Libido - af Morten Sabroe

domskammerater Rune, Daniel og Philip, er alle under angreb. Rune der er chefredaktør på Mand til tiden, bliver ude af sig selv da han overhører en samtale mellem sin kone, Susan, og

“Jeg lå med løbebukserne nede om haserne og hørte Susan

hendes veninde, der begge har SÅ meget lyst:

sige: ‘Jeg bliver tosset hvis ikke jeg gør noget ved det. Jeg

”Har du forestillet dig det samme som mig? Flere mænd på en gang.”

vil have sex, rigtig sex. Ikke en tyr der kommer farende ind i

”Om jeg har! Og Rune er ikke en af dem.”

manegen og stormer ud igen efter nogle minutter og tror den er

Daniels Lisa har også lyst til andre mænd, og Philip er blevet usynlig for sin kone Nora efter

verdensmester. Rå og følsom sex som varer længe, rigtig længe.’

hun er blevet udnævnt til forlagsdirektør. Nora har redigeret Elizabeth Wagners erotiske bestseller En kvindes hemmelighed, en roman der gør mænd til seksualobjekter som kasseres efter brug. Langsomt forsvinder Nora ind i en erotisk verden der minder om den der er beskrevet i En kvindes hemmelighed. Mens Daniel og Rune går i krig med feministgruppen Nymphomaniacs, indleder Philip den skæbnesvangre jagt på sin elskede …

Libido er en humoristisk, sexet og dybt alvorlig erotisk satire om forholdet mellem kønnene, og om det moderne menneskes hengivelse til berømmelse og personlig tilfredsstillelse, til lyst.

POLITIKENS FORLAG

p olitikensforlag.dk

ISBN 9788740010893

9 788740 010893

sabroe

Libido

226 mm

erhvervslivet. Rollerne er vendt om; mændene jamrer, kvinderne har lyst. De tre barn-

Foto: Franne Voigt

Han fortsatte med grødet stemme:

m o rt e n

100 mm

politikens forlag

hed og frygt.

D

et er sommeren 2013. Overalt stormer kvinderne frem: i kunsten, i medierne, i politik, i

146 mm

morten

skælven gennem hans hage, et lille jordskred af selvmedliden-

21 mm

sabroe libido

Rune lignede en mand der havde fået åreladning. Der gik en

146 mm

R o m a n

100 mm

Morten Sabroe, journalist og forfatter. Har blandt andet udgivet romanerne Du som er i himlen (2007), Den spanske

gæst (2000) og Os (2013). Sammen med Jørgen Leth har han skrevet mailbogen Det er derfor de knepper så meget i

dette land (2009).

Morten Sabroe

LIBIDO

Politikens Forlag

Libido.indd 3

07/10/13 12.18

1.

Den lørdag eftermiddag Rune gik til angreb på sit skab i omklædningsrummet, fik jeg en forudanelse om at ikke kun han, men også Daniel og jeg stod foran en korsvej. Jeg så det som i en film: et uendeligt øde, sikkert et sted i New Mexico. En skærende skarp sol, en knaldblå himmel, kridhvide skyer der sad fast i det blå, nogle kaktus, to støvede veje der førte i hver sin retning. Over den ene stod: Du kender vejen. Over den anden: Vejen kender dig. Vi stod med ryggen til publikum der sad åndeløse og tænkte: “Hvad vælger de?” Det var en af de længste scener i filmhistorien. Intet bevægede sig. Bortset fra en fed flue der svirrede om mit hoved og satte sig på min næse. Lyden fra den blev blæst ud over Dolby 3D-anlægget, publikum trykkede sig bagud i sæderne. Noget fatalt ventede forude.

Zok, zok, zok, lød det hver gang Runes knyttede næver ramte det militærgrønne metal. For helvede, det måtte gøre ondt i knoerne. De blev mere og mere røde, samme farve som hans ansigt. Han trådte et skridt tilbage for at måle sin modstander med øjnene. Så gik han hen for enden af skabene. Han standsede ved det sidste skab. Han fik fingrene ind bag det, stemte imod væggen med foden, og trak så til. Rækken af skabe – der var otte i hvert fag – gav sig til at jamre og pibe. Skruerne poppede ud af væggen, og så begyndte skabene at falde forover. De gik i gulvet med et brag og landede med den øverste kant kun 20 centimeter fra Daniels og mine fødder.

Jeg lænede mig tilbage på bænken, strakte benene og lod dem hvile på de faldne skabe.

5

Libido.indd 5

07/10/13 12.18

“Det er bare en fodboldkamp,” sagde jeg.

Men for Rune fandtes bare en fodboldkamp ikke. Han var den eneste i turneringen der havde fået tre røde kort i tre kampe i træk, havde løbet ud over sidelinjen og væltet en tilskuer der havde råbt: “Vis svinet ud!”, og i et øjeblik ingen der så det glemmer, tacklet dommeren bagfra så han blev kørt på skadestuen med sprængt korsbånd. Han var gået ind til sæsonens sidste kamp med et blik fuldt af had. Han havde løbet som en sindssyg i 85 minutter indtil han fik den mest oplagte chance en fodboldspiller nogensinde har fået.

Det var mig der lagde bolden indover. Det var en flad bold, lige til at gå til. Den lå en halv meter foran den fremstormende målmand der frøs fast i græsset da han opdagede han ikke kunne nå den, og heller ikke kunne nå tilbage i målet. Inde på midten kom Rune løbende (i hvide fodboldstøvler med lyserøde snørebånd) med brystkassen skudt frem som et bovspryd.

Det stod 3-3, og hvis han stille og roligt satte indersiden til bolden, havde vi fem minutter til at forsvare føringen og undgå at ryge ud af turneringen.

Målet var tomt, fuldstændig tomt.

Jeg kunne se det allerede inden han trykkede den af. Han ville ramme den bold så hårdt at den spilede nettet ud, brød igennem det og gik i cirkulation omkring månen eller Mars og vendte tilbage til Jorden langt ude i fremtiden under en tv-transmission hvor speakeren sagde: “Langt derude i det fjerne kan vi skimte omridset af den bold som Rune Rosenstok ramte i den skæbnesvangre kamp mellem København City og Rungsted i begyndelsen af juni 2013 for 35 år siden!”

Han sparkede. Han fik vristen så langt ind under bolden at den steg lodret op i luften så målmanden kunne spankulere hen under den og med et lille hop gribe den med begge hænder. Hvis ikke det var fordi Rune gav sig til at løbe mod ham og med en skuldertackling sendte ham i jorden hvor han lå med munden spærret op, kørt over af en damptromle ved navn Rune Rosenstok, chefredaktør på Mand til tiden, magasinet for mænd der har alt, undtagen kvinder der ikke siger dem imod.

6

Libido.indd 6

07/10/13 12.18

Øjeblikket efter var Rune omringet af modstandere der skubbede til ham, men ikke turde slå af frygt for at han slog igen. Han ventede ikke på at dommeren fik det røde kort op af lommen, men banede sig vej gennem kødranden af hidsige modstandere og gik ud af banen og ned i omklædningsrummet.

Dommeren benyttede sig af en regel der ikke stod nedskrevet i nogen bog, og dømte straffespark i vores ende. Bent, vores målmand, protesterede mod kendelsen og gik ud af målet og satte sig i skrædderstilling ved den ene stolpe med ryggen til banen, mens deres topscorer lagde bolden til rette, stillede sig ti centimeter fra den og gav den en inderside så blød at den lige akkurat trillede over målstregen.

4-3 til dem, og vi var ude af turneringen.

Nederlaget var et slag, men ét man kunne komme sig over, ja, ligefrem glæde sig over når man var fyldt 42 og havde bedre ting at tage sig til end at køre ud til Kløvermarken – hvor det altid regnede – eller Brønshøj eller Ballerup hvor det også altid regnede, weekend efter weekend og råbe og skrige som en 17-årig: “Spil mig! Jeg er fri! Spil mig, for helvede! Idiot! Abe!” Det var en old boys-række, og der var kun den ene. Vi kunne spille os tilbage i den næste sommer i en turnering mod tre andre hold. Rune ville skifte ud på holdet, og jeg kunne kun håbe at han ikke satte mig på.

Jeg glædede mig til et år hvor weekenderne åbnede sig med deres væld af muligheder. Nora og jeg kunne tage på forlængede weekender til Rom, Paris, Barcelona, New York ... hvis ikke det var fordi hun var blevet forfremmet til forlagsdirektør og ikke havde haft én fri weekend siden. Fik jeg hende endelig overtalt til en New York-rejse, ville hun bevæbne sig med sin arbejdstelefon og computer når vi forlod hotellet, og åbne dem lige så snart hun havde bestilt sine moules frites på fortovs­ restauranten i Meat Packing District. Hun ville ringe og skrive mails, og så ville et morsesignal fra underbevidstheden få hende til at løfte hovedet og se på mig og smile sit ‘Gud, er du her også?’-smil til mig. Og når hun i en samtale med en anden forlægger fik en fornemmelse af at jeg følte mig tilovers, sende mig sit ‘Er du klar over hvor belastende du er?’7

Libido.indd 7

07/10/13 12.18

blik. Som nogle minutter senere ville blive efterfulgt af ‘Hvorfor ringer du ikke til dine børn og fortæller dem hvor vi er?’-blikket. Indtil hun gav sig til at betragte de forbipasserende og med bortvendt ansigt harpunerede pomfritterne mere og mere aggressivt mens hun forvandlede sig til sin foretrukne installation: ‘Hvorfor er det ikke tilladt en kvinde at have en Karriere med stort K?’ I de fem-seks minutter hvor Daniel og jeg sad med korslagte arme og så Rune sidde og stirre på metalskabene med tomme øjne, voksede den tanke i mig at det var Nora og hendes Karriere med stort K der var årsag til den stigende følelse af mindreværd som med stadig kortere mellemrum havde opsøgt mig på det seneste. Når jeg vågnede klokken syv om morgenen, havde hun været oppe en time og sad ved køkkenbordet med tændt computer, to iPhones og en kop sort kaffe. Jeg var ikke kommet ud fra badeværelset med tandbørsten i munden før hun havde pakket sine ting og var på vej ud ad døren: “Farvel, skat. Så snart jeg har et ledigt øjeblik på arbejde, ringer jeg og siger om jeg kan nå hjem til middag.”

Jeg stod med tandpastaskum i munden og mumlede farvel til en dør der allerede var lukket. Jeg vidste at hun ikke ville få et ledigt øjeblik før 18.30, hvor jeg skulle kaste alt fra mig hvis jeg skulle nå at komme i Illums Irma inden de lukkede. Belæsset med indkøbsposer nåede jeg sjældent hjem til TV2 Nyhederne, og som regel kun til vejrudsigten.

Efter en time begyndte jeg at ringe til hende og fik hendes telefonsvarer.

Ved 21.30-tiden stegte jeg en bøf og spiste den til TV Avisen. Det var som regel midt i den hun kom hjem, og mens hun sendte sit tomme, zen-buddhistiske blik mod fjernsynet, sagde: “Jeg blev nødt til at tage arbejde med hjem.” Og når hun rev sig løs fra tv-billederne: “Gud, hvor jeg trænger til et glas vin!” På vej mod køkkenet ville hun se flygtigt på mig: “Du er ikke sur, vel, skat?”

“Sur? Hvad skulle jeg være sur over?”

“Du plejer da nok at kunne finde på noget.”

Billedet af hende med det kortklippede sorte hår, den slanke krop og den hvide hud overdøvede billederne på tv-skærmen. Jeg så mig selv 8

Libido.indd 8

07/10/13 12.18

rejse mig fra sofaen og gå ud i køkkenet, befri hende for computeren og arbejdet i den, befri hende for jakken og de sorte jeans (hun gik altid i jeans og højhælede sko), og undertøjet, og den harnisk der lå over hendes nøgne krop, læne mig ind mod hende og indånde duften af hende, løfte hende op, sætte hende på bordet, skubbe det korte, mørke hår tilbage, tage fat om det i nakken, holde det stramt, lugte til hendes hals, se de fine blodårer i den hvide hud, se brysternes bløde kurver, holde hende fast så hun ikke kunne søge tilflugt i det store K, i computeren og telefonerne, Nora, min kone, min elskede, den eneste kvinde jeg begærede, og som var blevet væk for mig.

Og hvad skete der? Jeg blev siddende i sofaen og zappede fra kanal til kanal, fra film til film, reality-show til reality-show mens jeg blev ved med at forestille mig hvordan jeg tog hende. Og når så virkeligheden, vores 0-6-forhold, var trængt ind i min bevidsthed og havde lammet mine arme, ben og underliv, gav jeg mig til at fantasere om andre kvinder (Layla, vores receptionist, Esther fra kaffebaren overfor, Jasmin, fotografen). Jeg klædte dem af, anbragte dem på køkkenborde, kopimaskiner, bilkølere, toiletter, foran kaffemaskiner, op ad mure, i cykel­ skure, i porte, i trappeopgange, på mit skrivebord – uden persiennerne var trukket for. Overalt hvor man kunne anbringe en smuk, liderlig kvinde, anbragte jeg dem. Og mens den ene skønne kvinde afløste den anden, trak min store, store (at se den gennem læsebriller!) pik sig ind i sig selv (hvor den så havde lært det) og bad til at den ikke blev opdaget.

(Interessant hvordan mænd omtaler deres pik som den, som er den en anden, et selvstændigt væsen med sit helt eget reaktionsmønster, en fremmed nogen har placeret i deres skød. Og ofte også en fjende som ikke er bleg for at vende ryggen til dem og svigte dem i afgørende situationer, og som de derfor gerne så skiftet ud med en bedre, smartere, klogere og mere tjenstvillig pik. Og hvis ikke det er muligt, helt uden medfølelse og identifikation fylde den med medikamenter, kort sagt dope den med præstationsfremmende stoffer og gøre den til pillemisbruger).

Mine øjenlåg blev tunge og faldt i mens jeg ude fra køkkenet hørte 9

Libido.indd 9

07/10/13 12.18

Noras lange, slanke fingre danse på computerens mave, aldrig på min, ikke mere, forbi.

En 42-årig mand slumrende ind foran fjernsynet som en olding, aften efter aften.

Libido.indd 10

07/10/13 12.18

2.

Inde bag den muskuløse ryg gav Rune et dybt suk fra sig. Det var ikke første gang han optrådte med sit ‘Se mig, jeg er en sten’-nummer, men det var første gang jeg gav mig til at spekulere på hvad der var inde i stenen ud over de tre selv-ord: selvmedlidenhed, selvhøjtidelighed og selviscenesættelse. Det var endnu et s-ord der strøg gennem min hjerne: sorg. Sorg vejer godt til. Rune vejede 96 kilo, men hvis man havde en gaffeltruck og fik ham løftet over på en vægt, ville den komme op på 150 kilo sådan som han sad og havde det.

Jeg kan blive træt, helt utrolig træt, af at være i nærheden af en mand der overdøver alle lyde og alle bevægelser i universet, suger dem til sig og kværner dem til støv i sit altopslugende indre, men jeg sagde det ikke.

I stedet sagde jeg: “Skide være med det hele. Lad os gå over og få noget øl.”

Daniel rejste sig hurtigt for ikke at blive suget ind i stenen. Vi var nået hen til døren: “Sagde du det?”

Jeg vendte mig om.

“Sagde hvad?”

“Skide være med det hele!”

Jeg så på ham. Han var eksplosiv.

“Jeg sagde: Lad os gå over og få noget øl.”

“Du sagde skide være med det hele!”

“Jeg synes ikke der er nogen grund til at tage det så tungt.”

Hans blik foretog en u-vending og gav sig igen til at se indad: 11

Libido.indd 11

07/10/13 12.18

“Du aner ikke, hvordan det er.”

“Jeg kan se hvordan det er.”

“Hvad kan du se?”

“Du har det ikke godt.”

“Jeg har det ikke godt,” gentog han. “Vil du vide hvorfor jeg ikke har det godt?”

Han så anklagende på mig. Så begyndte han at knække fingre. Det var på tide at gå.

“Hvad fanden gik det ud på?” spurgte Daniel på vej over til restauranten.

“Aner det ikke. Måske er det noget med Susan.”

“Eller en af de andre.”

En af de andre, ja. Dem var der nogle stykker af.

“Mig?” sagde Rune en dag hvor han lige havde fået oplagstallene for sit magasin. “Jeg er chefredaktør for det mest succesrige magasin i landet. Jeg får så meget fisse at hvis jeg kom dem i glas og ramme og hængte dem op på væggen på mit kontor, skulle det være lige så stort som MOMA i New York.”

Han fik meget, ingen tvivl om det. Havde han så bare holdt det for sig selv. Men nej. Hver gang han havde fået noget, skulle vi høre om det. Hvor længe han havde kneppet, hvor store hendes bryster var, hvor mange gange hun kom, hvordan hun havde sprøjtet som en fontæne, hvor stiv og hård den havde været, og hvor længe den havde været det.

“Tre timer! Uden ophør!”

Daniel og jeg kaldte ham Stålpikken. Jeg havde haft mareridt som Rune var kommet løbende nøgen igennem med en rejsning som stangen stangspringeren løfter foran sig når han stormer frem mod overliggeren. Der var noget mirakuløst over hans pik. I omklædningsrummet lignede den snablen på en deprimeret dværgelefant, men i hans historier så man Frihedsgudinden i New York løfte den til vejrs i triumf.

Susan vidste ingenting, eller også ville hun ikke vide det. Jeg sagde ikke noget til Nora, og Daniel ingenting til Lisa. Det var kun ham og jeg der kendte til Stålpikkens overdådige liv. Og så de kvinder han gen12

Libido.indd 12

07/10/13 12.18

nemborede med den. At dømme efter hans beretninger skulle de fleste til genoptræning efter mødet med hans mirakuløse vedhæng.

“Jeg er ret sikker på at hun tager en fridag i morgen,” sagde han om en praktikant der havde været ansat på Mand til tiden i tre dage, og hvis marcipanhvide krop ifølge ham var en tro kopi af Marilyn Monroes da Monroe var på toppen.

“Hvor gjorde I det?” spurgte Daniel.

“Hotel Plaza. Tre en halv time. Ruderne duggede da vi gik.”

“Gik?” sagde Daniel. “Kunne hun gå?”

“I hvert fald hen til elevatoren. Jeg gav hende til en taxa og sagde at hun skulle tage fri resten af dagen.”

Libido.indd 13

07/10/13 12.18

3.

Da Rune tiltrådte som chefredaktør for Mand til tiden – det var Lukas Carstensen, direktør for MM, Media and Marketing, der gav ham chancen med ordene: “Jeg er ligeglad hvordan du gør, bare du får lortet op at stå!” – reserverede han forsiden til sig selv. Han diskuterede idéen med os, og vi gav ham grønt lys, ikke kun for den forventede underholdnings skyld, men også fordi vi kunne have fundet på det samme hvis vi havde været i hans sted. Med visse modifikationer, ganske vist, men ellers, ja.

Han hyrede byens mest anerkendte fotograf, og da de var færdige, kom han til os med materialet (jeg sagde ingenting til Nora). Vi satte det op som en filmplakat. En western i Cinemascope med magasinets navn i stærke røde farver. Fotografiet i en knaldhård opløsning. Vi tøvede ikke.

Daniels og min tilgang var fuld af ironi, det var Runes ikke. Han ikke alene mente den forside vi lavede, han var den. Og hvis nogen ville slæbe Daniel og mig til skafottet for vores meddelagtighed, ville vi sige: “Det vigtigste princip for os er at tage kunden alvorligt”.

Vi tog ham alvorligt. Og dér stod han så, på forsiden af sit premierenummer i cowboystøvler og slidte Levis med nøgen overkrop og en cowboysaddel over skulderen. I den frie hånd havde han tøjlen der i en blød bue førte op til en 23-årig blond kvindes kønne hoved. Hun lå på alle fire med seletøj om hovedet og bidsel mellem tænderne. Hun havde stukket de stramtsiddende Levis ned i et par støvler beklædt med slangeskind, og ligesom Rune havde hun nøgen overkrop. Et par meget store og ubehandlede bryster duvede smukt under hende.

Måske var det Runes selvtilfredse ansigtsudtryk der gjorde det. Hver14

Libido.indd 14

07/10/13 12.18

ken Daniel eller jeg havde lagt mærke til det (eller også forstod vi det), vi gik mere op i forsidens komposition, men da reaktionerne tog fart, og det må man sige at de gjorde, kunne jeg godt se at det som en kvinde med en knaldrød turban og nogle mægtige ørenringe sagde i Deadline, rummede en slags sandhed: “Han ejer hende. Han kan gøre med hende hvad han vil. I næste billede spænder han sadlen på hende og rider hende. Fy for helvede, siger jeg bare! Det er ikke et magasin, hr. Selvfed laver, det er en voldtægt!”

Rune havde en sort, kropsnær skjorte på i studiet, den stod åben i et temmelig dybt V så man kunne se det nordlige område af den mørke jungle på brystkassen. Om halsen havde han guldkæden med Jesus på korset, et smykke som jeg, hvis jeg havde været hans rådgiver, ville have bedt ham tage af. Han så på turbankvinden uden foragt og sagde: “Der tager du sgu fejl, min pige. Den meget yndige og fordomsfrie kvinde, hun er for øvrigt lige blevet færdig som cand.polit., er datter af skibsreder Anton Harbinger. Der er ikke nogen der ejer hende.” Han gjorde en pause hvor han suttede på en Cohiba-cigar som han havde fået lov at tage med i studiet hvis han lovede ikke at tænde den. Så sagde han: “Det er vist mere end man kan sige om dig.”

Turbankvinden tog fat i bordkanten: “Hvad fanden mener du med det?” Rune smilede, men kun med øjnene. Han vidste at han havde fat om nosserne på en celebrity-kultur som kvinden over for ham intet anede om: “Du er medlem af et parti, eller hvad I nu kalder jeres femi­ ni­stiske kamptropper, og du er ude af stand til at sige noget de ikke bi­ falder.”

Hun var færdig. Hun tabte da han fortalte at kvinden på forsiden var datter af Harbinger. Penge, magt og indflydelse besejrer alt, ikke mindst talsmanden for en flok kvinder der mere end noget ønskede sig det samme.

Turbankvinden gravede sin og sine medsøstres grav da hun rejste sig og lænede sig ind over bordet og hvæsede: “Ved du hvad du er? Du er en talende pik!” og skred ud af studiet.

Talende Pik blev siddende, tog cigaren i munden og så tankefuld 15

Libido.indd 15

07/10/13 12.18

e­ fter hende og sagde: “En smart bikini, og jeg hyrer hende til forsiden af næste nummer.”

Det var kun begyndelsen på et stormvejr der hurtigt udviklede sig til orkan. Den eneste henvisning der var ved siden af cowboyen og hans hest på forsiden af Mand til tiden, lød: ‘Manden rider igen.’ Det var også overskriften på det fire sider lange interview med den nye chefredaktør inde i bladet hvor Rune blandt andre ting sagde: “Manden skal have sin rejsning tilbage. Som det er nu, er han tæt på at være til grin hvis han får én.”

Magasinet blev mødt med en bølge af had fra feminister og ikke så få fremtrædende kvinder, skuespillere, politikere og journalister. Samt et utal af kønspolitiske debattører og organisationer. Rune fik dødstrusler afleveret anonymt i breve, sms’er og telefonopringninger. Facebook var en ormegård af vold og had. Den hyppigste trussel lød: ‘Du skulle have pikken skåret af og tvangsfodres med den.’

Foran Media and Marketings bygning på hjørnet af Vester Farimagsgade og H. C. Andersens Boulevard var der en ugelang demonstration hvor rasende kvinder kastede kondomer fyldt med rød maling mod vinduerne. Det var dér sloganet ‘Pikken a’!’ fik sit gennembrud. Tv-kameraerne zoomede ind på bannere og protestskilte hvor en penis lå med hovedet under guillotinens skarpe klinge. Stemningen blev så hadsk at politiet fjernede demonstranterne og arresterede de mest aggressive.

Dagen efter lænkede nye grupper sig sammen og blev ført ind i de ventende salatfade i klaser.

Det var en tsunami af had. Rune stod bag vinduet på tredje sal og fulgte begivenhederne. “Der kan I se,” sagde han til de bekymrede udgivere. “Vi har fat i noget. Vi er dybt nede i det ubevidste. Dernede hvor anarkiet og hysteriet huserer, og samfundet er truet.”

De rasende kvinder på gaden fik udgiverne til at holde krisemøder.

De overvejede at afsætte Rune. De indkaldte ham til et møde hvor de bad ham sige undskyld og love at rense magasinet for kvindefjendske ytringer. “Det bliver over mit lig,” sagde han. “Det ville være et historisk nederlag for pressefriheden. For ikke at tale om ytringsfriheden. Og for jer, hvis I fyrer mig.”

16

Libido.indd 16

07/10/13 12.18

Der blev stille i bestyrelseslokalet. “De dér kvinder dernede,” sagde Rune og gik hen til vinduet. “Forestil jer at de var islamister, og at vi hav­de fornærmet dem.”

Udgiverne rettede sig op og så på Rune. Hans urokkelighed indgød respekt. Enten var han dummere end politiet tillader, eller også var de det.

“Bare vent,” sagde han. “Bølgen vender. Det er bølgers logik.” Så gik han.

Det var sætningen ‘Det er bølgers logik’ der fik bestyrelsen til at blive siddende og spekulere i tavshed og dreje de dyre kuglepenne mellem fingrene og vente på at en sagde noget de kunne modsige eller bifalde.

“Han har noget,” sagde direktøren, Lukas Carstensen.

“Man kalder det nosser,” sagde Jakob Bölling, bestyrelsesformanden der gik under navnet Pansergeneralen.

Manden med nosserne fik ret. Det er bølgers logik at de ruller tilbage når de har ramt kysten. Tsunamien rullede tilbage. Den nåede sit højeste punkt et sted på egnen omkring Herning hvor det er sjældent at se en mand bære sit nyfødte barn i sele på maven. Det var bannerne og skiltene med penishovedet under guillotinens skarpe klinge der gjorde udslaget. Billedet var langt mere påtrængende og ramte mere personligt end billederne af ophidsede islamister der brændte Dannebrog under Muhammed-krisen. Det var især kvinderne på Herning-egnen – der ikke deler humor med kvinder i København – som sendte bølgen tilbage hvor den kom fra.

“Det er ikke kvinder der demonstrerer i København,” sagde en fremtrædende erhvervskvinde til DR. “Det er hystader. Det er feminismen når den er værst. Her i Herning har vi også feminister, men de forstår at værdsætte en god pik.”

Dagen efter at Rune i Deadline havde vundet den store sejr over den turbanklædte kvinde, blev ligestillingsministeren sat over for tre feminister som ville boykotte Mand til tiden, og som krævede at ministeren gjorde det samme. Han svarede at han ville få travlt hvis han skulle boykotte alle de ytringer der ikke faldt i deres smag. Nå, men faldt Mand til 17

Libido.indd 17

07/10/13 12.18

tiden i hans smag? “Absolut ikke,” svarede han venligt, og kom øjeblikket efter til at overskride sin ministerrolle: “Men skal vi ikke bare lade dem dø i fred?”

Det nye Mand til tiden havde ikke tænkt sig at dø i fred. Oplaget steg med et smæld fra 100.000 til 160.000 og havde, da Rune gik amok på skabene i omklædningsrummet, rundet 185.000. De nye læsere var fortrinsvis mænd i alderen 20-35 (28 procent var kvinder). De havde mødre der tjente kassen, og fædre der ryddede op, støvsugede, købte ind og faldt i søvn foran fjernsynet. De længtes efter et forbillede, en rollemodel. I USA havde de Brad Pitt og Johnny Depp, i Danmark Rune Rosenstok, som lige havde nedlagt otte metalskabe og låst sig inde i sig selv og ikke kunne finde nøglen der kunne lukke ham ud til de mange tusind fans.

Libido.indd 18

07/10/13 12.18