1
Bergen, september 1528 Tiggermunken havde ikke hørt meget godt om Bergen og endnu mindre godt om Norge, det land, hvor han engang blev født, men havde glemt så meget fra. Et fortabt og forblæst land, blev der sagt. Der var langt mellem byerne så højt mod nord. Men Bergen var i det mindste en by af en nogenlunde størrelse, og hvis bartskæreren havde slået sig ned der, betød det temmelig sikkert, at han havde fundet det, han søgte, hos de unge mænd i byen. Den kogge, han kom sejlende i fra Rostock, var sådan et skib, som hansamændene havde haft så mange af i gamle dage, og nogle var stadig i brug her oppe i de nordlige farvande. De var gode på søen, men kunne ikke måle sig med de nederlandske og engelske handelsskibe. Skibet havde mel og salt med og en del tønder øl, som mandskabet havde forsynet sig grådigt med under overfarten. På skibsrejsens sidste aften under et højrøstet drikkegilde på fordækket var en af dem faldet over rælingen og druknet. Stemningen om bord var dyster, for den druknede sømand var fjorten somre gammel og havde været vellidt. Ikke at tiggermunken forstod hvorfor. Selv kunne han ikke lade være med at more sig lidt over det hele. Den druknede knægt havde skrålet hver eneste nat på turen, så han knap nok havde lukket et øje. Men takket være en pludselig høj sø kom tiggermunken nu udhvilet til Bergen. Alt var, som det skulle være. En sømands liv var kort og fuldt af farer. Få ville savne den lille, fordrukne skødehund for alvor. De gled ind i den havn, der blev kaldt Vågen, og mandskabet fik travlt med at tage sejl ned og finde ankerpladsen. Det var efterår, men vinteren var kommet ovenfra til fjeldtoppene over byen. Han kunne tælle syv af 11
dem, og alle havde en tynd, hvid hue på. Nede i havnen regnede det lidt, og hver enkelt dråbe tegnede ubrudte ringe i det mørke vandspejl. Munkens blik gled hen over byen. Den husede knap titusinde sjæle. Bortset fra Bergenhus, fæstningsanlægget længst ude ved indsejlingen, nogle kirker og enkelte pragthuse var Bergen bygget udelukkende af træ materiale. Han havde knap nok før set så mange træhuse stå så tæt sam men. Selve bymuren så ud til udelukkende at være lavet af tømmer. Det sidste stykke, før skibet faldt til ro ved ankeret, morede han sig med at forestille sig, hvor godt en by som denne ville brænde, hvis der opstod ildebrand. Inde på stranden afregnede han med styrmanden for rejsen og hængte læderpungen i bæltet, der holdt kutten på plads. Han var en tiggermunk med en tung pengepung. For en vandringsmand som ham var det hist og her nødvendigt at strække broder Frans’ bud lidt. Det sparede ham for unødige ophold og omveje. Styrmanden ønskede ham lykke til, før han selv forsvandt i retning af den nærmeste handelsgård, hvor han skulle gøre forretninger og have sig et måltid mad. Tiggermunken blev stående og mærkede den sult, han havde haft med på hele overfarten fra Rostock. Men et ordentligt måltid måtte vente endnu en stund. Rækkefølgen betyder alt, tænkte han. Disse ord havde han fra mester Alessandro. Selv om mesterens ord havde handlet om, hvordan man dis sekerede et lig, og ikke om et rask ærinde i en ukendt by, var de nyt tige. Som næsten alle Alessandros ord kunne de bruges i de fleste sam menhænge. Og rækkefølgen var virkelig vigtigere end alt andet, hvis han skulle slippe væk fra byen med det bytte, han var ude efter. Og først af alt måtte han skaffe transport videre derfra. Når knivene var blevet hans, skulle han nordpå i retning af Trondheim. Derfor var han på udkig efter norske skibe. Dem var der ikke mange af langs Tyskebryggen denne formiddag, men en kone, der gik med en trækvogn mellem bådene og forsøgte at sælge hjemmebag til sømændene, kunne fortælle ham, at mange af de norske skibe lagde til på strandsiden. Mens han stod der og hørte på en lang og ganske forvirrende beskrivelse af den hurtigste vej rundt om Vågen, blev han overrasket over, hvor hurtigt det norske sprog vendte tilbage til ham. Det var fjorten somre 12
siden, han var der sidst, og sproget var det eneste, han ikke havde glemt fuldstændig fra den tid. Sproget og morens ansigt. Han købte en kage fra konens trækvogn og takkede for hjælpen. Egentlig brød han sig ikke om tanken om at krydse gennem hele byen, før alt var parat. Hvad hvis han stødte på bartskæreren og blev genkendt? Men det så ikke ud til, at han havde noget valg. Han kunne ved selvsyn se alle jægterne, fembøringerne og prammene, der lå fortøjet på den anden side. Det var netop den slags små fartøjer, som fragtede folk og varer langs dette fjeldlands kyster. Han træk hætten over hovedet og fik gang i bentøjet. Byluft gør godt, siges det, men godt lugtede den ikke. Efter nogle dage på søen havde han næsten glemt, hvordan en by kunne rive i næsen. Bergen var ingen undtagelse, tværtimod, her havde den sædvanlige stank af køkkenaffald, kloak og forrådnelse et islæt af fordærvet fisk og muggent tømmer. Tiggermunken mærkede en trang til at holde sig for næsen, da han gik ind i smøgerne ved Vågsbunnen. Men han tog sig i det. Han ville ikke gøre noget, der vakte mere opsigt, gik bare lige ud uden at se op og uden at søge øjenkontakt med nogen, han mødte på vejen. Der blev flere og flere folk i gaderne, da han nåede strandsiden. Her talte alle det syngende norske sprog. Husene var mindre, og husdyrene på græstørvstagene flere. Han spurgte sig frem og fandt et handelshus, der drev handel nordpå i landet. “Nej, ingen af mine både står ud i morgen tidlig,” sagde en lille, firskåren købmand og kiggede skeptisk på ham. Kræmmeren var en mand tæt på halvtreds somre. Han stod inde i det mørke lagerrum i sit hus mellem tønder og stabler af tørfisk. Hans hud havde den samme gråhvide farve som fiskene, og han spyttede på gulvplankerne mellem ordene. “Hvorfor har en gråbroder som dig et sådant hastværk?” “Jeg er en gråbroder med et ærinde. Jeg er også en gråbroder, som kan betale,” sagde munken og løsnede pengepungen halvt fra bæltet. “Nogen ville sige, at det gør dig til andet end en gråbroder,” sagde købmanden tørt, men tiggermunken kunne se, at pengepungens tyngde og lyden af klingende mønt gjorde indtryk på ham. “Der går en fembøring nordpå til Austrått i morgen tidlig. Det er ikke min båd, men jeg skal snakke med styrmanden. Alligevel må jeg advare 13
dig. Båden ejes af en højbåren frue, og hun har ikke et særlig godt øje til gråbrødre som dig. Du gør klogt i at gå fra borde, før båden lægger til oppe ved Fosen,” sagde han. “Det passer godt på flere måder. Jeg har skam heller intet ønske om at tage ind hos storfolk, der har afsvoret den hellige kristentro. Tro mig, den slags har jeg mødt nok af i de tyske lande,” sagde han med overbevisning og lovede at betale godt både for rejsen og for, at styrmanden trodsede sin husfrues ugudelighed og tog gode kristenfolk med i båden. Så gik han af sted for at købe nogle ting, han havde brug for på den videre rejse, en god lædersæk, lidt tørret kød og nogle flasker vin. Da han vendte tilbage til handelshuset, købte han også lidt tørfisk, som han lagde i sækken. Samtidig fik han at vide, at aftalen med styrmanden var gået i orden, og at han godt kunne gå hen og finde husly for natten. Købmanden viste ham vej til et logi. “Er værten der godt kendt i byen?” havde han spurgt, før han forlod handelshuset. “Der findes ikke den bergenser, levende eller død, som værtinden ikke kan sladre om,” havde købmanden svaret og spyttet lattermildt, så han var lige ved at ramme et stort bundt ekstra fin tørfisk foran sig. Det havde købmanden ret i. Værtinden i værtshuset elskede at sladre. De historier, hun fortalte om bartskæreren, var ingen nyhed for ham, og han havde lyttet til dem uden interesse. Det eneste, han gerne ville høre, var, hvor den gamle knivmester holdt til. Og indimellem alle de latterlige rygter, de halve sandheder og overdrivelserne sagde værtinden nok til, at han kunne finde vej næsten morgen. Da vidste han også, hvor han skulle udføre sit eneste virkelige ærinde i byen. Han måtte gøre det tidligt om morgenen. Men ikke for tidligt. Det var vigtigt, at der ikke gik lang tid mellem det, han skulle gøre, og det tidspunkt, da hans båd forlod byen. Nu lå han på det værelse, han havde lejet, og lod en rosenkrans glide mellem fingrene, mens han mediterede over Marias syv glæder og mumlede Fadervor, Hil dig, Maria og Ære være. Værtshuset var et tømmerhus med træk. Efteråret bød på kolde nætter i Bergen, og efter årsnattens kulde krøb ind ad alle sprækker. Det blev en søvnløs nat. Før hanegal stod han ude i Bergens gader. Rimfrosten lå i et hvidt lag 14
over tørvetagene, og vandpytterne efter gårsdagens regnvejr havde fået en tynd skorpe af is. Han trak kappen tættere om sig og gik efter værtindens anvisninger fra aftenen før. De viste sig at være pålidelige. Da han nåede frem og åbnede døren ind til det mørke værelse, hvor bartskærerens kunder kom, var håndværkeren netop stået op og stod og sleb sine knive. Det var tidligt. Der var endnu ikke mødt nogen op for at få studset håret, få sig et glas øl eller tale formiddagen væk, som folk gjorde på steder som disse. Munken tog et skridt ind i værelset, men tog ikke hætten af hovedet. “Du er vist gået forkert,” sagde bartskæreren. “Her udføres ikke arbejde uden betaling, og mit spisekammer er sørgeligt tomt, er jeg bange for.” Tiggermunken blev stående og betragtede ham inde fra skyggen un der hætten. Bartskæreren havde ikke genkendt ham. Måske ikke så mær keligt. Der var gået mange somre og vintre, og han var ingen årsunge længere. “Jeg er ikke kommet for at få mad eller blive barberet,” sagde tigger munken. Bartskæreren lagde den kniv, han havde arbejdet med, ned på et lille bord foran sig sammen med et sæt knive til forskellige formål. Han var en mester med disse knive. For tiden lavede han knap nok andet end at trimme skæg og fjerne bylder. Indimellem blev han kaldt ned til havnen for at skære et rottespist ben af en sømand. Tiden for de store bedrifter var forbi. Før han trak sig tilbage til denne ensomme by ved verdens udkant, havde han været mester Alessandros egen håndlanger nede i Padova. Han var hænderne bag mange af den store mesters opdagelser om menneskekroppen. De havde tilbragt nætter sammen i løndom, bøjet over forbryderes stinkende rester, bartskæreren med knivene, mesteren med pergament og pen. Selv havde tiggermunken som ung mand fået lov at ligge under ligbænken og lytte og lugte, til han faldt i søvn, og bartskæreren bar ham i seng. Synet af knivene genkaldte barn domsminder. Lugten af træværk og nyslebne knive, der næsten druknede i stanken af rådnende menneskekroppe. “Hvis det ikke er mad, så er du kommet efter noget andet,” sagde bartskæreren. “Det er rigtigt,” svarede han. Så sprang han frem. Knytnæveslaget ramte, netop som det skulle, bartskæreren gik i gulvet. I det samme tog 15
tiggermunken hætten af, så det gryende dagslys fra en luge i væggen ramte hans ansigt. Bartskæreren så fortumlet op på ham. “Gud forbarme sig over mig,” sagde han. “Det er dig.” “Jeg er bange for, at det er for sent for en gennemrådden hedning som dig at vende sig mod Herren nu,” sagde tiggermunken. “Du er vendt tilbage fra helvede. Hvad er du kommet efter?” Og det lød mere som en bøn end et spørgsmål. “Jeg er kommet efter dine knive,” sagde tiggermunken. “Bedre knive findes ikke i hele den kristne verden.”
2
Richmond, august 2010 Livet er en rutsjebane, siges det. Den første bakke, hvor vognene hvinende trækkes op til toppen, er begyndelsen. Derefter går det mest nedad. Sådan havde Efrahim Bonds liv i hvert fald været. Han havde i grunden længe ventet på slutningen, det var bare sådan, at vogntoget var kørt lidt fast på det sidste, var drejet knirkende ind mod afstigningsrampen. Hvor længe havde han været på museet nu? Det var vist mere end tyve år, for han begyndte, mens han stadig var gift og kunne huske, hvordan ungerne så ud. Engang havde han været en lovende litte raturstuderende, men han havde rodet sig ud i et speciale om Her man Melville, som han aldrig blev færdig med, fanden tage den hvide hval, og endte derfor som en langt mindre lovende forfatter. I årtiet efter universitetet udgav han to håbløse digtsamlinger, som alle, han selv inklusiv, for længst havde glemt, og han giftede sig og fik to børn. Dej lige unger. De var vokset op og var blevet et par fine mennesker. Bedre end ham. Det var længe siden nu, og han havde mistet kontakten med dem. Efter at han var holdt op med at skrive, fik han arbejde som lærer ved en katolsk skole i Richmond, Virginia, men kunne ikke holde eleverne ud. Så han var omkring en hel række andre job, før han endte ved museet. Og så gik konen fra ham, og her sad han stadig på et støvet kontor, hvor der kun blev gjort rent en gang om ugen, og kun gulvene. Han var omgivet af gamle bøger. For det meste kiggede han ud ad vinduet. Nogle dage regnede det, og andre dage skinnede solen, og der blev uudholdeligt varmt inde hos ham. Han anede ikke, hvad der gik af klimaanlægget. Det virkede definitivt ikke, som det skulle, men han 17
gjorde ikke meget for at finde ud af, hvad grunden var. Han havde længe set i øjnene at det var sådan, det skulle ende. Lige indtil nu. Endelig sad han på noget stort. En gratisbillet til en ny tur i rutsjebanen. Efrahim Bond havde tidligere kun vidst én ting om Norge. Det var, at der fandtes en lille by, der hed Horten, og at der i denne lille by ved verdens ende i 1970’erne blev arrangeret en årlig rockfestival. På den festival stod engang – kunne det have været i 1978? – en frysende Bob Marley og sang sine tropevarme klagesange. Det havde været en våd og sur sommerdag, sådan som sommerdage formentlig ofte var i Norge. Han forestillede sig det mest som en sen efterårsmorgen i Virginia, når luften en sjælden gang var klar, og regndråberne føltes kolde mod ansigtet. Dette med regnvejret i Horten vidste han kun, fordi han engang havde hørt en del Marley, nok til at læse lidt om ham, og i et eller andet interview i et eller andet blad kunne han huske at have læst, at den store reggaesanger havde klaget over vejret og kulden midt om sommeren. Han kunne ikke huske, at andre havde skrevet om denne koncert i Hor ten, det var bare denne ene klage over vejret i et eller andet blad, han ikke huskede navnet på. Men han havde naturligvis aldrig læst, hvad der blev skrevet om det på norsk. Engang var han faldet i snak med en af gæsterne på museet, noget, han af og til gjorde før i tiden, dengang jobbet ved museet havde virket som et skridt i den rigtige retning og ikke en endestation for karrieren og hans liv. Gæsten, en nordmand, som ikke var særligt interesseret i museet, men var blevet trukket med af en kone, som var mere intellektuel, pænere og mere social end ham, en kone som garanteret ikke ville blive hos ham resten af livet, havde været til koncert, og kunne fortælle, at en organisation, som hed noget i stil med Rød Ungdom, havde delt løbesedler ud mod Marley og anklaget ham for klasseforræderi. De mente, at hans nye album, Kaya må det have været, var uden revolutionær brod, og at den tredje verdens store helt var korrumperet. Det, disse unge rødder ikke havde forstået, var, at Kaya indeholdt flere sange, som Bob Marley havde skrevet og indspillet allerede ti år før. Marley vekslede altid mellem oprør og forsoning i sine sange. Denne historie opsummerede alt det, han havde vidst om Norge og nordmænd, og det fortalte ham egentlig ikke ret meget. Men for nogle måneder siden havde hans interesse for dette lange, kolde land fået en 18
helt uventet opblomstring. Især havde han sat sig ind i enkelte aspekter ved norsk kriminalitet. Mordraten i landet var så lav, at man næsten skulle tro, den var politisk styret, at de bedrev en slags socialdemokratisk plankriminalitet. Allermest interessant var det, at i modsætning til alle andre vestlige lande, han kendte til, havde lille Norge kun haft én serie morder, en melankolsk sygeplejer med curacitsprøjter og en overdosis barmhjertighed. Men det var altså indtil nu. Når han havde fremlagt resultaterne af den sidste måneds arbejde, ville fredelige Norge få en seriemorder af den langt mere blodige slags. Det vil sige, de havde haft det længe uden at vide det. Han sad med beviserne lige foran sig på bordet. Ikke bare morderens egen tilståelse af hvert enkelt mord, men sandsynligvis også organisk materiale fra mindst et af ofrene. Hvordan dette kunne befinde sig her på hans museum i Richmond, Virginia, var en lang historie, men han var bare et par laboratorieprøver væk fra en bekræftelse af sin teori. Han lod fingerspidserne glide hen over det grove materiale, som tilståelsen stod skrevet på. Den ene blodige beskrivelse efter den anden i ét sammensurium, men det var ikke længere ulæseligt for ham. Det bankede på døren. Skyndsomt, med en uforklarlig skyldfølelse, åbnede han den øverste skuffe i skrivebordet og skubbede mordtilståelserne ned i den, som om de var hans egne. Han lukkede skuffen og råbte: “Kom ind!” Han havde håbet, at det var budet fra universitet, som kom med svar på de prøver, han havde bestilt, men det var det ikke. Først genkendte han ikke personen. Da han til sidst gjorde, gik det op for ham, at han aldrig havde set vedkommende før. Ikke i levende live, kun på billeder. Billeder, hvor hans gæst så venlig ud. Men han forstod med det samme, at dette ikke var et venligt besøg. Dette var det besøg, han mindst af alt kunne ønske sig nu. “Så det er her, du sidder og ruger over dit store fund,” sagde gæsten med en overraskende svag accent. Det gav et sæt i ham. Hvorfor kendte gæsten til fundet? Hvordan var det muligt? Han følte sig pludselig frygtelig klodset. Planen havde hele tiden været, at de skulle holde dette for sig selv. Hvordan kunne de have været så uforsigtige? Samtidig forstod han godt, at det her kun var småsnak. Det var ikke det, gæsten var kommet for at diskutere. Faktisk var 19
gæsten slet ikke kommet for at diskutere, det forstod han på brækjernet i den ene hånd. Efrahim Bond havde aldrig brudt sig om sit kontor. Det var alt for lille. Der var så kort afstand mellem det skrivebord, hvor han sad, og døren, at benene på skrivebordet hele tiden skubbede til det lille persiske tæppe, som skulle give kontoret en vis klasse, og det slog en fold foran dørtærsklen, så han snublede i det på vej ind eller ud af kontoret. Han sad så tæt på døren, at en, der stod på tærsklen til kontoret, nærmest hang ind over bordet. Hans gæst stod med andre ord kun nogle skridt og et velrettet sving med brækjernet væk fra hans tinding. Hvis ikke fødderne snublede i tæppet. “Jeg tog mig den frihed at lukke museet for dig. Du havde ingen besøgende, og jeg tænkte, at det kunne være rart med lidt arbejdsro.” Tonen var afslappet. Gæsten var også uformelt klædt i lys uldtrøje med Vudskæring, løse træningsbukser og sejlersko. “Arbejdsro,” gentog Bond hult. Han så på papirkniven, der stod i en kuglepenneholder foran ham på skrivebordet. Han vurderede afstanden mellem den og sin højre hånd. Hvor mange tiendedele af et sekund ville det tage fra dørtærsklen, til brækjernet ramte ham med det første slag? Var der tid nok til at gribe papirkniven, som var lavet af stål og var spids som en bajonet, og parere angrebet med den? Hugge til i blinde og måske være heldig? Måske slippe væk? Han havde aldrig været modig. Havde aldrig forestillet sig, at han skulle angribe nogen, langt mindre forsøge at afvæbne eller måske endda dræbe en, der angreb ham. Men nu forstod han, at dette formentlig var hans eneste chance. Han havde ikke andet valg, og så var det ikke længere et spørgsmål om mod. Hvad angik Melvilles hvide hval, forfatterkarrieren, konen og ungerne havde der været et alternativ til at vise mod og styrke. Der havde været udveje. De var ikke gode, det vidste han. Det var udveje for sådan en person, som giver op, en, som aldrig har turdet prøve, en, som er bange for modgang. Men det var udveje, han kunne leve med. Nu var der imidlertid ikke længere nogen udvej. Han var stillet over for dette ene valg: handle eller dø. Alligevel var han ikke hurtig nok. I en brøkdel af et sekund tøvede han. Han tænkte på den rus, han havde følt den sidste måned, utålmodigheden efter at afsløre sin opdagelse, pressekonferencen, den bog, han ville 20
skrive, og som skulle udgives på norsk og engelsk, gæsteforelæsningerne, seminarerne. Endelig ville det hele vende. Han havde faktisk overvejet at ringe til et af børnene og fortælle det alt sammen, før det kom ud. Han havde Bills nummer. Det stod i den adressebog, der lå ved siden af kuglepenneholderen. Han kastede sig i retning af brevkniven. Var sikker på, at han gjorde det lynhurtigt. Men han var ikke hurtig nok. I samme øjeblik svingede hans gæst brækjernet. Det blev gjort med en sådan ro, en sådan koncentration, som man ser hos baseballspillere i slowmotion på tv. Men slaget ramte ham ikke. Det havde heller ikke været hensigten. Brækjernet ramte kuglepenneholderen nøjagtigt to centimeter fra hans fingerspidser. Kuglepennene og papirkniven ramte reolen til højre for ham lige under det sted, hvor han med lidt hjælp havde gjort sit store fund for nogle måneder siden. Der var stadig en tom plads i rækken med bøger, der hvor bogen med den underlige læderryg havde stået. “Ingen grund til at forhaste sig,” sagde gæsten, der stadig holdt bræk jernet. “Vi har masser af tid.”