Issuu on Google+


September 1945

“Jeg ved ikke, om det er en velsignelse eller en forbandelse,” sagde Helena. “Det er i det mindste noget andet,” sagde Nick. “Ikke længere noget med de der forbandede rationeringsbøger. Ikke længere noget med altid at skulle tage bussen. Hughes fortalte, at han har købt en Buick. Hurra.” “Guderne må vide, hvor han har fået fat i den,” sagde Helena. “Sikkert gennem en eller anden svindler.” “Det er da ligegyldigt,” sagde Nick og strakte dovent armene op mod New Englands aftenhimmel. De sad i haven bag deres hus på Elm Street iført underkjole og drak ren gin af gamle geleglas. Det var den varmeste indian summer, som nogen i Cambridge kunne huske. Nick holdt øje med grammofonen, der stod noget usikkert i vinduet. Nålen hoppede. “Det er for varmt til at foretage sig andet end at drikke,” sagde hun og lænede hovedet tilbage mod den rustne havestol. Louis Armstrong sad fast og blev ved med at gentage, at han havde ret til at synge blues. “Det første, jeg gør, når jeg kommer til Florida, er at få Hughes til at købe en æske ordentlige nåle.” “Den mand,” sagde Helena og sukkede. “Jeg ved det,” sagde Nick. “Han er bare for smuk. Og en Buick og gode grammofonnåle. Hvad mere kan en pige ønske sig?” Helena fniste ned i sit glas. Hun rettede sig op. “Jeg tror, jeg er fuld.” 9

Tigerhuset.indd 9

06/07/12 08.21


NICK

Nick smækkede sit glas ned på armlænet, så metalstolen rystede. “Vi skal danse.” Egetræet i baghaven skyggede delvist for månen, og himlen havde allerede antaget en mørk midnatsblå farve til trods for varmen. Duften af sommer hang stadigvæk i luften, som om ingen havde fortalt græsset, at man faktisk var nået til midten af september. Nick kunne høre, at kvinden inde fra det tre etager høje nabohus var i gang med aftenens sysler: at nyde sin nyeste flamme. Hun kiggede på Helena, mens hun svingede hende hen over græsset. Helena kunne også være blevet en sådan kvinde, med en krop som en skinnende cello og med en kæreste i krig, tænkte Nick. Men det var lykkedes hendes kusine at bevare en friskhed med sine sandfarvede krøller og sin bløde hud. Hun var ikke blevet askegrå ligesom de kvinder, der var gået i seng med lidt for mange fremmede, som var blevet sprængt i luften af miner eller gennemhullet af maskinpistoler. Nick havde set disse kvinder, der stod og sygnede hen i rationeringskøerne eller sneg sig ud fra posthuset, mens de næsten var ved at forsvinde i intetheden. Men Helena skulle giftes igen. “Du skal giftes igen,” udbrød Nick noget beruset, som om hun lige pludselig var kommet i tanke om det. “Ja, er det ikke fantastisk?” Helena sukkede, hendes hånd føltes varm på Nicks ryg. “Mrs. Avery Lewis. Synes du, at det lyder lige så godt som mrs. Charles Fenner?” “Det er yndigt,” sagde Nick uden at mene det, mens hun snurrede Helena rundt og væk. I hendes ører lød navnet Avery Lewis akkurat som det, han var, nemlig en eller anden Hollywood-tosse, der solgte forsikringer og hævdede, at han havde været kæreste med Lana Turner, eller hvem det nu var, han hele tiden ævlede løs om. “Fen ville sikkert have syntes godt om ham.” “Nej, nej. Fen ville have hadet ham. Fen var bare en dreng. En sød dreng.” 10

Tigerhuset.indd 10

06/07/12 08.21


September 1945

“Elskede Fen.” “Elskede Fen.” Helena rev sig løs og gik tilbage til sit ginglas, der ventede på hende på armlænet. “Men nu har jeg Avery.” Hun nippede til sin drink. “Og jeg skal flytte til Hollywood og måske have et barn. På den her måde ender jeg i det mindste ikke med at blive en skrupskør gammeljomfru med vorter på næsen. Og tredjehjul foran kaminilden sammen med dig og Hughes. Gud være lovet.” “Ingen tredjehjul, ingen vorter, men derimod en Avery Lewis.” “Ja, nu får vi begge to virkelig noget, der er vores eget. Det er meget vigtigt,” sagde Helena eftertænksomt. “Jeg spekulerer bare på ...” Hendes stemme døde hen. “Spekulerer på hvad?” “Altså om ... om det vil være det samme med Avery. Du ved, ligesom det var med Fen.” “Du mener i sengen?” Nick vendte sig hurtigt om mod sin kusine. “Det var pokkers. Har den jomfrunalske Helena virkelig nævnt selve akten?” “Nu er du tarvelig,” sagde Helena. “Det ved jeg,” sagde Nick. “Jeg er fuld,” sagde Helena. “Men jeg tænker virkelig på det. Fen er den eneste dreng, jeg virkelig har elsket, altså før Avery. Men Avery er en mand.” “Hvis du elsker ham, er jeg sikker på, at det bliver herligt.” “Selvfølgelig, du har ret.” Helena tømte sit glas. “Åh, Nick. Jeg har så svært ved at tro på, at alt forandrer sig nu. Vi har været så lykkelige her, på trods af alt.” “Nu skal du ikke begynde at tude. Vi kommer til at se hinanden hver sommer. Medmindre din nye mand er allergisk over for Vestkysten.” “Vi tager over til øen. Ligesom vores mødre gjorde det. Til vores huse lige ved siden af hinanden.” Nick smilede ved tanken om Tigerhuset, de luftige værelser, den kæmpestore grønne plæne, der forsvandt ud i havnens blå 11

Tigerhuset.indd 11

06/07/12 08.21


NICK

vand. Og den søde lille hytte ved siden af, som hendes far havde fået bygget til Helenas mor som en gave. “Huse, ægtemænd og ginfester til ud på natten,” sagde Nick. “Intet bliver forandret. I hvert fald ikke på nogen måde, der virkelig betyder noget. Det hele bliver, som det altid har været.” Nicks tog fra Boston var forsinket, og hun måtte kæmpe sig vej gennem menneskemængden på Penn Station, hvor alle havde travlt med at komme af sted i en forvirring af bagage og hatte og kys og forsvundne billetter. Helena måtte være nået halvvejs gennem landet nu, tænkte hun. Nick havde selv lukket lejligheden af og givet værtinden de sidste instrukser om, hvor tingene skulle sendes hen: kasser med romaner og poesi til Florida og kufferter fyldt med korsetter til Hollywood. Da hun endelig kom op i toget, lugtede det af blegemiddel og eventyr. Turen med Havana Special, der kørte hele vejen fra New York til Miami, var den første rejse med overnatning, hun havde foretaget alene. Hun blev ved med at presse næsen mod indersiden af sit håndled for at snuse til sin liljekonval-parfume, som var det lugtesalt. I forvirringen glemte hun at give konduktøren drikkepenge. Inde i sin private kupe anbragte Nick sin læderkuffert på bagagehylden og smækkede den op for endnu en gang at tjekke indholdet og sikre sig, at hun ikke havde glemt noget. En natkjole til toget (hvid), og en til Hughes (grøn med badekåbe, der passede til). To elfenbensfarvede silkeunderkjoler, tre par matchende elfenbensfarvede silkeunderbukser og bh’er (hun kunne vaske dem hver anden dag, indtil resten af hendes ting nåede frem til St. Augustine), hendes toilettaske (parfume i rejseflakon, en rød læbestift, den dejlige Floris-håndcreme, som Hughes havde taget med til hende fra London, tandbørste og tandpasta, en vaskeklud og et stykke Ivory-sæbe), to bomuldskjoler, to bomuldsbluser, et par gabardinebukser (hendes Katharine Hepburn-bukser), to bomuldsnederdele og en let sommerdragt i uld (cremefarvet). Hun 12

Tigerhuset.indd 12

06/07/12 08.21


September 1945

tjekkede også de tre par bomuldshandsker (to par hvide, et par cremefarvede) og hendes mors lyserøde og grønne silketørklæde. Hendes mor havde elsket det tørklæde, og hun havde altid haft det på, når hun rejste til Europa. Nu tilhørte det Nick, og selvom hun endnu ikke skulle så langt som til Paris, så forekom det at skulle mødes med Hughes efter så lang tid hende snarere som en rejse til Kina. “På den anden side er der drager,” sagde hun til kufferten. Nick hørte et fløjt, hvorpå hun hurtigt smækkede låget i og satte sig ned. Nu, hvor krigen var forbi, var sceneriet uden for vinduet med kvinder, der viftede med lommetørklæder, og rødøjede børn knap så gribende. Ingen skulle af sted for at dø, de skulle bare besøge en gammel tante eller begynde i et kedeligt job. For hende var det hele dog spændende, og verden var ny. Hun skulle mødes med Hughes. Hughes. Hun hviskede hans navn, som var det en talisman. Nu, hvor hun kun var en dagsrejse fra ham, tænkte hun, at hun var ved at blive vanvittig af at vente. Pudsigt at det var sådan. Seks måneder, men de sidste få timer var uudholdelige. De havde sidst set hinanden i foråret, da hans konvojskib var gået i havn i New York og lå i dok med henblik på at blive repareret, og han havde fået landlov. De havde boet om bord på U.S.S. Jacob Jones, i en af kahytterne for gifte officerer. Der var lopper, og netop som Hughes havde ført en hånd ned over hendes nederdel, begyndte hendes ankler at brænde. Hun havde forsøgt at koncentrere sig om hans søgende fingerspidser, mens hans læber var trykket ind mod hendes hals. Men hun kunne ikke lade være med at udstøde et forskrækket skrig. “Hughes, der er et eller andet i sengen.” “Jeg ved det. Pokkers.” De var begge to løbet ud i brusekabinen, hvor de havde opdaget, at deres ben var fyldt med røde bid, og at vandet i afløbet var fyldt med små sorte prikker. Hughes forbandede skibet, forbandede krigen. Nick spekulerede over, om han mon ville lægge 13

Tigerhuset.indd 13

06/07/12 08.21


NICK

mærke til hendes nøgne krop. Han vendte i stedet for ryggen til og begyndte at sæbe sig ind. Men han havde taget hende med hen på 21 Club. Og det havde været et af de øjeblikke, hvor det syntes, som om hele verden lagde hindringer i vejen for deres lykke. Hughes, der ikke ville tage imod penge fra sine forældre og ikke ville lade Nick bruge sine egne penge, tjente med sin løn som premierløjtnant ikke tilstrækkeligt til at kunne få råd til en middag på restauranten. Men han vidste, hvor meget hun holdt af stedets historier om gangstere klædt i hajskinds-jakkesæt og deres smukke kvinder, som havde slået sig løs dér i forbudstiden. “Vi har kun råd til to Martinier samt en skål med oliven og bladselleri,” sagde han. “Vi behøver slet ikke at tage derhen, hvis vi ikke har råd til det,” sagde Nick og studerede sin mands ansigt. Det var trist, trist og noget andet, som hun ikke lige kunne sige, hvad var. “Nej,” sagde han. “Det her har vi lige råd til. Men så bliver vi også nødt til at gå igen.” De trådte ind i barlokalet med de mørke paneler og med forvirringen af legetøj og sportsartikler, der hang ned fra loftet, og Nick mærkede straks, hvor meget hendes ungdom og skønhed gjorde indtryk. Hun kunne mærke, hvordan mændene og kvinderne, der sad ved små borde, kastede vurderende blikke på hendes røde shantungkjole og hendes korte og kraftige sorte hår. En af de ting, hun elskede ved Hughes, var, at han aldrig havde ønsket, at hun skulle ligne de filmblondiner, der hang på hvert eneste drengeværelse over hele landet. Og det gjorde hun bestemt ikke. Hun så lidt for alvorlig ud, hendes træk var lidt for skarpe til at blive betragtet som kønne. Nogle gange føltes det som en endeløs kamp at bevise over for verden, at hun i sin anderledeshed var speciel, var diskret. Men dér, i den kultiverede 21 Club, mærkede hun sit eget værd. Stedet var fyldt med moderne kvinder med intelligente øjne og blikke så hurtige som lyntog. Og dér var Hughes, med sit honninggule hår, sine elegante hænder og lange ben og sin blå tjenesteuniform. 14

Tigerhuset.indd 14

06/07/12 08.21


September 1945

Tjeneren placerede dem ved bord 29. Der sad et par til højre for dem. Kvinden røg og læste passager op fra en tynd bog. “I den her passage kan jeg se hele filmen,” sagde kvinden. “Ja,” svarede manden en smule tøvende. “Og på nogle måder er det bare så meget Bogart.” “Ja, det ser virkelig ud, som om han var det eneste logiske valg.” Nick kiggede over på Hughes. Hun ville gerne lade ham vide, hvor meget hun elskede ham, fordi han tog hende med herhen, brugte alt for mange penge bare på at få en cocktail og gav hende lov til at være helt sig selv. Hun forsøgte at meddele ham alle disse ting med sit smil. Hun ville helst ikke sige noget endnu. “Ved du hvad?” spurgte kvinden med en stemme, der pludselig var blevet meget højere. “Vi sidder ved deres bord. Er du klar over, at vi sidder ved deres bord, netop som vi snakker om dem?” “Er det rigtigt?” Manden tog en slurk af sin whisky. “Det er bare så meget 21 Club,” sagde kvinden og lo. Nick lænede sig fremover. “Hvis bord, tror du, det er?” hviskede hun til Hughes bag sin behandskede hånd. “Hvabehar?” spurgte Hughes distræt. “De sagde, at de sad ved nogens bord. Hvis bord?” Nick bemærkede, at kvinden nu kiggede over på dem. Hun havde hørt hende, set hende forsøge at skjule sin nysgerrighed bag sin hånd. Nick rødmede og kiggede ned på den rød- og hvidternede dug. “Det er Humphrey Bogart og Lauren Bacalls bord, søde ven,” sagde kvinden. Hun sagde det meget venligt. “Første gang, de var ude sammen, sad de ved det her bord. Det er en af de ting, som man praler med her.” “Er det rigtigt?” Nick forsøgte at ramme en tone, der var både høflig og nonchalant. Hun rettede på sin frisure med hænderne og mærkede, at de bløde handsker ødelagde hårlakken. “Åh, Dick, lad os give dem vores bord.” Kvinden lo igen. “Er I to kærester?” 15

Tigerhuset.indd 15

06/07/12 08.21


NICK

“Ja,” sagde Nick, der følte sig modig og sofistikeret. “Men vi er også gift.” “Det er en sjældenhed,” sagde manden leende. “Ja, det er det virkelig,” sagde kvinden. “Og den slags fortjener Bogart og Bacalls bord.” “Åh nej, vi vil da ikke forstyrre,” sagde Nick. “Sludder,” sagde manden og greb sit glas med whisky og kvindens champagneglas. “Jeg tror, I må være blevet forført af min hustru,” sagde Hughes. “Nick ...” “Åh, det har vi bestemt ikke noget imod,” sagde kvinden. “Og hun er virkelig meget forførende.” Nick så over på Hughes, der smilede til hende. “Ja, det er hun,” sagde han. “Kom så, skat. Vi flytter os alle sammen for din skyld.” Den martini, de fik serveret, mindede Nick om havet og deres hus på øen: ren, salt og meget velkendt. “Hughes, det er den bedste middag, jeg nogen sinde har fået. Fra nu af vil jeg kun leve af martinier, oliven og bladselleri.” Hughes lagde en hånd på hendes kind. “Jeg er ked af alt det her.” “Hvordan kan du sige det? Prøv engang at se, hvor vi er.” “Vi må hellere bede om regningen,” sagde han og tilkaldte tjeneren. “Er alt i orden, hr.?” “Ja. Vi vil bare gerne have regningen, tak.” Hughes kiggede hen mod døren. Ikke på Nick, ikke på hendes røde kjole eller på hendes skinnende sorte hår, som hun havde haft et net over i toget hele vejen fra Cambridge til Penn Station. Tjeneren fjernede sig igen. Nick fingererede ved sin håndtaske, fordi hun ikke ville se på Hughes. Parret, som havde byttet plads med dem, var gået, og kvinden havde givet Nicks skulder et klem og blinket til hende, da hun havde rejst sig op. Hun forsøgte at holde op med at 16

Tigerhuset.indd 16

06/07/12 08.21


September 1945

spekulere over, hvad Hughes mon tænkte på. Der var så meget, hun ikke vidste om ham, ikke rigtigt, og selv om hun altid havde lyst til at stille sig ansigt til ansigt med ham, skære ham op i en enkelt behændig bevægelse og kigge ind i ham, sagde et dyrisk instinkt hende, at det var den forkerte fremgangsmåde med ham. “Mine herskaber.” Nick kiggede op. En mand, der lignede en hvalros, stod pludselig ved siden af deres bord. “Jeg er direktør her på stedet. Er der noget i vejen?” “Nej,” sagde Hughes og kiggede sig om, formodentlig efter tjeneren. “Jeg bad bare om regningen ...” “Javel,” sagde hvalrossen. “Det er meget muligt, at De ikke var klar over det, men middagen,” han holdt en pause for at lade sit cykelstyrsoverskæg gøre indtryk, “middagen er i aften på husets regning for flådens folk.” “Hvabehar?” sagde Hughes. “Hvad kan jeg servere for Dem?” spurgte hvalrossen smilende. Nick lo. “En bøf! Ja tak, en bøf,” sagde hun, og alle bekymringer forsvandt. “En bøf til fruen,” sagde hvalrossen, mens han blev ved med at kigge på Hughes. Hughes grinede, og pludselig så Nick den dreng, hun havde giftet sig med, komme til syne i den urørlige mand, der var kommet tilbage til hende. En stor dreng iført stiv krave og velpresset blå uniform. Og deres vanskelige situation, som var akkurat ligesom alle andres. “En bøf, hvis De ellers kan finde en i denne by. Eller i dette land for den sags skyld,” sagde Hughes. “Jeg vidste ikke, at de stadig fandtes.” “De findes stadig i 21 Club, hr., sådan som de nu er.” Hvalrossen knipsede efter tjeneren. “To martinier mere til flådens mand.” Senere på aftenen var det igen lopperne. Og Hughes var træt, sagde han, efter at have spist bøffen. Nick foldede sin røde kjole sammen og tog sin sorte natkjole på, som han ikke kunne se i 17

Tigerhuset.indd 17

06/07/12 08.21


NICK

mørket. Hun lå på sengen og lyttede til larmen fra smedene, der arbejdede på skibet i dokken. Den hule hamren mod stål. Lige uden for Newark besluttede Nick at gå hen i togets lounge. Hun havde pakket tre hårdkogte æg og en skinkesandwich til sin aftensmad, så hun ikke behøvede at bruge tre dollar i spisevognen. Men hun kunne ikke modstå barens fristelse. Man havde annonceret med, at der i loungen blev serveret ‘alle de nye drinks’, og hun havde lagt 50 cent til side til ekstraudgifter. Havana Special. Ingen mand, ingen mor, ingen kusine, her kunne hun være hvem som helst. Hun glattede sin grå nederdel og smurte læbestift på. Hun mønstrede sig selv i spejlet, en mørk lok faldt ned over hendes venstre øje. Hun skulle lige til at træde ud på gangen, da hun kom i tanke om sine handsker. Mens hun trak dem på, snusede hun endnu en gang til sit håndled, inden hun lukkede døren hårdt bag sig. Da Nick trådte ind i loungevognen med den runde bardisk i træ og de lave bourgognefarvede sæder, mærkede hun, at sveden begyndte at pible frem mellem hendes bryster. Hun lod en behandsket hånd løbe hen over sin overlæbe og fortrød straks bevægelsen. En tjener nærmede sig og viste hende hen til et tomt bord. Hun bestilte en martini med ekstra oliven, mens hun spekulerede over, om de mon ville blive lagt oven i regningen. Hun trak filtgardinet til side og stirrede ud i natten. Hendes eget spejlbillede stirrede igen. Bag sit hoved kunne hun se, at en mand iført blå blazer kiggede på hende. Hun forsøgte at finde ud af, om han var flot, men et forbipasserende tog udviskede billedet. Hun lænede sig tilbage fra vinduet, og idet hun lagde benene over kors, mærkede hun, hvordan hendes nylonstrømpeklædte lår gned mod hinanden. Tjeneren kom med hendes drink, og da Nick viftede med sin cigaret for at få den tændt, fumlede han for at finde sin lighter. Manden på den anden side af gangen fandt en Zippolighter i sølv frem. Alle de unge mænd, der var vendt tilbage 18

Tigerhuset.indd 18

06/07/12 08.21


September 1945

fra krigen, gik med Zippolightere, som om de var blevet udleveret sammen med uniformen. “Tak,” sagde Nick, mens hun holdt blikket rettet mod cigaretten. “Velbekomme.” Tjeneren forsvandt bag en skillevæg af matteret glas. “Må jeg holde dig med selskab?” spurgte manden. Der var intet tøvende i hans spørgsmål. Uden at se op gjorde Nick tegn til ham om at sætte sig. “Jeg bliver her ikke så længe,” sagde hun. “Hvor er du på vej hen?” “Til St. Augustine.” Han havde mørkt hår, tilbagestrøget med pomade. Han var sikkert flot, men på en slags Palm Springs-måde. Måske lidt for meget barbersprit. “Jeg skal til Miami,” sagde han. “Jeg skal besøge mine forældre i Miami.” “Det er dejligt for dig,” sagde Nick. “Ja, det er det.” Han smilede til hende. “Hvad med dig? Hvorfor lige St. Augustine?” “Jeg har en bror der,” sagde Nick. “Han er færdig med tjenesten på sit skib. Jeg skal mødes med ham.” “Det er dejligt for ham,” sagde manden. “Ja, det er det.” Denne gang smilede Nick tilbage. “Jeg hedder Dennis,” sagde manden og rakte en hånd frem. “Helena,” sagde Nick. “Ligesom bjerget.” “Ligesom bjerget. Hvor originalt.” “Jeg er en original fyr. Du kender mig bare ikke så godt endnu.” “Hvis jeg kendte dig bedre, ville jeg så have det på en anden måde?” “Hvem ved?” Dennis tømte sit glas. “Jeg skal have en drink mere. Har du lyst til en drink mere, Helena?” “Det tror jeg ikke,” sagde Nick. 19

Tigerhuset.indd 19

06/07/12 08.21


NICK

“Javel. Så skal jeg drikke alene. Det er da trist for mig.” “Hvem ved, hvis du hænger ud her længe nok, finder du måske en anden til at holde dig med selskab.” Martinien fik hende til at føle sig modig. “Jeg ønsker ikke andet selskab,” sagde Dennis. Han sukkede. “Tog gør mig ensom.” Nick noterede sig natten, der jog forbi udenfor, og den hvinende lyd af stål mod stål. “Ja,” sagde hun. “Det er ensomt at køre i tog.” Hun tog en ny cigaret frem. “Jeg vil nok gerne have den der drink.” Dennis gjorde tegn til tjeneren. Denne gang var der kun én oliven i Nicks martini. Af en eller anden grund gjorde det hende pinligt berørt. “Hvordan er din bror?” “Han er vidunderlig,” sagde hun. “Og meget lyshåret.” “Så ligner I ikke hinanden.” “Nej, det gør vi ikke.” “Han er sandelig heldig at have en søster som dig.” “Mener du det? Jeg ved faktisk ikke, hvor heldig han burde føle sig.” “Jeg ville gerne have en søster som dig.” Han grinede til hende. Nick brød sig ikke om den måde, han sagde det på, eller den måde, han grinede på, som om der var en hemmelig forståelse mellem dem. Nu, hvor han var alt for tæt på hende, kunne hun se, at der stak nogle brune hår ud af hans næsebor. “Jeg er nødt til at gå nu,” sagde hun og forsøgte at holde balancen, da hun rejste sig op. “Åh, lad nu være.” “Du behøver ikke at rejse dig.” “Der er ingen grund til at blive fornærmet. Jeg lavede jo kun sjov.” Nick forlod loungen. Han kunne få lov til at betale for begge hendes forbandede drinks. “Når du har lyst til lidt broderlig kærlighed, er jeg klar,” hørte 20

Tigerhuset.indd 20

06/07/12 08.21


September 1945

hun ham råbe grinende efter sig, inden kupedøren kvalte lyden. Da hun var tilbage i sin kupe, nærmest flåede hun sin bluse af. Det hamrede i hendes hoved. Hun tog sin nederdel af, og mens hun stod kun i bh og underbukser, bøjede hun sig ind over den lille vask og plaskede vand ud over brysterne og rundt om halsen. Hun slukkede loftslyset og trak vinduet ned for at få lidt frisk luft ind. Konduktøren havde slået hendes seng ud, mens hun havde været inde i loungen. Hun satte sig på den og tændte en cigaret. Da hun var færdig med den, tændte hun en ny og pressede panden ind mod ruden. Mørket suste forbi. Efter et stykke tid lagde hun sig ned, mens lugten af røg hang i luften omkring hende. Klokken var fem om morgenen, da de ankom til Richmond. Ly­den af mennesker, der steg ud og ind af toget, havde vækket hen­de. Hun havde ikke trukket gardinerne for, og vinduet stod sta­dig åbent. “Fandens også,” sagde Nick og forsøgte at kravle op af sengen i fuld bevidsthed om, at hun stadig kun var iført bh og underbukser, og at alle de indstigende passagerer kunne se hende. Det fjerneste gardin var uden for rækkevidde, så hun trak i det nærmeste og gemte sig bag det. Kun dækket af det grønne filtgardin stod hun lidt og kiggede ud. Hun mente, at hun kunne fornemme flodlugten fra James River. Luften var mildere her i Syden. Ikke som i Tigerhuset, hvor havet havde overtaget. Der var også en lugt af fyrretræ, der fjernede de sidste spor af hendes martinier. Hun trak det andet gardin for, bandt bæltet på sin slåbrok, åbnede døren og kaldte på konduktøren for at få serveret kaffe. Hun ville være i St. Augustine klokken elleve samme aften. Og hos Hughes. Havde hun drømt om ham? Hun forsøgte at huske, hvad hun havde drømt. Konduktøren kom med den dampende kaffe. Hun drak den, mens hun kiggede på de søvnige passagerer, der steg på toget til Florida. Helena ville snart ankomme til Hollywood. Hun spekulerede over, hvordan Avery Lewis’ hus mon så ud. Stakkels Helena. Tidligt i krigen var der kommet besked om, 21

Tigerhuset.indd 21

06/07/12 08.21


NICK

at Fen var død – inden for bare to måneder var han blevet gift og slået ihjel. Hvem ved, hvordan deres liv ville have været, hvis han havde overlevet. De var begge et par store børn, og ingen af dem havde penge. Helenas mor, hendes tante Francis, havde heller ikke fået et strålende ægteskab. Men hun havde dog aldrig virket ulykkelig over, at hun var tvunget til at klare sig med mindre. Nick havde ikke hørt hende beklage sig over, at det var hendes storesøster, der havde arvet Tigerhuset og giftet sig med en mand, der tjente masser af penge på spoler og ruller, mens hun selv så godt som ingenting havde. Det var ikke faldet Nick ind, at hendes tante måske havde ønsket, at tingene var anderledes. Men nu, hvor hun tænkte på Helenas besynderlige og vanvittige hastværk med at blive gift igen, hendes behov for at have sit eget, som hun formulerede det, fik det Nick til at spekulere over, om tante Francis mon nogen sinde havde ønsket, at det var hende, der boede i det store hus. Måske betød det slet ikke noget. Nick kunne trods alt ikke huske én sommer, hvor tante Francis og hendes mor ikke havde boet tæt op ad hinanden. Selv efter at Helenas far døde, da krisen kom. Og selv efter at hendes egen far var død, og hendes mor blev syg. Nick standsede sig selv. Hun ønskede ikke at tænke på det lige nu. Hun tog to af de hårdkogte æg op af den brune papirspose og slog dem mod vindueskarmen, så den skinnende hvide overflade kom til syne. Nej, alt var nyt nu og ventede blot på at blive opdaget. Og det ville hun gøre. Hun og Hughes ville gøre det sammen. Hun var sulten efter det, hun ville putte hele verden i munden og bide til.

Tigerhuset.indd 22

06/07/12 08.21


Tigerhuset