Udødelighedens eliksir

Udødelighedens eliksir er oversat fra norsk efter Udødelighetens elixir Copyright © 2012 Gabi Gleichmann © 2012 H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Sabon hos LYMI og trykt hos ScandBook AB Omslag: Mark Airs efter originalomslag af Terese Moe Leiner, Blæst Design ISBN 978-87-1138-2646 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Udødelighedens eliksir.indd 4

21/12/12 12.20

GABI GLEICHMANN

Udødelighedens eliksir På dansk ved Charlotte Jørgensen

Lindhardt og Ringhof

Udødelighedens eliksir.indd 3

21/12/12 12.20

PROLOG i lang tid ville ordene ikke indfinde sig. Foran mig i sengen lå mor, tavs og indadvendt, kun iført tyndt nattøj. Blikket var fikseret til et usynligt punkt i loftet. Hun åndede let, kroppen bevægede sig næsten ikke. Jeg holdt hendes hånd og ventede på at hun skulle give min et klem, men hendes hånd var kold og livløs.

Det var en novemberdag for ti år siden med høj, klar himmel.

Det blæste lidt, og et tyndt lag nyfalden sne havde lagt sig over Oslo. Solen skinnede, men vinden havde en snert af vinterkulde, og nede på kontinentet rev folk med de bare næver den mur ned som i årtier havde delt Europa i to.

For en gangs skyld havde far ringet allerede tidligt om formiddagen og i et afmålt tonefald meddelt at mor ikke havde det godt, og at jeg under de nuværende omstændigheder burde afstå fra at besøge hende. I første omgang følte jeg mig lettet.

At det stod dårligt til med mor, at hendes smerter var uudholdelige, og at hun lå for døden, det havde jeg hørt hver eneste dag i næsten femten år. Hvad angår lidelse, var mor ikke hvad man kalder diskret. For at holde hendes evindelige og med årene stadig mere bitre jamren ud havde jeg valgt en letsindig strategi. Jeg hørte overhovedet ikke efter hvad hun sagde. Med tiden blev jeg fuldstændig ligeglad og bildte mig ind at så længe hun var i stand til at klage, var der ingen grund til at bekymre sig for hendes helbred. Jeg burde nok have udvist større omtanke og engagement.

I det øjeblik far tilføjede at hun var for dårlig til at komme til telefonen, indså jeg, med en kraft og selvfølge som jeg ikke havde oplevet i mange år, at mor var i færd med at forlade os. Først nu forstod jeg hvor uforberedt jeg var på dette øjeblik, og at jeg ville angre det resten af livet.

9

Udødelighedens eliksir.indd 9

21/12/12 12.20

Uden at vide at der kun var en halv time tilbage af mors tilmålte tid, ringede jeg på døren til mine forældres hus. Far tog imod mig med en bedrøvet mine der understregede det betydnings­ fulde og højtidelige i denne stund. Jeg satte mig ved sengekanten og betragtede mor. Ansigtet var hvidt, gennemsigtigt, det uglede hår faldt tjavset ned i panden, hvad der gav hende et piget udseende.

Hvem er det egentlig der ligger der? Hun er så velkendt, så nær og alligevel så fjern. Mens jeg iagttog mor, ledte jeg frenetisk efter billeder af hende i erindringen. Forgæves. Hun var ikke at finde nogen steder.

Pludselig stod det klart for mig at jeg havde følt skam over at mor havde isoleret sig fra verden, lukket sig inde i soveværelset for at ingen skulle forstyrre hende i omgangen med sine dæmoner i bevidsthedens mørkeste landskaber. Derfor havde jeg omhyggeligt skubbet hende fra mig. Fortrængt til og med de varme minder om hende. Jeg blev forskrækket over min selviskhed og ville tale med hende, åbent, om det der aldrig var blevet sagt.

Men hvor meget jeg end anstrengte mig, nægtede ordene at indfinde sig.

Far stod ubevægelig og stiv. Så listede han skyndsomt ud i køkkenet for at finde midlertidig lindring i nogle hverdagslige gøremål.

Der herskede en fredfyldt stilhed i soveværelset. Fuld af skam og grebet af øjeblikkets alvor ville jeg trøste mor. Blidt strøg jeg hende over kinderne, men var ude af stand til at sige noget.

I stedet tog mor til orde. Langsomt åbnede hun munden og mumlede at dette var den værste dag i hendes liv. Den 12. december 1944. Så sagde hun, stadig næsten uhørligt, noget om en vis Lipot, den frommeste af alle drengene, der skjulte sig i huset, og som tyskerne brutalt havde myrdet den dag. Hans lig lå på gaden i to uger før kammeraterne i ly af mørket turde flytte det til den jødiske gravplads. Hendes ord var forvirrede og usammenhængende. Jeg lyttede koncentreret. Hendes stemme blev svagere og svagere.

– Hvordan kunne Gud lade dette ske? sukkede hun. – Du må fortælle verden om dette, du må fortælle alt.

10

Udødelighedens eliksir.indd 10

21/12/12 12.20

Jeg følte en forpligtelse og lovede at jeg en dag ville skildre det lille afsondrede univers der er vores bolig på jorden. Men mor lyttede ikke til mig. Hun var allerede på vej ud af livet, hun gled væk med et resigneret smil og lod sig opsluge af et tomrum.

Udødelighedens eliksir.indd 11

21/12/12 12.20

FORBRYDELSE OG STRAF Libaneseren Philip Khuri Hittis’ History of the Arabs regnes for en klassiker. Det var min grandonkel der fortalte os om denne bog. Her gengiver forfatteren – uden nævneværdig kildekritik, men med en fantastisk detaljerigdom – det der står i de arabiske krønikeskriveres beretninger.

Hittis skriver: ‘Sultan Muhammed II ibn Nasrid døde den 8. april 1302. Efter frokosten fik han en kage der blev bragt af en lakaj fra sønnen Muhammeds hus. Gaven glædede ham, og han spiste med god appetit. Under eftermiddagsbønnen, da han knælede i moskeen, fik han pludselig mavekramper. Smerterne blev stærkere, og han led hurtigt kvælningsdøden. Han blev begravet allerede samme aften i Alhambras have. Derefter udråbte hans søn sig til sultan Muhammed III.’ Da Chaim hørte nyheden om sultanens død, græd han af fortvivlelse og skam.

– Ingen kan hjælpe mig, konstaterede han lavmælt. – Jeg er rådden indeni. Jeg afskyr mig selv. Jeg har forrådt min velgører.

Jeg er et ondt menneske der fortjener at dø.

Hustruen Rebecca så panikken i Chaims øjne og hørte hans jamren. Hun ville vide hvad der var sket. Chaim talte hurtigt, usammenhængende, han var lige ved at synke sin tunge, så travlt havde han med at forklare. Det tog nogen tid før Rebecca forstod at sultanen var død, og at hendes egen mand havde forgivet ham.

Hun blev slået af forfærdelse og raseri.

– Hvordan kunne du gøre noget så grusomt? Hvad havde du med Muhammed at gøre? Hvordan kunne du lade dig overtale af ham? Sultanen var jo din hengivne beskytter og behandlede dig som en god ven. Forstår du hvad du har gjort?

– Det er min godtroenhed der har bragt mig i denne frygtelige situation. Tro mig, kæreste. Muhammed har lovet at gøre mig til sin livlæge, forsvarede Chaim sig.

– Selv hvis han skulle gøre dig til sin livlæge, vil du ikke kunne leve med dit forræderi. Intet kan give dig glemsel, du bliver aldrig 113

Udødelighedens eliksir.indd 113

21/12/12 12.20

fri af din ugerning. Desuden, når du uden videre og godvilligt forråder sultanen, som har taget sig af dig, ved Muhammed jo at du ikke er til at stole på. Han forstår at du kan tænkes at gøre det samme mod ham.

– Jeg gyser når jeg tænker på hvad Muhammed fik mig til at gøre. Men han truede med at forvolde mig store lidelser hvis jeg ikke samarbejdede.

– Din frygt for lidelse har forårsaget endnu mere lidelse. Du forstår vel hvad dit forræderi vil føre til?

Om natten lå Chaim søvnløs i en forpint, endeløs venten på at noget ville ske. Time efter time, med koldsved og høj puls, hørte han stemmer der hviskede fra gulvet og væggene. Hallucinationerne var påtrængende, hån, hårde ord og vage trusler skyllede ind over ham. Var det indbildning? Nej, tænkte han, disse nådesløse og grusomme stemmer tilhører dæmoner der kræver min undergang.

Den uhyggelige venten fik en ende ved daggry. Chaim følte en vis befrielse da fire soldater trængte ind i soveværelset, befalede ham at klæde sig på, og uden nærmere forklaring førte ham til paladsets kælder. Han så sig omkring og spekulerede med gru på hvad der ville følge. Vel vidende at dette var den uundgåelige pris for hans forræderi, lod han, mens han i stilhed aflirede en jødisk bøn, modstandsløst soldaterne skubbe ham ned på en bænk og holde ham fast. En kraftig bygget bøddel åbnede hans mund og rev hans tunge ud med en glødende tang. Smerten var uudholdelig, men kortvarig, for Chaim besvimede med det samme.

Da han kom til bevidsthed, var hans syn dårligt, og han kunne ikke se andet end lyset fra faklerne på væggen. Han lå på ryggen, halvnøgen i en pøl af størknet blod der havde farvet bænken.

Arme og ben var bundet med et stærkt reb. Han kom efterhånden til sig selv og opdagede så at han var helt tilsølet af blod. Rundt om stod nogle personer og stirrede bistert på ham. Nærmest stod Muhammed og hans mor, sultanens enke. Begges øjne glødede af had.

Til trods for at Chaim var omtåget og plaget af store smerter, havde han fremdeles så meget styrke i sit indre at han ville forkla114

Udødelighedens eliksir.indd 114

21/12/12 12.20

re sig. Men han blev pludselig ramt af et hosteanfald der fik hele kroppen til at ryste. Han kastede blod op. Folkene i kælderhullet stivnede. Bødlen trådte frem og holdt hans hoved til anfaldet var ovre. Chaim trak vejret dybt, med øjnene fulde af tårer. Læberne bevægede sig langsomt. Alles øjne rettede sig mod hans mund.

Hvor meget han end anstrengte sig, kunne han ikke få et ord frem. Snart forstod han det virkeligt bedrøvelige i sin situation – at hans forsøg på at sige noget var forgæves og meningsløse. Han ville aldrig kunne afsløre Muhammed.

I baggrunden hørte jagthundenes hylen. Et ondt varsel, tænkte Chaim.

– Når en mand synker så dybt at han forråder og myrder sin velgører og hersker, findes der kun én straf: døden. Selv om du er den usleste af alle skabninger i Granada, vil jeg vise barmhjertighed, for jeg er en sultan med et godt hjerte. Derfor vil jeg befri dig fra en langsom og langtrukken død, sagde Muhammed.

Han sprættede lynsnart Chaims mave op med sin dolk og åbnede kroppen. Med hænderne gravede han efter hjertet, rev det ud og smed det endnu pulsende organ hen til hundene.

DEN GRUSOMME SANDHED Historien om Chaims forræderi skræmte mig mere end noget andet i min barndom. Når jeg tænkte på ham, blev jeg nogle gange slået af sorg, fik astmaanfald og kunne ikke sove. I nattemørket blev jeg plaget af onde tanker og græd ikke sjældent helt til daggry. Sorgen og de plagsomme tanker holdt mig i et jerngreb i flere dage. Intet kunne trøste mig eller give mig lindring. For jeg holdt ikke den tanke ud at jeg selv havde forræderens blod i årerne.

Min grandonkel var vores bånd til familiens historie. Det var med hans stemme at skæbnen hviskede til mig at jeg var født til at blive en svigefuld løgner. Han havde mange gange fortalt Sasha og mig at en kolossalt stor næse gik i arv i Spinoza-slægten, og at den åbenbarede sig hos en i hver generation. De børn der blev født med denne gigantiske næse, var altid usædvanligt heldige og 115

Udødelighedens eliksir.indd 115

21/12/12 12.20

succesfulde med alt hvad de foretog sig. Næsen bragte sine ejere held, selv om de alle sammen mærkeligt nok fik en tragisk død.

Samtidig gik også løgnen i arv i Spinoza-slægten, som en slags naturens uudgrundelige balancekunst, og åbenbarede sig hos én i hver generation. De børn der blev født med denne mærkelige mangel på evne til at tale sandt, var altid meget ensomme, for de forrådte alle og alt mislykkedes for dem. Løgnen virkede som en forbandelse.

Min grandonkel sagde det aldrig direkte. Men jeg vidste det.

Alle der havde øjne i hovedet, kunne se det. Sandheden lod sig ikke skjule. Min tvillingebror Sasha havde en gigantisk næse.

ET PARTI SKAK Siden sultanens død mindre end fireogtyve timer tidligere gik Muhammed rundt i en glædesrus. Han følte sig lykkelig over endelig at kunne herske over Granada, og han mente at han var skabt til denne opgave. Han følte sig stimuleret af tanken om at han var frygtet af alle, at folk bøjede sig for hans vilje og ydmygt fulgte hans mindste vink. Han sad på tronen med Nedjmaa ved sin side, omgivet af sin fars gamle rådgivere, og havde et stort behov for at demonstrere sin magt. Frem for alt var det ham magtpåliggende at forhindre at spekulationer om faderens pludselige død kom i omløb ved hoffet. Han gav to vagter ordre om at hente den henrettede jødiske livlæges hustru, Rebecca, for han ville – som han selv udtrykte det – straks lade retfærdigheden ske fyldest. Hun skulle stilles til regnskab, som medskyldig i sultanens død.

Muhammed kunne næsten ikke kende Rebecca igen, til trods for at han havde set hende ved et par lejligheder og da altid var blevet slået af hendes smukke ansigt. Men nu så hun anderledes ud, mindre og blegere end han huskede hende, ikke længere en skønhed. Han skulle til at sige noget, men kom væk fra det da han kiggede på hendes store mave, for han havde glemt at hun 116

Udødelighedens eliksir.indd 116

21/12/12 12.20

ventede sig. Der opstod en skæbnesvanger stilhed. Muhammed iagttog Rebecca en tid uden at sige noget. Han lagde særligt mærke til sorgen i hendes øjne og værdigheden i hendes fortvivlelse.

Det var Rebecca der brød stilheden. Hun havde fået øje på et bord bagest i tronsalen. På bordet stod et bræt med marmorbrikker, opstillet til en dyst. Det gav hende en idé. Hun kendte den gamle sultans lidenskab for skak og vidste at det var blevet en ubetvingelig passion for mændene ved hoffet. I et forsøg på at redde livet foreslog hun et parti skak.

– Højærværdige sultan, sagde hun, – taber jeg partiet, tager du mit og Moishes og mit endnu ufødte barns liv. Men skulle jeg mod forventning vinde, beder jeg dig skåne vores liv og bevilge os retten til at vende hjem til min fars hus i Córdoba.

Rebecca viste et mod som var usædvanligt, selv hos mænd.

Hendes djærve forslag overrumplede Muhammed, ikke mindst fordi han vidste at ingen kvinde i Granada havde forstand på at flytte en brik på et skakbræt. Han var klar over at han ikke risikerede noget ved at tage imod udfordringen, for ingen andre end faderen havde nogensinde vundet et parti mod ham. Alligevel tøvede han et øjeblik. Han så på Nedjmaa, ligesom for at spørge: Hvad synes du? Men hun var lige så overrasket som han og ude af stand til at give råd.

Pludselig smilede Muhammed glad samtidig med at hans øjne lyste, og han accepterede Rebeccas forslag.

Muhammed spillede koncentreret, selvfølgelig med de hvide brikker, og indledte med en dristig åbning som han havde lært af sin far. Rebeccas forsvar var til ingen nytte. Han fik hurtigt overtaget og erobrede to bønder og en springer. Rådgiverne der fulgte spillet med store øjne, var overbeviste om at han ville vinde.

Da Rebecca gjorde et tilsyneladende meningsløst træk, mumlede tilskuerne nedladende. Muhammed skød brystet frem og sagde højt: – Sejren er nær. Men han opdagede at Rebeccas næste træk satte en stopper for hans aggressive spil. I virkeligheden havde hun lagt en kompliceret fælde for ham. Muhammed forstod at han havde stolet for meget på det held som hidtil aldrig havde svigtet ham, og ikke set den tankens klarhed og ubønhørlige logik der styrede Rebeccas spil. Han indså at han ville tabe i løbet 117

Udødelighedens eliksir.indd 117

21/12/12 12.20

af to træk. Han afbrød partiet for ikke at blive til spot og spe for alle og mumlede bestyrtet: – Det var et mesterligt parti som jeg var godt på vej til at vinde.

Men jeg har faktisk ikke tid til at spille skak. Granada har brug for en stærk sultan, en handlingens mand, der er mange problemer der skal løses. Jeg er en hersker med et godt hjerte. Derfor lader jeg dig gå nu, Rebecca. Du har to timer til at forlade byen.

EN HISTORIE OM SKAK Min grandonkel fortalte os vidunderlige historier om skak og undlod sjældent ligesom i forbifarten at nævne alle træk i et historisk parti mellem to stormestre. Han elskede skak. Spillet havde bogstaveligt talt reddet hans liv.

Det var året før udbruddet af Anden Verdenskrig, i Dachau, den første tyske koncentrationslejr, oprettet uden for München specielt til jøder, homoseksuelle, arbejdssky og såkaldte politisk kriminelle.

Det var vinter og bidende koldt. En nat lykkedes det to havnearbejdere, der havde været aktive i fagforeningen i Rostock, at flygte fra lejren. De havde knust lamperne i en smal korridor, havde i ly af mørket overrumplet to vagter, kvalt dem med de bare næver, klædt dem af, iført sig deres uniformer og var med rolige skridt spadseret ud ad Dachaus hovedindgang.

Kun en håndfuld fanger var tidligere flygtet fra denne koncentrationslejr. Alle blev selvfølgelig indimellem grebet af fristelsen og overvejede alvorligt mulighederne for at slippe ud derfra, men Dachau var ikke et sted man bare kunne stikke af fra. Fangernes mest udbredte måde at flygte på var gennem fantasien.

I barakkerne spredte det rygte sig hviskende at to mænd havde taget livet af et par forhadte vagter og genvundet deres frihed.

De underernærede og trætte fanger blev grebet af ophidselse og tænkte med beundring på de undvegne. Mange mente at vagterne havde fået som fortjent. Nogle begyndte at spekulere på om de skulle følge de modige havnearbejderes eksempel.

118

Udødelighedens eliksir.indd 118

21/12/12 12.20

Jagten på de flygtede fanger stod på hele natten. De sejrssikre sporhunde fik færten af mændene fra Rostock ved daggry, femten kilometer sydøst for Dachau. Lejrkommandanten, Oberführer Hans Loritz, blev rasende da han fik meddelelsen om at fangerne var blevet fundet frosset ihjel, for han havde givet strenge ordrer om at de skulle pågribes levende. Loritz følte sig skuffet over at være gået glip af fornøjelsen med egenhændigt at pine mændene til døde og siden placere dem på hver sin stol, til almen beskuelse på appelpladsen, med et papskilt om halsen med ordene: ‘Herligt at være her igen.’ Den rasende lejrkommandant råbte af sine lungers fulde kraft at der straks skulle skydes ti fanger for hver dræbt vagt som gengældelse.

To væbnede soldater trængte ind i min grandonkels overfyldte barak, og i det lumre halvmørke pegede en af dem på Fernando, der lå på en briks.

– Du der, op med dig straks, opstilling! Du skal ud i gården og skydes, råbte den uniformerede mand.

Min grandonkel stivnede, overbevist om at hans sidste time var kommet. Vagterne gik videre og ledte efter flere ofre længere inde i barakken. Fernando blev liggende et øjeblik, sammenkrøbet og skrækslagen. Da vagterne var uden for synsvidde, hviskede Aron Reinherz, som han delte den smalle briks med, noget til ham. Fernando kendte den gamle herreskrædder fra Wien, hvor de havde boet i samme hus. I Dachau plejede de at fordrive de ledige stunder med at spille skak med brikker af tørt brød.

– Hr. Scharf, du har besejret mig så mange gange i skak. Vær rar at gøre mig en tjeneste der betyder meget for mig. Lad mig være dagens vinder og tage din plads.

Fuldstændig overrumplet som han var, nåede min onkel knap nok at reagere. Mens Aron Reinherz rejste sig fra briksen, fortsatte han: – Tak for Deres generøsitet, hr. Scharf. Tillad mig at bede Dem om en eneste ting til. Drik en kop kaffe og spis et stykke kage for mig en dag på Sachers konditori.

Den gamle herreskrædder stillede sig hen til døren. Et halvt minut senere førte vagterne ham og en anden fange til appelpladsen uden for barakkerne.

Et par fanger, deriblandt min grandonkel, listede hen til et vin119

Udødelighedens eliksir.indd 119

21/12/12 12.20

due og spidsede ører for at høre hvad der foregik ude i gården.

Nogle meter længere væk stod fire bevæbnede vagter med overskæg, der var hvide af rimfrost, og dampende næser. Fangerne opfattede at vagterne klagede over den frygtelige kulde. Da hørtes en hjertelig latter. Det var herreskrædderen Aron Reinherz der lo og holdt sig for maven.

– Er du da rigtig klog, jøde? råbte en af vagterne. – Hvad griner du ad? Hvad er det der er så komisk? Du skal jo dø, din idiot.

– Jeg ler ad jer, vagter. Den gamle jøde hævede stemmen så ordene kunne høres over hele pladsen. – Hele situationen er jo så komisk. Om nogle sekunder mærker jeg ikke længere kulden.

Men I kommer til at stå her hele morgenen og ryste af kulde. Så hvem er idioten ...

I næste sekund flængede tre pistolskud den iskolde luft på pladsen.

VORES SLÆGTS STORE LYKKE Da Rebecca var kommet til Córdoba og hendes far nysgerrigt spurgte hvad der havde fået hende på den tanke at foreslå et parti skak, svarede hun lakonisk: – Ikke hvad, kære far, men hvem. En engel. Som også førte min hånd over brættet.

Kort tid efter døde Rebecca i barselsseng. Rabbi Orabuena overtog ansvaret for den toårige Moishes opdragelse.

De prægtige de Espinoza-livlæger i Lissabon vidste meget om urter og nytteplanter, men ingenting om verden omkring sig. De var så optaget af at tilfredsstille deres egen konge og være Gud til behag ved altid at søge trøst i egne århundredgamle traditioner, at de så bort fra alle nye tanker og aldrig forsøgte at tage nogle af de mangfoldige ideer til sig som samtiden så generøst bød på.

Sådan levede de i generation efter generation – i en epoke hvor jødiske mystikere havde en forunderlig hang til at lodde universets gåder og skabte poetiske tekster af stor skønhed og tankekraft – i 120

Udødelighedens eliksir.indd 120

21/12/12 12.20

landlig tilbagetrukkethed, med den ligegyldighed for aktuelle og kommende begivenheder der kendetegner mennesker som er fanget i deres eget pompøse snæversyn.

Rabbi Orabuena, derimod, var en skarpt tænkende mand, en der altid mentalt bevægede sig ad lærde baner og havde en udpræget sans for etik. Livet igennem ledte han efter fælles tanke­ mønstre for jødedommen, kristendommen og den platoniske filosofi, for han ville forstå den lovmæssighed der råder lige fra den foranderlige jordiske eksistens og helt op til himmelsfærernes evighed.

Han åbnede Moishes øjne for vide horisonter og stimulerede utrætteligt hans tænkeevne, opøvede den til hurtighed, inspirerede den til større dristighed. Frem for alt sørgede han for at tre grundlæggende ting tidligt og uudsletteligt blev indpræget i drengens bevidsthed.

Rabbi Orabuenas tre fundamentale sandheder kom ofte over min grandonkels læber, derfor husker jeg dem særdeles godt – selv om jeg må indrømme at jeg ikke opfattede den visdom der ligger i disse ord før tredve år efter at jeg havde hørt dem, for før da havde de ingen forbindelse til mit eget liv.

1: Begyndelsen til enhver dyd er eftertanke, dens endelige mål er bestandighed.

2: Der findes altid flere rettesnore for sandhed og fornuft end de gængse meninger og vaner i den samtid og det samfund man lever i.

3: Kun dårer er sikre og trosvisse.

DET DOBBELTE TAPET Hvad har jeg gjort for at falde i unåde hos den Almægtige? Det var det første, Israel tænkte da han fik meddelelsen om at Chaim var blevet henrettet i Granada som straf for at han havde taget livet af sultanen. En skygge gled over den gamle livlæges pande, og han faldt ned på knæ, læberne vrængede sig i en grimasse, og tårerne strømmede ned over de skæggede kinder. Han skreg 121

Udødelighedens eliksir.indd 121

21/12/12 12.20

sin smerte ud, højt og ubehersket, så faldt han bevidstløs om på gulvet.

Hvad var det der plagede Israel mest?

Sasha og jeg fik aldrig svar på det spørgsmål. Min grandonkel sukkede hørligt med et fjernt smil, men havde for en gangs skyld ikke noget svar. Den dag i dag ved jeg derfor ikke hvad Israel sørgede mest over: At han havde mistet sin søn, eller at han, der havde levet i en urokkelig overbevisning om at meningen med menneskets liv var at tjene Herren, havde mistet Guds nåde.

Da Israel var kommet sig oven på det første chok og nogenlunde havde genvundet fatningen, gik han op til Leah, den eneste af døtrene der var ugift og stadig boede i forældrenes hus, i et lille aflukke oppe på loftet. De havde ikke talt sammen siden den dag for længe siden da Chaim kom til verden. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set Leah og kunne knap nok kende hende igen som hun stod der snavset og usoigneret midt i al rodet. Han iagttog datteren der uvilkårligt undveg hans blik, og opdagede at hun var blevet en gammel kvinde uden nogensinde at have levet, og at hun lugtede som visne blomster. Først nu indså han at han var gået for vidt, at han havde afskåret hende fuldstændig, ladet den plads i sit hjerte der tilhørte Leah, tørre ud, og forvandlet hende til en fremmed på grund af en profeti, der nu var blevet til virkelighed.

Fuld af skam bøjede han hovedet og sagde at han kom for at bede om tilgivelse, for hun havde haft ret fra første øjeblik – Chaim havde bragt evig skam over navnet de Espinoza. Så tilføjede han næsten uhørligt at han var død. Øjnene fyldtes af tårer, for en ny smerte steg op i ham ved tanken om at det betød enden på slægtens historie.

Da tog Leah til orde for første gang i henved tredve år og sagde at hun havde sværget på at hun aldrig ville tynge faderen med endnu en profeti, men at hun måtte fortælle ham hvad hun med sit gennemtrængende klarsyn havde set, nemlig at slægtens fremtid var sikret, for Chaim havde en søn.

Et øjeblik frøs Israels blod til is, men heller ikke denne gang troede han på Leah. I hans ansigt viste der sig et træk af håbløs122

Udødelighedens eliksir.indd 122

21/12/12 12.20

hed og afmagt, og han lod som om han ikke havde hørt datterens ord.

Udtæret og gul i ansigtet, offer for mørke sindsstemninger og heftige anfald af tungsindighed tilbragte Israel flere uger alene inde på sit studerekammer, blandt stabler af håndskrifter om plantelivets gåder og jødernes religiøse love. Han lyttede til vindens tuden i træerne og det fjerne brus fra stjernerne. Nætterne tilbragte han i angst og vågen. Om morgenen bad han med monoton stemme verdensaltets skaber om at skåne ham for nye prøvelser.

Nogle uger senere kom der et brev fra rabbi Orabuena, der oplyste at nu hvor begge Moishes forældre var døde, havde han og hans hustru taget drengen til sig. Brevet bekræftede Leas forudsigelse.

Nyheden dæmpede rigtignok Israels sorg en anelse, men den øgede samtidig hans følelse af utilstrækkelighed. Hvem skulle han overlade urten Raimundo til? Han havde ikke andre mandlige efterkommere – kun tolv døtre. Han måtte altså overlade kundskaben om det evige liv til sønnesønnen Moishe. Men hvordan kunne det lade sig gøre uden at han blev tvunget til at indvie en udenforstående – drengen var jo kun to år og boede i det fjerne Córdoba.

En eftermiddag puffede Israel ved et uheld til bordet, og et skrift fra toppen af stablen faldt ned på gulvet. Det var Sefer Jetsira – et århundredgammelt værk der kredsede om spørgsmålet om hvordan Gud skabte verden. Han samlede det op og kyssede det som udtryk for anger over at have ladet det hellige skrift havne på det beskidte gulv. Han slog op på en tilfældig side, og hans blik faldt på en sætning: ‘De toogtyve grundbogstaver skar jeg til, støbte dem, stillede dem sammen, vejede dem, byttede dem ud og formede med dem alt det skabte og alt det som i fremtiden skal formes.’

Han læste sætningen nogle gange og fæstede sig ved ordene ‘byttede dem ud.’ En tanke begyndte at tage form i hans hoved.

De følgende dage udarbejdede livlægen et chiffer. Da han var færdig med systemet, krypterede han opskriften til udødelighedens eliksir og lagde, sammen med en kortfattet redegørelse for slægtens historie, teksten i en lille æske af groft hugget velduften123

Udødelighedens eliksir.indd 123

21/12/12 12.20

de cedertræ, som han forseglede omhyggeligt. I et følgebrev bad han rabbi Orabuena opbevare æsken på et sikkert sted, og en dag når Moishe var blevet voksen, overlade den til ham.

Sent om aftenen gik Israel i seng. Der herskede en sælsom stilhed i værelset, et fortættet, hemmelighedsfuldt mørke. Han følte sig pludselig ilde til mode og tænkte at der ville ske noget mærkeligt og ubehageligt. Det varede længe før han faldt i søvn, og allerede efter kort tid vågnede han med et sæt. Midt i den tyste, usigeligt stille nat fornemmede han en lyd. Han hørte den tydeligt og blev bange. En eller anden bladede i hans skrifter i mørket. Han satte sig brat op og ville skrige, men frygten kvalte hans stemme. Så mærkede han pludselig at en eller anden krøb ned i sengen. Det var døden, det forstod han omgående, den kom på besøg midt i den stille nat for at tage ham i sin favn.

EN MORS KÆRLIGHED Min grandonkel var altid lidt gådefuld når han talte om Rebecca, som i hans øjne mere var en engel end en kvinde. På den tid var jeg ikke bange for det gådefulde, og jeg blev heller ikke skræmt af historier der ikke hang sammen. Vi fik altid ubegribelige og uventede ting at høre når min grandonkel var på besøg. Sasha og jeg var tretten år, han femoghalvfjerds. Selv om jeg den dag i dag ikke kan sige at jeg forstod mig på Fernando eller det der foregik i hans indre, stod det helt klart for mig at den grufulde skæbne som tilværelsen havde beredt Rebecca, gjorde dybt indtryk på ham. Normalt strålede og lyste han. Men når han tænkte på denne kvinde i 1300-tallets Granada, var det som om alt mørket i ham kom op til overfladen, hans øjne fyldtes af tårer, og han sagde, ligesom for at understrege at hun fortjente vores medfølelse: – Den dom som himlen fældede over Rebecca, var strengere end den straf Muhammed beredte hende fordi hun var giftblanderen Chaims hustru.

Det min grandonkel sigtede til, var at livet ikke gav Rebecca 124

Udødelighedens eliksir.indd 124

21/12/12 12.20

muligheden for at opfostre sin søn. Hun døde i barselsseng lige efter hjemkomsten til Córdoba. Men hun trodsede skæbnen og veg aldrig fra Moishes side, ikke så meget som et sekund. Han kunne altid fornemme hende, mærke hendes blik, høre hendes stemme, indånde duften af hende. Når han lukkede øjnene, var hun der – ganske vist kun i ånden, men fuld af sprudlende liv.

Re­becca kyssede og kærtegnede Moishe, overøste ham med ømhed og hviskede ham kloge ord i øret, vågede altid over ham og beskyttede ham mod farer.

Da Moishe fyldte tretten år og tog sin bar mitz vah – en slags modenhedsprøve for drenge med henblik på optagelse i en jødisk menighed – kom Rebecca til ham om natten. Moishe kunne tydeligt mærke sin mors nærhed og høre hendes stemme. Hun sagde at hun måtte røbe en ting for ham, nemlig at det ikke var hende der havde vundet i skak over den nye sultan, Muhammed III, og på den måde reddet Moishes liv. Det var en engel der havde åbenbaret sig for hende og ført hendes hånd under partiet. Englen flyttede skakbrikkerne efter et intrikat system der har sin oprindelse i tidernes begyndelse og bygger på talforhold der er nedfældet i skaberværket, og som stemmer overens med de harmoniske proportioner i makrokosmos’ stjernetåger og galakser. Dette system fungerer som en nøgle. Ved hjælp af den kan verdens inderste orden aflæses.

Rebecca lovede at hun en dag ville afsløre det intrikate system for Moishe. Så blev hendes stemme svagere. Moishe bøjede sig frem og lyttede ivrigt. Men han hørte ingenting. Der var så stille i værelset at drengen kunne fornemme lyden af de fjerne stjerners åndedrag.

VIDUNDERBARNET REDDER JØDERNE Den historie jeg har lyst til at fortælle om vores fjerne slægtning Moishe de Espinoza, som vi kort og godt kalder kabbalisten, udspillede sig under den jødiske påske år 1313 i Córdoba.

På den tid var Moishe stadig en ung dreng, han var lige fyldt 125

Udødelighedens eliksir.indd 125

21/12/12 12.20

tretten, men nogle gange følte han sig som om han var hundrede år gammel. Han boede i sine morforældres hjem, og under hele sin opvækst var han svøbt i mormoderens kys. Hans morfar, rabbi Abraham Orabuena, var lige så kendt for sin lærdom som for sin brændende fromhed. Han rørte aldrig mad før solnedgang og bad så intenst til Gud at sveden løb i stride strømme og han måtte skifte skjorte tre gange om dagen – en ufattelig luksus i 1300-tallet.

Af morfaderen hade Moishe lært aramæisk, arabisk, latin, matematik og aritmetik. Han havde læst bøger om religion, filosofi, geografi og historie. Drengens hoved var proppet med fakta og oplysninger. Han huskede alt og glemte ingenting. Han kunne læse Talmud og Tora med bind for øjnene. Med et eneste blik var han i stand til at afgøre et menneskes karakter. Så snart en person åbnede munden, vidste Moishe hvad vedkommende ville sige. Han var også god til at lindre alle former for fysisk smerte som folk døjede med. Det gjorde han ved tankens kraft, uden at berøre personen med sine hænder eller komme med magiske besværgelser. Alle der havde mavesmerter, ondt i ryggen, brok, kredsløbsforstyrrelser, gigt eller blod i afføringen var tilfredse med hans behandling.

Fromme jøder kom tit for at få åndelig vejledning af drengen.

Moishe følte sig nogle gange tvunget til at bede om at måtte være i fred og undskyldte sig med at han ikke var rabbiner, blot en almindelig dreng der selv havde brug for vejledning. Men det hjalp ikke. Folk blev ved med at banke på hans dør.

Rygter om Moishe var også kommet de høje herrer for øre. En af guvernør Manuel Manzanedos de Castillos spioner, der var blevet sendt hen til rabbinerens hus for at give sin herre og Córdobas styre en rapport om drengens usædvanlige evner, spurgte Moishe hvad han, der kendte jødernes mentalitet og historie, mente var det vigtigste for hans folk. Moishe havde svaret som han altid gjorde, at loven var det vigtigste for jøderne, for Guds lov var retfærdig og gjaldt for alle individer, ingen stod over loven, hverken herre eller tjenere.

I sin udførlige rapport, hvor spionen forsøgte at være så detaljeret og overbevisende som muligt, forvanskede han Moishes 126

Udødelighedens eliksir.indd 126

21/12/12 12.20

ord og påstod at drengen havde kritiseret guvernør Manzanedos del Castillo og medlemmerne af det styrende råd for misbrug af loven. Pander rynkedes, og de høje herrer, der tilhørte Córdobas fornemste familier, sukkede bekymret. Rapporten blev diskuteret til langt ud på natten. Ud fra den indflydelse som drengen syntes at have over sine trosfæller, kunne man få den tanke at han blandt jøderne pustede til en ulmende utilfredshed med byens magthavere. Hvis en sådan kritik slog rod i jødernes bevidsthed, ville det blive sværere at styre dem.

– Det er farligt med folk der tror de besidder absolutte sandheder, konstaterede den unge Hidalgo del Solis, der ville vise at han var handlekraftig, for han havde sat sig som mål at efterfølge den aldrende guvernør. – Vi har set mange eksempler på hvordan det går når folk bilder sig ind at de kan afskaffe uret og få sandheden til at sejre over falske forestillinger. Jeg foreslår at vi lader bødlen undersøge hvad der er grunden til jødernes begejstring for dette vidunderbarn.

Flere medlemmer af det styrende råd delte den unge mands opfattelse. Men guvernøren fremførte at det kunne være farligt at vække den slumrende onde bjørn ved at udsætte drengen for tortur, og foreslog i stedet at han selv – til trods for at han var tynget af vigtigere gøremål – skulle tale med Moishe og finde ud af hvad han stod for.

Hidalgo del Solis indvendte at selv en trettenårig jøde, drevet af fanatisme og ondskab, kunne forvolde en katastrofe, og derfor burde der gøres kort proces med drengen. Efter en livlig diskussion valgte rådet imidlertid at følge guvernørens linje.

Ifølge et rygte der snart kom i omløb i jødekvarteret, skulle Moi­she tages til fange og tortureres. Rædslen spredte sig i de trange gyder, og ulykkesfugle spåede at der ville flyde jødisk blod under pesach.

Guvernør Manzanedos del Castillo arbejdede med sine erindringsnotater da Moishe trådte ind i værelset. Han så bare flygtigt op fra papirerne og bad drengen forklare hvad han mente om Gud og loven, og gøre det hurtigt for han var optaget og arbejdede med vigtige ting.

127

Udødelighedens eliksir.indd 127

21/12/12 12.20

Moishe optrådte afslappet og talte utvungent. Ordene løb fra hans mund som fra kilderne i Sierra Madres bjergmassiv og deres krystalklare vand der rislende strømmer ned mod dalene. Guvernøren havde aldrig før hørt nogen belægge sine ord så smukt.

Han så op fra sine notater og studerede med et kritisk blik vidunderbarnet, der efter sigende var profeternes ligemand.

Drengen havde endnu ingen af de træk der hører puberteten til, ingen bumser og ingen dun på overlæben. Han var mindre og spinklere end guvernøren havde forestillet sig. Det eneste iøjnefaldende ved ham var den kæmpestore næse. Men hele hans fremtoning – sikkerheden, alvoren, egenrådigheden, overbevisningen – vidnede om modenhed og karakterfasthed.

Moishe holdt fast ved sin opfattelse af at loven var vigtigere end noget andet, for den var det højeste udtryk for Gud den almægtiges uendelige visdom. – Loven, sagde han, – forener mennesker, mens trosforestillinger, sæder, skik og brug og fordomme skiller dem ad. Så tilføjede han at grunden til at guvernøren blev mødt med respekt og beundring, kærlighed og agtelse overalt blandt jøderne i Córdoba, var at Hans Nåde Manzanedos del Castillo i al sin visdom var lovens garant.

Guvernøren følte sig smigret. Det var længe siden nogen havde ytret sig så respektfuldt om ham. Han var barnebarn af kong Ferdinand III af Castilla, maurernes skræk, som i 1236 havde erobret Córdoba. Et par katolske tiår senere var den store metropol – som under kalif al-Hakimen havde været den arabiske verdens centrum med et bibliotek på over en million pragtfulde bind – imidlertid forvandlet til en søvnig garnisonshovedstad.

Ligesom Córdoba befandt Manzanedos del Castillos liv sig i et dødvande. Alderen havde gjort ham til en skygge af sig selv. Tidligere havde politiske intriger været selve den luft han indåndede, men nu var han blevet træt af alt. Han følte kun lede. Det eneste der interesserede ham, var at skrive sine memoirer. Hans stilling i Córdoba var heller ikke den samme som før. Man så ikke på ham med den respekt han havde været vant til, og han havde en følelse af at de yngste herrer i rådet lo ad ham bag hans ryg.

Moishes ord, og frem for alt hans sindrige måde at betragte verden på, gjorde indtryk på guvernøren, som følte sig intellek128

Udødelighedens eliksir.indd 128

21/12/12 12.20

tuelt oplivet. Præsternes præk om Guds kærlighed havde Manzanedos de Castillo altid fundet latterlig, for set ud fra næstekærligheden burde man også elske mennesker der ikke troede på Jesus frelseren, for eksempel jøder og muslimer. Men den tanke var ham fremmed, for han mente at det var farligt at opfatte sine fjender som andet end fjender. Hvordan end Manzanedos de Castillo vendte og drejede det, havde han svært ved at tro på næstekærligheden. Derfor spurgte han Moishe: – I jøder mener altså at loven er vigtigere end kærligheden?

Drengen svarede uden at tøve: – Den mest udbredte kristne bøn begynder med ordene: ‘Fader vor, du som er i himlen’ og slutter med ordene ‘Fri os fra det onde’. Det betyder at ondskab anses for en del af menneskets natur, at den er os medfødt, men at Gud kan befri os fra ondskaben hvis han hører vores bønner. Det sker at mennesker, ud fra en overbevisning om at de begår en kærlig handling i pagt med Guds vilje, tager rollen som frelser på sig og vil befri andre fra ondskaben. Det har altid haft tragiske følger, endnu mere ondskab, lidelse og en pludselig død. Under historiens gang er mit folk ofte blevet udsat for såkaldt kærlige forsøg på at frelse os fra vores angivelige ondskab, og vi ved hvad den slags kærlighed fører til.

Derfor hævder vi at Guds lov er vigtigst, for den giver os regler for hvordan vi skal leve sammen med hinanden her på jorden. Og frem for alt: Ingen står over loven.

– Men loven frelser os ikke fra vores medfødte ondskab, bemærkede Manzanedos del Castillo hurtigt.

– Vi jøder, sagde Moishe venligt, men bestemt, – tror ikke på at et menneske er født ondt. Efter talmudisk opfattelse bærer det nyfødte barn ingen moralsk skyld. Vi fødes så at sige jomfruelige.

Vores personlighed formes af vores erfaringer, der påvirkes af den familie vi lever i, og den herskers styre vi lever under. Alle mennesker kan begå fejl, gøre sig skyldige i dårlige handlinger. Derfor er erindringen så afgørende. Ved at huske fortiden kan vi undgå at gentage vores ugerninger. For os jøder er det en pligt at holde hukommelsen levende for at kunne forsones med hinanden og hjælpe Gud med at reparere verden.

Manzanedos del Castillo var ikke sikker på at han fuldt ud 129

Udødelighedens eliksir.indd 129

21/12/12 12.20

forstod drengens ræsonnement. Dette med hukommelsen faldt derimod så helt i hans smag at han hørte sig selv ytre nogle samtykkende ord. Han tænkte at der åbenbart fandtes en højere verdensorden og en lavere, men at de ikke stemte overens. Nogle blev født som jøder og bar på en forbandelse, andre var katolikker og byggede riger. Men Guds lov måtte alle respektere. Pludselig kunne han også se sin egen rolle i skabelsen som lovens vogter i Córdoba. Han følte sig tilfreds med tingenes tilstand, for han kunne lide at betragte ting fra mange forskellige sider, ærligt og uden forudfattede meninger.

– Unge mand, sagde Manzanedos del Castillo. – Jeg skal villigt indrømme at jeg aldrig har forsøgt at slå den tanke væk at I jøder udgør et fremmed indslag i Córdoba. Men nu hvor du så veltalende har forsikret mig om mine jødiske undersåtters agtelse og beundring, føler jeg mig forvisset om at I respekterer vores love.

Som en nådig gestus, for at vise at jeg ikke nærer nogen direkte modvilje mod jeres gruppe, skænker jeg den jødiske menighed ti friske lam, som I selv må tilberede efter jeres rituelle forskrifter og dele ud blandt de fattigste som et festmåltid på den forestående påskeaften.

Det varede ikke længe, fortalte min onkel, før folk overalt i Europas jødekvarterer kendte til legenden om den forældreløse dreng, der alene og uforfærdet havde reddet jøderne i Córdoba fra at blive forfulgt.

SEDER-AFTEN På Seder-aften, den første aften i pesach, herskede der altid en højtidelig stemning i Córdobas jødekvarter. I skumringen plejede rabbi Orabuena at sidde sammen med sin menighed i synagogen og med spænding imødese den elskede frihedsfest. Det trange lokale, hvor der under højtiderne altid var så kvælende indelukket at man knap kunne trække vejret, var gennemsyret af Guds, englenes og hemmelighedernes ånd. Menneskenes hjerter var fyldt af 130

Udødelighedens eliksir.indd 130

21/12/12 12.20

en særlig længsel. Mændene sang, og kvinderne mumlede aftenbønnen med lav stemme. Midt i denne stemning af forventningsfuldt håb, med løftet om velsignelse og frihed, holdt rabbineren en kort prædiken og priste de frommes dyder som de sad der på herlighedens gyldne trone i himlen mens Toraens mysterier blev åbenbaret. Sveden sprang fra rabbinerens pande mens han talte.

Moishe lyttede i beundring. Mange ansigter var badet i tårer. Alle i menigheden vidste i dette øjeblik at Toraens mysterier var et med verdens mysterier.

Efter gudstjenesten stod Moishe og hans morfar i gården uden for synagogen, omgivet af menigshedsmedlemmer der ville takke drengen der havde reddet jøderne i Córdoba, og rabbineren der havde holdt en vidunderlig prædiken. Efter lidt tid begav folk sig hjemad. Drengen og hans morfar så op mod den klare himmel der var fuld af strålende stjerner. Der blæste en sval vind. Begge følte fred i sjælen da de løftede blikket mod det høje.

– Hvor end sandheden må findes, sagde rabbineren, – så er én ting i hvert fald sikker: Himlen er vældig og uden grænser.

– Morfar, det tager tusindvis af år for lyset at gå fra stjernerne til det når vores øjne, sagde Moishe. – Stjernerne der blinker og glitrer på himlen, er sole, meget større end jorden, hver og en med egne planeter der formodentlig selv er hele verdner. Den blege plet deroppe er måske et mylder af millioner af himmellegemer.

Tænk, morfar, at kunne afdække rummets hemmeligheder. Nøjagtig at kunne forudse hver formørkelse af solen og månen, og hver gang kometerne dukker op på ny.

– Den som kan tolke de hellige skrifter, frem for alt profeternes åbenbaringer, finder svar på alle spørgsmål, konstaterede rabbineren og tog sig til brystet.

Moishe bemærkede ikke at morfaderen havde svært ved at trække vejret. Drengens øjne lyste som ædelsten, de gnistrede af ild og natlige løfter. I mørket var det som om universet var fuldt af utilgængelige gåder.

Dette år, som alle tidligere år, samlede Abraham Orabuena sine venner og deres hustruer i sit hus til påskehøjtiden. Rabbinerens hustru havde sammen med nogle andre kvinder brugt mange timer 131

Udødelighedens eliksir.indd 131

21/12/12 12.20

på at forberede Seder-aftenen, der indledte den otte dage lange pesach. Det usyrede brøds fest markerede Israels tilblivelse som folk og erindrede om flugten fra Egypten. Denne aften skulle alle jøder føle at de lagde det egyptiske slaveri bag sig og var frie mennesker.

I anledning af Seder-aftenen havde rabbineren iført sig en smuk bønnekappe og en rigt dekoreret kalot. I stuen, der fyldtes af herlige dufte ude fra køkkenet og af varme fra ovnen, stod et stort bord, dækket til atten. Rabbi Orabuena var omhyggelig med til hver højtid at have atten gæster til bords, ikke flere, ikke færre, – for atten betyder liv i den jødiske mystik.

Gæsterne sad på bekvemme puder og småsnakkede, de lo og underholdt hinanden i en uafbrudt talestrøm. Ved den ene ende af bordet sad rabbineren. Alle vidste at han ved højtiderne plejede at give sin barske humor frit løb, og at ingen smiger faldt mere i hans smag end den at man lo ad hans vittigheder. Men denne aften var han i begyndelsen usædvanlig stille og fattet.

Rabbinerens hustru tændte to lys og fremsagde den foreskrevne velsignelse. Rabbineren rejste sig. Alle om bordet stirrede på ham. Omhyggeligt og med lidt stive bevægelser læste han en velsignelse over vinen. Så kom tidspunktet hvor værtinden skulle åbne yderdøren og traditionen tro lade profeten Elias træde ind i huset med bud om Messias’ komme.

Yderdøren blev åbnet. Til alles forbavselse stod der en jødisk vandrer udenfor. Han så ikke ud som en almindelig fattig stymper, men mere som en vis mand. Men hans tøj var laset. Moishe kastede et blik på den fremmede og forstod straks at han var en af de seksogtredve retfærdige mennesker der levede et liv i fattigdom, og som med sin dyd og ydmyghed gjorde det muligt for verden at eksistere.

– En uventet gæst, udbrød rabbinerens hustru. Den fremmede blev inviteret indenfor.

– Pesach sameach – jeg ønsker jer alle en god påske, hilste manden høfligt, samtidig med at han ydmygt bøjede hovedet og trådte indenfor.

– Pesach sameach, fremmede, svarede rabbineren. – Kom og sæt dig her ved bordet og fortæl mig hvad der har ført dig til vores egn.

132

Udødelighedens eliksir.indd 132

21/12/12 12.20

– Jeg er her ikke for at tage del i festmåltidet. Jeg er her kun for at sige én ting.

– Så gør det, svarede rabbineren.

– Makbenak.

Da manden udtalte det ord, blev rabbiner Orabuenas ansigt forvandlet. Det blev oversvømmet af tårer. Øjnene, kinderne, det gråsprængte skæg – alt blev vådt. Han bevægede læberne, men der kom ingen lyde. Middagsgæsterne sad stumme ved bordet.

Før nogen nåede at sige et ord, havde den fremmede forladt huset.

– Ærede rabbi, kan du forklare hvem denne mand var, og hvad han ville? sagde en af gæsterne.

Rabbineren tog et stort lommetørklæde frem for at tørre sine øjne og pudse næse. Med brudt stemme sagde han: – Vi har lige været vidne til et under.

– Et under? gentog en af gæsterne mistroisk. – Hvad mener du, kære rabbi?

En sælsom stilhed fulgte. Alle i stuen stirrede forventningsfuldt på rabbineren. Moishe fik kuldegysninger. Han anede hvad der var ved at ske.

Rabbineren stirrede op i loftet. Han var sikker på at hans forfædres sjæle vågede over ham. Han følte Guds nærvær. Han kunne for sit indre blik se Den almægtige sidde på ærens trone og kigge ned på ham. Han kunne for sit indre øre høre englene synge salmer. Han forstod at Livets bog, hvor alle menneskers gerninger er nedfældet, var blevet åbnet, og at hans tilmålte tid var gået.

Rabbineren faldt sammen ved bordet. En af gæsterne var lægen Pereira. Han rejste sig omgående for at hjælpe.

– Hvad er der sket? råbte rabbinerens hustru. – Hvordan er det fat med min mand? Kan du hjælpe ham?

– Det eneste han har brug for nu, er Guds nåde, fastslog Pereira.

En times tid efter Abraham Orabuenas pludselige død var der sort af mennesker på gaderne omkring hans hus. Mændenes pandelokker vajede i vinden. Kvinderne istemte en højlydt klagesang.

Rabbinerens nærmeste venner gjorde hvad de kunne for at holde 133

Udødelighedens eliksir.indd 133

21/12/12 12.20

folk væk fra huset, men de nysgerrige rev næsten yderdøren af hængslerne.

Liget lå på sengen i soveværelset i et sort ligklæde med to levende lys ved hovedgærdet. Rabbinerens hustru gik hulkende omkring. Hun havde taget den gifte kvindes paryk af og bar et sjal om hovedet. De mandlige gæster der havde deltaget i Seder-aftenen, holdt ligvagt og sad på lave skamler og messede salmer.

LEGENDEN OM DEN HEMMELIGE KILDE Moishe havde gemt sig i soveværelset og lå sammenkrøbet i sengen. Raseriet og sorgen kæmpede om overtaget i ham, men blev snart afløst af tungt mismod. Han lukkede øjnene. Moderen kom til ham, kyssede ham ømt på panden og omfavnede ham trøstende.

– Forklar mig, kære mor, sagde Moishe, – hvad ordet ‘makbenak’ betyder.

– Du kender vel legenden om Adoniram? Det var ham der opførte kong Salomons tempel i Jerusalem der stod på Moria-bjerget hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak. Adoniram havde mere end hundred tusind håndværkere til sin disposition, og Salomons tempel var den mest fuldkomne bygning i historien. Den utrættelige bygherre hentede styrke, inspiration og viden fra den hemmelige kilde hvor verdens syv visdomme er samlet. Kun en håndfuld udvalgte har nogensinde fået adgang til den hemmelige kilde.

Adoniram var en af dem. Det var sådan han fik indsigt i profeten Ezekiels tempelvision og det allerhelligste rums indviklede mål.

Det skulle være bygget som et kvadrat på tyve gange tyve alen, og da taghøjden også var tyve alen, dannede rummet en kubus.

– En kubus? gentog Moishe.

– Ja. Og brændofferalteret i forgården uden for templets østre port var også kvadratisk. Alterovnen var tolv gange tolv alen i profeten Ezekiels vision. Men Adoniram byggede brændofferalteret, der udgjorde den hellige klippe es-Sakhras top, i målene tyve gange tyve alen.

134

Udødelighedens eliksir.indd 134

21/12/12 12.20

– Mener du at Adoniram afveg fra profetens vision?

– Han handlede ikke på egen hånd. Adoniram fulgte bare anvisningerne fra den hemmelige kilde. Selv om han måtte betale en høj pris for det. Tre stenhuggere tragtede misundeligt efter hans hemmelige viden. De truede ham, men han nægtede at afsløre det løsensord der krævedes for at få adgang til den hemmelige kilde.

Så slog de Adoniram ihjel og begravede liget under en høj. Stedet markerede de med en akaciegren. Graven blev senere fundet af ni bygmestre. De gravede liget op, og da de så at kroppen var begyndt at rådne, brølede de: makbenak. Det betyder at kødet løsner sig fra knoglerne. De lagde liget tilbage i jorden, plantede et akacietræ på stedet og gik tilbage til kong Salomon for at fortælle om fundet. Kongen gav dem i opdrag at grave liget op igen.

Det gjorde de, og ved hjælp af den hemmelige kilde lykkedes det dem at føje Adonirams krop sammen igen, stykke for stykke. De nye bygmestre sagde ordet makbenak en gang hver. Da blev Adoniram født på ny, og tusind lys blev tændt rundt om akacietræet.

De ti mænd svor at de aldrig ville afsløre hemmelighederne.

Sådan blev makbenak det nye løsensord ved indgangen til den hemmelige kilde.

– Kære mor, sig mig, kan jeg få adgang til kilden?

– Det er ikke nok at du kender løsensordet. Du må også kunne udtale makbenak rigtigt. Det kan kun de retfærdige. Derfor er det nytteløst at søge den hemmelige kilde. Ingen vil nogensinde finde det vand der gør ham vis. Visdom kommer indefra.

– Hvad skal jeg gøre for at blive retfærdig?

– Behandle andre som du vil at de behandler dig. Se på verden med et roligt klarsyn og bevare din følsomhed for andres egenart.

Den viden du indhenter hos andre, skal du føre videre i en enkel form som mange kan forstå.

– Jeg forstår ikke hvordan alt dette hænger sammen – makbenak, den hemmelige kilde, morfars død. Vær sød at forkare mig hvorfor morfar måtte dø.

– Han døde ikke. Han blev bare befriet fra kødets byrder. Hans sjæl befinder sig allerede ved den hemmelige kilde hvor ikke kun al visdom er samlet, men hvor også livets bog opbevares, denne forunderlige skrift som har sin oprindelse i fjerne tider og inde135

Udødelighedens eliksir.indd 135

21/12/12 12.20

holder hver en begivenhed, hver eneste detalje i alles liv. Morfar er nu der og skuer det som intet menneskeøje kan se. Makbenak var hans løsensord til paradis. En dag skal du genforenes med morfar. Men du har en lang vej at gå, og du må vandre alene, uden morfar og mig. Min tid er snart omme. Før jeg forsvinder, skal du få den nøgle der åbner alle døre for dig. Hør godt efter, min søn, det løsensord jeg giver dig, er det samme som de træk englen gjorde på skakbrættet da jeg besejrede Muhammed. Oversæt tallene til ord og ordene til tal, skab balance mellem følelse og fornuft, forstå hvad det er du søger, så vil alt det der er skjult, vise sig. Livet bliver som en åben bog for dig.

Langsomt afslørede hun skaktrækkene. Så kyssede hun Moishe på panden. Et øjeblik kunne Moishe se moderens ansigt klart og tydeligt foran sig. Men snart opløste alt sig igen i mørke. Moishe følte en bittersød nærhed og en uoverstigelig afstand til sin mor.

PÅ SPORET AF MOISHE I nogle måneder var Moishe vores store helt. Børn har brug for helte. Sasha og jeg ville vide alt hvad der var at vide om kabbalisten. Da min grandonkel kom på sygehuset efter et mindre hjerteanfald, finkæmmede vi alle bibliotekets opslagsværker og historiebøger i jagten på mere viden om Moishe. Men vi fandt ingenting. Ikke fordi vi manglede hengivenhed eller tålmodighed, men fordi hans navn ikke var at finde nogen steder.

Efter tilbagekomsten fra sygesengen kom min grandonkel med en forklaring, men afkrævede os først et tavshedsløfte. Vi måtte sværge på at vi ikke under nogen omstændigheder ville tale om dette uden for hjemmets fire vægge.

Han fortalte at kommunistpartiet i Østeuropa i foråret 1952 havde anklaget en håndfuld prominente ledere for forræderi og hængt dem. Syndebukkene skulle afbøde folkets utilfredshed med magthaverne. Propagandaafdelingen viskede straks navnene på disse kommunister ud af historien, og naturligvis fra alle biblioteker. Mange var af jødisk herkomst. I deres jagt på forrædere 136

Udødelighedens eliksir.indd 136

21/12/12 12.20

var bureaukraterne nidkære og overdrev sagen. Der hvor Moishe de Espinozas navn havde stået, var der nu blankt på siderne.

Jeg har altid haft svært ved konklusioner, sammenfatninger, en smukt pakket livsbagage. Jeg er tiltrukket af det midlertidige, det uensartede og det uforklarlige. Jeg har en underlig forkærlighed for overflødige detaljer. Måske kan det forklare hvorfor jeg for det meste bedre kan huske de uvæsentlige ting end det der er vigtigst i en historie.

Følgende tre ting fortalte min grandonkel os om Moishe de Espinoza: I. De første tre måneder efter sin morfars død sov han let og drømmeløst. Han var syg af savn og helt opslugt af tankerne om rabbi Orabuena.

II: Muhammed III var almindeligt forhadt som sultan, for han førte Granada i fordærv, både økonomisk og politisk. For hver dag voksede fjendernes skare. Ikke desto mindre var Muhammed ekstremt tilfreds med sig selv, mere end et fornuftigt menneske med rimelighed kan være.

‘Halstarrighed og faste overbevisninger er beviset på Muhammeds dumhed,’ plejede Nasir at sige. Andre gange hævdede han: ‘Der findes ikke et æsel herfra til Baghdad som er så selvsikkert og beslutsomt som min bror.’

I syv år ventede Nasir i sorg og bedrøvelse på det rette tidspunkt, så samlede han en flok trofaste mænd der havde en fælles interesse i at styrte tyrannen. Muhammed blev fordrevet til byen Almuñécar. Året efter, i 1310, forsøgte han, drevet af en lidenskabelig hævntørst, at erobre tronen tilbage, men hans væbnede oprør blev slået ned. Denne gang viste Nasir ingen barmhjertighed.

Han overlod opgaven med at tage hånd om broderen til en lovens tjener der kunne prale af at han egenhændigt havde henrettet fire hundrede personer. Manden havde mistet kone og to døtre på grund af Muhammed. Han spildte ikke tiden. Med stor tilfredsstillelse stak han øjnene ud på den fordrevne sultan og druknede ham i en af Alhambras fontæner.

Med Nasir som hersker blev der skrevet et nyt kapitel i Granadas historie. Han studerede astronomi og brugte mere tid på 137

Udødelighedens eliksir.indd 137

21/12/12 12.20

naturvidenskaben end på krigskunsten. Da han fik at vide at rabbi Orabuena var død, og at hans hustru et halvt år senere havde fulgt ham, inviterede han Moishe til at bo på Alhambra og studere hos hoffets filosof, Yussuf al-Rahman.

III. Folk i Granada havde meget at tale om i sommeren 1325.

Ismael I blev myrdet af sin fætter, der besteg tronen under navnet Muhammed IV og blev den sjette nasrid-sultan. Byens store tænker Yussuf al-Rahman blev pludselig syg og døde lige efter at hans yngste datter Hasna havde giftet sig med hans yndlingselev, Moishe de Espinoza. En kvinde blev dømt for ægteskabsbrud og skulle druknes i en sæk som man kastede i floden Beiro, men da man dagen efter trak sækken op, åndede hun stadig. At hun levede, beviste at hun havde været uskyldig. Hun blev ført tilbage til byen i triumf. Sankthansaften kunne man iagttage en vældig ildkugle over horisonten i vest. Den lyste som et ondt øje. Ahmed Husseini, den største astrolog i Granada, fastslog at det var en komet med et ondt udseende, og han gjorde den dystre forudsigelse at kometen førte pestsmitte med sig fra jordens indre.

IV. Moishe beregnede kometens bane. For at være sikker i sin sag brugte han den nøgle – skaktrækkene – som han fået af sin mor. Han konstaterede at kometen ikke var på kollisionskurs med jorden, og mente at den ville komme igen tre hundrede og femten år senere. Han fremlagde resultatet af sine beregninger for den nye sultan og sagde god for at verdensaltet ikke var i ubalance. Muhammed IV var både lettet og imponeret. Han foreslog at Moishe konverterede til islam og overtog sin lærers stilling som Granadas hoffilosof. Moishe takkede ydmygt nej til tilbuddet og bad om at måtte forblive jøde og beskæftige sig med fri tankevirksomhed. Uden de store overvejelser bevilgede sultanen ham denne ret og gav ham også den finansielle støtte han havde brug for.

V. Moishe og Hasna fik fem børn, alle drenge. Fire af dem døde før de var fyldt ti år. Den førstefødte, Salman, blev så meget desto ældre. Han levede i over tre hundred halvtreds år.

VI. Moishe og Hasna arbejdede tit sammen. De prøvede at finde fællesnævnere i århundredgamle religiøse skrifter, og forene jødisk og arabisk mystik. Moishe fastholdt at man bestandigt 138

Udødelighedens eliksir.indd 138

21/12/12 12.20

måtte aflokke en tekst – han sigtede først og fremmest til Toraen og Talmud, men det gjaldt også Koranen – nye sandheder. ‘For,’ som han udtrykte det, ‘de hellige tekster indeholder mange skjulte sandheder der kun kan udvindes gennem de fortolkninger som hver ny situation kræver.’ Begge var enige om at kun gennem nye fortolkninger af urgamle tekster kunne den mystiske tradition på en og samme tid holdes levende og foranderlig.

VII. En del af Moishe og Hasnas arbejde var udviklingen af en omfattende sundhedslære der indeholdt anbefalinger om vegetarisk kost, et stort forbrug af hvidløg, åndedrætsøvelser og udrensninger i form af regelmæssige tarmskylninger. Men begge blev ofte ramt af mave- og tarmkatar. Det kunne man også se på dem: De var grågrønne i ansigtet. Da tre af deres sønner var døde af tarmslyng, gik de over til kosher.

VIII. Alle Moishes efterladte tekster rummer formuleringer af stor poetisk kraft.

IX. Fredag den 2. februar 1342 blev Moishe færdig med sit magnum opus, Sefer ha-Zohar (Stråleglansens bog). Det var først i 1800-tallet at en toneangivende rabbiner anerkendte værkets centrale stilling inden for den jødiske mystik og tekstfortolknings­ tradition.

X. Seder-aften 1348 følte Moishe sig stiv og kold i hele kroppen. Han sov uroligt om natten og vågnede brændende varm.

Om morgenen fik han høj feber og havde svært ved at trække vejret. Han kastede blod op og havde diaré. Han så på Hasna og hviskede: – Hvem er jeg – eller du – i alt dette? I Talmud siges det: Jeg er kun støv, men verden blev skabt for mig!

Herefter gik det hurtigt.

Kabbalisten – ham der ændrede de Espinoza-slægtens vej fra giftmord til filosofi – blev et af den sorte døds fyrre millioner europæiske ofre.

Udødelighedens eliksir.indd 139

21/12/12 12.20