Issuu on Google+

ANDERSON er chefredaktør på

Wired, som under hans ledelse har opnået adskillige nomineringer til prisen “National Magazine Award” samt vundet den prestigefyldte topplacering for “General Excellence” i 2005, 2007 og 2009. I 2009 blev tidsskriftet af AdWeeks redaktion udnævnt til “Magazine of the Decade”. Chris Anderson er medstifter af 3D Robotics, som er en hurtigvoksende produktionsvirksomhed, der fremstiller antennerobotter og gør det selv-droner. Anderson er forfatter til New York Times-bestselleren The Long Tail og Free: The Future of a Radical

Moderne iværksættere benytter sig via internettet af open source-design og 3D-udskrivning og anvender mikroproduktionsteknikker til at skabe en tsunami af produkter i små partier, som ofte er skræddersyet til bestemte kunder og sælges med større avancer. Disse utallige mikroproducenter, som Chris Anderson kalder Makers, vil i de kommende ti år være med til at sætte den næste store bevægelse i den globale økonomi i gang. Alle, som har en idé, kan nu sætte hele samlebånd i gang ved hjælp af et enkelt tryk på en tast – og denne “desktopbaserede” produktionsrevolution vil ifølge Chris Anderson forandre verden i lige så høj grad som den personlige computer har gjort.

Price. Han bor i San Francisco Bay Area. Find flere oplysninger på Makers-revolution.com.

www.lindhardtogringhof.dk

sammenlignes

med

den

virkelige

verden.

Hverken ud fra et økonomisk aspekt (nethandel udgør under ti procent af det samlede salg) eller ud fra, hvor meget det fylder i vores liv. Den digitale revolution er stort set begrænset til skærme. Selvfølgelig elsker vi skærme, både på vores bærbare computere, vores tv og vores telefoner. Men vi bor stadig i huse, kører i biler og arbejder i kontorer. Vi er omgivet af fysiske varer, hvoraf størstedelen er fremstillet i en produktionsøkonomi, som i løbet af de sidste 100 år har forvandlet sig på alle måder undtagen

CHRIS ANDERSON

CHRIS

MAKERS

I både USA og Europa er det blevet stadig sværere at opretholde produktionen, fordi hele industrier, fra tøj til elektronik, har flyttet deres fabrikker til Asien og andre regioner med lave omkostninger. Men ethvert land, som vil bevare en økonomisk råstyrke, er nødt til at fremstille fysiske produkter, hvis det ikke vil ende som en nation af burgervendere og kassemedarbejdere. I MAKERS kan Chris Anderson afsløre, at der er en ny industriel revolution på vej, som kan være med til at vende udviklingen.

”Uanset hvor fantastisk nettet er, kan det ikke

én: Den er i modsætning til nettet ikke blevet åbnet for alle. På grund af ekspertisen, udstyret og omkostningerne forbundet med at producere varer i stor målestok har produktionen overvejende været de store virksomheders og fagfolkenes domæne. Men det er ved at ændre sig.”

DEN NYE INDUSTRIELLE REVOLUTION CHRIS ANDERSON Forfatter til bestselleren The Long Tail Lindhardt og Ringhof

113212_Makers-cover-DK.indd 1

26/10/12 10.32


CHRIS ANDERSON MAKERS DEN NYE INDUSTRIELLE REVOLUTION Oversat af Annette Rosenberg fra MAKERS The New Industrial Revolution Copyright © 2012 by Chris Anderson Published by Agreement with Brockman, Inc. Dansk udgave © 2012 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Highlight efter originalomslag Bogen er sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11- 41561-0 1. udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


CHRIS ANDERSON

Den nye industrielle revolution

P책 dansk ved Annette Rosenberg

Lindhardt og Ringhof


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   1 1

K ap itel 1

Opfindelsesrevolutionen

Min morfar, Fred Hauser, emigrerede i 1926 til Los Angeles fra Bern i Schweiz. Han var uddannet maskinarbejder, og der var også – måske uundgåeligt, når man både er schweizer og har flair for mekanik – noget af en urmager i ham. Heldigvis mindede den unge filmby Hollywood på det tidspunkt også lidt om urbranchen med sine mekaniske kameraer, projektionssystemer og den nye teknologi med magnetiske lydbånd. Hauser fik arbejde i MGM Studios, hvor han beskæftigede sig med optageteknologi, blev gift, fik en datter (min mor) og slog sig ned i en Middelhavsinspireret bungalow på en sidevej i Westwood, hvor alle huse havde en frodig græsplæne i forhaven og en garage bagved. Hauser var dog mere end en fastansat ingeniør: Om natten var han også opfinder. Han drømte om maskiner, tegnede skitser og bagefter tekniske tegninger af dem og byggede prototyper. Han lavede sin garage om til et værksted og udstyrede den lidt efter lidt med værktøjer, han kunne skabe noget med: en boremaskine, en båndsav, en dekupørsav, slibemaskiner og – som det allervigtigste – en metaldrejebænk i fuld størrelse, en mirakuløs opfindelse, som i en eksperts hænder kan forvandle stål- eller aluminiumsblokke til præcist maskinfremstillede mekaniske skulpturer lige fra knastaksler til ventiler. I begyndelsen var hans opfindelser inspireret af hans faste arbejde og involverede forskellige typer båndtransportmekanismer. Men med tiden flyttede hans opmærksomhed sig til forhaven. Den varme californiske sol og den lokale mani med at skulle have perfekte grønne


1 2   |  re vo l u t ionen

græsarealer havde ført til en blomstrende industri for sprinklersystemer, og efterhånden som området blev mere velhavende, gravede man haverne op for at lægge vandingssystemer i jorden. Stolte husejere kom hjem fra arbejde, tændte for hanerne og beundrede det vanddrevne trylleri med justerbare rotorer, mundstykker, der kunne variere vandstrålerne, og trykdyser, der på smukkeste vis spredte vandet i haverne. Imponerende, bortset fra at de alle sammen skulle opereres manuelt, også selv om det kun drejede sig om at tænde for hanerne. Hvad nu hvis de kunne styres automatisk af en form for ur? Hausers svar på det spørgsmål var en ansøgning om patent nummer 2311108 vedrørende »Sekventiel operation af betjeningsventiler«, indgivet i 1943. Patentet omhandlede et automatisk sprinklersystem, som i bund og grund var et elektrisk ur, der tændte og slukkede for vandet. Det smarte, som man stadig i dag finder i tænd og sluk-ure og termostater, er programmeringsmetoden: »Ur«-skivens kant er perforeret med ringe af huller for hver femminutters markering. En stift, som placeres i et af hullerne, udløser en elektrisk aktiveringsmekanisme kaldet en solenoide, som skiftevis tænder og slukker for en vandventil og dermed styrer den pågældende del af sprinklersystemet.


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   1 3

Hver ring repræsenterede en forskellig del af vandingsnettet. Samlet kunne de klare vandingen af en hel have – forhave, baghave, terrasse og indkørsel. Da Hauser havde konstrueret prototypen og afprøvet den i sin egen have, ansøgte han om patent. Mens patentansøgningen blev behandlet, prøvede han at markedsføre opfindelsen. Og der blev begrænsningerne i det 20. århundredes industrielle model afsløret. Engang var det svært at ændre verden bare med en idé. Man kan godt opfinde en bedre musefælde, men hvis du ikke kan fremstille millioner af den, bliver du ikke bestormet af interesserede kunder fra hele verden. Som Marx observerede, tilhører magten dem, som sidder på produktionsmidlerne. Min morfar kunne godt opfinde det automatiske sprinklersystem i sit værksted, men han kunne ikke bygge en


1 4   |  re vo l u t ionen

fabrik derude. Hvis han ville markedsføre sin opfindelse, måtte han gøre en producent interesseret i at købe en licens til den. Og det er ikke alene svært, men kræver også, at opfinderen afgiver kontrollen over sin opfindelse. Det er ejerne af produktionsmidlerne, der får lov til at bestemme, hvad der bliver produceret. Det endte med, at min morfar havde heldet med sig – til et vist punkt. Sydcalifornien var centrum for den nye havevandingsindustri, og efter mange salgstaler indvilgede et firma ved navn Moody i at købe en licens til hans automatiske sprinklersystem. I 1950 blev det markedsført som Moody Rainmaster, med løftet om at give husejere større frihed, så de kunne tage til stranden i weekenden, mens deres haver vandede sig selv. Det solgte godt og blev afløst af mere avancerede versioner, som min morfar fik udbetalt licensafgifter for, indtil det sidste af hans patenter på automatiske sprinkleranlæg udløb i 1970’erne. Det var en succeshistorie, der kun forekommer én gang ud af tusinde – de fleste opfindere slider i deres værksteder uden nogensinde at blive markedsført. Men til trods for at han havde mindst 26 andre patenter på andre opfindelser, nåede han aldrig at opleve andre kommercielle succeser. Da han døde i 1988, har han efter min vurdering i alt kun optjent nogle få hundrede tusinde dollars i licensafgifter. Jeg kan huske, at jeg som barn i 1970’erne var på besøg sammen med ham i det firma, der senere købte Moody, Hydro-Rain, for at se fremstillingen af den endelige model af hans sprinklersystem. De kaldte ham »Mr. Hauser« og var respektfulde, men det var tydeligt, at de ikke anede, hvorfor han var kommet. Da de først havde købt licensen til patenterne, konstruerede de deres egne sprinklersystemer, der var designet til at være lette at producere, økonomiske og lækre at se på. De lignede lige så lidt hans prototyper, som hans prototyper lignede hans egne tidlige skrivebordsskitser. Sådan måtte det jo nødvendigvis også være. Hydro-Rain var en virksomhed, der fremstillede mange tusinde produktenheder på et konkurrencepræget marked styret af pris og markedsføring. Hauser var derimod en gammel, lille schweizisk indvandrer, der ejede en opfindelse, der var ved at udløbe, og som arbejdede fra en ombygget garage. Han hørte ikke til på fabrikken, og de havde ikke brug for ham. Jeg kan huske, at der var nogle hippier i et folkevognsrugbrød,


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   1 5

der råbte af ham, fordi han kørte for langsomt på motorvejen, da vi havde besøgt fabrikken og var på vej hjem. Jeg var 12 år og følte det dybt ydmygende. Det kan godt være, at min morfar var en af det 20. århundredes kapitalistiske helte, men det så sandelig ikke sådan ud. Han virkede bare som en kedelflikker, fortabt i den virkelige verden. Alligevel er Hausers historie ikke nogen tragedie – den begyndte faktisk som en sjælden succeshistorie. Min morfar var, så vidt jeg kan huske (eller var i stand til at afkode; han passede fint til karikaturen af en schweizisk ingeniør, som var bedre tilpas med en tegneblyant end med at færdes i sociale sammenhænge), glad og tilfreds og levede et luksusliv set i forhold til hans egne standarder. Jeg har indtryk af, at han blev rimeligt betalt for sit patent, også selv om min stedmormor (min rigtige mormor døde tidligt) beklagede sig over licensafgifterne og hans manglende gennemslagskraft, når han forhandlede dem. Han var efter enhver målestok en dygtig opfinder. Men da jeg efter hans død gennemgik alle hans patentansøgninger, som omfattede en timer til en ovn og en diktafonlignende optager, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at det ud af alle hans idéer kun var sprinklerne, der opnåede at blive markedsført. Hvorfor så det? Fordi han var opfinder, ikke iværksætter. Og det er den forskel, der er bogens centrale emne. Engang var det svært at være iværksætter. De store opfindere/forretningsmænd i den industrielle revolution som f.eks. James Watt og Matthew Boulton, som blev berømte på grund af dampmotoren, var ikke kun dygtige, men også privilegerede. De fleste var enten født ind i den herskende klasse eller så heldige at komme i lære hos personer fra eliten. I tiden siden da har iværksættere hovedsageligt været nogen, der slog sig ned i en købmandsbutik eller et beskedent lokalt firma, eller i sjældnere tilfælde ophavsmænd til en fuldstændig tilfældig utopi knyttet til en idé, der med større sandsynlighed førte til ruinering end til rigdom. I dag er vi forvænt med det slaraffenland, nettet giver adgang til. Alle unge, der bare har en idé og en laptop, kan skabe kimen til en revolutionerende virksomhed – se bare på Mark Zuckerberg og Facebook eller alle de mange andre webpionerer, der håber på at kunne følge i hans fodspor. Selvfølgelig kan de opleve fiasko, men i dag er


1 6   |  re vo l u t ionen

omkostningerne overtrukne kreditkort, ikke livslang vanære og et liv på fattiggården. Det vidunderlige ved nettet er, at det har demokratiseret både opfindelses- og produktionsredskaberne. Alle, der har en idé til en serviceydelse, kan omsætte den til et produkt ved hjælp af en vis mængde softwarekode (som i dag knap nok kræver programmeringsfærdigheder, og dem, du mangler, kan du lære dig på nettet) – der kræves ingen patenter. Bagefter skal du bare trykke på en tast, og så er produktet »leveret« til et globalt marked med milliarder af mennesker. Måske er der en masse mennesker, der vil lægge mærke til produktet og »like« det, og måske er der ikke. Måske er der en forretningsmodel tilknyttet produktet, måske er der ikke. Måske findes der guld for enden af regnbuen, måske ikke. Men pointen er, at vejen fra »opfinder« til »iværksætter« er blevet så kort, at den dårligt findes mere. Faktisk findes der i dag nystartede fabrikker som Y Combinator, der først producerer iværksættere og derefter idéer. Deres »startup schools« optager kvikke unge mennesker næsten kun på basis af en PowerPointpræsentation. Når de potentielle unge iværksættere er kommet ind, får de diæter, whiteboards og skriveborde og besked på at finde på noget, der er værd at finansiere, inden der er gået tre uger. Det gør de fleste af dem, hvilket siger lige så meget om nettets meget lave adgangskrav som om genialiteten hos deltagerne. I de sidste seks år har Y Combinator finansieret 300 af den type virksomheder, med navne som Loopt, Wufoo, Xobni, Heroku, Heyzap og Bump. Utroligt nok er nogle af dem (f.eks. Dropbox og Airbnb) i dag mange milliarder dollars værd. Faktisk har firmaet Condé Nast, som jeg selv arbejder for, endda købt en af dem, Reddit, som nu har over to milliarder sidevisninger om måneden. Virksomheden er på sit tredje team bestående af nogle og tyve ledergenier; for nogle af dem er det deres første job, og de har aldrig kendt til andet end en stratosfærisk karrieresucces. Men sådan er verden for bit, de elementære enheder i det digitale univers. Webtidsalderen har frigjort bit; de er billige at oprette og billige at sende rundt. Det er fantastisk: Den vægtløse bit-økonomi har omformet alt fra kultur til økonomi. Det er måske det mest kendetegnende for det 21. århundrede (og noget, som jeg også har skrevet et par bøger om). Bit har ændret verden.


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   1 7

Vi lever imidlertid mest i verden for atomer, også kendt som Den Virkelige Verden med Steder og Ting. Uanset hvor enorme informationsindustrierne er blevet, er de stadig underordnede elementer i verdensøkonomien. Hvis man skal sætte et cirkatal på, repræsenterer den digitale økonomi groft sagt en omsætning på 20 billioner dollars, ifølge Citibank og Oxford Economics.1 Den ikke-webbaserede økonomi udregnet efter samme målestok svarer til ca. 130 billioner dollars. Atomernes verden er altså kort sagt mindst fem gange større end bit-verdenen. Vi har set, hvad nettets model for demokratiseret innovation har gjort for at fremme iværksætterånd og økonomisk vækst. Forestil dig så, hvad en tilsvarende model kunne udrette i den langt større økonomi for Rigtige Ting. Eller sagt mere præcist, det behøver du faktisk ikke forestille dig – det er allerede ved at ske. Og det er dét, bogen handler om. I dag er der mange tusinde iværksættere fra Maker Movement, som er i gang med at industrialisere gør det selv-mentaliteten. Jeg tror, tanken ville vinde genklang hos min morfar, uanset hvor forundret han ellers ville være over moderne open source og online co-creation. Ja, rent faktisk tror jeg, han måske ville være stolt.

Maker Movement: Sådan skaber man en Skaber

I 1970’erne tilbragte jeg nogle af mine bedste sommerferier hos min morfar i Los Angeles. Jeg boede på USA’s østkyst og besøgte ham hver sommer og lærte at arbejde med hænderne i hans værksted. Et forår annoncerede han, at vi skulle fremstille en firtakters benzinmotor, og at han havde bestilt et samlesæt, vi skulle bygge sammen. Da jeg om sommeren ankom til Los Angeles, stod kassen og ventede på os. Jeg havde selv bygget en hel del modeller og åbnede kassen med en forventning om de sædvanlige nummererede dele og samleinstruktioner. I stedet var der tre store metalblokke og en primitivt støbt motorkappe. Og en stor modeltegning, et enkelt ark, der var foldet sammen adskillige gange. »Hvor er alle delene?« spurgte jeg. »De er derinde,« svarede min morfar og pegede på metalblokkene. »Det er vores opgave at få dem ud.« Og


1 8   |  re vo l u t ionen

det var lige præcis det, vi gjorde den sommer. Med modeltegningen som rettesnor begyndte vi at skære, bore, slibe og dreje metalblokkene, så der ud af det massive messing og stål kom en krumtapaksel, et stempel og en stempelstang, kuglelejer og ventiler, næsten som når en kunstner skaber en skulptur ud af en marmorblok. Mens bunken med metalspåner fra stålet, der blev behandlet på drejebænken, voksede for fødderne af mig, voksede også min forundring over, hvad redskaber og øvede hænder (min morfars, ikke mine) kunne udrette. Vi havde tryllet en præcisionsmaskine ud af en klump metal. Vi var en minifabrik, og vi kunne fremstille hvad som helst. Men efterhånden som jeg blev ældre, besøgte jeg ikke længere min morfars værksted og glemte også min fascination af at fremstille ting. Det var skærmenes skyld. Min generation var den første, der fik personlige computere, og jeg var mere betaget af dem end af noget andet, min morfar kunne frembringe. Jeg lærte at programmere, og mine egne frembringelser var i kode, ikke i stål. Sammenlignet med at frigøre kraften i en mikroprocessor virkede det banalt at stå og fuske med noget i et værksted.


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   1 9

Zines, Sex Pistols og begyndelsen på indie

Da jeg var i tyverne, havde jeg min anden gør det selv-periode. I begyndelsen af 1980’erne boede jeg i Washington, D.C., som var et hotspot for den amerikanske punkrock-bevægelse. Hvide forstadsteenagere dannede bands som Minor Threat og Teen Idles og spillede i krypter under kirker. Selv om jeg ikke selv kunne spille noget instrument og kun havde et begrænset talent, blev jeg fanget af begejstringen i tiden og spillede med i nogle af de mindre kendte bands.2 Det var en øjenåbner. Som med al anden garage-rock and roll skulle man kun bruge en elektrisk guitar og en forstærker for at være med i et band. Men det nye ved 1980’ernes punkfænomen var, at de nye bands ikke nøjedes med at spille; de begyndte også at udgive deres ting. Kopimaskiner var ved at blive almindelige, og de medførte en »zine«-kultur med gør det selv-magasiner, der blev forhandlet i butikkerne, under koncerter og pr. post. Billige firesporsbåndoptagere gjorde det muligt for et band at optage og mikse sin egen musik uden behov for et professionelt


2 0   |  re vo l u t ionen

studie. Og en voksende industri af små vinylpressefabrikker lod dem producere singler og ep’er i små mængder, som de herefter solgte via postordre og i lokale butikker. Det var begyndelsen til gør det selv-musikindustrien. De redskaber, de store pladeselskaber ejede – til at optage, producere og markedsføre musikken – var nu overtaget af privatpersoner. Det endte med, at nogle af disse bands, anført af Minor Threat og Fugazi, startede deres eget indie-selskab, Dischord, som til sidst producerede mange hundrede albummer og stadig eksisterer i dag. De behøvede ikke tilpasse deres musik for at blive udgivet, og de behøvede ikke have store salgstal eller blive spillet i radioen. De fandt deres egne fans – eller faktisk var det deres fans, der fandt dem via mund til mund-metoden, og den slags mikro-pladeselskaber modtog så store mængder postkort med bestillinger på musik, at forretningerne ofte måtte melde udsolgt. Den relative anonymitet signalerede autenticitet og bidrog til udviklingen af den globale undergrund, der definerer webkulturen i dag. Mine bands gjorde det samme: fra de fotokopierede reklamer til »zines« til firesporsbånd til indie-musik. Vi blev aldrig ret store, men det var heller ikke pointen. Vi havde stadig almindelige job, men vi gjorde det, vi mente, var ægte innovativt, hvor vi fik folk til at komme til vores shows og endda selv rejse til New York og andre storbyer med deres egen indie-musik. Det var kimen til det moderne alternative rockunivers. Da jeg var midt i tyverne, stod det klart, at mine talenter ikke lå inden for musikverdenen, så den forlod jeg på det tidspunkt. Jeg begyndte på universitetet igen og besluttede – for ligesom at kompensere for den tid, jeg havde mistet – at vælge det sværeste hovedfag, jeg kunne forestille mig, nemlig fysik. Selv om jeg heller ikke var særlig god til det, betød det, at jeg fik kendskab til internettet, der jo i begyndelsen var en måde, de akademiske laboratorier, særligt de store fysikfaciliteter med dyrt udstyr, som blev anvendt af forskere verden over, kunne kommunikere med hinanden på. Efter min eksamen, hvor jeg i nogle sommerperioder havde arbejdet i forskellige fysiklaboratorier, begyndte jeg at skrive for de naturvidenskabelige tidsskrifter Nature og Science, som stadig tilhørte den akademiske verden og brugerne af det spæde internet. Det førte mig igen videre til min tredje gør det selv-fase, World Wide Web, som


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   2 1

opstod i 1990 i det schweiziske fysiklaboratorium CERN. Da jeg først havde set det, blot få måneder efter at de første websites blev aktiveret, indså jeg, at jeg havde været så utrolig heldig at befinde mig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg var vidne til et nyt medies fødsel – et medie, jeg ikke alene kunne blive en del af, men også hjælpe med at udbrede. Lige fra den dag, jeg første gang trådte ind i den naturvidenskabelige verden, til jeg fik det job, jeg har i dag med at redigere Wired, har den digitale revolution formet min karriere. Her i webtidsalderen har punkbevægelsens gør det selv-baserede overtagelse af produktionsmidlerne udviklet sig til, at almindelige mennesker begyndte at bruge desktoppublishing, og herefter websites, så blogge og nu sociale medier. Det indie-pressede vinyl blev til YouTube-musikvideoer. Firesporsbåndoptagerne blev til ProTools og iPad-musik-apps. Garagebands blev til Apples GarageBand. Her tre årtier senere går mine tanker tilbage til min morfars garage. Det er ikke nostalgi, og jeg har heller ikke skiftet mening om den digitale revolution. Det er bare den kendsgerning, at den digitale revolution efterhånden er nået ud i værkstederne, depoterne for The Real Stuff, og i virkeligheden er det måske der, den er slået mest markant igennem. Det gælder ikke bare selve værkstederne (selv om de også er blevet ret tjekkede i dag), men i højere grad det, der kan gøres i den virkelige verden af almindelige mennesker med ekstraordinære værktøjer. Vi er alle sammen skabere. Vi er født som skabere (man behøver bare iagttage et barn, der er optaget af at tegne, lege med klodser, LEGO eller forskellige former for kunsthåndværk), og mange af os bevarer netop den kærlighed til vores hobbyer og interesser. Det handler ikke bare om værksteder, garager og mandehuler. Hvis du elsker at lave mad, er du en mad-skaber, og dit komfur er din drejebænk (hjemmelavet mad er bedst, ikke?). Hvis du elsker at plante, er du en have-skaber. At strikke og sy, lave scrapbøger og perlesmykker eller sy korssting – det er alt sammen at skabe. Alle de projekter repræsenterer idéerne, drømmene og lidenskaberne hos millioner af mennesker. De fleste projekter kommer aldrig uden for husets fire vægge, og det er sikkert meget godt. Men et af webtidsalderens største nye karakteristika er, at der er opstået nogle


2 2   |  re vo l u t ionen

nye vaner med at dele ting på nettet. Hvis du laver et eller andet, så optag det på video. Og hvis du optager det på video, så læg det ud på nettet. Og når du gør det, så fortæl dine venner om det. Projekter, der deles på nettet, bliver inspiration for andre og indebærer nogle muligheder for at samarbejde. Individuelle skabere, der er globalt indbyrdes forbundet på denne måde, bliver en bevægelse. Pludselig begynder flere millioner gør det selv-personer, der engang arbejdede alene, at arbejde sammen. Det betyder, at idéer, der deles, bliver til større idéer. Projekter, der deles, bliver til gruppeprojekter, som er mere ambitiøst end noget, en enkelt person ville forsøge sig med på egen hånd. Og projekterne kan blive kimen til produkter, bevægelser og selv brancher. Den enkle handling forbundet med at »skabe noget i al offentlighed« kan blive drivkraft for innovation, også selv om det ikke var den oprindelige hensigt. Der sker bare det, der sker med idéer: at de udbredes, når de bliver delt. Det har vi oplevet på nettet masser af gange. Den første generation af Silicon Valley-giganter begyndte i en garage, men det tog dem flere årtier at vokse sig store. Nu er det universitetsstuderende, der etablerer firmaer, der vokser sig store, før deres grundlæggere når at tage den afsluttende kandidateksamen. Og vi ved godt hvorfor. Computere forstærker det menneskelige potentiale: Ikke alene giver de folk muligheden for at skabe noget, men formår også at udbrede deres idéer hurtigt, så der dannes fællesskaber, markeder og endda bevægelser. Og det samme er ved at ske med de fysiske ting. Til trods for vores fascination af skærme lever vi stadig i den virkelige verden. Den omfatter maden, vi spiser, vores hjem, det tøj, vi har på, og de biler, vi kører i. Vores byer og haver; vores kontorer og baggårde. Det er alt sammen atomer, ikke bit. Denne konstruktion med at sætte »atomer« op over for »bit« opstod blandt et antal filosoffer fra MIT Media Lab, oprindeligt hos grundlæggeren, Nicholas Negroponte, og i dag først og fremmest hos Neal Gershenfeld og MIT Center for Bits and Atoms. Det er en slags forkortelse for sondringen mellem software og hardware eller mellem informationsteknologi og Alt Andet. I dag er grænserne mellem de to områder ved at blive mere og mere udviskede, fordi mange dagligdags ting indeholder elektronik og er forbundet med andre objekter, det


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   2 3

såkaldte »Internet of Things« – tingenes internet. Det er noget af det, vi skal snakke om her. Men vi skal især se på, hvordan det forhold er ved at ændre produktionssektoren, også kaldet det pokkers Lokomotiv i Verdensøkonomien. Selve begrebet »fabrik« er simpelthen ved at ændre sig. Ligesom World Wide Web demokratiserede innovationen inden for bit, er en ny klasse »hurtige prototypeteknologier« fra 3D-printere til laserskærere ved at demokratisere innovationen inden for atomer. Synes du, de sidste 20 år har været helt utrolige? Så bare vent og se. Hvis Fred Hauser var blevet født i 1998 i stedet for 1898, ville han stadig have haft sit værksted, hvor han kunne sysle med naturen og en masse idéer. Det eneste, der ville have været forandret i hans ombyggede garage, ville være, at han i dag ville have haft en computer og en internetforbindelse. Men sikke en forandring! I stedet for at forfølge en privat fiks idé ville han sikkert have været del af et fællesskab bestående af personer med lige så fikse idéer fra hele verden. I stedet for at opfinde alting fra bunden ville han have bygget videre på andres arbejde, så årtiers arbejde kunne være udført på nogle få måneder. I stedet for at udtage patent kunne han have offentliggjort sine design på nettet ligesom andre medlemmer af hans fællesskab. Når tiden var moden til at fremstille større mængder af hans design, ville Hauser ikke have gået tiggergang til en eller anden producent, som skulle have licensen til at fremstille hans idéer – det ville han selv have gjort. Han ville have uploadet sine designfiler til nogle firmaer, der kunne fremstille alt muligt i størrelsesordenen ti til mange tusinde enheder til ham og endda sende dem direkte til kunderne. Eftersom hans designfiler var digitale, kunne robotmaskinværktøjer fremstille dem og dermed spare mindst 90 procent i forarbejdningsomkostninger. I stedet for at prøve at finde nogle forhandlere ville han have oprettet sin egen e-handels-webside, og kunderne ville have fundet ham ved at søge på Google, ikke fordi de blev kontaktet af sælgere. Han ville kort sagt have været iværksætter og ikke bare opfinder. Og det er bogens tema i en nøddeskal. De sidste to årtiers internethistorier repræsenterer en ekstraordinær eksplosion af innovation og iværksætterånd. Nu er tiden inde til at anvende samme fremgangsmåde i den virkelige verden, med langt mere vidtrækkende konsekvenser.


2 4   |  re vo l u t ionen

Vi har brug for det. USA og det meste af den resterende vestlige verden er midt i en jobkrise. Størstedelen af den økonomiske vækst, den udviklede verden kan mønstre for øjeblikket, er baseret på en forbedring af produktiviteten, hvilket man opnår ved at presse flere resultater ud af den enkelte medarbejder. Det er fint, men den økonomiske konsekvens af det er, at hvis man kan udføre det samme eller mere arbejde med færre ansatte, bør man gøre det. Virksomhederne kommer sig som regel igen efter en recession, men denne gang er jobskabelsen gået trægt. Produktiviteten øges langsomt, men mange millioner mennesker er stadig arbejdsløse. En stor del af årsagen er, at produktionssektoren, som var det 20. århundredes største arbejdsgiver (og for flere generationer også adgangsvejen til middelklassen), ikke længere skaber et nettoantal af nye arbejdspladser i den vestlige verden. Selv om fabriksoutputtet stadig øges i f.eks. USA og Tyskland, er antallet af fabriksansatte set som en procentdel af den samlede arbejdsstyrke mindre end nogensinde før. Det skyldes dels automatisering og dels den globale konkurrence, der presser de mindre fabrikker ud af markedet. Automatisering er kommet for at blive – det er den eneste måde, stordrift kan fungere på i de rige landes produktion (se kapitel 9). Men det, der kan ændres, er de mindre virksomheders rolle. Ligesom nystartede virksomheder er drivkraft for innovation i teknologiverdenen, og undergrunden er drivkraft for ny kultur, så kan energien og kreativiteten hos iværksættere og individuelle innovatorer omdefinere produktionen og hen ad vejen skabe nye arbejdspladser. I USA er det altid de små virksomheder, der har været den største kilde til nye job. Men alt for få af dem er innovative, og alt for mange er helt lokale – renserier, pizzeriaer, købmandsbutikker osv., som alle sammen er svære at udvikle yderligere. Den største mulighed i den nye Maker Movement ligger i evnen til både at være lille og global. Både håndværksmæssig og innovativ. Både højteknologisk og lavprisbaseret. At man begynder småt, men vokser sig stor. Og først og fremmest at man skaber den slags produkter, verden gerne vil have, men ikke kender til endnu, fordi de pågældende produkter ikke opfylder den gamle models masseøkonomiske parametre. Som Cory Doctorow for et par år siden forestillede sig i en fantastisk god science fiction-bog, der også hed Makers, 3 som var en stor inspi-


o p f inde l sesre vo l u t ionen  |   2 5

ration for mig og utallige andre i bevægelsen, forholder det sig sådan, at »den tid, hvor virksomhederne havde navne som General Electric og General Mills og General Motors, er forbi. Pengene på bordet er ligesom plankton: en milliard små iværksætterbaserede muligheder, der kan opdages og udnyttes af kvikke, kreative personer«. Velkommen til den »nye industrielle revolution«.


JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie


MAKERS CHRIS ANDERSON

113212_Makers-hardcover-DK.indd 1

26/10/12 10.53


Makers