Kammerherrens nye klæder

niels sandøe, hanne sindbæk og Thomas svaneborg

Kammerherrens nye Klæder Fritz schur. manden og myterne

Jyllands-Postens Forlag

sen. Kontingentet belastede ikke Jørgen Møller Rasmussens privatøkonomi, for bestyrelsesformand Fritz Schur blåstemplede, at firmaet betalte udgiften på de 19.999 kroner.

Medlemmerne af Liberal Erhvervsklub kunne møde folk fra Venstres top, der kunne tale mere frit fra leveren, end de gjorde i andre sammenhænge, fordi det var en lukket klub med referatforbud. Men de kunne også møde kendte danske erhvervspersoner som Stine Bosse, Niels Smedegaard Andersen, Eric Rylberg, Jørgen Horwitz og Lars Seier Christensen. Formelt var der ikke fastsat noget bestemt årligt kontingent. Men reelt betalte stort set alle lige under 20.000 kroner.

Det var nemlig grænsen for, hvornår et bidrag til et politisk parti kunne være anonymt. Som regel var det firmaet, der betalte medlemmernes kontingent ud fra en betragtning om, at netværket alene var det værd.

Hurtigt blev de ca. fire årlige møder sat på formel. Medlemmerne mødtes til rundstykker og kaffe klokken 8 og skiltes ca. halvanden time senere. I flere år var mødestedet restaurant La-Kajen ved Paustian i Københavns Nordhavn, men siden begyndte klubben at mødes forskellige steder, blandt andet på medlemmernes virksomheder. For eksempel er der blevet holdt mindst ét møde hos A.P. Møller - Mærsk, selvom det på Esplanaden understreges, at det var Nils Smedegaard Andersen personligt, og ikke virksomheden, der var vært.

Ved møderne var Venstres daværende partisekretær, Jens Skipper Rasmussen, med for at holde styr på tropperne, men det var Fritz Schur, der bød velkommen og introducerede morgenens taler. Det var altid en af partiets frontfigurer, og Anders Fogh Rasmussen gik selv foran og markerede, hvor væsentlig, han mente, erhvervsklubben var.

Hans spindoktor fra klubbens spæde start undrede sig.

“Sådan en toppolitiker får et hav af invitationer fra alle mulige Rotary-foreninger og den slags. Det er som regel ikke noget, der prioriteres. Sådan var det ikke med erhvervsklubben. Det var et must at være der. Det var højt prioriteret og noget, Anders Fogh tog meget alvorligt. I dag kan jeg se, at det også var, fordi der var penge i det. Man kunne ikke forvente, at erhvervsfolkene ville optræde som mæcener, hvis ikke der var fremmøde på højt niveau ved de møder,” siger Henrik Qvortrup.

54

Og mæcener var de i Liberal Erhvervsklub. Medlemmerne blev ganske vist aldrig – heller ikke mellem linjerne – bedt om at yde ekstra til partiet. Men de 19.999 kroner pr. medlem løb nu også op. Klubben havde mellem 50 og 100 medlemmer, så et konservativt skøn på 75 giver en sum på 1,5 millioner kroner årligt. Det kan man holde op mod de knap 3 millioner kroner, Venstre fik fra private, sammenslutninger, erhvervsvirksomheder og fonde etc. i 2002. Der er 1,5 millioner kroner noget, der tæller. I et valgår indsamles der altid betydelig flere penge. I 2001 blev det til godt 15 millioner kroner. Det var næsten dobbelt så meget som ved det foregående valgår, 1998. Da fik Venstre nemlig 8 millioner kroner i private bidrag. Noget tyder på, at Fritz Schurs indsats som drivkraften i Liberal Erhvervsklub virkelig gjorde en forskel og øgede erhvervslivet lyst til at yde et ekstraordinært bidrag for at få et systemskifte.

Til valget i 2001, der bragte Anders Fogh Rasmussen til magten, lød Venstres officielle valgbudget på 22 millioner kroner. Det fortalte partisekretær Jens Skipper Rasmussen til et pressemøde om valgkampen dengang. Det var et regnestykke, hvor det betød noget med et par millioner kroner, som formentlig var det, Liberal Erhvervsklub havde samlet sammen i årene op til.

Fritz Schur har ofte nedtonet betydningen af indsamlingsdelen og udlagt det, som om der kun var tale om en diskussionsklub. Til Politiken sagde han i 2001: “Den Liberale Erhvervsklub fungerer som et debatforum, der skaber dialog mellem politikere og erhvervsliv. Og medlemmerne må selv bestemme, hvor meget de vil betale for at deltage i møderne …”

Endnu har ingen medlemmer dog fortalt, at de betalte mindre end 19.999 kroner. I samme interview fortalte Fritz Schur: “Overskuddet bliver overført til Venstre, hvis der er ét. Det er der som regel. Klubben får årligt et sted mellem 400.000 og 500.000 kroner ind brutto, og jeg vil umiddelbart gætte på, at vi bruger det halve i omkostninger.”

Op mod 250.000 kroner lyder voldsomt for kaffe og rundstykker, men Fritz Schurs juridiske chef, Martin Kasten, løftede lidt af sløret for omkostningernes art i en mail til Jyllands-Posten i 2010. Her fortalte han, at pengene går til betaling for sekretariatsbistand fra Venstre: 55

“Den Liberale Erhvervsklub (…) er (…) en diskussionsklub, som ikke har til formål at samle penge ind til Venstre. (…) Medlemmerne (betaler, red.) et kontingent, der går til dækning af klubbens udgifter (…) Fordi der er forskel på udgifter og indtægter, giver Den Liberale Erhvervsklub et mindre overskud, der hvert år overføres til partiet Venstre som betaling for sekretariatsbistand.”

Fritz Schur har været dygtig til at samle penge ind for Venstre. Den liberale blogger Jarl Cordua skrev i 2007, at “der er én helt altoverskyggende grund til, at Venstres valgmaskine er second to none. Og det er penge!”

Det har bestemt ikke udelukkende været andres penge og penge fra Liberal Erhvervsklub, Fritz Schur har kanaliseret ned i Venstres kasse.

Han har selv været meget gavmild. Op til valget i 2001 overhørte Fritz Schurs personale mange telefonsamtaler mellem ham og fremtrædende Venstre-politikere, hvoraf det fremgik, at han støttede valgkampen generøst. Der var også mange telefonsamtaler til hans kontor på Esplanaden, hvor ansatte fik besked på at flytte penge over til Venstre.

Fordi han havde så mange forskellige selskaber, kunne beløbet ende med at blive meget stort, uden han af den grund kom til at figurere som giver. Han kunne nemlig støtte med 19.999 kroner fra hvert selskab og stadig holde sig under radaren.

Aktiviteterne fortsatte de kommende år. Venstre-folk kunne regne med Fritz Schur. Da kommunalvalget stod for døren, ringede partiets spidskandidat i Gentofte, Marie-Louise Andreassen, til ham og spurgte, om han kunne tænke sig at støtte hende. Det kunne han.

Hun var datter af den forhenværende direktør i ejendomsgiganten Norden, Jens Steglich-Petersen, der også var en kendt Venstre-støtte.

Han var blandt andet formand for Claus Hjort Frederiksens valgfond, der samlede penge ind til den forhenværende finansminister og partisekretærs valgkamp. Den 12. oktober 2005 – mindre end fire måneder efter, at han var blevet formand for Dong – overførte Fritz Schur via selskabet Fritz Schur A/S 19.999 kroner til Marie-Louise Andreassens valgkampskonto. For de penge indrykkede hun tre annoncer i Villabyerne. I den første stod der: “Fremover skal Gentofte ledes i 56