Issuu on Google+

100 mm

140+2 mm

19,5 mm

140+2 mm

100 mm

N r .1 på NE W YO RK TI ME S’ „Denne bog bør vække til yderligere inspiration hos både mænd og kvinder på vej ind i vigtige prioriteringer i livet, særligt hos mænd, der stadig tøver lidt med at pege på kvinder.“ – Stine Bosse

b e sts e lle r-

220 mm

„Nøglen til at åbne nogle af de sværeste døre i livet ligger allerede i vores hånd. Sheryls bog minder os om at vende blikket indad for at udrette noget stort.“ – Alicia Keys

„Lad os velovervejet yde det bedste, vi kan, og tilbyde det til verden.“ – Oprah Winfrey

I fr e mti d e n v i l d e r i k k e væ r e k v i n d e li g e le d e r e . D e r v i l ba r e væ r e le d e r e .

byd ind

er topchef Sheryl Sandbergs opfordring til kvinder om at sætte sig igennem på arbejdsmarkedet. En opfordring til at gøre op med de indre og ydre barrierer, der får indflydelse på afgørende valg i karrieren. Sheryl Sandberg giver praktiske karriereråd: om forhandlingsteknik og mentorship, om at tage plads ved bordet, sætte grænser og gøre op med myten om at kunne det hele. Og hun fortæller ærligt og humoristisk om sit eget karriereforløb, succeser, fejltrin og den daglige udfordring i at tage de rigtige valg i karrieren og familielivet. BYD IND er en topinspirerende opfordring til dig om at byde ind og skabe de bedste muligheder i dit liv og din karriere.

S O LGT I OVER EN M I LLI O N

BYD inD

„Sheryl Sandberg har skrevet et indsigtsfuldt manifest, der opfordrer kvinder til at udnytte og nyde de fordele, der følger med vores hårdt tilkæmpede ligestilling. Med hendes egen varierede og succesfulde karriere som prisme får vi større forståelse for de barrierer – ydre såvel som selvpålagte begrænsninger – der somme tider kan stå i vejen. Alligevel er der forfriskende nok ingen følelse af sur pligt her – kun praktiske forslag til at håndtere og løse de udfordringer, der opstår.“ – Condoleezza Rice, tidligere amerikansk udenrigsminister

„Sheryl trækker på både sit eget og andres liv i denne utrolig inspirerende og brugbare håndbog til det 21. århundredes kvinder. Jeg håber, at min generation af kvinder – og mænd – vil læse bogen for at få hjælp til at skabe det liv, vi gerne vil leve, og den verden, vi gerne vil leve i.“ – Chelsea Clinton

Sheryl Sandberg

lis te

best s e lle r e n LEAN I N

Sheryl Sandberg

BYD inD K vi n d er , k ar ri er e og vi l j en ti l led ersk ab

Sheryl Sandberg Fac eb o o k to p c h ef

EK S EMPLARER Omslag: © Peter Mendelsund Dansk udgave: Alette Bertelsen, AletteB.dk Forfatterfoto: © Matt Albiani

VERDEN OVER

fo ro r d a f Sti n e B oss e

ros i n a nte

er Facebook COO og tidligere topchef hos Google. Hun er på Times 100 Most Influential People in the World og Fortunes 50 Most Powerful Women in Business. Sheryl bor i Californien med sin mand og deres to børn. BYD IND er udkommet i USA med titlen LEAN IN og er foreløbig solgt til udgivelse i 31 lande verden over. Sheryl Sandberg donerer overskuddet fra denne bog til at etablere LEAN IN, en nonprofitorganisation, som opfordrer kvinder til at realisere deres ambitioner, og til andre velgørende formål, der støtter kvinder. Fortsæt diskussionen på www.facebook.com/leaninorg og www.leanin.org


BYD IND

1


2


Sheryl Sandberg i samarbejde med Nell Scovell

BYD IND Kvinder, karriere og viljen til lederskab

P책 dansk ved Hanna L체tzen

Rosinante

3


BYD IND – Kvinder, karriere og viljen til lederskab er oversat fra engelsk af Hanna Lützen efter LEAN IN – Women, Work and the Will to Lead Copyright © 2013 by Lean In Foundation All rights reserved Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: © Peter Mendelsund Dansk udgave: Alette Bertelsen, AletteB.dk Forfatterfoto: © Matt Albiani Sat med Minion og Frutiger hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2873-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Sheryl Sandberg donerer overskuddet fra denne bog til at etablere LEAN IN, en nonprofitorganisation, som opfordrer kvinder til at realisere deres ambitioner, og til andre velgørende formål, der støtter kvinder. Fortsæt diskussionen på: WWW.FACEBOOK.COM/LEANINORG og WWW.LEANIN.ORG

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Tilegnet mine forÌldre, som har opdraget mig til at tro pü, at hvad som helst kan lade sig gøre, og min mand, der har gjort alting muligt.

5


6


Indhold

Forord ved Stine Bosse   9 Indledning. Forandring indefra og ud

11

Kapitel   1. A  mbitionskløften på direktionsgangen: Hvad ville du gøre, hvis du turde?

20

Kapitel   2. Tag plads ved bordet

35

Kapitel   3. Succes og popularitet

47

Kapitel   4. Det er et klatrestativ, ikke en stige

60

Kapitel   5. Er du min mentor?

72

Kapitel   6. Find din sandhed og sig den

85

Kapitel   7. Gå ikke, før du går

100

Kapitel   8. Gør din partner til en rigtig partner

112

Kapitel   9. Myten om at kunne det hele

129

Kapitel 10. Lad os begynde at tale om det

148

Kapitel 11. Fælles indsats for ligestilling

167

Lad os holde liv i samtalen …

181

Jeg vil gerne takke

182

Noter

190

Indeks

233

Om forfatteren 243

7


8


Forord

Emnet kvinder og ledelse er og bliver åbenbart kontroversielt. Ikke bare vil kvinder nu om dage have et job, de vil også have et job med indflydelse og magt. Sheryl Sandberg er et lysende eksempel, ikke bare på, at det kan lade sig gøre, men også på, at det kan gøres med succes. Når vi i Danmark tager emnet op, vækker det altid debat og hede følelser. Det kan jeg ikke forstå. For mig er det og vil det altid være åbenbart, at kvinder har en plads ved de borde, hvor beslutninger træffes. Vi udgør cirka halvdelen af enhver befolkningsgruppe, og med hvilken ret skulle vi holdes ude fra de fora, hvor rammerne for samme befolkningsgruppe sættes? I politik er der også ved at være tydelig ligestilling, omend jeg stadig oplever, at kvinder må stå for kønsrelaterede udfald. Selvfølgelig skal man siges imod, konfronteres og i en moderne medieverden svines til, men hvor ofte har man set eller hørt om mænd, der alene måtte forsvare deres køn? Nej, vel? Men det er stadig præmissen for kvinder. Det må snart forstumme. I forretningslivet er der desværre langt igen, omend tingene flytter sig positivt i disse år. Flere og flere kvinder kommer i ledende stillinger og i bestyrelser. Endda som formænd. Der er mange forhindringer, selvskabte såvel som omverdensskabte. Men mange af disse forhindringer bliver opretholdt, alene fordi vi bliver ved med at italesætte dem. Gennem årene i Tryg blev jeg for eksempel ofte mødt med spørgsmålet om, hvordan jeg fik et krævende og magtfuldt job til at hænge sammen med privatlivet og det at være mor. Den type spørgsmål, der aldrig i noget nær lignende grad er blevet stillet mine mandlige kolleger. Og den type spørgsmål, der efter min mening kan være temmelig forstyrrende og irrelevante, når man nu befinder sig i en sammenhæng, hvor det er en virksomheds mål og resultater, man er samlet for at tale om. Selvfølgelig er det hverken uinteressant eller irrelevant, hvordan man skaber

9


balance i sit liv, når man vælger at gøre karriere. Og derfor skal vi også tale om det. Men det skal ikke være en automatsnak, der fylder for meget, fastholder et billede fra fortiden eller trækker os væk fra den fremtid, vi ønsker at skabe.  Jeg er selv den type person, der aldrig har været bange for at sige sin mening. Heller ikke i situationer, hvor det ikke ligefrem har været populært. Jeg stiller gerne spørgsmål eller siger, når der er noget, jeg ikke forstår. Og det, mener jeg, har haft stor betydning for mit eget karriereforløb. Jeg har troet på mine ambitioner og ladet dem styre mine handlinger og prioriteter. Jeg har derimod aldrig lagt en karriereplan, men handlet bedst muligt på de muligheder og åbninger for forbedringer, som jeg har kunnet se fra min aktuelle position i virksomheden. Det har været min vej ind i topledelse. Og det er og har været alt andet end kedeligt. Vi skal ikke være bange for at nedbryde barrierer og udfordre det bestående. Det er der kraftigt brug for – ikke kun for at få flere kvinder i ledende stillinger, men også for at sikre bedre resultater i de danske virksomheder. Der er kun én vej frem, og det er for kvinderne at ville, kunne og turde. Min erfaring siger, at disse kvinder er der, og dette i stigende grad, men den siger også, at der skal fokus på fra lovgivere og modige mænd og kvinder, der insisterer. Det bør være en helt naturlig ting at blande køn i enhver gruppe, der skal træffe beslutninger, slet og ret fordi beslutningerne bliver bedre. Dette naturligvis uden at gå på kompromis med de grundlæggende kompetencer. Det haster i Danmark, hvor vi er sakket agterud. Og i Europa, alene af den grund at vi i forhold til resten af verden bliver færre. Derfor skal vi have alt talent frem. Denne bog bør være til yderligere inspiration for både mænd og kvinder på vej ind i vigtige prioriteringer i livet, særligt for mænd, der stadig tøver lidt med at pege på kvinder.   God læselyst. Stine Bosse, bestyrelsesformand

10


Indledning

Forandring indefra og ud

Jeg blev gravid med mit første barn i sommeren 2004. På det tidspunkt ledede jeg online sales and operations-grupperne hos Google. Jeg var blevet ansat i firmaet tre et halvt år tidligere, da det endnu var nystartet og ukendt med blot få hundrede ansatte i en nedslidt kontorbygning. I første trimester af min graviditet var Google vokset til et firma med tusindvis af ansatte og var nu flyttet til sin egen kontorcampus. Jeg havde ingen let graviditet. Den morgenkvalme, der typisk præger det første trimester, var en daglig plage i ni lange måneder. Jeg tog næsten tredive kilo på, og mine fødder hævede hele to skostørrelser, så de lignede et par uformelige klumper, jeg kun kunne se, når jeg fik dem bugseret op på et sofabord. En særligt taktfuld tekniker hos Google bekendtgjorde, at »Project Whale« var opkaldt efter mig. En dag, efter en opslidende morgen tilbragt med hovedet over toiletkummen, måtte jeg haste hjemmefra for at nå et vigtigt kundemøde. Google var i så stærk vækst, at parkeringsanlægget dårligt kunne klare presset, og den eneste plads, jeg kunne finde, var temmelig langt væk. Jeg spænede over parkeringsområdet, hvilket i realiteten vil sige, at jeg bare vraltede lidt hurtigere, end jeg plejede. Det gjorde min kvalme endnu værre, og da jeg ankom til mødet, krydsede jeg fingre for, at det eneste, der ville komme ud af munden på mig, var en salgstale. Samme aften fortalte jeg min mand, Dave, om det bøvl, jeg havde haft, og han sagde, at hos Yahoo, hvor han arbejdede, var der parkeringspladser for vordende mødre helt fremme ved hver bygning. Den næste dag marcherede – eller rettere vraltede – jeg ind for at tale med Googles stiftere, Larry Page og Sergey Brin, på deres kontor, der faktisk bare var et stort værelse med legetøj og gadgets spredt ud over hele gulvet. Jeg fik øje på Sergey, der sad i yogastilling henne i 11


hjørnet, og gjorde det klart for ham, at det kun kunne gå for langsomt med at etablere parkeringspladser forbeholdt gravide. Han så op, erklærede sig omgående enig og indrømmede, at han faktisk aldrig havde tænkt på det før. Den dag i dag er jeg beskæmmet over, at det ikke faldt mig ind, at gravide kvinder har brug for særlige parkeringspladser, før jeg mærkede behovet på min egen krop. Havde jeg, som en af Googles højest placerede kvinder, ikke et særligt ansvar for at tænke på den slags? Ligesom Sergey havde jeg imidlertid aldrig skænket det en tanke. De andre gravide må have lidt i stilhed, fordi de ikke brød sig om at bede om særbehandling. Eller måske har de manglet selvtillid eller anciennitet til at forlange problemet løst. At der fandtes én gravid kvinde i toppen – også selvom hun lignede en hval – gjorde hele forskellen. I USA og Europa, ja, faktisk det meste af verden, er kvinder i dag bedre stillet end nogensinde før. Det kan vi takke de kvinder, der kom før os, for, kvinder, der måtte slås for rettigheder, som vi nu tager for givet. I 1974 blev Anita Summers, min mangeårige mentor Larry Summers’ mor, ansat som økonom i the Standard Oil Company. Da hun takkede ja til jobbet, sagde hendes nye chef til hende: »Det er jeg vel nok glad for. Jeg regner med at få samme forstand for færre penge.« Hun følte sig taknemmelig, endda smigret. Det var en stor kompliment at få at vide, at hun var lige så dygtig som en mand. At kræve samme løn var dog utænkeligt for hende. Vi føler os endnu mere taknemmelige, når vi sammenligner os med andre kvinder rundt om i verden. Der er stadig lande, som nægter kvinder grundlæggende rettigheder. På verdensplan er omkring 4,4 millioner kvinder og piger fanget i sexindustrien.1 I lande som Afghanistan og Sudan går piger kun få år eller slet ikke i skole, kvinder behandles som mandens ejendom, og kvinder, der har været udsat for voldtægt, bliver smidt ud af deres hjem for at have kastet skam over familien. Nogle voldtægtsofre bliver ligefrem sat i fængsel for at have begået en »moralsk forbrydelse«.2 Vi er århundreder forud for disse lande, hvor kvinder er genstand for så uacceptabel en behandling. Men det, at det kunne stå værre til, bør ikke forhindre os i at forsøge 12


at gøre det bedre. Da suffragetterne marcherede i gaderne, var målet at opnå fuld ligeberettigelse mellem mænd og kvinder. Et århundrede senere forsøger vi stadig ihærdigt at holde os dette mål for øje. Den barske sandhed er, at verden stadig er styret af mænd. Det betyder, at kvinder ikke har lige så meget at skulle have sagt, når de beslutninger, der påvirker os alle mest, bliver truffet. Af verdens 195 selvstændige lande bliver kun 17 ledet af kvinder, heriblandt Danmark, hvor Helle Thorning-Schmidt har været statsminister siden 2011.3 På verdensplan indtager kvinderne kun 20 procent af parlamentspladserne.4 Ved det amerikanske valg i november 2012 opnåede kvinder flere pladser i Kongressen end nogensinde før og bragte sig dermed op på 18 procent.5 I Europa-Parlamentet udgør kvinder en tredjedel af parlamentsmedlemmerne, mens de i Danmark udgør 39 procent af Folketingets medlemmer.6 Ingen af disse tal når op i nærheden af 50 procent. Andelen af kvinder i ledende stillinger i erhvervslivet er endnu lavere. Sølle 4 procent af de CEOs, der er med på Fortune 500-listen, er kvinder.7 I USA udgør kvinder 14 procent af toplederne og beklæder 17 procent af bestyrelsesposterne, tal, der stort set ikke har ændret sig igennem de seneste ti år.8 Forskellen er endnu større for farvede kvinder, der kun beklæder 4 procent af erhvervslivets topstillinger, 3 procent af bestyrelsesposterne og 5 procent af pladserne i Kongressen.9 I Europa udgør kvindelige bestyrelsesmedlemmer 14 procent.10 I Danmark er 16 procent af de administrerende direktører og bestyrelsesmedlemmer kvinder.11 Udviklingen foregår ligeledes i sneglefart, hvad angår lønninger. I 1970 fik amerikanske kvinder 59 cents for hver dollar, deres mandlige kolleger tjente. I 2010 havde kvinder demonstreret, kæmpet og arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne for at nå op på et lønniveau svarende til 77 cents for hver dollar, mænd tjente.12 Som aktivisten Marlo Thomas tørt bemærkede på Equal Pay Day i 2011: »18 cents på fyrre år. Et dusin æg er steget ti gange mere end det.«13 I Europa får kvinder i gennemsnit 16 procent mindre i løn end deres mandlige kolleger.14 I Danmark får fuldtidsarbejdende kvinder i gennemsnit stadig 13 procent mindre end mænd.15 13


Jeg har fulgt denne nedslående udvikling fra første parket. Jeg dimitterede fra college i 1991 og afsluttede business school i 1995. I mine første jobs som nyuddannet udgjorde mine kolleger en ligelig blanding af mænd og kvinder. Jeg bemærkede dog, at ledelsen hovedsagelig bestod af ældre mænd, men slog det hen med, at dette forhold blot var et efterslæb fra tidligere tiders diskrimination af kvinder. Det berømte glasloft var jo brudt i næsten alle brancher, og jeg troede virkelig på, at det kun var et spørgsmål om tid, før min generation indtog sin retmæssig plads i ledelsen. Men for hvert år der gik, blev mine kvindelige kolleger færre og færre. Oftere og oftere oplevede jeg at være den eneste kvinde i lokalet. At være ene kvinde har bragt mig i en række pinlige, men også ganske afslørende situationer. To år efter at jeg kom til Facebook som daglig leder, forlod vores økonomichef pludselig virksomheden, hvorefter jeg måtte træde til for at afslutte et finansieringsprojekt. Da jeg hidtil kun havde arbejdet med drift og ikke økonomi, var tanken om en finansieringsproces ny og lidt skræmmende. Jeg fløj til New York med mit team for at holde en række indledende møder med private finansieringsfirmaer. Vores første møde blev afholdt i den type hovedkontor, man ofte ser på film, komplet med en svimlende udsigt over Manhattan. Jeg indledte med en præsentation af vores virksomhed og besvarede derefter spørgsmål. Så langt, så godt. Herefter blev der foreslået fem minutters pause. Jeg henvendte mig til en af seniorpartnerne og spurgte, hvor jeg kunne finde dametoilettet. Det kom åbenbart bag på ham, for han kiggede uforstående på mig. Så spurgte jeg: »Hvor længe har du arbejdet her?« Hans svar lød: »Et år.« »Er jeg den eneste kvinde, I har holdt møde med i et helt år?« »Det vil jeg mene,« sagde han og tilføjede: »Eller måske er du bare den eneste, som har haft brug for at benytte toilettet.« Det er mere end tyve år siden, jeg kom ud på arbejdsmarkedet, og alt for meget er stadig det samme. Det er på tide at erkende, at vores revolution er gået i stå.16 Løfter om ligestilling er ikke det samme som reel ligestilling. Havde vi reel ligestilling, ville kvinder lede halvdelen af vores lande 14


og virksomheder og mænd stå for halvdelen af husarbejdet i vores hjem. Det ville efter min mening være en bedre verden. Økonomiens love og mange studier i mangfoldighed fortæller os, at hvis man udnyttede den enkeltes ressourcer og talent til fulde, ville vores kollektive resultater forbedres. Den legendariske investor Warren Buffett har ganske fint sagt, at en af årsagerne til hans store succes er, at han kun har behøvet at konkurrere med halvdelen af befolkningen. Warren Buffett-typerne i min generation nyder stadig godt af denne fordel. Hvis flere mennesker kommer ind i kampen, vil flere rekorder blive slået. Og præstationsniveauet vil hæve sig over individuelle målsætninger til gavn for os alle. Aftenen før Leymah Gbowee, en af lederne bag de kvindelige fredsaktivister, der fik Liberias diktator væltet, modtog Nobels Fredspris 2011, var hun hovedperson ved en bogreception i mit hjem. Vi fejrede udgivelsen af hendes selvbiografi, Ikke mere at miste, men aftenen var præget af stor alvor. En gæst spurgte hende, hvordan amerikanske kvinder kunne hjælpe dem, der oplevede krigens rædsler og massevoldtægter i lande som Liberia. Hendes svar var blot disse fire ord: »Flere kvinder ved magten.« Leymah og jeg kunne ikke komme fra mere forskellige miljøer, og alligevel er vi nået til samme konklusion. Forholdene for alle kvinder vil blive forbedret, når flere kvinder indtager ledende positioner, hvorfra de højt og tydeligt kan gøre opmærksom på deres behov og interesser.17 Dette afføder det oplagte spørgsmål – hvordan? Hvordan nedbryder vi barriererne, der hindrer flere kvinder i at nå til tops? Kvinder møder reelle forhindringer på arbejdsmarkedet, deriblandt både åbenlys og skjult kønsdiskrimination, forskelsbehandling og sexchikane. Der findes alt for få tilbud om reel flekstid samt mulighed for tilstrækkelig børnepasning og forældreorlov, som er forudsætningen for at kunne gøre karriere, mens børnene er små. Mænd har desuden meget lettere ved at få kontakt til de mentorer og rådgivere, der er uvurderlige for et karriereforløb, og endelig skal kvinder i langt højere grad end mænd bevise, hvad de dur til. Og det er ikke kun noget, vi bilder os ind: Ifølge en McKinsey-rapport fra 2011 bliver mænd forfremmet ud 15


fra en potentialevurdering, mens kvinder forfremmes på grundlag af hidtidige præstationer.18 Ud over de ydre barrierer, der er skabt af samfundet, bliver kvinder også hæmmet af indre barrierer. Vi dømmer os selv ude i stort og småt, fordi vi mangler selvtillid og ikke tør tage ordet. Vi læner os tilbage, når vi burde læne os frem og byde ind. Vi optager alle de negative budskaber, vi modtager gennem livet – budskaber om, at det er forkert at sige vores mening, forfølge vores ambitioner og fremstå stærkere end mænd. Vi sænker vores egne forventninger til, hvad vi kan opnå. Vi fortsætter med at påtage os hovedparten af de huslige pligter og børnepasningen. Vi går på kompromis med vores karrieremål for at gøre plads til en partner og nogle børn, der måske ikke engang findes i vores liv endnu. Sammenlignet med vores mandlige kolleger er der færre af os, der stræber efter en lederstilling. Lad mig tilføje, at dette ikke er en opremsning af, hvad andre kvinder gør forkert. Jeg har selv begået hver eneste af de nævnte fejl. Fra tid til anden falder jeg stadig i. Efter min mening skal de indre barrierer nedbrydes, før vi kan opnå mere magt. Andre mener, at kvinder først kan nå til tops, når de institutionelle barrierer er brudt ned. Det er den evige diskussion om hønen og ægget. Hønen: Vi kvinder skal nok fjerne ydre barrierer, når først vi har opnået en lederstilling. Så marcherer vi direkte til chefens kontor og forlanger det, vi har behov for, blandt andet graviditetsparkering. Eller, endnu bedre, så er vi selv blevet topchefer og sørger for, at alle kvinder får, hvad de har brug for. Ægget: Vi er nødt til at have fjernet de ydre barrierer for overhovedet at få kvinder ind i den slags stillinger. Begge argumenter er rigtige. Lad os derfor være enige om at kæmpe på begge fronter i stedet for at forvilde os ud i en filosofisk diskussion om, hvad der kommer først. Begge dele er lige vigtige. Jeg opfordrer personligt kvinder til at se på hønen, men jeg bakker helhjertet op om dem, der fokuserer på ægget. Indre barrierer er et forhold, der sjældent diskuteres og ofte underspilles. Jeg har igennem hele mit liv fået tudet ørerne fulde om manglende ligestilling på arbejdspladsen og om, hvor hårdt det er 16


at få karriere og familieliv til at hænge sammen. Til gengæld har jeg sjældent hørt noget om, hvordan jeg i mange situationer spænder ben for mig selv. Disse indre barrierer fortjener meget større opmærksomhed, især fordi vi selv er herre over dem. Vi kan skille os af med dem allerede i dag. Vi kan begynde med det samme. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive en bog. Jeg er hverken forsker, journalist eller sociolog. Når jeg besluttede mig for at gøre det, var det efter at have talt med hundredvis af kvinder, hørt om deres kampe, indviet dem i mine egne og erkendt, at de landvindinger, vi har gjort, ikke er tilstrækkelige og måske endda ved at glide os af hænde. I første kapitel af denne bog fremlægges nogle af de komplekse udfordringer, kvinder står over for. Hvert af de efterfølgende kapitler fokuserer på den justering eller forskel, vi selv kan gøre: Vi kan styrke vores selvtillid (»Tag plads ved bordet«), få vores samlever til at tage mere ansvar derhjemme (»Gør din partner til en rigtig partner«) og undlade at sætte os urealistiske mål (»Myten om at kunne det hele«). Jeg påstår ikke, at jeg har den perfekte løsning på disse dybe og komplekse spørgsmål. Jeg læner mig dog op ad hårde kendsgerninger, forskningsresultater, mine egne observationer foruden den lektie, jeg har lært hen ad vejen. Denne bog er ikke en erindringsbog, selvom jeg bruger eksempler fra mit eget liv. Det er ikke en selvhjælpsbog, selvom jeg virkelig håber, at den vil hjælpe. Det er ikke en bog om karriereudvikling, selvom jeg giver råd på dette felt. Det er ikke et feministisk manifest – okay, måske lidt, men et, som jeg håber vil inspirere mænd såvel som kvinder. Hvad denne bog end er, så har jeg skrevet den til alle kvinder, der vil øge deres chancer for at nå helt til tops inden for deres felt eller forfølge et hvilket som helst mål med liv og sjæl. Det gælder for kvinder på ethvert stadie i deres liv og karriere, lige fra dem, der står for at skulle ud på arbejdsmarkedet, til dem, der har holdt en pause og måske gerne vil tage springet tilbage. Jeg har også skrevet den til alle de mænd, som gerne vil forstå, hvad en kvinde – en kollega, hustru, mor eller datter – er oppe imod, så han kan gøre sit til at skabe mere ligestilling i verden. 17


Med denne bog opfordrer jeg til at byde ind, til at være ambitiøs i alle forhold. Selvom det er min overbevisning, at en øget tilstrømning af kvinder til magtfulde stillinger er et nødvendigt element i reel ligestilling, tror jeg ikke på, at der kun findes én definition af succes eller lykke. Ikke alle kvinder vil have en karriere. Ikke alle kvinder vil have børn. Ikke alle kvinder vil have begge dele. Jeg er ingen fortaler for, at vi skal have ens mål i livet. Mange mennesker er slet ikke interesseret i at opnå magt, ikke på grund af manglende ambitioner, men fordi de lever livet, som de selv vil. Nogle af de vigtigste bidrag til vores verden kommer fra dem, som drager omsorg for deres næste. Vi må selv udstikke vores kurs og definere de mål, som passer ind i vores liv, værdier og drømme. Desuden er jeg fuldstændig klar over, at langt hovedparten af alle kvinder kæmper med det yderste af neglene for blot at få tingene til at hænge sammen i deres familie. Dele af denne bog vil have størst relevans for kvinder, der er så heldige at kunne vælge, hvor meget, hvornår og hvor de vil arbejde; andre dele omhandler situationer, som kvinder kan opleve på enhver arbejdsplads, i ethvert samfund og i ethvert hjem. Hvis det kan lykkes os at få flere kvindelige stemmer ind på de højeste niveauer, øger vi mulighederne og opnår en mere fair behandling af alle. Folk, især andre erhvervskvinder, har advaret mig mod at udtale mig offentligt om disse emner. Når jeg alligevel har gjort det, har det rejst en del protester blandt tilhørere af begge køn. Nogle mener, at jeg ved at fokusere på, hvad kvinder selv kan forandre – når de presses til at byde ind – fremstår, som om jeg fritager vores institutioner for ansvar. Eller også, hvad der er værre, beskylder de mig for at rette skytset mod den svage part. Intet kunne være mere forkert. Tværtimod mener jeg, at kvindelige ledere er selve løsningen. Nogle kritikere vil desuden pointere, at det er meget lettere for mig at gøre mig gældende, da min økonomiske situation tillader mig at købe al den hjælp, jeg behøver. Til det kan jeg kun sige, at det er min hensigt at give de råd, som jeg selv kunne have draget nytte af, før jeg nogensinde havde hørt om Google eller Facebook, og at disse råd når ud til en bred vifte af kvinder i forskellige situationer. 18


Jeg har hørt disse kritikpunkter før og ved, at jeg vil høre dem – samt flere andre – igen i fremtiden. Mit håb er, at mit budskab vil blive bedømt efter fortjeneste. Vi kan ikke krybe uden om at tage denne samtale. Det er et emne, der vedkommer os alle sammen. Tiden har længe været inde til at opmuntre flere kvinder til at drømme den opnåelige drøm og flere mænd til at støtte kvinderne, både på arbejdspladsen og i hjemmet. Vi kan genoplive kampen for ligestilling ved selv at gå ind i kampen. Forskydningen til større lighed i verden sker gennem den enkelte. For hver kvinde, der vælger at byde ind, kommer vi nærmere det store mål, nemlig fuld ligestilling.

19


Kapitel 1

Ambitionskløften på direktionsgangen: Hvad ville du gøre, hvis du turde?

Min mormor, Rosalind Einhorn, blev født nøjagtig tooghalvtreds år før mig, den 28. august 1917. Som mange andre fattige jødiske familier i New York City boede hun og hendes familie i en lille overfyldt lejlighed i nærheden af deres slægtninge. Hendes forældre, tanter og onkler kaldte hendes fætre ved navn, mens hun og hendes søster bare blev kaldt tøsepiger. Under depressionen blev min mormor taget ud af Morris High School, fordi hun skulle hjælpe med at tjene penge til husholdningen ved at sy stofblomster på undertøj, som hendes mor kunne sælge videre med et lille overskud. Ingen i lokalsamfundet kunne drømme om at tage en dreng ud af skolen. En drengs uddannelse var familiens håb for at styrke deres økonomi og sociale status. Pigers uddannelse var i den forstand mindre vigtig, både økonomisk, fordi der ikke var den store sandsynlighed for, at de ville bidrage til familiens indkomst, og kulturelt, fordi det var drengene, der skulle studere Toraen, mens pigerne skulle lære at »holde hus«. Heldigvis for min mormor insisterede en lokal lærer på, at hendes forældre lod hende vende tilbage til skolen. Hun fortsatte sin skolegang, og ikke bare afsluttede hun high school, hun tog også en bachelor fra U.C. Berkeley. Tøsepigen fik sit første job i varehuset David’s Fifth Avenue, hvor hun arbejdede i afdelingen for lommebøger og tasker. Da hun sagde op for at gifte sig med min morfar, siger man i familien, at David’s måtte ansætte fire folk som erstatning for hende. En årrække senere, da min morfars malerforretning begyndte at skrante, sprang hun til og traf en række hårde beslutninger, som han selv var veget tilbage fra, og reddede på den måde familien fra økonomisk ruin. Da hun 20


var i fyrreårsalderen, beviste hun igen sin forretningssans. Hun fik konstateret brystkræft, overvandt sygdommen og kastede sig ud i at indsamle penge til den klinik, hun var blevet behandlet på, ved at sælge billige ure fra bagagerummet i sin bil. Tøsepigen endte med en profitmargen, som Apple ville have misundt hende. Jeg har aldrig mødt nogen med større energi og gåpåmod end min mormor. Når Warren Buffett taler om at kunne nøjes med at konkurrere med halvdelen af befolkningen, tænker jeg på hende og forestiller mig, hvor anderledes hendes liv ville have været, hvis hun var blevet født et halvt århundrede senere. Da min mormor selv fik børn – min mor og hendes to brødre – insisterede hun på, at de alle tre skulle have en uddannelse. Min mor gik på University of Pennsylvania, der ikke var kønsopdelt. Da hun tog sin kandidatgrad i fransk litteratur i 1965, søgte hun job på de to områder, hvor hun mente, at kvinder kunne gøre karriere: undervisning og sygepleje. Hun valgte at blive lærer. Hun påbegyndte et ph.d.-forløb, blev gift og droppede ud, da hun ventede mig. Man anså det for et svaghedstegn, hvis en mand havde brug for sin kones hjælp til at forsørge familien, så min mor valgte at gå hjemme. Den århundredgamle arbejdsdeling levede stadig i bedste velgående. Selvom jeg voksede op i et traditionelt hjem, havde mine forældre samme forventninger til mig, min søster og min bror. Vi blev alle tre opmuntret til at gøre os umage i skolen, tage ligeligt del i husarbejdet og engagere os i forskellige fritidsaktiviteter. Vi skulle også dyrke motion og holde os i form. Min bror og søster gik til forskellig holdsport, mens jeg var hende, der altid stod tilbage som den sidste, når der blev valgt hold i gymnastiktimerne. Selvom jeg ikke var den store atlet, blev jeg opdraget til at tro på, at piger kan alt, hvad drenge kan, og at jeg kunne blive, lige hvad jeg ville. Da jeg startede på college i efteråret 1987, virkede mine klassekammerater, drenge som piger, lige fokuserede på det faglige. Jeg har aldrig følt, at mine karrieredrømme adskilte sig fra de mandlige studerendes. Jeg kan heller ikke huske, at vi talte om en fremtidig balancegang mellem arbejde og børn. Mine veninder og jeg gik ud fra, at vi kunne få 21


begge dele. Mænd og kvinder konkurrerede åbent og målrettet med hinanden både i timerne og ved studenteraktiviteter og jobsamtaler. Kun to generationer efter min mormors var legepladsen åben for alle, der ville være med. Men nu, mere end tyve år efter min collegetid, er verden ikke nær så forandret, som jeg troede, den ville være. Næsten alle mine mandlige klassekammerater har gang i en karriere. Nogle af mine kvindelige klassekammerater har fuldtids- eller deltidsarbejde, men lige så mange har valgt at være hjemmegående husmor, præcis som min egen mor gjorde. Det afspejler en generel tendens. I sammenligning med deres mandlige kolleger dropper højtuddannede kvinder ambitionerne og melder sig ud af arbejdsmarkedet i stort antal.1 Resultatet er, at virksomheder og mentorer vælger at satse på mænd, som statistisk set er mere tilbøjelige til at blive. Judith Rodin, formand for Rockefeller Foundation og første kvinde i rektorstolen på et Ivy League-universitet, sagde engang til et publikum bestående af kvinder på min alder: »Min generation har virkelig kæmpet for at give jer valgmuligheder. Vi går ind for valgmuligheder. Men vi havde aldrig troet, at så mange af jer ville vælge at droppe arbejdet.«2 Hvad var det egentlig, der skete? Min generation blev opdraget i en tid med øget ligestilling, en tendens, vi troede ville fortsætte. Set i bakspejlet var vi naive og idealistiske. At kombinere karrieremæssige og personlige mål viste sig at være langt mere udfordrende, end vi havde regnet med. I de år af vores liv, hvor karrieren fordrede maksimal opmærksomhed, begyndte vores biologiske ur at kræve, at vi stiftede familie. Vores partner var ikke indstillet på at dele husarbejde og børneopdragelse med os, så vi endte med to fuldtidsjobs. Arbejdspladsen indrettede sig ikke efter disse forhold og gav os ikke mulighed for den fleksibilitet, vi behøvede for at udføre vores pligter derhjemme. Vi havde ikke set det komme. Det kom simpelthen bag på os. Hvis min generation var for naiv, er de følgende generationer nok blevet for praktiske. Hvor vi vidste for lidt, har vi nu piger, der ved for meget. Piger, der vokser op i dag, er ikke den første generation med lige 22


muligheder for kønnene, men de er de første, der ved, at en verden af muligheder ikke nødvendigvis munder ud i en professionel karriere. Mange piger har oplevet en mor, der prøvede at klare det hele, men endte med at erkende, at hun måtte opgive noget. Dette »noget« var oftest karrieren. Der er ingen tvivl om, at kvinder har evnerne til at lede på arbejdspladsen. Pigerne overgår i stigende grad drengene rundt om på uddannelsesinstitutionerne og udgør for tiden i USA 57 procent af dem, der tager en bacherlorgrad, og 60 procent af dem, der tager en kandidatgrad.3 Denne tendens er også tydelig i Danmark, hvor 63 procent af bachelorerne er kvinder.4 I Europa har 82 procent af alle kvinder mellem tyve og fireogtyve år afsluttet en ungdomsuddannelse, mens tallet for mænd er 77 procent.5 Kvindernes akademiske landvindinger har faktisk fået nogle til at frygte »mændenes fald«.6 Men desværre er den lydige fingeren-i-vejret-og-tal-først-når-du-bliver-spurgt-opførsel, som belønnes i skolen, mindre værd på arbejdspladserne.7 Karrierefremgang afhænger ofte af, at man tager chancer og gør opmærksom på sig selv – en adfærd, som piger generelt ikke belønnes for at udvise. Det kan måske forklare, hvorfor pigers akademiske succes endnu ikke har resulteret i flere kvinder i topstillinger. Den pipeline, der leverer kvalificeret arbejdskraft, er stopfyldt med kvinder til stillinger på grundniveau, men når den samme pipeline skal dække behovet til lederstillingerne, er den mest leveringsdygtig i mænd. Der er mange årsager til, at der findes sådan et misforhold, men en vigtig faktor er kløften mellem kønnenes lederambitioner. Der findes selvfølgelig mange individuelle eksempler på kvinder, der er lige så ambitiøse som mænd, men borer man lidt i det, viser tallene klart, branche for branche, at flere mænd end kvinder avancerer til de højeste stillinger. En McKinsey-undersøgelse fra 2012 af mere end fire tusind ansatte i førende virksomheder viste, at 36 procent af mændene ønskede at blive CEO i forhold til 18 procent af kvinderne.8 Når jobs beskrives som indflydelsesrige, udfordrende og med en høj grad af ansvar, appellerer de mere til mænd end til kvinder.9 Og mens ambiti23


onskløften er mest udtalt på de højeste niveauer, er den underliggende dynamik dog mærkbar på hvert eneste trin af karrierestigen. En undersøgelse blandt collegestuderende viser, at flere mænd end kvinder har sat sig det karrieremål at »få en lederstilling« i løbet af de første tre år efter endt uddannelse.10 Selv blandt højtuddannede karrieremennesker beskrev flere mænd end kvinder sig selv som »ambitiøs«.11 Noget tyder på, at en ændring er på vej for den næste generation. En undersøgelse fra den uafhængige amerikanske tænketank the Pew Research Center viser for første gang, at der blandt unge mellem atten og fireogtredive år er flere kvinder (66 procent) end mænd (59 procent), der betragter en højt betalt karriere eller profession som et vigtigt aspekt af deres liv.12 En ny rundspørge blandt generation Y13 viste, at kvinder i samme grad som mænd vælger at beskrive sig selv som ambitiøse. Skønt det er en forbedring, selv i denne demografiske gruppe, er der stadig forskel på lederambitionerne. Kvinder fra generation Y er mindre tilbøjelige end mænd fra generation Y til at erklære sig enig i udsagnet: »Jeg stræber efter at opnå en lederstilling inden for det felt, jeg kommer til at arbejde i.« Og billedet forstærkes af, at disse kvinder er mindre tilbøjelige end mændene til at beskrive sig selv som »ledertyper«, »visionære«, »selvsikre« og »risikovillige«.14 Når flere mænd går efter lederstillinger, er det ikke så mærkeligt, at de får dem, især ikke i betragtning af alle de andre forhindringer, kvinder er nødt til at overvinde. Dette mønster begynder, længe før de bevæger sig ud på arbejdsmarkedet. Forfatteren Samantha Ettus og hendes mand læste engang deres datters årbog fra børnehaven, hvor hvert barn besvarede spørgsmålet: »Hvad vil du være, når du bliver stor?« De lagde mærke til, at flere af drengene ville være direktør. Det ville ingen af pigerne.15 (Aktuelle data antyder, at når disse piger bliver voksne, vil de stadig have det sådan).16 I grundskolen aspirerer flere drenge end piger til lederstillinger, når de engang skal ud på arbejdsmarkedet.17 På de halvtreds mest anerkendte amerikanske colleges er det under en tredjedel af studenterrådene, der har en kvindelig formand.18 Mænd forventes at have karrieremæssige ambitioner, mens det er valgfrit – eller, værre endnu, en negativ faktor – for kvinder. »Hun er 24


meget ambitiøs,« skal ikke forstås som en kompliment i vores kultur. Udtalt ambitiøse og fremstormende kvinder bryder de uskrevne regler for acceptabel social adfærd. Mænd høster anerkendelse for at være magtfulde og ambitiøse, mens kvinder, der udviser samme træk, ofte betaler prisen i social henseende. At opnå resultater kan koste kvinder dyrt.19 Og til trods for alle fremskridt er der stadig et socialt pres på unge kvinder om at holde sig ægteskab for øje. Da jeg gik på college, oplevede jeg, at mine forældre godt nok lagde vægt på uddannelse, men alligevel fokuserede mest på ægteskab. De indprentede mig, at de mest attraktive unge kvinder gifter sig tidligt for at få sig en »god mand«, før de alle sammen er taget. Jeg fulgte deres råd, og gennem hele collegetiden gik jeg alle mine dates så grundigt efter i sømmene, som var de potentielle ægtemænd (hvilket er den sikre måde at spolere en glad aften på, når man er nitten år gammel). Da jeg skrev speciale, foreslog min specialevejleder, Larry Summers, mig at søge et internationalt praktikstipendium. Jeg afviste tanken af den ene grund, at jeg i udlandet nok ville have sværere ved at finde en ægteskabskandidat. I stedet flyttede jeg til Washington, D.C., der vrimlede med passende mænd. Det var en succes. Første år efter college mødte jeg en mand, som ikke kun var passende, men også vidunderlig, så ham giftede jeg mig med. Jeg var fireogtyve år og overbevist om, at ægteskabet var det første – og obligatoriske – skridt mod et lykkeligt og produktivt liv. Sådan gik det bare ikke. Jeg var simpelthen ikke moden nok til at have truffet en beslutning for livet, og forholdet gik hurtigt i opløsning. I en alder af femogtyve havde jeg opnået at blive både gift og skilt. På det tidspunkt føltes det som en enorm personlig og, ikke mindst, offentlig fiasko. I mange år havde jeg det sådan, at uanset hvad jeg opnåede fagligt, blev det overskygget af den skam, som jeg nærmest bar uden på tøjet. (Der gik næsten ti år, før jeg opdagede, at alle »de gode« ikke var snuppet endnu, og jeg giftede mig lykkeligt og velovervejet med Dave Goldberg). Gayle Tzemach Lemmon, underdirektør i Council on Foreign Re25


lations’ Women and Foreign Policy Program, blev også opmuntret til at prioritere ægteskab over karriere. Som hun fortæller i The Atlantic: »Da jeg var syvogtyve, fik jeg et fornemt stipendium til et studieophold i Tyskland, hvor jeg både skulle lære tysk og arbejde på Wall Street Journal ... Det var en fantastisk mulighed for en kvinde i min alder, og jeg vidste, at det ville give et fagligt boost til mine afsluttende studier og videre arbejde. Men mine veninder var rystede i deres grundvold over, at jeg bare sådan ville forlade min daværende kæreste for at bo et år i udlandet. Min familie spurgte, om jeg ikke var bekymret for aldrig at blive gift. Og da jeg deltog i en havefest sammen med min kæreste, kom hans chef og trak mig lidt til side for at minde mig om, at ‘der ikke findes mange fyre af den støbning derude’.« Hvis man spørger Gayle, er den slags negative reaktioner medvirkende til, at mange kvinder »stadig opfatter ambitioner som en grim ting«.20 Mange har indvendt over for mig, at det ikke er ambitioner, der er problemet. Kvinder er ikke mindre ambitiøse end mænd, siger de, bare orienteret mod andre og mere meningsfulde mål. Jeg hverken afviser eller sætter spørgsmålstegn ved dette argument. Der er andet og mere i livet end karriere, blandt andet det at have børn, realisere sig selv, yde sit bidrag til samfundet og hjælpe andre. Der findes mange mennesker, som er dybt engageret i deres arbejde uden dog at føle det nødvendigt at gå efter chefstolen i deres virksomhed. Rollen som leder er ikke den eneste måde at skaffe sig indflydelse på. Jeg anerkender også, at der er biologiske forskelle mellem mænd og kvinder. Jeg har ammet begge mine børn og til tider med stor fortrydelse måttet indse, at det ganske simpelt ikke var noget, min mand var udrustet til at varetage. Findes der kønsbestemte karaktertræk, der gør kvinder mere omsorgsfulde og mænd mere udfarende? Det kan godt være. Og dog, for nu, hvor vi ikke længere behøver drage ud i vildmarken for at jage vores føde, er stræben efter lederskab hovedsagelig et kulturelt skabt og forstærket træk. Den enkeltes opfattelse af, hvad han/hun kan og bør opnå, er i det store og hele formet af samfundsmæssige forventninger. Fra det øjeblik vi fødes, bliver drenge og piger behandlet forskel26


ligt.21 Forældre har en tendens til at snakke mere til spæde pigebørn end til spæde drengebørn.22 Mødre overvurderer deres sønners evne til at kravle, mens de undervurderer deres døtres.23 Som en afspejling af vores opfattelse af, at piger behøver mere støtte end drenge, bruger mødre ofte mere tid på at trøste og kramme små piger og mere tid på at betragte små drenge lege på egen hånd.24 Andre kulturelle budskaber falder tydeligere i øjnene. Børnetøjsfirmaet Gymboree solgte på et tidspunkt sparkedragter med påskriften »Smart like Daddy« til drenge og »Pretty like Mommy« til piger.25 Samme år markedsførte J.C. Penney en T-shirt til teenagepiger med det triumferende budskab: »I’m too pretty to do homework so my brother has to do it for me«.26 Og det var ikke i 1951, de gjorde det. Det var i 2011. Sender man sådan et budskab til piger, vil det måske ikke kun virke fordummende, men ligefrem afholde dem fra at søge indflydelse. Når en pige prøver at tage føringen, bliver hun ofte stemplet som dominerende. Drenge bliver sjældent kaldt dominerende, fordi en dreng, der tager føringen, hverken overrasker eller forarger. Som en af dem, der selv har oplevet at blive kaldt dominerende det meste af min barndom, ved jeg, at det ikke er en kompliment. Historierne om min barndoms herskesyge bliver under stor morskab fortalt om og om igen. Da jeg gik i underskolen, lærte jeg efter sigende mine yngre søskende, David og Michelle, at traske med mig rundt, lytte til mine formaninger og råbe »Javel!«, når jeg var færdig. Jeg var den ældste af kvarterets børn og gjorde tilsyneladende et stort nummer ud af at arrangere forestillinger, som jeg selv instruerede, og stifte klubber, som jeg selv blev leder af. Disse historier får altid folk til at grine, mens jeg selv bliver lidt flov over min opførsel (hvilket er ret paradoksalt, når jeg nu har skrevet en bog om, at piger ikke skal have det på den måde, eller måske er det en del af forklaringen på, at jeg har skrevet den). Selv da vi var i trediverne, syntes mine søskende stadig, at det var hylende sjovt at drille mig med det. Da Dave og jeg blev gift, holdt David og Michelle en fin tale, der begyndte sådan her: »Nogle af jer 27


tror sikkert, at vi bare er Sheryls yngre søskende, men i virkeligheden var vi Sheryls første ansatte – medarbejder nummer et og medarbejder nummer to. I starten, da vi kun var et og tre år gamle, duede vi ikke til så meget. Var uorganiserede og dovne. Vi ville hellere gylpe ned ad os selv end læse morgenavisen. Men Sheryl kunne se vores potentiale. Hun tog os under sine vinger, og i de næste ti år eller mere fik hun disciplineret os grundigt.« Alle lo. Mine søskende fortsatte: »Så vidt vi ved, har Sheryl aldrig rigtig leget som barn, men egentlig bare påtaget sig opgaven at organisere andre børns leg. Sheryl holdt også styr på de voksne. Når vores forældre tog på ferie, kom vores bedsteforældre og passede os. Før vores forældre tog af sted, brokkede Sheryl sig: ‘Nu skal jeg jo passe både David og Michelle og bedstemor og bedstefar. Det er bare for meget!’« Folk lo endnu højere. Jeg lo med, men inderst inde føler jeg stadig, at det ikke passede sig for en lille pige at føre sig frem på en måde, der er så ... dominerende. Jeg kan ikke lade være med at krumme tæer. Fra en meget tidlig alder bliver drenge opfordret til at tage ansvar og sige deres mening. Lærere henvender sig mere til drenge, lader dem oftere tale og stiller dem flere spørgsmål. Drenge er også mere tilbøjelige til bare at råbe svarene højt, og når det sker, lytter lærerne oftest til dem. Når piger råber på samme måde, skælder lærerne dem ud og siger, at de skal række hånden op, hvis de vil noget.27 For nylig blev jeg mindet om, at disse mønstre præger os langt ind i voksenalderen. For ikke så længe siden var jeg til et mindre middagsselskab med andre erhvervsledere, og æresgæsten talte uafbrudt. Det betød, at man kun kunne stille spørgsmål eller indskyde en bemærkning ved at afbryde. Det gjorde tre eller fire af mændene, og gæsten svarede høfligt på spørgsmålene, før han snakkede videre. På et tidspunkt prøvede jeg at give mit besyv med, og han nærmest råbte: »Må jeg have lov at tale ud? Jeg sætter pris på, at der bliver lyttet til, hvad jeg siger!« Lidt efter var der et par mænd, der brød ind, og det fandt han sig i. Da den eneste anden kvindelige leder ved arrangementet prøvede at sige noget, gjorde han det igen! Han irettesatte hende for at afbryde. Efter maden trak en mandlig CEO mig til side 28


for at sige, at han havde bemærket, at kun kvinderne var blevet bedt om at holde mund. Han fortalte mig, at han følte med os, fordi han som latinamerikaner ofte selv havde fået den behandling. Men det er ikke kun magtens mænd, der bringer kvinder til tavshed. Unge kvinder tilegner sig de uskrevne regler om, hvad der er passende adfærd, og lægger en dæmper på sig selv. De belønnes for at være smukke ligesom mor og opmuntres til også at være lige så omsorgsfulde som mor. Albummet Free to Be ... You and Me kom på gaden i 1972 og blev et af min barndoms fikspunkter. Min yndlingssang, »William’s Doll«, handler om en femårig dreng, der tigger sin modvillige far om at købe ham et stykke typisk pigelegetøj. Og nu, fyrre år senere, er legetøjsindustrien stadig plaget af stereotyper. Op til julen 2011 blev en video med en fireårig pige ved navn Riley spredt vidt og bredt på de sociale medier. Riley brokker sig højlydt i en legetøjsbutik, fordi firmaerne prøver at »narre pigerne til at købe lyserøde ting i stedet for den slags, drenge køber, ikk’?« Nemlig. Som Riley siger: »Nogle piger kan lide superhelte, andre piger kan lide prinsesser. Nogle drenge kan lide superhelte, andre drenge kan lide prinsesser. Hvorfor skal alle piger så købe lyserøde ting og alle drenge ting i alle mulige forskellige farver?«28 Det kræver intet mindre end et reelt oprør – selv for en fireårig pige som Riley – at frigøre sig fra samfundets forventninger. William har stadig ingen dukke, mens Riley drukner i et hav af lyserøde ting. Jeg er begyndt at spille Free to Be ... You and Me for mine egne børn og håber, at budskabet vil virke gammeldags, hvis de selv engang skulle finde på at spille den for deres børn. De stereotype kønsroller, der introduceres i barndommen, forstærkes gennem resten af livet og bliver til selvopfyldende profetier. Når de fleste lederstillinger indtages af mænd, forventer kvinder ikke at kunne få dem, og det bliver så en af grundene til, at de ikke gør det. Det samme gælder lønnen. Mænd tjener generelt mere end kvinder, derfor forventer man, at kvinder tjener mindre. Og det gør de så. En forværring af problemet opstår ved et socialpsykologisk fænomen, som kaldes »stereotype threat«. Adfærdsforskere har observeret, at når medlemmer af en gruppe bliver gjort opmærksomme på en ne29


gativ stereotyp, er de mere tilbøjelige til at handle i overensstemmelse med denne stereotyp. For eksempel lyder en kønsstereotyp, at drenge er bedre til matematik og fysik end piger. Når piger bliver mindet om deres køn før en matematik- eller fysikprøve, bare ved noget så enkelt som at sætte kryds ud for et M eller K øverst på prøvens første side, vil de præstere ringere.29 Stereotype threat afholder piger og kvinder fra at vove sig ind på tekniske fagområder og er en af de primære årsager til, at så få af dem studerer datalogi.30 Som en studentermedhjælper på Facebook engang bemærkede: »Datalogiafdelingen på min skole har flere nørder end piger.« Stereotypen af en karrierekvinde er sjældent flatterende. Populærkulturen har længe portrætteret succesfulde kvinder som så besat af deres karriere, at deres tilværelse ikke rummer andet (for eksempel Sigourney Weaver i Working Girl og Sandra Bullock i The Proposal). Hvis en kvindelig karakter forsøger at balancere mellem arbejde og familie, skildres hun næsten altid som fortravlet og plaget af evig dårlig samvittighed (for eksempel Sarah Jessica Parker i Kvinde på spring). Denne fremstilling har bevæget sig ud over fiktionens verden. En undersøgelse fra nullerne viste, at blandt dem af Y-generationens mænd og kvinder, der var ansat i en virksomhed med en kvinde i topledelsen, ønskede kun 20 procent at følge i hendes fodspor.31 Denne uønskede stereotyp er særligt uheldig, da et flertal af kvinder ikke har andet valg end at blive på arbejdsmarkedet. I USA er omkring 41 procent af alle mødre hovedforsørgere og står for størsteparten af familiens indkomst. Yderligere 23 procent af mødrene er medforsørgere og bidrager med mindst en fjerdedel af familiens samlede indkomst.32 Antallet af kvindelige eneforsørgere er hastigt stigende; i perioden mellem 1973 og 2006 steg antallet af familier, der blev forsørget af en enlig mor, fra en af ti til en af fem.33 Disse tal er væsentligt højere i latinamerikanske og afroamerikanske familier. 27 procent af alle amerikanske børn af latinamerikansk oprindelse og 52 procent af de afroamerikanske børn opfostres af en enlig mor.34 Europæiske kvinder bliver ligeledes i stigende grad familiens hovedforsørger.35 30


USA halter betydeligt efter andre lande i bestræbelserne på at hjælpe forældre med børnepasningen, så de kan blive på arbejdsmarkedet. Af alle verdens industrialiserede lande er USA det eneste uden en ordning om lønnet barselsorlov.36 Som Ellen Bravo, leder af Family Values @ Work, bemærkede, er »de færreste kvinder optaget af at ‘få det hele’, de er tværtimod bange for at miste alt – deres job, deres børn, deres helbred, familiens økonomiske sikkerhed – fordi konflikten mellem at være en god medarbejder og en ansvarlig forælder jævnligt opstår«.37 Mange mænd tager for givet, at de både kan få en succesfuld karriere og et tilfredsstillende familieliv, mens mange kvinder går ud fra, at det i bedste fald er svært, i værste fald umuligt at få begge dele. Kvinder bliver bombarderet med overskrifter og historier om, at de ikke kan passe både familie og karriere. De får igen og igen at vide, at de er nødt til at vælge, for gaber de over for meget, opnår de bare at blive ulykkelige og stressede. Hvis problemstillingen ovenikøbet bliver kaldt en »balancegang mellem karriere og familieliv«, som om det var diametrale modsætninger, er det sikkert og vist, at karrieren taber. Hvem vil vælge arbejdet frem for et liv med familien? Men den gode nyhed er, at ikke blot kan kvinder have både familie og karriere, de kan ligefrem trives med det. I 2009 udgav Sharon Meers og Joanna Strober Getting to 50/50, en grundig gennemgang af politiske udsagn, sociologiske undersøgelser og ny grundforskning på området, der alt sammen førte til konklusionen, at børn, forældre og ægteskab udmærket kan blomstre med fuldtidsarbejdende forældre. Disse data afslører ganske enkelt, at et fælles ansvar for økonomi og børnepasning resulterer i mødre uden dårlig samvittighed, mere engagerede fædre og velfungerende børn.38 Professor Rosalind Chait Barnett fra Brandeis University har forsket i forholdet mellem karriere og privatliv og fundet ud af, at kvinder, der udfylder flere forskellige roller i livet, rent faktisk har et lavere stressniveau og en højere grad af mental trivsel.39 Kvinder i arbejde høster mange fordele, blandt andet en større økonomisk tryghed, mere stabile ægteskaber, bedre helbred og større tilfredshed med deres liv.40 Det er nok ikke nær så dramatisk eller sjovt at lave en film om en 31


kvinde, der både elsker sit job og sin familie, men det ville være en bedre afspejling af virkeligheden. Vi har brug for at se kvinder skildret som kompetente karrierekvinder og glade mødre – endda også som glade karrierekvinder og kompetente mødre. Det nuværende negative billede kan måske nok få os til at grine, men det skaber også en unødvendig frygt hos kvinder at se livets udfordringer fremstillet som uovervindelige. Folk i vores kultur undres til stadighed: Hvordan i alverden klarer hun det? Frygt er roden til en lang række af de barrierer, som kvinder oplever: Frygt for at blive upopulær. Frygt for at begå fejl. Frygt for at tiltrække sig negativ opmærksomhed. Frygt for at overvurdere sig selv. Frygt for andres dom. Frygt for fiasko. Og den hellige treenighed: frygt for at være en dårlig mor/hustru/datter. Uden frygten kan kvinder gå efter selvrealisering og succes på arbejdsmarkedet – og frit vælge det ene, det andet eller begge dele til. På Facebook gør vi meget for at skabe en kultur, hvor folk opmuntres til at tage nogle chancer. Vi har plakater overalt på væggene, der understreger den holdning. Med tydelig rød skrift står der på en af dem: »Heldet står den kække bi.« På en anden: »Vov og vind.« Min foretrukne lyder: »Hvad ville du gøre, hvis du turde?«41 I 2011 blev jeg af Debora Spar, rektor for Barnard College, en højere læreanstalt for almen dannelse forbeholdt kvinder i New York City, inviteret til at komme og tale ved skolens translokation. Det var ved den lejlighed, jeg for første gang talte om kløften i lederambitioner. Jeg var nervøs, da jeg stillede mig på podiet. Jeg sagde til dimittenderne, at de skulle være ambitiøse, ikke kun ved at forfølge deres drømme, men også ved at styre efter de ledende stillinger inden for deres felt. Jeg vidste, at budskabet kunne misforstås, som om jeg fordømte kvinder, der ikke træffer samme valg som jeg selv. Intet kunne ligge mig fjernere. Jeg mener, at alle skal træffe deres egne valg. Men jeg mener også, at vi skal gøre mere for at opmuntre kvinder til at stræbe efter lederstillinger. Hvis man ikke kan opfordre kvinder til at sætte sig høje mål ved en translokation på et college, hvor så? Da jeg stod over for alle disse entusiastiske kvinder, havde jeg svært 32


ved at holde tårerne tilbage. Jeg beherskede mig og kom igennem talen, som sluttede med disse ord: »I er løftet om en mere lige verden. Mit håb for jer er, at efter at I har fået jeres eksamensbevis, efter at I har festet igennem i aften – at I så vil kaste jer over karrieren. At I vil finde noget, I kan lide at lave, og at I vil gøre det med begejstring. Vælg den karrierevej, som passer jer, og fortsæt så hele vejen til toppen. Når I forlader dette podium i aften, tager I de første skridt ud i voksenlivet. Læg ud med at sætte jer høje mål, giv det en chance – og giv alt, hvad I har i jer. Som alle andre her nærer jeg store forhåbninger til jeres årgang. Jeg håber, at I finder sand mening, tilfredsstillelse og passion i jeres liv. Jeg håber, at I vil forstå at navigere gennem svære perioder og komme stærkere og mere målrettede ud på den anden side. Jeg håber, at I finder den balance, I søger, og at I gør det med åbne øjne. Jeg håber også, at I – hver og en af jer – er tilstrækkelig ambitiøs til at byde ind på enhver mulighed i jeres karriere og være med til at styre verden. I skal vide, at verden kun venter på, at I vil forandre den. Kvinder over hele verden regner med jer. Så derfor, spørg jer selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg turde? Og gå så ud og gør det.« Da dimittenderne blev kaldt op på podiet for at modtage deres eksamensbevis, gav jeg hver enkelt hånden. Mange af dem gav mig et kram. En af de unge kvinder sagde endda til mig, at jeg var »den sygeste bitch« (hvilket rent faktisk viste sig at være en kompliment, da jeg senere spurgte en af de andre om det). Tanken med min tale var at motivere dem, men de motiverede faktisk også mig. I de følgende måneder begyndte jeg at overveje, om jeg ikke burde tage ud og tale om disse emner lidt oftere. Jeg burde tilskynde flere kvinder til at tro på sig selv og til at gå efter lederstil33


lingerne. Jeg burde tilskynde flere mænd til at blive en del af løsningen ved at støtte op om kvinderne både på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Og jeg burde ikke kun tale for et velvilligt indstillet publikum som på Barnard College, men forsøge at komme ud til større og muligvis mere kritiske forsamlinger. Jeg burde følge mit eget råd og højne ambitionsniveauet. Når jeg har skrevet denne bog, er det ikke kun for at opmuntre andre til at byde ind. Det er også for selv at byde ind. At skrive denne bog er det, jeg ville gøre, hvis jeg turde.

34


Byd ind - af Sheryl Sandberg