Linse & Gordon

KAPITEL 1

Jeg hedder Linse og er tolv år og fire måneder. Når jeg spørger min mor, hvorfor jeg kom til at hedde Linse i stedet for de tusind andre navne, jeg kunne have fået, får jeg ikke noget ordentligt svar. Hun siger, at hun ville have, at mit navn kun var mit. Far siger, at det er, fordi ba­ gerens linser er lækre. Helt sikkert. Jeg har aldrig set ham spise en linse. Ikke engang til fastelavn, hvor de plejer at fejre min dåbsdag. Det vil sige, når de husker det. Det er nok fire år siden sidst.

3

Linse og Gordon.indd 3

03/01/12 12.46

Jeg er 160 og en halv høj, hvis jeg strækker mig.

Min far er 163 komma 2. Han er den mindste far i klassen, altså i min klasse. Men jeg synes, han er god nok alligevel. Jeg kan nemlig lide alle slags fædre, og også hunde for den sags skyld, hvis bare de ikke bider.

Desværre er min far ikke altid sød, han kan være rigtig irriterende. Men det kan store fædre også.

“Ja, helt vildt!” siger Gordon.

Gordons far er 193 og ikke altid sød. I hvert fald ikke, når han ser fodbold.

“Så hold dog kæft, og flyt jer!” kan han finde på at råbe, selvom vi ikke siger noget eller står i vejen. Og så kaster han sine sure strømper efter os.

Det gør min far aldrig. Kaster med ting. Og slet ikke stinkende strømper. Når jeg tænker over det, har jeg faktisk aldrig set min far gå på strømpefødder.

Det er jo egentlig ret mærkeligt.

Nogle gange kunne jeg faktisk godt tænke mig, at han kastede svedige strømper efter mig som en almindelig far. Men min fars strømper er enten lagt pænt sammen i skuffen, rullet sammen til små, hårde kugler, eller også sidder de fast på hans fødder, der sidder fast i hans store sko, som han aldrig tager af.

Selvom min far er den mindste i klassen, af alle 4

Linse og Gordon.indd 4

03/01/12 12.46

fædrene altså, så har han de største sko. Der er ingen, der har sko så store som hans. Det ser ret cool ud. Først kommer skoene, så kommer min far lige bagefter.

Da jeg og Gordon var små, plejede vi at lege, at hans hvide sko var skibe, og at vi sejlede kapsejlads på de syv have. Altså, det var jo ikke rigtigt de syv have, det var bare vores badekar. Så blev min far sur, og de hvide sko skulle hænge til tørre i meget lang tid.

De sorte sko blev vores begravelsesbiler. Gordon og jeg plejede at lægge mine dukker eller min lillebror Bento i dem og køre af sted til kirkegården. Altså, det var ikke en rigtig kirkegård, det var bare vores have.

Så blev mor sur, for hun syntes ikke, man skulle grave lillebror ned i haven. I hvert fald ikke min. Men vi havde jo ikke nogen anden lillebror at grave ned.

Gordon har kun en storebror, og sådan en er ikke let at grave ned. Slet ikke en storebror, der hedder Tex og lige pludselig bare giver en sherifstjerne.

Det forstod mor aldrig.

Nu giver Tex mig ikke sherifstjerner mere. Det er heldigt, for jeg er ved at få bryster, og det gør ret ondt selv uden sherifstjerner. Tex kører mest omkring på en tunet knallert med et cigaretskod i mundvigen og lidt snus under læben.

5

Linse og Gordon.indd 5

03/01/12 12.46

Engang kørte han mig i skole, da Gordon var syg. Det gør jeg aldrig igen. Tunede knallerter kører sindssygt stærkt, og endnu stærkere, føles det som, hvis man kører igennem skoven. I skoven er der sten og rødder. Behøver jeg at sige mere? Jeg skreg: “Ik’ så hurtigt! Ik’ så hurtigt!” tre hundrede gange, men Tex gassede bare endnu mere op. Jeg fik ondt i num­ sen og et stort brandsår på skinnebenet fra ud­stød­ ningen.

Jeg hader at lyve. Det får mig altid til at få det dår­ ligt. Men nogle gange må man lyve, for at ens forældre ikke skal få det dårligt. Så egentlig kan en løgn være en god ting. Tænk bare på, hvor dårligt min mor ville have fået det, hvis hun vidste, at brandsåret, der aldrig ville hele, stammede fra Tex´ knallert, som det var strengt forbudt at køre på. Hun ville have ligget søvnløs i flere nætter og tænkt på, hvordan jeg kunne være blevet slået ihjel, igen og igen. Men det ville ikke have været det værste. Både hun og min far ville være blevet så skuffede. Og med bedrøvede stemmer have sagt: “Linse, du har brudt vores tillid. Vi troede, vi kunne stole på dig.”

Det er værre end krigsforbrydelser og mord at svigte sine forældres tillid. I hvert fald i min familie.

6

Linse og Gordon.indd 6

03/01/12 12.46

Så det er klart, at man er nødt til at lyve indimellem, ikke for sin egen skyld, men for sine forældres.

Gordon og jeg leger aldrig med fars store sko mere.

Når jeg tænker over det, leger vi næsten aldrig over­ hovedet. Vi går mest omkring og bare er. Eller sidder på det høje plankeværk og glor, uden at holde os fast, lige indtil vi dratter ned.

Engang trillede vi ned i nogle brændenælder, en anden gang trillede vi ned på nogle skarpe sten. Ste­ nene lå bag plankeværket ved strandpromenaden, ved den stejle skråning. Gordon rullede ret mange gan­ge og måtte på hospitalet og syes med seks sting i ho­ve­det.

En anden ting, vi gør, er at klatre højt op i træerne og spytte ned på folk. Det lyder måske ikke så sjovt, men det er det. Vi plejer at følge efter de mennesker, der går rundt med vores spyt i håret, uden at de ved det.

VIGTIGT! En vigtig regel i spyt folk i hovedetlegen er, at man ikke klatrer ned, hvis nogen opdager, at man har spyttet dem i håret. Hvis de opdager en, skal man:

7

Linse og Gordon.indd 7

03/01/12 12.46

A) Vente, til de har råbt færdig.

Voksne klatrer meget sjældent op i træer.

Vi har i hvert fald ikke oplevet det endnu.

B) Blive oppe i træet nogle dage, indtil politiet finder en, fordi ens forældre er urolige og har efterlyst en. Hvis politiet er der, tør folk ikke slå på børn, uanset hvor vrede de er.

Men klatr aldrig, aldrig ned. Det gjorde jeg engang, da Gordon ikke var med.

Den gamle dame må have været hækkeløber, for nøj, hvor kunne hun springe over alle hækkene i haverne. Heldigvis løber jeg også hurtigt. Min far tvinger mig nemlig til at løbe sammen med ham hver søndag morgen.

Jeg blev reddet af skolen. Den ligger 2,2 kilo­meter fra vores hus, og træet lå endnu længere væk. Jeg har aldrig haft så meget sidestik.

Der var åbent på skolen, selvom det var aften.

Nogle drenge trænede i hallen. Den sure hækkeløber kendte ikke skolen så godt som mig, så jeg nåede at gemme mig på toilettet. Det, der ligger i drengenes omklædningsrum. Der blev jeg siddende i hundrede år. Faktisk indtil drengene havde klædt om, og lidt 8

Linse og Gordon.indd 8

03/01/12 12.46

længere. Det var blevet mørkt, da jeg klatrede ud af vinduet. Så gik alarmen i gang.

Alarmen på vores skole kan høres helt op til Norge, og den kan vække de døde.

Jeg nåede at løbe væk, inden vagterne kom. I skolen troede de, at der havde været indbrud, og i flere dage tjekkede de, om noget var blevet stjålet.

Jeg kunne jo ikke fortælle dem, at det var et udbrud.

9

Linse og Gordon.indd 9

03/01/12 12.46