Magt_og_pragt

MAGT& PRAGT enevælde 1660–1848 THOMAS LYNGBY, SØREN MENTZ, SEBASTIAN OLDEN-JØRGENSEN

GADS FORLAG

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 3

Magt og pragt ENEVÆLDE 1660-1848 Thomas Lyngby Søren Mentz Sebastian Olden-Jørgensen

Gads Forlag

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 4

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 5

Indhold

Indledning 8 Sebastian Olden-Jørgensen Ind i enevælden

13

Den danske oktoberrevolution

13

Adelsvælde eller monarchia mixta? 14 Et gammeldags statssystems krise 18 Krig og stænderstat 20 Krigen 27 Svenskerne kommer 29 Svenskerne kommer igen! 33 Parat til alt 39 Det store stændermøde 1660 41 Hvorfor dog? 45 Blankochecken udstedes: Arvehyldningen 1660 47 Blankochecken indløses: Enevoldsarveregeringsakten 1661 52 Den brutale enevælde: Retssamfundet smuldrer 53 Retssikkerheden reetableres: Kay Lykke-sagens efterspil 57 Økonomisk brutalitet 59 Frederik III’s sidste år 64 Kongeloven 1665 69 Tronskiftet 1670 72

INDHOLD

5

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 6

Salvingen 1671 76 Politisk totalteater 79 Tre konger 82 Discount-enevælde? 86 Den danske enevælde: Fiasko eller succes? 90 Thomas Lyngby Den dansk-norske solkonge

97

Kongen og samfundets orden 97 Hoffet 102 Livet på slottene 105 Modtagelse af udenlandske gesandter 110 Magtens og livets overgange 114 Kongens og hoffets adspredelser 130 De kongelige tafler 138 Afblæsning af hoffets orden 142 Enevældigt styre 144 Kongens riger og lande 147 At styre enevældigt 155 Magtens legitimitet 160 Den store ridderfest på Frederiksborg 169 Enevældens sociale rangorden 177 Enevælden mister sin legitimitet 183 Sebastian Olden-Jørgensen Struensee-affæren 1770-72

185

Enevældens sæbeopera 185 Endnu en tysker 187 Hans Majestæt 189 Et par år til at rase ud? 192 Rejsen 196 Livlægen 199 Statsmanden 201 Kup, dom og død 202 Spillereglerne – og straffen for at overtræde dem 204

6

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 7

Den biologiske tilfældighed 210 Struensees skygge 213 Søren Mentz Enevælden i europæisk lys – et historisk rids

217

Et stærkt comeback 217 Kongen 219 Hoffet 223 Centraladministrationen 228 Favoritten 230 Enevældens guddommelige legitimitet 236 Kongen og stænderforsamlingerne 238 Stuart-kongernes enevælde 240 Stuart-monarkiets hofkultur 245 Revolution 256 Den glorværdige revolution 1688 257 Ludvig XIV – Europas solkonge 260 Det personlige styre 263 Universets centrum – Solkongens hof i Versailles 269 Skatter, domstole og militær 270 Solkongens royale image 275 Enevælde i øst 284 Den oplyste enevælde 293 Frederik VI – oplyst monark og militant regent, 1784-1839 301 Christian VIII – Danmarks sidste enevældige konge, 1839-1848 311 Litteratur 318 Register 323

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 8

Indledning

I 2010 er det 350 år siden, at enevælden blev indført i Danmark. Den danske enevælde var unik. I modsætning til andre enevældige monarker havde den danske konge papir på sin magtfuldkommenhed: Kongeloven fra 1665 var Europas eneste enevældige grundlov, og den gav kongen uindskrænket magt fra top til bund i alle dele af samfundslivet. Men enevælden var på ingen måde noget særligt dansk. Andre herskere i og uden for Europa stræbte efter og opnåede enevældig magt, og den danske enevælde iscenesatte sig selv med et internationalt symbolsprog. Christian V besøgte som kronprins Ludvig XIV af Frankrig, enevældens ypperste repræsentant, og hans kongegerning kan på mange måder ses som et bevidst forsøg på at gøre Solkongen kunsten efter.

Denne bog vil forsøge at favne denne dobbelthed ved enevælden – det særligt danske og det internationalt genkendelige. Den begynder med den danske enevældes særlige forhistorie, dens dramatiske fødsel og den enestående Kongelov. Bogen skildrer det hofliv, der udspillede sig omkring den danske konge, og forbinder det med dannelsen af en stærkere og mere centraliseret statsmagt. Samtidig præsenterer bogen træk ved den internationale udvikling af konge- og statsmagt – enevældens idé- og tankeunivers var en udveksling af erfaringer på tværs af nationale grænser og fremkom som svar på sammenlignelige udfordringer. Hvad kunstnere som Rubens, van Dyck og Rigaud skabte i Europa, blev imiteret i Danmark.

Enevælde må uvægerligt handle om magt, og dermed kommer politikken og de centrale aktører, herskerne og deres nærmeste hjælpere og modstande-

8

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 9

Man må lade Frederik III, at han havde sans for magtens iscenesættelse. Han sørgede for en ny enevældig trone i enhjørninghorn (narhvaltand) og sølvløver i næsten naturtro størrelse.

Sølvtronen til højre blev udført til Sophie Magdalenes salving i 1731. Det hele kan i dag beundres i Riddersalen på Rosenborg Slot. Se tillige detailfotoet på side 4. Foto Jens Lindhe

re, til at spille en hovedrolle. Hvad var deres baggrund, deres visioner og nøglen til at forstå deres succes eller fiasko? Fortællingen om enevældens magt er i øvrigt ikke kun en spændende, men forsvunden fortid. Enevælden er jo stadig midt iblandt os i form af den moderne og særdeles magtfuldkomne, allestedsnærværende stat. Man kunne også sige: Den moderne nationalstat trådte ind i de tøfler, den enevældige monark var smuttet ud af.

Men enevælden er også iblandt os på en anden måde, for magt kræver pragt, og nogle af enevældens overdådige bygninger, som dannede rammen om hofceremonier og kongelig repræsentation, består den dag i dag. Den kongelige iscenesættelse taler ikke længere så direkte om magt, for den er blevet lidt fjern og fremmed i sit udtryk, og den er blevet demokratiseret og tilgængelig for enhver på vore museer og i byrummet. Den overvælder og fascinerer dog stadig enhver med åbne sanser.

Det er disse betragtninger, der har været styrende for denne bog. Enevælden

INDLEDNING

9

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 10

Christian V i sin salvingsdragt på elfenbenstronen. Maleri af Michael van Haven. Ved kongens side står to allegoriske figurer, der hentyder til hans valgsprog: Pietate et justitia – Ved fromhed (til venstre) og retfærdighed (til højre). De Danske Kongers Kronologiske Samling, Rosenborg

10

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 11

som dansk fænomen danner begyndelsen, mens afslutningen udgøres af den brede fortælling om enevældens fald overalt. Også rent sagligt må man sige, at den danske enevældes begyndelse i høj grad er lokalt og regionalt betinget, mens dens afslutning er et led i enevældens almindelige europæiske afvikling.

Mellem disse to afsnit sættes der fokus på kongen som den legemliggjorte magt midt i hoffets pragt. Når alt går, som det skal, så fødes, opdrages, giftes, salves og dør en konge, og på alle stadier af hans livsvej er han omgivet af overvældende og yderst meningsfuld pragt. Det var ikke kun pragt for pragtens egen skyld, men handlede også om politiske værdier og sociale hierarkier.

Blikket på kongen og pragten leder derfor naturligt videre til den stat, kongen styrede – dens omfang og organisering – og hvordan kongens enorme magtprætentioner kunne forekomme legitime for undersåtterne. Men det var ikke altid, det gik, som det skulle, og under Christian VII gik det helt galt, da livlægen Struensee lå i med dronningen, og enevældens politiske teater blev til en soap opera. Også den historie er god at få forstand af – og så er den underholdende. Den danske enevælde overvandt dog krisen, og alt i alt blev det til 188 års enevælde, før systemet måtte give op i foråret 1848, og vi fik Junigrundloven 1849 med frihedsrettigheder, folkestyre og magtdeling. I andre lande blev kriserne mere alvorlige. Hvis de enevældige konger ikke fulgte med samfundsudviklingen, risikerede de at miste tilslutning fra den sociale elite. Karl I af England kom ud ad trit med parlamentet og blev et hoved kortere i 1649, mens Ludvig XVI måtte gå den tunge gang til skafottet i 1793.

Det er ikke alle sider af livet i enevældens århundreder, der kan rummes i en bog, og dette værk er ikke en generel kronologisk skildring af 188 års historie.

Vi bekender os uden mindste tøven til de muligheder og begrænsninger, der ligger i spændingsfeltet mellem de to fascinerende begreber: magt og pragt.

En stor tak skylder vi Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og de fonde, der har gjort bogens udgivelse mulig: Augustinus Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Lillian og Dan Finks Fond, Landsdommer V. Gieses Legat, Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.

Frederiksborg den 5. juni 2010 Thomas Lyngby, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 12

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 13

Ind i enevælden

DEN DANSKE OKTOBERREVOLUTION 1660 Det er en del af den moderne danske selvforståelse, at politiske forandringer her i landet foregår gradvist, naturligt og frem for alt båret frem af bred konsensus. Revolutioner hører ligesom ikke til den danske folkekarakter, føler de fleste, og på bunden af den danske folkesjæl ligger frihed og folkestyre. Det kan der være noget om, hvis vi ser på de seneste 200 års historie, men ikke hvis man anlægger et længere perspektiv. Også Danmark har haft en oktoberrevolution – eller et oktoberkup, om man vil. For det lader sig ikke nægte, at et af Danmarkshistoriens skarpe hjørner, arvehyldningen 1660, nærmest er et katalog over alt det, vi ikke troede var dansk: sammensværgelse, manipulation, militært pres og som resultat en enevældig styreform, hvis grundlov, Kongeloven 1665, nærmest er opskriften på det perfekte diktatur. Kun på ét punkt fornægtede den danske nationalkarakter sig ikke: Kuppet forløb ublodigt.

Blod havde der ellers været nok af de foregående år, hvor de to Karl Gustavkrige 1657-58 og 1658-60 havde raset og efterladt landet hærget og udplyndret.

Hvis man skal forstå enevældens indførelse, er det vigtigt aldrig at glemme krigen. Den danske enevælde er nemlig ikke blot indført i kølvandet på en

Frederik III malet af Karel van Mander (III) i 1660. Til venstre for den harniskklædte konge fremhæves kongemagtens symboler: krone, scepter og rigsæble. Enevældens indførelse hænger uløseligt sammen med den forudgående krig. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

I N D I E N E VÆ L D E N

13

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 14

krig: Den er så at sige en krigsskade, som den dansk-norske stat herefter bar på sit politiske legeme.

Dermed er allerede antydet, hvad indførelsen af den danske enevælde ikke er: Den er ikke et korrupt politisk systems sammenbrud, den er ikke løn som forskyldt til en degenereret og uduelig dansk adel, og den er heller ikke det naturlige resultat af en stadig styrkelse af kongemagten eller et simpelt udtryk for statsmagtens vækst. Enevælden er frugten af en akut krise – de nævnte Karl Gustav-krige – og selv om krisens forhistorie selvfølgelig rækker længere tilbage, er den ikke en naturlig forlængelse af de foregående årtiers udvikling.

Enevælden er og bliver et brud. For at forstå enevældens indførelse, er det dog alligevel nødvendigt at se lidt på det politiske system, den afløste. Det skyldes ikke kun, at en del af forklaringen selvfølgelig ligger her, men også, at det nye regimes mænd byggede enevælden op med et fast blik i bakspejlet. De havde ikke nogen stor plan eller noget udenlandsk forbillede at styre efter, men de havde en politisk erfaring fra de foregående årtier, og det var den, som definerede deres aversioner og indirekte formede deres drømme.

ADELSVÆLDE ELLER MONARCHIA MIXTA? Blandt historikere kaldes tiden forud for enevældens indførelse ofte “adelsvælden”. Denne betegnelse afspejler sådan set enevældens egen propaganda, fordi adelsvælde er en oversættelse af det græske “aristokrati”, ligesom enevælde er en oversættelse af “monarki”. Skåret ud i pap betyder det, at før 1660 bestemte adelen, efter 1660 kongen. Det turde være en sandhed med modifikationer.

Før 1660 var Danmark med tidens egen sprogbrug et “frit valgrige”, hvor adelen gennem rigsrådet valgte kongen. Det ville dog være en stor misforståelse at tro, at valget var fuldstændig frit i den forstand, at man ved den ene konges død sonderede blandt mulige kandidater og valgte den bedst egnede som den næste. Det var tidens politiske fiktion, at det engang i fortiden faktisk havde forholdt sig sådan, og at dette var oprindelsen til kongedømmet som institution, men alle vidste, at kongeværdigheden normalt gik i arv. Det gjorde den overalt i Europa, både i valg- og arvekongedømmer, og det havde den gjort i Danmark i århundreder. Det gjaldt også i de tilfælde, hvor man skulle temmelig langt ud i kongeslægtens forgreninger, som for eksempel ved den

14

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 15

barnløse Christoffer af Bayerns død i 1448, hvor man valgte Christian I til ny konge. Han var søn af grev Didrik den Lykkelige af Oldenburg (ved Wesers munding op mod den nuværende grænse til Holland) og nedstammede i sjette led fra Erik Klipping (konge af Danmark 1259-86, myrdet i Finderup lade).

Sagen var simpelthen den, at det kongelige blod, dynastiet, også i sjette led, bidrog afgørende til at sikre politisk legitimitet og stabilitet.

Det frie valg var altså teori, men det betød ikke, at udtrykket “frit valgrige” var indholdsløst. I tidens sprogbrug betød “frihed” tillige “rettighed” eller “privilegium”, så et “frit valgrige” var en statsform, hvor riget og dets befolkning havde klart definerede rettigheder. Danmarks status som frit valgrige betød, at kongen ved sit valg måtte forhandle og acceptere visse betingelser (begrænsninger!) for sin kongemagt. Disse betingelser blev nedfældet i håndfæstningen, som var et forpligtelsesbrev, underskrevet af kongen og bekræftet ved ed under kroningsceremonien. Håndfæstningens første forpligtelse var religiøs. Kongen skulle “over alt at elske og dyrke den alsommægtigste Gud og hans hellige ord lære, styrke, formere, fremdrage, håndhæve, beskytte og beskærme til Guds ære og den hellige kristne tros forøgelse” (Frederik III’s håndfæstning 1648, paragraf 1). Dernæst lovede han at holde rigsråd, adel, købstadsmænd, bønder og alle rigets indbyggere “ved lov, skel og ret, friheder og privilegier og ingen af dem derimod at forurette i nogen måde” (paragraf 2). Det var et løfte om at håndhæve retssikkerheden og afstå fra magtmisbrug. Håndfæstningens øvrige godt 50 paragraffer var konkretiseringer af dette generelle løfte og handlede i altovervejende grad om adelens forrettigheder: deres forret til alle vigtige embeder, deres “hals og hånd” (politimyndighed) over deres fæstebønder, deres skattefrihed, deres ret til at handle med hvem, de ville osv. Man kunne sige: Håndfæstningen fastslog, at Danmark er et kristent samfund og et retssamfund, skønt ganske vist et retssamfund med en klart defineret politisk og social elite, nemlig den danske adel.

Håndfæstningen fastlagde også retningslinjer for det politiske liv. Kongen kunne ikke vælge, hvem han ville som sine embedsmænd og rådgivere, men skulle bruge danske adelsmænd. Han måtte ikke regere alene, men skulle dele magten med rigsrådet og altid have en hofmester, en kansler og en marsk, og han skulle have rigsrådets samtykke til alle væsentlige beslutninger om krig og fred, udenrigs- og erhvervspolitik. Ja, i tilfælde af, at kongen misbrugte sin magt, foreskrev håndfæstningen, at man klagede sin nød til hofmesteren, kan-

I N D I E N E VÆ L D E N

15

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 17

politisk magtdeling. Den ligger ganske vist langt fra vore dages deling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, men magten var delt, og formålet var det samme som i dag: at hindre magtmisbrug.

At styrte en konge var dog absolut sidste udvej. Den daglige politiske praksis, som håndfæstningen forpligtede kongen på, var samarbejde og forhandling med landets sociale og politiske elite: den danske adel. Som det også fremgik af håndfæstningen udspillede dette samarbejde sig først og fremmest i rigsrådet, som bestod af cirka 20 rige, erfarne og som oftest halvgamle danske adelsmænd. De var udpeget af kongen, men opfattede sig selv om repræsentanter for riget (derfor rigsråder og ikke kongelige råder). Deres opgave var at bistå kongen i regeringen, men om nødvendigt havde de som nævnt også magt til at afsætte ham, hvis han udartede til en tyran. Det havde de sidst gjort med Christian II i 1523. Denne konstruktion fik i 1577 den franske statsretsteoretiker Jean Bodin til at konkludere, at Danmarks styreform ikke var monarkisk, men aristokratisk. Denne kategorisering var man i Danmark ikke enig i. Danmark og Norge, der jo hørte under Danmark, var så sandelig rigtige kongeriger, mente man, mindst lige så gamle og ærværdige som Bodins franske fædreland.

Heldigvis åbnede tidens statsvidenskab også for mere smigrende betegnelser. Man kunne for eksempel hævde, at Danmark var et “monarchia mixta”.

Det betød, at styreformen grundlæggende set var monarkisk, men kombineret med elementer af aristokrati og demokrati. Det aristokratiske element var rigsrådet, mens de stændermøder med repræsentation fra adel, gejstlighed og købstæder, som siden 1627 var blevet almindelige, udgjorde det demokratiske element. Mens Bodins bemærkning om Danmark som et aristokrati faktisk var ment nedsættende, så var der i europæisk politisk tænkning omvendt en lang tradition for at anse de blandede styreformer som de bedste, fordi de forenede fordelene ved alle tre styreformer: ledet af én (monarki), rådgivet af de bedste og rigeste (aristokrati) og støttet af de mange (demokrati). Både den romerske republik og Venedig, en af samtidens rigeste og mest effektive stater, blev anført som eksempler på dette. Også arvefjenden Sverige og naboen mod syd, Det Tysk-romerske Rige med kejseren i spidsen, havde samme statsform.

I N D I E N E VÆ L D E N

17

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 16

Dette kobberstik af Simon de Pas (ca. 1596-1647) fra 1635 er en lettere idealiseret fremstilling af Christian IV, der slår danske adelsmænd til riddere af elefanten. Kongen selv sidder på tronen til højre under baldakinen og som den eneste mand med hat på hovedet. Ved hans højre side, under det åbne vindue, står rigsembedsmændene med regalierne: scepter, rigsæble, krone og sværd. De udtrykker, at kongen delte sin magt med rigsrådet. Foran kongen knæler en adelsmand, og uden om den løber, der fører op til tronen, flokkes andre danske adelsmænd.

De er alle i forskellig grad aktører i magtens teater, tæt på kongen og tæt på hinanden, mens mændene på forhøjningen i baggrunden (gejstlige og gesandter) samt hoffets fornemste kvinder på det udsmykkede pulpitur kun er tilskuere. Det er simpelthen adelsvældens familiebillede. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

sleren eller marsken, der derefter “formanede” kongen. Hvis kongen ikke bøjede sig, skulle en forsamling af rigsråder og adelige dømme i sagen. Håndfæstningen tog endda også højde for det tilfælde, at kongen ikke kun i enkeltsager, men over en bred kam forbrød sig mod sine undersåtter og de løfter, han havde givet i håndfæstningen. I så fald skulle nogle af rigsråderne “råde” ham, og hvis han ikke lod sig råde, heller ikke af det samlede rigsråd, så stod det dem frit for at “statuere og forordne det, som ret og billigt [: rimeligt] er” (paragraf 55). Det var skånsomt udtrykt, men det betød, at rigsrådet om nødvendigt kunne afsætte en tyrannisk konge. Med andre ord: Der var tale om en

16

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 18

ET GAMMELDAGS STATSSYSTEMS KRISE Men var det danske monarchia mixta ved midten af 1600-tallet så en velsmurt maskine, hvor de forskellige komponenter var i balance? Svaret på dette spørgsmål må være: nej, egentlig ikke. Det politiske liv i årtierne op til enevældens indførelse var præget af en betydelig dynamik, men også af stor labilitet.

Groft sagt udsatte statsmagtens vækst det danske politiske system for et tilpasningspres, som det ikke var gearet til, fordi det var så gammeldags.

Det lyder paradoksalt, men den politiske krise, der endte med enevældens indførelse, var blandt andet resultatet af en enestående succeshistorie fra 1500-tallet. De første årtier af 1500-tallet havde været meget turbulente med Sveriges erobring 1520, Christian II’s fald 1523, Kalmarunionens opløsning samme år og borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36. På det store stændermøde i København 1536 blev der for alvor ryddet op og skabt orden. Den kirkelige side af denne oprydning kalder vi normalt for reformationens indførelse, men den politiske side var ikke mindre vigtig. Christian III havde vundet borgerkrigen, men udnyttede den ikke til at indføre den enevælde, hans fætter Christian II havde drømt om. I stedet indgik han et kompromis med den danske adel – og lod så kirken, borgere og bønder betale gildet.

Kompromiset bestod i, at det blev fastslået, at kongen ikke skulle regere alene, men sammen med en gruppe høje embedsmænd (de førnævnte tre: hofmester, kansler og marsk), der kunne fungere som mellemled mellem ham og riget. Hermed var der definitivt sat bom for en regeringsførelse som Christian II’s, hvor kongen ignorerede rigsrådet og støttede sig til en kreds af selvvalgte, til dels borgerlige og udenlandske rådgivere (for eksempel Mor Sigbrit). Den danske adels indrømmelse var så til gengæld, at den tog et langt skridt i retning af decideret arvekongedømme ved at gå med til at vælge kongens søn til tronfølger, mens kongen endnu var i live. Det sikrede den politiske stabilitet, at riget på den måde aldrig var uden konge, men det styrkede unægtelig også kongemagten. Man kunne også sige det på en anden måde: Rigets politiske elite, konge og adel, indgik en pagt om for fremtiden ikke at søge konflikten, men holde fast i samarbejdet.

Dette kompromis skulle vise sig endda særdeles stabilt og effektivt. Takket være kongernes gode helbred og frugtbarhed fulgte søn sin far på tronen, og det blev de sådan set ved med de næste 300 år indtil 1839. Det var usædvan-

18

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 19

ligt, for i de fleste fyrstestater sørgede biologiske tilfældigheder som sindssyge, ufrugtbarhed og tidlig død jævnligt for dynastiske kriser. Disse kriser fungerede ofte også som katalysatorer for politisk forandring og gav anledning til dannelsen af nye institutioner, som kunne tackle tidens udfordringer. Det ses for eksempel tydeligt i Sverige, hvor Erik XIV’s afsættelse 1569 (sindssyge), Karl IX’s kampe med kong Sigismund omkring 1600 (slægtsfejde med religiøse undertoner) og dronning Kristinas formynderstyrelse 1632-44 (Gustav II Adolfs tidlige død på slagmarken 1632) førte til udvikling af tidssvarende politisk-administrative strukturer.

Sådan gik det ikke i Danmark, hvor konge og adel uforstyrret delte magten og rovet efter Grevens Fejde. Landets eneste regulære politiske forum var rigsrådet, der mødtes med kongen nogle gange om året for at drøfte de vigtigste politiske spørgsmål og for at fælde dom; konge og rigsråd udgjorde i forening Rettertinget, landets øverste domstol. Resten af tiden førte kongen regeringen sammen med kansleren, rigshofmesteren, marsken og de kongelige embedsmænd, der med undtagelse af et par eksperter i udenlandske sager og forholdene i hertugdømmerne alle var danske adelsmænd. Borgerstanden og gejstligheden for slet ikke at tale om bondestanden var totalt politisk umyndiggjort og blev i næsten hundrede år med en enkelt undtagelse ikke taget med på råd i politiske spørgsmål. Størstedelen af adelen havde ganske vist heller ingen direkte politisk indflydelse, fordi de ikke sad i rigsrådet, men de kunne i kraft af deres traditionelle adgang til kongens person, via deres embeder eller gennem slægtninge i rådet og ved hoffet alligevel gøre sig gældende, hvis de ville. Økonomisk havde reformationen i kraft af det beslaglagte kirkelige gods betydet en gevaldig saltvandsindsprøjtning til kongemagtens økonomi. Kongens andel af landets jord, krongodset, fordobledes fra rundt regnet en fjerdedel til næsten halvdelen. I kombination med de traditionelle byskatter, Sundtolden og en effektiv økonomistyring betød det, at skattetrykket bortset fra i krigstid var meget lavt. De gode konjunkturer i slutningen af 1500-tallet konsoliderede blot systemet yderligere, fordi den økonomiske ‘kage’ blev så stor, at der var plads til en solid stigning i både kongens og adelens forbrug og pragtudfoldelse. Da den danske adel ydermere var så lille, kun hen ved 1.800 personer i alt eller cirka en kvart procent af befolkningen, var der bogstavelig talt næsten nok til alle. Adelen var nemlig ikke kun henvist til at leve af de knap halvtreds procent af landets jord, som tilhørte den. Som kongelige lens-

I N D I E N E VÆ L D E N

19

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 20

mænd var det også danske adelige, der bestyrede den øvrige halvdel (fraregnet nogle få procent, der tilhørte de frie selvejerbønder), og som på den måde fik dobbelt gavn af de gode tider. Selvfølgelig var der adelsfamilier, der tilhørte eliten, og hvor gode lensmandsposter, sæde i rigsrådet, godsrigdom og fordelagtige ægteskaber virkede sammen. Og der var andre slægter, der både økonomisk, socialt og politisk var betydningsløse. Formelt set eksisterede der dog ingen højadel, og den danske arveret, der ved dødsfald fordelte alt godset med en part til hver søn og en halv part til hver datter, forhindrede opbygningen af virkelig store, konsoliderede godskomplekser. Det betød, at godt nok fandtes der særligt formuende og indflydelsesrige adelsslægter, ligesom der fandtes fattige slægter og individer, men frem for alt eksisterede der en solid ‘middelklasse’ af adelige, der kunne følge med, og som på et hvilket som helst tidspunkt kunne stige op i eliten i kraft af held, kongegunst eller egne evner.

Det danske politiske og administrative system var gammeldags, enkelt, overskueligt og billigt i drift. Eller med andre ord: Staten var lille og skattetrykket lavt, men prisen for denne stabilitet var et statsapparat og en politisk kultur, der var konservativ og lidet tilpasningsdygtig, da krisen i Christian IV’s modne år ramte landet.

KRIG OG STÆNDERSTAT Krisen kom i form af krig, helt konkret Trediveårskrigen, der er den samlende betegnelse på en serie af krige, der rasede i Det Tysk-romerske Rige i perioden 1618-48, og som ud over kejseren og de tyske fyrster også involverede de fleste europæiske magter i større eller mindre omfang. Også Christian IV deltog i årene 1625-29, men det var ikke den isolerede krigsdeltagelse, der gjorde udslaget. Det afgørende var, at krigen så at sige ikke ophørte som sædvanligt med den i øvrigt meget favorable fred i Lybæk i 1629. Krigen fortsatte jo syd for grænsen, og det nødvendiggjorde et permanent militært beredskab på et langt højere niveau end tidligere.

Dette militære beredskab i form af fæstninger og en stadig voksende stående hær krævede penge, mange penge, og disse midler kunne kun skaffes på én måde: gennem en øget beskatning. Og der var vel at mærke ikke tale om en beskatning, som repræsenterede en ekstraordinær, men dog overskuelig indsats i forbindelse med en akut situation. Det havde man kendt i forbindel-

20

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 21

se med Den Nordiske Syvårskrig 1563-70 og Kalmarkrigen 1611-13, hvor beskatningen faldt igen, når krigsgælden var høvlet af. Nu var beskatningen stigende og permanent, og den udgjorde dermed en trussel mod det politiske systems ligevægt. Denne trussel havde flere aspekter.

For det første udgjorde de stigende skatter under alle omstændigheder en belastning for styret. Det skyldes ikke kun det til alle tider problematiske i at hive penge op af lommerne på folk, ikke mindst når skattetrykket truer med at bringe dem ned under den relative fattigdomsgrænse eller tvinger dem til at arbejde hårdere, end de har lyst til. Problemet var snarere, at det bestående politiske system simpelthen ikke var gearet til legitimt at indkræve og effektivt forvalte så store midler, som nu krævedes. Formelt set kunne rigsrådet og kongen blot udskrive de skatter, de fandt fornødne, men i realiteten følte rigsrådet, at dets legitimitet var bundet til et lavt skattetryk. Hvis skattetrykket skulle stige, måtte man sikre sig ved at få tilsagn fra dem, der måtte betale gildet.

Det betød, at der måtte indkaldes til stændermøde, hvor stænderne, det vil sige repræsentanter for adelen, gejstligheden og købstæderne, mødte op og godkendte skatteudskrivningen. Sådan var standssamfundets politiske logik, og allerede i 1627 havde man efter rigsrådets mening nået dette niveau. Eftersom behovet for skatter ikke forsvandt, men bare steg og steg, blev stændermødet i 1627 ikke den forventede engangsforeteelse, men begyndelsen til en politisk tradition.

Stændermøderne lignede ganske vist ikke moderne tiders demokratiske forsamlinger ret meget. Flertallet af befolkningen, bønderne, var ikke repræsenterede, og der var heller ikke noget, der lignede fri debat. Kongen stillede gennem de tilstedeværende rigsråder stænderne sit forslag, som så blev forhandlet på møder mellem de enkelte stænders repræsentanter hver for sig.

Efter forskellige justeringer blev kongens forslag vedtaget. Alligevel var der tale om en mindre revolution i det politiske liv og en gevaldig udvidelse af de politiske institutioner: Fra rigsrådets snes af midaldrende adelige godsejere og embedsmænd til stændermødernes brogede skare af adelige, biskopper, præster, borgmestre og rådmænd fra hele landet. Og selv om den frie debat som sagt ikke var en del af systemet, så var der alligevel et stort potentiale for politisk mobilisering og bevidstgørelse i det at samle alle disse mennesker og lade dem mødes og diskutere. De godt tyve år fra det første stændermøde i 1627 til stændermødet i 1648 i København, der valgte Frederik III til konge, var vidne

I N D I E N E VÆ L D E N

21

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 22

til en dynamisk, men også disharmonisk udvikling, der aldrig førte frem til en ny ligevægt.

Med andre ord: Det danske politiske system stod over for den udfordring at skulle håndtere væsentlig flere beslutninger, langt større økonomiske midler, flere aktører og mere forvaltning. Det var en voldsom volumenforøgelse, og spørgsmålet var, hvad det ville betyde for magtbalancen. I første omgang førte stændermødernes politiske dynamik til en stærk decentralisering af magten.

Der blev afholdt lokale formøder, og i forbindelse med en omorganisering af forsvarsvæsenet i 1638 blev det besluttet, at væsentlige dele af de militære midler skulle forvaltes lokalt og dermed dirigeres fuldstændig uden om de centrale kasser. Det var de såkaldte landkommissærer, selvfølgelig danske adelsmænd, der provinsvis stod for opkrævningen og forvaltningen af disse krigsskatter. Disse landkommissærer kom under den næste krig, Torstenssonfejden 1643-45, til at spille en stor rolle og kom snart til at opfatte sig selv som det naturlige bindeled mellem de centrale instanser (konge og rigsråd) og så de regionale interesser og institutioner. I Christian IV’s sidste år lykkedes det landkommissærerne yderligere at styrke deres position ved at få ret til at stille kandidater til ledige poster i rigsrådet.

Men hermed var det også slut. Da Christian IV døde i februar 1648, var der lagt op til den helt store genforhandling af spillereglerne for det politiske liv.

Christian IV’s ældste søn (den såkaldte udvalgte prins, der hed Christian ligesom sin far) var død i sommeren 1647. Som det var almindeligt, var han allerede som lille dreng blevet valgt til tronfølger. Nu stod man i den situation, at landet ved Christian IV’s død faktisk ikke havde nogen konge. Der var ikke tvivl om, at man ville vælge den afdøde konges næstældste søn, hertug Frederik (III), men det var helt åbent, på hvilke betingelser han måtte modtage valget. De vigtigste spillere var Frederik III, adelen og rigsrådet. Frederik III’s styrke var, at der i realiteten ikke var noget alternativ til hans person, men på den anden side var hans forhandlingsposition også svækket af, at valget formelt set var helt frit. Rigsrådet var splittet, fordi det såkaldte svigersønneparti, det vil sige de rigsråder, der var gift med Christian IV’s døtre med Kirsten Munk, havde sin egen dagsorden. Den gik ud på at sikre svigersønnernes egne personlige magtpositioner samt ikke mindst deres forsmåede svigermors stilling – og i den sammenhæng hævne sig på Christian IV’s sidste elskerinde, Vibeke Kruse, der i øvrigt lå for døden. Den menige adel udgjorde den tredje

22

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 23

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 24

part. De adelige mødte op til mødet med en række ønsker om bedre privilegier, det vil sige forbedrede sociale, økonomiske og politiske rettigheder. De ønskede for eksempel, at alle de len, der i Christian IV’s regeringstid var blevet lagt sammen eller havde fået forhøjet den årlige afgift, måtte blive skilt ad igen og forlenet til danske adelige til den samme lave, årlige afgift, som gjaldt på Frederik II’s tid tres år tidligere. Og med hensyn til skattestigninger så krævede de, at de skulle vedtages af alle stænder, hvilket var så godt som at sige, at de skulle blokeres. Kort sagt: Kronens egne indtægter skulle forringes, fordi det gjaldt om at give flest mulige danske adelsmænd et levebrød som lensmænd, og muligheden for at kompensere for denne indtægtsnedgang gennem skatter skulle forhindres!

Traditionelt har man ved analysen af stændermødets resultat hæftet sig ved, at Frederik III måtte underskrive den hårdeste, mest restriktive håndfæstning, nogen dansk konge har måttet acceptere. Ud over de traditionelle bånd på den kongelige handlefrihed med hensyn til krig, fred og skatter, måtte han nu også godtage rigsrådets vetoret i alle væsentlige handelspolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål. Der er imidlertid mindst lige så stor grund til at hæfte sig ved, at den menige adel og landkommissærerne led et totalt nederlag. Landkommissærerne blev ikke nævnt i håndfæstningen, og den menige adels lange ønskeliste blev ignoreret med henvisning til de “onde og besværlige tider” og løfter om, at rigsrådet også fremover ville vide at tage de størst mulige hensyn osv. Med andre ord: Den udvikling i retning mod bredere politisk mobilisering og decentralisering, som havde præget Christian IV’s sidste år, blev brat standset, og rigsrådet konsoliderede sin position som kongemagtens eneste regulære medspiller. Der var nu lagt op til, at de stænderske strukturer, der var vokset frem, stort set skulle begrænse sig til at fungere som gummistempel og forlænget arm for de initiativer, konge og rigsråd kunne blive enige om. Det var et forsøg på at skrue tiden tilbage til omkring 1630 og i grunden dybt reaktionært, for afvisningen af at dele magten med landkommissærerne blev ikke fulgt op af organisatoriske reformer, der skulle gøre rigsrådet bedre i stand til at løfte opgaven. At sige, at det var dømt til at mislykkes, er ganske givet at gå for vidt, men de følgende års udvikling viser, at forudsætningen for at løse problemerne uden organisatoriske ændringer var, at samarbejdet med kongen fungerede gnidningsløst.

Her havde rigsråderne imidlertid gjort regning uden vært. Frederik III var

24

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 25

i det ydre vældig meget sin fars søn, men i det indre var han en helt anden type. Christian IV’s gode humør, udadvendte personlighed og rastløse aktivitet var ikke gået i arv. Christian IV havde været et ukompliceret menneske, hvis ambitioner og frustrationer var åbenlyse for enhver. Hans største problem havde været, at han selv var så mangesidet begavet og aktiv, at han simpelthen ikke kunne give plads til store personligheder omkring sig – og han kunne slet ikke lade være med at blande sig i alt. Han var heller ikke altid heldig med dem, han valgte som sine nærmeste medarbejdere. Tænk blot på svigersønnen Corfitz Ulfeldt, der som rigshofmester fra 1643 førte sin egen udenrigspolitik og gennem kreativ bogføring tappede tusindvis af rigsdaler ned i lommerne på sig selv og sine hjælpere. Frederik III derimod var indadvendt, grublende, men også snedig. Han kunne vente – og selv om han til tider kunne være lammet af humørsvingninger, så havde han et politisk instinkt, der gjorde ham i stand til at slå til i rette øjeblik. Desuden havde han menneskekundskab og var i stand til at vise tillid til kompetente politiske rådgivere.

I de næsten ti år, der ligger mellem Frederik III’s tronbestigelse 1648 og udbruddet af den første Karl Gustav-krig 1657, arbejdede Frederik III loyalt sammen med rigsrådet. Selvfølgelig gjorde han sin indflydelse gældende, og han fik også udmanøvreret hele gruppen af svigersønner, begyndende med Christian Pentz, der allerede før kroningen i sommeren 1648 blev afsat som kommandant for nøglefæstningen Glückstadt ved Elben, og afsluttende med Norges statholder Hannibal Sehested og rigshofmester Corfitz Ulfeldt i sommeren 1651. I kraft af deres åbenlyse ambitioner og hæmningsløse varetagelse af egeninteresser var svigersønnerne imidlertid lige så meget det øvrige rigsråds og adelens som kongens fjender.

Frederik III spillede kort sagt efter reglerne og lod rigsrådet gøre et ærligt forsøg på at løse tidens altdominerende problem: En ny forsvarsordning, der skulle løse cirklens kvadratur ved at sikre en slagkraftig styrke, holde skattetrykket i ro og koncentrere magten i rigsrådets hænder, det vil sige hos den erfarne og dynamiske rigsmarsk Anders Bille og ikke hos de lokalt forankrede landkommissærer. Resultatet blev forsvarsordningen af 1652, som opstillede en stående hær på 10.000 fodfolk og 5.000 ryttere. Denne temmelig store styrke bestod i altovervejende grad af udskrevne soldater på adelens og kronens gods, fire karle per 300 tønder hartkorn. De blev udstyret med musketter og piker, og værnepligten blev fastsat til tre år. De udskrevne karle skulle

I N D I E N E VÆ L D E N

25

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 26

dog fortsat bo på deres gårde, og deres militære træning bestod i nogle få dages årlig eksercits og mønstring. På lignende måde blev rytterne udskrevet og udstyret med basis i landets sogne og herreder. Pointen i en udskreven hær (en såkaldt milits) var, at den var billig, hovedsagelig defensivt orienteret og under decentral, adelig kontrol (landkommissærerne). Det sidste punkt fik Anders Bille dog lavet om på, da han i 1649 efter hårde kampe i rigsrådet fik fuldstændig kontrol med landkommissærerne. De måtte simpelthen kun udbetale penge på hans ordre. På denne måde kunne man reducere mængden af de dyre hvervede tropper, hvilket ikke kun havde en gavnlig effekt på finanserne og det deraf afledte, evigt ømfindtlige skattespørgsmål, men også rummede en politisk dimension, eftersom de hvervede tropper traditionelt stod under kongens direkte kommando.

Parallelt med opbygningen af den udskrevne hær påbegyndte man en stort anlagt udbygning af fæstningerne. Der blev arbejdet både på Københavns, Nakskovs og Glückstadts befæstninger, i Skåne, i Norge og flere andre steder.

Og til dækning af overgangen fra Jylland til Fyn blev den store befæstning Frederiksodde (nuværende Fredericia) anlagt. Også flåden blev udbygget, hvilket var nødvendigt, eftersom den seneste svenskekrig, Torstenssonfejden 1643-45, havde været særdeles hård ved flåden.

Selv om der var tale om en adelsdomineret, rigsrådskontrolleret, billig og overvejende defensiv forsvarsordning, så var det langtfra, at den danske adel klappede i sine hænder og sluttede op om rigsmarskens projekt. På laveste niveau var det de lokale godsejere, der skulle organisere udskrivningen, udstyrelsen og træningen både af fodfolket og rytteriet. Det var også dem, der skulle organisere, at deres fæstebønder stillede vogne, redskaber og arbejdskraft til rådighed for det omfattende fæstningsbyggeri. Det var alt sammen ydelser, som gjorde bønderne mindre villige eller ligefrem forhindrede dem i at yde de sædvanlige tjenester og afgifter til deres herremand. Desuden forventede bønderne af deres herremand, at han efter evne beskyttede dem mod urimelige krav udefra og ovenfra. Ganske mange bønder og herremænd fandt derfor sammen om passiv modstand mod forsvarsordningens krav. Selv om man nok ikke skal tage Anders Billes udbrud fra september 1655: “Landsens defension er slet og ringe” helt for pålydende, så er det indlysende, at forsvaret ikke var et projekt, der var konsensus om, og det gik ud over kvaliteten.

26

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 27

KRIGEN Eller måske skulle man hellere sige, at der ikke var konsensus om krigen. Dele af rigsrådet holdt fast ved den traditionelle, tilbageholdende linje og afviste en aggressiv udenrigspolitik med henvisning til Christian IV’s fiaskoer. Andre og blandt dem kongen mente, at den udenrigspolitiske situation simpelthen ikke tillod en rent defensiv politik. De opfattede Sveriges fredelige politik i årene efter Trediveårskrigens afslutning i 1648 som en midlertidig pause, blandt andet betinget af behovet for at samle kræfter og af, at dronning Kristina af Sverige, “heltekongen” Gustav Adolfs datter, ikke var nær så krigerisk anlagt som sin far. Hun havde til gengæld en fætter, hertug Karl Gustav af PfalzZweibrücken (1622-60), som hun i 1654 overlod tronen til for at drage udenlands og konvertere til den katolske kirke. Fætteren Karl Gustav gik over i historien som endnu en af de store svenske krigerkonger. Som tyveårig havde han gjort sine første erfaringer i Trediveårskrigen på svensk side under feltmarskal Lennart Torstensson, og under feltmarskalens invasion af Jylland 1643-44 havde han så at sige lært Danmark at kende på første hånd.

Karl X Gustavs kroning til svensk konge i 1654 var både godt og dårligt nyt for Danmark. Dårlig nyt fordi han straks genoptog den aktive og krigeriske udenrigspolitik, men godt nyt fordi han i 1655 valgte at kaste sig over Polen i stedet for Danmark. Når valget faldt på Polen, skyldtes det, at russerne i 1654 havde begyndt et felttog mod Polen, og deres succes truede på lidt længere sigt de svenske besiddelser i det østlige Baltikum: Ingermanland, Estland, Livland og Riga. Første svenske delmål var fuld kontrol med de store havne langs Østersøen, først og fremmest Danzig. Fra disse havne udførtes store mængder korn til Vesteuropa, og besiddelsen af havnene gav derfor mulighed for at malke de kapitalstærke hollandske købmænd, på hvis skibe transporten foregik. På den måde ville Sverige sikre sig den stadige strøm af klingende mønt, der var nødvendig for at holde krigsmaskinen gående, hvilket igen var forudsætningen for at bevare den nyvundne status som stormagt.

Fra en dansk synsvinkel var også dette godt nyt, for dermed bragte svenskerne sig i direkte modsætning til vitale hollandske interesser, og Holland var kendt for at møde enhver trussel mod østersøhandlen med våbenmagt. Sådan var det gået under Torstenssonfejden 1643-45, hvor Christian IV’s drastiske forhøjelser af Øresundstolden i de foregående år havde drevet hollænderne i

I N D I E N E VÆ L D E N

27

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 28

armene på svenskerne. Ved den lejlighed havde en hollandsk hjælpeflåde sammen med den svenske flåde knækket det danske søherredømme og dermed afgjort krigen i svensk favør. Nu var situationen omvendt, og Hollands naturlige allierede var derfor Danmark, som man oven i købet i forvejen havde en forsvarsalliance med. At russerne i 1656 valgte at indgå fred med polakkerne for at kaste sig direkte over den svenske provins Livland, gjorde blot det hele endnu bedre. Jo flere fjender, Karl X Gustav akkumulerede, desto bedre. Efter nogle store indledende sejre i Polen var den svenske krigsmaskine i foråret 1656 ved at køre fast. Polen var et land med en svag centralmagt, men med stærke lokale og regionale strukturer, der egnede sig fortræffeligt til genrejsning af det vidtstrakte lands forsvarsevne.

For Frederik III og rigsrådet var spørgsmålet, om man skulle tage chancen og slutte sig til kredsen af Sveriges fjender, eller om man skulle risikere, at Sverige gik styrket ud af konflikten for derefter at sluge Danmark i én mundfuld. Rigsrådet var splittet, men lod sig i løbet af efteråret 1656 skridt for skridt drive i retning af krigen. Ganske vist kunne svenskerne stadig sejre, som for eksempel ved det tre dage lange slag om Warszawa i juli 1656, og gennem hurtige indrømmelser til hollænderne (Elbingtraktaten 1. september 1656) lykkedes det desuden Karl X Gustav at skaffe sig ryggen fri. På den anden side var kurfyrsten af Brandenburg, der tillige var hertug af Preussen, ved at skifte side.

I krigens første fase var han blevet tvunget til at anerkende den svenske konge som sin lensherre i Preussen, men nu vaklede han. Sveriges gamle fjende fra Trediveårskrigen, den tyske kejser, var også begyndt at røre på sig. Udviklingen i løbet af 1656 bragte derfor ingen endegyldig afklaring, men situationen rummede absolut muligheder for en potentiel ny deltager i opgøret som Danmark.

Og i uafklarede situationer er det ofte den stærke vilje og det beslutsomme initiativ, der driver udviklingen frem. Den vilje havde Frederik III, der allerede før årsskiftet satte hvervninger i gang. På et stændermøde i Odense sidst i februar 1657 blev de nødvendige midler bevilget. Hvad der egentlig var formålet med oprustningen, blev ikke klart formuleret, men man skulle vist være både blind og døv, hvis man ikke regnede med muligheden for offensiv krigsførelse. Den 22. april godkendte rigsrådet officielt krigen, den 2. maj blev de løbende forhandlinger med den svenske gesandt i København, Magnus Dureel, om forskellige dansk-svenske mellemværender afbrudt, og den 1. juni 1657 blev krigen erklæret.

28

MAGT OG PRAGT

Magt og pragt

13/07/10

14:57

Side 29

SVENSKERNE KOMMER! Krigen startede i Nordtyskland, hvor de danske tropper under rigsmarskens kommando i løbet af juli erobrede det meste af de svenske hertugdømmer Bremen og Verden, hvilket både geografisk og politisk var meget nærliggende.

De lå lige syd for Holsten, og Frederik III mente stadig at have krav på Bremen og Verden fra sin tid som fyrste dér godt ti år tidligere. På den østlige og nordlige front skete der ikke så meget. Ved en serie mindre manøvrer forsøgte man at bide sig fast i Halland, men uden held. Til gengæld lykkedes det at afvise svenske indfald i Skåne. Det var stort set, hvad der skete på den nordlige og østlige front, før hæren gik i vinterkvarter.

Når man ved, hvor katastrofalt krigen endte, er det svært ikke at stille sig anklagende over for den danske krigsledelse: Hvorfor gik man i krig med en hær, der på ingen måde var den svenske voksen? Stråleglansen fra Trediveårskrigens triumfer omgærdede stadig svenskernes hær, nu om muligt forøget med sejrene i Polen, mens den danske hær bestod af uprøvede, udskrevne bønder og hastigt hvervede lejetropper. Og hvorfor besatte man Bremen og Verden syd for Elben i stedet for Svensk Forpommern, der ville have kunnet danne et bolværk mod Karl Gustavs hær, der allerede i slutningen af juli stod ved Holstens grænse? Svenskekongen havde nemlig reageret med enestående beslutsomhed på den danske krigserklæring, der nåede ham i Thorn i Vestpreussen den 20. juni. En uge senere brød hæren op, og som nævnt stod man en måned senere ved grænsen til den danske konges riger og lande. Herfra gik det stærkt. Den danske hær rømmede skyndsomt Bremen og Verden og trak sig tilbage til fæstningerne Glückstadt ved Elben, Krempe i marsklandet og det ovennævnte nyanlagte Frederiksodde ved Lillebælt. Den Jyske Halvø blev overladt til sin skæbne og besat af svenskerne – for tredje gang i løbet af en generation.

Disse anklager er imidlertid uretfærdige. Det var på intet tidspunkt meningen, at den danske hær skulle klare svenskerne alene. Kalkulen bestod i, at man i tide ville tilslutte sig den stadig stærkere antisvenske koalition og på den måde få del i rovet, for eksempel i form af Bremen og Verden, før andre snuppede disse bidder. Og i løbet af sommeren og efteråret 1657 kom denne antisvenske koalition faktisk også i stand. Den 18. juli blev der sluttet forbund mellem Danmark og Polen, og i efteråret begyndte polske tropper under general

I N D I E N E VÆ L D E N

29