor: ”Indtil kosen-rufu er opnået, skal du udbrede Loven med din fulde kapacitet uden at holde dit liv tilbage” (GZ 1618). Mange af Nichiren Shoshu præsterne udviste dog ikke den mindste antydning af denne holdning. Fordi de kun var fokuseret på sig selv, veg de tilbage for forfølgelser. De forsøgte at holde sig i bekvemmelighedens skød, fordi de kun var motiveret af snæversynet selvoptagethed.

De, der gør selvcentrerethed til deres grundlæggende princip, vil naturligt glemme det storslåede mål at opnå fred og lykke for alle mennesker. Og de vil i stedet indynde sig hos myndighederne.

Disse professionelle præster, som kun gik op i at beskytte sig selv, kom til sidst til gentagne gange at fordreje og virkelig alvorligt nedværdige Daishonins lære. Eftersom de fuldstændigt havde vænnet sig til at tækkes myndighederne og fremstille sig selv som den rette læres vogtere, udviste de ikke tegn på den mindste fortrydelse af deres handlinger. Deres liv baserede sig ikke på den buddhistiske lov, men på deres egne interesser.

Når man glemmer kosen-rufus ophøjede mål og kun fokuserer på at beskytte sig selv, mister man sit livsgrundlag og bliver en slave af sine begær. Præsternes forræderi overfor buddhismen og deres udsvævende livsstil var to sider af samme mønt. Hver af dem

reducerede sig selv til den tilstand, som Daishonin beskrev som et ’dyr iklædt præstegevandter.” (ND II, 329)

Et nærmere kig på Nichiren Shoshus historie afslører, at bortset fra Nichikan og et mindre antal præster, som forblev loyale overfor Daishonins lære, gik troens arv og livsblod gennem århundrederne tabt ved gentagne lejligheder. Daishonins holdning var for længst forsvundet indenfor præsteskabet.

Selv i fængslet fortsatte begge præsidenter, Makiguchi og Toda, i skarp kontrast hertil at fastholde deres tro på Daishonins lære, og præsident Makiguchi gav sit liv for den. Buddhismens sande lys, Daishonins ånd, blev på den måde beskyttet af Soka Gakkai, som videreførte troens arv. Soka Gakkai forhindrede, at Daishonins Nichiren Buddhisme skulle forsvinde.

Da præsident Makiguchi rejste sig for at tage føringen i kampen for kosen-rufu, blev han ondskabsfuldt angrebet af præster, der ikke var til sinds at arbejde for denne ædle sag. Desuden nægtede de fleste templer at udlevere Gohonzon, når Soka Gakkai-medlemmer introducerede denne buddhisme til mennesker, der led, og tog dem med til et tempel for at modtage Gohonzon. Med deres kolde, hjerteløse holdning latterliggjorde disse præster den storslåede medfølelse, med hvilken Daishonin anstrengte sig for at redde alle mennesker fra lidelse. Dengang var der kun to templer, der ville udlevere Gohonzon til Soka Gakkai-medlemmer. Derimod ville præsterne vise specielle hensyn til praktiserende, som var velhavende eller havde en høj social status.

Selv om Daishonin har sagt: ”Dette er den rette Lov, som hvert eneste individ lige fra herskeren ned til de almindelige mennesker, burde tro på. (GZ 1301)”, mødte de fleste Nichiren Shoshu præster aldrig mennesker med medfølelse, og de gjorde sig heller ikke nogen anstrengelser for at dele Daishonins lære med dem. Da de fleste almindelige mennesker dengang led af enten sygdom eller fattigdom, anså præsterne dem som ulønsomt tidsspilde.

De var også bange for de angreb og forfølgelser, som forsøg på at udbrede læren måske ville påkalde. Hvor må disse præster have forårsaget utroligt meget besvær og bekymringer for præsident Makiguchi! Det var faktisk præsteskabet selv, som udgjorde den største forhindring for den religiøse revolution, som han så for sig.

Præsident Makiguchi sagde engang: ”Den buddhistiske Tendai Skole på Daishonins tid er den skole, der ligner Nichiren Shoshu mest af alle buddhistiske skoler i dag.”

Tendai Skolen på Daishonins tid viste tegn på korruption og moralsk forfald. Den Store Lærer Dengyo grundlagde den buddhistiske Tendai Skole baseret på Lotus Sutraen og den kinesiske T’ien-t’ais lære og etablerede den første Mahayana ordinationsplatform på Hieibjerget i Japan13 .

Hans disciple, som trofast skulle have arvet og videreført hans lære, tilføjede dog fejlagtige esoteriske lærer til Tendai Buddhismen, så Dengyos oprindelige intention og sande ånd blev mistet af syne.

Præsident Makiguchi fortsatte: ”Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvem blandt Nichiren Shoshus tilhængere, der gennem tiderne rent faktisk er blevet udsat for ’de tre forhindringer og fire djævle?’ (ND I, 169) De, der hævder at føre andre på den rette vej uden at påkalde sig sådanne forhindringer, er vel intet andet end ’helvedets vogtere, som driver andre mod de onde stier?’” (ND I, 170).

Når han i dette afsnit siger Nichiren Shoshus tilhængere, så henviser det ikke blot til praktiserende af Daishonins lære, men til de præster, hvis ansvar det er at lede andre. Daishonin siger klart i sine tekster, at hvis 'de tre forhindringer og fire djævle' ikke viser sig, er det fordi man har opgivet kampen for kosen-rufu. Præsident Makiguchi pegede skarpt på kujoneriet og ondskaben i sådanne præsters fokus på egeninteresser fremfor kosen-rufu.

Hans discipel Toda fortsatte også hele tiden kampen mod præsteskabets korruption og sagde: ”En præst, der ikke selv udbreder

Daishonins lære og så beklager sig over dem, der faktisk gør det, er ubrugelig. En præst, som ikke har gjort noget for at fortjene respekt, men gemmer sig bag Daishonins storhed og forlanger respekt, er udspekuleret. En præst, der kun beskæftiger sig med donationer, er en tigger.

Der er præster, der siger: ”Vi vil ikke bare udlevere Gohonzon til hvem som helst.” Det er fuldstændig uhyrligt. Hvis de ikke vil give os Gohonzon, selv om vi faktisk byggede templer til dem, så byggede vi slet ikke templer; vi byggede bare sovesale for præster.

Vi må under alle omstændigheder beskytte Nichiren Shoshus organisation, respektere de gode præster, gå i rette med de korrupte præster og tilbagevise dem. Vi må beskytte skolen fra ydre fjender og sigte mod enhed mellem præsterne og de lægpraktiserende.

Vi bør ikke tillade chefpræsterne i de lokale templer at blive arrogante (...) De har en uheldig tendens til at behandle troende, som var de lakajer eller tjenere.

Der findes præster, som er useriøse og uansvarlige, og som fedter for magtfulde tilhængere for at styrke deres egen position. Praktiserende, der kommer under sådanne præsters indflydelse, vil til sidst forlade praktiseringen og få et sørgelig endeligt.”

Josei Toda var altid streng overfor præster, som havde forladt den rette vej. Han lagde ikke fingrene imellem overfor præster, der var blevet forkælede og dekadente. Nogle gange råbte han ovenikøbet ad dem. Derfor ville præster, der havde dårlig samvittighed, snige sig væk, når han besøgte hovedtemplet. Men så snart han var taget afsted igen, så ville de forsamles og snakke dårligt om ham over et par drinks: ”Han er bare en medløber, men han hakker altid på os.”

Soka Gakkai-medlemmer, der arbejdede i hovedtemplet og ikke længere kunne holde de krænkende kommentarer ud, henvendte sig grædende til deres ledere og fortalte dem, hvad der var galt.

Præsident Toda kæmpede mod den negative tendens blandt præsterne, fordi han ønskede at beskytte Nichiren Shoshu. Derfor lagde han en kæmpe indsats i at rekonstruere det ødelagte hovedtempel, som mistede meget af sin landbrugsjord i efterkrigstidens landboreformer i 1946. Desuden stod han i spidsen for donationskampagner for at sikre templet et økonomisk fundament og gøre det muligt at restaurere dets femetagers pagode og bygge mange nye bygninger, herunder Hoanden og Den Store Forelæsningshal. Han stod også i spidsen for tiltag til at bygge Nichiren Shoshu templer over hele Japan.

Han gjorde dette, fordi han ønskede, at præsteskabet skulle være Dai-Gohonzons vogtere og arvtagere af Nichiren Daishonins og Nikko Shonins ædle holdning. Han ønskede, at de skulle blive vakt til deres mission. Han håbede, at de ville gøre en indsats for at skabe en harmonisk relation til Soka Gakkai for at kunne udføre den hellige opgave at skabe kosen-rufu. Todas hovedformål med at arbejde for en genoplivning af præsteskabet var at genoplive deres tro. Det er derfor, han så fast og strengt irettesatte ’denne ene onde lære,’ (ND I, 57) det vil sige den korruption, der fandt sted blandt præsterne, som nærmest stod i kø for at bagtale den buddhistiske lov for deres egne personlige interessers skyld. Han handlede i perfekt overensstemmelse med Gosho-afsnittet ”Hvis man omgås en anden, men mangler medfølelse til at korrigere ham, er man faktisk hans fjende” (ND II, 242).

Denne religiøse reformation vil føre til verdensomspændende udbredelse af Daishonins lære. Det er årsagen til, at Toda på sit dødsleje sagde til sin discipel Shin’ichi Yamamoto: ”Kæmp ubøjeligt mod enhver form for korruption, som slår rod indenfor præsteskabet. Hører du efter, Shin’ichi? Du må aldrig tøve det mindste. Lad aldrig din beslutning mod sådan ondskab blive slap!” Det var en af hans sidste instruktioner.

Da Toda sad i fængsel for sine tro, var han helt bevidst om skolens historie. Han var fuldt klar over, at disse præster, som hyldede sig selv

i autoritetens gevandter, men ikke havde noget som helst ønske om at udvikle sig selv, med sikkerhed ville blive ’angrebet af dæmoner’. Han vidste, at de på den baggrund kunne blive årsag til, at kosen-rufu bevægelsen blev ødelagt. Han var dog fast besluttet på ikke at lade det ske. Han var helt og holdent hengivet til at beskytte Daishonins lære.

Shin’ichi besluttede i bilen på vej til Fuji Kulturcenter, at hvis han skulle handle i overensstemmelse med sin mentors ånd, kunne han absolut ikke lade hånt om præsternes korruption og krænkelse af Soka Gakkai. Men han vidste også, at hvis han ubønhørligt forfulgte sagen, ville han fremprovokere en fjendtlig reaktion fra mange præster. Når han tænkte dybere over situationen, var det dog stadig klart, at korruptionen blandt præsterne ville fortsætte og at problemet kun ville blive mere og mere alvorligt.

Shin’ichi var fuldt opmærksom på, at han var den eneste, der ville gå i clinch med Nichiren Shoshu. Han troede også, at fornuftige præster ville lytte til hans oprigtige protest og forstå hans hensigt. Han tænkte: ”Jeg bliver nødt til at tage kampen for kosen-rufu for medlemmerne og for at beskytte præsteskabet.” Han var fast besluttet. Han kunne gennem bilvinduet se Fuji-bjerget rejse sig majestætisk over skyerne på himlen.

Da Shin’ichi ankom til Fuji Kulturcenter, fik han et telefonopkald fra den talsmand for præsteskabet, som han tidligere havde talt med. Talsmanden sagde, at de præster, hvis opførsel var blevet påtalt, ville modtage individuel kritik, og at han håbede, at det hele ville falde på plads på venskabelig vis.

Shin’ichi sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad du tænker om situationen! Vi har hørt dig sige det samme igen og igen, men problemet er stadig det samme! Præsterne og Hokkeko er blevet ved med at angribe Soka Gakkai, som praktiserer buddhisme præcis som Daishonin har instrueret os om og som arbejder hårdt for at udbrede hans lære. De har været diskriminerende overfor Soka

Gakkai-medlemmer og mobbet dem. Vi i Soka Gakkai har intet gjort for at fortjene sådan en behandling.

Jeg ønsker, at Nichiren Shoshu forstår det og klart tager stilling. Du må holde op med at gå som katten om den varme grød i forhold til problemet. Det vil bare gøre, at der senere opstår større problemer. Jeg er indtil videre ikke tilfreds med dit svar.” Præsten svarede hurtigt: ”Jeg forstår. Vi vil tale om det,” og lagde røret på.

Lidt over kl. 3 den eftermiddag deltog Shin’ichi i indvielsesceremonien for Shizuoka Region. Ikke længe efter at ceremonien var slut ankom den præst, Shin’ichi havde talt med, til Fuji Kulturcenter. Shin’ichi gentog sin klage og opregnede konkrete eksempler på præsternes uacceptable opførsel. På hvordan krænkelser var haglet ned over Soka Gakkai og om problemerne med Hokkeko. Han forklarede klart og uden omsvøb lige præcis, hvordan medlemmerne af Soka Gakkai led og blev misbrugt.

Præsten opførte sig dog, som om det ikke rigtigt kom ham ved og blev ved med at gentage: ”Det er virkeligt beklageligt.” Til sidst sagde han: ”Hr. Yamamoto, vær dog ikke så hård ved mig.” Han udviste intet tegn på fortrydelse.

Mens han lagde en dæmper på sin vrede, understregede Shin’ichi på det kraftigste, at medmindre Nichiren Shoshu kæmpede mod korruptionen indenfor egne rækker, ville de med tiden blive ødelagt af det. ”Næste forår vil den store modtagelseshal endelig stå færdig, og 3 millioner medlemmer vil besøge templet for at fejre det,” sagde han. ”Soka Gakkai-medlemmerne anstrenger sig alle sammen helhjertet med den holdning, at tiden nu er kommet for at præsterne og de lægpraktiserende skal arbejde harmonisk sammen for at skabe kosenrufu.

Vi har dog beviser på, at nogle præster virkeligt kommer med hård kritik af Soka Gakkai og får Hokkeko-medlemmerne til at gøre det samme. Der er også præster, som fortsat opfører sig umoralsk og

gør sig selv til grin. Deres skammelige og nydelsessyge opførsel bedrager den renhjertede praktiserende. Det er også et forræderi mod Nikko Shonins formaning: ”Mine disciple bør opføre sig som hellige præster.”

Hvis Nichiren Shoshu har noget som helst, de ønsker at sige om Soka Gakkai, uanset om det er meninger, ønsker eller klager, så må I gerne fortælle mig det direkte. Faktum er bare, at der er præster, der i hemmelighed bagtaler Soka Gakkai og plager vore medlemmer uden at sige et ord til mig. Det er simpelthen ikke acceptabelt.

Medlemmerne af Soka Gakkai bliver talt grimt til og endda visse steder udstødt af samfundet, og alligevel fortsætter de med at gøre deres bedste for at introducere andre til Daishonins lære, og de arbejder hårdt for Nichiren Shoshus velstand. Daishonin ville have taget disse medlemmer, disse Buddhaens ædle børn, til sit hjerte for deres oprigtige anstrengelser. Men visse præster, som kalder sig Buddhaens disciple, taler og handler på en måde, der virker som slag i ansigtet på dem.

Det er uacceptabelt. Hvis skolens administration siger, at I ikke kan gøre noget ved det, så kan I være forsikret om, at det vil jeg!

Præsten svarede hurtigt: ”Nej, vi vil selvfølgelig gøre noget ved det. Jeg vil tale med højestepræsten, og vi vil sørge for, at noget sådant aldrig sker igen.”

”Kan jeg så stole på, at du gør noget denne gang?” spurgte Shin’ichi og så direkte på præsten. ”Ja.”

”Fint. Jeg overlader detaljerne til dig. Men jeg forventer virkeligt, at administrationen tager ansvar denne gang og ikke forsøger at dække over det.”

Shin’ichi fulgte præsten til centerets udgang og sagde så til sig selv: ”Medlemmerne har ikke fortjent at blive behandlet på den måde.”

En uge senere, den 15. juli, udsendte højestepræsten direktiver til Nichiren Shoshu præster og Hokkeko-medlemmer.

Efter at højestepræstens formaning blev publiceret i 25. juli-udgaven af Seikyo Shimbun, offentliggjorde den hovedansvarlige for Nichiren Shoshus administrative afdeling også sin kommentar i Seikyo Shimbun. Han skrev: ”Som formaningen lyder, er det på grund af Gohonzons store kraft og de oprigtige Soka Gakkai-medlemmers entusiastiske anstrengelser for at dele Daishonins lære med andre, at Nichiren Shoshu er blevet en international religion.

I overensstemmelse med højestepræstens ønsker, er skolens administration besluttet på at gøre fremskridt sammen med de lægpraktiserende. Eftersom færdiggørelsen af den store modtagelseshal nærmer sig, lover vi at leve op til højestepræstens formaning og arbejde sammen med Soka Gakkai.”

Formanden for den Nationale Hokkeko Sammenslutning offentliggjorde også sin kommentar i Seikyo Shimbun og fastslog: ”Alle medlemmer af Hokkeko accepterer uden undtagelse højestepræstens formaning og er parate til at efterleve den. Vi er besluttet på at leve op til højestepræstens dybe indsigt ved at vinde over enhver modstand, som står i vejen for kosen-rufu. Vi vil hengive os til praktiseringen for os selv og andre, mens vi følger Soka Gakkais eksempel.”

Han sluttede af ved give udtryk for sit håb om, at alle medlemmer af Hokkeko ville gøre fremskridt med stærk tro i retning af sejr i kampen for at opnå kosen-rufu og skabe et Buddhaland under præsident Yamamotos medfølende lederskab. Han omtalte Shin’ichi som en erfaren Hokkeko repræsentant og en storslået og uforlignelig leder.

Efter bekendtgørelsen af formaningen meldte Renge Templet i Osaka og Daijo Templet i Kochi sig ud af Nichiren Shoshu. Begge templer havde konsekvent forulempet Soka Gakkai-medlemmerne. Kritikken af Soka Gakkai fra præster og Hokkeko-medlemmer stilnede af et stykke tid, og der var færre tilfælde af præster fra Taiseki-

ji, der blev set drikke og feste i Fujinomiya. Men i virkeligheden var intet forandret. De verbale angreb på Soka Gakkai fortsatte bag lukkede døre, og præsternes ekstravagante opførsel fandt bare sted på steder, hvor de ikke risikerede at blive opdaget. År efter viste Nikken Abe sig at være indbegrebet af egoisme og sult efter magt, da han overtog skolens ledende position som højestepræst og chefadministrator. Nichiren Shoshu og Daishonins lære var på det tidspunkt reduceret til et sted med ulighed og krænkelser. Shin’ichi var lettet over, at højestepræsten i det mindste havde offentliggjort denne formaning. Men samtidig vidste han godt, at den korruption, der havde slået rod i præsternes hjerter, ikke var væk. Et blik på historien afslører, at djævelske funktioner også i fortiden har infiltreret præsteskabet i selve kosen-rufus kerne for at standse bevægelsens fremdrift. For at forhindre præsteskabet i at blive det ’ene onde’ (ND I, 57), som ødelægger buddhismen, samlede Shin’ichi troens juvelbesatte sværd op og begyndte at bekæmpe autoriteternes dæmoniske natur, som havde iklædt sig præsternes gevandter.

Noter til Ny Menneskelig revolution, bind 8

Kapitel 2: Juvelbesat sværd

1 ’Teoretisk’ er her en oversættelse af det japanske begreb shaku, som ordret betyder skygge. Det henviser til et begrebsmæssigt omrids eller en skygge af den ultimative virkelighed eller sandhed.

2 Leo Tolstoj, 'En visdomskalender', overs. Peter Sekirin (New York: Scribner, 1997), s. 14.

3 Såningens buddhisme betyder Nichiren Buddhismen, som afslører NamMyoho-Renge-Kyos lov, mens høstens buddhisme henviser til den essentielle lære, der blev afsløret i den anden halvdel af Lotus Sutraen.

4 Shikoku, den mindste af Japans fire hovedøer.

5 (jap. Tannisho) En fortegnelse over Shinrans ord (1173-1262), der menes at være blevet samlet af hans discipel, Yuien. Shinran var leder af Jodo Shin Skolen.

6 Under Osaka-hændelsen blev præsident Ikeda, der dengang var ungdomsafdelingsleder i Soka Gakkai, arresteret og uberettiget anklaget for at have forbrudt sig mod valgloven under et midtvejsvalg til Overhuset i Osaka i 1957. Til sidst i retssagen, der trak ud i næsten fire år, blev han fuldstændigt frifundet for alle anklager i januar 1962.

7 Hokkeko: en lægorganisation, der er tilknyttet Nichiren Shoshu templerne.

8 En præst med en bestemt rang.

9 Toba: traditionelle trætavler til minde om de afdøde, som templerne sælger til de troende. Præster ville indskrive dem med afsnit fra sutraerne, den afdødes posthume navn osv.

10 Kobo (774-835). Det posthume navn for Kukai, grundlæggeren af den buddhistiske Shingon Skole i Japan.

11 Kuon Templet, beliggende på Minobu-bjerget. Det var centrum for Daishonins aktiviteter i den sidste del af hans liv. Efter hans død afveg det dog gradvis fra hans lære. Han efterfølger, Nikko Shonin, flyttede derfor centret til foden af Fuji-bjerget.

12 Hokkaido: den nordligste af Japans fire hovedøer.

13 Indtil dette tidspunkt var selv mahayana-præster i Japan udelukkende blevet ordineret gennem hinayana-forskrifter. Dengyo kæmpede mod modstand fra de etablerede buddhistiske skoler for at få den nødvendige godkendelse fra kejseren til at etablere et mahayana-ordinationscenter. Dette mål blev endelig opfyldt umiddelbart efter hans død.

Ny menneskelig revolution bind 17 Uddrag af kapitel 4: Folkets fæstning

Det var Shin’ichis første besøg i Europa indenfor et år, og på denne rejse skulle han besøge både England og Frankrig. I Frankrig skulle han se udstillingen ‘Third Civilisation Art and Floral Exhibition’ og besøge Sorbonne universitetet i Paris. I England skulle han fortsætte sin dialog med historikeren Arnold J. Toynbee.

Helt frem til sin afrejse havde Shin’ichi travlt med at opmuntre medlemmerne og samtidig forberede den anden del af dialogserien med Dr. Toynbee. Han var ikke i optimal fysisk form, træt og udkørt som han var. Ikke desto mindre tog han direkte ud for at opmuntre medlemmerne, efter at han var ankommet til Paris klokken 18 om aftenen den 8. maj. Da de ledere, der rejste med ham, udtrykte bekymring for hans helbred, sagde han til dem: “Vores medlemmer i Japan chanter for dette besøgs succes. Når jeg tænker på det, kan jeg ikke tillade mig selv at slappe af i mine anstrengelser.” Shin’ichi gjorde altid sit ypperste for at svare på medlemmernes oprigtighed.

Den 10. maj deltog han i ‘Third Civilisation Art and Floral Exhibition’, et arrangement som blev sponsoreret af de franske medlemmer. Det var anden gang arrangementet blev afholdt i det enorme eventcenter Parc Floral de Paris i Bois de Vincennes udenfor Paris, som var fuld af overdækkede pavilloner, der fungerede som udstillingsrum rundt omkring i parken. I alt var der 68 værker med i udstillingen, alle nøje udvalgt fra lokale medlemmers kunstværker bestående af skulpturer, oliemalerier, akvareller og prints.

Blomsterudstillingen viste 45 blomsteropsatser. Med ‘Solen over Europa’ som det overordnede tema var udstillingen et udtryk for medlemmernes beslutning om at fremelske opblomstringen af en ny æra baseret på Nichiren buddhismens – Solens buddhismes –humanistiske filosofi. I tråd med dette havde blomsterarrangementerne

titler som ‘Daggry’ og ‘Lovsang til Solen’. Alle kreationerne var en fælles forenet medlemsindsats, der repræsenterede et helt nyt kunstnerisk udtryk, skabt af folket.

Shin’ichi og hans kone Mineko vandrede gennem udstillingen sammen med medlemmerne, på den lille sti, der var blevet skabt for at kunne beskue værkerne bedst muligt. Mens de beundrede værkerne, der var placeret på et plateau af hvidt sand, følte Shin’ichi en dyb glæde over at en ny bevægelse baseret på buddhistisk humanisme var begyndt at blomstre i Frankrig.

Udstillingen ‘Third Civilisation Art and Floral Exhibition’ fik fine anmeldelser. Én deltager bemærkede, hvordan værkerne emmede af den glæde, som troen giver. En kritiker nævnte: “I disse værker kunne jeg fornemme varmen fra menneskelig solidaritet og venskab, der overskrider almindelig egeninteresse og virker til at have rod i en mere spirituel bevægelse.”

God kunst og kultur bliver født ud af den dybe åndelighed, der ligger i en religion der rummer universets dybeste grundlove. Det er derfor den franske skulptør Auguste Rodin erklærede: “Sande kunstnere er de mest religiøse blandt mænd.”1

Den franske presse rapporterede også vidt og bredt om udstillingen. Le Figaro, et af Frankrigs førende dagblade, bemærkede at udstillingen var eksekveret af franske medborgere fra mange forskellige sociale lag, og kommenterede, hvordan især de værker, der søgte at formidle buddhismens ånd i et almindeligt samfundsperspektiv, var særligt imponerende. Avisen observerede yderligere, at udstillingen fremhævede vigtigheden af at anstrenge sig for at genfinde menneskeligheden i en verden med stigende ulighed og fremmedgørelse, og hvordan udstillingen formåede at formidle en ånd, der netop søgte at tage den udfordring op.

‘Third Civilisation’ var en hymne til livet, skabt af mennesker, for mennesker. Det franske publikum blev tiltrukket af præcis dette aspekt af udstillingen og udtrykte en ivrig interesse for den.

Shin’ichi ønskede at forbinde menneskers hjerter over hele kloden gennem kulturel udveksling. Han komponerede et digt, som han gav til de lokale medlemmer, hvori han priste udstillingens succes:

I Frankrig Blomstrer en smuk kultur op Og symboliserer lykken ved venskaber

Den 11. maj besøgte Shin’ichi og hans rejsefølge Universitée de Paris IV, Sorbonne, og blev vist rundt på campus. Efter han havde talt med flere af universitetets lektorer og professorer, mødtes Shin’ichi med dekanen. Under mødet fortalte Shin’ichi dekanen om Soka Universitetets tre mottoer: En højborg for humanistisk uddannelse; Et fødested for en ny kultur; En frontløber for verdensfred for hele menneskeheden. Dekanen sagde, han var meget imponeret. Soka Universitetets mottoer var et perfekt koncentrat af alle universitetsuddannelsers essentielle mission.

Den 12. maj samledes 22 medlemsrepræsentanter fra forskellige Europæiske lande i Paris for at diskutere etableringen af Soka Gakkais Europæiske Konference. Shin’ichi havde foreslået dette som en måde at styrke samarbejdet og solidariteten mellem de europæiske medlemmer.

Et hovedkvarter, svarende til det, de havde i Japan, var for nylig blevet etableret i Europa. Nu var Soka Gakkai organisationer i Tyskland og Frankrig imidlertid blevet anerkendt som religiøse sammenslutninger. Medlemmer i andre europæiske nationer var ligeledes i gang med at etablere sig i deres lokalsamfund og udførte deres aktiviteter mere og mere uafhængigt. Med andre ord var den overordnede europæiske Soka Gakkai organisering på vej ind i en tid,

hvor medlemmerne i de enkelte lande var i gang med at fordybe og styrke deres tro og uafhængighed gennem udførelsen af deres egne aktiviteter.

Nichiren Daishonin skrev til en af sine tilhængere: ”Jeg betror dig udbredelsen af buddhismen i din provins” (WND1, 1117). Dette er den uforanderlige opskrift på vores bevægelses udvikling: at hver eneste person tager ansvar for kosen-rufu i det lokalsamfund, hvor de bor. Kosen-rufu skabes ved at medlemmer i hvert enkelt land vækkes til deres personlige mission og handler modigt præcis hvor de befinder sig, i overensstemmelse med deres respektive landes kulturer og skikke og med respekt for landenes nationale karakteristika.

Hvis Soka Gakkai i de enkelte lande derimod bliver isolerede samfund, vil de løbe tør for inspiration og stimulation. Alle disse organisationer har behov for at forblive i tæt kontakt, dele deres kampe og succeser, støtte og bistå hinanden. Det er den eneste måde hvorpå de kan vokse og udvikle sig. Hvis de opretholder et sådant niveau af samarbejde, kan hvert land vise fem eller ti gange den styrke de allerede har præsteret. Solidaritet er en superkraft.

I sine overvejelser om kosen-rufus fremtidsaspekter havde Shin’ichi med dette for øje foreslået at Soka Gakkais europæiske konference skulle fungere som en slags humanistisk union, med base i Europa. Ydermere var samlingen af Europa et vigtigt socialt og politisk emne for fremtiden. Dannelsen af Soka Gakkais europæiske konference som en form for åndelig alliance dedikeret til menneskehedens fred og lykke blev derfor et vigtigt første skridt i denne retning.

Til forberedelsesmødet - hvor Shin’ichi selv deltog - annoncerede Eiji Kawasaki, den franske landsleder for Soka Gakkai Frankrig, fem mål for konferencens grundlæggelse. Disse inkluderede “at bidrage til internationalt venskab, velfærd og fred for menneskeheden baseret på Nichiren Buddhismen.”

Hr. Kawasaki foreslog ligeledes at placere Soka Gakkais europæiske konferencekontor i Paris og at vælge nationale repræsentanter fra hele den europæiske medlemsskare. Dette blev fulgt af en livlig spørgerunde og derefter en afstemning, som enstemmigt bekræftede konferencens etablering. Hr. Kawasaki blev ligeledes udnævnt til konferencens forperson.

Soka Gakkais europæiske konference startede med tretten medlemslande: Frankrig, Vesttyskland, England, Italien, Holland, Danmark, Norge, Sverige, Schweiz, Østrig, Spanien og Grækenland. I sin første tale som forperson sagde Hr. Kawasaki: “Medlemmerne i hvert af vores lande har alle præsident Yamamoto som deres mentor. Båndene mellem mentor og discipel indenfor buddhismen er uforanderlige. Jeg vil derfor gerne bede præsident Yamamoto om at påtage sig stillingen som æresforperson for Soka Gakkais europæiske konference. Hvad siger I?” Deltagerne svarede spontant med entusiastiske klapsalver. På Hr. Kawasakis opfordring rejste Shini’ichi sig.

“Nuvel,” sagde Shin’ichi. “Da det er jeres ønske, så takker jeg ja, og jeg lover at støtte jer bag scenen.” Derpå jublede alle, og bifaldet løftede sig til nye højder.

Etableringen af Soka Gakkais europæiske konference blev officielt bekendtgjort ved det chantemøde for verdensfred, som fandt sted den efterfølgende dag, den 13. maj, i Soka Gakkais kulturcenter i Paris, hvor omkring 300 repræsentanter fra hele Europa var til stede. Denne begivenhed markerede begyndelsen på anden fase af verdensomspændende kosen-rufu.

Ved mødet delte Hr. Kawasaki sin beslutning som konferencens forperson. Han sagde: “Nichiren Daishonin erklærer: ”Hvis holdningen ‘forskellig i krop, ét i sind’ vinder hævd blandt folk, vil de opnå alle deres mål. Hvis de derimod er ‘én i krop, men forskellig i sind,’ vil de ikke kunne udrette noget bemærkelsesværdigt.” (WND1, 618)

Ved mødet delte Hr. Kawasaki sin beslutning som konferencens forperson. Han sagde: “Nichiren Daishonin erklærer: ”Hvis holdningen ‘forskellig i krop, ét i sind’ vinder hævd blandt folk, vil de opnå alle deres mål. Hvis de derimod er ‘én i krop, men forskellig i sind,’ vil de ikke kunne udrette noget bemærkelsesværdigt.” (ND 1, 180; WND 1,

Jeg håber at vi her i Europa, som baner vejen med vores udvikling af en ny solidaritet, vil skabe enorm fremgang med enhed som vores vigtigste prioritet. Som forperson for den europæiske konference er jeg fast besluttet på helhjertet at tjene alle vores medlemmer i Europa. Jeg vil gøre mit absolut bedste.” Hans ord var fulde af oprigtighed og livskraft.

Til sidst henvendte Shin’ichi Yamamoto sig til forsamlingen som æres-forperson for Soka Gakkais europæiske konference. Han talte om missionen for de i Europa bosiddende medlemmer og sagde: “Etableringen af Soka Gakkais Europæiske Konference, den første af sin slags i hele verden, er bevis på, at I alle er pionerer i anstrengelsen for at virkeliggøre fred i det 21. århundrede - ja i al evighed. Der findes et ordsprog: “Grav under dine fødder, der vil du finde en kilde.” Også freden begynder i jeres umiddelbare omgivelser.

I må med andre ord skabe et harmonisk rige af venskab og tillid i jeres egne organisationers mikrokosmos. Derfra kan I række ud til jeres respektive nationer og til hele Europa. Det er den sande vision for kosen-rufu. Jeg håber, at I vil bevæge jer fremad som mægtige løver i mødet med enhver udfordring, med stolthed, mod, medfølelse og en sund filosofi.”

Shin’ichis korte bemærkninger blev mødt med et overstrømmende bifald, som udtrykte medlemmernes beslutsomhed og viste en ny begyndelse for Europa.

Den 14. maj fløj Shin’ichi til London, hvor han mødte og opmuntrede medlemmerne af ungdomsafdelingen. Den efterfølgende dag, 15. maj, genoptog han sin dialog med Arnold J. Toynbee, som var begyndt et år forinden. De diskuterede en lang række emner og problemer, som menneskeheden stod overfor - heriblandt Afrikas fremtid, Japan, Kina, religion, uddannelse og race. Dr. Toynbee var langt oppe i årene. Han talte indtrængende til Shin’ichi, som videregav han sine sidste ønsker til ham. Shin’ichi erkendte dette og gav sig selv

helt og fuldt til hver eneste dialog-session. Hver dag forberedte han sig på den næste dags samtaler indtil langt ud på natten.

Den 17. maj, midt i dette intense program, deltog han i åbningen af Soka Gakkais kontor i London, som også skulle fungere som centrum for de engelske medlemmers aktiviteter. Det nye kontor – som faktisk kun var en ydmyg toværelses lejlighed – var blevet etableret som svar på medlemmernes ønske til Shin’ichi ved hans besøg i England det foregående år (1972). Rummet hvor Gohonzon var, var lille og havde højst plads til omkring 20 siddende personer. Det var ikke desto mindre begyndelsen på en ny æra. Som den schweiziske underviser og filosof Carl Hilty engang sagde, så begynder alle store foretagender med en håndfuld menneskers små skridt.2

Ved åbningsceremonien i Soka Gakkais kontor i London delte Shin’ichi flere retningslinjer for virkeliggørelsen af kosen-rufu i England. Han sagde: “Jeg håber at I alle vil arbejde sammen i harmonisk enhed. Det er vigtigt at I respekterer hinanden, opretholder et søgende sind mod dem, der har en dybere forståelse af buddhismen, og støtter og nærer jeres ungdomsmedlemmer, som var de jeres egne børn.

Imens I har blikket rettet mod fremtiden, må I også være aktivt engagerede i jeres samfund og stræbe efter at udvikle jer som personer. Jeg håber, at I vil blive ved med at studere og omsætte buddhismens uforanderlige principper til handling resten af jeres liv. Husk at dette er vejen til at føre en dybt tilfredsstillende tilværelse”

Shin’ichi bemærkede herefter, at de, der rejste sig som pionerer i anstrengelserne for at bringe lykke til andre, var sikre på at møde storme af kritik og nedgørelse. Han understregede imidlertid også: “Hvis din tro forbliver stærk uanset hvad, og hvis du ikke lader dig besejre, så vil al denne kritik og nedgørelse en dag vende sig til tillid og respekt. Endvidere vil dine overbevisninger, baseret på buddhismens universelle principper, stråle stadigt klarere over tid. Jeg

håber at I vil bevæge jer fremad i harmoni og enhed med fuldstændig tillid til, at sandheden altid sejrer til sidst.”

Efter åbningsceremonien sagde Shin’ichi til sin kone, Mineko, som fulgtes med ham: “Dette kontor er muligvis det mindste nationale center i verden, men det er en strålende fæstning for folket, hvor sande helte vil forsamles for at bidrage til verdensfred og menneskehedens lykke.

Medlemmerne er muligvis ganske almindelige borgere, men de er engagerede i en hellig opgave langt større end hvad nogen adelig eller aristokrat opnår. Hvis de fortsætter vedholdende i deres anstrengelser, så vil de om ti eller tyve år have et vidunderligt samlingssted så stort som et slot. Det er sådan det buddhistiske princip om årsag og virkning fungerer.”

Og 16 år senere åbnede Taplow Court Grand Culture Centre faktisk i et historisk palæ i udkanten af London, med en ældgammel sø og tilhørende begravelsesplads og udsigt over Themsen.

Den 19. maj, efter at have fuldbragt sin dialog med Dr. Toynbee, deltog Shin’ichi i det første engelske ledermøde og vejledte deltagerne. Den følgende dag, den 20. maj, besøgte han Universitetet i Sussex og fortsatte sine anstrengelser for at åbne en ny tidsalder af fred og humanisme i England.

Den 21. maj vendte Shin’ichi tilbage til Paris fra London. Hans anstrengelser havde bevirket, at han havde fået feber, men han anstrengte sig fortsat uophørligt for at opmuntre medlemmerne. Den 22. maj deltog han i det første franske ledermøde og gav vejledning. Den følgende dag rejste han med tog til den franske Loire-region og mødtes med omkring 20 ungdomsmedlemmer for at spise middag og tale med dem i omkring fire timer. Shin’ichi var fuldstændig udmattet, men Loires smukke, grønne marker genoplivede hans ånd. Det idylliske sceneri mindede ham også om landskabet i Japans Saitamapræfektur.

Efter at have overnattet i Loire besøgte han næste dag det hus, hvor den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vinci3 havde tilbragt sine sidste leveår. Derefter vendte Shin’ichi tilbage til Paris, hvor han fortsatte med at opmuntre medlemmerne indtil det var tid til hans afgang mod Japan. Og faktisk fortsatte hans energiske kamp under hjemrejsen.

Kort efter middag den 26. maj mellemlandede Shin’ichi og hans gruppe fra Paris kortvarigt i Amsterdam. Mellemlandingen var planlagt til en time, men på grund af problemer med flyet fik de at vide, at deres afgang fra Amsterdam ville være omkring fire timer forsinket. Gruppen gik derfor til en privat ventesal, hvor Shin’ichi med glæde tog imod muligheden for at hvile sig.

Mineko sagde til ham: “Det er vidunderligt, at du har denne tid til at hvile dig. Du har stadig feber, så læg dig endelig på sofaen.” I samme øjeblik kom Seizo Onodera, en hollandsk leder, som viste sig at arbejde for et luftfartsselskab, imidlertid forbi for at hilse på og tilbyde Shin’ichi en rundtur i byen under forsinkelsen.

“Jeg værdsætter dit tilbud,” sagde Shin’ichi. “Jeg ville elske at se Amsterdam. Mange tak.” Og så fulgte Shin’ichi med Hr. Onodera i et raskt tempo.

Da han nåede ankomsthallen på vej til Hr. Onoderas bil, fik omkring et dusin medlemmer øje på ham og råbte glædesstrålende, “Sensei!” Et medlem af kvindeafdelingen trådte frem og gav med tårer i øjnene Shin’ichi en buket blomster. “Velkommen til Holland,” sagde hun. “Vi har chantet for, at du skulle komme.”

Medlemmerne havde dag efter dag chantet inderligt for, at Shin’ichi skulle besøge Holland. Shin’ichi sagde: “Jeres bøn må have trukket mig herhen. Intet kan overvinde Nam-myoho-renge-kyos kraft. De, som chanter vedholdende uanset hvad, vinder altid. Nichiren Daishonin erklærer: ”Hvis blot du chanter Nam-myoho-renge-kyo, hvilke forseelser skulle så ikke blive udvisket? Hvilke velsignelser [fordele] skulle kunne undlade at komme?” (WND-1, 130). Den

mystiske lov er kilden til al lykke. Bevæg jer venligst igennem livet med fuldstændig tillid til denne sandhed. Det er smuk dag, så lad os tage til en park eller et andet udendørs sted og holde et gruppemøde.”

Hr. Onodera kørte Shin’ichi og Mineko til en park nær lufthavnen, og medlemmerne, som var kommet for at byde dem velkommen, fulgte efter i deres egne biler. De samledes siddende på græsset omkring Shin’ichi til et udendørs møde i parken, der også rummede en stor vandmølle. Sollyset, der strømmede gennem skyerne, var blændende. Shini’ichi talte til hvert medlem. I løbet af deres samtale erfarede han, at der i Holland støt sluttede sig nye medlemmer til. Medlemmerne spurgte Shin’ichi om forskellige udfordringer, som de oplevede, heriblandt problemer med arbejde og helbred. Shin’ichi besvarede hvert eneste af deres spørgsmål alvorligt og oprigtigt. Henimod mødets afslutning sagde han: “Der er altid vanskeligheder i livet. Det vigtigste er at opbygge et uovervindeligt selv. Den direkte vej til at gøre dette er at dedikere jer selv til kosen-rufu, hvis mål er at virkeliggøre verdensfred og lykke for hele menneskeheden.

Når du opdager missionen i at virkeliggøre kosen-rufu og engagerer dig i kampen for dette, så vil bodhisattvaerne fra jordens enorme livskraft begynde at røre sig i dit hjerte. Denne livskraft er stærk og uovervindelig og den løfter og udvider din værenstilstand. I er bodhisattvaer fra jorden, der har forsamlet jer her i Holland med verdensomspændende kosen-rufu som jeres ædle mission. I er hver især en håbets sol, der fordriver lidelsens mørke hos andre. Lad os sammen på ny tage fat på vores rejse for kosen-rufu!”

Shin’ichi mindedes et vers fra den store tyske poet Schillers ‘Ode til glæden’:

Glædesfulde, mens hans sole flyver over himlens strålende plan

Løb brødre, jeres kapløb, Glædesfulde, som helten på vej til sejr.4

Noter til Ny menneskelig revolution bind 17 Uddrag af kapitel 4: Folkets fæstning

1 Paul Gsell, Art by Rodin, oversat af Romilly Fedden (London: Hodder og Stoughton, 1912), 190. Dansk oversættelse af redaktionen.

2 Dansk oversættelse af redaktionen. Oversat fra engelsk: Carl Hilty (1833 –1909), ‘For Sleepless Nights’ (Til søvnløse nætter).

3 Leonardo da Vinci (1452-1519)

4 Dansk oversættelse af redaktionen. Friedrich von Schiller, ‘An die Freude’. En ode skrevet i 1785 af den tyske digter og dramatiker Friedrich Schiller. Den er kendt, fordi Beethoven satte musik til den i sin 9. symfoni, komponeret i 1823. ‘An die Freude’ blev Europas hymne af Europarådet i 1972 med et arrangement for orkester af Herbert von Karajan.

Præsident Ikedas studieforelæsningsserie: Solens buddhisme oplyser verden

No. 82: Før dialog med den urokkelige overbevisning om, at alle mennesker er legemliggørelsen af Den mystiske lov!

Februar er måneden for Nichiren Daishonins fødsel. Sidste år (2021) udgav Soka Gakkai på Soka Gakkais grundlæggelsesdag den 18. november en ny japansk udgave af ’Nichiren Daishonin gosho zenshu’ (Nichiren Daishonins samlede værker) for at fejre 800-året1 for hans fødsel.

Lige siden vores første to præsidenters, Tsunesaburo Makiguchi og Josei Todas, tid er vi i Soka Gakkai fortsat frem ad den rette vej ved altid at basere os på Daishonins skrifter. Vi har stolt og tillidsfuldt kæmpet os fremad og fulgt Daishonins vejledning: ”Anstreng dig både i praktisering og studie.” (ND 1, 149). Vi har opretholdt traditionen med at hengive os til buddhistisk praktisering og studie med samme alvor og disciplin som en sværdets mesterkæmper optaget af træning, og vi har kæmpet i fuld overensstemmelse med Daishonins ånd.

Daishonins lidenskabelige ønske om at befri alle mennesker fra lidelse

Daishonins skrifter udgør et fredens og lykkens skrift for alle mennesker. De er Solens Buddhismes visdoms evige lys. Hans ord er fyldte af det lidenskabelige ønske om at befri alle mennesker fra lidelse, og hans stemme runger med sandhedens og retfærdighedens løvebrøl. Derfor pulserer hans store livskraft i vores hjerter og hans stemme genlyder i vores væsen med stor løvelignende overbevisning og medfølelse, når vi læser hans skrifter. Grænseløst mod strømmer i os. Vi fyldes med håb for fremtiden og en frisk beslutning om ikke at lade os besejre af vanskeligheder og modgang.

Inspireret af Daishonins lidenskabelige overbevisning sagde Toda: ”Tro betyder, at vi selv har den mest kraftfulde overbevisning. Når vi chanter daimoku med den faste tro på, at de himmelske guder vil beskytte os, fordi vi legemliggør Den mystiske lov, så er det nøjagtigt, hvad der vil ske.”

I denne sahaverden fyldt med besværligheder2 kan ingen undslippe fødslens, alderdommens, sygdommens og dødens lidelser. Hver af os har vores særlige problemer og omstændigheder. Toda tog varmt imod hvert menneske og gav dem opmuntringer, som bevægede deres hjerter. Han forsikrede dem om, at de kunne bryde igennem al negativ karma. Denne store overbevisning var den afgørende nøgle, som gjorde det muligt for vores pionermedlemmer at ændre deres skæbne og udføre deres menneskelige revolution og for Soka Gakkai at gøre kosen-rufu til virkelighed.

”Den grundlæggende livskraft, som kan ændre universet” Toda omformulerede denne idé og sagde også: ”Vi kalder den grundlæggende livskraft, som kan ændre universet, for Nam-myohorenge-kyo. Det er Den mystiske lov i os. Det er derfor ganske naturligt, at vi kan ændre vores liv i den retning, vi ønsker.”

Min mentors ord flyder over af den store overbevisning i tro, som han havde opnået gennem at overvinde forfølgelse og forhindringer ligesom dem, der beskrives i Lotus Sutraen.

Hvis vores tro forbliver fast, kan vi være sikre på at leve dybt opfyldte liv. Hvor end vi er, hvad end vores situation måtte være, så vil vi opleve en tilstand af absolut lykke, i hvilken livet i sig selv er en nydelse og en glæde. Toda bekræftede, at det at opnå buddhatilstand er at etablere denne tilstand af absolut lykke. Han lærte os, at det er det store gode, som vi akkumulerer gennem vores daglige praktisering, hvor vi chanter Nam-myoho-renge-kyo.

Lad os i denne sektion studere to passager om vigtigheden af at have overbevisning i tro, hvilket er grundlaget for vores buddhistiske

praktisering og drivkraften til at udbrede Den mystiske lov og udvide vores bevægelse.

Spørgsmål: Hvor store er de velsignelser [fordele], der er indeholdt i Myoho-renge-kyos fem tegn?3 Svar: Det store hav indeholder alle de utallige floder, der flyder ud i det, den store jord indeholder alle de sansende og ikke-sansende væsener, den ønske-opfyldende juvel4 er i stand til at lade det strømme ned med enorme skatte, og den himmelske kong Brahma5 regerer over hele den trefoldige verden. Myoho-renge-kyos fem tegn er ligesådan. Alle væsener i de ni verdner, såvel som dem i buddhatilstandens verden, er indeholdt i dem. Og siden alle væsener i de ti verdner er indeholdt i dem, så er deres omgivelser [lande] det også.

(ND 2, 76; ’Lotus Sutraens daimoku’)6

De umådelige fordele ved at chante Nam-myoho-renge-kyo

Den første passage, vi vil se på, er fra ’Lotus Sutraens daimoku’, et brev adresseret til en kvinde, der menes at have været en relativt ny praktiserende af Daishonins lære.

Helt fra brevets begyndelse understreger Daishonin de umådelige fordele ved at chante Nam-myoho-renge-kyo.

Han bekræfter, at det er muligt “kun ved at chante Nam-myohorenge-kyos fem eller syv tegn en gang om dagen, en gang om måneden, eller simpelthen en gang om året, en gang hvert tiår eller endda en gang i løbet af et helt liv – at undgå at blive draget hen mod almindelige eller alvorlige onde handlinger, at undgå at falde ned på de fire onde stier7 og i stedet før eller siden nå til stadiet af ikketilbagegang8.” (ND 2, 72).

Denne tydelige forklaring har uden tvivl opmuntret og inspireret modtageren til at anstrenge sig i tro med bevidstheden om, at det at chante Nam-myoho-renge-kyo selv en enkelt gang frembringer umådelige fordele.

Daishonin fortsætter med at erklære, at ”Lotus Sutraens daimoku … er selve hjertet af alle buddhismens 80.000 hellige lærer og alle buddhaers øje!” (ND 2, 72). Han fastslår, at Nam-myoho-renge-kyo er essensen af alle buddhaers lærer og den ene grundlæggende lov, der gør alle levende væsner i stand til at opnå buddhatilstand. Han tilføjer, at nøglen til at lukke op for denne ultimative godgørende kraft er troen på Den mystiske lov.

At frembringe umådelige skatte

Daishonin fortsætter herefter med at citere forskellige sutrapassager og principper, såsom “at opnå adgang udelukkende gennem tro” (jf. LSOC3, 110)9 for at underbygge sine ord. I form af spørgsmål og svar udvisker han hver eneste tvivl, der kunne være en forhindring for tro.

I den passage, vi studerer, stiller Daishonin først dette spørgsmål: “Hvor store er de velsignelser, der er indeholdt i Myoho-renge-kyos fem tegn?” (ND 2, 76). Han svarer derefter ved at forklare, at Den mystiske lov omfatter alle levende væsner i de ni verdner såvel som dem i buddhatilstandens verden og ligeledes alle levende væsner i de ti verdners omgivelser og lande. (jf. ND 2, 76). Makiguchi opfattede denne passage som vigtig og stregede den under i sin udgave af Daishonins skrifter.

“Det store hav indeholder alle de utallige floder, der flyder ud i det” (ND 2, 76) er et billede på, hvordan “Nam-myoho-renge-kyos ene lov” omfatter alle levende væsner i de ti verdner såvel som deres omgivelser – med andre ord alle fænomener.

Daishonin skriver også, at er man i besiddelse af en enkelt ønskeopfyldende juvel, kan man besidde alle slags skatte.

Det er endnu et billede på Nam-myoho-renge-kyo, kilden til umådelige fordele, som vi kan tappe og frembringe i vores liv. Alle levende væsner i de ti verdner og deres omgivelser, såvel som alle universets buddhaers og bodhisattvaers fordele er indeholdt i en enkelt daimoku.

I et andet af sine skrifter erklærer Daishonin: “Fordelene ved hele Lotus Sutraen er alle indeholdt i Myoho-renge-kyos fem tegn.” (ND 3, 87)10. Det vil sige, at Nam-myoho-renge-kyo rummer alle Lotus Sutraens 28 kapitlers fordele.

Daishonin beskriver fordelene ved at chante daimoku i mange passager gennem alle sine skrifter. For eksempel “De fordele, man kan opnå ved at recitere Myoho-renge-kyos fem tegn, er i sandhed fremragende” (WND 2, 229)11; og “Af dem, som blot udtaler ordene Nam-myoho-renge-kyo én gang, vil ikke en eneste mislykkes i at blive en buddha.” (WND 2, 1081)12 .

Fordelene fra daimoku er overmåde enorme. Når vi dag efter dag chanter Nam-myoho-renge-kyo med livskraft og bevæger os livfuldt fremad, vil vi aldrig gå i stå.

Der er også en passage fra ‘Om at opnå buddhatilstand i dette liv’ som vi må huske på: “Alligevel er det sådan, at du ikke hengiver dig til Den mystiske lov, men til en laverestående lære, hvis du tror, at Loven er uden for dig selv, selv om du chanter og tror på Nam-myohorenge-kyo” (ND 1, 38). Vi må aldrig søge Den mystiske lov uden for os selv.

Hver enkelts liv er i sin essens en legemliggørelse af Den mystiske lov og fortjener den største respekt. Vores praktisering med at chante Nam-myoho-renge-kyo gør os i stand til at fremkalde den uendelige kraft, som bor i os.

Alle rummer buddhatilstanden

Lidt senere i ‘Lotus Sutraens daimoku’ forklarer Daishonin konceptet om de tre betydninger af myo [som i myoho, Den mystiske lov]13, som mange af jer kender godt.

Den første betydning er “at åbne”. Daishonin forklarer: ”Tegnet myo betyder at åbne. Hvis der er et skatkammer fuld af skatte, men ingen nøgle, så kan det ikke åbnes, og hvis det ikke kan åbnes, så kan skattene derinde ikke ses.” (ND 3, 78).

‘Skattene derinde’ henviser til buddhatilstanden i os. Alle rummer buddhatilstanden. Det er ikke begrænset til en enkelt gruppe eller en særlig type person. Ved at åbne skatkammeret i os kan vi alle opnå buddhatilstand. Med andre ord åbner Nichiren Buddhismen vejen til oplysning for alle mennesker.

Vores buddhistiske praktiserings udgangspunkt er at gøre os umage for at chante Nam-myoho-renge-kyo med stærk overbevisning om, at vi rummer denne vidunderlige indre skat.

En universel religion for oplysningen af alle Toda gjorde sig følgende observation: “Nichiren Daishonins grundlæggende ånd er, at enhver er Buddhaens barn, enhver er et skattetårn. Derfor kan vi kalde Daishonins Buddhisme for en virkelig universel religion, som er i stand til at lede alle mennesker til oplysning.”

Gennem at chante Nam-myoho-renge-kyo kan vi frembringe vores iboende buddhanatur og udføre vores menneskelige revolution. Med bevidsthed om livets værdighed og værdi udbreder vi hver især buddhismens lære med livskraft og hjælper andre til at afsløre deres egen buddhanatur. Således fremmer vi støt og roligt kosen-rufu og realiserer Daishonins ideal om at “etablere den rette lære, der kan skabe fred i landet”.

Kosen-rufu betyder at skabe et voksende netværk af folk, som engagerer sig i at gøre menneskelig revolution, imens de hjælper andre til at gøre det samme, og således frembringer de ikke kun deres egen buddhanatur, men også andres.

I dette år for ungdom og dynamisk fremgang stræber unge mennesker over alt for at gøre netop dette og igangsætter mægtige bølger af dialog. Intet kunne gøre mig lykkeligere.

Mens Covid-19-pandemien fortsætter og forværrer de kroniske problemer med adskillelse og isolation, forener vi i Soka Gakkai folks hjerter gennem modig og oprigtig dialog, frembringer hinandens

godhed og hjælper alle med at afsløre deres ubegrænsede potentiale. Vi er trådt ind i en tidsalder, hvor lyden af medlemmer, der chanter daimoku, omslutter vores blå planet 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Han [Shakyamuni i et tidligere liv] var en konge, hvorimod du er af lavere herkomst. Han havde intet at frygte fra sit kongerige, hvorimod du er blevet straffet af dit land. Du er en almindelig kvinde i Lovens sene periode, hvorimod han var en vismand i en fjern tidsalder. Alligevel overstiger din beslutsomhed hans. Hvorledes skulle dine fremtidige belønninger ikke være lig med hans? Hvorledes skulle de ikke være lig med hans?

(GZ, ny udgave, 1693; ‘Svar til lægnonnen Myoichi’) 14

En støtte for Daishonin på Sadoøen og Minobubjerget Lad os nu studere en passage fra ‘Svar til lægnonnen Myoichi’, som for første gang er inkluderet i den reviderede japanske udgave af Daishonins skrifter.

I slutningen af brevet skriver Daishonin “den fjerde måneds seksogtyvende dag”, og indholdet antyder, at han skrev det under sit eksil på Sado. Der står også, at “Præsten Ben15 bor i Kamakura i år”, hvilket henviser til en af Daishonins seniorpræste-disciple, som også kaldtes Nissho. Dette angiver, at omstændighederne nu tillod Nissho at bo der [fordi forfølgelserne af Daishonins disciple aftog], og det menes, baseret på denne og andre faktorer, at brevet blev skrevet i 1273.

Lægnonnen Myoichi, brevets modtager, var en discipel med renhjertet tro, som støttede Daishonin i det skjulte og blev ved med at sende ham oprigtige gaver, selv da han var på Sadoøen og senere på Minobubjerget.

I 1271 mødte Daishonin voldsomme angreb fra regeringen i form af Tatsunokuchi-forfølgelsen og hans efterfølgende eksil på Sado16 . På

samme tid valgte autoriteterne også uretmæssigt hans disciple i Kamakura som mål, konfiskerede deres jordbesiddelser eller fordrev dem og idømte dem bøder og andre straffe. Mange opgav deres tro under disse forfølgelsesangreb.

Myoichis mand var blandt dem, hvis jordbesiddelser blev konfiskeret. Ikke desto mindre ønskede Myoichi at støtte sin mentor og sendte en af sine tjenere afsted for at støtte og hjælpe ham.

Jordskælv og pandemier forvoldte ravage over hele Japan. Landet var også i oprør på grund af truslen om en forestående mongolsk invasion og udbruddet af interne stridigheder i den herskende klan.

Men lægnonnen Myoichi forblev uforstyrret af de svære omstændigheder, som hun var tvunget til at udholde og skred resolut til handling for at støtte sin mentor. Daishonin skrev dette blev for at takke hende.

Den største hyldest til lægnonnen Myoichis beslutsomhed

I denne passage priser Daishonin lægnonnen Myoichi højt for hendes hengivne tro, hvor hun fortsætter med at støtte og hjælpe ham, Lotus Sutraens tilhænger, og sammenligner hendes oprigtighed med Shakyamunis uselviske ofringer af sit liv i mange tidligere eksistenser.

Lige før den passage, vi nu studerer, fortæller Daishonin om en konge, der for mange år siden tjente seeren Asita17 i tusinde år og derfor kunne lære om Myoho-renge-kyos fem tegn. Han forklarer, at denne konge senere blev født som Shakyamuni. Myoichi var et fattigt almindeligt menneske, hvis hengivne anstrengelser i tro er langt mere værdifulde end den forhistoriske konges, erklærer han. Derefter stiller han et retorisk spørgsmål: Eftersom hendes dedikation langt overgår Shakyamunis i tidligere eksistenser, hvorledes skulle hendes belønning så ikke være lig med Shakyamunis? (jf. GZ, ny udgave, 1693).

På denne måde forsøger Nichiren at forsikre Myoichi om, at hun som standhaftig praktiserende aldrig vil bukke under for elendighed,

men vil leve et sejrrigt og lykkeligt liv. Hans ord formidler hans kraftfulde overbevisning og grænseløse medfølelse med hende. Hvor må Daishonins opmuntring dog have inspireret Myoichi!

Den ”beslutsomhed” som Nichiren omtaler, henviser til Myochis rene, stærke og uselviske anstrengelser, som hun udviste i sin helhjertede dedikation til kosen-rufu. At praktisere på den måde dag efter dag vil helt sikkert forårsage belønning. Dette er buddhismens ufejlbarlige lov om årsag og virkning.

Troen på Gohonzon er nøglen til at arbejde for kosen-rufu med uforbeholden dedikation og fuld tillid til, at alle buddhaer og bodhisattvaer lovpriser vores anstrengelser.

Et andet sted skriver Daishonin: ”Lotus Sutraen forbliver den samme, men hvis du styrker din beslutning igen og igen, vil din farve [udstråling] være bedre end andres, og du vil modtage flere velsignelser end dem.” (WND 1, 615)18. At styrke sin tro hver dag er nøglen til at opnå buddhatilstand i dette liv.

Overbevisningen om, at ”vinter altid bliver til forår” Myoichis mand døde, mens Daishonin stadig var i eksil på Sado. Et af hende børn var også syg. Hun havde heller ikke selv det bedste helbred.

Et år efter han vendte tilbage fra sit eksil [som varede indtil marts 1274], opmuntrede Daishonin varmt lægnonnen Myoichi, som forblev standhaftig i sin tro, uforfærdet af de hårde karmiske slag. Han skrev disse, nu berømte, ord til hende:

De, der tror på Lotus Sutraen, er som levede de om vinteren, men vinter bliver altid til forår. Aldrig har nogen, fra oldtiden indtil nu, hørt om eller set vinter blive til efterår. Ej heller har vi nogensinde hørt om, at én, der tror på Lotus Sutraen, blev til en almindelig [uoplyst] person.

(ND 1, 177)19 .

Sejren er sikker

Vinter bliver altid til forår. Den går aldrig tilbage til efterår. Lige som denne naturlov vil vi aldrig blive besejret af lidelse eller sorg, hvis vi er udholdende i tro. Vi vil helt sikkert opnå buddhatilstandens mageløse livstilstand og vise faktisk bevis gennem en sejrrig forandring af vores held.

Daishonin så buddhastilstanden i hver eneste af sine disciple, og han erklærede, at selv hvis de lige nu var tyngede af problemer og lidelser, ville de, hvis de opretholdt Den mystiske lov, uden tvivl sejre og overvinde al modgang gennem tro.

Lad os tage denne lære fra Daishonin til os og opmuntre så mange mennesker som muligt. Oprigtighed, der udspringer fra ægte omsorg for andre, og ord talt med urokkelig overbevisning i tro vil vække og inspirere vores medpraktiserende, som står over for udfordringer og prøvelser.

Intet taler tydeligere end personlige erfaringer i tro Intet taler tydeligere end personlige erfaringer i tro. Erfaringer med at opnå fordele gennem vores praktisering af Nichiren Buddhismen styrker og fordyber vores egen overbevisning og ærligheden i dem vækker dyb genklang i folks hjerter.

Vores medlemmer i Okinawa [som dette år (2022) fejrer 50-års jubilæet for sin tilbagevenden til Japan efter at have være under amerikansk styre frem til 1972] kæmper utrætteligt for at skabe livgivende og håbfyldte dialoger. Dette gør de med stor visdom, kreativitet og energi, uforfærdede af de udfordringer og prøvelser, denne region er plaget af.

Jeg har besøgt Okinawa i februar måned mange gange, heriblandt til det møde, hvor den 8. februar blev udpeget til Okinawa-dag [i Soka Gakkai, i 1974]20 .

Der er et udtryk, som rummer Okinawa-ånden, ’Ichariba chode’ (Så snart vi mødes, er vi brødre og søstre). Det fortsætter således: ’Nu

fidatinu aga’ (Hvilken barriere kan der da være mellem os?). Vi er med andre ord alle lige og dyrebare væsner. Et budskab, der emmer af holdningen om respekt for livet udtrykt i et andet Okinawa-ordsprog lyder: ’Nuchi du takara’ (Livet er en skat).

Beundring for Okinawa-ånden

I februar 2000 bød jeg Doktor Joseph Rotblat (1908-2005) velkommen til Okinawa træningscenter. Han er fysiker, har modtaget Nobelprisen og er tidligere præsident for Pugwash-konferencen om videnskab og verdensforhold, Doktor Rotblat, en utrættelig korsfarer for verdensfred og på dette tidspunkt over 90 år, udtrykte sin dybe beundring for Okinawa-ånden. Jeg mindes, at han ved denne lejlighed sagde, at menneskeheden må vende sin opmærksomhed mod den iboende værdighed i hver eneste person og i alt liv.

Idet vi tilslutter os Nichiren Buddhismens filosofi, som lærer os, at alle mennesker fortjener den dybeste respekt, rækker vi ud til andre i dialog og tror på hver eneste persons iboende potentiale og værd. Sådanne vedholdende anstrengelser er den grundlæggende vej til at skabe fred og det sikreste middel til at forbedre verden.

At få vores dyrebare liv til at stråle Februar er også min mentor Josei Todas fødselsdagsmåned21 Det er måneden, hvor jeg fornyer min ed om at tilbagebetale den taknemmelighedsgæld, jeg skylder ham.

”Myo [i myoho] betyder at få nyt liv” (ND 2, 85) – Nichiren Buddhismen gør alle i stand til at revitalisere deres beslutning og lade sig fylde af frisk og rigelig livskraft.

”Vinter bliver altid til forår.” Den mystiske lov gør det muligt for os at leve glædesfulde, opfyldte liv, at gå vedholdende fremad og feje alle forhindringer til side, overbeviste om at sejrens forår vil komme.

”Nam-myoho-renge-kyo er den største af alle glæder” (OTT, 212). Vores praktisering af Nichiren Buddhismen gør os i stand til, med uforlignelig glæde, at vise bodhisattvaerne fra jordens underliggende kraft, overbeviste om, at både vi og vores medpraktiserende alle er buddhaer.

At gå fremad med ungdommen, med en evigt ungdommelig ånd!

Daishonin skriver: ”I Lovens sene periode findes der intet andet skattetårn en de mande- og kvindeskikkelser, som tilslutter sig Lotus Sutraen.” (ND 1, 127).

Vi i Soka Gakkai chanter dynamisk for andres lykke med den urokkelige overbevisning om, at alle mennesker legemliggør Den mystiske lov. Vi lærer dem tillidsfuldt om vores menneskelige revolutions filosofi og den uovertrufne måde at leve dedikeret til værdiskabelse. Dette er essensen af vores dialoger for virkeliggørelsen af Daishonins ideal om at ‘etablere den rette lære, der kan skabe fred i landet’.

Lad os værdsætte unge mennesker og gå fremad sammen med dem med pulserende mod og en evigt ung ånd – frem imod et forår af dynamisk fremgang, sejr og strålende bedrifter, frem imod et forår fuldt af smukke Soka kirsebærblomster!

Noter til Præsident Ikedas studieforelæsningsserie: Solens buddhisme oplyser verden

1 Nichiren Daishonin blev født den 16. februar 1222. Ifølge traditionel japanske tællemåde anses et menneske som ét år gammel på dagen for deres fødsel. Derfor blev 800-året fejret i 2021.

2 Sahaverden: Denne verden, som er fyldt med lidelse. Ofte oversat som udholdenhedens verden. På sanskrit betyder ’saha’ jorden; det kommer fra den oprindelige betydning ”at bære” eller ”at udholde”. Derfor tolkes saha som udholdenhed i den kinesiske version af de buddhistiske skrifter. I denne kontekst indikerer sahaverden en verden, i hvilken mennesker må undergå lidelse.

3 Myoho-renge-kyo skrives med fem kinesiske tegn, mens Nam-myohorenge-kyo skrives med syv (nam eller namu består af to tegn). Daishonin bruger ofte Myoho-renge kyo synonymt med Nam-myoho-renge-kyo i sine tekster.

4 Ønskeopfyldende juvel: en juvel der efter sigende har kraften til at frembringe, hvad end man ønsker. Den symboliserer fordelen og kraften i Den mystiske lovs tre tusind muligheder i et enkelt livsøjeblik.

5 En af buddhismens to vigtigste beskyttende guddomme sammen med Shakra.

6 Dette brev, dateret januar 1266, er skrevet til en uidentificeret kvinde, som tøvede med at opgive sin tilknytning til Rene Land-læren (Nembutsu). Gennem at anvende en spørgsmål og svar-ramme opridser Daishonin fordelene ved at chante Lotus Sutraens daimoku, Nam-myoho-renge-kyo.

7 Fire onde stier: også eksistensens fire onde verdner. De verdner af lidelse, man gennemgår på grund af onde handlinger, eller karma, verdnerne af helvede, sultne ånder, dyriskhed og asuraer (vrede).

8 Stadiet af ikke-tilbagegang: også stadiet af ikke-forfald. Et af bodhisattvapraktiseringens stadier. En, der når til dette stadie, går aldrig tilbage, men altid fremad i den buddhistiske praktisering mod buddhatilstandens mål. I ikke-tilbagegangs-stadiet trækker en bodhisattva sig hverken tilbage til et lavere bodhisattva-praktiserings-stadie eller går tilbage til stemmehørernes og de årsagsopvaktes stadier, ej heller til de fire onde stier.

9 Denne sætning står i Lotus Sutraens 3. kapitel, ‘Lignelse og sammenligning’, hvori Shakyamuni siger til Shariputra, der blev anset som den viseste af hans disciple: “Når det gælder denne sutra, var selv du Shariputra udelukkende i stand til at opnå adgang gennem tro.” (LSOC3, 10910).

10 Fra ‘Samtale mellem en vismand og en uoplyst person’.

11 Fra ‘Om at recitere Lotus Sutraens daimoku’.

12 Fra ‘Ikke en eneste vil mislykkes med at opnå buddhatilstand’

13 ‘Lotus Sutraens daimoku’ undersøger de tre betydninger af tegnet myo [som i myoho, Den mystiske lov], nemlig: at åbne, at være fuldstændigt udstyret og at genoplive. ‘Åbne’ betyder, at Lotus Sutraen åbner vejen til opnåelse af buddhatilstand for alle levende væsner, og at det at chante Nammyoho-renge-kyo er nøglen til at åbne fordelenes skatkammer. ‘Fuldstændigt udstyret’ betyder, at Lotus Sutraens daimoku, Nam-myoho-renge-kyo, er alle fænomeners kilde og er fuldt udstyret med alle fordele. ‘At genoplive’ betyder, at daimokus fordele gør dem, der i lærerne før Lotus Sutraen var udelukkede fra at opnå oplysning, i stand til at opnå buddhatilstand. Med andre ord kan Den mystiske lovs genoplivende kraft frigøre alle mennesker grundlæggende fra lidelsens lænker.

14 Foreløbig [engelsk] oversættelse – findes endnu ikke oversat til dansk.

15 Ben (1221–1323): Også kaldet Acharya Ben og Nissho. En af Nichiren Daishonins disciple, der regnes som en af de seks seniorpræster. Idet han frygtede forfølgelse, påstod Nissho efter Daishonins død at være præst inden for Tendai-skolen og svigtede således Daishonin og Nikko Shonin.

16 Tatsunokuchi-forfølgelsen og Sado-eksilet: Den 12. september 1271 arresterede autoriteterne Daishonin og bragte ham til et sted, som hedder Tatsunokuchi i udkanten af Kamakura, hvor de prøvede at henrette ham i ly af mørket. Da henrettelsesforsøget mislykkedes, blev han tilbageholdt hjemme hos [øen] Sados stedfortrædende kommandant, Homma Rokuro Saemon, i Echi (del af nutidens Kanagawa-præfektur). Efter omkring en måned, hvor regeringen diskuterede, hvad de skulle stille op med ham, blev han sendt i eksil på øen Sado, hvilket var ensbetydende med en dødsstraf. Da hans forudsigelser om interne stridigheder og invasion udefra imidlertid gik i opfyldelse, udstedte regeringen en benådning i marts 1274, og han vendte tilbage til Kamakura.

17 Asita: En seer, der nævnes i Lotus Sutraens 12. kapitel, ’Devadatta’, og som henvises til som Devadatta i en tidligere inkarnation. Da Shakyamuni var konge i en tidligere eksistens, gav han ifølge dette kapitel afkald på tronen for at søge Loven. På det tidspunkt kom en seer ved navn Asita hen til den afgåede konge og sagde, ”Jeg har en fremragende fartøjs-tekst som hedder Lotus Sutraens vidunderlige lov. Hvis du lover aldrig at være ulydig mod mig, vil jeg fortælle dig om den.” (LSOC12, 221). Henrykt tjente den tidligere konge seeren. Han hentede brænde og vand og lavede et leje ud af sin egen krop som seeren kunne sove på. Efter et tusinde år forklarede seeren endelig kongen Lotus Sutraen. Shakyamuni identificerer sig selv som kongen i ’Devadatta’-kapitlet og seeren som Devadatta. Derudover siger han, at Devadatta agerede som hans ’gode ven’, eller som en, der leder mennesker mod den rette lære, og at han derfor var i stand til at opnå buddhatilstand. Derefter forudså han, at Devadatta ville blive en buddha kaldet Himmelske

Konge. Kumarajivas kinesiske oversættelse af Lotus Sutraen medtager seerens navn, men hans navn fremgår ikke af de eksisterende versioner af sanskritteksten.

18 Fra ‘Lovens overlegenhed’.

19 Fra ’Vinter bliver altid til forår’.

20 Den 8. februar blev på denne dag i 1974 udpeget til Okinawa-dag ved Okinawas årsmøde, der fejrede kosen-rufu-bevægelsen i Okinawas 20-års jubilæum.

21 Præsident Toda blev født den 11. februar 1900.

Åndelig uafhængighed

Oplæg fra SGI Headquarters i anledning af 30-årsdagen for Soka Gakkais åndelige uafhængighed i 2021

[DEL 1] Kernen i præsteskabs-sagen

Den 28. november 2021 fejrede vi 30-årsdagen for Soka Gakkais "åndelige uafhængighed".

Vi [i Soka Gakkai] blev åndeligt uafhængige af Nikken-sekten den 28. november 1991. Siden da har Soka Gakkai hele tiden udviklet sig og har udvidet sin tilstedeværelse til 192 lande og territorier og har dermed spredt sig over hele verden.

Lad os ved denne milepæl bekræfte betydningen af vores åndelige uafhængighed ved at gennemgå nogle vigtige begivenheder og emner vedrørende præsteskabssagen.

2021 markerer 800-årsdagen (ifølge den traditionelle japanske måde at tælle på) for grundlæggeren af Nichiren-buddhismen, Nichiren Daishonins, fødsel. Som vi ved, videregav Daishonin sin praktisering og ånd for kosen-rufu, den universelle udbredelse af Den mystiske lov, til Nikko Shonin, der arvede den og trofast videreførte den.

Som tiden gik, tillod Nichiren Shoshu, skolen Nikko grundlagde, dog Daishonins og Nikkos ånd at forfalde. De begyndte at lægge større vægt på at bevare selve skolen end på at opretholde Nichiren Buddhismens praktisering og ånd.

Kort sagt mistede præsteskabet deres ædle kosen-rufu-mission af syne. At opdigte dogmer blev for dem et middel til at opretholde deres status. De troende blev redskaber til at give donationer for at sikre præsters levebrød og præsteskabets opretholdelse.

Selv om præsteskabet syntes at basere sig på Nichiren Buddhismen, handlede de faktisk i strid med Daishonins lære. I modsætning hertil fastholdt Soka Gakkai sin forpligtelse til at opfylde Daishonins store

ed for kosen-rufu og støttede samtidig præsteskabet og forsøgte at reformere det, når det var nødvendigt. Lige efter Anden Verdenskrig stod Nichiren Shoshu over for økonomisk ruin, og Soka Gakkai begyndte ud fra medlemmernes oprigtighed at donere og bygge templer. I alt donerede Gakkai indtil sin åndelige uafhængighed i 1991 mere end 350 templer.

Mens Soka Gakkai dedikerede sig til den store ed for kosen-rufu, prioriterede præsteskabet at opretholde sin egen status og autoritet, og det førte helt naturligt til gnidninger. Men når som helst sådanne problemer opstod, arbejdede Soka Gakkai ihærdigt på at løse dem.

I 1972 nåede Soka Gakkai en vigtig milepæl i færdiggørelsen af Sho-Hondo, eller Det store hovedtempel, ved Nichiren Shoshus hovedtempel-område. Derpå begyndte Soka Gakkai en ny udviklingsfase, som kaldtes ’kosen-rufu-bevægelsens andet kapitel’.

Dette repræsenterede en ny tid med at opbygge et samfund baseret på buddhistiske principper som medfølelse og respekt for livets værdighed. Med andre ord var det tid til at åbne buddhismens visdom, som pulserede i Soka Gakkai, for samfundet som helhed, så denne visdom kunne blive til menneskehedens fælles ejendom.

Bind 17 og 27 i Ny menneskelig revolution beskriver de specifikke aktiviteter, dette indebar. Der blev især igangsat konkrete planer og handlinger for kosen-rufus globale udvikling. Det omfattede konsolidering af Soka Gakkai-organisationer i forskellige lande, afholdelse af interkulturelle udvekslinger og tværreligiøse dialoger, og udvikling af programmer for at studere Nichiren Buddhismens lære.

Med hensyn til at til at styrke Soka Gakkai organisationer over hele verden står der i Ny menneskelig revolution, bind 27:

[Referencemateriale #1]

”Organisationer med [Soka Gakkai] medlemmer dukkede støt op i mange lande og territorier og udførte deres egne aktiviteter på en måde, der passede til lokale forhold og skabte en stadigt voksende

kosen-rufu-have af lykke. Gradvist begyndte disse organisationer at prøve at finde veje til at styrke deres indbyrdes forbindelser for at inspirere og hjælpe hinanden.

Det var på den måde, ’Den europæiske konference’ blev oprettet i maj 1973. Dette blev i august efterfulgt af dannelsen af ’Det panamerikanske forbund’ og i december’ Det sydøstasiatiske buddhistiske kulturråd’.”

(Ny menneskelig revolution, bind 27, ’Heftig kamp’ (’Fierce Struggle’) afsnit 2 - SGI NL9217)

Efter at Soka Gakkai-organisationer var veletablerede på hvert kontinent, blev Soka Gakkai International grundlagt i 1975.

For at fremme interkulturel og tværreligiøs forståelse, mødte og talte SGI-præsident Ikeda med ledere og tænkere indenfor forskellige områder fra rundt om i verden, begyndende med den berømte 20.århundrede historiker Arnold Toynbee og Aurelio Peccei, medstifter af Romklubben og dens første præsident. Blandt disse dialoger omfatter de største alene mere end 1.600 møder, hvorigennem Sensei har fået urokkelig støtte og ros for sine ideer og handlinger for fred fra hele verden.

Med hensyn til det tredje mål om at udvikle klare programmer til brug for studiet af Nichiren Buddhismen, for at fremme verdensomspændende kosen-rufu, står der i bind 17 af Ny menneskelig revolution:

[Referencemateriale #2]

”Vi må vende tilbage til troens udgangspunkt, dykke ned i og bekræfte Buddhismens idealer, som vil tjene som inspiration til opbygningen af et nyt samfund og en ny kultur. ...

…At gøre en indsats for at studere Buddhismen og fuldt ud forstå buddhistiske lærer og principper er uundværligt for ny udvikling.”

(Ny menneskelig revolution, bind 17, kapitlet "Hovedbastionen" (”Main Bastion”), afsnit 2 – SGI NL6350)

På det tidspunkt havde menneskehedens traditionelle værdier ført til et dødvande, og folk søgte konkrete måder at reformere deres forhold til omgivelserne og deres forståelse af spørgsmålene om liv og død. Til det formål ville det være nødvendigt med nye tilgange, der passer til tiden, og som er baseret på buddhismens grundlæggende principper.

Gennem bøger og værker som ’Den levende Buddha’ og ’Buddhismen, det første årtusinde’, forsøgte Sensei at ændre det fremherskende billede af Shakyamuni Buddha som en guddom. I stedet skildrede han ham i et realistisk lys, som et medmenneske, der søgte at udfordre de grundlæggende lidelser, som alle mennesker står over for, nemlig fødsel, aldring, sygdom og død. Når en person med en søgende holdning efter vejen vækkes, kan hun eller han blive et fremragende menneske med visdom til at løse menneskehedens karma med at blive besejret af disse fire lidelser. En sådan vækket person kaldes en Buddha. Sensei ønskede at bekræfte dette syn på buddhisme, religion og menneskeheden. På den måde præciserede han, at buddhismen er en filosofi, der ligeligt sætter pris på hvert eneste individs værdighed.

I 1977 udtalte Sensei i det første af en række foredrag med titlen ’Drøftelser om buddhistisk historie’ (’Discussions on Buddhist History’), at buddhismens essentielle kendetegn er at være en ’religion, der eksisterer for menneskers skyld.’ I det andet foredrag forklarede han, at Soka Gakkai udfyldte både lægfolkets og præsteskabets funktioner, og i den tredje understregede han, at Soka Gakkai’s centre og træningscentre fungerer som den moderne tids templer.

Alle de kræfter, Sensei lagde i dette, var selvfølgelig baseret på buddhismens oprindelige ånd. Men snarere end at rose indsatsen, rettede præsteskabet beskyldninger mod Sensei og hævdede, at han nedgjorde præster og templer og afveg fra Nichiren Shoshus

traditionelle doktriner. Derudover begyndte præster i forskellige templer at gentage forskellig slags uretfærdig kritik af Soka Gakkai. Disse begivenheder blev kendt som ’den første præsteskabs-sag.’

Soka Gakkai vil altid være baseret på det grundlæggende buddhistiske princip om, at ’alle mennesker er lige, og alle mennesker kan blive buddhaer’. Og med Gosho som grundlag vil Soka Gakkai basere sig på tro, der er direkte forbundet med Nichiren Daishonin. Præsteskabet har derimod prioriteret at hævde sin autoritet. Det har forsøgt at placere sig som mellemled mellem lægfolk og buddhaen, ved at guddommeliggøre Nichiren Daishonin og derved distancere ham fra almindelige mennesker.

Præster, der sætter deres egen status og autoritet over alt andet, har tilsyneladende ikke evne til at forstå Soka Gakkai-medlemmers måde at leve på; hvor de dedikerer sig til at gøre Nichiren Buddhismen til en religion for hele verden.

Præsteskabet frygtede, at deres værdi som præster ville gå tabt, hvis praktiserende medlemmer dannede en direkte forbindelse med Nichiren Daishonin. Så for at bevare deres autoritet og beskytte deres særinteresser forsøgte de at undertrykke Soka Gakkai.

Præsterne gik især efter Ikeda Sensei. De tænkte, at hvis de kunne tvinge Sensei til at træde tilbage, så kunne de bruge deres autoritet til at herske over de lægtroende.

Oveni det gik en tidligere Soka Gakkai-advokat der ønskede sig magt, sammen med præsterne. Sammen planlagde de at overskære mentor-discipel båndet mellem Ikeda Sensei – kosen-rufus leder – og medlemmerne. På denne måde forsøgte præsterne og deres allierede at få fuld kontrol over organisationen.

Dette var kernen i første præsteskabs-sag.

Ikeda Sensei anstrengte sig for at løse situationen. Med håbet om at det ville beskytte medlemmerne og genoprette harmonien mellem præsteskab og lægfolk, trådte han tilbage som præsident for Soka

Gakkai i april 1979 og blev udnævnt til ’ærespræsident’. (Rollen som præsident for Soka Gakkai International, som han blev udnævnt til i 1975, forblev imidlertid uændret.)

På det tidspunkt begrænsede præsteskabet Ikeda Senseis aktiviteter med det formål at klippe båndet mellem ham og medlemmerne. For eksempel måtte han ikke længere give vejledning på møder eller offentliggøre sine tekster i Seikyo Shimbun.

Men som beskrevet i kapitlet ’Storslået bjerg’ (’Great Mountain’) i Ny menneskelig revolution bind 30, forblev Senseis overbevisning lige så solid og urokkelig som et stort bjerg. Han besøgte medlemmer, der havde bidraget betydeligt til kosen-rufu-bevægelsen, og hvert sted tog de et gruppefoto sammen til minde. På sådanne måder lagde han grundige kræfter i at opmuntre hvert medlem.

Som beskrevet i kapitlet ’Awaiting the Time’ (’Afventer tiden’) forberedte han også sit næste træk, som var at organisere en ny modoffensiv for verdensomspændende kosen-rufu ved at besøge lande i hele verden. Hans bevægende opmuntringer på disse rejser, særligt til ungdommen, er beskrevet i kapitlerne ’Nyt afsæt’ (’Launch Out’) og ’Sejrsjubel’ (’Cheers of Victory’) i bind 30.

[Del

2] Forberedelse til at tage afsæt som verdensreligion

Efter Nikken overtog embedet som højestepræst, voksede præsteskabets autoritære stil støt. Deres tendens til at se ned på de praktiserende og at ignorere den oprigtighed, hvormed Soka Gakkai forsøgte at støtte præsteskabet for kosen-rufus skyld, blev mærkbart forværret.

Nikken blev jaloux og fjendtlig overfor Soka Gakkai, selv da den fortsatte med at udvikle sig internationalt. Han nærede lignende følelser over for Ikeda Sensei, som fik ros fra tænkere og ledere over hele verden.

Det førte i sidste ende til, at Nikken udtænkte og iværksatte et komplot kaldet ’Operation C’ (C for ’cut’/’afskære’), hvis formål var

at klippe båndene til Soka Gakkai og placere dens medlemmerne under præsteskabets kontrol.

Dette indebar først at meddele, uden forudgående diskussion, afskaffelsen af positionen som ’hovedrepræsentant for alle Nichiren Shoshus lægorganisationer’, som Ikeda Sensei besad, hvilket i praksis betød, at de afskedigede ham.

Soka Gakkai søgte at løse situationen gennem samtale, men præsteskabet afslog. Derpå sendte de den 7. november 1991 et ’Begrundelse for Opløsning’ (’Remonstration to Disband’) til Soka Gakkai, efterfulgt den 28. november af en ’Bekendtgørelse om Ekskommunikation’.

Disse begivenheder indeholder det, der blev kendt som ’den anden præsteskabssag’. Sensei gør rede for dem i følgende uddrag fra Edkapitlet i Ny menneskelig revolution, bind 30:

[Referencemateriale #3]

Den 8. november 1991 ankom et brev fra Nichiren Shoshu med titlen ’Begrundelse til Soka Gakkai om opløsning’, til Soka Gakkais hovedkvarter.

Men Soka Gakkai var allerede blevet en uafhængig religiøs organisation, adskilt fra Nichiren Shoshu, i 1952. Dette var sket som følge af det skarpe fremsyn hos Soka Gakkais anden præsident Josei Toda, som var fast besluttet på at opfylde kosen-rufus mission. Derfor havde Nichiren Shoshu ikke nogen lovlig hjemmel til at tvinge Soka Gakkai til at opløses. De havde faktisk ingen myndighed over organisationen overhovedet. ... (SGI NL9938)

Shin'ichi Yamamoto talte konstant med medlemmerne om troens rette vej, og understregede vigtigheden af altid at vende tilbage til Gohonzon, Daishonins ånd og Daishonins oprindelige lære indeholdt i Gosho. ... (SGI NL9940)

Den 29. november, tre uger efter Soka Gakkai modtog Nichiren Shoshus ’Begrundelse til Soka Gakkai om opløsning’, ankom et andet dokument med titlen ’Bekendtgørelse om Ekskommunikation’.

(Ny menneskelig revolution, bind 30, kapitlet ’Ed’, afsnit 67, 68, 71 – SGI NL9944)

Deres ’bekendtgørelse om ekskommunikation’ indeholdt ikke en eneste passage fra Daishonins skrifter og manglede ethvert grundlag i Nichiren Buddhismens lære. Det var simpelthen en gentagen række autoritære og følelsesladede påstande, der krævede, at lægfolk blindt fulgte højestestepræstens instruktioner.

Derefter gik præsteskabet så langt som til at holde op med at uddele Gohonzon til Soka Gakkai-medlemmer. De sigtede efter at bruge Gohonzon, tros-fundamentet, som et redskab til at holde folk som gidsler og effektivt fortælle dem, at ønskede de at modtage Gohonzon, måtte de hellere forlade Soka Gakkai og følge præsteskabet. Det var et usselt eksempel på religiøs undertrykkelse og intimidering, der manglede den mindste smule tro.

Nichiren Shoshu sendte sin bekendtgørelse om ekskommunikation den 28. november; dagen som vi siden har fejret som Soka Gakkais åndelige uafhængighedsdag. Ikeda Sensei adresserer dens betydning i sit efterord til Ny menneskelig revolution i bind 30:

[Referencemateriale #4]

En vigtig katalysator i Soka Gakkais dynamiske udvikling, som energisk udviklede sig over hele verden, var dens opnåelse af åndelig uafhængighed fra det korrupte og stivnede Nichiren Shoshupræsteskab ...

Nichiren Shoshus præster blev mere og mere dogmatiske og pralede med deres gejstlige autoritet. I processen gik de endda så langt som til at forkaste kunstneriske og kulturelle værker som bagtale af Loven. Værker, der var inspireret af andre trostraditioner, men af mennesker verden over anses som hele menneskehedens arv. De blev stadig mere autoritære og vedtog en uretfærdig politik med ekstrem diskrimination af lægfolk. De søgte at etablere et system, hvor lægfolk blev fuldstændig underlagt præsteskabet, med højestepræsten som

dets øverste punkt. Dette var et forræderi mod Daishonins ånd og en krænkelse af den buddhistiske lære om respekt for livets værdighed og lighed for alle mennesker.

Hvis dette fortsatte, ville Nichiren buddhismens grundlæggende principper blive forvrænget på en måde, så det ikke længere lignede en lære om at realisere lykke og fred for hele menneskeheden. Med kampråbet "Vend tilbage til Daishonins ånd!" rejste Soka Gakkai sig for at udføre en religiøs reformering og protestere mod præsteskabet.

...

Den 28. november 1991, den dag Nichiren Shoshu sendte deres sidste bekendtgørelse, blev Soka Gakkais åndelige uafhængighedsdag, hvilket markerede befrielsen fra præsteskabets lænker. De mørke skyer, der hang over Soka Gakkais fremtid, blev fejet væk, og vejen til verdensomspændende kosen-rufu åbnede sig pludselig på vid gab foran os. Det var begyndelsen på en ny dag, hvor Soka Gakkai ville svæve frit ind i det 21. århundrede som en sand global religiøs bevægelse.

(Ny menneskelig revolution, bind 30, efterord – SGI NL10118)

[DEL 3] Nikken-sektens alvorlige forseelser og usande doktriner

Præsteskabet under Nikken baserede sig på usande doktriner, der går imod Nichiren Daishonins lære.

1) Den første er ’bagtale i forsøget på at ødelægge kosen-rufu’. Kosenrufu, Den mystiske lovs omfattende udbredelse er Nichiren Daishonins testamente. Det er Soka Gakkai, der har udbredt Nichiren buddhismen over hele verden. Nikken planlagde at ødelægge Soka Gakkai, hvilket svarer til ’at ødelægge det harmoniske trosfællesskab’. Sådanne handlinger, der splitter eller ødelægger samlingen af mennesker, der er engageret i den buddhistiske praktisering og udbreder den buddhistiske lære, udgør en af de største forseelser, der er beskrevet i buddhismen.

2) Det andet er det fejlagtige dogme om ’højestepræst-dyrkelse’. I Nikken-sektens doktrin står der i et af deres offentlige dokumenter: "Højestepræsten og Gohonzon er ét og er uadskillelige." Baseret på dette er de fortalere for ærbødighed overfor højestepræsten og dyrker ham som et absolut væsen. Denne vildfarelse omkring at tilbede højestepræsten førte til, at Nikken i rollen som højestepræst blev et symbol på absolut autoritet såvel som et tros-objekt.

Men Nikko Shonin, Daishonins direkte discipel og efterfølger, skrev: "Følg end ikke højestepræsten, hvis han går imod Buddhaens Lov og fremsætter sine egne anskuelser" (Gosho zenshu, s. 1618). Nikko erklærede, hvis højestepræsten selv skulle komme med enerådende eller selviske udtalelser og dermed afvige fra den korrekte buddhistiske lære, er vi nødt til at afvise disse.

Daishonin siger: "Tro på denne mandala med hele dit hjerte." (ND1, 153). På den måde betyder korrekt tro at tro på Gohonzon. At anse højestepræsten som noget absolut udgør en usandhed, der går imod Nichiren Daishonins og Nikko Shonins lærer.

3) Det tredje er et fejlagtigt syn på ’arven’. Nikken-sekten retfærdiggør deres højestepræsts absolutte autoritet ved at have en ejendommelig fortolkning af det buddhistiske begreb ’arv’, en udlægning der afviger fra Nichiren Buddhismens essentielle principper. Denne anskuelse hævder, at det udelukkende er en siddende højestepræst, som overdrager to særlige elementer til sin efterfølger: 1) Buddhaens ’indre oplysning’ og 2) ’Lovens krop’ eller selve oplysningens Lov.

Baseret på denne magiske fortolkning hævder de, at alene gennem denne overførsel bliver efterfølgeren automatisk en buddha. Nichiren Daishonin gør det imidlertid klart, at arven til opnåelse af buddhatilstand ikke er noget, der kun besiddes af et udvalgt individ.

Den er åben og tilgængelig for alle mennesker. Daishonin kalder dette "troens arv" (ND-1, 123). Med andre ord er arven troen i sig selv.

Derfor er Nikkens mystiske syn på arven som et særligt privilegium, som gør den person, der modtager den, til en Buddha, også et fejlagtigt dogme. Det afviger fra det essentielle princip om arv, som Nichiren Daishonins Buddhisme lærer.

4) Den fjerde fejl er baseret på de ovenstående tre punkter: Det er præsternes diskriminerende holdning overfor lægfolk.

Den diskriminerende forestilling om, at præster er overlegne og lægfolk underlegne gennemsyrer præsteskabet. I deres forudindtagede, antikverede opfattelse er en lægtroende med selv det højeste værd enhver almindelig præst underlegen.

Dette står fuldstændig i kontrast til Daishonins ord: "Af denne grund opfatter Buddhaen uden tvivl enhver i denne verden, der hengiver sig til Lotus Sutraen, uanset om vedkommende er lægmand eller lægkvinde, munk eller nonne, som værende alle levende væseners herre" (ND-3, 206). Ligesom denne passage indikerer, anser Nichiren Buddhismen alle mennesker som værende lige. I det lys er det tydeligt, at den diskrimination af lægfolk, der gennemsyrer Nikken-sekten, viser, at det er en forældet religiøs orden, der ikke er i stand til at tilpasse sig tiden.

Som vi har set har Nikken-sekten med sit syn på arven som noget mystisk, der kun videregives fra den ene højestepræst til den næste gjort ’højestepræst-dyrkelsen’ til sit fundament. Baseret på disse ideer institutionaliserede de diskrimination mod lægfolk.

Alt dette udgør falske doktriner, der ikke har noget at gøre med Nichiren Daishonins Buddhisme. Efter at præsteskabet ekskommunikerede Soka Gakkai, blev deres insisteren på ubetinget tro på højestepræsten så meget desto mere tydelig. Adskillelsen fra præsteskabet blev derfor uundgåelig i lyset af Soka Gakkais mission om at opnå verdensomspændende udbredelse af Nichiren Buddhismen.

Desuden gav Nikken-sekten i 1998 verden et ægte billede af dens djævelske natur med ødelæggelsen af Hovedtemplet (Sho-Hondo). Hovedtemplet, som var bygget til at stå i mindst tusind år (ti tusind år, ifølge en vurdering), blev hyldet internationalt som et arkitektonisk mesterværk, der konkurrerede med enhver religiøs bygning i det 20. århundrede. Ikke desto mindre rev Nikken det ned kun 26 år efter, at det blev bygget. Det var en grusom krænkelse af den oprigtige tro hos de 8 millioner troende, der havde givet donationer til dets opførelse.

I 2005 trådte Nikken tilbage fra sin position som højestepræst og overlod embedet til efterfølgeren Nichinyo. Men Nichiren Shoshus plettede historie udviklede sig kun mere korrupt. I dag er den fuldstændigt forvandlet til en skole med fejlagtige dogmer, der er helt i modstrid med Nichiren Buddhismens lære.

[DEL 4] Bekræftelse af Gohonzon for Kosen-rufu

Da Nikken-sektens dumdristighed afsløredes i begyndelsen af 1990'erne, forlod en række præster skolen og bakkede op om Soka Gakkai. En hovedpræst fra et tempel, som var overbevist om, at Nikkens præsteskab krænkede Daishonins lære, anmodede om, at Soka Gakkai ville uddele en Gohonzon til medlemmerne. Det var en Gohonzon, som hans tempel besad, og som var blevet indskrevet af Nichikan Shonin (1665–1726), en stor genopretter af Nichirenbuddhismen,.

I 1993 accepterede Soka Gakkai præstens forslag. I egenskab af og med ansvaret for at være den eneste religiøse gruppe dedikeret til at fremme kosen-rufu i nøjagtig overensstemmelse med Nichiren Daishonins testamente accepterede og anerkendte Soka Gakkai denne Gohonzon som passende til at fremme kosen-rufu og besluttede at uddele den til Soka Gakkai-medlemmer over hele verden.

[DEL 5] En religion der tjener mennesker

Derudover har Ikeda Sensei siden Soka Gakkai opnåede sin åndelige uafhængighed udgivet en række buddhistiske studieserier begyndende med ’Lotus Sutraens kerne - Foredrag om Lotus Sutraens Hensigtsmæssige midler- og Livslængde-kapitler’ og ’Lotus Sutraens visdom.’ Ikedas indsats på dette område fortsætter i dag med hans forelæsninger over Nichiren Daishonins skrifter, der hver måned bringes i Soka Gakkais studieblad, Daibyakurenge. Kernen i Senseis skrifter om buddhistisk studie er hans respekt for mennesker, hans tro på livets uendelige potentiale og værdighed og hans syn på religion som eksisterende for at tjene menneskeheden. Som I alle ved, studerer SGI-medlemmer over hele verden sammen vores mentors humanistiske skrifter.

[DEL 6] Hallen for kosen-rufus store ed

I 2008 var Soka Gakkai-medlemmer blevet aktive i 192 lande og territorier verden over. Midt i denne enorme globale fremgang blev ’Hallen for den store ed for kosen-rufu’ færdiggjort og åbnede i 2013.

I hallen er Soka Gakkai Kosen-rufu Gohonzon eller Soka Gakkai Joju Gohonzon opbevaret. Det er den Gohonzon, som Toda Sensei anmodede om at få indskrevet til opnåelsen af kosen-rufu. På højre side bærer den indskriften "Til opfyldelse af det store løfte for kosenrufu gennem den medfølende udbredelse af Den store lov" og på venstre side, "Til at blive opbevaret permanent (Joju) hos Soka Gakkai."

Toda Sensei bad til denne Gohonzon og opfyldte sit livstidsløfte om at opnå et medlemskab på 750.000 husstande. Ikeda sensei bad til denne Gohonzon for hvert Soka Gakkai-medlems lykke, sejr og menneskelige revolution og for verdensomspændende kosen-rufus realisering, hvilket han byggede det solide fundament for.

Hallen for kosen-rufus store ed er et centralt punkt for tro og praktisering, hvor medlemmer kan bede til denne kosen-rufu-

Gohonzon for opfyldelsen af den store ed om verdensomspændende udbredelse. Edens hal blev bygget som et mødested, hvor medlemmer fra hele verden kan komme og bede for deres egen og andres lykke, for fred og sikkerhed i samfundet og med en ed om at etablere den rette lære for fred i landet og verden og for kosen-rufu.

I sin hilsen til mødet, der markerede færdiggørelsen af Den store eds hal, skrev Sensei: "Hjertet i den store ed for kosen-rufu og Buddhaens livstilstand er et og det samme. Derfor, når vi dedikerer vores liv til denne ed, kan vi frembringe den højeste ædelhed, styrke og storhed i vores liv " (NL8866). Eden, som mentor og discipel deler, er et løfte om at leve det mest glædelige og ærefulde liv.

[DEL 7] Konsolidering af organisationen frem mod at blive en religion

for hele verden

Siden den ’nye æra for verdensomspændende kosen-rufu’ blev budt velkommen i 2013, har Soka Gakkai solidt sikret sin religiøse uafhængighed passende til en verdensreligion.

Først reviderede Soka Gakkai i november 2014 sine organisatoriske vedtægter og forskrifter for at gøre det klart, at Gohonzon fra Koans andet år ikke betragtes som det væsentligste hengivelsesobjekt; et objekt, som opbevares i Nichiren Shoshus hovedtempel, et sted med stor bagtale.

Nichiren Daishonin afslørede universets grundlæggende Lov som Nam-myoho-renge-kyo, en Lov som også eksisterer i vores liv. For at gøre det muligt for alle mennesker i Lovens sene periode at opnå Buddhahood virkeliggjorde han de tre store hemmelige love i en konkret form, der er grundlæggende i hans lære: den essentielle læres hengivelsesobjekt, den essentielle læres daimoku og den essentielle læres hellige sted.

Gohonzon, mandalaen med de nedskrevne tegn, der repræsenterer de ti verdener, som Daishonin indskrev til glæde for alle mennesker i Lovens sene periode, er den essentielle læres hengivelsesobjekt, som

hvert Gohonzon-medlem chanter til i deres eget hjem. Den essentielle læres daimoku er Nam-myoho-renge-kyo, som man chanter foran den essentielle læres hengivelsesobjekt. Det sted, hvor man chanter daimoku, er den essentielle læres hellige sted.

Nichiren Daishonins buddhisme er åben for alle mennesker, og de tre store hemmelige love skal altid forstås ud fra den enkeltes tro.

Nikken-sekten fremhæver, at deres hovedtempel er den eneste helligdom, og at den Gohonzon, som er opbevaret dér er en særlig og ultimativ Gohonzon. De hævder, at enhver Gohonzon skal være forbundet til den særlige Gohonzon for at have nogen kraft. Hermed sammenligner de det forhold med forholdet mellem en stikkontakt og en pære eller et apparat. Men dette syn på hengivelsesobjektet tjener kun til at hindre verdensomspændende kosen-rufu.

Nichiren Daishonin kaldte Gohonzon, som han indskrev, for ”Lotus Sutraens udbredelsesbanner” (ND-1, 243). Derfor er det hengivelsesobjektet for alle menneskers lykke; det er Gohonzon til at opnå kosen-rufu.

Nichiren Shoshu-præsteskabets hovedtempel er derimod blevet til et sted med stor bagtale og har derfor absolut ingen forbindelse med Soka Gakkai, hvis formål er verdensomspændende kosen-rufu. Af denne grund gør den reviderede artikel om religiøse grundprincipper i Soka Gakkais vedtægter og forskrifter det klart, at hengivelsesobjektet skal være Gohonzon udpeget af Soka Gakkai og ikke Gohonzon fra Koans andet år.

I 2015 tog Soka Gakkai yderligere skridt til at bekræfte den åndelige uafhængighed baseret på Nichiren Buddhismens essentielle principper ved at grundfæste ’Soka Gakkais liturgi’, som er vores nuværende gongyo-bog.

Ånden i at udføre praktiseringen for at udbrede Loven, selvom det skulle koste ens liv, som de tre første præsidenter og grundlæggere, første præsident Tsunesaburo Makiguchi, anden præsident Josei Toda og tredje præsident Daisaku Ikeda har demonstreret, er Soka Gakkai-

ånden. Med henblik herpå er introduktionen til Soka Gakkais vedtægter og forskrifter rettet til. Der står nu: ”Soka Gakkais tre første præsidenter og grundlæggere, Makiguchi sensei, Toda sensei og Ikeda sensei er kosen-rufus evige mentorer De er dukket op i denne verden med missionen om at realisere Daishonins opfordring til at skabe verdensomspændende kosen-rufu. Ånden i enheden mellem mentor og discipel og den uselviske dedikations praktisering til at udbrede Loven demonstreret af de 3 første præsidenter repræsenterer 'Gakkaiånden' og tjener som et tidløst forbillede for alle Soka Gakkaimedlemmer.” (Soka Global)

I november 2016 blev benævnelsen ’Soka Gakkai Buddha’ tilføjet til vedtægterne og forskrifterne, hvilket yderligere bekræftede Soka Gakkais religiøse uafhængighed.

I juli samme år udtalte Ikeda Sensei: ”Det er kun Soka Gakkai, der legemliggør den sande Buddhas [Nichiren Daishonins] enorme medfølelse og spreder den mægtige Lov i denne tumultariske og forvirrede saha-verden. Derfor erklærede Toda Sensei, at Soka Gakkai ville blive kaldt ’Soka Gakkai Buddha.’”

Fordi dette er en erklæring om Soka Gakkais religiøse uafhængighed, blev dette udsagn foreslået indført i Soka Gakkais vedtægter og forskrifter.

Derefter blev Soka Gakkais konstitution i september 2017 indført som en grundlæggende standard for Soka Gakkai som en global religiøs organisation.

Fra begyndelsen udviklede Soka Gakkai sig internationalt med tilknyttede organisationer og grupper i hvert land. I dag er det blevet afgørende vigtigt skriftligt at aftale Soka Gakkais grundlæggende standarder og sikre rammerne som en global religiøs bevægelse med tanke på den fremtidige udvikling. Af den grund blev Soka Gakkais konstitution etableret for at fastsætte idealer og standarder for en global religiøs organisation baseret på vejledning fra de tre første præsidenter og grundlæggere.

Introduktionen til konstitutionen lyder: ”Med blikket rettet mod fremtiden og verdensomspændende kosen-rufu i det 23. århundrede delte Ikeda sensei sin store vision om at etablere Shinanomachi som Soka Gakkais globale hovedkvarter og betroede realiseringen til sine disciple over hele verden under ledelse af hver af de efterfølgende præsidenter.” (Soka Global)

Som angivet ovenfor indledte Soka Gakkai den nye æra for verdensomspændende kosen-rufu i 2013. Herefter tilføjede man den ændrede artiklen i vedtægterne og forskrifterne angående trossætningen (i 2014) om at vende tilbage til de essentielle principper i Nichiren Daishonins Buddhisme. Derefter blev Soka Gakkais nye liturgi offentliggjort (i 2015), og man reviderede introduktionen til vedtægterne og forskrifterne baseret på vejledningen og ånden fra de tre stiftende præsidenter (også i 2015). På denne måde gik Soka Gakkai i gang med opgaven med at sikre sin religiøse uafhængighed på en måde, der passer til en verdensreligion. Derudover styrkede Soka Gakkai sin struktur ved at etablere sin konstitution (i 2017) for at træde frem som en global religion.

[DEL 8] Sokas historie: At fremme en religiøs reformation

Set i et historisk perspektiv har Soka Gakkai, fra sin erklæring om åndelig uafhængighed til i dag, gennemført en religiøs reformation med det formål at skabe en stærk ny start.

[Referencemateriale #5]

Soka Gakkais religiøse reformation søgte at genoplive kosen-rufuånden i Nichiren Shoshu på et tidspunkt, hvor præsteskabet havde mistet Nichiren Daishonins læres kerne og hans direkte efterfølger, Nikko Shonins formaninger af syne. Formålet var at genoprette buddhismens rene strøm ved at vende tilbage til ånden om at hjælpe folk med at blive lykkelige....

Soka Gakkais kamp for at bryde fri af autoritarismens lænker og få hver enkelt persons værdighed til at stråle, gjorde det muligt at folde vingerne ud og svæve ind i verden som den humanistiske religiøse bevægelse, folk overalt oprigtigt havde søgt. (NL10241)

Den 15. december 1991, sytten dage efter vores åndelige uafhængighedsdag den 28. november, skrev Sensei en kalligrafi med teksten ’Nichiren verdensreligion Soka Gakkai.’ Han gjorde dette for fremtidige generationers skyld med det formål at bekræfte, at Soka Gakkai er det eneste religiøse organ, der opnår kosen-rufu; den verdensomspændende udbredelse af Daishonins Buddhisme i overensstemmelse med Buddhaens hensigt. Nu, er vi i tråd med disse ord gået ind i en tidsalder, hvor Daishonins Buddhisme blomstrer over hele kloden.

Ikeda Sensei delte følgende vejledning om, hvad der kræves herfra for at fortsætte vores fremskridt som en religion for verden:

[Referencemateriale #6]

”Nichiren Daishonins buddhisme er solens buddhisme; det er en verdensreligion, der oplyser hele menneskeheden. Set ud fra alle aspekter bør Soka Gakkais udvikling som en organisation, hvis medlemmer opretholder denne store filosofi, også være global og universel. Den må ikke holdes tilbage inden for en snæver, lukket, feudalistisk ramme.” ...

Ved at trække på udtalelser fra forskellige lærde, tænkere og kommentatorer om de problemer, Soka Gakkai stod over for med Nichiren Shoshu, skitserede Shin'ichi de nødvendige kvaliteter ved en verdensreligion:

1. Ledelsen foretages på en åben og demokratisk måde.

2. Overholdelse af troens grundprincipper, samtidig med at ytringsfriheden tillades.

3. Lighedsprincip, der fremmer gensidig respekt og alle troendes deltagelse.

4. Betoning af tro frem for ritual. Lederskab, der er åbent for alle medlemmer baseret på evne frem for medfødt rettighed.

5. Universelle doktriner, der udbredes ved hjælp af metoder, som er passende for tiden.

(Ny menneskelig revolution, bind 30, kapitel ’Ed’ afsnit 76 – SGI NL9951)

Lad os, baseret på den store vision for fremtiden, som Ikeda Sensei har beskrevet for os, sætte fart i vores indsats for at fremme verdensomspændende kosen-rufu, altid baseret på Gosho og forenet i ’mange i krop, et i sind’ sammen med vores kammerater rundt om i verden.

[DEL 9] En transformationstid hvor hele menneskeheden ’afkaster det midlertidige og afslører det sande’

Ikeda Sensei berørte i sit første essay i 2021 princippet om at "afkaste det midlertidige og afsløre det sande":

[Referencemateriale #7] 2021 markerede også 750-årsdagen for Daishonins triumf over Tatsunokuchi-forfølgelsen i Sagami-provinsen (nutidens Kanagawapræfektur). Det var det øjeblik, hvor han "afkastede det midlertidige og afslørede det sande" (den 12. september 1271). ...

Der er intet dødvande, vi kan ikke bryde igennem med troen på Den mystiske lov. Der er ingen grund til at give op eller blive modløs i mødet med vanskeligheder. Le i stedet roligt af dine genvordigheder!

Få Sokas uovervindelige ånd til at flamme op og brænde klart. Væk troens og praktiseringens store kraft, chant Nam-myoho-renge-kyo og skrid til handling. Det er ved at udfordre os selv i vores menneskelige revolution på denne måde, at vi ’afkaster det midlertidige og afslører det sande’ i vores eget liv.

Imens menneskeheden som helhed befinder sig i en overgangsperiode, er tiden kommet for Soka Gakkai til igen at ’afkaste det midlertidige og afsløre det sande.’

Dette er ikke noget langt borte fra vores liv. Vær venlige at huske at det gøres muligt gennem vores utrættelige, fortsatte indsats som Soka Gakkais stolte repræsentanter, der er fast besluttet på helt afgjort at vinde.

(Fra essayserien ‘Vores strålende menneskelige revolution’/’Our Brilliant Human Revolution’, essayet ‘Indled en ny håbets dag’/ ’Ushering in a New Day of Hope’, udgivet 19.1.2021, Seikyo Shimbun – SGI NL10700)

Nichiren Daishonins afkastning af det midlertidige og afsløring af det sande, som han opnåede under Tatsunokuchi-forfølgelsen, har ekstremt dyb betydning.

Efter at have overvundet Tatsunokuchi-forfølgelsen, forsøget på at henrette ham i Tatsunokuchi nær Kamakura, åbnede han sin midlertidige identitet som en almindelig dødelig plaget af karma og lidelse. Mens han forblev en almindelig person, manifesterede han sin sande identitet fuldt ud som en buddha, der flyder over med medfølelse, visdom og mod; en tilstand, der oprindeligt var iboende i hans liv.

Nichiren skrev til en discipel: "Hvis du har samme ånd som Nichiren, må du være en bodhisattva fra jorden" (ND-1, 147).

Hvis vi prøver at beskrive Nichiren Daishonins ed, var det en ed om at gøre alle mennesker i den sene periode i stand til at afkaste det midlertidige og afsløre det sande, præcis som han selv gjorde det. Med andre ord lærte han os jordens bodhisattvaers mission og praktisering. Han havde et dybt ønske om at alle ved at afsløre deres sande selv ville manifestere buddhaens livstilstand nøjagtigt, som han gjorde det. Det var de tre præsidenter og grundlæggere Makiguchi, Toda og Ikeda, der med uselvisk praktisering og handling sikrede udførelsen af Daishonins ed. Makiguchi sagde igen og igen, midt i sin egen

skånselsløse store kamp, at ”Soka Gakkai må afkaste det midlertidige og afsløre det sande.”

Toda videreførte Makiguchis vilje og aflagde ved sin indsættelse som den anden præsident ed på at opnå et medlemskab på 750.000 husstande. Han tog lederskab og hele Soka Gakkai indledte derpå en periode med enorme fremskridt for kosen-rufu. Hans proklamerede med et løvebrøl, at Gakkai havde afkastet det midlertidige og havde afsløret det sande.

Ikeda Sensei arvede denne ed, videreførte den og førte Soka Gakkais store fremskridt for verdensomspændende kosen-rufu ud til 192 lande og territorier.

I lyset af denne fælles mentor-discipel-kamp kan vi sige, at Soka Gakkai har afkastet det midlertidige og afsløret det sande, når disciplene beslutter, at det at kæmpe efter kosen-rufu er deres højeste livsmission og beslutsomt engagerer sig i buddhistisk praktisering.

I 2013, i begyndelsen af den nye æra for verdensomspændende kosen-rufu, gav Ikeda Sensei følgende vejledning: ”Jeg stoler på, at I vil udvikle jeres livstilstand dybt, udstrakt og storslået vil afkaste det midlertidige og afsløre det sande for jer selv og for Soka Gakkai.”

I 2021 sagde han: ”Da menneskeheden som helhed befinder sig i en overgangsperiode, er tiden inde til, at Soka Gakkai igen afkaster det midlertidige og afslører det sande.” (NL10700)

Soka Gakkai har en umådelig stor mission.

Og nu, lad os sammen gå modigt i gang med en ny udfordring! Med hovedet højt, lad os have den største stolthed over at være Soka Gakkai-medlemmer og erklære: ”Jeg er Soka Gakkai!” ”Se hvad jeg gør nu!