Kapitel 1
Et sted i det nordlige Sahara Jeg ligger på ryggen i det varme sand med lukkede øjne. Min positur er som en slatten parodi på en kristusfigur – benene let bøjede, armene spredt ud til hver sin side. Det blæser lidt. Nogle sandkorn danser hen over min krop, kilder mig, og mit sind fyldes langsomt af en underlig opstemthed. Det er et dårligt tegn; mine kirtler pumper deres naturlige smertestillere ud i mine blodbaner i voldsomme mængder. Årsag? Min umiddelbart forestående død. Smerten kommer igen, kommer klarere igennem denne gang, som brændenælder der langsomt trækkes hen over min nøgne hud. Men den dræbende stikken fra ørkensolen er for intet at regne mod det, de udsatte min krop for tilbage i Tripoli. I forhold til torturen i pakhuset er solens glohede, nålespidse stråler på min ubeskyttede hud som det lifligste brusebad i kalkfattigt vand. Sjovt, tænker jeg, som bevidstheden kan acceptere en horribel tilstand, bare den er en minimal forbedring af, hvad der er gået umiddelbart forud. En erkendelse jeg sikkert deler med alverdens torturofre, koncentrationslejrfanger og ulykkeligt forelskede gennem tiderne. Måske vil netop tiden snart transportere mindet til langtidshukommelsen, den satans opfindelse – et vandrerhjem for erindringer, hvor alle besøgende øjeblikkelig bliver udsat for den revisionistiske løgn om, at alt, hvad der er overstået, slet ikke er så slemt. Når det sker, vil chokket over mit sønderslåede ansigt, min knuste hånd, — 5 —