JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 7 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie
Prolog I dag skete der noget interessant. Jeg døde. Hvor forfærdeligt vil de sige. Hvor tragisk. Og hun var så ung, havde hele livet for sig. Der vil være en artikel i avisen om, hvordan jeg brændte for stærkt og døde for ung. Min begravelse bliver lille ... nogle få grædende venner, nogle snøftende naboer og bekendte. Sikke de vil klage sig og forsøge at trøste min stakkels mand, Gray. De vil love at være der for vores datter, mens hun vokser op uden mig. Hvor er det dog trist, vil de sige til hinanden. Hvad tænkte hun dog på? Men efter nogen tid vil tristheden fortone sig. Deres liv vil gradvist forme en normal rytme igen, og jeg vil blive til et minde, et minde, der gør dem en lille smule triste og minder dem om, hvor hurtigt det hele kan være forbi, men også et minde de kan smile ad. For der var gode stunder. Så mange gode stunder, hvor vi drak for meget, delte sprudlende latter og store bøffer på grillen. Jeg vil også savne dem og tænke på dem. Men ikke på samme måde. For mit liv med dem var et røgslør, en omhyggeligt konstrueret løgn. Selvom jeg lærte nogle af dem godt at kende og elskede nogle, var der ikke en eneste af dem, der lærte mig at kende, ikke rigtigt. De kendte kun de sider af mig, jeg valgte at dele med dem, og selv noget af det var opdigtet. Jeg vil huske dem, som man husker sin yndlingsfilm. Smukke øjeblikke og ord vil dukke op i min erindring og røre mig igen. Men til syvende og sidst vil jeg vide, at min tid hos dem var fiktion. Skrøbelig og uvirkelig som siderne i en bog. Nu står jeg i forstavnen på et handelsskib. Det skærer sig gennem natten med forbavsende høj hastighed, størrelsen taget i betragtning. Det kaster mægtige, hviskende 7