Blomstermanden - af Lars Kjædegaard

– Hvad skulle jeg sige? Hun sagde, jeg lød underlig.

Lise Banke drejede sit løvehoved en anelse og pustede røg op mod loftet. – Arbejdet kalder.

Han nikkede. – Ja. – Og du springer, når Anita Hvid er i røret.

Han begyndte at tage tøj på.

Hun sagde, – Det er da altid noget, at du ikke lå og hyggede dig med din lille kone. Små koner i film bliver altid stramme i masken, når deres strømermand bliver kaldt på arbejde midt i det hele.

Han hev sine Levi’s på. – Men det gør du ikke, for du er selv en strømerpige, som er fuld af forståelse over for den slags.

Hun nikkede. – Ja. Plus at jeg ikke er din kone.

Han så på hende. – Er det her et problem?

Hun trak øjenbrynene op og rystede langsomt på hovedet. – Ikke for mig. Vi var jo færdige.

– Jeg bliver nødt til at gå, Lise.

– Måske, sagde hun, – skulle du lige friske dig lidt op først.

Han stod i hendes badeværelse og vaskede sig. I spejlet så han hendes nøgne skikkelse passere døråbningen. Et øjeblik efter så han hende igen. Nu havde hun en tynd, blomstret badekåbe på.

Han gav hende et kys i entreen, men kunne ikke afgøre, om hun kyssede igen eller var ligeglad. – Skynd dig hjem, for helvede, sagde hun. – Det kan ikke nytte noget, at Hvid finder ud af det, vel?

Han sagde, – Vi ses.

Hun nikkede uden at sige noget og lukkede døren stille bag ham.

Et kvarter senere sad han ved siden af Anita, mens hun styrede bilen op ad Jagtvej mod Lyngbyvejens begyndelse. Han havde sine solbriller på.

Anita lagde sig i yderbanen og kørte hurtigt over Hans Knudsens Plads. – Du lugter godt, sagde hun. – Er det en ny deodorant?

Han nikkede.

– Den lugter godt.

Han sagde, – Hvad har vi?

18