OMkring Byrum

sept. 2015

omkring byrum

vesterbro – den gnistrende passage

byrumsdrømme i 1:1

byens rum er også politiske rum – Interview med tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen

byens gulv – flade og ornament 1

Kokkedal klimatilpasning Skoven Festuge 2010 Foto: Martin Dam Kristensen 2 i Aarhus omkring • september 2015

Af Holger Dahl

byens rum Byer skaber civilisation. Alle store stater i menneskehedens historie har haft store bydannelser. Ninive, Alexandria, Athen, Rom, Tenochtitlan, Beijing, London – var på forskellige tidspunkter og forskellige steder i verden katalysatorer for samfundsudvikling og teknologiske landvindinger

N

år vi samler os i byer, skaber vi serier af uforudseelige forbindelser, der nogle gange resulterer i de enkeltgnister, der driver civilisationer frem. Kulturer uden store byer udvikler sig ikke lige så hurtigt og dynamisk som kulturer med. Så byer er betydningsfulde. Byer er både til bolig og beundring, til pragt og arbejde. At komme kørende mod en by, der som New York – eller Ribe for den sags skyld – rejser sig skarpt fra sine omgivelser og derfor med sin forskellighed og kontrast – viser forskellen på landet og byen, er stadig i dag en oplevelse, der fylder enhver rejsende med optimisme og en sitrende uro. I byen sker der nemlig noget. Man forbløffes og overraskes, man møder ting, dufte, overflader, mennesker og muligheder, man ikke har set før og man trækkes, før man ved af det, ind i det liv og den puls, der er byens.

Kompakt, kaotisk, kolossal I ældre tider rummede byerne både industri, kvæghold, kontorer og paladser.

Nu er mange af de mest støjende og beskidte funktioner forsvundet, men byernes magnetisme som stedet, det hele sker, er intakt. En god by er, som digteren Søren Ulrik Thomsen formulerer det, både kompakt, kaotisk og kolossal. De store aksiale anlæg i planlagte byer kan have en grandios storhed som i Paris, hvor vejrliget er til fortovscafeer og flanering, men virker desværre ofte fremmedgørende i nyanlagte idealbyer som vores egen Ørestad. De små opholdssteder og forbindelser i gamle, selvgroede byer kan vi til gengæld altid blive enige om at prise – de virker appellerende og inviterende på alle. Variation er nøgleordet i den gode by. Vore byer bliver stedse højere og tættere. Derfor bliver det en ny udfordring at se det offentlige rum i tre dimensioner – at kigge op. Fremtidens grønne og blå by vil strække sig både udad og opad som en nødvendighed, i takt med at klimaudfordringerne og urbaniseringen i fællesskab definerer vores fysiske virkelighed. Byens rum skal naturligvis fungere som forbindelser og opholdssteder, men i disse år i højere og højere grad dublere som rekreative, socialt aktive rum, der kan ilte hele bydele med rumlige variationer og meget mere af det, den tætte by behøver. Samtidig skal byens rum være multifunktionelle – med mulighed for etablering af scener og tilskuerpladser, og naturligvis skal de medvirke til at aflede regnvand, og i den forbindelse måske tilbyde bassiner, springvand eller andre klassiske, bymæssige vandelementer.

Byen er en krop Det væsentlige for byens udvikling er samspillet mellem de mange fortællinger og lag, den gode by består af – som en krop hvor alle dele er forbundet og intet kan undværes. Nogle rum skabes til at være rammen om et helt særligt sted i flere hundrede år, mens andre er mere udfordrende og inviterer til eksperimenter og forsøgsprojekter i 1:1. Det er denne vekselvirkning mellem det livlige og det stille, mellem det nye og det gamle, der skaber en dynamisk by. Samtidig er kunsten en del af den gode by som en integreret del af dens virkelighed.

Kunsten taler på en anden frekvens end døgnets – et sprog til alle tider – og

den pause er lige så nødvendig for byen som det evigt fluktuerende liv på gader og pladser.

Forandret som altid Levende byer er nemlig både i konstant forvandling og evigt genkendelige – deres brug bliver hele tiden sat på prøve og udfordret af nye ønsker eller muligheder i en kompleks vekselvirkning mellem planlægning og kaos, men alligevel kan man kende den gode by, selv om man har været væk i 40 år. Ildsjæle starter uautoriserede projekter, der gradvist glider ind i byudviklingens hovedstrøm, eller planlægningen åbner for nye muligheder, der bliver udviklet i moderne borgerinvolverende processer. I begge tilfælde skaber verdens planlæggere og byarkitekter den oversættelse af visionerne og ambitionerne, der gør, at virkeligheden kan blive både sin egen og hver mands eje, og at byen kan forblive tro mod sin fortælling. At lave byrum er derfor en proces, der ligesom den gode by er både kompleks og kaotisk. Kaotisk dog kun til at begynde med – og på den gode måde. Når vi går i gang med at grave os ned i stoffet og få analyseret de sammenhænge, der skal styrkes, de muligheder rummet har – så bliver opgaven langsomt overskuelig – præcis som den velkendte by, der også forvandler sig fra kaos til overskuelighed i takt med, at man bliver fortrolig med den.

I denne udgave af magasinet OMkring vil vi gerne vise en række moderne byrum, der har formået at indtage deres by – både i den forstand at de har fundet sig tilrette i byens flow af aktivitet og i den forstand, at de bogstaveligt talt er indtagende – elskede rum, hvad enten det er til den rolige morgenkaffe eller det store kræmmermarked en høj, blå sommerdag.

omkring • september 2015

3

6

18

Omkring © Schønherr Redaktion: Holger Dahl Layout: Heidi Daggry Artikler: Bente Bramming, Dexter Landau, Holger Dahl og Rikke Juul Gram Fotograf: Jens Lindhe, Carsten Ingemann, Christina Capetillo, Martin Schubert, Ole Woldbye, Søren Hykkelbjerg Poulsen, Kåre Viemose, Søren Leth og Martin Dam Kristensen Øvrige fotos: Schønherr Kontakt Klosterport 4A, 1.sal 8000 Aarhus C 86186900 Esplanaden 8C, 4. tv 1263 København K 33186180

24

30

36

indhold

42

3 6 18 24 30 36 42 50 56 62 70

50

56

Byens rum Byrumsdrømme i 1:1 Byens stilfærdige hjerte En fotograf kom forbi – fotoessay af Jens Lindhe Byens gulv – flade og ornament To torve i Nykøbing Mors Byens rum er også politiske rum Den gnistrende Passage Floden og flagerne Ribe Domkirkeplads Invitation til en havnefest

62

70

»

byrumsdrømme i 1:1 I den gode by forstår man at udvikle nye måder at bygge by på. Måder, som forholder sig til fremtiden, samtidig med at vi passer på det, som gør, at vi føler os hjemme. Gennem byens udvikling må vi blive ved med at kunne genkende byen – dens sjæl og dens fortælling Af Rikke Juul Gram og Holger Dahl

omkring • september 2015

7

Træerne ankommer til Store Skov – Århus Festuge 2010

M

ange byer er så småt ved at lære, at biler ikke mere er al byplanlægnings forudsætning, og at udfordringerne fra vækst, mobilitet, bæredygtighed og monsterregn stiller nogle meget direkte krav om fysiske forandringer, som godt kan fortolkes positivt, hvis vi vil.

Den naturlige by Den tætte sammenhæng mellem arkitektur og kultur gør, at vi betragter vores bygninger og offentlige rum som selvfølgelige – næsten naturgivne. Kun, når en sjælden gang vores paradigmer skifter – når nye vinde begynder at blæse – kommer der bevægelser, der stiller spørgsmål til det etablerede. Som arkitekter står vi naturligt forrest i disse bevægelser. Det er en del af vores faglighed at stille spørgsmål: Behøver vore skoler at have lange gange som fabriksbygninger? Taler vi egentlig sammen i et samtalekøkken? Skal vore byer være mest til biler eller mest til cykler?, osv, osv. Resultatet

8

omkring • september 2015

Foto: Martin Dam Kristensen

af disse udfordringer og konfronterende processer bliver nogle gange til et nyt paradigme – tæt-lav byggeriet og den danske møbeltradition for eksempel – og nogle gange til spektakulære misforståelser, der for eftertiden står som monumenter over et forsvundet tankesæt – Thomas B. Thrigesgade i Odense for eksempel, hvor planlæggere og arkitekter i 1960ernes fremtidsrus gladelig anbefalede at rasere Odense historiske centrum for at give plads til en motorvej. Med andre ord: Når forsøget går godt føler vi os berigede – når det går mindre godt føler vi os fortabte og fattige.

Byrumsforsøg som modelstudie Det er nemlig meget kostbart at bygge – og derfor er det også dyrt at tage fejl.

I virkeligheden ville det være bedre, hvis vi i langt højere grad end det er tilfældet i dag arbejdede med modelstudier i naturlig størrelse. At vi eksperimenterede med bygninger, byrum og boformer, før vi besluttede os for at bygge.

Aarhus har i tråd med sin grundforståelse af sig selv som arkitekturby, de senere år stået bag en række debatskabende og fantasifulde byrumsforsøg, der tør betragte arkitekturen som en mulighed – en måde at diskutere fremtiden på.

Byrumsforsøg og midlertidig arkitektur handler nemlig ikke om at lave noget gøgl ind til 'den rigtige arkitektur' kommer. Midlertidigheden kan være en måde at lære på, og måske er det sådan, vi kommer tættere på, hvordan vi forankrer udviklingen i det, som er byens sjæl.

”

”Midlertidigheden kan være en måde at lære på, og måske er det sådan, vi kommer tættere på, hvordan vi forankrer udviklingen i det, som er byens sjæl”

Tidligere eksperimenter Midlertidige byrum er naturligvis ikke noget nyt. Pop-up butikker og markeder har været kendt længe, og siden 60erne har forskellige kreative grupperinger arbejdet med at indtage det udefinerede tomrum der bliver tilbage, når storbyen udvikler sig i pludselige spring, der efterlader huller i byen. Et eksempel er Stengade i København, hvor den senere berømte byggelegeplads “Byggeren” blev etableret i 1973, i det hul som blev efterladt som en del af saneringen af Nørrebro.

Byrumslaboratoriet Aarhus Det nye og meget løfterige i Aarhus’ arbejde med midlertidige byrum er, at man i smilets by arbejder med midlertidigheden som en slags “hvad-nu-hvis” scenarier. At man gør byens rum til genstand for modelstudier i naturlig størrelse, så at sige. Det er en tilgang, der inviterer til at blive overført til almindelig arkitektpraksis.

Det er der kommet en serie rige erkendelser ud af. Erkendelser som nu danner udgangspunkt for fremtidens planlægning. En praksis, vi gerne i fremtiden vil kunne døbe 'Aarhusmodellen' og som kan give borgere, bygherrer og beslutningstagere et bedre erfaringsgrundlag at forme byen efter, end de mere abstrakte tegninger og flade computergenererede billeder vi for det meste støtter os til.

Projekterne i Aarhus er blevet skabt i samarbejde mellem borgere, politikere og arkitekter, og har dannet grobund for nye forestillinger om byens muligheder. En proces som rækker langt ud over almindelig borgerinddragelse, og som efterhånden er så hævdvunden, at modige og nytænkende beslutningstagere ser det som et konkret redskab, når byudviklingen skal testes.

Eksempelsamlingen vokser Midlertidige strandbarer på de bynære havnearealers forblæste byggepladser, med liggestole, eksotiske øl og tai chi på molen, satte for alvor skub i diskussionen om livet i det nye Aarhus Ø, som ikke mange indtil da overhovedet havde besøgt, og det blev tydeligt for især de unge borgere, at de også kan være med til at forme en helt ny bydel. Det er nærliggende at tænke, at planerne for bebyggelsen omkring Bassin 7, hvor pladsen til fællesskabet for første gang for alvor er en integreret

omkring • september 2015

9

10 omkring • september 2015Foto: Martin Dam Kristensen Banegårdspladsen – Århus Festuge 2014

omkring • september 2015 11

Byparken – Århus Festuge 2012

Foto: Martin Dam Kristensen

del af den nye arkitektur på havnen, er bygget på disse erfaringer.

Skoven på torvet Andre erfaringer er høstet gennem de mange midlertidige byrumsprojekter, der startede med festugen i 2010.

Temaet for det år var ’Naboer’ - og derfor virkede det logisk at invitere Aarhus’ nabo, naturen, ind i byen. Schønherr rejste en skov på græsklædte bakker midt i Århus - foran Domkirken på byens Store Torv. Indgrebet var både drastisk og selvfølgeligt og byens borgere tog skoven til sig med en entusiasme, der kom bag på selv de mest erfarne festugearrangører.

Den efterfølgende debat har endnu ikke lagt sig, for folk véd hvad de taler om når de har oplevet effekten i skala 1:1.

Byparken I årene efter stod Festugen sammen med Schønherr bag flere forvandlinger, da parkerne foran henholdsvis Rådhuset og byens Musikhus blev fusioneret til en stor græsklædt bypark gennem en 14 dages blokering af én af byens vigtige indfaldsveje. En ganske markant trafikal beslutning! Denne park åbnede et helt nyt offentligt rum i byen, med samme overraskende aha-effekt som når man pludselig står på en frossen sø og ser sine vante omgivelser fra en helt ny vinkel. Parken åbnede det fortærskede “mulighedsrum” – pludselig kunne alle se, hvordan retningerne og forbindelserne i Aarhus kunne fungere bedre – og med et stort grønt åndehul i byens centrum. Efterfølgende har flere røster været fremme om alt fra trafiktunneller under parken, grønne broer over vejen til diskussion af byens overordnede trafikplan.

En Banegårdsplads uden biler I 2014 udformede Festugen og Schønherr i samarbejde med Aarhus kommune, et forslag på Banegårdspladsen, som handlede om at vinde det store smukke byrum tilbage fra trafikkens totale overherredømme, og se om ikke det kunne bruges som en levende plads, der både kunne tage imod og sige farvel til de rejsende.

Planen var derfor at lukke for al trafik med undtagelse af den offentlige, som fik lov at sive over pladsen. Ved at maskere skilte, lyskurve, busskure og sågar

12 omkring • september 2015

Byparken – Århus Festuge 2012

Foto: Kåre Viemose

pølsevognen, reducerede vi den visuelle støj, pladsen blev dækket med et tykt lag grus, der kunne slette det etablerede spor af kantsten, fortove, asfalt og vejmarkeringer. Det blev pludselig muligt at dreje hovedet i pladsens længderetning, og se hvordan byrummet oprindeligt er formgivet, og med enkle midler kunne vi alle – politikere, borgere, arkitekter - konstatere, hvordan byen kan gøres anderledes og mere sammenhængende med et enkelt greb.

Projektet pegede således ikke på en særlig æstetisk udformning af pladsen – snarere tillader midlertidigheden jo netop en særlig humor – men pegede på helt nye former for anvendelse af et af byens smukkeste og alligevel mest oversete rum.

Konkret grundlag for diskussion Diskussionerne på baggrund af Aarhus Festuges mange rumforsøg har alle særlig værdi, fordi de nuanceres på en måde, som ikke alene er på trafikingeniørens hjemmebane, men som handler om almindeligt byliv, byrumskvalitet og større sammenhænge. Alle kan have en holdning, fordi vi har fået konkrete erfaringer foræret.

Ingen af projekterne er blevet virkelige endnu, men den midlertidige byparks store succes har givet politikerne i Aarhus blod på tanden, fordi de midlertidige projekter skaber reelle og konkrete diskussioner med offentligt engagement

og opmærksomhed. Borgernes ejerskab til byen blomstrer, og følelsen af tilhørsforhold og indflydelse skaber gode byer, som man gerne vil bo i.

Den formbare by Stadsarkitekten i Aarhus, Stephen Willacy, har sagt om byens eksperimenter: ”Der er meget at lære fra denne modellerende tilgang til byudvikling: Der er i enhver by et enormt arsenal af uudnyttede ressourcer i de rum og ting, der knytter sig til dens eksisterende funktioner.

De er skabt med én funktion for øje, men hvad kan de ellers gøre eller bruges til? Kan vi bruge det, vi allerede har, på nye måder? I stedet for at se byen som et slutprodukt af en kreativ proces, kan det blive begyndelsen på en ny. Byen viser sig nemlig at være meget mere formbar end vi normalt går ud fra at den er.”

omkring • september 2015 13

Pieces – the sofa experience, Århus Festuge 2014

Bispetorvets tur Konsekvensen af denne positive vurdering har stadsarkitektens kontor også taget i løbet af 2015. Bispetorvet syd for Domkirken, der faktisk er en af byens allerbedste solkroge har i byens topografi så længe nogen kan huske været kendt udelukkende som parkeringsplads. Nu har de mange projekter på havnen imidlertid efterhånden skabt så mange parkeringspladser, at det er muligt at fjerne bilerne fra det meget smukke torv, og i stedet invitere til en diskussion af, hvad den tomme plads nu kan bruges til.

Schønherr blev spurgt om vi ville tage nogle af de teknikker, vi efterhånden har lært om byrumsmodellering, og sætte dem i spil på Bispetorvet i en åben proces, der kunne belyse ønsker og muligheder i forhold til en nytænkning af pladsen. Oplægget fra stadsarkitekten var, at vi skulle betragte Bispetorvsprojektet som et midlertidigt byrum med en

14 omkring • september 2015

Foto: Martin Dam Kristensen

tidshorisont på fem år. Det har været en meget inspirerende begrænsning at få lagt ind i projektet og har ført til en serie kreative dogmer, der har dannet grundlag for torvets udformning.

• Det skal være foranderligt • Ingen udgravninger • Ingen belægning ændres • Afgrænsende inventar fjernes Disse dogmer har fungeret som projektets kreative bund, og har derfor været med til at skabe en meget åben og nysgerrig dialog omkring Bispetorvets muligheder.

Det demokratiske rum Projektet er nu udviklet til sit startniveau: Når bilerne er væk, vil træopbygninger skabe siddemuligheder, skyggefulde lunde, nye forbindelser og varierede rum, der kan indtages og benyttes til alt fra auktioner til volleyball. En forening vil blive dannet til at håndtere booking og kalender for torvet. På den måde håber vi, at Bispetorvet forbliver et demokratisk torv, hvis aktiviteter er skabt og båret af ægte folkeligt engagement.

Fælles for Bispetorvet og alle de midlertidige eksperimenter fra Festugen er nemlig, at de viser, hvor meget man kan lære, og hvor meget nemmere man

Illustration af det fremtidige Bispetorv i Århus

kan involvere ikke-fagfolk, ved at teste nye og måske kontroversielle ideer med relativt enkle midler – som i hvert fald er betydeligt mere økonomiske, end hvad permanente fejltagelser koster.

Andre muligheder Kan man undersøge muligheder for flere nye byrum sammen med Aarhus’ nye letbane og dens vejomlægninger?

Kan man bringe Gellerup tættere på Brabrandsøen gennem parkbroer over vej og togbane?

Kan vi bruge byens overfladevand på nye måder i stedet for at sende det i kloakkerne?

Lad os prøve med nogle nye tankesæt og få en debat om, hvor vi vil hen med Aarhus i en tid, hvor det gode liv, fællesskab, bæredygtighed og klimatilpasning er nye påtrængende og måske forløsende temaer. Ved at lade kunsten, arkitekturen og den skæve iværksætterånd få rum til at fortolke Aarhus som en grøn by, er vi i virkeligheden måske ikke så langt fra den utopi, Inger Christensen formulerede i digtsamlingen ”det” i 1960erne – at vi kan ”bygge en by, der er blød som en krop”.

omkring • september 2015 15

16 omkring • september 2015Foto: Martin Schubert Banegårdspladsen – Århus Festuge 2014

omkring • september 2015 17

bertel thorvaldsens plads

Storbyens stilfærdige hjerte For nogle et vederkvægende byrum, hvor en faldende nål til jorden kan give ekko i sjælen – for andre en bar, brostensbelagt flade; Bertel Thorvaldsens Plads er ikke som de andre Af Dexter Landau

18 omkring • september 2015

19 Capetillo omkring • september Foto:2015 Christina

Foto Christina Capetillo 20 omkring • september 2015

Bertel Thorvaldsens Plads før

Foto: Ole Woldbye

D

”

et var radikalt for mange mennesker, at det var så rent.

‘Landskabsarkitektur? Det er jo bare brosten over det hele.’”

Direktør på Thorvaldsens Museum siden 1989, Stig Miss, husker med et smil tilbage på de blandede reaktioner, pladsen var genstand for, da den lå færdig efter årtusindskiftet. De 5300 m² brosten og vandkunsten udgør i nogles optik mere tomrum end byrum, og står i kontrast til de moderne byrum, der blomstrer frem rundt omkring i landet.

Pladsen som baggrund Bertel Thorvaldsens Plads er tegnet af Torben Schønherr og blev realiseret i 2002. Hans arbejde med pladsen betød flere dage på et pensionat nær museet, hvorfra han kunne færdes i pladsens omgivelser og sætte dens historie op imod rummets behov.

“Det væsentligste var og er, museet. Det handlede om at være ydmyg, så pladsen kunne blive en baggrund for museet og ikke omvendt,” siger Torben Schønherr.

Han peger på Siddhartha Gautama, buddhismens grundlægger, der brugte det meste af sit liv på at gøre sig selv til ingenting, for til sidst at forstå livets sandheder. På samme måde kunne pladsen blive det ingenting, der åbenbarer byens mening, alting, og giver til den besøgende: forståelse og ro.

“Hvis man laver en plads, hvor intet er, kan der foregå … alt,” konstaterer Torben Schønherr.

Facaden og vandet På pladsen ses kunstneren Jørn Larsens flade vandbassin, der, som brostensbelægningen, lader museets facade stå urørt.

bedre til dét end en cirkelform? Vandkunsten blev et led, som tingene kan kredse omkring.

Man har et værk, hvor oplevelsen indskriver sig i en højere sfære,” siger Stig Miss.

Træet måler tiden På trods af idéen om en helt ryddet plads, enedes man om at lade et enkelt akacietræ bestå i brostensfladen. Herom siger Torben Schønherr: “Der skal være noget, der måler tiden på en anden måde end brostenene. Træet har et mere menneskeligt perspektiv, og Jørn Larsen kunne godt lide, at det skabte et mellemrum over til byen.”

Legatets sidste suk Albertina-legatet, der havde til formål at opstille klassiske skulpturer til offentligt skue, som de ses i H. C. Ørstedsparken i København, blev brugt til en del af pladsens finansiering. Lega-

”Det væsentligste var og er, museet.

Det handlede om at være ydmyg, så pladsen kunne blive en baggrund for museet og ikke omvendt”

“Jørn Larsen så ligeledes, at museet er et sted for kontemplation. I midten af byen er museet som et stormens øje; der var behov for noget roligt, og hvad passer

– Landskabsarkitekt Torben Schønherr tet blev, en elsket kunstner som han var i Italien, oprettet i Bertel Thorvaldsens italienske

omkring • september 2015 21

Italiensk marked på Thorvaldsens Plads

Foto: Torben Eskerod

kaldenavn Alberto, og museumspladsen blev legatets sidste åndedrag.

“Legatet var oprettet i Thorvaldsens navn, og derfor var det smukt også at nedlægge det i hans navn, til pladsen,” siger Stig Miss.

Tomhedens aktualitet Tilbage ligger et byrum, som er noget for sig. Spørgsmålet er om det fungerer i den moderne byrumsæra, hvor rekreativitet og multifunktionalitet ofte sætter dagsordenen.

“Havde man lavet ganglinjer eller buslinjer eller cykelstier, så ville man ødelægge pladsens orden, når man brugte den til noget andet. Man ville ikke kunne tillade nogen former for individuel ageren,” mener Stig Miss.

I samme henseende drager Torben Schønherr en parallel til et andet byrum med en identitet lig Bertel Thorvaldsens Plads:

22 omkring • september 2015

“Pladsen er holdbar på den måde, at den stadig står som et tomt rum, ligesom Amalienborg Slotsplads. Den er et neddæmpet rum, som er i kontrast til bylivets rum. Nu taler man om bylivs kvalme, at der nærmest sker for meget.

Det gør pladsen næsten mere aktuel nu. Behovet er ikke blevet mindre for stilfærdige byrum.”

Italienske markedsdage Og pladsen er ikke altid stilfærdig. Udover museets gæster og forbipasserendes besøg har pladsen de seneste 12 år været brugt til markedsdage de sidste tre lørdage i august. I sommersolens stråler dækkes brostenene af boder og mennesker, mens glade børn leger i vandkunsten.

“Pladsen kan klare meget anarki. Den kan klare markedsboder, leg, at biler holder skævt. Markedsdagene klæder virkelig pladsen, og den bevarer stadig sin identitet,” siger Stig Miss.

Med tiden skal pladsen indskrive sig i et nyt byliv, for det forventes, at der bliver åbnet mere for kulturinstitutionerne på Slotsholmen og også øget trafik på Frederiksholms Kanal. Men Bertel Thorvaldsens Plads, storbyens stilfærdige hjerte, vil roligt slå i takt med sin egen, tiltænkte præmis: “Nogle gange har man behov for bare at være sig selv,” afslutter Torben Schønherr.

En varm sommerdag

”

”Hvis man laver en plads, hvor intet er, kan der foregå … alt” – Landskabsarkitekt Torben Schønherr

Bygherre: Thorvaldsens Museum, Københavns Kommune Ingeniør: Rambøll Spejlbassin: Billedhugger Jørn Larsen Status: realiseret 2001-2002 Areal: Samlet brostensareal 5.300 m² Anlægssum: 7 mio. DKK eksklusiv vandkunst

omkring • september 2015 23

Af Jens Lindhe

en fotogrAF KOM forbi Jens Markus Lindhe, arkitekt MAA, arkitekturfotograf

24 omkring • september 2015

omkring • september 2015 25

26 omkring • september 2015

omkring • september 2015 27

28 omkring • september 2015

omkring • september 2015 29

byens gulv

– flade og ornament

Når vi slentrer gennem byen, er det ikke altid, vi bemærker den flade, vi træder på. Byens gulvbelægningsmaterialer af sten, beton, grus og asfalt, er så velkendte for både blikket og skosålerne, at vi kun registrerer det, hvis der er noget i vejen – når vi snubler i et hul i asfalten, eller hvis gulvets karakter pludselig ændrer sig dramatisk Af Holger Dahl

30 omkring • september 2015

Torvet foran Brandts i Odense

Foto: Søren Kuhn

S

chønherr har i de seneste mange år arbejdet meget bevidst med at skabe gade- og pladsbelægninger, der går nye veje, om man så må sige.

Bygulve, der er detaljerede næsten som et interiør og som formår at samle opmærksomhed, at skabe rum og – vigtigst – på en gang at være både ornamentik og flade.

Naturens geometrier “Det er naturens geometri der er nøglen for mange af tegnestuens studier” forklarer partner i Schønherr Rikke Juul Gram. “Naturen er rig på mønstre, geometrier og både enkle og komplekse strukturer” siger hun og fortsætter: “mange af de mønstre, vi ser i naturen, består af ganske enkle grundformer, der med små variationer kan danne de mest utrolige mønstre. Vi har for eksempel på tegnestuen arbejdet meget med sekskanten som grundform.

Sekskanter ser vi jo i alle skalaer – i bikuben, i cellestrukturer eller for eksempel i skildpaddens skjold.”

32 omkring • september 2015

Skive Posthustorv

Det retningsløse mønster Fordelen ved at bruge sekskanten som grundform er, at mønstret bliver retningsløst – i modsætning til et mønster, der baserer sig på rektangulære formater. På den måde bliver det muligt at samle selv meget uegale rum – at brede belægningen ud som et tæppe fra kant til kant.

Variation og enkelhed Da Schønherr for alvor begyndte at arbejde med sekskantens geometri dukkede en verden af muligheder op. Igen med udgangspunkt i naturens egne mønstre begyndte man på tegnestuen at dele mønstrets sekskanter op i mindre, varierede stykker. Når man så samtidig roterede de sekskantede grund­

Netop inspirationen fra mellemøstens rige traditioner for fabelagtig ornamentik har været central for dele af tegnestuens arbejde. Studierejser til Syrien og Marokko har i høj grad skabt det grundlag tegnestuen bygger videre på med hvert nyt projekt.

Både passivt og aktivt Fordelen ved den rige kombination af roterede sekskantede elementer er mangfoldig.

De opståede mønstre lægger sig oplevelsesmæssigt et sted mellem den passive flade og det aktive mønster, hvilket er godt på en plads i en by.

Her skal gulvet være flade, når pladsen er fuld af liv og aktivitet – og samtidig være så rig i sin ornamentik, at mennesker, der krydser pladsen når den er tom, også kan finde oplevelse og variation ved at fortabe sig i fladens detaljer og variationer.

Samtidig låser de kantede mønstre sig sam-

”Det er naturens geometri der er nøglen for mange af tegnestuens studier” elementer hen over pladsen kunne det relativt enkle greb skabe store, tætte mønstre, der både var enkle at lægge for brolæggerne og samtidig så rige og varierede, at de virkede som et persisk tæppe.

omkring • september 2015 33

Dagslysskærm – Nordhavnsvej 34 omkring • september 2015

Herning midtby

Foto: Carsten Ingemann

men – i modsætning til for eksempel rækker af rektangulære fliser. På den måde kan de komplekse mønstre langt bedre modstå slid og tryk fra den tunge trafik, der også er en del af byens liv, og selvom mønstrene virker sammensatte og billedskabende består de af forholdsvist få formater og fastholder derfor en enkel ide, samtidig med at de er relativt økonomiske at lægge.

Flydende mønstre “Senere har vi udviklet sekskantgeometrien yderligere. Ved at skære sekskanterne op og forskyde stykkerne for hinanden i stedet for at rotere dem, får vi stadig den rige variation og de gode låsende egenskaber, men mønstrene får nu retning – det er bl.a. den teknik, vi har benyttet til gaderne i Herning”.

Også byens tag Schønherrs udforskning af sekskantens mønsterdannende muligheder kan ses i mange af tegnestuens projekter – i Skive, Herning, Odense og andre byer i landet, hvor borgere og besøgende dagligt glæder sig over den komplekse enkelhed, der netop virker naturlig som mønstret i en sommerfuglevinge.

Sidste skud på stammen i arbejdet med sekskantelementer er ikke et bygulv, men i stedet et tag over nedkørslen til den kommende tunnel ved Nordhavnsvej i København.

Her har Schønherr konstrueret en dagslysskærm, der gradvist medierer lysforskellem mellem tunnelens elektriske belysning og dagslyset udenfor, og som samtidig opleves som et tredimensionelt, kubistisk kunstværk. Effekten er igen opnået ved en simpel deling og drejning af sekskanten – og endnu en gang virker løsningen som skabt af naturen selv.

omkring • september 2015 35

Af Holger Dahl

TO TORVE I NYKØBING MORS Nykøbing på limfjordsøen Mors var for 100 år siden en driftig industriby. Midt i byen lå jernstøberiet, hvis produkter stadig reklamerer for øens navn selv om de i dag er lavet et andet sted. Nykøbing havde cigarfabrik, skibsværft, rederi, fiskeindustri og meget mere

36 omkring • september 2015

omkring • september Foto: 2015 Carsten37Ingemann

D

erfor blev Nykøbings centrum også hurtigt en magnet for hele øens befolkning. Et livligt handelskvarter opstod tværs gennem den gamle bykerne i et samlet gadeforløb fra Nørregade i nord gennem Algade til dens afslutning i syd.

Dette gadeforløb rummede og rummer en serie pladsdannelser – Kirketorv, Lilletorv og pladsen ved byens rådhus.

Rådhuset og pladsen Det gamle klassicistiske rådhus ligger ud til sin plads som en både hyggelig og ceremoniel bygning, der klart tilhører en mindre travl og hektisk tid. Det er endda udstyret med en lille balkon, hvorfra der kan tales eller vinkes til hele byen som i et mytologisk Lillekøbing.

38 omkring • september 2015

Pladsen foran rådhuset var tidligere et naturligt fixpunkt og mødested i det sammenhængende gadeforløb - både for byens befolkning og de tilrejsende købelystne borgere fra oplandet, men i takt med Nykøbings udvikling blev den lille rådhusplads isoleret fra Algade. En ny gade – med det klassiske navn Nygade - blev ført igennem og skar det sammenhængende forløb over – med det resultat, at pladsen mistede sin betydning som byens vigtigste. På et tidspunkt blev den parkeringsplads, og efterhånden som byens administration flyttede ned til det nye kommunekontor ved kysten og bylivet koncentrerede sig mere og mere omkring Algade, der nu var blevet til gågade, blev rådhusets plads blot en skygge af sig selv. En erindring, der kun markeredes af en lidt sørgmodig Christian IX, der i bronze stod på sin piedestal og skuede ned ad den nye gågade mod de mange borgere, der havde vendt ham ryggen.

Jernstøberiet Ved siden af rådhuset lå som nævnt byens stolthed og største arbejdsplads – støbejernsfabrikken. Morsø støbejern var kendt over hele Europa for brændeovne, potter og pander, strygejern, pejseskærme og meget mere. Desværre

gik det også langsomt ned ad bakke med støbejernets popularitet. På trods af det høje kvalitetsniveau sivede kunderne bort, og en dag i 1993 gik den sidste arbejder ud af dørene til fabrikken. Virksomheden Morsø findes stadig, men produktionen midt i Nykøbing stoppede altså for 23 år siden. I 2001 genopstod Jernstøberiet som Bibliotek og kulturhus. Det åbnede for en kulturel nyfortolkning af hele området. Støberiets gamle centrale gård kunne nu blive til endnu en plads, og rådhuspladsen kunne få nyt liv i en meningsfuld sammenhæng med biblioteket og rummet omkring det. Morsø Kommune og Realdania gik sammen om at udvikle et projekt til de nye rum. Billedhuggeren Hein Heinsen, der selv stammer fra Mors, blev valgt til at forme et mindesmærke for en anden af øens store sønner, frihedskæmperen Frode Jacobsen, og efter en konkurrence blev Schønherr valgt til at give byrummet form.

Problemet kommer først Når man ser den færdige løsning, som den står i dag, kan det være svært at forestille sig den situation, konkurrencen skulle løse. Før i tiden lå rådhuset isoleret med veje på tre sider og en beskeden trapezformet plads, belagt med

små brosten, foran sig. Jernstøberiet, der så længe nogen kunne huske, havde været et travlt fikspunkt i byen – men en arbejdsplads – orienterede sig mod sig selv så at sige, og den plads, der i dag er støberitorvet, var en parkeringsplads bag en halvmur. Med andre ord: en typisk diffus købstadssituation, hvor udskridning og tilfældighed gradvist havde tømt det oprindelige byrum for mening.

Derpå løsningen Schønherrs løsning handler dermed – som ofte før om enkelhed og et sikkert greb – om at samle og forbinde de to byrum og samtidig genskabe den gamle forbindelse mellem Nørregade og Algade, så Rådhustorvet og det nye støberitorv kan fungere som gadeforlø-

omkring • september 2015 39

bets andre pladser, og ikke ligger isoleret hen, afskåret fra festlighederne i handelsgaden.

Schønherrs vinderforslag forbinder de to byrum med hinanden – og hele kompositionen med Algade ved at lægge chaussesten ud som et tæppe fra facade til facade. Ved at bruge forskellige granittyper varieres lysintensiteten i belægningen fra dyb grå til næsten hvid.

På den måde skabes forskellige zoner i den homogene belægning. Disse zoner markerer områder til transport, til samling og benyttes også mere billeddannende, som for eksempel nord for Frode Jacobsen skulpturen hvor de hvide chaussesten skaber en sky af gnister som et kontrapunt til det cirkulære kunstværk og på den måde medvirker til at samle pladsen og fokusere opmærksomheden.

Kongens placering Skulpturen af Christian IX er blevet flyttet, så den i højere grad samarbejder med begge de nye pladsrum, og så det gamle rådhus kan få plads til at fungere som sig selv – og ikke kun som baggrund for skulpturen. Det homo-

40 omkring • september 2015

gene grå granittæppe der forener de to pladsrum, skaber en rolig helhed, der bogstaveligt talt giver plads både til bygningerne, til Hein Heinsens skulptur og til det cirkulære bassin, der nu markerer Rådhustorvet som sted, og samtidig elegant spejler Frode Jacobsen-skulpturens irgrønne cirkelslag. Biblioteket i den gamle støberibygning har fået ramper i cortenstål – der både farve- og materialemæssigt passer til stedet. Christian IX skulpturens nye placering understøtter pladsrummenes sigtelinjer og åbner for en mere varieret og retningsløs brug af pladsens rum. Endelig genskaber det flydende rum den gamle forbindelse mellem Nørregade og Algade, så Nykøbings hovedstrøg igen kan opfattes som netop det – en gadeforbindelse, løftet og accentueret af en serie pladser og torve med hvert sit program.

Det enkle greb På mange måder er projektet til Rådhustorvet og Støberitorvet et skoleeksempel på, hvordan et enkelt, gennemført greb kan skabe både ro og variation, så både mennesker og bygninger får plads til at være til.

Foto: Carsten Ingemann omkring • september 2015 41

Af Holger Dahl

byens rum er også politiske rum Jan Christiansen var Københavns stadsarkitekt fra 2000 til 2010 – nogle meget vigtige år i byens nyere udvikling. Gennem det voldsomme byggeboom, der både larmede og gav alvorlige tømmermænd, var det Jan Christiansen, der var ansvarlig for de lange linjer, sammenhængen og retningen

D

e ti år, Jan Christiansen sad for bordenden, når København skulle udvikles, gav byen både Opera, Sluseholm og Amerika Plads, udenlandske starchitects kom til København for at bygge og arkitektur blev vigtigt for borgerne på en ny måde. En række unge og yngre danske arkitektvirksomheder sparkede samtidig i løgsovsen i en sådan grad, at den stadig skvulper – om man så må sige. Det var kort sagt vilde og virksomme år, med mere byggeri end hovedstaden havde set i de foregående 50.

42 Amager Strandpark

Foto: NPV A/S

Byens scener - Det gode byrum er naturligvis et æstetisk rum siger Jan Christiansen, - men vi må ikke glemme, at vores byrum også er politiske rum. Historisk er det i byens rum, at samfundet skabes. Byrum er både scene for magtdemonstrationer, for dannelse eller identitet – og samtidig også meget vigtigt i dag – for forbindelser mellem adskilte befolkningsgrupper eller bydele.

OMKring møder Jan Christiansen over en kop kaffe i Schønherrs Københavnerkontor på Esplanaden. Der oppe under taget har man udsigt til både Kastellet og Marmorkirken – klassiske Københavnerlokaliteter, der nok skal forblive unikke og meningsfulde, næsten uanset hvordan byen udvikler sig. For Jan Christiansens embedesperiode har det i stedet været de nye byrum og bydele, der har spillet hovedrollen, for som han siger:

”

”Den stille vedholdenhed er faktisk den vigtigste egenskab når man er Stadsarkitekt” – Jan Christiansen, Arkitekt

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Amager Strandpark - Som planlæggere og fortalere for byens sammenhæng kan vi bruge byrummene til at skabe sammenhænge som for eksempel ved Københavns miniManhattan, der har rejst sig ved Amager Strandpark. Her lå oprindeligt en serie lave barakker, der var hjemsted for små håndværksfirmaer, værksteder og lignende. Da vi sammen med SLA lavede planen for udviklingen af området, gjorde vi det sådan, at bygherrerne fik lov til at bygge højt, hvis de SAMTIDIG bevarede de gamle erhvervshuse, som billige værksteder for kunstnere og kunsthåndværkere. Det var en win-win situation, og det var en plan, der sikrede diversiteten i området og dermed forhindrede ghettodannelse, der sjældent er god for en by.

Det kreative rum På den anden side er Nørrebro jo også en fortælling om vores by, når den er bedst fortsætter den tidligere stadsarkitekt, der faktisk sidder og arbejder på en bog om sin tid som byudviklingens styrmand. - En plads som Blågårds Plads har jo undergået en fantastisk forvandling, og viser hvor robust et godt byrum kan være – fra et politisk rum formet til arbejderklassens manifestationer til i dag, hvor pladsen domineres af unge mennesker – både etnisk danske og indvandrere – i en som regel fredelig sameksistens. Eller Superkilen, der med humor og overskud skaber sammenhæng, hvor der før kun var tomhed og fravær.

”Det gode byrum er naturligvis et æstetisk rum – men vi må ikke glemme, at vores byrum også er politiske rum ”

Uformelle rum skaber liv – Jan Christiansen, Arkitekt Et af mine yndlings-byrum på Nørrebro har Schønherr selv været med til at skabe, fortæller Jan Den tætte by Christiansen. - Bananna Park i Nannasgade er - At skabe byrum er altid en balancegang mellem det at sikre det nødvendige efter min mening et fantastisk godt eksemlys mellem bygningerne og samtidig den tæthed, der også skal til for at skabe pel på, hvad et moderne byrum kan være. Et det intense liv, vi fascineres af i Sydeuropa eller Asien. uformelt, skævt og kakofonisk rum, der passer perfekt til stedet, fordi det ligefrem SKA- I tidligere tider boede folk tæt – ofte en hel familie i en etværelses lejlighed, så BER liv. - Jeg var der en gang, hvor jeg stod byrummene blev en slags dagligstue. Velfærdssamfundets kommunalpolitikere og betragtede en gruppe børn og unge, der ville meget naturligt skabe bedre forhold for stenbroens beboere, og derfor havde gang i et selvopfundet spil - en blangennemførte man for eksempel den store sanering af Nørrebro i 1980erne. ding af europæisk og amerikansk fodbold. De Danske arkitekter er opdraget til at skabe lys og luft, og derfor blev der luget vel udnyttede den store skrå bananform, der er kraftigt ud – også efter min opfattelse siger Jan Christiansen. - I dag virker en pladsens store landskabelige element, til at gade som Stengade underligt fortabt, og jeg må faktisk erklære mig enig med give deres leg kant og nerve. Den skrå flade digteren Søren Ulrik Thomsen, der ofte har slået til lyd for en genfortætning gjorde boldens løb uforudsigelig, og på den of dele af Nørrebro.

omkring • september 2015 43

BaNanna Park

Foto: Schønherr

måde steg intensiteten. De havde en lærer eller dommer med, der sørgede for at gribe ind, de få gange legen blev for vild, men det var også tydeligt, at de alle sammen morede sig utrolig godt. Jeg smilede for mig selv, da jeg gik derfra, siger Jan Christiansen . - Den slags rum, var de rum vi drømte om, da vi startede hele processen i 00ernes begyndelse.

Den sovende by København havde ligget stille i lang tid, før der endelig begyndte at ske noget i slutningen af 1990erne. Pludselig begyndte også udenlandsk kapital at interessere sig for København, og der blev investeret i stor stil. - Vi byggede DR by og Ørestad og Metro – det var en meget aktiv tid fortæller Jan Christiansen. - Med alt det byggeri gjaldt det om at holde hovedet koldt.

Det var vigtigt, at vores fingeraftryk blev kraftigt nok til at bylivet kunne opstå – og flyde naturligt mellem de nye bydele. Samtidig skulle vi sørge for, at investorerne og bygherrerne blev ved med at finde projekterne interessante. Vi havde ikke så mange muskler dengang, siger Jan Christiansen og smiler. - Det vigtige, når

44 omkring • september 2015

man bygger by, er sammenhængen – det at få alle til at spille på samme hold.

Bygherrer, investorer, politikere, arkitekter.

Stadsarkitektens rolle - Som stadsarkitekt var det min opgave at balancere virkeligheden. Der er jo altid en konflikt mellem masterplanens store linjer og byggegrundenes enkeltparceller. Vi kan ikke forvente, at bygherrerne af sig selv interesserer sig for fællesskabet. Det er os i planafdelingen, der har ansvaret for alt det, der er mellem bygningerne – altså at der er en plan for rummene mellem husene, men vi kan jo ikke tvinge grundejerne. Derfor er det nødvendigt med klare overordnede retningslinjer og en stemning, hvor alle arbejder mod samme mål.

Når synergien udebliver - Et eksempel på en situation, hvor det gik knap så godt er Kay Fiskers Plads i Ørestaden. Her er der faktisk alle muligheder for at skabe en meget livlig urban situation med Metro, shoppingcentret Fields og en stor arbejdsplads som Ferring, men Fields ønskede ikke nogen udadvendt profil, lige som Metroselskabet ikke ville være med til at lave et udadvendt program under banen – og så kan vi som byplanlæggere ikke gøre noget – andet end at ærgre os, siger den nu forhenværende, men stadig meget engagerede stadsarkitekt og smiler igen – denne gang måske lidt mere indadvendt – som Fields.

Kanalbyernes succes - Med Sluseholmen derimod var situationen den stik modsatte. Det skyldtes, at man her valgte at lave et fælles selskab, der skulle stå for at udvikle området.

”

”Bananna Park i Nannasgade er efter min mening et fantastisk godt eksempel på hvad et moderne byrum kan være. Et uformelt, skævt og kakofonisk rum, der passer perfekt til stedet fordi det ligefrem SKABER liv”

På den måde undgik vi grænsefladekonflikter, og skabte det vel nok mest succesfulde nye bylivs- og boligprojekt i hele Ørestaden. Sjord Soeters stod for masterplanen, og med sig bragte han en masse erfaring fra sit projekt med Javaøen i Amsterdam, men samtidig kom han også med den hollandske pragmatisme, som var en stor inspiration for mig i mine år som stadsarkitekt. Især i samarbejdet med den anden hollandske tegnestue, der var blevet inviteret til København – Adriaan Geuzes West 8, der stod for masterplanen til Nordhavn.

Ideen med at invitere to hollandske tegnestuer var at smide noget nyt brændstof ind i hele havneprocessen, og samtidig at fortsætte en gammel tradition i udviklingen af København. - Både Frederiksholms Kanal og Christianshavn blev jo lavet af Hollandske byplanlæggere. Så det gav god mening at kigge til Holland igen.

– Jan Christiansen, Arkitekt

- West 8s plan for nordhavn og Amerika Plads området var helt anderledes end Soeters kanalby i Sluseholmen. Geuze ville gerne spejle det gamle København - den tætte, homogene by med de slanke spir som accenter.

Det moderne – det danske Jan Christiansen tager en tænkepause. Der er en pointe her, som han holder lidt tilbage – men så kommer det: - Det er sjovt: Når danske arkitekter skal tegne nyt, vil de så gerne være INTERNATIONALE – men når de inter-

Blå Bog Jan Christiansen uddannede sig først til tømrer og gik siden på Arkitektskolen i København - på Knud Holschers afdeling. Efter sin afgang fortsatte han samarbejdet med Holscher - nu hos KHR arkitekter. Han var derefter med til at stifte tegnestuen Domus i 1980. Domus blev hurtigt kendt for sin sociale tilgang til arkitekturen og en skandinavisk “blød” modernisme. Tegnestuen voksede op gennem årene og modtog bl.a. Nykredits Arkitekturpris i 1998. Men på trods af sin succesfulde tegnestue, kunne Jan Christiansen alligevel ikke lade være med at søge stillingen, da jobbet som Stadsarkitekt blev slået op i 2001. Målet var klart: Arkitekturen skulle igen have en hovedrolle i byen - de bedste projekter og de bedste arkitekter skulle være dem, der formede byen i fremtiden.

omkring • september 2015 45

Forplads til Kulturhus Nordvest

Foto: Jens Lindhe

nationale stjerner kommer her, så tegner de DANSK! - Mere end vi selv gør. - Jean Nouvel var beæret over at måtte tegne en ny koncertsal til DR, for han havde studeret Vilhelm Lauritzen og de danske funktionalister hele sit liv! - Det er pudsigt, men det var et held i forhold til Nordhavn. For derfor er Nordhavn blevet en tæt by – og jeg synes det fungerer fremragende – siger Jan Christiansen og tænker tilbage.

Geuze tog en meget pragmatisk vinkel på Amerika plads. Han forstod at lytte til politikerne og få det bedste ud af sine kompromiser. Og han formåede at få sendt de mindre gode projekter bag i køen, så Amerika Plads i dag kun har virkelig gode huse som Nordlyset, Kobbertårnet osv.

Amerika Plads blev en slags skabelon for hele den videre udvikling af Nordhavn – og derfor bliver den nye bydel som COBE, Sleth og Polyform er ved at tegne også meget tættere og meget mere kompakt end f.eks Ørestaden.

46 omkring • september 2015

Den svære planlægning Og netop Ørestaden har vi her i OMKrings redaktion lyst til at tale med Jan Christiansen om. For hvorfor er det, at det er så svært at planlægge nye byer – hvorfor bliver de altid for åbne, for vindblæste, for livløse?

- Det har jeg også spekuleret meget over, siger den tidligere stadsarkitekt, der kom til da sporene til Ørestaden var lagt ud. - Jeg tror, det er noget med, at tanken om, at der skal være lys og luft mellem boligblokkene, ligger dybt i vores Danske DNA. Men der er så mange ting på spil når man laver nye bydele. - Der er for det første samlingen – samlingspunktet. Et byrum er, som jeg sagde, et politisk rum – det er der, vi mødes, og det er der, interaktionen mellem befolkningsgrupperne forhandles.Og hvis der ikke er nogen nødvendig dagsorden, så bliver formgivningen mere flydende. - Ørestad Nord kunne næsten ikke gå galt. Vi havde institutionerne, KUA, ITU og DR – og vi havde gode bygherrer. - DR var interesseret i at skabe byliv. Christian Nissen ville gerne have en bygade gennem det nye DR hovedkvarter – så gjorde det mindre, at et projekt som Karen Blixen Parken var knap så vellykket. - Og da så først en perle som Tietgenkollegiet blev bygget, begyndte hele bydelen at swinge.

Hvad har vi lært?

- Men vi har selvfølgelig også lært noget efterhånden. Det meste af Ørestaden i dag mangler fokus. Der er for langt mellem bygningerne – og vi mangler butik-

”

”Som stadsarkitekt var det min opgave at balancere virkeligheden. Der er jo altid en konflikt mellem masterplanens store linjer og byggegrundenes enkeltparceller”

kerne, der alle gemmer sig inde i Fields. Derfor er det glædeligt at se planerne for Ørestad syd synes jeg.

Jan Christiansen deltog selv på vinderholdet i konkurrencen om en masterplan for udbygningen af Ørestad syd. Den tidligere stadsarkitekt er ikke gået på pension, men passer stadig sit lærerjob på Arkitektskolen i København og laver også egne opgaver som konsulent – bl.a. i forbindelse med store byplankonkurrencer. - I vores forslag havde vi kigget på den klassiske by. Nu cykler jeg meget, og når man gør det, lægger man mærke til, at der altid er læ inde midt i det indre København. Det er fordi alle vinkler er skrå, så der opstår ikke de store vindkorridorer, vi kender fra Ørestads Boulevard for eksempel. - Det er jo ikke ny viden, men mange gange bliver den glemt af byplanlæggere. I vores forslag til Ørestad Syd laver vi karrebebyggelser – tætte og forskudte for hinanden, så vi får de små skævheder, der skaber læ. Det tror jeg vil være en bedre løsning for Ørestaden – og den Kommende Arena vil jo så også være med til at trække liv derud.

Den blandede by - Diversitet er og bliver nøglen til den gode by. Derfor er det så vigtigt at værne om de steder, hvor den findes. I Sluseholmen lod vi f.eks de små havneskure stå, og i Nordvestkvarteret er det uhyre centralt at bevare den lidt løse stemning med boliger, værksteder, småfabrikker og trafik i et skønt og livsbekræftende miks.

10 år som stadsarkitekt – og midt i en historisk byggeiver – har givet Jan Christiansen en speciel erfaring – og et bredt sammenligningsgrundlag – når vi

– Jan Christiansen, Arkitekt

skal diskutere, hvordan de gode byrum bliver til. Og det er da også et af de spørgsmål redaktionen sidder med. Hvad er hemmeligheden?

Hvad virker – og hvad virker ikke???

Opskriften?

- Det er jo det store spørgsmål siger Jan Christiansen og fortsætter. Jeg har tænkt meget over det. For på den ene side, er der så meget vi ved. Vi har jo f.eks Jan Gehls banebrydende arbejde, der handler om læ, solorientering, skala, menneskelighed og meget mere. Det er kendt stof – og at de enkle løsninger virker, det ser vi gang på gang. Både i Italien og Spanien i de gamle middelalderbyer – og i de eksempler, hvor vi følger de samme principper herhjemmme, kan vi jo også se umiddelbare resultater. For mig er et godt byrum tre ting: Det er et socialt rum, et funktionelt rum og et æstetisk rum. Man skal ikke glemme, at proportioner og former spiller en afgørende rolle, når vi skaber byrum. Når man går i Venedig eller Firenze, bliver man jo slået gang på gang over, hvor fuldstændig dødsikkert, deres byrum er proportioneret. Man kan bruge

omkring • september 2015 47

”

” Diversitet er og bliver nøglen til den gode by. Derfor er det så vigtigt at værne om de steder, hvor den findes”

Venedig som et katalog af byrumsstørrelser – så går man ikke helt galt i byen.

Det politiske rum Men øverst – over de tre ting, jeg nævner, er det politiske. Både fordi byrummene er politiske rum og fordi politik og samarbejde er afgørende for at skabe gode resultater. Jeg har i min tid som stadsarkitekt haft oplevelser med et fantastisk samarbejde – og desværre også det modsatte. For eksempel er det stadig en torn i øjet på mig, at Operaen ligger som en solitær bygning og troner over for Amalienborg. Det er en smule vulgært på den måde – og det var aldrig meningen. Hele masterplanen forudsatte, at operaen skulle ligge i et boligkvarter. Sidefacaderne er slet ikke beregnede til at blive set inde fra byen. Men i sidste øjeblik besluttede Hr. Møller, at Operaen skulle ligge som en solitærbygning – og på trods af vores protester, kunne vi intet gøre – han kunne som privat bygherre gøre, hvad han ville. DEN oplevelse lærte mig noget. Det

48 omkring • september 2015

– Jan Christiansen, Arkitekt

er stadig min største ærgrelse i dag, men jeg trøster mig med at vi har lært af det – så vi vil aldrig igen give en privat bygherre den slags suveræn magt til at tilsidesætte det fælles.

Isolerede bydele - Jan Christiansen har talt sig varm nu - For det er jo det der er sagen! – en by er et socialt rum – og der skal være et mix af befolkningsgrupper og indkomstgrupper for at skabe det liv, vi alle elsker. Derfor var det en katastrofe at Venstre fjernede kravet om mindst 20% almene boliger i nybyggeri. Det er heldigvis blevet genindført. - Det er blandingen der er vigtig. Der kan også være for meget støttet byggeri – det er bl.a. det der har skabt nogle af problemerne på Nørrebro, hvor Kommunens anvisningsret har betydet, at store grupper af de allermest ressourcesvage er blevet placeret sammen. Det er den slags, der skaber parallelle samfund, siger Jan Christiansen med eftertryk – og den slags lukkede områder fremstår utrygge, hvis du ikke hører til den dominerende gruppe.

Pragmatisk byudvikling - Da jeg startede i jobbet, var jeg mere politisk orienteret, men efterhånden forstod jeg, hvor vigtigt det er at være pragmatisk indstillet. Det var det, jeg lærte af hollænderne. Som arkitekter kan vi styre den rumlige kvalitet – men vi kan ikke styre alt. Den stille vedholdenhed er faktisk den vigtigste egenskab, når man er Stadsarkitekt. - Det vi kan som arkitekter er at bevare blikket for den store

Forplads til Kulturhus Nordvest

Foto: Schønherr

sammenhæng – at holde mange bolde i luften på en gang som det hedder med en kliche. Når man er indstillet på samarbejde – og når man holder fast – men hele tiden søger det fælles, så kommer de gode resultater. - Den store forskel på nu og dengang er, at i dag ved bygherrerne, at der er penge – mange penge – i god arkitektur, og derfor er det blevet nemmere at skabe dén sammenhæng, der er så nødvendig. I gamle dage handlede totalentrepriser jo kun om at være billigst – det er blevet ændret med nye modeller hvor man taler om “økonomisk mest fordelagtigt” så andre parametre også betyder noget.

Den gode by - Men i det hele taget så elsker jeg stadig København. Det var ikke alt der lykkedes – Krøyers Plads, Operaen var nogle triste nederlag for mig, men der var samtidig så utrolig mange gode ting, vi fik sat i gang, og når byen nu syder af liv sådan en sommereftermiddag – og vi ser hvordan bylivet også kommer ‘nedefra’ så at sige – når unge mennesker pludselig slæber sofaer og musikanlæg ud på Dronning Louises Bro og skaber et fantastisk byrum der, så bliver jeg glad, slutter Jan Christiansen – og ligner en ret tilfreds mand.

omkring • september 2015 49

Af Holger Dahl

Den gnistrende passage Frihedsstøtten har stået på sin plads ved Københavns Vesterport siden den først blev placeret der i 1792

50 omkring • september 2015

V

esterport er væk – og Frihedsstøtten er blevet flyttet en smule da Hovedbanegården blev bygget, men siden 1912 har den – kun afbrudt af en kort restaureringsperiode – stået på sin plads på Vesterbrogade – som en ø i trafikkens hav.

Vesterbrogade er en af Københavns travleste gader – og hele den heksekedel, der går under navnet Vesterbro Passage og udgøres af Hovedbanegården, Tivoli, Axeltorv, Scala og områdets barer, restauranter og hoteller, gør også forløbet fra Trommesalen til Rådhuspladsen til scenen for Københavns heftigste urbanitet. Det er her, man ser lysreklamerne, skiltene og plakaterne, der er vor tids vejvisere og helgenbilleder.

Hærværk I den selvbiografiske roman “Hærværk” fra 1930 beskriver Tom Kristensen turen til Rådhuspladsen fra sit alter ego, Ole Jastraus hjem på hjørnet af Istedgade på denne måde: […]

Nu drev han [Ole Jastrau] af gammel vane indad mod Rådhuspladsen. Og Steffensen drev med uden at tænke over det. Op ad trapperne til pladsen foran banegården. Over til brystværnet langs den underjordiske, åbne bane. Og videre ned mod Vesterbrogade.

Ingen af dem sagde et ord.

Foto: Jens Lindhe

Det var mild forårsaften. Himlen hvælvede sig sort og stjerneklar ud over Vesterbros Passage og det gamle jernbaneterræn med alle de lave, forvirrede basarer. Det var en vidstrakt kuppel som en himmel på landet,

omkring • september 2015 51

”

”Som ung vågnede jeg hver morgen med verden strømmende imod mig som en gnistrende gade.

Nu må jeg stå op i vintermørket og stykke for stykke hente den ind på mine tynde ben”

flankeret af Panoptikonbygningen og komplekset i Rewentlowsgade som af to mørke forbjerge.

Og over for dette dybe rum åndede de begge uvilkårligt ind, et dybt drag af en sval himmelduft, men krydret med benzin og parfume og syrlig stank af mange mennesker og tilsat en atmosfære af jern og os og afsvedet lugt fra den underjordiske bane, en let rus i giftige likører, storbyens forår.

Inde ved Vesterbros Passage blev Jastrau og Steffensen stående på et hjørne af det brede fortov, der rager frem som en pynt over for Helgolandsgade. Frihedsstøttens obelisk rejste sig sort på den skinnende asfalt, hvor skæret fra lygter og buelamper svømmede, og fjernt mod den blå sommernat stod rådhusets to gule urskiver, ovale i perspektiv og skelede. (…)

52 omkring • september 2015

– Søren Ulrik Thomsen "Rystet spejl"

Et øjeblik efter slentrede de skrås over Vesterbros Passage forbi Frihedsstøttens obelisk, der lyste med en farve som gammel chokolade. Solen stod I en brændende eftermiddagståge ude over tagene på Vesterbro, og selvom Jastrau og Steffensen havde ryggen imod, forvirredes de af flimrende lys, for det lynede I bilernes vindspejle og i cykelstyrene, en strøm af glitrende glas og nikkel, som styrtede imod dem, i samme nu som stopsignalet ved Wivels hjørne drejede.

Den glemte støtte Midt i denne strøm af energi – nutidens nervøse summen – var Frihedsstøtten efterhånden blevet glemt af alle. I takt med at kørebanen var blevet udvidet, var betegnelsen for strækningen “Vesterbro Passage” blevet glemt, og den stakkels støtte stod tilbage som på en trafikhelle og ragede op, men ingen tænkte over, hvad den dog gjorde der, og slet ingen tænkte på. om den igen kunne få en sammenhæng med sin by. Om Vesterbro Passage igen kunne blive et urbant udråbstegn i det nye bæredygtige og cyklende København.

Et sted i byen “Ingen” er heldigvis en overdrivelse, for Københavns Stadsarkitekt Tina Saaby tænkte over Vesterbrogade, over dens sammenhæng med resten af byen – og over dens attraktioner. Samtidig med at moderne bybygning prioriterer parker, cykler og bløde forbindelser, er det vigtigt, at byens oprindelige kendetegn som modsætning til landet bevares – den Kompakte, Komplekse og Kolossale by, som digteren Søren Ulrik Thomsen taler om. Stadsarkitekten kontaktede derfor

Schønherr og bad om tre forskellige scenarier for en bearbejdning af Vesterbro Passage, så den igen kunne blive til et sted i byen – et samlet byrum med specielle kvaliteter og en genskabt sammenhæng med resten af fortællingen om København.

Analysen kommer først Schønherr tog udgangspunkt i en grundig analyse af stedet. Vesterbro Passage opstod sammen med hele det moderne København, da voldene blev sløjfet i 1850erne, og det er derfor naturligt at styrke og fastholde passagen som det moderne Københavns første udtryk – et stærkt, vibrerende strøg i kontrast til middelalderbyens kringlede gyder. Vejen både til og fra København og dens myriader af indtryk og oplevelser. I den sammenhæng faldt teamet hos Schønherr over en anden tekst af Søren Ulrik Thomsen – fra digtsamlingen “Rystet Spejl”: Som ung vågnede jeg hver morgen med verden strømmende imod mig som en gnistrende gade.

Nu må jeg stå op i vintermørket og stykke for stykke hente den ind på mine tynde ben.

Den Gnistrende Gade blev en slags mantra for projektet. Det var dén, der skulle findes og formuleres, så alle kunne få øje på den. Der blev derfor arbejdet på

at skabe forskellige muligheder. Ved en serie workshops kom holdet tættere og tættere på en effektfuld løsning. Det lange arbejdsforløb udkrystalliserede efterhånden en essens for ideen om en nyskabt Vesterbro Passage. Og denne essens blev formuleret som fem projektdogmer. Vesterbro Passage skulle (igen) være: 1. Et storslået byrum 2. Et samlet byrum 3. Et grønt byrum 4. Et trafikrum med ophold og bevægelse 5. Et byrum som understøtter stedets særlige karakter Dogmedesign I disse fem dogmer var den krog, hele projektet kunne hænge på. Et af stedets største problemer var dets karakter af diffus udskridning. Udvidelsen af vognbanerne havde ædt så meget af fortovene, at passagens gamle identitet som cafeernes og butikkernes sted var alvorligt truet. Vesterbro Passages centrale

omkring • september 2015 53

Før foto

betydning som urbanitetens trompet og samtidig den brede vej ud af København – ud i verden – havde helt overgivet sig til rastløs og retningsløst trafikraseri. Ved at reducere vognbanerne til to stykker opnåede tegnestuen med ét greb flere ting: Fortovene blev igen brede nok til cafeer, trafikken blev knap så dominerende, og sidst men absolut ikke mindst – det blev muligt at forskyde gadens flugt så den mod Rådhuspladsen tager retning mod strøget på pladsens modsatte side. Forskydningen betød også, at Frihedsstøtten i den anden ende af forløbet blev den nyskabte akses slutpunkt.

Vejbanen går nu i en blød bue nord om monumentet, der dermed er klar til at blive landfast igen (når etape 2 er færdig om et par år) og således kan spille en dobbeltrolle som aksialt fokuspunkt og ny, tilgængelig attraktion.

Naturstridig klarhed Det enkle og overraskende grebs virkning var forbavsende for alle. En ide, der ved første øjekast virkede næsten naturstridig, viste sig ved afprøvninger at være præcis det, der skulle til. De brede fortove, den smallere kørebane efterlader, gør det nu igen muligt at have

54 omkring • september 2015

udendørsservering på cafeerne og frihedsstøttens nye synlighed og centrale position er både stedsmarkør og en velkommen visuel gave til enhver cyklist i København.

Samtidig er Vesterbro Passage stadig et trafikrum – fristelsen til at lave økologisk sivegade, på et sted hvor det ikke giver mening, er blevet modstået.

Aksens funktion Den nye akse i byen har det dobbelte formål at samle rummet og at give det en aura og status, der støtter ambitionen om det storslåede byrum: Det aksiale hovedgreb er en af byplanlægningens urformer og derfor en tydelig markør for den planlagte by – i direkte kontrast til den selvgroede middelalderby, hvis sammenfiltrede karakter bliver endnu mere tydelig i kontrasten til aksens store slag.

Symboler og betydning Man skal være varsom med den slags symbolmættede greb. Berygtet er for eksempel Poul Henningsens nedrakning af det nyklassicistiske posthus på Østerbro - med en markant tempelfront på hjørnet af Fælledparken: “....og i symmetriaksen ligger pissoiret på Trianglen” skrev han med vanlig fnysen.

I dette tilfælde giver den nye akse dog mening fordi den samler et diffust gadeforløb og fordi den udstyrer Frihedsstøtten og dens placering med en meget længe savnet betydning og sammenhæng med sine omgivelser.

Samtidig er Vesterbro Passage som sagt intakt som et trafikeret rum. Det har aldrig været hensigten at tæmme dens bymæssighed, hvor netop forskel-

lene skaber udtryk og karakter. Lysreklamer, benzinos og danserestauranter er måske ikke længere de modernitetsmarkører, man gjorde dem til i 1929, men når man ser Jens Lindhes billede fra februar 2014 overgiver man sig påny til metropolens fascinationskraft.

Den gnistrende gade findes.

Studie i blåt Som afslutning giver vi igen ordet til Tom Kristensen, der i dette erindringsdigt fra 1954 tænkte tilbage på det København han huskede fra sin ungdom: Studie i Blåt Vi sad i fromhed under lysreklamen På en altan og var alene to.

Altanen hang på en moderne fjeldvæg, På Vesterport, et svimmelt ørnebo.

Og Frihedsstøtten var så komisk lille Og biler krøb som biller på asfalt, En mikroskopisk myldren på en skovsti Hvor sommervarmen pirker liv i alt. … Når lysreklamen drejede på taget, Var det som månebrydning bag en sky.

Et dødsens skær gled over os og dugen Og svandt og kom og ramte os på ny.

Og døden brændte som en blålig klode I en mekanisk rotation og ro, Og vi sad fromme under lysreklamen På en altan og var alene to.

Bygherre/ordregiver: Københavns Kommune Ingeniør: Via Trafik Status: etape 1 realiseret 2011-2014 Areal: Etape 1 15.000m2, Etape 2 15.000m2 Anlægssum: 24.2 mio. DKK

omkring • september 2015 55

Af Holger Dahl

floden og flagerne Midt på den jyske hede ligger Herning – en af Danmarks yngste byer – med det unge menneskes evige appetit og rastløse energi

56 omkring • september 2015

omkring • september Foto: 2015 Carsten57Ingemann

H

erning har været en landsby siden middelalderen, men havde hverken institutioner eller status. I 1827 blev Hammerum Herredsting flyttet til Herning og et nyt arresthus planlagt. Nu var loven kommet til den vilde vest og dermed kunne Herning starte sit vokseværk – præget af en nærmest udansk optimisme og en klippefast tro på, at vejen altid vil følge af viljen. Byen begyndte først for alvor sin vækst da hedeopdyrkningen startede i 1870erne og bl.a. medførte anlæggelse af en jernbane til Vejle. Som næsten alle andre byer er Herning opstået i et vejkryds – midt på den jyske hede i de åbne vidders og den store himmels land – men snarere end krydset har det altid været vejen øst- og vestpå, der har været den dominerende akse. Sådan var det for 180 år siden, og sådan er det i dag. Denne hovedlinje har medvirket til at give Herning en horisontal fornemmelse – en mangel på et egentligt centrum. Herning er som en amerikansk by skabt til bevægelse.

58 omkring • september 2015

Uld er guld Uld var fra starten Hernings krøllede guld, og i sin første vækst fra industrialiseringens barndom, var byen da også domineret af beklædningsindustrien – senere kom både uddannelser og kulturinstitutioner til – Herning har altid villet have det hele. Messehallen blev fra starten i 1960erne en øjeblikkelig succes, der regelmæssigt trækker tusindvis af mennesker til byens centrum. Senere kom Danmarks største indendørs arena, hvor der jævnligt er store koncerter eller sportsbegivenheder.

En planlagt, men porøs by Tidligt fik Herning en byplan, der i modernismens ånd skulle modvirke den centrumsimplosion, der opstår, hvis man bevidstløst bygger lag på lag på lag af en lille vejkrydsby. I stedet blev Herning udstyret med satellitbyer, der hver især kunne udvikle sig og samtidig understøtte det kraftige centrum. Desværre skete der det, at satellitplanen virkede – de små satellitter blev efterhånden så stærke, at de kunne udvikle eget liv, og dermed blev Hernings centrum langsomt tømt for det liv, der var dets eneste berettigelse. Herning stod dermed tilbage med et kæmpeproblem – en porøs og skrøbelig bymidte, der langsomt tømtes for aktivitet og samtidig en masse institutioner der regelmæssigt trak store mængder af mennesker til byen. Uden et bæredygtigt centrum ville Herning helt miste sin i forvejen svage stedsforankring – det var kort sagt nødvendigt at gøre noget.

Kousgaards Plads

Fotos: Carsten Ingemann

Konkurrence og revitalisering I 2007 udskrev Herning derfor en åben idékonkurrence om strategier for udvikling og bearbejdning af byens centrum. Schønherr vandt konkurrencen og har siden arbejdet tæt sammen med Herning Kommune om en (re)vitalisering af pladser, torve og gågader i bymidten.

De flydende flager En overordnet ide for belægningen er det flydende mønster af store skiver, der billedligt talt driver som isflager gennem gadernes flod. Inspirationen er både den bevægelse, Herning er født af – og tanken om de strømme af gletchervand, der formede den flade del af Jylland efter sidste istid. Det strømmende vand og flagernes bevægelser er både et nemt forståeligt billede og et sikkert strukturerende princip for belægningen i hele midtbyen. Flagerne opfører sig forskelligt, alt efter om de driver hidsigt gennem en smal gade eller vugger metaforisk roligt på en større plads eller et travlt torv.

Arbejdet er blevet udført i etaper hen over de seneste fem år, og i dag står det meste af Hernings bymidte med et sammenhængende og sammentænkt gulv, der strukturerer gade- og pladsforløb, samtidig med at sammenhæng og stedsfornemmelse er blevet styrket.

Pladserne Ikke bare gaderne er blevet bearbejdet i processen. Den gradvise tømning af byens centrum, havde også udhulet Herning på en måde, der efterlod store mængder dødt rum i bykernen. Tomme, energiforladte pladser, der ikke udstrålede andet end bagside. Schønherr har som en del af projektet redesignet og vitaliseret både Kousgaards Plads og Pladsen ved Fermaten - Hernings traditionelle musiksted.

Kousgaards Plads På Kousgaards Plads var udfordringen dels at pladsen egentlig var et dæk - taget på en parkeringskælder. Desuden var det nødvendigt at lade bybusserne krydse pladsen, der derved deles i to. Endelig var der et fald hen over pladsen, fra det nye DGI vandkulturhus mod øst til Nørregade i pladsens vestlige ende.

Løsningen blev en klar konceptuel opdeling i en blå side domineret af vand op mod vandkulturhuset og en grøn side, der knytter an

omkring • september 2015 59

til byens grønne gårde mod vest. De to dele af pladsen adskilles af busbanen, der er blevet lagt ned i et trace, næsten som en flod og som dermed opleves som et dynamisk, strukturerende element snarere end en stemningsdræbende vej. Pladsens belægning knytter an til gågadernes, og de forskellige zoner har samtidig hver deres program, med den blå zone beregnet til roligt ophold ved det rislende vand og den grønne side som den aktive med boldbaner og legeredskaber.

En udfordring “Kousgaards Plads var en designmæssig udfordring” siger Gitte Sauer, Schønherrs fagansvarlige for by- og landskabsarkitektur “Pladsen eksisterede egentlig ikke. Den var et tomrum uden navn og med en tydelig karakter af bagside. Kun karakteriseret ved den krydsende vej. Så vi er naturligvis glade, når vi ser, at den løsning, vi fandt frem til har skabt

60 omkring • september 2015

et så populært og aktivt pladsrum midt i byen. Det er for mig et bevis på at formgivning og social aktivitet hænger tæt sammen.”

Pladsen ved Fermaten Ved byens musiksted Fermaten var opstået en trist grusbelagt plads med et udpræget præg af bagside. Løsningen her blev en direkte forlængelse af gadernes flydende flagemønstre ind i pladsens rum. Det rige og dynamiske mønster har den dobbelte funktion, at det understreger stedets karakter af aktivitet og samtidig kan de varierede former benyttes til at optage terrænets fald og skævheder. Pladsens aktive og ungdommelige program understreges yderligere om natten af en lysinstallation, hvor projektorer ophængt i store røde gitterdragere kaster det karakteristiske flagemønster fra gadernes fliser ind på den mur der omkranser pladsen.

Samarbejde udvikler - Gaderne i Herning er et eksempel på et forbilledligt samarbejde mellem bygherre og arkitekt” siger partner i Schønherr, Rikke Juul Gram og fortsætter: Det oprindelige koncept er blevet udviklet og raffineret gennem dialog mellem os og kommunen. Hver delstrækning er blevet analyseret som et selvstændigt projekt – både for at sikre tydelighed og for at garantere sammenhæng med de øvrige strækninger.

Plads foran Fermaten

Foto: Carsten Ingemann

Man oplever når man bevæger sig til fods gennem Herning en stærk fornemmelse af omhu og sammenhæng. En homogenitet, der karakteriserer alle de klassiske byer, vi elsker at rejse til – og at en så klassisk fornemmelse lader sig skabe i en af Danmarks yngste byer – uden at forfalde til klicheer – siger en hel del om hvad kunstnerisk nerve og præcis eksekvering kan gøre for vore fysiske omgivelser.

Bygherre/ordregiver: Herning Kommune v. Planafdelingen – By, Erhverv og Kultur Ingeniør: Rambøll Danmark A/S Entreprenør: Entreprenør og Ingeniørfirma Svend Pedersen A/S, Entreprenør & Aut. Kloakmester Anton Christensen ApS Kunstner: Ingvar Cronhammar Status: Smallegade, Østergade, Smedegade og Poulsens Plads indviet 2010. Jyllandsgade realiseret 2011. Fonnesbechsgade realiseret 2012. Tinghuspladsen og østergade vest realiseret 2014 Areal: 12.625 m² Anlægssum: 25 mio. DKK

omkring • september 2015 61

Af Holger Dahl

En Kirke

finder sin by

Domkirkepladsen i Ribe er et ganske særligt byrum.

Ikke blot på grund af den store kirke, men også på grund af den høje kvalitet i de velbevarede huse, der omgiver pladsen

62 omkring • september 2015

63Schønherr omkring • september 2015 Foto:

64 omkring • september 2015

Fotos: Jens Lindhe

S

ærlig er også Historien – udtrykt gennem terrænforskellen mel lem kirken og de omgivende huse, en fortælling om tid og menneskers liv. I løbet af århundreder havde byen hævet sig på de mange kulturlag og resultatet var at Kirken efterhånden lå i et hul – centralt i byen stadigvæk, men uden organisk kontakt til middelalderbyens gadestruktur. Opgaven i dette projekt var at formidle og udnytte denne kulturlagenes historie på en positiv og brugbar måde, så byen og kirken igen kunne forenes og fortælles som en helhed.

Det forsvundne centrum Ambitionen var at pladsen igen skulle være et helstøbt rum som man kan se på gamle stik og malerier. For at opnå dette mål er oplevelsen af overskuelighed væsentlig. Kirkens sokkel skal være synlig når man ankommer til pladsen, og klarest lige inden man træder ud i pladsrummet. Pladsens belægning må opfattes som én sammenhængende flade, der spænder fra facade til facade sådan at vi som besøgende træder ud i et pladsrum med en egen identitet, ikke blot en fortsættelse af de omgivende gader og stræder.

HOVEDGREB Schønherrs løsning bygger på et fundament af enkle forudsætninger.

1. Pladsen skal opleves som ét sammenhængende rum 2. Pladsens inventar og beplantning skal lede trafikken 3. Pladsens belægning og kotering skal vise sammenhængen mellem by og kirke Kirken på fladen Ved at arbejde omhyggeligt med pladsens kotering og ved at lade pladsen strække sig helt ud til de omkringliggende bygningers facader har det været

muligt at skabe et samlet, let skrånende gulv.

Herved opnås, at kirken ikke ligger i et hul som hidtil, men blot som en del af et bevæget bygulv. Trappeanlægget foran hovedindgangen til kirken er bibeholdt – både af nødvendighed og af praktiske årsager som en vigtig ankomstvej og til ophold i forbindelse med kirkelige handlinger som bryllupper, barnedåb og begravelser. Ved at give trappen et parallelt forløb med husrækken, skabes et ekstra opholdsrum foran hovedindgangen.

Byens Domkirke Sammenhængen mellem by og kirke understreges af belægningen der tager sit udgangspunkt i Kirkens gulv. Pladsrummet blev således tænkt som ét sammenhængende rum.

Denne opfattelse kunne etableres ved at arbejde med belægningens udformning og sammenhæng og skala. Schønherr har arbejdet med udgangspunkt i de to størrelser, der udveksles gennem den nye plads: byens skala og kirkens skala. Byens skala er brostenen, og kirkens skala er kirkegulvet. Skalaen i kirkens rige og varierede belægning blev kogt ned til syv størrelser, der i samspil med brostenen

omkring • september 2015 65

kunne varieres til en sammenflettet helhedsopfattelse af fladen. Kirkens skala fortættes naturligt ved indgangene til kirken for at formidle overgangen mellem ude og inde. Alle overflader er en kombination af stokhuggede og jetbrændte sten for at opfylde moderne krav om tilgængelighed, og granittens farver er holdt i de traditionelle nordiske i lyse nuancer.

Belægningsretningen på brostenene er altid på tværs af kørselsretningen og er på denne måde en dagligdags fortælling i sig selv. Retningsskift mod kirken optages med en gennemgående brosten, der også tjener som ledelinjer for synshæmmede.

Trafikken skal ledes Ideen om Domkirkepladsen som ét sammenhængende rum fra facade til facade sammentænkt med den daglige trafik over pladsen

66 omkring • september 2015

løses ved placeringen af trægrupper sat på plinte, der samtidig fungerer som siddemuligheder. Trægrupperne markerer på enkel vis en zone omkring kirken, hvor færdsel foregår på de gåendes betingelser. Mod pladsens vægge markerer et skift i belægningsretningen og nuancer kørearealets udstrækning efter samme princip som i Ribes centrale gågade. Belysning i træerne understreger deres betydning i rummet. Plintene indgår i pladsrummets overordnede fald og afsluttes overalt med afrundede hjørner for at vise dem som en del af helheden.

En plads til hele året Ribe Domkirkeplads er nu igen blevet byens plads, hvor man mødes til hverdag og til fest. Her kan holdes grøntmarked, eller marked for antikviteter, og her mødes man naturligvis stadig i forbindelse med de kirkelige handlinger. Samtidig er pladsen med sin ro med til at skabe et stille rum i hverdagen. Et rum der breder sig ud og griber fat i byens gadenet og dermed skaber balance til Domkirkens spektakulære tyngde.

Om vinteren danner sneen af og til et blødt faldende tæppe omkring kirken, hvor pladsen kan være ramme for julemarked og fastelavnsoptog. I vinterhalvåret kan Domkirken af og til oplyses af et tyndt fint lys på bygningens facader.

Foto: Jens Lindhe

Kulturlaget holdes fugtigt Belægningen er sat i afrettede skærver, der leder afvanding gennem belægningen. 1000-1500 års kulturlag under pladsen kræver, at jorden holdes tilstrækkelig fugtig, så fuger er udført med dobbelt bredde ift. normen, da indtørring af kulturlagene vil skabe risiko for sætningsforøgelse.

Bygherre/ordregiver: Esbjerg kommune og realdania Ingeniør: Rambøll Anlægs entreprenør: arkil a/s Status: realiseret 2010-2013 Areal: 7.320 m² Anlægssum: 40 mio. DKK

Foto: Jens Lindhe omkring • september 2015 67

Foto: Jens Lindhe

B

egrebet kronotopen forholder sig til tid (kronos) og sted (topos) som grundelementer i et modsætningsforhold, der implicerer samspil, men også den uovervindelige spænding mellem foranderlighed (flux) og stilstand (stasis).

Begrebet beskriver et naturvidenskabeligt grundforhold og har sit udspring i relativitetsteorien, men er også anvendt som et dynamisk begreb i humanvidenskaben. I denne tekst indføjes kronotopen i en landskabsarkitektonisk sammenhæng med henblik på at beskrive den spænding, der er indlejret i Ribe Domkirkeplads og andre af Schønherrs værker.

Bakhtins kronotop Den russiske litterat Mikhail M. Bakhtin (18951975) introducerede i 1930’erne begrebet kronotopen i Forms of Time and the Chronotope in the Novel (1981). Kronotopen er et forfattermæssigt greb, som intensiverer særlige momenter og tildragelser i en fortælling;

68 omkring • september 2015

Bakhtin beskriver kronotoper som knuder, hvor tid og sted bindes og løses.

Den intensitet, som læseren erfarer momentant, udspringer af en kronotopisk spænding, hvor et alment sted skæres af tid i komprimeret form. Det almene sted; i et slot, et tårn eller en trappe, vækker umiddelbart forestillinger hos læseren, men bliver særligt nærværende, når det rammes af et tidsligt nedslag, en specifik begivenhed i romanen. Bakhtins studier baserer sig på den europæiske litterære tradition, herunder Fjodor Dostojevskij (1821-1881), der i sine romaner formår at skabe samtidighed på flere planer. Ud fra en kronotopisk betragtning spiller trappen hos Dostojevskij en væsentlig rolle som tilbagevendende scene for en betydningsladet begivenhed. I romanen Idioten (1868) er det netop på en trappe, at fyrst Mysjkin vrages af sin elskede Nastásja; et fortættet øjeblik på en fortrappe af skæbnesvanger betydning.

Det lodrette og det vandrette Det generelle sted, som f.eks. en trappe eller et tårn, er i sig selv betydningsbærende og tillægges i en litterær kontekst en lodret dimension, mens tiden, som en fremadskridende, splittende kraft, rummer en vandret bevægelse. Denne sondring er også underliggende i Schønherrs landskabsarkitektoniske arbejder, men dertil føjer sig en gennemtænkning af stedets karakter som generalitet.

Denne indlejrede spænding sanses; som rum indkapsler værkerne tid og sted som modsatte størrelser, der aldrig smelter sammen, men næres af deres modsathed.

Af museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum Bente Bramming

udspændt

mellem tid og sted eller landskabsarkitektoniske kronotoper

Schønherrs landskabsarkitektoniske arbejder udvider vores opmærksomhed, når vi forsøger at indfange stedernes elementære modsætninger. Det bevidsthedsmæssige spænd befordrer en grad af samtidighed, og begrebet ’kronotopen’ inddrages her som prisme for det modsatrettede

Ribe Domkirkeplads som kronotop Udgrænsningen af stedets generelle karakter og konfrontationen med tid gør Ribe Domkirkeplads til en ren kronotop. Pladsen omkranser et symbol: en katedral med stærk lodret linjeføring, og som modtræk har Schønherr i sin udformning af denne plads arbejdet med den horisontale flade. Domkirkepladsen blev set som byens gulv med det vandrette plan som omdrejningspunkt. Kirkens opadstræbende bevægelse krydses af det horisontale og pladsen, som breder sig ud og skaber forbindelse til middelalderbyens lavere huse. Den samlende, magnetiske kraft, som er stærke pladsers særkende, brydes med en modsat bevægelse, der søger væk fra centrum, ud mod byen og periferien; de større granitsten i belægningen bliver gradvist mindre. Alligevel er der i den splittende bevægelse med de mange forskellige størrelser og former et underforstået mønster, som gør pladsen til et sammenhængende hele. Kunstneren Per Kir-

keby (født 1938) taler i Arnasco – Samtaler med Ib Michael (1995) i en ret ligefrem vending om mønstret eller ornamentet som det, der ”holder sammen på lortet”. Mødet mellem tid og sted som stærke, modsatrettede bevægelser begunstiger erfaringen af nærvær og samtidighed.

Vejle Rensningsanlæg Det kronotopiske greb er ikke forbeholdt historisk ladede steder, hvilket også Vejle Rensningsanlæg (2008) viser. I udgangspunktet var anlægget, hvad den franske antropolog Marc Augés (født 1935) ville betegne som et ’ikke-sted’ i Non-Lieux (1995), men i kraft af Schønherr og billedhuggeren Ingvar Cronhammars (født 1947) indsats ligger det nu som et overraskende spændingsfelt i et urbant rum. Rensningsanlægget var oprindeligt blot et resultat af tidens tilfældige planlægning, med et T-kryds som det mest vedkommende punkt.

Stedets fragmenterede udtryk fik imidlertid et kraftigt modspil i de høje popler, der accentuerer en lodret bevægelse, og de cirkulære former, der skaber centrum og mening – et sted. Oppe på anlæggets runde plint erfarer man, at plateauet brydes af et vandløb og på ny gennemtrænges af tid.

Tak for det!

omkring • september 2015 69

Invitation til en havnefest Danmarks 10 største byer ligger ved kysten.

Ikke desto mindre bærer havnebyggerier præg af nyopført historieløshed og hurtige kvadratmeter Af Rikke Juul Gram og Holger Dahl

omkring • september 2015 71 Poulsen Foto: Søren Hykkelbjerg

Aarhus Havn

Foto: Søren Hykkelbjerg Poulsen

K

YSTERNES fremtid er til diskussion.

Bebyggelse af hidtil uberørte kyststrækninger er på vej, og bølgerne går højt. Danmarks 10 største byer ligger langs kysten, og af vores 30 største byer er 20 faktisk opstået med udspring i deres havne. Flertallet af danskere lever altså ganske tæt på havet.

Diskussionerne om kysterne handler således ikke bare om økonomisk iltsvind i tyndtbefolkede områder, men også om, hvad fremtiden skal være for vores, samlet set, 8.750 kilometer lange kystlinje. Udviklingen kommer uanset hvad, men egentlige fremskridt skal vi kæmpe for.

Danmarks hovedstad har navn efter sin havn, og havnens metaforik og mytologi er til stede overalt i vores sprog og kultur. Det er med andre ord meget tydeligt, hvorfor vi kaldes en søfartsnation. For det er det, vi gør her – farer til søs – og vi har gjort det siden vikingernes tid.

72 omkring • september 2015

HAVNEBYERNE er blevet rige og dynamiske netop på grund af deres havne.

Udvekslingen af varer, de fremmede tungemål, knejperne, pakhusene og de store kraner har sørget for, at havnene altid har været udlængslens og drømmenes territorium – steder for afsked og gensyn, steder for hårdt arbejde og den sidste desperate hyre på en slowboat to China.

Havnens sære industrilandskab formes af sammenstillede bygninger, der ligesom indmaden i et analogt fjernsyn er forstørret op til det overvældende. Cylindre forbundet med wirer og transportbånd højt oppe i luften fletter sig ind imellem fremspringende studser, tude og enorme tomme haller, hvor støvet lys strømmer gennem udskæringer i taget. Tunge teglkolosser, der med deres mørke vinduesøjne glor ud mod havnebassinernes vandpladser, hvis mening og størrelse til stadighed forandres af gastankere og containerskibe. Havnen har sin egen arkitektur. Det, der er tænkt som rationelt og praktisk, sender helt andre og gådefulde signaler til den, der kommer der uden ærinde. Det er havnens natur.

DEN NATURLIGE udvikling i transport, industri og verdenshandel har gennem de seneste 20 år tømt havnene for en masse af deres traditionelle indhold, og så skal der ske noget andet. Derfor er det også naturligt, at de efterhånden udtjente og alligevel attraktive arealer forvandles til meget dyre byggegrunde for tidens investorer, der gerne vil betale en stor klump guld for udsigt og historisk fylde.

”

”Så længe, der bliver bygget på havnene, bevarer de deres karakter af udveksling og grænseløse muligheder, og man kan stadig finde små bræddeskure som naboer til nålestribede domiciler”

Havneområderne er derfor med inspiration fra hinanden blevet et mekka for iværksættere, arkitekter, planlæggere og visionære mennesker af enhver slags.

De store, tomme, bynære arealer formelig råber på aktivitet – og det har de fået.

For en stund i hvert fald, nemlig den tid, de er byggepladser. Så længe der bliver bygget på havnene, bevarer de deres karakter af udveksling og grænseløse muligheder, og man kan stadig finde små bræddeskure som naboer til nålestribede domiciler. Stegt flæsk serveres lige så hyppigt som sushi, og det er stadig muligt at finde en stille plet, hvor man kan nyde en håndbajer og kigge mod den fjerne horisont.

Men når byggekranerne er væk, er det, som om der mangler noget. Trods alle gode intentioner: For tilbage står nu en mur af byggeri i smukkeste udførelse – med altaner, rekreative udearealer i miniformat og en promenade langs vandet, hvor beboerne kan møde hinanden. Hele nye bydele opstår på én gang og i samme tidens tone.

Tit virker det bare, som om det nye byggeri skygger for den oplevelse, der satte det i gang. Almindelige mennesker kan ikke mere se vandet, som gæst føler man sig ikke velkommen, og der er ikke meget havnemystik tilbage at gå på opdagelse i.

Den havn, der før tilhørte alle, bliver ramt af akut historisk demens og styres af grundejerforeninger og lodsejere, der sætter privatiserende hegn op mod omverdenen.

DET ER IKKE de arkitektoniske eksperimenter, som også finder deres plads mellem mainstream-arkitekturen på havnearealerne, som får havnene til at miste stedsansen. Tværtimod kan et underligt isbjerg eller en tårnhøj bygning bidrage til fortællingen om den skulpturelle diversitet, som vi kender fra industrihavnene. Men det, der mangler, er ganske enkelt liv. Og der mangler også tilhørsforhold til den by, som havnen er en del af.

Den forskelsløse forskellighed dominerer blandt mange af de nye, eksisterende eller planlagte boligblokke, som balancerer på havnekanterne foran byerne som moderne fæstningsmure, ikke blot i Danmark, men i det meste af verden. Endeløse blokke, der

omkring • september 2015 73

”

”Hvis nye utopier skal skabes i den måde, vi byudvikler på, skal historisk viden sættes i spil” - Rikke Juul Gram, Partner i Schønherr

ofte har næsten mindre individualitet end de stabler af containere, de erstatter. Beboerne lever den samme slags liv, har samme slags arbejde, samme slags fritidsinteresser – og derfor opstår det blandede byliv ikke. Havnens gådefuldhed er afløst af letforståelige hvide boligblokke: altan, vindue, vindue, altan, og legepladser med vippedyr og skaterbaner med passende mellemrum. Men havnens fortælling fortoner sig.

DE TOMME havnes store arealer rummer et fantastisk potentiale for enhver vækstorienteret kommune, og derfor har havnene været nogle af de ganske få steder, hvor der er blevet bygget boliger gennem de seneste års krise.

Et andet problem i udviklingen af havnearealerne har rod i en næsten modsat problematik. I landets mange stadig aktive havne kolliderer omdannelsen af arealerne med de livligt larmende og lugtende havneaktiviteter, der stadig finder sted nogle steder. Planloven står i vejen for at bevare og udvikle forladte bygninger tæt på industrien, og de økonomiske forhold gør, at havnearealerne helst skal sælges på én gang, så der skabes økonomi i havnekassen til at etablere nye havnefaciliteter rettet mod den aktive havneindustri.

Københavns status som vandby bliver på den måde draget i tvivl. De kvaliteter, der gør havnen så attraktiv, er desværre også de kvaliteter, der gør, at den risikerer at forsvinde fra almindelige menneskers åsyn. Halvt abstrakte forhold som sigtelinjer er i virkeligheden af vital betydning, for det, der er let at bygge, er sværere at få til at forsvinde igen, når vi som byboere for alvor begynder at savne kontakten til vand og horisont. Måske vi har brug for at gøre op med det forhold.

74 omkring • september 2015

I København er man fortsat med at bygge og fylde op og forbinde i en sådan grad, at man kan frygte, at byen om få år slet ikke mere har den havn, der har givet den navn – og at kun Køben står tilbage som byens indhold. Senest har man startet det store projekt Enghaveholmen med opfyldning af 84.000 m2 havneareal for at skaffe plads til endnu en pittoresk, men kun halvt levende kanalby til de privilegerede.

Lad os gøre havnene til bedre og mere interessante steder at bo, leve, arbejde og gå i skole, som et livligt modsvar til de åbne kysters ukrænkelighed.

Tilgængelighed til vandkanter og udsigter er indiskutable værdier, men er desværre et problem i mange af de nye havnebebyggelser. Tilgængelighed hand-

Foto: Søren Hykkelbjerg Poulsen

ler nemlig ikke blot om en smal kajkant, man kan spadsere på foran de nye fæstninger, der er skudt op i vore havne. Tilgængelighed handler også om en sansemæssig tilgængelighed. I en havneby skal man kunne høre, se og lugte havnen. Derfor skal de offentlige arealer være åbne, synlige og med en langt højere grad af den mangfoldige blanding af funktioner, som kendetegner den slags byer, vi gider besøge eller bo i.

DANMARK er et relativt homogent land, men Frederikshavn og Fredericia er alligevel vidt forskellige. Ensartetheden hører op, i det øjeblik man lytter og forstår byernes helt forskellige fortællinger, forskellige karakteristika og forskellige mennesker og tager det helt alvorligt, når både de små og de store linjer trækkes.

Historiebevidsthed er nemlig ikke det samme som nostalgi – historie er læring, når utopier skal formes.Når vi taler om fremtidssikrede samfund, handler det ofte om økonomisk bæredygtighed, og så bliver vi på den korte bane. Vi bruger samtidsforskere og ikke historikere, når nye planer skal fostres, og resultatet heraf er oftest en temmelig kortsigtet planlægning. Hvis nye utopier skal skabes i den måde, vi byudvikler på, skal historisk viden sættes i spil.

Hvis havneområderne i højere grad skal blive nytænkende og levende forlængelser af bykernerne, må byernes forskellighed tage afsæt i de fortællinger, der allerede eksisterer, og gøre dem synlige.

MODBILLEDET hertil er en fremtidig situation, hvor enhver havneby kendes på en hvid mur af maskinproduceret modernisme, som på en prik ligner byerne i alle andre dele af den rige verden.

Hvor ville det være fantastisk, hvis Københavns grønne voldanlæg blev båret videre i havneomdannelsen som en helt naturlig og indlysende måde at skabe højtvandssikring på? Sådan kunne borgernes spadsereture på voldene også komme til at omfatte havneområdernes nye bydele, og Københavns fortælling og udvikling ville gå i takt.

Og hvor ville det være fantastisk, hvis man i Esbjerg byggede boliger, kultur og erhverv på havnen klos op ad de enorme erhvervsområder og med en arkitektur i slægtskab med byens åndeløst interessante industrihavn og dens endeløse rækker af møllevinger, borerigge og enorme, uforståelige objekter. Et naboskab med udfordringer. Ja, det støjer og

omkring • september 2015 75

Foto: Søren Hykkelbjerg Poulsen

vibrerer på en levende havn, men måske er det netop, hvad ungdomsboliger og kulturinstitutioner mangler? Planloven står i vejen for den slags eksperimenter, men skal den det?

på at skabe vækst i yderområderne. Fremtiden kommer til at dømme os på denne fejltagelse.

Andre dele af planloven kunne derimod godt tåle et eftersyn – den del, der handler om afstandszoner mellem bolig og erhverv på havneområderne. Måske vi her kan åbne mulighed for en langt mere frugtbar synergieffekt mellem havnens eksisterende og levende miljøer i kombination med iværksætteri, nye anvendelser af eksisterende bygningsmasse og eksperimenterende boligformer.

Og tænk, hvis man i Frederikshavn skabte en stærk og tydelig sammenhæng mellem havnen og byen, der i dag er delt, så det ligner et alvorligt tilfælde af identitetskrise. Men både by og havn har faktisk noget at byde på, og strømmene af turister fra både Norge og Sverige ville potentielt kunne opleve byen som en ny urban port til Danmarks og Nordjyllands kystlandskaber og turistattraktioner og ville ikke længere bare skynde sig videre fra færgelejet og forbi de viftende forsøg med forkølede palmer på kajen. De ville umærkeligt standse op og fundere over, hvad Frederikshavn har at byde på.

VORES TEGNESTUE vil derfor gerne slå til lyd for en ny strategi for havneudbygningen. En strategi, der baserer sig på helhedens økonomi og nogle grundtanker om historiefortælling, tilgængelighed, iværksætteri og generøsitet.

PLANLOVEN er det redskab, som borgmestre og landspolitikere i øjeblikket diskuterer som det hotteste emne på Folkemøder og seminarer. Omfattende revisioner er nært forestående, og det kan få alvorlige konsekvenser for kystmiljøet, fordi man nu ønsker at åbne op for byggeri i uberørte landskaber med henblik

Diversitet står med flammeskrift over enhver planlægning i disse år. Alligevel er det, som om det sjældent lykkes at skabe den. Selv om vi gerne vil blande både bolig- og erhvervsformer, gør vi det i praksis aldrig. Havnene har jo som nævnt netop den store mulighed, fordi mange af dem endnu ikke er helt tømte. En god løsning kan være, at det offentlige køber arealerne og giver plads til gradvis udbygning over en lang tidsplan i en trial-and-errorproces i stedet for at udbygge på en gang.

76 omkring • september 2015

Enhver planlægning er en stadig armlægning mellem snævre økonomiske interesser og hensynet til det almene. Det er ganske naturligt at ville skabe de bedste vilkår for de nye beboere på havnene – og derfor er det ikke en manglende vilje til byliv, der har skabt nutidens hvide vandbaserede sovebyer for middel- og overklassen. Det er bare noget, der sker, når udgangspunktet ikke er helheden, men det enkelte projekts økonomi.

Foto: Søren Leth

Man kan godt forestille sig en slags mellemtilstand, hvor man tillader byggeri eller nye og anderledes anvendelser af forladte industrianlæg med den forståelse, at beboere, iværksættere og kontorfolk skal acceptere, at de bor lige ved siden af en arbejdsplads. Det vil således ikke være muligt at klage over støj eller rystelser – for begge dele er da bedre end endeløse, evige søndage i pænhedens tegn. Hvis havnene planlægges og bebygges ud fra et dogme om maksimal kompleksitet, bliver resultatet ikke rod – det bliver en havn, som vi forestiller os en havn skal være.

IVÆRKSÆTTERÅNDEN er derfor påkrævet som boligbyggeriets uundværlige følgesvend. Det er ikke nok at lave et stort vindue og så sige, at her kan være en butik. Den butik kommer ikke, hvis man ikke sørger for, at der findes et grundlag for dens eksistens. I Aarhus har developeren Olav de Linde omdannet en hel havnepier, Balticagades kornlagre og gamle værftsbygninger, til et stærkt iværksættermiljø, som er transformeret med stor respekt for bygningernes ånd. Fuldstændig ligesom hele slagteriområdet på Sydhavnen i Aarhus huser mængder af unge virksomheder, som blandt andet er godt i gang med at transformere havnens nedlagte transportbånd til et High Line-projekt med inspiration fra New York. Her er masser af muligheder, som vi skal passe rigtig godt på. Kontrasten til den nordlige ende af havnen i Aarhus er slående. Her stormer nybyggeriet derudad og jævner selv de mindste gamle pakhuse med jorden. Måske det med tiden bliver godt. Vi ved det bare ikke, for byens og havnens dybere fortællinger i hele det udviklingsområde virker ganske fraværende.

designere og advokater får lyst til at åbne butik dér, er i bedste fald naivt. Økonomisk aktivitet opstår af forskellighed – at nogle lejemål er billige, så de kreative har råd til dem, og at nogle er dyre, så der er kunder i nærheden.

Derfor skal vores havne planlægges som eksperimentarier, der tillader variation og aldrig før sete blandinger af bolig, kontor og forretning. Generøsitet er den kvalitet, der samler de tre ovennævnte. Havnenes urtilstand af drømme og handel kan genskabes i en nutidig forståelse ved at indbygge gavmildhed så at sige. Ved at fællesarealerne er mere end blot attraktive, ved at alle bygninger har et socialt program, ved at dyrke mulighederne for andre end beboerne skabes den form for åbenhed, der skaber liv.

Havnefesten må aldrig blive en lukket fest for sejlerne og de få velhavere – havnefesten skal være alles fest.

VI SKAL I havneplanlægningen i langt højere grad være åbne for de selvgroede aktiviteter, der typisk opstår i havnenes forladte haller, fordi de er billige. At bygge dyre butikker i de hvide paladser og så forvente, at en horde af smykke-

omkring • september 2015 77

”Planlægning er en stadig armlægning mellem snævre økonomiske interesser og hensynet til det almene”

78 omkring • september 2015

omkring • september 2015 79 Poulsen Foto: Søren Hykkelbjerg

www.schonherr.dk

80 omkring • september 2015