Undersøgelse af processen bag reparationen af beskadiget myelin De T-celler, der skaber betændelsestilstande ved sclerose, kan rent faktisk også bidrage til at genskabe ødelagt myelin. Men hvordan? Det er professor Bente Finsen i fuld gang med at kigge nærmere på Af Louise Wendt Jensen Når de myelinskeder, der omgiver udløberne fra vores nerveceller i hjernen og rygmarven, beskadiges, kan centralnervesystemet reparere myelinet ved den proces, der hedder remyelinisering. Spørgsmålet er bare, hvordan det sker? Remyeliniseringen kan være komplet eller delvis, men hos mennesker med sclerose falmer evnen til remyelinisering over tid. Myelinskeden dannes af en højt specialiseret oligodendrocyt, som er en støttecelle i nervesystemet. »Grunden til, at mennesker med sclerose mister evnen til remyelinisering helt eller delvist, kan skyldes, at de såkaldte oligodendrocyt precursor celler, der er umodne stamcellelignende celler, som efter en modningsproces kan omdannes til myelin-dannende oligodendrocytter, påvirkes negativt ved længerevarende sygdom,« forklarer Bente Finsen, professor på afdelingen for Neurobiologisk Forskning på Institut for Molekylær Biologi, Syddansk Universitet. Celler med modsatrettede egenskaber Hun og hendes forskningsteam har tidligere set, at selvom immunsystemets celler ved sclerose er ansvarlige for den betændelsesreaktion, der er med til at nedbryde
myelinskederne, så er der noget ved cellerne, der gør, at de også kan beskytte og være med til at stimulere nydannelsen af oligodendrocyt precursor celler og deres modning til oligodendrocytter og dermed remyeliniseringen. »Det er et meget komplekst billede, vi har af immunsystemets celler, og på nuværende tidspunkt ved vi faktisk ikke, om der bare er nogle specielle celletyper, der er gode, eller om nogle celler har flere funktioner.« Interessante gener skal undersøges Bente Finsen og hendes kolleger har kigget på processen, hvor en oligodendrocyt precursor celle bliver til en oligodendrocyt, og der har de tilført T-celler fra immunsystemet, der normalt udløser betændelse og set, at de faktisk har en stimulerende effekt på processen med at få udviklet oligodendrocytterne. »Spørgsmålet er nu, om vi kan finde ud af, hvad den stimulerende effekt består i, og hvordan vi kan hjælpe den på vej,« siger Bente Finsen, der også har set på, hvordan generne i oligodendrocytterne reguleres, når der er betændelsesfremkaldende T-celler til stede. »Vi har set, at der er nogle få gener, der er mere interessante end andre, og dem vil vi nu undersøge for at finde ud af, hvad deres funktion er.«
Internationale samarbejdspartnere Det skal ske i samarbejde med forskere i Cambridge, som er specialiseret i den slags, og håbet er i første omgang at finde ud af, hvad T-cellerne gør ved oligodendrocytterne. »Det vil forhåbentlig give os en ny grundvidenskabelig viden, som på sigt vil kunne bidrage til udvikling af nye strategier for behandling af mennesker med sclerose. Der vil dog gå mange år, før vi kan omsætte en sådan viden til ny medicin. Vi tester de her ting i mus, og der er langt fra musen til mennesket, men vi er allerede et stykke på vej ved at arbejde i et levende system,« siger Bente Finsen, som efter planen vil arbejde med projektet indtil udgangen af 2015.
Bente Finsen
19