Matador_mennesker_myter_og_minder

Per Kuskner (f. 1962) er journalist og har boet en årrække i hhv. Australien, Frankrig, England og USA. Sidstnævnte sted var han bl.a. korrespondent for Fyens Stiftstidende og Morgenposten i perioden 1988-91. Fra 1992 - 2011 ansat på SE og HØR, hvor han primært var Hollywood- og filmjournalist samt redaktør af selvsamme stof ind til 2008, hvor han blev webredaktør. Bidrager jævnligt med artikler til diverse aviser, magasiner og webmagasiner. Bogen om ”Matador” er Per Kuskners debut som forfatter.

MATADOR – mennesker, myter & minder samler, 30 år efter seriens sidste afsnit blev optaget, hele det store tv-univers i én og samme bog. Journalisten Per Kuskner har interviewet et væld af folk foran og bag kameraet for at få den komplette og samlede historie om et unikt stykke danmarkshistorie, der stadig fascinerer og flittigt bliver set i mange danske hjem – bl.a. takket være over 3 mio. solgte dvd’er.

I bogen deltager bl.a.:

Lise Nørgaard (Mama Matador), Bent Fabricius-Bjerre (musik), Elin Reimer (Laura), Kirsten Olesen (Agnes Jensen), Holger Juul Hansen (Hans Christian Varnæs), Malene Schwartz (Maude Varnæs), Susse Wold (Gitte Graa), Morten Grunwald (Ernst

Nyborg), Ghita Nørby (Ingeborg Skjern), Karen-Lise Mynster

(Ulla Jacobsen), Ulla Henningsen (Iben Skjern), Jesper Langberg (Kristen Skjern), Esper Hagen (Arnold Vinter), Per Pallesen

(tjener Boldt), Sonja Oppenhagen (Vicki Arnesen), Paul Hüttel (Herbert Schmidt), Vera Gebuhr (frøken Jørgensen), John

Martinus (Holger Jørgensen), Jan Balling (søn af Erik Balling), Henning Sprogøe (produktionsassistent på serien og Ove Sprogøes søn), Magnus Magnusson (chefregissør).

Matador – mennesker, myter & minder

© Flemming Geruyx

Per Kuskner

Matador

’’Balling ”Balling kom hen til mig

Matador PER KUSKNER

- MENNESKER,

MYTER

&MINDER

med beskeden: ”De kommer ind fra den dør, bærende en skål med æg. Så snubler De, og jeg ville være glad, hvis De kunne tabe skålen præcis DER – der blev slået et kryds med kridt på gulvet – og tabe æggene DER – et nyt kryds på gulvet blev tegnet op. Og æggene må gerne gå i stykker, så æggeblommerne vender opad! Klar til optagelse!”.”

Fortæller Birgitte Bruun, der spillede Ester. ”Man kommer ud for sand dramatik i Matador.”

Doktor Louis Hansen

Matador Per KusKner

– mennesker, myter & minder

Indholdsfortegnelse Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Lise Nørgaard – ’’Matador’’ var som at finde olie i baghaven . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Jan Balling – Far var timet og tilrettelagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Herskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Jørgen Buckhøj - Stjerne mod sin vilje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36 Ghita Nørby - Ingeborg er en af de ædleste kvindefigurer, der findes . . . . . . 46 Kristian Rem – Drengen på trappestenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Niels Martin Carlsen – Jeg fik rollen som Daniel, fordi jeg ikke var bøsse . . 61 Benedikte Dahl Jensen – Misforstod Ellens forkælelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Jesper Langberg – Kristen var en antihelt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 Holger Juul Hansen – Hans Christian var et offer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 Malene Schwartz – Maude havde styrken, da det gjaldt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 Sonja Oppenhagen – Jeg levede lige så beskyttet som Vicki . . . . . . . . . . . . . . 102 Ulla Henningsen – Skjold Hansen-familien var køteragtige . . . . . . . . . . . . . . 110 Ove og Henning Sprogøe – Far blev mindre kolerisk som doktor Hansen . . 117 Morten Grunwald – Jeg ville have syntes godt om Ernst Nyborg. . . . . . . . . 123 Susse Wold – Gitte Graa kunne gøre, hvad hun ville . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132 Tyendet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 Kirsten Olesen – Altid gift med Kurt Ravn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 Kurt Ravn – Røde ville redde menneskeheden frem for familien . . . . . . . . . 148

Paul Hüttel – Herbert Schmidt måtte ikke tale cirkussprog . . . . . . . . . . . . . . 156 Kirsten Hansen Møller – To roller i ”Matador” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Per Pallesen – Boldt var en slyngel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 Karen-Lise Mynster – Jeg var helt grøn i ”Matador” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 Elin Reimer – ”Matador” er et overstået kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 Christiane Rohde – Frøken Hollenberg var ikke tyskertøs. . . . . . . . . . . . . . . . . 186 Vera Gebuhr – Den vigtigste birolle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192 Esper Hagen – Vi måtte rette ind. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Lene Brøndum – Agnete skulle ikke virke dum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204 John Martinus – Jeg forsvarer altid Holger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210 ... og de andre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 216 De vigtige biroller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 Drømmeholdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 Ekstramateriale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 284 Efterord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 Vidste du, at … . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 Tour de Korsbæk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 304 Oversigt over seriens afsnit . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 311 Persongalleri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 312 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 317

Forord ”Sidder I nu og ser den igen?” lød det anklagende fra min store teenagesøn, da han fangede sin lillesøster, mor og denne bogs forfatter samlet om tv’et, som viste en målrettet Mads Skjern med sin lille tålmodige Daniel på slæb gennem Korsbæk.

Indrømmet. Det var ikke første gang, de blide toner fra Bent FabriciusBjerres kendingsmelodi genlød i vores stuer. Et par hundrede gange igennem årene er det vel blevet til, når man som vi har set hele seriens 24 afsnit op mod ti gange.

Og hvad er det lige, som kan få os og så mange andre i det ganske land – 3 mio. dvd’er solgt i Danmark alene – til at se ”Matador” igen og igen?

Er det Erik Ballings sikre instruktion og skarpe syn for detaljen?

Er det tidsbilledet i mellemkrigstiden, under krigen og lige efter, som er så interessant?

Er det selve historien om den lille mand, Mads Skjern, der bliver trådt på og nedgjort af byens elite med Hans Christian Varnæs i spidsen, og som efterfølgende bliver drevet frem af selvsamme ydmygelse, tager sin hævn og bliver byens ultimative matador?

Er det herskab og tjenestefolk-scenariet om en tid, hvor hver kendte sin plads, men alligevel – i serien personificeret ved den driftige Agnes – kunne bryde disse lænker?

Er det den joviale grisehandler med den livskloge kone Kathrine og hunden Kvik og de muntre personager i Jernbanecafeen, vi falder for?

Er det sexede Gitte med sit skvat af en elsker, Jørgen Varnæs, der pirrer os?

Er det ulideligt snobbede Maude med de – når det virkelig gælder – dybe og stærke menneskeegenskaber?

Eller er det den flegmatiske Kristen Skjern og dennes håbløse forelskelse og kærlighed til Elisabeth Friis?

11

Svaret ligger lige for: Det er det hele. Alle ovennævnte ingredienser tilsat så meget mere. ”Matador” blev genialt fundet på af Lise Nørgaard, mesterligt instrueret af Erik Balling og et hold af dygtige manuskriptforfattere, dedikerede medvirkende både foran og bag kameraet sikrede et resultat, der kun kunne blive en succes. En succes, som den dag i dag – selv med vores store udbud af film og tv – hverken virker karikeret eller over sidste salgsdato. Tværtom.

Da jeg med familien sad i december og endnu en gang så serien som en alternativ julekalender, slog det mig, at selv om jeg følte mig på fornavn med alle de medvirkende og følte mig som indbygger i Korsbæk på lige fod med hr. Schwann og fru Fernando Møhge, så var jeg stadig nysgerrig på serien. Nysgerrig på, hvordan det egentlig gik senere hen for de medvirkende ude i det ”rigtige” liv uden for Korsbæk. Og nysgerrig på, hvordan tilblivelsen af hele dette danmarkshistoriske tv-værk egentlig løb af stabelen mellem 1977 og 1981.

Tilblivelsen af denne bog har båret præg af en stor fornøjelse og flere aha-oplevelser. Skuespillere, familiemedlemmer til afdøde medvirkende og alle de dedikerede folk bag kameraet har været en stor fornøjelse at få i tale, og det har været interessant at høre deres oplevelser og anekdoter fra de fire år, optagelserne stod på.

En markant oplevelse, jeg har haft i mine interviews med de medvirkende foran og bag kameraet, er den næsegruse beundring og ros over for Erik Balling, der gives udtryk for fra alle sider. Denne kejser og dette usammenlignelige stykke instruktør-mandfolk, som var selve krumtappen i ”Matador”. Alle, jeg har interviewet til denne bog, har samstemmende udnævnt Erik Balling til seriens bærende kraft. Deres oplevelser med ”Matador” har alle et naturligt omdrejningspunkt: Erik Balling. ”Matador” har sit helt eget og rolige tempo. Man skal finde meningen og de dybere lag i serien i alt det, som ikke bliver sagt eller vist. Doktor Hansens altid diskrete letten på øjenbrynene, Misses vanvittige blik, når hun beretter om sin mand, skolelærer Frederik Andersens tragiske endeligt på altanen, Daniels forpinte udtryk, da søster Ellen stikker af i byen med hans engelske officersven og livskloge Kathrine Larsen, som i hele sin kropsholdning signalerer, hvad hun mener om sin mand, Olufs, narrestreger med at hænge diktatorer op på lokummet i gården.

12

Jesper Langberg mener, at hovedpersonen i ”Matador” slet ikke er en eller flere personer, men tiden. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Tiden fra slutningen af 20’erne og frem til efter 2. Verdenskrig er så markant i Danmark og i hele verden, at ”Matador” er en gave, vi danskere har fået af Lise Nørgaard: En serie, som skildrer de strømninger, traditioner og den udvikling, samfundet gennemgik. En serie, der tilmed er så rig i detaljen og så tro mod de historiske facts, at den giver et fuldstændigt billede af Danmark i den tid og dermed bliver til et referencepunkt for os som folk.

Og som folk har vi næsten alle set serien og har hver især nogle yndlingsafsnit, -scener og -personer. Og nogle udtryk, som rigtige kendere (og dem er der jo efterhånden mange af) ynder at sige, når lejligheden byder sig. Eksempelvis kan min gode kollega Peer Kaae fuldstændig efterligne oberst Hachels bøn til doktor Hansen, når der spilles ”Matador”: ”Sælg mig Grønningen!”, og min kone siger jævnligt med Maudes stemmeføring, ”Jamen, Hans Christian dog”, når jeg har lavet noget dumt.

Min egen yndlingsscene er fra episode 8, ”Komme fremmede”, hvor Maude lige har taget mod til sig og besøgt sin gamle tegnelærer, Ernst Nyborg, på dennes hotelværelse, blot for at finde Gitte Graa i hans seng.

Hun styrter hjem og holder om sin mand Hans Christian Varnæs og udbryder: ”Jeg tror – vi er de sidste ordentlige mennesker i hele verden”, uvidende om, at selvsamme ”ordentlige” husbond lige har indledt et forhold til Ulla, en af sine ansatte i banken.

Jeg glæder mig allerede til at gense mine venner fra Korsbæk. Især nu, hvor jeg via adskillige interviews med selvsamme og folkene bag kameraet kan se dem og serien i et nyt lys. Jeg håber, at læserne af denne bog vil have det på samme måde.

Og min søn kan bare udelade sine hånlige bemærkninger. Han har nemlig selv set ”Matador”, da han var yngre, og kommer utvivlsomt til det igen – helt frivilligt.

13

KAPITEL 1

Lise nørgaard – ”Matador” var som at finde olie i baghaven Lise Nørgaard på besøg i Korsbæk lidt før julen 1978. (Foto: All Over)

”Jeg ser, De skriver i billeder!”

Således sagde Erik Balling venligt til Lise Nørgaard i 1964, da hun kom ud på Nordisk Film og for første gang mødte den mand, som skulle være med til at filmatisere hendes bog ”Med mor bag rattet” – og således begyndte et langt og frugtbart samarbejde og et lige så langt og varmt venskab de to imellem. ”Erik kunne se det, som jeg selv havde vidst i lang tid: Jeg ser mine tekster i billeder. Det er der nogle forfattere, der kan, og nogle, som ikke kan – og de kan være glimrende forfattere alligevel. Men at have den evne kan være en fordel, når man skal skrive sine tekster om til manuskripter,” fortæller Lise Nørgaard, der med ovennævnte film fik debut som manuskriptforfatter.

Godt 10 år senere skulle den gode evne komme Lise Nørgaard til hjælp endnu en gang. Da havde hun skrevet oplægget til et tobindsværk om to sjællandske provinsfamilier, og den havde Erik Balling straks set ideen i at få lavet som en serie til tv. ”Erik Balling spurgte, om jeg ikke ville afgive den, og jeg betænkte mig ikke

14

længe. ”Matador” er faktisk det første bind af de to bøger. Og her var det vigtigt, at vi måtte bryde med disse arketyper fra ”Huset på Christianshavn”, som ikke udviklede sig, og som skulle på snarlig pension. Der kom forslag fra Danmarks Radio om, at vi skulle have en kirke og en kro og nogle sjove typer i et lille samfund, som lavede nogle skøre ting, men det havde hverken Erik Balling eller jeg mod på. Vi ville lave noget helt andet.”

Mange af skuespillerne fra Danmarks første egentlige sitcom, førnævnte ”Huset på Christianshavn”, går igen i ”Matador”. Men det så de to ikke som noget problem, og hverken Erik eller Lise var bange for, at seerne skulle slå den nye serie, ”Matador”, i hartkorn med de muntre personager fra den ærkekøbenhavnske bydel. Personager, som i den grad var centreret omkring livet og i særdeleshed bajerne i Rottehullet. ”Erik Balling elskede netop at arbejde med mange af skuespillerne fra ”Huset”. Jeg havde heller ikke i første omgang nogen indflydelse på, hvilke skuespillere som skulle bruges. Jeg kom med nogle forslag, og vi var næsten altid enige. Jeg havde arbejdet en del sammen med Erik, men aldrig tænkt på, hvorfor han var så genial, og det var han blandt andet i kraft af, at han satte skuespillerne til at spille mod deres egen type. I det var der en kunstnerisk udfordring frem for, at de bare skulle spille sig selv.”

Helle Virkner fik rollen som Elisabeth Friis, som er den stærke søster i ”Matador”. En rolle, som lå langt fra Helle Virkners egen personlighed, som var præget af en vis skrøbelighed. Og Malene Schwartz, som har en stærk psyke i virkeligheden, fik udfordringen med at spille den skrøbelige Maude. I Lise Nørgaards optik skulle rollerne have været fordelt modsat, men nu blev det sådan efter Erik Ballings ønske. Det samme gjaldt for Vera Gebuhr, der ofte havde spillet flamboyante roller på teatret. I ”Matador” fik hun prøvet kræfter med en frustreret og på mange punkter lidet sympatisk figur som frøken Jørgensen. Det var til gengæld en rolle, som Lise først havde tænkt sig, at Lis Løwert skulle spille – der nu fik rollen som danseskoleindehaver fru Violet Vinter, en rolle, Lise Nørgaard oprindeligt havde tiltænkt Vera Gebuhr.

To af de absolutte hovedpersoner i ”Huset på Christianshavn”, Poul Reichhardts Flyttemand Olsen og Bodil Udsens Emma, fik kun mindre roller (murermester Jessen og hans madglade kone, Sofie) og først i den sidste sæson af ”Matador”. Man kunne få tanken, at Erik Balling trods alt ikke ville flytte hele persongalleriet fra den ene serie over i den anden, igen for at seerne skulle vide, at her var noget helt andet at samles om end sitcom, men det afviser Lise. ”Det havde intet med det at gøre. Der var ikke roller, som passede til dem før senere i manuskriptet. Da havde vi til gengæld brug for sådan en hård håndværker og en stovt kone, som var født ude på en gård med tre skorstene. Og den type spiller Bodil så morsomt, synes jeg.”

15

Whisky og samvær

Lise Nørgaard og Erik Balling havde et meget nært og udbytterigt samarbejde under hele ”Matador”-produktionen. Lise havde skrevet forlægget til serien, og det tog hende ikke mere end et par dage at få synopsen fra bogen nedfældet til en ditto serie. Hun skrev selv cirka halvdelen af episoderne og skrev alle manuskripterne igennem, som hendes lille trio af forfattere (Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen) havde kreeret.

”Jeg har to koner,” sagde Erik Balling tit og hentydede til – foruden sin rigtige kone, Christa – sin nære samarbejdspartner Lise Nørgaard. Her er parret fotograferet i Tivolis Grøften i 1987. (Foto: All Over)

”Erik og jeg indrettede det sådan, at jeg to gange om ugen skulle komme ud på Nordisk Film og se optagelserne. Jeg havde lavet en aftale med min journalistiske arbejdsplads på det tidspunkt om, at jeg kunne deltage i en del af produktionen af ”Matador”. Hvis Erik var i tvivl om, hvilke scener vi skulle bruge, gennemgik vi dem sammen. ”Er det sådan, du havde tænkt dig det, Lise?” kunne han så spørge, og vi var næsten altid enige. Og var vi lidt uenige, nåede vi altid meget hurtigt en form for enighed.”

Det var dog ikke kun på Nordisk Film i Valby, at makkerparret mødtes. ”Tre gange om ugen kom Erik ud til mig på Hummeltoftevej i Sorgenfri klokken fire om eftermiddagen. To hverdage og en gang i weekenden, som regel en lørdag. Der sad vi så også og gennemgik scenerne, og Erik fik en whisky – det hørte ligesom med. Han plejede altid at sige, at han havde to koner, Christa og Lise. ”Men forskellen på de to er, at Lise ikke blander sig i, om jeg tager en whisky!”.” ”I weekenden plejede vi at slutte af med at gå ud og spise sammen med

16

vores ægtefæller. Jo, det var et fantastisk samarbejde, vi havde,” konstaterer Lise Nørgaard. Samarbejdet mellem de to rakte langt længere end beslutninger om scener og personskæbner i ”Matador”. Også detaljerne i scenografien og rekvisitten blev ivrigt diskuteret af dem begge. ”Jeg beskrev meget tit i manuskriptet, hvordan jeg forestillede mig tingene såsom aviserne, der blev læst, miljøet i stuerne og i køkkenerne, maden og drikkevarerne på Jernbanerestauranten og Postgården, og Balling, som var vokset op i Nyborg, havde heldigvis mange af de samme forestillinger. Også selv om jeg var ældre end ham (Lise er fra 1917 og Erik 1924, red.). Henning Bahs (chefscenografen på ”Matador”, red.) har også sin store fortjeneste for den præcision, der blev lagt i tidsbilledet.”

Lise Nørgaard arbejdede tidligere på Politiken, hvor hun fra 1949 og næsten 20 år frem var avisens faste kvinde- og forbrugsjournalist. Herunder blev også modestoffet dækket flittigt, hvilket blandt andet afstedkom mange rejser til modeverdenens europæiske storbyer, hvilket under ”Matador” blev en stor og god erfaringskilde, som hun kunne bruge af. ”Jeg er faktisk bedre til at bestemme et tidsbillede, når jeg ser på noget tøj end på så meget andet. Kostumieren Ulla-Britt Söderlund (en svensk og meget respekteret kostumier på Nordisk Film, som blandt andet havde vundet en Oscar for kostumerne i Stanley Kubricks ”Barry Lyndon” fra 1976. red.) var meget effektiv, og vi kiggede i en masse gamle modeblade fra dengang og fik derigennem inspirationen til mange af kostumerne i serien.”

Også af seriens seere blev der gavmildt sendt mangt en kjole ind til Nordisk Film, som folk så håbede ville kunne bruges på et tidspunkt i serien. Problemet var bare, at de fleste kjoler, som var blevet gemt fra bedstemorens tid, var af den fine og dyre slags, som man ikke så godt kunne proppe hverken Laura eller frøken Jørgensen i. Dagligdagstøjet kneb det mere med at få de originale udgaver af, hvorfor man måtte ty til at sy disse selv. Også her var Ulla-Britt en kapacitet. ”Jeg kørte meget på min hukommelse efter devisen ’hvordan var det nu, det var?’. Der var så få fejl i ”Matador”, hvorimod jeg ofte straks ser fejl i andre serier.

Der er eksempelvis store og frygtelige fejl i ”Krøniken”. Fejl, som Erik og jeg aldrig ville have begået. Det der store buskads, som Søs løber rundt med på hovedet, var der ingen, der havde på det tidspunkt. Der havde de kort hår. Doris Day, Liz Taylor, Audrey Hepburn og hele banden havde det korte look. Og lige efter krigen bliver der købt en sportsvogn til Erik. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre. Man skulle have en indkøbstilladelse, og det var så svært, for man skulle bevise, at man ikke kunne undvære den bil.”

17

Sproget i ”Matador”, hvordan folk talte til hinanden og ikke mindst udtalen, var yderligere en vigtig del af tidsånden og ikke mindst et vigtigt element til at fastholde seerne generelt, mener Lise. ”Det, at man kan høre, hvad folk siger, det er nu rart. Jeg ser den engelske serie ”Downton Abbey” (engelsk miniserie fra 2010, der foregår blandt herskab og tjenestefolk på et gods i 1912, red.), og her kan man også høre alt, der bliver sagt. Man kan også se, hvordan de ser ud og agerer i selve historien. Teknikken med at fokusere på ansigtsudtryk og mimik virker. De står ikke bare og mumler til hinanden i mørke. Første omgang af ”Forbrydelsen” var jo så mørk, at man skulle tro, den var optaget i tunneller. Nu foregik meget af det på Københavns Rådhus, og der har jeg været til adskillige møder, og her er ikke andet end lyse og venlige lokaler. Det eneste, man så i ”Forbrydelsen”, var skrivebordslampen, der svagt lyste på den, der sagde noget. Men det er nok en ny stil.” ”Hvis man skal sammenligne nye serier med ”Matador”, så er der instruktøren til forskel. ”Matador” var Erik Ballings livsværk, og han var ind over samtlige afsnit. Vi vidste, hvor vi skulle hen fra begyndelsen. Jeg bestemte, hvad de skulle sige, og Erik hvordan det hele skulle udføres. I ”Krøniken” og ”Forbrydelsen”, som begge er udmærkede serier, var der hele tiden forskellige instruktører på, og så bliver det mere flagrende.” (”Krøniken”: Charlotte Sieling, Lone Scherfig og Henrik Ruben Genz. ”Forbrydelsen”: Birger Larsen, Henrik Ruben Genz, Kristoffer Nyholm, Hans Fabian Wullenweber, Charlotte Sieling, Morten Arnfred og Morten Køhlert, red.)

De hadede os som pesten

”Huset på Christianshavn” var den første større produktion af en serie produceret uden for Danmarks Radio-regi, men produceret specifikt til den store monopol-mastodont. Det var noget, mange i Danmarks Radio ikke brød sig om: at lægge produktionerne ud af huset og væk fra Gyngemosen. Og hvis førnævnte serie var ugleset i ”Mosen”, så var det slet ikke at regne for, hvordan ”Matador” blev en decideret torn i øjet på Danmarks Radio ifølge Lise. ”Det viste sig, at sådan noget kunne gøres meget billigere, end de selv ville kunne gøre på Danmarks Radio. Og mere effektivt. På Danmarks Radio havde man en stor teaterafdeling, som også producerede, men de hadede Nordisk Film som pesten. Helt reelt betød det, at vi aldrig kunne låne noget fra deres kæmpe lagre. Radiorådsformanden (Ole Espersen, red.) og generaldirektøren for Danmarks Radio (Laurits Bindsløv, red.) samt hele underholdningsafdelingen med Jørgen Ifversen i spidsen, som vi havde lavet kontrakterne med, syntes selvfølgelig, det var helt fint, at vi skulle samarbejde så meget som muligt. Men fagforeningerne forbød det samarbejde.”

Konkret betød den holdning, at man på Nordisk Film selv måtte ud at støve

18

samtlige rekvisitter, kostumer og meget andet op, selv om Danmarks Radios lagre bugnede med brugbare ting. Eksempelvis havde Jesper Langberg medvirket i et tv-teater på DR, kort tid før ”Matador”-optagelserne begyndte, og han havde i den forbindelse fået skræddersyet en smoking, hvilket han gjorde kostumieren på ”Matador” opmærksom på, da hans rolle som Kristen netop skulle bære en velsiddende smoking i et nytårsafsnit. Selvsamme smoking ude på DR passede oven i købet perfekt til tidens snit og design i 1930’erne. Svaret fra skrædderafdelingen i Gladsaxe blev dog et klart, men bestemt nej. Det kunne ikke lånes ud på grund af et fagforeningsspørgsmål, blev der givet som grund. ”Fagforeningerne havde en fantastisk magt på det tidspunkt. Der var vist 38 af dem i Danmarks Radio. Jeg var selv med til at producere nogle lørdagsprogrammer (”Hov Hov”, ”Uha uha” og ”Ikk’” red.), og hvis en pære sprang, måtte vi ikke bare gå ud og tage en ny og skrue den i selv. Så skulle man både have fat i tømrerne og elektrikerne, og de skulle som regel hentes ovre i kantinen alle sammen. En tømrer ville så komme og rejse en stige, hvorpå en elektriker kunne erstatte pæren. Det var virkelig en parodi på effektive arbejdsgange.”

Lise Nørgaard ynder at sammenligne ”Matador” med ”Niels Klims underjordiske rejse”. Oplægget til den tv-serie var den satiriske roman af samme navn, skrevet af Ludvig Holberg på latin, hvorved den fik et stort publikum uden for Danmarks grænser. I tv-serien fra 1984 spiller Frits Helmuth hovedrollen. ””Niels Klim” blev produceret i Radiohuset og var sammenlagt 4 1/2 times tv, som kostede 30 mio. kroner at producere. ”Matador” havde 24 timers underholdning til 6 mio. mindre, og det faktum satte nogle tanker i gang blandt Radiorådets medlemmer,” fortæller Lise. (Radiorådet blev oprettet i 1926 og var DR’s øverste myndighed. Medlemmerne og formanden var politisk udpeget. Radiorådet blev nedlagt i 1987 og erstattet med en ligeledes politisk udpeget bestyrelse, som skulle gøre institutionen mere handlekraftig. red.).

Et trist venteværelse og en kold skulder

Et stykke tid efter ”Matador” blev Lise Nørgaard i et interview med Ekstra Bladet spurgt, hvad hun nu kunne tænke at kaste sig over for Danmarks Radio. ”Her fortalte jeg journalisten, at jeg mægtig gerne ville lave noget om den Glücksburgske slægt. Ikke fra vores tid med Dronningen, men hvem var den slægt, og hvordan kom den på tronen? Det er en meget spændende historie, som Bo Bramsen havde skrevet et par bøger om. Han og jeg var vilde efter at lave den. Ekstra Bladet ringede herefter til teaterafdelingen på DR og fortalte, hvilke planer jeg havde, og om det var noget, som de havde snakket med mig om. Og så var de jo nødt til at være positive – til avisen kunne de jo ikke så godt sige, at det ville de sgu ikke have noget med at gøre,” konstaterer Lise.

19

Kort efter, at artiklen blev bragt, blev Lise bedt om at komme ud på selvsamme afdeling til et møde, og det var ikke nogen munter begivenhed, husker hun. ”Det var simpelthen det mest mystiske, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg fik lov til at sidde og vente i en halv time i et forkontor efter den tilsagte tid, og da jeg endelig kom ind til chefen, sad der en konsulent som vidne, der skulle lytte med på, hvad der blev sagt, fik jeg at vide. Det var til at dø af grin over,” fortæller Lise, som ikke blev spor overrasket over at få sin idé om Glücksburg afslået. ”Jeg havde lavet et forlæg på seks episoder, og hvordan jeg helt ned i detaljen havde forestillet mig, at historien skulle foregå. Yderligere havde jeg fundet samtlige locations, som jeg havde undersøgt var steder, der fandtes endnu. Kort efter fik jeg et formelt brev fra chefen, hvori han skrev, at han og hans konsulenter hellere ville satse på Gøngehøvdingen.” (Den hidtil dyreste tv-serie, DR havde produceret. Fra 1992 og i 13 afsnit, som havde Søren Pilmark og Per Pallesen i hovedrollerne og instrueret af Peter Eszterhás, red.).

Mads Skjern, Ingvar Kamprad og Mærsk

Lise Nørgaard er tit blevet både spurgt om, og beskyldt for, at have taget sine karakterer og de forskellige sidehistorier i ”Matador” fra virkelighedens verden.

En moster i Hobro, som mindede utrolig meget om Maude, en fætter fra Marstal, som havde eksakt samme historie som Daniels, og en bedstemor, som både lignede Kathrine Larsen og oven i købet havde en hund, der næsten hed Kvik.

Dog er det kun to personager i serien, der er mere forankret i virkeligheden end fantasien. Provst Meyer er en kærlig hilsen til domprovsten i Roskilde i 192936, Carl Skovgaard-Petersen, og den tilknappede og strikse forstanderinde på Regitzes husholdningsskole, frøken Østengram, som Lise Nørgaard bruger til at hævne sig grusomt på sin egen forstanderinde fra Sorø Husholdningsskole, fru Westergaard.

Når man i dag ser Mads Skjern og hans historie, kan den på nogle punkter – dog i meget mindre målestok – minde om IKEA’s grundlægger, Ingvar Kamprad, som også startede i det små og – som Mads Skjern – også flere gange har været mistænkt for at have bestukket mere end en embedsmand for at opnå sin vilje. ”Der er en vis lighed mellem de to, men jeg tror nu ikke, at Mads ville have sat sine værdier uden for fædrelandet. Han ville nok bo i Schweiz som Ingvar, men ville have lavet en familiefond. Så på det punkt kunne han mere minde om Mærsk. Han ville bruge familiefondens penge på kultur, og Korsbæk ville i den grad have gavn af denne fond, da Mads ville oprette institutioner her til både børn og ældre. Korsbæk var jo hans by, og han ville blive støttet hele vejen af Ingeborg. For en god ordens skyld ville han nok også anlægge en golfbane.”

Det oftest stillede spørgsmål til Lise Nørgaard i tiden efter ”Matador” må

20

være dette: ”Hvorfor kommer der ikke en fortsættelse?” Og svarene er mange, men det mest vægtige af dem alle er ganske enkelt: ”Det havde vi simpelthen ikke lyst til,” fortæller Lise med bestemthed i stemmen. Det har aldrig fristet hende at skrive bind to af sin bog om til manuskript, og så var der også andre helt naturlige faktorer. ”Skuespillerne havde efterhånden nået den alder, hvor de kunne spille deres alder. Skulle vi – ligesom bogen – være fortsat videre frem til nutiden, ville det have været umuligt, da Erik Balling benyttede sig meget af nærbilleder. Når Laura stod uden for døren, så afspejlede hendes ansigtsudtryk enten ulykke eller begejstring,” fortæller Lise, som dermed ville finde det umuligt at lave Laura 10 eller 15 år ældre, uden det virkede falsk og fratog seerne netop den unikke og vigtige mimik hos karaktererne. En anden faktor, økonomien, var endnu et tungt argument for at stoppe på det tidspunkt, man gjorde. ”Det er jo let nok at skrive i en bog, at ”så tog de til Kina eller New York”.

Men som tv-produktion bliver det for det første dyrt at udføre, og for det andet mister man den intime stemning, som var kendetegnende ved ”Matador”.

Atmosfæren, som hører til Korsbæk og lukker sig om hele byen, ville forsvinde i takt med, at serien blev større, og folk blev spredt for alle vinde.”

Apropos vinde, så var det også en sådan, der naglede den sidste kile ned i en eventuel fortsættelse. En nytårsstorm i 1981 slog hele kulisse-byen til ”Matador” på Nordisk Film til pindebrænde. Det ville have kostet millioner at opbygge den igen, og de sørgelige rester af Omegnsbanken, Tøjhuset, Korsbæk Bank og alle de andre velkendte huse endte som brænde i en af ”Matador”s veteranbilsleverandører, Børge Kaas’ kakkelovn derhjemme.

Vil gerne huskes for andet end ”Matador”

”Det er en mægtig god idé at stoppe, mens legen er god. Det er ligesom med en bog, der har holdt en fangen i lang tid. Når man lægger den fra sig, tænker man: ”Åh, nej, hvad skal jeg nu give mig til?!” Jeg er blevet kontaktet mange gange af folk gennem årene, som gerne ville have mig til at skrive en fortsættelse, men den har jeg allerede skrevet. Og jeg har aldrig haft noget imod at fortælle, hvordan det gik personerne videre frem, men jeg bøjer mig ikke så dybt for penge, at jeg ville overveje at skrive manuskript til nye afsnit af ”Matador”,’’ fortæller Lise, som indrømmer, at hun og Erik Balling da aldrig havde regnet med, at serien ville blive så stor en succes og så stor og god en forretning for alle. ”Som Erik og jeg ofte sagde til hinanden: ”Vi har ramt olie i baghaven”. ”Matador” har givet mig meget smør på brødet, men at sige, at den har sikret min alderdom, er måske at tage munden for fuld, da min alderdom er noget dyrere end som så.”

21

Lise Nørgaard vil i dag gerne huskes for andet end ’’Matador’’. (Foto: All Over)

22

”Der er mange andre gode serier på tv, og der kommer hele tiden nye til.

Alligevel kan det gøre mig lidt hidsig, når nu Ingolf Gabold (dramachef i DR, red.) udbasunerer i B.T., at de måske vil lave en fortsættelse af ”Matador”. Hvad bilder han sig ind ikke at ringe til mig først? Jeg, som har alle rettighederne til sådan en fortsættelse. Der kan jo ikke blive nogen bukser af det skind uden mig.” ””Matador” overskygger i virkeligheden også så mange andre ting, jeg har lavet. ”En stor familie” (tv-serie i 12 dele fra 1982 skrevet af hhv. Lise Nørgaard, Jane Aamund og Paul Hammerich med blandt andre Kirsten Rolffes og Paul Hagen i hovedrollerne og instrueret af Bent Mejding, red.) og ”Mor er Major” (tv-serie i seks dele skrevet af Lise Nørgaard med Helle Hertz i hovedrollen og Jesper Klein som instruktør, red.) blev begge bedømt alt for uretfærdigt. Folk sad og forventede en fortsættelse af ”Matador”, som var det Messias’ genkomst, de skulle være vidne til …”

I sit lange professionelle virke vil Lise Nørgaard også gerne huskes for sin journalistik. ”Jeg har trods alt skrevet mange gode ting. Blandt andet var det min artikelserie i Politiken, som fik gjort Strøget til gågade, og to Olympiske Lege har jeg også dækket.” ”Da den store kultur-kanon skulle afsløres, kunne de ikke forbigå Erik Balling, så valget stod mellem ”Olsen Banden” og ”Matador”, hvor ”Matador” blev valgt.

Jeg husker, at jeg sad i Operaen til den store præsentation, og folk lykønskede mig, men det var da en anelse underligt, at jeg i den forbindelse slet ikke blev nævnt med et eneste ord. Det var kun Erik Balling og Bent Fabricius, som blev nævnt, men ”Matador” var jo min historie og idé. Det var nogle små magistre, som sad og bestemte det, og misundelsens brød bliver jo også spist. Men jeg vil ikke sidde og lyde bitter, for livet har i den grad været mig venligt stemt.”

Vidste du, at ...

Vidste du, at …

Anders Fogh Rasmussen og hans kone, Anne Mette, har betroet Lise, at de tit ser ”Matador” som julekalender i december måned.

Regitze i ”Matador” er den karakter, som Lise bedst kan identificere sig med. ”Hun er lidt ældre end jeg, men ville heller ikke indordne sig under de normer, som fandtes dengang. Til gengæld ville hun få en helt anden skæbne end jeg. Hun ville blive gift med en amerikansk oberst og flytte til Miami.”

KAPITEL 2

Jan Balling – Far var timet og tilrettelagt

En fællesnævner for denne bog og i samtlige interviews med både skuespillere og folk bag kameraet er deres dybe beundring og respekt for Erik Balling, hans minutiøse planlægning, store vid, varme og intelligens. Ikke kun inden for det tekniske og filmiske arbejde, men i høj grad som menneskekender med stor empati og en detaljens mand, der aldrig sprang over, hvor gærdet var lavest. ”Far gik i sin tid for at være verdens bedste instruktørassistent. Han satte en stor ære i, at alt skulle være timet og tilrettelagt – ingen skulle komme og sige noget til ham, så der var ikke noget, han havde overset. Tilrettelæggelsen var hans adelsmærke. Derfor var han senere selv umådelig svær at være assistent for,” fortæller Erik yngste søn, 58-årige Jan Balling, fra sit hyggelige byhus midt i Aarhus. Et hjem, smagfuldt og moderne indrettet og prydet hist og her med rekvisitter fra ”Matador”; Kristens bamsestol, Varnæs’ blomstervase og skilderier fra Elisabeths Friis’ vægge, uden at hjemmet dog på nogen måde ligner en mindestue fra den store tv-serie. Sidstnævnte billeder, illustrationer fra H.C. Andersens eventyr, er faktisk oprindeligt fra Jans bedstemors hjem, som Erik Balling mente passede ind i Elisabeth Friis’ moderne hjem.

Erik Balling var tilbage i starten af 1950’erne instruktørassistent for Ole Palsbo, som regnes for at være en af de betydeligste danske instruktører i efterkrigstidens Danmark. Ole var ansat på Nordisk Film og lavede, foruden en del kortfilm, spillefilm med blandt andre Ib Schønberg i hovedrollerne. Det var også på grund af Ib Schønberg, at Ole Palsbys karriere stoppede brat. Han smed i 1951 nemlig hele Danmarks folkekære ”Ibbermand” ud midt i den allerede halvt indspillede film ”Vi Arme Syndere” på grund af en tvist mellem de to. Om Ole Palsby smækkede med døren eller blev fyret, er uvist, men i hvert fald betød det, at assistenten Erik Balling så at sige kom ind ad ”køkkenvejen” som hovedinstruktør og færdiggjorde filmen for Nordisk Film. Hermed blev Eriks stjerne tændt i det gamle filmkompagni.

24

Jan Balling i Kristen Skjerns stol. En del effekter fra det hjem står nu i instruktørens søns smagfulde hjem i Aarhus.

(Foto: Per Kuskner)

25

Året efter instruerede Erik Balling ”Adam og Eva” med Jørgen Buckhøjs far, Per Buckhøj, i en af hovedrollerne. En film, som året efter modtog den eftertragtede filmpris Bodil.

Et markant skifte

I tiden op til ”Matador”s begyndelse var ”Huset på Christianshavn” den serie, som brødfødte alle de fastansatte på Nordisk Film. I modsætning til i dag så var freelancere dengang et ikke kendt begreb i filmverdenen, og man havde sine faste medarbejdere at tage hånd om, uanset om der var film- eller tv-produktioner i sigte eller ej. Og da ”Huset” efter syv år var ved at blive udfaset, skulle der en ny produktion til, og det blev Lise Nørgaards ”Matador”. ”Lige fra starten kunne jeg mærke, at min far blev tændt på en helt anden måde end tidligere,” husker Jan. ”Der skete en forandring med ham. Det blev til overvejelser, som kom ind over middagsbordet under ”Matador”-forberedelserne. En slags nu skulle der ske noget andet. Han talte meget om, at det her var nyt. Det var ikke lavet før. Der var lavet en del historiske serier, men de var næsten alle engelske, så min far sagde tit, at det her var vigtigt. Jeg husker også – fra lang tid inden de overhovedet var gået i gang med serien – at han gang på gang sagde ”det skal ned i tempo” og ”der skal være tid til at gå ud at hente en kop kaffe, uden at man går glip af for meget”. Det var sådan, det skulle lægges an. Og det var parolen også under manuskriptskrivningen. Selv om Lise allerede havde lagt hovedlinjerne, var det vigtigt for ham at holde fast i det langsomme tempo og den langsomme fortællestil. En ny måde at lave fjernsyn på så at sige. Han yndede at bruge udtrykket: ”Vi skal lave fjernsyn til fjernsynet.” ’’ ”De overvejelser gjorde også, at ”Matador” stadig holder i dag og er godt fjernsyn. Når man ser bort fra de gode skuespilpræstationer, instruktionen og så videre, så er hele tankesetuppet, ’at det tager tid’ med til at gøre serien nærværende og til en slags 1:1 oplevelse. Når jeg ser ”Matador” i dag med andre, opdager jeg, at de også har et meget tæt og familiært forhold til serien og personerne. Det er som ens egen familie. Tidsmæssigt er vi lige midt i det, og man glemmer gang på gang, at det er fiktivt. Det er jo eventyrligt.”

Familietræet var kilden

Detaljerigdommen i ”Matador” er en anden faktor til, at serien er blevet til meget mere end bare en tv-serie. Det er et referencepunkt i og omkring Danmark i mellemkrigsårene, under Anden Verdenskrig og lige efter krigen. Ting, der er sket for 50-60 år siden, har det med at forsvinde fra den kollektive bevidsthed, og derfor er tidsbilleder lavet i tv-serier og film vigtige. Hvis de vel at mærke er tro mod tiden og rig på detaljer. Erik Balling brugte i vid udstrækning sin egen families historie til at få de rigtige detaljer på plads i ”Matador”.

26

”Han var præcis på samme alder, som Daniel Skjern skulle forestille at være.

De overvejelser, han gjorde med seriens generationsoprør, var hans egne. Hans far – min bedstefar, Ejner – var ikke Mads Skjern, men der var mange sammenligningsflader trods alt. Min far gjorde, ligesom Daniel gjorde senere, også op med sin far, som var præst og gerne ville have, at far blev dyrlæge. Det der med film var ikke noget særlig stabilt, mente min bedstefar, så far forlod hjemmet i en ret tidlig alder og flyttede ind hos sin gode ven Bjørn Watt-Boolsen. Far tillagde sig også skæg, hvilket min bedstefar igen mente, var noget underligt noget. Min bedstemor, Cornelia, havde dog en klar kunstnerisk åre og var brandgod til at tegne. Hun blev tandlæge, og af sin tid var hun meget fremme i skoene. Det var heller ikke i tidsånden, at hun i 1920’erne fik et så mandsdomineret job og ikke bare gik derhjemme og var præstefrue. Men det kunne hun slet ikke forlige sig med. Hun var glad for sin mand, jo, men ikke for sin rolle i hjemmet. Der ligger hele det skisma også, som bliver fortalt i ”Matador”. Hvad man forventede, der blev gjort. Elisabeth forventedes ikke at flytte i lejlighed for sig selv, og Ingeborg kunne heller ikke forlige sig med bare at gå rundt derhjemme og være husmor for Mads Skjern. Så min bedstemor forstod min far lidt bedre, end hans egen far forstod ham, ligesom Ingeborg forstod Daniel noget bedre, end Mads gjorde.”

Erik Balling instruerer Elin Reimer i køkkenet, hvor både hummere og fødselsdagslagkage får den sidste inspektion fra den grundige instruktør. (Foto: All Over)

27

Erik Balling nøjedes ikke med at dykke ned i sin egen historie, men gik et skridt videre tilbage i sine forældre og bedsteforældres fortid. Det var for at få en indsigt i, hvordan sådan en mand som Mads Skjern var vokset op, og hvilke påvirkninger han havde haft i sit liv. Heldigvis lå der noget rigtig godt materiale til netop den research oppe på Erik og Christa Ballings eget loft: En ugentlig korrespondance skrevet mellem Eriks far og farfar, der fyldte en hel meter af gamle gulnede breve. Eriks far studerede til præst på universitetet i København og boede på Regensen (et snart 400 år gammelt kollegium ved siden af Rundetårn) og sendte sit vasketøj hjem til familien i Silkeborg sammen med et brev. Tøj og nyt brev kom retur ugen efter, og i de breve stod der om stort og især småt fra dagligdagen i Danmark før og under Første Verdenskrig. ”Det blev nærmest til et forskningsarbejde for min far, som blev meget fascineret af brevene og deres indhold. Hvad var traditionerne, og hvad gjorde man dengang? Det lille ord ’man’ var jo i sig selv en historie. ’Det gør man, og det gør man ikke’ var gennemsyrende i samfundet dengang. Jeg husker, at han gik rundt og smålo i den periode over alle brevenes små detaljer. Det var ikke de store politiske og udenrigspolitiske ting, som blev nævnt i brevvekslingerne, men tværtimod de små detaljer, og det havde min far et virkelig godt øje for. Han vidste, at hvis der skulle fortælles en historie, skulle vi helt ned i detaljen.” ”Blandt andet morede min far sig meget over, at min bedstefar havde en kæreste, som han gerne ville gøre det forbi med, men min oldefar sagde, at havde man lovet en pige sin troskab, så var et ord et ord.”

Her tænker man umiddelbart på Arnolds og Agnetes forhold, hvor Arnold ikke får lov at løbe fra sit ansvar over for sin gravide kæreste. ”Lise Nørgaard er otte år ældre end min far, så hun har kunnet huske tiden i 1920’erne endnu bedre. Hun skrev hele historien og rammerne, men gav min far lov til at putte de personkarakteristika ind i figurerne, så det kom til at hænge sammen.”

Hvem skulle være med – og hvem skulle ikke

Erik Balling var ind over stort set alt i tilblivelsen af ”Matador”. Ikke mindst castingen af skuespillerne. Han elskede teater og den disciplin, som teatret gav skuespillerne. De skulle kunne komme ud over rampen og kunne deres replikker i søvne. Han kendte de fleste skuespillere og vidste, hvad de rummede. Dem, han ikke kendte, men havde en god fornemmelse af, gav han gerne chancen. Og sine gammelkendte skuespillere fra tidligere film og tv gav han nye roller. Ikke for at gøre dem en tjeneste, men for at lade dem udvikle sig i en anden rolle. Således var der mange gengangere i ”Matador” fra det faste hold i ”Huset på Christianshavn”: Arthur Jensen, Helle Virkner, Lis Løwert, Ove Sprogøe, Finn Storgaard, Kirsten Hansen Møller og i de senere afsnit ligeledes Poul Reichhardt og Bodil

28

Kigger på verden med en vis distance.

Erik Balling her malet af sin søn, kunstneren Jan Balling.

(Foto: Jan Balling)

Udsen. Ove Sprogøe sås i mangt en Balling-produktion i så vidtspændende roller som fra Egon i ”Olsen Banden”, Larsen i ”Huset på Christianshavn”, detektiv i ”Antonsen” til doktor Hansen i ”Matador” osv. ”Min far blev af og til spurgt, om han nu kunne bruge den og den skuespiller i en rolle, og om folk ikke ville forbinde deres foregående rolle for meget med den nuværende. Men det problem så min far ikke. Han sagde på sin langsomme, tænksomme måde: ”Jamen, Ove (eller hvem det nu var) er skuespiller, og han er jo en god skuespiller, så det er ikke noget problem.” Faren er netop ikke at bruge sine skuespillere. Det er jo ulykkeligt for alle parter – både skuespillerne og os andre, som har købt billetten,” fortæller Jan. I takt med ”Matador”s popularitet og talrige genudsendelser har der ofte været stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor den og den skuespiller ikke nåede at blive repræsenteret på den alenlange liste af medvirkende. Henning Mouritzen, som virkelig var en stjerne på det tidspunkt, har selv engang udtalt, at han var ”den eneste i Danmark, som ikke var med i ”Matador””. Jan Balling mener dog ikke, at hans far hverken skævede til popularitets-parametre eller vennetjenester i sit valg af skuespillere. ”Han var fuldstændig ligeglad med at gøre folk tjenester. Han har kun tænkt på, hvordan de roller blev besat bedst muligt. Selvfølgelig har han lagt alle kortene på bordet og spurgt sig selv, hvem kan jeg bruge, og hvem kan jeg stole på?

Og noget helt praktisk spillede også ind, nemlig: Hvem havde tid? Jeg er helt sikker på, at han ikke har lagt andre filtre ind. Dertil var han alt for stringent, og havde han lagt sig fast på noget, så var det det, han gjorde.”

29

Den sårbare Balling

Erik Ballings varemærke var altså ”timet og tilrettelagt”. Ydermere var han et privat menneske, som sjældent viste de store følelser og udbrud. Han havde den rolige autoritet, og når han sagde ”stille” før optagelserne, så blev der helt stille.

Denne autoritet og mangel på at vise de store følelser var også tilfældet i hjemmet, og så alligevel. ”Man vidste godt, hvornår man skulle holde inde. Ét blik var nok, men det var sjældent. I virkeligheden var det møgirriterende som knægt ikke bare at kunne råbe og skrige, for det virkede ikke på ham. Det kunne jeg så gøre over for min mor i stedet. Far hidsede sig aldrig op derhjemme. Jeg kan huske, at jeg havde meget frisprog sammen med min mor. Vi kunne råbe og skrige ad hinanden – i al kærlighed vel at mærke. Når far kom hjem og hørte det, studsede han og betragtede os lidt uforstående. Det var slet ikke hans stil, men han accepterede det, for der var ikke noget ondt i det og intet kaos. Så trak han bare på skuldrene og satte sig ned i sin yndlingsstol. Jeg har malet ham engang, hvor han sidder i selvsamme stol og kigger distanceret ud på verden med et let ironisk smil og et glimt i øjet, for det var sådan, han var. (Billedet hænger i dag på Nordisk Film, red.).” ”Sådan var han i sin grundstruktur, men han kunne da også være en stivstikker, fordi han vidste, at han havde ret. I virkeligheden har det nok også plaget ham. I den rigtige verden kan du jo ikke have det hele. Og det endte tit med, at han blev sådan en slags kontrolmenneske. Han kunne ikke improvisere på samme måde, som jeg eksempelvis selv ynder at gøre. Alt var timet og tilrettelagt, også når vi holdt familiefest. Og var der improvisation, så var det i hvert fald inden for rammen af familiefesten.” ”Han var sårbar, hvis man kom bag den facade og fik rykket på det kontrollerbare. Sådan er det med mange kunstneriske mennesker. Han kunne ligeledes blive meget grådlabil, når tingene blev rørende, og folk sagde noget hudløst og personligt. Når noget ikke var programmeret, men kom fra hjertet, blev han rørt.

Men han skulle helst være i trygge rammer.”

Poul Reichhardt kom på et tidspunkt også ganske ufrivilligt ind bag Erik Ballings kontrollerede facade. ”Matador”-holdet var af og til væk fra Korsbæks kulisser på Nordisk Film for at optage scener, bl.a. i og omkring Aldershvile Slotspavillon ved Bagsværd Sø. Lige inden holdet skulle i gang her, fik Erik Balling besked om, at hans gode ven Poul Reichhardt havde fået en blodprop og var blevet kørt på hospitalet. Erik lod – for første, sidste og eneste gang – optagelser være optagelser og gik rundt for sig selv i skovene omkring Bagsværd Sø de næste par timer. ”Det var aldrig noget, han bralrede ud med, men i sådanne situationer var han meget sårbar. Og privat. Han inviterede sjældent pressen indenfor – slet

30

Erik Balling med Christa under optagelserne på Grønland i 1955 til den første danske Oscar-nominerede film: ”Qivitoq – fjeldgængeren” med Poul Reichhardt i hovedrollen.

(Foto: Privat/Jan Balling)

ikke i private sammenhænge. Men han var en meget kærlig person på sin egen firkantede måde. Han var ikke den store altomfavnende og storkrammende person. I virkeligheden havde han sikkert rigtig meget lyst til at kunne give et kram, men det lå ikke til ham – eller tiden.”

31

Ingen styring

Allerede tidligt i sit liv fandt Jan Balling ud af, at det ikke var i filmens verden, at hans egen fremtid lå. Selv om han havde smagt lidt på miljøet igennem diverse feriejobs på Nordisk Film i midten af 1970’erne, så mente Jan, at der var – som han udtrykker det – ”så rigeligt med filmdynastier i Danmark i forvejen.” ”Jeg er nok for blufærdig. Og ydermere ville jeg blive sammenlignet med min far hele tiden, men jeg har fået meget med i bagagen fra min far, vi har haft nogle gode samtaler. Selv om jeg måske dengang tog lidt afstand fra mange af de ting, han prøvede at lære mig, kan jeg i dag bedre forstå, hvad han mente. At være velforberedt og kunne styre en proces er en af tingene. Når jeg maler eller har et andet kunstprojekt, kan jeg se, at jeg har samme håndfaste tilgang til tingene, som han havde. Min far brugte tit udtrykket ”staying power”, og den har jeg selv i dag. Stædigheden og en tilgang til tingene, som ikke bare er baseret på at få ret, men i højere grad en rummelighed og kærlighed til både projekt og resultat. En sætning, jeg ynder at leve efter, er også hans: ”Hvis du vil det nok, kan du meget.” ”Min far var nu heller aldrig ked af, at jeg ikke fulgte i hans fodspor. Jeg har aldrig mærket nogen styring fra ham, og jeg tror, jeg traf det rigtige valg ved at vælge Kunstakademiet frem for filmens verden,” mener Jan, som i dag er en etableret kunstner og formand for Danske Billedkunstnere. ”For nogle år siden havde det været ganske grænseoverskridende at tale om min far på den her måde. I dag synes jeg faktisk, han fortjener det. Vi er så vant til at høre om min far fra den professionelle side, men den anden og mere personlige kan sagtens stå frem uden at tage noget fra hans blufærdighed. Og det ville han heller ikke have haft noget imod …”

Vidste du, at ...

Vidste du, at …

Erik Balling lavede i 1956 Danmarks – på det tidspunkt – dyreste film ”Qivitoq – fjeldgængeren” med Poul Reichhardt i hovedrollen. Ægteparret, Christa og Erik Balling, boede i Grønland i de seks måneder, det tog at optage den. I den periode boede Jan Balling hos forældrenes gode venner, Gabriel Axel, hans kone og tre børn.

Erik Balling blev direktør for Nordisk Film allerede i 1957.

Erik Balling var vild med funkis-stilen, hvilket kommer til udtryk i indretningen af Kristens lejlighed i ”Matador”.

Erik Balling var meget musikalsk og hørte ustandseligt musik fra perioden i 1920’erne og frem til slut 1940’erne som forberedelse til ”Matador”.