Issuu on Google+


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 1

HVORNÅR ER DET MIN TUR TIL AT SKRIGE


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 2

Af samme forfatter Lykke May – Mine 9 liv, 2008 Ole Henriksen – Et ærligt liv, 2009


hvorn책r er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 3


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 4

Hvornår er det min tur til at skrige? Copyright © Karin Heurlin 2011 Copyright denne udgave © People'sPress 2011 Sats og tilrettelægning: Kirsten Sonne/baghus Omslag: Flemming Dupont Trykt hos Narayana, Gylling ISBN: 978-87-7108-050-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress / Ørstedhus / Vester Farimagsgade 41 / DK-1606 København V www.artpeople.dk


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 5

JEG HAR DET LIGE PÅ TUNGEN

Den anden mor holder vuggestuens tunge jernlåge for mig. “Tak,” siger jeg og skubber barnevognen med den ene hånd og trækker toårige Ingrid med den anden, så hendes sølvsandaler laver bremsespor i gruset. Jeg kan mærke, at vi begge trænger til at få klippet negle. Den anden mor lukker lågen bag mig, og selvom jeg lidt for højt og muntert tager afsked med hende, kan jeg mærke, at det er for sent at flygte. Hun er på vej over mod mig. “Går det godt?” spørger hun og bøjer sig langsomt ned mod barnevognen. “Ja,” siger jeg og prøver at få noget hår om bag ørerne og noget sved væk fra hagen. “Det synes jeg,” tilføjer jeg, som om det gør min første løgn mindre. Den anden mor retter sig op efter at have rost kløften i hagen på min fem uger gamle baby. “Hvad hedder hun?” spørger hun og kigger mig ind i øjnene. Jeg slår blikket væk og retter på dynen i barnevognen. “Hvad mener du?” spørger jeg. “Hvad hedder den lille?” gentager hun. Jeg forstod godt spørgsmålet første gang. Men jeg kan stadig ikke komme på svaret. Ingrid har sluppet min hånd og er på vej ud mod vejen. Taknemmeligt farer jeg efter hende. Den lille afstikker giver mig tænketid. Da jeg kommer slæbende tilbage, har jeg det. Navnet er dukket op i min hjerne, som lige nu opfører sig som en amputeret fod. “Gertrud. Hun hedder Gertrud,” siger jeg lynhurtigt, som om det kunne

5


hvorn책r er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 6

forsvinde igen som et telefonnummer, man kun skal huske, indtil det er tastet ind. Da jeg g책r hjem, begynder jeg at indse alvoren. Jeg er blevet en mor, som ikke kan huske min egen datters navn.


hvorn책r er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 7

Et 책r tidligere Efter책r


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 8

KAPITEL 1

FOR SØREN

Hun er holdt i lyserøde og brune nuancer. Alt på hende matcher. Jeg ved godt, at ifølge Eurowoman er det ligeså dårlig stil at matche for meget som at købe burhønseæg, men når man har en datter på 13 måneder med stritrottehaler og begyndersko, må man godt. Små piger behøver ikke være smarte på den der underspillede måde, der kan føles ret anstrengende, når man selv trækker i haremsbukser, bolerojakke og frynsesandaler. Med små piger kan man få stillet sin fortrængte trang til flæser, bittesmå Jackie Kennedy-kjoler, skotskternede strømpebukser, tylskørter og en præcis farvekoordinering. Når jeg klæder Ingrid på, er det lidt som at gense Barbie-dukkerne, som jeg ikke har haft kontakt med, siden jeg modvilligt pakkede dem ned, efter jeg havde fået mit første blackout i Vermouth og Albani Årgangsøl til halfest i Bogense. I dag har jeg klædt hende på til flyrejse. Vi skal flyve til Nice, hvor Thomas venter i lufthavnen klar til at tage imod paraplyklapvogn og ansvar. Ingrid er altså i følge med en voksen. Men det er jeg ikke. Det har selvfølgelig bekymret mig i nogle dage. Og nætter. Men da jeg går gennem Kastrup Lufthavn med Ingrid i Maclaren-klapvognen – som er ligeså lyserød og brun som hende selv – så er jeg faktisk ved godt mod. For at være ærlig føler jeg mig i det øjeblik som Danmarks sejeste dame. Det kan godt være, at Helle Thorning engang bliver Danmarks første kvindelige statsminister. Og at Caroline Wozniacki har gjort Danmark verdensberømt med sin dobbelte baghånd. Og at Lisbeth Knudsen har en del at skulle have sagt i det danske mediebillede. Men jeg er en førstegangsmor alene på vej op i en flyvemaskine med mit barn, og jeg er ikke engang bange.

8


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 9

Det er en følelse, jeg har haft tusindvis af gange, siden jeg fik Ingrid. Følelsen af at være den sejeste mor. Lige fra start var jeg så god til det, at det faktisk kom bag på mig selv. Og endnu mere på min mor. “Jeg troede, du ville blive helt hysterisk,” som hun sagde. Det troede jeg også selv. Men jeg var ikke spor hysterisk. I stedet gik jeg rundt med Ingrid på armen med en selvsikkerhed, jeg ikke anede, hvor kom fra. Jeg kunne godt have brugt noget af den alle de år, jeg hang ved barerne i det københavnske natteliv. “Hun går jo ikke i stykker,” sagde jeg uden hverken at ryste på hænderne eller stemmen, når jeg stod ved puslebordet og maste Ingrids små tynde arme og ben ned i tøj, der lignede noget til en dukke. Selv når Thomas stod ved puslebordet, bed jeg trangen til at holde opsyn i mig. I hvert fald når han så det. Jeg kommenterede det ikke engang den morgen, han iførte hende lyserød natdragt med kaniner, inden vi skulle til 50-års fødselsdag. Selvfølgelig havde jeg lyst til at forklare ham den uskrevne baby-regel om, at alt hvad der er kaniner på, er til at sove i. Men jeg nægtede at være den belærende mor, og det overholdt jeg nogenlunde. Især fordi jeg til for mange julefrokoster havde set, hvad det gør ved mænd at være gift med belærende mødre. Jeg må sige, at jeg ret godt kunne lide mig selv som nybagt mor. Da Ingrid var tre dage, lavede jeg brunch til 21 mennesker. “Er der ikke noget, jeg skal hjælpe med?” spurgte den første gæst. “Du kan sætte glassene med drænet yoghurt, akaciehonning og blåbær på bordet. Ellers har jeg vist styr på det,” sagde jeg. Og det var ikke engang løgn. Jeg havde styr på det meste, da jeg fik Ingrid. Selvfølgelig fældede jeg da et par tårer, da de ringede fra Gentofte Hospital et par dage efter fødslen og meddelte os, at vi ikke var mødt op til vores tid til hørescreening, som blev tilbudt alle nyfødte. Men så snart jeg havde lagt røret og givet Thomas skylden for misforståelsen, kunne jeg tørre øjnene og genoprette troen på mig selv som den perfekte mor. “Helt ærligt. Jeg har født et barn. Er det så for meget at forlange, at du holder styr på en enkelt aftale?” Det gjorde selvfølgelig ikke min selvfedme mindre, at jeg nærmest kunne trække i mine gamle jeans, da jeg kom hjem fra hospitalet. Da Ingrid var otte dage, stillede jeg mig på vægten og så nøjagtig samme tal som til mit bryllup to år tidligere, hvor jeg 14 dage inden havde skåret alle kulhydrater fra min kost og lært på den hårde måde, at fornøjelsen går af et stykke med dyrlægens natmad, når man ikke må spise rugbrødet. Jeg indrømmer

9


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 10

gerne, at jeg smilede til mig selv i spejlet den dag, og jeg nærmest skraldgrinede indvendigt et par dage efter, da jeg åbnede døren for en håndværker. “Er det dit barn?” spurgte den rødhårede VVS-lærling og prøvede at få vores toilet til at trække ud. “Man kan sgu ikke se, du lige har født,” sagde han, da han kiggede op fra kummen. “Tak,” sagde jeg og bød ham et stykke drømmekage, selvom jeg havde lyst til at stille an med karrysild og roastbeef af ren og skær taknemmelighed. Når man har været tyk i ni måneder, så føles selv det mindste kompliment som stående klapsalver. Jeg tror slet ikke, stilladsarbejdere ved, hvad det gør ved en nybagt mor med barnevogn, når de pifter efter hende på en varm sommerdag. Det kan godt være, hun fnyser tilbage. Men indvendigt jubler hun og går hjem og bager boller i stedet for at se Dr. Phil. Som førstegangsmor så jeg selvfølgelig også en del Dr. Phil og Det lille hus på prærien og alle de andre udsendelser, som sendes i barslende kvinders primetime. Men jeg fik også skrevet en bog og gik til træning hver anden dag med Ingrid sovende i liften. Ingrid var i det hele taget rigtig god til at sove. Det vidste jeg bare ikke dengang. Jeg troede, at det var helt normalt, at en baby sov igennem hele natten allerede efter en måned. Selvfølgelig kunne jeg både høre og se på de fire andre i min mødregruppe, at det gjorde deres børn ikke. Men jeg gik ikke og følte mig heldig. For det første kunne jeg ikke begribe, at det kunne være så slemt, som de gjorde det til. Jeg havde selv flere gange prøvet at være på morgenværtshus til klokken 7 om morgenen, og det var da ikke noget at tude over. For det andet var jeg inderst inde overbevist om, at det var mit eget rolige sind, som gjorde, at Ingrid sov, som hun gjorde. Jeg sagde det aldrig højt, men jeg tænkte tit, at hvis de slappede lidt af, så ville deres børn nok også gøre det. I dag er jeg blevet meget klogere – for at bruge en kliche, som er meget rammende. Mødregruppen blev sjovt nok aldrig en succes for mig. De andre var både søde og kloge, men jeg følte mig udenfor. Når vi gik ture, var jeg altid den, som ikke fik en sidemand på fortovet, og et par gange tog jeg de andre i at vende det hvide ud af øjnene, når jeg talte om Ingrids soverytme. Havde jeg i dag været en af de andre i mødregruppen, så tror jeg ikke, jeg var mødt op. Jeg havde ikke kunnet holde en som mig ud. Men dengang var jeg så imponeret over mig selv som mor, at jeg begyndte at tænke en del over, hvorfor jeg var så talentfuld. Når jeg var alene med Thomas, talte jeg også en del om det.

10


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 11

Det lyder mærkeligt, men jeg fandt en forklaring helt tilbage i min egen barndom, som jeg holdt meget af. Da jeg fire dage gammel kom hjem i liften fra Bogense Sygehus, lagde mine forældre mig som det første på gulvet i stuen. De lagde vist et frottetæppe under mig, så jeg ikke skulle blive kold. Bagefter kaldte de på hunden. Ramona. En 42 kilo tung rottweiler med kuperet hale. Den havde aldrig set et spædbarn med navlesnoren stikkende ud. Og jeg havde selvfølgelig aldrig set en hund med kridhvide hjørnetænder og sorte øjne. Mine forældre fjernede sig. Hunden og barnet skulle uforstyrret have tid til at lære hinanden at kende. Det gjorde vi så. Også uden nogen kom galt af sted. Det var kun naboens kattekilling, som Ramona rystede livet ud af et par dage efter, da den lod fråden løbe og rovdyret tage over. Men mig gjorde Ramona aldrig noget. Mine forældre lod mig trygt ligge på gulvet ved siden af hundens kødben, og senere fandt de ud af, at hvis de bøjede sig ned og krængede Ramonas overlæbe tilbage, så dens hjørnetænder var blottede, så grinede jeg højt. Ramonas tandsæt var det bedste middel mod gråd. Jeg ved ikke, hvordan de fandt frem til den metode, men var der gæster i huset, sad de i sofaen og gøs. Nu var jeg rottweilerbarnet, som havde vokset sig stor og selv var blevet mor. En mere hårdfør race end alle andre. Når jeg tænkte efter, kunne jeg også komme på adskillige andre eksempler på min overlegne styrke. I en årrække spillede jeg midtbane på Bogenses fodboldhold. Jeg var ikke den mest tekniske. Heller ikke den hurtigste. Og nok heller ikke den smukkeste, hvis man spurgte drengene på sidelinjen. Men jeg var den sejeste. Jeg peb aldrig, og jeg kastede mig ned i glidende tacklinger uden at frygte for hverken ledbånd eller frispark. “Hende Karin, hun er ikke for børn,” hørte jeg engang en modspiller hviske i omklædningsrummet. Det hele gav mening for mig, når jeg spadserede rundt i kvarteret med barnevogn uden at føle mig det mindste udkørt. Jeg var bare sejere end alle de andre førstegangsmødre i joggingtøj og med sorte rande under øjnene. Det er egentlig allerede i gaten, at de første tegn begynder at vise sig. Ikke lige i starten, da jeg tager Ingrid op af klapvognen og lader hende gå rundt om stolerækkerne med sine tøvende skridt, mens hun holder i mine pegefingre. Her går alt stadig efter planen. Jeg nyder det helt ned i maven, da et par forretnings-

11


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 12

folk kigger op over Børsen med hurtige smil. Men så tager katastrofen sin begyndelse, og fra da af kommer der til at gå rigtig mange timer, før jeg møder et smil igen. Ingrid begynder at sige lyde. Jeg kender dem godt. Det er ikke hyggelige pludrelyde, som engang skal blive til rigtigt sprog. Det er korte, skingre lyde. Ikke høje. Heller ikke generende for andre. Man skal nok være mor for at kende dem. Men det er jeg, og jeg kan allerede mærke rædslen komme op i mig. Jeg ved alt for godt, hvad de vil føre med sig. Allerede da vi går ind i flyet, er lydene blevet så høje, at det får flere passagerer til at dreje hovederne. Jeg sætter Ingrid på mit skød og stikker hende et æble. Hun kyler det fra sig, og jeg tør ikke engang kigge på min sidemand, da han tager plads med et diskret suk. Jeg vil ikke vide, hvordan hans ansigt ser ud, for jeg ved udmærket, at det her bliver et bekendtskab, som han hurtigt ønsker sig, aldrig var opstået. Hjulene er ikke engang lettet fra landingsbanen, da Ingrids lyde begynder at høre under kategorien Skrig. Jeg er for længst holdt op med at føle mig som rottweilerbarnet og propper en skumfidus i Ingrids åbne gab. Jeg fortryder hurtigt, at jeg valgte at tage skumfiduser med. I stedet skulle jeg have valgt karameller. De sejeste, jeg kunne opdrive, så hun havde noget at gumle på i mindst tre minutter. “Nu skal vi læse bog,” råber jeg og finder med febrilske bevægelser en billedbog om dyr i Afrika frem, hvor selv løven ligner en, der fniser. Jeg kan mærke mit hjerte hamre, og da vi når til dyret med to pukler, er jeg så stresset, at jeg ikke kan huske navnet på det. “Se en stribet hest,” siger jeg og prøver at komme på den rigtige betegnelse. Men jeg behøver ikke anstrenge min dyre-hukommelse. Da vi når til flodhesten, kyler Ingrid bogen ned til æblet. Vi har kun været i luften i fem minutter, og hendes skrig er så høje, at jeg kan se passagerer flere stolerækker fremme vende sig om. Selv kigger jeg bare ned i Ingrids hår, hvor jeg kan skimte hovedbunden, som er helt rød af ophidselse. Jeg har givet op. Nu handler det bare om overlevelse. Og om ikke at få øjenkontakt med nogen. Jeg ved ikke, hvilke passagerer jeg har mest ondt af. Forretningsfolkene, som skal ankomme udhvilede og velforberedte til møder omkring enorme glasborde, hvor forkerte bemærkninger kan koste milliarder. Eller de glade turister, som har haft dobbeltjob hele vinteren for at få råd til denne flyrejse. Jeg ved bare, at Ingrid nu skriger så højt, at folk omkring mig må råbe deres

12


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 13

bestillinger til stewardessen, som kommer igennem med salgsvognen. “Skal du have mælk i kaffen?” råber stewardessen. “Hvad?” “Skal du have mælk i kaffen?” “Hvad?” Selv synker jeg længere og længere ned i sædet, mens jeg forbander finanskrisen. Den har nemlig også lagt en dæmper på vores privatøkonomi, så mig og Ingrid er blevet udstyret med de billigste flybilletter til Nice. Det betyder, at vi skal mellemlande i Hamborg, inden vi fortsætter videre. Ingrids skrig er nu højere, end jeg nogensinde har hørt. Det sidste, jeg har lyst til, er en tysk mellemlanding. Mine følelser når at skifte en hel del under turen på en time og ti minutter. I starten synes jeg faktisk, det er lidt synd for Ingrid, at hun er så ked af det. Så bliver jeg flov over hende. Så irriteret. Og så vred. Virkelig vred. Til allersidst bliver jeg bekymret. Er der noget helt galt? Og kan hendes små lunger tåle så høje skrig så længe? Ind imellem prøver jeg at overbevise mig selv om, at hun snart må k��re helt træt og falde i en dyb søvn. Da vi lander i Hamborg, går jeg med stive skridt og et endnu mere stift blik ud af flyet væk fra de andre passagerer. Jeg har det, som når man falder midt på Strøget. Jeg håber inderligt, at jeg aldrig mere i mit liv vil møde vidnerne. Jeg vil bare hurtigt hen til min gate og få Ingrid til at falde ned. Men da jeg står foran afgangstavlen for at finde nummeret på gaten, kan jeg ikke komme videre. Jeg kigger og kigger. Ingrid skriger stadig. Men lyden føles ikke så slem i en stor lufthavn som i et fly. Eller også er jeg bare blevet vant til støjen. Mine øjne bliver ved med at løbe op og ned over flyafgangene. Men der er ikke noget fly til Nice. “Entschuldigung,” siger jeg med bedende øjne og rystende hænder til en dame bag en skranke. Mit tyske er lige nu ligeså langt væk som mit gåpåmod, så jeg lægger min rejseplan foran hende. Hun kigger på sedler. Og selvfølgelig lidt på Ingrid, som med sine skrig kommunikerer rimelig internationalt. Damen taster ind på sin computer. I en evighed. Jeg har aldrig forstået, hvorfor ansatte i lufthavne altid skal taste i mindst fem minutter, bare de skal finde en ny sæderække. Til sidst kigger hun op og tænker sig om et sekund. “Dein Flug,” siger hun og spreder sine arme ud i et forsøg på at ligne en flyvemaskine. Selv Ingrid holder op med at skrige under den lille mime-leg. På

13


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 14

den måde kan man sige, at hun gør det godt. Jeg forstår også budskabet. Klart og tydeligt. Vores fly er lettet. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, da jeg bliver vist hen til en anden skranke. Ingrids skrig i klapvognen er blevet en anelse hæse, mens jeg forklarer to unge kvinder, at mit fly er fløjet. De to har præcis samme hårfarve. Hvidgul. Efter 20 minutter ved skranken har jeg lidt på fornemmelsen, at de mere valgte jobbet på grund af uniformerne end på grund af interessen for kundeservice. Hende med de bedste engelskkundskaber forklarer til sidst, at de nu har fundet en løsning på mit problem. “Also, in two hours can you fly to München,” siger hun med voldsom tysk accent. Jeg skal nu ikke snakke. På det tidspunkt er mit eget engelsk på 5. klasseniveau. Barnegråd gør altså et eller andet ved ens evne til at tale og tænke. Jeg bryder mig bestemt ikke om hverken starten eller slutningen på den såkaldte redningsplan. Når jeg ankommer til München, skal jeg vente i fire timer, og så er det, jeg kan få et fly til Nice. Ingrid sparker i klapvognen, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere kan nøjes med en dirrende underlæbe. Mine tårer er begyndt at løbe. De gør det helt af sig selv. Det er ikke engang noget, jeg har tvunget dem til for at få medlidenhed. Uniformspigerne prøver at se medfølende ud, men de ved ikke rigtig, hvor de skal gøre af deres negle i plastik. “Jeg vil ikke mere. Skaf mig billetter hjem til København,” siger jeg, som en medicineret Hellerup-frue. Pigerne klaprer højlydt på deres computere. “Vi har et fly om en time til København,” siger den ene og blinker. “Det tager jeg,” siger jeg og roder efter min mobiltelefon. Da jeg kommer igennem til Thomas, har han svært ved at høre mig. Dels fordi Ingrid skriger. Dels fordi jeg har så meget selvmedlidenhed, at jeg snøfter efter hver stavelse. “Hvad siger du?” råber han. “Det er gået helt galt. Vi kommer ikke. Vi flyver hjem igen,” siger jeg. I samme øjeblik jeg har sagt det, kommer jeg først rigtig i tanke om, hvad der er den største dødssynd i Thomas’ verden. I hans øjne kan man gøre meget. Lyve, stjæle lidt og drikke så meget rødvin om fredagen, at man må aflyse sin IKEAudflugt om lørdagen. Men at give op på halvvejen, det gør man ikke. Han holder mig i røret længe. Vi snakker. Diskuterer. Og jeg råber lidt, så uniformspigerne blinker endnu mere. Men til sidst sidder jeg i et fly til München. Med en skrigende Ingrid på skødet. Jeg forbander Thomas, og jeg for-

14


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 15

bander min egen dømmekraft, men jeg har ingen anelse om, hvor meget den her beslutning vil ændre mit liv. Ingrids skrig stilner dog lidt af i løbet af de fire timer, vi tilbringer med at trave rundt i Münchens lufthavn, mens vi kigger på ølkrus og tyrolertøj i souvenirforretningerne. På et tidspunkt er hun faktisk helt stille. Men på sidste fly starter hun igen. Ikke så højlydt som på første fly. Hendes kræfter er ved at slippe op. Mine er forsvundet for længst. Jeg har ikke engang styrke til at undgå de andres blikke. Mit hoved hviler tungt mod nakkestøtten, og jeg kan mærke, hvordan mit tøj klæber til kroppen, som lugter af gammel sved, selvom vi trods alt kun har været på rejse i otte timer. Mit blik falder på en kvinde et par stolerækker længere fremme. Hun er på min alder, men det er også den eneste lighed. Hun nipper til et glas champagne, mens hun bladrer i et tungt magasin, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun kom gennem metaldetektoren. Hun har guld over det hele. Selv hælene på hendes blanke, lange støvler skinner gyldent. Mine øjne bliver ved med at vende tilbage til hende. Jeg kan ikke finde ud af, om hun er virkelig rig eller bare luksusluder. Men jeg ved bare, at jeg i det øjeblik ville ønske, jeg havde valgt hendes levevej. Da flyet endelig lander, forvandler jeg mig til en af dem, som jeg altid selv har rystet på hovedet af. Jeg maser og skubber, som om jeg ville blive taget med på flyet tilbage, hvis jeg ikke er hurtig nok. I gaten passerer jeg en mand med kasket og skilt i hånden.”Monaco Helicopter Service,” når jeg at læse, mens jeg småløber forbi. Jeg ved allerede, hvem han er kommet for at hente, alligevel drejer jeg hovedet for at se ham modtage guld-kvinden fra flyet. Da hun nikker til ham, kan jeg fornemme, at det ikke er første gang, de to mødes, men alligevel vil jeg ikke længere ønske, jeg var hende. Jeg ved, Thomas står og venter, efter han har tilbragt fire dage til tv-festival i Cannes. Og jeg kan ikke vente med at kaste Ingrid i armene på ham. Jeg har aldrig været så glad for at se Thomas’ store tud, som er blevet helt rød efter nogle dage i den sydfranske sol og af opholdet på de franske barer med det meste af den danske tv-branche. Vi skal med bussen videre til Cannes, og under hele køreturen fortæller jeg om mine frygtelige oplevelser i flyet. “For søren,” siger Thomas. Præcis, som når man prøver at virke engageret, når nogen fortæller om en grim influenza eller en virkelig mærkelig drøm. “For søren. Drømte du, at du trådte ind i et grønt rum med en hare, som spillede på tromme?”

15


hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 16

Da vi ankommer til vores hotellejlighed, falder Ingrid i søvn næsten lige med det samme. Det er der ikke noget at sige til. Thomas åbner døren ud til terrassen. Han har købt pølser og oste og lagt en flaske champagne i køleskabet. Vi skåler i tandkrus og spiser med udsigt over Middelhavet. Jeg er udmattet og vil tidligt i seng. Men vi sover altså ikke lige med det samme. Inden jeg lukker øjnene, kan jeg mærke, at jeg igen føler mig som rottweilerbarnet, der er blevet stor. Jeg er en førstegangsmor, som selv har taget flyet. Og så gider jeg oven i købet have sex bagefter. Efter to dage i Cannes, flyver vi alle tre tilbage til Danmark. Under hele flyveturen hjem, sidder Ingrid på Thomas’ skød og leger med en tøjand i matrossweater fra SAS. “Sådan var hun godt nok ikke på udturen,” siger jeg. Flere gange. “Nej. Det siger du,” svarer Thomas hver gang. Hjemme igen fortsætter hverdagen. Jeg glemmer efterhånden flyveturen, selvom det er den mest stressende oplevelse som mor lige bortset fra fødslen. 14 dage efter begynder jeg at få det mærkeligt. Jeg er journalist på B.T., som nok er en af Danmarks mindst søvndyssende arbejdspladser, for der er altid mindst en, der råber, og en anden, der hvisker virkelig god sladder. Alligevel har jeg hele tiden lyst til at flytte tastaturet, så jeg kan lægge hovedet på bordet og lukke øjnene. Bare et øjeblik. Til møder må jeg sidde og tegne små rosenbuske på min blok for at holde mig vågen. En eftermiddag efter jeg har hentet Ingrid i vuggestuen, sætter jeg mig på gulvet ved siden af hende. Det næste jeg husker er, at jeg vågner med et sæt. Gulvtæppet er helt vådt af savl, der hvor mit hoved har ligget. Jeg har snorksovet, og Ingrid har benyttet tiden til at tømme det meste af bogreolen. Da jeg kigger på plamagen af savl, slår det mig. Jeg kan pludselig huske, hvornår jeg sidst havde det sådan. Jeg tager Ingrid med ud på badeværelset og roder lidt i medicinskabet, indtil jeg finder, hvad jeg leder efter. Da Thomas kommer hjem fra arbejde, sidder jeg i køkkenet med Ingrid på skødet. “Jeg er gravid,” siger jeg.


Karin Heurlin: Hvornår er det min tur til at skrige - Da jeg blev mor for anden gang