Knud Aarup: Frivillighedens velfædssamfund

Indholdsfortegnelse Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Kapitel 1: Frivillighedens velfærdssamfund. . . . . . . . . . . . . . 11 Visionen om en ny retning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi skal mangedoble den frivillige indsats på velfærdens kerneområder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi skal øge det personlige engagement og den enkeltes ansvar for velfærdsamfundet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi skal skabe tryghed og trivsel for samfundets dårligst stillede. . . . . .

Yes, we can – med lokal forankring. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

12 14 16 29 31

Kapitel 2. Dette kan ikke blive ved med at gå!…. . . . . . . . . 35 Røverne har været der i nat …. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Grænser for offentlig vækst?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Er livet et kommunalt anliggende? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Der kommer til at mangle varme hænder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

De kolde hænders regime. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

35 38 43 49 56

Kapitel 3. Med Alexander til fodbold – om frivillighed i Danmark. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Der arbejdes frivilligt som aldrig før. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Typer af frivilligt arbejde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Der er basis for større frivillighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Frivillighed, men for hvem?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

De frivillige organisationer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Frivillighed i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

60 63 66 67 70 72

Kapitel 4. Hvad er min ret, og hvad er min pligt . . . . . . . . . 74 Mod en ny grænsedragning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Genopdagelsen af det civile samfund. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Flytning af opgaver mellem samfundssfærerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Grundlaget for en større frivillighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Et moralsk-etisk paradigmeskifte?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

74 75 79 83 88

Kapitel 5. Social kapital som velfærdspotentiale. . . . . . . . . 93 Om social kapital . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Social kapital som velfærdspotentiale. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 En bæredygtig universalisme. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102

5

Frivillighedens velfærdssamfund

Kapitel 6. Frivillighedens velfærdssamfund i praksis. . . . 106 De gode eksempler. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Hvad gør vi nu? – Vi mangler en…. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Frivillige som supplement. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Frivillige som erstatning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120 Øget egendeltagelse – øget brug af familie og netværk. . . . . . . . . . . . . 124 Selvorganisering som erstatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Velfærdstjeneste for unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 Nye problemer, som skal løses! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 Øget frivillighed og egenindsats . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139

Kapitel 7. Social tryghed og trivsel – et nyt fokus i social- og arbejdsmarkedspolitikken. . . . . . . . . . . . . . . . 140 Uligheden vokser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Mathæus-effekten – og dens følger. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Rør ved mig – eller lad mig være?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Helhed og sammenhæng – bistandsloven ‘revisited’. . . . . . . . . . . . . . .

Social tryghed og trivsel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En ny social tryghed og trivsel for de svageste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

141 150 157 161 164 171

Kapitel 8. Hvordan kommer vi i gang? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 Større fokus på frivillighed i kommunerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

De selvejende institutioner sættes fri. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Større fokus på velfærdsinnovation. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Socialøkonomiske virksomheder – en del af svaret. . . . . . . . . . . . . . . .

De frivillige organisationer skal revitaliseres. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Men der er behov for mere…. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

173 180 184 192 198 203

Kapitel 9. Mod en ny optimisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 Frivillighedens velfærdssamfund er løsningen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Samfundsborgeren ønsker at engagere sig. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi skal have de faglige organisationer med. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi skal skabe den politiske realisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

206 209 212 215

Litteratur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 Noter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 229

6

Kapitel 1

Frivillighedens velfærdssamfund Det danske velfærdssamfund er den vigtigste institution i det danske samfund. Det er i høj grad det, som giver os identitet som danskere. Det er det, som underbygger og støtter demokratiet, og det er det, som får det danske arbejdsmarked til fungere med en højere fleksibilitet end de fleste andre steder, vi plejer at sammenligne os med. Uden velfærdssamfundet ville det moderne Danmark ikke adskille sig fra andre europæiske lande.

Den danske velfærdsmodel og Danmark som et lige og demokratisk samfund er imidlertid truet af de seneste 25-30 års udvikling. Vi oplever på stadig flere områder, at de, der har råd, benytter private plejecentre, private hospitaler, privatskoler, private daginstitutioner osv., mens resten vil være henvist til et andenrangs offentligt tilbud. Den udvikling vil fuldt udfoldet markere en grundlæggende og endegyldig ændring i forhold til det danske velfærdssamfunds kerneværdier og vil derfor på langt sigt påvirke hjørnestenen i det danske folkestyre: den relativt store lighed mellem danskerne indbyrdes og den store gensidige tillid mellem befolkningen indbyrdes og mellem befolkningen og det offentlige.

Jeg tror dybest set, at de færreste danskere i virkeligheden ønsker en sådan udvikling. Langt de fleste værdsætter nemlig den danske model – det bekræfter en lang række af undersøgelser.

Så hvad er alternativet? Findes der måder at komme tilbage på sporet for det danske velfærdssamfund? Det er det Frivillighedens Velfærdssamfund handler om.

11

Frivillighedens velfærdssamfund

Visionen om en ny retning Jeg vil i det følgende introducere frivillighedens velfærdssamfund som en vision for, hvordan samfundet kan forandres og i en fornyet version bevare kerneværdierne, som har været bærende i det danske samfund igennem det meste af det 20. århundrede. Der skal i virkeligheden ikke så meget til. Visionen om frivillighedens velfærdssamfund ligner på langt de fleste punkter det, som vi kender i dag, men på tre afgørende måder er det alligevel anderledes: For det første er der brug for et større frivilligt engagement.

For det andet skal vi som private samfundsborgere i langt højere grad påtage os en forpligtelse over for det fælles samfund. Og for det tredje skal vi bruge flere ressourcer på at hjælpe og støtte den dårligst stillede sjettedel af befolkningen, både uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt, arbejdsmæssigt, kulturelt og økonomisk.

Lad os begynde med den øgede frivillighed. Frivillighedens velfærdssamfund har sit navn, fordi hovedbidraget til nyudviklingen af velfærdssamfundet skal findes gennem et øget frivilligt engagement af den enkelte. Der er i dag 35 % af den voksne befolkning, som arbejder frivilligt.1 Langt hovedparten gør det inden for kultur- og fritidsområdet, mens en mindre del lægger deres frivillige arbejde på det sociale område i de kommunale eller selvejende institutioner. Det sker i institutionsbestyrelser, i væresteder for hjemløse, misbrugere, psykisk syge, men også på hospice, plejecentre, besøgstjeneste for ældre, som natteravne og lignende.

Det frivillige arbejde i Danmark er rigtig godt, men det er ikke nok. Der er et stort velfærdspotentiale i mobiliseringen af frivillige, og derfor skal der i langt højere grad blandes blod mellem de frivillige organisationer og de kommunale velfærdsinstitutioner.

På alle områder skal det overvejes, om og hvordan frivillige kan bidrage til eller ligefrem løse dele af velfærdssamfundets kernefunktioner. Hvis frivillige i fremtiden kan aflaste eller overtage nogle af de opgaver, som sosu-assistenten, pædagogen og læreren varetager, får disse fagpersoner bedre tid til dem, som har 12

Frivillighedens velfærdssamfund

svære behov, og man kan stadig få løst opgaverne, når der bliver færre hænder. Jeg vil i næste afsnit give nogle konkrete eksempler og en nærmere introduktion.

Den anden væsentlige ændring berører balancen imellem, hvad det offentlige tager sig af, og hvad den enkelte, familien, netværket osv. skal løse af opgaver. Her skal der flyttes varetagelse af konkrete velfærdsopgaver fra det offentlige tilbage i civilsamfundet og privatlivssfæren, men vel at mærke kun til dem, som har ressourcer. Her tænker jeg ikke kun på økonomiske ressourcer, men også ressourcer i form af social kapital. Den udvikling indebærer, at man i højere grad skal genskabe balancen mellem rettigheder og pligter i samfundet. Gør din pligt, og kræv din ret, stod der på Socialdemokratiets første fane.2 Den balance er glemt, og tilbage er kun krav om en bestemt og ensartet offentlig service. Denne udvikling skal vendes, og via et øget ansvar vil forandringen efter min mening kunne bidrage til at genskabe opfattelsen og oplevelsen af, at vi lever i et fælles samfund, hvor de, der kan, skal yde. Dette uddybes nærmere senere i kapitlet.

Visionen handler for det tredje om at sikre en fornyet omfordeling til fordel for den svageste del af befolkningen. Det danske samfund er i dag et 5/6-delssamfund,3 hvor den sidste 1/6 bliver tabt. Uligheden er på alle områder øget de seneste 25 år. Samfundet har f.eks. ikke magtet at løfte den vigtige opgave at give de sidste 15-20 % af de unge en ungdoms- eller erhvervsuddannelse til trods for, at det har været en målsætning siden engang i 1990’erne.

I et frivillighedens velfærdssamfund skal der derfor bruges flere og bedre ressourcer på at løse de grundlæggende sociale uligheder. Når vi kommer til at mangle arbejdskraft, vil det være katastrofalt for det danske samfund, hvis det netop er den svageste sjettedel, som ikke får gavn af de dygtige lærere, pædagoger, sygeplejersker osv. Derfor skal vi sætte ekstraordinært ind her, derfor skal alle bidrage mere selv, og derfor skal vi øge det frivillige engagement, så velfærdssamfundets værdier bevares. Dette uddybes sidst i kapitlet.

13

Frivillighedens velfærdssamfund

Jeg vil i resten af kapitel 1 give en kort introduktion til frivillighedens velfærdssamfund og til bogens opbygning.

Vi skal mangedoble den frivillige indsats på velfærdens kerneområder Frivillighedens velfærdssamfund har som en af sine afgørende grundpiller, at den frivillige indsats på alle velfærdens områder skal øges. Det betyder, at der skal frivillige ind på de områder, hvor man ikke i dag anvender frivillige. Der skal frivillige ind i daginstitutionerne, på skolerne, i overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, i dele af ungdoms- og erhvervsuddannelserne og på plejecentrene i højere grad end i dag, på sygehusene osv. Det er i princippet kun fantasien, som sætter grænser for, hvor der kan anvendes frivillige.

Der skal blandes blod mellem velfærdsinstitutionerne og de fagprofessionelle på den ene side og hele den frivillige sektor på den anden. Det bliver en udfordring for begge parter, og det kræver metodeudvikling og afklaring af en række fagetiske spørgsmål. Det vil også blive en udfordring i forhold til retlige spørgsmål. Hvordan kan man stille krav til frivillige organisationer om retssikkerhed og offentlighed? På tilsvarende måde vil der meget let kunne opstå stridigheder af fagpolitisk karakter. Skal frivillige organiseres og i givet fald hvor?

Kort sagt – det bliver en kæmpe udfordring. Men det kommer også til at betyde muligheden for en nedbrydning af en lang række traditionelle skel mellem fagpersoner og brugere, mellem rådgiver og klient og mellem sundhedspersonale og patient.

Den vej, som frivillighedens velfærdssamfund indebærer, har vi allerede betrådt på nogle områder. Der er flere eksempler i dagens Danmark på, at der blandes blod på en god og konstruktiv måde. Jeg vil her give et eksempel fra et hospice.

14

Frivillighedens velfærdssamfund

Kompetente frivillige søges til Hospice Åkig Denne overskrift kunne man læse i et dansk dagblad for nylig.

Det var en annonce, hvor man søgte frivillige til et kommunalt ejet og drevet hospice. Det, man søgte, var personer med kompetence til at indgå i arbejdet i et højt specialiseret tilbud. Årsagen til, at der var behov for frivillige professionelle, var den enkle, at kommunen gerne ville have et hospice, men at man ikke kunne få placeret et regionalt tilbud i kommunen, og at man herefter valgte at lave en kommunal løsning på et eksisterende plejecenter. Imidlertid strakte de kommunale midler ikke til en bemanding, som kunne sammenlignes med det, der ville være på et regionalt tilbud, og kommunen valgte derfor at søge at løse situationen med frivillige. I dette eksempel er det interessante ikke, at man løser en opgave med frivillige, men at man forudsætter, at disse frivillige har særlige kompetencer, og at de kan indgå i dialog og samspil med f.eks. læger, psykologer og sygeplejersker.

Men vi skal gå længere Åkig-eksemplet nærmer sig kerneområderne i velfærdssamfundet, men er naturligvis stadig i en eller anden forstand marginalt. Det er forholdsvis normalt at anvende frivillige som supplement og ekstra hænder på hospice i Danmark. Hospice Forum Danmark har i 2008 lavet en lille undersøgelse, som omfatter 12 hospicer. Det fremgår heraf, at man benytter sig af frivillige i varierende omfang, men at alle benytter det. De frivillige varetager praktiske opgaver som kørsel, pyntning og lignende, omsorgsopgaver som vågekoner, samtale og støtte til de pårørende samt underholdningsopgaver som deltagelse i sang, kirkegang og lignende (Hospice Forum Danmark, 2008).

Forskellen mellem de frivillig funktioner, som er opremset i Hospice Forum Danmarks undersøgelse, og Åkig-eksemplet, er, at de frivillige på Åkig udfylder huller, som tidligere eller andre 15

Frivillighedens velfærdssamfund

steder bliver udfyldt af fagprofessionelle. Man erstatter så at sige de fagprofessionelle. Den konkrete udfyldning af arbejdsopgaver sker i dette tilfælde med frivillige, som enten bruger deres fritid eller deres tredje alder, dvs. at de tidligere har virket som fagpersoner. Her har man fordelen af, at de frivillige er bekendt med opgaverne og har en fagprofessionel forhåndsforståelse, som kan bringes i spil i relation til de ansatte fagprofessionelle.

I denne form for inddragelse af frivillige varetager de frivillige en erstattende og helt nødvendig funktion, og de frivillige vil nødvendigvis være underlagt nogle næsten arbejdslignende vilkår – blot som frivillige. I langt de fleste tilfælde i dagens Danmark fungerer de frivillige som et supplement til de fagprofessionelle, hvorfor selve arbejdsrelationen følgelig vil være af mindre forpligtende karakter.

I et andet eksempel – børnehaven Skovly – har man etableret en bedsteforældreordning. Den går ud på, at bedsteforældrene – som der i den forholdsvis lille by bor ret mange af – på skift kommer i børnehaven hver torsdag eftermiddag. De kommer altid i hold af to, og deres opgave er at lave kage med børnene og fortælle om gamle dage. På grund af denne ordning har personalet mulighed for at holde samtaler, møde eller lignende, uden at de skal trække på vikarkontoen.

Jeg vil i kapitel 3 gennemgå det frivillige Danmark og i kapitel 4 bevæge mig bag frivillighedens væsen og vurdere muligheden for et væsentligt forøget frivilligt engagement.

Vi skal øge det personlige engagement og den enkeltes ansvar for velfærdssamfundet Den anden afgørende grundpille i frivillighedens velfærdssamfund drejer sig om at øge den enkeltes engagement og ansvar for det fælles projekt, som et velfærdssamfund er. Indsatsen som frivillig er et af elementerne, og den er vigtig, fordi man som fri16