Issuu on Google+


Pelle & Petra Mission Bøhlandet


Af samme forfatter: Pelle Pophår og Panodilpigen Pelle Pophår. Mission Præmieperker


Gunvor Reynberg

Pelle & Petra       Mission     Bøhlandet [titel sættes i stil med omslaget]

Illustreret af Peter Heydenreich

Høst & Søn


Pelle & Petra. Mission Bøhlandet © Gunvor Reynberg (tekst) og Peter Heydenreich (illustrationer) og Høst & Søn/rosinante&co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsillustration: Peter Heydenreich Omslagsdesign: Alette Bertelsen/Aletteb.dk Bogen er sat med Charter hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3395-0 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Indhold

Kapitel 1 

����������������������������������������

  7

Kapitel 2 

����������������������������������������

  16

Kapitel 3 

����������������������������������������

  26

Kapitel 4 

����������������������������������������

  37

Kapitel 5 

����������������������������������������

  49

Kapitel 6 

����������������������������������������

  58

Kapitel 7 

����������������������������������������

  67

Kapitel 8 

����������������������������������������

  77

Kapitel 9 

����������������������������������������

  86

Kapitel 10 

���������������������������������������

  95

Kapitel 11 

���������������������������������������

103

Kapitel 12 

���������������������������������������

110

Kapitel 13 

���������������������������������������

119

Kapitel 14 

���������������������������������������

128


Pelle_kap01_strip.psd


Kapitel 1

Agent 0013 reagerede instinktivt på lyden bag sig. Han trak sin Walther PPK og vendte sig lynhurtig mod den gamle mand, der kom trillende imod ham i kørestolen. »Som altid den hurtigste på aftrækkeren!« O lod hånden glide gennem sit sølvgrå hår. »Sorry, chef!« sagde Agent 0013. Bag O kom en sortklædt kvinde til syne, hans makker gennem det sidste år, uden hende havde han ikke været i live i dag. »Jeg har en opgave til dig og Agent 0012,« fortsatte O, »I skal af sted med det samme.« Deres øjne mødtes, og de nikkede kort til hinanden. »Agent A er i Marokko, og Rumæneren har vi intet hørt fra længe. I må klare missionen på egen hånd.« Bag 0013 blev et dørhåndtag trykket ned, han drejede en halv omgang og sigtede på den lyshårede kvinde, der trådte ind. Så sænkede han pistolen igen, rettede på jakkesættet og sendte hende det skæve smil, som han vidste, kvinder fandt uimodståeligt. »Og hvem skal du lige forestille?« Pigens blå øjne gennemborede hans. »Navnet er Pophår,« sagde han. »Pelle Pophår.« »Du er jo ikke normal, Pelle!« Freja så nedladende på ham. Hun var kommet brasende ind på hans værelse, mens han stod og trænede James Bond-moves foran spejlet. »Det ligger åbenbart til familien.« »Hvad laver du med min føntørrer?« 7


»Hvad laver du på mit værelse?« Altid smart at besvare et spørgsmål med et spørgsmål. »Jeg gider ikke diskutere med én, hvis frontallapper ikke er vokset sammen endnu!« »Jeg gider ikke diskutere med én, der slet ikke har nogen frontallapper!« »Aflevér!« Hun hev føntørreren ud af hånden på ham og rakte ham hans mobil. »Og hvad med at huske at tage din telefon med op på værelset, så vi andre slipper for at høre på den!« Freja vendte sig og gik uden at lukke døren efter sig. »Hvad med at banke på, inden du kommer ind!« råbte han efter hende. Det skulle lige være ham, der kom vadende ind på hendes værelse på den måde. Pelle kastede et blik på mobilen. Seks beskeder. 8

Pelle_kap01.psd


»Kom!!!!« »NU!!!!« »Krise!« »Hvor er du?« »POPA skal i aktion.« »HALLOOOO!!!!« Pelle drønede ned ad trappen og var lige ved at støde ind i mor. »Jeg tager hjem til Petra.« »Husk cykelhjelmen!« Han kørte så hurtigt, han kunne, hen til Petras lejlighed. Hun var ikke dukket op i skolen, men han havde ikke spekuleret særlig meget over det, for det var sidste skoledag inden sommerferien, og klassen skulle bare spise morgenmad sammen og »hygge lidt«, som deres klasselærer, Vibeke, havde sagt. Petra var ikke typen, der gad at sidde og »hygge« med de andre, så han havde gættet på, at hun bare tog forskud på ferien. »Hej Pelle!« Petras far, Morten, så helt lettet ud, da han åbnede døren. »Hun sidder inde i stuen, kom indenfor.« Pelle nikkede og fulgte efter. Han var stadig forpustet efter cykelturen og trapperne op til fjerde. Petra sad i familiens slidte sofa med benene trukket op under sig og aede sin rotte, Margrethe d. 2., der havde lagt sig til rette i hendes skød. Hun havde en sort træningstrøje på, ansigtet var skjult af hætten, og hun løftede ikke blikket, da Pelle trådte ind. »Har I lyst til noget cola?« Morten så fra Petra hen på Pelle. »Ja tak.« Morten forsvandt ud i køkkenet, og Pelle satte sig usikkert i lænestolen over for Petra. 9


»Hvor blev du af?« Petras stemme lød underlig grødet. Som om hun havde grædt. »Det var bare min mobil, der ...« Hun afbrød ham, inden han nåede længere. »De sender mig væk.« »Hvad??« »Nanna er blevet indlagt, og nu vil kommunen sende mig til en eller anden fucking plejefamilie, i fucking Jylland!« »Petra, hør nu ...« Morten var kommet ind i stuen igen og satte to glas og en colaflaske på sofabordet. »Hvorfor er det altid mig, der skal høre på jer? Hvorfor er der ingen, der hører på mig?« »Både sagsbehandleren og Leif siger, at det er et super sted! Og det er kun tre uger.« Leif var Petras psykolog, som Pelle havde mødt et par gange. Flink fyr. 10

Pelle_kap01_s02.psd


»Et super sted?« Petra så rasende på sin far, og hendes øjne blev fyldt med tårer. »Kan du se mig rende rundt på Lars Tyndskids mark? Hvad skal jeg lave? Grave kartofler op og malke køer?« »Nej, selvfølgelig ikke,« Morten sukkede tungt. »Det bliver en slags ferie. Vi kommer jo ingen steder i sommer. Nu hvor mor er syg og ...« Nanna, Petras mor, var psykisk syg. Pelle syntes nu, hun virkede ret normal. Bare lidt stille i det. »Man behøver sgu da ikke at rejse nogen steder hen, bare fordi man har sommerferie! Pelle skal heller ingen steder, vel Pelle?« »Øh, nej. Altså, vi har ikke helt fundet ud af det endnu.« Faktisk havde de snakket rigtig meget sommerferie derhjemme. Men Liva skulle først på Roskildefestival, og senere sydpå med en veninde. Freja mente, at familien burde rejse et sted hen, hvor der var masser af sol, shopping og swimmingpools, mens far ikke ville for langt væk fra Olde-Pelle, som ikke var helt på toppen. Mor havde spurgt Pelle, hvad han kunne tænke sig, og der var blevet helt stille, da han sagde, at han syntes de skulle bestige Machu Picchu eller rejse til Nepal og leve som tibetanske munke. Det hele var endt med, at de udskød beslutningen, til Liva var hjemme fra Roskilde igen. »Der kan du se, Morten!« Petra var ikke færdig med sin far endnu. »Mig og Pelle kan sagtens hygge os herhjemme!« »Det er jo også en slags ... aflastning for mig, Petra.« Morten så bønfaldende på hende. »Jeg skal jo arbejde en del. Og besøge mor på hospitalet hver dag ...« »Så jeg er til besvær? Du vil af med mig?!« 11


»Nej! Men jeg vil så gerne have, at du får en rigtig ferie. Ligesom andre børn! At du ikke skal købe ind og lave mad og ...« »Har jeg nogensinde brokket mig over at købe ind og lave mad?« »Nej, men ... jeg tror virkelig, du kunne få en fed oplevelse!« »Og hvad med mor? Jeg vil da også besøge hende!« »Jeg tror, mor bliver gladere, hvis hun ved, at du holder ferie og ikke sidder herhjemme og glor!« »Vi sidder sgu da ikke bare og glor, vel Pelle!?« »Nej, men altså ...« Pelle anede ikke, hvad han skulle sige. Han havde helt ondt af Morten, der så træt og opgivende ud. »Jeg kører op og besøger mor et par timer, Petra.« Petra aede Margrethe d. 2. uden at svare. »Skal jeg hilse?« Hun nikkede, men så stadig ikke op. »Du kan bare blive, Pelle. Der ligger penge i køkkenskuffen, hvis I vil købe jer en pizza eller noget.« Da Morten var væk, skænkede Pelle cola i sit glas. »Vil du også ha’?« Petra rystede på hovedet. Hun trak hætten af hovedet og lagde rotten op i den. Den rullede sig sammen og lukkede øjnene. Pelle og Petra sad et stykke tid uden at sige noget. Pelle tømte sit glas, mens han tænkte som en sindssyg. Hans hjerne, der ellers plejede at flyde over med gode ideer, var helt tom. »Hvad gør vi?« Han så over på Petra. Hun løftede hovedet og smilede for første gang. »Du sagde vi.« »Ja, selvfølgelig.« 12


»Tak, Pelle.« »POPA er nødt til at træde i aktion. Det her er jo helt klart et overgreb på børns frihed, når de får det til at lyde, som om det er for din skyld, selvom du slet ikke har lyst. Spørgsmålet er bare hvordan.« Pelle rørte ved emblemet på BOPA-armbindet, der sad på hans venstre arm, som det plejede. Han havde sagt til Olde-Pelle, som selv havde været frihedskæmper under 2. Verdenskrig, at han ville gå med det altid, og det løfte havde han tænkt sig at holde. Også selvom det resulterede i en masse hånlige kommentarer. Ikke mindst fra Freja. »Jeg er nødt til at tage af sted,« Petra skænkede sig også et glas cola. »For min fars skyld. Han bekymrer sig nok om min mor. Så slipper jeg også for mere vrøvl med min sagsbehandler. Og Leif. Alle bliver glade. Jeg ankommer, plejefamilien snakker med min far, alt er godt.« »Og så kommer jeg og befrier dig.« »Noget i den stil, ja.« »Og hvad så når plejefamilien sladrer om, at du er væk?« »Ja, det er lige det.« Petra tog en slurk af sit glas. »Vi må finde på en eller anden løgnehistorie.« Hun så på ham med et grin. »Dem plejer du at være go’ til, Pelle! Skal vi gå ned efter pizza?« Hun virkede helt oplivet. På vej ned til Marco’s Pizza snakkede de alle mulige ideer igennem og ærgrede sig over, at de var de to eneste medlemmer af POPA, der kunne deltage i aktionen. Arnold havde de slet ikke hørt fra, siden politiet slæbte ham væk fra skolegården, dengang POPA sørgede for, at Aziz kunne blive i Danmark. Aziz 13


var taget med sin far på ferie til Marokko og skulle være væk hele sommeren, og Olde-Pelle var helt sikkert for dårlig til at komme med til Jylland. »Han er forresten kommet på facebook!« »Hvem?« »Olde-Pelle! Han skriver de mærkeligste ting og har vist ikke helt fattet, hvad det går ud på.« Pelle grinede. »Men han har fundet en gammel ven fra BOPA-tiden. Og nogle damer, han flirter for vildt med.« »Hold da kæft!« Petra fløjtede imponeret. »Hvor gammel er det lige, han er?« »93 tror jeg. Han tagger mig i alle sine opslag.« Pelle hev sin mobil frem og viste Olde-Pelles sidste opdatering: »Brun sovs kalder de det. Jeg kalder det mudder!« Petra stoppede op uden for pizzeriaet. Hun smilede og holdt højre hånd op. »Hvad kæmper POPA for?« »Børns frihed!« sagde Pelle og gav hende high-five. Næste dag lå Pelle på sin seng og tænkte. Han betragtede plakaterne på væggen: Arnold Schwarzenegger hang side om side med Sean Connery og Bruce Lee. Hvad ville de gøre, hvis de var i hans situation? Han sukkede. Petra skulle af sted allerede i morgen, søndag. Han var nødt til at finde på en eller anden undskyldning for at rejse til Jylland i en fart. Det bankede på hans dør. »Pelle skat?« Mor stak hovedet ind. »Liva leder efter en sovepose. Har du én herinde?« Hun så sig omkring. Gulvet var 14


dækket af tøj, bøger, tegneseriehæfter, dvd-film og alt muligt andet. Mor sukkede. »Du lovede at rydde op!« »Slap af mor, jeg ved præcis, hvor alting er.« Han fik hevet en støvet sovepose frem under sengen. »Her!« Han smed den i favnen på mor og lagde sig igen med armene under hovedet. »Er der noget, du har lyst til at snakke om?« Mor satte sig på sengekanten og strøg ham over håret. Han lod hende gøre det uden at skubbe hendes hånd væk. Og så fortalte han det hele. Eller rettere: det om Nanna, der var blevet indlagt, og Petra, der skulle sendes til en plejefamilie i Jylland allerede i morgen. Befrielsesaktionen synes han ikke lige kom mor ved. Da han var færdig med at fortælle, sad mor stille lidt. »Ved du hvad, Pelle?« Hun lød beslutsom. »Jeg synes, at vi skal tage et par dage over at besøge mormor og morfar. Så kan vi køre forbi Petras plejefamilie og hilse på hende, hvad siger du til det?« Pelle satte sig hurtigt op. »Hvornår kan vi køre? I morgen? Så kunne vi tage Petra med i bilen!« Hun havde godt nok fået togbillet og alt muligt, men det ville være fedt at følges. »Nej, det går ikke. Nu skal vi lige have sendt Liva til Roskilde. Og så må jeg snakke med far. Vi har jo ikke ferie endnu. Men måske næste fredag? Så kunne vi køre hjem om søndagen og hente Liva med hjem fra Roskilde på vejen.« »Først næste fredag!?« At overlade Petra til plejefamilien så længe lød umenneskeligt. »Fem dage går hurtigt.« Mor smilede og gik hen mod døren. Mor kendte åbenbart ikke Petra godt nok til at vide, hvor meget ballade hun kunne nå at lave på fem dage. 15


Kapitel 2

Bortset fra at mor blev nødt til at bytte plads med Freja, fordi hun og Pelle blev ved med at skændes, gik turen til Jylland stille og roligt. Den lille blå Punto havde lige passeret Storebæltsbroen, da Pelle faldt i søvn. Han vågnede først, da far kørte ind på en gårdsplads med toppede brosten. De havde aftalt at besøge Petra, inden de kørte videre til mormor og morfar, som boede ca. halvtreds kilometer længere nordpå. Pelle havde frygtet det værste, for ifølge Petras sms’er var gården, hun boede på, det rene helvede.

16

Pelle_kap02.psd


»Her stinker af gylle og griselort,« skrev hun. Eller: »Man er lost når man ikke taler de indfødtes sprog.« Og den værste: »De har spærret Margrethe d. 2. inde! Red os!« Han blev derfor noget overrasket, da han så den lille, hvide gård med tre længer. På en af dem hang et hjemmelavet skilt, hvor der stod: »Økologisk gårdbutik.« Plejefamilien, et ægtepar og deres søn på 7-8 år kom ud på trappen til hovedhuset for at tage imod dem. De gav hånd, og manden præsenterede sig som Jan, hans kone hed Lisbet, og drengen, som trykkede sig genert op ad sin mor, hed Kasper. Pelle så efter Petra, mens de blev vist ind i det store køkken, hvor der var dækket op med kaffe, saftevand og hjemmebagte boller. Jan spurgte, hvor Pelle havde BOPA-armbindet fra, og Pelle fortalte om Olde-Pelle. Kasper kiggede begejstret på Pelle. »Er du en ægte frihedskæmper?« spurgte han med beundring i stemmen. »Det bilder han sig vist selv ind, at han er,« sagde Freja hånligt, før Pelle kunne nå at svare. »Freja!« lød det advarende fra far. Freja opgav at sige mere, selvom hun tydeligvis havde lyst. »Kasper, gå ind og bank på hos Petra og sig, at hendes gæster er kommet,« sagde Lisbet, og Kasper løb straks ud af køkkenet. »Værsgo, I må endelig tage for jer,« fortsatte hun, og Pelle, der kunne mærke, at det var længe siden, han havde fået mad, skyndte sig at snuppe en af de lune boller og smøre et tykt lag smør på. »Slap dog af, Pelle!« lød det irriteret fra Freja, men Jan sagde, at der var masser af boller, og at han bare skulle gå til 17


den. Han havde netop taget en kæmpe bid, da Kasper kom løbende tilbage med en mut Petra bag sig. Hun havde taget sin gamle røde Christiania-trøje på og kom ind med hætten trukket op om hovedet og hænderne begravet i bukselommerne. Mor gav hende et stort kram, men hun var stiv som et bræt og satte sig uden et ord. Et kort sekund fik Pelle øjenkontakt med hende, så sænkede hun blikket igen. Far og mor spurgte interesseret ind til gårdbutikken, og Jan og Lisbet fortalte om deres økologiske landbrug, hvor de ud over jordbær blandt andet dyrkede krydderurter, gulerødder, kartofler og squash, som de solgte sammen med æg fra deres egne høns. »Vi har også grise!« Kasper, der var rødhåret ligesom sin far, smilede stolt til Pelle. Selvom han talte jysk, syntes Pelle nu 18

Pelle_kap02_plejefamilie.psd


Pelle og Petra: Mission Bøhlandet - af Gunvor Reynberg