Slim, snot og superkræfter - Antboy 5

Ken nethndBeørgsehns A gte En vaskeuæ s perhelt!

HØST & SØN

ANTBOY #5

5

#

Ifølge vidner var den lossale forbryder i besiddelse af ko kræfter.

mand til Sent i nat slog en ukendt gern ings spormod en pengetra nsport og forsvandter. Kort løst med godt halvanden mill ion kron oy op efter det brutale røveri dukkede Antb desmen og indledte jagten på forbryderen, pågribe at en rhelt supe ikke det edes lykk værre …

dselig af . Hvorfor? lu p r le im r v n Bye rkræfter folk med susptoeppe dem alle? y Og kan Antbo 9 788763 817066

Slim, snoogt superkræfter

BRUTALT RØVERI RT PO AF PENGET RA NS maskerede

HØST &SØN

t o n s Sli m, perkræ ft er og su

Antboy 5 Slim, snot og superkræfter

88040_antboy 5_.indd 1

12/08/11 19.25

Af samme forfatter Antboy 1-3 – samlet hardback Antboy 1 – Tissemyrens bid Antboy 2 – Operation Skæbnespil Antboy 3 – Maskefald Antboy 4 – Tissemyren vender tilbage De Hvide Mænd Den forkerte død – Den Store Djævlekrig 3 Den sidste dag?

Det gemmer sig i mørket (Zoom Ind Gys) Det sultne maleri og andre gys (Zoom Ind Gys) Djævelens lærling – Den Store Djævlekrig 1 Dødens sang (Zoom Ind Gys) Dødens terning – Den Store Djævlekrig 2 En rejse gennem natten En rejse gennem natten 2 En rejse gennem nætterne – samlet paperback Evig hævn og andre gys (Zoom Ind Gys) Himmelherren Juleønsket Ondskabens engel – Den Store Djævlekrig 4 Sisdæ sjangsæ (Dansklærerforeningens Forlag) Slaget i Caïssa 1-3 (Åbningen; Tågemandens død; Skakmat)

88040_antboy 5_.indd 2

12/08/11 19.25

88040_antboy 5_.indd 3

12/08/11 19.25

Slim, snot og superkræfter Serie: Antboy © Kenneth Bøgh Andersen, Erik Petri (illustrationer) og Høst & Søn/r o s i n a n t e & c o , København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Erik Petri (illustration) og Leo Scherfig Typografisk tilrettelæggelse: Dorte Cappelen Sat med Swift Trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1794-3 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Besøg forfatterens hjemmeside www.kennethboeghandersen.dk og www.antboy.dk Støttet af

Høst & Søn er et forlag i r o s i n a n t e & c o Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk | www.hoest.dk

88040_antboy 5_.indd 4

12/08/11 19.25

Prolog Vinteren har afløst efteråret, og de lange nætter og korte dage med frost og slud er kommet til byen. Samt julen.

Det er første dag i december, og over gaderne hænger julehjerter og lange guirlander af gran. Torvet er fyldt med mennesker, der luner sig med kaffe eller gløgg og spiser sig mætte i æbleskiver og pebernødder. De står samlet om det store juletræ i midten af pladsen og om Julemanden, der sidder i en bred læderstol foran det. Han har et stort smil gemt i det falske skæg og en ømhed i lårene, for han har allerede haft mange børn oppe at sidde. Nu er der kun en dreng tilbage. Han hedder Oskar, han er seks år, og der er kun én ting, han brændende ønsker sig. »Et Antboy-visitkort,« hvisker han ind i Julemandens øre, da nissekongen spørger ham.

Den store mand med den røde hue slår en buldrende latter op, et vaskeægte ‘Hohoho!’, og siger, at det ved han søreme ikke, om han kan klare. Så blinker han til Oskar og spørger, hvad han mon vil sige til at få Julemandens visitkort i stedet – inklusive en autograf ? »Tjo,« siger drengen stille, men skuffelsen ses tydeligt i hans ansigt, da han tager imod det lille kort, hvor der med krøllet skrift står Julemand til leje! Der er også et telefonnummer til en fyr, der hedder John Nielsen, og som man kan træffe året rundt, for hvorfor skal der kun være 5

88040_antboy 5_.indd 5

12/08/11 19.25

jul i december? Men det ved Oskar ikke, at der står, for han kan ikke læse, og det er vist godt nok.

Snart efter er det tid til dagens anden tradition: En køretur i Julemandens kane for de børn, der har lyst. Det er dog ikke en rigtig kane, men en trævogn med plads til seks personer. Den er heller ikke trukket af rensdyr, men af to heste, der i dagens anledning er blevet udstyret med gevirer og bjælder. Forrest sidder Julemanden med sin gavesæk, der er fyldt med slikposer. Ved siden af ham sidder en ung nissepige og holder seletøjet. Køen af børn vokser sig hurtigt lang, selv om det er en kort tur. En gang rundt om juletræet og tilbage igen.

Men selv så kort en tur kan nå at gå grueligt galt. Der skal blot stå en hund på det forkerte sted, og den skal blot gø på det forkerte tidspunkt.

Det er præcis, hvad der sker på hestenes femte tur rundt om grantræet. En ældre dame og hendes sorte ­puddel har bevæget sig lidt for tæt på, og da de to gevirklædte heste går forbi, bjæffer hunden højt. Det er sådan set kun den ene hest, der bliver forskrækket. Men dét forskrækker den anden hest, og panikken griber dem begge. ­Hesten til venstre stejler, den anden sparker bagud og rammer julemandens gavesæk, så slikposerne flyver til alle sider.

Så sætter dyrene i galop. Seletøjet rives ud af nisse­ pigens hænder, børnene i vognen skriger, og folk på gaden kaster sig væk, da hestene kommer buldrende imod dem.

Før genlød torvet med salmesang og Julemandens dybe latter, nu lyder der chokerede hvin og skrig og høje råb om hjælp, hjælp!

Og hjælpen kommer næsten øjeblikkeligt.

6

88040_antboy 5_.indd 6

12/08/11 19.25

Bortset fra de mennesker, der smider sig til siden for at undgå at blive trampet ned, står alle som lammede og stirrer efter kanen, der brager ned ad gaden. Og bortset fra …

Der er én anden bevægelse i menneskemylderet. En sortklædt skikkelse, som bevæger sig ud og ind mellem de paralyserede mennesker med en hastighed, der næsten ikke kan begribes. De folk, han passerer, når dårligt nok at opfatte det, før han er væk igen. Men ordet løber hurtigere – det ene ord, der starter som en enkelt hvisken, der bliver til flere, vokser i styrke, breder sig og ender i jubelråb: »Antboy! Antboy!« Som et sort lyn hvisler han efter de løbske heste, der kun kan drømme om at komme op i samme hastighed som han. Han henter hurtigt ind på dem, og skrigene fra Julemanden, nissepigen og vognens passagerer stilner brat af, da de ser, hvem der kommer dem til undsætning.

Superheltens tilstedeværelse har dog ikke samme beroligende effekt på hestene, der sætter farten yderligere op. Vognen knager ildevarslende. »Stop dem, Antboy! Stop dem!« råber en lille drengestemme fra kanen. Det er Oskar, det sidste barn, der hviskede sit ønske til Julemanden, og rædslen er fuldstændig forsvundet fra hans ansigt. Nu smiler han. Smiler fra øre til øre.

I det samme sætter superhelten af og springer op på den ene hest. Så gør han noget højst uventet, og som dagen efter vil fylde temmelig meget i lokalavisens historie om de løbske heste: Han tager sine sko og strømper af. »Hold fast!« råber den maskeklædte og tager fat i grimen på de to dyr. Så springer han ned imellem dem. Det 7

88040_antboy 5_.indd 7

12/08/11 19.25

giver et voldsomt ryk i vognen, da superheltens fodsåler suger sig fast til asfalten og flår et par meterlange spor i vejen. Hestenes vilde løb standses, de pruster og slår med nakken, og skummet står dem om munden, men Antboy holder dem fast, mens han taler dem til ro. Det lykkes. »Er alle okay?« spørger han så, og selv om alle er en smule forslåede, fortumlede og forskrækkede, så nikker de. Især Oskar, der stråler som julehjerterne over gaden, da Antboy rækker ham et visitkort og siger ­»Glædelig jul!« Så løber han, og lige så hurtigt som han dukkede op, er han væk.

Ingen i vognen siger noget, alle forsøger bare i deres eget tempo at fatte, hvad der lige er sket. Så lyder der en 8

88040_antboy 5_.indd 8

12/08/11 19.25

9

88040_antboy 5_.indd 9

12/08/11 19.25

lettere forpustet stemme bag dem: »Har … har I ikke brug for hjælp?« Børnene, nissepigen og Julemanden vender sig om.

Det er Antboy, han er tilbage, og du godeste, hvor må han være hurtig. Han forsvandt jo i en helt anden retning end den, han er kommet fra. »Hvad mener du?« siger nissepigen. De ser forvirret på ham. Det er ikke til at se på grund af de tingester, der skjuler hans øjne, men han synes at stirre lige så forvirret igen. »Du har jo allerede været her.« »Har jeg?« spørger han. »Du standsede hestene.« Hun peger på visitkortet i Oskars hånd. »Kan du ikke huske det?« »Øh,« siger han, og lille Oskar tænker begejstret, at Antboy må være hurtigere end selve tiden, og at det da også må være temmelig forvirrende.

88040_antboy 5_.indd 10

12/08/11 19.25

1

Nogle dage tidligere For femtende – eller var det tyvende? – gang kiggede jeg op fra bogen, tog kikkerten og lod blikket glide hen over byen, der bredte sig ud under mig. Spejdede efter små detaljer, der kunne afsløre, at noget var under opsejling: En trafikulykke, en forbrydelse, et eller andet der krævede en superhelts indblanding.

Men alt åndede fred og ro. Alt var, som det skulle være.

Med undtagelse af …

Jeg løftede op i masken og pudsede næse. Forsøgte at gøre det dæmpet, så folk nede på gaden ikke hørte mig.

Jeg var ved at blive godt og grundigt forkølet. Ikke at det var så underligt. Her var pivhamrende koldt, og en solid vind stod ind fra nord og syntes at skære direkte igennem dragten og de to tykke uldtrøjer, jeg havde på inden­ under.

Det var sidst i november, og jeg sad oppe i kirketårnet og vågede over byen. Ikke at det syntes vanvittigt nød­ vendigt, der var ikke sket en pind de sidste tre dage. Altså med undtagelse af …

Jeg pudsede næse igen.

Misforstå mig ikke. Jeg beklagede mig ikke, jeg havde jo selv valgt at genoptage arbejdet som superhelt, og jeg 11

88040_antboy 5_.indd 11

12/08/11 19.25

var godt klar over, hvad jeg sagde ja til. Det var snart tre måneder siden, at Antboy var vendt tilbage efter et længere fravær. I begyndelse havde folk ikke rigtig vidst, hvad de skulle tro, da der igen begyndte at dukke hilsener op fra den lokale superhelt. Et par uger tidligere var jeg nemlig blevet offer for et udspekuleret komplot, da en bedrager havde udgivet sig for at være mig – og for at være superskurk.* Han havde nær ødelagt mit gode ry, hvilket blev dybt beklaget i et anonymt brev, som lokal­ avisen modtog kort efter skurkens sidste ugerning. Brevet var fra bedrageren, og han undskyldte mange, mange gange det, han havde gjort. Han havde blot forsøgt at lokke superhelten tilbage, skrev han, og selv om den del af planen var lykkedes, så kunne han godt se, at han var gået for vidt. Han fortrød bittert og håbede, at man ikke ville lægge det Antboy til last: Superhelten var helt og aldeles uskyldig.

Det blev aldrig opklaret, hvem skurken var, og heller ikke, hvorfor Antboy havde været forsvundet i flere måneder til at begynde med. Men nu var superhelten tilbage, og folk kunne igen sove trygt om natten.

Bortset fra forbryderne, naturligvis.

At jeg var trukket i Antboy-dragten igen, havde dog også – som jeg allerede har været inde på – visse minusser. Blandt andet var jeg begyndt at tage på i vægt igen.

Alle mine klassekammerater syntes at eksplodere i vejret omkring mig, men jeg lod til at være gået fuldkommen i stå vertikalt. Horisontalt voksede jeg derimod fint, nu da jeg atter var nødt til at æde min daglige dosis chokolade-

*

Alt dette kan du læse om i Antboy 4 – Tissemyren vender tilbage. AntKenneth.

12

88040_antboy 5_.indd 12

12/08/11 19.25

barer. Som resultat af dette havde mor atter tvunget mig på slankekur. Ju… (dybt suk) …huu.

Jeg føjede endnu en snotklud til den i forvejen store bunke i min taske, og det var så et andet minus. At den eneste tak for at sidde heroppe i kirketårnet i stivfrossen kuling var en slem forkølelse.

Måske var det også dumt, at jeg havde tilbragt eftermiddagen heroppe. Jeg havde allerede i morges kunnet mærke, at jeg ikke var helt på toppen, da jeg var ude med aviser. Jeg havde tænkt, at det måske ville kvikke mig lidt op at trække i dragten, men end ikke Antboy havde kunnet redde mig fra forkølelsen.

Jeg satte kikkerten tilbage i etuiet i myrebæltet og genoptog læsningen. Inden jeg var kravlet op i kirke­ tårnet, havde jeg været et smut forbi biblioteket for at låne lidt læsestof til de lange timer, der sikkert ventede mig. Men jeg kunne ikke længere koncentrere mig om historien. Bogstaverne flød ud for mit blik, og selv om her var hundekoldt, var jeg begyndt at svede under dragten. Jeg var vist ikke bare forkølet, men ved at blive rigtig syg. Det var også blæst yderligere op, og de hårde vindstød fik det til at føles, som om hele kirketårnet svajede.

Fornemmelsen gjorde mig svimmel, og jeg besluttede mig for at stoppe for i dag. Det var på tide at drøne hjem under dynen med en kop dampende varm te. Med fire spiseskefulde sukker. Med top.

Jeg lagde bogen væk og tog rygsækken på under kappen. Stillede mig op på brystværnet og kiggede rundt for at sikre mig, at der ikke var nogen i nærheden. Der havde været bryllup i kirken et par timer tidligere, men det var overstået for længst. Kun præstens røde Volvo stod tilbage.

13

88040_antboy 5_.indd 13

12/08/11 19.25

Jeg tog skridtet ud over brystværnet og suste mod jorden.

Men det var ikke jorden, jeg ramte. En voldsom kastevind greb pludselig fat i min kappe og blæste mig ud af kurs. Som en vingeskudt fugl tumlede jeg gennem luften og landede med et brag på præstens bil. Jeg kravlede ned og stirrede forskrækket på kølerhjelmen, der var krøllet fuldstændig sammen.

Det så ud, som om den var blevet ramt af et mindre meteor.

I det samme gik døren til kirken op, og dér stod PederPræst, tilkaldt af det voldsomme rabalder. Eller PederPest, som nogle fra klassen kaldte ham. Han stirrede på sin bil. På resterne af den. »Hvad i alverden? Hvad er der sket?« udbrød han. Så fik han øje på mig. »Antboy?« »Øh … Du havde glemt at trække håndbremsen,« løj jeg og tænkte, at mine chancer for at komme i Paradis var mindre end nul. »Den var begyndt at trille, så jeg var nødt til at stoppe den.« »Du var nødt til at …« gentog han. Så hævede han stemmen. Hævede den og hævede den. »Du har jo smadret HELE BILEN!« 14

88040_antboy 5_.indd 14

12/08/11 19.25

»Beklager,« sagde jeg, og det var til gengæld ikke løgn.

Jeg fandt et visitkort frem. »I det mindste kom ingen til skade.« Visitkortet var en dårlig ide. For en mand, der påstod at være fortaler for tilgivelse og vende den anden kind til, så kunne PederPræst godt nok blive gal i skralden.

Hans ansigt blev blodrødt, og ­senerne i hans hals spændtes, så præstekraven var lige ved at sprænge, da han brølede: »Du har ødelagt min bil!

Du har …«

88040_antboy 5_.indd 15

12/08/11 19.25

Jeg afbrød ham med et kraftigt nys. Hvilket ikke ville have været så slemt, hvis ikke faldet fra kirketårnet havde revet min maske en smule skæv. Den var gledet ned over næsen, og det føltes, som om hele mit ansigt blev sprøjtelakeret med honning. Præsten trådte et skridt tilbage med et udtryk af rendyrket væmmelse, og jeg benyttede mig af den lille pause i hans eder og forbandelser til at stikke af.

88040_antboy 5_.indd 16

12/08/11 19.25