Page 1

90 mm

155 mm

Robert Kirstejn Schmidt

FOTO: ANNA-LENE RIBER

231 mm

naturforvaltning (SLUSE) og har siden 1994 arbejdet i natur- og miljøbeskyttelsesorganisationer. I 2005 var han med til at starte organisationen BOS Danmark, der senere skiftede navn til Red Orangutangen. Robert Kirstejn Schmidt er i dag ledelses- og kampagnekonsulent i danske ngo’er.

KVINDEN MED ABERNE er historien om en kvinde, der har forfulgt drømmen om at gøre en forskel, selvom det har haft både fysiske og sociale omkostninger. Lones livsrejse fra en opvækst i Nordjylland til en tilværelse i den indonesiske jungle har budt på mange unikke oplevelser, men også skæbnesvangre valg. I bogen fortæller hun historien om, hvorfor det har været det hele værd.

Kvinden med aberne

scient. i biologi samt bæredygtig

I 1999 grundlagde Lone Dröscher Nielsen et center for den truede orangutang på Borneo, og i 2012 var hun med til at udsætte den første gruppe af rehabiliterede orangutanger i Borneos regnskov. I bogen følger vi Lone tilbage til centeret for første gang efter to års fravær og i hendes gensyn med nogle af de orangutanger, der har haft en helt speciel betydning for hende.

LONE DRÖSCHER NIELSEN

Robert Kirstejn Schmidt er cand.

27mm

155 mm

90 mm

Robert Kirstejn Schmidt

„Jeg fik den bedste plads: på første parket. Det var helt fantastisk at se udtrykket i orangutangernes ansigt, når der blevet åbnet for buret. De spænede ud og op i det første træ, de kunne få øje på. Og alle sammen – hver eneste af dem – vendte sig om halvvejs oppe i træerne og kiggede ned på os i nogle sekunder, inden de fortsatte deres færd op i trækronerne og ud i et liv i frihed i den regnskov, hvor de hører hjemme. Jeg bilder mig ind, at de sagde ’tak’. Det gjorde de jo nok ikke,“ griner Lone, „men det føltes sådan.“

Kvinden med aberne

LONE DRÖSCHER NIELSEN LINDHARDT OG RINGHOF


Robert Kirstejn Schmidt KVINDEN MED ABERNE LONE DRÖSCHER NIELSEN © 2013 Robert Kirstejn Schmidt, Lone Dröscher Nielsen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Kort og omslag: Harvey Macauley / Imperiet med fotos af Sam Gracey Fotos: Lone Dröscher Nielsen, Mads Gudiksen, Red Orangutangen samt BOSF Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook. ISBN 978-87-11-39292-8 1. udgave, 1. oplag 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont


Robert Kirstejn Schmidt

Kvinden med aberne Lone Drรถscher Nielsen

Lindhardt og Ringhof


Forord For knap 20 år siden lavede jeg en pagt med en håndfuld orangutanger om, at jeg ville være deres stemme i en verden, som havde for travlt til at lytte. Det var en pagt, som jeg satte mig for at opfylde ved at flytte til Borneo og etablere et center, som kunne huse orangutanger, som var fordrevet fra deres hjem i regnskoven. Behovet viste sig at være meget større, end jeg havde forestillet mig, og kampen for at finde ny regnskov, hvor orangutangerne igen kunne leve frit, skulle vise sig at blive lang og sej. Men i 2012 lykkedes det at sende den første lille gruppe tilbage til naturen, og i løbet af de næste par år er det planen, at flere hundrede orangutanger skal følge efter. I denne bog fortælles en del af historien om den lange rejse, jeg har været på sammen med en masse fantastiske røde aber. God fornøjelse. Lone Dröscher Nielsen


Brunei

Malaysia

Bukit Betikap •

Brunei

Brunei

Malaysia

Malaysia

Borneo

Samboja • Lestari

Wanariset

Borneo

Brunei

Brunei

Wanariset

Malaysia

Malaysia

Samboja Lestari

Borneo

Borneo

Borneo

Nyaru Menteng

Mawas Indonesien

Indonesien

Indonesien

Indonesien

Mawas • • Nyaru Menteng

• Tanjung Puting Borneo

Samboja Lestari

Wanariset

Borneo

Borneo

Borneo Mawas

Nyaru Menteng

90O

10 5 O

120 O

135 O

150 O 30O

s

30O

Isla

nd

BHUTAN

Ry uk u

KINA

TAIWAN

MYANMAR

LAOS

THAILAND

15 O

VIETNAM

15 O

CAMBODJA

A Y S M A L I A

BRUNEI

SINGAPORE 0O

Sumatra

0 O EQUATO R

Borneo

PAPUA NY GUINEA Sulawesi New Guinea

Java

I

N

D

Bali

Flores Timor

O

N

E

S

I

E

N

AUSTRALIEN 15 O

15 O 90O

10 5 O

120 O

135 O

150 O


Indledning

Gensyn med Nyaru Menteng Sriwijaya Airs Boeing 737-200 ryster voldsomt ved indflyvningen til Palangkaraya lufthavn på Borneo. Som sædvanlig er der en del turbulens i de lag, hvor den varme luft fra jorden møder den koldere luft i skylaget. De fleste af de hovedsageligt indonesiske passagerer virker ikke synderligt berørte af det dansende jetfly. De har travlt med at samle deres ting sammen og være parate med mobiltelefonen, så den kan tændes i samme splitsekund, næsehjulet rammer landingsbanen. Det har taget cirka to timer at flyve fra Jakarta til den centrale provins på Borneo – eller Kalimantan, som indonesisk Borneo kaldes. Så det er snart tid til at ringe hjem og fortælle, at flyet er landet. Maskinen daler hurtigt mod jorden i et par sekunder, og de fleste passagerer mærker nu den kortvarige vægtløshed som et sug i maven. I flyet sidder en kvinde, der ikke bemærker turbulensen. Hun er allerede i færd med at bearbejde en lang række rumsterende og modsatrettede følelser: Spænding. Begejstring. Bekymring. Gensynsglæde. Anspændthed. Lykke. Beklemthed. Er det nu det rigtige valg, hun har truffet? Lone Dröscher Nielsen skiller sig ud fra mængden i den trange maskine. For det første rejser de fleste kvinder herude ikke alene; 9


de er enten i selskab med familie eller en gruppe veninder, der måske har været på shoppingtur i det mere fashionable Jakarta, Indonesiens hovedstad. Men Lone er vant til at rejse alene, og hun er også vant til de undrende og spørgende blikke. For det andet er Lone den eneste i kabinen med lyst hår. Det udprægede europæiske look tiltrækker opmærksomhed, men hvis Lones blik møder blikket fra en kvindelig medpassager, kigger den anden hurtigt væk. Et skrattende højtalersystem meddeler på indonesisk og engelsk, at passagererne skal blive siddende på deres pladser, og at maskinen vil lande om få minutter. Lone kigger ud ad vinduet. Det er cirka 20 år siden, hun for første gang landede her i den centrale provins på Kalimantan. Dengang var der frodig regnskov, så langt man kunne se, når man lod blikket vandre mod horisonten. Nu ser man – her fra 100 meters højde, mens maskinen lægger an til landing – spredte klynger af skov. Men man betragter også de mange oliepalmeplantager, der nu har overtaget arealerne omkring Palangkaraya, der tidligere var omkranset af regnskov. Lone har betragtet scenariet hundredvis af gange. Alligevel gør det ondt at være vidne til menneskets ødelæggelse af noget så smukt, fascinerende og enestående som regnskoven. Og netop her er regnskoven unik. Et af de mest artsrige steder på kloden, og samtidig et af kun to steder på jorden, hvor der lever vilde orangutanger. Sumatra og Borneo. Begge steder er populationen af den store røde abe under betydeligt pres, men Lone mener, at der stadigvæk er en lille chance for at bevare en vild population på Borneo. Og det er en af grundene til, at hun er vendt tilbage. Selemat Datang. Velkommen. Et stort skilt dekoreret med blomster pryder indgangen til den lille lufthavnsbygning. Som så mange andre lokale indonesiske lufthavne er lufthavnen i Palangkaraya ét stort kaos fordelt på få kvadratmeter. Portø10


rer, taxachauffører og madsælgere kæmper om pladsen i forreste række ved bagagebåndet, hvor man kan møde de senest ankomne. Lone indsnuser duften i lufthavnen. Er det velkommen hjem? Alting virker meget genkendeligt og trygt, og hun kan endda genkende en del af personalet i lufthavnen. Fra virvaret af mennesker hører Lone en stemme, der kalder på hende: »Ibu Lone!« I bu betyder mor på indonesisk og bruges som en høflig tiltale til kvinder, på samme måde som man kalder mænd Pak, far. Lone får øje på Anton, og hvis kutymen havde tilladt det, ville de to have givet hinanden et stort kram. Men de udveksler håndtryk, som det passer sig i disse omgivelser. Anton er leder af centeret for rehabilitering af orangutanger i Nyaru Menteng. Det center, som Lone grundlagde for 13 år siden, og som hun nu skal gense efter to års fravær. »Hvor er det godt at se dig igen, Ibu Lone.« »Tak og i lige måde, Anton. Jeg er ret spændt på at være tilbage – det håber jeg, du forstår.« »Jeg har passet godt på centeret for dig, Lone,« siger Anton med et smil, der flækker ansigtet. Da Lone forlader centeret to år tidligere, overtager Anton rollen som daglig leder og chef for mere end 200 ansatte. Anton har tidligere arbejdet med orangutanger. Han er pålidelig og har en naturlig autoritet, som er nødvendig for at overleve som leder af et stort projekt som rehabiliteringscenteret i Nyaru Menteng. I de år, Lone har været væk, har hun ofte talt med Anton via telefon eller Skype og hjulpet med beslutninger, hvad angår orangutangerne, men den daglige ledelse af centeret har Anton selv skullet klare. Og det er tilsyneladende gået over al forventning. På parkeringspladsen uden for lufthavnen holder en stor firehjulstrækker med et logo, Lone kun kender alt for godt. En teg11


ning af en orangutang omgivet af teksten ‘Borneo Orangutan Survival – BOS’. De køretøjer har hun tilbragt utallige timer og dage i. Ofte på lange ture til fjerne landsbyer ad bulede grusveje, hvor opgaven har været at hente eller konfiskere en orangutang, der har været holdt ulovligt i fangenskab. Andre gange er turen gået til oliepalmeplantagerne, hvor en forvildet – og ofte udhungret – orangutang har vandret hvileløst omkring. Denne tur er heldigvis mere rolig. Chaufføren kører sikkert bilen ad de asfalterede veje til Nyaru Menteng, mens Anton underholder med problemer, pudsige hændelser og lykkelige stunder på projektet. Lone lytter kun halvt og får klemt et ‘nå’, ‘ja’ eller ‘nej’ ind i samtalen på de rette tidspunkter. Hun er mere optaget af omgivelserne. Der er sket en udvikling med Palangkaraya i de mellemliggende år: et nyopført butikscenter, Mall, renoverede veje og bygninger, nye og store hoteller og generelt et indtryk af forbedret velstand. Tidligere var det almindeligt, at familier på op til fem medlemmer samt en mindre beholdning af høns transporterede sig på en enkelt knallert. Nu lader det til, at alle har sin egen knallert eller motorcykel. Dog ikke hønsene. Hvor pokker får de pengene fra? tænker Lone. Kalimantan er opdelt i fire provinser; øst-, vest-, syd- og centralprovinsen. Palangkaraya er hovedstaden i sidstnævnte. I 1950’erne beslutter den indonesiske regering – anført af Indonesiens første præsident efter uafhængigheden af Holland, Sukarno – at der skal etableres en ny national hovedstad i det store land, der med sine knap to millioner kvadratkilometer strækker sig fra Aceh-provinsen i vest til Papua i øst og består af mere end 17.000 øer. Valget falder på Palangkaraya, der ligger nogenlunde centralt i landet og med de muligheder for geografisk udvidelse, som mangler i den daværende hovedstad, Jakarta på Java. Projektet med udbygning af hovedstaden starter med fældning af større skovområder, etablering af veje og opførelse af nye bygninger og 12


Et rescue team prøver at redde en orangutang ned fra toppen af et træ.

Samba reddes fra et sølle bur.

E

Regnskoven er ryddet, og små nye oliepalmer er plantet og på vej op.

B


monumenter, men der kommer senere andre forslag på bordet om placering af en ny hovedstad. Emnet debatteres stadigvæk i den indonesiske regering og i offentligheden, og i dag er Jakarta som bekendt stadig hovedstad. Palangkaraya og området kan efter den fejlslagne initiering af projektet nyde godt af den anlagte infrastruktur, og byen har i dag cirka 170.000 indbyggere. Den forbedrede infrastruktur bliver et aktiv for træ- og palmeolieindustrien, som får forholdsvis nem adgang til yderligere fældning af store skovområder og etablering af enorme plantager med oliepalmer. Fældning af regnskoven medfører en række økologiske, klimatiske og miljømæssige problemer. Og derudover er der selvfølgelig millioner af dyr fordelt på tusindvis af arter, der enten dræbes i processen eller bliver hjemløse. Lone stikker hovedet ud ad vinduet, mens de kører mod landsbyen Nyaru Menteng. Duften af afbrændte kokosskaller rammer hende med det samme, og det går op for hende, at hun har savnet denne søde og tørre duft. Det er sædvane, at alle med hus og have har et mindre bål i baghaven om eftermiddagen, hvor dagens brændbare affald går op i flammer. Ofte omfatter brændbart affald også plastik. Selvom det er sidst på eftermiddagen, er temperaturen i nærheden af 30 grader, og Lone nyder at lade den lune vind gennemlufte håret. Hun genkender husene, svingene på vejen, de vajende akacietræer, der faretruende hænger ud over vejen, de gøende hunde, de små boder og benzinsælgere langs vejen. Det virker så genkendeligt og trygt. At der er gået mere end to år, siden hun kørte her sidst, synes helt uvirkeligt. En modkørende knallert dytter gentagne gange med hornet, og køreren vinker ivrigt med den ene hånd. Idet bilen passerer knallerten, kan Lone genkende knallertkøreren som en af de ansatte fra projektet. Hun når lige akkurat at få vinket tilbage til ham. Så melder tankerne sig igen. Hvordan mon det bliver at gense 13


projektet? Og hvordan vil de ansatte reagere på, at hun kommer tilbage på besøg? Vil de acceptere hende? Er de skuffede over, at hun forlod Borneo stort set uden at tage afsked med dem? Lone tænker også på, hvordan hun mon vil reagere, når hun ser projektets fysiske rammer. Selv er hun kendt for sin konsekvente ledelsesstil, hvor hun forventer det ypperste af sine ansatte. Og så melder en anden tanke sig. Hun har jo givet slip, har hun ikke? Hun må have tillid til, at Anton og det øvrige personale har indsigten og evnen til at drive projektet bedst muligt for orangutangerne. Lone trækker vejret dybt, læner sig tilbage i sædet og lader glæden over, at hun snart skal gense sine elskede orangutanger, tage over. De nærmer sig centeret, og da de svinger ind ad den lange indkørsel, mærker Lone for alvor sommerfuglene i maven. »Sig mig, har de hængt et banner op over indgangen?« siger hun højt, men mest til sig selv. Anton kigger på hende, men når ikke at svare, inden det går op for Lone, at det blot er det gamle skilt: Nyaru Menteng Orangutan Reintroduction Project. »Pyha,« stønner hun, men er dog ikke sikker på, om hun er lettet eller skuffet. Indoneserne benytter enhver lejlighed til at lave en lille fest med bannere, musik og overdådig mad. Men der er ikke forberedt en velkomstkomite, og det glæder Lone, at hun ikke skal være centrum for en masse opmærksomhed. Det er ikke hendes stærkeste side. Idet bilen kører ind på projektets område, kommer dusinvis af ansatte løbende imod dem. »Ibu Lone, Ibu Lone, Ibu Lone,« runger det fra alle retninger. Lone står ud af bilen og bliver kærligt overfaldet af nogle af de teknikere, vagter og babysittere, hun har arbejdet med i alle årene derude. Nogle af dem græder af glæde over at se hende igen, og Lone er også berørt af situationen. »Hvorfor tog du væk fra os?« spørger en af babysitterne. 14


»Jeg blev syg, Siti,« svarer Lone. »Men jeg rejste ikke for at komme væk fra jer eller projektet. Jeg rejste for at redde mig selv og mit helbred.« Mennesker kan sprede sygdomme som influenza og lungebetændelse til orangutanger, så når der ankommer rejsende udefra til projektet, skal de i karantæne i ti dage, inden de må komme tæt på aberne. Der er en forhøjet risiko for spredning af sygdomme, når man rejser længe og tæt sammen som for eksempel på en flyvetur fra Europa til Asien. Efter en uge på Bali mangler Lone derfor stadigvæk et par dage, før hun må nærme sig sine orangutanger. En af Lones bedste venner, David Irons, er også ankommet til projektet. David er læge og har arbejdet i diverse afkroge af verden, inklusive på Nyaru Menteng. Orangutangens fysiologi og anatomi minder i større grad om menneskers end om andre dyrs, så Lone beslutter i 2007 at tilknytte en læge til projektet. Lægens opgave er at oplære de indonesiske dyrlæger, og derfor kommer David til at spille en vigtig rolle på Nyaru Menteng. Lone og David udvikler hurtigt et varmt venskab og har siden deres første møde holdt tæt kontakt. David har haft afgørende indflydelse på Lones beslutning om at tage en pause fra arbejdet på Borneo. Da han møder Lone igen i 2008, er han mildest talt langt mere bekymret for hendes helbred end for tilstanden hos orangutangerne på centeret, og han får langsomt hjulpet Lone til at indse nødvendigheden af at fokusere mere på sig selv. Nu er David med på turen til Nyaru Menteng for Lones skyld. Hans opgave er at overvåge hendes krops reaktion på at komme tilbage til det varme og fugtige tropiske klima. I den tid, hvor Lone skal være på centeret, gør Anton noget, som Lone altid har haft svært ved. Han holder ferie. Hele 14 dage sammen med familien væk fra centeret og orangutangerne. Fra de første spadestik til rehabiliteringscenteret bliver foretaget i 15


1998 og frem til 2009, forlader Lone kun Indonesien i forbindelse med forretningsmøder i udlandet med nogle ganske få afstikkere til sin familie i Nordjylland. Hun glæder sig over, at Anton er i stand til at prioritere sig selv og sin familie i langt højere grad, end hun selv har formået som daglig leder af projektet. Hun siger farvel til Anton og går med David over mod kontoret. Og her melder de første overraskelser sig. Uden for kontoret ligger en masse små stykker papir og plastik spredt. Det viser sig, at rengøring af kontoret foregår ved, at alt skidt og snavs på gulvet bliver fejet ud ad døren – dermed rengjort. Lone bøjer sig ned og samler skidtet sammen. »Det her må ikke finde sted! Er du klar over, hvad der sker, hvis en orangutang sluger dette plastik?« spørger hun en medarbejder, der står i nærheden, samtidig med at hun sorterer plastik og papir fra bunken af affald. »Det skal væk.« David prøver at berolige hende, han slår ud med armene og peger på de øvrige bygninger i nærheden af kontoret. »Hvor er her ellers fint, hva’? Det ser ud til, at de passer godt på dit center.« Lone sender ham et taknemmeligt smil. Nyaru Mentengs administrationsbygning er en drømmearbejdsplads for de fleste kontorassistenter. Et klassisk indonesisk byggeri med hvidkalkede mure og rødbrunt tegltag. Fra alle husets sider er der smuk udsigt til projektet. Lones kontor – der nu er Antons – har udsigt til en græsplæne, hvor der om eftermiddagen er et sandt leben af små orangutanger, der vender tilbage fra deres dag i ‘skovskolen’. En gruppe babysittere tager hver dag de små orangutanger med ud i skoven og underviser dem i basale orangutangfærdigheder som klatring, at finde mad, og hvilke dyr de bør frygte og holde sig fra, såsom slanger. Når de om eftermiddagen vender tilbage til centeret, tumler de rundt en times tid på græsplænen foran administrationsbygningen, hvor 16


de leger, driller hinanden og babysitterne samt indtager dagens sidste store måltid bestående af frugt og mælk. »Det er stort set umuligt at få lavet noget i den time, hvor de små orangutanger tumler rundt ude på plænen,« fortæller Lone. »En arbejdsdag kan nemt blive udfyldt af frustrerende opgaver som konfiskationer eller tungt administrativt arbejde med gigantiske Excel-regneark eller rapporteringer til hovedkontoret og myndighederne. Men at få lov til at opleve de små orangutangers glæde og opfindsomhed i løbet af den ene time om eftermiddagen kan få alle tunge skyer til at forsvinde. Det må være noget nær den bedste terapiform overhovedet.« Lone og David tager skoene af og går ind på kontoret. Det giver et sæt i Lone, da hun opdager, at alt er uforandret herinde. De samme møbler og samme billeder på væggene. Der ligger endda nogle stabler af papirer og rapporter, som ikke er blevet rørt ved eller flyttet på. Lone griner: »Hvor er det typisk. Anton har kun lige akkurat flyttet på tingene på bordet, hvor han arbejder med sin bærbare. Ellers er alt fuldstændig, som da jeg forlod kontoret sidst. Det er, som om jeg kun har været væk et par dage.« Det skal der laves om på. Lone samler senere alle sine papirer og andre ejendele, som Anton ikke skal bruge, i et par flyttekasser. Da Anton vender tilbage, er kontoret nymalet og stort set uden spor af tiden med Lone som bruger af rummet. Over indgangen hænger der nu et skilt med teksten ‘ANTONS KONTOR’. Det er en meget unik begivenhed, der får Lone til at rejse den lange vej til Nyaru Menteng efter et par års fravær. For første gang nogensinde skal der udsættes rehabiliterede orangutanger i vild og uberørt natur. Orangutanger flyttes ofte fra et sted til et andet, for eksempel hvis de strejfer om i oliepalmeplan17


tager, hvor de ikke har nogen mulighed for at finde føde nok. Så bedøves og flyttes de til et skovområde, hvor der allerede er en bestand af orangutanger. Til tider er det nødvendigt at tage disse orangutanger med tilbage til centeret for at tjekke dem for sygdomme eller for at sikre, at de er tilstrækkeligt velnærede til at kunne overleve på egen hånd. Men de betegnes stadig som ‘vilde’ orangutanger, uanset hvor længe deres ophold på Nyaru Menteng varer, inden de bliver genudsat i deres rette element. Rehabiliterede orangutanger har derimod gennemgået et langt oplæringsprogram fra at være små hjælpeløse unger til at være store, udvoksede orangutanger – måske endda med egne unger. Den gruppe, der skal udsættes om få måneder, har været i Nyaru Mentengs varetægt stort set hele livet. De fleste af orangutangerne er under et år gamle, når de kommer til projektet. Deres mødre er blevet dræbt under desperate forsøg på at finde føde i plantagerne, og ungerne bliver fundet fortvivlede og uforstående over for, at deres mor ikke reagerer på deres kald og berøring. »Det er absolut noget af det mest hjerteskærende, jeg oplever herude,« fortæller Lone. »Vi modtager til tider opkald fra plantagearbejdere, som i frygt for en orangutang – og det skal i parentes bemærkes, at der kan være god grund til at frygte en fuldvoksen orangutang – og i forsøget på at jage den væk er kommet til at dræbe den. Så opdager de, at der også er en lille unge, og hvad skal de så gøre? For ganske få år tilbage ville de have taget ungen og enten solgt den eller beholdt den som kæledyr i lejren. Men nu er de efterhånden klar over, at det er strengt forbudt og ikke længere bliver accepteret af myndighederne. Så plantagearbejderne kontakter os på projektet og beder om hjælp. Vi ved, at vi må handle hurtigt. Hvor mange timer eller måske dage er der gået, fra moren er blevet dræbt, til vi bliver kontaktet? Der sendes et redningshold – rescue team – af sted med det samme, og jeg tager med, hvis det er muligt. 18


En orangutang bliver undersøgt pü klinikken.

Lone foran det nyopførte kontor med Noor.

Lone giver Mandra sutteflaske.


Af og til, når vi kommer frem, møder vi en lille, skræmt orangutang, der klamrer sig fast til sin døde mors krop. Jeg oplever tilmed, at de små unger sutter på morens brystvorter, selvom mælken ikke længere flyder. Der er ingen vej udenom, vi må tage ungen fra moren med magt. Den skriger og hyler, som et skræmt menneskebarn ville gøre, og holder krampagtigt fast i moren. Ofte skal vi være to eller tre personer om at frigøre ungens solide greb i morens pels, og når det endelig lykkes, plejer jeg – så vidt muligt – at svøbe ungen stramt i et klæde og holde den helt ind til kroppen på turen tilbage til Nyaru Menteng. De efterfølgende uger handler om at give ungen så meget tryghed, som det overhovedet kan lade sig gøre. Den er i karantæne fra de andre orangutanger, indtil vi ved, at den er fri for sygdomme, men i hele denne periode bliver den holdt tæt til kroppen af maksimalt to babysittere, der arbejder i skiftehold. Selvom der ikke er nogen vej uden om at fjerne den fra moren, er det alligevel det mest gribende og bedrøvelige at være vidne til. Men i de situationer tvinger jeg mig selv til at huske på, at vi med stor sandsynlighed har reddet dens liv, og samtidig ser jeg for mig de mange orangutanger, der har lidt samme skæbne, men som nu tumler rundt på centeret som store, sunde orangutanger, der for størstedelens vedkommende er kommet sig over den traumatiske oplevelse, det har været at være vidne til drabet på sin mor.« Disse små unger skal lære alt om livet som orangutang. I naturen vil en orangutangunge være sammen med sin mor i cirka otte år, inden den kan klare sig selv. Derfor tager rehabiliteringen lang tid. Lone har nu en større flok rehabiliterede orangutanger, som er klar til at blive sat ud på egen hånd. Det har de faktisk været i fire til fem år, men det har været et stort arbejde at finde et egnet område og opnå de nødvendige tilladelser. De orangutanger, der har gennemgået rehabiliteringspro19


grammet, befinder sig på de store øer Palasøen og Kajaøen i to floder, som løber tæt på centeret. Et par gange dagligt sejler medarbejdere fra projektet ud til øerne med mad og tilser eventuelle syge orangutanger. Ellers klarer de sig selv. De sidste par måneder er gået med at udvælge, hvilke af de rehabiliterede der skal udsættes først. Fem hunner med unger vælges sammen med nogle af de store hanner, og som med alle de snart 1.000 orangutanger, der har været forbi projektet, har de navne; Sif med ungen Sifa, Gadis med ungen Garu, Emen med ungen Embong, Leonora med ungen Lamar, Chanel med ungen Charlie samt de to store hanner Jamiat og Menteng. Derudover en ung han, Terusan, der blev født et par år efter, at moren kom til Nyaru Menteng i 2001. Da var hun udsat på øen og har altså formået at klare sig overraskende godt. Hun har endda en ny unge på to år, hvilket er usædvanligt, da orangutanger normalt venter omkring otte år med at få unge nummer to. Inden de kan udsættes i det skovområde, der er blevet afsat til formålet, skal orangutangerne gennemgå diverse tjek for sygdomme. De undersøges blandt andet for leverbetændelse og tuberkulose. Og der skal indskydes en lille chip i skulderen på hver enkelt af aberne, så man kan følge orangutangernes færd, efter de er blevet udsat. Systemet er blevet afprøvet og anvendt på andre dyr, men endnu ikke på orangutanger. Hvis det lykkes at følge de rehabiliterede orangutanger, efter de er blevet sat fri, vil der kunne blive genereret og indsamlet data, som er til stor nytte i de videnskabelige kredse, hvor man forsker i zoologi og ikke mindst i genudsætninger. I dag har man kun meget sparsom viden om, hvordan genudsatte dyr klarer sig, så den kommende udsætning har ikke kun stor interesse for Lone selv, men tiltrækker også opmærksomhed fra omverdenen. Både Danmarks Radio og BBC har fået lov til at følge og dokumentere udsætningen. For Lone er dette mere og andet end ‘blot en udsætning’ af re20


habiliterede orangutanger. I virkeligheden står der meget mere på spil, end folk omkring hende er klar over, og derfor vil hun være med i hele processen. Lige fra indfangelsen på øerne til den lange tur nordpå. Da Lone grundlægger Nyaru Menteng-centeret i 1998, er det for at gribe rehabiliteringsarbejdet anderledes an, end man hidtil har gjort. I de andre projekter, hun stifter bekendtskab med, lader det ikke til, at orangutangerne i tilstrækkelig grad optrænes i at klare sig selv. De forbliver afhængige af mennesker. Det er Lones erfaring, at de orangutanger, der bliver konfiskeret som helt små unger, bliver alt for tæt knyttet til mennesker og vænnet til at blive fodret. Lone starter sin egen ‘kampagne’ for at gøre tingene anderledes, og det lykkes da også at finde sponsorer til ideen og til grundlæggelsen af Nyaru Menteng Orangutan Reintroduction Project. Så det er nu – inden for den nærmeste fremtid – at det vil vise sig, om hun har valgt rigtigt; om de rehabiliterede orangutanger vil formå at klare sig selv, eller om de vil søge mennesker i de fjerne landsbyer oppe nordpå eller endnu værre, om de vil dø af sult eller sygdomme. Solen er ved at gå ned her på den første dag for Lones tilbagevenden til Nyaru Menteng. Det har været en begivenhedsrig dag med gensyn med mange mennesker, og det vækker mange følelser at opleve den daglige gang på projektet igen. Om et par dage skal hun gense nogle af de orangutanger, hun har kendt i ti år eller mere. Og hun skal med ud til øerne for at indfange de voksne rehabiliterede, der skal udsættes. Hun er spændt. Men nu går turen til landsbyen, hvor endnu et gensyn venter. Nemlig Lones hunde og det hus, Lone byggede sammen med sin mand, Odom, ti år forinden. De ankommer til huset, netop som solen er gået ned, og alt ved den lille gade med de få huse virker stort set uforandret. Lone lægger dog mærke til nogle enkelte udvidelser af husene 21


og et par tilbygninger, men ellers er alt ved det gamle. Stadigvæk bjæffende hunde, hvis gøen runger gennem mørket. Huset er blevet passet af førstedyrlægen på centeret, Siska, som har gjort sit yderste for at holde det i god stand. Lone ser for sig, hvordan huset i hendes egen tid herude blev brugt til pasning af de helt små orangutanger, som ikke kunne være sammen med de større ovre på centeret. Hvordan hendes stue var fyldt med kulørte vasketøjsbaljer, hvorfra de småskaldede hoveder med store øjne lige akkurat stak op over kanten. Hvordan al bordplads i køkkenet var optaget af kasser med mælkepulver og andet udstyr til pleje af orangutangerne, og hun ser også de store gryder på komfuret fyldt med skoldede og desinficerede sutteflasker for sig. Lone husker den ejendommelige aroma, der mødte hende, når hun trådte ind i sit eget hus, hvor det eneste rum, hun havde for sig selv, var soveværelset – som hun dog oftest delte med en eller to små orangutanger, der havde behov for særlig omsorg. Den lidt harske aroma skyldtes ikke kun orangutangerne. Huset var også hjemsted for en gruppe flagermus, der levede oppe i tagspærene, samt et par katte og tre hunde. Alt i alt noget af en zoologisk samling på cirka 60 kvadratmeter. Lone og David bærer deres bagage ind i huset, der skal være deres base det næste stykke tid. Huset fremstår ryddeligt og stort set, som Lone forlod det et par år tidligere. I køleskabet finder de tilmed en ost, som Lone købte, længe før hun rejste fra Borneo i 2010. Tilsyneladende er den stadig spiselig. Soveværelset har ikke været anvendt af Siska. En lugt af støv og indelukkethed rammer Lone, da hun åbner døren ind til det lille kammer, hvor der lige akkurat er plads til en seng, en kommode og et klædeskab. Hun tænder lyset og sætter sig på sengekanten. »Jeg tog stort set intet med herfra, da jeg rejste,« siger Lone til David. Hun lader blikket vandre rundt og stopper ved kommoden. 22


Mon jeg egentlig efterlod private sager i kommoden, tænker hun og åbner den øverste af de tre skuffer. Der ligger et par romaner, en blok, nogle hårelastikker og en ældre notesbog. »Ups, det er jo en gammel dagbog,« griner hun, »godt jeg har skrevet på dansk i den.« Hun bladrer frem og tilbage i den. »Ha, David, nu skal du bare høre: Allerede i 2004 skriver jeg, at jeg arbejder for meget og har brug for at holde en ferie væk fra projektet. Er det ikke vanvittigt? Hvorfor i alverden tog jeg ikke bare en ferie?« Næste skuffe. Det giver et sæt i Lone, da hun trækker skuffen ud. Den er fyldt til randen med medicin. Blodtryksnedsættende medicin, antibiotika, smertestillende medicin, hovedpinepiller og piller mod mavesår. »Åh gud,« udbryder hun, da hun gennemgår det arsenal, der ligger i skuffen. »Har jeg virkelig brugt alt det her?« »Ja,« svarer David, der som læge fulgte Lone tæt de sidste år, hun var på projektet. »Og så var der også al den medicin, der blev opbevaret på køl.« Det volder Lone store problemer at erindre dagligdagen og begivenheder fra størstedelen af det sidste år, inden hun rejste fra Borneo. Hun lader alle tingene ligge og skubber langsomt skuffen ind i kommoden igen. To dage senere vrimler det med mennesker på centeret. Tv-hold­ ene fra DR og BBC er ankommet, og der gøres klar til at tage ud på øerne for at indsamle de orangutanger, der skal udsættes. Lones karantæneperiode er langt om længe overstået, og hun kan nu komme tæt på aberne. Der er en helt speciel orangutang, Lone glæder sig til at hilse på. Lykke er en af de orangutanger, Lone har passet fra helt spæd unge, og som nu i en alder af ni år venter på sin tur til at komme ud på øerne og gennemgå det sidste niveau af det lange rehabiliteringsprogram. Det er uvist, om Lykke vil kunne genkende Lone, og hvordan hun i så fald vil 23


reagere på gensynet. Men Lone er overbevist om, at hun trods to års fravær sagtens kan genkende Lykke. Og det er også tilfældet. Hun finder Lykke i et af de store såkaldte socialiseringsbure, hvor op mod seks store orangutanger er sammen. I naturen lever orangutangerne ikke i flokke, men på øerne, hvor de træner til at kunne klare sig på egen hånd, er der ikke mulighed for at give dem lige så meget plads, som de vil have ude i territorierne. Derfor er der ingen vej udenom at lære dem at være flere sammen på mindre plads. Da Lone nærmer sig, kravler alle orangutangerne ned i bunden af buret for at hilse på hende. De kan formentlig ikke genkende hende, men for dem er mennesker lig med mad og omsorg, og orangutanger er desuden nysgerrige af natur. Så hvem er mon denne kvinde, der nærmer sig? De stikker hænderne ud mellem tremmerne på buret, og Lone hilser på dem alle ved at røre deres fingre. En særlig orangutanghilsen. Lone vil helst hilse på Lykke, men de andre maser sig hele tiden ind foran, så Lone bakker en smule tilbage og venter. Efter lidt tid mister orangutangerne interessen og kravler op i gyngerne og rebene i toppen af buret. Alle undtagen Lykke. Lone har tæt øjenkontakt med hende, og for Lone er der ingen tvivl om, at Lykke genkender hende. Orangutanger har en særlig kaldelyd; en form for pib eller klynk. Denne lyd har Lone lært sig. Hun kalder på Lykke, som prompte svarer. Der er ingen tvivl! Inden de skal sejle ud på floden og hente orangutangerne fra øerne, kan Lone lige nå at lægge vejen forbi vuggestuen, hvor de helt små orangutanger holder til. Lone tænker på de små væsener, der tumler rundt og leger med alt, hvad de kan få deres lange fingre i. De er nysgerrige og ret underholdende at være sammen med. Hun finder en gruppe af de mindste orangutanger i vuggestuen, hvor de om morgenen, inden de skal ud i skoven, sidder på det bare gulv uden nogen form for beskyttelse mod det hårde underlag. Der er heller intet legetøj i rummet, og der er 24


langtfra så meget spræl i de små, som Lone forventer. Hun spørger straks babysitterne i vuggestuen ud om de ringe forhold, og de svarer, at Anton er bange for at ‘menneskeliggøre’ orangutangerne, og derfor må de ikke få puder at sidde på og legetøj til at underholde sig med. Lone tager det ilde op. I naturen vil de lege med kviste, grene, sten og alt, hvad de kan finde. Herinde er intet. »Hvordan forventer I, at orangutangerne skal udvikle deres motorik, hvis de ikke har ting at beskæftige sig med?« De ansatte kigger ned. I Asien gør medarbejderne – som regel – hvad der bliver sagt uden at diskutere med ledelsen. Babysitterne er enige med Lone, men kan og vil ikke gå imod en beslutning, som Anton har truffet. »Jeg taler med Anton,« siger hun og forsøger at smile til babysitterne. Det er en krævende opgave at få indsamlet orangutangerne på øerne. Aberne skal fragtes i bure på bådene, men de har vænnet sig til friheden væk fra centerets bure, så de kravler op i trætoppene, langt uden for rækkevidde, da den store flok mennesker ankommer. Foruden Lone er der medarbejdere fra centerets res­ cue team, som er trænede i at bedøve orangutanger, der sidder højt oppe i træerne, og gribe de store orangutanger i solide net, når de dratter ned – ofte fra en højde, der ville få de fleste mennesker til at blive svimle. Jamiat er en stor han, der ikke lader sig indfange uden modstand. Han finder det højeste træ på øen og kravler op i toppen, der svajer fra side til side under hans vægt. Men folkene fra res­ cue teamet er præcise med deres geværer, der er ladet med bedøvelsespile. De rammer Jamiat i første forsøg og venter. Normalt går der et par minutter, så vil orangutangen blive døsig og i løbet af få minutter miste grebet om det træ, den klamrer sig til. I mellemtiden gør holdet sig klar ved foden af træet og udspiler 25


det net, der er designet til at gribe dyrene så skånsomt som muligt. Men Jamiat bliver siddende. Den anvendte dosis er tilsyneladende ikke tilstrækkelig, og han sidder og kigger undrende på den store skare af folk, der holder øje med ham. Lone beder holdet om at lade endnu en dosis, og igen rammer skytten Jamiat helt præcist. Nu sidder han og svajer med dobbelt dosis af bedøvelsesmiddel i kroppen. Det burde være nok. Endelig kan man se, at han begynder at løsne grebet om stammen, og efter et par forgæves forsøg på at holde fast falder han de 12 meter ned i nettet. Men Jamiat er ikke helt væk endnu. Trods de to pile og faldet fra toppen af træet mobiliserer han kræfter til at rejse sig og klatrer endnu en gang op ad stammen. Men holdet under ham er klar med nettet igen, og de må bedøve ham med en tredje pil. De ved, det nu er et spørgsmål om minutter, før han må overgive sig til søvnen. Efter ti minutter falder han i søvn og ned i nettet for anden gang. Denne gang er han for døsig til at rejse sig, men gør stadigvæk modstand, så han må vikles ind i nettet, for at de kan bære ham ned til båden. Efter Jamiat mangler holdet nu denne dag kun Sif og hendes unge. Lone spejder uden held efter hende. Normalt holder de nysgerrige orangutanger sig i nærheden for at se, hvad det er, der foregår. Der er to både ude ved øen, og holdene aftaler at sejle hver sin vej rundt om øen for at spejde efter Sif. På en del af øen er der en mindre sandstrand. Her sidder Sif afventende, og en tekniker – en af de ansatte fra Nyaru Menteng – fra den ene båd hopper i land og tager Sif i hånden. Hun følger frivilligt med ud i båden sammen med sin unge. Det er, som om hun har indset, hvad der skal ske, og har truffet en beslutning om at gå med frivilligt. Det tager flere dage at indsamle orangutangerne og fragte dem til centeret, og den efterfølgende måned bliver orangutangerne nøje observeret og tjekket for alverdens sygdomme. Det vil være katastrofalt, hvis en udsætning af rehabiliterede orangutanger 26


resulterer i en spredning af sygdomme til en vild population, så det skal undgås for enhver pris. Der sendes blodprøver til specialklinikker i Jakarta, og dyrlægerne på centeret må afvente resultaterne, inden de går videre med andre undersøgelser. Så er der hele logistikken med at fragte orangutanger, filmhold, repræsentanter for myndighederne og ikke mindst personale fra Nyaru Menteng til området, Bukit Betikap, hvor udsættelserne skal finde sted. Inden aberne kan starte rejsen nordpå, skal der forberedes en lejr i Betikap, hvor en gruppe dyrepassere og dyrlæger har mulighed for at håndtere de orangutanger, der ikke formår at klare sig på egen hånd. »Jeg forventer, at alle kan klare sig. Det har de jo vist på øerne, at de kan,« siger Lone. »Men det er et ønske fra de videnskabelige kredse, der følger udsættelserne, at orangutangerne så vidt muligt observeres minimum det første år for at sikre, at de klarer sig selv, og for at indsamle data på, hvad og hvor meget de spiser, om de kan bygge reder, hvor meget tid de bruger i trætoppene og så videre. Jeg er sågar blevet kontaktet af primatologer, der prøver at stille krav om, at vi observerer hver eneste orangutang, vi udsætter, 24 timer i døgnet hver eneste dag i det første år. Hvad giver du mig? Det er en helt umulig opgave. For det første vil orangutangerne sprede sig i alle retninger, når vi udsætter dem. For det andet vil det kræve så mange mennesker, der skal arbejde i skiftehold, at der bliver et rend af mennesker deroppe. Og så må vi holde antallet af udsættelser så langt nede, at det vil tage 50 år, inden vi får udsat alle orangutangerne fra Nyaru Menteng.« Som de eneste udenlandske tv-producenter har BBC og Danmarks Radio fået tilladelse til at dokumentere udsættelserne. Der er indgået aftale mellem Borneo Orangutan Survival Foundation (BOSF), der er den formelle organisation bag Lones center i Nyaru­Menteng, om, at DR kan filme på vegne af BOSF, som 27


Et rescue team bringer Lykke (som hun senere kaldes) og hendes mor med tilbage til centeret.

Bag rescue teamets bil ses nogle af de skovbrande, som har hĂŚrget Borneo.


dermed selv kan sikre sig optagelser til dokumentation af udsættelserne. Den indonesiske regering vil være repræsenteret af ministeren for skovbrug. Regeringen er opmærksom på den potentielle positive publicity, udsættelserne kan generere, så de medbringer også egne mediefolk. »Vi har været helt utroligt heldige med at få en god aftale om lån af helikopter,« fortæller Lone. »I 2002 flyttede vi omkring 200 orangutanger til Mawas-området, og der lejede vi en helikopter hos Heli Mission i Jakarta til en forholdsvis god pris. Men det slugte en stor bid af budgettet. Senere kontaktede jeg et stort internationalt firma, der driver minevirksomhed på Borneo, for at låne nogle af deres kort. Tilfældigvis kom jeg i kontakt med en ansat i firmaet, som var involveret i deres program for støtte til udvikling af lokalsamfund, og han mente, at udsættelser af orangutanger kunne blive en del af deres program. Det var bare vildt heldigt. Så de stillede gratis en helikopter til rådighed. Det pudsige er, at de ikke engang vil markedsføre sig på at gøre denne gode gerning, da de er bekymrede for beskyldninger om ‘green wash’. Så de laver godgørende arbejde i smug! Det forekommer mig noget bizart,« griner hun. »Men uden dem ville vi ikke kunne gennemføre den opgave, vi står over for nu.« Det første hold teknikere fra projektet er allerede nordpå. De skal forberede stedet, hvor helikopteren skal sænke burene. Orangutangerne, nogle få dyrepassere og repræsentanter fra regeringen får æren af at flyve til udsættelsesstedet i helikopter. Alle andre må tage den lange vej over land; først mange timers kørsel på hullede og bumpende veje og dernæst med båd. Det kommer til at tage mellem tre og fire dage at nå frem. »Da jeg kom ud til centeret efter to års fravær, og i særdeleshed da jeg kom ud til øen for at hente de orangutanger, der skulle udsættes, blev jeg så stolt,« fortæller Lone. »Jeg blev vitterligt ramt af en følelse af stolthed over, at vi nu er nået dertil i proces28


sen med rehabilitering. Og orangutangerne på øen var smukke, sunde og raske, hvilket også gjorde mig stolt. Vi har i sandhed gjort noget rigtigt, sagde jeg til mig selv. På øen duftede orangutangerne, som de gør i naturen. Det er svært at sætte ord på, men det er som en duft af hest eller gorilla, en duft af vilde dyr, en dejlig duft!« Ifølge Lone ligner orangutangerne på øerne ikke rehabiliterede orangutanger. De er ikke overfodrede, men tilpas velnærede, og de har en sund pels. Deres opførsel ligner også mere den, man vil opleve hos vilde orangutanger, nemlig at dyrene holder sig på afstand af menneskene, og ungerne har en naturlig frygt for de mennesker, der ankommer til øen. »Det var ikke en ‘moderfølelse’, jeg oplevede,« forklarer Lone, »men en tilfredshed med at blive bekræftet i, at vi og centerets medarbejdere har gjort det godt. Og det gjorde mig rørt at se de sunde orangutanger på øen og vide, at deres næste skridt vil være et stort skridt ud i frihed.« Lone oplever en stor loyalitet og respekt fra de ansatte, selvom de nu har en anden chef. »Men jeg gav dem jo også et job engang og stolede på, at de kunne udføre dette særlige arbejde, og det er de meget taknemmelige for. Nogle af dem søger også at drøfte problemer og udfordringer med mig, både fagligt og personligt, såsom hvad det vil betyde for dem, når der ikke længere er orangutanger tilbage på Nyaru Menteng.« Den præcise dato for selve udsættelsen er endnu ikke på plads, men der går mindst et par måneder, inden dyrene er blevet undersøgt, og hele regeringsapparatet er på plads. Lone tager tilbage til huset i Nyaru Menteng og pakker nogle flere af sine personlige ejendele sammen. Efter mere end tre uger på Borneo går turen næste dag tilbage til Europa. Hun må afvente den endelige dato for udsættelserne, inden hun kan planlægge endnu en tur til Borneo. 29


90 mm

155 mm

Robert Kirstejn Schmidt

FOTO: ANNA-LENE RIBER

231 mm

naturforvaltning (SLUSE) og har siden 1994 arbejdet i natur- og miljøbeskyttelsesorganisationer. I 2005 var han med til at starte organisationen BOS Danmark, der senere skiftede navn til Red Orangutangen. Robert Kirstejn Schmidt er i dag ledelses- og kampagnekonsulent i danske ngo’er.

KVINDEN MED ABERNE er historien om en kvinde, der har forfulgt drømmen om at gøre en forskel, selvom det har haft både fysiske og sociale omkostninger. Lones livsrejse fra en opvækst i Nordjylland til en tilværelse i den indonesiske jungle har budt på mange unikke oplevelser, men også skæbnesvangre valg. I bogen fortæller hun historien om, hvorfor det har været det hele værd.

Kvinden med aberne

scient. i biologi samt bæredygtig

I 1999 grundlagde Lone Dröscher Nielsen et center for den truede orangutang på Borneo, og i 2012 var hun med til at udsætte den første gruppe af rehabiliterede orangutanger i Borneos regnskov. I bogen følger vi Lone tilbage til centeret for første gang efter to års fravær og i hendes gensyn med nogle af de orangutanger, der har haft en helt speciel betydning for hende.

LONE DRÖSCHER NIELSEN

Robert Kirstejn Schmidt er cand.

27mm

155 mm

90 mm

Robert Kirstejn Schmidt

„Jeg fik den bedste plads: på første parket. Det var helt fantastisk at se udtrykket i orangutangernes ansigt, når der blevet åbnet for buret. De spænede ud og op i det første træ, de kunne få øje på. Og alle sammen – hver eneste af dem – vendte sig om halvvejs oppe i træerne og kiggede ned på os i nogle sekunder, inden de fortsatte deres færd op i trækronerne og ud i et liv i frihed i den regnskov, hvor de hører hjemme. Jeg bilder mig ind, at de sagde ’tak’. Det gjorde de jo nok ikke,“ griner Lone, „men det føltes sådan.“

Kvinden med aberne

LONE DRÖSCHER NIELSEN LINDHARDT OG RINGHOF


Kvinden med aberne  

KVINDEN MED ABERNE er historien om en kvinde, der har forfulgt drømmen om at gøre en forskel, selvom det har haft både fysiske og sociale om...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you