52mm
170mm
100mm
© Flemming Gernyx
170mm
A NDER S OT T E ST ENSAGER
LÆS OGSÅ
senhausen til en øde plet ved navn Ravensbrück dybt inde i de vidtstrakte skove nord for Berlin. Rigets kz-inspektorat havde fundet lokaliteten velegnet til opførelsen af en kz-lejr udelukkende til kvinder. Efter et halvt år stod lejren færdig, nøje anlagt efter strenge overvågningsprincipper, projekteret til 3.000 fanger og forsynet med gode faciliteter til vagtmandskabet fra SS. I maj 1939 ankom de første kvinder, klar til at indgå i den industriproduktion, som var lejrens formål. Det var et andet og mere kaotisk Ravensbrück, 44 danske kvinder og børn ankom til
A NDER S OT TE STENSAGER
I vinteren 1938-39 ankom en arbejdskommando med 500 fanger fra kz-lejren Sach-
fra midten af 1943. I løbet af de første krigsår rundede antallet af fanger 10.000, overbelægningen var katastrofal, snart lå der både to og tre fanger i hver køje i de dårligt isolerede træbarakker, og epidemier og mangelsygdomme tog livet af fanger i hobetal, hvis ikke ”udvælgelsen” af syge og svage fanger til henrettelse ved skydning eller Josef Mengele – alias ”dødens engel” – var en af de mest eftersøgte krigsforbrydere i det 20. århundrede og om nogen billedet på rædslerne i Det Tredje Rige. Hans medicinske eksperimenter på fanger i Auschwitz illustrerede det fuldkomne fravær af medmenneskelighed i koncentrationslejrene, som naziregimet tolererede og ligefrem fandt formålstjenligt. Og efter krigens af-
gasning. Mod krigens slutning var Ravensbrück ikke længere en velorganiseret arbejdslejr for kvinder, men et stopfyldt inferno, som kun de heldigste slap levende fra. Kvinderne i Ravensbrück er den første samlede fremstilling af de danske Ravensbrückfangers historie. Hvorfor havnede de i lejren, hvordan formede deres hverdag sig der, og hvordan overlevede de? Bogen, der også giver et udførligt indblik i lejrens organisering og rolle i kz-systemet, bygger på indsatte danske fangers vidnesbyrd og omfattende research i danske og internationale arkiver og er et unikt bidrag til afdækningen af danske kvinders skæbne som kz-fanger under Anden Verdenskrig.
slutning demonstrerede Mengele med sit eksempel det fravær af moral og anger, som kendetegnede mange nazister: Han flygtede hen mod krigens slutning til Argentina for her at skabe sig en ny tilværelse og karriere og forblev til sin død uforstående overfor, at man ønskede ham dømt som krigsforbryder.
ISBN 9788771081688
9 788771 081688
KVINDERNE I RAVENSBRÜCK
245mm
100mm
ANDERS OTTE STENSAGER (f. 1968) er uddannet arkæolog fra Københavns Universitet. Han har tidligere skrevet flere artikler om nazisternes propagandamisbrug af dansk oldtid, den arkæologiske udforskning af de tidligere tyske kz- og udryddelseslejre og biografien Dødens engel Josef Mengele (People’sPress 2011).
KVINDERNE I RAVENSBRÜCK DANSKE SK ÆBNER I EN TYSK KZ-LEJR
ANDERS OTTE STENSAGER
KVINDERNE I RAVENSBRÜCK DANSKE SKÆBNER I EN TYSK KZ-LEJR
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 3
05/10/11 15.43
Forord
Interessen for Danmarks besættelse 1940-45 og i det hele taget for Anden Verdenskrig synes ikke at have nogen ende. I hvert fald ikke, hvis man ser på antallet af udgivelser, der hvert år dukker op på boghandlernes hylder. Selv om man kan forbavses, er årsagen uden tvivl den, at disse fem år fortsat rejser et utal af spørgsmål af både eksistentiel, moralsk og etisk karakter. Hvordan var det som dansker at leve side om side med en besættelsesmagt igennem fem lange år? På hvilken måde prægede det danskernes holdning og hverdag? Disse spørgsmål bliver ikke mindre interessante af, at hverdagen under besættelsen ikke kun var, som den er skildret med modstandskæmpernes øjne. Historien om, hvordan hverdagen formede sig for de husmødre og kvinder, der måtte se deres ægtemænd gå under jorden og efterfølgende selv stod tilbage med både de økonomiske og hjemlige forpligtelser, hvis ikke de ligefrem selv var involveret i modstandskampen, er endnu kun sporadisk beskrevet og savner fortsat en plads i mængden af udgivelser om besættelsestiden. I samme åndedrag er det mindst lige så vigtigt at stille spørgsmålet, hvad der skete med de kvinder eller mødre, der måtte lide den skæbne at blive taget af tyskerne og sendt sydpå til en tysk koncentrationslejr. Hvem var disse kvinder? Hvad blev de taget for, og hvad er i grunden deres historie? Det er denne flig af dansk besættelseshistorie, som nærværende bog forsøger at drage frem i lyset. Det har været mit hovedærinde at skrive en bog om de 44 danske kvinder, der blev sendt til kvindekoncentrationslejren Ravensbrück et halvt hundrede kilometer nord for Berlin. En bog, hvor de selv kommer til orde 7
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 7
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
og igennem deres egne skildringer og erindringer fortæller historien om netop deres oplevelser, hvad enten de var husmødre eller hustruer til en modstandsmand eller selv tog aktiv del i kampen mod besættelsesmagten, men især om, hvordan det var at være dansk kvinde i en tysk koncentrationslejr. En bog som denne ville ikke være blevet til, hvis ikke det havde været muligt for mig at trække på andres ekspertise. Især skal lyde en tak til seniorforsker Hans Sode-Madsen og seniorforsker dr. med. Sven Arvid Birkeland, der begge beredvilligt har svaret på mine mere eller mindre spidsfindige spørgsmål. En varm tak skal også lyde til tidligere modstandsmand og læge, dr. med. Jørgen Kieler, journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen, overinspektør ved Frøslevlejrens Museum, Henrik Skov Kristensen, og udvalgssekretær ved det Universitetshistoriske Udvalg ved Aarhus Universitet, Palle Lykke. Dernæst også tak til Steen Klitgaard Povlsen og Pelle Blumensaadt Pedersen, begge efterkommere af tidligere danske Ravensbrückfanger, der levende har fulgt med i projektet og bistået med informationer. Også tak til arkivejer Niels Gyrsting, der velvilligt har stillet sit omfattende besættelsestidsarkiv til rådighed, og til captain Peter Hore, der har suppleret med værdifulde oplysninger fra engelske arkiver. Foruden enkeltpersoners assistance har en række institutioner i både ind- og udland ydet en uvurderlig hjælp med indsamlingen af kildemateriale. Først og fremmest skal der rettes en stor tak til de ansatte på arkivet ved Mahn- und Gedenkstätte Ravensbrück. Uden deres opbakning og imødekommenhed over for projektet havde bogen ikke fået sin endelige udformning. En varm tak skal også lyde til museumsinspektør Henrik Lundbak ved Frihedsmuseet i København og hans kolleger ved Kvindemuseet i Aarhus, Museet ved Sønderborg Slot, Rigsarkivet, Stadsarkivet i Odense, Dragør Lokalhistoriske Arkiv, Universitetsbiblioteket ved Lunds Universitet samt de institutioner, som jeg har været i kontakt med, og som der ikke her er plads til at omtale. Til dem skal der naturligvis også lyde en stor tak. Endelig min familie, der endnu en gang har båret over med mig, da skriveprocessen oftest er en ensom proces og en prøvelse for omgivelserne. En kærlig tak skal derfor lyde til dem. Anders Otte Stensager, København, maj 2011
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 8
05/10/11 15.43
Indledning
Denne bog handler om kvinder, der har deltaget aktivt i modstandskampen – men dens første linjer skal være en hyldest til dem, der “ingenting har udrettet”. Til de kvinder, der var kone, mor, kæreste eller kammerat og ikke andet. 1 Sådan lyder indledning til Kate Flerons bog Kvinder i Modstandskampen, der nu mere end 60 år efter sin udgivelse meget passende også kunne være indledningen til denne bog. Hovedaktørerne i nærværende fremstilling er nogle af de kvinder, der deltog aktivt i modstandskampen, eller husede illegale blade, våben, sabotører og folk på flugt. Kvinder, som udsatte sig selv for den betydelige risiko, det var at blive arresteret, forhørt og i værste fald tortureret, men også at blive deporteret til fangenskab i Tyskland. En pris, der indebar betydelige personlige såvel som familiære omkostninger, da de var tvunget til at efterlade deres hjem, og hvis der var børn også dem, til en uvis skæbne. Hvor mange kvinder eller mødre, der i løbet af de fem besættelsesår enten frivilligt eller ufrivilligt som følge af deres ægtemænds, kammeraters eller kæresters aktiviteter i modstandsarbejdet blev inddraget i illegalt arbejde, og som havnede i tysk fangenskab, kendes ikke med nøjagtighed. Almindeligvis antages det, at op mod 6.000 danskere under den tyske besættelse af Danmark blev deporteret til tyske koncentrationslejre og tugthuse, og et forsigtigt skøn anslår, at blot 200 af dem var kvinder.2 Det vil sige mindre end 4% af de deporterede. Da der imidlertid ikke foreligger nogen tilbundsgående undersøgelser af, præcis hvor mange danske kvinder der reelt sad interneret i tyske koncentrationslejre eller tugthuse, er der natur9
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 9
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
ligvis grund til at omgås tallene med varsomhed – antallet kan meget vel være højere. Ikke alle danske kvinder opholdt sig i Danmark på arrestationstidspunktet. Nogle var enten midlertidigt bosat eller arbejdede i udlandet, hvor de i flere tilfælde havde fået kontakt til den stedlige modstandsbevægelse eller af andre årsager var blevet arresteret. Der er også spørgsmålet om, hvorvidt de internerede reelt var danske statsborgere på selve arrestationstidspunktet. Det er også nødvendigt at afklare, om der var tale om kvinder født i udlandet, som enten var indvandret til Danmark eller havde giftet sig med danske mænd. Der kunne også være tale om giftermål med danske mænd, der arbejdede eller opholdt sig i udlandet, hvorved kvinden opnåede dansk statsborgerskab. Et andet spørgsmål er, om kvinderne var “danskfødte”, det vil sige kvinder, der var født i Danmark, men havde giftet sig med udenlandske mænd, og dermed mistede deres danske statsborgerskab. Endelig er det relevant at undersøge, om kvinderne var personer født i udlandet, men af danske forældre og ifølge dansk lovgivning således født danske. Det er alle afvejninger af betydning for opgørelsen af det samlede antal danske kvinder i Ravensbrück, som, hvor det er muligt, må bero på konkrete vurderinger i hvert enkelt tilfælde. I det foreliggende har jeg undersøgt 45 skæbner, hvoraf størsteparten var født i Danmark. Nogle få var født i udlandet enten i blandede ægteskaber, hvor faderen var dansk, eller udenlandske kvinder, der havde giftet sig med danske mænd og derved opnået dansk statsborgerskab. I et enkelt tilfælde er der registreret en statsløs kvinde, den 39-årige rumænskfødte jødinde Klara Feldmann, der før krigen sammen med sin mand havde taget ophold i Danmark, men som på deportationstidspunktet – ifølge Centralkontoret for særlige anliggender i København – endnu ikke havde opnået dansk statsborgerskab. Hun blev sammen med ni andre danske jødiske kvinder og børn deporteret fra Danmark til Ravensbrück. Alligevel vil hun blive præsenteret og omtalt i nærværende arbejde, men indgår ikke i de statistiske sammenfatninger, der følger bogen. Foruden disse ti jødiske fanger blev endnu en dansk kvinde med jødisk baggrund deporteret til Ravensbrück. Det var Ragna Fischer (f. Horwitz), for hvem det lykkedes at holde sin jødiske identitet skjult, mens hun opholdt sig i Ravensbrück. Sammenlagt blev 44 danske statsborgere, dvs. personer, der på arrestationstidspunktet var registreret som danske statsborgere af de danske myndigheder, i perioden mellem 1943 og 1945 deporteret til koncentrationslejren Ravensbrück enten direkte fra Danmark eller fra andre dele af det 10
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 10
05/10/11 15.43
IN DL EDN I N G
tyskbesatte Europa (se bilag 3). Blandt de 44 deporterede var der 34 ikkejødiske kvinder, mens 10 havde jødisk baggrund eller ophav, heriblandt også 5 børn (under 18 år). Ud af de 39 voksne kvinder var 3 født i udlandet, der siden opnåede dansk statsborgerskab gennem ægteskaber med danske mænd. Det var Thora Jespersen (f. Kvarud), der var født i Oslo, den polskfødte Maria Wisti (f. Szurek) og Cornelia Meyer (f. Katenburg) fra Holland. Derudover blev en fjerde kvinde Anna Olga Weng-Seidemann født i Kiev i Ukraine af danske forældre og bibeholdt gennem hele livet sit danske statsborgerskab. I forbindelse med kildeindsamlingen til det foreliggende arbejde, er der imidlertid ikke konstateret nogen dokumenterede eksempler på, at såkaldt danskfødte kvinder eller kvinder, der blev født i udlandet af danske forældre, blev deporteret til Ravensbrück.3 Denne bog gør ikke krav på at fortælle hele historien om de danske kzkvinder og er ej heller en udtømmende beretning om hver af de danske Ravensbrückkvinders oplevelser. For det første var de danske kvinder, der blev sendt til Ravensbrück, ikke de eneste danske kvinder, der blev sendt i tysk koncentrationslejr. Flere kvindelige medlemmer af kommunistpartiet blev sendt til koncentrationslejren Stutthof ved Danzig, for ikke at tale om den store gruppe af jødinder med børn, der blev deporteret til Theresienstadt. Danske kvinder i tysk koncentrationslejr eller fangenskab var ikke noget særsyn, om end antallet var betydelig mindre end de danske mænd. For det andet er kildematerialet til brug for kortlægningen af en monografi som den foreliggende ikke uproblematisk at efterspore. Det skyldes først og fremmest det forhold, at historien om de danske koncentrationslejrfanger altovervejende er blevet skrevet af og fortalt af mænd og – måske ikke uventet – også er blevet præget af efterkrigsårenes traditionelle og ikke så sjældent heroiske syn på kampen mod besættelsesmagten. Dertil kommer, at indsamlingen af breve, beretninger eller interviews med overlevende kvindelige kz-fanger ikke har haft nær samme vægtning og kun i mindre omfang har fundet anvendelse i efterkrigstidens kz-erindringsmonografier. Et forhold, der stadig ses afspejlet selv i nyere oversigtsværker om besættelsestiden. Endelig er det et faktum, at der i dag mere end 65 år efter befrielsen ikke er flere overlevende danske Ravensbrückfanger tilbage, der ville kunne genfortælle netop deres historie. Et forhold, som enhver, der beskæftiger sig med dansk besættelsestidshistorie, helt uundgåeligt konfronteres med. 11
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 11
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
Nærværende bog præsenterer også læseren for en gennemgang og beskrivelse af naziregimets eneste selvstændige kvindekoncentrationslejr, hvor mere end 123.000 kvinder og børn fra mere end 20 nationer blev holdt fanget. En sådan lejrhistorie indleder bogen, da forholdene omkring lejren – den opbygning, det kz-system, den var en del af osv. – er en forudsætning for at forstå historierne om de danske kvinder i Ravensbrück. Og nok så vigtigt rummer bogen også en præsentation af gerningsmændene eller rettere gerningskvinderne. Hvad drev unge tyske kvinder til at arbejde som vagter i en koncentrationslejr med tusindvis af kvindelige fanger? Hvem var de i grunden, og hvad fik nogle af dem til at begå overgreb? Bogen afsluttes derfor naturligt med en kortfattet gennemgang af det retslige efterspil, oven i købet med dansk deltagelse, som fandt sted umiddelbart efter krigen, hvor disse gerningskvinder, medfanger såvel som fangevogtere, blev sat på anklagebænken sammen med deres mandlige kolleger, sigtet for mord og mishandling.
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 12
05/10/11 15.43
1 De første kvindelejre
Kvinder udgjorde ikke en selvstændig fangekategori i de nazistiske koncentrationslejre. De blev ligesom deres mandlige medfanger kategoriseret som enten politiske fanger, kriminelle, asociale, jøder eller tilhørende andre af naziregimets kategorier over erklærede fjender. Forbrød de sig mod systemet, risikerede de at blive fængslet på samme forvarings- eller interneringssteder som mændene. Flere af disse forvaringssteder blev oprettet umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse i 1933. For det meste var der tale om interneringssteder, som tidligere havde fungeret som enten klostre, fængsler eller forsorgsanstalter. Forvaringssteder som Brauweiler, Gotteszell, Bad Sulza, Bergkamen-Schönhausen, Stadelheim og Burg Hohnstein er blot nogle af de tidligste NS-straffeanstalter, hvortil også mindre grupper af kvinder blev sendt på linje med deres mandlige medfanger, før de egentlige kvindekoncentrationslejre såsom Moringen, Lichtenburg og Ravensbrück blev etableret.
Forvaringsstederne I begyndelsen af maj 1933 blev ti kvindelige fanger sendt til Brauweiler i Pulheim ved Köln. Brauweiler var en senbarok bygning, der oprindelig fungerede som Benediktinerkloster, men som i preussisk tid blev til arbejdsanstalt. I marts 1933 blev dele af bygningskomplekset omdannet til Schutzhaftlager (beskyttelseslejr). Nogle af de første fanger, der ankom, var kommunister og socialdemokrater, deriblandt fremtrædende politiske skikkelser som Otto Bauknecht og Elisabeth Kühn. Fra marts 1933 til marts 1934 blev mere end 2.000 fanger interneret i Brauweiler, deraf hen ved 6% 13
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 13
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
kvinder. Ved lejrens opløsning i marts 1934 blev alle kvindelige fanger overført til Werkhaus Moringen.1 Den 31. marts 1933 blev kvindefængslet Gotteszell oprettet ved Schwäbisch Gmünd nær Stuttgart og fungerede indtil januar 1934 som regional statslig kz-lejr. Siden 1810 havde det tidligere nonnekloster været tugthus for mænd og fra 1871 for kvinder. De første 30 kvinder ankom den 31. marts 1933 fra et fængsel i Stuttgart. Sammenlagt blev mellem 60 og 80 kvinder holdt indespærret i Gotteszell.2 I et nedlagt hotel i Bad Sulza ved Weimar blev en kz-lejr indrettet i november 1933. Det vides ikke nøjagtigt, hvor mange kvinder der blev interneret, men i hele lejrens funktionstid frem til juli 1937 blev omkring 850 fanger holdt indespærret. Størsteparten af fangerne i lejrens kvindeafsnit bestod ved udgangen af 1934 for det meste af politiske fanger, hvoraf de yngste var blot 16 år gamle. I løbet af juli 1937 blev lejren rømmet og fangerne sendt til henholdsvis Buchenwald, der åbnede i samme måned, og Lichtenburg i Prettin.3 Det tidligere forsorgshus Bergkamen-Schönhausen i Westfalen åbnede i midten af april 1933 dørene for de første fanger. Alene i april ankom mere end 400 fanger, og ved udgangen af oktober samme år, hvor lejren blev lukket, havde omkring 1.000 fanger siddet indespærret. Kvinderne blev holdt adskilt fra mændene i et separat aflåst rum. De relativt få kvinder, ca. 30 i alt, var hovedsagelig beskæftiget i lejrforvaltningen med rengøring. Mændene derimod blev tvunget til at eksercere i timevis eller til at udføre militære terrænøvelser på en nærliggende sportsplads. Mishandling med gummiknipler og tortur huskes af flere overlevende som en del af fangernes hverdag. Ved lejrens opløsning i oktober 1933 blev de tilbageblevne fanger overført til enten Emslandlager4 i det nordvestlige Tyskland eller Oranienburg godt 20 km nord for Berlin.5 Med nazisternes magtovertagelse blev fængslet Stadelheim i udkanten af München, hvor også Adolf Hitler havde siddet indespærret i 1922, ligesom mange andre bayerske fængsler fyldt op med medlemmer af det tyske kommunistparti, KPD, og socialdemokratiet, SPD. Allerede i begyndelsen af marts 1933 kom de første 200 fanger, men blot få uger efter blev de transporteret til den nyoprettede kz-lejr Dachau. Stadelheim havde desuden også sin egen afdeling for kvinder, hvor bl.a. Centa Beimler, hustru til medgrundlæggeren af KPD i Bayern, Hans Beimler, sad fængslet. Forholdene blev gradvis værre, idet overbelægning og utilstrækkelige sanitære for14
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 14
05/10/11 15.43
Luftfotografi af forvaringsstedet Moringen nær Göttingen. Et rektangulært bygningskompleks med en indre lukket gård, der siden 1732 havde tjent som børnehjem og fattighus og fra 1885 som arbejdsanstalt for folk, der havde forstyrret den offentlige orden. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 fulgte en bølge af arrestationer, hvortil Moringen blev taget i brug som fængsel. Fra starten bestod fangerne hovedsageligt af mænd, men behovet for at finde et passende interneringssted for kvinder meldte sig snart efter. Med lukningen af Brauweiler i marts 1934 kom Moringen til at fungere som den centrale kz-lejr for kvinder i hele Preussen med egne kvindelige fangevogtere, men pga. pladsmangel blev de sidste fanger i marts 1938 overført til slottet Lichtenburg ved Prettin, der herefter kom til at fungere som Rigets eneste kvindekoncentrationslejr. (Foto: KZ-Gedenkstätte Moringen).
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 15
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
hold forværrede fangernes tilstand. De kvindelige fanger var overvejende beskæftiget i fængslets vaskeri, køkken og rengøring. I slutningen af januar 1936 blev Centa Beimler sammen med fængslets øvrige kvinder transporteret til kvindekoncentrationslejren Moringen. Stadelheim fungerede imidlertid ikke kun som Schutzhaftlager. Fængslet udviklede sig gradvis til et henrettelsessted. Bl.a. blev Ernst Röhm og flere andre medlemmer af SA henrettet i Stadelheim efter Röhm-kupforsøget i 1934. Med krigsudbruddet i 1939 steg antallet af dødsstraffe, og Stadelheim blev det centrale bayerske henrettelsessted. Medlemmerne af modstandsbevægelsen Weisse Rose, Sophie og Hans Scholl, Christoph Probst, Alexander Schmorell, Kurt Huber, Willi Graf og Hans Leipelt blev alle henrettet i Stadelheim. Helt frem til 1945 var fængslet i brug.6 Burg Hohnstein syd for Dresden tjente fra 1919 som ungdomsfængsel og blev siden 1926 et af de største ungdomsherberger i Tyskland. Den 8. marts 1933 besatte SA-folk Hohnstein, der i midten af marts blev omdannet til fængsel. Antallet af fanger steg hastigt og bestod overvejende af politiske modstandere af NS-systemet. Ud af de hen ved 5.600 fanger, der sad indespærret i august 1934, var de 3.500 kommunister. De øvrige godt 2.100 fanger var fortrinsvis socialdemokrater og fagforeningsmænd, men også jøder og medlemmer af Jehovas Vidner blev transporteret til Hohnstein. I juli 1933 befandt der sig ca. 40 kvinder i Hohnstein, hvor også børn og unge blev holdt indespærret. Kvinderne udførte såkaldt “kvindelige sysler” som tøjvask og rengøring, mens de mandlige fanger arbejdede på forskellige værksteder. Fangerne kunne straffes med slag med knipler og stokke samt streng eksercits. I sommeren 1934 blev fængslet opløst, og i august blev fangerne deporteret til koncentrationslejren Sachsenburg, hvorefter ungdomsorganisationen Hitlerjugend overtog stedet.7
Moringen Umiddelbart efter Rigsdagsbranden den 27. februar 1933 fulgte en bølge af massearrestationer, der hurtigt førte til overbelægning i Rigets forskellige fængsler. Af den grund var det nødvendigt at søge efter nye, alternative forvaringssteder til at huse de mange arrestanter. Den 15. marts 1933 blev direktionen ved Werkhaus Moringen nær Göttingen kontaktet med henblik på anbringelse af nyligt arresterede personer. 16
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 16
05/10/11 15.43
D E f ø R S T E K V I N DEL EJ R E
Siden 1732 havde anstalten, der bestod af et rektangulært bygningskompleks med en indre lukket gård, tjent forskellige formål, dels som børnehjem og fattighus, dels siden 1885 som arbejdsanstalt for folk, der havde forstyrret den offentlige orden. På baggrund af henvendelsen i marts 1933 tilbød direktøren for Werkhaus Moringen, Hugo Krack, at stille fem celler til rådighed for ti mandlige og fire kvindelige fanger til en pris af 0,80 Reichsmark (RM) pr. hoved pr. dag. Imidlertid fulgte hurtigt en ny aftale med regeringspræsidenten for provinsen Hannover8, som forpligtede Moringen til at huse mindst 200 fanger og samtidig forestå både forplejning, lægelig omsorg, indretning af et administrationskontor og at stille vagtpersonale til rådighed. I begyndelsen af april måned ankom de første 100 fanger, og den 27. april 1933 blev aftalen endeligt bekendtgjort af regeringspræsidenten for Hannover, der dermed stadfæstede oprettelsen af koncentrationslejren Moringen. Hovedparten af fangerne var i de første år kommunister, men der var også socialdemokrater, prostituerede og jøder, der havde begået Rassenschande, raceskænding. I årene 1936 og 1937 ankom store grupper af Jehovas Vidner, der på dette tidspunkt kom til at udgøre langt den største andel af fanger.9 De første kvindelige fanger ankom først den 3. juni 1933 godt to måneder efter lejrens oprettelse. Det var kommunisterne Marie Peix og Hanna Vogt. I begyndelsen blev de lukket inde i et sygeværelse, men i slutningen af august blev der indrettet særskilt plads til 26 kvinder i en stor sal. Forholdene for kvinderne var dog ikke anderledes end for deres mandlige medfanger. Den 3. oktober kom to embedsmænd, kontorchef Janich og sekretær Schubotz, fra det preussiske indenrigsministerium på uanmeldt besøg for at besigtige lejren med henblik på at vurdere, om Moringen egnede sig som koncentrationslejr udelukkende for kvinder. På samme tid forespurgte den preussiske indenrigsminister for provinsen Hannover, hvor mange kvindelige fanger der kunne være i lejren. Hertil lød svaret 400, hvorefter indenrigsministeriet den 12. oktober 1933 besluttede at overføre alle kvindelige Schutzhäftlinge i Preussen direkte til Moringen. Samme dag beordrede indenrigsministeren for Preussen, at 80 mandlige fanger fra Moringen skulle overføres til koncentrationslejren Papenburg i Osnabrück, og 150 kvindelige fanger fra hele Preussen på nær Rheinprovinsen ville i dagene derefter blive overført til Moringen. Antallet af kvindelige fanger steg herefter langsomt. Den 5. november blev 101 kvindelige og 185 mandlige fanger regi17
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 17
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
streret. Allerede den 17. november var antallet oppe på 141 kvinder, mens antallet af mandlige fanger faldt til 176. Den 28. november 1933 lukkede Moringen midlertidigt, og de sidste mandlige fanger blev overført til koncentrationslejren Oranienburg. Herved blev Moringen den første selvstændige koncentrationslejr for kvinder i Preussen. Med lukningen af Brauweiler i marts 1934 blev Moringen den centrale kz-lejr for kvinder i hele Preussen med egne kvindelige fangevogtere. Siden fulgte overførsler af kvinder fra andre regioner som Sachsen, Thüringen, Hessen-Darmstadt, Bremen, Hamburg og Braunschweig. Fra første halvår 1936 blev også 25 kvinder fra Stadelheim i Bayern overført, heriblandt førnævnte Centa Beimler.10 Fra august 1933 frem til lejrens lukning i marts 1938 overtog SS ledelsen bevogtningen af Moringen. Det betød en radikal ændring af fangernes levevilkår og hverdag. Fangerne blev nu stuvet sammen i store, uopvarmede sovesale indrettet i de tidligere loftsrum. Pladsen var trang og faciliteterne ringe, hvilket bl.a. betød, at fangerne var hensat til at sidde på små taburetter eller bænke med ryggen mod hinanden for at have noget at hvile sig op ad. Straffene blev ligeledes indskærpet. Det kunne medføre, at man ikke havde tilladelse til at skrive breve eller modtage pakker, fik inddraget sin rygetilladelse eller nedskåret sine mad- og vandrationer eller sågar risikerede isolationsfængsling. Ved flugtforsøg, som der umiddelbart kun findes ét kendt forsøg på, var straffen henrettelse ved skydning. Til at begynde med blev fangerne ikke udkommanderet til arbejde. Dagen startede med vækning omkring kl. 6 om morgenen. Mellem kl. 6 og 8 skulle man vaske sig og klæde sig på, rede seng, gøre rent og indtage morgenmad. Fra kl. 8 til 10 fulgte mandskabet på skift hver sal ud på gårdtur, og kl. 12 var der middagsmad. Fra kl. 14 til 15 og igen fra kl. 16 til 17 var der endnu en gang gårdtur, mens der kl. 15.30 var eftermiddagskaffe. Kl. 18 aftensmad og kl. 19.30 skulle alle gå til ro.11 Hanna Elling, der var medlem af det tyske kommunistiske ungdomsforbund KJVB, blev sendt til Moringen i oktober 1933. Om hverdagen og forholdene i Moringen beretter hun: Maden var ensformig, to gange om dagen blev vi ført på rundtur i gården i en halv time. Arbejde var der til at begynde med intet af. At sidde på de hårde bænke uden ryglæn var meget anstrengende. Men vi vidste, hvordan vi kunne hjælpe os
18
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 18
05/10/11 15.43
D E f ø R S T E K V I N DEL EJ R E
selv. Næsten hver af os havde sit “ryglæn”. Vi satte os ryg mod ryg og støttede os mod hinanden. Ofte hørte man råben: “Hvor er mit ryglæn?”[...] Vi havde tilladelse til at lave håndarbejde. Dertil brugte man ethvert materiale, småpakker hjemmefra. Ikke alle havde denne mulighed. Om aftenen havde vi organiseret studiekredse: politiske diskussioner, kortspil, hobbybeskæftigelse, fremmedsprog, sang. Nætterne var svære at udholde. Vi sov hver i køjesenge under taget, rummet var ikke til at varme op og i midten stod et stort kar.12
Fangerne havde i den første tid mulighed for at lytte til nyheder i radioen, læse aviser som Völkischer Beobachter eller låne bøger fra lejrens bibliotek, hvis bogbestand dog for det meste bestod af opbyggelige nationalsocialistiske bøger og skrifter. Den daglige kost var ikke specielt varieret. En spiseplan for september måned 1934 viser, at spæk, flæsk, margarine, kartofler, brød og kaffe (erstatningskaffe) eller kakao var på menuen. Enkelte fanger har siden kunnet fortælle, at de faktisk tog på i vægt, mens de sad i Moringen, bl.a. af den årsag at de ikke havde nogen beskæftigelse eller udførte nogen form for fysisk arbejde.13 Som udgangspunkt var der arbejdstvang i Moringen, men i begyndelsen havde kvinderne stort set ingen beskæftigelse. Hverdagen for fangerne var derfor lang og bestod egentlig blot i at vente. Direktøren, Hugo Krack, søgte derfor i slutningen af 1933 at skaffe beskæftigelse til kvinderne ved bl.a. at rette henvendelse til ledelsen af Emslandlager med henblik på, at kvinderne kunne sy bukser og skjorter til de mandlige fanger. Der foreligger imidlertid ingen dokumentation for, at Kracks henvendelse blev besvaret, men sikkert er dog, at kvinderne kom til at arbejde med at sy og reparere skjorter, sokker og andre beklædningsgenstande i forbindelse med velgørenhedsorganisationen Winterhilfswerks arbejde i 1936. Vognladninger af gammelt og iturevet tøj ankom til Moringen, hvor det blev gennemgået og repareret. Siden fik kvinderne også mulighed for at arbejde i det fri i lejrens køkkenhave, og om sommeren blev de udkommanderet til høstarbejde, hvortil mandligt vagtpersonel blev indkaldt for at holde opsyn. Ellers er den ensformige hverdag med manglende beskæftigelse en af de ting, som mange overlevende husker fra Moringen.14 Hugo Krack var af den opfattelse, at kvinderne gennem den strenge lejrtugt ville blive gode Volksgenossen15, uanset om de var kommunister eller havde begået raceskænding. Imidlertid var det ikke altid, at resultatet 19
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 19
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
af indsatsen for at afrette kvinderne svarede til Kracks forventninger. De risikerede i så fald at få forlænget deres straf eller, som det skete for en 23 år gammel kvinde, at blive tvangssteriliseret, eftersom Krack ikke længere mente, at det var muligt at opdrage hende. Samtidig stod han ikke tilbage for åbenlyse antisemitiske holdninger. Eksempelvis skrev han om en jødinde: “Fuldjødinden H. er [...] typen på en mindreværdig og asocial jøde. Og i et andet tilfælde: [...] jødinden A.K. stammer fra en jødisk forbryderfamilie og er selv typen på et asocialt menneske.”16 Forholdene for de indsatte blev stadig værre, da flere og flere måtte stuves sammen. I slutningen af 1936 var der 134 indsatte, men i efteråret 1937 var antallet steget til mere end 440 fanger, og pladsen var yderst trang. Ella Lentzsch beretter fra sit ophold i sensommeren 1937: I Moringen var der allerede en overordentlig mangel på plads. Fangerne var anbragt i en gymnastiksal under umenneskelige vilkår. Jeg selv måtte overnatte i et kælderhul i 14 dage. Om dagen herskede der, som følge af overbelægning, en umenneskelig tilstand. Således fik jeg ikke udleveret bestik. Jeg måtte altså vente på, at en af fangerne skyndte sig at spise og for min skyld stille sit bestik til rådighed.17
Selv om ledelsen af Moringen officielt var overgået til SS allerede i august 1933, var lejren i begyndelsen af 1937 endnu ikke omfattet af den reorganisering af de statslige preussiske koncentrationslejre, som var blevet påbegyndt i maj 1934 under ledelse af Theodor Eicke, lejrkommandanten for kz-Dachau og fra juli 1934 inspektør for alle koncentrationslejrene. I juli 1937 befalede Eicke, at koncentrationslejren i slottet Lichtenburg ved Prettin i Torgau skulle rømmes for mandlige fanger. De blev sendt til den nyligt oprettede kz-lejr Buchenwald. Lichtenburg, der havde betydelig mere plads end Moringen, skulle herefter omdannes til Frauenkonzentrationslager. Den blev den første af sin art og fungerede i perioden december 1937 til maj 1939 som den første centrale kvindekoncentrationslejr for hele riget. Den 4. og 5. oktober 1937 mødtes den nyudnævnte lejrkommandant for den netop etablerede kvindekoncentrationslejr Lichtenburg, SS-Standartenführer Günther Tamaschke, med Hugo Krack for at aftale de nærmere omstændigheder omkring overførslen af fangerne fra Moringen til Lichtenburg. Aftalen indebar bl.a., at bevogtningen udelukkende skulle forestås af 20
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 20
05/10/11 15.43
D E f ø R S T E K V I N DEL EJ R E
kvindelige fangevogtere, der skulle tilbydes fri bolig og forplejning samt 70 RM i løn. I midten af december 1937 ankom de første 200 kvinder til Lichtenburg fra Moringen. Den sidste transport afgik den 21. marts 1938, hvorefter Moringen forblev forvaringssted for voksne mænd indtil sommeren 1940, hvor lejren blev omdannet til Jugendschutzlager, dvs. udelukkende for unge mænd, og fortsat med Hugo Krack som direktør. Forvaltningen og administrationen af samtlige kvindelige kz-fanger overgik herefter endeligt til Inspektion der Konzentrationslager (IKL). Sammenlagt havde hen ved 1.400 kvinder passeret gennem Moringen i perioden fra åbningen af lejren i april 1933 til dens endelige opløsning i marts 1938. Efter krigen blev det tidligere lejrkompleks omdannet til psykiatrisk sygehus under navnet Niedersächisches Landesfürsorgenheim Moringen, hvis direktør frem til august 1954 også var Hugo Krack.18
Lichtenburg I slutningen af det 16. århundrede lod August af Sachsen slottet Lichtenburg opføre på en tidligere klostertomt i Prettin mellem Wittenberg og Torgau. I 1812, under den franske besættelse af området, blev slottet indrettet som tugthus og forblev som sådan frem til maj 1928, hvor det preussiske justitsministerium besluttede at rømme straffeanstalten, øjensynligt pga. utilstrækkelige sanitære forhold. Op gennem det 19. århundrede havde Prettin og særligt Lichtenburg udviklet sig til et af de centrale forvaringssteder i Preussen. I august 1829 var 620 fanger registreret, og i januar 1860 var antallet oppe på 960 fanger, hvoraf 238 var kvinder. Den 13. juni 1933, bare fem år efter at de preussiske myndigheder havde lukket slottet, blev det atter genåbnet for denne gang at blive taget i brug som koncentrationslejr for mandlige fanger. En funktion, det beholdt frem til august 1937.19 Over for tidens moderne typer af nationalsocialistiske koncentrationslejre var Lichtenburg i bygningsmæssig forstand noget af et relikt. Sachsenhausen (1936), Buchenwald (1937) og senere også Ravensbrück (1939) blev alle bygget efter et specifikt arkitektonisk koncept. Især Sachsenhausen symboliserede idealet på en fuldkommen koncentrationslejr, hvor de rummelige og funktionelle anordninger som fangeafsnit, værksteder og kommandantur var nøje anlagt efter et strengt symmetrisk eller panoptisk system. Hovedvagttårnet over indgangsporten til fangelejren kunne ved en 21
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 21
05/10/11 15.43
Slottet Lichtenburg ved Prettin mellem Wittenberg og Torgau med dets imponerede portindgang havde siden begyndelsen af 1800-tallet fungeret som tugthus og straffeanstalt helt frem til 1928, hvor de preussiske myndigheder lukkede anstalten. I 1933 genåbnede slottet atter, men denne gang som koncentrationslejr for mandlige fanger indtil 1937. Herefter blev slottet rømmet for mandlige fange, der blev overført til den nyindrettede og væsentlig mere moderne koncentrationslejr, Buchenwald ved Weimar, hvorefter de første kvindelige fanger begyndte at ankomme fra Moringen. Lichtenburg kom herefter til at fungere som NS-regimets eneste koncentrationslejr for kvinder før åbningen af Ravensbrück i maj 1939. (Foto: Archiv der Gedenkstätte KZ Lichtenburg Prettin / Stiftung Gedenkstätten Sachsen-Anhalt).
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 22
05/10/11 15.43
D E f ø R S T E K V I N DEL EJ R E
enkelt maskingeværpost dække hele appelpladsen og de omliggende 68 barakker. Dernæst bød konceptet på en omkostningseffektiv serialitet med en monoton byggestruktur i form af bl.a. simpelt konstruerede træbarakker, de såkaldte RAD-Holzbaracke.20 Den moderne koncentrationslejr blev i højere grad et billede på overherredømmets magtinstrument end de gamle preussiske interneringssteder og anstalter som Moringen og Lichtenburg. Alligevel fik Lichtenburg en nøgleposition i kølvandet på reorganiseringen og institutionaliseringen af hele kz-systemet fra 1934-35 frem til åbningen af Ravensbrück i 1939. Allerede i august 1933 overtog en SS-kommando under ledelse af SSWachtgruppenführer Edgar Entsberger bevogtningen af Lichtenburg. I maj 1934 afskaffede Theodor Eicke som følge af reorganiseringen af kz-systemet den civile lejrforvaltning under ledelse af Hans Faust, og blot et par måneder efter indførte han samme lejrforordninger og reglementer som i kz-lejren Dachau. Samtidig blev Entsberger forfremmet til Schutzhaftlagerführer21, men han måtte se sig selv blive stillet for retten i februar 1936 pga. anklager om mishandlinger og mord i lejren og blev idømt fem års fængsel. Desuden udskiftede Eicke også dele af vagtmandskabet med württembergske og bayerske SS-mænd, således at det i december 1935 bestod af 359 SSmænd og i juni 1936 hele 538 mand under SS-Totenkopfverbände.22 Lichtenburg blev i løbet af sommeren 1934 underlagt SS og fik foruden at være både samlings- og fordelingsstation mellem de lejre, der var under opløsning, omorganisering eller opførelse, også status af at være en af tidens officielle SS-kontrollerede koncentrationslejre i det tyske rige.23 Eickes reorganisering kom på sigt reelt til at betyde, at Lichtenburg blev rigets centrale kvindekoncentrationslejr, hvortil kvinder fra andre lejre som f.eks. Moringen blev sendt. Herved kom Lichtenburg til at repræsentere overgangen fra de tidlige kvindelejre til den moderne barakanlagte kvindekoncentrationslejr, der blot få år senere tog form i Ravensbrück. Fra 1934 og frem til rømningen af lejrens mandlige fanger i 1937 havde Lichtenburg fire lejrkommandanter. Efter at Himmler i maj 1934 overdrog Eicke opgaven med reorganiseringen af de statslige preussiske koncentrationslejre, overgik kommandantskabet i Lichtenburg i marts 1935 til Bernhard Schmidt. Men Eicke afskedigede Schmidt pga. uduelighed og erstattede ham med Otto Reich. Reich fungerede indtil marts 1936, hvorefter han overtog ledelsen af SS-Wachtgruppe “Ostfriesland” i Esterwegen. Hermann Baranowski blev herefter indsat som lejrkommandant, men dog kun i en 23
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 23
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
kort periode indtil oktober 1936, hvorefter han blev udnævnt til Schutzhaftlagerführer for Dachau. Lichtenburgs sidste kommandant for lejrens mandlige fanger var Hans Helwig, der siden blev kommandant i Sachsenhausen.24 Ordren om den endelige lukning af koncentrationslejrene Bad Sulza, Sachsenburg og Lichtenburg i juli 1937 indebar, at lejrenes mandlige fanger skulle samles i en ny moderne koncentrationslejr, Buchenwald ved Weimar, der blev opført efter forbillede i kz-lejren Sachsenhausen fra 1936. Til den opgave udkommanderede man i sommeren 1937 de mandlige fanger fra bl.a. Lichtenburg til at forestå selve bygge- og opførelsesarbejdet med Buchenwald, hvorefter de automatisk skulle indsluses i den nye lejr. Realiseringen af planerne om Lichtenburg som Rigets eneste rene kvindekoncentrationslejr kunne herefter føres ud i livet. Første lejrkommandant for den nye kvindekoncentrationslejr, hvortil de første 200 kvindelige fanger ankom fra Moringen den 15. december 1937, var Günther Tamaschke. Tamaschke, der allerede i 1926 blev medlem af SS, havde læst nationaløkonomi. I marts 1935 havde Eicke indsat Tamaschke som Schutzhaftlagerführer i Dachau og overdraget ham ledelsen af lejrens politiske afdeling. En af Tamaschkes betroede opgaver var at bistå Eicke i reorganiseringen af de eksisterende koncentrationslejre, hvilket indebar planlægningen og indretningen af de store lejre som Sachsenhausen og Buchenwald samt i opbygningen af SS-Totenkopfverbände. Opgaven med at etablere en selvstændig kvindekoncentrationslejr var en udfordring for Tamaschke. Årsagen var ganske enkelt den, at man ikke havde noget sammenligningsgrundlag for etableringen af særskilte lejre for kvinder. Koncentrationslejrsystemet var udviklet som et system bestående af mandlige fanger og fangevogtere, men vagtmandskabet i Lichtenburg skulle hovedsagelig bestå af kvinder.25 Gennem avisannoncer i marts 1938 blev der for første gang søgt efter kvindeligt vagtmandskab og SS-Aufseheriner til Lichtenburg. I disse og i senere rekrutteringsfaser til de store kz-lejre hvervede man typisk lokale kvinder, der oftest havde en basal skolegang svarende til ottende klassetrin, men ellers ingen uddannelse. Mange havde derimod en baggrund som hushjælp eller pige i huset, mens andre allerede var beskæftiget inden for forsorgs- eller fængselsvæsenet. Til Lichtenburg blev der rekrutteret 1 Oberaufseherin og ca. 30, senere godt 50, Aufseheriner, hvoraf flere fortsatte med at virke som fangevogtere i Ravensbrück.26 De fleste Aufseheriner var 24
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 24
05/10/11 15.43
Fangerne i Lichtenburg blev enten indkvarteret i nogle store sovesale med plads til mere end hundrede fanger eller i en særlig cellebygning bestående af en række små celler eller dobbeltceller, som dette billede viser, og hvor pladsen var endnu mere trang. (Foto: Archiv der Gedenkstätte KZ Lichtenburg Prettin / Stiftung Gedenkstätten Sachsen-Anhalt).
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 25
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
ikke medlemmer af SS, men var Reichsangestellte, dvs. ansat af staten. Som Aufseherin fik man fri kost og bolig samt en fast månedsløn. Foruden det kvindelige vagtmandskab blev der også ansat seks sygeplejersker, to kvindelige assistenter samt en mandlig og en kvindelig læge. Overlevende både fra Lichtenburg og Ravensbrück husker særligt en kvindelig fangevogter, Maria Mandl, der var berygtet for sin brutalitet og mishandling ved bl.a. at slå med sin pisk, pudse vagthunde på fangerne eller rive håret af deres hoveder ud. Mindst en fange omkom efter hendes mishandlinger, mens hun fungerede i Lichtenburg, og der foreligger adskillige beretninger om brutale overgreb med døden til følge fra hendes tid i Ravensbrück, hvor hun i april-oktober 1942 fungerede som Oberaufseherin. I Ravensbrück bistod hun desuden i selektionen af fanger til medicinske eksperimenter og blev desuden ansvarlig for gennemførelsen af pryglestraffene i lejren. I oktober 1942 blev hun udnævnt til Oberaufseherin i Auschwitz-Birkenaus kvindeafsnit i stedet for Johanna Langefeld, der også havde fungeret i hhv. Lichtenburg og Ravensbrück. Her havde hun bl.a. ansvaret for udvælgelsen af kvinder til lejrbordellet.27 Flertallet af fangerne i koncentrationslejren Lichtenburg var fra begyndelsen i 1933 politiske fanger. Kommunister udgjorde flertallet, men også socialdemokrater, medlemmer af det socialistiske arbejderparti SAP, og efter Röhm-kupforsøget også medlemmer af SA samt kritikere af regimet i øvrigt kom hurtigt til at fyldte cellerne i Lichtenburg. Flere prominente medlemmer af det tyske kommunistparti sad indespærret i slottet, f.eks. de KPD-Rigsdagstilforordnede Theodor Neubauer og Walter Stoecker. Fra socialdemokratisk side kan nævnes den hessiske indenrigsminister Wilhelm Leuschner. To gange blev overborgmesteren i Magdeburg, Ernst Reuter, holdt fanget, og blandt de kvindelige fanger kan nævnes kommunisten og jødinden Olga Benário-Prestes, hustru til den brasilianske oprørsleder og kommunist Luís Carlos Prestes, der senere blev sendt til Ravensbrück og endnu senere henrettet ved gasning i den psykiatriske anstalt Bernburg ved Magdeburg.28 Efter 1935 kom også større grupper af homoseksuelle, der som følge af en skærpelse af lovgivningen blev betragtet som kriminelle. Langt størsteparten af de kvindelige fanger, der kom fra Moringen til Lichtenburg i løbet af 1937 og 1938, var enten politiske fanger eller fanger, der tilhørte Jehovas Vidner. Af transportlisterne fra den 15. december 1937 fremgår det, at der ankom 104 politiske fanger og 96, der tilhørte Jehovas Vidner. Antallet af kvindelige fanger, der tilhørte Jehovas Vidner, kom i lø26
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 26
05/10/11 15.43
D E f ø R S T E K V I N DEL EJ R E
bet af ganske få måneder til at udgøre den største fangegruppe i Lichtenburg. Samlet sad der igennem hele lejrens funktionstid mere end 424 kvinder fra Jehovas Vidner interneret. Af dem kom 236 fra Moringen. Gennemsnitsalderen for de kvinder, der sad interneret i Lichtenburg, var 44 år. De ældste var fra 1870, mens de yngste var født så sent som i 1917. De fleste stammede fra Preussen, Sachsen og Bayern. Derudover var hen ved 25% af dem arbejdsløse, ca. halvdelen gift, og omtrent 90% af dem havde gået i folkeskole. Mere end halvdelen var desuden hjemmegående, enlige eller enker. I slutningen af september 1938 befandt omtrent 800 kvinder sig i Lichtenburg, og i april 1939 var tallet steget til 1065. Ved opløsningen af lejren i maj 1939 var 974 kvinder registreret i lejren. I løbet af lejrens samlede funktionstid havde mere end 1.400 kvinder været holdt indespærret i Lichtenburg.29 Hverdagen for fangerne beskrives af de overlevende som værende mere tålelig og anstændig i Moringen end i Lichtenburg. Indtil midten af 1934 var det stadig tilladt at få ugentlige besøg af slægtninge. Herefter blev det indskrænket til blot et månedligt besøg. Blandt de mandlige fanger blev der arrangeret kulturelle indslag og underholdning såsom musikaftener, kabaretforestillinger, skak og læsning, hvortil et mindre lejrbibliotek stod til rådighed for fangerne. Derudover organiserede særligt de kommunistiske fanger små politiske studiekredse, der vel at mærke måtte mødes i al hemmelighed. Endelig fandtes et kor med næsten 120 fanger, der blev oprettet i tilknytning til den historiske slotskirke Skt. Anna, hvor der indtil august 1935 blev forrettet gudstjenester for fangerne. Forholdene i Lichtenburg var derimod præget af en særdeles stram og fastlagt hverdag. Hver morgen blev fangerne vækket kl. 5. Kl. 6.30 skulle alle være vasket, påklædt, have redt senge og være færdige med morgenmaden, hvorefter arbejdsdagen kunne begynde. Til middag blev der holdt en times frokostpause, hvorefter arbejdet blev genoptaget indtil kl. 19. Kl. 20 skulle alle gå til ro, og dørene til sovesalene blev låst. Til 120 fanger fandtes der blot fem vaskekummer og toiletter, hvilket naturligt forværrede de hygiejniske forhold betragteligt. Fangerne boede i såkaldte afdelinger placeret i kvistetagen af slottet og i en særlig cellebygning. Til hver afdeling, der var opdelt efter fangekategorier som jøder, politiske fanger, Jehovas Vidner m.fl., hørte ca. 250 fanger. I sovesalene på slottet sov fangerne i køjesenge. Den mindste sovesal rummede 27
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 27
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
“kun” 90 fanger, mens de øvrige rummede mindst 120. Langs væggene var opstillet nogle smalle træskabe, der tjente som garderobeskabe og til opbevaring af fangernes service. Ved siden af sovesalene fandtes et opholdsrum med borde og træbænke, hvor de daglige måltider kunne indtages, hvis ikke der blev spist i sovesalene, hvilket gjorde luften og indeklimaet endnu mere tyk og kvælende, end den allerede var i forvejen. Appellerne, der kunne tage flere timer, blev enten foretaget i sovesalene eller i slotsgården.30 Maria Günzl, der var medlem af SPD og kredssekretær i Karlsbad, kom til Lichtenburg i påsken 1939. Hun beskriver forholdene således: Når jeg kom rundt, blev jeg forfærdet. Muggen lugt kom mig i møde, vand løb ned ad væggene. I cellerne fandtes kun en muret briks med to brædder, bar og nøgen. Ingen hovedpude, intet tæppe. Sådan måtte kvinderne ligge.31
Forplejningen var som blandt de mandlige fanger utilstrækkelig og bestod for det meste af sammenkogte retter med bønner og kartofler, kål, brød, ost og billig pølse. Frugt og grøntsager var der ingen af. Til højtiderne var det indtil sommeren 1938 tilladt at få pakker tilsendt fra ens nærmeste. Hårdt fysisk arbejde såsom rengøring af latrinerne, sovesalene og opholdsrummene, tøjvask, at skulle forberede de daglige måltider, slæbe sække med kål eller arbejde i skrædderværkstederne på slottet tærede naturligt på kræfterne, når kosten ikke var tilstrækkelig næringsrig. Andre måtte udføre havearbejde. Lina Haag, der var medlem af KPD, kom til Lichtenburg i marts 1937 efter at have siddet fængslet i flere måneder i Stuttgart. Hun fortæller, at hun på det nærmeste oplevede det som en befrielse at blive udkommanderet til at arbejde i haven, hvor der var frisk luft. Fangerne kunne også blive udkommanderet til at arbejde i slotsværkstederne, der foruden et skrædderi rummede et tømrerværksted, skomageri, bogbinderi, værksted til kurvefletning, autoværksted m.m. Reparationer af inventar og vedligeholdelse af bygningerne var også fangernes opgave. Grupper af udvalgte fanger kunne derudover også udkommanderes til at stå for den daglige rengøring, tøjvask og madlavning for lejrens vagtmandskab. I en fløj tæt ved hovedindgangen fandtes forskellige administrationslokaler, magasin, et forvaltningskontor og et vagtlokale, og her blev også lejrens Aufseheriner installeret. Ikke langt derfra i det såkaldte Hedwigsburg boede SS-ledelsen og Günther Tamaschke. Endelig kunne kvinderne tvangsudskrives til kommunale projektarbej28
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 28
05/10/11 15.43
D E f ø R S T E K V I N DEL EJ R E
der uden for lejren såsom træfældning, arbejde i grus- og sandgrave, at holde gaderne i byen Prettin rene eller bistå borgere med have- eller husarbejde. I efteråret 1938 blev de jødiske fanger udkommanderet til at grave kanaler, men kun nogle få af kvinderne fik udleveret gummistøvler. Om aftenen, når de kom tilbage, var de sølet til med jord og mudder.32 Lina Haag beretter om følgerne af det hårde fysiske arbejde: Om aftenen var jeg fuldstændig udmattet. Arbejdet blev tildelt uden skelen til, om man var robust eller svag. Man forlangte en gennemsnitlig indsats svarende til en stærk og velnæret arbejders [...] Undertiden tumlede jeg derhen [på arbejde], så træt var jeg.33
Vilkårlige overgreb og mishandling af fangerne hørte også til dagens orden. Særlig udsatte var jøderne, der kunne risikere at blive holdt indespærret i isolerede afsnit under værre forhold end de øvrige fanger, hvor fratagelse af madrationer, personlige ejendele som briller eller stokke ikke var usædvanligt. Andre straffe kunne indebære at blive sat i lejrens fængsel uden mad og drikke. Eksempler på fanger, der døde af sult eller blev udsat for vold, mens de sad i fængslet, er ikke ukendte. Fælles for alle fanger var, at de uden videre kunne risikere at blive straffet for ganske små forseelser såsom en fold i sengelagnet. Man risikerede helt uvilkårligt at blive sparket eller slået med stokke eller pisket af fangevogterne, hvis man ikke arbejdede hurtigt nok. Uvisheden og angsten for, hvornår man risikerede at blive det næste offer, skabte i sig selv en frygt. Værst var dog indførelsen af pryglestraffe, som også kom til at gælde for de kvindelige fanger fra midten af 1938. Straffen indebar, at fangen blev lagt hen over en til formålet konstrueret træbuk med ryggen, og fra 1942 med sædet, blottet og hænder og fødder fastspændt, hvorefter offeret blev slået med en stok eller kæp med op til 25 slag. Slagene kunne undertiden medføre, at offeret blev slået helt bevidstløs. Lagerführer Max Koegel, der kom til Lichtenburg fra Dachau i september 1938 og senere blev lejrkommandant i Ravensbrück, fik den gerne sat op om søndagen. Koegel overværede selv afviklingen, mens en Aufseherin, heriblandt også Maria Mandl, eksekverede straffen. Påskesøndag 1939 skulle Koegel selv have grebet stokken og eksekveret straffen mod tre kvinder.34 Samlet skønnes det, at hen ved 3.500 kvindelige fanger i perioden 1933 til 1939 blev holdt indespærret i nyoprettede lejre som Moringen og Lich29
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 29
05/10/11 15.43
KV IN D E RN E I R AV EN S B R Ü C K
tenburg samt andre tugthuse og fængsler, f.eks. Brauweiler, Gotteszell og Stadelheim.35 Hvor mange af disse kvinder, der alene opholdt sig i Lichtenburg, vides i dag ikke med sikkerhed. Ud fra tildelingen af fangenumre og tilgangslisterne skønnes 1415 kvinder at have opholdt sig i lejren frem til maj 1939, hvor de sidste kvindelige fanger forlod Lichtenburg og blev deporteret til den nyoprettede kz-lejr Ravensbrück.36 I slutningen af 1938 blev opførelsen af koncentrationslejren Ravensbrück påbegyndt, og senest i januar 1939 ankom en arbejdskommando bestående af hen ved 500 mandlige fanger fra Sachsenhausen til Ravensbrück. De skulle bistå med opførelsen af de første bolig- og sygebarakker til fangerne og bygningen af lejrmuren samt faciliteter til lejradministrationen. Oprindelig var det tanken, at lejren skulle rumme 500 fanger, men den daværende Lagerführer for Sachsenhausen og senere lejrkommandant for Auschwitz, Rudolf Höss, erindrer, at Eicke ønskede en lejr med plads til mindst 2.000 fanger. Arbejdet med færdiggørelsen af de første barakanlæg, køkken, vaskeri m.m. må have været færdigt senest i begyndelsen af maj 1939, eftersom Gestapo i Berlin den 2. maj omsendte en skrivelse til alle polititjenestesteder, som dikterede, at kvindelige fanger fra og med den 15. maj skulle overføres til Ravensbrück og ikke længere til Lichtenburg. Det er den dato, som regnes for Ravensbrücks officielle åbningsdato. Optagelsen af fanger i Lichtenburg kunne herefter i realiteten ikke mere finde sted.37 Den 15. og igen den 18. maj blev hen ved 900 fanger overført fra Lichtenburg, selv om der allerede før den 15. maj befandt sig omkring 300 kvindelige fanger i Ravensbrück, hvoraf flere faktisk kom fra Lichtenburg for at deltage i opbygningen af lejren sammen med de godt 500 mandlige fanger fra Sachsenhausen. Den 27. maj modtog polititjenestestederne besked om, at forlægningen fra Lichtenburg til Ravensbrück var afsluttet. Lichtenburg lukkede herefter som kvindekoncentrationslejr og kom siden til at fungere som kaserne og i vinteren 1941 som beklædningslejr, hvor fanger med tilknytning til Sachsenhausen, arbejdede.38 Med rømningen af Lichtenburg fulgte en stor del af den daværende lejradministration, vagtpersonale, den kvindelige lejrlæge dr. Erika Köhler og Lagerführer Max Koegel med til Ravensbrück. Lichtenburg kom i den forstand til at virke som en overgangsløsning mellem de “tidlige” kz-lejre og den “moderne” koncentrationslejr, der havde en tydelig opsplitning og for IKL klar administrativ separering af mandlige og kvindelige fanger.
Anders_Stensager_Ravensbruck_Materie.indd 30
05/10/11 15.43