Af museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum Bente Bramming
udspændt
mellem tid og sted eller landskabsarkitektoniske kronotoper
Schønherrs landskabsarkitektoniske arbejder udvider vores opmærksomhed, når vi forsøger at indfange stedernes elementære modsætninger. Det bevidsthedsmæssige spænd befordrer en grad af samtidighed, og begrebet ’kronotopen’ inddrages her som prisme for det modsatrettede
Ribe Domkirkeplads som kronotop Udgrænsningen af stedets generelle karakter og konfrontationen med tid gør Ribe Domkirkeplads til en ren kronotop. Pladsen omkranser et symbol: en katedral med stærk lodret linjeføring, og som modtræk har Schønherr i sin udformning af denne plads arbejdet med den horisontale flade. Domkirkepladsen blev set som byens gulv med det vandrette plan som omdrejningspunkt. Kirkens opadstræbende bevægelse krydses af det horisontale og pladsen, som breder sig ud og skaber forbindelse til middelalderbyens lavere huse. Den samlende, magnetiske kraft, som er stærke pladsers særkende, brydes med en modsat bevægelse, der søger væk fra centrum, ud mod byen og periferien; de større granitsten i belægningen bliver gradvist mindre. Alligevel er der i den splittende bevægelse med de mange forskellige størrelser og former et underforstået mønster, som gør pladsen til et sammenhængende hele. Kunstneren Per Kir-
keby (født 1938) taler i Arnasco – Samtaler med Ib Michael (1995) i en ret ligefrem vending om mønstret eller ornamentet som det, der ”holder sammen på lortet”. Mødet mellem tid og sted som stærke, modsatrettede bevægelser begunstiger erfaringen af nærvær og samtidighed. Vejle Rensningsanlæg Det kronotopiske greb er ikke forbeholdt historisk ladede steder, hvilket også Vejle Rensningsanlæg (2008) viser. I udgangspunktet var anlægget, hvad den franske antropolog Marc Augés (født 1935) ville betegne som et ’ikke-sted’ i Non-Lieux (1995), men i kraft af Schønherr og billedhuggeren Ingvar Cronhammars (født 1947) indsats ligger det nu som et overraskende spændingsfelt i et urbant rum. Rensningsanlægget var oprindeligt blot et resultat af tidens tilfældige planlægning, med et T-kryds som det mest vedkommende punkt. Stedets fragmenterede udtryk fik imidlertid et kraftigt modspil i de høje popler, der accentuerer en lodret bevægelse, og de cirkulære former, der skaber centrum og mening – et sted. Oppe på anlæggets runde plint erfarer man, at plateauet brydes af et vandløb og på ny gennemtrænges af tid. Tak for det!
omkring • september 2015 69