Issuu on Google+

»Et hjerte er lidt som et stort skab.«

100 €

1x

220 mm

TA X I

Den indiske fakir Ajatashatru Lavash Patel har et mål. Han vil i IKEA. Her har de en sømseng på tilbud. Fakiren er rejst langt for den sømseng, helt til Paris. Med sig har han en 100 euro-seddel, der sidder fast i en elastiksnor, så han kan genbruge den. Ajatashatru er nemlig lidt af en hustler, som har lært at svindle sig gennem livet. Men i IKEAs cafeteria møder han noget, som føles ægte: en kvinde ved navn Marie. Da fakiren beslutter sig for at overnatte i IKEA (sømsengen er ikke på lager), bliver det starten på en lang og forunderlig rejse. Vil han genfinde Marie? Får han sin sømseng? Og hvad med taxachaufføren i Paris, som han snød for 100 euro?

18 mm

142 mm

100 mm

Romain Puértolas

Den utrolige historie om

Citat – Ajatashatru Lavash Patel

142 mm

RomaN

er en topcharmerende roman og en sproglig fest. Og ikke nok med det. Den fortæller også en underholdende og hjerteskærende historie om Europa og dets grænser. Hvem er ude, og hvem er inde? Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå?

1 Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk

00

Rosinante

C

Romain Puértolas er født i 1975 i Frankrig.

der sad fast i et ikea-skab

10.000 x

Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et ikea-skab

foto: Eric Clément

100 mm

Romain Puértolas

CMYK + GLOSSY KASCHE

Han har boet i tre lande, er flyttet over 30 gange og har arbejdet som tryllekunstner, sproglærer, steward, DJ og politimand. Hans debutroman Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEAskab er blevet en kæmpe bestseller i Frankrig og er solgt til udgivelse i 36 lande.

Rosinante


Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab


ROMAIN PUÉRTOLAS

Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab roman

PĂĽ dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt

Rosinante


Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab er oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt efter L’extraordinaire voyage du fakir qui était resté coincé dans une armoire Ikea Copyright © Le Dilletante, 2013 Denne udgave: © Rosinante/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen Fakirillustration: Iván Solbes Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3247-2 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne bog er et resultat af forfatterens fantasi. Forfatteren og bogen har ingen forbindelse til IKEA Group, og det er forfatteren alene, der bærer ansvaret for bogens indhold.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


<Dedikation> Til Léo og Éva, mine smukkeste værker Til Patricia, min smukkeste rejse

5


6


Fakirens søn Og sultanens pige Hvert barn i løn Har sit eget rige jacques brel

Et hjerte er lidt som et stort skab ajatashatru lavash patel

7


8


F Frankrig

9


10


Det første ord, inderen Ajatashatru Lavash Patel udtalte ved sin ankomst til Frankrig, var et svensk ord. Hvad giver I mig!? »IKEA.« Det var faktisk det, han mumlede. Så smækkede han døren i den gamle røde Mercedes og ventede som et artigt barn med hænderne hvilende på sine silkeklædte knæ. Taxachaufføren, som ikke var sikker på, at han havde hørt rigtigt, drejede sig om mod sin kunde, så de små massagekugler i sædeindsatsen knirkede. På bagsædet sad en høj, midaldrende, senet herre, vindtør og knortet som et gammelt træ. Han var mørklødet og udstyret med et gigantisk overskæg, og hans indfaldne kinder var oversået med små kratere (de ubehagelige eftervirkninger af en virulent akne). Hans ører og læber var fulde af ringe, så det så ud, som om han havde villet lukke dem efter brug som med en lynlås. Novra, sikke et smart system! tænkte Gustave Palourde, som øjnede en fantastisk løsning på sin kones endeløse plapren. Mandens skinnende grå silkehabit, røde slips (som han ikke havde ulejliget sig med at binde, men blot fæstnet 11


med en nål) og hans hvide skjorte var alt sammen rædsomt krøllet og vidnede om mange timers flyrejse. Men underligt nok havde han ingen bagage. Enten er han hindu, eller også har han virkelig slået hovedet, tænkte chaufføren ved synet af den store, hvide turban, som kronede kundens hoved. Men hans mørklødede ansigt med den gigantiske moustache ledte mest tanken hen på en hindu. »IKEA?« »IKEA,« gentog inderen med vægt på sidste stavelse. »Hvilken? Øh ... What IKEA?« fik Gustave fremstammet. Han følte sig nogenlunde lige så afslappet på engelsk som en hund på en skøjtebane. Hans passager trak på skuldrene som for at sige, at det var ham yderst ligegyldigt. »Djåstikea,« gentog han, »dontmatazeoanezatbetasiutyayazeparijan.« Det var så nogenlunde det, chaufføren hørte: en forvirret omgang uforståelige pludrende ganelyde. Men pludrende ganelyde eller ej, så var det godt nok første gang i hans tredive år hos Taxis Gitans, at en kunde, frisk fra terminal 2C i Charles-de-Gaulle, bad ham om at køre til en møbelforretning. For han mindedes ikke at have hørt noget om, at IKEA for nylig skulle have åbnet en hotelkæde. Gustave havde været ude for mange skøre kuler, men det her tog alligevel prisen. Hvis fyren her virkelig kom fra Indien, havde han betalt en mindre formue og brugt otte timer i en flyver, alt sammen med det formål at købe Billy-reoler eller en Poäng-stol. Imponerende! Eller måske snarere utroligt! Det måtte noteres i gæstebogen mel12


lem Luciano Pavarotti og Salman Rushdie, som begge havde gjort ham den ære at sætte deres ærværdige baller på leopardbetrækket i hans taxa, og så måtte han heller ikke glemme at fortælle sin kone om det, når han kom hjem til middag. Eftersom han normalt ikke havde noget at sige, var det hans kone, hvis fyldige læber endnu ikke var udstyret med den geniale indiske lynlås, der dominerede samtalen ved bordet, mens deres datter sendte sms’er fulde af stavefejl til andre unge, der heller ikke kunne læse. Nu skulle der for en gangs skyld andre boller på suppen. »Okay!« Sigøjnertaxachaufføren, som havde tilbragt de tre sidste weekender med at gennemtrawle de blå og gule gange i det svenske varehus for at møblere familiens nye campingvogn, vidste udmærket godt, at den nærmeste IKEA var den i Roissy i det nordlige Paris, kun 8,25 euro derfra. Så han besluttede sig for den i Thiais i stik modsat retning syd for byen, sådan cirka tre kvarters kørsel fra dér, hvor de befandt sig. Når alt kom til alt, ville turisten have en IKEA. Han havde ikke specificeret hvilken. Og med hans flotte silkehabit og slips drejede det sig utvivlsomt om en rig indisk industrimagnat. For ham betød en snes euro fra eller til vel ikke så meget? Tilfreds med sig selv beregnede Gustav hurtigt, hvor meget turen ville indbringe ham. Han gned sig i hænderne, trykkede på taxametret og startede bilen. Dagen begyndte godt, måtte man sige.

13


Ajatashatru Lavash Patel (udtales Ah ja tastatur laves i pastel), som var fakir af profession, havde besluttet sig for at rejse inkognito under sin første europarejse. Derfor havde han udskiftet sin »uniform«, som bestod af et lændeklæde, der lignede en enorm blebuks, med en skinnende silkehabit og et slips, lejet for en slik hos Vishnu Jawinder (udtales Hvis nu jeg vinder), en gamling fra landsbyen, som i sin ungdom havde været handelsrejsende for et berømt shampoomærke, og som stadig havde de smukkeste grå krøller. Inderen havde i al hemmelighed brændende ønsket sig, at man skulle tage ham for en rig indisk industrimagnat. Så han havde givet afkald på behageligere beklædning (læs: joggingbukser og sandaler), da han ekviperede sig til sin todages udflugt. Og det selvom han faktisk skulle køre tre timer i bus og flyve i otte timer og et kvarter. Når det kom til stykket, var det jo også hans bestilling at fremstå som noget andet, end han var – han var trods alt fakir. Af religiøse grunde havde han dog beholdt sin turban på. Derunder groede hans hår uophørligt. Han vurderede det med et slag på tasken til at være cirka fyrre centimeter langt og hjemsted for omkring tredive tusind levende sjæle, mikrober og lus i skøn forening. 14


Da han satte sig ind i taxaen den dag, havde Ajatashatru Lavash Patel (udtales Eja! Ta’ sjat & lava-spatel) straks bemærket, at hans antræk havde gjort sin virkning på europæeren. Og det til trods for slipseknuden, som hverken han selv eller hans fætter havde kunnet finde ud af at binde (selv ikke efter den parkinsonramte Vishnus skælvende, men klare anvisninger), og som de derfor havde fastgjort med en sikkerhedsnål. En mindre detalje, som ingen formentlig havde bemærket midt i denne opsigtsvækkende elegance. Et enkelt blik i bakspejlet havde slet ikke været nok til rigtig at tage al denne skønhed ind, så franskmanden havde ligefrem vendt sig i sædet for bedre at kunne beundre den, hvorved hans halshvirvler havde frembragt en knagende lyd, som om han gjorde sig klar til et større akrobatisk nummer. »IKEA?« »IKEA.« »Hvilken? Øh ... What IKEA?« havde chaufføren stammet, tilsyneladende lige så velbevandret i engelsk, som en (hellig) ko på glat is. »Just IKEA. Doesn’t matter. The one that better suits you. You’re the Parisian.« Hvorefter chaufføren havde gnedet sig i hænderne med et smil og var begyndt at køre. Han havde bidt på krogen, tænkte Ajatashatru (udtales Er jeg Tasja tro?) tilfreds. Hans nye look udfyldte rollen fortræffeligt. Med lidt held, og hvis han slap for at skulle åbne munden alt for meget, ville man simpelthen tage ham for en indfødt. 15


Ajatashatru var berømt i hele Rajasthan for at sluge sammenklappelige sabler, spise glasskår fremstillet af kaloriefrit sukker, for at stikke falske nåle i armene og for en hel masse andre taskenspillerkunster, som han (og hans fætre) var de eneste, der kendte hemmelighederne bag, og som han glad og gerne kaldte for magi for at forblænde hoben. Så da han skulle betale for køreturen, der kostede 98,45 euro, rakte vores fakir chaufføren den eneste seddel, han havde til turen, en falsk 100-euroseddel, der kun var trykt på den ene side, med en storladen gestus, der skulle angive, at chaufføren kunne beholde resten. I samme øjeblik chaufføren lagde den ned i sin pung, afledte Ajatashatru hans opmærksomhed ved at pege på de enorme gule bogstaver – I-K-E-A – der tronede stolt på den blå bygning. Sigøjneren hævede blikket lige præcist længe nok til, at hans klient med en rask bevægelse kunne nå at trække i den usynlige elastik, der forbandt hans lillefinger til den grønne seddel. I løbet af en brøkdel af et sekund befandt sedlen sig atter i sin oprindelige ejermands hænder. »Hør her!« udbrød chaufføren, der troede, at sedlen lå godt og trygt nede i hans pung. »Her er nummeret på 16


mit firma, hvis De nu skulle få brug for en taxa på tilbagevejen. Vi har også varevogne. Tro mig, selvom de er pakket i kasser, så fylder møblerne helt afsindigt meget.« Han fandt aldrig ud af, om inderen havde forstået noget af det, han havde sagt. Han rodede i handskerummet og fandt et lille visitkort, hvorpå en flamencodanserinde viftede sig med den kendte trekant fra taget af taxaen. Han rakte ham det. Den fremmede takkede ham. Da den røde Mercedes fra Taxis Gitans var forsvundet, uden illusionistens magiske indblanding – han var kun vant til at trylle indiske elefanter med små ører væk – lagde Ajatashatru kortet i lommen og stirrede på det enorme varehus, der lå foran ham. I 2009 havde IKEA opgivet tanken om at åbne sine første varehuse i Indien, eftersom den lokale lov pålagde de svenske direktører at dele forvaltningen af deres etablissementer med indiske direktører, som ovenikøbet skulle have aktiemajoriteten – noget, der havde fået den nordiske gigant til at stejle. Den havde ikke til hensigt at dele sin pengemaskine med nogen, og da slet ikke med skæggede slangetæmmere med hang til kitschede musicals. Samtidig havde den svenske grundlægger, Ingvar Kamp­ rad, etableret et partnerskab med Unicef for at bekæmpe børnearbejde. Projektet, der omfattede fem hundrede landsbyer i Nordindien, havde stået bag opførelsen af flere fødevare-, sundheds- og undervisningscentre i regionen. Og det var i en af disse skoler, at Ajatashatru var landet, da han var blevet fyret med bulder og brag efter en uges ar17


bejde for maharaja Phlim Bheem Mehlim (udtales Plimbimmelim), hvor han var blevet ansat som fakir-nar. Han havde været så uheldig at komme til at stjæle et stykke sesambrød med kolesterolfrit smør og to biodynamiske druer. Kort sagt: Han havde været så uheldig at være sulten. Som straf havde man først raget hans moustache af, hvilket allerede var en alvorlig straf (selvom han godt nok så yngre ud uden), og derefter havde man givet ham valget mellem forebyggende arbejde imod tyveri og kriminalitet blandt skolebørn eller at få højre hånd hugget af. Fakirer frygtede vel hverken smerte eller døden ... Til stor forbløffelse for sit publikum, som han havde vænnet til at overvære alle mulige former for lemlæstelse (grillspyd i armene, gafler i kinderne og sabler i maven), havde Ajatashatru afslået tilbuddet om amputering og besluttet sig for den første valgmulighed. »Undskyld mig, hr., ved De, hvad klokken er?« Det gav et sæt i inderen. En mand i 40’erne iført joggingbukser og sandaler havde med et vist besvær parkeret en indkøbsvogn foran ham, lastet med en halv snes kasser, som kun en Tetris-mester eller en psykopat ville have kunnet stable så perfekt. I Ajatashatrus ører lød spørgsmålet noget i retning af: Ånskylmajhærvedivaklåkkønær. Kort sagt ikke noget forståeligt, så han svarede bare: »WHAT?« Manden, som så, at han havde med en udlænding at gøre, bankede på sit venstre håndled med højre pegefinger. Fakiren begreb straks og så op mod himlen, og ud fra 18


sin erfaring med at aflæse solen over Indien opgav han det nøjagtige tidspunkt med en let forskydning på tre timer og tredive minutter. Manden, der forstod engelsk bedre, end han talte det, indså, at han var virkelig, virkelig sent på den til at hente sine børn og styrtede som en afsindig hen imod sin bil. Ved nærmere eftersyn bemærkede inderen, at der var yderst få, for ikke at sige ingen, blandt de mange, der væltede ind og ud af varehuset, der var klædt som ham, i skinnende silkehabit. For slet ikke at tale om turban. Kamæleoneffekten var ikke rigtig vellykket. Han håbede, at det ikke ville ødelægge hele hans mission. Faktisk ville joggingbukser og sandaler nok have været bedre. Når han kom tilbage, ville han tale et alvorsord med sin fætter Nokh Sakht (udtales Noksagt). Det var ham, der havde insisteret på, at han skulle stadses sådan op. Ajatashatru stirrede på glasdørene, der åbnede og lukkede sig foran ham. Hans eneste erfaring med moderniteten stammede fra de Hollywood- og Bollywoodfilm, han havde set i fjernsynet hos sin adoptivmor, Nisha Morh (udtales Nissemor). Det var forbløffende at se, hvordan disse underfundige kunstfærdigheder, som han betragtede som den moderne teknologis mirakler, for europæerne blot var en kedsommelig banalitet, de end ikke bemærkede længere. Hvis der havde været den slags installationer i Kishanyogoor (udtales Kiss and yoghurt), ville han hver gang have betragtet glasdørene til dette teknologiske tempel med samme andagt. Franskmændene var nogle skrupforkælede møgunger. 19


En dag, da han var ti år, og inden det første tegn på fremskridt var nået til hans landsby, havde en engelsk eventyrer vist ham en lighter og sagt: »Enhver nogenlunde fremskreden teknologi ligner magi til forveksling.« Han havde ikke forstået det lige straks. »Det betyder bare,« havde manden forklaret ham, »at ting, der er banale for mig, kan fremstå som magi for dig, det hele kommer an på det teknologiske niveau i det samfund, hvor du befinder dig.« Derpå havde hans tommeltot slået gnister og affødt den smukkeste, varme, funklende blå flamme. Inden sin afrejse havde manden – i en særegen byttehandel, som vi vender tilbage til – givet Ajatashatru dette magiske objekt, der endnu var aldeles ukendt i den lille, afsidesliggende landsby i udkanten af Den Store Indiske Ørken, og med det havde Ajatashatru udført sine første trick. Således fødtes drømmen om en dag at blive fakir. Det var lidt den samme følelse af eventyr, han havde haft, da han tog flyveren dagen før. Rejsen havde været en utrolig oplevelse for ham. Han havde aldrig hævet sig længere over den jord, som køerne (de hellige) betrådte, end hvad den elegant skjulte mekanisme under hans baller tillod ham ved hans utallige offentlige levitationer. Hvilket ville sige tyve centimeter, når alt gik vel. Og han havde tilbragt størsteparten af natten med at glo ud ad vinduet med åben mund og polypper, så kæben nær var gået af led. Nå, men da han havde fået samling på sig selv foran skydedørene, besluttede inderen sig for at gå ind. Hvilket paradoks! sagde han til sig selv, da han fik øje på børne20


pasningen lige indenfor. IKEA laver skoler og børnehjem i Indien, men har endnu ikke et eneste varehus dér! Og så kom han i tanke om, at han havde rejst i over ti timer – bus og flyrejse sammenlagt – for at nå hertil, og at han ikke havde ret lang tid tilbage til at fuldføre sin mission. Hans fly afgik næste dag. Han satte farten op og tog den enorme blå linoleumstrappe, der førte til overetagen.

21


Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab - af Romain Puértolas