Issuu on Google+

Vinter: Hastesagerne hober sig op Vinter: Hastesagerne hober sig op. Folk er begyndt at dø og her på kontoret der lyser som et rumskib i skumringen er ting der virker som om de lige er sket pludselig lang tid siden. Kun halvvejs gennem forretningsgangen og det er allerede mørkt igen. De seneste 10 år gik dobbelt så hurtigt som tiåret før og nu blomstrer de sorte roser i sneen.

Et kort øjeblik når jeg vågner Et kort øjeblik når jeg vågner har jeg glemt at kastanjen overfor er fældet og at bøgerne af min ungdoms stjerner gule og bulede står i en kasse på gaden til ti kroner stykket ja, selv at du for længst er væk. Men i næste sekund har jeg indhentet alle tredive år og hen under aften oven i købet fået en fremtid før natten tar mig tilbage.

Den sommer, vi skiftedes til at våge ved din sygeseng Den sommer, vi skiftedes til at våge ved din sygeseng til at holde humøret oppe og hente mad i Jægergårdsgade imens vi ventede på døden som er overvældende, fordi den ingenting er, tænkte jeg: På den ene side er der Atlanterhavet. På den anden side er der skakspillet. På den ene side er der Atlantens gråbrune gyngen i tågen, på den anden skakspillets kølige skønhed. Og mens tanken om oceanets formløse monotone redundans gav mig kvalme, faldt jeg lidt til ro ved at tænke på


hvordan skakspillet takket være sin strenge begrænsning i uendelige variationer kan begynde forfra og forfra og forfra igen. Men så var det tid at flette dit lange hørhår.


Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl