Issuu on Google+


HELEN SIMONSoN

Majorens sidste forelskelse Roman Oversat fra engelsk af Kirsten A. Nielsen

POLITIKENS FORLAG

Major Pettigrews.indd 3

16/01/12 12.53


Kapitel 1

i

Major Pettigrew var stadig chokeret over telefonopringningen fra sin brors kone, så da det ringede på døren, gik han helt automatisk ud og lukkede op. Ude på de fugtige fliser stod mrs. Ali henne fra lands­ byens købmandsbutik iført et stribet sjal og en fornuftig, grøn uld­ frakke. Det gav et ganske svagt gib i hende, og hun hævede et kraftigt øjenbryn let og trådte et halvt skridt tilbage, da han åbnede døren. Majorens kinder blev røde af forlegenhed, og han strøg sig ned over den røde, blomstrede housecoat med et par hænder, der føltes som spader. “Åh!” udbrød han. “Major?” “Mrs. Ali?” Der opstod en pause, som syntes at vokse langsomt, ligesom universet, hvis dele – havde han for kort tid siden læst – skub­ bede sig fra hinanden, efterhånden som det blev ældre. ‘Æld­nings­ processen’, kaldte de det i søndagsavisen. “Jeg kommer efter avispengene. Avisdrengen er blevet syg,” sagde mrs. Ali, idet hun gjorde sin lille skikkelse så høj som muligt og talte i det hurtige og strenge tonefald, de andre damer i landsbyen brugte. 7

Major Pettigrews.indd 7

16/01/12 12.53


Han foretrak den lave og blide stemme, hun talte med, når der var stille i butikken, og de som begejstrede tedrikkere kunne diskutere kvaliteten og duften af den te, som hun blandede specielt til ham. “Selvfølgelig, jeg beklager meget.” Han havde glemt at lægge ugens avispenge i en kuvert under måtten uden for døren. Han be­ gyndte at fumle for at finde sine bukselommer et sted under den røde housecoat med klematisblomster. “Jeg beklager meget,” gentog han. “Det er ligegyldigt. De kan bare aflevere pengene i butikken se­ nere – på et mere belejligt tidspunkt.” Hun havde allerede vendt sig halvt om, da han blev grebet af en trang til at forklare sig. “Min bror er død,” sagde han. Hun vendte sig om igen. “Min bror er død,” gentog han. “Jeg blev ringet op her til morgen. Jeg har ikke haft tid.” Morgenkoret af fugle havde stadig siddet og skræppet oppe i den kæmpestore taks, der stod op mod vestenden af hans hus, og him­ len havde været lyserød, da telefonen ringede. Majoren, der havde været tidligt oppe for at ordne sin ugentlige rengøring af huset, blev nu klar over, at han havde siddet og været helt fortumlet lige siden da. Med en hjælpeløs håndbevægelse pegede han på sin besynderlige påklædning og tørrede sig derefter over panden. Pludselig følte han, at hans knæ blev slappe, og at blodet løb fra hans hoved. Han mær­ kede ganske uventet dørkarmen mod sin skulder, og mrs. Ali, der var hurtigere end hans øjne kunne følge, stod pludselig ved hans side og holdt ham oppe. “Jeg tror, at vi hellere må få Dem indenfor og ned at sidde,” sagde hun med en stemme, der var mild og bekymret. “Hvis De tillader det, henter jeg et glas vand til Dem.” Eftersom det meste af følelsen i majorens fødder syntes at være forsvundet, havde han ikke andet valg end at indvillige. Mrs. Ali førte ham hen over entreens ujævne stengulv og anbragte ham i en øreklapstol lige inden for døren i den lyse opholdstue, som var fyldt med bøger. Det var den stol, han holdt mindst af at sidde i, da polstringen var ujævn, og den havde en hård trækant på det forkerte sted i forhold til hans nakke, men han kunne jo ikke så godt klage. 8

Major Pettigrews.indd 8

16/01/12 12.53


“Jeg fandt glasset på opvaskebakken,” sagde mrs. Ali og rakte ham det solide vandglas, som han brugte til opbevaring af sin tandbro om natten. Den svage lugt af pebermynte gav ham opkastningsfornem­ melser. “Har De det bedre nu?” “Ja, meget bedre,” sagde han, mens hans øjne begyndte at fyldes med tårer. “Det er meget venligt af Dem ...” “Skal jeg ikke lave en kop te til Dem?” Hendes tilbud fik ham til at føle sig svagelig og ynkelig. “Jo tak,” sagde han. Han ville sige ja til hvad som helst for at få hende ud af stuen, mens han genvandt fatningen og fik sig befriet for housecoaten. Det var underligt, tænkte han, igen at sidde og lytte til en kvin­ des skramlen med tekopper ude i køkkenet. På kaminhylden smilede hans hustru, Nancy, fra fotografiet; hendes brune krøllede hår var let forpjusket, og hendes fregnede næse var en smule rød af solen. De havde været i Dorset i maj i et regnfuldt år, sikkert 1973, og et strejf af sollys havde kortvarigt livet op i den blæsende eftermiddag, men det havde været længe nok til, at han havde kunnet indfange hende, mens hun stod og vinkede som en ung pige oppe fra Corfe Castles brystværn. I seks år havde hun været borte. Og nu var Bertie også borte. De havde efterladt ham alene tilbage, det sidste familiemed­ lem i deres generation. Han foldede hænderne for at standse en let skælven. Der var selvfølgelig Marjorie, hans usympatiske svigerinde, men ligesom sine afdøde forældre havde han aldrig helt accepteret hen­ de. Hun havde højrøstede og dårligt formulerede meninger samt en nordlig dialekt, der skurrede i ørerne som en sløv barbermaskine. Han håbede bestemt ikke, at hun nu ville forsøge sig med en højere grad af fortrolighed. Han ville bede hende om et nyere fotografi af Bertie, og så selvfølgelig om Berties jagtgevær. Deres far havde gjort det klart, da han fordelte parret mellem sine to sønner, at det skulle samles igen i tilfælde af den enes død, således at det i intakt stand kunne gå i arv i familien. Majorens eget gevær havde nu ligget alene 9

Major Pettigrews.indd 9

16/01/12 12.53


i mange år i valnøddetrækassen, hvor en fordybning i fløjlsforingen fortalte, at dets mage manglede. Nu ville geværerne få deres fulde værdi igen – omkring hundred tusind pund, forestillede han sig. Ikke fordi han nogen sinde kunne drømme om at sælge dem. I et kort øjeblik så han tydeligt sig selv ved den næste jagt – måske på en af går­ dene ved floden, der altid var plaget af kaniner – afslappet bærende de to knækkede geværer over armen. “Du milde, Pettigrew, er det et par Churchill-geværer?” ville no­ gen spørge – måske lord Dagenham selv, hvis han var med på jagten den dag – og så ville han kigge flygtigt på dem, som om han helt havde glemt dem, og svare: “Ja, et matchende par Churchill-geværer. Det var noget prægtigt valnøddetræ, man brugte, dengang disse her blev lavet.” Og så ville han holde dem frem, for at man kunne inspicere og beundre dem. En raslende lyd, da noget stødte mod dørkarmen, rev ham ud af denne behagelige drøm. Det var mrs. Ali med en tung tebakke. Hun havde taget sin grønne uldfrakke af og svøbt sit stribede sjal om skuld­ rene, oven over en enkel, marineblå kjole samt et par snævre sorte bukser. Majoren blev klar over, at han aldrig havde set mrs. Ali uden det store, stive tunika-agtige forklæde, hun altid gik med i butikken. “Lad mig hjælpe med bakken.” Han begyndte at rejse sig op fra stolen. “Jeg klarer det udmærket selv,” sagde hun og stillede bakken på det nærmeste bord, mens hun skubbede den lille stak læderindbundne bøger til side med et hjørne af bakken. “De skal hvile Dem. De har sikkert fået et chok.” “Det kom helt uventet, telefonen, der ringede så urimeligt tidligt. Klokken var ikke engang seks. Jeg tror nok, at de havde været på ho­ spitalet hele natten.” “Det var uventet?” “Ja, et hjerteanfald. Tilsyneladende ret voldsomt.” Han strøg sig eftertænksomt over sit stive overskæg. “Det er underligt, men man regner jo med nu om dage, at de kan redde folk, der bliver ramt af 10

Major Pettigrews.indd 10

16/01/12 12.53


hjerteanfald. Sådan ser det altid ud i fjernsynet.” Mrs. Ali stødte te­ kandens tud mod kanten af en kop. Det gav et højt klink, og majoren frygtede, at der var gået en flis af. For sent kom han i tanke om, at hendes mand også var død af et hjerteanfald. Det var nok halvandet eller to år siden nu. “Jeg beklager, det var tankeløst ...” Hun afbrød ham med en forstående håndbevægelse og fortsatte med at hælde te op. “Han var et godt menneske, Deres mand,” tilføjede han. Det, han huskede bedst, var den store og rolige mands selvbeher­ skelse. Alt var ikke gået helt glat efter mr. Alis overtagelse af mrs. Bridges butik i landsbyen. Ved mindst to lejligheder havde majoren set mr. Ali en frisk forårsmorgen stå stille og roligt og skrabe sprayma­ ling af sit nye spejlglasvindue. Adskillige gange, hvor major Pettigrew havde været i butikken, havde nogle små drenge stukket hovedet ind ad døren og råbt: ‘Perkere, rejs hjem!’ Så plejede mr. Ali at ryste på hovedet og smile, mens majoren fremstammede nogle undskyldnin­ ger. Postyret døde til sidst ud. De samme små drenge luskede ind i butikken klokken ni om aftenen, når deres mødre var løbet tør for mælk. De mest stædige fra den lokale arbejderklasse blev trætte af at køre over seks kilometer for at købe deres lodsedler til det nationale lotteri i en ‘engelsk’ butik. Landsbyens øverste klasser, anført af da­ merne fra de forskellige lokale komiteer, kompenserede for de lavere klassers uforskammethed ved at vise en stærkt overdreven respekt for mr. og mrs. Ali. Majoren havde hørt adskillige damer tale stolt om ‘vores kære pakistanske venner henne i butikken’ som bevis på, at Edgecombe St. Mary var en utopi af multikulturel forståelse. Da mr. Ali døde, havde alle sørget på passende vis. Byrådet, som majoren sad i, havde diskuteret, om man skulle afholde en minde­ højtidelighed af en eller anden slags, og da det blev opgivet (hverken kirken eller pubben havde man fundet passende), var det endt med, at byrådet havde sendt en meget stor krans til begravelsen. “Jeg er ked af, at jeg aldrig fik lejlighed til at møde Deres vidunder­ lige hustru,” sagde mrs. Ali og rakte ham en kop te. “Det er nu seks år siden, hun døde,” sagde han. “Mærkeligt nok 11

Major Pettigrews.indd 11

16/01/12 12.53


synes det både at være en evighed siden og samtidig bare et kort øje­ blik.” “Ja, det er meget forvirrende,” sagde hun. Hendes distinkte udtale, som mange af landsbyens beboere kunne lære noget af, forekom ham at lyde som en velstemt klokke. “Nogle gange føler jeg, at min mand er lige så nær mig, som De er nu, og andre gange føler jeg mig helt alene i verden,” sagde hun. “De har jo familien.” “Ja, en temmelig stor familie.” Han bemærkede et anstrøg af ironi i hendes tonefald. “Men det er ikke det samme som det tætte bånd mellem mand og kone.” “Det er fuldstændig rigtigt,” sagde han. De drak deres te, og han tænkte på, hvor forunderligt det var, at mrs. Ali – uden for butikkens kontekst og her i hans egen opholdsstue – skulle vise sig at være en kvinde, der var så forstående. “Med hensyn til housecoaten,” sagde han så. “Housecoaten?” “Den der beklædningsgenstand, jeg var iført.” Han nikkede hen mod en kurv fyldt med numre af National Geographic, som house­ coaten nu lå oven på. “Den brugte min hustru altid, når hun gjorde rent. Nogle gange så ...” “Jeg har en gammel tweedjakke, som min mand plejede at gå med,” sagde hun stille. “Nogle gange tager jeg den på og går en tur rundt i haven. Og nogle gange stikker jeg hans pibe i munden for at opleve smagen af hans bitre tobak.” Hun rødmede, så hendes hud fik en varmere glød, og kiggede ned på gulvet med sine dybe brune øjne, som om hun havde sagt for meget. Majoren bemærkede hendes glatte hud og hendes ansigts markerede træk. “Jeg har også noget af min hustrus tøj endnu,” sagde majoren. “Her efter seks år ved jeg ikke, om det stadig har bevaret duften af hendes parfume, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig.” Han ville gerne fortælle hende, at han nogle gange åbnede skabslågen og trykkede sit ansigt ind mod de grove ulddragter og de bløde chiffon­ 12

Major Pettigrews.indd 12

16/01/12 12.53


bluser. Mrs. Ali kiggede op på ham, og bag hendes øjne med de tun­ ge øjenlåg anede han, at hun også tænkte på den slags fjollede ting. “Skal jeg skænke Dem en kop te mere?” spurgte hun og rakte hån­ den frem efter hans kop. Da mrs. Ali var gået – efter at have undskyldt, at hun sådan havde inviteret sig selv indenfor i hans hjem, og han havde undskyldt, at han sådan havde besværet hende med sin pludselige svimmelhed – iførte majoren sig atter housecoaten og gik ud i det lille bryggers bag ved køkkenet for at færdiggøre arbejdet med at rense sit gevær. Han kunne mærke en spænding i hovedet og en let brændende fornemmelse i halsen. Det var sorgens dumpe smerte i den virke­ lige verden – og det mindede mere om fordøjelsesbesvær end om lidenskab. Han havde stillet en lille porcelænskop med mineralsk olie til opvarmning over en lyseholder. Han dyppede fingrene i den varme olie og begyndte at gnide den langsomt ind i geværskæftet, der var af valnødderod. Træet blev silkeagtigt under hans fingerspidser. Han slappede af med dette arbejde og mærkede, hvordan sorgen lettede og gav plads til en lille smule nysgerrighed. Mrs. Ali var, havde han halvvejs en mistanke om, en dannet kvin­ de, et kulturelt menneske. Nancy havde også været en sådan sjælden person, der holdt af bøger og små kammerkoncerter i landsbykirker­ ne. Men hun havde ladt ham alene, så nu var han prisgivet den om­ sorg, som de ukultiverede og grove kvinder i deres bekendtskabskreds udviste for ham. Det var kvinder, som talte om heste og velgørenheds­ lotteri ved jagtballet, og som fandt fornøjelse i at sladre om, at en eller anden upålidelig ung mor fra de kommunale boliger nu igen havde ødelagt arrangementet i ugens legegruppe i forsamlingshuset. Mrs. Ali var mere ligesom Nancy. Hun var en sommerfugl ved siden af den kværnende dueflok, som de andre kvinder udgjorde. Han ind­ rømmede over for sig selv, at han gerne ville møde mrs. Ali igen uden for butikken, og han spekulerede over, om dette måske var et bevis 13

Major Pettigrews.indd 13

16/01/12 12.53


på, at han ikke var så forstokket, som hans otteogtres år og landsby­ livets begrænsede muligheder kunne lade formode. Opmuntret af denne tanke følte han, at han nu kunne klare den opgave at ringe til sin søn Roger i London. Han tørrede fingrene af i en blød gul klud og stirrede koncentreret på de mange forkromede knapper samt lysdiodeskærmen på den trådløse telefon – en gave fra Robert. Med dens hurtigopkald og stemmeaktivering var den nyttig for ældre mennesker, havde Roger sagt. Major Pettigrew var uenig i begge dele: at telefonen skulle være let at betjene, og at han selv skulle være et ældre menneske. Det var irriterende, men helt almin­ deligt, at så snart børnene var fløjet fra reden og havde etableret sig i eget hjem – i Rogers tilfælde en funklende ny penthouse-lejlighed indrettet i sort og messing i et højhus, der ødelagde Themsen og lå tæt ved Putney – begyndte de at behandle deres egne forældre som børn og ønske, at de var døde eller i det mindste gemt væk på et plejehjem. Det var alt sammen meget klassisk, tænkte majoren. Med en olieret finger lykkedes det ham at få trykket på knappen, der var mærket ‘1: Roger Pettigrew, VP, Chelsea Equity Partners’, som Roger havde skrevet med store, barnlige bogstaver. Rogers private finansieringsselskab havde til huse på to etager i et kontorhøjhus af glas i Londons Docklands, og da telefonen ringede med en metal­ lisk tikkende lyd, forestillede majoren sig Roger sidde i et ubehage­ ligt sterilt rum sammen med en hel række computere og en bunke mapper, som en meget dyr arkitekt ikke havde gidet sørge for skuffer til. Roger havde allerede hørt det. “Jemima har påtaget sig at ringe rundt. Pigebarnet er hysterisk, men alligevel ringer hun rundt til alle og enhver og deres hunde.” “Det hjælper hende måske at holde sig beskæftiget,” foreslog ma­ joren. “Det drejer sig snarere om at svælge i rollen som den sørgende datter, hvis du spørger mig,” sagde Roger. “Det er ret hysterisk, men sådan har de jo altid været, er det ikke rigtigt?” Han talte med en 14

Major Pettigrews.indd 14

16/01/12 12.53


mumlen, så majoren gik ud fra, at det betød, han endnu en gang sad og spiste ved sit skrivebord. “Det der er ikke nødvendigt, Roger,” sagde han strengt. Faktisk var hans søn ved at blive lige så udannet som Marjories familie. Byen var fyldt med uciviliserede, arrogante unge mænd nu om dage, og Roger, der nærmede sig de tredive, viste flere tegn på at have taget ved lære af dem. “Undskyld, far. Jeg er ked af det med onkel Bertie.” Der var en pause. “Jeg glemmer aldrig, dengang jeg havde skoldkopper, og han kom med et modelfly-byggesæt til mig. Han blev der hele dagen og hjalp mig med at lime de der bittesmå træstykker sammen.” “Så vidt jeg husker, smadrede du det imod vinduet næste dag, selv­ om jeg havde advaret dig mod at flyve med det indendørs.” “Ja og du brugte det som optændingsbrænde i køkkenkomfuret.” “Det var gået i stykker, og der var ingen grund til at lade det gå til spilde.” Denne historie var velkendt for dem begge to. Den kom frem en gang imellem og blev fortalt ved familiefester. Nogle gange blev den fortalt som en sjov historie, og de grinede alle sammen. Andre gange var det en advarende belæring til Jemimas egenrådige søn. I dag lå der en antydning af bebrejdelse i den. “Kommer du herned aftenen før?” spurgte majoren. “Nej, jeg tager toget. Men du skal ikke vente på mig, far. Måske sidder jeg fast.” “Sidder fast?” “Jeg er ved at drukne. Der er vild panik lige nu. To milliarder dol­ lars, fjendtligt opkøb af selskabsobligationer – og kunden er nervøs. Men giv mig besked, når der er besluttet en dato, så indfører jeg det i min kalender som et ‘must’, men man kan aldrig vide.” Majoren tænkte på, hvordan han mon blev indført i sønnens kalender. Han forestillede sig, at det skete med en lille gul post-it-seddel – vigtig, men ikke tidsfølsom, måske.

15

Major Pettigrews.indd 15

16/01/12 12.53


Begravelsen blev fastsat til tirsdag. “Det passede for de fleste,” sagde Marjorie anden gang, hun ringe­ de. “Jemima har aftenundervisning om mandagen og om onsdagen, og jeg skal til en bridgeturnering torsdag aften.” “Bertie ville bestemt have ønsket, at I fortsatte med jeres gøremål,” sagde majoren, der dog hørte en let sarkastisk tone i sin stemme. Han var sikker på, at begravelsen også var fastlagt under hensyntagen til Marjories skønhedssalonaftaler. Hun ville være sikker på, at hendes gule hår var nysat og hendes hud tonet eller vokset – eller hvad hun nu gjorde for at få et ansigt, der lignede udspændt læder. “Jeg går ud fra, at fredag er udelukket?” tilføjede han. Han havde netop fået en tid tirsdag hos sin læge. Lægesekretæren havde været meget forstående, omstændighederne taget i betragtning, og havde straks insisteret på at flytte et årligt tjek af et barn med astma til fredag for at presse hans EKG-undersøgelse ind. Så han brød sig ikke om at aflyse. “Præsten har ‘Unge-i-krise’ om fredagen.” “Jeg går ud fra, at de unge er i krise hver dag i ugen,” sagde majo­ ren skarpt. “Der er tale om en begravelse, for pokker. Lad dem sætte andres behov foran deres egne for en gang skyld. Det kan de måske lære noget af.” “Indehaveren af begravelsesforretningen mente, at fredag var en upassende festlig dag til en begravelse.” “Javel ...” Han var fuldstændig målløs og overvundet af dette ab­ surde argument. “Jamen så ses vi på tirsdag, omkring klokken fire?” “Ja. Kører Roger dig?” “Nej, han kommer direkte ned fra London med tog og tager en taxa. Jeg kører selv.” “Er du nu sikker på, at du kan klare det?” spurgte Marjorie. Hun lød faktisk ægte bekymret, og majoren blev rørt over hendes omsorg. Hun var selvfølgelig også alene nu. Han blev ked af, at han havde været så vred på hende, og forsikrede hende venligt om, at han var i stand til at køre selv. 16

Major Pettigrews.indd 16

16/01/12 12.53


“Og du tager selvfølgelig med hjem bagefter. Vi skal have lidt at drikke og en bid mad. Noget helt enkelt.” Han bed mærke i, at hun ikke inviterede ham til at blive natten over, så han ville være nødt til at køre hjem i mørke. Hans empati for hende skrumpede igen. “Og måske er der noget af Berties, som du gerne vil have. Det må du lige kigge på.” “Det er vældig betænksomt af dig,” sagde han, idet han forsøgte at dæmpe den iver, der livede hans stemme op. “Faktisk var det min plan at snakke med dig om netop det på et passende tidspunkt.” “Jamen selvfølgelig,” sagde hun. “Du skal da have en lille ting, et minde. Det ville Bertie have insisteret på. Der er nogle helt nye skjor­ ter, som han aldrig har brugt ... Men det skal jeg lige tænke over.” Da han slukkede telefonen var det med en følelse af fortvivlelse. Hun var virkelig en forfærdelig kvinde. Han sukkede ved tanken om den stakkels Bertie og funderede over, om han mon nogen sinde hav­ de fortrudt sit valg. Måske havde han ikke tænkt ret meget over den sag. Ingen spekulerer over døden, når de tager de beslutninger, der gælder for livet, tænkte majoren. Og hvis de gjorde, hvilke andre valg kunne de så tage? Der var kun tyve minutters kørsel fra Edgecombe St. Mary til den nærliggende kystby Hazelbourne-on-Sea, hvor Bertie og Marjorie bo­ ede. Byen var et travlt handelscentrum for det halve amt og var altid fyldt med folk på indkøb og turister, så majoren havde lavet omhyg­ gelige beregninger vedrørende trafikken på ringvejen, mulige parke­ ringsvanskeligheder i de smalle gader omkring kirken og tid til at tage imod kondolencer. Han havde besluttet at tage af sted ikke senere end halv to. Og alligevel sad han nu her i bilen foran sit hus uden at røre sig. Han kunne mærke, at blodet flød gennem hans krop så lang­ somt som lava. Det virkede, som om han var ved at smelte indvendig og hans fingre allerede havde mistet knoglerne. Han var ikke i stand til at bevæge rattet. Han forsøgte at dæmpe sin panik ved at trække vejret dybt nogle gange. Han kunne umuligt gå glip af sin egen brors 17

Major Pettigrews.indd 17

16/01/12 12.53


begravelse, og alligevel var det ikke muligt for ham at dreje startnøg­ len om. Han overvejede kort, om han måske var ved at dø. Det var bare en skam, at det ikke var sket i går, for så kunne de have begravet ham samtidig med Bertie og sparet alle for at møde op to gange. Der lød et bank på bilruden, og han drejede hovedet som i en drøm og fik øje på mrs. Ali, der så bekymret ud. Han tog en dyb indånding og fik placeret en finger på knappen til de automatiske ruder. Han havde været modvillig over for den idé med, at alt skulle være automatisk. Nu var han glad for, at han ikke skulle dreje på et håndtag. “Er alt i orden, major?” spurgte hun. “Det tror jeg nok,” sagde han. “Jeg skulle bare lige have vejret. Jeg skal af sted til begravelse, som De ved.” “Ja, det ved jeg,” sagde hun. “Men De ser meget bleg ud. Er De frisk nok til at køre bil?” “Jeg har ikke andet valg, kære ven,” sagde han. “Jeg er bror til den afdøde.” “Måske skulle De stige ud og trække lidt frisk luft et øjeblik,” fore­ slog hun. “Jeg har en kold sodavand, som måske kan kvikke Dem lidt op.” Hun bar på en lille kurv, hvori han kunne se et skinnende grønt æble, noget let fedtet papir, der tydede på indpakkede kager, og en høj grøn flaske. “Ja, måske lige et øjeblik,” sagde han og steg ud af bilen. Det viste sig, at kurven var en lille hilsen, som hun havde tænkt sig at stille på hans trappe, til når han kom hjem igen. “Jeg var bekymret for, om De huskede at få noget at spise,” sagde hun, mens han drak sodavanden. “Jeg spiste ikke noget i fire dage efter min mands begravelse. Jeg endte på hospitalet med dehydre­ ring.” “Det er meget venligt af Dem,” sagde han. Efter at have drukket den kolde sodavand havde han det bedre, men hans krop rystede sta­ dig. Han var alt for bekymret til at føle situationen ydmygende. Han var nødt til at nå frem til Berties begravelse på en eller anden måde. 18

Major Pettigrews.indd 18

16/01/12 12.53


Bussen kørte kun hver anden time med reduceret kørsel om tirs­dagen og sidste bus tilbage klokken 17. “Jeg må vist hellere se, om der er en taxa ledig, for jeg er ikke sikker på, at jeg er i stand til at køre bil.” “Det er ikke nødvendigt,” sagde hun. “Jeg kan køre Dem. Jeg var alligevel på vej til Hazelbourne.” “Åh, det kan jeg umuligt ...” begyndte han. Han brød sig ikke om at blive kørt af en kvinde. Han hadede deres forsigtige kørsel i vejkryds, deres klodsede ligegyldighed over for nuancerne i gearskiftning og deres totale ukendskab til bakspejlet. Mangen en eftermiddag havde han sneglet sig af sted ad de snoede veje bag en langsom kvindelig bilist, der muntert bevægede hovedet i takt til popmusikken fra en radiostation, mens hendes tøjdyr sad og nikkede i takt på bagrudehyl­ den. “Det kan jeg umuligt,” gentog han. “De må gøre mig den ære at lade mig være til lidt hjælp,” sagde hun. “Min bil står parkeret ude på vejen.” Hun kørte som en mand, idet hun aggressivt skiftede gear i svinge­ ne og med stor fornøjelse styrede den lille Honda hen over bakkerne med god fart. Hun havde åbnet vinduet i sin side en lille smule, så den friske vind fik hendes rosa silketørklæde til at blafre og kaste sorte hårlokker hen over hendes ansigt. Hun fejede dem utålmodigt væk, mens hun speedede op, så bilen nærmest fløj hen over en lille, kraf­ tigt hvælvet bro. “Hvordan har De det?” spurgte hun, og majoren vidste ikke lige, hvad han skulle svare. Hendes kørsel gav ham en smule kvalme, men på den spændende og gode måde, som små drenge oplever det, når de kører i rutsjebane. “Jeg føler mig ikke så ødelagt som før,” sagde han. “De kører godt.” “Jeg kan lide at køre bil,” sagde hun og smilede til ham. “Bare mig og maskinen. Ingen til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Ingen regnskaber, ingen statusopgørelse – bare den åbne vejs muligheder og mange ukendte destinationer.” “Sandt nok,” sagde han. “Har De kørt mange ture?” “Ih nej,” svarede hun. “Jeg plejer bare at køre ind til byen hver 19

Major Pettigrews.indd 19

16/01/12 12.53


anden uge for at hente forsyninger. De har et pænt udvalg af indiske specialbutikker på Myrtle Street. Ellers bruger vi hovedsageligt bilen til udbringning.” “De skulle køre en tur til Skotland eller sådan et sted,” sagde han. “Og der er også motorvejene i Tyskland. Der skulle være behageligt at køre, har jeg hørt.” “Har De kørt meget i Europa?” spurgte hun. “Nej, Nancy og jeg snakkede om det. Køre igennem Frankrig og måske lidt ind i Schweiz. Men vi fik det aldrig gjort.” “De skulle tage af sted,” sagde hun. “Mens De har muligheden.” “Og hvad med Dem?” spurgte han. “Hvor kunne De tænke Dem at tage hen?” “Mange steder,” sagde hun. “Men der er jo butikken.” “Vil Deres nevø ikke snart være i stand til at passe butikken alene?” spurgte han. Hun lo, men det var ikke en glad latter. “Åh jo,” sagde hun. “Han vil meget snart være i stand til at passe butikken alene, og så bliver jeg overflødig.” Nevøen var et nyt og ikke særlig behageligt element i landsbybutik­ ken. Han var en ung mand på omkring femogtyve. Han gik med en stiv holdning og havde en antydning af hovmod i sit blik, som om han altid var forberedt på at blive konfronteret med en ny fornærmelse. Han havde intet af mrs. Alis stilfærdige og charmerende tjenstvillig­ hed og intet af afdøde mr. Alis tålmodighed. Selv om majoren på et eller andet plan var klar over, at det var hans ret, følte han det aka­ vet at stille et spørgsmål om prisen på frosne ærter til en mand, der forventede at blive hånet netop ved at få stillet et sådant spørgsmål. Desuden optrådte nevøen altid med en behersket strenghed over for tanten, hvilket majoren ikke brød sig om. “Har De tænkt på at trække Dem tilbage?” spurgte han. “Det er blevet foreslået,” sagde hun. “Min mands familie bor oppe nordpå og håber, at jeg vil sige ja til at bo hos dem og indtage min retmæssige plads i familien.” “En kærlig familie kan sikkert kompensere for at være nødt til at 20

Major Pettigrews.indd 20

16/01/12 12.53


bo i det nordlige England,” sagde major Pettigrew, der dog tvivlede på sine egne ord. “Jeg er sikker på, at De vil nyde at være den agtede bedstemor og matriark.” “Jeg har ikke selv fået børn, og min mand er død,” svarede hun i et syrligt tonefald. “Derfor vil jeg nok blive mere ynket end agtet. Det forventes, at jeg overdrager butikken til min nevø, der så vil få råd til at hente sig en god hustru fra Pakistan. Til gengæld vil jeg få husly og sikkert æren af at passe andre familiemedlemmers små børn.” Majoren var tavs. Han følte på én gang forfærdelse og ulyst til at høre mere. Dette var netop grunden til, at folk for det meste snakkede om vejret. “De kan da ikke tvinge Dem ...” begyndte han. “Ikke i retslig henseende,” sagde hun. “Min vidunderlige Ahmed brød med familietraditionen for at sikre sig, at butikken gik til mig. Men der er dog noget gæld, der skal betales. Desuden, hvad er retssik­ kerhed mod vægten af en families holdning?” Hun drejede til venstre og pressede sig ind i et lille hul i den travle trafik på kystvejen. “Man er nødt til at overveje, om det er umagen værd at kæmpe, hvis resulta­ tet bliver, at man mister familien og bryder traditionen.” “Det er jo fuldstændig umoralsk,” sagde majoren chokeret og holdt så fast i armlænet, at hans knoer var helt hvide. Det var problemet med disse indvandrere, tænkte han. De foregav at være engelske. Nogle af dem var oven i købet født her. Men under overfladen lå der alle disse barbariske holdninger og troskab mod fremmede skikke. “De er heldig,” sagde mrs. Ali. “Angelsakserne har for en stor dels vedkommende brudt med denne afhængighed af familien. Hver ge­ neration føler, at den har ret til at gøre, som den vil, og er heller ikke bange for det.” “Det er rigtigt,” sagde majoren og godtog automatisk denne kom­ pliment, selv om han slet ikke var sikker på, at hun havde ret. Hun satte ham af på hjørnet nogle få meter fra kirken, og han skrev sin svigerindes adresse på et stykke papir. “Jeg kan bare tage en bus tilbage eller noget,” sagde han, men de 21

Major Pettigrews.indd 21

16/01/12 12.53


vidste begge to, at det ikke var tilfældet, så han opgav sin protest. “Jeg regner med at være færdig klokken seks, hvis det kan passe?” tilføjede han. “Helt bestemt.” Hun tog hans hånd i sine et øjeblik. “Jeg ønsker Dem et stærkt hjerte og familiens kærlighed denne eftermiddag.” Majoren blev meget bevæget og håbede, at han kunne bevare denne følelse, når han stod over for Berties stivnede krop i en valnøddetræskiste. Højtideligheden var stort set den samme blanding af farce og sorg, som han huskede fra Nancys begravelse. Kirken var stor og skum­ mel. Det var en presbyteriansk kirke fra midten af århundredet, hvis nøgne beton ikke blev mildnet af røgelse, vokslys og mosaikruder som i Nancys elskede St. Mary’s Church of England. Her var der ikke et gammelt klokketårn eller en mosbegroet kirkegård med kompense­ rende skønhed og roen ved at se de samme navne hugget i sten gen­ nem generationer. Den eneste trøst var den lille tilfredsstillelse ved at se, at så mange var mødt op til højtideligheden, således at også to rækker klapstole bagved var optaget. Berties kiste stod over en lille fordybning i gulvet, næsten ligesom en afløbskanal, og på et tidspunkt under ceremonien blev majoren helt forskrækket, da der lød en me­ kanisk brummen, og Bertie pludselig blev sænket ned. Han blev ikke sænket mere end ti centimeter, men majoren måtte kvæle et uvilkår­ ligt udbrud, mens han ufrivilligt rakte en hånd frem. Det havde han ikke været forberedt på. Både Jemima og Marjorie holdt en tale. Han havde regnet med at forholde sig ironisk til deres taler, især da Jemima, iført en bredskyg­ get sort stråhat, der var mere passende til et elegant bryllup, oplæste et digt, hun havde skrevet til ære for sin far. Men selv om digtet virkelig var gyseligt (han huskede kun, at det var en hel masse om bamser og engle, som slet ikke stemte overens med den presbyterianske lære), forvandlede hendes ægte sorg det til noget virkelig rørende. Hendes mascara løb ud over hele hendes magre ansigt, og hun måtte næsten bæres ned fra læsepulten af sin mand. 22

Major Pettigrews.indd 22

16/01/12 12.53


Majoren var ikke på forhånd blevet bedt om at holde en tale. Han betragtede dette som en alvorlig forglemmelse og havde forberedt adskillige sætninger, mens han havde ligget søvnløs i de mellemlig­ gende ensomme nætter. Men da Marjorie, på vej ned til sin plads igen efter den korte og tårevædede afsked med sin mand, lænede sig ind mod ham og spurgte, om han ville sige noget, sagde han nej. Til sin egen overraskelse følte han sig igen svag, og både hans stemme og syn var sløret af bevægelse. Han greb begge hendes hænder og holdt dem et langt øjeblik, mens han forsøgte at holde tårerne tilbage. Efter ceremonien, da han stod ude i foyeren med de røgfarvede vinduesruder og gav hånd til folk, var han blevet rørt over at se så mange af sine og Berties gamle venner, heriblandt nogle, han ikke set i mange år. Martin James, som var vokset op sammen med dem begge i Edgecombe, var kørt hele vejen fra Kent. Berties gamle nabo Alan Peters, som var en dygtig golfspiller, men i stedet for var blevet en ivrig fuglekigger, havde kørt helt ovre fra den anden side af landet. Mest overraskende var det dog, at waliseren Jones, en af majorens gamle soldaterkammerater tilbage fra officersskolen, som havde mødt Bertie et halvt dusin gange en sommer og var fortsat med at sende dem begge et julekort hvert år, var kommet ned helt fra Halifax. Majoren greb hans hånd og rystede på hovedet i en ordløs tak. Øjeblikket blev dog ødelagt af Jones’ anden kone, en kvinde, som hverken han eller Bertie havde haft lejlighed til at møde, og som græd fortvivlet ned i sit store lommetørklæde. “Hold nu op, Lizzy,” sagde Jones. “Jeg beklager, men hun kan ikke gøre for det.” “Jeg er meget ked af det,” jamrede Lizzy og pudsede næse. “Det samme sker, når jeg er til bryllup.” Majoren havde ikke noget imod det. Hun var i det mindste kommet. Roger var ikke dukket op endnu.

Major Pettigrews.indd 23

16/01/12 12.53


Majorens sidste forelskelse