Det kan så let gå godt - i udlandet med familien

Kapitel 4

En hverdag med mus, orkideer og risvin

Fra vores svalegang kan man høre floden bruse nede i dalen.

Rismarkerne står nu i fuldt flor, og det er snart høsttid. Da vi ankom til Vietnam,

næste dags ind- og udtjekninger. Det vil sige de gæster, der rejser, og de gæster,

var markerne grønne, og nu er nuancen over i det gullige. Vi føler, vi har været

der kommer, og tidspunktet skal skrives ned. Egentlig er det kutyme, at vi dagligt

her længe. Alligevel bliver vi aldrig trætte af at se på naturen. Red dao-folket

skal aflevere gæsternes pasnumre til det lokale politi, men vi har undtagelsesvist

høster ris lige foran Topas Ecolodge. Selvom rismarkerne, der er bygget i forskel-

fået lov til at aflevere én gang om ugen, da vi bor så langt væk. Vietnam er et kom-

lige niveauer som små terrasser, har bestået i mange år, sker det af og til, at der er

munistisk land, og myndighederne skal ikke kun have styr på, hvilke gæster der

jordskred, når det har regnet kraftigt. Det betyder, at der kan styrte et stort stykke

opholder sig i landet – men også helst, hvor de opholder sig. Der skal koordineres

jord sammen med nogle terrasser. På et tidspunkt skete det i nærheden af, hvor

med Sapa-kontoret i forhold til bussen, tjekkes op på måltiderne næste dag; nogle

vi bor. Der var et lille hus, som forsvandt med i jordskredet, og nogle mennesker

gæster har for eksempel valgt at tage en ekstra frokost her, og alt skal tjekkes med

blev begravet i jord. Nu ligger jorden brak som en slags Ground Zero til minde om

køkkenet. Køkkenet skal sørge for at lave madpakker til dem, der skal på van-

sammenstyrtningen. Jeg ved ikke, hvorfor man ikke bygger risterrasserne op igen.

dretur. Bestilling fra køkkenet skal sendes til Sapa osv. Men dagen går sjældent,

Måske kan de ikke, eller måske tør de ikke, når der ligger mennesker begravet

som vi tror, og hvis vi har en plan, bliver den næsten altid ændret. Velkommen til

dernede. Det er igen det der med de afdødes sjæle, som de har stor respekt for. Det

Vietnam, sådan er det. Det er et kaos at navigere i, og det passer mig storartet. Jeg

er ret katastrofalt for risbønderne, når de mister deres rismarker på den måde, for

trives og smiler, når jeg går ned ad stien. Tænk, at vi virkelig er her, det er bare

de er ikke forsikrede. Og katastrofalt for menneskerne, der dør på den måde.

for vildt. Væk er kalendere. Her lever vi fra dag til dag. Vi ved næsten ikke, hvil-

Ligesom vi holder øje med naturen, bliver der holdt øje med os. Vi tiltrækker til

ken ugedag det er, for der er ikke den store forskel på søndag eller onsdag. Det er

stadighed mange nysgerrige naboer, der, fordi vi bor lige ud til vejen, lige kommer

nogle gange som at leve i en boble. Vores hverdag er indsnævret til dette lille sted,

forbi for at kigge lidt ind ad vinduerne. En dag, Vera og Kristine leger, står der tre

og der sker altid så mange akutte ting, at der ikke er meget tid til at falde i staver.

børn udenfor. De er gået op ad trappen og står og kigger med fladtrykte næser

Det føles godt, at vi hele tiden skal forholde os til konkrete ting. På et tidspunkt

mod ruden for at se, hvilke spændende ting der foregår indenfor. Desværre ser det

beslutter vi, at sikkerhedsvagterne skal have uniformer, så de er mere genken-

ikke ud, som om vi rigtig kan få pigerne til at lege med vores nabobørn. Kristine

delige blandt personalet og for at give de spinkle unge mænd lidt mere autoritet.

kan ikke lide, at de kigger sådan på hende. Pigerne har også lidt svært ved, at de

Hoan og Walter har en fest den dag, de er i Lao Cai, som vi kalder for storbyen,

vietnamesiske børn lugter stærkt af røg, fordi de laver mad over ildsted og var-

for at vælge dem. Man tror ikke sine egne øjne, når man ser alle de uniformer, der

mer sig ved ilden på de kølige aftener. Så selvom Kristine og Vera godt ved, at de

kan købes. Det må være et kommunistisk kulturtræk. Pomp og pragt. Med store

kommer fra en meget mere privilegeret tilværelse, er det altså ikke nok til at bære

guldknapper og kæmpekasketter. De valgte uniformer har så meget autoritet over

over med nabobørnenes nysgerrighed. Derimod vænner de sig hurtigt til nogle af

sig, at fyrene nærmest ender med at ligne kaptajner fra Søværnet! Men glade for

de ansatte. En aften kommer to af pigerne, Kien og Thi, der arbejder i haven, ned

de nye uniformer bliver de.

til hovedbygningen, hvor vi er. De vil lege med Vera og Kristine og helst have dem

Det dejlige klima er en fryd at være i. Aftenerne er lune, og cikaderne synger,

med op i medarbejderhuset, men det tør Vera og Kristine ikke, så det bliver til

og for tiden er der solskin hver dag. Om dagen kan det blive ret varmt i solen,

lidt pjat og leg nede hos os. Kien og Thi slæber rundt med Kristine på ryggen,

men det er sjældent, at vi opholder os i den ret lang tid ad gangen. Det er skønt at

og selvom Kien og Thi er to voksne piger på snart 20 år, er de alligevel som lege-

kunne være så meget ude, og vi nyder virkelig at have naturen og bjergene så tæt

syge børn.

på. Nogle gange går vi en lille tur sidst på eftermiddagen hen ad vejen mod vores naboby. Det er en smuk tur med udsigt ud over bjergene, og det er virkelig ekso-

En ny hverdag starter for alvor

tisk på denne tid af året, hvor der er vækst og grønt, så langt øjet rækker. Selvom det er regntid, er der masser af opholdsvejr. Regnen kommer mere om natten,

Efter den lange overdragelsesperiode på fire uger med den forrige manager, hvor

hvilket er skønt, for den bidrager jo til den frodighed og vækst, som præger

vi er blevet sat godt ind i alle detaljer, tager Walter og jeg fat sammen med resten

området. Sådan en gåtur er fremragende til at ryste dagens travlhed af sig. Det

af personalet. En hverdag skal nu for alvor i gang, men hvis man ved hverdag for-

er fascinerende at have så smukt et sceneri lige uden for ens havelåge. Alt er

står rutine, er det ikke det, der kendetegner vores dage. Selvfølgelig er der daglige

stadig så anderledes og eksotisk for os, og pigerne nyder virkelig vejret og at

rutiner, som skal gøres. Gæster skal tjekkes ind og ud, der skal laves oversigt over

kunne drøne rundt i klipklapper hver dag.

52

53

Selvom jeg synes, der er mange beslutninger at tage, og usikkerheden indimellem

vi har. De er lidt ældre end de andre og har en stor ansvarlighed over for stedet.

popper op, kan jeg ikke undgå at blive fascineret af at kigge på, hvordan de lokale

Men hvor jeg kan lade mig opsluge af at studere vietnamesernes gruppesammen-

arbejder. Det er så anderledes fra min virkelighed. Generelt er de lokale hårdt-

hold, bliver jeg helt overrasket over, hvordan det omvendt kan gå helt galt, når de

arbejdende folk, der er vant til varmen. På deres egen måde er de utrolig effektive

arbejder alene. Da kan de til tider gå fuldstændig i stå og blive nærmest helt ulyk-

og udviser en sans for at samarbejde, som er unik. De er vant til at se sig selv som

kelige. På et tidspunkt var der en ung fyr, der kom for at søge arbejde hos os. Vi

en del af en gruppe og ikke som individualister. At være risbonde kræver et helt

satte ham til at vedligeholde vores grønne områder. Han var den eneste til det. Det

specielt samarbejde og teamwork. På samme måde fascineres jeg også, da vi på

var, som om hans effektivitet dalede og dalede for hver dag, der gik. Vi irriterede

et tidspunkt skal sætte tømrerne i gang med at lave flere senge før vores forestå-

os voldsomt over det og troede, det var, fordi han var doven. Vi var ved at opgive

ende højsæson. Den forrige manager har gjort os opmærksom på, at der kan være

håbet om, at han nogensinde ville blive en god arbejdskraft, men han fik en sidste

så stor efterspørgsel på værelser, at der ikke er senge nok, og den situation vil vi

chance, da han kom i køkkenet. Og der skete der en stor forandring med ham. Fra

ikke stå i. Hvis gæsterne har større børn med, vil vi kunne lave bungalows om fra

at sygne hen i det ensomme arbejde han ikke kunne overskue – sådan virkede det

dobbeltværelse til et værelse til tre ved at flytte en ekstra seng ind. Derfor har

– til at få kolleger i køkkenet, blomstrede han fuldstændigt op og begyndte at være

vi bedt de utroligt dygtige og kompetente tømrere Duc og Long om at gå i gang.

en rigtig god arbejdskraft. Hvis vi skulle have noget ud af at have ham til at passe

De arbejder på deres helt egen rolige og meget effektive måde. Det er dejligt, at

de grønne områder, skulle han have haft mindst én kollega. Det går bedre, når de

man kan sætte dem i gang med noget, og en uge efter – afhængigt af hvad de skal

er flere om arbejdet, og i vores iver efter at være mere effektive er vi lidt sene til

lave – står der en seng, færdiglakeret og det hele. De køber træ på et lille savværk

at opdage det.

og kommer hjem med en kæmpe stamme på motorcyklen, og så går savearbejdet ellers i gang. Jeg kan stå længe og kigge på, hvordan de roligt griber arbejdet an.

På besøg i nabolandsbyen

Med en snor dyppet i noget sort stads afmærker de den lige linje, der skal saves fra den ene ende af træstammen til den anden. Med en kæmpe sav sidder de på

Endnu en dag er i gang. Tømrerne er for længst begyndt på arbejdsdagen, kan jeg

jorden for enden af stammen, hvorpå de stemmer imod med de bare fødder og

høre af de lyde, der kommer nede fra deres lager under vores stue. Klokken er ni.

saver plankerne ud i jævnt tempo. Uden alt for mange moderne hjælpemidler

Jeg ligger i sengen under vores myggenet og gasser lidt. Walter har taget morgen-

sætter de sengen sammen. Uden et søm. Alle trædele er flettet ind i hinanden.

tjansen, og jeg har fået lov at sove længe. Pigerne sover stadig, kan jeg høre, for

Det er virkelig kram – jeg kunne godt bruge Long hjemme i Danmark. Et enkelt

der er usædvanligt stille inde fra deres side af stuen. Solen skinner, og jeg kan

moderne hjælpemiddel er der dog at finde hos os på bakketoppen. En kompressor.

høre koklokker, der bjælder. Jeg titter ud af vinduet gennem de lidt gennemsigtige

Den er næsten en nødvendighed, fordi der er så meget male- og lakarbejde i et

bambusrullegardiner og ser en lille dreng, der slår med en bambuspind på ryg-

så fugtigt område. Træværk på alle bungalows og bygninger bliver jævnligt slebet

gen af de store vandbøfler, som han forsøger at drive videre. De går og græsser på

ned og lakeret på ny. Jeg er lidt efter Long for at få ham til at bruge en lille maske,

den lille skrænt, der er ved siden af vores hus. Jeg har hørt, at en vandbøffel skal

når han sprøjtelakerer, men han griner bare og tager den på, men næste gang, jeg

have op til 60 kilo græs om dagen. Det lyder helt vildt. Jeg tør ikke tænke på, hvor

ser ham, er masken væk igen. Jeg skulle måske nok presse mere på med det, men

mange kilo afføring det så giver, for en del af afføringen fra vores naboers vand-

gør det ikke. Mon der findes et arbejdstilsyn i Vietnam? I så fald har de overset et

bøfler lander på vores område. Det er selvfølgelig god gødning, kan man indvende,

par ting, især de maskiner der bruges til at asfaltere vejen ned mod Ban Ho. Den

men knap så charmerende at have den slags liggende på stierne.

flydende asfalt opvarmes i et stort monstrum, hvor man kan se flammerne fra den

Jeg prøver at tage mig sammen til at stå op og får endelig viklet mig selv ud af

åbne ild. Mange ting i den retning halter. Vietnameserne har været udsat for de

myggenettet. Jeg går ind og ser, om der er liv i pigerne. Solen står lige ind i øjnene

uhyrligste perioder igennem historien, og de hæslige krige har sat tydelige spor.

på dem, så de er også ved at vågne. Den dårlige samvittighed over at have sovet så

Her kom ingen Marshall-hjælp og satte økonomiske hjul i gang som i Europa efter

længe nager mig, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang på konto-

krigen. Heldigvis – trods åbenlyse mangler – er alt det forfærdelige nu udskiftet

ret. Sjovt, at jeg får dårlig samvittighed, men jeg ønsker ikke, de skal tænke, at jeg

med en stemning, der emmer af foretagsomhed. Vietnameserne slider, bygger, for-

ligger og dovner som den privilegerede vestlige kvinde. Jeg tror dog, de færreste

bedrer og asfalterer på livet løs. Tømrerne er nogle af de mest pålidelige ansatte,

vietnamesere ville tænke sådan. Det er, som om de i større grad har respekt for

54

55

det at sove end os. Det sidste, jeg gerne vil fremstå som hernede, er en forkælet

rengøringsteamet, der hedder Khien. Det er lidt usædvanligt, da Long ikke er fra

vestlig kvinde. Jeg griber noget tøj. Badet må vente, jeg har ikke tålmodighed til

en minoritetsstamme, og Khien er fra tay-minoriteten. Men det sker af og til, at

at vente på, at vandet bliver varmt lige nu. Det må blive i aften eller i morgen.

de gifter sig på tværs, og det går tilsyneladende i al ro og fordragelighed. Vi skal

Jeg vasker mig lidt, tager mascara på og spørger, om pigerne vil med ned og have

besøge Khiens forældre. Det er første gang, vi skal på besøg hjemme hos nogen,

morgenmad. Døren til vores hus knager og binder, men op kommer den, og vi går

og vi er meget spændte. De kan ikke meget engelsk, så jeg har inviteret vores kok

ned ad den stejle trappe.

Tu med til at oversætte. Jeg vil gerne tage noget med som gave, så vi laver et lille

– Good morning manager, siger Long, da vi støder ind i ham.

stop i vores naboby Su Pan, som senere får navnet ’The City Of Light’ på grund

’Good morning Vietnam’, har jeg lyst til at sige, men jeg nøjes med at smile

af det overdrevent store vandkraftværk, som kineserne får held til at bygge midt i

og sige: – Good morning Long, how are you today?

– I’m fine, thanks, svarer Long og griner. Han har fået mod på at lære mere engelsk og dermed udvide sit ordforråd fra otte ord til flere sætninger.

Det bedste tidspunkt på dagen er næsten nu, hvor jeg går den smukke tur fra

nationalparken! Det er tilsyneladende svært i så fattigt et område at sikre beskyttelse af en nationalpark. Især når der står nogle interesserede kinesere og vifter med en kæmpe bunke penge for at få lov til at bygge. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er ærgerligt, at vietnameserne ikke selv får glæde af den

vores hus hen forbi receptionsbygningen, mens jeg vinker til sikkerhedsvagten og

strøm, der produceres, for efter forlydende skal strømmen eksporteres til Kina

går videre ned ad stien til restauranten. Inden jeg drejer ned af stien, ser jeg, at

de næste ti år.

der sidder en flok red dao-damer og broderer udenfor. En meget ung pige sidder

Allieret med kiks og frugt fortsætter vores køretur ned ad bjerget. Udsigten er

med sin lille baby ved brystet. Babyen er beskidt og snottet, men virkelig kær. Hun

skøn, men der er meget mudder, for det har regnet, og vejen er endnu ikke færdig-

har allerede fået lavet huller i ørene, og der er en lille snor trukket igennem de

asfalteret. Alligevel synes jeg, det er vidunderligt at sidde her bagved Tu på hans

små huller. Senere kommer der nok rigtige øreringe i, for red dao-stammen laver

motorcykel. Efter kun en lille væltetur i mudderet ankommer vi til Thanh Phu,

deres egne smykker – nogle gange i sølv.

som er en skøn landsby med en dejlig ro. Her er der ingen biler overhovedet og

Den smalle sti ned til restauranten er ujævn og lavet af sten, der nærmest ligner

kun meget få scootere. Sikke en stilhed. Da vi ankommer til det pælehus, foræl-

brud. Vi skal have fyldt cement mellem stenene, for stien er for svær at gå på. Jeg

drene bor i, bliver vi ledt op af den stejle trappe til et rum, hvor gulvet består af

går og kigger ned hele tiden, for der er risiko for, at man kan vrikke om på foden.

flækkede bambusrør. En bambusmåtte bliver spredt ud på gulvet, og vi bliver budt

Og det er jo ikke meningen. Det er meningen, at vi og især gæsterne skal se op og

på at sidde ned. Jeg ser mig lidt omkring og lægger mærke til, at der ikke rigtigt er

ud og nyde udsigten.

nogle møbler udover en dobbeltseng, der står i et hjørne, og et skab, hvorpå der

På kontoret er Walter i fuld gang. Han har allerede tjekket en stor gruppe ud og

er et lille alter og et stort billede af Ho Chi Minh. Nedenunder er der køkken med

står nu og taler i telefon med dem fra kontoret i Hanoi. Det er snart lønningsdag,

ildsted, og røgen smøger sig lidt op til her, hvor vi sidder. Jeg sidder og tænker på,

og vi skal have opgjort arbejdsdagene for alle ansatte. Han bliver glad, da han ser

hvad de mon ville tænke, hvis de så vores hus derhjemme og alle de ting, vi har i

mig, for han har brug for hjælp med at tjekke køkkenbestillingerne – pludselig er

det. Vi giver gaverne til Khiens mor, som vifter afværgende med hånden, som om

der ikke så mange gæster, som der er bestilt og lavet mad til. Jeg er virkelig glad

at vi ikke havde behøvet det. Men jeg tror nu, det er godt nok. Vi mærker tydeligt,

for, at jeg ikke skal stå i det her alene, men at vi er to om det. Jo længere tid jeg

at de gør alt, hvad de kan for at få os til at føle os velkomne. Familien har i dagens

er her, jo mere respekt får jeg for den forrige manager, som var her i et år helt

anledning slagtet en kylling. Ikke, at vi sådan lægger nævneværdigt meget værdi

alene. Vi har nu været her i to måneder, og vi har konstant så meget at nå. Jeg har

i det. Men senere finder vi ud af, at kylling er en meget fin spise. Vi går efter kød-

fornemmelsen af, at der altid vil være projekter at tage fat på og noget, som kunne

stykkerne, mens Long tager sig kærligt af selve kyllingefødderne, som han med

være bedre og forhold, som kunne være organiseret på en anden måde. Kunsten

velbehag sutter og gnasker i sig. Det er vist første gang, vi ser nogen tygge hønse-

er virkelig at sætte begrænsninger og kun have gang i små projekter ad gangen.

fødder. Hoved, næbbet og det hele er også med i retten. Intet går til spilde! Det er

Derfor er tanken om, at vi måske skulle tage at slappe lidt af en gang imellem,

specielt at sidde her på bambusgulvet i skrædderstilling og sammen med familien

begyndt at poppe op, og som følge af det har vi sagt ja tak til en invitation fra to

spise med pinde af de små skåle. Især, fordi der samtidig er en kæmpe larm fra

af vores ansatte. Vi skal hjem til dem senere på dagen, og jeg betragter det som

naboen, der åbenbart hygger sig rigtig meget med sit karaokeanlæg. Han hører

deres måde at sige, at vi er velkomne. Tømreren Long er kæreste med en pige fra

en meget høj vietnamesisk sang. Det mest forbløffende for os er, at selvom de har

56

57

nogle lidt undskyldende blikke over for os, er der ingen, der kan finde på at bede

sig fra danske bakterier til vietnamesiske. Det gør en markant forskel, at al mad

naboen skrue ned. Jeg tror, det er typisk vietnamesisk. På nogle områder blander

her er helt frisk, for der er ikke noget køleskab til at opbevare tingene i.

man sig ikke. Naboen vil tabe ansigt, hvis han bliver bedt om at skrue ned. Og hvis der er noget, du ikke gør i Vietnam, så er det at være skyld i, at nogen taber ansigt.

Bedstefaren er med til måltidet. På bordet bliver der sat en brugt vandflaske, som

Mens vi sidder der helt autentisk med lokale vietnamesere, mærker jeg en indre varme over, at vi får lov til at opleve sådan en dag. Vi er ikke bare turister på besøg. Efter maden får vi serveret grøn te, og mændene skal have gang i deres

indeholder en gullig væske. Det er risvin. Vi har hørt vilde historier om, hvor stærk

bambuspiber. Det er ved at være tid til at bryde op. Long viser os det hus, han har

risvinen er, og hvor skidt det smager, hvis den er hjemmebrændt, men nu kommer

bygget ved siden af hans svigerforældres hus. Det er flot og nyt i beton med rigtigt

vi ikke længere udenom. Der bliver skænket op i små snapseglas. Bedstefaren

toilet. Det er malet i en grøn farve. Han er stolt af sit værk, og det kan han også

rejser sine samlede hænder om det lille glas og retter sig imod Walter og mig.

være, det er et flot byggeri, selvom vi dog synes, pælehytterene er langt smukkere,

– Skål, skål og velkommen, siger han igen og igen. Tu oversætter for os og for-

men det siger vi ikke. Det er klart, at der er status i at lave et nyt flot hus med klin-

klarer, hvad bedstefaren siger. – Tak, fordi mine børnebørn kan arbejde på Topas

kegulv og beton frem for et hus af træ og bambus. Vi takker mange gange Khiens

Ecolodge. Skål for jer og skål for hele Topas Ecolodge.

forældre for invitationen og for maden, og pigerne klatrer igen op på scooterne,

Han er meget gammel, og øjnene er næsten helt lukket i. Han er krumbøjet, og han har et langt fipskæg. Han ligner en gammel kinesisk mand, som man ser i film. Vera og Kristine synes, han er lidt skræmmende, især fordi han kun har et

som skal transportere os videre. Hele familien og nogle enkelte naboer vinker os til afsked.

Senere på dagen kører vi videre ud til en lille red dao-by, Sin Chai, hvor Topas har seks bambushytter. Det er her, de mange organiserede trekkingture går til.

par tænder i munden, ser det ud til.

Vi erfarer, at det er god skik og brug at holde formelle skåletaler for gæsterne,

Området er lidt som i junglen. Der er mere bevoksning, end hvor vi bor. Mens vi sidder og holder et lille hvil, kommer der en fyr hen til os, som gerne vil have et

og vi kvitterer med formelle taksigelser.

– Tak, fordi vi måtte komme, siger vi. – Og tak, for at Long og Khien arbejder hos

job på lodgen. Åbenbart ved han, hvem vi er: Jeg tror, han genkender Long, som

os. Vi er meget glade for dem, og de arbejder rigtig godt. Vi mener, hvad vi siger,

ofte har været derude for at reparere hytterne. Vi beder ham om at komme forbi

men vi kommer til at smile af at sidde her og lovprise dem.

en dag.

Bedstefaren smiler og nikker og skubber mere mad hen til Vera og Kristine,

På vej hjem tager vi hen til en lille strandbred i dalen ved Ban Ho-floden. Floden

som efterhånden er ved at være godt mætte. Vi skåler igen for Topas og Mr. John i

løber gennem hele den nationalpark, vi bor i. Her er dejligt. Helt stille og varmt.

Danmark. Det er lige før, vi bare mangler at skåle på dronningen og præsidenten.

Pigerne kravler lidt rundt på de kæmpe sten, og senere følger vi voksne efter.

Normalt i sådanne situationer ville jeg sidde og snakke meget, spørge og være

Jeg tænker, at det kunne være et sted, vi kunne tage til engang imellem for at

meget social. Det er en naturlig del af mig, og jeg er ret nysgerrig anlagt. Men her

svømme. Vi kan skimte lodgens bungalows, som ligger oppe af bjerget, de synes

er der en naturlig begrænsning, for vi kender ikke hinandens sprog, så derfor gør

så langt væk, men da vi endelig kører hjem igen, undrer det mig, at det kun tager

det ikke noget, at vi ikke siger så meget. Vi har selvfølgelig Tu med til at oversætte

20 minutter.

vores spørgsmål, men jeg finder ud af, at jeg faktisk nyder, at der ikke skal være så

Det har været en fed dag, og jeg føler, vi har lært Long meget bedre at kende.

meget snak. Jeg sidder bare og spiser lidt med pindene fra min skål, ser mig lidt omkring og smiler til vores værter. Det kan faktisk indimellem være ret praktisk,

Orkidéindkøb

at vi ikke kan hinandens sprog. Pigerne kan sagtens sige ting højt, som: – Mor, behøver jeg spise det der, det har jeg altså ikke lyst til. Eller de siger: – Hvor ser

Vi lærer de ansatte bedre at kende på hver sin måde. Jeg vil gerne finde ud af,

han sjov ud ham der, han har kun én fortand.

hvor man kan købe planter. Hai har nævnt, at hans onkel har flotte orkideer, og

Jeg tror også, det gør det lidt lettere for børnene at være med til så mange for-

jeg vil gerne med en tur ind til ham. Vi har talt om det længe, og jeg er meget

skellige begivenheder her, at de bare kan tale til mig på deres eget sprog uden at

nysgerrig. Jeg har en forestilling om, at smukke orkideer ville pynte på balkonerne

bekymre sig om, hvorvidt de nu er høflige og siger det rigtige.

i vores bungalows. Men den forestilling er, som alt andet her, svær at bringe til

Der koges, brases og steges i det primitive køkken, hvor alt fungerer på fascinerende effektiv vis. Vores maver har haft forbløffende få problemer med at omstille

58

praksis. Det kræver lang tids opfølgning at få alle de ansatte i rengøringsteamet til at huske vandingen. Omvendt så er de rigtig gode til det, når først rutinerne

59

er indarbejdet. Og jeg er faktisk ret imponeret over, hvordan de stille og roligt

opbevaringsdunken. Risvinen er fyldt med fusel og syre, men det er en ældgam-

inkorporerer nye ansatte og viser dem alle opgaverne i rengøringsteamet. Det er

mel tradition. Jeg tror, alle folkeslag i enhver tidsalder har brygget alkohol. I hvert

et utrolig vigtigt team for os, og de er meget pligtopfyldende.

fald har alle folkeslag haft brug for stimulanser af den ene eller anden slags. En

Kristine og jeg er smuttet af sted sammen med Hai, og jeg er spændt på at se

høj procentdel af de mandlige black hmong-minoriteter er alkoholiserede. Thanh

hans onkels blomsterhandel. Han bor lidt uden for Sapa, og det bugner med både

Kim risvinen, som bliver produceret i vores naboby, skulle efter sigende være en

små og store orkideer. De største orkideer er virkelig dyre. Meget dyrere end jeg

ret berømt en. Den er særlig stærk, helt op til 50 procent. Normalt er det svært at

havde regnet med. Jeg nøjes med de små. Hais onkel byder os på mad, og Kristine

definere alkoholprocenten i risvin præcist. Den kan være fra 25 til 50 procent. Der

og jeg indtager vores vietnamesiske måltid på en bambusmåtte på gulvet. Onklens

bliver drukket rigtig meget risvin her i området, det er nemt at få, og det er billigt!

hjemmelavede krydrede risvin kommer også frem. Stærk, men smagen var ikke så

En halv liter risvin kan købes for 10.000 dong, hvilket svarer til tre kroner! Til

slem, som andre risvine jeg har smagt. Det er en sjov oplevelse for både Kristine

højtider drikker man i stammerne udelukkende risvin. Øl og dåsesodavand er en

og jeg. Hai vil gerne vise os den botaniske have i Sapa, så der tager vi hen, inden

luksusdrik og indkøbes, når der kommer vestlige gæster.

vi kører hjem mod lodgen. Botanisk have er et stort ord at bruge om stedet, synes

Under vores introduktion til risvinsproduktion tager vi billeder, som Jeppe limer

jeg. Men så kan vi da sige, at vi har set den. Det flotteste, vi ser, er en opvisning i

ind i en bog. Det er planen, at gæsterne kan kigge i den, mens de smager nogle

en bygning i haven, hvor nogle dansere opfører og viser områdets forskellige mi-

af vinene, og nogle af de ansatte i baren fortæller om produktionen og de mange

noriteters klædedragter og specielle dansearter. Hver minoritet har sin egen dans.

væsker i de genbrugte vandflasker, som herude bliver brugt til risvinsopbevaring.

Dagen efter ankommer orkideerne. Vi har fået chaufføren, der kører shuttle-

Der hører ofte også gode historier til – en flaske er fyldt med bier og siges at være

bussen, til at hente dem hos Hais onkel. Nu skal vi bare have dem placeret. Vi får

god for maven, mens en anden af flaskerne er fyldt med en helt speciel træsort,

tømrerne til at hænge dem op i kroge på de altaner, der er på hver bungalow. Det

som ifølge de lokale er god for mænd – hvad end der så ligger i det. En tredje fla-

kommer til at se flot ud, når de springer ud.

ske er fyldt med bitre æblestykker. Væsken smager cirka, som jeg forestiller mig smagen af rengøringssprit fortyndet med vand, og som er holdt hen over et bål

Risvinssmagning i baren

for at få en røget smag. Fordi jeg ikke er så vild med risvin, er jeg måske ikke den rette til at bedømme risvine – den bedste eller mindst slemme, jeg har smagt, er

Ideerne sprudler i os, og jeg tror til tider, vi kunne bemande adskillige projektledere til at igangsætte vores ideer. Her er det ingen kunst at komme med gode

en sødlig blommebrændevin. Den var det, jeg vil betegne okay.

Endelig oprinder dagen, hvor vi skal afprøve vores nye idé. Vores første risvins-

ideer. Derimod er det en kunst at få omformet en idé til at blive en integreret del

smagning bliver for en dansk gruppe, som er på rundrejse i Vietnam. De har lige

af hverdagen. Jeg tror, alle managers, som har været her, har prøvet at være igen-

været på vandretur i tre dage, så de er trætte, glade og i højt humør. For at gøre

nem den proces, hvor alle i begyndelsen er fokuserede på at gennemføre en idé,

aftenen speciel har køkkenet sørget for, at der er småkager til risvinene. Det bliver

men så behøver der blot at ske noget uforudset i to dage, hvor ingen husker at

en fin aften, hvor gæsterne viser interesse for Kiens fortællinger om de forskel-

praktisere den nye ide, og så kan man begynde forfra. Mange projekter er faldet

lige vines fortræffeligheder. Der er risvin, der kan hjælpe på enhver lidelse. Både

til jorden af den grund. En af vores mere vedholdende ideer er at lave risvins-

ledsmerter, mavepine, impotens og hoste skulle den kunne klare.

smagning om aftenen i baren. Risvin lyder måske ikke interessant for danskere,

Gæsterne kan godt lide arrangementet, og vi beslutter sammen med barpersona-

men når man er i Vietnam og ved, at der findes mange forskellige slags risvin,

let, at det vil vi fortsætte med at gøre, hver gang vi har grupper på besøg. Arrange-

bliver man faktisk grebet og nysgerrig. Vi beslutter os for at gøre noget ved ideen

mentet skal blot koordineres med deres turleder.

og tager derfor hen for at se, hvordan risvin bliver lavet. Risvinsproduktionen begynder med de høstede ris, hvor skallen endnu ikke er fjernet. I Vesten kan vi

Mus med selvtilliden i orden

godt lide at spise brune ris, men det ser vi overhovedet ikke herude. De skal være helt hvide og afskallede. Men til risvinen må de altså godt beholde den nærings-

Mens vi har risvinssmagning, kan vi høre mus kravle oppe under loftet i baren. De

rige skal. Herefter koges risene op i et stort kar, og jeg forstår bedre, hvorfor

har været der før, og det er, som om det er blevet værre. Også oppe i vores hus har

det hedder brændevin. Så skal der gæres. Vinen drypper ud af tønden og ned i

vi en del mus, og det selvom vi i begyndelsen bad tømrerne om at tætne huset lidt

60

61

for at undgå den mindre zoologiske have, vi følte, vi var midt i, hver aften vi skulle

del af min hverdag. Store doser af enormt store insekter og behårede mus kurerer

sove. Trods tætningen har vi også erfaret, at en ugle har taget bolig i vores hus,

en lidt – og jeg tager nu mig selv i at fjerne store edderkopper, kæmpe nat-

ligesom flagermus, insekter, store natsværmere og edderkopper er dagligt be-

sværmere og farlige gigantiske hvepse helt uden at rynke på næsen.

søgende. Selvom vi har prøvet lidt af hvert, har musene vist sig at være langt

I et sidste forsøg på at få bugt med musene overnatter vi 14 dage i stuen, så

sværere, ja nærmest umulige at få bugt med. Helt utroligt, hvad man kan vænne

musene kan rådne godt op! Vi kan ikke komme ind til dem, medmindre vi har lyst

sig til. Jeg var ikke bange for mus før, ej heller specielt vild med dem, men nu er

til at få hele loftet taget ned. Det har vi ikke tid til. Hvem bekymrer sig om muse-

vi nærmest blevet ligeglade. Selv når vi søvndrukne kan høre dem på en arms-

lig i soveværelset, når ”one has a business to run”? Det lykkes os da også til sidst

længde fra os, sover vi videre. Heldigvis sover vi under myggenet, og man må om

at få bestanden lidt ned.

morgenen lige ryste muselortene af sine cowboybukser, inden man tager dem på.

Det er jo det søde med det sure. At rejse på eventyr, som vi føler, vi har gjort ved

Helt ligeglade er vi dog ikke. Det, man ikke vænner sig til, er synet af dem, når

at tage herud, indebærer også alle de ubekvemme ting. Og man ved ikke, om man

man finder dem døde! Det er helt sikkert ikke rotter, men nogle store mus med en

magter det, tror jeg, inden man står i det. Ikke alle magter det, og nogen må ret

slags pels. Nede på kontoret beretter jeg for de andre om vores hovmodige mus.

hurtigt tage hjem igen. Andre bliver bidt af rejselysten og vil efterfølgende for

– Vi har mange mus oppe i vores hus, beklager jeg mig til en af de ansatte.

evigt drages af at komme af sted, af sted, af sted. Jeg hører uden tvivl til den sidste

– Men Louise, det er jo, fordi det er deres hus, forklarer Kien mig.

gruppe. Og heldigvis har jeg stadig ikke bare uger og dage tilbage på det her

– Ja, det er, fordi de ikke ønsker, at vi bor i deres eget hus, griner jeg og ser for

eventyr, men måneder.

mig, hvordan de stædige mus sidder med hænderne over kors og holder stormøde

Ud af komfortzonen

om, hvordan de kan få os jaget ud.

Vi har flere gange talt om at få tømrerne til at lave et lukket skab, men det er ikke blevet til noget. Musene æder sig igennem alting, men nu hvor vi kender deres

Som tiden går, begynder jeg at forstå en tegning, jeg engang har set. Man er nødt

færden, tvivler vi på, at et sådant skab vil hjælpe noget. Men især i køkkenet

til at komme ud af sin bekvemmelighedszone for at opleve det magiske. Selvom

i restaurantbygningen og nu også i baren er de et problem. Når man bor midt i

det kan være lidt hårdt at bevæge sig væk fra sin komfortzone, er det ofte der, man

rismarken, kan vi ikke undgå at have mus, og det er, som om de kan lugte selv den

virkelig skaber minder, som man husker lang tid frem – hvad end man bare skal

mindste lille krumme. Som dræbersnegle i musekroppe tygger de sig igennem alt

på en strabadserende vandretur eller vælger at rive et år ud af kalenderen for

spiseligt og uspiseligt i vores hus – sågar Kristines tyggegummi inklusive papir.

at flytte om på den anden side af jorden. Når dagene bliver for ens, kan vi have

De finder vej op på bordet, hvis der er en rest mad, hopper op i skraldespande, og

svært ved at huske tilbage. Jeg kommer til at tænke på det, hver gang vi sender

de gnaver sig igennem mælkekartoner! Tror egentlig ikke, de er vilde med mælk,

vores gæster af sted på vandring. Selvom det er en hård tur, så er det i den grad

men mus er som narkomaner på jagt efter stof, er jeg sikker på. Det hjælper, da

her, minderne skabes.

vi får alle mælkekartoner opbevaret i aluminiumskasser. Alting skal pakkes væk

Min familie og jeg har selv været på en af de tredages ture, som mange af vores

i køkkenet, og ofte må tømrerne tætne nye musehuller, når de havde gnavet sig

gæster skal på. De vandrer ned gennem dalen, bor i de lokales huse og slutter

igennem en træplade! Oven over kontoret bor der vist også et par stykker, for

ude ved Topas’ bambushytter. Mens gæsterne er iført vandretøj, vandrestøvler,

de larmer og kradser ofte, og når vi tjekker gæster ud, er det helt pinligt. Jeg står

drikkeudstyr, plastre, solhat og solcreme, godt rådgivet af turlederen, suser

nogle gange og rømmer mig højt, for at gæsterne ikke skal høre musene pile rundt

bærerne ned ad bjerget i deres plastiksandaler eller klipklappere. Det ser så nemt

deroppe. Særligt kan de lide onkel Jørgens musegift – onkel Jørgen er min mors

ud, når de springer af sted og hopper fra sten til sten, men de har øvet sig i mange

mand - som vi bad ham tage med til os med det til følge, at det begynder at lugte

år. Helt anderledes er det med danske usikre ben, som ikke er vant til bjerge og

fælt i vores soveværelse, og jeg synes, der falder nogle bittesmå mærkelige hvide

ujævnt terræn, og derfor er tilfredshedsfølelsen også ekstra stor om aftenen, hvor

larver ned fra sivloftet på min hovedpude. Mider. Onkel Jørgens forsikring om, at

man med trætte ben og ømme fødder ved, at man har gået i mange timer i den

musene søger udenfor, når de har spist gift, fordi den gør dem tørstige og dermed

friske luft. Godt for kroppen, opbyggende for sjælen. Efter sådan et par dage be-

ikke ligger og rådner på ufremkommelige steder, gælder åbenbart ikke for vietna-

gynder man også på vidunderlig vis at sætte stor pris på den komfort, vi er vant til

mesiske mus. Hvad jeg før fandt ulækkert inden for dyreverdenen, er nu blevet en

med gode badeværelser og et toilet, som skyller ud. Eller noget så simpelt som den

62

63

luksus at sætte sig i en blød stol og drikke noget lækkert og koldt. Og man bliver glad af at møde så mange mennesker, der lever en ret primitiv tilværelse, men dog alligevel har så meget humør og smil til overs for de mennesker, der besøger deres landsby. Det er, som om man bliver inspireret af deres enkle liv, og ens egne problemer bliver lidt mindre.

Uanset hvor hård gæsternes vandretur har været, hvor meget det har regnet, eller hvor varmt det har været, så er alle i højt humør, den dag de kommer tilbage fra vandring. Og vi kan være ret sikre på, at der bliver hygget i baren, for om aftenen trænger de til en kold øl og til at få snakket alle oplevelserne igennem. De er også kommet ud af deres komfortzone på sådan en tur.

64

65

Børnene har red dao-hatte på, selvom her er varmt.

Red dao-folket høster ris lige ved siden af os.

Denne lille black hmong-pige vil gerne sælge til os.

66

Alle stiller op til ære for fotografen.

Vores tømrer Long er dygtig.

Her laver han en seng.

Der brases og steges i det primitive, men effektive køkken. Vores naboer laver stadig mad over åben ild.

68

69

Vi spiser et måltid hos onklen, der sælger orkideer.

Brygning af risvin.