Issuu on Google+

100mm

219mm

Filippinerne og skal arbejde som au pair i et nordsjællandsk velhaverkvarter. Der er store forventninger til dem, de er løsningen på herskabets stressede tilværelse med rejser, tre børn, to jobs og selskabelighed i weekenden. Mange år tidligere, før krigen, rejser en anden ung pige til Nordsjælland. Jyske Mary skal være barnepige hos et anderledes utraditionelt herskab. Efter Mary følger milde Rigmor, og Karen, der ved alt om det

100mm

JANE AAMUND

frække og drikker dus med chaufføren, mærkelige Else Marie med den blakkede fortid og smukke Bodil fra Bornholm, der forfører herskabets søn. Langt fra Nordsjælland, i en brasiliansk landsby, står en lille pige alene i køkkenet. Hendes mor er skredet, stedfaderen har efterladt

”Hvorfor ikke være lige så direkte som Jane Aamund og straks betro læseren, at hun med sin nye roman, ”De grønne skove”, igen har ”leveret varen”. Det er en dramatisk og farverig historie holdt sammen af vidnesbyrdet om en kærlighed, der udholder alt. Tidsskildringen er overbevisende. Det samme er beskrivelsen af de forskellige miljøer, som læseren både hjemme og ude konfronteres med.” Kristeligt Dagblad

142,5mm

hende i det sorte herskabs varetægt, og nu skal hun vokse op som deres tjenestepige. Men Camilla med de mørke krøller drømmer sig væk, til et andet land, en anden tilværelse og en mand med blå øjne. Og hun tager skæbnen i sin egen hånd. I Vindue uden udsigt fortæller Jane Aamund skæbnehistorier om tjenestepigerne, der har flettet sig ind i hendes liv. Hun tager bladet fra munden og beretter historien om de unge kvinders liv bag facaden, kvinder som sjældent kommer til orde.

”Jane Aamund indleder en slægtskrønike om danskere, der udvandrede til Argentina i midten af 1800-tallet. Det er susende skæbner og store omvæltninger, Jane Aamund præsenterer os for. Kulørt, kontant og energisk fortalt. Hensigten er at sætte fokus på integrationens væsen og vilkår og fortælle de glemte historier.” Politiken

Vindue uden udsigt

”Det lyser langt væk, at Jane Aamund elsker sit stof og den slags har det med at smitte. Af samme grund skulle man være et skarn for at rynke på næsen og klistre prædikatet ”kulørt underholdning” på hendes to-bindsværk – det er skrevet med hjertet. Under fortællingens romantiske og melodramatiske bølgegang løber en strøm af ægte og engageret vilje til at forstå, hvorfor og hvordan mennesker kapper rødderne og begiver sig ud i det uvisse – hatten af!” Weekendavisen

Det er vinter, da Michelle og Rose lander i København. De kommer fra

27mm

JANE AAMUND

Anmelderne om Jane Aamunds seneste roman, to-bindsværket Den argentinske slægtskrønike:

142,5mm

jane aamund (f. 1936) er en af Danmarks mest succesfulde forfattere. Hun står bag en lang række bestsellere, blandt andet Colorado Drømme, den argentinske slægtskrønike: De grønne skove og Smeltediglen og erindringsbogen Dengang det var sjovt. Hun har modtaget utallige priser, deriblandt Boghandlernes Gyldne Laurbær, 12 Bøgers Litteraturpris, Den Berlingske Fonds Journalistpris og er

Vindue uden udsigt 9 788771 085990

mange gange blevet valgt som Danskernes Yndlingsforfatter.


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 3

Vindue uden udsigt af

Jane Aamund

P

E O P L E

’

S

P

R E S S


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 7

Forord

et er tidlig morgen i Charlottenlund Skov, forsommer og smukt. Charlottenlund Slot ligger for enden af en lang grusvej. De store gamle træer er ikke blevet mørkegrønne endnu. De holder stadig forårets lysegrønne skær. Når man er tidligt oppe, oplever man altid eventyrlige ting i den gamle park. Jeg er helt alene med min hund, da jeg går rundt om slottet. Pludselig lyder en kraftig banken fra en af slottets altaner, og jeg kigger op. Uden for et vindue sidder en krage og banker på, hårdt med sit næb. Men der bor ingen på slottet. Min hund standser op, den er af japansk afstamning og har klarsyn. Den sender mig et vurderende blik, inden vi bevæger os videre. Der er ting, man ikke skal tænke for meget over. En lille flok kønne filippinske piger kommer gående imod mig. De er tidligt oppe, men det er ikke for at gå tur med familiernes børn. Det er først senere. Nu er det familiernes hunde, der skal luftes. Det er ikke så ligetil. Pigerne er ikke vant til at afrette hunde eller kalde på dem, så de lystrer. Det har hundene selvfølgelig opdaget for lang tid siden. De farer rundt, døve for de unge kvinders

D

7


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 8

skingre stemmer, der skriger hundenes navne ud, mens de veloplagte jagter sporene efter parkens ræve. Den lille flok standser og ser nysgerrigt til, da jeg bruger min fløjte, og min hund, som en pil, kommer og sætter sig foran mig for at få sin morgengodbid. De taler ivrigt sammen på deres eget sprog og udpeger en til at gå hen til mig og bede om hjælp til at indfange hundeflokken, så de kan komme hjem til børnene, som skal følges i børnehave. “Må vi låne din fløjte?” spørger en af pigerne på engelsk med et stort hvidt smil og peger på min fløjte, som om jeg er Rottefængeren fra Hammel, der med min tryllefløjte kan få alle til at følge sig. Jeg må forklare, at min hund kommer for fløjten, og at andre hunde måske kun kommer for en anden kommando. Hundefløjter er forskellige. Hun stirrer forundret på mig. Jeg tilbyder pigerne en pose godbidder, de kan lokke herskabets hunde med. Det virker, vi griner. De filippinske kvinder i mit område kender mig efterhånden og hilser. Og jeg lærer dem at kende. Men det er først, da jeg møder Michelle og hendes veninde, Rose, Sanilyn, og Julius, at jeg får et nærmere kig ind i deres verden – og deres historie. Jane Aamund Charlottenlund år 2011


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

DEL I

13:39

Side 9


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 10


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 11

K APITEL 1

Den hvide villa

ichelle og Rose blev bestilt over nettet af to unge herskaber i Nordsjælland. De havde fået sendt billet og penge til rejsen, havde glædet sig i ugevis. De havde været veninder, siden de gik i skole, nu var de begge tyve år. De var som tvillinger, gik sammen, lo sammen og så verden med samme øjne. Som fjortenårige havde de bestemt, at deres fremtid skulle være anderledes. De ville ikke bare arbejde på en fabrik i Filippinerne eller i rismarkerne i den lille bjergby, hvor de var født. Rygterne gik blandt kvinderne, at man skulle søge til Nordeuropa, England eller Australien, det var der, fremtiden lå. Der var pengene, så man kunne hjælpe sin familie til en bedre fremtid. Der var frihed. Man kunne gøre, hvad man ville. Bare man passede på ikke at havne hos onde mænd, der udnyttede en. De filippinske kvinder rejste. Det var, som når naturen gav signal, og fugle, græshopper og små gnavere gav sig til at vandre i flok. Michelle og Rose var to kønne unge piger med små hænder og fødder, men brede skuldre. Deres hår var deres pryd, langt, sort og blankt lå det som et tæppe ned over skuldrene. De to havde altid været anderledes end de andre

M

11


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 12

piger oppe i bjergene. Piger, som arbejdede hjemme i rismarkerne. Som syttenårige havde Michelle og Rose allerede forladt landsbyen. Trods deres forældres advarsler, var de taget til Manila, hvor de havde fået plads i to industrivirksomheder. I den ene lavede man reservedele til symaskiner, den anden fabrik fremstillede dele til mobiltelefoner. De arbejdede hårdt, talte ikke så meget med de andre kvinder. Og om aftenen gik de på skole for at lære engelsk. De havde et mål. De ville rejse. Alt, hvad de kunne finde i aviser, magasiner eller i tvudsendelser om Nordeuropa, skrev de ned. Der var livsstilsartikler i deres hæfter, billeder af europæiske villaer og deres interiør. Uden på hæftet, hvor de samlede deres udklip, havde de skrevet “Michelle og Roses nye liv”. Hæftet voksede, og denne aften tog de hæftet med hen til Julius, deres gode ven. Han var lige vendt hjem fra Danmark for anden gang, men ville gerne af sted igen. Pigerne besøgte ham flere gange om ugen, han var ved at blive lidt træt af dem, men det rørte ham, at de så op til ham og ville høre alt om hans ophold i Danmark. Julius var en god fortæller, men samtidigt gnavede besøgene i det sår, han havde indeni. Han havde haft sin chance, men han havde ikke udnyttet den. Han kunne have sparet op, da han havde været au pair i Danmark. Det havde hans søster gjort. Men alle de penge, han havde tjent, var blevet brugt til at more sig med vennerne, da han kom hjem og spillede den store mand. Han havde skaffet pigerne to danske familier, som havde søgt en au pair på nettet. Den ene af familierne havde han selv været hos. Han savnede dem. Der var mange piger, som kom og spurgte ham, om han kunne skaffe dem en familie. 12


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 13

Måske kunne han gøre det til en forretning, et slags agentur en dag. Michelle og Rose var meget forskellige, men de havde et fællestræk. De havde forberedt sig, de ville klare det. Den plan, de havde, havde de haft, siden de var helt unge. Rose var den mest selvstændige, hun var stærkest. Hun havde også haft den hårdeste barndom, hendes mor havde været alene med en stor børneflok, og det var Rose, der havde holdt sammen på familien, da faren forlod dem. Rose beskyttede altid Michelle, som var hun en lillesøster. Michelle var den kønneste med sine mørke mandelformede øjne, og hun havde et uskyldigt udtryk i ansigtet – som en killing. Rose var finere i trækkene, hendes øjne havde et vurderende blik, hun så folk an. Mænd blev tiltrukket af Michelle, men Rose trak hende altid med hjem, hvis de var ude. Flugten fra Filipppinerne skulle ikke ødelægges. De var næsten ved målet. Deres papirer var i orden, det var bare om at forberede sig, så de ikke dummede sig, når de kom til et nyt land med nye skikke. Nu sad pigerne på en stråmåtte på gulvet hos Julius med deres hæfte. Julius sad i sin lave seng og viste dem billeder af familien fra Danmark. Bo og Susanne boede i Charlottenlund i en flot hvid villa. Den var ikke så stor, men til gengæld gammel. De havde pengene til at gøre den i stand, men ikke tiden. Den var forfalden, og haven groet til. De havde begge to fuldtidsarbejde, børnene var i vuggestue og børnehave fra klokken otte til fire hver dag. Alt i det gamle hus var hvidt. Ikke prangende flot som Michelle og Rose havde set det på film eller hos rige filip13


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 14

pinere. Der var ingen tæpper på gulvene, kun rå planker. Gardiner af lys, gennemsigtig hør omkransede de store vinduer. Man skulle tro, man ville have tykke tæpper på gulvene og masser af bløde puder og varme tæpper i sofaen, når man boede i så koldt et land. Men alt i huset var køligt. Michelle og Rose skuttede sig, skubbede til hinanden, da de kunne se, at Julius var ved at græde, da han fortalte: “Jeg græd hele vejen til lufthavnen, da Susanne kørte mig derud for sidste gang. Der er så meget, jeg fortryder. Jeg skulle have sparet mere op. Jeg tjente mange penge, men der var så meget, jeg skulle købe til mig selv. Alt er dyrt i Danmark.” “Hvorfor blev du der ikke?” spurgte Rose. “Det kan man ikke. Der er bestemmelser, hele tiden bestemmelser.” “Jeg har hørt,” sagde Rose, “at arbejder man to år som au pair i Danmark og bagefter i Norge, så har man så mange penge, at man kan købe et helt hus til sig selv eller sin familie herhjemme.” “Åh, hold op,” sagde Michelle. “Et helt hus, er det sandt, Julius?” “Ja, hvis du lever på en sten, og det er der nogen, der gør.” Han så på sine hænder. “Min søster fik råd til en uddannelse bagefter, en fin uddannelse som aktuar. Hun er i USA i dag, der ville jeg også gerne være.” “Jamen. Hvorfor tager du så ikke af sted?” Julius så på de to unge kvinder og sukkede. “Jeg er ikke så klog som min søster, jeg brugte penge på at købe ting, man ikke kan få på Filippinerne. Jeg holdt fest for min familie, da jeg kom hjem. Jeg gav dem meget, og de blev glade. Men i dag fortryder jeg det, jeg skulle have 14


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 15

sparet op og måske fundet mig et studium, et, jeg kunne klare.” Julius rakte ud efter en ny dåseøl, lukkede den op og fortsatte: “Bo og Susanne var flinke. De fleste bor i fine huse, der ligger tæt, og haverne er små, alligevel kender de ikke naboerne. De hilser på dem, men man siger kun godmorgen eller hej. Det er ikke fint at gå ind og ud hos hinanden og snakke og låne ting. Man må ikke glo på hinanden eller lade, som om man ser hinanden, når man er i haven. Jeg gjorde meget forkert i begyndelsen.” Julius tog en slurk af sin øl og så tænksomt på den. “De smider flasker overalt. Man kan få penge for dem. Jeg fik at vide lige med det samme, at jeg ikke måtte gå og samle flasker, når jeg var au pair hos dem. Så ville naboerne tro, at familien ikke gav mig nogen penge. Men alle på vejene i det område smider så meget ud, både mad og alle mulige ting. Nogle gange er der containere uden for husene, og det er virkelig frygteligt at se alle de gode ting blive kasseret, og så må man ikke engang røre dem.” Han sendte pigerne et skævt smil. “De er så rige, at I ikke kan forestille jer det. De rejser på ski flere gange om vinteren, så har man hele huset for sig selv. De har mærkelige maskiner til alt, som skal gøre tingene nemmere, men man kan ikke finde ud af dem. Alt skal gå hurtigt, der sker noget hele tiden, og både moren og faren arbejder i så mange timer, at de ikke har tid til børnene. Det er svært at have travlt hele tiden. Nogle familier er flinke, andre er ikke vant til at have tjenestefolk, og tror vi er slaver og finder på alt muligt, vi skal gøre, som vi slet ikke må for bestemmelserne. En veninde, jeg havde, blev 15


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 16

sat til at vaske bil i regnvejr og rense tagrender, hun havde aldrig fri.” “Er der filippinske piger, der bliver gift med de danske mænd?” Rose så interesseret på Julius, mens Michelle genert skubbede hende i siden. “Jeg kender kun én dansk mand, der er gift med en filippiner. Det vil I selv se, når I kommer derop. De velhavende unge mænd, de er gift og har smukke koner, som arbejder hårdt. De er ikke som ægtepar, vi kender, de er et firma. De holder middage for hinanden og deres venner, og når mændene har fri, ser de andre mænd og spiller golf eller tennis. Men der er ligesom en glasrude mellem de danske mænd og de filippinske piger. Det ville virkelig vække opsigt, hvis en af de danske familiemænd blev skilt fra konen for en filippinsk kvinde. Vi er så forskellige. Det er underligt, for mange danske mænd har thailandske kvinder.” Han så op på Rose og Michelle. “Når man er der, føler man afstand til dem, også til børnene, man kan ikke rigtig blive venner med dem. Børnene er uartige og får lov til alt, vores børn er født artige sammenlignet med de danske børn. Vi har store familier, der er altid nogen til at tage sig af børnene og give dem kærlighed. Danskere har ikke store familier, de sender deres børn i en slags opbevaring, hvor de er det meste af dagen. Der lærer de at råbe, skrige, slås og være uartige. I kan lige tro, at det kan være svært at holde en trodsig treårig dreng med blondt hår og blå øjne. De ligner små engle, men kan være de rene sataner.” Rose og Michelle sendte hinanden et blik, så lo de med hånden for munden, til de næsten ikke kunne holde op 16


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 17

igen. “Det er, fordi du er en mand. Vi kan da sagtens ordne sådan nogle små uartige drenge. Er pigerne også sådan?” grinede Michelle. “Nej, ikke helt,” svarede Julius. “Deres tid går med at klæde sig ud og have veninder, passe heste, spille tennis. De leger små prinsesser, men man har hele tiden hængende over hovedet, at det er herskabets børn. Forstår I. De skal kunne lide én, kan de ikke lide én, så kan man jo ikke beholde sit job. Danskerne satser på, at man skal være en slags erstatning for det, de ikke selv kan give deres børn, og det er ikke rart at please små uartige unger, der i virkeligheden skulle have smæk. Men man må ikke slå børn i Danmark, det er forbudt.” “Vi slår da heller ikke børn. Det er kun lærerne i skolen, der gør det,” sagde Michelle. “Det er virkelig et chok at møde de danske børn, især når man ikke taler deres sprog,” sukkede Julius. “Men mændene. Hvad ved du mere om mændene og sådan nogle som os?” spurgte Rose vedholdende. “Har I flere øl?” sagde Julius. Pigerne lo og hev den medbragte pose med øl frem. Julius var blevet tyk i Danmark, han drak meget nu, men øllene fik ham til at fortælle. Rose og Michelle lyttede intenst. De havde talt om deres drøm i årevis, og nu skulle de snart af sted. Når de kom hjem igen, ville de købe et hus sammen, og når de havde fundet den mand, de skulle giftes med hver især, kunne begge familier bo sammen der. Hvis manden var filippiner, måtte han hverken spille, drikke eller slå, den slags havde de set nok af hos deres gifte veninder hjemme i landsbyen. En 17


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 18

pose øl for at komme nærmere den drøm var det hele værd. Julius fortsatte: “Jeg spurgte engang Bo, hvorfor danske mænd ikke var så interesseret i de smukke filippinske kvinder.” Han lo og svarede: “De er så forskellige fra os og vores kvinder. De tænker på en helt anden måde, tid, sted og rum er noget andet for dem. De mænd, du ser her blandt mine venner, det er mænd, der hele tiden må finde på noget for at klare sig, fordi her er krise. Vi må have kvinder, der forstår os og er med, så vi kan tale sammen om at nå vores mål. Jeres kvinder er smukke og søde, men de lever i en anden verden, og de forstår ikke, at vi har travlt. Det er som en karrusel, vi er heldige at være “på”, men vi kan ikke komme af.” “Det sagde han,” nikkede Julius, “og det er rigtigt. Kvinderne ligner filmstjerner fra Amerika, men ægtepar er, som om det er to mænd, der er gift.” Julius rejste sig, tog et bundt breve samlet med et bånd. “Min søster er i USA nu. Det er gået hende godt, hun sender hele tiden penge hjem til vores familie. Hun siger, at mænd af rige kår ikke vil giftes med en filippinsk kvinde, for gør man det, så gifter man sig også med hele hendes familie. Mændene gider ikke alt det bøvl med familie i et andet land, de har nok at gøre med at sørge for sig selv og deres børn.” “Hvad så, når de bliver gamle, hvem passer dem så?” Michelle så uroligt på Julius. Han åbnede den tredje dåseøl og tog sin T-shirt af. Det lille rum var varmt og fugtigt. Udenfor var det begyndte at regne, styrtregn, der buldrede på bliktaget. En byge, der om

18


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 19

lidt ville stilne af, så kun insekterne kunne høres. “Ja, det er det værste.” Julius rystede på hovedet. “De gamle bliver sendt på et hjem, hvor plejere passer dem. Der sidder de hele dagen og glor i en stol eller ser tv. Jeg har selv set det. De bliver vasket og passet, men deres børn kommer sjældent. Nogle gange kommer de slet ikke, det er så mærkeligt. De, der passer dem, er næsten alle sammen hvide kvinder, tykke kvinder. De kvinder, der er rige og bor i kvarteret, hvor jeg var au pair, er tynde. De cykler, er i motionscenter og løfter vægte, løber om morgenen, løber om aftenen og løber med deres små børn i vogne. Men mange af dem, der passer de gamle og de syge, er tykke. De sidder og drikker kaffe og spiser wienerbrød, og de kan virkelig være skrappe over for de gamle. Jeg så i tv på mit værelse, hvordan de behandlede de gamle. “ Julius holdt inde, tog en tår af øllen. “Og jeg spurgte Bo, hvorfor de var så tynde, der hvor vi boede, og så tykke i de kvarterer, hvor de ikke var rige. Han sagde, at det var, fordi de spiste for mange kager, drak cola og ikke rørte sig ret meget. Min søster skrev til mig, at det også er sådan i USA, de rige er tynde, løber og motionerer hele tiden, og de fattige og de farvede er tykke.” Michelle og Rose skulle til at gå hjem, de rejste sig begge to. Det var ved at blive sent. “Tror du ikke, du fortæller lidt for gode historier nu, hvad, Julius?” sagde Michelle og fortsatte uden at vente på et svar. “Men vi glæder os til at rejse. Vi skriver til dig, og Rose skal jo bo hos din gamle familie.” Julius rejste sig, sveden perlede på hans krop. “Hils dem, Rose, hils dem mange gange. Jeg savner dem.”

19


Bog Vindue uden udsigt-FINAL:Layout 1

13/10/11

13:39

Side 20

Rose rakte ham posen med øl. “Farvel, Julius, og tak for alle historierne.” Julius stod i døren og hørte pigernes latter, da de gik, først højlydt, så som klokker, der ringede langt væk. Han gik ind igen. Lagde sig på sin seng, trak moskitonettet ned og faldt i en tung søvn.


Vindue uden udsigt