Kirsten Hastrups storværk Vinterens hjerte - Knud Rasmussen og hans tid er ikke en biografi i klassisk forstand, men derimod en rejse med polarforskeren ind i vinterens hjerte. Forfatterens ærinde er at forstå, hvad der drev ham ud i det yderste øde, og hvorfor hans rejseberetninger vandt så stor popularitet i samtiden, som de gjorde. Hvad var det for en tid og et samfund, der gjorde ham til helt og bannerfører for langt mere omfattende ideer? Knud Rasmussens mange Thule-ekspeditioner og hans beretninger om dem vandt ham et ry som nationalhelt og anerkendt forsker - og han er ikke til at komme uden om, hvis man er det mindste interesseret i arktisk kultur og historie. Hans omfattende forfatterskab rummer skønlitterære ansatser, rejseberetninger, oversættelser af eskimoiske sagn samt videnskabelige fremstillinger af eskimoisk kultur. Og det er først og fremmest hans fortjeneste, at København længe var eskimoforskningens verdenshovedstad.