Kritiske perspektiver på national- og naturparker af Keld Buciek

Keld Buciek (red.)

Kritiske perspektiver på

National- og naturparker

Frydenlund

Udgivet med støtte fra: Friluftsrådet Finks Fond Institut for Miljø, Samfund & planlæging, RUC Kritiske perspektiver på National- og naturparker 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7118-067-1 Grafisk tilrettelæggelse: Anette Oelrich Korrektur: Peder Norup Grafisk produktion: Balto, Vilnius

4

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på http://www.frydenlund.dk/nyhedsservice

Indhold

6 Keld Buciek: Meningen med natur- og nationalparker – en indledende skitse 30 Processen med etablering af nationalparker i Danmark, en øjenvidneberetning: Interview med Henrik Knuth-Winterfeldt 52 Peder Agger: Naturparker i naturpolitisk og forvaltningsmæssig belysning 80 Hans Peter Hansen: Løftet om et naturpolitisk nybrud. Nationalparkprocessen og naturforvaltningens legitimitetskrise 114 Laura Tolnov Clausen: Unges bud på nationalparker i Danmark 142 Tom Mels: Nationalparker, kapitalisme og natursyn i Sverige 1 58 Kristine Juul: Naturparker som restriktionernes rum: Naturbeskyttelse og lokal modstand i Sydøstasien og Afrika 1 82 Ebbe Prag: Offentligt-privat partnerskab i Senegal: udlicitering af Niokolo-Koba-nationalparken. Hvorfor kører processen i ring?

206 Kenneth R. Olwig: Nationalparkers ideologiske begrundelse 224 Keld Buciek: Vandringer i nationalparkens betydningsrum 250 Jesper Holm : Naturen og sundheden 2 76 Andreas Skriver Hansen og Claus Helweg Ovesen: Benyttelse versus beskyttelse – kulturhistorie, natur og turismepotentialer i Naturpark Åmosen

5

Keld Buciek

Meningen med natur- og nationalparker – en indledende skitse

M

ed Danmarks første rigtige nationalpark (Thy, oprettet 2008) blev et nyt dansk kapitel i historien om problematikken natur-samfund påbegyndt – mange år efter at det er sket i vores nabolande. Når der her skrives “første rigtige nationalpar”, skyldes det selvfølgelig, at Rebild Bakker gennem mange år er blevet tituleret nationalpark med henvisning til den amerikanske nations dannelse og de dansk-amerikanske relationer. En national park, en park der er national, det lyder mest som en mindelund, et område viet til erindring om det nationale, hvad det så end er.

Det giver associationer til Dybbøl, Skamlingsbanken og lignende steder. Det lyder ikke umiddelbart som noget, der har med natur at gøre. Ikke desto mindre er de danske nationalparker tænkt at skulle beskytte de værdifulde sammenhængende

6

naturområder. Samme rolle har naturparkerne, men fra begyndelsen af den danske proces med at skabe nationalparker har det været klart, at mange andre hensyn end naturbeskyttelse skulle tilgodeses, ikke mindst i relation til friluftsliv og kulturhistoriske værdier. Om dette handler denne bog, som bevidst ikke skelner mellem naturparker og nationalparker. Begge opfattes som “rum”, som der investeres betydelig mening i, og som tematiserer de måder, hvorpå samfundet på specifikke historiske tidspunkter ser sig selv og sine vigtigste normer og holdninger til “naturen”. Selv når problematikken udvides ud over landets grænser, dvs. i relation til nationalparker i nabolande og/eller i den tredje verden, rejser der sig mange spørgsmål om samfundsmæssige normer og værdier.

I Clarence J. Glackens berømte bog Traces on the Rhodian Shore fra 1967 foreslås begrebet “Second Nature” som betegnelse for den idé, at naturen ikke er naturlig, men i stedet altid er “noget”, der er medieret via menneskelig indflydelse1. Med

andre ord er det, vi ser som natur, en “second nature”. Med etablering af natur- og nationalparker etableres en natur “inden for” en geografisk afgrænsning, som står over for en anden natur “uden for” parkerne. Betyder det, at vi skal til at tale om en “third nature”? Vil naturen uden for parkerne nu blive reduceret til rene produktionsbetingelser for et miljøsvinsk landbrug med henvisning til, at “naturen” jo nu er sikret beskyttelsesrum i nationalparkerne?¹ Det med sikringen af naturen i nationalparkerne skal i den danske kontekst i øvrigt tages med et gran salt. Således som nationalparkloven aktuelt er skruet sammen, foreligger ingen restriktioner for eller indskrænkninger i land- og skovbrugets fortsatte vækstmuligheder. Landbrug og skovbrug kan i nationalparkerne fortsætte i samme størrelsesorden som før og har de samme muligheder for produktionsudvikling og strukturtilpasning som land- og skovbrug uden for parken. Lodsejerne i nationalparkområder aktiveres alene på frivillig basis og med fuld kompensation for indtægtstab.

Man kan spørge, om det sikrer naturen? Man er i Danmark havnet i den besynderlige situation, at myndighederne i henhold til loven ikke må forvalte anderledes inden for end uden for en nationalpark, hvilket ofte fremhæves i debatten om nationalparkerne og ikke mindst fremhæves i agitationen under arbejdet med at etablere nye parker – se f.eks. den omfattende reklameavis, som styregruppen for “Fra Skjoldungeland til Natio1D e “spor“, titlen refererer til, skulle angiveligt være spor af menneskelig aktivitet, som den skibbrudne filosof Aristippus engang fandt på Rhodos’ kyst.

nalpark” under opsyn af borgmestrene fra henholdsvis Roskilde og Lejre udsendte til alle borgere i de berørte kommuner i maj 2011. I dette forsøg på at overbevise borgere og øvrige interessenter om værdien i at udpege en nationalpark i området gøres der særlig meget ud af at fremhæve landbrugets fortsatte vækstmuligheder.

7

Husstandsomdelt brochure for oprettelse af nationalpark på Midtsjælland. Brugen af vikingefortiden spændes endnu en gang anakronistisk for nutidige nationale formål.

Hvad er en natur- nationalpark?

D

et er et spørgsmål, der ikke lader sig bestemme entydigt. Ofte vil man tænke, at det handler om noget areal under beskyttelse, men skønt der da også ligger sådanne betydninger til grund for begrebet, udtømmer det langtfra bestemmelsen. Benyttelse er mindst lige så vigtigt som beskyttelse, når vi taler om naturpark. Nationalpark Thy er, ligesom de efterfølgende parker, allerede blevet rammen om aktiviteter, der ikke direkte har med naturbevarelse at gøre (f.eks. vandrefestivaler, sundhedsprojekter, uddannelsesprojekter). Det er i det hele taget symptomatisk, at planlægning og anvendelse af national/naturparker aktualiserer tematikker, der henter stof fra andre felter, herunder sundhed og motion, fællesskab og identitet. Netop denne tematikforskydning eller tematiske overføring (kognitive forskydning) rejser en række interessante spørgsmål til fænomenet natur-/nationalpark.

Spørgsmålet om, hvad der egentlig er meningen med nationalparkerne, dukker ofte op i medierne. Blot to eksempler: I anledning af åbningen af Nationalpark Vadehavet (den tredje i rækken i Danmark) skrev naturdebattøren Rune Engel8

breth Larsen et indlæg i Politiken (28. okt. 2010), hvori han på den ene side finder anledning til at glæde sig over den nye nationalpark, men i samme åndedrag pointerer farerne ved denne fokusering, nemlig risikoen for, at parkerne bliver sovepuder i naturpolitikken. Som han ser det, har oprettelsen af nationalparkerne været fulgt af en klar underprioritering af naturpolitikken i Danmark. Seks år tidligere havde Jette Hansen-Møller og Sandra Gentin fra Landbohøjskolen i Berlingske Tidende (25. maj 2004) i et indlæg rejst helt samme bekymring. De spørger: “Skal områderne være naturparker til bedste for naturen og dens udviklingsmuligheder, eller skal de være nationalparker, der kan berige danskernes selvopfattelse og friluftsliv gennem formidling af natur- og kulturhistoriske værdier? Eller kan man balancere midt imellem og samtidig holde landbruget skadesløst?”. Hvert af disse grundlæggende syn på nationalparker er bundet op på forskellige interesser og forskellige natursyn. I Hansen-Møller og Gentins optik er den daværende Fogh-regerings naturinteresse helt overlejret af andre perspektiver: “Groft sagt synes ministerens forestilling om de kommende parker at have mindre at gøre med at beskytte naturen og mere med at skabe symboler på, at samspillet mellem borgere og myndigheder kan gøres bedre end af den tidligere regering” (ibid.). I dag, hvor de planlagte nationalparker efterhånden tegner sig i landskabet, og hvor der arbejdes på at oprette naturparker rundtomkring i landet, er det imidlertid ikke klarere, hvad meningen med sådanne rum er.

Kommende nationalpark ved Lejre?

Foto: Keld Buciek.

Natur i naturpark

B

egrebets to led, natur og park, henviser til noget vildt og noget tæmmet, noget ukultiveret og noget kultur. I udgangspunktet kan ordet natur bruges i den almene betydning, dvs. som samlende altomfattende begreb for det mylder af fysiske, kemiske og biologiske processer, som omgiver os, og som også involverer mennesket selv.

Det er imidlertid ikke disse processer, som interesserer her, men selve samlebetegnelsen “natur”.

Begreber som landskab, ressourcer, miljø osv. kan forstås som formidlingskategorier mellem natur og kultur, som begreber for det diffuse møde mellem to epistemer uden ontologisk status. Natur og kultur har det tilfælles, at begge begreber snarere skal forstås som ideologiske projekter end som konkrete “entities” og som noget, hvori magtbegrebet er centralt.

Glacken opfatter selve definitionen af natur som afledt af kulturelle opfattelser af naturen, ikke omvendt. Natur er oftest blevet betragtet som “det derude”, som kulturens modsætning, men pointen er, at natur er lige så meget kultur som andre “normale” kulturord (herunder penge og ressourcer m.v.). Naturprocesserne (de “spontane

10

bio- og geogene processer”, således som det hedengangne Naturråd kaldte det) er kun i meget lille grad et element i diskussionerne om naturog nationalparkerne. Larsen (1996) argumenterer for, at den ofte anførte skelnen mellem det menneskeskabte og det ikke-menneskeskabte ikke har ret stor betydning for vores naturopfattelse. Det er omvendt indlysende, at kendskab til naturprocesser er af stor betydning, når vi taler om konkret håndtering af konsekvenserne af vores naturomgang, og når vi taler planlægning af ressourceudnyttelsen m.v. Forståelsen af naturens tilstand og den vigtige vurdering af arters udbredelse, antal, biotopers tilstand m.v., som naturvidenskaben bidrager til, er vigtig. Det er imidlertid pointen, at naturpolitikken kun i ubetydelig grad handler om naturprocesserne, således som disse processer er genstand for naturvidenskabelige analyser. Man kan med Larsen (1996) sige, at naturens processer er ret ligeglade med os og den måde, vi opfatter naturen på. De biologiske processer, f.eks. i forbindelse med udledningen af hormonforandrende stoffer, fungerer således på bedste vis, selvom resultatet er kønsforandringer hos fisk. Omvendt er vi jo ikke ligeglade med de konsekvenser giftudslip i vandløb har for vores naturoplevelse og vore muligheder for fremtidig udnyttelse af vandløb.

Naturforståelser

M

ange forfattere har gennem tiden forsøgt at indføre en måde at differentiere denne betragtning på. F.eks. indfører Jette Hansen-Møller (2004) en tegnteoretisk model til forståelse af relationen mellem kultur og natur, således som den udtrykkes i landskabet ( som igen forstås via begreber som habitat, område og symbol ). En moderne klassiker som Neil Evernden forsøger en skelnen mellem “natur” (den store amorfe masse af anderledeshed som planeten består af) og “Natur” (den model af naturen vi i Vesten taler om) (Evernden, 1992). Hos Latour (1993) forsøges et hybridbegreb indført (“factish” – sammensat af henholdsvis fact og fetish) for at opfange spændingen mellem noget såkaldt reelt tilstedeværende og noget rent socialt konstrueret. Natur er i den forstand et sådant “factish”. Hos Fink (1995) udvides natur til at være det hele: “Natur er verden, som den er i sig selv ... Der er intet over, intet ved siden af og intet underlagt naturen” (p. 157).

Naturen er her grænseløs, og kulturens mange udtryk er naturen.

Anne Knudsen foreslår en række andre og overlappende forståelser (Knudsen, 1995), som

kan bruges som en slags foreløbig kategorisering af de naturopfattelser og diskussioner af natursyn, som også her i bogen kommer til udtryk: Den første kalder hun naturen som omstændighed, dvs. en samfundsholdning til naturen, der er begrundet i et direkte og meget tydeligt afhængighedsforhold til naturen, således som man finder det hos såkaldte primitive jægerbefolkninger i fortid og nutid. Naturen opfattes på en måde som stærkere end samfundet.

Den anden forståelse er naturen som ressource.

Her er tanken, at naturen kan analyseres, kontrolleres og udnyttes på baggrund af en teknisk, videnskabelig eller håndværksmæssig rationalitet og dygtighed. Man finder tankegangen i skov- og landbrug, minedrift med meget mere. Heroverfor står naturen som frigørelse. Naturen er i denne tankegang et positivt ‘noget’, der i sig selv kan anvise gode og rigtige måder at indrette samfundet på.

Tankegangen bygger i vid udstrækning på arven fra romantikken og vil blive diskuteret i bogen.

Den fjerde naturforståelse knytter an til en bevidst økologisk holdning. Denne forståelse kalder Knudsen for naturen som ideologi. Mennesket har et ansvar for naturens tilstand, samfundet betragtes som noget, der potentielt kan ødelægge naturen. Økologisterne, som dominerer denne tankegang, har ofte en mere eller mindre holistisk forståelse af naturen, hvor mennesket nærmest er et fremmedelement. I praksis arbejdes der inden for rammerne af denne tankegang oftest med alternative (omtalt som “mere bæredygtige”) udnyttelser af naturen, i nogle sammenhænge koblet til en vis mysticisme i f.eks. jordbearbejdningen (hvor naturen “spørges” til råds).

11

12

Mange naturområder tildeles funktioner, der knytter sig til uddannelse og læring. Her naturoplysningstavle i Naturpark Lauenburgische Seen, Tyskland. Foto: Keld Buciek.

Det mystiske element har Knudsens naturforståelse, naturen som religion, i høj grad. Her tillægges naturen en moralsk overlegenhed, og mennesket betragtes som et angreb på denne rene moral.

Mennesker med denne tankegang har generelt stor tiltro til naturens generelle godhed og samtidig meget lidt konkret fysisk kontakt med samme natur. Samfundet er blevet degenereret, hedder det sig her, fordi det har fjernet sig fra naturen.

Dyr betragtes som mere “ægte” end mennesker, og dyreetik sættes derfor ofte højere end hensyn til mennesker. Knudsen kobler direkte denne tankegang til den voksende naturturisme, der efterspørger “uberørte” naturområder (og som i øvrigt vælger at se bort fra den menneskelige indsats, der ligger bag etableringen af disse områders tilsyneladende uberørthed). Samme irrationelle tanke ligger ifølge Knudsen bag den vestlige verdens besættelse af kæledyr.

Den sidste naturforståelse Knudsen opridser, kalder hun naturen som spejl. Det er en opfattelse af naturen som kultur, dvs. som en integreret del af en samfundsforståelse, der bygger på en erkendelse af, at afhængigheden af naturen (det hårde slid med at fravriste naturen goderne) er afløst af et behov for naturbeskyttelse. Et behov der ikke

mindst er defineret ud fra samfundets mange identitetsprojekter, hvoraf forestillingen om “nationen” ikke mindst kræver særskilte naturprojekter, f.eks. “national”-parker). Flere af bogens kapitler omhandler naturligvis denne tematik.

Det ovenstående er blot nogle få blandt mange eksempler på den vanskelige opgave, det er at fastholde og bestemme natur. Opgaven er vanskelig, ikke mindst fordi opfattelserne skifter gennem tiden. Mange af de ideer om menneske, økonomi, samfund m.v., der knytter sig til naturdiskussionerne, er formuleret tidligere enten i renæssancen (Evernden, 1992) eller i den brogede periode, der benævnes oplysningstiden (Bredsdorff, 2003).

Man skal være opmærksom på historiciteten i hele det projekt, der er under behandling. Bogens fokus er primært perioden fra 1800 og frem til i dag. Det kan argumenteres, at en teknokratisk måde at forholde sig til problemerne med naturressourcerne blev grundlagt i oplysningstiden, og at den tids måde at se naturen på den dag i dag spiller en rolle for naturpolitikken.2 På samme måde spiller det romantiske projekt, grundlagt som en reaktion på oplysningstidens tekniske rationalitet, også i dag en rolle for vores håndtering og tænkning om natur-kultur-relationen. Disse to projekter følger altså hinanden historisk og veksler i indflydelse og styrke gennem tiden; ja, man kan endda sige, at spændingen mellem de positioner, der knytter sig til henholdsvis romantik og teknokrati, føder både forskellige identitetstemaer og naturplanlægningen. Det kan f.eks. demonstreres, hvorledes den danske landskabsplanlægning i det 20. århundrede har været direkte influeret af guldaldermalernes billeder af det danske landskab (Stephensen, 1989).

13

2 Denne teknokratiske rationalisme hviler ifølge Møller (1996), side 279, på tre grundpiller: Videnskabs-tro, Fremskridtstro og Stats-tro.

Natur som privatejendom. Debatten om adgangen til landskabet er ikke forstummet. Billedet er taget midt i det påtænkte nationalparkområde ved Lejre. Foto: Keld Buciek.

Natur ved alle, hvad er, når blot ikke de skal definere den. Således udtrykkes problemet af Larsen (1996), men som han også siger, så prøver mange alligevel. Selv vil han hellere tale om naturopfattelser end naturdefinitioner, fordi naturdefinitioner eller naturbegreber så at sige er baglæns konstruktioner ud fra vores naturforhold, reelt eller normativt. Naturopfattelser derimod sætter fokus på naturen som identitetsprojekt, samtidig med at disse opfattelser strategisk indrammer vores naturpraksis: “Naturopfattelser udtrykker mere den kultur der skaber dem end den natur de opfatter, fordi de altid angiver både en identitet og en handlingshorisont, både hvad vi er og hvad vi gør i forhold til natur” (ibid., p. 9). Ifølge Larsen kommer naturopfattelserne til syne gennem tre vigtige strategiske udtryksformer, som han kalder henholdsvis praksis, konventioner og billeder. I nærværende bog vil disse former udfoldes dels i diskussion af konkrete materielle handlinger som f.eks. kunne handle om anvendelsen af gylle og lort i den samfundsmæssige produktion, dels i dis14

kussion af miljøplanlægningen, dvs. i den institutionaliserede og lovgivningsmæssige naturhåndtering, og dels i analyse af skiftende iscenesættelser af natur-kultur-relationer gennem historien og de forskellige identitetsprojekter, disse iscenesættelser har givet anledning til. Naturopfattelser sætter altså fokus på forholdet mellem natur og kultur, mens naturbegreber forsøger en definition af naturen. Det er det første, der er i fokus her. Larsen (1996, p. 58) udtrykker det således: “Natur opfattes som et kompleks af materielle processer hvori mennesket deltager. De omfatter ikke kun eller primært processer der adlyder de mekaniske naturlove, men integrerer også og i lige så høj grad den menneskelige historie og bevidsthed.”