Bogen er en del af Den danske ledelseskanon.
Der findes virksomheder, der bliver ledet på en måde, så de skaber en helt ny forståelse af hvad en virksomhed er - eller bør være i et moderne samfund. Novo er en sådan virksomhed. Novo fremstiller blandt andet insulin og enzymer. For nogle år siden udskilte Novo enzymproduktionen i en selvstændig virksomhed - Novozymes. Novo var i 2010 Danmarks mest værdifulde virksomhed målt på børsværdien - og i mange år kåret til den mest respekterede virksomhed i Danmark.
Succes bygger i høj grad på en erkendelse om samfundsansvar - at en virksomhed ikke blot har sin eksistensberettigelse i kraft af hvad man fremstiller, men hvordan man gør det og hvorfor. Den erkendelse kommer til udtryk i form af det tredobbelte regnskab, der både viser Novos bidrag i form af finansiel fremgang, men også virksomhedens bidrag på miljøområdet og til samfundet.