Når mor eller far dør af Peter Olesen

Når mor eller far dør – om at være barn og miste forældre Idé og redaktion: Peter Olesen

Frydenlund

Når mor eller far dør – om at være barn og miste forældre 1. udgave, 1. oplag, 2012 © Forfatteren og Bogforlaget Frydenlund ISBN 978-87-7118-065-7 Idé og redaktion: Peter Olesen Korrektur: korwitt.dk Grafisk tilrettelæggelse: Anette Oelrich Foto: Bo Tornvig Forsidefoto: Kirsten Klein Bagsideillustration: Anna Stølen Due Grafisk produktion: Balto Print, Litauen

Denne bog er en samredigering af bøgerne ’Min mor døde. Min far døde’ fra 1999 og ’Børn om mors og fars død’ fra 2000. Begge udkommet på Kroghs Forlag i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

Stor tak til Oak Foundation for generøs økonomisk støtte til denne udgivelse.

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C tlf.: 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsmail på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Indhold 9 Forord Peter Albæk, formand for Børns Vilkår

11 Indledning Peter Olesen

Fortællinger fra: Min mor døde. min far døde 15 Et stort tomrum Rosemarie Nielsdatter Houkjær

21 Man kan lære at leve rigtig godt med det Piv Bernth

29 At dele smerte Lise-Lotte Rebel

35 En ende på de natlige mareridt Kaare Troelsen

43 Da lynet slog ned fra en skyfri himmel Annelise Harrsen

49 Jeg slår ikke på andre folks børn Helle Baslund

57 Jeg kunne hjælpe ved at holde op med at græde Frans Rømeling

65 Er det mon et mønster?

Charlotte Arup

71 Hun er død for tiden Alberte Winding

75 Han kunne have gjort det bedre, mens han levede Lars Rasmussen

83 Mine børn og jeg i samme situation Ole Hasager

91 Min mor og mormor døde af kræft samme dag Annemette Øster Jørgensen

5

Fortællinger fra: Børn om mors og fars død 97 Et dybt slæbespor i sjælen Peter Olesen

109 I virkeligheden fattede jeg ikke alvoren Signe Rølmer

113 Vred på Gud Anne Stølen Due

117 Far begik selvmord Mette Krogh Degn-Christensen

123 Det er svært at forstå Christian Ravn

127 Manglende erindring mindsker ikke sorgen Lea Holtze

133 Det skræmmer mig, at jeg kan glemme ham Laura Salomonsen

139 Det mærkes, som om han stadig er her Lucas Peter Venndt

143 Den dag mit liv blev amputeret Felix Peter Venndt

149 Hvorfor?

Bine Boldsen

153 Jeg får billeder inde i hovedet Emil Silbye Hansen

157 Jeg fik aldrig sagt farvel Kasper Jentzsch Christiansen

161 Jeg så min mor dø Randi Håning Petersen

164

Tak

166

Praktiske henvisninger

165 Efterskrift

7

Forord

Peter Albæk, formand for Børns Vilkår

Ikke to af historierne er ens, fordi det enkelte barns oplevelse af tabet og sorgen altid er helt unik. Alligevel er der en rød tråd i de mange forskellige historier – og en vigtig læring. At de fleste børn i større eller mindre grad møder tavshed og lukkethed i forbindelse med deres tab. Jeg kan ikke udtrykke det bedre end denne 15-årige pige: »Der var mange af mine lærere, der ikke spurgte til mig, man kunne se på dem, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre eller sige, det var underligt. Det var bare noget rod det hele. Det var akavet, de sagde bare ikke rigtig noget, men man kunne se på deres øjne, at de godt vidste det, uden at sige noget. Altså, de kunne jo bare komme og sige, at jeg ved det godt, og de skal jo bare sige, at hvis der er noget, så kommer du bare over til mig«.

Barske ord. Pigen har mødt den knugende og alarmerende mur af tavshed, som de fleste børn og unge i samme situation desværre oplever. Ikke fordi hendes omverden ikke vil hende det bedste – slet ikke. Men fordi det er svært. I

Jeg er beæret over at få lov til at skrive de første linjer i denne vigtige bog, hvor børn, unge og voksne hudløst ærligt beskriver deres oplevelser ved at miste en far, en mor eller begge forældre, mens de endnu var børn. Det er en vigtig bog – en betydningsfuld bog. En bog, som vi ikke kan undvære, fordi den minder os om, hvor svært det er for mange voksne at håndtere børns sorg og forholde sig til sorgen på en måde, som hjælper barnet i hverdagen. Bogen viser læreren, pædagogen, naboen, veninden, mosteren – ja, os alle, hvor mange forskellige følelser, der er i spil, når børn mister. Og den viser, at børns alder og modenhed har stor betydning for deres måde at forstå og håndtere sorgen på. Børns sorg er derfor også anderledes og varer typisk meget længere end voksnes, fordi de oplever deres tab på en ny måde i takt med, at de udvikler sig. Det er den her bog et godt vidnesbyrd om.

9

den bedste mening forsøger mange at beskytte børn og unge mod sorgen ved ikke at tale om den. Men det kan man ikke. Sorgen vil være der under alle omstændigheder.

Og det er vigtigt at vise og fortælle barnet og den unge, at man er parat til at tale om det, hvis barnet selv vil; at man er klar med støtte og omsorg, når barnet har brug for det, og at man har den tid, der skal til – i dag, i morgen, om en

måned og om tre år. Man kan nemlig ikke sætte tid på børns sorg.

Den her bog rummer det hele. Og derfor er det afgørende, at disse historier bliver fortalt igen – og igen og igen. Sammen rummer de så uendeligt meget læring.

Tak til Peter Olesen for initiativet til bogen.

10

Indledning

Peter Olesen

mens alle 32 skribenter i Børn om mors og fars død var børn mellem 10 og 18 år, og de havde alle stadig oplevelsen rigtig tæt på. Den bog redigerede jeg i samarbejde med kun 14-årige Signe, der fik ideen til bogen, da hun selv havde mistet sin mor to år før.

Nu har Bogforlaget Frydenlund heldigvis påtaget sig opgaven at genudgive de to bøger i en sammenredigeret og nedskåret udgave med 13 beretninger fra den ene og 12 fra den anden.

Og det er derfor mit håb, at mange vil kunne få glæde af bogen. Jeg har så ofte hørt den efterlyst. Præster i massevis og forældre, der stod alene tilbage med børn efter en ægtefælles død, har henvendt sig til mig pr. mail eller brev og spurgt, om den dog ikke kunne fås igen. Det kan den så heldigvis nu.

Disse bøger er i dag ikke, som den gang de udkom, de eneste på markedet om emnet børn og sorg. Der er kommet andre til. Men alligevel står disse i manges bevidsthed som en slags klassikere, der rammer lige ned i det, som det hele

De to bøger Min mor døde. Min far døde fra 1999 og Børn om mors og fars død fra 2000 er begge udkommet i en stribe oplag og har solgt i henholdsvis 11.000 og 7.000 eksemplarer – men har også været udsolgt i årevis. Kroghs Forlag, der udgav bøgerne sammen med 12 andre i en stor serie om sorg og savn, eksisterer som sådan ikke mere. Og det har været umuligt for mange at opdrive de gamle bøger, der faktisk for mange meget hurtigt fik karakter af en slags ’sorg-bibel’.

Eneste mulighed for at komme til at eje bogen har været www.antikvariat.net, og der har sjældent været bid. Ellers var der bibliotekerne tilbage, ofte med lang ventetid har jeg ladet mig fortælle.

De to bøgers egenart og adelsmærke er, at de er skrevet af de berørte selv, voksne som børn. I Min mor døde. Min far døde skrev 24 voksne og et barn om at have oplevet et forældretab som barn,

11

handler om: at få lov at sætte ord på børns sorg og savn.

Hvert år mister 4.000 danske børn en far eller mor. Flere af dem endda begge forældre. Og for dem er det vigtigt at finde disse spejlbilleder, der viser, at de ikke er alene. Heldigvis er vi her i landet i mellemtiden blevet bedre til at hjælpe børn i sorg. Både i skolerne og med flere sorggrupper. Men der er langtfra nok sorggrupper for børn i samme situation. Kun få af vore skoler havde i 1999 et beredskab for, hvordan skolen agerer ved børns tab af forældre eller søskende.

Det har stort set alle i dag. Men ikke nødven-

digvis gymnasierne eller andre videregående uddannelsesinstitutioner. Så det kan vi gøre bedre.

Især Kræftens Bekæmpelse har hjulpet den gode og nødvendige udvikling i skolerne på vej. Måtte ideen om, at vi har brug for hinanden, når livet gør ondt, også brede sig højere op i uddannelsessystemet og blive taget op på flere danske arbejdspladser. Også visheden om, at den misforståede tavshed intet hjælper. Har man ikke noget at sige, kan man hjælpe alligevel – »så hellere tie eller stå ved sine tomme hænder«, som biskop Lise-Lotte Rebel skriver i bogen.

12