Page 1

00

01

02

03

04

05

06

07

PRE til at f inv

og udf han lev

v

ud i.«

»… Lar let og f taste håret, tidig v

EN HVID & BELLING - KRIMI ROSINANTE


Bl om s t e r m a n de n


Af samme forfatter

Sidste år – roman 1981 Ringelheim – roman 1994 Et helvedes hus – thriller 1995 Hvor hunden ligger begravet – spændingsroman 1996 Et slag på tasken – roman 1997 Herren giver – spændingsroman 1998 Som man råber – spændingsroman 1999 Nekrolog – roman 2001 Det store sus – thriller 2002 Israel Falk – roman 2003 Noget fremmed – roman 2004 Montebello – roman 2005 Thelma – roman 2006 Solsorten – roman 2007 Illinois – roman 2009 Smukke Jan – kriminalroman 2011 Den sidste dommer – kriminalroman 2011 Den røde labyrint – kriminalroman 2012 Goyas hund – kriminalroman 2012 Sorte sø – kriminalroman 2013 Som Grethe Lange

Hammermanden – kriminalroman 2000 Tømreren fra Tikøb – kriminalroman 2000 Det sorte hus – kriminalroman 2002 De knuste spejle – kriminalroman 2002


Lars KjĂŚdegaard

B l om s t e rm a n de n

Rosinante


Blomstermanden © Lars Kjædegaard og Rosinante/rosinante& co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Eyelab Sat med Minion hos Christensen Grafisk Og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3154-3 Printed in Latvia, 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


‘Fokus, fokus, fokus, Belling. Vi er på arbejde.’ anita hvid


1. Han var blevet tilbudt kontrakten en eftermiddag i maj, i kontoret i lejligheden i Palægade. Han havde aldrig været der før. Det var en imponerende ejendom med en stor port med messingskilte, som bar navnene på advokater og investeringsfirmaer – foruden navnet ‘Hemmingsen’ øverst på skiltet. Han brød sig ikke om elevatorer og slet ikke gammeldags indretninger som den, der kørte op i et trådbur midt i trappeskakten, så han gik op ad den snoede trappe til femte sal og ringede på. Hemmingsen lukkede selv op. Manden smilede. Han var omkring de tres, korpulent, velklædt i et mørkegråt jakkesæt og hvid skjorte uden slips. – Goddag, sagde Hemmingsen. – Det var pænt af dig at komme. Hemmingsen lukkede døren. Det var en privat lejlighed. Men ikke en almindelig lejlighed, hvor man vidste, at der var to stuer mod gaden, et værelse mod gården, køkken og bad og ikke andet. Denne lejlighed var meget større. Den forekom ham at kunne være uendelig. Den slags steder gav ham – de få gange, han havde været sådan et sted – en følelse af ikke at høre til. Dyre møbler, malerier, tykke gardiner ved siden af vinduerne, smukke, brede gulvplanker, som havde ligget her i mange år. Hemmingsen gik foran ham ned ad en lang korridor med flere lukkede døre, indtil de kom til en åben dør ud mod gaden, og Hemmingsen sagde, – Her er mit kontor. Kom indenfor. Kontoret var rummeligt og højloftet. Gennem det store vindue kunne han se det øverste af ejendommen overfor under den skyfri, blå himmel. 7


Hemmingsen pegede på en antik stol med broderet stof foran skrivebordet. Han satte sig, og Hemmingsen tog plads i læderstolen bag bordet. Han ventede. Hemmingsen betragtede ham og sagde, – Du er en mand, man kan stole på, hører jeg. – Fra hvem? sagde han. – Folk, som kender dig. Eller har kendt dig. Han nikkede. – Javel. – Er det sandt? sagde Hemmingsen. Han trak på skuldrene. – Hvis jeg indgår en aftale med nogen, kan de stole på mig. Og jeg går ud fra, at jeg så også kan stole på dem. Hemmingse nikkede. – Underlig ting, tillid, ikke? – Hvordan underlig? – Let at love, let at svigte. Hemmingsen knipsede en enkelt gang med fingrene. – Sådan. Han sagde, – Tillid er orden. Hvis den ikke er der, kan der ske hvad som helst. Hemmingsen betragtede ham opmærksomt og nikkede langsomt. – Det er sandt. Han sagde, – Hvad gælder sagen? Den korpulente mand var længe om at komme til det, men det var okay. Han havde tid. Han havde også en vis nysgerrighed. Det føltes uvant at sidde her på denne adresse, højt oppe i en lejlighed for rige folk og vide, at de måske havde brug for en, selv om man ikke hørte til og aldrig ville komme her, hvis de rige folk selv havde været i stand til at gøre det, som han kunne. Hemmingsen sagde, – Jeg fik dit navn af en mand ved navn Brian Møller. – Javel, nikkede han. – Hvordan har han det? – Han har det slet ikke. Han er død. – Er han det? Hvornår er det sket? – Han døde for et års tid siden. I Aarhus. Boede hos sin mor den 8


sidste tid. Han var meget syg, men jeg ved ikke præcis, hvad han fejlede. Han trak igen på skuldrene. – Brian var ikke god ved sig selv. – Nej, sagde Hemmingsen, – det er heller ikke mit indtryk. Han var heller ikke god ved andre, vel? Manden bevægede sig meget langsomt om den varme grød, og han følte en svag utålmodig vrede. Han så en måge cirkle højt over taget overfor. Han sagde, – Måske er det nemmeste, at du bare fortæller mig, hvad du har i tankerne. Hemmingsen så på ham over bordet uden at svare. Han trak vejret ind og sagde, – Det er tilliden, ikke? Der er altid en, der er nødt til at vise sin hånd først. Blotte sig lidt. – Jo. – Det er, så vidt jeg kan se, i denne situation dig. Hvad er du bange for? – Hvem siger, at jeg er bange for noget? sagde Hemmingsen. – Det siger jeg. Jeg siger også, at din frygt er i karambolage med det faktum, at du har bedt mig komme. Det er meget enkelt. Enten fortæller du mig, hvorfor du har bedt mig komme, eller også går jeg bare min vej igen. Der er ikke andre måder at gøre det på. – Nej, sagde den velnærede mand bag skrivebordet. – Det er der vel ikke. Han ventede igen. Så sagde Hemmingsen, – Okay. Vi gør det enkelt. Vil du slå ihjel for penge? Han morede sig indvendig. Den buttede Hemmingsen var kommet ud af busken som en opskræmt flodhest. – Hvad får dig til at tro, at jeg vil det? Hemmingsen fastholdt hans blik. – Brian Møller. Han nikkede. – Det kan jeg tænke mig. Hemmingsen så stadig lige på ham. – Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det. Jeg ved intet om dig. Jeg ved ikke engang, hvad du hedder. Han gav mig bare nummeret på en postboks. Han nikkede. – Ja, jeg er med. Det er fint nok. – Er det noget, vi kan tale videre om? 9


– Du kan tale, sagde han, – jeg lytter bare. Indtil videre. Hemmingsen lænede sig tilbage i sin stol. Han kunne høre vippebeslaget give sig under vægten. Så sagde Hemmingsen, – Det drejer sig om to mennesker. En mand og en kvinde. De har intet med hinanden at gøre. Manden bor her i byen, kvinden bor i Helsingør. Det forholder sig sådan, at – Han løftede hænderne afværgende op foran sig. – Det er underordnet, hvordan det forholder sig. Det er jeg ikke interesseret i at vide noget om. Jeg er ikke interesseret i at vide noget om de mennesker. Det er ingen hjælp. Hemmingsen tav og så et øjeblik frustreret ud, som om han havde glædet sig til at aflevere en lang historie. – Javel, sagde han så. – Men er du interesseret? – I at begå to lejemord? – Hvis du vil sige det på den måde. – Er der andre måder? Hvad er disse to menneskers død værd for dig i kroner og øre? – En million kroner, sagde Hemmingsen. – Og hvad er tidsfristen? – Så hurtigt som muligt. Han tænkte. Så sagde han, – Det er mange penge. Hvorfor entrerer du ikke med et par rockere eller nogle andre voldsmænd? Hemmingsen rystede kategorisk på hovedet. – Det er udelukket. Tro mig, det her er velovervejet. Jeg vil ikke have med den slags mennesker at gøre. Brian Møller mente, du var manden, når tiden kom. Han sagde, – Halvanden million. Han kunne have sagt to eller fem, det ville ikke gøre nogen forskel. Han befandt sig uden for sine vante rammer. I en anden verden. Han opererede udelukkende på sit instinkt, og det fortalte ham, at der var penge her, men også en form for overlegenhed, som på et sekund kunne blive til foragt og forræderi. Hemmingsen sagde, – Det er accepteret. Han gav et kort nik. – Så siger vi det. Men jeg har nogle betingelser. Anspændtheden havde ikke forladt den rige mands ansigt. Han 10


virkede pumpet, som om han led af for højt blodtryk. Hemmingsen sagde, – Hvad er betingelserne? – Jeg påtager mig opgaven. Men jeg vil have en halv million i kontanter på forskud. Nu, med det samme. Jeg vil ikke have nogen form for information på skrift. Jeg vil bare have de to pågældende personers navne og adresser. Når opgaven er udført, begge opgaver, mødes vi to et sted, som jeg meddeler dig, umiddelbart inden vi mødes. Der vil du give mig resten af pengene. Hemmingsen gned sin hage. – Accepteret. Så den rige mand mente det. Fint. Han så Hemmingsen svuppe forover i sin læderstol, komme på benene og gå over til et stort chatol, hvor han åbnede en låge og tog bundterne frem. Den buttede mand lagde de fem hundrede tusindkronesedler på bordet, og han talte dem, mens han lænede sig frem på den antikke stol. – Det stemmer, sagde han. – Så mangler vi kun navnene. Han gik ned ad trappen, mens han tænkte på, hvem der havde bygget dette hus. Store mennesker i store huse, små mennesker i små huse. Sådan var det. Sådan havde det altid været. Han trådte ud gennem porten. Eftermiddagssolen faldt gennem gaden. Der var varmere udenfor end indenfor. Aftalen ville veje tungere på den rige mands skuldre end på hans egne. Hemmingsen var uden tvivl rig. Han var også en idiot. Han havde blottet sig helt unødvendigt ved at sende bud efter ham og invitere ham ind i sit hjem. Det betød ikke noget. Han ville udføre opgaven og tage pengene. Hemmingsen ville aldrig kunne finde ham, selv om han skulle prøve. Derimod ville han meget let selv kunne finde den rige mand, hvis ikke tingene gik som planlagt. Det ville Hemmingsen indse, hvis han ikke havde gjort det allerede. Snart ville Hemmingsen kende følelsen af at ville gøre sig til herre over liv og død, og han ville forstå, at hvis man betalte nogen for at slå nogle andre ihjel, ville man derefter selv være mærket og aldrig nogensinde kunne vide sig sikker. Det lå i sagens natur. Kunne han slå nogen ihjel, kunne han slå hvem som helst ihjel. Den 11


eneste måde, den rige mand kunne gardere sig på, var ved at slå ham selv ihjel. Og det kunne han ikke. Det lå også i sagens natur. Hvis den buttede Hemmingsen havde været i stand til at slå nogen ihjel, havde han ikke behøvet at betale andre for at gøre det. Han smilede indvendigt, mens han forestillede sig Hemmingsens forknytte ansigt, når det gik op for ham, at han selv ville være i livsfare, hvis han afveg det mindste fra aftalen. Måske havde han allerede forstået det, men det forekom ikke sandsynligt. Mennesker i huse som Hemmingsens ejendom, som havde bundter af tusindkronesedler i deres chatol, havde formentlig ikke nogen særlig realistisk opfattelse af, hvem de virkelig var. Han gik hen til Store Kongensgade. Vinden var lun, og han drejede til højre og fortsatte ud gennem den lange, brede gade. Det var midt i maj måned. Han følte sig opstemt ved tanken om besøget oppe under taget i den store ejendom hos hr. Hemmingsen, som måske nok kendte hans ansigt nu, men som aldrig ville lære hans navn at kende. Jeg kunne have givet ham et andet navn. Jeg kunne have fortalt ham, at jeg hedder Rockefeller eller Knudsen. Han passerede en blomsterforretning. På stålstativer under markisen stod bundter af blomster i plasticspande, og han nev i forbifarten en smuk, orange blomst af stilken, og da han var nået over den næste tværgade, anbragte han blomsten i sit knaphul uden at standse op. Eller, tænkte han, jeg kunne have fortalt den buttede mand, at jeg hedder Blomstermanden.

12


2.

Mennesker bevægede sig i cirkler. De fleste mennesker vidste i store træk, hvem de ville komme i kontakt med. Den daglige rutine. Familien, kollegerne, vennerne. De fleste mennesker fulgte et mønster, hvor deres egen cirkel i løbet af dagen berørte andre menneskers cirkler i kortere eller længere tid. Han lokaliserede kvinden i Helsingør. Hun boede tilsyneladende alene i et pænt rækkehus på en smuk vej, som førte op ad en bakke langs muren omkring et lille slot nord for byen. Kvindens hus lå oven for bakken. Over for huset lå en park med høje træer, hvorfra man kunne kigge ud over Øresund. Han havde gået en tur derovre. Der var meget smukt. Han kunne se Kronborg, byen med dens røde tegltage, sundet og færgerne, som krydsede frem og tilbage mellem Helsingør og Helsingborg. Kvinden kom hjem fra arbejde lidt efter klokken fire. Han så hende parkere sin mørkerøde Hyundai i indkørslen foran rækkehuset, han så hende bære en indkøbspose hen til døren, hvor hun satte den, låste fordøren op, tømte postkassen og gik indenfor. Mindre end to minutter senere kom hun ud igen med sin hund. Han så, at hun havde skiftet sin tynde frakke ud med en fleecejakke, skoene med et par slidte løbesko. Han sad på en bænk. Kvinden var nok et sted midt i fyrrerne. Hun var lidt over middelhøjde, slank, nærmest ranglet. Han så hende krydse vejen med hunden – en gul labrador – i snor. Hun gik op ad den korte trappe til parken, hvor han sad. 13


Han så hende tage snoren af hunden. Den løb bort fra stedet, hvor han sad, og han så kvinden begynde at gå i rask tempo efter den. En grussti løb parallelt med vejen. Han lænede sig tilbage på bænken, mens kvinden forsvandt i retning væk fra byen. Hun forsvandt ud gennem parken, men efter godt ti minutter kom hun til syne igen, denne gang på stien ovre i den side af parken, som lå ud til skråningen ned mod parken omkring det lille slot. Hun joggede. Hunden løb i et ivrigt mønster på plænen bag hende. Stien var som en lang, oval løbebane, som omkransede plænen i parken under de høje træer. En cirkel, som kvinden brugte til at motionere sig selv og sin hund, når hun vendte hjem fra arbejde. Han rejste sig, da hun kom til syne. Han hørte hende pifte efter hunden og så den komme springende hen til hende. Hun bøjede sig ned og fæstnede hundesnoren til halsbåndet. Han begyndte at gå hen imod hende. Han ville sørge for, at deres cirkler mødtes midt på tværstien i parken. Han ville sørge for, at cirklerne berørte hinanden så kort som muligt. Han ville fortsætte ned ad stien til slotshaven bagefter. Han ville gå gennem slotshaven ned til porten ind mod byen. Nu kom hun imod ham med hunden i snor. Han havde hænderne i lommerne på sin beige vindjakke. Afstanden mellem dem mindskedes, og han så hende blive opmærksom. Hun havde farve i kinderne. Hun smilede. Han var rolig. Så hørte han cykelklokken. Han så til venstre ud over den store plæne. Han så to drenge på cykler, som kom kørende på stien, hvor kvinden netop havde løbet. Han opgav. Han passerede kvinden og hunden med et let nik og fortsatte ud mod skråningen bag slottet. Drengene kom imod ham på deres cykler. De ænsede ham ikke. Han gik ned i slotshaven og ud gennem porten. Han drejede til venstre forbi et stort, malplaceret højhus og videre ad en trappe ned 14


til vejen, som han vidste førte videre ud langs nordkysten. Over for trappen lå en SPAR-købmand. Han drejede til højre og gav sig til at spadsere ind mod Helsingør by. Den følgende dag ventede han i parken, da hun parkerede. Da hun lidt efter kom ud med hunden og krydsede vejen, gik han hurtigt ud til skråningen og fulgte stien i den modsatte retning af den, kvinden havde taget dagen inden. Han så sig over skulderen og så hende slippe hunden løs, før hun begyndte at jogge. Han agtede at træffe hende, når hun kom rundt på stien og kom imod ham. På den måde ville han møde hende længere ude i parken, længere fra trappen, hvor hun kom ind. Men noget generede ham, mens han så hendes tynde skikkelse forsvinde mellem træerne. Hunden. Det havde været perfekt i går – bortset fra de to drenge på cyklerne. Det havde været perfekt, fordi kvinden netop havde sat snoren på hunden igen, da han havde været tæt på hende. Han foretrak, at hun havde snor i hunden. Så han vendte om og gik tilbage til stedet, hvor han havde ventet i går. Han så hende komme tilbage ude ved skrænten. Han afpassede afstanden, før han satte sig i bevægelse imod hende. Han så hende sætte snoren fast i hundens halsbånd. Det var en næsten fuldkommen gentagelse af mønsteret fra i går. Han gik hen imod hende, mens han skævede ud gennem parken for at se, om drengene på cyklerne skulle dukke op igen. Det gjorde de ikke. Parken var tom, afstanden mellem ham selv og kvinden blev mindre, og da der var cirka fem meter imellem dem, sagde han hendes navn. Hun standsede, smilede og sagde, – Ja? Han så, at hun havde farve i kinderne igen. Han trak pistolen ud af inderlommen i vindjakken og skød hende i ansigtet. I samme bevægelse, mens hun faldt, rettede han pistolen videre mod hunden og trykkede af. Hverken kvinden eller hunden sagde noget. Kvinden havde stadig 15


hundesnoren i hånden. Hun lå med det ene ben over det andet. Han så hunden spjætte to gange, men han standsede ikke. Han fulgte den samme vej ned i slotshaven, mens han skruede lyddæmperen af pistolen og stak de to dele i hver sin inderlomme, men da han nåede porten og stod ved det malplacerede højhus, gik han ikke ned til kystvejen, men fortsatte i stedet tilbage ind mod byen ad den lange, lige allé, som førte forbi endnu en park og en gammel skole. Han fortsatte ned gennem den indre by til stationen, og et kvarter efter at han havde skudt kvinden og hunden, sad han i kystbanetoget. Han hørte de små elektroniske bip, som fortalte, at dørene blev lukket, og et øjeblik senere smækkede dørene, og toget satte sig i bevægelse. Han døsede i stillekupeen. For sit indre blik så han stedet oppe i parken bag byen. Kvinden havde boet et rart sted. Han havde svært ved at forestille sig, hvem hun var. Hun var ikke en rig borger som Hemmingsen inde i Palægade. Han havde en følelse af en højtuddannet enspænder. En selvstændig kvinde med en vis status. Ikke en smuk kvinde. En intelligent kvinde, som bestemte over sit eget liv og måske var tættest knyttet til den gule labrador. Men det var uden betydning nu. Han tænkte på gårsdagens forsøg som en generalprøve. Det hele var gået godt. Han lukkede øjnene, indtil toget rullede ind på Østerport Station. Han kunne se aftensolen oplyse tårnet på den gamle stationsbygning. Han var tilfreds. Godt nok havde det været nødvendigt at lade kvindens og hans egne cirkler mødes to gange, men det kunne ikke være anderledes. Han følte sig sikker på, at ingen havde set ham, og at ingen ville have nogen jordisk chance for at forbinde ham selv med kvinden med den gule labrador. Hvem hun så end havde været.

16


3. Mobilen summede, og Thor Belling rullede rundt på madrassen, kastede i et blik på displayet og tog den. – Hej, sagde han. Hun sagde, – Forstyrrer jeg? Han satte sig op. – Overhovedet ikke. – Du lyder underlig. – Underlig? Jeg var ved at træne. Rygøvelser. – Okay. Jeg ved godt, du har fri. Jeg har ikke noget imod at tage det alene. – Tage hvad alene? – Et skuddrab i en park i Helsingør. En kvinde. Han rejste sig. – Er du på vej? – Nej, jeg er ikke på vej endnu. Jeg ville lige vende det med dig. – Jeg tager med, sagde han. – Hvor er du? – På kontoret. Nordsjællands Politi er i gang deroppe. De venter på os. – Okay. Hent mig hjemme om ... tyve minutter. – Okay. Han kunne høre lettelsen i hendes stemme. Han sagde, – Vi ses, og afbrød telefonen. – Rygøvelser? gentog kriminalassistent Lise Banke. Hun sad i solstriben lænet op ad sengens hovedgærde. Hun var nøgen, hendes ene lange ben lå udstrakt på sengen. Hendes gyldne valkyriehår lå om hendes skuldre. Hendes ene arm lå under de tunge, glinsende bryster. I den ene hånd holdt hun en cigaret. Han trak på skuldrene. – Ja, rygøvelser. – Romantisk. 17


– Hvad skulle jeg sige? Hun sagde, jeg lød underlig. Lise Banke drejede sit løvehoved en anelse og pustede røg op mod loftet. – Arbejdet kalder. Han nikkede. – Ja. – Og du springer, når Anita Hvid er i røret. Han begyndte at tage tøj på. Hun sagde, – Det er da altid noget, at du ikke lå og hyggede dig med din lille kone. Små koner i film bliver altid stramme i masken, når deres strømermand bliver kaldt på arbejde midt i det hele. Han hev sine Levi’s på. – Men det gør du ikke, for du er selv en strømerpige, som er fuld af forståelse over for den slags. Hun nikkede. – Ja. Plus at jeg ikke er din kone. Han så på hende. – Er det her et problem? Hun trak øjenbrynene op og rystede langsomt på hovedet. – Ikke for mig. Vi var jo færdige. – Jeg bliver nødt til at gå, Lise. – Måske, sagde hun, – skulle du lige friske dig lidt op først. Han stod i hendes badeværelse og vaskede sig. I spejlet så han hendes nøgne skikkelse passere døråbningen. Et øjeblik efter så han hende igen. Nu havde hun en tynd, blomstret badekåbe på. Han gav hende et kys i entreen, men kunne ikke afgøre, om hun kyssede igen eller var ligeglad. – Skynd dig hjem, for helvede, sagde hun. – Det kan ikke nytte noget, at Hvid finder ud af det, vel? Han sagde, – Vi ses. Hun nikkede uden at sige noget og lukkede døren stille bag ham. Et kvarter senere sad han ved siden af Anita, mens hun styrede bilen op ad Jagtvej mod Lyngbyvejens begyndelse. Han havde sine solbriller på. Anita lagde sig i yderbanen og kørte hurtigt over Hans Knudsens Plads. – Du lugter godt, sagde hun. – Er det en ny deodorant? Han nikkede. – Den lugter godt. Han sagde, – Hvad har vi? 18


Han registrerede et kort sekunds tavs forbløffelse i hende, fordi han ikke anerkendte hendes bemærkning om hans vellugt. Så sagde hun, – Som sagt, et skuddrab, en kvinde og hendes hund skudt ned i en park i Helsingørs nordlige udkant. – Hvornår? – Hun blev fundet af en lokal kvinde lidt før klokken 16.45. Han så på sit ur. – Det er mindre end to timer siden. – Ja. – Godt. Ved vi, hvem hun er? – Ja, kvinden kendte hende af udseende. Hun boede åbenbart lige ved parken. Luftede sin hund hver dag efter fyraften. Hun hedder Siri Forchhammer. Hun er dommer ved retten i Helsingør. Han så på hende. – Dommer? – Jep. – Hvad ved vi ellers? – Ikke meget. Hun var enlig, bortset fra hunden. 46 år. Hun og hunden er blevet skudt med et skud hver. Ingen vidner indtil videre. – Bizart. – Ja, eller måske ikke. Dommere har fjender. – Ja, det har de. Men det er meget sjældent, at nogen forulemper en dommer her i landet, ikke? – Det ved jeg ikke. Jeg tror da, de bliver truet jævnligt. – Ja, måske. Men ikke skudt. Det virker som noget ... nyt. – Nyt eller ej – det betyder i hvert fald, at folk vil stå på nakken af os, indtil vi finder drabsmanden. Brøssner er godt oppe at køre. Han var helt hvid i ansigtet. Han nikkede. – Det vil jeg tro. Et anslag mod demokratiet. – Hvilket han har ret i. – Ja, medmindre altså drabsmanden ikke anede, hvem han skød. Anita kørte hurtigt. Hun kunne have sat den blå lanterne på taget, men hun foretrak bare at køre hurtigt i myldretidstrafikken nordpå. Thor svedte. Han kunne mærke sin egen lugt som noget fremmed, som også havde en del af KA Bankes lugt i sig, og det fik ham til at svede mere og håbe på, at Anita ikke ville sige mere om hans nye deodorant. 19


Hun passerede en række biler i inderbanen ved Nivå, mens hun sagde, – Jeg vidste ikke, at du laver rygøvelser. Du lød helt underlig. Han skar en grimasse og svajede i ryggen. – Jeg har haft ondt et stykke tid. – Det har du ikke sagt noget om. – Det er mest om morgenen. – Men øvelserne hjælper? – Det ved jeg sgu ikke. Det tager tid. Jeg er først lige begyndt. – Det er alderen. – Jeg ved det. Han lukkede øjnene. Farten, den fremmede lugt, han udsendte, og følelsen af at være langt fra Anita og tale forlorent og løgnagtigt gjorde ham dårligt tilpas. Bondeanger, hed det. Det var ikke sket før. Han havde ganske vist været tæt på KA Banke én gang tidligere, hvor hun var blevet såret af et pistolskud under en arrestation. Anita havde været i Spanien. Lise Banke havde uventet lagt direkte og utvetydigt an på ham, og det var kun pistolskuddet, som havde forhindret dem i at ende hjemme i hendes seng sammen. Han havde taget sig af hende og selv tilbragt natten på hendes sofa. I dag havde været hendes måde at takke ham på, og han havde været dum nok til at gå ind på det. Det skulle ikke ske igen. Ganske vist var han og Anita ikke kærester på dén måde, men nu, her i bilen, kunne han tydeligt mærke, hvordan samarbejdet mellem ham selv og Anita Hvid ville være, hvis Anita nogensinde fik at vide, hvad han havde foretaget sig sammen med KA Banke, som Anita af og til kaldte ‘den empatiske amazone’, fordi KA Banke vitterligt var meget smuk, men også kendt som en dygtig strømer, som ofte formåede at få vidner under stærkt pres til at huske ting, som mindre skarptseende og indfølende medarbejdere havde en tendens til at overse. Anita kørte ned ad Kongevejen mod Helsingør. Han kunne se aftensolen skinne i vinduerne på den anden side af Sundet, mens hun nærmede sig byen, svingede til venstre før bymidten, kørte langs 20


omfartsvejen forbi kirkegården, videre til højre ud ad en allé, forbi en skole og en park, indtil han kunne se Marienlyst Slot ret forude, og hun fulgte vejen opad, væk fra byen. Han så patruljebilerne, netop som Anita sagde, – Så er vi her. Gammel Hellebækvej. Den dræbte boede i nummer 23. Hun er blevet skudt mindre end hundrede meter fra sit hjem. I parken overfor. Parken hedder Kongens Have. Han så en halvcirkelformet trappe, som førte nogle meter op til parken. Anita trak ind til siden, standsede og slukkede for motoren. Thor steg ud, mens han endnu en gang forsøgte at lægge tanken om KA Lise Bankes krop i solen på sengen fra sig. Anita gik forrest op ad trappen til Kongens Have.

21

Blomstermanden - af Lars Kjædegaard  

Blomstermanden er morder. Han påtager sig at udføre to drab på mennesker, han ikke kender. Han kender heller ikke manden, som giver ham opga...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you