Jeg skal gøre dig så lykkelig

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

JEG SKAL GØRE DIG SÅ LYKKELIG

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

ANNE B RAGDE

Jeg skal gøre dig så lykkelig På dansk ved Camilla Christensen

Rosinante

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

Jeg skal gøre dig så lykkelig er oversat fra norsk af Camilla Christensen efter Jeg skal gjøre deg så lykkelig Copyright © 2011 by forlaget Oktober as, Oslo Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Henriette Mørk Bogen er sat med Aldus hos Rosendahls − BookPartnerMedia og trykt hos CPI/Clausen & Bosse, Leck ISBN 978-87-638-2264-0 Printed in Germany 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

3.

2.

1.

St.

Foss Berg Rudolf Åsen

Karlsen Salvesen Larsen Moe

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

DEL I

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

Godt vand Hun ville jo bare være hjælpsom. Hun kunne godt lide at gøre rent, føle, at hun gjorde nytte. Hun kunne godt lide at blande sæben i vandet og kigge ned i det rene skum, der byggede sig op i plasticspanden. Bagefter mærkede hun tilfredsstillelsen ved at hælde meget snavset vand ud. Jo mere snavset vandet var, des bedre et stykke arbejde havde hun gjort.

Derfor glædede hun sig altid, når hun stod og kiggede ned i skummet, mens vandet strømmede ned i spanden, og salmiakduften sved løfterigt i øjne og næse. Desuden havde hun jo også tid til at gøre det hyggeligt her i opgangen, fordi hun og Egil ikke havde børn.

Hun kunne ikke begribe, at det blev set som en personlig fornærmelse, når hun vaskede trapperne op til første sal, selv om hun ikke behøvede at gøre det. Der var selvfølgelig altid mest snavset nede hos dem selv, fordi de boede i stuen, og alle kom forbi. Når hun så alligevel gjorde sig den ulejlighed at vaske højere oppe ... At de så ikke forstod, at hun kun gjorde det for at være venlig? Det var umuligt at forstå. Fra hun var barn, var hun blevet opdraget til, at der blev sat pris på et ekstra stykke arbejde. Det uventede ved at hun gik længere, end hun egentlig var nødt til. For hende handlede det næsten lidt om kærlighed, i hvert fald om omsorg. Men her i opgangen var der ikke ret meget omsorg at mærke.

9

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

Uanset hvordan vejret var, tørrede næsten ingen fødderne af, før de gik ind, selv om hun hver eneste dag lagde en pænt opvredet gulvklud inden for gadedøren. Børnene var de værste. Og postbuddet selvfølgelig. Men han skulle jo ind i så mange opgange her i boligforeningen og havde vel ikke tid til at vise respekt for andres arbejde. Og så var der de snavsede hjul på barnevognen, der tilhørte det unge par overfor, den unge mor parkerede altid barnevognen under postkasserne, selv om hun fint kunne have taget den med op ad de få trin til sin lejlighed. Og hun vaskede aldrig gulv, simpelthen aldrig.

Men måske ville det alligevel ske en dag, at fru Rudolf på første sagde tusind tak en enkelt gang. Man havde da lov at håbe. At hun en skønne dag ville blive glad for det og holde op med at tro, at underboen vaskede hendes trappe for at være ubehagelig.

Og hun havde nået at vaske næsten helt op til reposen på første sal, da fru Rudolfs hoveddør blev åbnet og slap en lugt af kogt kål ud, der oven i købet var i stand til at gøre sig bemærket hen over lugten af brun sæbe og salmiak.

– Tænk engang, sagde fru Rudolf. Nu igen?

– Mit vand var så godt, sagde fru Åsen uden at kigge op, hun kiggede bare lige frem på fru Rudolfs ankler, hvide halvstrømper i hjemmeskoene og nøgne lægge, selv om det kun var midt i april. Hun mærkede pulsen pumpe helt nede i håndleddene. Nu kunne hun ikke vaske det sidste trin, fru Rudolf lød som sædvanlig overhovedet ikke glad. I stedet knugede hun langsomt gulvkluden sammen og rykkede nogle trin ned ad trappen, inden hun greb ud efter gelænderet og rettede sig op, slap kluden ned i spanden med det gode vand, vendte sig om og gik roligt og med almindelige skridt ned ad trapperne, stadig uden at kigge på fru Rudolf; hun vidste nøjagtig, hvilke anklager der ventede hende bagfra.

10

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

Fru Rudolf slog asken af cigaretten af på sin egen dørmåtte.

At fru Åsen ikke mødte hendes blik, gav hende anledning til mere grundigt at studere den hval af en kvinde, som flere af mændene i blokken omtalte som en blanding af en amazone og en sirene, som om der ikke fandtes sirener nok med Peggy-Anita Foss på tredje.

Fru Åsen havde bundet et forklæde uden på en blåmønstret kjole, der aldrig var blevet designet eller syet for at hylde de kvindelige former, men som på fru Åsen alligevel gjorde netop dét. Hun har aldrig født et barn, tænkte fru Rudolf, måske var det grunden til, at hofterne stak længere ud end maven. Kjolen var desuden ved at revne i sømmen under lynlåsen bagpå, man kunne se huden på hendes lænd gennem lange, glinsende nylontråde, der var ved at blive slidt i stykker.

– Det interesserer mig overhovedet ikke, hvor godt vand Deres vand er, sagde fru Rudolf. Det her er mine to trapper, mine og fru Larsens. Jeg kan forstå, De synes, jeg er en sjuske, men når det er min tur, vasker jeg aldrig, før vi har spist.

Måske ville sådan en kjole også klæde hende selv, hun var da ikke så værst at se på, men selvfølgelig i en meget mindre størrelse.

– Jeg synes da overhovedet ikke, De er ...

– Men hvorfor skal De absolut vaske alle mulige andre steder end der, hvor De er nødt til at vaske?

– Jeg havde bare sådan noget godt vand, jeg ville ikke lade det gå til spilde, sagde fru Åsen.

Fru Rudolf betragtede hendes krumme ryg, fordybningen fra bh-stroppen, der åd sig ind i rygflæsket.

– Det er da bare at hælde det ud. Vand er vand. Eller også kan De vaske fortovet udenfor.

– Vaske fortovet?

– Ja. Der er vel også brug for lidt godt vand, De kan vaske 11

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

først, og så kan Deres mand spule bagefter, sagde fru Rudolf og mærkede den ekstra irritation, der kom af at føre en samtale med en gyngende ryg på vej ned ad trapperne.

– Men jeg synes ikke, De er en ...

– Nu skal jeg ind, så jeg kan blive færdig med maden. Og bagefter vasker jeg selv mine trapper, sagde fru Rudolf til den blåmønstrede ryg, der langsomt forsvandt ned til stueetagen. Det var utroligt, hvordan visse mennesker besad frækhedens nådegave. Som om hun ikke selv kunne vaske de to trapper tilfredsstillende og i tide.

Hun hørte fru Åsen skylle kluden overdrevent grundigt dernede. Nu ville hun folde kluden stramt om sin dørmåtte, og der ville den ligge og lugte stolt nyvasket nogle timer, inden den gudskelov blev til en tør og begivenhedsløs gulvklud igen.

Fru Rudolf kiggede ned på sin egen gulvklud, den lå som en brun, sandet, krøllet strimmel halvvejs oppe på dørmåtten af lysegrønt, riflet gummi. Hun inhalerede skarpt, kunne ikke lade være med at hoste, slog asken af mentolcigaretten, denne gang på sit øverste trappetrin, og stod og lyttede til ekkoet af fru Åsens hoveddør, der blev åbnet og lukket, inden hun selv gik tilbage til maden, hun ville lave hvid sovs til kålen; Owe elskede stuvet hvidkål med revet muskatnød til sine karbonader, han påstod, at han næsten ikke behøvede kartofler, bare han fik sin kål.

Fru Åsen løftede wc-brættet og hældte det snavsede vaskevand ud i kummen, fyldte en sjat vand i spanden fra hanen i badekarret og slyngede det rundt og rundt i bunden af spanden, så selv det fineste sand blev hvirvlet op i vandet, og hældte også det i wc-kummen, før hun trak ud. Hun tappede lidt mere vand i spanden, denne gang varmt, og hældte det i 12

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

wc-kummen fulgt af en sjat Klorin og lidt skurepulver og begyndte at arbejde med toiletbørsten, rundt og rundt i bunden og op ad kummens sider, derefter langs kanten højere oppe og ind under kanten foroven så langt hun kunne nå med børsten.

Det varme vand gjorde børsten blød og god at arbejde med. Hun rev rigeligt med lyserøde stykker wc-papir af, vædede papiret under vandhanen og strøg langs kanten af porcelænet, vendte papiret og gnubbede hele vejen rundt om toilettet. Hun tog nogle flere stykker, vædede dem og strøg helt inde ved cisternen og på undersiden af wc-brættet. Tænk at spise aftensmad så tidligt. Det gjorde alle dem med børn.

Hun bøjede sig ned og lugtede til den nylonpels, der var sat fast omkring wc-låget, men der var ingen dårlig lugt endnu, hun vaskede den jo i sidste uge. Det var bindebåndet på undersiden af låget, der plejede at begynde at lugte efter et stykke tid, fordi Egil ikke altid løftede brættet, når han tissede. Hun tænkte på kållugten fra fru Rudolfs lejlighed, måske lavede hun kåldolmere. Det smagte godt, det ville hun søreme også selv lave en dag. Med tyttebær og hvid sovs med løg. Hun og Egil spiste altid aftensmad til TV-aktuelt klokken halv otte, med tallerkenerne på skødet.

Sidste jul havde hun købt tv-tallerkener til dem, firkantede tallerkener med ekstra høj kant og med små afgrænsede forhøjninger, der delte tallerkenen i tre felter, et stort til hovedmaden, kød, fisk eller fugl, og to mindre til kartofler og grønsagstilbehør. Tv-tallerkenerne var en fantastisk opfindelse, for på den måde risikerede de ikke at spilde ned i skødet, hvis nyhederne var så voldsomme og altopslugende, at de glemte at holde tallerkenen i vater. Men dem med børn var jo nødt til at få aftensmaden overstået i god tid, så krapylet havde plads i maven til et lille ekstra måltid, inden de skulle i seng.

13

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

Hun og Egil var nok de eneste, der spiste så sent, eller måske gjorde Peggy-Anita Foss det også, hun havde jo heller ingen børn. Eller ... fru Foss kom jo fra landet og var af bondeslægt, så hun spiste måske varm mad klokken to for den sags skyld. Og al den letbenede mad, hun købte, hun havde endda set hende købe O’Boy i supermarkedet.

Selv om hendes mand var handelsrejsende i supper og bouillonterninger fra Toro og på den måde forfægtede en letbenet husholdning, måtte det da være muligt at bruge almindelig kakao, der kostede langt mindre end O’Boy. Men der havde hun stået fuldstændig skamløst med den store dåse stående foran sig på disken, en dåse O’Boy kostede sikkert fem gange så meget, som hvis hun havde lavet kakao fra bunden, det skulle hendes mand bare have vidst, når han kørte land og rige rundt med frugtsuppe og abrikossuppe og næsten aldrig kunne være hjemme. Men det værste var, at hun altid købte færdigbagt brød. Alle kunne jo finde på at skeje ud med bagerbrød om lørdagen. Men madam Foss købte hvedebrød og sigtebrød på alle hverdage. Stakkels mand.

Aldrig om hun ville købe så meget som én pose suppe og på den måde støtte hende. Hverken abrikos-, sveske- eller hybensuppe. Toro-supperne kostede en krone og femogfirs øre posen. Man kunne lave dem selv for langt under det halve, langt under! Det var jo bare at lægge tørrede, opklippede abrikoser eller svesker i blød natten over for så at koge dem op og jævne med kartoffelmel. Med hyben var det selvfølgelig lidt værre, man var nødt til at fjerne den lodne indmad først, men det nemmeste var at koge hyben hele og derefter presse dem igennem et dørslag.

De ville alle sammen have haft det så inderligt meget bedre her i opgangen uden den flane på tredje, der var ikke et ene14

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

ste mandfolk, der ikke hang med tungen ud af halsen, når hun vrikkede og svansede hen ad gangstierne på høje hæle og med chiffontørklæder, der altid gik op og faldt af håret i blæsten, så hun stavrende var nødt til at løbe efter dem for at fange dem og samle dem op, mens det korte skørt afslørede alting herfra og til Kina. Sikke en tøjte.

Så kom hun heldigvis i tanke om den krydsord, hun var i gang med i Norsk Ukeblad, ja, det passede godt med lidt kaffe og en krydsord nu, tanken gjorde hende straks i bedre humør. Hun tog forklædet af og hængte det på knagen bag ved badeværelsesdøren, hentede en ren vaskeklud fra den nyvaskede stabel og vaskede sig grundigt under armene og mellem brysterne og til sidst også forneden, hun burde slanke sig, tænkte hun, så ville hun sikkert ikke svede så meget, når hun vaskede trappen. Gadedøren gik, hun kunne høre på trinene, at det var Karlsen på tredje, han småløb altid op ad de otte trapper, tænkte ikke et øjeblik på den støj, han lavede, på det punkt som på alle andre var han helt i sin egen verden. Ja, hun burde slanke sig, selv om Egil påstod, at han elskede hver eneste del af hendes krop og stadig beviste det, uden at der kom børn ud af det, men det ville hun ikke tænke på nu. Var det ikke i en kærlighedsnovelle i Allers, hun havde læst, at mænd ville have kvinder, der var tykke om natten, men slanke om dagen?

Hun tog en ny vaskeklud og lod det kolde vand løbe, til hanen duggede, inden hun fugtede den og vaskede sig i nakken, på halsen og langs hårgrænsen, mens hun tænkte på maden, hun ville stege lidt fiskebudding og lave råkost af revet gulerod og rosiner. Hun havde ikke noget appelsinsaft, hun var nødt til at bruge den halve citron, hun havde, og tilsætte lidt mere sukker. Kartofler havde hun, det var rester fra aftensmaden i går, og dem kunne hun stege sam15

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

men med fiskebuddingen, kartofler stegt i godt smør var faktisk bedre end nykogte.

Hun gik ud i køkkenet og åbnede køkkenvinduet for at lufte røgen ud, inden hun selv tændte en cigaret. Egil lod altid bare cigaretten ligge og ose i askebægeret, når han klippede garn til sine ryatæpper. Han var i gang med et turkisfarvet, der skulle ligge på gulvet i gæsteværelset, det værelse, de aldrig brugte, for de havde aldrig gæster. Men det var et pænt værelse, og døren stod altid åben, undtagen når Rudolfs knægt kværnede den fæle musik på sit værelse på etagen ovenover, for så var hun nødt til at lukke døren, og lejligheden blev ligesom lidt mindre.

Mønsteret i det tæppe, han arbejdede på nu, var en stor roset, der begyndte med en lyseblå kerne og gradvis endte i knaldende turkisfarvet ude ved kanterne. Hun inhalerede dybt og betragtede ham, mens han sad med en lineal og lagde uldtråden på langs, før han klippede nøjagtig ti centimeter af. De korte stumper lagde han i sirlige bunker, det var de blidere nuancer af den skarpe turkise, han klippede lige nu. Bunkerne havde han lagt på låget af fryseren, der stod bag ved ham op ad væggen ud til køkkenet, han havde heldigvis husket at tage den broderede løber af, der plejede at ligge på fryseren, og lagt den pænt sammen helt ude på hjørnet af fryserens låg.

– Er du færdig med at vaske trapper?

– Kan du ikke ryge cigaretten eller skodde den? Den ligger jo bare og oser.

– Åh. Den havde jeg glemt, sagde han.

– Fru Rudolf kom ud, inden jeg var helt færdig.

– Og blev sur?

– Hun skulle hellere have sagt pænt tak. Jeg fatter det ikke. Jeg er ikke vant til den slags.

16

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

– Og jeg fatter ikke, at du gider vaske de to ekstra trapper op til hende, når du ved, at hun ikke kan lide det.

– Mit vand var så godt.

– Det siger du altid.

– Så længe det er varmt, er det godt. Jeg laver det altid så varmt i begyndelsen, at jeg næsten skolder mig, så holder det sig godt meget længere.

– Det er klart.

– Skal jeg lave kåldolmere en dag? Det er længe siden.

Uf, det fnugger sådan på gulvet, når du er i gang med at klippe.

– Det fnugger mere, når jeg knytter selve tæppet.

– Ja, men så er det ligesom til gavn for noget. Bliver til noget.

– Ikke uden de her garnstumper, min ven.

– Har du lyst til en kop kaffe?

– Gerne.

– Er der noget spændende i fjernsynet i dag?

– Tv-teater, sagde han.

– Ja, det ved jeg godt, det er jo tirsdag, men hvad er det i dag?

– »Frydenberg«, hedder det. Veslemøy Haslund er med.

– Nå da. Så glæder du dig til at se det, kan jeg tænke mig.

– Du ligner hende lidt. Toralv Maurstad er også med.

– Godt. Men han ligner ikke dig!

Han kiggede op og lo, hun pustede røg på ham, gik hen til komfuret og skubbede kaffekedlen lidt ind på den lille hurtigplade.

– Jeg laver bare varmekaffe, er det i orden?

– Javist.

Hun huskede udmærket den søndag, hvor alle i opgangen var væk, på tur eller hvad de nu alle sammen lavede. Det var, 17

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

inden de købte hytten, så det måtte være over et år siden. Efter at de havde købt hytten, tog de jo bussen til Skaun næsten hver eneste weekend, undtagen hvis det havde sneet for meget. Men den søndag var de hjemme, og hun kunne høre den ene efter den anden forsvinde ud gennem gadedøren.

Fordi de boede i stuen, kendte hun skridtene fra alle, der boede i opgangen, og pludselig gik det op for hende, at de alle sammen var gået deres vej. Den dag havde Egil siddet med det orange og brune ryatæppe, der nu hang på væggen over fjernsynet. Hun havde straks blandet en god spand sæbevand, skoldhedt og med brun sæbe og lidt salmiak, og var begyndt helt oppe på tredje på trappen ned fra Peggy-Anita Foss’ lejlighed til venstre og Karlsens overfor.

Tre gode spande vand var der gået til, inden hele opgangen duftede af renvasket trappe. Hun havde endda skyllet alles gulvklude og lagt dem omkring dørmåtterne. Når hun tænkte sig om, var det en af de allermest tilfredsstillende dage, hun havde haft, siden de flyttede ind i blokken for to år siden. Ingen havde selvfølgelig sagt tak, men netop da spillede det ikke nogen rolle. Måske havde de ikke engang lagt mærke til, hvor rent der var blevet, da de kom hjem. Eller de havde hver især troet, at det var familien overfor, der havde vasket gulv. Så havde fru Rudolf troet, at fru Larsen havde vasket, og omvendt, og ingen havde set nogen grund til at kritisere noget som helst.

Hun skænkede en kop kaffe til sig selv og Egil og fandt nogle havrekiks, hun smurte med smør og gedeost. Hun var allerede over halvvejs i krydsorden, og i morgen kom der nye ugeblade, det var noget at glæde sig til.

Hun hørte køkkenstolene blive trukket travlt rundt ovenpå. Nu satte de sig til bords, til deres kåldolmere. Eller måske var det stuvet kål, fru Rudolf havde lavet, kålstuv18

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

ning smagte også vældig godt. Og det var billigt, ikke mindst billigt. Især for Rudolf, de manglede nok ikke kål i det hus.

Hun tyggede på en kiks og fordybede sig i krydsorden. Accepterer ... godtager. Levet ... eksisteret. Knap ... næppe.

Flod ... Ob eller Po. Gadedøren gik, hun lyttede og kunne tydeligt høre Susys skændende stemme, men hun hørte ikke hendes lillebror svare, de var naboer til Rudolfs. Susys storesøsterpligt bestod i hver eftermiddag at opspore Oliver på ti år og få ham med hjem og spise, og han kunne befinde sig hvor som helst, det kunne hun bestemt selv bekræfte, den knægt var alle vide vegne. Det ene øjeblik på toppen af klatrestativet, det næste oppe i vejkrydset på sin cykel. Det var et under, at pigebarnet gik med til at leve med den daglige byrde, men fru Larsen var alt for mageligt anlagt til selv at hente knægten hjem til bords, det var sikkert og vist. Fru Larsen var det eneste engelske menneske, hun nogensinde havde kendt. Eller kendt og kendt, det var så meget sagt. Var på nik med var vel en mere rigtig beskrivelse, og af og til lidt småsnak, fru Larsen på gebrokkent norsk, men hun havde aldrig været inde hos dem. At englændere skulle være så dovne, var noget helt nyt for hende. Hun havde heller aldrig været inde i nogen af de andre lejligheder med undtagelse af den overfor, dengang de havde fået vandskade, og Egil skulle vise dem, hvor hovedhanen til lejligheden befandt sig, og hun selv ligesom bare fulgte efter midt i al dramatikken.

Men det var, dengang Øverberg boede der, før hr. og fru Moe flyttede ind, og de havde sikkert malet og tapetseret om og havde selvfølgelig helt andre møbler. Øverbergs havde malet alle køkkenlågerne lysegrønne og haft lysegrønne hæklede kapper over gardinerne, huskede hun, det var vældig pænt.

Men udefra kunne hun se, at Moe nu havde mørkerøde gar19

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

diner, og det passede overhovedet ikke til lysegrønt, så de havde nok også malet køkkenlågerne.

– Tag dog en kiks, Egil.

– Er der smør på?

– Ja, selvfølgelig er der smør på.

– Så bliver garnet fedtet.

– Du kan da holde en lille pause.

– Nej, jeg vil gerne være færdig med det her nu.

– Vil du så have en kun med ost?

– Ja tak. Amerikanerne har landsat fjorten hundrede marinesoldater i dag. Det sagde de i radioen, sagde han.

– Du godeste, sagde hun og tog to skiver gedeost af.

– Det kan man godt sige, ja.

– Jeg fatter ikke, hvad de laver derude. Kan vietnameserne ikke selv klare tingene, sagde hun.

– Det er der jo mange, der mener.

– Vil du have en eller to kiks?

– To. Nu ville der være en masse om Vietnam i TV-aktuelt i aften, og det var det kedeligste, hun vidste. Det sagde hun selvfølgelig ikke til Egil, han slugte alle nyheder om vietnamkrigen og ville absolut snakke med hende om det. De omgikkes jo ikke nogen af de andre i opgangen og slet ikke nogen fra opgang B og C, og han havde vel behov for at snakke om det. Og på hans arbejde var de heller ikke særlig optaget af den krig, bankfolk havde åbenbart hovedet fyldt med helt andre ting end Vietnam.

– Gad vide, hvad hr. Rudolf mener om det, sagde hun.

– Om hvad?

– Det med Vietnam. Som du sagde, sagde hun og klemte osteskiverne med flad hånd mod kiksene for at få dem til at hænge fast.

– Det interesserer mig ikke. Den nazist, sagde han.

20

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

– Det ved du da ikke.

– Jo, det ved jeg. Han burde køre rundt med sin frugt og sine grønsager i en Borgward i stedet for den Bedford. Gartnerhallen samarbejdede med Wehrmacht under krigen, det er noget, alle ved.

– Jamen herregud, dengang havde hr. Rudolf da ikke kørekort, han var kun et barn! Og det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Måske var de nødt til at samarbejde. Alle havde jo brug for kartofler, kål og gulerødder. Du må snart holde op med det nazisnak. Du ved det jo ikke. Det er farligt at sladre på den måde, Egil.

– Pøh. Hvis der er nogen, der elsker sladder, er det da dig!

– Ikke farlig sladder.

– Hvad så med de slægtninge, der kom sidste sommer? Fra Tyskland? Om jeg må spørge? De kommer sikkert også i år.

Tyskerne kan godt lide faste vaner. Typisk nazi.

– Der er vel mange slags tyskere. Sikkert også almindelige mennesker. Som ikke var nazister.

– Ja ja. Men det havde klædt ham bedre med en tysk krigslastbil. En Borgward ville have været et passende transportmiddel for en, der ...

– Så ville du være blevet endnu mere irriteret, når han parkerer lige uden for vores vinduer.

– Jeg ville have skåret dækkene op.

– Egil dog!

Hun lo højt.

– Jeg mener det, sagde han.

– Jeg ved godt, at du mener det, sagde hun. Men du ville aldrig have turdet gøre det.

Nationalitet ... svensk eller flamsk. Tøj ... jakke. Egil kunne godt trænge til et nyt sæt tøj. Hun løftede blikket og kiggede 21

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

ud ad de nypudsede vinduer. Den unge mand med snedkerbæltet cyklede i rasende fart hen ad den flisebelagte sti på en cykel, der virkede alt for lille og barnlig til ham. Hun havde set ham flere gange her på det sidste, han arbejdede sikkert med noget for boligforeningen. Og der kom gårdmand Pettersen, der boede i opgang C i blokken overfor, han kom gående hen ad stien med en løvrive i hånden og iført den underlige, blå stofhat, han altid gik med. Gårdmanden råbte noget efter knægten, sikkert en formaning om, at han ikke måtte cykle så hurtigt på stierne, det var virkelig også på tide, at nogen satte den grønskolling på plads. På stierne burde alle kunne føle sig sikre på ikke at blive kørt ned.

Han havde vel gode dage nu, gårdmanden – der var ikke længere sne, der skulle skovles, og endnu ikke græs, der skulle slås. En slags mellemperiode, tænkte hun, næsten en slags ferie. Nu rev han her og der og fandt alt muligt mærkeligt, efter at sneen var smeltet. Vanter, skistave, kælke, huer og nøgler. Han var gårdmand for alle de fem blokke, og derfor lagde han alt det, han fandt, ved det overdækkede tørrestativ ud for den midterste blok, så mødrene med jævne mellemrum kunne lede og måske genkende et eller andet. Kvas og kviste rev han sammen og brændte på store bål næsten hver eneste aften, mens børnene hujede rundt, indtil de blev kaldt op til aftensmad. Hun syntes, det var synd for ham, fordi de havde den hjertesyge datter og boede helt oppe på tredje sal. Hun plejede at smile venligt, hver gang hun mødte ham. På gode sommerdage bar de pigebarnet ned og lod hende sidde lidt på en bænk ude i solen med et tæppe om sig. Hendes læber og negle var altid blå, men hun kunne ikke blive opereret, før hun blev ældre, og hjertet ikke voksede mere.

– Stakkel, sagde hun.

– Hvem?

22

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 20 OUTPUT: Mon Jun 18 14:35:29 2012 /first/Rosinante/odt2/130569_Jeg_skal_gore_dig_sa_lykkelig_140x220/Materie

– Gårdmanden.

– Er det synd for ham?

– Hans datter.

– Nå, hende, ja. Hende med hjertet.

– Alle har et hjerte, Egil.

Nu gjorde det ondt i langfingeren på højre hånd efter saksen, og det brændte i musklerne i nakken. Han havde snart klippet garn i to timer, lige siden han kom tidligt hjem fra arbejde. Han ville gerne klippe nok til tre afteners arbejde med tæppet, så kunne han glæde sig til aftenens tur med knyttenålen. Han elskede sirligheden og præcisionen ved arbejdet.

At følge mønsteret og se tæppet stige frem på en bund af grov og regelmæssigt gennemhullet jute. Og tæpperne lunede godt, når de lå på gulvet, lejligheden var meget fodkold, fordi de boede i stuen. Blokkens hobbyrum lå lige under lejligheden, og der blev kun sat varme på, når hr. Larsen var i gang dernede, han var den eneste, der brugte det. De kunne godt mærke, når hr. Larsen tændte for elpanelet i hobbyrummet om aftenen eller i weekenden.

Else insisterede på at hænge flere af ryatæpperne på væggen, han ville helst have haft dem alle sammen liggende på gulvet, men han kunne godt se, hvor dekorative de var, når mønsteret ikke blev fladtrykt og farverne matte af brug. Det ville have været sjovt at prøve med tyndere garn og mere komplicerede mønstre, at efterligne de persiske tæpper, det kunne tage flere år at knytte. Men så fik han brug for en træramme, for de skulle knyttes stramt og knuderne fæstes til hver enkelt skudtråd, det var et evighedsarbejde. Det ville nok tage et helt år at lave et lille bitte tæppe. Og han kunne godt lide at blive færdig med et tæppe i løbet af allerhøjst en måned for så at kunne skifte mønster og farver.

Han blev altid præget af den farveskala, han arbejdede i.

23