Issuu on Google+

Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker, og Peter Frödin er sanger og skuespiller. „Lille Allan – den menneskelige antenne“ er deres første bog.

978-87-400-0186-0 9ISBN 788740 001860

Lill e Allan - den menneskelige antenne

En rørende historie om kiks, venskab og en hund med ­tyndskid.

Line Knutzon & Peter Frödin

D

et starter som en kedelig sommerferie. Alle er rejst væk, og Lille Allan skal passes af den gamle nabo Helge, der engang har været næstformand i Tårnby Ufoklub. ­Helge vil gerne i kontakt med det ydre rum og har en plan. Før Lille Allan når at tænke sig om, er han rullet ind i sølvpapir og står på toppen af Urbanplanen midt om natten. Pludselig stirrer han ind i et par tætsiddende øjne. Måske Helge ­alligevel havde ret, da han sagde, at dette kunne blive en af de mest spændende sommerferier i Lille Allans liv.

Lil le

l n a l A

d e n m e n n e s ke l i g e a n t e n n e

Line

Knutzon

&

Peter Frödin


Line Knutzon & Peter Frรถdin

Illustreret af John Kenn Mortensen

Lille Allan.indd 3

01/10/12 12.30


K a pi t e l 1

Den kedeligste sommerferie nogensinde Drengen, der sad på bænken, hed Lille Allan. Han havde sort hår, som hurtigt blev filtret, fordi det efterhånden var ret langt. Lille Allan var blevet glad for det, fordi han syntes, at det var hans kendetegn i verden. Sammen med hans badmintontøj og gummiskoene på fødderne, der lige nu hang og dinglede. Lille Allan sad midt i noget, der hed Urbanplanen. Det var nogle helt ens huse, der lå i helt lige rækker ved siden af hinanden. Der var cykelstier til cyklerne, en stor parkerings­ plads til bilerne, og inde i midten lå der en legeplads til bør­ nene. Der var også en gangsti, der løb gennem hele Urbanpla­ nen og endte nede ved døgnkiosken. Cirka midt på stien blev der for nogle år siden placeret en bænk, så de ældre mennesker kunne tage sig et lille hvil, når de havde været nede og handle. Men i dag sad der ingen ældre mennesker. De holdt sig inde på grund af varmen. Lille Allan sad der, ikke fordi han var træt i benene, men fordi det pludselig havde slået ham, at han var det eneste menneske, han kunne få øje på i Urban­

5 Lille Allan.indd 5

01/10/12 12.30


planen. Det var sommer, og alle var taget på ferie. Nogle var hos deres bedsteforældre, nogle var i deres kolonihavehuse el­ ler i deres campingvogne, og en, der hed Rose Marie, havde fortalt, at de skulle sydpå til noget, der hed et resort. Hun havde sagt, at det var et sted, hvor alting fandtes inden for et meget lille område. Der var både restauranter, swimmingpool og minigolf, og om aftenen kunne man få danseundervisning og høre levende musik. Alle var taget på ferie, på nær Lille Allan og hans far. ”Jeg tror ikke, der bliver råd til at tage på ferie i år,” hav­ de Lille Allans far sagt. De havde ikke været på ferie, siden Lille Allans mor hav­ de rejst sig op og sagt: ”Nu flytter jeg,” midt under aftensma­ den for to år siden. Hun havde fået tilbudt en ledende stilling i en butikskæde, der hed Kop & Kande i Hørsholm. Det var en chance, hun ikke kunne lade gå fra sig. ”IT’S ONCE IN A LIFETIME!” havde hun råbt på en­ gelsk, og der var ikke engang gået to dage, så var hun flyttet med alle sine ting. Om aftenen, da Lille Allan og hans far spadserede ned til grillen for at få lidt aftensmad, havde Lille Allans far sagt, at hvis der var noget, Lille Allan ville tale om, skulle han bare sige det. Lille Allan havde tænkt sig om. Han havde ondt i maven, men måske var det bare, fordi han var sulten. ”Jeg kan ikke rigtigt komme på noget,” sagde Lille Allan og kiggede op på sin far. Lille Allans far fik vand i øjnene, og hans ansigt så helt

6 Lille Allan.indd 6

01/10/12 12.30


underligt ud. Lille Allan var sikker på, at hans far var på nip­ pet til at græde, og han skulle lige til at tage ham i hånden, da hans far udstødte et kæmpe nys, der rungede i hele Urbanpla­ nen. Det var så højt, at et ældre menneske åbnede et vindue og råbte vredt, om man så lige kunne få noget ro. Det var den sommer, Lille Allans far blev allergiker. Han havde altid været meget hvid i huden, men efter at Lille Al­ lans mor var flyttet, var det ligesom om Lille Allans far blevet ekstra hvid i hovedet. Der var dage, hvor han var lige så hvid som væggene i deres lejlighed, og Lille Allan var flere gange gået forbi sin far uden at hilse. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for Lille Allans far at blive overset på den måde, men så hjalp det lidt med allergien, for han nøs nogle gigantiske nys, så Lille Allan kunne altid gå efter lyden, og på den måde var han aldrig i tvivl om, at hans far var i rummet. Lille Allan hoppede ned fra bænken og gik hen mod døgn­ kiosken. Han kiggede ind på den tomme legeplads. Det ville blive den kedeligste sommerferie nogensinde. Det værste var, at Lille Allans bedste ven, Joku, heller ikke var hjemme. Joku og Lille Allan havde kendt hinanden hele livet. De havde mødt hinanden på legepladsen, da de var helt små, men nu hvor de var blevet større, legede de næsten aldrig på lege­ pladsen mere, men alle mulige andre steder i Urbanplanen. De havde blandt andet en hule bag ved containerne, tæt ved nedgangen til fyrkælderen, hvor de gemte lommelygter, kort­ spil, kuglepenne og en notesbog i en plastikboks. Det var et

7 Lille Allan.indd 7

01/10/12 12.30


perfekt gemmested. Her kunne de også holde øje med Ur­ banplanens mest uhyggelige person, der gik under navnet var­ memesteren. Han boede nede i fyrkælderen og stod for alle Urbanplanens varmeapparater og vandrør. Joku og Lille Allan havde aldrig set ham om dagen. Han kom kun ud om nat­ ten. En aften, hvor Joku havde sovet hos Lille Allan, havde de pludselig set varmemesteren komme slæbende på en sort sæk i mørket, som han skulle bruge mange kræfter på at bugsere ned i fyrkælderen. Joku var stensikker på, at han havde set en menneskefod stikke op af den sorte sæk. Lille Allan og Joku

Lille Allan.indd 8

01/10/12 12.30


havde ikke lukket et øje hele natten, og de talte stadig om fo­ den og den sorte sæk, selvom det var over et år siden, de havde set det. I ugerne efter havde de holdt øje med, om der var ef­ terlyst nogen savnede personer i Amager Bladet, og da de talte børnene på legepladsen, gik det op for dem, at Anne-Dorte nede fra nummer 11 manglede. I tre dage havde de været helt sikre på, at varmemesteren havde bortført Anne-Dorte, og at det var hendes fod, Joku havde set stikke op af den sorte sæk. Men da de kom ned på legepladsen den fjerde dag, havde Anne-Dorte siddet i gyngen og råbt, at hun havde været på

Lille Allan.indd 9

01/10/12 12.30


besøg hos sin farmor, der havde fået en beskyttet bolig oppe i Espergærde. Sagen om foden i sækken var stadig uopklaret. Lige før sommerferien var Joku desværre blevet kørt hen på et hjem for vanskelige børn. Lille Allan havde ikke forstå­ et et pløk af det hele. Hans far havde forklaret, at Joku var blevet mere og mere hidsig derhjemme. Han havde bidt sin mor i hånden og dunket sin lillesøster hårdt i ryggen. Det var mærkeligt, at Joku skulle på et hjem for vanskelige børn, syntes Lille Allan. Han havde engang set Jokus lillesøster tyre en fyldt mælkekarton i hovedet på Joku. Hvorfor skulle hun ikke fjernes? Eller Jokus mor, der altid råbte Joku lige ind i ho­ vedet, mens hun knyttede hånden og rystede den fra side til side. Hvorfor skal hun ikke på et hjem for vanskelige voksne? havde han spurgt sin far. ”Sådan et hjem findes desværre ikke,” havde Lille Al­ lans far sagt, ”selvom der nok burde ligge et i hver eneste by i Danmark.” Lille Allan savnede Joku.

10 Lille Allan.indd 10

01/10/12 12.30


K a pi t e l 2

Helge har noget vigtigt at fortælle Lille Allan puffede døren til døgnkiosken op. ”En liter sødmælk,” sagde Lille Allan og lagde otte kro­ ner på disken. En af de ting, der var blevet lavet om på, efter at Lille Allans mor var flyttet, var, at Lille Allans far ikke læn­ gere brugte minimælk i kaffen. Minimælk var noget af det værste, Lille Allans far vidste. Det var helt gråt og sørgeligt, når man kiggede ned i koppen. Det var noget helt andet med sødmælk. ”Altid lige penge,” smilede kioskmanden og lagde de otte kroner ned til de andre mønter i kassen. Kioskmanden havde altid den samme blå skjorte på. Så lang tid Lille Allan kunne huske tilbage, var det den samme kioskmand, der havde stået der. Og altid med det samme ud­ tryk i ansigtet. Som om alting altid var det samme. Men det var det nok også, tænkte Lille Allan og tog sødmælken under armen og begav sig tilbage ad gangstien. Han besluttede sig for at gå ind til Helge, når han havde

11 Lille Allan.indd 11

01/10/12 12.30


afleveret mælken til sin far. Helge boede på samme etage som Lille Allan og hans far. Selvom Helge var en god ven, så var det ikke ligesom at være venner med Joku. Helge var ældgammel og kunne ikke komme ud af sin lejlighed på grund af smerter i skinnebenene. Helge var det, man kalder ufolog. Han inte­ resserede sig for alt i det ydre rum: stjerner, planeter og galak­ ser, lysfænomener og ormehuller. Og så var han stensikker på, at der fandtes levende væsner derude, som indimellem kom forbi Jorden i deres rumskibe, flyvende tallerkener, eller hvad man nu vælger at kalde dem. Helge kaldte dem ufoer. Helges interesse var startet, efter at hans kone, Musse, døde for 20 år siden, og der var ikke gået lang tid, før han var næstformand i Tårnby Ufoklub. Ufoklubbens medlemmer var mennesker, der enten havde set en ufo, kendte nogen, der havde set en, el­ ler ville ønske, de havde set en. I dag var ufoklubben desværre lukket, men han var stadig meget optaget af at få kontakt til nogen eller noget ude i rummet. Derfor var Helges lejlighed fyldt med radioer og antenner og alle slags lytteudstyr. Joku og Lille Allan havde brugt mange eftermiddage inde hos Helge, hvor de havde hjulpet med at lytte efter lyde fra rummet på hans radioer. Helge havde sagt, at han ikke ville dø, før han havde haft radiokontakt med en ufo, så Joku og Lille Allan havde haft travlt det sidste år, for Helge havde tit sagt, at han ville ønske, han var død. Han savnede nem­ lig Musse, der havde været et kæmpe sportstalent. Hun var blandt andet langdistancesvømmer og havde engang svøm­ met til Sverige. Hun var også en meget berømt skihopper i

12 Lille Allan.indd 12

01/10/12 12.30


Norge, men dengang måtte damer ikke hoppe skihop, så hun klædte sig ud og levede en del år som en svensk mand, der hed Gøran Pettersson. Engang havde Joku, Lille Allan og Helge haft en snak om, hvordan de troede, et rumvæsen så ud. Lille Allan og Joku tegnede alle mulige forskellige forslag til rumvæsner. Joku tegnede en ordentlig én med et kæmpe hoved og tætsid­ dende øjne. Netop som de havde siddet og hygget sig aller­ mest, havde Helge sagt, at Lille Allan og Joku skulle huske på, at de jo også var rumvæsner. ”Hvad mener du med det?” spurgte Joku. ”Alle, der bor i rummet, er rumvæsner,” svarede Helge. ”Jeg er ikke et rumvæsen!” råbte Joku. ”Jo, vel er du så,” svarede Helge, ”for du bor i rummet.” ”NEJ!” skreg Joku. ”Jeg bor på Jorden.” ”Og Jorden er i rummet sammen med alle de andre pla­ neter,” sagde Helge. Det endte med, at Joku var blevet helt skør og havde bidt Helge i hånden. Lille Allan måtte følge Joku hjem. Han tude­ de hele vejen og havde råbt, at han ikke var noget rumvæsen. Lille Allan løb op ad trapperne, og da han nåede op på 3. sal, hvor de boede, råbte han til sin far gennem brevsprækken, at sødmælken stod på måtten, og at han lige ville gå ind til Helge. ”Tak,” råbte Lille Allans far inde fra stuen og nøs højt. Lille Allan bankede på Helges dør. Han kunne høre Hel­ ge komme rullende igennem lejligheden på sin kontorstol,

13 Lille Allan.indd 13

01/10/12 12.30


som han nødigt rejste sig fra. Han fumlede altid ret lang tid med låsen. ”HVEM ER DU?” råbte Helge. Lille Allan grinede. Helge råbte altid: ”Hvem er du?” når han så Lille Allan. Det syntes Lille Allan var sjovt. ”Jeg er jo Lille Allan,” svarede Lille Allan. ”Det er mig, der bor inde ved siden af.” ”Nå ja,” svarede Helge. ”Kom ind, og lad det gå lidt stærkt, jeg har noget vigtigt at fortælle i dag.” Lille Allan fulgte efter Helge, der susede hen over gulvet på sin kontorstol. Han var god til at sætte af fra døren i entre­ en, så han stoppede ved sofabordet. ”Jeg laver lige en kop kaffe, sæt dig bare ned.” Helge forsvandt ud i det lille køkken. Lille Allan gik ind i stuen og satte sig i den hårde sofa under det store portræt af Musse. Sidst Helge havde sagt, at han havde noget vigtigt at sige, havde han lige skullet på toilettet først, og da han kom tilbage, havde han glemt, hvad han ville sige. Han kunne ikke engang huske, at han havde sagt, at han ville sige noget vig­ tigt. Så det der med, at Helge havde noget vigtigt at fortælle, tog Lille Allan helt roligt. Det var ikke altid, man lige kunne regne med Helge på den måde. Der lugtede kraftigt af frikadeller i stuen. Helge fik mad fra kommunen bragt hver dag i små, hvide flamingokasser. Lille Allan syntes, der var noget fornemt over at få maden bragt ud. Alle mulige lækre retter lige fra forloren hare til kre­

14 Lille Allan.indd 14

01/10/12 12.30


binetter, og fredag fulgte der altid dessert med. Fordi Helge de sidste år havde mistet appetitten, havde Lille Allan og Joku fået lov til at spise Helges udbragte mad. Kun én gang havde Lille Allan været skuffet, og det var en fredag, hvor desserten var noget, der hed en ostekage. Alene ordet, ostekage, satte nogle kedelige tanker i gang i Lille Allans hoved, og han havde fået varmt vand i munden. Lille Allan fik øje på Jokus røde yoyo. Den lå i vindues­ karmen ved siden af Helges telefon. Joku måtte have glemt den i foråret, hvor de havde haft en yoyoperiode i et par uger. De havde øvet meget og havde haft planer om at tilmelde sig en yoyokonkurrence for børn i Holland. Men pludselig havde de mistet interessen. Lille Allan kunne ikke helt huske hvor­ for. Han proppede yoyoen i lommen. Så kunne den ligge der og minde ham om Joku. Lille Allan satte sig i sofaen og kiggede på de mange radi­ oer og ledninger og antenner, der stod stablet rundtomkring i stuen, som Helge kaldte kontrolrummet. Helge kom ind med kaffen og en rulle kiks og satte sig i lænestolen over for Lille Allan. Han hældte op, tog en kiks og dyppede den i kaffen. ”Hvordan går det?” spurgte Helge. ”Det går godt,” svarede Lille Allan. ”Hvor er den anden?” spurgte Helge og tog en kæmpe tår af kaffen. ”Joku? Han er jo kommet hen på det vanskelige hjem,” svarede Lille Allan.

15 Lille Allan.indd 15

01/10/12 12.30


”Nå ja, det havde jeg lige glemt.” Helge tog en slurk til og sank. ”Det bliver sørme en lang sommer. Puha! Helt alene uden sin allerbedste ven, og en far, der har taget ekstraarbejde på akvariet. Den bli’r hård.” Lille Allan følte sig pludselig ensom. Det lød så sørgeligt, når Helge sagde det på den måde. Lille Allans far arbejdede på Danmarks Akvarium som altmuligmand. Lille Allan ville da gerne med på arbejde i fe­ rien, men hans far ville have alt for travlt med at rydde op og reparere ting, og desuden var det alt for farligt. Engang havde hans far skullet skifte en pære hos den elektriske ål, der var cirka to meter lang og vejede det samme som Lille Allans ku­ sine Mette. Han havde stået i vandet kun iført badebukser, da den elektriske ål var svømmet lige ind i ham og havde sendt over 600 volt igennem Lille Allans far. Det var nok til at slå et menneske med dårligt hjerte ihjel. Det havde Lille Allans far heldigvis ikke. ”Jeg bliver nødt til at tage nogle ekstravagter for at få det hele til at hænge sammen. Det er jo ikke helt billigt at bo i Urbanplanen, så du skal nok regne med at være en hel del inde hos Helge.” Helge stirrede længe på Lille Allan uden at blinke. ”Det kan godt være, at sommerferien bliver lang, men kedelig bliver den i hvert fald ikke, Lille Allan. Det kan jeg godt love dig.” ”Hvordan det?” spurgte Lille Allan og rykkede lidt tæt­ tere på Helge. Den hårde sofa kradsede på benene.

16 Lille Allan.indd 16

01/10/12 12.30


”Nu skal du bare høre, Lille Allan. Jeg ku’ ikke sove i nat og satte mig derfor ud i køkkenet og tændte for radioen.” Helge genfortalte tit, hvad han havde hørt i radioen, noget Lille Allan havde det lidt problematisk med, da Helge havde det med at gå ned i detaljer, der var så små, at hele hi­ storien tit gik i stå. ”Der var et utrolig spændende program om den norske bjergbestiger Harald Bjørretop, der i 1947 forsvandt på en bjergvandring i det sydlige Norge og først dukkede op 11 år senere i en lille finsk by. Hans skæg var blevet halvanden me­ ter langt, og han havde fået så meget hård hud under fødder­ ne af at gå, at han var blevet omkring fem centimeter højere.” Det var tydeligt, at Helge var grebet af historien. Lille Allan lyttede, så godt han kunne, og det var egentlig også spændende nok, men pludselig begyndte Helge at gå i detal­ jer. Han talte om gode og dårlige vandrestøvler, om snøre­ bånd og gummisåler og priser på det ene og det andet og om, hvor man kunne købe de bedste vandrestøvler i hele landet. Lille Allan gabte. Det ville sørme blive en lang sommer­ ferie, hvis Helge ikke snart fortalte, hvorfor sommerferien ikke ville blive kedelig. Helge talte og talte, og Lille Allans øjne blev tunge, og selvom han sad op, faldt han til sidst i søvn. ”OG PÅ DEN MÅDE ER JEG JO GENIAL!” råbte Helge og slog i sofabordet. Lille Allan spjættede. ”Hvaffor noget?”

17 Lille Allan.indd 17

01/10/12 12.30


”Jeg knækkede koden,” sagde Helge og så lykkelig ud. ”Hvaffor en kode?” ”Nu ved jeg endelig, hvordan vi får kontakt til det ydre rum. Det er jo antennerne, der er problemet.” Helge fortsatte begejstret. ”I snart 20 år har jeg rykket rundt på de forban­ dede antenner og søgt på radiofrekvenserne i håb om, at de pludselig ramte ufoernes frekvens, men det er helt forkert, Lille Allan.” Helge proppede en kiks i munden og fortsatte. ”De antenner duer ikke til noget, det er alt for primitivt! Nej, det,

Lille Allan.indd 18

01/10/12 12.30


der skal til, er ...” Helge stoppede, spærrede øjnene op og så på Lille Allan. ”Det, der skal til, er en ...” Helges stemme blev dyb og alvorlig, og han stirrede igen på Lille Allan uden at blinke. ”EN MENNESKELIG ANTENNE.” Lille Allan kiggede på Helge. ”Forstår du?” ”Ikke helt.” Lille Allan forstod ikke en lyd. Han blev nærmest helt tom. ”Du, Lille Allan, du skal være den menneskelige anten­

Lille Allan.indd 19

01/10/12 12.30


ne. Vi går i gang allerede i nat,” sagde Helge. ”Jeg har fået le­ veret 50 ruller sølvpapir fra døgnkiosken, som vi vikler rundt om dig. Dernæst kobler vi dig på et nøje udtænkt ledningssy­ stem, og til sidst tilslutter vi dig til to af mine transistorradioer og stiller dig op taget, og inden natten er omme, har vi med garanti kontakt med en ufo.” Lille Allan prøvede at se det hele for sig. At han stod oppe på taget rullet ind i sølvpapir, mens væsner fra det ydre rum talte gennem hans krop med Helge, der sad nede i lej­ ligheden med sine transistorradioer. En uro spredte sig i Lille Allans krop. ”Det bliver JÄTTEBRA!” råbte Helge, som tit slog over i svensk, når han var i godt humør. ”Er du sikker på, det ikke er farligt?” spurgte Lille Allan. ”Det er fuldstændig ufarligt,” svarede Helge og rullede ud i køkkenet på sin kontorstol. ”Alt er gennemtænkt, jeg har regnet det hele ud. Du kommer herind i nat klokken halv et, for det er mellem klokken et og fem om morgenen, at sand­ synligheden for ufoaktivitet er størst,” sagde Helge. ”Hvor ved du det fra?” spurgte Lille Allan og fulgte efter Helge ud i køkkenet. Helge rømmede sig og kiggede sig over begge skuldre, som om der var fare for, at nogen lyttede. Han sænkede stem­ men. ”Det ved jeg fra noget hemmeligstemplet arkivmateria­ le, som jeg ikke har tilladelse til at udtale mig om.” ”Men hvad hvis jeg nu tiltrækker alle mulige rumvæsner

20 Lille Allan.indd 20

01/10/12 12.30


og ufoer fra det ydre rum? Hvad nu, hvis de spiser mig? Det kan være, de tror, jeg er en kæmpe madpakke med alt det sølvpapir?” sagde Lille Allan. ”Nu ved jeg tilfældigvis fra pålidelig kilde, at de slet ikke bruger madpakker i det ydre rum, så det skal du ikke tænke på.” Helge kiggede på Lille Allan. ”Du skal bare gøre, som jeg siger, så bliver det en af de mest spændende somre i dit liv. Det lover jeg dig.” ”Ja,” svarede Lille Allan og gik ind til sig selv. Måske endda lige spændende nok, tænkte han videre, men det sagde han ikke højt.

21 Lille Allan.indd 21

01/10/12 12.30


Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker, og Peter Frödin er sanger og skuespiller. „Lille Allan – den menneskelige antenne“ er deres første bog.

978-87-400-0186-0 9ISBN 788740 001860

Lill e Allan - den menneskelige antenne

En rørende historie om kiks, venskab og en hund med ­tyndskid.

Line Knutzon & Peter Frödin

D

et starter som en kedelig sommerferie. Alle er rejst væk, og Lille Allan skal passes af den gamle nabo Helge, der engang har været næstformand i Tårnby Ufoklub. ­Helge vil gerne i kontakt med det ydre rum og har en plan. Før Lille Allan når at tænke sig om, er han rullet ind i sølvpapir og står på toppen af Urbanplanen midt om natten. Pludselig stirrer han ind i et par tætsiddende øjne. Måske Helge ­alligevel havde ret, da han sagde, at dette kunne blive en af de mest spændende sommerferier i Lille Allans liv.

Lil le

l n a l A

d e n m e n n e s ke l i g e a n t e n n e

Line

Knutzon

&

Peter Frödin


Lille Allan - den menneskelige antenne