Issuu on Google+

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp R O M A N

|

L I N D H A R D T

O G

R I N G H O F


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Af samme forfatter Ude af verden Alting har en tid Min kamp, bog et Min kamp, bog to Min kamp, bog tre Min kamp, bog fire


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Karl Ove Knausg책rd

Min kamp Femte bog Roman P책 dansk ved Sara Koch

Lindhardt og Ringhof


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Min kamp er oversat fra norsk efter Min kamp Copyright © Forlaget Oktober as, Oslo 2010 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Imperiet med foto af Christina Ottosson Bogen er sat med Adobe Garamond hos BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook AB 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2012 ISBN: 987-87-1140-8667 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Udgivet med oversættelsesstøtte fra NORLA

Celan-digtet på side 122 er oversat af Peter Nielsen, (Sort mælk, Husets forlag, S.O.L, 1984). Citatet fra Dantes Den guddommelige komedie på side 316 og side 477 er taget fra Ole Meyers oversættelse, (Multivers, 2000).

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Del 6


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

de fjorten år jeg boede i Bergen, fra 1988 til 2002, er for længst forbi, der findes ingen spor efter dem, bortset fra som episoder forskellige mennesker måske husker, et glimt i et hoved hist, et glimt i et hoved pist, og selvfølgelig alt det min egen hukommelse rummer fra den tid. Men det er overraskende lidt. Det eneste der er tilbage af alle de tusindvis af dage jeg tilbragte i den lille, smalgadede, regnglimtende vestlandsby, er nogle få hændelser og en masse stemninger. Jeg skrev dagbog, den har jeg brændt. Jeg tog nogle billeder, dem har jeg tolv tilbage af, de ligger i en lille bunke på gulvet ved siden af skrivebordet, sammen med alle de breve jeg modtog dengang. Jeg har bladret i dem, læst lidt hist og her, og det har altid gjort mig trist til mode, det var sådan en forfærdelig tid. Jeg vidste så lidt, ville så meget, lykkedes ikke med noget som helst. Men sikke en stemning jeg var i da jeg rejste dertil! Jeg havde tomlet til Firenze sammen med Lars den sommer, vi blev der et par dage før vi tog toget videre ned til Brindisi, det var så varmt at det føltes som om det brændte når man stak hovedet ud ad det åbne togvindue. Nat i Brindisi, mørk himmel, hvide huse, en næsten drømmeagtig varme, store folkemængder ude i parkerne, unge på knallerter overalt, råb og støj. Vi stillede os i kø foran landgangen til den store færge der sejlede til Piræus, sammen med en masse andre, næsten alle sammen unge og med rygsække ligesom os. 49 grader på Rhodos. En dag i Athen, det mest kaotiske sted jeg nogensinde havde været, og så sindssyg varmt, derefter færgen ud til Paros og Antiparos, hvor vi lå på stranden hver dag og drak os fulde i sprut hver aften. En aften mødte vi 7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

nogle norske piger, og da jeg var på toilettet, fortalte Lars dem at han var forfatter og skulle begynde på Skrivekunstakademiet til efteråret. De var i fuld gang med at tale om det da jeg kom tilbage. Lars så bare på mig og smilede. Hvad fanden havde han gang i? At han løj om småting, vidste jeg godt, men mens jeg var der. Jeg sagde ikke noget, men bestemte mig for at holde mig fra ham i fremtiden. Vi rejste sammen ind til Athen, jeg havde ikke flere penge, Lars havde stadig mange tilbage, han bestemte sig for at flyve hjem næste dag. Vi sad på en fortovsrestaurant, han spiste kylling, hagen glinsede af fedt, jeg drak et glas vand. Det sidste jeg ville bede ham om, var penge, den eneste måde jeg kunne tage imod penge fra ham på, var hvis han spurgte om jeg ville låne. Det gjorde han ikke, så jeg gik sulten i seng. Næste dag tog han ud til lufthavnen, og jeg tog bussen ud af byen, steg af ved en motorvej og begyndte at tomle. Efter få minutter stoppede en politibil, de kunne ikke et ord engelsk, men jeg forstod at det var forbudt at tomle der, så jeg tog bussen tilbage til centrum, og for mine sidste penge købte jeg en togbillet til Wien, et brød, en stor cola og en karton cigaretter. Jeg troede at turen ville tage nogle timer, og fik et chok da jeg forstod at der var tale om næsten to døgn. I kupéen sad en svensk fyr på min alder og to engelske piger, der viste sig at være et par år ældre. Vi var langt inde i Jugoslavien før det gik op for dem at jeg hverken havde penge eller mad og tilbød mig at dele deres. Landskabet uden for vinduet var så smukt at det gjorde ondt. Dale og floder, gårde og landsbyer, mennesker der var klædt på måder jeg forbandt med attenhundredetallet, og som tydeligvis også arbejdede med jorden på samme måde som de gjorde dengang, med heste og høvogne, leer og plove. En del af toget var sovjetisk, jeg gik gennem vognene om aftenen, tryllebundet af de fremmede bogstaver, de fremmede lugte, det fremmede interiør, de fremmede ansigter. Da vi ankom til Wien, ville 8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

den ene af de to piger, Maria, udveksle adresser med mig, hun var tiltrækkende, og normalt ville jeg have tænkt at jeg kunne besøge hende i Norfolk engang, måske blive kæreste med hende og bo der, men denne dag, vandrende rundt i gaderne i udkanten af Wien, betød det ikke noget, jeg var stadig fuld af tanken om Ingvild, som jeg kun havde mødt én gang, i påsken det forår, men senere skrevet med, hun fik alt andet til at blegne. Jeg fik lift med en stramt udseende, lyshåret kvinde i trediverne til en benzintank ved motorvejen, hvor jeg spurgte nogle lastbilchauffører om de havde plads til mig, en af dem nikkede, han var nok sidst i fyrrerne og tynd med tungt glødende øjne, han skulle bare spise lidt først. Jeg stod udenfor i den varme skumring og så på alle lysene langs vejen, som begyndte at blive tydeligere og tydeligere eftersom aftenen faldt på, omgivet af sus fra trafikken, som hist og her blev afbrudt af små, men hårde smæk fra bildøre, pludselige stemmer fra folk der gik hen over parkeringspladsen, på vej til eller fra den store tankstation. Indenfor sad folk tavse og spiste alene, hist og her sad en børnefamilie ved borde fulde af deres ting. Jeg var fyldt af en stille jubel, det var netop dette jeg elskede mest af alt, det almindelige og velkendte, motorvej, tankstation, cafeteria, som alligevel ikke var velkendt, overalt var der detaljer der adskilte sig fra dem jeg var vant til. Chaufføren kom ud, han nikkede til mig, jeg fulgte efter ham, kravlede op i det enorme køretøj, lagde rygsækken om bagi og satte mig til rette. Han startede motoren, alt brummede og rystede, lygterne blev tændt, vi rullede langsomt ud på vejen, hurtigere og hurtigere, men hele tiden tungt, til vi lå trygt i den inderste vejbane på motorvejen og han kastede et blik på mig for første gang. Sweden? sagde han. Norwegen, sagde jeg. Ah, Norwegen! sagde han. Hele natten og et stykke op ad næste dag kørte jeg med ham. Vi havde udvekslet navne på fodboldspillere, især Rune Bratseth 9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

havde gjort ham ivrig, men eftersom han ikke kunne et ord engelsk, blev det ikke til mere. Jeg var i Tyskland, og jeg var meget sulten, men uden en krone på lommen var der ikke andet at gøre end at ryge og tomle og håbe på det bedste. En ung mand i en rød Golf standsede, han hed Björn, sagde han og skulle langt, var let at snakke med, og om aftenen, da han var kommet så langt han skulle, inviterede han mig med ind og gav mig mysli med mælk, jeg spiste tre portioner, han viste mig nogle billeder fra rejser i Sverige og Norge som han og hans bror havde været på da de var små, deres far var vild med Skandinavien, sagde han, deraf navnet Björn. Broren hed Tor, sagde han og rystede på hovedet. Han kørte mig ud til motorvejen, jeg gav ham mit trippelbånd med Clash, han gav mig hånden, vi ønskede hinanden held og lykke, og jeg stillede mig foran en afkørsel igen. Efter tre timer standsede en pjusket og skægget mand med briller i en rød 2CV, han skulle til Danmark, jeg kunne køre med hele vejen. Han tog sig af mig, var interesseret da jeg sagde at jeg skrev, jeg tænkte at han måske var en professor af en slags, han købte mad til mig i et cafeteria, jeg sov et par timer, vi kørte ind i Danmark, han købte mere mad til mig, og da jeg endelig forlod ham, var jeg midt i Danmark, kun et par timer fra Hirtshals, altså snart hjemme. Men det sidste stykke gik langsommere, jeg fik lift ti-tyve kilometer ad gangen, klokken elleve om aftenen var jeg ikke kommet længere end til Løkken og bestemte mig for at overnatte på stranden. Vandrede ned ad en smal vej gennem en skov af lavstammede træer, hist og her var asfalten dækket af sand, og snart steg klitterne op foran mig, jeg gik op på dem, så havet ligge gråt og blankt foran mig i det skandinaviske sommernatslys. Fra en campingplads med hytter et par hundrede meter væk gjaldede lydene af stemmer og bilmotorer. Det var dejligt at være ved havet. Mærke den svage lugt af salt 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

og det ligesom rå træk i luften derfra. Det var mit hav, jeg var næsten hjemme. Jeg fandt en gryde og rullede soveposen ud der, krøb ind i den, trak lynlåsen op og lukkede øjnene. Det var ubehageligt, hvem som helst kunne komme forbi, føltes det som, men jeg var så træt efter de sidste dage at jeg gik ud som et lys. Jeg vågnede ved at det regnede. Kold og stiv kravlede jeg ud af soveposen, fik bukser på, pakkede sammen og begyndte at gå ind mod byen. Klokken var seks. Himmelen var grå, støvregnen faldt stille og næsten umærkeligt, jeg frøs og gik hurtigt for at få varme i kroppen. Stemningen fra en drøm jeg havde haft, plagede mig. Farbror Gunnar havde været med, eller hans vrede, det var fordi jeg havde drukket så meget og gjort så meget forkert, forstod jeg nu hvor jeg hastede gennem den samme lave skov jeg var gået gennem aftenen før. Alle træerne stod ubevægelige og grå under det tætte skydække, nærmere det døde end det levende. Sandet lå i små toppe mellem dem, blæst op i deres skiftende og uforudsigelige, men alligevel altid givne mønstre, nogle steder som en flod af fine sandkorn over den grovere asfalt. Jeg kom ud på en større vej, fortsatte ad den et par kilometer, satte rygsækken fra mig ved et kryds og begyndte at tomle. Der var ikke langt til Hirtshals. Men hvad der ville ske der, vidste jeg ikke, jeg havde jo ingen penge, så det ville ikke blive let at komme om bord på færgen til Kristiansand. Måske kunne jeg få tilsendt en regning? Hvis jeg mødte en venlig sjæl der forstod min situation? Åh nej. Nu blev regndråberne også større. Det var i det mindste ikke koldt. Jeg tændte en cigaret, strøg hånden gennem håret. Regnen have gjort hårgeléen klistret, jeg tørrede hånden af i bukserne, lænede mig frem og tog walkmanen op fra rygsækken, ledte gennem de få bånd jeg havde taget med, valgte Skylarking af XTC, satte det på og rettede mig op. 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Havde der også været et amputeret ben i min drøm? Ja. Savet af lige under knæet. Jeg smilede, og så, da musikken begyndte at strømme ud af de små højtalere, blev jeg fuld af stemninger fra dengang pladen udkom. Anden g måtte det have været. Det var mest huset i Tveit der fyldte mig, jeg sad der i kurvestolen og drak te og røg og hørte Skylarking, forelsket i Hanne. Yngve som var der med Kristin. Alle samtalerne med mor. Hen ad vejen kom en bil. When Miss Moon lays down And Sir Sun stands up Me I’m found floating round and round Like a bug in brandy In this big bronze cup Det var en pickup, et firmanavn stod med rødt på kølerhjelmen, det måtte være en håndværker på vej på arbejde, han så ikke engang på mig da han susede forbi, og så steg den anden sang op lige efter den første, jeg elskede den overgang, der var også noget der steg op i mig, og jeg slog hånden ud i luften flere gange mens jeg tog nogle langsomme skridt rundt og rundt. En ny bil kom til syne. Jeg stak tommelfingeren op i luften. Også denne gang var chaufføren en morgentræt mand der ikke ofrede mig så meget som et blik. Jeg stod åbenbart på en vej med meget lokaltrafik. Men de kunne da godt stoppe alligevel. Køre mig hen til en større vej. Først efter et par timer var der en der forbarmede sig over mig. En tysker midt i tyverne med runde briller og en alvorlig mine drejede den lille Opel ind til siden, jeg løb hen til den, smed rygsækken ind på bagsædet, som allerede var fuldt af bagage. Han kom fra Norge, sagde han, og var på vej sydpå, kunne sætte mig af 12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

ved motorvejen, det var ikke langt, men det hjalp måske lidt. Jeg sagde yes, yes, very good. Vinduerne duggede voldsomt, han lænede sig frem mens han kørte, og tørrede forruden af med en klud. Maybe that’s my fault, sagde jeg. What? sagde han. The mist on the window, sagde jeg. Of course it’s you, hvæsede han. Okay, tænkte jeg, hvis det skal være på den måde, og lænede mig tilbage i sædet. Tyve minutter senere satte han mig af ved en stor tankstation, jeg gik frem og tilbage udenfor og spurgte alle jeg så, om de skulle til Hirtshals og om de ville tage mig med. Jeg var våd og sulten, så sjusket ud efter dagene på vejen, og længe rystede alle på hovedet, men endelig smilede en mand i en varevogn der var fuld af brød og bagværk, og sagde værsgo, hop ind, jeg skal til Hirtshals. Hele vejen tænkte jeg på om jeg skulle spørge ham om jeg måtte få et brød men turde ikke, det tætteste på jeg kom, var at sige at jeg var sulten, men han tog ikke hintet og gav mig noget. Da jeg sagde farvel til ham i Hirtshals, var en færge lige ved at sejle. Jeg løb hen til billetkontoret med rygsækken på ryggen, forklarede forpustet situationen til ekspedienten, jeg havde ingen penge, om jeg kunne få en billet alligevel og så få tilsendt regningen? Jeg havde pas og kunne legitimere mig, og jeg var en sikker betaler. Hun smilede venligt og rystede på hovedet, det kunne jeg desværre ikke, jeg blev nødt til at betale kontant. Men jeg skal med! sagde jeg. Det er jo der jeg bor! Og jeg har ingen penge! Hun rystede på hovedet igen. Desværre, sagde hun og vendte sig væk. Jeg satte mig på en kantsten i havneområdet med rygsækken mellem fødderne og så den store færge lægge fra kaj, glide ud på havet og forsvinde. Hvad skulle jeg gøre? En mulighed var at tomle ned sydpå igen, ned til Sverige og så op den vej. Men var der ikke også noget vand der skulle krydses der? 13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Jeg forsøgte at forestille mig kortet, for at finde en landfast forbindelse mellem Sverige og Danmark noget sted, men det var der vist ikke? Man skulle helt ned til Polen og så op gennem Sovjet til Finland og derfra ind i Norge? Altså et par ugers tomlen. Og for at komme ind i østbloklandene skulle jeg vel have visum eller sådan noget? Men jeg kunne selvfølgelig tage til København, det var jo kun et par timer væk, og så satse på at få fat i penge til færgen til Sverige der. Tigge om det så skulle være. En anden mulighed var at få mor til at overføre penge til en dansk bank. Det ville ikke være noget problem, men det kunne måske tage et par dage. Og jeg havde ikke engang penge til at ringe for. Jeg åbnede en ny pakke Camel og så hen på bilerne der hele tiden gled ind i køen mens jeg røg tre cigaretter i træk. Der var mange norske familier der havde været i Legoland eller på stranden i Løkken. En del tyskere på vej nordpå. Mange autocampere, mange motorcykler og længst væk, de store lastbiler. Tør i munden tog jeg walkmanen frem igen. Denne gang satte jeg et Roxy Music-bånd på. Men allerede efter anden sang begyndte musikken at blive falsk og batterilampen at blinke. Jeg pakkede den ned igen og rejste mig, tog rygsækken på og begyndte at gå ind til byen, gennem de trøstesløse hirtshalsgader. Af og til huggede sulten i maven. Jeg overvejede at gå ind hos en bager og spørge om jeg måtte få et brød, men det måtte jeg sikkert ikke. Jeg magtede end ikke tanken om et så nedværdigende afslag, og bestemte mig for at vente til jeg virkelig var brødflov, og vandrede ned til havnen igen. Foran en slags kombineret café og grillbar standsede jeg, det var vel i det mindste muligt at få et glas vand. Ekspedienten nikkede og fyldte et glas til mig fra vandhanen. Jeg satte mig ved vinduet. Der var næsten fuldt derinde. Udenfor var det begyndt at regne igen. Jeg drak vand og røg. Efter et stykke tid kom to drenge på min egen alder ind ad døren, klædt i regntøj fra top til tå, de snørede hætterne op og så sig omkring. Den ene af 14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

dem kom hen og spurgte om der var ledigt her. Of course, sagde jeg. Vi faldt i snak, det viste sig at de kom fra Holland og skulle til Norge, og at de havde cyklet hele vejen. De lo vantro da jeg fortalte at jeg havde tomlet fra Wien uden penge, og at jeg nu forsøgte at komme hjem med færgen. Er det derfor du drikker vand? sagde den ene, jeg nikkede, han spurgte om jeg ville have en kop kaffe, jeg sagde that would be nice, han rejste sig og købte en kop til mig. Jeg gik sammen med dem, de sagde at de håbede at vi mødtes om bord og forsvandt hen til deres cykler, jeg traskede hen til området med lastbiler og begyndte at spørge chaufførerne om de ville tage mig med, jeg havde ikke penge til færgen. Nej, det var der selvfølgelig ingen der ville. En efter en startede de motorerne og rullede om bord, mens jeg gik tilbage til caféen og sad der og så færgen som endnu en gang langsomt gled fra kaj og blev mindre og mindre til den en halv times tid senere var helt væk. Sidste færge gik om aftenen. Hvis jeg ikke kom med den, blev jeg nødt til at tomle ned til København. Det var min plan. Mens jeg ventede, fandt jeg manuskriptet frem fra rygsækken og begyndte at læse. Jeg havde skrevet et helt kapitel i Grækenland, to morgener var jeg vadet ud til en lille ø, og derfra over til en ny ø, med skoene, T-shirten, blokken, kuglepennen, en paperback, Jack, på svensk og cigaretterne i en lille bylt på hovedet. Der, i en lille fordybning i klipperne, havde jeg siddet helt alene og skrevet. Det føltes som om jeg var nået frem til der hvor jeg gerne ville være. Jeg sad på en græsk ø, midt i Middelhavet, og skrev på min første roman. Samtidig var jeg rastløs, der var ligesom ikke noget der, kun mig, og den tomhed der fandtes i det, så jeg først da det var det hele. Sådan var det der, min egen tomhed var alt, og selv når jeg sad fordybet og læste i Jack, eller lænede mig over blokken med papirer og skrev om Gabriel, min hovedperson, var det tomheden jeg mærkede. Af og til sprang jeg i vandet, mørkeblåt og skønt, men jeg nå15


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

ede ikke at tage mange svømmetag før jeg begyndte at tænke at der måske var hajer. Jeg vidste godt at der ikke var hajer i Middelhavet, men jeg tænkte sådan alligevel, og kravlede dryppende op på land mens jeg bandede over mig selv, det var idiotisk, bange for hajer her, hvad var nu det, var jeg syv år gammel? Men jeg var alene under solen, alene foran havet og helt tom. Det føltes som om jeg var det sidste menneske i verden. Det gjorde både min læsning og mit skriveri meningsløst. Men da jeg læste kapitlet om det jeg tænkte på som sømandsknejpen i Hirtshals’ havnekvarter, syntes jeg at det var godt. At jeg var kommet ind på Skrivekunstakademiet, beviste at jeg var talentfuld, nu gjaldt det bare om at få det ud. Min plan var at skrive en roman i løbet af det kommende år, og så få den udgivet næste efterår, lidt afhængig af hvor lang tid det tog at trykke den og sådan noget. Vand over/vand under hed den. Et par timer senere, i den begyndende skumring, gik jeg langs rækken af lastbiler igen. Nogle af chaufførerne sad og halvsov, så bankede jeg på ruderne og så hvordan de for sammen før de rullede vinduet ned eller åbnede døren for at spørge hvad jeg ville dem. Nej, jeg måtte ikke køre med. Nej, det gik ikke. Nej, selvfølgelig ikke, troede jeg at de ville betale min billet? Færgen lå ved kajen og lyste. Overalt omkring mig startede folk motorerne. Den ene række af biler bevægede sig langsomt fremad, de første biler forsvandt ind i den åbne kæft og ind i dybet af skibet. Jeg var fortvivlet, men sagde til mig selv at det nok skulle ende godt. Man havde vel aldrig hørt om en ung nordmand der var sultet ihjel på en ferie eller som ikke kunne komme hjem, men blev nødt til at blive i Danmark? Uden for en af de sidste lastbiler stod tre mænd og snakkede. Jeg gik hen til dem. 16


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

– Hej, sagde jeg. – Er der nogen af jer der kan tage mig med om bord? Jeg har ikke penge til billetten, ser I. Og jeg vil så gerne hjem. Jeg har heller ikke spist i to dage. – Hvor kommer du fra? sagde den ene på bred arendalsdialekt. – Ændal, sagde jeg så bredt jeg kunne. – Det ve si Tromøya. – Tromøya! sagde han. – Æ kommer år dæfra! – Hvor? sagde jeg. – Færvik, sagde han. – Å du? – Tybakken, sagde jeg. – Kan du ta’ ma’ me’? Han nikkede. – Hop ind. Så dukker du dig bare når vi kører om bord. Det er ikke noget problem. Og sådan blev det. Da vi kørte om bord, sad jeg sammenkrøbet nede på gulvet med ryggen mod vinduet. Han parkerede, slukkede motoren, jeg tog rygsækken i hånden og hoppede ned på dækket. Mine øjne var blanke da jeg takkede ham. Han råbte efter mig, hey, vent lidt! Jeg vendte mig om, han rakte mig en dansk halvtredser, sagde at han ikke havde brug for den, men det havde jeg måske? Jeg satte mig i cafeteriaet og spiste en stor portion frikadeller. Båden begyndte at glide ud på havet. Luften omkring mig var fuld af hektiske samtaler, det var aften, vi var ude at rejse. Jeg tænkte på min chauffør. Normalt havde jeg ikke noget tilovers for folk som ham, de havde spildt deres liv bag et rat, havde ingen uddannelse, var fede og fulde af fordomme om alt muligt, og han var jo ikke anderledes, det kunne jeg jo godt se, men for helvede da, han havde taget mig med! Efter at bilerne og motorcyklerne humpende og brummende var kørt af færgen og var på vej ind i Kristiansands gader næste morgen, lå byen helt stille tilbage. Jeg satte mig på trappen ved rutebilstationen. Solen skinnede, himmelen var høj, luften var alle17


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

rede varm. Jeg havde gemt nogle af de penge jeg havde fået af lastbilchaufføren, til at ringe til far og sige at jeg kom. Det værste far vidste, var uanmeldt besøg. De havde købt et hus omkring tyve kilometer uden for byen, som de lejede ud om vinteren og selv boede i om sommeren til de igen skulle op til Nordnorge og arbejde. Min plan var at være der i nogle dage, og så låne penge til billetten til Bergen, måske tage toget, det var det billigste. Men det var for tidligt at ringe. Jeg tog min lille rejsedagbog frem, den jeg havde skrevet i den sidste måned, og skrev alt hvad der var sket fra Østrig og til nu. Drømmen på Løkken brugte jeg et par sider på, den havde gjort så stort indtryk på mig, sat sig i kroppen som et forbud eller en grænse, jeg tænkte at det var vigtigt. Omkring mig begyndte frekvensen af busser at stige, pludselig var der kun et minuts tid mellem busserne standsede og folk strømmede ud. De skulle på arbejde, det kunne jeg se i deres øjne, de havde tomme lønmodtagerblikke. Jeg rejste mig og gik en tur ind i byen. Gågaden var næsten helt tom, kun hist og her hastede en skikkelse forbi. Nogle måger flåede i noget skrald i en skraldespand som bunden var røget ud af. Jeg havnede foran biblioteket, det var vanen der førte mig dertil, for noget af den samme følelse af panik som jeg havde haft da jeg gik i gymnasiet, strømmede gennem mig nu, at jeg havde ikke noget sted at gå hen, og at alle kunne se det, og det havde jeg altid forsøgt at løse ved at gå på biblioteket, stedet hvor man altid kunne være alene uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det. Foran mig lå torvet og den grå kirke med det irgrønne tag. Alt var småt og trist, Kristiansand var en lille by, det så jeg klart og tydeligt efter at have været nede i Europa og set hvordan forholdene var der. Ved muren på den anden side af gaden lå en hjemløs og sov.

18


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Med det lange skæg og håret og det lasede tøj lignede han en vildmand. Jeg satte mig på en bænk og tændte en cigaret. Tænk om det var ham der havde det bedste liv? Han gjorde præcis som han ville. Ville han bryde ind et sted, så gjorde han det. Ville han drikke sig stangstiv, så gjorde han det. Ville han genere folk der gik forbi, så gjorde han det. Hvis han var sulten, så stjal han mad. Ok, så behandlede folk ham enten som lort eller lod som om han ikke fandtes. Men så længe han ikke bekymrede sig om hvad andre mente, var det jo lige meget. Det må have været sådan de første mennesker levede, før de flyttede sammen og begyndte at dyrke jorden, så vandrede de bare rundt og spiste det de fandt, sov der hvor de nu var, og hver dag var som den første eller sidste. Ham her havde ikke noget hus han skulle vende hjem til, som bandt ham til sig, han havde ikke noget arbejde at passe, ingen tider der skulle overholdes, hvis han var træt, ja, så lagde han sig ned der hvor han var. Byen var hans skov. Han var udendørs hele tiden, hans hud var mørkebrun og furet, håret og tøjet snavset. Selvom jeg ville, kunne jeg aldrig havne der hvor han var, det vidste jeg. Jeg kunne ikke miste forstanden, ikke være hjemløs, det var utænkeligt. Henne ved torvet stoppede et gammelt folkevognsrugbrød. En fyldig, letpåklædt mand hoppede ud på den ene side, en fyldig, letpåklædt kvinde på den anden. De åbnede bagdøren og begyndte at læsse blomsterkasser af. Jeg smed cigaretten på den tørre asfalt, tog rygsækken på og gik ned til rutebilstationen igen, hvorfra jeg ringede til far. Han var sur og irriteret og sagde at det ikke passede så godt at jeg kom nu, de havde et lille barn nu og kunne ikke tage imod besøg med så kort varsel. Jeg skulle have ringet tidligere, så havde det været i orden. Jeg sagde at jeg godt kunne for-

19


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

stå det, jeg beklagede at jeg ikke havde ringet tidligere, og så lagde vi på. Jeg stod med røret i hånden lidt og tænkte mig om før jeg tastede Hildes nummer. Hun sagde at jeg godt måtte bo der, og at hun kunne komme og hente mig med det samme. En halv time senere sad jeg ved siden af hende i deres gamle Golf, på vej ud af byen med åbent vindue og solen i øjnene. Hun sagde at jeg lugtede grimt, jeg blev nødt til at gå i bad når vi kom frem. Så kunne vi sætte os i haven bag huset, der var skygge, og hun kunne servere morgenmad for mig, det så jeg ud til at trænge til. Jeg var hos Hilde i tre dage, længe nok til at mor fik sat lidt penge ind på min konto, og så tog jeg toget til Bergen. Det gik om eftermiddagen, solen strømmede ned over det skovdækkede landskab i Indre Agder, som om det tog imod på sine forskellige måder: vandet i søerne og elvene glimtede, de tætte nåletræer skinnede, skovbunden rødmede, bladene på løvtræerne blinkede de få gange et vindpust satte dem i bevægelse. Midt i dette spil af lys og farve voksede skyggerne sig langsomt større og tættere. Jeg stod længe ved vinduet i den bageste vogn og så på detaljerne i landskabet som kontinuerligt forsvandt, ligesom kastet tilbage på bekostning af det nye, som hele tiden kom strømmende, en flod af stubbe og rødder, klipper og væltede træer, bække og hegn, pludselig opdyrkede åssider med gårdbygninger og traktorer. Det eneste der ikke forandrede sig, var jernbaneskinnerne vi kørte på, og de to punkter af genskin fra solen som hele tiden lå på dem og glimtede. Det var et mærkeligt fænomen. De lignede to bolde af lys, og det så ud som om de stod stille, men toget for af sted i over hundrede kilometer i timen, og lysboldene befandt sig hele tiden på den samme afstand. Flere gange i løbet af turen gik jeg tilbage for at se lysboldene 20


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

igen. Det gjorde mig opstemt, næsten lykkelig, det var som om der lå et håb i dem. Ellers sad jeg på min plads og røg og drak kaffe, læste et par aviser, men ingen bøger, jeg tænkte at det ville påvirke min prosastemme, at jeg kunne miste det der havde gjort at jeg var kommet ind på Skrivekunstakademiet. Efter et stykke tid tog jeg brevene fra Ingvild frem. Jeg havde haft dem med hele sommeren, de begyndte at blive tyndslidte i kanten, og jeg kunne dem næsten udenad, men de udstrålede et lys, noget godt og lyst, som jeg kom i kontakt med hver gang jeg læste dem. Det var hende, både det jeg kunne huske fra den ene gang vi havde mødt hinanden, og det der steg frem af hende i det hun skrev, men det var også fremtiden, det ukendte der ventede mig. Hun var anderledes, noget andet, og det mærkelige var at jeg også blev anderledes og noget andet når jeg tænkte på hende. Jeg kunne lide mig selv bedre når jeg tænkte på hende. Det var som om tanken om hende udslettede noget i mig, og det gav mig en ny begyndelse, eller flyttede mig til et andet sted. Jeg vidste at hun var den rigtige, det havde jeg set med det samme, men måske ikke tænkt, kun fornemmet, at det hun havde i sig og var, som i glimt kom til syne i hendes øjne, var noget jeg ville ind til eller være i nærheden af. Hvad var det? Åh, en indsigt i sig selv og situationen som latteren udviskede et øjeblik, men som næste øjeblik var tilbage. Noget vurderende og måske tilmed skeptisk i hendes væsen der ville overvindes, men var bange for at blive narret. Deri lå en sårbarhed, men ikke svaghed. Jeg havde så godt kunnet lide at tale med hende, og jeg havde så godt kunnet lide at skrive med hende. At hun var det første jeg havde tænkt på dagen efter at vi havde mødt hinanden, behøvede ikke at betyde noget, sådan var det ofte, men det var ikke nok med 21


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

det, jeg havde tænkt på hende hver dag siden, og nu var der gået fire måneder. Jeg vidste ikke om hun havde det på samme måde. Sikkert ikke, men noget ved tonen i det hun skrev, sagde mig at der også for hende var en spænding og en dragning. I Førde var mor flyttet fra rækkehuslejligheden og ind i en kælderlejlighed i et hus i Angedalen, små ti minutter uden for centrum. Beliggenheden var god, med skov på den ene side, en mark der førte ned til en elv på den anden, men den var lille og mindede mest om en kollegielejlighed, et stort rum med køkken og et badeværelse, det var det hele. Hun skulle bo der til hun fandt noget bedre hun kunne leje eller måske tilmed købe. Jeg havde tænkt mig at skrive mens jeg boede hos hende, de to uger inden jeg flyttede til Bergen for alvor, og hun foreslog at jeg kunne låne hendes onkel Steinars hytte, den lå oppe ved sæteren i skoven over gården hvor mormor kom fra. Hun kørte mig derop, vi drak kaffe uden for sæterhytten sammen, så tog hun tilbage og jeg gik ind i hytten. Fyrretræsvægge, fyrretræsgulv, fyrretræsloft og fyrretræsmøbler. Hist og her et vævet tæppe, nogle enkle malerier. En bunke ugeblade i en kurv, en pejs, et lille køkken. Jeg satte spisebordet ved den ene væg, som ikke havde noget vindue, lagde bunken med papir på den ene side, bunken med kassettebånd på den anden, og satte mig ned. Men jeg kunne ikke skrive. Den tomhed jeg første gang havde oplevet på øen uden for Antiparos, kom tilbage, jeg mærkede den igen, præcis som det havde været. Verden var tom, eller ingenting, et billede, og jeg var tom. Jeg lagde mig i sengen og sov i to timer. Da jeg vågnede igen, skumrede det udenfor. Det blågrå aftenlys lå som et slør over skoven. Tanken om at skrive bød mig stadig imod, så jeg tog sko på i stedet og gik udenfor. 22


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Det susede fra fossen oppe i skoven, ellers var der helt stille. Nej, et sted ringlede nogle bjælder. Jeg gik ned til stien ved bækken og fulgte den op i skoven. Granerne var store og mørke, fjeldet under dem dækket af mos, hist og her lå rødderne blottet. Nogle steder forsøgte tynde, små løvtræer at bryde sig vej op mod lyset, andre steder var der opstået små lysninger omkring væltede træer. Og langs bækken var der åbent, selvfølgelig, der hvirvlede og slog den, kastede sig ud over kanten og faldt ned over klipper og sten. Ellers var alting tæt og mørkegrønt af nåle. Jeg hørte mit eget åndedræt, mærkede mine egne hjerteslag i brystet, halsen, tindingen, mens jeg gik opad. Suset fra fossen blev stærkere, og snart stod jeg på en afrundet klippe over det store høl i elven og så ned på den stejlt skrånende, nøgne fjeldside som vandet kom strømmende ned ad. Det var smukt, men det kunne jeg ikke bruge til noget, så jeg gik op i skoven ved siden af fossen, klatrede op til det nøgne fjeld, som jeg havde tænkt mig at følge helt op på toppen et par hundrede meter længere oppe. Himmelen var grå, vandet der strømmede ved siden af mig, blankt og klart som glas. Mosset jeg gik på, var gennemblødt, og gav af og til efter; foden gled frem, og det nøgne fjeld nedenunder blev blotlagt. Pludselig var der noget der hoppede ud lige foran mine fødder. Stiv af frygt stod jeg helt stille. Det var som om også hjertet standsede. En lille, grå skabning pilede af sted. Det var en mus eller en lille slags rotte. Jeg lo lidt prøvende for mig selv. Fortsatte opad, men en lille frygt havde sat sig i mig, nu var det med ubehag at jeg så ind i den mørke skov, og det jævne tæppe af lyd fra fossen som jeg indtil da havde tænkt på som noget godt, forandrede sig til noget truende, 23


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

forhindrede mig i at høre andet end mit eget åndedræt, så nogle minutter senere vendte jeg om og begyndte at gå ned igen. Ved det opmurede ildsted uden for sæterhytten satte jeg mig ned og tændte en cigaret. Klokken kunne være elleve eller måske halv tolv. Sæteren så ud som den måtte have gjort da mormor arbejdede her i tyverne og trediverne. Ja, alting så mere eller mindre ud som det måtte have gjort dengang. Alligevel var alting anderledes. Det var august 1988, jeg var et firsermenneske, samtidig med Duran Duran og The Cure, ikke med den violin- og harmonikamusik som morfar hørte, dengang han i skumringstimen kom traskende op sammen med en kammerat for at opvarte mormor og hendes søster. Jeg hørte ikke til her, jeg mærkede det i hele kroppen. Det hjalp ikke at jeg vidste at skoven egentlig var en firserskov og fjeldene egentlig firserfjelde. Så hvad lavede jeg egentlig her? Jeg ville skrive. Men det kunne jeg ikke, jeg var jo helt alene og ensom i dybet af min sjæl. Da ugen var gået og mor kom kørende op ad den lille grusvej, sad jeg på trappen og ventede med en færdigpakket rygsæk uden at have fået skrevet et eneste ord. – Har du haft det godt? sagde hun. – Jo da, sagde jeg. – Jeg har godt nok ikke skrevet så meget, men ... – Nå, sagde hun og så på mig. – Men du havde måske godt af at hvile dig lidt? – Ja, sikkert, sagde jeg og spændte sikkerhedsselen, og så kørte vi tilbage til Førde, hvor vi standsede og spiste middag på Sunnfjord hotel. Vi fandt et vinduesbord, mor hængte tasken over stolen før vi gik ind for at forsyne os fra buffeten midt i restauranten. Der var næsten tomt derinde. Da vi satte os med hver vores tallerken, kom der en tjener hen til os, jeg bad om en 24


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

cola, mor om en mineralvand, og da han forsvandt, begyndte hun at fortælle om sine planer for en videreuddannelse i psykiatrisk sygepleje, som nu endelig så ud til at blive til noget. Hun havde selv fundet lokaler, en gammel, pragtfuld skole, som hun sagde, der ikke lå så langt fra selve sygeplejeskolen. Den havde sjæl, sagde hun, en gammel træbygning, store lokaler, højt til loftet, noget helt andet end den lave murstensbunker hun underviste i nu. – Det lyder godt, sagde jeg og så ud på parkeringspladsen, hvor de få biler stod og blinkede i sollyset. Åssiden på den anden side af elven var helt grøn, bortset fra et udsprængt område med huse, der ligesom vibrerede med alle sine mange andre farver. Tjeneren kom tilbage, jeg drak glasset med cola i en stor slurk. Mor begyndte at tale om mit forhold til Gunnar. Hun sagde at det næsten virkede som om jeg havde internaliseret ham og gjort ham til mit overjeg, den som sagde hvad jeg måtte gøre og om hvad der var rigtigt eller forkert. Jeg lagde kniv og gaffel fra mig og så på hende. – Har du læst min dagbog? sagde jeg. – Nej, ikke din dagbog, sagde hun. – Men du efterlod en bog du havde skrevet på din rejse. Du plejer jo at være så åben og fortælle mig alt. – Men det var en dagbog, mor, sagde jeg. – Man læser ikke andre menneskers dagbøger. – Nej, selvfølgelig ikke, sagde hun. – Det ved jeg jo godt. Men eftersom du efterlod den midt på sofabordet, virkede det ikke som om det var noget du ville holde hemmeligt. – Men du kunne jo se at det var en dagbog? – Nej, sagde hun. – Det var jo en rejsedagbog. – Okay, okay, sagde jeg. – Det var min fejl. Jeg burde ikke have ladet den ligge. Men hvad var det du havde tænkt om Gunnar, at jeg har internaliseret ham? Hvad mener du med det? 25


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

– Det virkede sådan i den drøm du beskriver, og det du tænker om den bagefter. – Ja? – Din far var jo meget streng da du var lille. Men så forsvandt han pludselig, og så fik du nok en følelse af at du kunne gøre lige hvad du ville. Så du har to sæt normer, men de kommer begge udefra. Det drømmen handlede om, er at have sine egne grænser. Det må komme indefra, fra en selv. Din far havde ikke nogen, og måske var det derfor han var så forvirret. – Er, sagde jeg. – Så vidt jeg ved lever han stadig. Jeg talte i hvert fald i telefon med ham for en uge siden. – Men nu virker det som om du har sat Gunnar i din fars sted, fortsatte hun og så på mig et kort øjeblik. – Det handler jo ikke om Gunnar, det er dine egne grænser der er tale om. Men du er voksen nu, det må du selv finde ud af. – Det er jo netop det jeg gør når jeg skriver dagbog, sagde jeg. – Men så er der jo alle mulige der læser den, og så bliver det svært at finde ud af noget selv. – Undskyld, sagde mor. – Men jeg troede faktisk ikke at du tænkte på det som en dagbog. I så fald ville jeg aldrig have læst i den. – Det er i orden, har jeg sagt, sagde jeg. – Skal vi også have dessert? Vi sad i hendes lejlighed og snakkede til sent om aftenen, så gik jeg ud i entréen, lukkede døren efter mig, hentede luftmadrassen, der stod støttet op ad væggen på det lille badeværelse, anbragte den på gulvet, lagde et lagen på, tog tøjet af, slukkede lyset og lagde mig til at sove. Svagt hørte jeg hende pusle derinde, og af og til en bil der kørte forbi udenfor. Lugten af plastik fra madrassen mindede mig om barndom, teltture, åbne landskaber. Tiden var en anden nu, men følelsen af forventning den samme. Næste dag skulle jeg 26


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

rejse til Bergen, den store universitetsby, bo i min egen lejlighed og gå på Skrivekunstakademiet. Om aftenen og natten ville jeg sidde på Café Opera eller gå til koncerter med gode bands på Hulen. Det var fantastisk. Men det mest fantastiske var at Ingvild skulle flytte til samme by. Vi havde aftalt at vi skulle mødes, jeg havde fået et telefonnummer som jeg skulle ringe til når jeg kom. Det var for godt til at være sandt, tænkte jeg da jeg lå der på luftmadrassen, fuld af uro og glæde over det der skulle begynde. Jeg lå snart på den ene side, snart på den anden, mens jeg inde fra stuen hørte mor tale i søvne. Ja, sagde hun. Så var der en lang pause. Ja, sagde hun igen. Det er rigtigt. Lang pause. Ja. Ja. Mhm. Ja. Næste dag tog mor mig med til Handelshuset, hun ville købe en jakke og et par bukser til mig. Jeg fandt en cowboyjakke med læderkrave, den var slet ikke værst, og et par grønne, militæragtige bukser samt et par sorte sko. Så fulgte hun mig til bussen, gav mig penge til billetten, stod foran bilen og vinkede da bussen drejede ud fra rutebilstationen og videre ud på vejen. Efter et par timer med skove, vand, svimlende høje fjelde og smalle fjorde, gårde og marker, en færge og en lang dal hvor bussen i det ene øjeblik var højt oppe på en fjeldside, i det næste helt nede ved vandkanten, og en uendelig række af tunneller, blev der kortere og kortere mellem forekomsten af huse og skilte, der var flere og flere småbyer, der dukkede industribygninger op, hegn, tankstationer, indkøbscentre og nybyggede villakvarterer på begge sider af vejen. Jeg så et skilt til Handelshøjskolen, og jeg tænkte, der gik Mykle for fyrre år siden, jeg så Sandviken psykiatriske sygehus trone som en borg under fjeldsiden, og på den anden side vandet der glimtede i eftermiddagssolen, med sejlskibe og både der virkede uskarpe i disen, mod baggrunden af øer og fjelde og den lave himmel over Bergen. 27


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Jeg stod af yderst på Bryggen, Yngve havde aftenvagt på Orion, og jeg skulle hente nøglen til hans lejlighed der. Byen omkring mig var nedsænket i en døsighed som kun sensommereftermiddage kan frembringe. Hist og her luntede en skikkelse forbi i shorts og T-shirt med en lang skygge flakkende bag sig. Solglimtende huse, ubevægelige løvtræer, en sejlbåd der dunkede ud af havnen med nøgne master. Receptionen på hotellet var fuld af mennesker, Yngve var travlt optaget bag disken, så op på mig og sagde at der lige var kommet en busfuld amerikanere, se, her er nøglen, så ses vi senere, ikke? Jeg tog bussen til Danmarksplass og gik de tre hundrede meter op til hans lejlighed, låste mig ind, stillede min rygsæk ude i entréen og spekulerede på hvad jeg skulle lave. Vinduerne vendte mod nord, og solen stod i vest, på vej ned i havet, så værelserne var dunkle og kølige. Der lugtede af Yngve der. Jeg gik ind i stuen og så mig omkring, så ind i soveværelset. Der hang en ny plakat, det var et spøgelsesagtigt fotografi af en nøgen kvinde, der stod Munch og fotografi nedenunder. Der hang også billeder han selv havde taget, en serie fra Tibet, jorden var skinnende rød, en flok lasede drenge og piger poserede foran ham, deres blikke var mørke og fremmede. I det ene hjørne, ved siden af skydedøren, stod hans guitar lænet op ad forstærkeren. Oven på den stod en stor ekkomaskine. Et enkelt Ikea-tæppe og to puder forvandlede sengen til en sofa. Jeg havde besøgt Yngve flere gange i gymnasietiden, og der var noget næsten helligt ved hans lejlighed for mig, den repræsenterede den han var, og den jeg gerne ville blive. Noget der lå uden for min tilværelse, og som jeg engang skulle flytte ind i. Nu var jeg her, tænkte jeg og gik ud i køkkenet og smurte nogle madder, som jeg spiste stående foran vinduet med udsigt til rækkerne af gamle arbejderboliger der lå i terrasser ned mod Fjøsan28


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

gerveien nede i bunden. På den anden side blinkede masten på Ulriken i solen. Det slog mig at jeg havde været meget alene på det sidste. Bortset fra et par dage sammen med Hilde og så mor, havde jeg ikke været sammen med nogen siden jeg sagde farvel til Lars i Athen. Så jeg kunne næsten ikke vente til Yngve kom hjem. Jeg satte en Stranglers-plade på og slog mig ned i sofaen med en af hans fotobøger. Det gjorde ondt i maven uden at jeg helt vidste hvorfor. Det føltes som en sult, ikke efter mad, men efter alt andet. Måske var Ingvild også kommet til byen? Måske sad hun et sted i en af de hundredtusinde lejligheder der lå omkring mig? Noget af det første Yngve spurgte om da han kom, var hvordan det gik med Ingvild. Jeg havde ikke fortalt ham så meget, bare et par ord da vi sad på trappen tidligere i sommer, men det havde været nok, han forstod at jeg mente det alvorligt. Måske også at det var noget stort. Jeg sagde at hun også kom til byen nu, at hun skulle bo i kollegiebyen Fantoft, og at jeg skulle ringe til hende og aftale et møde. – Måske bliver det her dit år, sagde han. – Ny kæreste, Skrivekunstakademiet ... – Vi er altså ikke kærester. – Nej, men ud fra det du siger, lyder hun jo interesseret? – Måske lidt. Men jeg tvivler på at det er lige så stærkt for hende som det er for mig. – Men det kan det jo blive. Hvis du spiller dine kort rigtigt. – For en gangs skyld? – Det var ikke det jeg sagde, sagde han og så på mig. – Vil du have et glas vin? – Ja tak. 29


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Han rejste sig og gik ud i køkkenet, kom til syne igen med en tom karaffel i hånden og gik ud på badeværelset. Jeg hørte nogle pruste- og gurglelyde og så lidt rislen, før han kom ud med en fuld karaffel i hånden. – Årgang 1988, sagde han. – Men den er god nok. Og så er der meget af den. Jeg tog en slurk. Den var så sur at jeg gøs. Yngve smilede. – God nok? sagde jeg. – Smagen er jo relativ, sagde han. – Du bliver nødt til at sammenligne den med andet hjemmebryg. Vi drak lidt uden at sige noget. Yngve rejste sig og gik hen til guitaren og forstærkeren. – Jeg har skrevet et par sange siden sidst, sagde han. – Vil du høre? – Ja, meget gerne, sagde jeg. – Eller sange og sange, sagde han og tog remmen over skulderen. – Det er mest bare nogle riffs. Jeg følte en pludselig ømhed for ham da jeg så ham stå der. Han tændte for forstærkeren, stod med ryggen til mig og stemte guitaren, indstillede ekkomaskinen, og så begyndte han at spille. Ømheden forsvandt, for det var godt, det han spillede, guitarlyden var stor og majestætisk, riffene melodiøse og fængende, det lød som en blanding af The Smiths og The Chameleons. Jeg forstod ikke hvor han havde det fra. Både musikaliteten og håndelaget lå så langt fra mig. Han havde bare kunnet det så snart han begyndte, som om det altid havde været der. Først da han var færdig og satte guitaren fra sig, vendte han sig om mod mig. – Det var virkelig godt, sagde jeg. – Synes du? sagde han og satte sig i sofaen igen. – Det er bare lidt småtteri. Jeg mangler tekster til, så de bliver helt færdige. 30


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

– Jeg forstår ikke hvorfor du ikke spiller i band? – Mja, sagde han. – Jeg spiller lidt sammen med Pål en gang imellem. Ellers kender jeg jo ingen der spiller. Men nu er du jo her. – Jeg kan jo ikke spille. – Du kan jo begynde med at skrive nogle tekster? Og trommer kan du jo spille? – Nej, sagde jeg. – Jeg er for dårlig. Men jeg kunne måske skrive noget. Det ville være morsomt. – Ja, gør det, sagde han. Efteråret nærmede sig, tænkte jeg da vi stod ude på vejen uden for de lange, lave murstensrækkehuse og ventede på taxaen. Der var en slags dybde i den lyse sommernat, umuligt at lokalisere, men alligevel umiskendeligt der. Et løfte om noget fugtigt og mørkt og sugende. Taxaen kom et par minutter senere, vi satte os ind, den kørte hurtigt og aggressivt ned til Danmarksplass, forbi den store biograf og over en bro, langs Nygårdsparken og ind i centrum hvor jeg mistede orienteringen, gaderne var bare gader, husene bare huse, jeg forsvandt ind i den store by, blev slugt af den, og jeg kunne lide det, for jeg kom samtidig til syne for mig selv, den unge mand på vej ud i storbyen, fuld af glas og beton og asfalt, fremmede mennesker i lysene fra lygter og vinduer og skilte. Jeg frøs på ryggen da vi gled ind i byen. Motoren brummede, trafiklysene skiftede fra grønt til rødt, vi standsede uden for noget der måtte være rutebilstationen. – Var det ikke der vi gik i byen dengang? sagde jeg og nikkede mod bygningen på den anden side af vejen. – Jo, det var det nok, sagde Yngve. Jeg havde været seksten år, på besøg hos ham for første gang; for at komme ind, havde jeg holdt en af pigerne vi gik sammen 31


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 32 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

med, i hånden. Jeg havde lånt Yngves deodorant, og lige inden vi gik hjemmefra havde han stået foran mig, rullet ærmerne på min skjorte op, rakt mig sin hårgelé, betragtet mig da jeg gned den ind i håret og sagt godt, så går vi. Nu var jeg nitten, og Bergen var min by. Jeg så et glimt af vandet midt i byen, så drejede vi ind til venstre, forbi en stor betonbygning. – Det er Grieghallen, sagde Yngve. – Så det er der den ligger, sagde jeg. Og der er Mekka, sagde han umiddelbart efter og nikkede mod et supermarked. – Det er det billigste i byen. – Er det der du køber ind? sagde jeg. – Når jeg ikke har så mange penge, sagde han. – Men her er i hvert fald Nygårdsgaten. Ligesom i The Aller Værste-teksten. »Vi løb ned ad Nygårdsgata som om vi var i det vilde vest.« – Ja, sagde jeg. – Men hvad med »Disken«? »Jeg kom ind på Disken, hvor der var så skide fuldt.« – Det er diskoteket på Hotel Norge. Lige bagved. Men det hedder noget andet nu. Taxaen kørte ind til fortovskanten og standsede. – Sådan, sagde chaufføren. Yngve rakte ham en hundredekroneseddel, jeg steg ud, så op på skiltet på den bygning vi stod ved. Café Opera stod der med lyserød og sort skrift på hvid baggrund. Inden for de store vinduer var der propfyldt, skyggeagtige skikkelser mellem de små, klare flammepunkter fra stearinlysene. Yngve steg ud på den anden side, sagde farvel til chaufføren og smækkede døren i. Så går vi, sagde han. Han standsede lige inden for døren og kiggede sig omkring. Så på mig. – Ingen jeg kender. Lad os gå ovenpå. Jeg fulgte efter ham op ad trappen, forbi nogle borde og hen til baren, som lå på præcis samme måde som nede på første sal. Jeg 32


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 33 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

havde været der tidligere, men kun et øjeblik og det var om dagen: Det her var noget andet. Overalt sad der folk og drak øl. Lokalet lignede næsten en lejlighed, tænkte jeg, der var blevet fyldt op af borde og stole og en bar i vinkel midt i stuen. – Der er Ola jo! sagde Yngve. Jeg så i den retning han nikkede. Ola, som jeg havde mødt en gang tidligere, sad ved et bord sammen med tre andre. Han smilede og vinkede. Vi gik derover. – Find en stol, Karl Ove, så sætter vi os her, sagde Yngve. Der stod en stol ved siden af et klaver ved den anden ende, jeg gik hen og tog den, følte mig helt nøgen da jeg løftede den op, var det sådan jeg skulle gøre det? Kunne jeg bære den gennem lokalet sådan? Der var nogle der så på mig, lokalet var fuldt af studerende, rutinerede og hjemmevante, og jeg rødmede, men havde ingen udvej, og bar stolen hen til bordet hvor Yngve allerede sad. – Det her er min lillebror, Karl Ove, sagde Yngve. – Han skal begynde på Skrivekunstakademiet. Han smilede da han sagde det. Jeg fik øjenkontakt et kort øjeblik med de tre jeg ikke havde mødt før, to piger og en dreng. – Så du er den famøse lillebror, sagde den ene af pigerne. Hun havde lyst hår og smalle øjne der næsten forsvandt når hun smilede. – Kjersti, sagde hun. – Karl Ove, sagde jeg. Den anden pige havde sort pagehår, knaldrød læbestift og var klædt i en sort dragt, hun sagde også sit navn, og ham der sad ved siden af hende, en undselig fyr med rødblondt hår og bleg hud, gjorde det samme mens han smilede bredt. Jeg glemte deres navne i samme øjeblik. – Vil du have en øl? sagde Yngve. Havde han tænkt sig at efterlade mig her? – Ja, tak, sagde jeg. 33


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 34 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Han rejste sig. Jeg så ned i bordet. Kom pludselig i tanke om at jeg kunne ryge, tog pakken med tobak frem og begyndte at rulle. – Var d-du på Rroskilde? sagde Ola. Han var det første menneske jeg havde mødt siden de små klasser i folkeskolen, som stammede. Det skulle man ikke tro når man så ham. Han havde sorte Buddy Holly-agtige briller, mørkt hår, regelmæssige ansigtstræk, og selvom han ikke klædte sig på nogen usædvanlig måde, var der alligevel noget ved ham der havde fået mig til at tænke at han lignede en der spillede i band, første gang jeg mødte ham. Det var det samme nu. Han var klædt i en hvid skjorte, sorte cowboybukser og et par sorte, spidse sko. – Ja, sagde jeg. – Men jeg fik ikke set så mange bands. – Hvorfor i-ikke? – Der skete så meget andet, sagde jeg. – Ha, det k-kan jeg forestille mig, sagde han og smilede. Man skulle ikke være sammen med ham i mange øjeblikke før man forstod at han havde et varmt hjerte. Jeg var glad for at han var Yngves ven, og det at han stammede, som havde gjort mig urolig sidst – havde Yngve venner der stammede? – føltes ikke lige så presserende nu hvor jeg så at han i hvert fald havde tre venner mere. Ingen af dem reagerede på at han stammede, hverken med overbærenhed eller nedladenhed, og det jeg følte når han sagde noget – at selve situationen, nu stammer han, og det må jeg ikke lade mig mærke af, blev så tydelig og ubehagelig, for kunne han ikke se at det var det jeg tænkte når han snakkede? – kunne ikke aflæses i deres ansigter. Yngve anbragte øllen på bordet foran mig og satte sig ned. – Hvad skriver du? sagde den mørkhårede pige og så på mig. – Poesi eller prosa? Hendes øjne var også mørke. Der var noget gennemført overlegent ved måden hun var på. Jeg tog en stor slurk af øllen. – Lige nu skriver jeg på en roman, sagde jeg. – Men vi skal 34


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 35 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

sikkert også have poesi. Det har jeg ikke skrevet så meget af, men det bliver jeg måske nødt til ... he he! – Var det ikke dig der havde dit eget radioprogram og sådan? sagde Kjersti. – Og egen anmelderspalte i lokalavisen, sagde Yngve. – Jo, sagde jeg. – Men det er ved at være længe siden. – Hvad handler din roman om? sagde den mørke. Jeg trak på skuldrene. – Lidt forskelligt. Men det er som en blanding mellem Hamsun og Bukowski, tror jeg. Har du læst Bukowski? Hun nikkede og drejede langsomt hovedet og så på dem der i det samme kom op ad trappen. Kjersti lo. – Yngve fortalte at I skal have Hovland som lærer. Han er jo fantastisk! – Ja, sagde jeg. Der opstod en lille pause, opmærksomheden forsvandt fra mig, og jeg lænede mig tilbage mens de andre snakkede. De kendte hinanden fra studiet, medievidenskab, og det var det de talte om. Navne på forelæsere og teoretikere, titler på bøger, plader og film gled lidt frem og tilbage i luften over bordet. Mens de sad der og snakkede, tog Yngve et cigaretmundstykke frem, stak en cigaret i det og begyndte at ryge med bevægelser som mundstykket gjorde overdrevent kunstfærdige. Jeg forsøgte ikke at se på ham, lade som ingenting, for det gjorde de andre. – En øl mere? sagde jeg i stedet, han nikkede, og jeg gik hen til baren. Den ene af bartenderne stod ved fadølsanlægget på den modsatte side, mens den anden var ved at sætte en bakke med glas ind i en luge, der viste sig at være en lille elevator. Hvor fantastisk, en lille elevator der gled op og ned med ting mellem etagerne! Bartenderen ved fadølsanlægget vendte sig sløvt om, jeg stak to 35


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 36 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

fingre i vejret, men han så ikke noget, vendte sig bare om igen. Den anden bartender vendte sig samtidig om mod mig, og jeg lænede mig let ind over disken for at vise at jeg ville bestille. – Ja? sagde han. Han havde et hvidt viskestykke over skulderen, og et sort forklæde og en hvid skjorte, langt kindskæg, og noget der lignede en tatovering, kunne skimtes et lille stykke oppe på halsen. Tilmed bartenderne så godt ud her i byen. – To øl, sagde jeg. Han holdt to glas i samme hånd under hver sin tappehane mens han kastede et blik rundt i lokalet. Et kendt ansigt kom til syne inderst i lokalet, det var Yngves kammerat Arvid, han kom sammen med to andre, de styrede direkte mod bordet hvor Yngve sad. Den første bartender satte to store fadøl på disken. – Fireoghalvfjerds, sagde han. – Men jeg har jo lige bestilt hos ham! sagde jeg og nikkede over mod den anden. – Du har lige bestilt to af mig. Hvis du også har bestilt to af ham, skal du betale for fire. – Men det har jeg ikke råd til. – Hvad har du tænkt dig? At vi skulle hælde øllet ud igen? Du bliver nødt til at holde styr på dine bestillinger. Et hundrede og otteogfyrre kroner, tak. – Vent lidt, sagde jeg og gik hen til Yngve. – Har du penge? sagde jeg. – Du får dem tilbage når jeg får mit studielån. – Var det ikke din tur til at købe til mig? – Jo ... – Her, sagde han og rakte mig en hundredkroneseddel. Arvid så på mig. – Er det dig? sagde han. 36


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 37 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

– Ja, sagde jeg og smilede hurtigt, vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre, endte med at pege på baren og sige, skal bare lige ... og så gå op og betale. Da jeg kom tilbage, havde de sat sig ved et andet bord. – Købte du fire øl? sagde Yngve. – Hvorfor det? – Sådan blev det bare, sagde jeg. – Der gik kludder i bestillingerne. Næste morgen regnede det, og jeg blev inde i lejligheden hele dagen mens Yngve var på arbejde. Måske var det mødet med hans studiekammerater der var årsagen, måske var det bare fordi skolestarten nærmede sig, men uanset hvad årsagen var, gik jeg pludselig i panik, jeg kunne jo ikke noget, og snart skulle jeg sidde der sammen med de andre elever, der sandsynligvis var meget mere erfarne og meget dygtigere, og skrive tekster, læse dem op og blive bedømt. Jeg tog en paraply der lå på hattehylden, slog den op og småløb ned ad bakkerne i regnvejret. Der lå en boghandel på Danmarksplass, så vidt jeg huskede. Jo, det stemte. Jeg åbnede døren og gik ind, der var helt tomt, og de solgte mest papirvarer, så det ud som, men de havde også et par bogreoler, som jeg med den dryppende paraply i hånden lod blikket glide hen over. Jeg havde næsten ingen penge, så jeg bestemt mig for en paperback. Sult af Hamsun. Den kostede 39,50, så havde jeg tolv kroner tilbage, som jeg brugte på et godt brød i et bageri på det lille torv lige bag ved pladsen. Traskede op ad bakken i den silende regn, som sammen med det tunge og mørke skydække forandrede hele landskabet, lukkede det om sig selv. Vandet løb ned ad vinduer og kølerhjelme, rislede ud af tagrender og ned ad bakkerne, hvor det dannede små, plovformede bølger. Vandet sejlede forbi mig da jeg sjoskede op ad bakken, mens regnen trommede på paraplyen og posen med brød og bog slaskede mod låret for hvert skridt jeg tog. 37


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 38 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Jeg låste mig ind i lejligheden. Lyset var blegt, i hjørnet længst fra vinduerne dunkelt, og alle møbler og ting udsendte uforstyrret sig selv. Det var umuligt at være der uden at fornemme Yngve, stemningen af ham hvilede ligesom i værelserne, og da jeg skar mig et par skiver af det nye brød på køkkenbordet, fandt margarine og myseost frem, spekulerede jeg på hvilken stemning mit værelse ville udstråle, hvis der overhovedet var nogen der ville bemærke den. Det var Yngve som havde skaffet mig et sted at bo, han kendte en pige der skulle til Latinamerika i et år, hun boede oppe på Sandviken-siden af byen, i Absalon Beyers gate, og jeg skulle fremleje den lille lejlighed. Jeg var heldig, de fleste nyankomne studerende boede på kollegium den første tid, enten på Fantoft, hvor far havde boet dengang han studerede her da jeg var lille, eller Alrek, hvor Yngve boede det førte halve år. Det var lavstatus at bo på kollegium, det vidste jeg, det var bedst at bo i centrum, allerbedst i nærheden af Torgalmenningen, men Sandviken var også godt. Jeg spiste, ryddede maden væk og satte mig ind i stuen med en cigaret og en kop kaffe for at læse lidt. Normalt læste jeg hurtigt, for gennem siderne uden at tænke på hvordan det var skrevet, hvilke greb eller hvad slags sprog forfatteren brugte, det eneste jeg var interesseret i, var handlingen, som jeg blev suget ind i. Denne gang forsøgte jeg at læse langsomt, sætning for sætning, lægge mærke til hvad der skete i dem, og hvis det forekom mig betydningsfuldt, strege under med den kuglepen jeg havde i hånden. Allerede på første side opdagede jeg noget. Der var et skift i tiden. Først var det skrevet i præteritum, så skiftede det pludselig til præsens, og så tilbage igen. Jeg stregede det under, lagde bogen fra mig og hentede et stykke papir på skrivebordet i soveværelset. Tilbage i sofaen skrev jeg:

38


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 39 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Hamsun, Sult, Notater 14/8 1988 Begynder i det generelle, om byen. Perspektiv langt udefra. Så hovedpersonen der vågner. Skifter fra præteritum til præsens. Hvorfor? Gøre det mere intenst? Udenfor silede regnen ned. Suset fra trafikken nede på Fjøsangerveien lød næsten som et hav. Jeg læste videre. Det var påfaldende hvor enkel historien var. Han vågner op på sit værelse, går stille ned ad trappen eftersom han ikke har betalt sin husleje, og så ud i byen. Der sker ikke noget særligt, han går bare rundt og er sulten og tænker kun på det. Præcis det samme kunne jeg skrive om: En der vågner op på sit værelse og går ud i byen. Men der måtte være noget ved ham, noget specielt, for eksempel at han var sulten. Det var det det handlede om. Men hvad skulle det være? Det var ingen heksekunst at skrive. Det gjaldt bare om at finde på noget, ligesom Hamsun havde gjort der. Noget af bekymringen og uroen slap sit greb i mig da jeg havde tænkt den tanke. Da Yngve kom hjem, lå jeg og sov på sofaen. Jeg rejste mig så snart jeg hørte døren blive åbnet, strøg hænderne over ansigtet et par gange, af en eller anden grund ville jeg ikke vise at jeg havde sovet midt på dagen. Han satte sin rygsæk på gulvet i entréen, hørte jeg, hængte jakken på knagen, sagde kort hej til mig på vej ud i køkkenet. Jeg genkendte hans lukkede ansigtsudtryk. Han ville ikke have noget med nogen at gøre, og slet ikke mig. – Karl Ove, råbte han efter et stykke tid. – Ja, sagde jeg. – Kom lige herud. Jeg gjorde som han sagde, stoppede i døråbningen.

39


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 40 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

– Hvordan er det du har skåret af myseosten? Du skal altså ikke skære så tykke skiver. Skal jeg vise dig hvordan man gør? Han lagde ostehøvlen på osten og skar et stykke. – Sådan, sagde han. – Kan du se hvor let det er at skære tyndt? – Ja, sagde jeg og vendte mig om. – Der var en ting til, sagde han. Jeg vendte mig om igen. – Når du spiser her, skal du fjerne krummerne efter dig. Jeg gider altså ikke gå rundt og rydde op efter dig. – Okay, sagde jeg og gik ud på badeværelset. Jeg havde tårer i øjnene, og skyllede ansigtet et par gange i koldt vand, tørrede det, gik ind i stuen, satte mig ned, begyndte at læse Sult, mens jeg hørte ham spise ude i køkkenet, rydde op efter sig, gå ind i soveværelset. Efter et stykke tid blev der helt stille, og jeg forstod at han sov. En lignende episode indtraf næste dag, der var det det at jeg ikke havde tørret badeværelsesgulvet af efter at jeg havde været i bad, der irriterede ham. Han kommanderede også rundt med mig som om han var mere værd end mig. Jeg sagde ikke noget, bøjede hovedet og gjorde som han sagde, men inden i mig rasede jeg. Senere samme dag, da vi kom hjem efter at have købt ind og jeg smækkede bildøren i på en måde han mente var for hård, behøver du smække døren så skidehårdt, kan du ikke være lidt forsigtig, det er ikke min bil, eksploderede jeg. – Nu holder du op med at fortælle mig hvad jeg skal gøre og ikke gøre, forstået! råbte jeg. – Jeg gider ikke høre på det. Du behandler mig som en lille møgunge! Du laver ikke andet end at irettesætte mig! Han så på mig et øjeblik, stod helt stille med bilnøglen i hånden. – Er det forstået? sagde jeg med blanke øjne. 40


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 41 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

– Ja, jeg gør det aldrig mere, sagde han. Og det gjorde han heller ikke. Vi gik i byen flere gange den uge, og hver gang skete det samme, Yngve mødte nogen han kendte, præsenterede mig ved at sige at jeg var hans bror og at jeg skulle begynde på Skrivekunstakademiet. Det gav mig en fordel, jeg var allerede noget, behøvede ikke at vise det, samtidig gjorde det også tingene sværere, der var jo noget at leve op til. Sige noget en kommende forfatter kunne finde på at sige, noget de ikke havde tænkt på før. Men sådan virkede det ikke. De havde tænkt på alt, vidste meget mere end mig, ja, i så høj grad at jeg efterhånden forstod at det jeg sagde og tænkte, var noget de havde sagt og tænkt for længe siden og nu lagt bag sig. Men det var godt at drikke sammen med Yngve. Iveren voksede i os begge to efter et par fadøl, alt det der lå mellem os om dagen, tavsheden der pludselig kunne vokse, irritationen der kunne melde sig, det var som om vi pludselig ikke kunne finde berøringspunkterne mellem os, selvom der var så mange, alt det forsvandt i den voksende iver, og med den varme der lå i dens kølvand: Vi så på hinanden og vidste hvem vi var. Gik halvfulde gennem byen og op ad bakkerne til lejligheden, der var ikke noget der var truende, heller ikke tavsheden, omkring os skinnede lygterne i den blanke asfalt, susede taxaer mørke forbi, kom ensomme mænd eller kvinder gående, eller andre unge mennesker der havde været i byen, og jeg kunne se på Yngve, der gik let foroverbøjet, præcis som mig, og spørge: Hvordan har du det egentlig med Kristin, er du kommet over hende? og han kunne se på mig og svare nej, jeg kommer aldrig over hende. Der er ingen der kan måle sig med hende. Støvregnen, skyerne der for over himmelen over os, oplyst nedefra af byens lys. Yngves alvorlige ansigt. Den stærke lugt af bilos 41


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 42 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

som jeg havde forstået altid hang over Danmarksplass. Knallerten med to unge på, den standsede foran lyskrydset; han der kørte, satte foden på asfalten, hun der sad bagpå, holdt armene hårdt omkring ham. – Kan du huske da Stina slog op med mig? sagde jeg. – Ja, svagt, sagde han. – Du spillede The Aller Værste for mig. »Alting det går over, alting får en ende.« Han så på mig og smilede. – Gjorde jeg det? Jeg nikkede. – Det samme gælder nok også for dig nu. Det går over. Så bliver du lige så forelsket i en anden. – Hvor gammel var du dengang? Tolv år? Det er ikke ligefrem det samme. Kristin var mit livs kærlighed. Og jeg har kun ét liv. Jeg svarede ikke. Vi gik op ad bakken på den anden side af Verftet, drejede ind til venstre under den store, rødlige bygning jeg vidste, var en skole. – Men én ting er der kommet ud af det, sagde han. – Når jeg ikke har interesseret mig for andre piger, er de pludselig begyndt at være interesserede i mig. Jeg giver fanden i dem, og så kan jeg få dem. – Jeg ved godt at det er sådan, sagde jeg. – Problemet er bare at jeg ikke kan give fanden i dem. Ingvild, for eksempel. Jeg bliver så skidenervøs når vi mødes at jeg ikke kan få et ord frem. Så kommer hun jo til at tro at jeg er sådan, og så går det i hvert fald slet ikke. – Nej, nej, sagde Yngve. – Det skal nok gå. Hun ved jo hvem du er. I har jo skrevet sammen hele foråret og sommeren. – Men der skriver jeg jo, sagde jeg. – Der kan jeg være hvem som helst. Bruge tid på det, ikke også, udtænke noget godt. Men det kan jeg ikke når jeg ser hende i virkeligheden. 42


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 43 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

Yngve fnøs affejende. – Lad være med at tænke på det, så skal det nok gå. Hun kommer til at have det på præcis samme måde. – Tror du? – Ja, selvfølgelig! Drik et par øl sammen med hende og slap lidt af. Det skal nok gå. Han tog nøglen op af lommen, slog paraplyen sammen og gik ind gennem porten, op ad den lille, af regn mørke og glatte trappe. Jeg stod bag ham og ventede på at han skulle låse op. – Vil du have et glas vin inden vi går i seng? sagde han. Jeg nikkede. Utålmodigheden voksede i mig hele ugen, jeg blev mere og mere rastløs, noget jeg ellers aldrig var. Det var nok fordi jeg ønskede at det skulle begynde, blive virkelighed. Og at jeg skulle starte mit eget liv, ikke være afhængig af Yngve i alt hvad jeg foretog mig. Jeg havde allerede lånt et par hundrede kroner af ham, og havde nok brug for et par til frem til mit studielån blev udbetalt. Jeg havde været så dum at jeg havde meldt adresseforandring da jeg flyttede fra Håfjord, c/o Yngve, så da jeg kom, lå inkassobreve og ventede fra både elværket og den forretning hvor jeg havde købt stereoanlægget. Det sidste var mest alvorligt, hvis jeg ikke betalte denne gang, ville de gå rettens gang for at indkræve pengene. Hvis det i det mindste havde været et godt stereoanlæg, kunne jeg leve med det. Men det jeg havde købt, var jo så skidedårligt. Yngve havde en NAD-forstærker og to små, men gode JBL-højtalere, og også Ola havde et godt anlæg, med komponenter købt hver for sig, det var det man skulle have, ikke et skide Hitachirack. Snart ville jeg få over tyve tusind udbetalt. Jeg gik også og spekulerede på om jeg skulle købe et porno43


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 44 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

blad. Nu boede jeg i en stor by, hvor jeg ikke kendte nogen, jeg kunne bare tage det ned fra hylden, lægge det på disken, betale, lægge det i en pose og gå hjem. Men jeg kunne ikke få mig selv til det, jeg stod et par gange nede i en kiosk i nærheden, mit blik gled hen mod de blonde kvindehoveder, og de store bryster, og alene synet af deres hud, trykt på det spraglede papir, gjorde det svært for mig at synke. Men det var altid en avis jeg lagde på disken, og en pakke tobak, aldrig nogen af bladene. Dels fordi jeg boede hos Yngve, det føltes forkert at skulle gemme ting for ham, men også fordi jeg ikke turde møde ekspedientens blik idet jeg lagde bladet på disken. Jeg blev nødt til at vente. Overtagelsesdagen kom; sammen med Yngve bar jeg flyttekasserne fra Håfjord op fra kælderen og ind i bilen, otte kasser var der, som blokerede for al udsigt bagud da Yngve mere forsigtig end ellers drejede ud fra fortovskanten og begyndte at køre ned ad bakken. – Hvis du bremser hårdt op nu, brækker jeg nakken, sagde jeg, for kasserne nåede helt op til loftet lige bag mig. – Jeg skal prøve at lade være, sagde han. – Men jeg kan ikke love noget. For første gang i flere dage var det opholdsvejr. Skydækket der lå tæt over byen, var gråhvidt, og lyset som stod i gaderne omkring os, var mildt, men ikke på nogen tilslørende eller forskønnende måde, det var mere sådan at det lod tingene træde frem som de var. Grå- og sortspraglet asfalt, grønne og gule mure, matte af bilos og asfaltstøv, grågrønne træer, blankt, gråligt vand i bugten ved Verftet. Farverne blev lidt saftigere da vi begyndte at køre op ad bakkerne til Sandviken, der var de fleste huse af træ, og den blanke maling glimtede gennem det neutrale lys. Yngve drejede ind til fortovskanten ved siden af en lille park, 44


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 45 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

lige foran en telefonboks. På huset på den anden side af vejen hang et skilt hvorpå der stod Absalon Beyers gate. – Er det her? sagde jeg. – Det er huset på hjørnet, sagde Yngve og steg ud af bilen. Han løftede hånden i en hurtig hilsen, jeg fulgte hans blik, der stod en pige i vinduet i den nederste lejlighed med en klud i hånden og så på os. Vi gik over vejen, hun kom ud i døren, jeg gav hende hånden. Hun sagde at det var godt timet, hun var nemlig lige blevet færdig med at gøre rent. – Kom ind! Lejligheden bestod af et lille værelse, spartansk møbleret; under vinduet stod en sofa, foran den et sofabord, og ved væggen på den anden side, et skrivebord. Der var også en sofa der kunne forvandles til en seng. Inden for det lille værelse, adskilt af en dør, lå et lillebitte køkken. Det var alt. Væggene var holdt i en mørk, brunlig tone, og det ville have været trist hvis ikke det var fordi der på brandmuren ved siden af køkkendøren, var malet et landskabsbillede, et træ på en klippe over havet, lidt ligesom det der var på forsiden af tændstikæskerne, og som Kjartan Fløgstad havde brugt som omslag til Fyr og Flamme. Hun så at jeg stirrede på det og smilede. – Ja, det er flot ikke! sagde hun. Jeg nikkede. – Her er nøglerne, sagde hun og rakte mig et lille bundt. – Den er til hoveddøren, den til døren her, og den til loftsrummet. – Hvor er toilettet? sagde jeg. – Nedenunder. Der er der fælles bad og fælles toilet. Det er lidt upraktisk, men så gør det huslejen ganske meget lavere. Skal vi gå ned og se? Trappen var stejl, gangen smal, på den ene side lå en lille kælderlejlighed, hvor der boede en der hed Morten, på den anden 45


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 46 SESS: 45 OUTPUT: Tue Dec 6 11:36:21 2011 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1716_Min_kamp_5_151x226_AGaramond/Materie

side et badeværelse og et toilet. Jeg kunne godt lide det ukomfortable ved det, og de gamle, svagt muglugtende murstensvægge dernede, det gav mig en Dostojevski-agtig følelse, den unge, fattige studerende i storbyen. Da vi var kommet ovenpå igen, gav hun mig en bunke færdigudfyldte blanketter til huslejen, tog den tomme spand i den ene hånd, kosten i den anden, vendte sig om mod os i den åbne dør. – Nu håber jeg du bliver glad for at være her! Jeg har i hvert fald gode minder. – Tak skal du have, sagde jeg. – God tur, så ses vi næste sommer! Hun forsvandt rundt om hjørnet med kosten dinglende over skulderen, og vi begyndte at bære kasserne ind. Da det var gjort, satte Yngve sig ind i bilen og kørte ned til hotellet, hvor han skulle have eftermiddagsvagt, mens jeg lagde benene på bordet og røg en cigaret før jeg begyndte at pakke ud. Lejligheden lå på gadeplan, fortovet var lige uden for vinduerne, og om der ikke ligefrem var en jævn strøm af mennesker der gik forbi, så gled der hyppigt hoveder forbi udenfor, og så tillokkende var synet af en åben lejlighed, at så godt som alle faldt for fristelsen til at kigge ind. Jeg stod bøjet over pladesamlingen, vendte mig om og fik øjenkontakt med en kvinde i fyrrerne, som godt nok så væk i samme sekund, men som alligevel efterlod et aftryk i mig. Jeg hængte John Lennon-plakaten op, vendte mig om og fik øjenkontakt med to drenge på omkring tolv; jeg samlede kaffemaskinens forskellige dele, stak ledningen i kontakten ved siden af skabet, vendte mig om og fik øjenkontakt med en mand med skæg sidst i tyverne. For at få en ende på det stiftede jeg et lagen fast over det ene vindue, en dug over det andet, og så satte jeg mig i sofaen, mærkelig rastløs; det var som om farten inden i mig var større end den udenfor. 46


Min kamp 5