Ophelia

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 1 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

OPHELIA

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 3 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Lisa Unger

OPHELIA Roman På dansk ved Cindy Lynn Brown

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 4 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

OPHELIA Originaltitel: Black out Copyright © 2008 by A Room of My Own, LLC All rights reserved Published in the United States by Shaye Areheart Books, an imprint of the Crown Group, a division of Random House, Inc., New York This translation published by arrangement with Crown Publishers, an imprint of the Crown Publishing Group, a division of Random House, Inc. and Lennart Sane Agency AB © Dansk udgave: Forlaget Mrs. Robinson, 2012 Oversat af Cindy Lynn Brown Omslag: Farmhouse Design, Carina Krusaa Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia Tryk: Nørhaven Citatet, der indleder første del, er fra Niels Brunses oversættelse af William Shakespeares Hamlet, Gyldendal, 1997 ISBN: 978-87-645-0623-5 1. udgave, 1. oplag 2012

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 5 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Til Ocean Rae, Sophie, Lucy, Matilda, Zoé og Josie, min egen datter og døtre af kvinder, jeg elsker og beundrer ...

Lad os elske vores piger og beskytte deres ånd, vise dem deres egen styrke og kraft og lade dem vedblive at være så strålende og smukke, som den dag de blev født.

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 7 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Prolog I dag skete der noget interessant. Jeg døde. Hvor forfærdeligt vil de sige. Hvor tragisk. Og hun var så ung, havde hele livet for sig. Der vil være en artikel i avisen om, hvordan jeg brændte for stærkt og døde for ung. Min begravelse bliver lille ... nogle få grædende venner, nogle snøftende naboer og bekendte. Sikke de vil klage sig og forsøge at trøste min stakkels mand, Gray. De vil love at være der for vores datter, mens hun vokser op uden mig. Hvor er det dog trist, vil de sige til hinanden. Hvad tænkte hun dog på?

Men efter nogen tid vil tristheden fortone sig. Deres liv vil gradvist forme en normal rytme igen, og jeg vil blive til et minde, et minde, der gør dem en lille smule triste og minder dem om, hvor hurtigt det hele kan være forbi, men også et minde de kan smile ad. For der var gode stunder.

Så mange gode stunder, hvor vi drak for meget, delte sprudlende latter og store bøffer på grillen.

Jeg vil også savne dem og tænke på dem. Men ikke på samme måde. For mit liv med dem var et røgslør, en omhyggeligt konstrueret løgn. Selvom jeg lærte nogle af dem godt at kende og elskede nogle, var der ikke en eneste af dem, der lærte mig at kende, ikke rigtigt. De kendte kun de sider af mig, jeg valgte at dele med dem, og selv noget af det var opdigtet. Jeg vil huske dem, som man husker sin yndlingsfilm. Smukke øjeblikke og ord vil dukke op i min erindring og røre mig igen. Men til syvende og sidst vil jeg vide, at min tid hos dem var fiktion. Skrøbelig og uvirkelig som siderne i en bog.

Nu står jeg i forstavnen på et handelsskib. Det skærer sig gennem natten med forbavsende høj hastighed, størrelsen taget i betragtning. Det kaster mægtige, hviskende 7

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 8 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

skyer af havskum op, mens det fortærer de høje bølger.

Vandet omkring mig er sort. Mit ansigt er vådt af havstænk og så vindblæst, at det snart er helt følelsesløst. For en uge siden var jeg så rædselsslagen ved tanken om vand, at jeg aldrig ville have drømt om at sidde tæt nok på til at kunne mærke det på huden. Nu er der sådan et utal af andre ting at frygte, at jeg er blevet tvunget til at overvinde denne angst.

Manden ved roret har allerede gjort tegn til mig to gange. En stor samlende bevægelse, der indikerer, at jeg skal komme indenfor. Jeg løfter hånden for at vise, at jeg er okay. Det gør ondt herude, det er smertefuldt, og det er det, jeg vil have. Men endnu mere er det, fordi skibets forstavn er så langt væk som muligt, jeg kan komme, fra det liv, jeg har ladt bag mig. Jeg har brug for større afstand, før jeg kan klatre indenfor igen og måske få mig noget søvn.

Jeg kan mærke varmen fra min forfølgers ånde i nakken. For ham vil jeg aldrig bare være et minde. Jeg vil altid være et mål. Altid det, der ligger lige uden for rækkevidde. Hvis jeg kan gøre noget for det overhovedet, bliver jeg der. Men jeg kender hans sult, hans udholdenhed, hans ubøjelighed. Hans hjerte slår et enkelt slag, for hvert tiende mit slår. Og jeg er så træt nu. Her i den isnende kulde spekulerer jeg på, om jagten vil slutte i nat, og hvem af os der vil være død, virkeligt død, når det er overstået.

Jeg står i forstavnen og støtter mig til rælingen. Jeg minder mig selv om, at døden er min nemme flugtvej. Den kan jeg vælge når som helst. Alt hvad jeg behøver at gøre, er at bøje mig fremover og lade min vægt trække mig ud over rælingen, og jeg vil falde i sort. Men jeg vil ikke gøre det, ikke i nat. Vi klamrer os til livet gør vi ikke? Selv de ynkeligste af os, dem med de færreste grunde til at blive ved med at trække vejret, holder fast. Alligevel trøster det

8

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 9 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

mig lidt at vide, at døden er en mulighed – bekvem og tilgængelig.

Endelig bliver kulden og vinden for meget for mig. Jeg vender mig for at finde tilbage til min lillebitte kahyt, og så er det, jeg ser det: det runde, hvide øje fra en projektør, der nærmer sig os bagfra, de små røde og grønne navigationslys neden under den. Fartøjet er stadig for langt væk til, at jeg kan høre motoren. Jeg kan kun se den hvide prik, der hopper i det sorte. Jeg vender mig for at gøre tegn til kaptajnen, men han står ikke længere ved roret. Jeg overvejer at klatre op for at advare ham, men jeg er ikke sikker på, at det nytter noget. Jeg tøver et øjeblik og beslutter så, at det er bedre selv at finde et sted at gemme mig. Hvis han har fundet mig, så er der ikke nogen, der kan gøre noget ved det. Jeg indser, at jeg ikke er overrasket. Jeg er slet ikke overrasket over, at han har fundet mig. Jeg har ventet ham.

Der er et velkendt dunk – dunk i mit bryst, da jeg kigger ud over det store hav og tænker på fristelsen endnu en gang. Det ville være den ultimative måde at trodse ham på, at frarøve ham det eneste, han nogensinde har ønsket sig. Den ultimative måde at vise ham, at mit liv tilhører mig og ingen anden. Men et spinkelt, rundt ansigt med dybbrune øjne omkranset af et kaos af gyldne krøller og en lillebitte hjertemund holder mig fast på dækket. Hun ved ikke, at hendes mor døde i dag. Jeg håber, at hun ikke behøver at sørge over mig, at vokse op knust og skadet af min tidlige bortgang. Det er derfor, jeg bliver nødt til at forblive i live. Sådan at jeg en skønne dag, forhåbentlig før snarere end siden, kan tage tilbage til hende og fortælle hende, hvorfor jeg gav hende netop det navn, jeg gjorde, så jeg kan holde hende i min favn og være den mor for hende, jeg altid har ønsket at være.

Men først må jeg kæmpe og vinde. Jeg er ikke sikker på, hvor meget kamp jeg har tilbage i mig, men jeg kommer til 9

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 10 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

at kæmpe. Ikke så meget for den knuste, tomme skal af en kvinde, jeg har udviklet mig til, men for min datter, Victory.

10

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 11 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Første del

knækket Ophelia, den smukke. – Nymfe, husk mig og mine synder i din fromme bøn.

Hamlet, tredje akt, scene 1

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 12 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 13 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

1 Da min mor gav mig navnet Ophelia, troede hun, det var litterært. Hun var ikke klar over, at det snarere var tragisk.

På den anden side er jeg ikke sikker på, at hun forstod begrebet tragedie. På samme måde som mennesker, der er født til penge ikke forstår, at de er rige, og ikke engang ved, at der er andre måder at leve på. Hun syntes, det var et smukt navn. Syntes, det lød som en blomst. Vidste, det kom fra en berømt historie (et skuespil eller en roman, det ville hun ikke have været i stand til at sige). Jeg burde vel regne mig for heldig, for de andre mulige navne, hun overvejede til mig var Lolita og Gypsy Rose. Ophelia havde i det mindste noget værdighed.

Jeg tænker på det, mens jeg skubber indkøbsvognen gennem frugt- og grøntafdelingen i mit lokale supermarked, forbi rækker af glimtende grønne æbler og et kruset flor af salat, fede, skinnende appelsiner og glatte voksagtige røde peberfrugter. Den overdrevent joviale mand i slagterafdelingen vinker til mig og sender mig noget, jeg er sikker på, han tror, er et vindende smil, men som bare giver mig myrekryb. Goddag min ven vil han sige eller Hej søde, og jeg vil spekulere over, hvad det er ved mig, der får ham til at være så rar. Jeg er på ingen måde en åben eller imødekommende person. Jeg har ikke råd til at være alt for venlig. Selvfølgelig har jeg heller ikke råd til at være direkte uvenlig. Jeg ser på mit spejlbillede på køddiskens metalside for at bekræfte, at jeg er afmålt og utilnærmelig uden dog at virke mærkelig. Mit spejlbillede er skævt og forvrænget af forskellige buler og skrammer i metallet. »Goddag den dame,« siger han med en avanceret håndbevægelse og et lille buk.

13

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 14 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Jeg sender ham et køligt smil, nærmest bare en trækning opad i mundvigen. Han træder til side med en svingende armbevægelse for at lade mig komme forbi.

Jeg er blevet den type kvinde, som min mor ville have været skræmt af. De fleste dage trækker jeg mit nyvaskede, stadig våde blonde hår tilbage i en hestehale i nakken. Enkelheden tiltaler mig. Jeg bruger praktisk hverdagstøj – et par stumpede chinos, en hvid oversize bomuldsbluse under en marineblå dynejakke. Ikke noget særligt. Bortset fra at min taske og mine sko koster mere, end min mor ville have tjent på to måneder. Sådan noget ville hun have bemærket. Det ville have fået hende til at opføre sig dårligt, katteagtigt og ondskabsfuldt. Jeg føler ingenting omkring det. Det er et faktum, ligetil og enkelt, som fakta har en tendens til at være. Ja nogle fakta i hvert fald.

Men jeg kan stadig se hende i mit spejlbillede. Hendes flødefarvede ferskenhud, hendes høje kindben, hendes mørkebrune øjne. Jeg kan også se hende i min datter. »Annie? Hal-loo?« Jeg er tilbage i grøntafdelingen, selvom jeg ærlig talt ikke kan huske, hvad der har fået mig til at drive tilbage hertil. Jeg holder en skinnende moden nektarin i hånden.

Jeg må have stirret på den, som om den var en krystalkugle, og jeg prøvede at spå om fremtiden. Jeg kigger op og ser min nabo Ella Singer, der betragter mig med lige dele morskab og bekymring. Jeg er ikke sikker på, hvor længe hun har forsøgt at fange min opmærksomhed, eller hvor længe jeg har stirret på nektarinen. Vi er mere end naboer, vi er også venner. Alle kalder mig Annie her, selv Gray, der ved bedre. »Hvor var du henne?« spørger hun. »Undskyld,« siger jeg med et smil og et hurtigt hovedryst. »Bare væk.« »Er du okay?« »Ja, jeg har det fint. Glimrende.« 14

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 15 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Hun nikker og snupper selv et par nektariner. »Hvor er Vicky?« Alle kvinderne i kvarteret, hendes lærere, hendes venners mødre kalder min datter Vicky. Jeg retter dem ikke, men det får det altid til at krympe sig i mig. Det er ikke hendes navn. Jeg gav hende navnet Victory, fordi det betød noget for mig, og jeg håber, det med tiden vil komme til at betyde noget for hende. Sandt nok, navngav jeg hende i et anfald af overmod. Men Gray forstod mit valg og gik med til det. Vi følte os begge overdrevent fulde af selvtillid den dag. Jeg hager mig stadig fast i den følelse.

Men på det seneste er den begyndt at falme, uden at jeg kan forklare grunden til det. »Hun er sammen med Grays stedmor. Svømmeundervisning med bedstemor,« siger jeg, mens jeg begynder at putte frugt ned i en gennemsigtig pose. Nektarinerne afgiver en frisk, sød duft. De er lige på grænsen til at være overmodne, bristefærdigt fulde af sig selv. En ældre kvinde snegler sig forbi. Hun læner sig tungt til sin aluminiumsrollator. En lemlæstet muzakudgave af The Polices ‘Don’t Stand So Close to Me’ lyder metallisk og skrattende fra skjulte højtalere. »Det er da skønt,« nikker Ella. »Har du tid til en cappuccino?« Jeg ser på mit ur som for at regne på, hvorvidt jeg kan passe det ind i mit travle skema, selvom vi begge to ved, at jeg ikke har andet at lave, og at Victory vil være optaget adskillige timer endnu med svømning og sin yndlingsfrokost og med ungerne fra kvarteret. De er alle sammen større, ældre drenge, men hun kommanderer rundt med dem som en dronning, og de elsker hende for det. »Ja, klart« siger jeg, og Ella smiler. »Alle tiders! Vi mødes bare derovre, når du er færdig.« Hun mener det lille sted ved stranden, hvor vi altid tager hen.

15

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 16 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

»Ses om lidt.« Hun smutter videre. Jeg kan virkelig godt lide Ella. Hun er så nem at være sammen med, så varm og åben, utrolig tillidsfuld og altid så sød. Hun får mig til at have det dårligt med mig selv, som om jeg er en iskold kælling. Jeg smiler og vinker let. Mit hjerte danser. Jeg tror bare, det er, fordi jeg har fået for meget koffein, og mit hjerte protesterer ved tanken om mere. Måske skulle jeg nøjes med en kop kamillete.

På vej hen til kassen ser jeg en tvær teenagepige, der står sammen med sin mor ved delikatesseskranken. Hun er så tynd, at hoftebenet rager frem under cowboybukserne.

Hendes læber er fugtige og glitrer af pink gloss. Hun holder en mobiltelefon mod øret og tygger på sin højre tommelfingernegl. »Taylor, hold op med det,« siger hendes mor og trækker datterens hånd væk fra munden. De ser på hinanden som rivaliserende bandemedlemmer. Jeg spekulerer på, om Victory og jeg nogensinde vil komme dertil. Til pubertetens blodige buldren. På en eller anden måde tvivler jeg på det. Jeg er altid bange for, at jeg ikke vil komme til at nyde den luksus at føre krig mod min teenagedatter.

Jeg går ud for at læsse mine varer ind i bilen. Jeg ser Ella køre ud fra parkeringspladsen. Hun holder fingrene op i luften for at signalere fem minutter. Hun er på vej hjem for at lægge sine varer på plads, inden vi mødes til kaffe, og jeg vil gøre det samme, for vi bor begge kun få minutter herfra. Så behøver vi ikke bekymre os om, at kyllingen bliver dårlig, eller isen smelter, disse forstadsbekymringer, som jeg værdsætter så højt for deres enkelhed og deres relative tryghed. Men det er, da jeg smækker bagklappen, at jeg mærker det.

Det er, som om solen er dykket ned bag et tykt skydække, og himlen er blevet til kul. Bortset fra at det er de ikke. Det er en klar, usædvanlig kølig forårsdag i Florida.

16

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 17 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Parkeringspladsen er tætpakket, befolket af mødre og barnepiger med børn i alle aldre, der holder tidlig påskeferie.

Jeg kan høre latter, en måge, der skriger. Jeg kan lugte saltet fra den Mexicanske Golf. Men indeni skælver jeg.

Der er koldt sort blæk i mine årer.

Jeg glider ind i min SUV, låser døren, griber fat i rattet og forsøger at berolige mig selv. Jeg har haft disse panikanfald før. Som regel er det isolerede episoder, intense, men kortvarige som sommerstormene her. De sidste par dage er de imidlertid kommet det ene efter det andet. De kommer bag på mig med deres voldsomhed. Falsk alarm kalder Gray dem. Jeg har altid tænkt på dem mere som et radarvarslingssystem.

Det her er dybere og sortere, end jeg er vant til. Jeg er virkelig bange, jeg sveder og blegner. Mit åndedræt bliver uregelmæssigt, og jeg kigger i bakspejlet og i sidespejlene, men jeg kan ikke få øje på noget usædvanligt. Kontrasten gør mig svimmel og næsten vred på dagen over, at den er så klar, og på menneskene på parkeringspladsen over, at de lever deres liv så troskyldigt.

Efter et stykke tid kører jeg ud fra parkeringspladsen.

Jeg ryster stadig og kører det lille stykke vej hjem. Jeg kører gennem beboersiden af sikkerhedsporten, vinker til vagten og glider forbi latterligt overdådige hjem, der putter sig under høje palmer, husene med elegante tagsten og farverige postkasser formet som søkøer, delfiner, flamingoer eller miniatureudgaver af det større hus. Biler i nye luksusmodeller hviler i stenbelagte indkørsler.

Da jeg kører op i vores indkørsel, er en af mine naboer ved at vande blomster og hun løfter hånden som en hilsen til mig. Jeg vinker tilbage og prøver at smile, mens jeg åbner garagedøren med fjernbetjeningen på mit bakspejl.

Bange for, at der venter mig en intetsigende samtale i min nære fremtid, slukker jeg motoren og sidder et øjeblik. Mit hjerte sagtner sin dans. Jeg er i sikkerhed, siger jeg til mig 17

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 18 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

selv. Dette hus er sikkert. Rystelserne stilner af. Mit åndedræt bliver stabilt igen. Jeg trykker på en knap på instrumentbrættet og hører klartonen. »Ring til Farmor« siger jeg. »Ringer til Farmor« svarer biltelefonen stift. Victory elsker dette og fniser ukontrollabelt, hver gang hun hører det.

Efter et enkelt ring lyder der en behagelig mandestemme. »Hallo.« »Det er Annie,« siger jeg. Jeg ved, min stemme ryster.

Der er en pause. Han kan også høre det. Han er en mand, der bemærker alt. »Hej Annie.« Min svigerfar, Drews altid rolige stemme.

Jeg forestiller mig ham siddende ved sit egetræsskrivebord i sit hjemmekontor omgivet af alle sine ordener og militære dekorationer, fotografier af hans kammerater fra flåden – uhyggelige, grynede billeder af mænd, der er for unge og glade til at bære skydevåben. »De er i poolen.« »Er alt i orden?« spørger jeg og hader ordene, som vælter ud af min mund. »Alt er helt fint her,« svarer han pålideligt og sikkert.

Bestemtheden og beroligelsen i hans stemme trøster mig, selvom jeg hader at vise svaghed over for ham. »Er alt i orden hos dig?« spørger han et hjerteslag senere. Jeg prøver på ikke at høre undertonen af foragt. »Ja,« siger jeg for hurtigt. Så bliver jeg nødt til at sige det en gang til, lettere og langsommere for at kompensere. »Ja, alt er fint. Du skal ikke forstyrre dem. Jeg kommer forbi ved totiden efter Victory.« Jeg afslutter opkaldet, før han kan nå at stille flere spørgsmål, og begynder at pakke varerne ud. Mens jeg stiller dem på plads, tænder jeg for fjernsynet i køkkenet og mødes af billedet af en trist udseende, udtæret blondine. Billedteksten lyder ‘kvinde fundet død i det centrale Florida – den sjette i en femårig periode.’ I baggrunden 18

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 19 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

taler og taler en sløret mandestemme med tyk Floridadialekt om manglen på beviser og lighederne mellem sagerne. Jeg slukker hurtigt. Det er det sidste jeg har brug for at høre om lige nu.

Jeg prøver at ryste følelsen af uro der syntes at have fæstnet sig af mig og komme videre i dagens program – mødes med Ella til kaffe, klare et par ærinder og hente Victory hos Drew og Vivian. Da jeg endelig går ind ad mine svigerforældres hoveddør og mødes af min lille pige, er det sorte ved at være væk, men glemt er det ikke. Det følger mig som et genfærd. »Er alt i orden, sødeste?« spørger Vivian, mens jeg løfter min datter op på hoften. (Hun er for stor at bære rundt på, Annie, du behandler hende som en baby, siger Gray). Victory læner sig træt ind mod mig med sin fulde vægt. Hun dufter af en magisk blanding af solcreme, klor og babyshampoo.

Jeg vender mig og forsøger at smile. »Falsk alarm,« siger jeg. Vi kender alle sammen jargonen. »Er du sikker?« siger hun. Jeg lægger mærke til, at hun ser træt ud med posede, grå halvmåner, under øjnene.

Hun har et særligt ansigtsudtryk, en blanding af bekymring og kærlighed, der giver mig lyst til at græde i hendes favn. Det ville ikke være første gang.

Bag hende kan jeg se Golfen skvulpe uden begejstring mod kysten. Hele bagsiden af huset er af glas. En uendelig pool udenfor synes at flyde ud i et med havet på den anden side, men det er en omhyggeligt konstrueret illusion. Vi er ret gode til den slags i vores familie. »Mor er bekymret,« siger Victory nænsomt ind i min hals. »Du skal ikke være bekymret.« Hun strammer sine små arme fast om mig, og jeg klemmer hende ind til mig. »Ikke bekymret, skat,« siger jeg og føler et stik af skyld. »Bare træt.« Jeg er sikker på, hun ikke tror på mig. Man ved jo, man ikke kan snyde børn. Man burde ikke engang 19

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 20 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

prøve på det, de ender bare med at komme til at tvivle på sig selv. »Har du ringet til Gray?« spørger Vivian med rynkede bryn. Hun dufter af citron-aloysia. Hun lægger hånden på min arm og blidt.

Jeg sender hende, hvad jeg håber, er et affærdigende selvironisk smil. »Ingen grund til det.« Hun ser skeptisk på mig, men siger ikke mere, placerer bare et kys på min kind og et på Victorys, så omfavner hun os begge med sine altfavnende arme. Da jeg kører ud af indkørslen, ser jeg Drew betragte mig fra vinduet ovenpå.

Samme eftermiddag, mens Victory sover middagslur, sidder jeg på terrassen og ser ud på vores egen havudsigt og begynder at tænke på alle de måder, jeg kan dø på.

Gray kommer sent hjem. Victory sover allerede sødt ovenpå på sit værelse. Jeg sidder i lædersofaen, som jeg ikke har valgt og faktisk ikke synes om, og kigger på de høje, dansende flammer i kaminen, da han kommer ind ad hoveddøren. Et øjeblik er han bare en lang skygge i entréen, han kunne være hvem som helst. Men så træder han ind i lyset, og han er min mand, der ser anspændt og træt ud. Han ved ikke, at jeg kigger på ham. Da han ser mig, smiler han dog og ser lidt mindre verdenstræt ud. »Hey,« siger jeg og rejser mig og går hen til ham. »Hey.« Hans omfavnelse er stærk og jeg synker ind i den, holder fast om ham. Der er ingen blødhed ved ham.

Musklerne er hårde og veldefinerede. Her er jeg forankret.

Dagens kværnen stilner. »Vil du have en drink?« spørger jeg og skal til at dreje mig væk fra ham. Han holder fast om mig et øjeblik mere, prøver at fange mit blik og slipper så. »Hvad skal du have?« vil han vide. »Vodka med is.« »Det lyder godt.« 20

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 21 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Jeg går over til baren, hvorfra man i dagslys kan se ud på terrassen bagved. Om natten kan jeg ikke se andet end mit spejlbillede i glasdørene, mens jeg fylder et firkantet snapseglas med is og hælder kold vodka fra fryseren over.

Dette er en anden ting ved huset, jeg ikke har valgt. En hjemmebar med egen håndvask og lagret med spiritus, vi sjældent rører. Der er så meget ved dette sted, en latterligt ekstravagant bryllupsgave fra min svigerfar, møbleret og indrettet af Vivian, der intet har med mig eller med Gray at gøre. Det er svært nogensinde at være taknemmelig nok for sådan en gave og umuligt at brokke sig over forskellige finesser, der ikke tiltaler mig. Nogle gange føler jeg det, som om vi bor i et prøvehus. Alting er skinnende og perfekt, men bare en anelse forkert i forhold til, hvad vi selv ville have valgt.

Jeg går tilbage til ham og rækker ham glasset, og vi sidder sammen. Jeg lægger mine ben på hans skød, tager mit ventende glas på bordet. Isen er smeltet, og vodkaen er blevet vandet og lunken. Jeg drikker den alligevel, for jeg er for doven til at lave en ny.

Jeg har den ene af glasdørene til at stå åben, og den for årstiden usædvanlig kolde salte luft trænger ind i varmen fra kaminen. Jeg ser ham skimte derover. Jeg ved, han tænker, at døren burde være lukket og låst, men han siger ikke noget. Jeg bemærker det dybe halvmåneformede ar mellem hans højre øje og tindingen. Det går op for mig, at jeg næsten ikke ser hans ar længere. I begyndelsen gjorde de mig varsom over for ham. De fik ham til at virke hård og fraværende. Jeg spekulerede på hvilken slags vold der kunne efterlade så mange mærker på et menneske. Men nu kender jeg svaret. Og jeg kender hans hjerte. »Det er ved at ske igen,« siger jeg, efter vi har siddet der et par minutter og stirret på flammerne. På en eller anden måde lyder ordene melodramatiske, allerede før jeg tilføjer: »Værre end nogensinde før.« 21

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 22 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

Han reagerer næsten ikke, men jeg kan se en muskel trække sig sammen i hans kæbe under skyggen af sorte skægstubbe. Han stirrer på ilden. Lukker og åbner øjnene langsomt og tager en dyb indånding. Vi har været her før.

Han lægger en hånd på min arm, vender blikket mod mig. Jeg kan ikke se hans øjenfarve i det dæmpede lys, men de er stålgrå, og det har de været, siden den dag han blev født, heraf hans navn. »Han er død,« siger han. »Død og borte for længst« Han er altid blid over for mig, uanset hvor mange gange vi har været igennem dette. Jeg trækker benene sammen under mig og putter mig ind til ham i hulningen ved hans arm. »Hvordan kan du vide det helt sikkert?« siger jeg. Jeg har stillet dette spørgsmål tusind gange bare for at høre svaret. »Fordi jeg slog ham ihjel, Annie.« Han drejer mit ansigt op mod sit eget for at vise mig, hvor urokkeligt sikker han er. »Jeg så ham dø.« Så begynder jeg at græde, fordi jeg ved, at han tror, det, han siger, er sandt, og jeg vil så gerne tro det samme. »Har du brug for at starte med medicinen igen?« Det vil jeg ikke. Han læner sig frem for at stille sin drink på bordet. Jeg putter mig ind til ham igen, og han svøber mig ind sine arme og lader mig græde og græde, indtil jeg får det bedre igen. Det er ikke til at vide, hvor længe det varer, men han er altid så tålmodig.

22

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 23 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

2 Jeg går ned ad en smal, rusten trappe og skynder mig gennem den lange gang, mens jeg støtter mig mod væggene. Lyset er svagt og flimrende. Jeg forsøger at komme i tanke om, hvilket nummer min kahyt har – jeg tror, det er 203. Der er fem mænd om bord, udover kaptajnen og jeg kan ikke se en eneste af dem.

Jeg når frem til min kahyt og fumler med låsen et øjeblik før jeg maser mig ind i rummet. Der er en smal briks, der putter sig i hjørnet længst væk, under den er skuffen, hvor jeg har lagt mine ting. Jeg sætter mig på knæ og trækker min taske frem. Lyner den op og roder med hånden, indtil jeg finder, hvad jeg søger – min pistol. En glat 9-mm Glock, flad, sort og kold. Jeg tjekker magasinet, tager et nyt fra tasken og stikker det i frakkelommen. Min Glock havner i linningen på mine cowboybukser. Jeg har trænet træk-ogfyr-bevægelsen en million gange. Min arm vil vide, hvad den skal gøre, selv hvis min hjerne skulle fryse. Muskelhukommelse.

Jeg overvejer mine muligheder. Igen står selvmord øverst på listen, fordi det er nemt og uigenkaldeligt. Aggression kommer ind på en tæt andenplads. Det kunne være en slags omvej til den første mulighed. At gemme mig og vente står på tredjepladsen. Få ham til at arbejde for det. Tvinge ham til at kæmpe sig vej gennem de mennesker, det er blevet betroet at beskytte mig, og så finde mig på dette skib. Hvor jeg så ville vente på ham med pistolen i hånden.

Den dundrende lyd i mit bryst er stilnet, og jeg lytter efter lyde der kunne betyde, at kampen er begyndt, men der er bare stilhed og en fjern summen fra en motor. Jeg er 23

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 24 SESS: 4 OUTPUT: Thu Jul 19 08:07:09 2012 /first/Forlaget_MrsRobinson/ODT2/132759_Ophelia_135x210/Materie

slet ikke bange – eller måske er det, fordi frygten er blevet en så indgroet del af mig, at den føles som fred.

24